2.2 Organisation Nævnets sammensætning

Transkript

1 Patientskadeankenævnets Årsberetning 1997 og 1998 Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til sundhedsministeren. Den første årsberetning omfattede imidlertid hele perioden 1. juli 1992 til 31. december 1994, idet sagsantallet oprindelig var utilstrækkeligt til en årlig redegørelse. For årene 1995 og 1996 blev årsberetning afgivet under Žt på grund af utilstrækkelige personaleressourcer i nævnet. Med Sundhedsministeriets indforståelse afgives også denne årsberetning for årene 1997 og 1998 af samme grund i Žèt. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler, med de gengivne afgørelser om centrale regler på området. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. Det er nævnets håb og forventning, at der med den væsentlige udvidelse af nævnets og dets sekretariat, som er beskrevet nedenfor, er tilvejebragt sådanne ressourcer, at det vil være muligt i løbet af de kommende år såvel at ekspedere den sagspukkel, der er oparbejdet, som at nedbringe sagsbehandlingstiden til et acceptabelt niveau. Arne Ljungstrøm 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 1997 og Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er senest ændret i Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til kr. mod tidligere kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1).

2 I medfør af 14, stk. 4, i patientforsikringsloven har Sundhedsministeriet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysiske skader i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig lempelse i patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd. Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig, ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing og Vestsjællands amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen ( i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Patientforsikringsforeningens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. Retsplejelovens 240, stk. 2. Hovedformålene med ordningen er således at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når de er blevet påført en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. 2.2 Organisation Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren 1 medlem udpeget af sundhedsministeren 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer 1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper

3 er til stede. Primo 1997 bestod nævnet af en afdeling, hvis beskikkelse udløb i marts Den 24. marts 1997 blev samtlige medlemmer bortset fra et genbeskikket. Samtidig hermed blev det besluttet at etablere yderligere en afdeling i nævnet. Nævnets sammensætning marts 1997: 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Ulla Staal (formand) Dommer Arne Ljungstrøm (næstformand) 2. Udpeget af sundhedsministeren: Stadsdirektør Viggo Ramm Kommunaldirektør Lisbeth Lemmich Suppleanter: Planlægningschef Marianne Johansen Kontorchef Morten Engberg 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding Overlæge Svend Schulze Overlæge Niels Stephensen Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Fuldmægtig Laila Dahl Direktør Ole Rosbo Suppleanter: Kontorchef Claus Mørch Petersen Sekretariatsleder Claus E. Hansen 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Konsulent Jørgen Lenger Gudrun Mørup Stig Thomasen Ulla Gehl Suppleant:

4 Jette Juul Jensen 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Bitten Weberg Suppleant: Mette Reissmann Lisbeth Baadstrup ( fra 30. oktober 1997) I marts 1998 blev det, med henblik På at nedbringe sagsbehandlingstiden, besluttet at udvide nævnet med endnu en nævnsafdeling, det vil sige til i alt tre afdelinger. nedenstående blev herefter udnævnt pr. 31. marts Næstformand udpeget af sundhedsministeren: Dommer Lis Hævdholm (næstformand) 2. Udpeget af sundhedsministeren: Advokat Ditlev Wad Suppleant: Advokat Joan Colding 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Peter Matzen Overlæge Kaare Schmidt Suppleant: Overlæge Flemming Winther Bach 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Fuldmægtig Bjarne Aabye Fuldmægtig Frits Ripperger Suppleant: Fuldmægtig Steen Jørgensen 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Per Dahl Junker Charlotte Lauritsen Suppleant: Hanne Svane 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Bent Olufsen

5 Suppleant: Anette Espersen Den 6. april 1998 fratrådte dommer Ulla Staal som formand, og dommer Arne Ljungstrøm udnævntes til formand. Administrerende dommer Bjarne Pedersen blev samme dato udnævnt som yderligere næstformand Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Ved ankenævnets oprettelse bestod sekretariatet af en deltidsbeskæftiget fuldmægtig og en deltidsbeskæftiget kontorfunktionær. efterhånden som antallet af sager voksede, blev det nødvendigt at forøge ressourcerne i sekretariatet tilsvarende. I 1997 var der beskæftiget 2,6 AC-årsværk, 2,2 HK-årsværk, 0,3 studentårsværk og 0,2 lægekonsulentårsværk, i alt 5,3 årsværk. I 1998 var der beskæftiget 3,2 AC-årsværk, 3,2 HK-årsværk, 0,5 Studentårsværk og 0,4 lægekonsulentårsværk, i alt 7,3 årsværk. I perioden 1997/1998 skete der fortsat en meget kraftig vækst i antallet af ankesager (se nedenfor i afsnit 2.1, tabel 1, side 15). Det medførte en uacceptabel stigning i sagsbehandlingstiden. Med henblik På at få sagsbehandlingstiden nedbragt og at styrke sekretariatet administrativt blev der fra august 1998 ansat en sekretariatschef i sekretariatet. Frem til april 1997 havde sekretariatet til huse først i lokaler På Rigshospitalet og senere i Sundhedsministeriet; herefter flyttede sekretariatet til Holbergsgade 14, 4., 1057 København K 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3) Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringsforeningen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget, (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlig myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på tre måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring.

6 Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter. Når Patientforsikringsforeningens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos klager, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab. Herefter vil sagen typisk være klar til nævnsbehandling og blive forelagt nævnet til afgørelse Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 6, i lov om patientforsikring. Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst udsættes den. Dette er sket i ca. 15 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelsen kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmål om mžngrad og/eller erhvervsevnetab. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter anføres i beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringsforeningen. Nævnets afgørelse meddeles skadelidte, Patientforsikringen og den driftsansvarlige myndighed Resultatet af nævnsbehandlingen. Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik anke, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qva officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat.

7 2. Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Udviklingen i antal modtagne sager har stort set fulgt den tilsvarende vækst i Patientforsikringsforeningen. Tabel 1. Udvikling i antal modtagne sager. antal modtagne ændring i % andel af patient sager -forsikringssager i % , , , , , ,3 Tabel 2. Udvikling i antal modtagne sager, antal afsluttede sager og antal verserende sager. antal modtagne antal afsluttede antal verserende sager sager sager ultimo året Tabel 1 og 2 viser, at antallet afsluttede sager hvert år har været mindre end antallet af modtagne sager. Dette har ført til en stigning i antallet af verserende sager fra 41 sager ultimo 1993 til 1206 sager ultimo Oversigt over antal afsluttede sager pr. årsværk Tabel 3. Antal afsluttede sager pr. årsværk i sekretariatet i perioden (juridiske sagsbehandlere) antal afsluttede AC-årsværk antal afsluttede sager

8 sager pr årsværk , , , , , ,7 151 Tabel 3 viser et springende og ujævnt forløb. Afsluttede sager pr. årsværk i sekretariatet varierer i perioden 1993 til 1998 fra et minimum på 58 sager i 1993 til et maksimum på 364 sager i Baggrunden er primært, at sekretariatet har anvendt øgede ressourcer til at forberede sagerne, men at nævnet ikke har haft tilstrækkelig kapacitet til at træffe afgørelse i disse. 2.3 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Tabel 4. Udvikling i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid siden Gennemsnitlig sagsbehandlingstid (skønsmæssigt antal måneder) primo medio primo medio primo Tabel 4 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid har udvist en konstant stigende tendens i perioden fra primo 1997 til ultimo Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er i denne periode steget fra omkring 12 måneder primo 1997 til omkring 24 måneder ultimo Oversigt over nævnets virksomhed Tabel 5. Antal Afviste Udsatte Tiltrådte Ændrede I alt møder sager sager afgørelser afgørelser behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning

9 I 1997 blev der i alt ændret 56 afgørelser, hvilket udgør ca. 16,5 % af de afgjorte sager. De tilsvarende tal for 1998 er 96 svarende til 18,1 % af de afgjorte sager. Ændring på grund af "ansvar" betyder en anden vurdering af ansvarsgrundlaget end Patientforsikringsforeningens. Stigningen i antallet af møder skyldes, at der primo 1997 var en nævnsafdeling, fra maj 1997 to nævnsafdelinger og fra august 1998 tre nævnsafdelinger. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned undtagen juli måned. På hvert møde er 20 til 25 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. Herudover har der i 1997 og 1998 været truffet et mindre antal formandsafgørelser. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden kan træffe afgørelse på nævnets vegne. 2.5 Sager indbragt for landsretten Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. Disse sager føres af kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Siden 1993 er i alt 60 af Patientskadeankenævnets afgørelser indbragt for landsretten. Af disse sager er 13 sager endeligt afsluttet, mens 47 sager stadig er under forberedelse. Tabel 6. Oversigt over antal sager indbragt for landsretten i perioden (status primo 1999) i alt afgørelser i PSAN afsluttede retssager verserende retssager Som det fremgår af tabel 6 er antallet af retssager steget i takt med antallet af sagsafgørelser i Patientskadeankenævnet. Af de 13 afsluttede retssager er de 12 hævet af sagsøger og i 1 sag har nævnet fået medhold. På nuværende tidspunkt (medio 1999) er 2 af de verserende sager anket til Højesteret. I første halvdel af 1999 er 20 sager indbragt for landsretten. 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1 Erstatningsgrundlag Grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven er i henhold til 1, stk. 1, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse,

10 behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke, selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4 nævnte måder (se nærmere nedenfor under afgørelser), er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng (se nedenfor j. nr. 25/97, side 24), hvor nævnet anerkendte en skade, da der under behandlingsforløbet var givet en fejldosis medicin, og denne kunne have medført skaden. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen. 3.2 Eksempler på afgørelser , stk. 1 Dækningsområdet Efter 1, stk. 1, dækker patientforsikringsloven kun fysiske skader, det vil sige, at skader af rent psykisk karakter, som ikke står i forbindelse med en skade af fysisk karakter, ikke er omfattet af loven. Skader på ting er heller ikke omfattet af loven. Er der indtrådt en fysisk skade, omfatter dækningen dog også eventuelle psykiske følger af denne skade. Den fysiske skade skal være opstået i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende, det vil sige, at skaden skal være forårsaget af behandlingen og ikke af grundsygdommens forløb. Selve det forhold, at behandlingen ikke lykkes, at der opstår komplikationer til grundsygdommen, eller at forventningerne til behandlingen ikke indfries, erstattes ikke. Der gives heller ikke erstatning for enhver skadelig følge af en undersøgelse/behandling, idet skaden kan være en uundgåelig risiko ved nødvendig behandling. En eventuel anerkendelse og erstatning vil kun omfatte den merskade, der er blevet påført patienten ved behandling med videre og ikke de samlede ulemper eller det samlede tab i forbindelse med grundsygdommen og den nødvendige behandling heraf. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at der ikke er blevet påført patienten en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende, og at denne derfor ikke er berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jr. lovens 1, stk. 1. J. nr. 144/97: En kvinde havde i mange år haft rygproblemer og havde fået tilkendt mellemste førtidspension som følge heraf. Da kvinden fik tiltagende lændesmerter og vandladningsforstyrrelser, blev der foretaget MR-scanning, som viste en ret stor midtstillet prolaps fra discus mellem nederste ryghvirvel og korsbenet (5. lændediscus). Der blev foretaget akut operation, men uden overbevisende effekt. Kvinden blev ca. to måneder senere atter indlagt med rygsmerter, dårlig gangfunktion samt vandladningsproblemer, og der blev foretaget CT-scanning, som viste forandringer, der kunne være forenelige med gendannelse af prolapsen på højre side svarende til 5. discus. Der

11 blev herefter foretaget operativt indgreb, hvorunder der fandtes et lille stykke discusprolapsvæv liggende i nerverodskanalen svarende til højre 1. korsbensnerverod. Da kvinden også havde venstresidige symptomer, blev der foretaget frilægning på venstre side, hvor der fandtes frie forhold. Efter operationen var der bedring, smerterne aftog; men vandladningssymptomerne var uændrede, og der var stadig behov for engangskateterisation. Senere i indlæggelsesforløbet blev der foretaget CT-scanning, som gav mistanke om prolapsgendannelse ud for 5. lændehvirvel; men der fandtes ikke indikation for operation, og kvinden blev henvist til genoptræning. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at kvindens nuværende gener ene og alene kunne tilskrives den tilgrundliggende mangeårige rygsygdom. Således vurderedes det, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med den undersøgelse og behandling, som i øvrigt fandtes at være i overensstemmelse med bedste specialiststandard, og betingelserne i patientforsikringsloven 1, stk. 1, og 2, stk. 1, var derfor ikke opfyldt. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at kvindens nuværende gener i form af rygsmerter, lammelser i ben, dropfod samt påvirket blærefunktion med overvejende sandsynlighed måtte henføres til hendes grundsygdom. Nævnet fandt således, at der ikke var blevet påført kvinden en fysisk skade, og at betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring således ikke var opfyldt jf. 1, stk. 1. J nr. 346/96: En kvinde fødte tvillinger ved kejsersnit, forløbet var normalt, og efter syv dage blev hun udskrevet. Ca. fjorten dage efter fødslen blev hun tiltagende dårlig med smerter i venstre side af brystet, høj feber og bevidstløshed, hvorefter hun blev indlagt. Gynækologisk undersøgelse på indlæggelsesdagen viste ingen tegn på betændelse i livmoderen, og det vurderedes herefter, at der var tale om blodforgiftning af ukendt årsag. Der var hævelse i hele venstre bryst, og dyrkning af sekret fra brystet viste stafylokokker og streptokokker. Det konstateredes herefter, at patienten led af betændelse i brystet, uden at den nærmere årsag hertil kunne konstateres. Som følge af den kritiske tilstand under indlæggelsen var hun efterfølgende talebesværet, bevægelseshæmmet og hukommelsessvækket. Patientforsikringen fandt, at de opståede skader var en følge af den konstaterede betændelse i brystet og ikke en følge af betændelse Opstået i væv efterladt i livmoderen efter fødslen. Patientforsikringen fandt endvidere, at den opståede betændelse i venstre bryst ikke var en følge af den behandling, hun fik På sygehuset, hverken i forbindelse med fødslen eller i forbindelse med den efterfølgende indlæggelse, og de opståede skader måtte derfor henføres til hendes grundsygdom, betændelse i brystet. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, idet betingelserne i lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet tiltrådte patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven ikke var opfyldt, jf. lovens 1, stk. 1. J nr. 522/96: En 74-årig kvinde blev opereret på grund af forsnævring af kanaler og ostitis i lænderyggen omfattende tidligere opereret discus. Ved operationen blev der konstateret store slidgigtforandrede facetled med betydelig forsnævring og tryk på nerverødder og nerverodssækken. Knoglen blev afbidt, således at der blev skabt plads til nerverødderne, der herefter lå frit. Operationen blev kompliceret af en lille rift på rygmarvshinden samt rigelig

12 blødning. Forløbet efter operationen var ukompliceret, men hun havde fortsat belastningsrelaterede lændegener med udstråling til højre ben. Hun havde tidligere fået foretaget to operationer, hvorved man henholdsvis havde foretaget fjernelse af 3. lændediscus og løsning af 4. lænderod. Patientforsikringen fandt, at operationen blev udført i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring har været det optimale i den givne situation. Patientforsikringen lagde vægt på, at en rift på rygmarvshinden er en almindeligt forekommende komplikation ved denne operationstype, og særligt efter tidligere operationer med arvævsdannelse. Der blev desuden lagt vægt på, at rigelig blødning i forbindelse med operationen ofte forekommer ved denne operationstype. Patientforsikringen fandt endvidere, at alvorligheds- og sjældenhedskriteriet i 2, stk. 1, nr. 4, ikke kunne anses for opfyldt. Herved lagde patientforsikringen vægt på grundsygdommens karakter samt det forhold, at patienten 2 gange tidligere var blevet opereret på henholdsvis L3- og L4-niveau. Patientforsikringen fandt herefter, at sagen ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 1-4, ikke var opfyldt. Patientskadeankenævnet fandt, at patientens gener var følger af hendes grundsygdom, samt det forhold, at hun to gange tidligere var opereret på henholdsvis L3- og L4-niveau med arvævsdannelser til følge, og ikke af den behandling, hun havde fået på sygehuset, som fandtes at have været korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var påført hende en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1. J. nr. 298/97: En mand pådrog sig ved et fald et højresidigt håndledsbrud. På skadestuen blev der fundet indikation for påpladssætning og ekstern fiksation (Hoffmanns apparatur). Under operationen blev albuebensarterien fundet overrevet, hvorfor denne blev lukket med en knude opadtil og nedadtil. Samtidig fandtes albuebensnerven i håndledsniveau forstrakt, men intakt. Dagen efter viste røntgenkontol let forskydning, og dette blev korrigeret ved hjælp af den eksterne fiksation. Herefter var stillingen bedre. Efterfølgende røntgenkontrol viste et spring i ledfladen på 2-3 mm. Bruddet egnede sig imidlertid ikke til operativ påpladssætning, og det var ikke muligt at korrigere yderligere ved hjælp af den eksterne fiksation, hvorefter manden blev udskrevet. Få dage senere, blev han atter indlagt med tegn på betændelse, og der blev iværksat antibiotikabehandling. Det eksterne fiksationsapparat blev fjernet ca. to måneder senere, hvorefter der blev iværksat intensiv ergoterapi. Den efterfølgende genoptræning var langvarig og kompliceret. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at mandens nuværende tilstand var en følge af det svære brud og den arterie- og nervelæsion, der var opstået i forbindelse hermed. Endvidere havde udviklingen af manglende heling svarende til bruddet på spolebenet betydning for mandens nuværende tilstand, men den manglende heling kunne ikke anses for at være en følge af den behandling, han havde modtaget, men måtte anses for at være en følge af bruddet og grundsygdommen osteoporose. Mandens nuværende tilstand var således ikke en følge af sygehusets behandling, som i øvrigt havde været i overensstemmelse med bedste specialiststandard, men en følge af hans grundsygdom, og han var derfor ikke berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at mandens nuværende gener var en følge af hans håndledsbrud og ikke af sygehusets behandling, som i øvrigt fandtes at være korrekt. Nævnet fandt således, at der ikke var blevet påført manden en fysisk skade,

13 og at betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring således ikke var opfyldt, jf. 1, stk , stk. 1: Ansvarsgrundlag - grundbetingelser - bevisbedømmelse , stk. 1, nr. 1 - Specialistreglen 1) - "hvis det må antages, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes ved undersøgelse, behandling eller lignende, hvorved skaden ville være undgået". Der er tale om en specialistmålestok, hvor udgangspunktet er, hvordan den erfarne specialist på området ville have handlet under de givne ressourcemæssige forhold, og hvorvidt skaden ville have været undgået med denne behandling. Der er tale om en objektiv målestok, og det er således uden betydning, hvilke individuelle forudsætninger den behandlende læge havde. I sag j. nr. 65/96 (side 25) anerkendte nævnet en nervelæsion i forbindelse med en knæoperation, idet nævnet fandt, at der var tale om en lejringsskade, og at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have undgået at forvolde en sådan nervelæsion. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 25/97: Svækket krav til beviset for årsagssammenhæng i tilfælde af klar faglig fejl. En dengang 64-årig mand blev indlagt med henblik på at få indsat en bukseprotese på grund af svær åreforkalkning med aflukning af pulsåren i begge ben. Han led i forvejen af en svær hjertelidelse og havde året før fået foretaget coronar by-pass-operation. Der havde endvidere tidligere været 3 akutte blodpropper i hjertet. Efter operationen skete en forveksling mellem 2 infusionspumper, og der blev givet en ca. 10 gange for stor Dopamindosis intravenøst. Manden fik blodtryksfald til ca. 70. Efter relevant behandling steg blodtrykket; men han udviklede tegn på endnu en blodprop i hjertet, og fem dage efter afgik han ved døden. Patientforsikringen fandt under henvisning til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at manden var særdeles hjertesvækket, og at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at det var hans meget alvorlige grundsygdom, der var årsag til sygdomsforløbet og dødsfaldet. Patientforsikringen fandt endvidere, at den utilsigtede indgift af Dopamin i høj dosis kun i ringe omfang (sandsynlighed mindre end 50 %) havde bidraget til det forløb, der medførte dødsfaldet. Patientskadeankenævnet fandt overensstemmelse med bevisbedømmelsen efter praksis ved den almindelige erstatningsregel (culpa-reglen), hvor der er begået klare faglige fejl, at patienten ved fejldoseringen med Dopamin var blevet påført en fysisk skade, og at denne med overvejende sandsynlighed havde medført dødsfaldet. Nævnet anerkendte herefter dødsfaldet som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Ifølge retspraksis lempes kravet til beviset for årsagssammenhæng, når det kan fastslås, at der er

14 begået en klar fejl, og denne kan have medført skaden. J. nr. 319/95: Påført skade - specialiststandard En 27-årig kvinde blev indlagt på gynækologisk afdeling under diagnosen truende abort i 7. graviditetsuge. Forud for indlæggelsen havde hun haft blødninger i 3 dage. Hun havde selv foretaget to graviditetstest, som begge var positive. Ved indlæggelsen var blødningen aftaget og ved ultralydsscanning fandtes livmoderen tom, ligesom urinprøve for graviditet var negativ. Hun fik taget blodprøver og blev derefter udskrevet, idet tilstanden opfattedes som en blødningsuregelmæssighed. Efter udskrivelsen kom der svar på blodprøverne. Ifølge disse var kvindens blodtype rhesus negativ, og det blev bekræftet, at kvinden havde været gravid. Sygehuset reagerede ikke på svarene. Hun blev kort tid efter gravid, og under denne graviditet blev det konstateret, at barnet var blevet svært rhesusimmuniseret. Patientforsikringen fandt, at kvinden ikke var blevet påført en fysisk skade i forbindelse med behandlingen på sygehuset. Hun var derfor ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1. Patientforsikringen vurderede, at selv om man havde iværksat rhesusprofylakse i forbindelse med indlæggelsen, som man burde have gjort, var det ikke overvejende sandsynligt, at rhesusimmuniseringen ved en senere graviditet ville være undgået, idet ved indlæggelsen allerede var gået op til 3-4 dage fra det tidspunkt, hvor den første graviditet måtte anses for afsluttet. Patientskadeankenævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold senest dagen efter indlæggelsen ville have givet kvinden rhesusprofylakse, hvorved skaden i form af rhesusimmunisering med overvejende sandsynlighed ville være undgået. Hun var derfor berettiget til erstatning, jr. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 65/96: Lejringsskade En 52-årig kvinde blev opereret i knæet. Dagen efter operationen måtte en stram forbinding lægges om, idet hun havde gener, der var forenelige med tryk på lægbensnerven. Den følgende dag var der klare tegn på påvirkning af nerven, i første omgang i form af fuldstændig lammelse med følelses- løshed. Lammelsen aftog imidlertid de følgende måneder; men der var fortsat ingen følelse i storetåen og brændende fornemmelser På foden. Ni måneder efter operationen var der tilbagevendende problemer i form af dropfod og smerter i ankelleddet. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 1, idet Patientforsikringen vurderede, at behandlingen På sygehuset var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation. Endvidere fandt Patientforsikringen, at den indtrådte skade i form af midlertidig lammelse af lægbensnerven ikke var tilstrækkelig alvorlig til anerkendelse efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Ifølge Patientforsikringens høringssvar afgivet i forbindelse med anken, havde Patientforsikringen ved afgørelsen lagt vægt på, at lammelsen som var opstået i forbindelse med operationen, havde været aftagende i forløbet og siden var forsvundet fuldstændigt. Patientforsikringen vurderede, at de tiltagende smerteklager og tilsyneladende nedsat aktiv bevægelighed i foden, som viste sig senere i forløbet, ikke kunne være forårsaget af den oprindelige lejringsskade og den deraf følgende lammelse af lægbensnerven. Patientskadeankenævnet fandt det overvejende sandsynligt, at kvinden i forbindelse med operationen var blevet påført en delvis læsion af lægbensnerven, formentlig ved forkert lejring eller anden procedurefejl. Patientskadeankenævnet fandt endvidere, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have undgået at forvolde en sådan

15 nervelæsion, og betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettigende efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, var herefter opfyldt. J. nr. 448/96: Let forskudt håndledsbrud - Påført skade / grundlidelse - specialiststandard En 45-årig mand pådrog sig et højresidigt håndledsbrud. Røntgenundersøgelsen viste, at der var tale om et let forskudt brud. Bruddet blev behandlet med gipsskinne i fem uger med efterfølgende instruktion i genoptræning. På grund af fortsatte gener blev han ca. tre måneder senere genhenvist til sygehuset. Man fandt tegn på løshed af leddet mellem spoleben og albueben ved håndleddet og foretog operativ opretning af det ophelede brud med indsættelse af et stykke bankknogle og fiksation ved anvendelse af skinne og skruer. Patientforsikringen fandt under henvisning til 1, stk. 1 og 2, stk. 1, at der ikke var påført patienten en skade i forbindelse med behandlingen. Patientforsikringen lagde til grund, at løshed af leddet mellem spole- og albueben ved håndleddet, som krævede reoperation, ikke var en følge af den primære behandlingen, men en følgetilstand, der kunne henføres til bruddets karakter. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation. Patientskadeankenævnet fandt, at der var påført den pågældende en skade i forbindelsen med den primære behandling, idet en erfaren specialist på det pågældende område under de givne forhold ville have behandlet bruddet med operativ påpladssætning og fiksering med skinne / skruer. Endvidere ville en erfaren specialist have sikret en klinisk vurdering af stabiliteten af leddet mellem spole- og albueben ved håndleddet såvel som have foretaget en røntgenundersøgelse, da gipsbandagen blev fjernet efter fem uger. Nævnet vurderede, at det var overvejende sandsynligt, at man derved kunne have undgået fejlstilling i det ophelede brud. Nævnet anerkendte herefter skaden som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 505/96: Påført skade - specialiststandard - unødvendig operation En 47-årig kvinde havde problemer fra højre håndled i form af smerter på lillefingersiden og klikkende fornemmelse, når hun roterede i håndleddet. På mistanke om læsion af discus triangularis udførte man røntgenundersøgelse med kontraststof af højre håndled, der dog ikke påviste en sådan læsion. På mistanke om slidgigt mellem spoleben og albueben ved håndleddet fik kvinden injektion med binyrebarkhormon tilsat lokalbedøvelse, dog uden effekt. Tre måneder senere blev kvinden opereret med fjernelse af den håndledsnære del af højre albueben og gipsbandageret. Ved kontrol måneden efter havde kvinden fortsat mange gener fra højre håndled. Ved sidste kontrol var tilstanden uændret, og behandlingen blev afsluttet. Patientforsikringen fandt under henvisning til lovens 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at kvinden ikke med overvejende sandsynlighed var blevet påført nogen skade i forbindelse med operationen, men at hendes gener med overvejende sandsynlighed måtte tilskrives hendes grundlidelse i form af smertepåvirkning i højre håndled og udviklingen heraf. Det var Patientforsikringens vurdering, at det nævnte operative indgreb sædvanligvis kun medførte en vis yderligere instabilitet i håndleddet og ikke yderligere smerter. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen havde været i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation, og bemærkede, at patientens forventninger til operationsresultatet, som operationen efterfølgende viste sig ikke at leve op til, ikke i sig selv berettiger til erstatning for de komplikationer, som består i, at behandlingen ikke lykkes.

16 Patientskadeankenævnet fandt, at der var blevet påført kvinden en erstatningsberettigende skade i forbindelse med operationen. Nævnet lagde vægt på, at en erfaren specialist på det pågældende område ikke ville have fjernet den håndledsnære del af højre albueben, idet hverken de præoperative undersøgelser eller de i operationsbeskrivelsen anførte fund berettigede til foretagelsen af det pågældende indgreb, som var invaliderende. Nævnet anerkendte herefter skaden som erstatningsberettigende, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke er omfattet af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. J. nr. 113/96 En kvinde, der led af en sygdom i øresneglen, som medfører hurtigt fremadskridende døvhed, blev opereret for kræft i æggestokken. Hun blev efterfølgende henvist til kemoterapi. På sygehuset blev det på grund af hendes betydelige høretab besluttet at tilbyde Taxol- og Carboplatinbehandling i stedet for Cisplatinbehandling. Hun blev informeret om bivirkningerne ved denne behandling, og hun besluttede at modtage Taxol og Carboplatinbehandling. Hun modtog herefter behandling i fem måneder. Et år efter havde hun fortsat moderate til svære neurotoxiske bivirkninger. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven, jf. lovens 3, stk. 3, hvoraf det følger, at erstatning efter patientforsikringsloven ikke ydes for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet nævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, end man gjorde på det pågældende sygehus. Nævnet fandt endvidere, at hendes gener i form af neurotoxiske bivirkninger ud fra en efterfølgende vurdering ikke kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været ligeså effektiv til behandling af hendes sygdom, jr. patientforsikringlovens 2, stk.1, nr.1 og nr. 3. Nævnet fandt, at generne med overvejende sandsynlighed skyldtes bivirkninger ved de anvendte lægemidler, og da der ifølge lov om patientforsikring ikke ydes erstatning for skader, som skyldes egenskaber ved anvendte lægemidler, når betingelserne i 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, ikke er opfyldt, jr. lovens 3, stk. 3, var hun ikke berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven. J. nr. 282/97: Optimal behandling trods forkert diagnose En mand blev indlagt efter, at han de seneste uger havde haft hoste, feber, nattesved, blodigt opspyt samt et vægttab på 4-5 kg. Der blev på sygehuset foranlediget kikkertundersøgelse og finnålspunktur af luftvejene. Kikkertundersøgelsen viste normale forhold; men finnålsaspiratet viste malignitetssuspekte celler, som kunne tyde på kræft. En CT-scanning af brysthulen viste infiltrat og sammenfald af en del af venstre lunge. På denne baggrund blev der foretaget operation, hvorunder venstre lunge med en 5 x 5 cm stor knude i overlappen med indvækst i underlappen og forbundet med brystvæggen blev fjernet. Mikroskopisk undersøgelse af den fjernede lunge viste efter operationen overraskende, at der ikke var tale om kræft, men om strålesvamp (actinomyces). Manden blev herefter sat i højdosis penicillinbehandling, og efterforløbet var ukompliceret. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af lov om patientforsikring. Patientforsikringen vurderede, at sygehusets behandling var blevet udført i overensstemmelse med bedste specialiststandard og lagde herved vægt på, at actinomycesinfektion i lungerne er en yderst sjælden

17 sygdom hos patienter i års alderen, og at der på intet tidspunkt i sygdomsforløbet havde været grund til at mistænke, at der var tale om actinomyces. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at man forud for operationen ved røntgenundersøgelse og CT-scanning havde fundet tumorsuspekte fortætninger i venstre lunge, samt at man ved finnålsbiopsi havde fundet ondartede celleforandringer, og at det på baggrund af disse fund med overvejende sandsynlighed måtte antages, at der var tale om lungecancer. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde Patientforsikringens afgørelse og fandt, at sygehusets behandling var i overensstemmelse med bedste specialiststandard. Nævnet lagde vægt på, at de kliniske undersøgelser forud for operationen gav mistanke om ondartede celleforandringer, og at det måtte antages, at patienten havde lungecancer. Da nabovævene ikke viste ondartede celleforandringer, var radikal fjernelse af lungen indiceret som eneste udsigtsfulde behandling. Betingelserne for at yde erstatning efter lov om patientforsikring var således ikke opfyldt, jf. 3, stk.1, jf. 2, stk. 1, nr , stk. 1, nr. 2 - Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr 1) - "hvis skaden skyldes fejl eller svigt i teknisk apparatur, redskaber eller andet udstyr, der anvendes ved eller i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende" Bestemmelsen er en ansvarsregel, der dækker alle tilfælde af svigt i nævnte apparatur med videre. Ingen afgørelser vedrørende denne bestemmelse i 1997/ , stk. 1, nr. 3 - Ligeværdig metode eller teknik 2) - "hvis skaden ud fra en efterfølgende vurdering kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behandlingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af patientens sygdom" Denne bestemmelse dækker skader, der set i bakspejlet kunne eller burde have været undgået ved valg af en anden behandlingsteknik eller -metode under forudsætning af, at alternativ teknik eller metode faktisk stod til rådighed, at den var lige så effektiv til behandling af patientens sygdom, som den anvendte behandling, og at skaden med overvejende sandsynlighed ville have været undgået ved valg af den alternative teknik eller metode. Den alternative teknik eller metodes ligeværdighed vurderes ud fra, den vurdering, en erfaren specialist ville have anlagt på tidspunktet for undersøgelse og valg af behandling. Selve skadens uundgåelighed vurderes derimod ud fra den viden og erfaring, der foreligger på afgørelsestidspunktet og ikke på tidspunktet for iværksættelsen af behandlingen. Som eksempel på en sag om ligeværdige metoder kan nævnes sag j. nr. 434/96 (side 30), hvor nævnet anerkendte en skade som følge af kikkertoperation for lyskebrok, idet en åben operation måtte anses for at være en ligeværdig metode, og idet skaden med overvejende sandsynlighed ville være undgået ved valg af åben operation. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3:

18 J. nr. 434/96: Kikkertoperation ctr. åben operation En 52-årig mand fik foretaget brokoperation med kikkertmetode på venstre side. Kikkertmetoden blev anvendt efter hans eget ønske. I løbet af natten fik han smerter under ribbensbuerne og hurtigere, men regelmæssig puls. Der blev iværksat antibiotikabehandling på mistanke om lungebetændelse. Den 52-årige blev udskrevet efter to dage. Lyskeregionen var da reaktionsløs og uden misfarvning. På baggrund af nedsat hæmoglobin og let feber blev han to uger efter ultralydsundersøgt, og der blev da påvist en fladeformet blodansamling ved forreste bugvæg og en mindre ansamling nedadtil i højre side. Der blev endvidere påvist sten i galdeblæren. Ved finnålspunktur blev der udtømt gammelt blod. To måneder senere var han afebril og i fortsat fremgang. Patientforsikringen fandt, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3. Patientforsikringen lagde vægt på, at en åben operation for lyskebrok må anses for at være en ligeværdig metode i forhold til kikkertmetoden, når henses til operationstid og postoperative resultater. Patientforsikringen lagde endvidere vægt på, at den opståede komplikation i form af blodansamling i operationsfeltet med overvejende sandsynlighed næppe ville være indtrådt, såfremt der var foretaget åben brokoperation. Patientskadeankenævnet tiltrådte, at skaden var omfattet af lovens 2, stk. 1, nr. 3, med den anførte begrundelse. J. nr. 24/97: Operation ctr. konservativ behandling En dengang 19-årig kvinde fik i forbindelse med brud på højre fod knystdannelse på højre storetå. På grund af gener herfra gennemførte man ni år senere en Schedes-operation med fjernelse af slimsæk og afmejsling af en lille udvækst på knoglen, således at tåen kunne rettes lidt ud. Ved en undersøgelse et halvt år efter operationen konstaterede man, at knysten ikke var blevet mindre, at huden var blevet tynd i operationsområdet, og at der var tilkommet tendens til, at tåen skred ind over 2. tå. Man anså det for muligt at foretage fornyet operation; men man kunne ikke garantere et godt resultat, hvorfor kvinden afstod herfra. Patientforsikringen fandt under henvisning til 1, stk. 1, og 2, stk. 1, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Patientforsikringen lagde herved vægt på, at en gennemgang af røntgenbillederne ikke med overvejende sandsynlighed gav holdepunkt for, at operationen havde medført den manglende kontrol af storetåen eller i øvrigt de gener, kvinden havde oplevet, hvorfor kvinden ikke var påført skade som følge af behandlingen. Patientforsikringen fandt endvidere, at behandlingen var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været den bedst mulige i den givne situation. Patientskadeankenævnet fandt, at kvinden var blevet påført en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3, erstatningsberettigende skade. Nævnet fandt, at kvindens gener kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik, som udfra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af hendes sygdom, idet kvindens gener kunne være undgået, såfremt man have undladt at operere og i stedet havde behandlet hende konservativt. J.nr.: 340/96: Rygmarvsbedøvelse ctr. generel anæstesi - egenskaber ved lægemidler En 40-årig kvinde fik foretaget kikkertundersøgelse af blæren. Forud for indgrebet blev der foretaget rygmarvsbedøvelse svarende til mellemrummet mellem 4. og 5. lændehvirvel. Af anæstesiskemaet fremgår det, at bedøvelsen ved afslutningen af indgrebet kun omfattede de nerveområder, der udgår svarende til korsbenet. Efter bedøvelsen havde patienten haft gener i form af kraftige jag og smerter i lænden samt sovende fornemmelser i begge ben. Patienten kunne således ikke stå eller sidde i mere end 1 time ad gangen.

19 Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven, idet patientens gener med overvejende sandsynlighed ikke kunne henføres til selve den anvendte metode ved bedøvelsen eller undersøgelsen. Der blev i den forbindelse henvist til patientforsikringslovens 3, stk. 3, hvoraf det følger, at erstatning ikke kan ydes for skader, der skyldes egenskaber ved de lægemidler, der er anvendt ved undersøgelse, behandling eller lignende. Patientskadeankenævnet kunne tiltræde, at det måtte anses for overvejende sandsynligt, at patientens gener umiddelbart måtte henføres til egenskaber ved det til lokalbedøvelse anvendte middel. Det blev bemærket, at der efter patientforsikringslovens 3, stk. 3, ikke ydes erstatning for skader, der skyldes egenskaber ved de anvendte lægemidler. Patientskadeankenævnet fandt imidlertid, at skaden ikke ville være opstået, såfremt man havde foretaget generel anæstesi. Generel anæstesi måtte betragtes som en ligeværdig teknik til bedøvelse for det omhandlede indgreb. Patientforsikringens afgørelse blev derfor ændret, og patienten blev anset for at være blevet påført en erstatningsberettigende skade i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden ikke var omfattet af 2, stk. 1, nr. 3. J. nr. 224/95: Skade ej omfattet, da følge af nødvendig/effektiv behandling for nældefeber En 30-årig mand blev indlagt på grund af nældefeber. Dagen efter blev der iværksat behandling med Prednison, og fire dage efter blev han udskrevet. Knap et år efter blev han atter indlagt med tilbagevendende nældefeber og nyopståede ledsmerter. Han fik igen prednisonbehandling og blev udskrevet efter otte dage. Fire dage efter udskrivelsen var han til undersøgelse i sygehusets allergiambulatorium, hvor det konstateredes, at han led af arvelig overfølsomhed over for visse stoffer. Han fulgte herefter en eliminationsdiæt, og prednisonbehandlingen blev langsomt nedtrappet. Ca. seks måneder senere vendte nældefeberen tilbage, og han blev indlagt. Han blev udskrevet efter ti dage, hvor behandling med Prednison var ophørt. Ca. fem måneder senere blev han indlagt med brud i venstre hofte samt begyndende tegn på knoglevævsdød (nekrose). Han blev opereret med påpladssætning af bruddet i venstre hofte. Seks måneder senere fik han indsat en protese i højre hofte. Patientforsikringen fandt, at den opståede knoglenekrose med overvejende sandsynlighed var forårsaget af prednisonbehandlingen. Patientforsikringen vurderede imidlertid, at den primære behandling på sygehuset var udført i overensstemmelse med, hvad der efterlægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation, jf. 2, stk. 1, nr. 1. Der blev herved lagt vægt på, at doseringen og behandlingens varighed var en korrekt og nødvendig behandling af hans svære nældefeber. Patientforsikringen vurderede herefter, at knoglenekrosen var en egentlig medicinbivirkning, som faldt uden for patientforsikringsloven område, jf. lovens 3, stk. 3. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at skaden ikke var omfattet af 2, stk.1, nr. 1. Nævnet fandt endvidere, at knoglenekrosen ikke kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller metode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville være ligeså effektiv til behandling af nældefeberen. Nævnet fandt herefter, at han ikke var berettiget til erstatning efter patientforsikringsloven, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, samt 3, stk , stk. 1, nr. 4 - Komplikationer - tålelighed - sjældenhed 1) - "hvis der som følge af undersøgelse, herunder diagnostiske indgreb, eller behandling indtræder

20 skade i form af infektioner eller andre komplikationer, der er mere omfattende, end hvad skadelidte med rimelighed må tåle. Der skal herved tages hensyn til dels skadens alvor, dels patientens sygdom og helbredstilstand i øvrigt samt til skadens sjældenhed og mulighederne for at tage risikoen for dens indtræden i betragtning." I modsætning til de forudgående tre bestemmelser omfatter denne bestemmelse visse skader, infektioner eller andre komplikationer, der er uundgåelige i den forstand, at de ikke er omfattet af de ovennævnte erstatningsgrundlag, men som ud fra en rimelighedsvurdering går ud over, hvad patienten må tåle. Ved vurderingen tages der hensyn til skadens relative alvor i forhold til patientens grundsygdom og helbred i øvrigt og skadens sjældenhed, og om det var muligt at tage risikoen i betragtning. Det betyder, at komplikationer i forbindelse med behandling af meget alvorlige sygdomme som oftest ikke er omfattet, og der vil ved vurderingen af skadens relative alvor i disse tilfælde også blive taget hensyn til risikoen ved ikke at iværksætte en behandling. Et eksempel er bivirkninger i forbindelse med behandling af kræftlidelser. Disse patienter vil sjældent være berettigede til erstatning efter denne bestemmelse, da undladelse af at iværksætte behandling kan have meget alvorlige konsekvenser. Det er dog altid en konkret vurdering, hvorvidt en uundgåelig skade må tåles, og en meget alvorlig grundsygdom vil ikke automatisk afskære patienten fra erstatning. Som eksempel kan nævnes sag j. nr. 153/96 (side 38), hvor patient blev påført infektion i forbindelse med operation for testikelkræft og efterfølgende var infertil og havde nedsat hormonproduktion. Nævnet fandt, at der var tale om en så alvorlig og sjælden komplikation i forhold til grundlidelsen, at det gik ud over, hvad han med rimelighed måtte tåle. Infektioner i forbindelse med operationer er en ofte forekommende komplikation og vil derfor sjældent være omfattet af denne bestemmelse. Det må herved erindres, at kun infektioner, som er påført ved behandling med videre, kan begrunde erstatning efter loven, ikke infektioner, der må henføres til grundsygdommen eller til patienten selv. Som eksempel på en infektion henført til behandlingen kan nævnes sag j. nr. 178/97 (side 38), hvor en patient i forbindelse med behandling for liggesår på grund af svær infektion og blodforgiftning fik amputeret højre ben og hofte. Nævnet fandt, at patienten var påført en skade i form af infektion med efterfølgende amputation, og at denne skade var mere omfattende, end han med rimelighed måtte tåle, henset til komplikationens yderst sjældne forekomst i forbindelse med behandling af liggesår. Forholdet mellem kriterierne relativ alvor og sjældenhed som erstatningsberettigende faktorer er omvendt-proprotionalt, det vil sige, at jo mere alvorlig, en skade, er i forhold til grundsygdommen, desto mindre krav stilles der til sjældenhed, og jo mere sjælden en skade/komplikation er i forbindelse med en given behandling, desto mindre er kravet til den relative alvor. I særlige tilfælde forekommer behandlingsskader uden direkte sammenhæng med den egentlige behandlingsopgave, f. eks. skader bevirket ved lejringen under operationer. I sådanne tilfælde har nævnet ved vurderingen af, hvilke komplikationer patienten måtte tåle, set bort fra grundsygdommens alvor, jf. j. nr. 376/97 (side 35) og 39/94 - L 13. august 1998 (side 35-37). Sager, hvor Patientskadeankenævnet har fundet, at skaden var omfattet af 2, stk. 1, nr. 4. J. nr. 376/97: Lejringsskade - opstået uafhængigt af den egentlige behandling for grundlidelse En 72-årig mand fik foretaget stomioperation på grund af cancer i tarmen uden spredning. Stomien blev lagt tilbage et halvt år efter. Straks efter stomioperationen bemærkede han udtalte paræstesier og kraftnedsættelse i