Karsten Revsbech professor, dr. jur. Themsvej Risskov

Transkript

1 Karsten Revsbech professor, dr. jur. Themsvej Risskov Den 18. maj De Offentlige Tandlæger att.: Direktør Lars Holsaae Peter Bangs Vej 36, 3. tv 2000 Frederiksberg DEN KOMMUNALE TANDPLEJES LEVERANCE AF TANDPLEJEYDELSER TIL KRIMINALFORSORGEN MV. 1.Ved af 3. maj 2013 har De anmodet mig om et responsum, som kan belyse kommuners (den kommunale tandplejes) muligheder for at udføre tandpleje for Kriminalforsorgen mv., der er en statslig enhed. 2. Baggrund mv. Af bekendtgørelse nr. 374 af 17. maj 2001 om sundhedsmæssig bistand til indsatte i kriminalforsorgens institutioner 13, stk. 1, fremgår, at de indsatte behandles af institutionens tandlæge. Der er i den forbindelse rejst det spørgsmål, om denne tandlæge kan være den kommunale tandpleje, idet Kriminalforsorgen har ønsket at indgå konkrete aftaler med de kommunale tandplejer, hvor institutionerne er beliggende. Jeg lægger til grund, at kommunerne i henhold til sundhedsloven ( se nærmere om bestemmelser i denne lov i afsnit 7 nedenfor ) har ansvaret for organiseringen af følgende tre tandplejeområder (under ét betegnet den kommunale tandpleje): -Børne og ungdomstandpleje (0 18 år), -Omsorgstandpleje ( borgere der primært på grund af bevægelseshæmning, demens og lignende ikke er i stand til at benytte tilbuddet i privat praksis (voksentandplejetilbuddet)), og -Specialtandpleje ( borgere med psykisk funktionshæmning uanset alder dvs. både børn og voksne) For så vidt angår de to første områder kan kommunerne vælge at udføre tandplejetilbuddet ved egen klinik, anden offentlig klinik eller indgå aftaler med privat praksis om at udføre 1

2 tandplejetilbuddet eller at kombinere tilbuddet, så dele løses i offentlig klinik og dele løses af privat praktiserende tandlæge. For så vidt angår specialtandplejen kan kommunen udføre tilbuddet ved forskellige former for offentlig klinik enten kommunens egen, anden kommunes klinik eller i et samarbejde med regionen ved en regional klinik eller en kombination af offentlige klinikker. 3. Problemstilling. Den problemstilling, som jeg skal belyse, er herefter nærmere: Er det lovligt eller ulovligt for en kommunal tandpleje at levere tandplejeydelser til Kriminalforsorgens institutioner mod betaling / dækning af omkostningerne forbundet hermed? Kan samme regelsæt anvendes på andre patientgrupper, hvor en statslig myndighed har ansvaret for tandplejen f.eks. udlændingestyrelsen i relation til asylansøgere? Spørgsmålet ønskes vurderet i forhold til kommunalfuldmagten, lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber ( med senere ændringer ) og andre relevante bestemmelser. Hvis det er lovligt, ønskes det anført, hvilke lovgivningsmæssige forhold en aftale mellem en kommune og en af Kriminalforsorgens institutioner skal respektere. 4. Kommunalfuldmagten: En hovedregel. Kommunalfuldmagten omfatter begrebsmæssigt det forhold, at en kommune på et ulovbestemt grundlag ( dvs. uden egentlig lovhjemmel ) kan foretage visse dispositioner af økonomisk karakter. 1 Der gælder en række uskrevne begrænsninger og krav, når kommunen handler på grundlag af kommunalfuldmagten. En af disse begrænsninger er formuleret som en hovedregel om, at en kommune er afskåret fra at drive handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed. 2 Baggrunden for begrænsningen er, at visse erhvervsaktiviteter herunder især handel., industri, håndværk og finansiel virksomhed - i et blandingssamfund som det danske er forbeholdt den private sektor. Den nævnte hovedregel gælder, selvom den pågældende aktivitet ikke udøves med det formål at opnå en fortjeneste og selvom en sådan fortjeneste faktisk ikke opnås. 3 1 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s

3 De i hovedreglen indeholdte kategorier ( handel, håndværk osv. ) skal opfattes bredt. Således har Indenrigsministeriet ( nu Økonomi- og Indenrigsministeriet ) i praksis udtalt, at det ud fra hovedreglen ikke var en lovlig kommunal opgave at udføre serviceydelser på brandslukningsområdet for private virksomheder 4, ligesom rensning af tøj har været omfattet i praksis. 5 Den nævnte hovedregel, som forbyder, at kommuner driver handel, håndværk, industri og finansiel virksomhed, hindrer, at kommunalfuldmagten kan udgøre det fornødne retlige grundlag for, at kommuner ( den kommunale tandpleje ) leverer ( sælger ) tandplejeydelser til Kriminalforsorgen. Denne aktivitet må opfattes som handel eller i det mindste som sidestillet med handel og vil derfor som udgangspunkt ligge ud over, hvad kommuner kan beskæftige sig med. 5. Kommunalfuldmagten: Undtagelse vedrørende overskudskapacitet. Der gælder flere undtagelser eller modifikationer til den i det foregående afsnit omtalte hovedregel. En af disse undtagelser vedrører overskudskapacitet, dvs. at en kommune har et større produktionsapparat end den selv kan udnytte. Det er efter de uskrevne kommunalfuldmagtsregler ikke helt udelukket, at en kommune sælger overskudskapacitet på markedet til andre myndigheder og private, dvs. at kommunen mod betaling leverer tjenesteydelser eller varer produceret ved hjælp af den overskydende kapacitet. Det er almindeligt antaget, at hvis der foreligger en tilfældig overskudskapacitet, som er opstået i forbindelse med kommunens lovbestemte virksomhed, kommunens produktion af varer og tjenesteydelser til eget brug og kommunens øvrige lovlige produktion inden for kommunalfuldmagtens område, kan denne overskydende kapacitet afsættes på markedet. Dette er primært begrundet i et hensyn til en økonomisk rationel udnyttelse af kommunale ressourcer, hvilket igen hænger sammen med bredere samfundsmæssige værdispildsbetragtninger. Hensynet til at undgå værdispild har overvægt i forhold til hensynet til det private erhvervsliv (den private sektor). 6 Det er imidlertid som det allerede fremgår en betingelse for salg af kommunal overskudskapacitet, at der er tale om en tilfældig overskudskapacitet, som er opstået utilsigtet i forbindelse med varetagelse af i øvrigt lovlige kommunale opgaver. Der må ikke være tale om en bevidst planlagt overskudskapacitet, som er dimensioneret med det (primære) formål at opnå mulighed for at varetage opgaver, der normalt ikke er kommunale, og som kan nedbringes. Dette kan også udtrykkes således, at der ikke må være tale om en kunstig overskudskapacitet. 4 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 105 med henvisninger. 5 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 124 med henvisninger. 6 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 122f. med henvisninger. 3

4 Til illustration kan nævnes Indenrigsministeriets ( nu Økonomi- og Indenrigsministeriets ) skrivelse af 30. juni 1995 (2. k., j.nr. 1992/1123/537-1) om en kommunes adgang til at udføre slamsuger- og spulearbejde for private. Indenrigsministeriet fandt, at denne aktivitet var lovlig og anførte i den forbindelse:»indenrigsministeriet har herved navnlig lagt vægt på Sønderborg Kommunes oplysning om, at både slamsugerens og spulevognens kapacitet er fastsat ud fra behovet i forbindelse med kommunens løsning af opgaver i tilknytning til det offentlige kloaknet mv., og at en undladelse af at udføre opgaver for private kunder ikke vil medføre, at kapaciteten kan nedbringes«(s. 17). Det er også af betydning for en kommunes adgang til at sælge overskudskapacitet, om den pågældende opgave kan varetages af private. Hvis private kan varetage opgaven, taler det imod salg af overskudskapacitet. Dette hænger sammen med hensynet til at undgå konkurrenceforvridning (der er et relativt tungtvejende eller stærkt hensyn). Hvis opgaven ikke kan eller faktisk ikke bliver varetaget af private, er det nævnte hensyn til at undgå konkurrenceforvridning naturligt nok mindre betydende. 7 På baggrund af de nævnte betingelser er den her omtalte undtagelse næppe relevant i sammenhæng med kommuners leverance af tandplejeydelser til Kriminalforsorgens institutioner. En overskydende kapacitet i den kommunale tandpleje vil normalt kunne nedbringes ved afskedigelse af medarbejdere og salg af udstyr mv. Under alle omstændigheder er der ingen sikkerhed for, at netop den lokale kommune, som er nærmest til at betjene en given institution under Kriminalforsorgen, har en salgbar overskudskapacitet af relevant størrelse i en relevant længere periode. Hertil kommer, at der på området tandplejeydelser er private, som ( efter udbud fra og aftale med Kriminalforsorgen ) kan varetage opgaven, idet denne kan udføres af privat praktiserende tandlæger ( på samme måde som den kommunale børne- og ungdomstandpleje visse steder i hvert fald tidligere blev varetaget af privat praktiserende tandlæger ). 8 Konklusionen er således, at den undtagelse, som består i, at kommuner i nogle tilfælde kan sælge overskudskapacitet, i realiteten ikke er relevant i sammenhæng med kommuners leverance af tandlægeydelser til Kriminalforsorgen. 6. Betjeningsoverenskomster. Et traditionelt fænomen inden for kommunalretten er de såkaldte betjeningsoverenskomster. Et eksempel kan være en større bykommune, som udfører den kommunale børne- og ungdomstandpleje for sig selv og efter aftale også for en eller flere omliggende kommuner ( som 7 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s Se også sundhedslovens

5 har vanskeligt ved selv at klare opgaven ) mod dækning af direkte og indirekte omkostninger herved. 9 Disse overenskomster, der formentlig er relativt sjældne nu efter den seneste kommunalreform, har et usikkert retligt grundlag, og må siges uden at der har ligget nogen klar retlig overvejelse bag - at have udviklet sig som en tradition i forholdet mellem store og små kommuner som en form for alternativ til et kommunalt fællesskab. Efter min vurdering kan det ikke komme på tale at udvide betjeningsoverenskomster til at omfatte forholdet mellem en kommune og en statsinstitution ( herunder en institution under Kriminalforsorgen ), idet dette ligger ud over traditionen og begrundelsen bag disse overenskomster. 7. Sundhedsloven mv. De ovennævnte regler vedrørende kommunalfuldmagten har karakter af retsgrundsætninger. Disse kan naturligvis gennembrydes af lovregler, som mere specifikt omhandler den kommunale tandpleje. I sundhedsloven findes ( som det fremgår af beskrivelsen i afsnit 2 ovenfor ) regler om kommunernes opgaver vedrørende tandpleje. Således fremgår det af sundhedslovens kap. 37 bl.a.: 127.Kommunalbestyrelsen tilbyder alle børn og unge under 18 år med bopæl i kommunen vederlagsfri forebyggende og behandlende tandpleje. Stk.2. Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for færdiggørelse af påbegyndte behandlinger ud over det fyldte 18. år Kommunalbestyrelsen tilbyder tandplejen efter 127 på offentlige klinikker eller hos praktiserende tandlæger, som kommunalbestyrelsen indgår aftale med. 129.Børn og unge under 18 år, der ønsker et andet tandplejetilbud end det, kommunalbestyrelsen vederlagsfrit stiller til rådighed, kan vælge at modtage børne- og ungdomstandpleje på en anden kommunes tandklinik. Stk.2. Unge på 16 og 17 år kan selv vælge, om de ønsker at modtage det vederlagsfri kommunale tandplejetilbud hos praktiserende tandlæge efter eget valg eller på kommunal klinik, hvis kommunalbestyrelsen har oprettet en sådan. Stk.3. En kommune kan afvise at modtage børn fra andre kommuner, hvis det er begrundet i kapacitetsmæssige hensyn. Stk.4. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om adgangen til at skifte mellem kommunal kliniktandpleje og privat tandlægepraksis samt om adgangen til at modtage tandplejetilbuddet på en anden kommunes tandklinik. 9 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 60 med note 79 og 80. 5

6 130. Ministeren for sundhed og forebyggelse kan fastsætte nærmere regler om ressourceanvendelsen i den kommunale børne- og ungdomstandpleje. 131.Kommunalbestyrelsen tilbyder forebyggende og behandlende tandpleje til personer, der på grund af nedsat førlighed eller vidtgående fysisk eller psykisk handicap kun vanskeligt kan udnytte de almindelige tandplejetilbud. Stk.2. Kommunalbestyrelsen kan indgå aftale med regionsrådet om, at regionsrådet varetager omsorgstandpleje for de af stk. 1 omfattede personer Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at personer, der modtager et kommunalt tandplejetilbud efter 131, selv skal betale en del af udgiften til tandpleje. Stk.2. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler for størrelsen af den maksimale årlige betalingstakst, som kommunalbestyrelsen kan afkræve patienten. For forebyggende og behandlende tandpleje, der er omfattet af overenskomst med Dansk Tandlægeforening, og som der ydes tilskud til i medfør af 65, kan kommunalbestyrelsen maksimalt afkræve patienten en betalingstakst svarende til patientens egenbetaling i praksistandplejen Kommunalbestyrelsen tilbyder et specialiseret tandplejetilbud til sindslidende, psykisk udviklingshæmmede m.fl., der ikke kan udnytte de almindelige tandplejetilbud i børne- og ungdomstandplejen, praksistandplejen eller omsorgstandplejen. Stk.2. Kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe tilbud om specialiseret tandpleje i henhold til stk. 1, ved at etablere behandlingstilbud på egne institutioner eller ved indgåelse af aftaler herom med andre kommunalbestyrelser, regionsråd eller private klinikker. Jeg er ikke specialist i sundhedsloven, men lægger efter min egen læsning af loven og Deres oplysninger i af 3. maj 2013 til grund, at sundhedsloven eller andre beslægtede love ikke regulerer spørgsmålet om kommuners ( den kommunale tandplejes ) leverancer af tandplejeydelser til statslige institutioner som f. eks. Kriminalforsorgen. 8. Kommunal udførelseslovs kap. 3 ( og 4 ). Kommunerne er omfattet af lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber ( med senere ændringer ). I dennes lovs kap. 3 ( og 4 ) er der fastsat regler, som bør overvejes i forbindelse med problemstillingen i dette responsum. Lovens 3 har følgende ordlyd: 3.Kommuner og regioner kan efter bestemmelserne i 4-6 deltage finansielt og ledelsesmæssigt i selskaber, der driver virksomhed med henblik på salg af produkter og tjenesteydelser, som bygger på kommunal eller regional viden, der er oparbejdet i kommunen eller regionen i forbindelse med løsning af kommunale eller regionale opgaver, eller videreudvikling af sådan viden. Regionerne må dog alene deltage i selskaber, som bygger på regional viden, der er oparbejdet i regionen i forbindelse med løsning af regionale opgaver inden for sundhedsområdet, trafikområdet og det sociale område. Den kommunale eller regionale 6

7 opgave som nævnt i 1. pkt. må kommunalbestyrelsen eller regionsrådet ikke tidligere have overladt til private, medmindre særlige omstændigheder taler herfor. I princippet kan disse regler give mulighed for, at kommuner ( gennem selskaber ) medvirker til en betjening af Kriminalforsorgen vedrørende tandpleje. Jeg går imidlertid ud fra, at den model, som er indeholdt i disse regler er uden interesse i sammenhængen, idet der efter de pågældende regler gælder en række krav, som vil skævvride den tandplejebetjening fra den kommunale tandpleje i visse kommuner, som Kriminalforsorgen ønsker. Således skal bl.a. følgende krav være opfyldt: -aktiviteten skal varetages gennem et aktieselskab el. lign., -i et sådant selskab skal der være private ejere, som besidder minimum 25 pct. af selskabets kapital og stemmerettigheder, og -kommunen må ikke have bestemmende indflydelse Kommunal udførelseslovs kap. 2 I lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber ( med senere ændringer ), her betegnet den kommunale udførelseslov, har 2, stk. 1 4 følgende ordlyd: Kommuner kan udføre sådanne opgaver for andre offentlige myndigheder, som kommunerne kan løse for sig selv. Dette gælder dog ikke, hvis en opgaves værdi overstiger den for kommuner gældende tærskelværdi for offentlige tjenesteydelser i direktivet om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler. Stk.2. Kommuner kan kun udføre opgaver som nævnt i stk. 1 for andre offentlige myndigheder, hvis opgaverne forinden har været udbudt. En kommune kan endvidere kun få udført sådanne opgaver af andre kommuner, hvis disse opgaver forinden har været udbudt. Stk.3. Stk. 2 gælder dog ikke, hvis opgavens værdi ikke overstiger den tærskelværdi, der er fastsat i Europa- Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige byggeog anlægskontrakter. Stk.4. Kommunalbestyrelser skal, forinden de afgiver tilbud på og indgår aftale om udførelse af en opgave for en anden offentlig myndighed, foretage en beregning af de samlede omkostninger, der vil være forbundet med kommunens varetagelse af opgaven. Kommunalbestyrelser må ikke afgive tilbud på eller indgå aftale om udførelse af opgaver, der indebærer en betaling, som er lavere end det beregnede beløb. 10 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 229 ff. med henvisninger til lovens bestemmelser. 7

8 I det følgende skal det overvejes, om det inden for rammerne af disse bestemmelser vil det være muligt for en kommune ( den kommunale tandpleje ) at udføre tandplejeopgaver for Kriminalforsorgen mod betaling ( idet det ikke andetsteds i lovgivningen er bestemt eller forudsat, at kommuner kan udføre tandplejeopgaver for en statslig enhed som Kriminalforsorgen, jf. herved den kommunale udførelsesloves 1 ). Som det fremgår, muliggør bestemmelsen i 2, stk. 1, at kommuner påtager sig at udføre opgaver for andre myndigheder. Dette udtryk omfatter også staten og dennes institutioner mv., hvortil Kriminalforsorgen hører. 11 Betingelsen om, at der skal være tale om opgaver, som kommunerne kan løse for sig selv, volder lidt større problemer. Disse problemer opstår, fordi den kommunale tandpleje først og fremmest er en opgave, som vedrører børn og unge, mens tandpleje for Kriminalforsorgen formentlig typisk angår voksne med et særligt behov. Efter min opfattelse skal udtrykket opgaver, som kommunerne kan løse for sig selv ikke opfattes så snævert. Det afgørende må være, at kommuner efter reglerne i sundhedsloven kan beskæftige sig med tandplejeydelser for sig selv. Derfor kan de også sælge tandplejeydelser til andre offentlige myndigheder. Til sammenligning: En kommune kan for sig selv levere mad til sine ansatte, børn i kommunens børnehaver mv. og de ældre på plejehjem, men ikke til personer på en ungdomsuddannelse, fordi kommunen ikke har en sådan uddannelsesaktivitet. Dette sidste vil ikke hindre, at en kommune med hjemmel i den kommunale udførelseslovs 2 leverer mad til et offentligt gymnasiums kantine. Skulle det netop nævnte ( i de umiddelbart foregående linjer ) trods de anførte overvejelser være et problem, kan der henvises til, at det ifølge sundhedslovens 131 og 133 også er en opgave for kommuner at tilbyde et tandpleje til særlige grupper, herunder til voksne i disse grupper, og at dette tilbud bl.a. kan tilvejebringes på kommunens egne institutioner. 12 Kommuner kan altså for sig selv i den kommunale tandplejes regi løse tandplejeopgaver vedrørende særlige grupper af voksne, hvorfor kommuners ( den kommunale tandplejes ) leverance af tandplejeydelser til Kriminalforsorgen vil ligge inden for rammerne af betingelsen i den kommunale udførelseslovs 2, stk. 1, hvorefter der skal være tale om opgaver, som kommunerne kan løse for sig selv. Efter min vurdering vil det således være muligt for en kommune ( den kommunale tandpleje ) inden for rammerne af den kommunale udførelseslovs 2 at udføre tandplejeopgaver for Kriminalforsorgen mod betaling. 11 Jf. Karsten Revsbech, Kommunerne opgaver Kommunalfuldmagten, 2. udg., s. 221f. med henvisninger. 12 Se afsnit 7 ovenfor. 8

9 10. Begrænsninger ved anvendelse af den kommunale udførelseslovs kap. 2 Som det fremgår af det foregående afsnit 9 vil en kommune ( den kommunale tandpleje ) efter min vurdering inden for rammerne af den kommunale udførelseslovs 2 lovligt kunne udføre tandplejeopgaver for Kriminalforsorgen mod betaling. Der gælder imidlertid en række begrænsninger og betingelser, som skal respekteres ved anvendelsen af denne bestemmelse. For det første afgiver bestemmelsen kun hjemmel for udførelse af mindre opgaver, dvs. opgaver, hvis værdi ikke overstiger den for kommuner gældende tærskelværdi for offentlige tjenesteydelser i direktivet om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige tjenesteydelsesaftaler, jf. den kommunale udførelseslovs 2, stk. 1, 2. pkt. Dette beløb var ifølge Karnovs Lovsamling på kr for 2010 og Er opgaven over dette beløb, kan kommunen ikke påtage sig denne. Man skal være opmærksom på, at tærskelværdien skal ses i forhold til den enkelte kontrakt. Den enkelte kontrakt kan maksimalt løbe over et begrænset antal år. For at undgå, at sådanne kontrakter varigt afskærmes fra markedet, bør kontrakterne efter konkurrenceretlig praksis højst have en løbetid på 3-5 år. Hvis en kontrakt opsplittes i mindre delkontrakter for at omgå bagatelgrænsen, for eksempel i form af kortvarige kontrakter med en udtrykkelig eller underforstået automatisk forlængelse, må værdien af alle hidtidige og forudseelige delkontrakter lægges sammen i forhold til bagatelgrænsen. 14 For det andet skal kommunen (kommunalbestyrelsen), forinden den afgiver tilbud på og indgår aftale om udførelse af en opgave for en anden offentlig myndighed, foretage en beregning af de samlede omkostninger, der vil være forbundet med kommunens varetagelse af opgaven, jf. den kommunale udførelseslovs 2, stk. 4, 1. pkt., og kommunen må ikke afgive tilbud på eller indgå aftale om udførelse af opgaver, der indebærer en betaling, som er lavere end det beregnede beløb, jf. lovens 2, stk. 4, 2. pkt. ( men gerne højere end det beregnede beløb ). 15 Ifølge bekendtgørelse nr. 419 af 24. april 2013 skal beregningen af en kommunes samlede omkostninger ved udførelse af en opgave for en anden offentlig myndighed omfatte alle de direkte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. løn inkl. pensionsbidrag og andre løndele samt over- og merarbejde, tjenesterejser, materialer og specielt anskaffet apparatur, og alle de indirekte omkostninger, der er forbundet med opgavevaretagelsen, f.eks. indirekte lønomkostninger, andel af fællesomkostninger til f.eks. ledelse, administration, husleje, udstyr, udvikling mv. og lovpligtige forsikringer, pensionsforpligtelser, forrentning af driftskapital, forrentning og afskrivning af anlægsværdier samt beregnede omkostninger for faciliteter i øvrigt, der er stillet til rådighed ved opgavevaretagelsen. 13 Se Karnovs Lovsamling, online-version, 11.maj 2013, note 9 til den kommunale udførelseslovs 2, stk Se Karnovs Lovsamling, online-version, 11.maj 2013, note 9 til den kommunale udførelseslovs 2, stk Se Karnovs Lovsamling, online-version, 11.maj 2013, note 13 til den kommunale udførelseslovs 2, stk. 4. 9

10 For det tredje er det i samme bekendtgørelses 4 bestemt, at kommuner, der udfører opgaver for andre offentlige myndigheder, for hver enkelt opgave skal foretage løbende registrering af de med opgaven forbundne indtægter og omkostninger. Endvidere er det fastsat, at i det år, hvor en opgave afsluttes, optages i kommunens årsregnskab en regnskabsmæssig redegørelse for opgaven, herunder for eventuelle afvigelser i forhold til beregningen af omkostningerne i henhold til 3. For det fjerde indeholder den kommunale udførelseslov i 2, stk. 2, et udbudskrav. Kommuner kan kun udføre opgaver som de i lovens 2, stk. 1, nævnte for andre offentlige myndigheder, hvis opgaverne forinden har været udbudt. En kommune kan endvidere kun få udført sådanne opgaver af andre kommuner, hvis disse opgaver forinden har været udbudt. Dette krav gælder dog ifølge lovens 2, stk. 3, ikke, hvis opgavens værdi ikke overstiger den tærskelværdi, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 2004/18/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige bygge- og anlægskontrakter. Ifølge Karnovs Lovsamling 16 udgør denne tærskelværdi i kr. for kommuner og regioner. Omfatter opgaven løbende drifts- og anlægsopgaver, skal værdien af opgaven opgøres for den samlede kontraktperiode. 17 En kommune kan ikke lovligt opdele en opgave i flere mindre opgaver med det formål at undgå udbud. Hvis opgaven er af en sådan størrelse, at der ikke er krav om udbud, kan Kriminalforsorgen og den pågældende kommune indgå en aftale alene efter en forhandling mellem de to parter Konklusion. Ud fra ovenstående er der( alene ) i 2 i den kommunale udførelseslov (lov nr. 548 af 8. juni 2006 om kommuners udførelse af opgaver for andre offentlige myndigheder og kommuners og regioners deltagelse i selskaber ( med senere ændringer )) en relevant hjemmel for, at en kommune ( en kommunal tandpleje ) kan levere tandplejeydelser til Kriminalforsorgens institutioner mod betaling / dækning af omkostningerne forbundet hermed. Denne hjemmel er imidlertid relativt snæver og vil på grund af beløbsgrænsen ( tærskelværdien ) i den kommunale udførelseslovs 2, stk. 1 - kun kunne anvendes til, at en kommune i mindre omfang leverer tandplejeydelser til Kriminalforsorgens institutioner. 16 Se Karnovs Lovsamling, online-version, 11.maj 2013, note 11 til den kommunale udførelseslovs 2, stk I hvert fald tidligere har det været fastsat, at den nævnte periode dog højst kunne være på 48 måneder, jf. bekendtgørelse nr. 533 af 28. juni , stk. 3 ( også omfattende tidsubegrænsede aftaler ), der netop er ophævet ved bekendtgørelse nr. 419 af 24. april Den nævnte grænse gælder formentlig fortsat, idet det af FT , tillæg A, lovforslag L 28, bemærkninger til 2, nr. 1, fremgår, at opgørelsen af udbudsgrænsen og konsekvensen af en overskridelse af grænsen forbliver uændret. Se også Karnovs Lovsamling, online-version, 11.maj 2013, note 11 til den kommunale udførelseslovs 2, stk Da jeg ikke er specialist i EU-ret, tager jeg her for en ordens skyld - forbehold for andre EU-retlige regler end de ovennævnte. 10

11 Ovenstående konklusion vil formentlig også dække andre statslige enheder ( og patientgrupper herfra ), der har ansvaret for tandplejen, f.eks. Udlændingestyrelsen i relation til asylansøgere, men et sikkert svar vedrørende dette kræver en nærmere undersøgelse af det enkelte område (som jeg ikke har foretaget her). Karsten Revsbech 11