Årsberetning Patientskadeankenævnet

Transkript

1 Årsberetning 1999 Patientskadeankenævnet

2 2 Indholdsfortegnelse Indledning Kapitel 1. Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver 1.1. Lovgrundlag 1.2. Organisation Nævnets sammensætning Sekretariatet 1.3. Sagernes behandling Sagernes forberedelse Nævnsbehandlingen Resultatet af nævnsbehandlingen side Kapitel 2. Statistik 2.1. Modtagne, afsluttede og verserende sager 2.2. Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 2.3. Oversigt over nævnets virksomhed 2.4. Sager anket til landsretten Kapitel 3. Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1. Erstatningsgrundlag 3.2. Eksempler på afgørelser , stk. 1, Dækningsområdet , stk. 1, Ansvarsgrundlag, grundbetingelser, bevisbedømmelse , stk. 1, nr. 1. Specialistreglen , stk. 1, nr. 2. Teknisk apparatur, redskaber eller udstyr , stk. 1, nr. 3 Ligeværdig metode eller teknik , stk. 1, nr. 4. Komplikationer, sjældenhed, alvorlighed , stk. 1, jf. 2, stk. 1, nr. 1 og 2. Diagnosticeringsfejl/forsinkelse

3 , stk. 2. Ulykkestilfælde på offentlige sygehuse, culpa Kapitel 4. Erstatningens størrelse og afgørelser herom 4.1. Erstatningsansvarsloven Reduktion i erstatningen Reduktion på grund af alder Reduktion på grund af mellemkommende død Særligt om erhvervsevnetab Personkredsen Årsløn Særligt om "andet tab" Ekstern bistand 4.2. Eksempler på afgørelser Stationærtidspunkt EAL s 1. Helbredelsesudgifter og andet tab EAL`s 2. Tabt arbejdsfortjeneste EAL`s 3. Svie og smerte EAL`s 4 og 5. Henholdsvis varigt mén og erhvervsevnetab Kapitel 5. Regnskab og budget 5.1. Regnskab 5.2. Budget 2000 Bilag. Bilag 1: Bekendtgørelse af lov om patientforsikring nr. 228 af 24. marts 1997 Bilag 2: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 571 af 2. juli 1993 Bilag 3: Bekendtgørelse om forretningsorden for Patientskadeankenævnet, nr. 133 af 9. marts 1999

4 4 Bilag 4: Meddelelse af 2. december 1997 fra Sundhedsministeriet vedrørende formands- og næst formandsafgørelser. Bilag 5: Bekendtgørelse nr. 397 af 2. juni 1999 af lov om erstatning til patienter opereret med Bo neloc-cement før 1. juli Bilag 6: Bekendtgørelse af lov om ændring af lov om patientforsikring nr. 395 af 2. juni Bilag 7: Oversigt over sager indbragt for landsretten siden 1994.

5 5 Indledning Lov om patientforsikring trådte i kraft den 1. juli Samtidig blev Patientskadeankenævnet oprettet. I henhold til nævnets forretningsorden påhviler det nævnet at afgive en årlig redegørelse om sin virksomhed til sundhedsministeren. Den første årsberetning omfattede imidlertid hele perioden 1. juli 1992 til 31. december 1994, idet sagsantallet oprindelig var utilstrækkeligt til en årlig redegørelse. For årene 1995 og 1996 og årene 1997 og 1998 blev årsberetning afgivet under ét på grund af utilstrækkelige personaleressourcer i nævnet. Nævnet har med årsberetningen tilstræbt at give en kortfattet illustration af den praksis, der har dannet sig om patientforsikringslovens regler med de gengivne afgørelser angående centrale regler på området omfattende erstatningsfastsættelsen, der er reguleret af erstatningsansvarsloven. Samtidig rummer årsberetningen en orientering om udviklingen i nævnets sammensætning og personaleforhold, sagsstatistik og økonomi. Det er nævnets håb og forventning, at der med den væsentlige udvidelse af nævnet og dets sekretariat, som er beskrevet nedenfor, er tilvejebragt sådanne ressourcer, at det vil være muligt i løbet af de kommende år såvel at ekspedere den sagspukkel, der tidligere er oparbejdet, som at nedbringe sagsbehandlingstiden til et acceptabelt niveau. Arne Ljungström

6 6 Kapitel 1 Patientskadeankenævnets hovedformål og opgaver Lovgrundlag Patientskadeankenævnet er oprettet ved lov nr. 367 af 6. juni 1991 om patientforsikring. Loven trådte i kraft den 1. juli 1992 og er ændret i Lovændringen betød, at den minimumserstatning, der kan tilkendes af Patientforsikringsforeningen, efter den 1. januar 1997 fastsattes til kr. mod tidligere kr., samt at der skabtes hjemmel til at nedsætte flere sideordnede nævnsafdelinger i Patientskadeankenævnet, jf. Sundhedsministeriets lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997 (bilag 1). Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft, hvorefter behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Ifølge sygehusloven skal patienter tilbydes behandling af livstruende sygdomme inden for en nærmere fastsat maksimal ventetid. Kan behandlingen m.v. ikke tilbydes i offentligt regi, skal amterne henvise patienterne til vederlagsfri behandling på private sygehuse her i landet eller i udlandet. I medfør af 14, stk. 4, i lovbekendtgørelse nr. 849 af 14. oktober 1992, og i medfør af 14, stk. 7, i lovbekendtgørelse nr. 228 af 24. marts 1997, har Sundhedsministeriet henholdsvis ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 og bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 fastsat forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 2 og 3). For patienter, som her i landet påføres fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende på offentlige sygehuse og sygehuse, det offentlige har driftsoverenskomst med, indførtes med loven en betydelig forbedring af patienters mulighed for at opnå erstatning. Indtil dette tidspunkt blev patienters adgang til at opnå erstatning reguleret efter den almindelige erstatningsretlige regel, den såkaldte culparegel, det vil sige, at patienten skulle bevise, at skaden var forvoldt forsætligt eller uagtsomt ved uacceptabel adfærd.

7 7 Med patientforsikringsloven blev ikke kun adgangen til at opnå erstatning mere lempelig. Ordningen blev også organiseret som en forsikringsordning. De erstatningspligtige, de driftsansvarlige sygehusmyndigheder, er med undtagelse af staten, kommunerne og Hovedstadens Sygehusfællesskab pligtige at være dækket af en forsikring i et forsikringsselskab. Ringkøbing, Vestsjælland, Århus og Viborgs amtskommuner har valgt at være selvforsikrede. De forsikringsgivende selskaber danner i fællesskab en forening, Patientforsikringsforeningen (i det følgende Patientforsikringen), som træffer afgørelse i de enkelte erstatningssager i 1. instans. Patientforsikringen skal efter lovens 13, stk.1, oplyse og behandle sagerne uden omkostninger for patienterne. Ejeren af det ansvarlige sygehus og dettes forsikringsselskab er således uden indflydelse på, om der skal betales erstatning, og på erstatningens størrelse. Hovedformålet med ordningen er at sikre patienterne en lettere, hurtigere og billigere adgang til erstatning, når der er blevet påført dem en fysisk skade ved behandling, undersøgelse eller lignende på et offentligt sygehus end efter den almindelige erstatningsret. Patientforsikringens afgørelser i erstatningssager kan indbringes for et af sundhedsministeren nedsat patientskadeankenævn, som har den endelige administrative afgørelse. Patientskadeankenævnets afgørelser kan indbringes for Østre eller Vestre Landsret efter sagsøgers bopæl, jf. retsplejelovens 240, stk Organisation Nævnets sammensætning Patientskadeankenævnet er nedsat af sundhedsministeren i medfør af 14 i patientforsikringsloven. Ankenævnet bestod oprindelig af en formand og otte andre beskikkede medlemmer, jf. 14, stk. 2 og 3, men er i 1997 og 1998 udvidet med to yderligere afdelinger. I henhold til 14, stk. 3, skal nævnet ved afgørelsen af den enkelte sag sammensættes af - formand eller næstformand udpeget af sundhedsministeren - 1 medlem udpeget af sundhedsministeren - 2 læger udpeget af Sundhedsstyrelsen - 2 medlemmer udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab - 2 medlemmer udpeget af De Samvirkende Invalideorganisationer

8 8-1 medlem udpeget af Forbrugerrådet. Medlemmerne udpeges for 4 år. Nævnet kan organisere sit arbejde i flere afdelinger. Nævnsafdelingerne er beslutningsdygtige, når mindst et medlem fra hver af de nævnte persongrupper er til stede. Primo 1999 bestod nævnet af tre afdelinger. I februar 1999 blev der indgået en kontraktstyringsaftale mellem Sundhedsministeriet og ledelsen for Patientskadeankenævnets sekretariat for perioden 1999 til Indholdet af aftalen er nærmere omtalt i Patientskadeankenævnet årsberetning for 1997 og I forbindelse med indgåelsen af kontraktstyringsaftalen blev det besluttet at udvide nævnet med endnu en afdeling. Den fjerde afdeling påbegyndte sin virksomhed i september Nævnets sammensætning : 1. Formand og næstformand udpeget af sundhedsministeren : Dommer Arne Ljungström (formand) Adm. dommer Bjarne Pedersen (næstformand) Dommer Lis Hævdholm (næstformand) Dommer Karen Foldager (næstformand) * Landsdommer Jan Uffe Rasmussen (næstformand) * 2. Udpeget af sundhedsministeren: Stadsdirektør Viggo Ramm Kommunaldirektør Lisbeth Lemmich Advokat Ditlev Wad Advokat Karsten Høj * Suppleanter: Planlægningschef Marianne Johansen Kontorchef Morten Engberg Advokat Joan Colding Advokat Axel Grove *

9 9 3. Udpeget af Sundhedsstyrelsen: Overlæge Helle Ørding Overlæge Svend Schulze Overlæge Niels Stephensen Overlæge Wiggo Fischer-Rasmussen Overlæge Peter Matzen ( til august 1999) Overlæge Kaare Schmidt Overlæge Hans Colstrup ( fra august 1999) Professor Bjarne Lund * Overlæge Mark Krasnik * Suppleanter: Overlæge Bente Danneskiold-Samsøe Overlæge Olaf Bonnevie Overlæge Flemming Winther Bach Overlæge Jens Benn Sørensen * 4. Udpeget af Amtsrådsforeningen og Hovedstadens Sygehusfællesskab: Vicekontorchef Anni Olesen Kontorchef Lars Oppenhagen Fuldmægtig Laila Dahl Direktør Ole Rosbo Fuldmægtig Frits Ripperger Fuldmægttig Bjarne Aabye Kontorchef Inge Hune * Fuldmægtig Hanne Thouber * Suppleanter: Kontorchef Claus Mørch Petersen Sekretariatsleder Claus E. Hansen Fuldmægtig Steen Jørgensen

10 10 Kontorchef Birte Fabricius * 5. Udpeget af De samvirkende Invalideorganisationer: Jørgen Lenger Gudrun Mørup Stig Thomasen (til november 1999) Ulla Gehl Charlotte Lauritsen Per Tretow-Loof (fra november 1999) Peer Dahl Junker Freddy Nielsen * Anette Thomsen * Suppleant: Stig Hedegaard Kristensen (fra november 1999) Jette Juul Jensen (til november 1999) Hanne Bendixen (fra november 1999) Hanne Svane * 6. Udpeget af Forbrugerrådet: Kirsten Nielsen Bitten Weberg Bent Olufsen Else Mintz * Suppleant: Mette Reissmann Lisbeth Baadstrup Anette Espersen Mia Helene Nilsson * * Udpeget fra juni 1999

11 Sekretariatet Ifølge forretningsordenens 14 stiller Sundhedsministeriet den fornødne sekretariatsbistand til rådighed for nævnet. Patientskadeankenævnets sekretariats personalenormering udgjorde i sekretariatschef i lønramme 37, 8 AC-årsværk, 5 HK-årsværk og 18 speciallægekonsulenter (deltid). Speciallægekonsulenterne repræsenterer følgende specialer: Ortopædkirurgi, neurokirurgi, mave-tarmkirurgi, tand-, mund- og kæbekirurgi, neuromedicin, øre-, næse- og halssygdomme, øjensygdomme, hæmatologi, gynækologi og obstetrik, kirurgi, karkirurgi, thoraxkirurgi, urologi, psykiatri samt intern medicin, herunder bl.a. onkologi. Yderligere speciallægekonsulenter anvendes, hvor der er behov for en ekspertise, som de ovennævnte konsulenter ikke dækker fuldt ud. Nævn og sekretariat har i 1999 haft til huse i Holbergsgade 14, 4., 1057 København K. Fra marts 2000 flytter nævn og sekretariat til Vimmelskaftet 43, 2., 1161 København K. 1.3 Sagernes behandling I medfør af 14, stk. 4, i lov om patientforsikring har Sundhedsministeriet oprindelig fastsat forretningsordenen for Patientskadeankenævnet ved bekendtgørelse nr. 571 af 2. juli 1993 (bilag 2). Ved bekendtgørelse nr. 133 af 9. marts 1999 har Sundhedsministeriet i medfør af 14, stk. 7, fastsat en ny forretningsorden for Patientskadeankenævnet (bilag 3) Sagernes forberedelse Når nævnets sekretariat modtager en klage over en afgørelse truffet af Patientforsikringen påses, at klagen kommer fra en klageberettiget (skadelidte, vedkommende forsikringsselskab, selvforsikrede driftsansvarlige myndighed eller anden med en retlig interesse i sagen) og inden for den i loven fastsatte frist på 3 måneder efter, at klageren har fået meddelelse om Patientforsikringens afgørelse, jf. 15 i lov om patientforsikring. Klagen sendes herefter til Patientforsikringen med anmodning om en udtalelse og tilsendelse af sagens akter.

12 12 Når Patientforsikringens udtalelse foreligger, sendes denne til høring hos parterne, (patient, driftsansvarlig sygehusmyndighed og vedkommende forsikringsselskab/selvforsikrende amtskommune samt Hovedstadens Sygehusfællesskab). Herefter er sagen typisk klar til sekretariatets forberedelse, hvorpå den forelægges nævnet til afgørelse Nævnsbehandlingen Nævnsbehandlingen af en sag indledes med, at formanden/næstformanden forelægger sagen, hvorefter en almen drøftelse og votering finder sted. En repræsentant fra Patientforsikringen kan deltage i nævnets behandling af sagerne uden stemmeret, jf. 14, stk. 5, i lov om patientforsikring. Patientforsikringen har benyttet sig af denne ret siden medio Nævnets møder er lukkede. Hvis sagen ikke er tilstrækkeligt oplyst, udsættes den. Dette er sket i 11 procent af de sager, som har været på dagsordenen. Udsættelse kan bl.a. skyldes behov for yderligere lægelige oplysninger, yderligere faktiske oplysninger vedrørende erstatningsberegningen, eller at sagen ønskes forelagt Arbejdsskadestyrelsen til vurdering af spørgsmålet om méngrad og/eller erhvervsevnetab samt stationærtidspunkt. Nævnets afgørelser træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens/næstformandens stemme afgørende. Hvor en afgørelse ikke kan træffes ved enstemmighed, kan medlemmerne forlange, at deres særstandpunkter anføres i beslutningsprotokollen. Nævnets afgørelse kan have følgende indhold: 1) at nævnet tiltræder, ændrer eller ophæver Patientforsikringens afgørelse, 2) at nævnet hjemviser sagen til fornyet afgørelse i Patientforsikringen, 3) at nævnet tager stilling til klager over aktindsigtsspørgsmål vedrørende sagen, som behandles i Patientforsikringen. Nævnets afgørelse meddeles skadelidte, Patientforsikringen og den driftsansvarlige myndighed Resultatet af nævnsbehandlingen.

13 13 Klager over Patientforsikringens afgørelser kan ske ved en generel eller specifik klage, og der er ikke knyttet formkrav til klagens udformning. Ved en specifik klage bedømmer nævnet som udgangspunkt kun netop det punkt i afgørelsen, der er klaget over; men det kan dog ikke udelukkes, at nævnet (qva officialmaximen) vil bedømme andre punkter end det påklagede, og nævnet anser sig ikke begrænset af parternes påstande. Ved en generel klage vil nævnet foretage en samlet bedømmelse af den påklagede afgørelse. Nævnet kan ændre afgørelsen både til gunst og ugunst for klageren, det vil sige, at der kan blive tale om såvel en forhøjelse som en nedsættelse af den erstatning, Patientforsikringen har fastsat.

14 14 Kapitel 2 2. Statistik 2.1 Modtagne, afsluttede og verserende sager Udviklingen i antal modtagne sager i Patientskadeankenævnet har gennem årene stort set fulgt den tilsvarende udvikling i antal modtagne sager i Patientforsikringen. Tabel 1 Udvikling i antal modtagne sager Antal modtagne sager Ændring i % Andel af patientforsikringssager i % , , , , , , ,1 Tabel 1 viser en begrænset nedgang i 1999 i antallet af modtagne klager over Patientforsikringens afgørelser i 1999 set i forhold til Set i forhold til det samlede antal afgørelser truffet af Patientforsikringen i 1999, er den andel, der påklages, stort set uændret i forhold til Tabel 2 Udvikling i antal modtagne sager, antal afsluttede sager og antal verserende sager Antal modtagne sager Antal afsluttede sager Antal verserende sager ultimo året

15 15 Tabel 2 viser en stigning i antallet af afsluttede sager i 1999 på 340 sager set i forhold til 1998, svarende til en stigning på 61%. Antallet af afsluttede sager i 1999 oversteg antallet af modtagne sager med 107 sager. Samtidig er antallet af verserende sager ultimo 1999 tilsvarende nedbragt. Stigningen i antallet af afsluttede sager skyldes blandt andet det forhold, at Patientskadeankenævnet i september 1999 blev udvidet med yderligere en nævnsafdeling. 2.2 Oversigt over den gennemsnitlige sagsbehandlingstid Tabel 3 Udvikling i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid siden Gennemsnitlig sagsbehandlingstid antal måneder Tabel 3 viser, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i 1999 er nedbragt til 17 måneder. Det skyldes dels, at nævnet i 1998 fik tilført øgede ressourcer i form af yderligere 2 juridiske sagsbehandlere, dels at nævnet fra september 1999 blev udvidet med yderligere en nævnsafdeling. Det er i Patientskadeankenævnets kontraktstyringsaftale et resultatmål, at nævnets gennemsnitlige sagsbehandlingstid ultimo 2002 er nedbragt til 6 måneder for ukomplicerede sager og 6-12 måneder for komplicerede sager. 2.3 Oversigt over nævnets virksomhed Tabel 4 Antal møder Afviste sager Udsatte sager Tiltrådte Afgørelser Ændrede afgørelser I alt behandlede sager Hjemvist Ansvar Erstatning

16 16 Tabel 4 viser, at Patientskadeankenævnet i 1999 ændrede i alt 135 afgørelser truffet af Patientforsikringen, hvilket svarer til ca. 16,2% af de af Patientskadeankenævnet afgjorte sager. Den samlede procentvise andel ændringer af Patientforsikringens afgørelser er stort set uændret i forhold til 1997 og Tabellen viser imidlertid, at Patientskadeankenævnets ændringer i 1999 overvejende er sket som følge af ansvar, dvs. at nævnet ved afgørelsen har anlagt en anden vurdering af ansvarsgrundlaget end Patientforsikringen. Ændring på grund af erstatning betyder, at nævnet har ændret en eller flere poster i Patientforsikringens erstatningsberegning, eventuelt på grund af nye oplysninger efter afgørelsen. Udsatte sager er sager, som nævnet har udsat til behandling på et senere møde. Det skyldes blandt andet, at nævnet har fundet anledning til at indhente yderligere lægelige oplysninger, supplerende lægefaglig vurdering eller yderligere oplysninger af særligt økonomisk art til brug for erstatningsfastsættelsen. Tabellen viser en nedgang i 1999 i den procentvise andel af de udsatte sager. I 1997 udsattes 15% af de af Patientskadeankenævnet behandlede sager, i % og i %. Faldet i antal udsatte sager kan tilskrives en mere grundig forberedelse af sagerne i nævnets sekretariat. Stigningen i antallet af møder skyldes, at der primo 1997 var én nævnsafdeling, fra maj 1997 to nævnsafdelinger og fra august 1998 tre nævnsafdelinger. Fra september 1999 blev Patientskadeankenævnet som nævnt udvidet med en fjerde nævnsafdeling. Hver nævnsafdeling holder et møde hver måned, undtagen juli måned. På hvert møde er ca. 27 sager på dagsordenen, incl. genbehandlingssager. Herudover er der i 1999 truffet 67 formandsafgørelser. I bilag 4 er beskrevet, inden for hvilke områder formanden (eller en næstformand) kan træffe afgørelse på nævnets vegne. 2.5 Sager indbragt for landsretten Ifølge patientforsikringslovens 16 kan Patientskadeankenævnets afgørelser indbringes for landsretten, der kan stadfæste, ophæve eller ændre Patientskadeankenævnets afgørelse. I disse sager er

17 17 Patientskadeankenævnet sagsøgt/medsagsøgt, og de føres for nævnet af kammeradvokaten og forberedes i et samarbejde mellem kammeradvokaten og Patientskadeankenævnets sekretariat. Bilag 7 indeholder en oversigt over samtlige sager indbragt for landsretten siden Siden 1994 og indtil udgangen af 1999 er 117 af Patientskadeankenævnets afgørelser indbragt for landsretten. Ca. 2/3 af de 117 afgørelser er indbragt med påstand om anerkendelse af et erstatningsgrundlag, d.v.s. med påstand om, at patienten er blevet påført en fysisk skade under de af patientforsikringsloven omfattede omstændigheder og derfor har krav på erstatning. Ved årsskiftet 1999 verserede der 47 sager ved landsretten. Ved årsskiftet 2000 verserede 85 sager ved landsretten og 2 ved højesteret. Der er i alt afsagt dom i 10 sager og 12 sager er blevet hævet. Af de 60 sager, som blev indbragt for landsretten i 1999, er ca. ½-delen indbragt med påstand om anerkendelse af et erstatningsgrundlag. De øvrige sager vedrører således fastsættelse af erstatningens størrelse - fortrinsvis fastsættelse af méngrad og erhvervsevnetab. Patientskadeankenævnet påtænker fra efteråret 2000 på nævnets hjemmeside i anonymiseret form at offentliggøre de domme, der bliver afsagt. Resume af udvalgte afgjorte landssretsager. ØL afsagt den 13. august 1998 (j. nr. 39/94): Lejringsskade påført i forbindelse med en tarmoperation. En midaldrende mand blev opereret for kræft i endetarmen, og i efterforløbet udviklede der sig lækage svarende til sammensyningen af tarmen, hvorfor der måtte foretages re-operation med fremlægning af tyktarmen til huden. De følgende tre-fire dage blev patienten respiratorbehandlet på en intensiv afdeling. Lidt over en uge senere blev det bemærket, at patienten havde nedsat kraft i venstre arm, og ved neurofysiologisk undersøgelse blev der fundet tegn på påvirkning af dels venstre ulnarisnerve, hvilket kunne være udløst gennem tryk i forbindelse med lejringen under eller efter

18 18 operationen, dels en påvirkning af venstre accesusnerve med deraf følgende lammelse af trapeziusmusklen. Det kunne ikke afgøres, om der var tale om en tryklæsion eller en spontant opstået nervebetændelse. Patientforsikringen fandt, at den primære behandling på sygehuset var udført efter almindelige anerkendte retningslinjer og var i overensstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring var det optimale i den givne situation, jf. lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 1. Ved vurderingen af skadens alvor i forhold til patientens grundsygdom lagde Patientforsikringen vægt på, at han led af en livstruende sygdom, som krævede et alvorligt kompliceret operativt indgreb, og at han efter operationen måtte ligge i respirator i 3-4 dage på en intensiv afdeling. På denne baggrund var det Patientforsikringens vurdering, at lammelsen af patientens venstre arm ikke var tilstrækkelig alvorlig til at opfylde betingelserne i lovens 2, stk. 1, nr. 4. Patientskadeankenævnet fandt ved sin afgørelse, at læsionen af patientens venstre ulnarisnerve og hans venstre accessoriusnerve med overvejende sandsynlighed blev forvoldt ved lejringen under eller efter operationen for tyktarmskræft. Nævnet fandt videre, at nævnte skade var mere omfattende, end hvad patienten med rimelighed måtte tåle, idet der herved blev henset til skadernes alvorlige karakter og sjældne forekomst samt til, at de ikke havde forbindelse med patientens grundsygdom. Betingelserne for at anse skaden for erstatningsberettiget efter lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, var herefter opfyldt. Sagen blev herefter af forsikringsselskabet indbragt for landsretten: Sagsøger nedlagde påstand om, at nævnets afgørelse skulle ændres således, at patienten ikke kunne anses for at være påført en patientskade. Landsretten fandt ved sin afgørelse, at det måtte lægges til grund, at den påførte nerveskade opstod under operationen eller i forløbet af denne, mens patienten var lejret under narkosen eller respiratorbehandlingen. Retslægerådet havde til sagen udtalt, at det endvidere måtte lægges til grund, at skaden på den ene nerve, nervus accessorius, mest sandsynligt var følger af en akut skulderneuritis, spontant opstået af ukendt årsag, mens den anden del af nerveskaden, på nervus ulnaris, kunne skyldes uheldig lejring af venstre arm.

19 19 Ved vurderingen af, hvilke skader og komplikationer der ikke er mere omfattende, end hvad en patient med rimelighed må tåle, fandt landsretten, at der i det foreliggende tilfælde ikke var anden forbindelse mellem skaden på nervus ulnaris og den tarmoperationen, som patienten fik foretaget, end at denne operation, som de fleste andre blev foretaget i fuld narkose og aktuelt nødvendiggjorde brug af respirator i 4 døgn. Da denne behandling også finder anvendelse ved ikke direkte livstruende lidelser, var grundlidelsens farlighed set i forhold til en lejringsskade ikke relevant. Landsretten fandt imidlertid, at skaden på nervus ulnaris var en sjældent forekommende, men kendt komplikation, som hospitalspersonalet har gode muligheder for at forebygge og tage i betragtning ved lejring af helt eller delvise bevidstløse patienter. Betingelserne for at yde erstatning i henhold til lov om patientforsikring 2, stk. 1, nr. 4, for så vidt angik skaden på nervus ulnaris, fandtes herefter at være opfyldt. Patientskadeankenævnets afgørelse kunne således stadfæstes. Sagen er anket til Højesteret. Vestre Landsrets dom af 19. oktober 1999 (j. nr. 34/95): En kvinde blev den 8. december 1993 indlagt på et sygehus af egen læge under diagnosen allergisk reaktion, betændelse i flere led, forhøjet blodtryk og kronisk nyrelidelse. Det var oplyst, at hun ikke kunne tåle NSAID- præparater. Hun var indlagt frem til 14. december. Under indlæggelsen blev der konstateret påvirket nyrefunktion med forhøjet S-kreatin, hvilket blev fortolket som urinsyregigt, og der var ved udskrivelsen medgivet hende tabl. Apurin 100 mg x 2. Den 31. december 1993 blev hun på ny indlagt akut med universelt udslæt. Da tilstanden blev forværret, seponerede man den 2. januar 1994 medicineringen med Capoten og Apurin. Det blev ved tilsyn konstateret at hun havde en hudsygdom, og hun blev overflyttet til et andet sygehus. I forbindelse med udskrivelsen blev det noteret, at hudsygdommen muligvis var udløst af behandlingen med Apurin. Af brev af 7. marts 1994 fra det andet sygehus fremgik, at man vurderede, at hudsygdommen var udløst af behandlingen med Apurin. Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af 2, stk. 1, nr. 1, idet behandlingen med Apurin var iværksat på god indikation og i relevant dosering. Patientforsikringen vurderede herefter, at behandlingen med Apurin var den udløsende faktor, og fandt derfor, at der var tale om bivirkninger til medicin, som der ikke kunne ydes erstatning for efter 3, stk. 3.

20 20 Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse, idet man fandt, at der var tale om bivirkninger til Apurinbehandlingen, jf. 3, stk. 3. Vestre Landsret fandt, at diagnosen arthritis urica var korrekt. Uanset, at diagnosen ifølge Retslægerådets udtalelse kun med sikkerhed kunne stilles ved undersøgelse af ledvæsken med henblik på påvisning af urinsyrekrystaller, var det ikke en fejl, at man ikke havde foretaget denne undersøgelse, før diagnosen blev stillet. Da diagnosen var korrekt, og da Apurin er korrekt behandling ved denne diagnose, var det ikke en fejl, at der blev iværksat behandling med Apurin. Der var mellem parterne enighed om, at Apurin var udløsende faktor for hudsygdommen. Anvendelse af et lægemiddel i stedet for et andet kan ikke anses for ligeværdig behandlingsmetode eller -teknik, og landsretten fandt derfor, at der ikke var ansvarsgrundlag i patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 3. Patientskadeankenævnets afgørelse blev stadfæstet. Østre Landsrets dom af 13. december 1999 (j. nr. 140/95): En mand blev den 21. oktober 1992 opereret for forsnævring af rygmarvskanalen. Postoperativt konstateredes infektion i såret og senere discitis, og der fulgte et langvarigt og kompliceret forløb medførende flere operationer. Han havde i en årrække været indehaver af en trykkerivirksomhed, som han havde anmodet Erhvervs- og selskabsstyrelsen om den 2. august 1990 at opløse efter anpartsselskabslovens 86 og 87. Han blev tilmeldt arbejdsformidlingen den 2. oktober 1991 og modtog fra den 8. december 1991 arbejdsløshedsdagpenge, indtil han den 20. oktober 1992 blev sygemeldt og samme dag fremsatte begæring om førtidspension. Der blev fra den 1. november1993 tilkendt ham højeste førtidspension. Patientforsikringen fandt, at der var påført ham en efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4, erstatningsberettigende skade, idet den indtrådte komplikation, discitis, var mere omfattende, end hvad han måtte tåle. Patientforsikringen fastsatte erhvervsevnetabsprocenten til 35, og årslønnen blev skønsmæssigt fastsat til kr. på baggrund af regnskaber for virksomheden og årsopgørelser fra skattevæsenet. Erstatning for tab af erhvervsevne udgjorde derfor kr.

21 21 Patientskadeankenævnet forelagde sagen for Arbejdsskadestyrelsen, som vurderede erhvervsevnetabet til 35 %, idet der blev lagt vægt på, at skadens art og omfang havde reduceret skadelidtes erhvervsevne med ca. 1/3. Arbejdsskadestyrelsen anførte vedrørende det forhold, at der var tilkendt skadelidte førtidspension svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 100 %, at pensionstilkendelsen også måtte tilskrives andre lidelser, vejrtrækningsbesvær, smerter i skulder, lænd og ben. Patientskadeankenævnet fandt herefter ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering og fastsatte ligeledes erhvervsevnetabsprocenten til 35%. Patientskadeankenævnet fandt desuden ud fra årsopgørelserne for 1988 til 1992, udvisende personlig indkomst på kr., kr., kr., kr., og kr. ikke grundlag for at forhøje det af Patientforsikringen skønsmæssigt fastsatte grundlag for erstatningsberegningen, en årsløn på kr. Sagen blev indbragt for Østre Landsret. Under retssagen gjorde sagsøger gældende, at hans ryglidelse efter 1990 havde begrænset hans erhvervsevne så meget, at han umiddelbart forinden patientskaden den 21. oktober 1992 havde en resterhvervsevne på 35 %, svarende til en årsløn på kr. Endvidere gjorde sagsøger gældende, at beregningen ved fastsættelsen af erstatningen efter erstatningsansvarslovens 5-7, af erhvervsevnetabsprocent og årsløn skulle tage udgangspunkt i de samme forhold. Erstatningen skulle ikke ske på baggrund af en årsløn, der var nedsat på grund af ryglidelsen og med samtidig nedsættelse af erhvervsevnetabsprocenten med 65 % svarende til ryglidelsens andel af det fulde erhvervsevnetab. Østre Landsret fandt, på baggrund af oplysningerne om sagsøgerens afvikling af virksomheden og overgang til førtidspension, ikke grundlag for at tilsidesætte Arbejdsskadestyrelsens vurdering af erhvervsevnetabsprocenten til 35 %. Landsretten fandt desuden, at årslønnen skulle fastsættes i medfør af erstatningsansvarslovens 7, stk. 2, og fandt efter de foreliggende omstændigheder ikke grundlag for at anfægte det af Patientskadeankenævnet udøvede skøn, hvorefter årslønnen på baggrund af sagsøgerens personlige indkomst i årene 1988 til 1992 var fastsat til kr. Landsretten fandt det endeligt ikke godtgjort, at erhvervsevnen var nedsat med 65 % i en sådan periode forud for patientskaden, at dette havde givet sig udslag i hans årsløn. Østre Landsrets dom af 5. maj 1999 (j. nr. 46/95): En kvinde blev i juni 1990 opereret for brystkræft, og hun fik herunder fjernet det højre bryst. Efter operationen blev hun behandlet med bl.a. kemoterapi indtil begyndelsen af I sommeren 1993

22 22 fik hun et tilbagefald. Efter flere konsultationer på hospitalet accepterede hun i september 1993 et tilbud fra hospitalet om en særlig intensiv kemoterapibehandling kombineret med tilbageførsel af sin egen knoglemarv. Denne behandling var et led i et forsøgsprojekt, hvilket hun var bekendt med, da hun gav sit samtykke. Forsøgsprojektet var godkendt af Den videnskabsetiske Komite, inden hendes behandling blev påbegyndt, og hun opfyldte betingelserne for en behandling som foreskrevet i projektet. Som komplikation til behandlingen udviklede hun bl.a. svigt af mange organer samt en svær forstyrrelse i blodets størkningsevne, og som følge heraf udviklede hun blødning/blodpropper i den del af hjernen, som modtager og bearbejder synsindtryk. Det viste sig, at hun havde udviklet blindhed. Kvinden afgik ved døden, inden Patientskadeankenævnet havde truffet afgørelse i sagen. Patientforsikringen fandt, at skaden ikke var omfattet af patientforsikringsloven. Man vurderede, at den behandling, hun havde modtaget i forbindelse med kemoterapikuren, og den efterfølgende behandling af hendes bivirkninger var i overensstemmelse med bedste specialiststandard på det pågældende område. Patientforsikringen fandt endvidere, at der ikke fandtes nogen til rådighed stående behandlingsteknik eller -metode, der henset til den alvorligt fremskredne tilstand af hendes grundsygdom kunne betragtes som ligeværdig med den højdosiskemoterapikur, der blev forsøgt anvendt ved behandlingen af hendes kræftlidelse. Patientforsikringen fandt endelig, at hendes gener skyldtes den kemoterapeutiske behandling, og at det således drejede sig om bivirkninger til de anvendte lægemidler, hvilket er undtaget fra patientforsikringslovens dækningsområde. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven fandtes således ikke at være opfyldt, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1 og nr. 3, jf. 3, stk. 3. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Nævnet fandt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ikke ville have handlet anderledes, ligesom skaden ud fra en efterfølgende vurdering ikke fandtes at kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik eller behand-

23 23 lingsmetode, som ud fra et medicinsk synspunkt ville have været lige så effektiv til behandling af hendes grundsygdom. Nævnet fandt endvidere, at de tilstødte komplikationer ikke var mere omfattende, end hvad hun med rimelighed måtte tåle henset til hendes alvorlige grundsygdom, tilbagevendende brystkræft. Betingelserne for at yde erstatning efter patientforsikringsloven fandtes således ikke opfyldt, jf. lovens 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Retslægerådet afgav erklæring i sagen ved Østre Landsret. Østre Landsret fandt, at det efter de lægelige erklæringer i sagen, herunder særlig Retslægerådets erklæring, måtte antages, at behandlingen med dobbelt højdosiskemoterapi medførte komplikationer i hendes tilstand, herunder blodpropper i hjernen, som forårsagede, at hun mistede synet på begge øjne. Østre Landsret fandt det ikke overvejende sandsynligt, at en erfaren specialist på det pågældende område under de i øvrigt givne forhold ville have handlet anderledes, hvorfor betingelserne for at kræve erstatning efter patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt. På grundlag af Retslægerådets erklæring fandt Østre Landsret endvidere, at det var overvejende sandsynligt, at anvendelse af sædvanlig kemoterapi på behandlingstidspunktet ud fra et medicinsk synspunkt ville have været en lige så effektiv behandling af hendes kræftsygdom som den faktisk anvendte forsøgsbehandling. Det fandtes overvejende sandsynligt, at den blindhed, der blev påført hende ved behandlingen, kunne være undgået ved sædvanlig kemoterapibehandling. Betingelserne for at yde erstatning efter Patientforsikringsloven var således opfyldt, jfr. lovens 2, stk. 1, nr. 3. Østre Landsrets dom af 1. februar 1999 (j. nr. 26/95): En kvinde fik under udførelse af sit arbejde et slag i nakken, som medførte nakkesmerter med udstråling til venstre arm og hånd. Sagen blev af Arbejdsskadestyrelsen anerkendt som omfattet af

24 24 arbejdsskadeforsikringsloven. Der blev ved myelografi påvist prolaps mellem 5. og 6. halshvirvel, og hun blev opereret. Fornyet myelografi viste påvirkning af nerveroden mellem 6. og 7. halshvirvel. Hun blev operereret herfor, men efterfølgende røntgenkontrol viste, at operationen var udført på forkert niveau, mellem C7/TH1 og ikke C6/C7. Hun blev derfor reopereret. Patientforsikringen fandt, at der var påført hende en efter 2, stk. 1, nr. 1, erstatningsberettigende skade, idet den erfarne specialist ikke ville have opereret på forkert niveau. Der blev imidlertid meddelt hende afslag på erstatning, idet Patientforsikringen fandt, at erstatningen ikke oversteg kr. Hun var kun berettiget til kr. i godtgørelse for svie og smerte som følge af patientskaden, idet de øvrige erstatningposter med undtagelse af erstatning for tabt arbejdsfortjeneste måtte henføres til arbejdsskaden. Patientforsikringen begrundede afslaget på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste med, at hun allerede før patientskaden var opsagt på grund af sygefravær, og at hendes manglende beskæftigelse måtte anses for en følge af arbejdsskaden. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Østre Landsret fandt, at patienten var berettiget til kr. i erstatning og godtgørelse. Godtgørelse for svie og smerte fra reoperationen til stationærtidspunktet blev fastsat til kr. Landsretten fandt desuden, at hun var berettiget til skønsmæssigt kr. i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, idet der blev lagt vægt på, at hun var tilbudt genansættelse, og da det på baggrund af de lægelige oplysninger måtte anses for overvejende sandsynligt, at hun kunne have haft genoptaget sit arbejde. Hun var desuden berettiget til en skønsmæssigt fastsat erstatning for kapitaliserede udgifter til medicin på kr. Udgift til kinesisk massør og transport hertil kunne dog ikke erstattes. Østre Landsrets dom af 19. november 1999 (j. nr. 163/95) En kvinde blev indlagt på en fødeafdeling, hvor hun fødte en datter, som døde dagen efter. I forbindelse med fødslen blev hendes livmoder fjernet for at standse blødninger. Patientforsikringen fandt, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, idet kejsersnit burde have været iværksat tidligere. Der blev tilkendt godtgørelse for svie og

25 25 smerte og varigt mén og erstatning for helbredelsesudgifter, men givet afslag på at erstatte den fremtidige udgift til adoption. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse. Sagen blev herefter indbragt for Østre landsret med påstand om betaling af godtgørelse for tort kr ,- og erstatning for udgift til adoption, som ikke blev gennemført. Østre Landsret fandt, at det tab af livsindhold, som det at miste et barn og sin fertilitet betyder for en kvinde, efter erstatningsansvarsloven må kompenseres som led i godtgørelsen for varigt mén. Adoption kommer typisk først på tale, når behandlingen for de fysiske og psykiske skader efter hospitalsbehandlingen er tilendebragt, og udgiften til adoption fandtes derfor ikke at kunne sidestilles med helbredelsesudgifter og andet tab. Vedrørende godtgørelse for tort, lagde landsretten i overenstemmelse med Retslægerådets udtalelse til grund, at der var udvist faglig fejl i forbindelse med fødslen. Der var imidlertid ikke tale om en så retsstridig krænkelse af hendes person, at der efter erstatningsansvarslovens 26 var grundlag for godtgørelse for tort. Østre Landsrets dom af 25. juni 1999 (j. nr. 60/94): En kvinde fik i 1990 foretaget tandudtrækning og fik efterfølgende konstante murrende og intermitterende, jagende smerter i højre kind, overlæbe og overkæbe. Da behandling med blokader ikke havde effekt, blev hun undersøgt på et sygehus, hvor muligheden for termokoagulation blev gennemdrøftet, og accepteret af hende. Indgrebet blev foretaget og forløb ukompliceret. Dagen efter konstateredes det, at der var nogen effekt af operationen, og hun blev udskrevet. Da der ikke var den ønskede effekt, blev hun undersøgt en måned senere. Ved undersøgelsen angav hun forværring af symptomerne, idet hun havde uændrede smerter ved næsefløjen og under højre øje, og der var tilkommet stærke smerter lateralt i 2. grens området og ned i 3. grens området, hvor der også var dysæstesi. Der var desuden dysæstesi og smerter i mundslimhinden, og hun kunne desuden ikke tåle berøring af højre kind. Ved undersøgelse yderligere en måned senere blev det anført, at hun havde atypiske ansigtssmerter og ikke trigeminusneuralgi.

26 26 Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, jf. 1, stk. 1. Der blev lagt vægt på, at det var lægeligt skønnet, at behandlingen var udført i overenstemmelse med bedste specialiststandard, og da den erfarne specialist ikke ville have handlet anderledes, fandt man derfor, at der ikke var påført hende fysisk skade. Patientskadeankenævnet fandt, at det var overvejende sandsynligt, at hendes smerter i højre kind og højre del af mundhulen m.m. var følger af hendes kroniske smertetilstand og ikke den behandling, hun havde modtaget. Der var således ikke påført hende fysisk skade, og betingelserne for at yde erstatning var ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. Østre Landsret fandt det på baggrund af indhentede erklæringer godtgjort, at der var påført hende fysisk skade som følge af behandlingen. Landsretten fandt dog efter de konkrete omstændigheder, der forelå på behandlingstidspunktet, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde ført bevis for, at en erfaren specialist ville have handlet anderledes. Landsretten fandt endvidere, at sagsøger ikke med overvejende sandsynlighed havde godtgjort, at der var indtrådt følger, som var mere omfattende, end hvad sagsøgeren måtte tåle. Der blev herved lagt vægt på det i Patientklagenævnets afgørelse oplyste om, at der indtræder bivirkninger i ca. 5% af tilfældene, sammenholdt med Retslægerådets erklæring, hvor det anførtes, at sandsynligheden for et vellykket resultat måtte anses for beskedent og i hvert fald under 50 %. Patientskadeankenævnets afgørelse blev derfor stadfæstet. Østre Landsrets dom af 29. marts 1999 (j. nr. 126/95): Følger af strålebehandling omfattet af 2, stk. 1, nr. 4: En kvinde blev i april 1993 opereret for brystkræft og fik herunder fjernet venstre bryst og lymfeknuder i armhulen. I efterforløbet blev hun behandlet med kemoterapi. I september 1993 fandtes tegn til knoglemetastase til os-sacrum. Ved operation den 15. oktober fjernede man tumorvæv omkring S1-roden, men ikke alt tumorvæv kunne fjernes. Den 4. november 1993 blev der påbegyndt strålebehandling, og efter denne behandling udvikledes mavesmerter. Der blev foretaget operation for tarmslyng den 2. december Ved operationen fandtes tyndtarmen afklemt af sammenvoksninger, og der var svær dilation af tarmen over afklemningstedet. Efter operationen udvikledes tarmfistel og bylder og efter adskillige operationer blev der anlagt kolostomi.

27 27 Patientforsikringen fandt, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1. Der blev lagt vægt på, at man ved undersøgelse og behandling havde fulgt almindeligt anerkendte retningslinier i overenstemmelse med, hvad der efter lægevidenskab og erfaring havde været det optimale i den givne situation, og det blev bemærket, at der ikke var et ligeværdigt alternativ i dette tilfælde. Patientforsikringen fandt desuden, at der ikke var ansvarsgrundlag i medfør af 2, stk. 1, nr. 4. Der blev herved lagt vægt på, at komplikationen i form af tarmskader efter strålebehandling var en velkendt og ikke helt sjælden komplikation, og at grundsygdommen mammacancer med lymfeknudemetastaser og fjernmetastaser var en overordentlig alvorlig sygdom, som ubehandlet forløber dødeligt (halvdelen er døde indefor 6 måneder, kun få procent overlever flere år). Lovens relative alvorlighedskriterium var derfor ikke opfyldt. Patientskadeankenævnet tiltrådte Patientforsikringens afgørelse med den begrundelse, at hendes gener i form af tarmslyng og efterfølgende udvikling af tarmfistler og bylddannelser var følger efter underlivsoperationer og ikke behandlingen, hvorfor man fandt, at der ikke var påført hende en fysisk skade, jf. patientforsikringslovens 1, stk. 1. Sagen blev indbragt for Østre Landsret med påstand om ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringsloven. Under retssagen blev der indhentet en speciallægeerklæring, hvoraf det blandt andet fremgik, at det ved den første operation for tarmslyng den 2. december 1993 blev konstateret, at en del af tarmen var bundet ned til den nederste del af arret fra den tidligere underlivsoperation. Der fandtes desuden ved den 3. operation den 10. februar 1994 en voldsomt medtaget tarm med det for stråleskader karakteristiske udseende. Det blev anført, at det er velkendt, at stråleforandringer i en tarm forværres med tiden, og at det er velkendt for et tarmstykke, som har ligget fastgjort i den nederste del af bughulen, at det vil blive udsat for bestråling hver gang i modsætning til tilfælde hvor tarmene kan bevæges frit, og det dermed ikke er samme tarmstykke, som udsættes for bestråling hver gang. Patientskadeankenævnet genoptog herefter sagen og fandt, at hun var behandlet i overenstemmelse med bedste specialiststandard, at de til strålebehandlingen tilstødte komplikationer ikke kunne antages at kunne være undgået ved hjælp af en anden til rådighed stående behandlingsteknik,

28 28 og at komplikationen henset til grundsygdommens alvor og til komplikationen ikke sjældne forekomst ikke var mere, end hvad hun måtte tåle. Nævnet bemærkede desuden, at patienten efter underlivsoperationen i 1970 havde et fikseret tarmstykke, og at hendes tarmsystem derfor var særlig sårbart for strålebehandling. Betingelserne for at yde erstatning var således ikke opfyldt, jf. patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, nr. 3 og nr. 4. Østre Landsret fandt efter Retslægerådets erklæring, at det kunne lægges til grund, at skaderne på patientens tarmsystem med overvejende sandsynlig skyldtes strålebehandlingen i november Retten fandt desuden, at skaderne på baggrund af oplysningerne om sygdoms- og behandlingsforløbet var mere omfattende, end hun måtte tåle uanset, at grundsygdommen ubehandlet indebar nærliggende risiko for patientens død. Landsretten fandt således, at der var ansvarsgrundlag i medfør af patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 4. Sagen er anket til Højesteret. Østre Landsrets dom af 13. november 1996 (J. nr. 43/96): En patient blev under indlæggelse i 1992 fejlbehandlet, idet der ved dosering af blodtryksnedsættende medicin blev givet 10 gange normal dosis. Der blev herved påført hende en patientskade bestående blandt andet i næsten uforståelig tale, betydelig nedsat bevægekoordination (ataksi) af arme og ben og dårlig balance. Hun havde behov for hjælp til næsten alt. Patientforsikringen anerkendte patientskaden i henhold til patientforsikringslovens 2, stk. 1, nr. 1, og tilkendte hende godtgørelse for varigt mén på grundlag af en méngrad på 75 % og godtgørelse for svie og smerte svarende til 34 sengeliggende dage og 195 oppegående dage, men meddelte afslag på erstatning for udgift til advokatbistand i forbindelse med erstatningsopgørelsen. Patientskadeankenævnet ændrede méngraden til 85 %, men tiltrådte i øvrigt Patientforsikringens afgørelse.

29 29 Sagen blev herefter af patienten indbragt for Østre Landsret: Der blev nedlagt påstand om tilkendelse af erstatning for udgiften til advokatbistand ved erstatningsopgørelsen, samt forhøjelse af godtgørelsen for svie og smerte, idet de 195 oppegående dage skulle anses som sengeliggende dage. Østre Landsret tiltrådte Patientskadeankenævnets afgørelse. Vedrørende advokatomkostninger lagde retten vægt på, at Patientforsikringen, der yder erstatning på objektivt grundlag, ved patientforsikringsloven er pålagt en forpligtelse til af egen drift at oplyse sagerne, idet det af lovgiver er forudsat, at patienten ikke behøver at engagere en advokat til at varetage sine interesser. Patientforsikringens afgørelser kan desuden indbringes for Patientskadeankenævnet, hvis afgørelser er bindende for Patientforsikringen. Landsretten fandt desuden, at der i sagen ikke var sådanne særlige omstændigheder, som kunne begrunde, at der undtagelsesvis skulle tilkendes erstatning for advokatomkostninger. Vedrørende begrebet sengeliggende dage lagde landsretten vægt på, at der ikke i forarbejder eller på andet grundlag var holdepunkter for en fortolkning af begrebet sengeliggende, der efter at skadelidte var udskrevet fra hospitalet - gik videre end lovens ordlyd. Uanset hendes hæmmede tilstand kunne hun derfor ikke anses for sengeliggende.

30 30 Kapitel 3 Erstatningsgrundlag og afgørelser herom 3.1 Erstatningsgrundlag Grundbetingelsen for, at der kan ydes erstatning i medfør af patientforsikringsloven er i henhold til 1, stk. 1, at der efter den 1. juli 1992 er påført en patient fysisk skade i forbindelse med undersøgelse, behandling eller lignende foretaget her i landet på et offentligt sygehus eller et sygehus, som det offentlige har driftsoverenskomst med. Den 4. juni 1999 trådte en ny bestemmelse i patientforsikringslovens 1, stk. 4, i kraft. Denne bestemmelse medfører, at behandling på alle private sygehuse her i landet og sygehuse i udlandet, som amterne benytter som led i løsningen af sine sygehusopgaver efter reglerne i sygehusloven, er omfattet af patientforsikringsloven. Skader påført i forbindelse med behandling på private sygehuse eller i udlandet i øvrigt er som hovedregel ikke omfattet, heller ikke selv om behandlingen er betalt af det offentlige. Patientforsikringslovens helt centrale ansvarsbestemmelse er 2. Bestemmelsen indeholder dels en regel om bevisbedømmelsen, dels fire betingelser for, hvordan skaden skal være forvoldt for, at der foreligger erstatningsgrundlag. Bestemmelsen afviger fra dansk rets almindelige erstatningsregel, culpa-reglen. Skaden skal således ikke være forvoldt forsætligt eller uagtsomt, og skadelidte skal derfor ikke føre bevis for eventuelt skyldforhold i forbindelse med skadens opståen for at få anerkendt skaden som erstatningsberettigende. Det er således ikke en betingelse for at få anerkendt skaden, at der er tale om fejl fra sundhedspersonens eller sygehusets side. Der skal alene tilvejebringes en overvejende sandsynlighed for, at skaden er opstået på en af de i 2, stk. 1, nr. 1-4, nævnte måder. Er der tale om en klar fejl, og kan fejlen have medført skaden, lempes kravet til bevis for årsagssammenhæng omtalt i årsberetningen 1997/1998. Det er skadelidte, der har bevisbyrden for, at ret til erstatning foreligger; men Patientforsikringen skal tilvejebringe de nødvendige oplysninger til afgørelse af sagen.