folkeskolen.dk april 2011 Privatlivets hvad?

Transkript

1 7 Privatlivets hvad? Kirsten, Matilde og Petra har optaget en video på Matildes mobiltelefon. På videoen danser og synger de til Stupid Man med Thomas Helmig. De har sminket sig og har bare maver. Matilde har lårkort nederdel på, og Kirsten har en stor, grim bluse på. Petra har gamacher på, og fordi videoen ikke er i særligt god kvalitet, ser det nærmest ud, som om hun ikke har nogen bukser på. Normalt er Matilde ikke meget for, at andre skal se videoerne på hendes mobiltelefon. Ingen af de andre piger plejer at måtte kigge i dem, ikke engang hendes bedste veninder. Men alligevel har videoen med de tre dansende piger ligget på YouTube, fordi tre drenge fra klassen har uploadet den, efter at de havde stjålet Matildes mobiltelefon og fundet videoen. Og der gik også rygter om, at den var lagt på Facebook. Den hed Funny girls singing, Kirsten & Matilde. Kort tid inden vi begyndte på de første interview, fandt der en lignende 51 episode sted i den ene af klasserne: Tre drenge havde lagt en video op, uden at pigerne vidste det eller havde givet dem lov til det. De havde snuppet mobiltelefonen, som Matilde havde glemt på bordet i et frikvarter, overført videoen via bluetooth til deres egen telefon og uploadet den til internettet. Her lå videoen i kort tid, før den blev taget af igen. Episoden vakte en del opsigt og diskussion både blandt elever,

2 112 Årgang 2012 lærere og forældre. Næsten alle fra klassen omtalte hændelsen i interviewene, og der er udbredt enighed om, at det ikke er ok at gøre sådan noget. Men der er en lige så udbredt erkendelse af, at det er noget, der kan ske, hvis man ikke passer på, og at man ikke kan have sin mobil liggende oppe i klassen, uden at folk tager den. De fleste i klassen tager umiddelbart afstand fra episoden, og Kirsten, der var med på videoen, mener, at drengene har gjort noget, som har med mig at gøre, uden at jeg gav dem lov til det. Men i interviewet har hun samtidig også en meget nøgtern opfattelse af hændelsesforløbet. Hun beskriver detaljeret og åbent sit og de andre pigers udseende og deres adfærd på videoen, og hun prøver at tone alvoren af sagen ned og har forhindret yderligere sanktioner mod drengene, fordi hun er ny i klassen. I det hele taget er pigerne realistiske i deres vurdering af, om man kan forhindre, at sådan noget sker. Det samme gælder for den anden pige på videoen, Matilde. Hun bryder sig heller ikke om at blive lagt på YouTube, men også hun er nøgtern og åben i sin beskrivelse af hændelsesforløbet. Hun og Tina forklarer blandt andet episoden med, at der er forskel på drenge og piger: Tina: Drengene, de var bare sådan: Det kan godt komme til at ske igen. De spiller virkelig dumme, synes jeg. Det er bare en drengestreg og sådan. Matilde: De sagde bare: ej det skal I ikke tage seriøst. I havde jo klædt jer ud, ikke. Så det er lidt nederen at komme ind på YouTube. På en time eller sådan noget var der 12, der havde set den. Skole A, gruppe 5 Tina har muligvis ret i, at der er forskel på kønnene, når det gælder opførsel i sådan en situation, og når det gælder respekten for hinandens grænser. Men vi interviewede også de tre drenge fra klassen, som lagde videoen på internettet, og de er

3 Privatlivets hvad? 113 ikke desto mindre næsten enige med pigerne. I hvert fald når man spørger dem direkte. De tager både afstand fra episoden og deres egne handlinger, men har ligesom pigerne en tendens til at nedtone alvoren: Allan: Årh ja, det var en video, jeg havde lagt ud på et tidspunkt. Nogle piger fra klassen. Det fik vi lidt meget ballade for. Det, synes de ikke, var sjovt. Moderator: Men er det okay at gøre sådan? Allan: Nej. Thomas: Nej, det er det ikke. Mikkel: Arj. Moderator: Men hvorfor gjorde I det så? Allan: Jamen, det var fordi, det var sjovt. Skole A, gruppe 3 Klassekammeraterne Jeppe og Nikolai melder sig begge i det enstemmige kor, som kritiserer handlemåden og afviser, at drengene har ret til at opføre sig på den måde. Det er respektløst, især når pigerne ikke vidste noget. Men Jeppe og Nikolai har de samme forbehold for, at sådan noget bare sker, hvis man ikke passer på og tænker sig om, inden man lader mobilen ligge frit fremme. Og de nuancerer deres kritik hen imod en slags tøvende accept: Nikolai: Det er selvfølgelig også dumt af pigerne, at de bare lægger mobilen, og så går de udenfor. Det er ligesom de piger, der har fået taget 200 kroner ovre på skolen. Line. Hun lægger sine penge på bordet. Hun VED, at der ikke er nogen i klassen, og så kan man ikke vide sig sikker. Jeg siger ikke, at det bliver stjålet. Skole A, gruppe 1 Der er kommet en masse nye teknologiske muligheder for at lave drengestreger i det digitale liv. Og selvom det ikke er i

4 114 Årgang 2012 orden at snuppe en klassekammerats telefon og lægge en video fra den ud på YouTube, er Årgang 2012s reaktioner og forklaringer på episoden alligevel et symptom på, hvordan forholdet mellem det private og det offentlige er blevet anderledes. Livets svingdøre En særlig del af sociologien beskriver individets roller i hverdagslivet og de strategier og den adfærd, som udspiller sig her. Den moderne hverdagsvidenskab analyserer menneskers indbyrdes, sociale handlinger og bruger antropologiske metoder til at beskrive os selv, det nære og det velkendte. Antropologiske metoder, som ellers normalt er blevet brugt til at beskrive eksotiske og fremmede kulturer og mennesker langt væk. Den canadiske sociolog Erwin Goffman er en af de første, som gennem indgående og meget konkrete observationer af kendte steder og begivenheder i dagligdagen har forsøgt at beskrive, hvordan vi optræder socialt, og hvordan vores fællesskaber er organiseret. Goffmans ophold på Shetland Hotel er nok det mest kendte eksempel på disse observationer fra en af hverdagslivets scener. 52 Her konstaterede Goffman, at der var stor forskel på personalets adfærd i køkkenet og ude blandt gæsterne i restauranten. Bag kulisserne i køkkenet opførte man sig på én måde: Der var travlt og hektisk, personalet smagte på maden, vaskede ikke ordentligt op og tørrede sågar sokker over komfuret. Og her havde ejerne og de ansatte en indbyrdes, kollegial tone, de var på fornavn med hinanden, og de spiste sammen. Inde i restauranten blandt gæsterne var opførslen en helt anden. Her var personalet høfligt og servicemindet og holdt en mere formel tone, og her herskede der en anderledes rolig og afdæmpet atmosfære, som personalet sørgede for at opretholde. Goffman fandt det interessant, at mennesker kunne have så forskellige, ja, direkte modstridende roller samtidig. Da Goffman besøgte Shetland Hotel, var der klassiske svingdøre, som adskilte køkkenet fra restauranten og klart angav grænsen mellem de to rum (det var før den moderne trend

5 Privatlivets hvad? 115 med åbent kik til køkkenet fra restauranten, som efterhånden er blevet standard de fleste steder), og det brugte Goffman som billede på, at løsningen på det paradoksale problem med individets modstridende opførsel måtte være at adskille sit publikum og ikke lade den ene gruppe se det, den anden gruppe ser. Goffman betragter og beskriver livet som en scene, hvor vi påtager os og spiller forskellige roller, og hvor hverdagen er opdelt i en backstage og frontstage på scenen og bag scenen eller facadeområdet og bagsideområdet og begge de to områder har forskellige, distinkte og ofte modstridende typer af optræden og opførsel. Goffmans klassiske opdeling kan genkendes i Årgang 2012s udsagn og forklaringer. Årgang 2012 kan i hvert fald formulere klare regler for, hvad der foregår privat, og hvad der foregår offentligt. Og de reflekterer velgennemtænkt over, hvor grænserne går i konkrete tilfælde: Emma: Jeg danser, og så vil jeg gerne have en anden dansepartner, man det skal min dansepartner ikke vide. Han er godt nok ikke på Facebook derinde, men der er andre, der kan se det og sige det til ham, og det vil ikke være så godt for mig. Skole B, gruppe 2 Irene og Cindy har nogle af de samme refleksioner og reservationer over for, hvad man kan skrive hvor, og hvad der er for personligt til, at alle skal se det: Irene: Det ville være for personligt at skrive på væggen, at jeg var forelsket, eller jeg var rigtigt ked af det. Så ville ALLE kunne se det. Men på chat måske. Cindy: Jeg så engang en samtale, hvor hun havde skrevet: jeg tror også godt, jeg kan li ham, og han er bare SÅ sød. Det, syntes jeg, var mærkeligt at skrive: Hold det for dig selv. Det ville jeg aldrig skrive. Skole A, gruppe 2

6 116 Årgang 2012 På trods af, at Emma, Irenes og Cindys refleksioner hænger fint og logisk sammen, har vi tidligere set, at der alligevel er meget vide grænser for, hvad Årgang 2012 helt konkret skriver på Facebook, og når det handler om personlige og intime ting. Men pigerne formulerer en opfattelse, som især mange af den voksne generation ofte giver udtryk for, når de skal beskrive for eksempel Facebook: Hvad rager det egentlig mig, hvad denne eller hin laver og føler? Det er enten ligegyldigt eller decideret irriterende at læse. Grænserne mellem scenerne er altså ikke kun til for at beskytte backstage mod, at publikum ser, hvad der foregår her, så man har rum til at være sig selv og øve sig. Det er også for at beskytte publikum på frontstage mod at blive udsat for irrelevante elementer fra backstage. Man kunne med Goffmans restaurantmetafor sige, at vi helst ikke vil have at vide, hvad der sker i køkkenet. Nikolai er inde på noget af det samme, når han bliver spurgt, hvordan han kommunikerer med sin kæreste Anne, men han og makkeren Jeppe er dog knap så kategoriske: Nikolai: Anne er også altid på, så hende skriver jeg tit til. Moderator: Kunne du finde på at skrive sådan noget med knus, søde eller sådan noget på væggen? Nikolai: Ja, det kunne jeg godt, men Jeppe: Det er bare lidt for offentligt. Nikolai: Så kan alle se det. Nikolai: Så hvis man godt vil have lidt privatliv, så skal man ikke skrive det på væggen. Skole A, gruppe 1 På den ene side er Årgang 2012 på dette punkt igen meget bevidste og reflekterede. De har til tider moralske eller andre gange i hvert fald nogle logiske og praktiske betragtninger om, hvor grænserne mellem det private og det offentlige bør gå. Det er der ikke noget overraskende i, og umiddelbart synes det oplagt, at der er nogle kanaler, som burde være private og

7 Privatlivets hvad? 117 måske hemmelige såsom chatten og beskeder på Facebook, mens andre er offentlige som for eksempel væggen samme sted. Og disse regler passer nogenlunde ind i Goffmans model og ligner i øvrigt til forveksling de voksnes refleksioner. På den anden side er sagen bare, at nok beklager Cindy sig over det, når bagsideområdet inficerer facadeområdet, og Nikolai mener ikke, man skal skrive på væggen, hvis man godt vil have lidt privatliv, men når man kigger på den konkrete adfærd, viser der sig et andet billede, som slet ikke afspejler den samme klare opsplitning mellem en privat og en offentlig sfære. Private minder, fælles hukommelse, offentligt rum På et praktisk niveau handler det om, at Årgang 2012 håndterer deres private ting på en anden måde, end vi tidligere har gjort: Altså deres billeder og minder, noget, der er sjovt, nogen, de kender, noget, de gerne vil bevare erindringen om, når de kigger på det igen. Som Emma og Bente, der her viser deres baggrundsbilleder på mobiltelefonen frem: Moderator: Hvad betyder dit baggrundsbillede for dig? Bente: Det giver bare minder. Gode minder. Emma: Jeg har også nogle billeder som baggrundsbilleder, som normalt giver mig gode minder. Lige nu der har jeg bare billedet af et par sko, fordi jeg kedede mig lidt til dans, og så tog jeg et billede af mine sko og brugte det som baggrund. Jeg er lidt kunstnerisk nogle gange. Moderator: Hvad er det, du har som baggrund, Bente? Bente: Det var til drama, der lavede vi sådan et nisse-teaterstykke. Skole B, gruppe 2 Når Årgang 2012 bliver spurgt direkte om for eksempel deres billeder på mobilen, Messenger og Facebook, er det en gennemgående og udbredt forklaring, at de vil gemme et privat minde om et eller andet. Som betyder noget for dem selv og

8 118 Årgang 2012 deres nærmeste, og som de derfor nødig vil miste. Den afgørende udvikling, som de digitale medier har ført med sig, er, at hvor vi før gemte et billede i et fotoalbum, som vi satte i reolen eller puttede i skuffen, gemmer vi nu vores minder på mobilen og computeren, Facebook, Arto og Flickr. Episoden, som er beskrevet i starten af dette kapitel, var grove drengestreger, som udfoldede sig i en digital verden af nye teknologiske muligheder. Trods alt er den stadig en undtagelse og et udtryk for en helt bevidst, grænsenedbrydende adfærd, hvor drengene med vilje bevægede sig ind i pigernes privatsfære og eksponerede den for offentligheden. Men undersøgelsen viser masser af andre meget konkrete og illustrative eksempler på, hvordan grænserne mellem det private og det offentlige bliver ophævet. Og i langt de fleste andre tilfælde er der slet ikke tale om nogen særlige eller ekstraordinære situationer. Nogle gange er det bare et uheld eller en fejl, at et eller andet kommer nogle for øre, som ikke burde høre det, og man på den ene eller anden måde kommer til at eksponere noget, som egentlig ikke var ment for andre øjne eller ører end de eksklusive få. Det kan jo ske, og når medierne er med os overalt, forøges risikoen markant. Det allermest almindelige er dog simpelthen, at grænserne mellem det private og det offentlig ikke er noget, man tænker over: Jeppe: Det er jo ikke alle, der tænker over det. [ ] Det er der ikke nogen, der kommer til at se. Men så kommer det ud på forsiden og ligge. Skole A, gruppe 1 Bevidst grænsenedbrydende adfærd, manglende omtanke eller blot den måde, vi gemmer og deler hukommelsen på. Hvad enten det er af den ene eller den anden grund, så overskrider Årgang 2012 konstant grænserne mellem deres private sfære og den fælles, offentlige sfære. Og selvom de giver udtryk for nogle bestemte moralske regler og sagtens kan redegøre for,

9 Privatlivets hvad? 119 Der er ikke noget nyt i, at vi tager billeder af hinanden og gemmer dem som minde. Både sjove og mindre sjove, intime og mindre intime og mere eller mindre flatterende billeder. Som fx dette her taget af en sovende person på en ferie i Thailand. hvor grænserne logisk går, eller moralsk burde gå, handler de ikke efter de retningslinjer, de selv stiller op. Det er i og for sig ikke, fordi der isoleret set er noget galt med reglerne. De kan bare ikke gennemføres i praksis, for hvis man konstant skulle udvise en reflekteret omtanke, når man brugte de interaktive og mobile medier, ville man ikke kunne fungere som almindeligt menneske. Det ville være det samme, som hvis vi hele tiden gik og tænkte over, præcis hvilket ansigtsudtryk, vi havde netop nu, og om det nu også var det rigtige. Sådan kan vi ikke reflektere på forhånd hele tiden hverken i det digitale liv eller udenfor. Facebook er ikke kun det naturlige sted at gemme sine egne, private minder, som kun man selv forstår og har glæde af. Det er mindst lige så oplagt og udbredt at gemme og dele fælles minder fra en ekskursion med klassen til en fest med vennerne. Og ofte, når man har uploadet et billede, tagger man personerne på det. Dvs. markerer hver person med en henvisning, så der bliver sendt besked til vedkommende om, at der kommet et billede, som de er med på. Samtidig optræder billederne på de taggede personers profiler. Således kan man være fælles om minderne på en meget håndgribelig måde. En af pigerne viser for eksempel nogle billeder frem

10 120 Årgang 2012 fra klassens besøg i Folketinget. Billederne ligger på hendes Faceook profil, men hun har hverken selv taget billederne eller selv lagt dem på Facebook, men hun er blevet tagget på dem, og derfor optræder de som en meget synlig del af hendes profil, under fanebladet Billeder. Egne billeder, som man selv har gemt, optræder sammen med billeder, som andre har tagget én på, og private og fælles minder blandes sammen, så det nogle gange bliver svært at huske og svært at skelne, hvad der er hvad: Pia: Sådan et billede vidste jeg ikke, jeg havde. Gad vide, om det er mig, der har lagt dem derud. Jens: Nej, du er blevet tagget på dem. Skole B, gruppe 5 Kigger man rundt på Årgang 2012s profiler på Facebook, er det helt almindeligt, at der er langt flere billeder, som andre har taget, end personens egne billeder. Er der så mange billeder af mig? Også den voksne generation ligger under for den mekanisme, at man har mistet kontrollen over dokumentationen af sig selv og sine minder. Forskellen er bare, at det kun langsomt eller slet ikke er gået op for dem. Som i dette tilfælde, hvor Martin Keldsen forventer kun at finde et lille antal billeder af sig selv på Facebook: Martin Keldsen: Jeg tror, der ligger to billeder. Vi kan prøve at kigge. Moderator: Er det noget, du selv har lagt ind? Martin Keldsen: Nej, det kan man så også nogle gange synes er lidt træls, hvis der nu var et billede af mig i et eller andet, som jeg måske ikke synes, at alle andre lige skulle se. Nu ikke, fordi der er nogle, men det kunne jo ske på et eller andet tidspunkt, at [ ] (leder efter billeder og finder dem under fanebladet).

11 Privatlivets hvad? 121 Martin Keldsen: Der er sgu ligefrem 11. Det var jeg ikke klar over; jeg troede faktisk kun, der var to. Så er det spændende, nu er det spændende, om der er nogle billeder her, som jeg ikke gider have med. 30-årig mand Martin Keldsen bliver overrasket over, at der er så mange billeder af ham, og ingen af dem har han selv lagt på. Men de ligger ikke desto mindre på hans profil. Det kan med rette betragtes som en stor ting og et stort skridt pludseligt at blive eksponeret på den måde uden at kunne kontrollere det selv, ja, uden at vide det selv. Og vel at mærke er det altså på Martin Keldsens egen personlige profil på Facebook. De voksne forudser da også potentielle, negative konsekvenser. Marianne Nielsen: Hvad nu, hvis man har været til fest og fået rigtig meget at drikke, og der er nogle rigtigt mærkelige billeder af én, for eksempel hvor man virkelig bliver udstillet. Det er meget sådan, jeg tænker. At man bliver udstillet i nogle situationer, som på en eller anden måde ikke er særligt gode for en. For ens arbejdsliv eller skole. 45-årig kvinde De voksne kender også til kontroltabet. Og de anser det i højere grad end Årgang 2012 som netop et negativt tab af kontrol og et tab af en privatsfære, som de ellers har været vant til, eksisterer. Derfor værger de sig også mod det med nogle taktikker, kodekser og moralbegreber, som oftest går ud på at forhindre denne ulovlige indtrængen i ens privatsfære: René Parsholt: Jeg har venner og kammerater, der har billeder af mig et eller andet sted, som jeg ikke ville bryde mig om, og det ved de også, det står slet ikke til diskussion, der er en vis Der er da et kodeks for, hvad man kan tillade sig. 41-årig mand

12 122 Årgang 2012 Man kan faktisk hævde, at mulighederne for at iscenesætte sig selv paradoksalt nok aldrig har været så små som i det digitale liv. 53 Årgang 2012s såvel som de voksnes identitet i det digitale liv både skabes og formidles i en vis forstand af andre. Konkret eksemplificeret ved især billederne på Facebook, men også via vores fælles minder og kommentarer samme sted. Digitaliseret er lig med offentliggjort Man kan også beskrive og forklare udviklingen på et mere teoretisk niveau. Her er det en helt central pointe, at digitaliseringen af medierne og deres indhold betyder, at produktionen, lagringen og formidlingen pludselig bliver en og samme ting: en binær kode af ettaller og nuller. 54 Inden digitaliseringen var produktionen, lagringen og formidlingen adskilte processer og ofte helt forskellige teknologier: Et billede blev produceret ved en optisk proces, hvorved lysets stråler blev fastholdt på et negativ. Dette negativ skulle fremkaldes kemisk på et stykke fotopapir og kunne derefter fysisk gemmes i et album. Skulle det formidles ud til en større forsamling end dem, der havde adgang til fotoalbummet, måtte man overføre det via en rasteteknik til en trykbar tilstand, hvorefter det kunne optræde i for eksempel avisens massemedie, som avisbuddet så kunne distribuere. Med digitaliseringen bliver det hele én og samme teknologi og én og samme proces. Den form, hvori billedet produceres, gemmes og formidles, er den samme: en række ettaller og nuller. Digitaliseringen betyder, Når medierne bliver digitaliseret, betyder det, at alle dele af processen ikke længere er adskilte, som i de analoge medier, men den samme teknologi.

13 Privatlivets hvad? 123 at grænserne mellem de forskellige processer fra produktion over arkivering til formidling er utydelige og ubetydelige, og der er ingen teknologisk skelnen mellem det private: minderne, oplevelserne, den personlige samtale, ja selv ens hukommelse, og det offentlige: fællesskabet, det sociale samvær og formidlingen af viden og information. Det er blevet så let, automatisk og helt naturligt at gemme selv de mest private oplevelser, hvad enten det er lyd, billeder, tekst eller dialog, i en form og på steder, så det som udgangspunkt er tilgængeligt for andre. Nogle gange måske gemt bag password, men oftest i offentlige rum på Facebook eller Flickr. Så snart vi har produceret og gemt et eller andet, er det også automatisk blevet formidlet. Ved første øjekast kan det nogle gange se ud som et udtryk for selvhævdelse og selvpromovering: Se mig, mig, mig! For nogle er der da heller ingen tvivl om, at adfærden er styret af en bevidst iscenesættelse af sig selv og er et udtryk for en gusten kalkulering af, hvilke billeder man skal have for at fremstå på en bestemt måde og med et bestemt selvcentreret image. Sådan er det bare slet ikke for flertallet. Her handler det nemlig primært om at håndtere minder og andre personlige ting. Når det så sker i digitaliseret form, og når det derfor automatisk bliver formidlet til alle, kan man let komme til at forveksle det med selvpromovering. Men den afgørende forskel er hverken, at vi er blevet mere selvpromoverende, eller at det er blevet lettere at være det, selvom begge dele måske er tilfældet. Nej, den helt centrale ændring er, at vi på grund af digitaliseringen af vores liv og vores minder simpelthen ikke kan undgå at kommunikere, formidle og derved så at sige promovere os selv meget mere og hele tiden. Det betyder ikke, at det er umuligt at skabe en afgrænset privatsfære, et privat rum kun for mig og måske en dedikeret samtalepartner. Men det er et aktivt og efterfølgende tilvalg og en basalt set kunstig tilstand, som arbejder mod den naturlige, automatiske dynamik i det digitale liv. Hvor der tidligere skulle gøres særlige anstalter, hvis noget skulle offentliggøres, er det

14 124 Årgang 2012 nu lige omvendt: Der skal gøres særlige anstalter for at sikre privatsfæren, ved at slette beskeder, lægge i en særlig mappe, bede om at få fjernet et billede, slette tags, ikke lade mobilen ligge fremme etc. Moderator: Hvordan sørger I for, at hinanden ikke ser hinandens beskeder? Tina: Propper dem i andre mapper og siger, at folk ikke må se dem. Majken: Så må man bare tro på, at de andre ikke tjekker dem. Skole A, gruppe 5 Ud fra en rigid betragtning kan man selvfølgelig indvende, at når man gemmer sine billeder på computeren eller på mobiltelefonen, er det ikke tilgængeligt for alle. Men som det allerede er fremgået tidligere, er indhold af selv ens mest personlige mediemaskiner allerede ude i det sociale, offentlige rum, fordi disse mediemaskiner ikke længere er personlige, men sociale. Der ingen naturlig grænse for privatsfæren, og det personlige eksisterer ikke længere pr. automatik. Den naturlige tilstand i det digitale liv er tværtimod, at alt er åbent for alle. Og selv, hvis man har gjort sig ekstra umage og sat en eksplicit grænse, er det jo ikke sikkert, at den bliver overholdt: Tina: Hvis nu jeg bare tager Idas mobil, så plejer Ida måske at sige: Du må ikke lige tjekke private beskeder. Du må ikke tjekke gemte beskeder et eller andet. Alle har noget privat ikke tror jeg, de fleste har. Moderator: Er de fleste så gode til at respektere det, når man så siger: Jeg vil ikke have, du kigger i det der? Tina: Pigerne er. Ida: Veninder er. Tina: Men drengene Skole A, gruppe 5

15 Privatlivets hvad? 125 Desuden er det langt fra altid udtryk for en positiv handling, hvis man vælger at skjule noget, netop fordi det er det, der er det tydeligste signal. Faktisk er der eksempler på, at det ligefrem kan opfattes som negativt, hvis den dedikerede, personlige samtale kun foregår privat, skjult for andre og kun via formelt interpersonelle kanaler: Irene: Hende her (peger på en af sine venner på Facebook), hun er rigtigt venlig mod mig i virkeligheden, og når vi skriver sammen, hvor andre IKKE kan se det, vi skriver, der er hun også venlig. [ ] Hvis nu der er en eller anden af hendes SEJE veninder.. de kan sagtens skrive det samme på væggen et eller andet: jeg savner dig. Og hvis jeg skriver det, sletter hun det. Og jeg tror heller ikke, hun ville skrive, at hun havde været sammen med mig en dag, det kunne hun godt med andre veninder. Det bliver jeg ret ked af. Så føler man, at de ikke vil kendes ved én, og så er der jo ingen grund til at være venner med dem. [ ] Irene: Da vi havde Arto, ville hun kun skrive privat, og hvis jeg ikke skrev privat, slettede hun dem eller gjorde dem privat. Det er fornærmende. Skole A, gruppe 2 Hele ens liv findes og kan genfindes i digitaliseret form, via rækken af statusmeddelelser på Facebook, gæstebogen på Arto, billederne på Flickr og rækken af sms er på mobiltelefonen. Sletter man det, sletter man også sig selv, sine minder og sin hukommelse. Eller nogle gange er det måske snarere ens veninde og dele af hendes personlige liv, man sletter, som i Irenes tilfælde i citatet herover. Hvis man vil være en del af det digitale liv, er der kun et at gøre: acceptere tingenes tilstand. Også selvom den voksne generation har svært ved at forlige sig med det og helst vil holde tingene adskilt, for eksempel ens arbejdsliv og ens private liv:

16 126 Årgang 2012 Marianne Nielsen: Jeg synes ikke, man skal blande de to ting sammen. Det synes jeg ikke, fordi et chef-medarbejderforhold, det jo er et magtforhold, kan man sige, ikke? Og der er man i nogle bestemte roller over for hinanden. En chef skal kunne tage nogle beslutninger. Man skal have en respekt for den chef, og det tænker jeg, at hvis man er på vedkommendes facebookprofil og ser nogle billeder af en eller anden træls situation, eller han får skrevet nogle ting. Det går ikke, tænker jeg, i samarbejdet. 45-årig kvinde Essensen i Marianne Nielsens holdning er repræsentativt for den voksne generation. Men den opsplitning, hun efterlyser, er efterhånden kunstig også uden for det digitale liv. Arbejdslivet og det private liv er allerede bundet sammen. Man er venner med kolleger, finder kærester og gifter sig med mennesker, man møder på arbejdspladsen. Det er blevet et simple fact of life, som bekræftes af de fleste statistikker. I virkeligheden afspejler det digitale liv måske kun en udvikling, som for længst er sat i gang, og i hvert fald er opretholdelsen af det konsekvent private en umulig strategi at gennemføre i det digitale liv. Selv den mest privat-fikserede voksne i undersøgelsen må da også overgive sig, selvom de prøver at holde igen: Tine Greis: Jeg [er] også ekstremt privat det vil sige, jeg har faktisk billeder af mine børn. Det er bare ét af hvert og det er faktisk nogle, der er gamle. Jeg har det der med at lægge børn, det er kun venner, der skal kunne se dem. Og det er bare sådan altså det er bare et af hvert og ikke en hel masse i alle mulige sammenhænge. Moderator: Hvorfor er de overhovedet derinde? Tine Greis: Jamen, faktisk startede det med en gammel bekendt, der helt vildt gerne ville se dem, åh har du ikke nogle billeder af dine børn, jeg vil så gerne se dem og så gjorde jeg det i stedet for at maile dem. 37-årig kvinde

17 Privatlivets hvad? 127 Citatet viser styrken af digitaliseringens inerti. Til den dedikerede en-til-en-samtale med en veninde vælger Tine Greis den kanal, som er lettere og hurtigere, men som tilfældigvis også er offentlig: væggen på Facebook. Og selvom Tine Greis erklærer sig ekstremt privat og samtidig formulerer et særligt stærkt forbehold til offentliggørelsen af billeder af sine børn, har hun alligevel uploadet billeder: Det lette og det naturlige er at lægge det op, men det er ikke fordi, det er henvendt til alle. Faktisk fortæller Tine Greis, at intentionen jo bare er at sende det til én veninde. Pga. digitaliseringen er det naturligste, det automatiske eller i hvert fald det letteste offentliggørelse, selv for den voksne generation i undersøgelsen. Så både teoretisk og i praksis er tærsklen mellem at have det liggende privat og offentligt stort set ikke-eksisterende. Opløsning af de skarpe grænser Den amerikanske medieforsker Joshua Meyrowitz beskriver netop mediernes indflydelse på grænserne mellem det private og offentlige rum, og han har som sit væsentligste bidrag til kommunikationsteorien bygget videre på Goffmans begreber og opdelingen mellem frontstage og backstage. Meyrowitz mente at kunne se nogle tendenser fra og med 1960erne, hvor man offentligt begyndte at beskæftige sig med emner, som tidligere var blevet holdt i backstage samtidig med, at folk i den offentlige sfære begyndte at opføre sig, som om de var hjemme. 55 Den vigtigste pointe er, at de elektroniske medier med tv i spidsen har nedbrudt den klare opsplitning mellem forskellige sfærer. Første halvdel af 1900-tallets samfund var klart opdelt i forskellige sociale verdener, men med tv-mediet er der skabt en gennemsigtighed, så alle mennesker potentielt får adgang til alle andres øvrige verdener, deres hjem, arbejdspladsen, klubben og måske ligefrem bordellet. Ved at træde ind i vores stuer har medierne invaderet privatsfæren. Ligeledes er der en modsat bevægelse, hvor flere og flere af de ting og emner, som traditionelt har hørt til privatlivet, via

18 128 Årgang 2012 og i medierne bliver interessante for offentligheden. På grund af disse to bevægelser, som de elektroniske massemedier har ført med sig, er der blevet indført en middle region imellem det private og det offentlige. Her udfolder sig efterhånden det meste af vores fælles sociale liv. Meyrowitz peger på, at der med medierne er skabt sprækker i de ellers tætsluttende vægge i Goffmans model: Med indførelsen af en middle region er der nogle elementer fra backstage, som ikke længere er skjult, og det får betydning for vores adfærd, når der pludselig er publikum til en større del af vores liv, og når de elementer fra øveområdet, som bliver synlige for tilskuerne, må integreres i selve forestillingen. Når skillelinjen mellem back- og frontstage flyttes, ændres dramaets natur tilsvarende. Jo mere backstage, der afsløres og inddrages i middle region, jo mere er man ifølge Meyrowitz nødt til at tilpasse sin adfærd efter en optræden, også selvom stykket mere og mere kommer til at handle om elementer, som egentlig hører til privatsfæren. Også Meyrowitz holder dog fast i, at der stadig er et baglokale, hvor vi så at sige kan øve os, og at dette baglokale er en forudsætning for, at vi kan eksistere som mennesker. I Meyrowitz videreudviklede model er der derfor også en deep backstage, hvor kun det helt private udspiller sig, alt det man foretager sig, når man er helt sig selv og ikke spiller en rolle, og hvor vi i skjul kan koncentrere os om at forberede os til livet på scenen. 56 Almindeligvis peger teori om interpersonelt samvær på, at vi opfører os anderledes, når andre er til stede, end når vi er alene. Tilstedeværelsen af et publikum har betydning for, hvordan man gebærder sig. Også selvom man ikke har ekspliciteret interaktion, men andre blot har mulighed for at overvåge, hvad man siger og gør. 57 Grundlæggende er der altså to måder at optræde på: Man kan kommunikere direkte med publikum det kalder Goffman for høflighedsanliggender eller man kan optræde uden at henvende sig til publikum, men stadig med bevidstheden om, at de kigger på dette kalder Goffman sømmelighedsanliggender. 58 Men både den

19 Privatlivets hvad? 129 sømmelige og høflige performance på frontstage er afhængig af, at man har et backstage, som er isoleret fra publikum, og hvor man kan øve sig, lægge strategier med teammedlemmer og også slappe af og restituere sig. 59 Hvis backstage forsvinder, mister man muligheden for at øve sig på en rolle, og man mister derfor i sagens natur også muligheden for at spille en indøvet rolle på frontstage i det hele taget. For hvordan kan man spille en rolle, når man ikke har haft et særligt rum til at øve den i? Hvis backstage forsvinder, gør frontstage det i princippet også ifølge de teoretiske modellers indbyggede logik. Men hvad kan Årgang 2012 gøre i dette digitale liv, hvor der potentielt altid er publikum til alt? Hvor øvelokalet er blevet selve scenen. At man som teenager ikke skulle kunne øve sig på at være menneske og blive klogere på at gebærde sig i livet, er umuligt at forestille sig. Når det digitale rum er så vigtigt et rum, og når så meget samtale og samvær foregår her, må man i sagens natur også øve sig her, alt andet giver ingen mening. Og her kan de erfaringer, man skal opnå for at undgå at gøre noget, man fortryder, kun aktiveres ved netop at gøre noget, man fortryder. Årgang 2012 er fanget i et catch 22, hvor det kun er muligt at øve sig for åbent tæppe, stik modsat de grundlæggende præmisser i Goffmans og Meyrowitz modeller. På grund af digitaliseringen forsvinder muligheden for at te sig åndssvagt uden at tænke på, at andre ser det. Det, Årgang 2012 konkret gør i eksemplerne fra tidligere i dette kapitel, når deres intime, private, personlige sager og samtaler bliver automatisk og uundgåeligt offentliggjort, er altså så at sige at øve sig for åbent tæppe. Årgang 2012s pragmatiske reaktioner er ikke bare at holde igen, og hele tiden tænke over, hvad man gør, siger, dokumenterer og lægger ud, før man gør det. Det ville ikke være praktisk muligt, for man kan jo ikke bare lade være med at gemme sine minder. De er nødt til at øve sig i at gebærde sig i det digitale liv, og det kan kun foregå ja, via medierne, og dermed i fuld offentlighed. Men selvom de hele tiden er på scenen, betyder det ikke, at Årgang 2012 konstant

20 130 Årgang 2012 kan være bevidste om publikum endsige kan tage hensyn til publikum og afpasse deres opførsel herefter. Årgang 2012 kan hverken være høflige eller sømmelige hele tiden. I teorien kan man måske gå i helt den anden grøft, så alt bliver skuespil i en konstant, bevidst, kalkulerede konstruktion af identitet. Billedligt talt hele tiden opføre sig servilt og tjenende som personalet på Shetland Hotel, når det var ude blandt gæsterne i restauranten. Men sådan kan kun de færreste leve. Nogle gange er Årgang 2012 nødt til at opføre sig, som om det er privat, og ingen andre ser det, også selvom der ikke er et privat rum bag scenen til at gøre det i. Hvor ubehageligt det end lyder for en voksen generation, som trods alt er opdraget med forestillingen om en eller anden beskyttet privatsfære. I det digitale liv vil normal adfærd derfor uvægerligt føre til nogle situationer, som er pinlige, eller med Goffmans begreber er usømmelige eller ligefrem virker uhøflige. Og så bliver resultatet præcist det, en af de voksne, Martin Keldsen, klager over i følgende citat. Martin Keldsen: Jeg har nogle veninder herinde, som ikke har været så heldige med kærligheden, og jeg synes simpelthen, det er så plat. Den ene dag har de en status, der siger, at nu er de sammen med den eller den. Så går der 14 dage, så er de single. Så går der 14 dage, så er de sammen med den eller den etc., hvor jeg sådan tænker; jamen, det er meget sjovt for mig at vide, jeg sidder og hygger mig med det, men jeg synes, det er småpinligt for dem. 30-årig mand Hans reaktion er genkendelig, letforståelig og faktisk også relativt let at forklare, hvis man tager afsæt i den velkendte opsplitning mellem det private og det offentlige: Der er en masse ting, som jo egentligt er ganske normale, og som sker for langt de fleste af os, fra kysset med den forkerte over det første møde med alkohol i større mængder til ens singlestatus. Som før har

21 Privatlivets hvad? 131 tilhørt privatsfæren, og som ikke nødvendigvis er noget, man har skiltet med, og som har virket lidt pinligt, hvis det er kommet ud. Det er en helt normal reaktion for den voksne generation. Men efterhånden som mere og mere liv foregår via medierne, og derved i det offentlige, fordi det mere eller mindre automatisk bliver formidlet, bliver det sværere og sværere, og måske også mindre og mindre ønskværdigt at føre sig neutralt frem, som ellers er det, den voksne generation i vid udstrækning stræber efter. Også på Facebook. Når øvelokalet forsvinder, betyder det selvfølgelig noget for vores identitet. Tidligere har vi opfattet identiteten som noget fastsat på forhånd, eller et mål at stræbe efter, og udvikle sig hen imod, som godt nok nogle gange kunne tage hele livet. 60 Men i det digitale livs konstante offentlighed er identiteten blevet processen i sig selv. Og når identiteten ligger i selve udviklingen og ikke er det, man udvikler sig til, giver det mindre mening at øve sig, for der er intet at øve sig på. Og så giver det meget mere mening at udstille udviklingen, processen, øvelserne, fordi det er selve identiteten, og mindre mening at skjule det, som Goffmans og til dels Meyrowitz ellers foreskriver. Intim- og privatsfæren er måske forsvundet, men ikke den adfærd, som udspillede sig her. Den bliver blot set af alle. Derfor tager Årgang 2012 principielt intime ting og offentliggør dem i samme moment, men samtidig opfører de sig stadig, som om de var i intimsfæren. Jeg er mest mig, når jeg er sammen med andre Både i de teoretiske modeller, blandt den voksne generation i undersøgelsen og vel også for en almindelige common sensebetragtning er der en underliggende præmis om, at vi er mest os selv og mindst forstilte, mest naturlige og mindst spiller roller, når vi befinder os i privatsfæren, væk fra andres blikke. Vi opfører os på én måde privat ja, måske oven i købet mere ægte (man siger jo oven i købet, at jeg er bare mig selv, når man mener, man er alene) og på en anden måde, når man er

22 132 Årgang 2012 i det offentlige rum. Og det kræver, at mennesket har et privat rum til at øve sig i, og til at restituere i ellers kan vi ikke eksistere som mennesker. Helt sådan forholder det sig imidlertid ikke nødvendigvis længere. 61 Når alt bliver åbent, væggene brudt ned, bliver der efterhånden mindre og mindre skuespil og forstillelse over adfærden også i facadeområdet. Jo længere tid, der går med publikum på, desto mindre bliver vores adfærd påvirket af det. 62 På trods af, at studierne i hverdagslivets adfærd peger på det, er der faktisk ingen naturlig urtilstand, som kræver en adskillelse mellem et offentligt rum og et privat rum. I hvert fald har grænserne mellem de forskellige sfærer ikke eksisteret altid: I de præindustrielle samfund 63 var der ingen opsplitning; også dér var det private i vid udstrækning lig med det offentlige. Vi kan ikke uden videre gå ud fra, at tilstedeværelsen af en privatsfære er noget alment menneskeligt, og at vi måske løber ind i uoverskuelige udfordringer i forhold til, hvordan vi skal opføre os, når den forsvinder. Årgang 2012 er nemlig vant til at have privat samvær igennem medier, personlige såvel som fælles medier, så heller ikke for dem er der nødvendigvis en naturgiven sammenhæng mellem privat og mest sig selv. For Årgang 2012 er det snarere i det offentlige rum, man er mest sig selv. Det er i hvert fald her, Årgang 2012 har mest erfaring med at være, og hvor de er mest trænet i at befinde sig. For de nye mediebrugere og med de mobile, interaktive medier er normaltilstanden at være på, hvad enten det er, fordi man vil promovere sig selv, eller bare fordi det er uundgåeligt. Det er her, deres adfærd viser sig at falde dem mest naturlig. Generobring af selvet Årgang 2012 ved altså udmærket godt, at privatlivets fred ikke eksisterer længere på grund af digitaliseringen af vores samvær. De er meget nøgterne og realistiske, både hvad angår mulighederne for at forhindre, at noget bliver lagt op om dem selv,

23 Privatlivets hvad? 133 og om de selv ville lægge billeder ud af andre. Det kan godt være, at man påstår, at man tænker sig om, men omtanken er snarere noget, der sker efterfølgende: Moderator: Ville du kunne finde på at lægge et grimt eller sjovt billede af Irene på? Cindy: Jeg ville nok lige høre... nej, jeg ville først lægge det på, og så ville jeg høre, om det egentlig er OK. Skole A, gruppe 2 Fordi det i praksis er umuligt at forhindre, at noget bliver lagt op og offentliggjort, afpasser Årgang 2012 i stedet deres strategier herefter. For at tækkes de nye betingelser viser undersøgelsen, at Årgang 2012 allerede har udviklet en lille række forskellige taktikker, som de rutineret tager i anvendelse som en slags damage control og et forsøg på at generobre den tabte kontrol over deres selv. Den første taktik går ud på få slettet noget igen, efter at det er lagt op, enten ved selv at gøre det eller ved at bede en anden om det. Som i følgende citat, hvor Irene er kommet til at stave dug med k. Altså dug i betydningen den fugt, der er på græsset om morgenen, og hvor en af hendes klassekammerater lynhurtigt retter hende i en kommentar: Irene: Når man bare får sådan en kommentar sådan en iskold kommentar, som siger: jeg er bedre end dig. Du staver dårligt. Og man VED jo godt, at det staves sådan. Først så skrev jeg: så var det vel nok heldigt, at du kunne forstå hvad jeg mente, sådan lidt slap af, du ved godt, hvad jeg mener. Og tænkte jeg bare bagefter: Nu kan alle alligevel se, at han er meget bedre end mig, og så syntes jeg næsten, at det var ydmygende at have det stående. Moderator: Men du kan jo ikke slette den kommentar, hvor Thomas gør opmærksom på stavefejlen? Irene: Nej, så det gør jo ikke så meget, men jeg har det bare

24 134 Årgang 2012 bedre, jeg synes, det er sådan lidt lyseslukkeragtigt at få den der lige i hovedet, og så tænkte jeg bare Skole A, gruppe 2 Faktisk husker Irene galt. Den omtalte kommentar med stavefejlen er ikke blevet slettet, og som Irene selv siger, er det da også lidt lyseslukkeragtigt, og desuden kan Thomas kommentar jo heller ikke slettes, med mindre Irene overtaler Thomas til at gøre det. At slette billeder, kommentarer eller tags bliver brugt af Årgang 2012, men har altså nogle forskellige og åbenlyse problemer, som nedsætter virkningen og stadig ikke giver en kontrollen over indholdet og dermed ens identitet tilbage. Derfor har Årgang 2012 endnu nogle teknikker, som hverken går ud på at forhindre eller slette uønsket indhold, men snarere at tage luften ud af det pinlige så hurtigt som muligt eller allerhelst på forhånd. En anden taktik går således ud på, at man selv skynder sig at kommentere et billede eller en kommentar, altså selv som den allerførste gør grin med, hvordan man ser ud, eller hvad man gør, og derved tager luften ud af de efterfølgende kommentarer. Denne type damage control er nok den allermest udbredte: Irene: Vi var udenfor i biologi og skulle undersøge nogle blade, og så har jeg for eksempel skrevet (læser op): aad haha, se mig, mine seleshorts sidder helt herreskummelt. Cindy: Så skriver man bare lidt. Irene: Hvis man selv synes, man ser dum ud, så tænker man jo så straks, at så synes alle andre også, man ser dum ud. Og så vil man godt gøre opmærksom på, at man ved godt, mine seleshorts ser mærkelige ud. Sådan har jeg det i hvert fald tit. Skole A, gruppe 2 De selvironiske kommentarer er sammen med søde kommentarer om og til hinanden meget udbredte både på Facebook og

25 Privatlivets hvad? 135 måske særligt på Arto. 64 Begge dele er led i en taktik til at opbygge sin digitale fremtoning og håndtere uheldige situationer og billeder, som bliver offentliggjort. En sidste taktik går ud på, at man lægger billeder op af sig selv, hvor man med vilje ser uheldig eller sjov ud. For på forhånd at tage brodden af fremtidige, uheldige billeder, som man alligevel ikke kan forhindre eller bevare kontrollen over. Irene: Jeg er begyndt selv at gøre mig dum på billeder for at vise, at man gør det med vilje, man ser ikke sådan ud. Skole A, gruppe 2 Normalt skal billederne helst ikke være alt for iscenesatte; tværtimod skal de være virkelighedstro og også gerne sådan lidt tilfældige, så det viser personen i en naturlig, genkendelig situation. Men undtagelsen er, hvis man sætter sig selv ironisk i scene på billederne. 65 Som her, hvor Emma beskriver et billede på sin profil: Emma: Det er sådan et, hvor mit hår nærmest stritter til alle sider, og jeg har selv taget det med et kamera. [ ] Og så tog jeg det bare, og så ser det ikke så godt ud. Skole B, gruppe 2 Man kan beskrive den damage control, Årgang 2012 anvender, som et forsøg på at generobre kontrollen over deres egen identitet. Over dem selv, deres gøren og laden og deres udseende i den digitale verden. Men ikke ved at opretholde dele af den som privat og skjult, altså at have forskellige adskilte områder, som Goffman og til dels Meyrowitz beskriver. Det var en mulig og rigtig strategi før digitaliseringen af livet, men ikke længere. Den overordnede præmis for Årgang 2012s forskellige taktikker til at håndtere uheldige offentliggørelser er derimod altid, at man ikke kan forhindre det i at komme ud. Det sker bare og er helt automatisk og uundgåeligt. Årgang

26 136 Årgang hævder derimod retten til sig selv ved at komme vennerne i forkøbet og kommentere, ironisere eller modsat invitere andre til at idyllisere dem selv og deres billeder. Disse redskaber bruges til at generobre magten over den del af identiteten, minderne og hukommelsen, som nu er uden for individets kontrol i gammeldags forstand, og som næsten pr. automatik fremtræder offentligt i digitaliseret form. I nogle tilfælde forsøger Årgang 2012 måske på skrømt efterfølgende at benægte og (forsøge) at skjule og mørklægge, som Irene overvejer at gøre i forbindelse med sin stavefejl, men hun er klar over, at det er en taktik, der har en stor risiko for at mislykkes. De mest anvendelige og selvfølgelige taktikker er at indgå i den offentlige samtale, ikke at træde ud af den eller forsøge at skjule noget. Vi vil vænne os til det De fleste har vel som teenagere prøvet at være fulde eller skabt sig åndssvagt på den ene eller anden måde. Det gælder for os alle, kendte som ukendte. Morgendagens Madonna og kronprinsesse Mary har sikkert allerede danset fulde rundt, sparsomt påklædte og med armen om de helt forkerte personer. Ligesom teenagere altid har gjort det. Det er et led i at vokse op, øve sig i at blive voksen og skabe sin egen identitet. Det er der ikke noget nyt i. Det afgørende nye for Årgang 2012 er, at der også helt sikkert er blevet taget billeder af det, sandsynligvis levende billeder i god digital kvalitet, som med garanti er blevet gemt, uploadet og formidlet i et eller flere medier. Allerede nu er der langt flere afslørende billeder af os alle, kendte som ukendte mennesker, og den udvikling vil fortsætte. Men eftersom det netop vil ske for alle, vil det sandsynligvis også have den logiske virkning, at interessen for den digitaliserede dokumentation falder. Når dokumentationen af en helt normal adfærd vil eksistere til overflod for alle, vil det sandsynligvis ifølge loven om udbud og efterspørgsel medføre et fald i værdi. Og det vil gælde for alle. Både for fremtidens kendte Madonna er og kronprinsesse Mary er og helt ukendte Mar-

27 Privatlivets hvad? 137 tin er og Marianne r. Vi bliver så vant til at se det, at vi bare kan trække på skuldrene og tænke, at børn heldigvis bliver ved med at være børn, og det jo bare er et led i at blive voksne. Men vi må forvente, at der kommer en overgangsperiode, mens vi stadig skal vænne os til det, hvor det vil være pinligt, og hvor vi reagerer ligesom Martin Keldsen, der klager over sine veninder, der i hans optik udleverer sig selv på Facebook. Når alt er offentligt, og øvelserne ikke længere kan foregå i Goffmans backstage, men vi samtidig heller ikke konstant kan være bevidste om, at der er publikum på, eller tænke os om hele tiden som i Meyrowitz middle region, vil der være en masse, som uundgåeligt vil være pinligt og unødvendigt udleverende i hvert fald efter tidligere standarder. Facebook har formelt set rettigheder til alt, hvad vi lægger ud på siden. Hvad der forståeligt nok har været en del polemik om og kritik af. Men det afgørende skred er sket lang tid, før Facebook blev opfundet. For rettighederne til os selv, copyrighten i gammeldags forstand, er tabt for længst hvilket hænger tæt sammen med selve de indbyggede egenskaber i de interaktive medier. Historien om internettet er nemlig én lang historie om frivillig afgivelse af informationer om ens private forhold og mønstre af adfærd. Og af retten til dem. Lige fra registreringen af vores adfærd (ved hvert klik på et link) over anvendelsen af cookies, gemt på vores egen maskine, til kryptering og digital signatur, som selvfølgelig er for sikkerhedens skyld og har til formål lige så effektivt som i den fysiske verden at identificere hver og én, men som derfor i sagens natur endegyldigt dræber anonymiteten. 66 Vi giver afkald på og adgang til vores privatsfære for at kunne fungere på det interaktive internet. Muligheden for, at noget privat bliver offentliggjort, er hverken en risiko eller et uheld længere: Det er tværtimod normaltilstanden. Goffmans svingdøre står ikke bare pivåbne, murene er helt væk som i et åbent samtalekøkken. Selve grænserne mellem det private og det offentlige forsvinder, når vores liv bliver digitale. Men undersøgelsen viser også, hvordan op-

28 138 Årgang 2012 splitningen mellem det private og det offentlige ikke i samme grad sidder på rygraden hos Årgang 2012, som den gør hos de voksne, der jo er børn af en tid, hvor en klarere adskillelse både var mulig og hensigtsmæssig. Selvom Årgang 2012 udmærket er i stand til at se og gøre rede for, hvad der sker, og reflektere over det, er det ikke det naturlige at gøre i de konkrete situationer, som undersøgelsen identificerer. Årgang 2012s konkrete taktikker viser sig at være de mest hensigtsmæssige, mens den voksne generations stadig forsøger at forhindre afgivelsen af retten og offentliggørelsen. Ud fra en logik og en dynamik fra industrisamfundet, som ofte er ganske ubrugelig i netværkssamfundet. Ændringerne ligger dybt i de digitale mediers indbyggede dynamik og synes umulige at forhindre. Med mindre Årgang 2012 og fremtidige generationer da lader være med at være teenagere og opfører sig fornuftigt, mens de er det. Eller holder op med at være sammen med deres venner, lader være med at tage billeder af hinanden og sig selv og holder op med at bruge medier. Og ingen af delene er hverken særligt sandsynlige eller for den sags skyld særligt ønskværdige. Man kan billige eller misbillige udviklingen, men man kan ikke ignorere den. Det er en kendsgerning og et helt centralt forhold ved medierne, vores brug af dem og ved selve digitaliseringen. De grænser, vi af moralske, etiske, måske juridiske årsager forsøger at holde fast i eller (gen)oprette, er ikke den naturlige tilstand i 2012, men en kunstig. Og selv, når det viser sig at være hensigtsmæssigt moralsk at fordømme eller juridisk forhindre dette eller hint, skal vi under alle omstændigheder være opmærksomme på, at vi arbejder og lovgiver imod dynamikken i netværket, ikke med.