NYT om Kollektiv Arbejdsret

Transkript

1 NYT om Kollektiv Arbejdsret Januar 2011 Udgivet af sekretariatet for Arbejdsretten, Tjenestemandsretten samt Den Kommunale og Regionale Tjenestemandsret, Sankt Annæ Plads 5, 1250 København K tlf fax aretten@arbejdsretten.dk Ansvarshavende redaktør Henrik Sandby Side 1 af 17

2 ARBEJDSRETTEN 2 Dom af 25. november 2010 (AR ) 3 Lokalt indgåede aftaler om forhøjet akkordaflønningsgrundlag kunne opsiges til udløb med overenskomst 3 Dom af 15. december 2010 (AR ) 3 Sag afvist fra Arbejdsretten, da der ikke reelt forelå en overenskomstmæssig uoverensstemmelse 3 Dom af 6. januar 2011 (AR ) 4 Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere havde pådraget sig organisationsansvar for overenskomststridig rådgivning 4 FAGLIGE VOLDGIFTSRETTER 5 Fortolkningsspørgsmål 5 Andre DI-overenskomster 5 Andre private overenskomster 5 Offentlige overenskomster 5 Spørgsmål om overenskomstbrud mv. 5 Andre DI-overenskomster 5 Andre private overenskomster 6 Spørgsmål om usaglig afskedigelse mv. 6 Afskedigelsesnævnet 6 Andre 6 Særligt om tillidsrepræsentanter 6 DE ALMINDELIGE DOMSTOLE 6 Vestre Landsrets ankedom af 23. august 2010 (15. afd. B ) 6 Pligten til at udstede ansættelsesbevis senest en måned efter ansættelsesforholdets gælder, selvom ansættelsesforholdet er ophørt forinden 6 Vestre Landsrets ankedom af 16. september 2010 (3. adf. B ) 7 Ligebehandlingsloven ikke overtrådt ved afskedigelse af kvinde, der umiddelbart før opsigelsen havde fået opsat befrugtede æg 7 Østre Landsrets ankedom af 20. september 2010 (1. afd. B ) 7 Godtgørelse efter sygepasningsorlovsloven til afskediget lønmodtager 8 Arbejdstager og fagforening dømt til at betale erstatning og godtgørelse for uretmæssig konkursbegæring 8 Højesterets dom af 6. december 2010 (321/2009) 8 Søgnehelligdagsbetaling var omfattet af lønbegrebet i erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2 8 Højesterets dom af 17. december 2010 (90/2009) 9 Principper for udmåling af godtgørelse efter ændringen af ansættelsesbevisloven i Højesterets dom af 17. december 2010 (58/2009) 10 Fleksjobansat i virksomhed uden overenskomst havde ret til kompensation for manglende feriefridage i henhold til overenskomsten på området samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. 10 Højesterets dom af 17. december 2010 (155/2009) 11 Om bl.a. udgifter til advokatuddannelse og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. 11 Sø- og Handelsrettens dom af 17. december 2010 (F ) med sagkyndige dommere 12 Ingen pensionsbidrag ved udbetaling af overskydende flekstimer til deltidsansat 12 Højesterets dom af 7. januar 2011 (503/07) 12 Ikke hjemmel til at forkorte udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner 12 EU-DOMSTOLEN 13 Udvalgte afgørelser om arbejdstid fra efteråret LITTERATUR 15 Emnefremstillinger 15 Lovkommentar 15 Oversigt 15 Artikler 16 Regelsamling 16 Arbejdsmarkedspolitik mv. 16 Jubilæumsværker 16 Højesterets dom af 24. november 2010 (237/2008) 8 Side 2 af 17

3 Arbejdsretten Dommenes fulde tekst kan ses på Dom af 25. november 2010 (AR ) LO for Fødevareforbundet NNF mod DA for DI for Danish Crown A.m.b.A., Oksekødsdivisionen Lokalt indgåede aftaler om forhøjet akkordaflønningsgrundlag kunne opsiges til udløb med overenskomst I forbindelse med overgang til tidsstuderede akkorder på nogle af Danish Crowns kreaturslagterier blev der i 2004 indgået aftaler om et forhøjet akkordaflønningsgrundlag (basistal); nemlig det i parternes overenskomstgrundlag fastsatte med tillæg af 7 %. Til ophør den 12. februar 2010 opsagde Danish Crown i november 2009 med 3 måneders varsel det, virksomheden betegnede som "kutymen" om det forhøjede basistal på de berørte kreaturslagterier. Opsigelserne gav anledning til en uoverensstemmelse, idet klager på sin side navnlig anførte, at aftalerne om det forhøjede basistal var blevet en del af overenskomstgrundlaget i forbindelse med indførelsen af tidsstuderede akkorder, og at de derfor alene kunne opsiges sammen overenskomsten med det herfor gældende varsel. Heroverfor anførte indklagede navnlig, at der var tale om lokalaftaler, der efter almindeligt arbejdsretligt udgangspunkt kunne opsiges med at passende varsel på 3 måneder. Arbejdsretten lagde til grund, at de omhandlede forhøjede akkordaflønningsgrundlag var vilkår, der hvilede på lønaftaler indgået lokalt på de enkelte slagterier, og at det således ikke fulgte af en af organisationerne fastsat akkordbasis eller andet overenskomstgrundlag. Arbejdsretten udtalte endvidere bl.a., at tillægget på 7 %, som udgjorde et ikke uvæsentligt løntillæg, måtte antages at være indgået som en ikke uvæsentlig forudsætning for arbejdstagersidens accept af at overgå til tidsstuderede akkorder. Under de således foreliggende omstændigheder fandt Arbejdsretten, at lokalaftalerne havde haft en så tæt tilknytning til overenskomsten, at de ikke havde kunnet opsiges uafhængigt af denne. Aftalerne havde således først kunnet opsiges til ophør den 1. marts 2010, som var det tidspunkt, hvor overenskomsten udløb, og Arbejdsretten pålagde herefter Danish Crown at foretage efterbetaling vedrørende de omfattede medarbejdere for perioden 12. februar til 1. marts Der var ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale bod. Dom af 15. december 2010 (AR ) LO for Fagligt Fælles Forbund mod KL for Kolding Kommune Sag afvist fra Arbejdsretten, da der ikke reelt forelå en overenskomstmæssig uoverensstemmelse A, der efter overenskomsten havde ret til løn under fravær på grund af sygdom, blev sygemeldt fra sit job som rengøringsassistent i Kolding Kommune. Jobcenteret i A's bopælskommune - ligeledes Kolding - indkaldte hende som opfølgning på sygemeldingen til et informationsmøde. A mødte imidlertid ikke op, og efter reglerne i sygedagpengeloven meddelte Jobcenter Kolding derpå, at refusion af sygedagpenge overfor kommunen som arbejdsgiver ville blive standset. A tog straks kontakt til kommunen og oplyste, at hun aldrig havde fået indkaldelsen til informationsmødet, men kommunen foretog efterfølgende modregning i A's løn for manglende dagpengerefusion. Arbejdstagersiden indbragte sagen for Arbejdsretten med krav om betaling af de modregnede beløb samt bod. Det blev til støtte herfor anført, at den foretagne modregning indebar, at der ikke var udbetalt fuld løn til A, hvilket var et overenskomstbrud. Arbejdsgiversiden krævede sagen afvist eller henvist til behandling ved faglig voldgift. Til støtte herfor blev det anført, at sagen alene drejede sig om berettigelsen af kommunens Side 3 af 17

4 modregning i A's løn og derfor henhørte under de almindelige domstole, subsidiært i det væsentlige var en sag om fortolkning af parternes overenskomst og derfor henhørte under faglig voldgift. Formalitetsspørgsmålet blev afgjort selvstændigt af retten, der bemærkede, at sagens hovedspørgsmål var, om kommunen havde været berettiget til at foretage modregning i A's løn. Der skulle i den forbindelse tages stilling til, om de obligationsretlige betingelser herfor havde været opfyldt, og det måtte herunder afgøres, om kommunen på grundlag af reglerne i sygedagpengeloven havde et erstatningskrav mod A. Besvarelse af disse spørgsmål indebar stillingtagen til offentligretlig lovgivning, ligesom der måtte foretages en rent bevismæssig vurdering af, om A havde modtaget indkaldelsen til informationsmødet. Sagen angik således ikke bevis- eller fortolkningsspørgsmål mv. vedrørende krav i henhold til kollektiv overenskomst; der forelå reelt ikke en overenskomstmæssig uoverensstemmelse. Sagen angik derimod A's individuelle forhold. Mod indklagedes protest fandt Arbejdsretten herefter ikke at have kompetence til at pådømme sagen. Efter omstændighederne fandtes der endvidere uanset den nedlagte påstand om bod ikke tilstrækkeligt grundlag for at udsætte sagen på de almindelige domstoles afgørelse, og Arbejdsretten afviste herefter sagen. Dom af 6. januar 2011 (AR ) LO for Fødevareforbundet NNF mod Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere havde pådraget sig organisationsansvar for overenskomststridig rådgivning Fødevareforbundet NNF (NNF) og Arbejdsgiverforeningen Konditorer, Bagere og Chokolademagere (AKBC) fornyede i marts 2009 deres indbyrdes overenskomst, der er en minimallønsoverenskomst. Fornyelsen medførte en generel lønstigning på 4 kr./timen. Efter overenskomstens fornyelse udsendte AKBC en meddelelse om minimalløn til sine medlemmer, hvoraf fremgik, at der under henvisning til, at overenskomsten var en minimallønsoverenskomst, var modregningsadgang. NNF blev opmærksom på, at AKBC var af denne opfattelse i forbindelse med en konkret sag, der førte til, at der blev afholdt et mæglingsmøde, hvor parterne ikke kunne opnå enighed om spørgsmålet om modregningsadgang. Den 8. marts 2010 blev der afholdt faglig voldgift om sagen. Opmanden tilkendegav, at udgangspunktet er, at der kan ske modregning under en minimallønsoverenskomst. Da overenskomsten imidlertid ikke indeholdt en løfteparagraf, da modregningsbestemmelsen i 2007-overenskomsten var konkret begrundet, og da 2009-overenskomsten ikke indeholdt en bestemmelse om modregning, fandt opmanden, at der ikke kunne finde modregning sted i den overenskomstbestemte lønstigning, som udløstes 1. marts AKBC sendte dagen efter en medlemsorientering om resultatet af den faglige voldgift. Det fremgik af orienteringen, at der ikke var den tidligere meddelte modregningsadgang, og at AKBC fandt, at afgørelsen var forkert. Herefter angav AKBC en mulighed for lønregulering. Arbejdsretten udtalte, at som det fremgår af den arbejdsretlige teori og praksis og som anført i voldgiftskendelsen i sagen, er det udgangspunktet, at der er modregningsadgang ved minimallønsoverenskomster. Uanset at der i 2007-overenskomsten havde været en udtrykkelig bestemmelse om modregningsadgang, kunne forløbet under forligsforhandlingerne i 2009 have givet grundlag for en rimelig tvivl om forståelsen af 2009-overenskomsten. Der var derfor sådanne undskyldelige omstændigheder ved overenskomstbruddet i forbindelse med udsendelsen af cirkulæreskrivelsen om modregningsadgang, at et bodsansvar ikke fandtes at være en rimelig reaktion herpå. Side 4 af 17

5 Den manglende høring af NNF kunne ikke føre til et andet resultat. Derimod fandt Arbejdsretten, at medlemsorienteringen om resultatet af den faglige voldgift fremstod som et forsøg på at omgå voldgiftskendelsen ved at angive en mulighed for medlemmerne til at undgå at betale de overenskomstmæssige lønstigninger. Herefter var bod forskyldt, og boden blev fastsat til kr. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Faglige voldgiftsretter Afgørelsernes fulde tekst kan ses på Fortolkningsspørgsmål Andre DI-overenskomster Kendelse af 23. august 2010 Sag nr. FV Per Sørensen CO-industri for Blik- og Rørarbejderforbundet mod DI Overenskomst I ved DI for Calanbau Brandschutzanlagen GmbH Fortolkning af parternes overenskomst (om virksomhed havde pligt til at aflønne arbejde med montering af et sprinkleranlæg efter rørprislistens bestemmelser om akkordarbejde) Andre private overenskomster Kendelse af 15. november 2010 Sag nr. FV Per Sørensen 3F Transportgruppen mod Coop Logistik, Coop Danmark A/S Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om rækkevidden af virksomhedens adgang til at modregne visse lønudgifter i virksomhedens bidrag til kompetenceudviklingsfonden) Kendelse af 9. december 2010 Sag nr. FV Per Sørensen 3F Privat Service, Hotel og Restauration, Metal Søfart, 3F Sømændenes Forbund og 3F Transportgruppen mod Bilfærgernes Rederiforening for Mols-Linien A/S Fortolkning og afgørelse (om ledelsesretten hjemlede ret til totalt rygeforbud i overenskomstbestemte pauser) Tilkendegivelse af 27. december 2010 Sag nr. FV Thomas Rørdam 3F Transportgruppen mod Dansk Erhverv Arbejdsgiver for Zoologisk Have Fortolkning af parternes overenskomst (om det var en bindende forudsætning ved indgåelse af overenskomst, at der skulle være et bestemt antal dyrepassere på arbejde ved lukkevagter og aftenarrangementer) Offentlige overenskomster Tilkendegivelse af 30. november 2010 Sag nr. FV Poul Sørensen 3F, Fagligt Fælles Forbund, mod KL for Hillerød Kommune Fortolkning af og afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om overarbejde ved kombinationsansættelse med flere arbejdssteder) Spørgsmål om overenskomstbrud mv. Andre DI-overenskomster Kendelse af 11. august 2010 Sag nr. FV Per Sørensen Fødevareforbundet NNF mod DI Overenskomst I ved DI for Danish Crown A.m.b.A., Skærbæk Afgørelse i henhold til parternes overenskomst, rammeaftalen vedrørende metodeudvikling og akkord (om det kontinuerlige arbejde i slagtelinjen måtte anses for konstant at være direkte afhængigt af det med mellemrum udførte kondensarbejde) Kendelse af 12. august 2010 Sag nr. FV Per Sørensen HK Handel for et medlem mod DI Overenskomst II for A/S Sandal Trælasthandel Side 5 af 17

6 Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om det var overenskomststridigt, at en virksomhed i henhold til en pensionsaftale for de ansatte af pensionsforsikringsselskabet fik udbetalt erstatning for erhvervsevnetab for en medarbejder, som under sin sygdom fik udbetalt fuld løn) Andre private overenskomster Kendelse af 20. december 2010 Sag nr. FV Mogens Kroman Fagligt Fælles Forbund for et medlem mod Dansk Byggeri for Flisespecialisten A/S Afgørelse i henhold til parternes overenskomst (om medarbejder på opsigelsestidspunktet havde en erhvervsbetinget sygdom, der åbenbart skyldtes arbejde for virksomheden). Spørgsmål om usaglig afskedigelse mv. Afskedigelsesnævnet Afgørelser i henhold til hovedaftalen mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark Tilkendegivelse af 7. december 2010 Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) Poul Søgaard Dansk Metal for A mod DS Håndværk & Industri for Crocus v/ejvind Møller (om afskedigelses saglighed) Tilkendegivelse af 29. december 2010 Sag nr. AN (Afskedigelsesnævnet) Thomas Rørdam 3F Transportgruppen for A og B mod DI O1 (ATL) for Ragn-Sells Danmark A/S (om afskedigelsers saglighed) Andre Det offentlige område Tilkendegivelse af 23. november 2010 Sag nr. FV Poul Sørensen BUPL for et medlem mod Ringsted Kommune Afgørelse efter behandling i afskedigelsesnævn (om forflyttelse under sygdommen uden forudgående høring og godtgørelse for afskedigelse på grund af højt sygefravær) Tilkendegivelse af 27. november 2010 Sag nr. FV Lene Pagter Kristensen (11. november 2010) DJØF for et medlem mod Personalestyrelsen for Statsforvaltningen Hovedstaden Afgørelse (om berettigelsen af bortvisning efter advarsel og godtgørelse for usaglig afskedigelse) Særligt om tillidsrepræsentanter Tilkendegivelse af 27. august 2010 Sag nr. FV Poul Sørensen DI Overenskomst 1 v/ DI for LM Glasfiber A/S mod CO-industri for Dansk Metal og 3F for 43 tillids- og sikkerhedsrepræsentanter mv. Afgørelse i henhold til industriens overenskomst (om tvingende grunde til opsigelse af medarbejdere med særlig beskyttelse) Tilkendegivelse af 7. december 2010 Sag nr. FV Thomas Rørdam Dansk Magisterforening for et medlem mod Personalestyrelsen for Aarhus Universitet Afgørelse i henhold til cirkulæret om tillidsrepræsentanter i staten (om afskedigelse, der ubestridt skete af tvingende årsager, også skete på grund af arbejdsmangel) De almindelige domstole Vestre Landsrets ankedom af 23. august 2010 (15. afd. B ) Fagforeningen Danmark som mandatar for et medlem mod A Side 6 af 17

7 Pligten til at udstede ansættelsesbevis senest en måned efter ansættelsesforholdets gælder, selvom ansættelsesforholdet er ophørt forinden Det fremgik, at ansættelsesforholdet startede den 5. juni 2009 og var bragt til ophør inden udgangen af måneden, men det var oprindelig ikke hensigten, at det skulle begrænses til en måned eller derunder. Den 15. juni fik den ansatte udleveret en ansættelsesaftale, som imidlertid ikke indeholdt oplysninger om opsigelsesvarslet. Landsretten udtalte, at arbejdsgiverens pligt til at udstede et ansættelsesbevis senest en måned efter, ansættelsesforholdet er påbegyndt, ikke bortfalder, selv om det er ophørt inden da. Herefter, og da det var ubestridt, at den fremlagte ansættelsesaftale ikke opfyldte kravene i ansættelsesbevislovens 2, stk. 2, skulle arbejdsgiveren betale en godtgørelse efter ansættelsesbevislovens 6, der under hensyn til det korte ansættelsesforhold blev fastsat til kr. Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010 side 3095 Vestre Landsrets ankedom af 16. september 2010 (3. adf. B ) Funktionærkartellet/Teknikersammenslutning en som mandatar for et medlem mod Møller & Co. A/S under konkurs Ligebehandlingsloven ikke overtrådt ved afskedigelse af kvinde, der umiddelbart før opsigelsen havde fået opsat befrugtede æg Ifølge ligebehandlingslovens 9 må en arbejdsgiver må ikke afskedige en lønmodtager, fordi denne har fremsat krav om udnyttelse af retten til fravær eller har været fraværende efter barsellovens 6-14, eller i øvrigt på grund af graviditet, barsel eller adoption; og Højesteret har ved dommen i Ugeskrift for Retsvæsen 2003 side 603 fastslået, at beskyttelsen også omfatter afskedigelser, der må anses for begrundet i, at lønmodtageren undergår fertilitetsbehandling. Efter at have været i fertilitetsbehandling i 2005 og født et barn i 2006 påbegyndte en ansat i 2008 ny fertilitetsbehandling. Dette var virksomheden orienteret om, og den ansattes daglige leder var ligeledes orienteret om, at den pågældende skulle have oplagt befrugtede æg den 23. februar Virksomheden, der havde været i økonomisk krise siden 2005 og gennemført flere fyringsrunder, gennemførte en ny runde i februar 2009 med afskedigelse af ansatte, herunder den under sagen omhandlede. I marts 2009 fik den pågældende at vide, at hun var blevet gravid. Med henvisning til, at ligebehandlingslovens 9 var krænket, anlagde vedkommende herefter sag mod den nu konkursramte virksomhed med krav om en godtgørelse svarende til 12 måneders løn. Spørgsmålet var herefter, om det forhold, at den ansatte 3 dage før afskedigelsen havde fået opsat befrugtede æg, betød, at hun måtte anses for at være gravid, således at reglen i ligebehandlingslovens 16, stk. 4, om omvendt bevisbyrde fandt anvendelse. Det var oplyst, at det ca. 14 dage efter ægoplægningen kan konstateres, om et æg har sat sig fast i livmoderslimhinden, således at der er indtrådt graviditet. Da det er en forudsætning for at anse en situation for omfattet af bevisbyrdereglen, at det er muligt at konstatere, at der foreligger en graviditet på opsigelsestidspunktet, og da dette ikke var tilfældet her, fandt landsretten ikke grundlag for at anvende 16, stk. 4. Det forhold, at virksomheden var bekendt med, at den ansatte havde fået opsat befrugtede æg få dage inden opsigelsen, var imidlertid en omstændighed, der var egnet til at skabe en formodning for, at der var udøvet forskelsbehandling ved opsigelsen, jf. ligebehandlingslovens 16 a. Denne formodning afkræftedes imidlertid af oplysningerne om virksomhedens viden om den forudgående længerevarende fertilitetsbehandling. Herefter og henset til oplysningerne om virksomhedens økonomiske forhold, herunder om nedskæringer med afskedigelser til følge, fandtes ligebehandlingslovens 9 ikke at være overtrådt, og landsretten frifandt ligesom byretten konkursboet. Side 7 af 17

8 Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 17 Østre Landsrets ankedom af 20. september 2010 (1. afd. B ) A mod HK Danmark som mandatar for boet efter et medlem Godtgørelse efter sygepasningsorlovsloven til afskediget lønmodtager En kontorassistent blev med virkning fra den 26. marts 2008 ansat med prøvetid på 3 måneder, hvori vedkommende kunne opsiges med 14 dages varsel til en hvilken som helst dag. Den 6. maj meldte kontorassistenten fravær på grund af sønnens hospitalsindlæggelse og oplyste tidligst at kunne møde på arbejde sidst i den følgende uge. Med henvisning til stort fravær opsagde arbejdsgiveren herefter kontorassistenten til fratræden med månedens udgang. I henhold til 4, jf. 1, nr. 1, i lov om lønmodtageres ret til fravær fra arbejde af særlige familiemæssige årsager krævede kontorassistenten en godtgørelse svarende til 9 måneders løn. Både by- og landsret fandt betingelserne for tilkendelse af godtgørelse opfyldt og fastsatte den under hensyntagen til kontorassistentens ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt svarende til 3 måneders løn. Gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2011 side 70 Højesterets dom af 24. november 2010 (237/2008) A og Malernes Fagforening Storkøbenhavn mod B Arbejdstager og fagforening dømt til at betale erstatning og godtgørelse for uretmæssig konkursbegæring A var ansat i et polsk firma, som delvist var ejet af B. Det polske firma udførte en entrepriseopgave for et dansk firma, som B var ejer af og direktør for. Da A ikke fik udbetalt hele sin løn, fremsendte Malernes Fagforening Storkøbenhavn et inkassobrev med en 3-dages betalingsfrist og varsel om konkursbegæring til B, idet de gjorde gældende, at V var den reelle arbejdsgiver. B kontaktede herefter Malernes Fagforening og gjorde indsigelse mod, at lønkravet mod det polske firma blev gjort gældende mod ham personligt. Da beløbet ikke blev indbetalt til A, begærede Malernes Fagforening på vegne af A B erklæret personligt konkurs. Efter første møde i Sø- og Handelsrettens skifteafdeling blev konkursbegæringen tilbagekaldt, og spørgsmålet om erstatning og godtgørelse for uberettiget konkursbegæring blev udskilt til særskilt behandling. Højesteret udtalte, at A som fordringshaver er objektivt ansvarlig for, om lønkravet kunne gøres gældende over for B. Da dette ikke var tilfældet, blev A dømt til at betale erstatning for Bs udgifter i forbindelse med konkursen, ligesom A blev dømt til at betale en godtgørelse på kr. til B for uberettiget konkursbegæring. Endvidere havde Malernes Fagforening pådraget sig et erstatningsansvar efter de almindelige erstatningsretlige regler, idet de havde medvirket til at indgive konkursbegæringen på et tidspunkt, hvor de var bekendt med kravets omtvistede karakter. Malernes Fagforening blev derfor ligeledes dømt til at erstatte Bs udgifter i anledning af konkursbegæringen. B havde ikke gentaget sin påstand fra Sø- og Handelsretten om, at Malernes Fagforening skulle betale godtgørelse for tort, hvorfor Højesteret ikke fandt anledning til at tage stilling til dette spørgsmål. Sø- og Handelsretten var i al væsentlighed nået til samme resultat. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 6. december 2010 (321/2009) DI som mandatar for Erik Maibom A/S mod Malerforbundet i Danmark som mandatar for et medlem. Side 8 af 17

9 Søgnehelligdagsbetaling var omfattet af lønbegrebet i erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2 A indgik i januar 2003 en uddannelsesaftale med Erik Maibom A/S, hvorefter han skulle påbegynde en uddannelse som vognmaler. Efter endt uddannelse blev han ansat i virksomheden. Sagen for Højesteret drejede sig om, hvorvidt et af A fremsat krav om søgnehelligdagsbetaling i medfør af 14, stk. 16, i overenskomsten mellem Foreningen af Auto- og Industrilakerere og Malerforbundet i Danmark 2004 (FAI-overenskomsten) var omfattet af lønbegrebet i erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2. Malerforbundet gjorde gældende, at søgnehelligdagsbetaling var omfattet af erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2, mens Dansk Industri anførte, at bestemmelsen alene omfattede den betaling, som var fastlagt i den relevante overenskomsts regler om mindstelønssatser, hvilket ikke omfattede søgnehelligdagsbetaling. Højesteret udtalte, at anvendelsen af ordet løn i sætningen skal mindst udgøre den løn, der er fastsat ved kollektiv overenskomst i erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2, talte for, at bestemmelsen kunne omfatte andre elementer end grundlønnens beløb. Sammenhængen med 56, stk. 1, om ansættelses- og arbejdsvilkår mv. gjorde det heller ikke nærliggende at antage, at bestemmelsen i 55, stk. 2, kun angik grundlønnens beløb, men talte tværtimod for, at begrebet løn i 55, stk. 2, også omfattede andre lønelementer og lønvilkår. Denne forståelse blev støttet af bestemmelsernes forarbejder, hvorefter aflønning ikke var reguleret af 56. Søgnehelligdagsbetaling i form af en ordning med sædvanlig periodisk løn uanset søgnehelligdage ville være omfattet af 55, stk. 2, og reale grunde talte for, at en ordning med løntillæg eller opsparing skulle behandles på samme måde. I erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 3, og i forarbejderne til loven anvendes udtrykket mindstelønnen. Dette udtryk måtte forstås som en reference til bestemmelsen i stk. 2, om, hvad lønnen mindst [skulle] udgøre, og kunne ikke forstås som en henvisning til det tekniske grundlønsbegreb mindsteløn, der var anvendt i nogle overenskomster. Anvendelsen af udtrykket var derfor uden betydning for fortolkningen. Højesteret fandt herefter, at betalingen efter FAI-overenskomstens 14, stk. 16, om søgnehelligdagspenge var omfattet af erhvervsuddannelseslovens 55, stk. 2. Søog Handelsretten var kommet til det samme resultat. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 17. december 2010 (90/2009) 3F mod B ApS (tidligere C ApS) Principper for udmåling af godtgørelse efter ændringen af ansættelsesbevisloven i 2007 A var ansat hos C i godt et halvt år og modtog aldrig et ansættelsesbevis. Han fik ved sin fagforenings mellemkomst bragt klarhed over sine rettigheder og gjort dem gældende. Det manglende ansættelsesbevis nåede dog at skabe usikkerhed hos ham vedrørende hans opsigelsesvarsel, ligesom der opstod uoverensstemmelser om overarbejdsbetaling og om betaling af pensionsbidrag for de første tre måneder af hans ansættelse. A var ikke den eneste medarbejder, C havde undladt at udstede et ansættelsesbevis til, og selskabet rettede ikke for sig, selv om A i hvert fald én gang bad om at få udstedt et ansættelsesbevis. Også for Højesteret var spørgsmålet, hvilken betydning lovændringen havde for godtgørelsesniveauet. Højesteret anførte indledningsvis de generelle principper, som udmåling af godtgørelse efter lovændringen bør ske efter: Er et ansættelsesbevis behæftet med en eller flere mangler, som er undskyldelige og uden konkret betydning for lønmodtageren, gælder bagatelgrænsen i lovens 6, stk. 2, således at Side 9 af 17

10 en godtgørelse skal fastsættes i intervallet fra 0 til kr. Foreligger der i øvrigt mangler ved et ansættelsesbevis, eller er et sådant ikke udstedt, uden at forholdet har haft konkret betydning for lønmodtageren, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til kr., afhængig af forholdets karakter. I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til kr. For at gå ned og eventuelt efter omstændighederne helt undlade at tilkende en godtgørelse taler, at arbejdsgiveren uden videre retter for sig efter, at forholdet er påtalt. Et moment, som taler for at gå op, kan omvendt være, at arbejdsgiveren undlader dette. I tilfælde, hvor der er opstået tvist om ansættelsesforholdet eller konkret risiko herfor, som korrekt opfyldelse af oplysningspligten kunne have afværget, bør en godtgørelse som udgangspunkt fastsættes til et beløb på op til kr., afhængig af forholdets karakter og betydning. I mangel af særlige holdepunkter for at gå op eller ned bør godtgørelsen fastsættes til kr. Som momenter, der taler for at gå op, kan f.eks. nævnes, at ansættelsesbeviset indeholder vilkår, som er vildledende i forhold til lønmodtagerens retsstilling efter lov eller overenskomst, at pligtforsømmelsen konkret har medført risiko for tab af rettigheder, herunder for tab af ikke ubetydelige lønbeløb, at der ikke er tale om et enkeltstående tilfælde, eller at arbejdsgiveren ikke har rettet for sig efter, at forholdet er blevet påtalt. Omvendt taler det for at gå ned, at forholdet er af mindre betydning eller undskyldeligt, eller at der er tale om et enkeltstående tilfælde. Foreligger der skærpende omstændigheder, såsom arbejdsgiverens bevidste forsøg på at omgå lønmodtagerens rettigheder eller vedholdende passivitet over for gentagne opfordringer til at udstede et ansættelsesbevis, kan godtgørelsen udmåles til et beløb på op til 20 ugers løn, afhængig af manglens eller manglernes karakter og betydning. Udmåling af godtgørelser på over kr. bør dog være forbeholdt særligt grove tilfælde, som samtidig har udsat lønmodtageren for risiko for at lide betydelige tab. Foreligger der flere successive overtrædelser af ansættelsesbevisloven, f.eks. hvor en lønmodtager har modtaget flere ansættelsesbeviser, som er behæftet med mangler, bør der foretages en samlet konkret vurdering. Højesteret udtalte om den konkrete sag, at der ikke forelå skærpende omstændigheder og fastsatte efter en samlet vurdering godtgørelsen til kr. Landsretten havde også tillagt A kr. i godtgørelse. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 17. december 2010 (58/2009) HK Danmark som mandatar for A mod DI som mandatar for B Fleksjobansat i virksomhed uden overenskomst havde ret til kompensation for manglende feriefridage i henhold til overenskomsten på området samt godtgørelse for mangelfuldt ansættelsesbevis. I 2005 blev A ansat i et fleksjob med en ugentlig arbejdstid på 20 timer hos B, der ikke var omfattet af den kollektive overenskomst på området. Af den skriftlige aftale (fleksjobbevillingen) mellem kommunen og B, som B havde skrevet under på, fremgik det, at overenskomst var gældende. I ansættelsesaftalen under feltet Overenskomstforhold havde B sat kryds ud for formuleringen: Ansættelsesforholdet er ikke omfattet af en kollektiv overenskomst. B havde i ansættelsesaftalen angivet, at den ugentlige arbejdstid var 37 timer. Senere opstod tvist mellem A og B om betaling af værdien af 5 ikke afholdte feriefridage ifølge overenskomsten samt godtgørelse for mangler Side 10 af 17

11 ved ansættelsesbeviset. Højesteret udtalte, at ordlyden af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 72, stk. 1 (når jobcenteret har givet tilbud om fleksjob, fastsættes løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder efter de sociale kapitler. I ikke overenskomstdækket ansættelse skal overenskomsten på sammenlignelige områder gælde), i overensstemmelse med forarbejderne måtte forstås således, at den pågældende overenskomsts bestemmelser om løn og øvrige arbejdsvilkår herunder eventuelle bestemmelser om ret til feriefridage kun kunne fraviges ved aftale mellem det konkrete ansættelsesforholds parter i det omfang, overenskomsten åbnede mulighed herfor. Det var ubestridt, at den relevante overenskomst i sagen var Landsoverenskomst for kontor og lager for , der i 12 indeholdt bestemmelser om ret til feriefridage, og det var ikke godtgjort, at denne overenskomst åbnede mulighed for, at A og B ved aftale kunne fravige bestemmelserne. Højesteret fandt, at A kunne støtte sit krav på kompensation for ikke afholdte feriefridage på lovens 72, stk. 1. Højesteret fandt endvidere, at B havde tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelsesbevislovens 2, stk. 2, nr. 10, ved ikke at oplyse om, hvilken kollektiv overenskomst der regulerede arbejdsforholdet. B havde endvidere tilsidesat sin oplysningspligt efter ansættelsesbevislovens 2, stk. 2, nr. 9, ved, at det ikke fremgik af ansættelsesaftalen, at den normale ugentlige arbejdstid var 20 timer. B skulle derfor betale en godtgørelse til A på kr., jf. ansættelsesbevislovens 6, stk. 1. Under henvisning til Højesterets dom af 17. december 2010 i sag 90/2010 lagde Højesteret herved vægt på, at ordlyden af bestemmelsen i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 72, stk. 1, havde kunnet give anledning til tvivl om, hvorvidt en bestemt overenskomst skulle følges, at det af fleksjobbevillingen fremgik, at det ugentlige timetal var 37 timer, og at fejlen i ansættelsesaftalen vedrørende dette forhold ikke havde givet anledning til tvist. Højesteret ændrede herefter Sø- og Handelsrettens dom. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Højesterets dom af 17. december 2010 (155/2009) B og C mod Danmarks Jurist- og Økonomforbund som mandatar for et medlem Om bl.a. udgifter til advokatuddannelse og godtgørelse efter ansættelsesbevisloven. Den 15. juli 2004 blev A ansat som advokatfuldmægtig hos B. A modtog hverken ved sin ansættelse eller gennem de følgende 1½ års ansættelse et skriftligt ansættelsesbevis. Den 9. januar 2006 blev der indgået en skriftlig ansættelseskontrakt, der blandt andet indeholdt et vilkår om, at A selv skulle afholde udgifter til fuldmægtigkurser til opnåelse af advokateksamen. Den 3. november 2006 afgav B en principalerklæring, der blandt andet i relation til arbejdstid gav anledning til uenighed parterne imellem. Den 21. august 2007 afgav B en revideret principalerklæring. Principalerklæringen havde betydning for, hvornår A kunne opnå beskikkelse som advokat. Der opstod efterfølgende tvist om, hvorvidt B og C, der efter ansættelsestidspunktet var indtrådt som B s kompagnon i advokatfirmaet, skulle refundere A udgifterne til advokatuddannelse, betale en godtgørelse for manglende og mangelfuldt ansættelsesbevis og betale erstatning for løntab som følge af forsinkelse med opnåelse af advokatbeskikkelse. Højesteret fandt, at retsplejelovens 126, stk. 3, må forstås således, at en advokats pligt til at afholde udgifterne til sin autoriserede fuldmægtigs advokatuddannelse ikke gyldigt kan fraviges ved aftale mellem parterne. B var derfor forpligtet til at betale A s udgifter til fuldmægtigkurserne. Højesteret fandt endvidere, at betalingsforpligtelsen alene Side 11 af 17

12 påhvilede den advokat, hos hvem fuldmægtigen var autoriseret, dvs. B. For så vidt angår godtgørelse efter ansættelsesbevisloven bemærkede Højesteret, at en skriftlig ansættelseskontrakt først blev indgået omkring 1½ år efter ansættelsestidspunktet, selv om A flere gange over for B fremsatte ønske om en formalisering af deres samarbejde. Højesteret fandt, at vilkåret om, at A selv skulle afholde udgifterne til advokatuddannelsen, var i strid med ufravigelige lovregler og dermed vildledende, og at overtrædelserne af ansættelsesbevisloven konkret havde givet anledning til usikkerhed om ansættelsesforholdet. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at der skulle udmåles en godtgørelse på kr. C havde for Højesteret erkendt, at hun hæftede solidarisk med B for dette krav. For så vidt angår erstatningskravet vedrørende forsinket advokatbeskikkelse fandt Højesteret, at det beroede på A s egne forhold, at hendes advokatbeskikkelse blev forsinket, hvorfor hun ikke havde krav på erstatning. Højesteret ændrede dermed landsrettens dom i relation til godtgørelse efter ansættelsesbevisloven og erstatningskravet vedrørende forsinket advokatbeskikkelse. Landsretten var nået til samme resultat for så vidt angår kursusudgifterne. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses Sø- og Handelsrettens dom af 17. december 2010 (F ) med sagkyndige dommere HK Danmark som mandatar for et medlem mod Dansk Industri som mandatar for BASF A/S Ingen pensionsbidrag ved udbetaling af overskydende flekstimer til deltidsansat A var som deltidsansat på 30 timer om ugen omfattet af virksomhedens generelle flexordning. Overskydende timer kunne i henhold til denne afspadseres. I en række tilfælde indgik A imidlertid aftaler med virksomheden om at få udbetalt overskydende timer som løn. Spørgsmålet var herefter, om det var en overtrædelse af deltidsloven, at der ikke blev indbetalt pensionsbidrag af disse udbetalinger. Deltidsloven gennemførte direktiv 97/81 af 15. december 1997 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde, og i januar 2001 indgik Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark en aftale med henblik på implementering af direktivet. Aftalen er optaget som bilag A til deltidsloven og gælder efter lovens 1, stk. 1, for så vidt angår bl.a. 4, stk. 1 (hvad angår ansættelsesvilkår, må deltidsansatte ikke behandles på en mindre gunstig måde end sammenlignelige fuldtidsansatte, udelukkende fordi de arbejder på deltid, medmindre forskelsbehandlingen er begrundet i objektive forhold), for lønmodtagere, der ikke i medfør af kollektiv overenskomst er sikret de rettigheder, der som minimum svarer til direktivets bestemmelser. 2 af rettens medlemmer udtalte, at virksomhedens flexordning efter det foreliggende var ens for deltidsansatte og fuldtidsansatte. De enkeltstående aftaler, som A i en række tilfælde indgik med virksomheden om udbetaling af overskydende flextimer, måtte, selv om de ikke havde grundlag i flexordningen, anses som konkrete tillægsaftaler i forhold til denne, og aftalerne var identiske med de udbetalingsaftaler, som blev indgået mellem virksomheden og fuldtidsansatte medarbejdere. Under disse omstændigheder fandt disse dommere ikke grundlag for at fastslå, at der i strid med deltidsloven var sket en mindre gunstig behandling af A end de fuldtidsansatte medarbejdere, og frifandt virksomheden. En dommer stemte for at pålægge virksomheden at betale dens andel af A s pensionsbidrag med henvisning til, at de fuldtidsansatte medarbejdere også fik indbetalt pensionsbidrag af deres løn for arbejdstimerne mellem 30 og 37. Dommen kan ses på Side 12 af 17

13 Højesterets dom af 7. januar 2011 (503/07) Freescale Semiconductor Danmark A/S mod Ingeniørforeningen i Danmark som mandatar for 3 medlemmer Ikke hjemmel til at forkorte udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner A, B og C, der var funktionæransatte i selskabet Digianswer A/S, fik i perioden tildelt en række aktieoptioner i selskabets moderselskab, Motorola Inc. De i sagen omhandlede optioner var for A og C s vedkommende omfattet af Motorolas aktieoptionsplan fra 1998 og for B s vedkommende omfattet af aktieoptionsplanen for Som et vilkår for tildelingen gjaldt bl.a., at udnyttelsesperioden i begge tilfælde var fastsat til 10 år. I sommeren 2004 blev Digianswers aktier overført til selskabet Freescale Semiconductor Inc., som var et oprindeligt helejet datterselskab af Motorola Inc. I december 2004 blev Freescale Semiconductor helt udskilt fra Motorola Inc. Samtlige ansatte i Freescale Semiconductor modtog en meddelelse om udskillelsen og en meddelelse om, at udnyttelsesperioden for tildelte aktieoptioner samtidig var forkortet fra 10 år til 1 år. A, B og C gjorde for domstolene navnlig gældende, at reguleringsbestemmelserne i aktieoptionsplanerne ikke hjemlede en adgang til at forkorte udnyttelsesperioderne som sket. Endvidere var en forkortelse i strid med princippet i funktionærlovens 17a. Det udbetalte vederlag var endeligt erhvervet på tildelingstidspunktet, og der var ikke sket ændringer i A, B og C s ansættelsesforhold, som kunne berettige, at vederlaget krævedes tilbagebetalt, eller at retten hertil begrænsedes. Freescale Semiconductor gjorde heroverfor navnlig gældende, at reguleringsbestemmelserne skulle tolkes i overensstemmelse med deres formål, som var at sikre en adgang til at ændre optionsvilkårene i forbindelse med strukturændringer i koncernen. Højesteret udtalte, at betingelserne i de reguleringsbestemmelser, som Freescale Semincionductor påberåbte sig som grundlag for, at udnyttelsesperioden kunne forkortes, ikke var opfyldt. Da bestemmelserne endvidere var af bebyrdende karakter for aktieoptionshaveren, og da begge aktieoptionsplaner i øvrigt indeholdt en omfattende og detaljeret regulering af virkningen af de forskellige typer af ansættelsesophør, var der ikke grundlag for at fortolke de påberåbte bestemmelser udvidende, således at de omfattede en situation som den, der forelå for henholdsvis A og C og for B. Med bemærkning om, at der herefter ikke var anledning til at tage stilling til spørgsmålet om bestemmelsernes gyldighed, stadfæstede Højesteret Sø- og Handelsrettens dom. Med rettens tilladelse gengivet efter hvor hele dommen kan ses EU-Domstolen Udvalgte afgørelser om arbejdstid fra efteråret 2010 I sag nr. C-243/09 (Günter Fuss mod Stadt Halle) forholdt EU-Domstolen sig til arbejdstidsdirektivets (2003/88/EF) artikel 6 og artikel 22, stk. 1, på en forholdsvis usædvanlig måde, idet de præjudicielle spørgsmål, som den tyske forvaltningsdomstol stillede EU-Domstolen, angik forståelsen af direktivets artikel 22, stk. 1, mens domstolens besvarelse var en fortolkning af artikel 6. Fuss var ansat i udrykningstjenesten som Hauptbrandmeister ved brandvæsenet i Halle og med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 54 timer. Han anmodede på baggrund af EU-Domstolens kendelse i sag C-52/04 (Feuerwerh Hamburg) ved skrivelse den 13. december 2006 sin arbejdsgiver om, at hans arbejdstid fremover ikke længere ville overskride arbejdstidsdirektivets grænse på 48 timer i gennemsnit om ugen Den 18. december 2006 ændredes vagtplanen, hvorved Side 13 af 17

14 Fuss blev tilbudt en stilling udenfor udrykningstjenesten, hvilket tilbud Fuss dog afslog. Ved afgørelse af 2. januar 2007 forflyttedes Fuss til stillingen, hvilket Fuss klagede over og efterfølgende indbragte for domstolen. Fuss gjorde gældende, at forflyttelsen til et arbejde, der var dårligere lønnet, var en følge af hans anmodning om en direktivmedholdelig arbejdstid, og krævede at blive genindsat i sin tidligere stilling. Forvaltningsdomstolen i Halle valgte at forelægge sagen for EU-Domstolen i form af 4 præjudicielle spørgsmål, der vedrørte forståelsen af den såkaldte opt-out bestemmelse i direktivet, idet den tyske domstol navnlig ønskede en udlægning af formuleringen om, at det ikke må lægges arbejdstageren til last, at denne ikke samtykker i at arbejde ud over 48 timer i gennemsnit om ugen. Forvaltningsdomstolen begrundede sine spørgsmål med, at besvarelsen af, om lægges til last i direktivet fortolkes subjektivt eller objektivt, måtte være afgørende, da der objektivt ikke var tale om, at forflyttelsen af Fuss lå ham til last. I sin afgørelse af 14. oktober 2010 fastslog EU-Domstolen indledningsvis, at opt out en anvendelse af undtagelsesbestemmelsen i direktivets artikel 22 først blev indført i Tyskland med virkning fra 1. januar 2008, og at denne bestemmelse derfor ingen relevans havde for afgørelsen af den foreliggende sag. I stedet benytter domstolen sig af muligheden for at omformulere de præjudicielle spørgsmål, hvilket begrundes og sker i præmis i dommen. Således anføres det i præmis 40 om det forhold, at den foreliggende ret alene har spurgt til artikel 22, at det ikke er til hinder for, at Domstolen oplyser den om alle de momenter angående fortolkningen af EUretten, der kan være til nytte. Og i præmis 41 fastslås det, at når det i en undtagelsesbestemmelse som artikel 22 er fastslået, at det ikke må lægges arbejdstager til last, at denne ikke samtykker i at arbejde mere end de 48 timer, gælder dette så meget desto mere i relation til artikel 6, der fastsætter loftet på de 48 timer. På blandt andet den baggrund omformulerer EU- Domstolen i præmis 43 det præjudicielle spørgsmål til, at det ønskes oplyst, om artikel 6, litra b), skal fortolkes således, at den er til hinder for, at en brandmand tvangsforflyttes fra udrykningstjenesten med den begrundelse, at brandmanden har anmodet om, at artikel 6 s loft over den ugentlige arbejdstid respekteres i udrykningstjenesten, når forflyttelsen ikke ligger brandmanden til last. I præmis 67 besvarer EU-Domstolen spørgsmålet bekræftende. Det tilføjes, at det er uden betydning, hvis forflyttelsen ikke specifikt ligger arbejdstageren til last ud over den belastning, der følger af tilsidesættelsen af nævnte artikel 6, litra b). I de forudgående præmissers begrundelse for afgørelsen kan det blandt andet fremhæves, at EU-Domstolen i præmis 66 henviser til, at arbejdstagere ellers vil kunne frygte for at blive udsat for gengældelse, hvis de påberåber sig deres rettigheder i henhold til direktivet. Sag nr. C-429/09 havde samme parter som i den netop ovenfor beskrevne sag, men angik spørgsmålet om erstatning for, at Fuss havde arbejdet mere end de tilladte 48 timer i gennemsnit om ugen. De præjudicielle spørgsmål, som EU-Domstolen skulle tage stilling til, drejede sig således om, hvorvidt et afledt krav kunne støttes direkte på direktivets artikel 6, om der herudover var betingelser fx culpa eller anmeldelse af kravet for at dette kunne gøres gældende, og i påkommende tilfælde om kravets genstand var afspadsering eller økonomisk kompensation. EU-Domstolen svarede, at EU-retten kan påberåbes umiddelbart som grundlag for et erstatningskrav, at EU-retten er til hinder for, at der nationalt stilles betingelser for muligheden for at gøre et sådant krav gældende, hvis der er tale om en Side 14 af 17

15 kvalificeret tilsidesættelse af den pågældendes ret, og at fastlæggelsen af, om en erstatning gives gennem afspadsering eller via økonomisk kompensation foretages i den enkelte medlemsstat. Sag nr. C-428/09 omhandlede også bestemmelser i arbejdstidsdirektivet, idet sagen angik retten til daglig hviletid på mindst 11 timer for pædagogiske sæsonarbejdere. De præjudicielle spørgsmål fra den franske domstol var dels, om dette personale, der var ansat på ferie- og fritidscentre i maksimalt 80 dage om året, var omfattet af direktivets anvendelsesområde, og dels i givet fald, om de kunne være omfattet af visse af de i artikel 17 angivne undtagelsesbestemmelser. EU- Domstolen besvarede begge spørgsmål bekræftende. For så vidt angår det andet spørgsmål bemærkede domstolen, at det pågældende personale ganske vist henhører under undtagelsen i direktivets artikel 17, stk. 3, litra b og/eller litra c, i direktiv 2003/88, men at betingelsen i artikel 17, stk. 2, om at yde kompenserende hvileperioder eller passende beskyttelse ikke var opfyldt i relation til sæsonarbejderne. Sag nr. C-227/09 omhandlede arbejdstid i italiensk politi og angik også brug af undtagelsesmulighederne i direktivet, denne gang i relation til blandt andet udskudt ugentlig hviletid og kompenserende hviletid, idet domstolen i Torino blandt andet ønskede oplyst, om en overenskomst, der i henhold til national ret ikke var anvendelige på de pågældende, alligevel kunne anses for anvendelig med direkte støtte i direktivet. Dette afviste EU-Domstolen, idet direktivets undtagelsesbestemmelser ikke kan fortolkes således, at de giver mulighed for eller forbyder anvendelse af kollektive overenskomster som de i sagen foreliggende på de pågældende lønmodtagere, idet eventuel anvendelse af kollektive overenskomster afhænger af den nationale lovgivning. Der var således ikke tale om, at EU-Domstolen tog stilling til, hvornår kompenserende ugentlig hviletid skal afvikles, da det ikke var relevant at tage stilling til materielle bestemmelser i de kollektive overenskomster, som der henvistes til i sagen. Litteratur Emnefremstillinger Oluf Emborg og Peer Schaumburg-Müller: Offentlig arbejdsret 2. udgave af fremstillingen af såvel de almindelige ansættelsesretlige regler på området, der skal kombineres med de forvaltningsretlige regler og grundsætninger, som de særlige regler i tjenestemandsloven og tjenestemandspensionsloven samt de kommunale tjenestemandsregulativer med omtale af en række fortrinsvis nyere retsafgørelser. Thomson Reuters sider. 796 kr. + moms Lone L. Hansen: Medarbejderes retsstilling ved grænseoverskridende overtagelse og fusion Ser nærmere på de komplekse konsekvenser på det ansættelsesretlige område, for det international-privatretlige lovvalg samt for medbestemmelsen på selskabs- og koncernniveau, når en dansk virksomhed overgår til en udenlandsk gennem majoritetsovertagelse, virksomhedsoverdragelse, fusion eller spaltning. Jurist- og Økonomforbundets Forlag sider. 660 kr. Lovkommentar Simon Neergaard-Holm, Tine Benedikte Skyum og Anja Trier Wang: Erhvervsuddannelsesloven Nyskrevet 5. udgave af lovkommentaren, der har til formål at give uddannelsesinstitutionerne, arbejdsmarkedet parter og praktikvirksomhederne et overblik over de hyppigt ændrede og justerede regler med en særligt dybdegående skildring af Side 15 af 17

16 forhold med relevans for virksomhederne, f.eks. elevernes retsstilling. DA Forlag sider. 620 kr. Oversigt Lise E. Bardenfleth: Medarbejdere på barsel regler i praksis Indeholder en samlet gennemgang af de forhold, arbejdsgivere skal være opmærksomme på, når en medarbejder går på barsel, med fokus på den daglige administration af de ganske komplicerede regler. DA Forlag sider. 290 kr. Artikler Ruth Nielsen: EU-domstolen slår fast: Åldersdiskriminering att neka pensionsberättigad avgångsvederlag Kommentar til Ole Andersen sagen (omtalt i Nyt om Kolleketiv Arbejdsrets novembernummer) med henvisning til andre domme. EU & arbetsrätt 4/2010 Kerstin Ahlberg: Arbetstidsdirektivet ger offentliganställd brandman rätt till ersättning för alltför långa arbetsveckor Kommentar til den oven for omtalte EU-dom i Günter Fuss-sagen. EU & arbetsrätt 4/2010 Stein Evju: Udvalgte artikler Behandler i til dels á jourført form bl.a. arbejdsrettens samspil med privatret og offentlig ret og sammenhængen mellem lovgivning, arbejdsaftaler og tarifaftaler. Universitetsforlaget sider. 649 nkr. Regelsamling Ole Hasselbalch (redaktør): Arbejdsmarkedets regler udgave af værket indeholder en opdateret udgave af de danske love, nogle i uddrag, samt anden regulering af det danske arbejdsmarked samt internationale regelsæt, EU-forordninger og direktiver. Jurist- og Økonomforbundets Forlag sider. 425 kr. Arbejdsmarkedspolitik mv. Erik Simonsen (redaktør): Arbejdsmarkedsrapport helbred, arbejdsliv og offentlig forsørgelse Med det udgangspunkt, at den største udfordring i de kommende år er at få vækst i dansk økonomi og sikre, at de offentlige finanser er i balance, analyseres mulighederne for at nå disse mål ved at reducere antallet af personer med offentlig forsørgelse reduceret og øge beskæftigelsen. Dansk Arbejdsgiverforening sider. Kan ses på Tanja Cederholm, Lillian Knudsen, Liselotte Knudsen og Birgitte Rasmussen: Kvindelig ledelse i fagbevægelsen 3 tidligere fagforeningsledere beskriver i samarbejde med en sagkyndig i fagforeningsledelse den faglige organisation som en gennempolitiseret arbejdsplads, hvor man som fagpolitisk medarbejder udover at lære den normale ledelsesmæssige adfærd må have et politisk engagement og beherske de politiske processer for at kunne fungere. Jurist- og Økonomforbundets Forlag sider. 180 kr. Jubilæumsværker Niels Waage: Arbejdsretten gennem 100 år 1. bind af jubilæumsskriftet handler om årene , hvor arbejdsretten hed Den faste Voldgiftsret. Med det udgangspunkt, at de sager, retten behandler ofte kan føres tilbage til bestemte historiske og politiske begivenheder, er dens historie fortalt ved for hvert år dels at udvælge en afgørelse, der viser et glimt af livet i Danmark det pågældende år, og som refereres relativt Side 16 af 17

17 udførligt, og dels at bringe et antal kortere referater af afgørelser, som skønnes at have særlig arbejdsretlig interesse. Desuden indeholder bindet en kort beskrivelse af de personer, der var retsformænd og faglige dommere i perioden. Jurist- og Økonomforbundets Forlag sider. 500 kr. Trond Bergh (redaktør): Avtalt spill I 1935 blev de daværende AFL og NAF enige om en hovedaftale. En sådan havde nu været gældende i 75 år; hvorfor LO og NHO har udgivet en bog med artikler fra 14 forfattere, som belyser hovedaftalen fra forskellige vinkler. Christer Lund har således skrevet om den svenske Saltsjöbad hovedaftale, mens Jesper Due og Jørgen Steen Madsen har skrevet artiklen Septemberforliget 1899 og udviklingen af den danske aftalemodel. Sidstnævnte er med forfatternes og udgivernes tilladelse indlagt på under publikationer. LO og NHO 2010 Side 17 af 17