Vejledning i anvendelsen af den nye Bruxelles II-forordning

Transkript

1 Opdateret 1. juni 2005 Vejledning i anvendelsen af den nye Bruxelles II-forordning (Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000) Denne vejledning er udarbejdet af Kommissionens tjenestegrene i samråd med Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.

2 INDHOLD Indledning 4 I. Anvendelsesområde 5 1. Ikrafttrædelsesbestemmelser og geografisk anvendelsesområde 5 (a) Hovedregel 5 (b) Overgangsregler 5 2. Materielt anvendelsesområde Hvilke spørgsmål falder ind under forordningen? 8 (a) Hvilke sager falder ind under forordningen? 8 (b) Spørgsmål udelukket fra forordningen Hvilke retsafgørelser falder ind under forordningen Forordningen afskærer ikke domstolene fra at træffe foreløbige, herunder sikrende, foranstaltninger i hastende tilfælde 10 II. Hvilken medlemsstats retter er kompetente? Hovedreglen - det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted Undtagelser fra hovedreglen 13 (a) Fortsat kompetence på barnets tidligere sædvanlige opholdsted 13 (b) Kompetence i bortførelsessager 16 (c) Forlængelse af kompetencen 16 (d) Barnets aktuelle opholdssted 17 (e) Residualkompetence 17 III. Henvisning til en bedre egnet ret I hvilke situationer kan en sag henvises til en ret i et andet land? Hvad er proceduren? Visse praktiske aspekter 19 Side IV. Hvad sker der, hvis den samme sag er anlagt i to medlemsstater? 22 V. Hvordan kan domme anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater? 23 VI. Reglerne om samværsret Direkte anerkendelse og fuldbyrdelse af samværsret i henhold til forordningen Hvilke samværsrettigheder er der tale om? Hvilke betingelser gælder for udstedelse af en attest? Hvornår skal dommeren i oprindelseslandet udstede attesten? 25 (a) Samværsretten vil blive udøvet i en grænseoverskridende kontekst 25 2

3 (b) Samværsretten vil ikke blive udøvet i en grænseoverskridende situation Kan der indgives appel mod udstedelse af en attest? Hvilke virkninger har attesten? Hvilke beføjelser har domstolene i fuldbyrdelseslandet til at fastlægge praktiske vilkår for udøvelse af samværsretten? 27 VII. Reglerne om bortførelse af børn Kompetence Regler, der skal sikre omgående tilbagegivelse af barnet Retten skal tage stilling til, om der i henhold til forordningen er tale om en bortførelse Retten skal altid bestemme, at barnet skal tibagegives, hvis det er sikret en tilstrækkelig beskyttelse i oprindelseslandet Barnet og den anmodende part skal have mulighed for at blive hørt Retten skal træffe afgørelse inden for en frist på seks uger Hvad sker der, hvis retten bestemmer, at barnet skal tilbagegives? Retten i oprindelseslandet har kompetencen til at behandle hovedsagen i dens helhed Sagens behandling ved retten i oprindelseslandet Ingen eksekvaturprocedure for afgørelser truffet af retten i oprindelseslandet om barnets tilbagegivelse Ny fjernelse af barnet til en anden medlemsstat 39 VIII. Fuldbyrdelsen 41 IX. Høring af barnet 41 X. Samarbejdet mellem centralmyndigheder og mellem retter 43 XI. Forholdet mellem forordningen og Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af mindreårige 44 Diagrammer Overgangsbestemmelser (artikel 64) 7 Fortsat kompetence i barnets tidligere opholdsland (artikel 9) 15 Henvisning til en bedre egnet ret (artikel 15) 21 Kompetence i barnebortførelsessager (artikel 10) 31 Barnets tilbagegivelse (artikel 11) 35 Proceduren i bortførelsessager 40 Bilag: Skilsmissesager i EU Sammendrag af reglerne om ægteskabssager 46 3

4 Indledning Denne vejledning behandler spørgsmål angående forældreansvar (dvs. forældremyndighed og samværsret) inden for Den Europæiske Union. Den er udarbejdet af Europa-Kommissionen i samråd med Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område. Fra og med 1. marts 2005 er alle spørgsmål i forbindelse med kompetence samt anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser om forældreansvar reguleret af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 ("forordningen"). Denne forordning blev vedtaget den 27. november 2003 og finder anvendelse fra den 1. marts Den ophæver og erstatter Rådets forordning (EF) nr. 1347/2000 af 29. maj 2000 om kompetence og anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager samt i sager vedrørende forældremyndighed over ægtefællernes fælles børn ("Bruxelles II-forordningen"), der trådte i kraft den 1. marts Den nye forordning samler alle bestemmelserne om ægteskabs- og forældreansvarssager i én tekst. Eftersom bestemmelserne om ægteskabssager er overtaget stort set uændret fra Bruxelles II-forordningen, omhandler denne vejledning kun bestemmelserne om sager angående forældreansvar. En kort sammenfatning af reglerne om ægteskabssager findes i bilaget. Det bemærkes, at i denne vejledning benyttes udtrykket "skilsmisse" for nemheds skyld om alle ægteskabssager (skilsmisse, separation og omstødelse af ægteskab). Formålet er at vejlede såvel parterne i sådanne sager som dommere, advokater, notarer og centralmyndigheder. Desuden får medlemsstaterne også en vis vejledning i, hvordan de bedst kan implementere forordningen. Denne vejledning er ikke juridisk bindende og foregriber ikke den fortolkning, EF- Domstolen måtte anlægge, eller de afgørelser, nationale domstole måtte træffe angående forordningens fortolkning. 4

5 I. Anvendelsesområde 1. Ikrafttrædelsesbestemmelser og geografisk anvendelsesområde I hvilke lande og fra hvilken dato finder forordningen anvendelse? (a) Hovedregel Artikel 72 Forordningen finder anvendelse fra og med den 1. marts 2005 i alle Den Europæiske Unions medlemsstater, med undtagelse af Danmark. Den gælder i de 10 medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj Forordningen gælder umiddelbart i medlemsstaterne og har forrang for national lov. Artikel 64 Forordningen finder i sin helhed anvendelse på: - retssager, der er anlagt - officielt bekræftede dokumenter, der er udstedt - aftaler mellem parterne, der er indgået efter den 1. marts 2005 (artikel 64, stk. 1). (b) Overgangsregler Med hensyn til retssager anlagt før 1. marts 2005 finder forordningens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse anvendelse på tre kategorier af domme: (a) (b) (c) Domme afsagt fra og med 1. marts 2005 i sager anlagt før denne dato, men efter Bruxelles II-forordningens ikrafttrædelse (artikel 64, stk. 2) Domme afsagt før 1. marts 2005 i sager, der er anlagt efter Bruxelles IIforordningens ikrafttrædelse og falder ind under dennes anvendelsesområde (artikel 64, stk. 3) Domme afsagt før 1. marts 2005, men efter Bruxelles II-forordningens ikrafttrædelse i sager anlagt før Bruxelles II-forordningens ikrafttrædelse (artikel 64, stk. 4) Bruxelles II-forordningen trådte i kraft den 1. marts

6 For de 10 "nye" medlemsstater, der tiltrådte Den Europæiske Union den 1. maj 2004, er det den 1. maj 2004, der gælder som ikrafttrædelsesdato for Bruxelles II-forordningen. Domme, der falder ind under kategori (a)-(c), anerkendes og fuldbyrdes efter reglerne i forordningens kapitel III på visse betingelser: den dømmende ret skal have støttet sin kompetence på regler, der stemmer overens med forordningen, Bruxelles II-forordningen eller en konvention gældende i forholdet mellem oprindelsesland og fuldbyrdelsesland og for domme afsagt før 1. marts 2005 gælder, at de skal dreje sig om skilsmisse, separation eller omstødelse af et ægteskab eller om spørgsmål om forældreansvar over for ægtefællernes fælles børn, der blev prøvet i forbindelse med disse ægteskabssager. Det bemærkes, at alle bestemmelserne i kapitel III om anerkendelse og fuldbyrdelse finder anvendelse på disse domme. Det gælder også de nye regler i afdeling 4, ifølge hvilke der for visse typer domme kan gives dispensation fra kravet om, at de først skal være erklæret eksigible i fuldbyrdelseslandet (se kapitel VI og VII). Eksempel: En skilsmissesag anlægges ved en domstol i land A den 1. december 2002 efter reglerne i Bruxelles II-forordningen. Retten skal ved denne lejlighed også tage stilling til spørgsmålet om forældreansvaret over for ægtefællernes børn. Retten afsiger dom den 1. januar 2004, og i dommen får moderen tilkendt forældremyndigheden, mens faderen får samværsret. Derefter flytter moderen til land B med børnene. Situation 1: Hvis land A og land B begge er "gamle" medlemsstater, kan faderen i henhold til overgangsreglen i artikel 64, stk. 3, anmode om, at hans samværsret anerkendes og fuldbyrdes direkte i land B, uden at det i henhold til reglerne forordningens kapitel III, afdeling 4, kræver en særlig afgørelse om eksigibilitet, selv om retssagen blev anlagt før 1. marts Situation 2: Hvis mindst det ene af de to lande er en "ny" medlemsstat, finder ingen af overgangsreglerne i artikel 64 anvendelse, eftersom dommen blev afsagt før 1. januar 2004, dvs. før Bruxelles II-forordningen trådte i kraft for de "nye" medlemsstaters vedkommende. 6

7 Overgangsbestemmelser (artikel 64) Er der tale om: a) en retssag anlagt eller b) et officielt bekræftet dokument udstedt eller c) en aftale mellem parterne indgået efter den 1. marts 2005? JA Hele forordningen finder anvendelse (art. 64, stk. 1). NEJ Er der tale om en dom afsagt efter 1. marts 2005 i en sag anlagt efter Bruxelles IIforordningens ikrafttrædelse og har retten støttet sin kompetence på regler, der stemmer overens med forordningen, Bruxelles II-forordningen eller en konvention gældende i forholdet mellem oprindelseslandet og fuldbyrdelseslandet? JA Dommen anerkendes og kan fuldbyrdes efter reglerne i forordningens kapitel III (art. 64, stk. 2) NEJ Er der tale om en dom afsagt før 1. marts 2005 i en sag, der er anlagt efter Bruxelles IIforordningens ikrafttrædelse og omfattet af Bruxelles II-forordningen? JA Dommen anerkendes og kan fuldbyrdes efter reglerne i forordningens kapitel III (art. 64, stk. 3) NEJ Er der tale om en dom afsagt før 1. marts 2005, men efter Bruxelles II-forordningens ikrafttrædelse i en sag, der er anlagt før Bruxelles II-forordningens ikrafttrædelse og falder ind under denne? og har retten støttet sin kompetence på regler, der stemmer overens med forordningen, Bruxelles II-forordningen eller en konvention gældende i forholdet mellem oprindelseslandet og fuldbyrdelseslandet? NEJ Forordningen finder ikke anvendelse JA Afgørelsen anerkendes og fuldbyrdes efter reglerne i forordningens kapitel III (art. 64, stk. 4) 7

8 2. Materielt anvendelsesområde 2.1. Hvilke spørgsmål falder ind under forordningen? (a) Hvilke sager falder ind under forordningen? Forordningen fastsætter regler om kompetence (kapitel II), anerkendelse og fuldbyrdelse (kapitel III) samt samarbejde mellem centralmyndigheder (kapitel IV) i spørgsmål om forældreansvar. Den indeholder særlige regler angående bortførelse af børn og samværsret. Forordningen finder anvendelse i alle civilsager, der drejer sig om "tilkendelse, udøvelse, delegation og hel eller delvis frakendelse af forældreansvar." Artikel 1, stk. 1, litra b), og stk. 2, og artikel 2, stk. 7 Begrebet "forældreansvar" er indgående defineret og omfatter alle rettigheder og pligter vedrørende barnets person eller formue. Det dækker ikke alene over forældremyndighed og samværsret, men også spørgsmål såsom værgemål og anbringelse af et barn i familiepleje eller på institution. Indehavere af forældreansvar kan være fysiske eller juridiske personer. Listen over de spørgsmål, der falder ind under begrebet "forældreansvar", i artikel 1, stk. 2, er ikke udtømmende, men kun vejledende. I modsætning til Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af mindreårige (se kapitel XI) fastsætter forordningen ikke nogen maksimumsalder for, hvilke børn der er omfattet af forordningen, men overlader dette spørgsmål til den nationale lovgiver. Afgørelser om forældreansvar drejer sig i de fleste tilfælde om mindreårige børn under 18 år, men også personer under 18 år kan være myndiggjorte i henhold til national lov, specielt hvis de gifter sig. Afgørelser i forbindelse med disse personer drejer sig i princippet ikke om "forældreansvar" og falder derfor ikke ind under forordningen. Forordningen finder anvendelse "på det civilretlige område" Artikel 1, stk. 1 og 2, og syvende betragtning Forordningen finder anvendelse "på det civilretlige område". Begrebet "det civilretlige område" er bredt defineret i denne forordning og omfatter alle de spørgsmål, der er opregnet i artikel 1, stk. 2. Men hvis et bestemt spørgsmål om forældreansvar er et "offentligtretligt" spørgsmål i henhold til national lov, f.eks. hvor der er tale om anbringelse af et barn i familiepleje eller på institution, finder forordningen også anvendelse. Forordningen finder anvendelse på foranstaltninger til beskyttelse af barnets formue Artikel 1, stk. 2, litra c) og (e), og 8

9 niende betragtning Når et barn har en formue, kan det være nødvendigt at træffe visse foranstaltninger til beskyttelse af denne formue og f.eks. udpege en person eller et organ til at bistå og repræsentere barnet i relation til denne formue. Forordningen finder anvendelse på alle beskyttelsesforanstaltninger, der måtte være nødvendige for forvaltningen af denne formue eller for afhændelse af den. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis barnets forældre er uenige om sådanne spørgsmål. Derimod falder foranstaltninger, der angår barnets formue, men ikke drejer sig om at beskytte barnet, ikke ind under forordningen, men derimod under Rådets forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område ("Bruxelles I- forordningen"). Det er op til dommeren i hvert enkelte tilfælde at tage stilling til, om en foranstaltning angående et barns formue drejer sig om beskyttelse af barnet eller ej. Og selv om forordningen finder anvendelse på beskyttelsesforanstaltninger, finder den ikke anvendelse på foranstaltninger, der iværksættes som følge af strafbare handlinger begået af børn (10. betragtning). (b) Spørgsmål udelukket fra forordningen Artikel 1, stk. 3, og 10. betragtning Artikel 1, stk. 3, opregner de spørgsmål, der ikke falder ind under forordningen, selv om de måske er nært knyttet til spørgsmål om forældreansvar (f.eks. adoption, myndighed, barnets for- og efternavn). 11. betragtning Forordningen finder ikke anvendelse på underholdsforpligtelser Spørgsmål om underholdspligt og forældreansvar indgår ofte i en og samme retssag. Underholdsforpligtelser falder imidlertid ikke ind under forordningen, eftersom de i forvejen er reguleret i Bruxelles I-forordningen. En ret, der er kompetent i henhold til forordningen, vil dog normalt også have jurisdiktion til at tage stilling til underholdsspørgsmål i medfør af Bruxelles I-forordningens artikel 5, stk. 2. Denne bestemmelse giver en domstol, der er kompetent til at prøve sager om forældreansvar, mulighed for også at afgøre underholdsspørgsmål, hvis de er knyttet til spørgsmålet om forældreansvar. Men selv om de to spørgsmål i så fald behandles inden for rammerne af samme sag, er reglerne for anerkendelse og fuldbyrdelse af den afgørelse, der træffes, forskellige. Den del af afgørelsen, der drejer sig om underholdspligt, anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat efter reglerne i Bruxelles I-forordningen, mens den del, der drejer sig om forældreansvar, skal anerkendes og fuldbyrdes efter reglerne i den nye Bruxelles II-forordning Hvilke retsafgørelser falder ind under forordningen? Forordningen finder anvendelse på alle afgørelser om forældreansvar Artikel 1, stk. 1, litra b, og femte betragtning 9

10 I modsætning til Bruxelles II-forordningen finder den nye forordning anvendelse på alle retsafgørelser, som en domstol i en medlemsstat har truffet angående forældreansvar. Bruxelles II-forordningen fandt kun anvendelse på afgørelser om forældreansvar i det omfang, hvor de blev truffet inden for rammerne af en ægteskabssag og angik ægtefællernes fælles børn. For at stille alle børn lige omfatter den nye forordning nu alle afgørelser om forældreansvar, uanset om forældrene er eller var gift med hinanden, og om sagens parter er det pågældende barns biologiske forældre eller ej. Forordningen finder ikke kun anvendelse på domme. Artikel 2, stk. 1 og 4 Forordningen finder anvendelse på afgørelser truffet af domstole, uanset hvordan disse afgørelser betegnes (domme, kendelser, afgørelser osv.). Den finder imidlertid ikke kun anvendelse på domstolsafgørelser, men også på afgørelser truffet af enhver myndighed, der har kompetence i spørgsmål, der falder ind under forordningen (f.eks. sociale myndigheder). Forordningen finder anvendelse på "officielt bekræftede dokumenter og aftaler" Artikel 46 Forordningen finder desuden anvendelse på dokumenter, der er formelt udstedt og registreret som "officielt bekræftede dokumenter" og eksigible i den medlemsstat, hvor de er udfærdiget eller registreret. Disse dokumenter, der skal anerkendes og erklæres eksigible i andre medlemsstater på samme måde som en dom, kan f.eks. være notarialdokumenter. Forordningen finder anvendelse på aftaler mellem parterne. Artikel 46 Et nyskabende træk ved forordningen er, at den også finder anvendelse på aftaler indgået mellem parterne i det omfang, hvor de er eksigible i den medlemsstat, de blev indgået i. Formålet er at tilskynde parterne til at nå til enighed om forældreansvarsspørgsmålene uden rettens mellemkomst. En sådan aftale skal således anerkendes og kan fuldbyrdes i andre medlemsstater på samme måde som en dom, forudsat at den er eksigibel i den medlemsstat, den blev indgået i, og det gælder, uanset om der er tale om en privat aftale mellem parterne eller en aftale indgået ved en myndighed Forordningen afskærer ikke domstolene fra at træffe foreløbige herunder sikrende, foranstaltninger i hastende tilfælde 10 Artikel 20 I henhold til artikel 20 kan en ret med hjemmel i sin nationale lovgivning anordne foreløbige, herunder sikrende, retsmidler med hensyn til et barn, der befinder sig på dens område, også selv om en det er en ret i en anden medlemsstat, der har kompetencen til at påkende sagens realitet. Det pågældende retsmiddel kan anordnes af en ret eller af en myndighed med kompetence i spørgsmål, der falder ind under forordningen (artikel 2,

11 stk. 1). F.eks. kan en social myndighed eller en ungdomsmyndighed efter national lov have kompetence til at anordne foreløbige retsmidler. Artikel 20 er ikke en regel, der tillægger jurisdiktion. De foreløbige forholdsregler bortfalder derfor, når den kompetente ret har anordnet de foranstaltninger, den måtte finde hensigtsmæssige. Eksempel: En familie rejser i bil på sommerferie fra medlemsstat A til medlemsstat B. Efter ankomsten til land B kommer de ud for en trafikulykke, hvor de alle sammen kommer til skade. Barnet er ikke kommet alvorligt til skade, men begge forældre bliver kørt på hospitalet i koma. Myndighederne i land B er nødt til omgående at træffe visse foreløbige forholdsregler for at beskytte barnet, der ikke har nogen familie i land B. At det i henhold til forordningen er retterne i land A, der har den materielle kompetence, er ikke til hinder for, at de kompetente myndigheder i land B på et foreløbigt grundlag kan anordne forholdsregler, der tager sigte på at tage vare på barnet. Disse forholdsregler bortfalder i samme øjeblik, som retterne i land A har truffet en afgørelse. II Hvilken medlemsstats retter er kompetente? Kompetencereglerne i artikel 8-14 indeholder udtømmende kriterier for afgørelsen af, hvilken medlemsstats retter der er kompetente. Forordningen fastsætter alene, hvilken medlemsstats retter der har kompetencen, men ikke hvilke retter i den pågældende medlemsstat der er kompetente. Dette spørgsmål vil afhænge af den nationale retsplejelovgivning (Se Det Europæiske Retlige Netværk og Civilretsatlasset). 11

12 Når en domstol har fået forelagt en sag om forældreansvar, må den tage stilling til følgende: Er vi kompetente i henhold til hovedreglen (art. 8)? JA NEJ Er vi kompetente i henhold til art. 9-10,12 eller 13? JA NEJ Har en ret i en anden medlemsstat kompetencen i henhold til forordningen (art. 17)? JA Vi må selv erklære os inkompetente (art. 17) NEJ Hvis ingen ret har kompetence efter forordningen, kan vi udøve enhver kompetence, vi måtte have efter national lov ("residualkompetence", art. 14) 1. Hovedreglen det land, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted 12 Artikel 8 Grundprincippet i forordningen er, at det er den relevante ret i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, der bedst kan afgøre sager om forældreansvar. Begrebet "sædvanligt opholdssted", der i stadigt stigende grad anvendes i internationale instrumenter, defineres ikke i forordningen, men skal afgøres af dommeren i hver enkelt sag ud fra de faktiske omstændigheder. Begrebet bør fortolkes i overensstemmelse med forordningens ånd. Det understreges, at der ikke er tale om det bopælsbegreb, der findes i national lov, men derimod om et "autonomt" fællesskabsretligt begreb. Hvis et barn flytter fra en medlemsstat til en anden, vil det i princippet få sædvanligt opholdssted i den nye medlemsstat, samtidig med at det "mister" sit sædvanlige opholdssted i den tidligere medlemsstat. Kriteriet skal vurderes af dommeren fra sag til sag, for selv om tillægsordet "sædvanligt" indikerer en vis varighed, kan det ikke udelukkes, at et barn kan få sædvanligt opholdssted i en medlemsstat samme dag, som det ankommer her, alt efter de faktiske omstændigheder i den konkrete sag. Kompetencespørgsmålet afgøres på det tidspunkt, hvor sagen anlægges for retten. Når en sag først er blevet anlagt for en kompetent domstol, bevarer denne i princippet

13 kompetencen, også selv om barnet under sagens forløb får sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat (det såkaldte "perpetuatio fori"-princip). At barnet under retssagen skifter sædvanligt opholdssted, ændrer altså ikke i sig selv noget ved domstolskompetencen. I artikel 15 fastsættes det dog, at hvis det er i barnets bedste interesse, kan sagen på visse betingelser overføres til en ret i den medlemsstat, barnet er flyttet til (se kapitel III). Hvis et barn skifter sædvanligt opholdssted på grund af en ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse, er der meget strenge betingelser, der skal være opfyldt, for at kompetencen overføres til et andet lands domstole (se kapitel VII). 2. Undtagelser fra hovedreglen Artikel 9, 10, 12 og 13 indeholder undtagelser fra hovedreglen og fastsætter, hvornår kompetencen kan ligge hos retterne i en medlemsstat, hvori barnet ikke har sædvanligt opholdssted. (a) Fortsat kompetence på barnets tidligere sædvanlige opholdssted 13 Artikel 9 Når et barn flytter fra en medlemsstat til en anden, er det ofte nødvendigt at tage samværsretten eller andre samkvemsaftaler op til fornyet overvejelse og tilpasse dem efter den nye situation. Artikel 9 indeholder en nyskabende regel, der tilskynder indehaverne af forældreansvaret til at enes om, hvilke tilpasninger der bør foretages i samværsretten forud for flytningen, eller forelægge sagen for den kompetente ret, hvis de ikke kan nå til enighed. Denne regel afskærer på ingen måde nogen fra at flytte til et andet land inden for Det Europæiske Fællesskab, men giver en garanti for, at en person, der ikke længere kan udnytte sin samværsret som hidtil, ikke behøver at anlægge sag ved retterne i den nye medlemsstat, men kan anmode den ret, der tilkendte vedkommende samværsretten, om at foretage en passende tilpasning af den, hvilket kan ske inden for de første tre måneder efter flytningen. Retterne i den nye medlemsstat har i løbet af denne periode ingen kompetence i spørgsmål om samværsret. Der gælder følgende betingelser for anvendelse af artikel 9: Retterne i det oprindelige opholdsland skal have truffet en afgørelse om samværsret Artikel 9 gælder kun i den situation, hvor indehaveren af samværsretten ønsker at ændre en tidligere afgørelse om samværsret. Er der ikke af en ret i det oprindelige opholdsland truffet nogen afgørelse om samværsret, finder artikel 9 ikke anvendelse, men de andre kompetenceregler kommer til at gælde. Retterne i den nye medlemsstat vil da være kompetente, jf. artikel 8, til at afgøre spørgsmål om samværsret, når først barnet har fået sædvanligt opholdssted i dette land. Reglen finder kun anvendelse på "lovlige" flytninger Det må afgøres, om indehaveren af forældremyndigheden i henhold til en retsafgørelse eller loven i det oprindelige opholdsland (herunder også dens bestemmelser inden for international privatret) har lov til at flytte med barnet til en anden medlemsstat uden samtykke fra samværsrettens indehaver. Hvis flytningen er ulovlig, finder artikel 9 ikke anvendelse, men det gør derimod artikel 10 (se kapitel VII). Men hvis den ensidige

14 beslutning om at ændre barnets opholdssted er lovlig, finder artikel 9 anvendelse, når de ovenfor nævnte betingelser er opfyldt. Den gælder kun i de første tre måneder efter barnets flytning Tremånedersperioden beregnes fra den dato, hvor barnet fysisk fraflyttede det oprindelige opholdsland. Flyttedatoen må ikke forveksles med den dato, hvor barnet får sædvanligt opholdssted i den nye medlemsstat. Hvis sagen anlægges ved en ret i det oprindelige opholdsland efter udløbet af de tre måneder efter flyttedatoen, er denne ret ikke kompetent efter artikel 9. Barnet skal have fået sædvanligt opholdssted i den nye medlemsstat i løbet af tremånedersperioden. Artikel 9 gælder kun, hvis barnet har fået sædvanligt opholdssted i den nye medlemsstat i løbet af tremånedersperioden. Har barnet ikke det inden for de tre måneder, bevarer domstolene i det oprindelige opholdsland i princippet deres kompetence, jf. artikel 8. Indehaveren af samværsretten skal stadigvæk have sædvanligt opholdssted i det oprindelige opholdsland Er indehaveren af samværsretten ikke længere bosiddende i det oprindelige opholdsland, finder artikel 9 ikke anvendelse, og domstolene i den nye medlemsstat bliver kompetente, i samme øjeblik barnet får sædvanligt opholdssted i landet. Indehaveren af samværsretten må ikke have accepteret kompetenceændringen Eftersom formålet med denne bestemmelse er at skabe sikkerhed for, at samværsrettens indehaver vil kunne gå til domstolene i sit eget land, finder artikel 9 ikke anvendelse, hvis han eller hun er rede til at acceptere, at kompetencen overgår til retterne i den nye medlemsstat. Så hvis samværsrettens indehaver giver møde for en ret i den nye medlemsstat uden at bestride denne rets kompetence, finder artikel 9 ikke anvendelse, og kompetencen overgår til retten i den nye medlemsstat (stk. 2). På samme måde afskærer artikel 9 heller ikke indehaveren af samværsretten fra at få prøvet spørgsmålet om samværsret ved domstolene i den nye medlemsstat. Artikel 9 er ikke til hinder for, at domstolene i den nye medlemsstat kan tage stilling til andre spørgsmål end samværsret Artikel 9 drejer sig kun om, hvem der har kompetence til at træffe afgørelse om samværsret, men finder ikke anvendelse på andre spørgsmål i forbindelse med forældreansvar som f.eks. forældremyndighed. Artikel 9 afskærer derfor ikke en forælder, der er flyttet til en anden medlemsstat med barnet, fra at rejse sag ved retten i den nye medlemsstat angående spørgsmålet om forældremyndighed i de tre måneder, der følger efter flytningen. 14

15 Fortsat kompetence i barnets tidligere opholdsland (artikel 9) Har retterne i fraflytningslandet (det oprindelige opholdsland) truffet afgørelse om samværsret? NEJ Artikel 9 finder ikke anvendelse, men domstolene i den medlemsstat bliver kompetente, så snart barnet får sædvanligt opholdssted dér, jf. artikel 8. JA Er barnet lovligt flyttet fra det oprindelige opholdsland til en anden medlemsstat ("den nye medlemsstat")? NEJ Er flytningen ulovlig, finder artikel 9 ikke anvendelse. Det gør reglerne om bortførelse af børn derimod. JA Har barnet fået sædvanligt opholdssted i den nye medlemsstat inden udløbet af tremånedersperioden? NEJ Artikel 9 finder ikke anvendelse. Har barnet efter tre måneders forløb stadigvæk sædvanligt opholdssted i fraflytningslandet, forbliver denne medlemsstats domstole kompetente efter artikel 8 JA Har samværsrettens indehaver stadigvæk sædvanligt opholdssted i fraflytningslandet? NEJ Artikel 9 finder ikke anvendelse JA Har samværsrettens indehaver givet møde ved en ret i den nye medlemsstat uden at bestride denne rets kompetence? JA Artikel 9 finder ikke anvendelse. NEJ Artikel 9 finder anvendelse. 15

16 (b) Kompetence i bortførelsessager Artikel 10 Der gælder en særlig kompetenceregel i bortførelsessager (se kapitel VII). (c) Forlængelse af kompetencen Artikel 12 Forordningen giver begrænset adgang til at rejse sag ved retten i en medlemsstat, som ikke er barnets sædvanlige opholdsland, enten når sagen har forbindelse med en verserende skilsmissesag, eller når barnet har en væsentlig tilknytning til det pågældende land. Artikel 12 gælder i to forskellige situationer: Situation 1: Den ret, der behandler skilsmissesagen, kan også have kompetence i spørgsmål om forældreansvar Artikel 12, stk. 1 og 2 Hvis der verserer en skilsmissesag i en medlemsstat, er denne stats domstole også kompetente i spørgsmål angående forældreansvar, der har tilknytning til skilsmissen, også selv om det pågældende barn ikke har sædvanligt opholdssted i landet. Det gælder, uanset om barnet er ægtefællernes fælles barn eller ej. Skilsmisseretten er kompetent, når følgende betingelser er opfyldt: Mindst en af ægtefællerne har forældreansvar for barnet Dommeren skal afgøre, om alle indehaverne af forældreansvaret på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, accepterer skilsmisserettens kompetence, det være sig udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde. Det skal være i barnets tarv, at denne ret har kompetencen. Skilsmisseretten ophører med at være kompetent, så snart (a) der foreligger en endelig skilsmissedom, eller (b) der er afsagt en endelig dom i en sag om forældreansvar, der stadig verserede, da skilsmissedommen blev endelig, eller (c) skilsmisse- og forældreansvarssagerne er afsluttet af andre årsager (f.eks. hvis skilsmisse- og forældreansvarsbegæringen er blevet trukket tilbage). Situation 2: 16

17 En domstol i en medlemsstat, som barnet har væsentlig tilknytning til, kan være kompetent Artikel 12, stk. 3 Hvis der ikke verserer nogen skilsmissesag, kan en domstol i en medlemsstat, hvori barnet ikke har sædvanligt opholdssted, være kompetent i spørgsmål om forældreansvar, når følgende betingelser er opfyldt: Barnet har væsentlig tilknytning til den pågældende medlemsstat, f.eks. fordi en af forældreansvarets indehavere har sædvanligt opholdssted dér, eller fordi barnet har statsborgerskab i landet. Disse betingelser er ikke udtømmende, og tilknytning kan også støttes på andre kriterier. Alle sagens parter har udtrykkeligt eller på anden utvetydig måde accepteret den pågældende rets kompetence på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt for den (samme krav som i situation 1). Denne kompetence er i barnets tarv (som efter artikel 12, stk. 1). I artikel 12, stk. 4, uddybes det, hvornår en rets kompetence efter denne artikel skal anses for at være i barnets tarv ("til barnets bedste"), når det pågældende barn har sædvanligt opholdssted i et tredjeland, der ikke er kontraherende part i Haagerkonventionen af 1996 om beskyttelse af mindreårige (se kapitel XI). (d) Barnets aktuelle opholdssted Artikel 13 Hvis det er umuligt at fastslå, hvad der er barnets sædvanlige opholdssted, og artikel 12 ikke finder anvendelse, kan en dommer i den medlemsstat, hvor barnet aktuelt opholder sig, i henhold til artikel 13 træffe afgørelse om forældreansvaret for barnet. (e) Residualkompetence Artikel 14 Hvis der ikke er nogen domstol, der er kompetent efter artikel 8-13, kan en domstol støtte kompetence på sin egen internationale privatret. Sådanne afgørelser skal anerkendes og erklæres eksigible i andre medlemsstater i henhold til forordningens regler. 17

18 III. Henvisning til en bedre egnet ret 18 Artikel 15 Forordningen indeholder en nyskabende regel om, at en ret undtagelsesvis kan henvise en sag, der er anlagt ved den, til en ret i en anden medlemsstat, hvis denne er bedre egnet til at prøve den. Den førstnævnte ret kan henvise hele sagen eller en nærmere bestemt del af den til den anden ret. Efter hovedreglen er det domstolene i den medlemsstat, hvor barnet havde sit sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen blev anlagt, der er kompetente (artikel 8). I de tilfælde, hvor et barn under sagen får sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat, overgår kompetencen derfor ikke automatisk til dette lands domstole. Men der kan være ekstraordinære omstændigheder, hvor den domstol, sagen blev anlagt for ("den oprindelige ret") ikke er den, der er bedst egnet til at prøve den. Under sådanne omstændigheder åbner artikel 15 mulighed for, at den oprindelige ret kan henvise sagen til en anden medlemsstat, når dette er i barnets tarv. Når en sag først er blevet henvist til en ret i en anden medlemsstat, kan den ikke henvises videre til en tredje ret (13. betragtning). 1. I hvilke situationer kan en sag henvises til en ret i et andet land? Der gælder følgende betingelser for at henvise en sag: Barnet skal have en "særlig tilknytning" til den anden medlemsstat. Artikel 15, stk. 3, opregner de fem situationer, hvor der i henhold til forordningen består en sådan særlig tilknytning: barnet har fået sædvanligt opholdssted i det andet land, efter at sagen er anlagt ved den oprindelige ret den anden medlemsstat er barnets tidligere sædvanlige opholdsland barnet er statsborger i den anden medlemsstat en indehaver af forældreansvaret har sædvanligt opholdssted i den anden medlemsstat barnet har formue i den anden medlemsstat, og sagen vedrører foranstaltninger til beskyttelse af barnet i relation til forvaltning eller bevarelse af denne formue eller disponering herover. Desuden skal begge retter være forvisset om, at henvisning er i barnets tarv. Dommerne bør samarbejde ved vurderingen heraf ud fra de "særlige omstændigheder i sagen". En sag kan henvises: på anmodning af en af parterne eller af rettens egen drift, hvis mindst en af parterne er indforstået, eller

19 på anmodning af en ret i en anden medlemsstat, hvis mindst en af parterne er indforstået hermed. 2. Hvad er proceduren? En ret, der har modtaget en anmodning om at få en sag henvist, eller som selv ønsker at henvise en sag, har to muligheder: (a) Den kan udsætte sagen og opfordre parterne til at indgive anmodning til retten i den anden medlemsstat eller (b) Den kan rette direkte anmodning til retten i den anden medlemsstat om at overtage sagen. I det førstnævnte tilfælde skal den oprindelige ret fastsætte en frist for parternes anlæg af sag ved retten i den anden medlemsstat. Har parterne ikke anlagt sagen inden for denne frist, henvises sagen ikke, og den oprindelige ret bevarer kompetencen. Forordningen fastsætter ingen regler om denne frist, men den bør være så kort, at det sikres, at henvisningen ikke fører til unødige forsinkelser til skade for barnet og parterne. En ret, der har modtaget en henvisningsanmodning, har seks uger til at afgøre, om den vil acceptere anmodningen eller ej. Det relevante spørgsmål må være, om henvisning i det konkrete tilfælde vil være i barnets tarv. Her har centralmyndighederne en vigtig rolle at spille med hensyn til at orientere dommerne om retstilstanden i den anden medlemsstat. Vurderingen bør foretages på basis af gensidig tillid og ud fra den antagelse, at retterne i alle medlemsstaterne i princippet er egnede til at behandle en sag. Hvis den anden ret inden for seks uger efter modtagelse af anmodningen afviser sagen eller ikke accepterer at behandle den, bevarer den oprindelige ret sin kompetence og skal udøve den. 3. Visse praktiske aspekter Hvordan kan en dommer, der gerne vil henvise en sag, vide, hvilken ret i den anden medlemsstat der er kompetent? Et nyttigt hjælpemiddel til at finde frem til, hvilken ret i den anden medlemsstat der er kompetent, er Det Europæiske Civilretsatlas. Dette atlas viser den stedlige kompetence for domstolene i de forskellige medlemsstater, med angivelse af kontaktoplysninger for hver af dem (navn, telefonnummer, osv.) (se Civilretsatlas). De centralmyndigheder, der er udpeget i henhold til forordningen, kan også hjælpe dommerne med at finde frem til den kompetente ret i den anden medlemsstat (se kapitel X). Hvordan bør dommerne kommunikere med hinanden? Det fastsættes i artikel 15, at retterne skal arbejde sammen, enten direkte eller gennem centralmyndighederne, når en sag henvises. Det er en god idé, at de implicerede dommere kommunikerer med hinanden ved vurderingen af, om kravene til henvisning er opfyldt i det konkrete tilfælde, og specielt om det vil være i barnets tarv at henvise sagen. Hvis de to dommere har et fælles sprog, som de begge taler og/eller forstår, bør de ikke tøve med at tage direkte kontakt til hinanden per telefon eller . Andre former for 19

20 moderne teknologi kan også bruges, f.eks. telefonmøder. Er der sprogproblemer, kan dommerne ty til tolke. Også centralmyndighederne vil kunne bistå dommerne. Det vil være naturligt, at dommerne holder parterne og deres advokater orienteret, men det er op til den enkelte dommer at bestemme, hvordan det bedst kan gøres i den konkrete sag. Domstolene kan også samarbejde gennem centralmyndighederne. Hvem har ansvaret for oversættelse af sagsakter? Artikel 15 nævner intet om oversættelse. Dommerne bør søge at finde frem til en pragmatisk løsning, der tilgodeser behovene og omstændighederne i den enkelte sag. Afhængigt af retsplejereglerne i den anden medlemsstat er det måske ikke nødvendigt at oversætte alle dokumenter, hvis sagen henvises til en dommer, som forstår sagssproget. Hvis det er nødvendigt at få dem oversat, kunne man måske nøjes med at oversætte de vigtigste dokumenter. Også her vil centralmyndighederne kunne bistå med uformelle oversættelser (se kapitel X). 20

21 ARTIKEL 15: Henvisning til en bedre egnet ret En ret i en medlemsstat (land A), ved hvilken en sag er blevet anlagt efter reglerne i forordningens artikel 8-14, kan undtagelsesvis henvise sagen til en ret i en anden medlemsstat (land B), når følgende betingelser er opfyldt: Har barnet "særlig tilknytning" til land B efter et af kriterierne i artikel 15, stk. 3? JA NEJ Sagen kan ikke henvises Har retten i land A modtaget en anmodning fra en af sagens parter eller en ret i land B, eller ønsker den selv at henvise sagen? JA Mener retten i land A, at det er i barnets tarv, at sagen henvises? NEJ Sagen kan ikke henvises JA Er mindst en af parterne indforstået? NEJ Sagen kan ikke henvises JA NEJ Sagen kan ikke henvises Retten i land A har to muligheder: eller Den kan anmode en ret i land B om at overtage sagen Den kan udsætte sagen og opfordre parterne til at anlægge sagen i land B inden for en bestemt frist Mener retten i land B, at det er i barnets tarv, at sagen henvises? JA NEJ Sagen anlægges i land B inden fristens udløb Der anlægges ikke sag i land B inden fristens udløb Retten i land A bevarer kompetencen Retten i land B skal acceptere sin kompetence inden for en frist på 6 uger Retten i land B skal afvise kompetence. Retten i land A bevarer sin kompetence og skal udøve den. 21

22 IV. Hvad sker der, hvis den samme sag er anlagt i to medlemsstater? Artikel 19, stk. 2 Det kan ske, at der bliver anlagt sag om forældreansvaret for det samme barn i forskellige medlemsstater. Det kan resultere i parallel behandling af samme sag og dermed risiko for indbyrdes modstridende domme. Artikel 19, stk. 2, regulerer de situationer, hvor der i forskellige medlemsstater anlægges sag vedrørende forældreansvar angående det samme barn og med samme søgsmålsgrund. I henhold til artikel 19, stk. 2, er reglen i den situation, at kompetencen principielt ligger hos den ret, ved hvilken sagen først blev anlagt. Den anden ret skal udsætte behandlingen af sagen og afvente, at den første ret har truffet afgørelse om sin kompetence. Hvis den første ret finder, at den er kompetent, skal den anden ret erklære sig inkompetent. Den anden ret må kun fortsætte sin behandling af sagen, hvis den første ret har fastslået, at den ikke er kompetent, eller beslutter at henvise sagen, jf. artikel 15. Denne litispendens-regel ventes ikke at ville blive brugt i ret mange sager om forældreansvar, eftersom barnet normalt kun har fast opholdssted i én medlemsstat, hvis retter vil være kompetente efter de almindelige kompetenceregler (artikel 8). Forordningen indeholder også en anden mulighed for at undgå potentielle kompetencekonflikter, nemlig ved at henvise en sag. I henhold til artikel 15 kan en ret således undtagelsesvis og på ganske bestemte betingelser henvise en sag eller en del af en sag til en anden ret (se kapitel III). 22

23 V. Hvordan kan domme anerkendes og fuldbyrdes i andre medlemsstater? Artikel 21 og artikel Enhver berettiget part kan anmode om, at en dom om forældreansvar afsagt af en domstol i en medlemsstat enten skal anerkendes eller også ikke skal anerkendes og erklæres eksigibel i en anden medlemsstat ("eksekvaturproceduren"). Anmodningen skal fremsættes til den kompetente ret i den medlemsstat, hvori dommen ønskes anerkendt og fuldbyrdet. De retter, medlemsstaterne har udpeget hertil, er angivet på listen ( ) (A link to this list will be added). Denne ret skal omgående erklære dommen eksigibel i den pågældende medlemsstat. Hverken den person, over for hvem dommen søges fuldbyrdet, eller barnet selv har ret til at fremsætte bemærkninger til retten. Retten må kun nægte at erklære dommen eksigibel i følgende tilfælde: hvis det åbenbart ville stride mod grundlæggende retsprincipper i den medlemsstat, hvor dommen ønskes fuldbyrdet hvis barnet ikke har haft mulighed for at blive hørt, medmindre der var tale om et hastetilfælde hvis dommen blev afsagt som udeblivelsesdom mod en person, som ikke havde fået forkyndt stævningen i tide til at kunne varetage sine interesser under sagen, medmindre det fastslås, at han eller hun utvetydigt har accepteret dommen hvis en person, der gør gældende, at dommen krænker vedkommendes forældreansvar, ikke har haft lejlighed til at blive hørt hvis dommen er uforenelig med en anden dom, på de i artikel 23, litra e) og f), fastsatte betingelser hvis sagen drejer sig om anbringelse af et barn i en anden medlemsstat, og proceduren i artikel 56 ikke er blevet fulgt. Parterne kan appellere afgørelsen. Appel skal indgives til de domstole, medlemsstaterne har udpeget hertil, og som er angivet på listen ( ) (A link to this list will be added). På dette stadium kan begge parter fremsætte bemærkninger for retten. En person, der anmoder om få en dom erklæret eksigibel, har ret til fri proces, hvis vedkommende har ret hertil i sit oprindelsesland (artikel 50). Den pågældende kan også få bistand af centralmyndighederne, der i henhold til artikel 55, litra b), skal give oplysninger og yde bistand til indehavere af forældreansvar, der ønsker at få en afgørelse om forældreansvar anerkendt og fuldbyrdet i en anden medlemsstat. Den ovenfor beskrevne procedure fandtes også i Bruxelles II-forordningen og er bibeholdt uændret. Den gælder for afgørelser om forældreansvar, bl.a. forældremyndighed. Der er dog i den nye forordning indført to undtagelser, der åbner mulighed for anerkendelse og fuldbyrdelse af en retsafgørelse i en anden medlemsstat 23

24 uden nogen formaliteter. Disse undtagelser drejer sig om samværsret (se kapitel VI) og tilbagegivelse af et barn, der er blevet bortført (se kapitel VII). VI. Reglerne om samværsret 1. Direkte anerkendelse og fuldbyrdelse af samværsret i henhold til forordningen Artikel 40 og 41 Et af forordningens hovedformål er at sikre, at barnet kan bevare kontakten med alle indehavere af forældreansvar efter en separation eller skilsmisse, også selv om de bor i forskellige medlemsstater. Forordningen vil lette grænseoverskridende udøvelse af disse rettigheder ved at sikre, at en dom om samværsret afsagt i en medlemsstat vil blive direkte anerkendt og kunne fuldbyrdes i en anden medlemsstat, forudsat at dommen er blevet attesteret. Denne nye regel har to konsekvenser for det første er det ikke længere nødvendigt at anmode om at få dommen erklæret eksigibel, og for det andet er der ikke længere mulighed for at gøre indsigelse mod anerkendelse af dommen. Dommen skal attesteres i oprindelseslandet, når visse procedurekrav er opfyldt. Den nye procedure afskærer ikke indehavere af forældreansvar fra at søge dommen anerkendt og fuldbyrdet ved at anmode om eksigibilitetserklæring efter de relevante regler i forordningen, hvis de ønsker det (artikel 40, stk. 2) (se kapitel V). 2. Hvilke samværsrettigheder er der tale om? "Samværsret" omfatter bl.a. retten til at bringe et barn til et andet sted end dets sædvanlige opholdssted for et begrænset tidsrum (artikel 2, nr. 10). De nye regler om samværsret finder anvendelse på alle samværsrettigheder, uanset hvem der har disse rettigheder. F.eks. kan en forælder, som barnet ikke bor hos, andre familiemedlemmer, barnets bedsteforældre eller andre personer have fået tilkendt samværsret i henhold til national lov. "Samværsret" omfatter alle former for kontakt mellem barnet og den anden person, f.eks. via telefon eller . De nye regler om anerkendelse og fuldbyrdelse gælder kun for domme, hvorved en person får tilkendt samværsret. Afgørelser om at nægte samværsret falder derimod ind under de almindelige regler om anerkendelse. 3. Hvilke betingelser gælder for udstedelse af en attest? En dom om samværsret anerkendes direkte og er direkte eksigibel i en anden medlemsstat, forudsat at den er blevet attesteret af den dommer, der afsagde dommen. Denne attest sikrer, at visse procedurekrav er blevet overholdt under retssagen i oprindelseslandet. Artikel 40 og 41 og bilag III 24

25 Dommeren i oprindelseslandet udsteder attesten, når han eller hun har forvisset sig om, at følgende procedurekrav er overholdt: alle parter har haft mulighed for at blive hørt barnet har haft mulighed for at blive hørt, medmindre en høring er fundet uhensigtsmæssig under hensyn til barnets alder eller manglende modenhed en eventuel udebleven part har fået det indledende processkrift forkyndt i så god tid og på en sådan måde, at vedkommende har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller såfremt disse betingelser ikke var overholdt ved forkyndelsen det ikke desto mindre er fastslået, at vedkommende utvetydigt har accepteret dommen. Dommeren i oprindelseslandet skal udfærdige attesten på standardformularen i bilag III på domssproget. Denne attest indeholder ikke blot angivelse af, om de ovennævnte procedurekrav er overholdt, men også en række praktiske oplysninger, der kan lette dommens fuldbyrdelse (f.eks. navn og adresse på forældreansvarets indehavere og de pågældende børn, eventuelle vilkår for udøvelse af samværsretten i praksis, eventuelle forpligtelser, der påhviler indehaveren af samværsret eller den anden forælder og eventuelle begrænsninger i udøvelsen af samværsret). Alle forpligtelser, der er nævnt i attesten angående samværsret, kan i princippet fuldbyrdes direkte efter de nye regler. Selv om det ikke er nævnt i forordningen, kan det være en god idé, at dommeren i dommen giver en begrundelse for, hvorfor man eventuelt ikke har givet barnet mulighed for at blive hørt. Er de nævnte procedurekrav ikke blevet overholdt, vil dommen ikke blive direkte anerkendt og være direkte eksigibel i den anden medlemsstat, men parterne vil være nødt til at anmode om at få den erklæret eksigibel (se kapitel V). 4. Hvornår skal dommeren i oprindelseslandet udstede attesten? Artikel 41, stk. 1 og 3 Det afhænger af, om der på tidspunktet for dommens afsigelse er sandsynlighed for, at samværsretten vil blive udøvet i en grænseoverskridende kontekst. (a) Samværsretten vil blive udøvet i en grænseoverskridende kontekst Hvis samværsretten på det tidspunkt, hvor dommen afsiges, indgår i en grænseoverskridende situation, f.eks. hvis en af forældrene er bosat eller har planer om at bosætte sig i en anden medlemsstat, skal dommeren udfærdige attesten på eget initiativ, når dommen bliver eksigibel, også selv om det kun er foreløbigt. Ifølge den nationale lovgivning i mange medlemsstater er domme om forældreansvar eksigible uanset anke. Hvis en medlemsstats nationale lovgivning ikke åbner mulighed for, at domme kan være eksigible, når de er blevet anket, giver forordningen dommeren i 25

26 oprindelseslandet ret til at erklære den eksigibel. Formålet er at forhindre, at fuldbyrdelsen af en dom forsinkes af urimelige anker. (b) Samværsretten vil ikke blive udøvet i en grænseoverskridende situation Hvis der på tidspunktet for dommens afsigelse ikke er noget, der tyder på, at samværsretten vil blive udøvet i en grænseoverskridende kontekst, har dommeren ikke pligt til at udfærdige en attest. Men hvis sagens omstændigheder tyder på, at der er faktiske eller potentielle muligheder for, at samværsretten vil få en grænseoverskridende karakter, vil det normalt være god praksis, at dommeren udfærdiger attesten samtidig med domsafsigelsen. Det kan f.eks. være tilfældet, når den pågældende domstol ligger tæt ved grænsen til en anden medlemsstat, eller når forældreansvarets indehavere er af forskellig nationalitet. Hvis der siden hen opstår et internationalt aspekt, f.eks. fordi en af forældreansvarets indehavere flytter til en anden medlemsstat, kan begge parter til den tid anmode domstolen i oprindelseslandet om at udfærdige en attest. 5. Kan der indgives appel mod udstedelse af en attest? Artikel 43 og 24. betragtning Nej, der kan ikke appelleres mod, at der udstedes en attest. Hvis dommeren i oprindelseslandet har begået en fejl ved udfærdigelsen af attesten, og attesten derfor ikke afspejler dommen korrekt, kan der indgives en anmodning om berigtigelse til domstolen i oprindelseslandet. I så fald finder den nationale lovgivning i oprindelseslandet anvendelse. 6. Hvilke virkninger har attesten? Artikel 41, stk. 1, og artikel 45 En dom om samværsret, der er attesteret, anerkendes direkte og er direkte eksigibel i andre medlemsstater. At en dom om samværsret er ledsaget af en attest, indebærer, at indehaveren af samværsretten kan anmode om, at dommen anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat uden nogen mellemliggende procedure. Desuden kan den anden part ikke gøre indsigelse mod dommens anerkendelse. De grunde til ikke-anerkendelse, der er opregnet i artikel 23, finder altså ikke anvendelse på disse domme. En part, der ønsker en samværsret fuldbyrdet i en anden medlemsstat, skal fremlægge en udskrift af dommen og attesten. Attesten kræves ikke oversat, med undtagelse af punkt 12, der drejer sig om de praktiske vilkår for udøvelsen af samværsretten. Attesten sikrer, at dommen i relation til anerkendelse og fuldbyrdelse behandles i den anden medlemsstat, som om den var afsagt i dette land. 26