Troen på Gud er min forvisning, mit store håb her i livet

Transkript

1 Navn: Pia (opdigtet) Alder: 51 By: København Børn: En pige på 18 og en dreng på 12 Job: Er uddannet korrespondent og arbejder med administrativ sagsbehandling i en offentlig virksomhed Beskrivelse: Pia er og har været gift med Ole i 26 år Jeg mødte Ole i et kor, hvor vi begge sang. Vi havde sunget sammen i flere år men bevæget os i forskellige venskabscirkler i koret. På en korturné faldt vi i snak på turen hjem til København. Vi talte sammen hele natten, - var opslugte af hinanden og vores dybe samtale. Jeg forelskede mig totalt i ham. Hans særlige personlighed gjorde et stort indtryk på mig. Han hvilede meget i sig selv, havde en stor ro og en skøn syret humor, som passede til min, og ja - han så også dejlig ud! Jeg havde ikke følt mig tiltrukket af fyre, før jeg mødte Ole, og han blev den første, jeg gik i seng med. Det var en dejlig oplevelse, som blev til mange flere. Jeg var på det tidspunkt 25 år. Vi blev kærester, og jeg giftede mig nogle år senere med ham. 1

2 Nu er det 26 år siden, jeg giftede mig med Ole. Jeg husker tydeligt, at kirken var stuvende fuld. Der var lys og blomster, og alle dem jeg kender og holder af, var der. Jeg husker også, at vi efter vielsen holdt en fantastisk dejlig og glad fest. Jeg er kristen og troen på Gud er mit naturlige udgangspunkt. Jeg føler mig accepteret og elsket, som den jeg er - holdt om, her i livet. Jeg får ro, kræfter, mod og inspiration. Troen på Gud er min forvisning, mit store håb her i livet. Troen på Gud er min forvisning, mit store håb her i livet Efter brylluppet flyttede jeg hjemmefra. Ole og jeg havde fundet en lejlighed tæt på mine forældre, men det var alligevel en omvæltning for mig. Jeg skulle vænne mig til at være sammen med ham hele tiden. Jeg tog tit hjem til mine forældre, og jeg bibeholdt lidt mit Pia-liv. Jeg tror, at han følte sig ensom, for jeg fjernede mig kropsligt fra ham. Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad der skete, for vi havde haft et dejligt samliv, inden vi blev gift. Men jeg kunne ikke mere have, at han rørte ved mig. Det kildede, og det kriblede og krablede. Han var dybt frustreret, for han savnede mig. Det var meget smertefuldt for os begge. Da vi havde været gift i ca. et år, sad jeg en dag på mit arbejde, og mit blik faldt tilfældigt på vinduet overfor mit. Der sad en kvinde i vinduet, og hun sad, så jeg tydeligt kunne se hendes halvbare, brune ben. Det virkede ikke helt tilfældigt, men nærmest som om hun ville, at jeg skulle lægge mærke til hende. Pludselig ringede min telefon. Det var hende. Hun begyndte at flirte med mig. Når vi mødtes ved kaffemaskinen, følte jeg mig så tiltrukket af hende, at jeg næsten ikke kunne holde det ud I de næste dage mærkede jeg hendes nærhed tydeligt. Når vi mødtes ved kaffemaskinen, følte jeg mig så tiltrukket af hende, at jeg næsten ikke kunne holde det ud. Jeg mener selvfølgelig, at det var vildt dejligt og SÅ stærkt. Mit indre var i oprør. Min krop talte sit tydelige sprog. Hun ringede flere gange til mig og flirtede med mig. Vi spillede badminton i samme klub og mødtes naturligt dér sammen med kollegerne. En dag spurgte 2

3 hun mig, om jeg ville besøge hende. Ja, sagde jeg og glædede mig meget til dét besøg. Jeg forventede mig et eller andet, jeg ikke lige kunne sætte ord på. Jeg fortalte selvfølgelig Ole, at jeg skulle besøge hende, og at hun var lesbisk. Da jeg kom ind i hendes stue, satte jeg mig ned, og vi talte sammen. Hun ville på et tidspunkt kysse mig og kom hen til mig. Jeg ville også gerne, men jeg vendte siden af ansigtet til. Der skete ikke mere den dag, men jeg var i den grad opfyldt af begær og totalt besat af hende. Jeg havde forinden dette fortalt Ole, at jeg havde mødt en kvinde på mit arbejde, og at jeg var helt besat af hende. Jeg fortsatte med at se hende over nogle måneder, og jeg holdt op med at vende kinden til, når hun ville kysse mig. Jeg sagde til Ole, at jeg ville besøge hende og tage i sommerhus med hende. Vi skulle sove i hvert vort soveværelse, og dét fortalte jeg Ole. Han forhindrede mig ikke i at tage af sted, selvom han vidste, at hun var lesbisk. I sommerhuset endte vi med at sove i samme værelse. Jeg gik ikke i seng med hende, men vi lå på sengen med tøj på, og det var dejligt. En dag tog jeg fri fra arbejde, så jeg kunne invitere hende hjem til kaffe. Hun skulle se mine katte. Min mor og far boede lige om hjørnet, og da de så, at jeg var hjemme, kom de forbi. Da de kom ind ad døren, fornemmede min mor, at et eller andet var anderledes. Hun var kridhvid i ansigtet. Min mor sagde senere til mig, at jeg aldrig nogensinde skulle komme hjem med en anden kvinde Ligesom med Ole havde jeg fortalt hende, hvordan jeg havde det med min kollega, og hvordan jeg følte for hende. Min mor sagde senere til mig, at jeg aldrig nogensinde skulle komme hjem med en anden kvinde. Hvad der end skete, så skulle jeg aldrig gøre det. Jeg lagde afstand til min mor og blev iskold. Jeg havde ellers altid haft et meget tæt forhold til hende. Vi så hinanden i kirken, men vi talte ikke meget sammen i den periode. Jeg kunne ikke gøre noget ved hendes holdning. Men jeg fastholdt meget bestemt mit og kæmpede samtidig med mine indre modstridende følelser. Nogle forældre skal have tid til at vænne sig til tanken, og det havde jeg selvfølgelig forståelse for. Hun 3

4 måtte sådan set selv om, hun ville acceptere det, men hun måtte leve med det, som det var. Da hun blev syg med åreforkalkning og dårligt hjerte, var jeg selvfølgelig sammen med hende i dét. Jeg elskede hende meget, og var meget bekymret og bange for at miste hende. Min veninde blev mere og mere påtrængende. Hun ville følge mig hjem, hun sendte blomster, og hun begyndte at tale om, hvornår jeg skulle skilles fra Ole. Hun var ubehageligt påtrængende, og jeg afviste hende utvetydigt. Jeg fortalte hende, at jeg ikke følte for hende, som hun fortalte, at hun følte for mig. At jeg var meget tiltrukket af hende, men ikke forelsket i hende. Jeg sagde til hende, at jeg ikke skulle skilles fra Ole. Jeg sagde til hende, at jeg ikke skulle skilles fra Ole Det var sådan, at jo bedre jeg lærte hende at kende, des mere undrede jeg mig over hendes måde at leve på. Hun levede et ensomt neurotisk liv med meget faste handlemønstre. Hun tog i sommerhus på nogle helt bestemte tidspunkter og handlede nogle helt bestemte steder, undgik mennesker og havde ingen omgangskreds. Jeg kom til at tænke på Ensomhedens Brønd af Radcliff. Hun virkede ikke sund og naturlig, men som om hun inderst inde tog stor afstand fra dén, hun var, - en lesbisk kvinde! Jeg tænkte: Er det virkelig sådan, det er, når man er lesbisk? Jeg tænkte: Er det virkelig sådan, det er, når man er lesbisk? Efter nogle måneder holdt jeg op med at se hende. Jeg afbrød forbindelsen. Men det havde rystet mit fundament alvorligt. Jeg var jo lige blevet gift, og jeg ønskede at være sammen med Ole, som jeg elskede. Det var jeg ikke et øjeblik i tvivl om. Jeg kunne bare ikke være sammen med ham seksuelt. 4

5 Mit møde med den kvindelige arbejdskollega, som jeg havde været intenst tiltrukket af seksuelt, havde vendt op og ned på hele min identitet, og jeg begyndte at få det skidt. Jeg blev bange for at færdes ude og kunne ikke gå på arbejde. Jeg havde fået en angstneurose. Hjertet rasede af sted, og jeg kunne ikke gå uden for en dør. Angsten var fortærende, og jeg følte panik ved selv de mest simple ting. Jeg blev sygemeldt fra mit arbejde og kom i terapi. Det tog mig et år at komme af med angsten. Det var meget pinefuldt, og det handlingslammede mig totalt, men samtidig var det jo en sund reaktion på noget, som var skævt indeni og et prik på skulderen til mig om, at der var et eller andet, som jeg skulle tage fat i. Jeg begyndte at gå i gruppeterapi, og jeg genvandt langsomt mine kræfter i kraft af terapien og egen styrke igennem hårdt arbejde. Ole støttede mig i træningen, og lige så stille begyndte jeg at få det bedre. Min angstneurose endte med at udvikle mig og give mig en større indsigt i mig selv Min angstneurose endte med at udvikle mig og give mig en større indsigt i mig selv. Det var en god oplevelse at møde de mange forskellige mennesker i gruppeterapien. Jeg var i terapi i tre måneder, og i terapien talte vi om mit forhold til min veninde. Derhjemme talte Ole og jeg det også igennem, og vi var enige om at blive sammen. Jeg lagde tanken om, at jeg var til kvinder væk. Det gjorde lidt ondt, men jeg ville være sammen med Ole. Jeg kunne ikke tænke mig det anderledes. Da jeg havde fået min angstneurose under kontrol og lidt på afstand, begyndte Ole og jeg at gå i parterapi. Parterapeuterne ville gerne have, at jeg traf en beslutning om mit seksuelle tilhørsforhold: Var jeg til kvinder, eller var jeg til mænd? Men det kunne jeg ikke. Jeg havde det lesbiske siddende ude på den ene skulder, og det var noget, som jeg ikke ville give slip på. Hver gang nogen satte spørgsmålstegn ved det eller afkrævede 5

6 mig svar på det, blev jeg ulykkelig. Ole og jeg kom tættere på hinanden. Jeg ville Ole, for jeg elskede ham. Vi genoptog vores sexliv. Det var meget sporadisk, men det var der. Et års tid efter besluttede vi at få et barn. Parterapeuterne ville gerne have, at jeg traf en beslutning om mit seksuelle tilhørsforhold: Var jeg til kvinder, eller var jeg til mænd? Umiddelbart efter min datter blev født, gik samlivet igen i stå. Oles og mit ægteskab var i de følgende år præget af mange spændinger, og vi blev ofte irriterede på hinanden. Ole var skuffet over, at det blev, som det blev. Jeg følte aldrig et pres til at skulle indgå i et samliv med ham. Men vi forsøgte, for jeg ville jo gerne finde mig selv i det, men der opstod kun dyb irritation i min krop, og det blev til sidst for pinefuldt for os begge. Vi talte aldrig om, at vi skulle skilles. Jeg nød at være mor for min datter, og tankerne om andre kvinder gled for en tid i baggrunden Jeg nød at være mor for min datter, og tankerne om andre kvinder gled for en tid i baggrunden. Jeg sagde mit job op, så jeg kunne være hjemme hos min datter. Da min mor blev mormor, kom vi tættere på hinanden igen, og nu på en ny måde som var rigtig god for os begge. Vi var nu to voksne kvinder, der mødtes. Da jeg havde gået hjemme i et stykke tid, begyndte jeg at savne voksenudfordring i mit liv, så jeg kontaktede Dannerhuset for at høre om, de havde brug for en frivillig. Jeg blev hurtigt optaget i deres kontorgruppe, og dermed åbnedes dørene ind til et kvindeunivers, hvor jeg mødte en masse forskellige kvinder både lesbiske og heteroer. En kvinde flirtede med mig. Hun var meget charmerende, kvik og sød. Men da hun hørte, at jeg var gift, mistede hun enhver interesse. Jeg gik til et par fester derinde. Jeg husker især en fest, hvor jeg fik øje på to kvinder, og det var tydeligt, at der var kærlighed, tiltrækning og gnist imellem dem. Jeg blev så uendelig trist, ja nærmest ulykkelig, for nu mærkede jeg mit stærke savn efter igen at finde ind til min lidenskab, mit jeg. 6

7 Dengang så jeg det selvfølgelig ikke så klart, som jeg formulerer det her, men jeg husker knivskarpt følelsen af total ulykkelighed, og at jeg var lige ved at græde. Jeg tog hjem og fortsatte mit liv. Jeg ville være sammen med Ole, fordi jeg elskede ham, og fordi jeg havde et stærkt fællesskab med ham. Da jeg efter to år atter vendte tilbage til arbejdsmarkedet, stoppede jeg med at arbejde for Dannerhuset. Da min datter, Amanda var seks år, fik vi et barn til. Et år senere blev Amanda syg, og det kom til at spille en stor rolle i de næste mange år af mit liv. Vi blev et forældrepar til et kronisk sygt barn. Det var en stor sorg for os. Vi var om hende hele tiden, - dag og nat. Det var nødvendigt. Da Amanda var 12 år, blev spændingerne mellem Ole og mig for store. Vi kunne næsten ikke være i samme rum uden at snerre ad hinanden. Til sidst blev det for meget for mig. Jeg havde brug for at være alene ikke fra børnene selvfølgelig, men fra Ole. Selvom det var mig, der sagde det højt, tror jeg, at Ole havde det som mig. Vi købte en lejlighed og så skiftedes vi til hver uge at flytte ud af huset og ind i lejligheden. Vi ville undgå, at børnene skulle flytte frem og tilbage. Det endte med, at det mest var mig, der var i lejligheden, for Ole syntes, at den evige flytten frem og tilbage var besværlig. Jeg var til gengæld vild med at være alene og med at være i lejligheden. Jeg havde aldrig prøvet at bo alene før. Jeg nød bare stilheden, det hverdagsagtige og aleneheden. Ofte havde jeg børnene om dagen, eller tog ud i huset på besøg. Jeg gik ikke særlig meget ud, men en aften besluttede jeg mig alligevel for at tage ind i caféen i Kvindehuset i Gothersgade. Det var bare en impulsiv indskydelse, som jeg fulgte. En aften besluttede jeg mig alligevel for at tage ind i caféen i Kvindehuset i Gothersgade Der var nogle søde kvinder derinde, der bød mig velkommen Det var et rart sted at være. Jeg kunne sidde i fred og læse, bare 7

8 være der, uden egentlig at blive kontaktet. Dét passede mig fint, og jeg begyndte med jævne mellemrum at komme der. En aften sad jeg som sædvanlig og læste. Der sad nogle kvinder ved samme bord som jeg, og en af dem sagde til mig: Hende i baren kigger på dig. Jeg så op mod baren og mødte et par kvindeøjne. Hun kom hen og introducerede sig: Hej, jeg hedder Louise. Hun fortalte, at hun læste musik på Konservatoriet, og musik interesserede jo også mig, så vi talte intenst sammen. Hun var meget sød og tiltrækkende, og da vi skulle sige farvel, strøg hun mig over kinden. Det føltes meget blidt og meget kært. Vi udvekslede mobilnumre, og jeg tog hjem. Mobilnummeret blev væk! Jeg tænkte meget på hende, så jeg måtte som noget nyt for mig, når det gælder romantik gå i aktion. Jeg fandt hende i Krak og ringede til hende. Vi aftalte, at jeg skulle besøge hende. Ved det første møde var vi begge afventende, men alligevel vidste vi godt, at vi ville hinanden. Der var en fin afstand, empati og respekt imellem os, og det nød jeg. Jeg blev ikke og sov den første nat. Men det gjorde jeg næste gang, jeg besøgte hende. Med Louise oplevede jeg, at det hele smeltede sammen - intellekt, spontanitet, lidenskab og psykisk nærhed Med Louise oplevede jeg, at det hele smeltede sammen - intellekt, spontanitet, lidenskab og psykisk nærhed. Vi nåede hinanden på en utrolig måde. Vi var meget tætte, så meget at vi nogle gange kom til at græde. Hun var på én gang meget følsom og meget handlingsmenneske, og så var hun ekstremt inspirerende at være sammen med. Jeg skulle vænne mig til at have sex med en kvinde. Hvordan var det egentlig lige, det fungerede? Det var vildt dejligt, men jeg skulle lige finde mig selv i det. Det var lækkert, fordi det var båret af dyb samhørighed. 8

9 Jeg skulle vænne mig til at have sex med en kvinde. Hvordan var det egentlig lige, det fungerede? Vi nød at være sammen, og jeg var vild med hverdagslivet med hende. Hun skulle tit øve sig, og når hun spillede, var jeg i mit, jeg bagte brød, læste avis eller bøger. Hendes mor kunne pludselig ringe for at spørge, om vi ikke lige kom over. Fik vi lyst til sex, fulgte vi spontant vores lyst og nød hinanden. Vi delte så meget, og vi kunne blive bevægede sammen over mange ting. Louise og jeg havde brug for hinanden. Jeg kan godt lide dén formulering, at have brug for! Vi var en enhed. Det var fantastisk og nyt for mig, at kunne smelte sammen med et andet menneske på ALLE planer. Louise var skøn og generøs med sine følelser. Hun ville det hele med mig. Hun ville være sammen med mig, og hun ville gerne have, at vi skulle bo sammen. Jeg ville jo også det hele med hende. Hun ville gerne lære mine børn at kende. Jeg forklarede hende, at jeg ikke var sprunget ud, og at hvis de skulle møde hende, blev det ikke som min kæreste. Hun mødte dem begge flere gange, og blev rigtig gode venner med Amanda, som faktisk stadig taler om hende. Ole mødte hende også, og syntes om hende. Jeg blev mellem de to verdener og led Men jeg befandt mig midt imellem to verdener, og jeg ville have, at de indtil videre skulle være adskilte. Jeg tror ikke, at hverken Ole eller jeg havde det godt i den periode. Det gjorde rigtig ondt, for jeg kunne på den ene side ikke undvære Louise, og på den anden side kunne jeg heller ikke vende mit liv med Ole ryggen. Så jeg blev mellem de to verdener og led. Louise pressede mig mere og mere, men jeg vidste jo, at det var, fordi hun ville mig. Jeg var som en elastik, der konstant var spændt ud. Det var udmarvende, opslidende og bestemt ikke sundt. Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville blive hos Ole og børnene, som havde hårdt brug for mig og for et tydeligt og nærværende forældrepar. Specielt Amanda havde brug for begge sine forældre i sit svære liv. Jeg valgte at stoppe forholdet til Louise. Det var det rigtige valg på det tidspunkt, men det var forfærdeligt. Jeg gør det aldrig 9

10 igen. Jeg møder ikke et menneske, der kommer til at betyde så meget for mig og forlader vedkommende igen. Det kan jeg ikke. Tænker, at jeg nok heller ikke møder sådan et menneske igen, netop fordi jeg ikke er parat til at møde det. Oles og mit sporadiske samliv stoppede helt efter min anden fødsel. Vi forsøgte aldrig mere og levede nu i et venskabsægteskab præget af stor gensidig varme, omsorg og respekt. Jeg talte meget med Ole om os i denne tid. Vi havde mange meget dybe samtaler, om det at være gift, om at jeg var lesbisk og mit ønske om at være sammen med en anden kvinde, og hvordan det var for ham, som intet samliv havde med nogen. Vi var enige om, at dét var vort vilkår, hvis vi ville blive sammen, - og sådan valgte vi det. Vi havde lejligheden i to år, så kunne økonomien ikke mere klare to ejerboliger, og jeg flyttede tilbage til huset. Vi indrettede os i stedet, så vi boede i hver vor ende af huset. En aften gik jeg ind i Homo med Forsinkelse (HmF) og satte mig ved snakkebordet. Da turen kom til mig, sagde jeg, at jeg var på besøg, og at jeg jo ikke kendte dem, og egentlig ikke havde noget på hjerte. Men jeg kom igen, for jeg havde brug for at være sammen med andre, som havde stået i - eller stod midt i et ægteskab. Jeg lyttede til de meget forskellige historier og den mangfoldighed, der kom til udtryk gennem fortællingerne. Der var en rummelighed og imødekommenhed, som fik mig til at reflektere endnu mere over mit eget liv, og jeg fik langsomt lyst til at fortælle lidt. Jeg blev udfordret ved de indlæg, jeg hørte. Det udviklede mine tanker omkring mit eget liv. Jeg ville både familien og kærligheden til en kvinde. Og det gjorde ondt, for det kan man ikke, hvis det skal være dybt og helt, som det var med Louise. Jeg blev udfordret ved de indlæg, jeg hørte. Det udviklede mine tanker omkring mit eget liv 10

11 I HmF mødte jeg rummelige mennesker, for hvem homoseksualitet ikke har været en indlysende selvfølgelighed fra teenageårene. Min glæde ved samværet blev selvfølgelig bremset lidt af, at jeg ikke levede et singleliv som lesbisk eller boede sammen med en anden kvinde. Jeg kunne godt gå med i byen, men jeg havde valgt et andet liv end de fleste andre i HmF. Jeg skulle hjem til en familie. Jeg følte mig enormt godt tilpas og accepteret, men alligevel anderledes fordi jeg på det ydre plan levede et andet liv. Det betyder meget at lytte til det, andre kan fortælle om processen frem til et udspring. Og det har helt sikkert givet mig mod og kræfter, at møde genkendelse og accept her. Jeg har dog et forbehold i forhold til det store lesbiske miljø. Jeg synes mange gange, at jeg oplever en kultagtig snæverhed, som jeg slet ikke møder derude i heteroverdenen. Jeg var engang til et større møde i Landsforeningen(LBL), hvor jeg oplevede termer som: Som lesbisk mener jeg Du godeste, tænkte jeg. Jeg er jo stadig Pia. At jeg så også er lesbisk, er jo i dén sammenhæng sekundært. Jeg er, uanset om jeg er heteroseksuel eller lesbisk, et menneske med grundlæggende værdier, interesser og venner, som er mine. Jeg oplever nogle gange, at der i miljøet hersker en forventning om en politisk korrekthed, som provokerer mig lidt. Det er ærgerligt. Jeg kommer ikke meget i det lesbiske miljø, men jeg anerkender fuldt ud, at det har haft og har stor samfundsmæssig betydning, at det er dér, vi hører til. Jeg vil meget gerne bidrage til det. Men det vil kun blive i forhold til HmF, for det er dér, mit hjerte er. Jeg opfatter HmF som en del af det lesbiske miljø og på bedste måde. HmF består af en gruppe mennesker med vidt forskellig baggrund og tilgang til dét at være homoseksuel. Her er en rummelighed og accept i forhold til, at vi er forskellige steder i vore liv, og at vi vælger forskelligt. Vi støtter hinanden dér, hvor vi hver især er, deler erfaringer, følelser og håb. Du kan også lade være med at dele noget overhovedet, men blot komme og lytte. Komme og høre andre fortælle. Måske du møder noget, som kan ligne din egen historie, måske ikke. Men det kan inspirere og udfordre dine tanker og dit indre. At HmF findes er et kæmpe aktiv for hele miljøet. Det mener jeg. 11

12 Og så er det i øvrigt i den enkeltes liv, dér hvor vi hver især færdes, på arbejdspladsen, i vennekredsen, at accepten slår igennem. I dag er spændingerne mellem Ole og mig helt væk. Jeg holder SÅ meget af Ole, elsker ham som det mennesker, han er og som far til mine børn, og vi er glade for at være sammen. Vi er meget afklarede, om den måde vi lever sammen på. Jeg er lesbisk, og det har Ole jo altid accepteret, men igennem dybe og svære samtaler har vi nu klart defineret vort ægteskab og vore forventninger til hinanden. Vi er meget afklarede, om den måde vi lever sammen på Ole og jeg har fundet en måde at være sammen på, hvor vi har det rigtig godt, og hvor det er tydeligt, at vi ikke er kærester. Det er vigtigt for mine børn at se, at deres forældre har det godt. De kan se, at vi har et venskab og en stor omsorg for hinanden. Og humoren, dén dyrker vi stadig på vort helt private og syrede plan. Min ældste datter ved godt, at hun har en homomor, og at Ole og jeg lever i en anden slags ægteskab end hendes veninders forældre Min ældste datter ved godt, at hun har en homomor, og at Ole og jeg lever i en anden slags ægteskab end hendes veninders forældre. Hun ved godt, at vi ikke lever som ægtefolk. Jeg har sagt til hende, at jeg er lesbisk. Hun er meget lettet over at vide det, og hun er glad for, at jeg har fortalt hende det. Hun har altid fornemmet, at hendes far og jeg ikke havde et samliv, og hun har undret sig over, at jeg kom så meget sammen med lesbiske kvinder. Jeg tager hende jævnligt med på homocafé, fordi det er hyggeligt og skønt at være sammen med hende alene og grine og tale. Vi når hinanden på en ny måde. Det føles dejligt, at kunne vise hende HELE mit liv. 12

13 Amanda spørger ikke til, om jeg lever det ud, og her er min holdning helt klar: At jeg som voksen ikke indvier mine børn i mit sexliv. Dét er mit, og det er voksent. Dét ved hun. Vores familie er et ressourcested. Det er dér, hvor vi elskes og rummes uanset hvad. Falder vi, hjælper vi hinanden op. Jeg har, som det er nu, valgt at leve på denne måde, og det står jeg ved. Jeg har endnu ikke talt med min søn, som er en del yngre, men han ved altid, hvor jeg er, og hvem jeg er sammen med, og også at nogle er lesbiske. Jeg bringer ikke min kæreste ind i mit ægteskab. Selvfølgelig ikke. Det ville jeg finde ufølsomt og hensynsløst overfor alle. På dén måde lever jeg to adskilte liv. Det er mit ansvar og mit valg. Det er svært med de to adskilte liv, også fordi det indimellem tager usynlig tid fra min søn, som nu er den eneste, der bor hjemme. Jeg vil, afstemt efter hans personlighed og alder, fortælle ham hvem jeg er, og det er lige op over - meget snart! De få gange jeg har datet kvinder, har jeg selvfølgelig med det samme fortalt, hvordan jeg lever mit liv. Jeg er helt åben om, at jeg lever med Ole, og hvordan jeg gør det. Det er nok sådan, at hvis jeg kun var mig selv og ikke havde en familie, ville jeg nok være tilgængelig for nogle kvinder, der måske - som det er nu, ville fravælge mig. På den anden side, har jeg kun i få perioder af mit liv, haft LYST til at være tilgængelig. Jeg er fyldt op af mit liv - er glad og tilfreds. Jeg vil leve mine dage til ende med Ole med tryghed og kammeratskab. På den ene eller den anden måde. Han rører mig dybt, og jeg holder forfærdelig meget af ham. Han er et unikt menneske for mig, og vi vil altid være hinandens aller nærmeste, uanset hvad der sker. For ingen af os véd jo reelt noget om, hvad der sker. Blot ved vi, hvad vi vil lige nu. Det hviler jeg i. Jeg har lyst til at blive gammel sammen med ham. Jeg hviler i dét faktum, at jeg er lesbisk og er meget glad for mit liv, med de knaster og udfordringer der også er i det. Jeg er ægte. Tager taknemmelig min dag og bruger den. 13

14 Mit råd Jeg har tænkt over, om jeg har et råd at give, til én som står i et liv, der ligner mit. Jeg tror grundlæggende, at man lever et helstøbt liv, når man vælger! Jeg har valgt, og det føles godt! Blot dét. 14