Aarhus Universitet Nordisk Sprog og Litteratur Vis comica. Om komediegenrens mål og midler gennem tiden fra Aristofanes til Holberg og Saalbach

Transkript

1 Aarhus Universitet Nordisk Sprog og Litteratur 2007 Vis comica Om komediegenrens mål og midler gennem tiden fra Aristofanes til Holberg og Saalbach Af Line Rejmer Årskortnr Vejleder: Hans Hauge Anslag

2 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING PAIDEIA Klassisk undervisning - Paideia Undervisningsfagene SOFISTERNE Sokrates KOMEDIENS OPRINDELSE OG FUNKTION Aristofanes SKYERNE FUNKTION OG VIRKEMIDLER Skyernes Sokrates Præsentation af værket Komediens komiske figur og forholdet til publikum Dobbeltheden, grimheden og ironien Dobbeltheden Grimheden Ironien Mimesis og parodi Katarsis versus Katastasis Gudernes hævn? FRA ARISTOFANES TIL HOLBERG - FRA FANTASTISK TIL JORDISK KOMEDIE Antikkens komedie efter Aristofanes Fabula palliata Fra romerrigets fald til 1500-tallet tallet: Shakespeare og Moliére HOLBERG OG TEATRET Ludvig Holberg Grønnegadeteateret ERASMUS MONTANUS Individualitet og fællesskab Den komiske genres ironibestemmelse Alazôn og eirôn Sprog og virkelighed

3 8.4 Fiktion eller virkelighed? FRA HOLBERG TIL I DAG ERNES GENERATIONSGENNEMBRUD Astrid Saalbach Det velsignede barn Det velsignede barn vs. Ekklesiázusai Dionysos-myten og kristendommen Rollespil og selvfremstilling Komedie eller ikke komedie et opgør med antikken og Aristoteles? KONKLUSION LITTERATURFORTEGNELSE DISSERTATION SUMMARY BILAG 1: FALLOS OG FRED: ARISTOFANES FANTASI

4 1. Indledning Siden den historiske tids begyndelse har man overleveringer, der viser, at humor og komik er grundlæggende bestanddele i et samfund. Gennem de religiøse kulturer blev mange aspekter af samfundet karikeret og gjort til genstand for en komik, der havde til hensigt at præsentere og diskutere underliggende problemstillinger i hverdagen. Komedien blev en udtryksmåde, hvorigennem mennesket kunne få udtryk for sine indre frustrationer og gennem denne frigørelse få overskud til livet igen. At se livet i sin værste udformning og konsekvenserne af en given samfundsstruktur giver ikke blot overvejelser omkring ens egen tilgang til livet, men også mulighederne for en ændring. Komedien er sammen med satiren og karikaturen en af de mest brugte former til at præsentere, vurdere og samtidig implementere nye og ømtålelige emner, der indbefatter ændringer for både samfundet og den enkelte borger. Komedien præsenterer det nuancerede billede af vores samfund, og gennem behandling af sensitive emner og aktuelle debatter giver den mennesket mulighed for at se, hvordan tilgroede vaner, nødvendige samfundsmæssige indgreb og tiltag nemmere kan accepteres og inkorporeres, når det sker gennem humor. Humoren har en forløsende effekt, der udnyttes i komedien, og er med til at skabe en afstandstagen fra en given problemstilling og en bedre mulighed for at acceptere det bestående. Men hvordan sker dette og med hvilke midler og er resultatet altid en katastasis; en frelse, forsoning, forløsning og/eller afslappelse fra en bekymring eller en sorg? Vis Comica er den latinske betegnelse på humorens kraft og sjæl, og med den in mente vil jeg vise, hvordan komedien kan medføre en afslappende effekt ved at fremvise det aktuelle emne på en karikeret og absurd måde. Ved at se på tre forskellige komedier, der spænder over hele den historiske periode fra Aristofanes, fra hvem vi har de første hele komedier overleveret, videre op til oplysningstidens Holberg og endelig til nutidens Astrid Saalbach, vil jeg vise, hvordan ændringer i både samfund, dannelse, religion og den menneskelige selvforståelse kommer til udtryk i komediegenren. Komedierne er valgt ud fra et tidsmæssigt perspektiv, således at deres oprindelse præsenteres gennem Aristofanes, den danske teaterkomedies storhedstid 3

5 gennem Holberg og nutidens komiske scene med Saalbach. Endvidere er de to første komedier valgt ud fra deres fællestræk omkring den sproglige fokusering i handlingen og Saalbachs komedie ud fra dens reminiscenser fra antikken og dens samtidige opgør dermed. I specialets analytiske dele vil jeg især se på komediegenrens tvetydige fremstillingsform, der bevirker, at alt andet end den gyldne middelvej gøres til spot, og at det, de tre komedier fokuserer på, er sammenbringelsen af det nye og det gamle. Ligeledes bliver filosofiens første bud; Kend dig selv en vigtig læresætning i komediernes morale og derfor afgørende for komediegenren at formidle vigtigheden af dette bud. Komediernes handling bygger generelt på de problemstillinger, der opstår i et samfund i forandring, hvorfor jeg også i specialet vil se på årsagerne til disse ændringer, ligesom jeg vil vise, hvordan en afvisning af noget nyt eller gammelt alligevel ofte implicerer en eller anden form for bekendelse til det afviste. De tre komedier viser således en positiv og en negativ forståelse af både det nye og det gamle, hvorved komediens generelle hensigt nærmere bliver at skabe forundring hos modtageren og henlede til en sund skepsis, frem for en udelukkende afstandstagen til forandringen. At skabe en brolægning mellem fortid og fremtid for at kunne forlige sig med nutiden. Med specialet vil jeg vise, hvordan det endegyldige mål for komedien bliver at helbrede samfundet ved at flytte modtagerens perspektiv, så fokus rettes mod mulighederne frem for begrænsningerne. Hvordan komedien kan skabe en diskussion og nogle overvejelser om årsagerne og virkningerne af de behandlede forandringer, og endelig hvordan frygten for det ukendte ofte står i tæt forbindelse med komediens emne. I specialets analytiske del inddrager jeg Aristoteles forståelse af komediegenren, som den er beskrevet i Poetikken og Etikken, ligesom Northrop Fryes litteraturteori danner rammen om værkernes immanente begrebsforståelse, og endelig fremhæves Elder Olson også for sit bidrag til en forståelse af komikkens årsager og virkningsmetoder. I behandlingen af de tre komedier vil jeg se på værkerne i både et synkront og diakront perspektiv, så de ikke blot anskues på et overordnet plan, men yderligere vurderes ud fra deres egen samtidsrelevans. Vershenvisningerne til Skyerne (S), Erasmus Montanus (E.M) og Det velsignede barn 4

6 (Dvb) sker løbende i teksten, mens henvisninger til værkernes noteapparat sker i fodnoterne. Jeg har som udgangspunkt brugt Ole Thomsens oversættelse af Skyerne fra 2002, med mindre andet er anført, ligesom Erasmus Montanus er gengivet efter Dansklærerforeningens udgave fra Dette sker i henhold til specialets agenda om at fokusere på værkernes formidling af samtidsaktuelle problemstillinger og de heri underliggende immanente bevæggrunde frem for værkernes stilistiske udtryk. Det betyder en større vægt på komediernes overordnede handling frem for en egentlig oversættelsesvurdering. Ligeledes er formidlingen af værkernes indhold til en nutidig sammenhæng med til at underbygge, at Vis Comica er en immanent menneskelig egenskab, der vedvarende dukker op, hvor mennesker interagerer og etablerer sig i samfund. 5

7 2. Paideia Komediegenren opstod i det antikke Grækenland som en følge af de religiøse fester og gudstjenester for Dionysos. Det var det dialektiske spil mellem modpolerne i det menneskelige sind, der resulterede i den så virkningsfulde og stærke dramatisk form, som komedien både dengang og nu har vist sig at være. Aristofanes brugte sammen med resten af antikkens komedieforfattere komikken til at vise de samfundsmæssige ændringer, som den politiske og intellektuelle udvikling i antikken fordrede. Komikken blev en åbning til at se muligheder i forandringerne, og gennem det latterlige dvs. det man kunne grine af blev det nye mere modtageligt. Underholdningsaspektet har således en lang tradition fra oldtiden og frem til i dag, som en metode til at gøre noget fremmed mere overskueligt, og psykologien deri bevirker, at når man formår at grine af noget skræmmende, forsvinder dets ubehagelige fremtoning. For at forstå de kræfter, som Aristofanes og andre digtere med humoren introducerede for deres publikum, er det nødvendigt at forstå de samfundsmæssige forandringer, det antikke Grækenland gennemgik i perioden fra Homer og Hesiod, over før-sokratikerne og til og med sofisterne (afsnit 3) under Perikles regeringstid omkring 450 f.v.t. Det var både en udvikling fra mythos til logos og en skelnen mellem physis (naturlov) og nomos (menneskelov), der kom til at spille en afgørende rolle for den samfundsmæssige udvikling. Begrebet filosofi opstod med de første tænkere, der bestræbte sig på at opstille naturlige forklaringer på livet, naturen, samfundet og verdens beskaffenhed generelt. Viden afløste på flere områder troen og be- og afkræftede forskellige teorier i samfundet. Verden blev langsomt mere målbar og dermed også mere håndgribelig for det enkelte menneske. Samtidig fandt der en fundamental ændring sted i den religiøse verdensforståelse, hvor guderne blandt andet skiftede karakter fra kult- og naturguder til personificerede og mere antropomorfiserede guder. Guderne blev dog stadig betragtet som kultguder, idet de fortsat kunne indlede forhold med de dødelige og derved var en naturlig del af samfundet. Dette ser man især udtrykt hos Homer, hvor guderne eksempelvis i Iliaden kæmper side om side med menneskene ved Troja. Udviklingen i religionen resulterede i et mere regelstyret samfund, hvor begreberne 6

8 hybris/nemesis i højere grad blev den personlige skæbne, ligesom selve tilgangen til samfundet udviklede sig i en mere rationel retning. Man begyndte at tænke mere i årsager og virkninger, ligesom kræfterne i samfundet kom i fokus, hvilket betød en øget opmærksomhed på den personlige dannelse. Samtidig blev den historiske tid i Grækenland indledt 1 og en skriftkultur begyndte langsomt at opstå. Dannelse og uddannelse af de unge borgersønner blev efterhånden en integreret del af samfundet, og en mere systematisk og intellektuel verden begyndte at udfolde sig. Omkring år f.v.t. var religion ikke længere selve strukturen i tilværelsen i de græske bysamfund, og den nedarvede tro begyndte at foranledige skepsis og kritik. Dette resulterede i to typer af holdninger over for den samfundsmæssige udvikling. De konservative anlagte holdninger viste sig i et forsøg på at stadfæste de gamle myter og revurdere dem, så de stod mål med de af samfundet stillede krav, mens de mere moderate og fremsynede holdninger viste en mere overvejende filosofisk anskuelse, der afviste de gamle myter og krævede beviser frem for tro. I det følgende vil jeg beskrive den dannelse og uddannelse, som var gældende i samfundet før sofisterne dukkede op omkring 450 f.v.t. Herefter vil jeg gennemgå sofisternes virke, reaktionen mod dem og den misforståelse, der siden har været knyttet til deres navn. Disse to afsnit skal fungere som redskaber til at forstå den følgende analyse af Aristofanes komedie Skyerne, hvor der netop sker et opgør mellem den gamle og den nye skole. Her vil jeg se på de komiske effekter, som Aristofanes benytter sig af i hans fremstilling og i præsentationen af de nye tendenser i samfundet. 2.1 Klassisk undervisning - Paideia Selve ideen om uddannelse kommer fra begrebet dannelse. Paideia var grækernes begreb for både undervisning, opdragelse og dannelse. Grækerne betragtede den samlede opdragelse som det vigtigste i deres samfundsliv, da den omfattede alt, hvad der var godt og værd at 1 Man taler om to historiske begyndelser i antikken. Den oprindelige starter omkring år 800 f.v.t., men med fundet af Linear B-tavlerne måtte man datere den første græske historiske tid til tiden omkring f.v.t. Den mellemliggende periode betragtes dog ikke som en historisk periode, da man her ikke har fundet skriftlige kilder. I det efterfølgende betragtes tiden omkring år 800 som den historiske tids begyndelse i Grækenland og det er også det årstal, der bruges til at definere antikkens begyndelse i hele oldtiden. Aksel Damsgaard-Madsen: Grækenlands historie, 1997, p. 9 7

9 fastholde. Opdragelsen var således en indføring i de værdier, som byens borgere agtede. 2 Den første form for undervisning, man kender fra antikken, er en dannelsesrejse gennem Homer, lyrik, musik og idræt. En rejse, som skabte et samfundsorienteret menneske, der kunne begå sig i de forskellige aspekter af byens kulturelle liv. Samtidig skabte dannelsesrejsen også en fortløbende stabilitet i samfundet, eftersom dannelsen primært var en imitation af respekterede ældre, hvorved de gamle dyder fortsat blev værdsat og opretholdt. Målet for den græske paideia-rejse var aretéen (dyd), der omfattede alle de kvaliteter, der højagtede mennesket. Undervisningen var, som alt andet, kun møntet på de frie mandlige borgere, og der var derfor en naturlig begrænsning af, hvem uddannelsen blev tildelt, og hvem der havde gavn deraf. Der var en tradition for at indføre de unge mennesker i samtidens forhold, så de kunne vokse op og blive gode borgere med deres kulturarv samt moral, dyd, ære, og respekten for andre i behold. Undervisningen var i lang tid en privat affære, selvom der fra samfundets side var en tydelig forventning til de områder, de unge skulle opnå indsigt i og et indirekte krav om, at visse tilegnelser blev lært. Først med Platons Akademeia i 345 f.v.t. blev de offentlige skoler en realitet i Athen. Hvor længe man har praktiseret den private undervisning i antikken, er usikkert, men Solons lov om opdragelse i Athen vidner om, at der allerede i hans tid ( f.v.t.) havde eksisteret privatundervisning i omkring 100 år. 3 Selve lærergerningen var i antikken ikke særlig højt agtet, hvorfor det ofte var fremmede eller slaver, der varetog uddannelsen af de unge mænd. 4 Disse havde sjældent nogle specielle forudsætninger for at undervise, men man må nok også nærmere betragte undervisningen som en indføring i forskellige fag, frem for en specialisering. Man så både private undervisere i hjemmene og i skolerne, som endnu var at forstå som en samling unge mennesker tilknyttet en lærer. Betalingen var beskeden, hvilket forklarer den ringe anseelse, disse undervisere havde. Når man senere i aversion mod sofisterne bebrejder dem, at de 2 Paideia betød oprindelig børneopdragelse, men antog efterhånden den mere omfattende betydning af menneskeformning og menneskedannelse gennem alle de kræfter, der kan bidrage væsentligt til at udvikle de højeste og værdifuldeste menneskelige kvaliteter...på sin højde kommer paideia til at betyde skabelsen af et bevidst ideal for opdragelse og kultur. K. Grue-Sørensen: Opdragelsens historie, 1966, p ibid. p J.L. Ussing: Underviisning hos Grækere og Romere. 1875, p. 23 8

10 modtog betaling for deres undervisning, skal man forstå det således, at de tog sig særdeles højt betalt for at formidle en viden, der hverken var særlig velset eller i starten nyttig set med grækernes moralske øjne. 2.2 Undervisningsfagene Som nævnt var der en tradition for at sikre de unge mennesker en oplæring i moralske og kulturelle forhold. Undervisningens indhold skulle omfatte forskellige elementer af livet som borger i Athen og medvirke til, at de unge blev gode og respektable individer, der kunne deltage i samfundet. Den græske paideia repræsenterede den åndelige og den fysiske uddannelse. 5 Den åndelige, herunder musiske, tog sit afsæt i de religiøse ceremonier og omfattede både sang og dans, 6 memorering og recitering. Den fysiske dannelse havde sin begrundelse i det agonale aspekt, som betød afgørende meget for grækerne, 7 men også i det rent forsvarsmæssige, der skulle sikre samfundets stabilitet. I den musiske dannelse, hvor læsning og skrivning spillede en stor rolle, var Homer den store inspirationskilde. De homeriske epos var uovertruffen i stilistisk højde, historisk sandhedsværdi, theogoni samt en indføring i de vigtigste begreber, herunder hybris, nemesis, moral, dyd, ære m.m. og således af vældig pædagogisk betydning 8. Virkningskraften af de homeriske epos kan sammenlignes med den betydning Bibelen har haft for den vestlige samfundsindretning. Læsning var et vigtigt fag for det demokratiske samfund, og grundet den kulturelle revolution omkring Perikles regeringstid var det de færreste athenske borgere, som var analfabeter. Litteraturlæsningen var ikke kun et fagligt fag, men også en indføring i historien og de gamle myter og således en oplæring til et moralsk liv. Når vi i det følgende skal se på, hvordan sofisterne revolutionerede den antikke opdragelses- og uddannelsestænkning, så skal det betragtes som et modstykke til den klassiske 5 Grue-Sørensen p Ibid. p. 38. Grue-Sørensen citerer Platon for at sige, at den, der ikke som sanger og danser på samme tid kan holde sin plads i koret, ikke er virkelig opdraget. 7 Ære og berømmelse var det højeste, der kunde times et menneske, og tragten efter ære var derfor et gennemgående træk hos de frie grækere, Ibid. p Ibid. p. 39 9

11 dannelsestanke, hvor læring er for sjælens skyld og ikke for nyttens. Da sofisterne relativerede al hidtidig tænkning og satte spørgsmålstegn ved den gængse moral og dannelse, fik den gamle tradition igen stor opmærksomhed og blev forsvaret med næb og kløer. Men hvem og hvad var sofisterne egentlig, og hvorledes har de gjort sig fortjent til et så eftertrykkeligt eftermæle? I det følgende vil jeg beskrive den sofistiske bevægelse, deres oprindelse, mål og midler i et forsøgsmæssigt objektivt lys, sådan at den negative holdning ikke bliver afgørende for helhedsbilledet. 10

12 3. Sofisterne Sofisterne dukkede op i kølvandet på den åndelige revolution, der længe havde foregået i Athen. Med de præsokratiske filosoffer var de mere logos-baserede overvejelser om samfundet og verdens indretning begyndt at dukke op. Alt er vand alt er luft alt er noget andet end det umiddelbart tilsyneladende. Den antikke oplysningstids præ-sokratikere reducerede den polyteistiske verden og forsøgte gennem tankens kraft og gennem observationer at give en mere underbygget forklaring på sammenhængene i verden. Sofisterne dukkede op som arvtagere til disse tidlige filosoffer. De formåede i et vist omfang at gøre den tidligere filosofi mere human og jordnær, og de dukkede op i en tid, hvor der i høj grad var brug for en ny moral i samfundet, og hvor den politiske scene fordrede et langt mere uddannet repræsentativ. Den sofistiske bevægelse ramte Athen og resten af den græske verden i anden halvdel af det 5. århundrede f.v.t. Athen blev, i kraft af dens stilling som magt- og kulturcentrum i Grækenland, det naturlige virkested, og sofisterne blev hurtigt en del af Perikles kulturelle reform. 9 Stemningen i Athen var præget af optimisme grundet afværgelsen af to persiske invasionsforsøg i starten af århundredet, 10 ligesom den peloponnesiske krig gav den athenske befolkning en styrket tro på dem selv. Samtidig eller nærmere på trods af krigen, var der en økonomisk velstand, 11 hvilket betød, at fokusset på og interessen for en god uddannelse blev højnet. Tidligere havde uddannelsen koncentreret sig om de tre R er (reading, (w)-riting, (a)- rithmetic) plus Homer, poesi, musik og sport. Nu opstod behovet for en videreuddannelse, der især skulle forberede borgersønnerne på et politisk liv. Denne position tilbød sofisterne at udfylde og formåede det i kraft af deres uddannelse og måske især i kraft af deres entusiasme for fagene. Protagoras var en af grundlæggerne af bevægelsen, der ønskede, at staten skulle finansiere denne nye undervisning, således at alle (underforstået mandlige borgere) kunne 9 Reformen omfattede bl.a. udbetaling af diæter til de politisk aktive, så selv de fattigste borgere nu havde råd til at deltage politisk, men samtidig begrænsede Perikles også antallet af borgere ved at kræve, at begge ens forældre var borgere for, at man kunne opnå borgerskab. Perikles stod også for opbyggelsen af Akropolis: Især Parthenontemplet, som efter persernes ødelæggelse skulle manifestere athenernes sejr. 10 Slaget ved Marathon i 490 og slaget ved Platææ i Grundet indtægter fra forbundsfællerne 11

13 opnå en højere faglig kundskab. Ligeledes tilbød flere sofister offentlige forelæsninger, men samtidig også en dyrt betalt privatundervisning, hvad der ligger til grund for de senere anklager imod dem. Det kan således have været tanken om et yderligere klasseskel, der opildnede modstandere som eksempelvis Platon og Aristoteles ( f.v.t), hvor førstnævnte senere selv grundlagde en offentlig skole i Akademeia-lunden. Endelig bør man nævne den faktor, som nok har været den mest dominerende i antikkens samfund, at når så mange opponerede mod sofisternes høje priser, skyldtes det, at mange simpelthen ikke havde råd! De fleste familier var selvforsynende, og naturalieøkonomien var stadig den dominerende handelsform, så denne markedsøkonomiske udveksling af tænkning var hidtil helt uset og virkede derfor indgribende ind i samfundet. At mange af sofisterne tog sig dyrt betalt for deres undervisning, står derimod langt fra usagt! Man har fundet vidnesbyrd om, at Protagoras krævede omkring drachmer pr. elev, 12 hvilket er en temmelig høj pris, når man tager i betragtning, at en dagløn for en håndværker typisk lå omkring 1-2 drachmer. 13 Betegnelsen sofist betød oprindeligt en person, der besidder en særlig duelighed, viden, erfaring og indsigt. Fra det 5. århundrede f.v.t. blev betegnelsen udvidet til at omfatte de personer, der rejste rundt i Hellas og for penge underviste i veltalenhed, politik og visdom. Fra Platons tid ( f.v.t.) blev begrebet forbundet med en negativt ladet attitude, der henledte tankerne på svindel, moralsk fornedrelse og en altdominerende relativisme, der negligerede al hidtidig tænkning, herunder gudernes betydning i samfundet. Ét af sofisternes udgangspunkter for deres undervisning var, at alle påstande kunne modsiges. Deri lå dog ikke nogen vurdering af påstandenes sandhedsværdi, men blot den argumentatoriske mulighed. Men i denne tese om al tings modsigelighed lå der noget religiøst afvisende, som kunne virke moralsk nedbrydende. Derfor synes Platons kritik heller ikke at være helt ubegrundet, da den relativistiske tankegang medførte en undergravning af de religiøse stadfæstelser, hvilket førte til overvejelser omkring den herskende religionsforståelse. Mange af sofisterne indtog en ateistisk holdning, hvilket eksempelvis kommer til udtryk i Skyerne, 12 Ussing, J.L: Underviisning hos Grækere og Romere p Jørgen Mejer og Chr. Gorm Tortzen: Sokrates Forsvarstale: I Kend dig selv p. 215, note 3 12

14 hvor Sokrates, der fejlagtigt forbindes med sofisterne, revurderer gudernes virke og kraft. Sofisternes ateistiske holdning kan man se som en reaktion på deres agnostiske verdensopfattelse, hvor ingen viden er accepteret, før den er bevist. Resultatet af disse nye holdninger i samfundet blev et øget fokus på mennesket og på den viden, der lod sig bevise. Skellet mellem filosoffen og sofisten lå i den sandhedsværdi, der blev produceret. Mange af sofisterne troede ikke på muligheden af at nå frem til uomgængelige sandheder, og ofte var deres argumentationsteknik præget af en retorisk præstation, der skulle gøre det muligt at argumentere for begge sider af en sag. De indledte en vurdering af de af samfundet accepterede moralske værdier og viste med mennesket som udgangspunkt, at disse fastsatte værdier kunne opfattes individuelt. Dermed eliminerede de arven fra det fædrene ophav og bestyrkede incitamentet til en revurdering af verden. De vægtede den formale undervisning, hvilket betød en fokusering på uddannelsens formmæssige udfald frem for det indholdsmæssige. Sofisterne repræsenterede en ny tilgang til de tidligere tiders fastlagte meninger og standpunkter, og dette har siden hen resulteret i, at de er blevet fast forbundet med en relativisme, der ikke yder dem fuld retfærdighed. Den formalistiske undervisning opstod som reaktion på den spirende demokratiske indstilling i samfundet, der fordrede aktive medborgere og dermed også borgere, der kunne tale deres egen sag. En stor del af undervisningen bestod af prøvetaler, som skulle opøve den studerende i den juridiske talekunst, retoriske virkemidler, opbygning af taler og det at gøre den svage sag til den stærke. Man kan forestille sig, at mange ældre borgere opponerede mod disse retoriske færdigheder af den simple grund, at de ikke længere havde samme autoritet over for de unge på grund af disses nye talegaver. Den nye undervisningsstrategi var således med til at forandre den traditionsbundne verden og indledte en epoke, hvor den agonale kamp blev ført på ord i stedet for styrke. Sofisterne gjorde op med den traditionelle og konventionelle verdensopfattelse omkring physis-begrebet, hvilket resulterede i, at mange af de love, som hidtil var accepteret og retfærdiggjort som gudernes love, nu blev opfattet som produkter af det pågældende samfunds traditioner (nomos). Denne nye samfundstænkning medførte nogle generelle overvejelser om samfundets indretning, herunder de love, som hidtil uanfægtet var blevet 13

15 fulgt. I stedet for uforanderlige principper stod man nu med helt ordinære kulturelt betingede love, der langsomt gik mod deres opløsning. Konsekvensen blev, at jo mere man begyndte at overveje denne forskel mellem physis de af naturen fastlagte love og nomos de konventionelle love, jo større blev afstanden mellem disse. Overvejelserne implicerede nogle svære drøftelser om forholdet mellem menneskene og guderne. Heraf stammede også Protagoras tese om, at mennesket var alting målestok. Man kan derfor se sofisternes relativisme som et led i den samfundsmæssige udvikling. Deres relativisme var ikke en provokation af det bestående samfund, men overvejelser omkring de regler, der betingede samfundet. Deres refleksioner kan man se i lyset af den sideløbende videnskabelige udviklingstanke, der satte viden over for tro. Heraf er det nu muligt, at revurdere den negative holdning, der både har præget samtiden, men især eftertidens opfattelse af sofisterne. Ganske vist var de med til at stadfæste nogle samfundsmæssige ændringer og medvirkede til frustrationen over konventionernes opløsning, men de skabte ikke disse forudsætninger og kan alene ikke bebrejdes for udviklingen. Der, hvor anklagepunkterne mod sofisterne med rette kan sættes ind, er i deres evne til at øge denne relativisme. Den retoriske undervisnings udgangspunkt var jo netop at skabe samfundsbevidste borgere, der kunne efterkomme demokratiets krav til deltagelse og ikke, som resultatet i visse situationer blev, at eliminere sandhedsværdierne. Udviklingen gjorde det direkte demokrati til en realitet og med de nye færdigheder i de mundtlige fremførelser, blev det nu muligt at udnytte systemet og skabe nogle bedre forudsætninger for ens egen sag uden hensyntagen til det etiske og moralsk rigtige. At sofisterne skabte forudsætningerne for denne ændring er en historisk kendsgerning, men at drage dem til ansvar for den fulde udnyttelse af samme er ikke ansvarligt. Den relativistiske tanke medførte en opløsning af sandhedsbegreberne. Det var nu ikke længere muligt at definere en handling som god eller dårlig, da det nu alene afhang af det enkelte individ. Uviljen mod sofisterne kan man yderligere se som en frustration over denne opløsning af sandhedsværdierne. En verden uden ubetingede gode eller dårlige værdier var uholdbar og utænkelig, og med afskaffelsen af gudernes overordnede styre kunne man ende op med en meningsløs tilværelse uden faste forankringer. Reaktionen mod sofisterne var 14

16 altså sammensat af mange forskellige faktorer. Et samfund, hvor de faste værdier lå i opbrud, en udfordring af de hidtil gældende love og en ny uddannelsesretning, der netop fordrede denne udvikling. En verden i forandring, men med en befolkning der ikke alle var indstillet på disse forandringer. 3.1 Sokrates Placeringen af afsnittet om Sokrates efter en beskrivelse af sofisterne og deres virke kan umiddelbart virke problematisk. Et af eftertidens store stridsspørgsmål har nemlig været Sokrates tilhørsforhold til den sofistiske bevægelse. Sokrates levede f.v.t., hvor samfundet var inde i en kulturel ændring, men også i en videnskabelig og dannelsesmæssig forandring. Sokrates repræsenterede på mange måde flere af de aspekter, som sofisterne arbejdede med, men med vigtige grundlæggende forskelle. Sofisterne havde med indførelsen af dissoi logoi (det dobbelte argument) vist, at ingen handling i sig selv er god, men afhænger af øjnene, der ser. De faste værdier var elimineret, og bestemmelserne skete ud fra mennesket selv. Denne holdning delte Sokrates ikke. Han troede på det ubetingede gode og levede efter devisen om at kende sig selv. Derfor var det vigtigt for ham, at mennesket opnåede selverkendelse og indsigt i eget sind, og han troede på, at mennesket i sig selv rummede en sand erkendelse, der kunne komme til syne gennem den rette vejledning. 14 Hans opdragelse og dannelse havde ånden i fokus, hvor sofisternes var langt mere nytteorienteret. De så vejen til at blive en god borger gennem et aktivt politisk liv og tilrettede deres uddannelse mod at danne borgere, der kunne stå stand i enhver diskussion, og som derigennem kunne opnå borgerlig og politisk succes. Sokrates forestilling var langt mere idyllisk. Han levede for den sande dyd, aretéen, som for ham var afgørende for, om man levede det gode liv. Indsigten i det gode kunne man opnå gennem selvbesindelse og eftertænksomhed. Sokrates mente, at det gode var en immanent kraft, der boede i alle mennesker, men som krævede en opmærksomhed for at blive genopdaget (anamnesis). Denne tese fremsatte ligeledes sjælens udødelighed og gav folket troen på det gode, som netop var det fundamentale i det traditionelle samfund. Metoden til denne generkendelse var gennem en dialektisk samtale, som altid skulle være resultatorienteret og ikke have fokus på 14 Stybe, Svend Erik: Idéhistorie, 1961, p

17 selve det dialektiske. Modsat sofisterne var Sokrates mere fokuseret på indholdet end på formen. Netop denne samtaleform var dog årsagen til, at mange slog ham i hartkorn med sofisterne. I hans samtaler med de studerende undersøgte han altid deres holdninger og anskuelser gennem en stillingtagen, de selv skulle opnå. Det resulterede ofte som flere af Platons værker med Sokrates som hovedperson vidner om 15 i cirkulære samtaler, der, først når den studerende erkendte sin manglende indsigt, ændrer retning og struktureres. Denne samtaleform blev ofte sammenlignet med sofisternes retoriske finesser, der havde til formål at lade det stærkeste argument sejre, hvor Sokrates i stedet søgte det sande. Både sofisterne og Sokrates brugte dialektikken til at nå frem til slutninger, men hvor Sokrates søgte en fast absolut forankring, 16 beroede sofisternes teoretiske grundlag [på] relativismen. 17 Mange af dem, der i eftertiden har forsvaret Sokrates, har samtidig ofte anklaget Aristofanes for at være medskyldig i dette eftermæle. Således kan man i oplysningstidens litteratur fornemme en angstpågående negativitet ladet mod Aristofanes, 18 der bliver stillet til ansvar for Sokrates dom. Sokrates blev anklaget for ikke at anerkende byens guder, og for selv at indføre nye samt for at ødelægge byens ungdom med hans lærdom. Han blev dømt til døden for disse anklager i 399 f.v.t. I Sokrates Forsvarstale kommenterer han selv 19 Skyerne som ophav til de falske anklager mod ham. 20 Her lægges der især vægt på Aristofanes fokusering på Sokrates interesse for videnskaben, som han på det kraftigste afviser at have nogen viden om. Hvorvidt Sokrates egentlig bebrejdede Aristofanes for satiren af ham i Skyerne, står hen i det uvisse. I Sokrates Forsvarstale virker han ikke anklagende, men bebrejder nærmere den misforståelse, komedien medbragte, og hvis man skal tage Platons ord for pålydende, så var forholdet mellem Sokrates og Aristofanes i 416 f.v.t, da Symposium efter sigende fandt sted, ganske upåvirket af komedien syv år tidligere. Uanfægtet af de mange udokumenterede teser om forholdet mellem Aristofanes og Sokrates, så kan man ikke komme uden om, at Skyerne havde og har haft en stor betydning for Sokrates levned. Dette vidner om den magt 15 Det drejer sig især om ungdomsdialogerne, der af sammen grund benævnes aporetiske. 16 Holger Friis Johansen: Fri mands tale. 2002, p Ibid. 18 Eller måske nærmere en tilbedelse af Sokrates. 19 Dog formuleret af Platon 20 Mejer og Tortzen, p

18 og funktion, som komedien havde og levede af. Komedierne var ikke blot en katalysator for de nye tendenser i samfundet, men medgav samtidig et moralsk fokus og en ansvarlighed, som alle borgere i Athen accepterede. Og måske var det netop denne funktion, som Aristofanes forsøgte at forsvare, da han med Skyerne ironiserede og komplicerede tilgangen til den nye opdragelsesinstitution. Inden jeg i det følgende vil gennemgå forskellige aspekter af Aristofanes Skyerne, vil jeg kort redegøre for komedien og dens historie, samt dens funktion i antikkens kulturelle liv. Samtidig vil jeg også se på den rolle, Aristofanes påtog sig som komiker og på konsekvenserne af hans komik. 17

19 4. Komediens oprindelse og funktion Den gamle attiske komedie, repræsenteret ved Kratinos, Eupolis og Aristofanes, dækker perioden fra komediens faste plads ved Dionysierne omkring 486 f.v.t. og århundredet ud. Herefter begynder den nye komedie med Menander (se 6,1). Af repræsentanterne fra den gamle komedie findes der 11 hele bevarede værker fra Aristofanes, men kun fragmenter fra de to andre. Derfor bliver gennemgangen af den gamle komedie ganske ensidigt, skønt Aristofanes overleverede repræsentation dækker næsten hele hans aktive periode og sammenlignet med fragmenterne fra Kratinos og Eupolis, virker meget generelle for den gamle komedie. 21 Komediens oprindelse fører tilbage til de kultiske dyrkelser af Dionysos. Han blev fejret med store festoptog, der på græsk hedder komoi, hvorfra en del af ordet komedie stammer. Disse optog viste folkets påskønnelse af guden, hvilket man kan se i de deltagendes udklædning, der især var påfaldende ved det de gigantiske falloser, der symboliserede Dionysos som vegetations- og frugtbarhedsgud. Denne tradition blev videreført til komedien, der dog først havde sin endelige form ved overgangen til den nye komedie omkring år 400 f.v.t. Her blev traditionen, at komediens skuespillere var udstyret både med fallos, store maver og bagdele samt groteske masker, der skulle manifestere komediens formål; nemlig at løsrive sig fra den virkelige verden og hengive sig til det kultiske, det groteske, det absurde og det komiske. Som en af landets førende Aristofanes-fortolkere dr. Phil. Ole Thomsen konstaterer, fungerer komedien som en social sikkerhedsventil 22 i et samfund, hvor de gængse love og traditioner var kommet under skærpet opsyn. Komedien er politisk, samfundsdebatterende, provokerende og grænsenedbrydende. Antikkens arvtagere har ofte undret sig over den tilsyneladende provokerende behandling, som både komedien og den dionysiske kult har givet guderne, men dette har aldrig været et udtryk for manglende respekt, men derimod en anerkendelse af Dionysos mangesidet refleksioner og sindelag. Komedien opstod ikke som et kunstgreb, men voksede ud af Dionysos-dyrkelsen og har således i modsætning til 21 Johansen, Holger Friis: Den gamle komedie, 1986, p Thomsen, Ole: Fallos og fred: Aristofanes fantasi, bilag 1, p

20 tragedien lange rødder tilbage til det kultiske miljø, hvor netop sindets dybdelag blev udforsket. Dette ses bl.a. i Euripides tragedie Bacchanterne, hvor kvinder i ekstase flår kong Pentheus ihjel, da han vanhelliger gudens kult-dyrkelse. Denne gemmen-sig bag en ekstase udvikler sig med komedien til at blive en formidlingsform, hvorunder latterliggørelse og samfundskritik kunne komme til udtryk. Hvorvidt komedien har været brugt som et bevidst middel til direkte politisk kritik før demokratiets indførelse under Kleisthenes (507 f.v.t.), vides ikke. Men i hele komediens natur ligger en refleksion over og en samtidig afstandstagen til det gældende samfund, der gennem den transcenderende komik bliver den lille borgers sejr over staten. Komediens faste forankringer var den typiske borger stillet op over for de af samfundet fastsatte regler og nomoi. Miljøet er typisk realistisk med en samtidig ophævelse af naturlovene, sådan at fremstillingen grænser mellem det fantastiske og det realistiske. Denne balancegang vipper til fordel for det fantastiske med inddragelse af de lavkomiske effekter, herunder fallos-udstyret, men også de sjofle vittigheder og de overreale effekter; at købe en krukke med fred, snakke med en sky og ikke mindst lade kvinderne styre gesjæften! Denne ophævelse af de normale love virker både forløsende og lempelig i forhold til de anklagepunkter og kritiske holdninger, som komedierne udtrykker. Komediens temaer var typisk aktuelle problemstillinger, der generelt var til diskussion til samfundet. Det kunne enten være tidens krigssituation, moralen eller religionen, der blev debatteret eller som i Skyerne den nye tids opdragelse. Samtidig indeholdt komedierne gerne hentydninger til forskellige personer, der i en sidebemærkning blev kritiseret for sin personlighed eller måske mangel på samme. I Skyerne ser man eksempelvis en kommentar til Perikles kreative bogføring 23 (v. 859), der ikke på nogen måde søges skjult. Komedien er kendetegnet ved sin ublu sarkasme, der under Kleons regeringstid resulterede i en restriktion mod personlige angreb. Uden for disse restriktioner var komedierne meget direkte, og ingen kunne se sig fritaget for at blive hængt ud ved de årlige komedieforestillinger. 4.1 Aristofanes Aristofanes forfatterskab dækker en lang periode og definerer næsten alene den gamle 23 Refererer til hans bestikkelse af en spartansk feltherre i 445 f.v.t. Aristofanes: Skyerne. 1982, p

21 attiske komedie. Hans samfundssyn kommer til udtryk gennem komedierne, selv om man ofte har diskuteret, hvorvidt komediernes holdning var lig forfatterens. Hans mange overleverede komedier giver et billede af en forfatter, der havde en dyb tillid til det athenske folk, og derfor selv lod dem sidde med den afgørende holdning til det opstillede og debatterede emne i komedierne. Hans komedier krævede en vis kompetence fra publikum (S:521,575) og hermed tydeliggjorde Aristofanes, at den nye videnskabs anerkendelse af den personlige refleksion og dømmekraft var en del af hans kulturelle forståelse. Han var en stor fortaler for demokratiet, men bibeholdt dog det kritiske blik for dets repræsentanter. Som det viser sig i Skyerne, gør han opmærksom på forskellen mellem det gode og det rige liv. Politisk var han positivt indstillet over for nye strømninger, men var dog stadig konservativ indstillet over for den moderne kultur og dannelse. Den konservative parole om at forandre for at bevare passer derfor meget godt på ham, idet han til en vis grad anerkendte sofisternes retoriske færdigheder, og selv i et vist omfang brugte dem i komedierne, mens han dog samtidig lader Skyerne ende ud med at nedjustere Urets kraft. Man skal have komediens opdragende effekt in mente, når man betragter Aristofanes forhold til den nye uddannelse. Dette skal ses i lyset af, at en stor del af ansvaret for den konservative opdragelse netop lå hos digteren. Selvom de retoriske redskaber på mange måder var fordrende for hans fagområde, så var de stadig at betragte som moralske fornedrende og derfor farlige og ødelæggende for det demokratiske samfund. Ikke alene måtte man veje sofisternes retorik op mod deres samtidige relativisme, men der opstod også en kamp om retten til opdragelse mellem komedien og traditionen på den ene side og sofisterne og filosofferne på den anden. Man kan altså sige, at Aristofanes med komedien satte spørgsmålstegn ved den retning, som opdragelsesinstitutionen tog i Athen. Han udtrykte sin bekymring ved den nye retorik og videnskab, ikke nødvendigvis som en kritik af udviklingen, men nærmere som en kritik af den nye udviklings manglende mål. Den aristofaniske komedie er generelt meget politisk orienteret. Han var revolutionær i sin behandling af det politiske, demokratisk i sit ønske om at bevare fundamentet i det traditionelle samfund og visionær i sin litterære formåen, forstået således at han både inddrager fantasi og fornuft, alvorlige og ligegyldige emner, men samtidig også har plads og 20

22 rum til psykologiske betragtninger, psykiske forløsninger (katastasis) og publikumshelbredende hævn over samfundet Aristofanes p

23 5. Skyerne funktion og virkemidler Skyerne blev opført i 423 f.v.t. og fik en fornem sidsteplads. Den overleverede udgave, er ikke den oprindelige komedie, men revideret af Aristofanes selv og især parabasen vidner om en senere tilskrivning. Her beklager Aristofanes nemlig den dårlige placering og bebrejder især publikum for fadæsen. Han må dog senere have erkendt årsagerne til den manglende succes og revideret komedien med henblik på endnu en opførelse, hvilket dog aldrig skete. 25 Han omtaler selv komedien som en af hans bedste og mest kreative, hvilket forklarer, hvorfor han valgte at behandle den yderligere for at få folkets forståelse. Den efterladte version har en del uoverensstemmelser, hvilket blandt andet kommer til udtryk i billedet af Sokrates og afbrændingen af Tænkeriet, fremstillingen af skyerne, af Ret og Urets rolle i komedien og endelig i den underliggende morale, der på tragediens bedste vis lader helten lære gennem lidelse. Diskrepanserne mellem komediens to overleveringer vil ikke blive diskuteret yderligere her i specialet. 5.1 Skyernes Sokrates Der findes to divergerende vurderinger af Aristofanes forhold til Sokrates og dennes fremstilling i komedien, som er særlig interessante. At fremstillingen er karikeret og overdrevet, er der enighed om, men når det drejer sig om karakteren og de holdninger, han tillægges, så deles vandene mellem filosofihistorikeren Martha Nussbaum og professor Kenneth Dover. 26 Hvor Dover vurderer, at Sokrates karakter er stærkt overdrevet og begrunder brugen af ham som komisk figur med byens kendskab til ham samt hans karakteristiske udseende, ser Nussbaum tilbage gennem Platons tidlige skrifter og konstaterer, at Sokrates i sine unge år faktisk var interesseret i videnskab, naturvidenskab, og at han også havde en flok disciple, der fulgte ham, uden han tog betaling for undervisningen andet end i form af naturalier. Enigheden om Sokrates-vurderingen er dog mest markant og især vægtes den overdrevne humor, hvormed Aristofanes præsenterer Sokrates. Når han først 25 Den nuværende version er skrevet omkring f.v.t. Dette vurderes ud fra parabasens henvisninger til situationer, hvortil man har bestemte fikspunkter. 26 Douglas MacDowells: Aristophanes and Athens p

24 og fremmest har valgt at bruge Sokrates som repræsentant for hele den attiske videnskab og retorik, skyldes det først og fremmest, at han som borger i Athen var en kendt person, og hans markante ansigtsudtryk gjorde ham samtidig til et yndet mål for grovkomikken. Man har i Skyerne fundet mange videnskabelige påstande, som med sikkerhed kan føres fra Sokrates og videre til bestemte sofister og naturfilosoffer. 27 Når disse ikke er nævnt ved navn i komedien, kan det blandt andet skyldes, at publikum enten var indforstået med den videnskabelige udvikling, så de hurtigt selv kunne koble disse teorier til rette ejermand, eller modsat at disse teorier, som Aristofanes gør til latterobjekter, var så langt fra folket og dets verdensforståelse, at han ikke har turde gøre komedien endnu mere kompleks, end den allerede var. Publikum har hørt det absurde i disse videnskabelige teorier, som især på grund af deres fremstilling opnår denne status, og de accepterede dem som værende Sokrates egne teorier, hvilket i sidste ende kan have været medårsager til hans domsfældelse et kvart århundrede senere. Hvorvidt folket har været oplyst omkring de nye videnskaber, er dog en ukendt faktor, der ikke umiddelbart kan dokumenteres, og man kan diskutere, hvorvidt det har en afgørende betydning for forståelsen af komedien. Det uimodsigelige er, at Sokrates tillægges teorier og videnskaber, som han i den form de udlægges i ikke kan holdes ansvarlig for. Så selvom komediens billede af ham i mange henseender er sandt, sker fremstillingen dog med så overdrevne modifikationer, at det overvejende bliver ulegitimt. 5.2 Præsentation af værket Mange har i tidens løb beskæftiget sig med Aristofanes' Skyerne og resultatet er et kalejdoskopisk eventyr af fortolkninger og forestillinger, der samlet giver et ganske broget billede af Sokrates, men som dog for de flestes tilfælde ender med at frigøre Sokrates for den depraverende sofist-betegnelse. En stor del af filologerne beskæftiger sig med den ironiserende karaktertegning, der ikke blot udnytter komediens spil med Sokrates, men som samtidig skaber et værk, hvor de forskellige komiske træk har flere lag at analyseres og fortolkes ud fra. Netop her, tror jeg, findes den væsentligste grund for Aristofanes' 27 Her nævner MacDowell (p 120) fx. Sokrates tese om, at det er skyerne, der danner torden, hvilket er tanker, der stammer tilbage fra naturfilosoffen Anaxagoras. 23

25 manglende succes - i den nærmest bundløse analytiske mangfoldighed af muligheder, hans komedie opbød for publikum. Komedien spiller ikke blot på det dialektiske felt mellem sofisternes materialisme eller mål-orienterethed og Sokrates' ideal-stræben, men skaber samtidig en dynamik mellem den gamle græcitet og den nye verden, hvor traditioner blev genovervejet, det enkelte individ opnåede en højere grad af selvstændighed og individualitet i kraft af demokratiets beskaffenhed og fremvækst, og hvor videnssamfundet tog sit opgør med troen og overleveringerne. Denne forandringsfremstilling videreføres ned i komediens karakterskildringer, hvor traditionsopløsningen helt banalt finder sted i interaktionen mellem far og søn. Der er især to måder, som synes at være væsentlige at anskue et 2400-årig gammelt værk på. En er at se værket i dets egen samtid at rekonstruere og vurdere det teoretisk ud fra de forventninger, man må antage, at publikum havde til værket, ligesom de stilistiske virkemidler er væsentlige at vurdere ud fra de forestillinger, man havde til litterære værker på daværende tidspunkt. Fra Aristofanes tid har man ikke nogen overleverede litterære teorier eller skabeloner, men med Aristoteles værker om poetik og retorik knap 50 år senere frigøres en mængde teorier, som man om muligt kan antage, har været gældende eller kendte på Aristofanes tid. 28 Dette bevirker, at man ikke kan forvente, at Skyerne skal følge nogle bestemte mønstre, eftersom der ikke findes dokumentation for, at disse var fastlagte som mønstre, da komedien blev skrevet. Med Aristoteles efterfølgende teorier har man naturligvis en vis forudsætning for at indkredse visse af komediens mønstre, men da netop komedieafsnittet i Poetikken desværre ikke er overleveret, så er kendskabet til hans udsigelser omkring komediegenren meget begrænset. Man kan også betragte komedien i et helt andet perspektiv og læse dens funktion som værende bestandig gyldig. Det, der gør et værk til en klassiker, er netop dens eviggyldighed og blivende værd 29, der hæver værkets værdi ud af en tidsmæssig kontekst og gør den 28 I Halløj i Thesmoforiet beskriver Aristofanes faktisk allerede her og før Aristoteles, en del af mimesisforståelsen, idet han sætter synet over hørelsen og dermed bekræfter mimesis som en vej til en større erkendelse. 29 Store Nordiske Konversationsleksikon, 1920, bd. 13, p

26 vedkommende trods en adskillelse i tid og sted. Jeg mener, at alle disse aspekter bør indgå i en analyse og forståelse af et givent værk. Derfor vil jeg i det følgende afsnit om Skyerne ikke se på værkets mythos eller dens strukturelle opbygning som afgørende for værkets aktualitet, men i stedet fokusere på de fremstillingsformer og metoder, der gør, at det endnu i dag kan forstås som en moralsk komedie, der tager universelle problemstillinger under behandling. Naturligvis må man se på handlingens overordnede budskab og forstå de moralske principper ud fra betragtningen om et samfund i forandring. Hovedfokusset bør da primært ligge på en forandringsproblematik, der altid vil være gældende for et samfund, og som kræver omstillingsparathed og -villighed. I den følgende fremstilling af Skyerne vil jeg derfor fokusere på en analyse med udgangspunkt i de elementer, der stadig er interessante for en læser i vor tid, medens der samtidig vil være en sideløbende anskuelse af samme set med oldtidens øjne. 5.3 Komediens komiske figur og forholdet til publikum Aristofanes har valgt at lade Strepsiades gældsættelse være komediens udgangspunkt, hvilket nok først og fremmest skyldes en vis hensynstagen til publikum. Gældstiftelse var en velkendt situation for mange athenere, især under krigene, hvor menigmands økonomi ikke havde særlig gode vilkår grundet de afgrænsede handelsmuligheder forårsaget af bl.a. de spartanske troppers belejring af byen, som impliceret her i komedien (S:7,56). Strepsiades ligger søvnløs om natten af bekymring over sin økonomiske situation. Hans søn har indkøbt hest og vogn på faderens kredit, og nu frygter Strepsiades kreditorerne. Her følger en præsentation af Strepsiades som den lykkelige bonde, der blev tvunget ud i ægteskab med en luksusmodel (S:48), der kun bringer ham regninger for materielle nydelser, mens Strepsiades, helst vil nyde det søde bondeliv (S:49). Deres fælles søn er et resultat af dette modsætningsfyldte forhold og fik derfor navnet Fidippides, som betyder Spare-hest, og som således en fusion af den økonomiske landmand og aristokratiet. Målsætningen for hele komedien bliver nu Strepsiades undslippelse fra gælden gennem den nye videnskab og dens argumentationsteknik, mens han samtidig nedprioriterer sin moralske dannelse. Strepsiades er en typisk karakter for den klassiske komedie, hvor en personlig agenda, begæret efter en sejr eller en materiel gevinst tilsidesætter al fornuft og medfører en latterlig handling, der gør 25