Æstetiske og kreative læreprocesser

Transkript

1 Æstetiske og kreative læreprocesser - Som en krop(u)mulig oplevelse af et sæbeboble eksperiment?

2 9.semesters praksisrapport Teori og Praksis Læring og Forandringsprocesser Rapportens titel: Æstetiske og kreative læreprocesser en krop(u)mulig oplevelse af et sæbeboble eksperiment? Uddannelsesinstitution: Aalborg Universitet, København, A.C. Meyers Vænge 15, 2450 København S. Semester: 9. Semesters praksisrapport Afleveringsdato: d. 18. December 2014 Vejleder: Marie Louise Martinussen Normalsider rapport: 29,99 Anslag rapport: Normalsider artikel: 4,1 Anslag artikel:

3 Studerende: Pernille Clausen Nymand, studie nr Forord Denne praksis rapport er udarbejdet i et samarbejde mellem Pernille Clausen Nymand og Marie Louise Bjørn, da vi gennem 9. semester på uddannelsen; Læring og Forandringsprocesser, begge har været i praksisforløb på AAU. Her indgik vi som praksisstuderende i arbejdsgruppen Rum for læring. Rapporten tager udgangspunkt i en undren der udspringer af og står i forbindelse med praksis forløbet. 3

4 Indholdsfortegnelse 1. INDLEDNING DIMENSIONSFORANKRING PROBLEMFELT PROBLEMFORMULERING RUM FOR LÆRING ARBEJDSGRUPPEN SÆBEBOBLE EKSPERIMENTET GENSTANDSFELT OG PRÆCISERING 9 2.VIDENSKABSTEORETISKE OG METODOLOGISKE OVERVEJELSER 2.1 FÆNOMENOLOGIEN FÆNOMENOLOGIENS ONTOLOGI FÆNOMENOLOGISK EPISTEMOLOGI METODOLOGISKE TEKNIKKER METODE INTERVIEW SOM KVALITATIV FORSKNINGSMETODE UNDERSØGELSESDESIGN VALG AF INFORMANTER SEMISTRUKTURERET LIVSVERDENSINTERVIEW SPECIEL KONSTELLATION - TO INTERVIEWERE? TRANSSKRIPTION ETISKE OVERVEJELSER INFORMERET SAMTYKKE OG FORTROLIGHED UNDERSØGERROLLEN TEORI FÆNOMENOLOGIEN SOM SAMSPIL MELLEM KROP OG VERDEN KROPPEN OG BEVIDSTHEDEN KROPPEN OG RUMMET - EN RUMLIGGØRELSE AF TILSTEDEVÆRELSEN IGENNEM KROPSLIGHED ÆSTETIKKEN ÆSTETISKE LÆREPROCESSER EKSPERIMENTERENDE VIRKSOMHED OG KREATIVE LÆREPROCESSER ANALYSESTRATEGI ANALYSE SÆBEBOBLEKONGEN DEN KLOGE KROP - LAD KROPPEN DRAGE(S) DET MAGISKE REDSKAB DEL ANALYSE SÆBEBOBLEKONGEN

5 5.3.2 DEN KLOGE KROP - LAD KROPPEN DRAGE(S) DET MAGISKE REDSKAB KONKLUSION 34 LITTERATURLISTE BILAG

6 1. Indledning I dag er kreativitet noget vi har fået for som lektie. Det er obligatorisk og noget vi er forpligtet til, hvortil det oprindeligt, var noget der skulle gøre os frie. Kreativitet der ikke er økonomisk profitabel, er i dag dømt ude (Nepper Larsen og Henriksen, 2011, s. 25). Dertil hævder nogle uddannelsesforskere, at uddannelsessystemet ikke er kreativt. Denne problematik fremhæves ligeledes i et interview med en Lighting Design studerende fra AAU: we could do what we wanted.. there was no restriction.. and I think that creativity is sort of boosted when you have, when you don t have restriction, because the minute you have restriction, you re like.. orghhh.. I wish I could do that, but I can t.. Den Canadiske uddannelsesforsker Hargreaves (2005) betoner, at globaliseringen og den dertilhørende øgede konkurrence, er skyld i en forhindring af kreativiteten. Dette grundet standardiseringspresset, der kan stå direkte i modsætning til udvikling af kreativitet, det unikke og nyskabende (Tanggaard, 2008, s ). Kreativitet kan sættes i relief til det at være eksperimenterende, da det at lade sig drive af de processer eksperimenter indebærer, ifølge Froda (2008), er den eneste måde, hvortil der følger noget nyt. Ikke blot børn, men også voksne bør derimod lade sig drage og forundres af eksperimenter. Det centrale ved at eksperimentere er, at noget mislykkes, går i stykker med mere. En tendens som synes nedprioriteret i dagens samfund, på trods af at man lærer af fejl og modgang. Det er i den eksperimenterende proces, i forsøgene og i modgangen, at nye erkendelser finder sted. I uddannelse, som vi selv oplever det, tilrettelægges pædagogikken således at fejl undgås. Derved lærer man det man skal, men lærer ikke at lære - gennem eksperimenter. Skuffelsen over at noget mislykkedes, er netop drivkraften bag eksperimenter, som får os til at stille spørgsmålstegn ved hvorfor det ikke virker (Froda, 2008, s ). 1.1 Dimensionsforankring Følgende afsnit har til formål at præcisere, hvilken kontekst udarbejdelsen af praksis rapporten udspringer fra. Ligeledes tjener afsnittet som en form for argumentation af, hvorfor projektets undren og undersøgelsesarbejde kan ses i tråd med, hvad der påkræves for dette semesters fokusområde. Som kandidatstuderende på uddannelsen; Læring og Forandringsprocesser kræves det, at man på 9. semester skal i et praksisforløb. Vi skal gennem empirisk arbejde udvikle vores akademiske færdigheder i et samspil med praksis og teori. Det beskrives endvidere i studieordningen for dette semester, hvordan projektet skal omhandle læring og 6

7 forandring i praksis (studieordningen 2014). Vi har derfor valgt at følge et forandringsforløb i den konkrete praksis vi er tilknyttet, nemlig AAU. Her indgår vi som en del af arbejdsgruppen Rum for Læring, hvor der eksperimenteres med forskellige måder at tænke rum og læring på. Denne rapport vil mere konkret indeholde et af de eksperimenter; sæbeboble eksperimentet, som vores undersøgelsesarbejde i praksisforløbet, har centreret sig om. Dette vil vi præcisere og konkretisere i et senere afsnit, hvor vi præsenterer Rum for Læring og sæbeboble eksperimentet. 1.2 Problemfelt Gennem praksisforløbet på AAU og den etablerede arbejdsgruppe; Rum for Læring, oplever vi kravet om en mere kreativ tilgang til undervisningen. Der er et fælles ønske om at skabe et mere givende studie- og undervisningsmiljø. Der fokuseres på de fysiske rammer, hvor gruppen lægger op til, at alle på campus kan være med til at præge disse, gennem forskellige eksperimenterende initiativer. Endvidere foreligger der et ønske om at være foregangsmænd for kreative læringsformer og brug af rum i det omfang bygningerne muliggør dette. Dog ser og oplever vi at universitet, såvel som samfundet, er præget af en skildring mellem det intellektuelle og sanselige, der indgår i et dualistisk forhold til hinanden. Denne opfattelse ser vi repræsenteret ved Paahus, som endvidere skitserer en undren herom, da vi i vores daglige færden erkender verden både ved kraft af sansning og intellekt. Vi erkender ved en kontinuerlig påvirkning og ageren med den omkringliggende verden. Vi ser, føler og griber fat og til denne handlen tilknytter vi refleksioner (Paahus, 1997, s ). Vi sætter ligesom Tanggaard spørgsmålstegn ved, hvad der ville ske, ikke mindst for potentialet af kreativ og æstetisk udfoldelse, hvis den taktile sans fik en større betydning i uddannelseskonteksten. Vi stiller os kritiske overfor, hvad der sker for den kreative proces, når kroppen og alle dens sanser ignoreres (Tanggaard, 2012, s. 5). Med udgangspunkt i ovenstående problemfelt og undren skal projektets væsentligste opgave findes i at besvare følgende: 1.3 Problemformulering Hvordan kan vi forstå sammenhænge mellem det fysisk rum, eksperimenterende virksomhed og den enkeltes kreative- og æstetiske læreproces? 7

8 1.4 Rum for Læring arbejdsgruppen Vi er i vores praksisforløb på AAU tilknyttet arbejdsgruppen Rum for læring (RFL). Valget af netop denne arbejdsgruppe, hænger sammen med personlige interesser, for at skabe et bedre studiemiljø på Campus Kbh. Dertil også en særegnet interesse for de fysiske rammer; læringsmiljøer. Vores daglige gang i praksis foregår på et kontor, som Marie Louise og jeg har fået tildelt. Dette deler vi med to af vores medstuderende og nogle ph.d. studerende. I forlængelse af vores interesse for læringsmiljøer og æstetiske påvirkninger, har vi indrettet kontoret med billeder, gulvtæppe og kreative ugeplaner, for at skabe en hyggelig stemning. Vi har været tilknyttet RFL fra slut august til slut november og har i denne periode udfyldt forskellige opgaver. Her kan blandt andet nævnes en udstilling af nogle smukke billeder af sæbebobler. Billederne er taget i forbindelse med et sæbebobleeksperiment Sæbeboble eksperimentet I tilknytning til RFL har to professorer på AAU igangsat et konkret eksperiment, der danner grundlag for nærværende rapports empiri. De to professorer fra henholdsvis uddannelsen Bæredygtig design (BD) og Lighting Design (LiD) planlagde og gennemførte en undervisningsdag med en sæbeboble som læringsredskab. Dagens tema gik under titlen Seeing the light. Dagen startede i bæredygtig designs undervisningslokaler, også kaldet studios, hvor de studerende blev præsenteret for sæbeboblen. De modtog en forelæsning om lys og arkitektur med dertil hørende powerpoint show, foretaget af underviseren fra LiD. Efterfølgende talte underviseren fra BD om sæbebobler og om hvordan man opnår gode billeder af rummet igennem sæbeboblen, alt imens han demonstrerede dette med sæbeboblen. Det foregik på en plade, rettere et lysspor, hvor sæbeboblerne blev pustet op på - i en halvcirkel. Lyssporet fremhæver alle sæbeboblernes farver. Samtidig med at han illustrerede sæbeboblen forklarede han videnskaben bag den. Anden halvdel af dagen foregik i rotunden, hvor LiD underviseren talte om lyset i forhold til rotunden og hvor BD s underviser demonstrerede, hvordan sæbebobler laves og lyset kunne reflektere i boblen. Efterfulgt af demonstrationen skulle de studerende udforske og eksperimentere med rum og lys på campus, gennem sæbeboblen, for dernæst at tage billeder af det. Dagen blev afrundet med en form for fernisering af billederne, mens de som prikken over i et fik bobler (champagne) til 1. 1 Følgende tekst er udarbejdet ud fra interview foretaget af de to undervisere samt tilsendt powerpoint slides lavet i forbindelse med selve undervisningsgangen (se bilag 1 og 5) 8

9 1.5 Genstandsfelt og præcisering I dette afsnit vil vi belyse, hvad vi gennem denne rapport ønsker at kaste et fagligt og videnskabeligt blik på. Endvidere en præcisering af nærværende rapports læringsperspektiv og hvad vi forstår ved eksperimenterende virksomhed. Rapportens genstandsfelt er som for fænomenologien, hvad der fremtræder og hvorledes det fremtræder. Vi er interesserede i at forstå, hvordan det fysiske rum, eksperimenterende virksomhed og æstetiske og kreative læreprocesser fremtræder for den enkelte studerende, for dernæst at forstå sammenhængen mellem de nævnte fænomener. Eksperimenterende virksomhed skal ikke forstås som en eksperimenterende organisation, men derimod at der arbejdes aktivt og handlende med at udtrykke sig gennem eksperimenterende virke eller eksperimenterende aktiviteter. Det er så at sige skabende arbejde gennem eksperimenter. Vi forstår ved gennemlæsning af undervisernes udtalelser om eksperimentet, sæbeboblen som læringsredskab - men hvad er det præcist den gør? Hvordan kan vi forstå de studerendes oplevelser af sæbeboblen og hele eksperimentet? Hvilken betydning har det fysiske rum i denne forbindelse og kan man i det hele taget sige noget om et område, der er så abstrakt? For at søge at få greb om dette, vælger vi at gøre brug af kropsfænomenologien, som dertil også udgør vores læringsperspektiv; kropslig læring. 2.Videnskabsteoretiske og metodologiske overvejelser Følgende afsnit bidrager med refleksioner over valg af videnskabsteoretisk ramme samt metodologiske overvejelser, i forhold til at arbejde fænomenologisk. Vi vil endvidere præsentere det særlige ved vores valg af teoretiske ramme. I nærværende rapport sigter vi kun at indskrive os indenfor den fænomenologiske tilgang. Det vil sige både videnskabsteoretisk, teoretisk og i måden, hvorpå vi bedriver forskning; indsamling af empiri med videre. Endvidere kommer fænomenologien til sin ret i vores analyse, hvor vi laver en deskriptiv analyse, hvorfor vi ikke ønsker for eksempel at gøre brug af hermeneutikken. Netop denne pointe, er argumentet for vores valg omkring brugen af fænomenologien, da den beskrivende tilgang tillader os at lytte. Med fænomenologien hører vi hvad vores informanter siger, uden at fortolke. Derved kan vi komme helt tæt på det oplevede - helt tæt på fænomenet. 9

10 Hvis vi forholder os til hvad det er for en form for viden vi producerer, er det en viden omkring fænomenets mange forskellige fremtrædelsesformer (Zahavi, 2007, s. 13). Det særlige ved at arbejde fænomenologisk er, at refleksioner omkring bedrivelsen af den fænomenologiske forskningstilgang, er af stor betydning. Dette skal ses i forbindelse med vores metodiske arbejde, både i forhold til indhentning og behandlingen af empirien, hvor vi har foretaget kritisk refleksion over egne beretninger om verden (Zahavi, 2007, s. 37). 2.1 Fænomenologien Ordet fænomen stammer fra det græske ord; phainomenon og betyder: det, der viser sig eller det der fremtræder. Ordet fænomenologi betyder dertil: læren om fænomener, læren om det der viser sig (Jacobsen, Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 185). Særligt for fænomener er, at de er knyttet til en genstand. En genstand kan være fysiske ting, dyr eller sociale relationer, hvortil fænomenet er genstandens fremtrædelsesform. Sagt på en anden måde, er fænomenet sådan som genstanden fremtræder for den enkelte, set med egne øjne og ikke som genstanden er i sig selv. Derfor leder fænomenbegrebet ikke hen til en viden omkring genstanden i sig selv, men hen til måden hvorpå genstanden fremtræder og disse kan fremtræde på mange forskellige måder (Zahavi, 2007, s.13) Fænomenologiens ontologi I nærværende rapport befinder vi os som sagt indenfor den fænomenologiske ramme, hvilket betyder at ontologien er en beskrivelse af menneskets væren-i-verden; livsverdenen. Væren-iverden er derfor knyttet til forståelsen af, at eksistensen går forud for essensen. Altså det at man eksisterer som menneske i verden, går forud for bevidstheden. Det vil sige, at subjektiviteten (eksistensen) er knyttet til fænomenernes ontologi, idet den beskriver dennes oplevelse af væren-i-verden (essensen) (Rendtorff, 2013, s ). Den enkeltes livsverden, hvorigennem der erfares og opleves, er i fokus. Den verden vi i dagligdagen tager for givet - den førvidenskabelige erfaringsverden (Zahavi, 2007, s ). En vigtig pointe er, at en genstand kun vinder kun fodfæste og mulighed for manifestation og udfoldelse, hvis det indgår relationelt med subjektet. Det signifikante ved fænomenologien og dennes perception af virkeligheden er, at den eneste virkelige verden, er den som fremtræder for os - i perceptionen. På denne måde er den enkeltes oplevelse forbundet til det erkendelsesteoretiske udgangspunkt for fænomenologien (Zahavi, 2004, s.14 og 19). 10

11 2.1.1 Fænomenologisk epistemologi Den epistemologiske fænomenologi sætter spørgsmålstegn ved naturvidenskaberne, som måler og vejer verden, i et forsøg på at gøre denne objektiv. Fænomenologien ønsker at genfinde den oprindelige livsverden, i det subjektive forhold og derudfra analysere den erfaring vi som mennesker sanser (Rendtorff, 2013, s. 266ff). Erfaring bliver således gjort til genstand for erhvervelse af viden. Fænomener er i deres forskelligartede fremtrædelsesformer, den eneste virkelige verden. En dualisme mellem genstandens fremtrædelse (hvordan den fremtræder for os) og genstanden i sig selv (som den virkelig er), eksisterer ikke indenfor fænomenologiens verden. Det primære perspektiv, er således det subjektive; førstepersonsperspektivet. Hensigten er at forstå de grundlæggende mulighedsbetingelser for erfaring og erkendelse, der opfattes som grundlæggende træk ved subjektiviteten. Det subjektive har således en altafgørende betydning for, hvordan verden kan se ud og hvordan viden er mulig (Collin et al, 2012, s og Zahavi, 2004, s. 25) Metodologiske teknikker Epistemologien forstår vi som det metodiske redskab til indhentning af viden omkring den erfarede livsverden. Sammen med fænomenbegrebet og førstepersons-perspektivet, som tidligere beskrevet, kan kravet om at gå til sagen selv, epoché og reduktion, ligeledes ses som metodologiske grundtemaer for fænomenologien (Zahavi, 2007, s. 8-10). Derfor vælger vi i nedenstående afsnit at eksplicitere disse. Fænomenologiens formål og opgave ligger i at udforske og tematisere de filosofiske grundspørgsmål, vedrørende verdens beskaffenhed. Disse grundspørgsmål er mulige at få adgang til, gennem verdenen før erkendelsen (før-refleksive). Dette ved at gå til sagen selv, hvorfor man ikke bør være styret af, hvad man forventer der vil ske, men i stedet forholde sig til, hvad der virkeligt foreligger (Zahavi, 2004, s. 20 og 25 og Merleau-Ponty, 1999, s. 18). For at undgå at have fordomme og være forudindtaget, må man suspendere sine umiddelbare forståelser af verden, med andre ord; sætte parentes om den. Denne tilgang, hvor en forfølgelse af sin umiddelbare forståelse af verden tilsidesættes, kaldes også for epoché og reduktion (Zahavi, 2007, s. 21). Epoché og reduktion, er så at sige en refleksion over oplevelsen af verden, det vil sige en refleksion over den før-refleksive erfaring, vi gør os af verden. Denne refleksion gør det muligt at bedrive en filosofisk praksis, idet den stiller spørgsmålstegn ved egne erkendelser. Både epochéen og reduktionen er altså en bevidstliggørelse omkring egne kognitive og meningsgivende bidrag, til forståelser af verden. Det leder os altså ikke væk fra 11

12 den virkelige oplevede verden, men leder os tværtimod tilbage til en ny og mere præcis beskrivelse af fænomenet (Zahavi, 2007, s. 22). 3. Metode Følgende afsnit har til formål at give et indblik i valg af metode fremgang i forhold til valgte videnskabsteoretiske ramme; fænomenologien. 3.1 Interview som kvalitativ forskningsmetode Interviewet som forskningsmetode er en udbredt forskningspraksis i human- og samfundsvidenskaberne og derved en meget almindelig måde at indhente viden om menneskers meninger, holdninger og oplevelser. At interviewet er en brugt metode, gør det blot mere relevant at gøre sig overvejelser omkring, hvordan man kan gribe det an, som vi vil eksplicitere i nedenstående undersøgelsesdesign. Vi finder denne metode relevant netop, fordi vi ønsker at opnå en forståelse for og udarbejde en beskrivelse af, hvordan informanterne oplever sæbeboble eksperimentet (Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 29 og Brinkmann og Tanggaard, 2010, s. 17). Endvidere kan vi tilføje at vores tilgang til undersøgelsesdesignet, som blandt andet kvalitative metoder tilbyder, er eksplorativ. At kvalitative metoder er eksplorative betyder, at de er udforskende og undersøgende. Vores tilgang til empiriindsamlingen er eksplorativ fordi, vi ikke har haft en forudgående indsigt i vores undersøgelsesfelt. Vi har valgt at bruge kvalitativ metode, fordi den er fleksibel over for nuancer og individuelle situationer og åben overfor nye og overraskende begivenheder og informationer. Kvalitative metoder har et forstående sigte, som betyder at empiriindsamlingen gør det muligt at opnå en dybere forståelse af det genstandsfelt, der studeres. Da den menneskelige livsverden anses som at være kompleks, er formålet altså at forstå individet, det særlige og unikke. De kvalitative metoder er præget af nærhed og autenticitet, i forhold til den empiriske kilde (Berg, 2002, s. 108). Med udgangspunkt i det enkelte menneske søger vi at forstå, hvordan informanterne føler, handler, lærer eller udvikler sig. Fokus drages på førsteperson-perspektivet og beretninger om væren-i-verden, det vil sige at forstå det levede liv indefra (Brinkmann og Tanggaard, 2010, s og Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 31). 12

13 3.2 Undersøgelsesdesign Undersøgelsesdesignet vil referere til den overordnede ramme for indsamlingen og behandling af vores data. Vores valg af undersøgelsesdesign fortæller noget om de refleksioner vi har haft over prioriteringen af forskellige aspekter i undersøgelsesprocessen. Der findes ingen standardmetode i forhold til fænomenologisk forskning i praksis, men de fleste forskere og studerende udvikler blandt andet egne fremgangsmåder, tilpasset det konkrete individuelle forskningsprojekt. De bedste fænomenologiske forskningsresultater opnås gennem personligt tilrettede metoder, hvortil der hører en god portion intuition og sensitivitet overfor materialet - såvel i selve interviewsituationen som i efterfølgende databehandling (transskription) (Jacobsen, Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 198). Hvordan intuitionen og sensitiviteten har spillet ind i undersøgelsesarbejdet og dataanalysen, vil vi udfolde løbende, idet vi præsenterer vores personlige metodeltilgang Valg af informanter Da vi har en fænomenologisk tilgang er det væsentligt at præsentere vores valg af informanter, da de er vores adgang til data og derved generering af viden. Antallet af informanter må altid ses i forhold til projektets rammer, tid og ressourcer. Et typisk studieprojekt, som nærværende rapport, vil interviewe indenfor rammen 3-5 informanter. Man ser også studier, hvor det blot er en enkelt informants livshistorie, der er omdrejningspunktet. Ligeledes er der også eksempler på store studier indeholdende tusindvis af interviewpersoner. Brinkmann og Tanggaard (2010) vil dog hævde, at man får et mere udbytningsrigt resultat ved relativt få interviews, således at man kan generere en grundig og teoretisk nuanceret analyse. Med flere tusind interviews er der en risiko for at ende med et overflod af data, der kan medvirke til at analysen bliver mindre sammenhængende. Men det er op til den enkelte interviewer at vurdere, hvordan, hvornår og hvor mange interviews der skal foretages (Brinkmann og Tanggaard, 2010, s. 32). I vores interview-studie har vi valgt at interviewe 6 studerende fra henholdsvis to forskellige uddannelser; Lighting Design og Bæredygtig Design samt de to undervisere for de respektive uddannelser. Vi har valgt også at interviewe underviserne, da de er en del af dagen. Antallet af informanter er valgt i forhold til den tids- og ressourcemæssige ramme, vi har måtte jonglere indenfor. Dette set i lyset af det faktum, at vi både har indgået i et praksisforløb med dertil hørende arbejdsopgaver og samtidig som studerende har skulle udarbejde nærværende rapport. 13

14 Semistruktureret livsverdensinterview Ud fra et fænomenologisk perspektiv bestræber forskeren, sig gennem et semistruktureret interview på at forstå det givne tema fra den daglige livsverden - hermed ud fra interviewpersonens subjektive perspektiver. I denne interaktive proces, hvor det fænomenologiske interview er af uformel karakter, opererer intervieweren med åbne spørgsmål og kommentarer. Det semistrukturerede interview er endvidere kendetegnet ved hverken at være en hverdagssamtale eller et lukket spørgeskema, men det udføres ved hjælp af en interviewguide. Guiden fokuserer på bestemte temaer og danner baggrund for spørgsmål, man kan tage udgangspunkt i (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 45, Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 38 og Jacobsen, Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 202). Udover at vi opererer med åbne spørgsmål såsom; Vil du beskrive eksperimentet for os? og Hvordan oplevede du dagen? stiller vi sondrende spørgsmål. Et sondrende interview har til formål at indhente information om et emne, der kun findes begrænset viden om, såsom nærværende rapports emne; æstetiske og kreative læreprocesser og hvilken sammenhæng disse har med det fysiske rum og eksperimenterende virksomhed (Juul Kristensen, 2007, s. 282). En interviewguide kan være mere eller mindre teoristyret, hvilket afhænger af den metodologiske ramme, hvori interviewet udspilles (Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 38). Fænomenologien ønsker som tidligere nævnt at gå til sagen selv: I stedet for at lade på forhånd vedtagne teorier bestemme vores erfaring bør vi lade vores erfaring bestemme vores teorier. Vi må lade sagen selv eller fænomenet tale i stedet for at fortabe os i diverse spekulative konstruktioner. (Zahavi, 2007, s ). Vi har således inden interviewet ikke oparbejdet teoretiske kategorier eller begreber, som vi taler ud fra. Vi tager derimod udgangspunkt i genstandsfeltet - æstetiske og kreative læreprocesser i forbindelse med rum og læring og benytter det Kvale kalder bevidst naivitet. Det være sig at vi er nysgerrige, åbne og lydhøre overfor det der siges (uventede fænomener) samt kritiske overfor egne forudsætninger og hypoteser under interviewet (Kvale og Brinkmann, 2009, s ). I forhold til udarbejdelsen af spørgsmål må vi i et fænomenologisk øjemed pointere vigtigheden af selve udformningen. Spørgsmålene bør som hovedregel forsøge at kredse interviewpersonernes levede erfaringslag. Det forsøgte vi at indfange ved at spørge informanterne; hvordan følte/oplevede du? (den givne situation). Intentionen om at indlede interviewet med at spørge ind til deres faglige interesseområde og tidligere arbejde, var at vise interesse for den enkelte og skabe en åben og rolig stemning. Vi 14

15 erfarede dog undervejs, at det flyttede fokus fra den egentlige oplevelse af sæbeboble eksperimentet, hvorfor vi undlod spørgsmålene i de senere interviews. Jævnfør tidligere afsnit må undersøgeren sætte egne forestillinger i parentes, hvilket man må forsøge at få til at munde ud i nogle spørgsmål, der er så forudsætningsfrie som mulige, uden at de er for åbne og direkte uinteressante (Jacobsen, Tanggaard og Brinkmann, 2010, s ). Forud for interviewsituationen gjorde vi os bevidste om, at den skulle foregå som en dialog, hvor hovedparten af taletiden ville være møntet på den interviewede. Det betød at vi var lyttende og spurgte interesserede ind til deres oplevelser. På den måde forsøgte vi at sætte parentes om os selv. Yderligere kan I i vores interviewguide (bilag 2) se, at de stillede spørgsmål tog udgangspunkt i sæbeboble eksperimentet, hvortil spørgsmålene var åbne og med henblik på dialog omkring deres oplevelser og følelser på selve dagen Speciel konstellation - to interviewere? Det er vigtigt at gøre sig overvejelser over, hvilken rolle man ønsker at indtage i interviewsituationen, da den menneskelige relation (mellem interviewer og interviewpersonen) har betydning for, hvilken form for viden der opnås. I vores undersøgelsesarbejde søger vi at skaffe viden om de studerendes erfaringer i forhold til det konkrete sæbeboble eksperiment, hvorfor vi vælger at indtage rollerne som receptive, empatiske og lyttende. På den måde ønsker vi at opnå, at interviewpersonerne formulerer disse erfaringer med egne ord (Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 33). Det ekstraordinære ved de foretagne interviews, er at vi begge har været interviewere, hvilket har skabt mulighed for en uddelegering af roller. Den ene som styrende interviewer, der har ført samtalen på baggrund af udarbejdede guide. Den anden har haft mere frirum og med nærværende rapports valgte tematisering i mente, været uafhængig af interviewguiden. Ved denne opdeling sikrer vi en vis åbenhed og sensitivitet for, hvad der opstår på stedet, da den mere lyttende interviewer har større overskud til at følge nye spor i interviewsituationen, eller som beskrevet i tidligere afsnit; åben for uforudsete fænomener. Manglen på det obligatoriske regelsæt, i forhold til den mere lyttende interviewer, skaber en bredere vifte af muligheder for interviewerens færdigheder, viden og intuition (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 120). Særligt den af os, som har været uafhængig af den semi strukturerede guide, har haft mulighed for at benytte sin intuition, da fokus kun har været på informanten. Vi har hver især fulgt vores intuition ved at være åbne og sanse/fornemme os frem til noget, som for den enkelte har betydet noget ekstra eller som har haft noget dybere i sig. Det bliver eksempelvis sagt i en bestemt begejstret tone med et bestemt glimt i øjet. At vi begge har 15

16 været tilstede under interviewet, er et bevidst valg, da vi begge er noviceinterviewere og derfor hver især mangler erfaringer til både at kunne varetage en guide og følge nye spor. Med denne opdeling er der dog større mulighed for at vi opfylder begge krav Transskription Transskription af interview fra mundtlig tale til skriftlig form, gør empirien egnet til nærmere analyse og der ligger mange overvejelser forud for en transskription af materialet. Først og fremmest er det vigtigt at holde sig øje, at selve transskriptionen udgør en analytisk proces i sig selv (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 202). Følgende forhold gør sig derfor gældende at gøre sig overvejelser om: af hvem, hvornår og hvordan skal transskriptionen udføres. Vi transskriberede interviewene i dagene efter de var indhentet, hvilket gjorde at vi var tæt på materialet, som igen har betydning for bevarelsen af sensitiviteten og det naturligt sagte (Kvale og Brinkmann, 2009, s ). Vi gjorde os ligeledes overvejelser omkring, hvordan transskriptionen skulle udføres. Der er store forskelle på talesprog og skriftsprog, i forhold til tegnsætning med mere og dette kan influere betydningen af den endelige forståelse (Kvale og Brinkmann, 2009, s ). Vi ønsker at sikre os en så direkte og korrekt oversættelse som muligt og derfor nedskrev vi alt hvad vi hørte, så nøjagtigt som muligt, inkluderende ehm, øhhh med videre. Uforståelige sætninger eller ord er noteret som (...) (Kvale og Brinkmann, 2009, s ). 3.4 Etiske overvejelser Kvalitativ forskning er en værdiladet aktivitet, som betyder at den etiske refleksion er en væsentlig del af og bør ind tænkes i hele forskningsprocessen. Forskningen har almindeligvis menneskers subjektive erfaringer som genstand for sine undersøgelser, hvorfor etikken må opfattes som noget subjektivt (Brinkmann, 2010, s. 430 og 445). Dette gør sig også gældende i nærværende rapport, hvorfor vi i det følgende ønsker at belyse vores etiske overvejelser forud for den kvalitative undersøgelse, såvel som efterfølgende i udarbejdelsen af denne rapport. De etiske overvejelser vil foregå på mikroniveau og derfor omhandle de involverede interviewpersoner. Etiske overvejelser bygger på det faktum, at forskningens resultat (viden), er et resultat af en relation mellem mennesker. I denne relation er målet at forskerens handlinger udgør et rum, hvor den interviewede frit kan udtale sig og føle sig tryg, hvorefter dataen bearbejdes. Der ligger således heri en stor balance imellem ikke at overtræde nogle rent personlige og følsomme 16

17 oplysninger, men samtidig også få den rette information til forskningen (Kvale og Brinkmann, 2009, s og Brinkmann, 2010, s. 445) Informeret samtykke og fortrolighed Mikroetiske problematikker omhandler en beskyttelse af de personer, som er en del af forskningen. Problematikkerne kan imødegås gennem opnåelse af informeret samtykke, ved at sikre fortroligheden og ved at sørge for at deltagerne ikke lider nogen form for overlast i deltagelsen af forskningsprojektet (Brinkmann, 2010, s. 439). Informeret samtykke handler blandt andet om at sikre, at informanterne har givet samtykke til at interviewet optages og at de er informeret omkring interviewets formål (Stensig, 2010, s. 306). Ved interviewets start informerede vi kort interviewpersonerne om undersøgelsens formål (at vi ønskede at få en nøje beskrivelse af, hvordan de oplevede sæbeboble eksperimentet), hvorefter vi fik deres mundtlige accept. Da vi i nærværende rapport ligeledes har en eksplorativ tilgang til forskningsinterviewet var det svært helt konkret at vide, hvordan interviewet udformede sig og derved svært at informere deltagerne om dette (Kvale og Brinkmann, 2009, s ). Fortrolighed i form af anonymitet, er velbegrundet gået hen og blevet standardprocedure i mange projekter, som også er tilfældet i denne rapport. Forud for interviewsituationen gjorde vi interviewpersonerne opmærksomme på at interviewene er anonymiseret, men vi gav dem samtidig også muligheden for at blive krediteret med navn, såfremt de ønskede dette. Det vil sige at fortrolighedsløftet omkring deltagernes anonymitet håndhæves og overholdes i selve rapporteringen gennem nærværende rapport (Brinkmann, 2010, s ) Undersøgerrollen Sidste punkt vi vil berøre i dette afsnit om etik handler om forskerrollen, da man skal huske at det er os, som undersøgere, der er det primære forskningsredskab (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 93). Som nævnt tidligere sigter vi at sætte os selv og vores erfaringer i parentes gennem en refleksion over vores oplevelser af verden. Dog indeholder det en problematik, fordi refleksionen netop finder sted inden for den verden, som den forsøger at forstå (Thørgersen, 2010, s ). Dette udtrykker Merleau-Ponty således: Netop fordi vi fuldt ud er sammenhæng med verden, kan vi kun gøre os dette klart ved at afbryde strømmen, afbryde vore indforståede medvirken eller sætte den ud af kraft. (Merleau-Ponty, 1999, s. 24) 17

18 Vi er endvidere opmærksomme på at et forskningsinterview ikke er en samtale mellem ligestillede parter, da forskeren på forhånd har defineret og struktureret interviewet og det emne, der skal samtales omkring og forskes i (Kvale og Brinkmann, 2009, s.19). Der er et klart asymmetrisk magtforhold mellem forskeren og den interviewede, der kan være nemt at overse i et interview, hvis fokuseringen kun er på det åbne, nære samspil. At eliminere magtforholdet mellem interviewer og interviewpersonen er ikke nødvendigvis essensen af interviewet. Der vil være asymmetriske magtforhold til stede, som interviewer må inddrage i sine refleksioner over sin egen rolle i produktionen af viden (Kvale og Brinkmann, 2009, s. 52). I udfoldelsen af interviewet kommer vores overvejelser omkring egne roller til udtryk i måden, hvorpå vi vælger at indrette rummet. Ved at placere alle tre stole ved siden af bordet i en cirkel, i stedet for at placere stolene på hver sin side af bordet, eliminerer vi (rent fysisk) distancen mellem os interviewere og den interviewede informant. 4. Teori 4.1 Fænomenologien som samspil mellem krop og verden I nærværende afsnit vil vi eksplicitere Maurice Merleau-Ponty og hans kropsfænomenologi. Denne eksplicitering af Merleau-Pontys filosofiske virke, kommer fra et metodisk ønske om at inddrage kropsfænomenologien i en filosofisk (- teoretisk) analyserende sammensætning, i opgavens analyseafsnit Kroppen og bevidstheden Som nævnt i vores videnskabsteoretiske afsnit, gør fænomenologien det til sit sigte at beskrive de menneskelige oplevelser og erfaringer der gør, at fænomener træder frem for mennesket (Thøgersen, 2010, s. 22). For Merleau-Ponty betyder det mere præcist, at menneskets væren er kendetegnet ved, at bevidstheden er forankret i en kropslighed; i egenkroppen. Egenkroppen er den krop, som det enkelte menneske er. Det er den krop din eksistens er forankret i. Det er ikke blot en krop, som holder dig i live, men også den krop der gør at du har erfaringer af verden (Thøgersen, 2010, s. 7). Jeg iagttager med andre ord de ydre genstande med min krop, jeg håndterer dem og inspicerer dem, vender og drejer dem, men min krop selv, iagttager jeg ikke. (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 33) Menneskets eksistens som væren-i-verden, er altså knyttet til egenkroppen og indtager en central placering i beskrivelserne af individets relation til omverdenen. Vi ønsker ligesom Merleau-Ponty ikke at indtage en egentlig tematisering af kroppen som fænomen, men vi interesserer os for kroppens tilstedeværelse i verden og de oplevelser, der er knyttet til den (Stelter, 2011, s. 60 og Thøgersen, 2010, s. 103 og 105). På 18

19 denne måde vil vi søge at få en viden omkring den enkelte studerendes erfaringer og oplevelser på egen krop. Kroppens permanens består i et vedvarende forhold ved eksistensen og udgør altså netop grundlag for oplevelse i verden (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 32) Kroppen er der og bevægelsen sker umiddelbart (behovet for at lokalisere kroppen i et objektivt rum, forud for en bevægelse, er ikke nødvendigt) (Merleau-Ponty, 1945/2009, s ). Forholdene mellem min beslutning og min krop under bevægelsen er magiske. (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 37) Dertil beskriver Merleau-Ponty at sanserne og egenkroppen i sin helhed er et stort mysterium, der danner rammen for en hel række tanker og oplevelser (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 77). Hertil kan der knyttes, at derfra hvor kroppen er, indtages en percipering, hvilket vil sige, at vi får dét ene perspektiv på genstande og verden, som kroppen tillader i den intentionelle tilstedeværelse. Vi kan flytte perspektivet og perciperingen ved at flytte kroppen via bevægelsen (Thøgersen, 2010, s og Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 3). Denne pointering har betydning for os i arbejdet med at fremskrive en viden omkring fænomenernes fremtrædelsesformer, da de studerendes percipering ikke blot er en passiv modtagelse af fænomenernes fremtrædelsesformer. Derimod er det den studerendes handling, (kropslig intentionel bevægelse) mod en optagethed omkring genstanden og dermed en forståelse af den enkeltes subjektive verden. Denne optagethed er ubevidst (Austring og Sørensen, 2006, s. 34) og opstår igennem perciperingen, den sansende krop. Dette får altså igen en betydning for, hvordan vi skal forstå sammenhængen mellem den enkelte studerendes kropslige oplevelse og forståelse af verden, da det netop foregår på et ubevidst plan Kroppen og rummet - en rumliggørelse af tilstedeværelsen igennem kropslighed Det er gennem min krop, jeg forstår andre, ligesom det er gennem min krop jeg perciperer ting. (Merleau-Ponty, 1999, s. 153) Med ting forstår vi også rummet i fysisk forstand - de studerende handler kropsligt på bestemte måder og udfører nogle opgaver. 19

20 Min krop er så langt fra kun et brudstykke af rummet: der ville tværtimod ikke være noget rum for mig, hvis jeg ikke havde en krop. ( Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 46) Igennem deres handling opstår der et rum omkring dem, som er det sted, hvor situationen foregår og hvor handlingerne finder sted. Det vil sige at undervisningslokalet studio og rotunden ikke skal forstås som geometriske rum, der fortæller noget om de studerendes position i verden, men rummet er knyttet til de studerendes situerethed. Rum er ikke det miljø (i virkelig eller logisk forstand) hvori tingene bliver arrangeret, men de midler hvormed tingenes position bliver mulig. (Michelsen og Stjernfelt, 2000, s. 6) Rotunden og studio er kun rum, idet det giver de studerende et sted, hvor de kan foretage aktiviteterne tilknyttet eksperimentet. Derfor skal man ikke se rotunden eller undervisningslokalet som en kasse, hvori der er en samling genstande (Thøgersen, 2004, s ), men derimod er det de handlinger jeg sædvanligvis indlader mig på, som omfatter de dertil knyttede redskaber og gør dem til del af egenkroppens oprindelige struktur. Denne udgør for sit vedkommende den primordiale vane, som betinger alle de andre og gør dem forståelige. (Merleau- Ponty, 1945/2009, s redigeret) Kroppen får altså en betydning som et udtryksrum. Den får betydning for rummet igennem sine handlinger. Betydning opstår mellem et fænomen og egenkrop, det vil sige at fænomener og kroppen påvirker hinanden i en gensidig bevægelse. Gennem kroppen som udtryksrum udkaster kroppen betydning i verden. Hertil kan et eksempel være et musikalsk udtryksrum, hvor guitaristen gennem sine bevægelser, slår på guitarens strenge. Kroppen er den kerne, hvorfra betydningerne udspringer for eksempel gennem et maleri, hvor malerens krop, gennem dens bevægelser maler og giver maleriet en eksistens, der bliver meningsfuldt på et museum (Thøgersen, 2004, s og Merleau-Ponty, 1994, s. 102). I denne forbindelse er vanen et vigtigt aspekt af menneskets væren-i-verden, da: Vanen er et udtryk for vor evne til at udvide vor væren-i-verden eller ændre eksistens ved at indlemme nye redskaber. (Merleau-Ponty, 1945/1999, s ) 20

21 Vanen og vanetilegenelse forstår vi som muligheden for udvikling (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 97). For at kunne udvikle sig og for at lære nyt, må dette bygge på en allerede erfaret viden - en vane. Som vi pointerede i det forrige citat af Merleau-Ponty, er vanen et udtryk for at udvide vores væren-i-verden. Da fænomenologien sætter subjektet ind i en kropslig verden, der er væk fra den rene bevidstheds- og tænkningens verden, betyder det for den enkelte ikke at tage sine egne og andres allerede sagte sandheder for givne, som Merleau-Ponty fremskriver: (...)ved således at generobre kontakten med kroppen og med verden er det også os selv som vi genfinder, eftersom kroppen, når man perciperer med den, er et naturligt jeg og perceptionens subjekt. (Direkte citat af Merleau-Ponty, oversat af Thøgersen, 2004, s. 127) Det vil altså sige at generobre kontakten med kroppen, betyder at vende tilbage til sagen selv. Sagen selv er at vende tilbage til den oprindelige sansning. Det interessante ved den eksperimenterende virksomhed, de studerende er udsat for, er at de besidder en viden omkring rumforhold, arkitektur og lys fra både teorier, ved at være i det objektive rum som omgiver os til dagligt. Men da disse erfaringer netop bygger på teoretiske abstraktioner og forestillinger, kan disse ikke sige noget om, hvordan den enkelte lige der i situationen oplever rummet, lyset. Derimod kan de studerende ved at se gennem sæbeboblen og være kropslig, genfinde dem selv og perceptionens subjekt. Merleau-Ponty beskriver at den almindelige forståelse af perceptionen, kan ses som en skelnen mellem sansning og den betydning en forstandsakt giver dem. Det vil sige, dét den enkelte perciperer, skal forstås ud fra sansningen koblet med den forståelse (forstandsakt) den enkelte har, af det der perciperes (Merleau-Ponty, 1945/2009, s. 82). Da udvikling bygger på en vane, må det altså betyde at en vanetilegenelse bygger på en bearbejdelsesprocess af noget allerede erfaret. Hertil er tilegnelse af en vane altså en griben af betydning, men det er en motorisk griben af en motorisk betydning (Merleau-Ponty, 1945/1994, s. 97). I forbindelse med denne rapport, vil det betyde at de studerende: 21

22 Ikke bør tage sine egne allerede sagte sandheder for givne, men at den er en stadig fornyet erfaring om sin egen begyndelse. (Merleau-Ponty, 1999, s. 25) Ud fra citatet kan vi forstå en eksperimenterende virksomhed, som behjælpelig til at de studerende ikke tager sandhederne for givet. Dette fordi kropslige oplevelser/perceptionen går ind og udfordrer den teoretiske forståelse (forstandsakt), de studerende har omkring rum og lys fra forelæsninger og teorier. Som fænomenologien fremhæver, findes viden om væren-i-verden ikke i abstrakte begreber eller teorier. 4.2 Æstetikken Æstetikbegrebets oprindelige betydning er sammensat af to græske ord; aisthetikos: som angår det at fornemme og aisthanesthai: føle, fornemme (Stelter, 2011, s. 64). Dertil forstår vi æstetik som fænomener, der har med det konkrete, det sansenære og det kropslige at gøre. Den rummer en kommunikerende sanselig form, hvorigennem det er muligt at fortolke sig selv og verden via sine følelser (Austring og Sørensen, 2006, s. 68). Den mest grundlæggende funktion ved det æstetiske, er at skabe mening og sammenhæng - det repræsenterer en erfaringsform gennem sanser (Hohr & Pedersen, 2004, s. 25). Den æstetiske funktion indtager en særposition, da det er kropsligt kommunikerende og påvirkeligt, idet det taler til menneskets perception og den intentionelle rettethed mod fænomener og genstande. Denne særposition muliggør at se verden på ny (Austring og Sørensen, 2006, s. 35) Æstetiske læreprocesser En æstetisk læreproces er en læringsmåde, hvorved man via æstetisk mediering omsætter sine indtryk af verden til æstetiske formudtryk for herigennem at kunne reflektere og kommunikere om sig selv og verden. (Austring og Sørensen, 2006, s. 107) Det centrale i en æstetisk læreproces kan derved siges at være dén læring, der opstår, når den enkeltes sansede og følelsesmæssige indtryk af verden omdannes til æstetiske udtryk. Det vil sige at den enkelte formår at reflektere over og kommunikere med sin omverdenen omkring disse indtryk. Dog kan æstetiske læreprocesser være svære at sætte ord på, netop fordi det oplevede, erkendes via ens sanser og følelser. Det er styret af menneskets følelser og kan ikke 22

23 planlægges rationelt og reduceres til mål og midler. Men for at æstetiske læreprocessers virke kan træde i kraft, er det afgørende at der skabes rammer for disse (Froda, 2008, s. 54). : Æstetiske læreprocesser er sanselige læreprocesser, som i kraft af den intenderede menneskeskabte form, som de menneskelige oplevelser og erfaringer udtrykkes igennem, giver mulighed for en særlig læring og et helt særligt helhedsligt udtryk. (Haugsted, 2009, s. 79) I forbindelse med denne rapport finder vi altså, sæbeboble eksperimentet, det vil sige sæbeboblen som redskab, som en æstetisk påvirkning (den intenderede menneskeskabte form), der i kraft af sit virke og form, giver mulighed for at de studerende oplever og erfarer lys og rumforhold på en ny måde. De har så og sige mulighed for en særlig læring samt oplevelse af verden på ny (Austring og Sørensen, 2006, s. 35). Det æstetiske og rammen omkring en æstetisk læreproces er således noget man skaber og indeholder en tilsigtet kommunikationsform. Den tilsigtede kommunikationsform kan blandt andet omfatte brugen af: leg, dans, sang, maleri, teater med mere. Dertil hører udtryksformer som: visuelle, taktile, motoriske og sproglige (Hohr & Pedersen, 2004, s ). I forhold til det konkrete sæbeboble eksperiment, vi undersøger, benytter underviserne den tilsigtede kommunikationsform; leg gennem og med en sæbeboble: i stedet for at de skulle sidde og se hinanden i øjnene og tale om, noget meget komplekst, så kunne de få lov til at lege fordi at posere deres fællesskab ud på en sæbeboble, ikke.. fordi der er sådan et eller andet socialt ( ) vi har et eller andet fælles omkring den her boble og det er meget nemmere at forholde sig til den.. det legende, det let og den kan posere hver vores forskellige faglighed ind på og folde det ud Det at arbejde med en sæbeboble, kan gøre noget meget komplekst, legende og let og der er noget at være fælles om; sæbeboblen, hvorigennem de studerende formidler deres følelser (udtryksformer) gennem motoriske (kropslige), taktile og visuelle udtryk, da de bevæger deres kroppe rundt på campus, i interaktionen med sæbeboblen. Den taktile sans kommer til udtryk i den kropslige berøring med sæbeboble hylsteret. De studerende fik til opgave at tage billeder af sæbeboblerne; at skabe visuelle udtryk, der skulle dokumentere deres opdagelser gennem sæbeboblen. 23

24 4.3 Eksperimenterende virksomhed og kreative læreprocesser Hvor de æstetiske læreprocesser er en erfaring gennem sanserne og de dertil knyttede følelsesmæssige indtryk, kan kreative læreprocesser forstås som en udtryksform med en ydre handlende dimension, for eksempel i form af en kropslig handlen. Endvidere kobles kreativitet sammen med det at skabe noget nyt (Austring og Sørensen, 2006, s.145 og Froda, 2008, s. 31). At skabe noget nyt indebærer en holdning, hvor den enkelte tør at (tænke samt) handle nyt og imødegå den usikkerhed, som er forbundet med dette. En holdning som er knyttet til både intellekt og følelser, hvorfor sensitivitet og følsomhed (den æstetiske læreproces) er en vigtig forudsætning for kreativiteten, fordi det intuitive og irrationelle er tæt forbundet med menneskets følelser både på et bevidst og ubevidst plan (Hiim og Hippe, 1997/2007, s ). Nævnte holdning om at turde at foretage nye handlinger, finder vi repræsenteret i den eksperimenterende virksomhed, hvor det centrale er, at noget mislykkes, går i stykker med mere. Skuffelsen over at noget mislykkedes, er netop drivkraften bag eksperimenter, som får os til at stille spørgsmålstegn ved, hvorfor det ikke virker. Det er i den eksperimenterende proces, i forsøgene og i modgangen, at nye erkendelser finder sted. Man kan dermed se den eksperimenterende virksomhed som rammen for kreative læreprocesser, fordi dens virke indebærer at imødegå usikkerheden. Såvel som den kreative læreproces, gør det sig også gældende for den eksperimenterende virksomhed, at denne betragtes som en fundamental måde at skabe ny viden på (Froda, 2008, s ). Endvidere medfører eksperimenter, ifølge Froda, en læring i at analysere et problem. Der stilles forskellige spørgsmål, såsom: hvad nu hvis? og som vi oplever i interviewsituationen, hvor en af informanterne fortæller, hvorledes han eksperimenterede med sæbeboblen, ved at spørge sig selv: What happens when I do this and what happens when I do that? De mange forskellige spørgsmål, der opstår giver samtidig mulighed for flere løsningsforslag. Ydermere tilføjer Froda, at den eksperimenterende virksomhed, hvor de studerende lærer gennem egne læreprocesser, samtidig fordrer didaktiske overvejelser (ibid). Den eksperimenterende virksomhed bestod som nævnt af, at studerende fra Lighting Design og fra Bæredygtigt Design skulle eksperimentere med sæbebobler. Forud for dagen havde underviserne fra de to respektive uddannelser, gjort didaktiske overvejelser. Vi interviewede dem om denne, for at få en forståelse af tankerne bag: Opgaven bestod i at få de studerende til at forstå, hvor vigtigt det er at se og træne dem i at gå rundt og se og forstå det de ser og kommunikerer det de ser(...)og der synes jeg at sæbeboblen 24

25 er ret fantastisk, fordi du kan sende den ud et sted hvor dit eget øje ikke kan være og du skal kunne koncentrere dig rigtig meget om at se i den(...)jeg vil rigtigt gerne at deres læring er bygget op omkring eksperimenter ved det at være søgende og være nysgerrige... vi taler hele tiden om what if we imagine.. at så gør man noget.. at eksperimentet udspringer af at de gerne vil have svar på noget der ikke kan give mening, men de ved ikke hvor det tager dem hen, altså en slags uforudsigelighed og den der uforudsigelighed er lige præcis det der præsenteres i sæbeboblen.. den er bare så mega uforudsigelig.. På bæredygtig design arbejder vi nu med indeklima og indeklima er jo sådan lidt et vidt begreb, men hvor mit mål med den her dag ligesom var, at de studerende lærer at se. Så de i stedet for at kigge på altså bare at se nå, men der er noget lys, så lærer at hvis man kigger på en væg, så kan den både være hvid, men den kan også være grønlig hvid, blålig hvid og rødlig hvid, men man opdager kun, hvis man kigger og det jeg gerne vil lære dem, det er at at vores krop er en fremragende censor,(...)så, så du har masser af ting du kan bruge din krop til og det er det som jeg håber at mine studerende de kan bruge det her til, når de går ud og kigger på indeklima..(...)det er det deres uddannelse i virkeligheden handler rigtig meget om. at man analyserer situationer på forskellige måder. 5. Analysestrategi Ideelt set forberedes analysen allerede i designfasen af interviewet, så man sikrer at få det relevante materiale, i forhold til ønskede analysestrategi. Hvis man, ligesom vi i nærværende rapport, ønsker at udarbejde en fænomenologisk analyse, må man forsøge at indhente konkrete og livsverdensnære beskrivelser (Tanggaard og Brinkmann, 2010, s ). Når man analyserer er det nærliggende at nære sig en sammenfatning af ens datamateriale, i form af større sammenhængende fænomenologiske essenser. Vi vil i analysen søge at integrere enkeltdele i materialet i større enheder (Tanggaard og Brinkmann, 2010, s. 46), ved hjælp af Merleau-Ponty s filosofiske tankegang (teoriramme). På den måde fremstiller vi en deskriptiv analyse, hvorfor vi ikke søger at fortolke ligesom man gør med hermeneutikken. Vi er bevidste om, at der altid forekommer fortolkninger, men i et forsøg på at opfylde kravet om at gå til sagen selv og reduktion, reducerer vi fortolkningen ved at gengive den enkeltes oplevelse med Merleau-Ponty s briller. Vi kigger på helheden i de udvalgte, større uddrag af rådata, i stedet for at udvælge enkelte ord og indsætte disse i en selvkonstrueret (større) sammenhæng. 25