Når de unge bliver voksne En kvalitativ undersøgelse af 10 unges oplevelse af overgangen fra unge- til voksenområdet

Transkript

1 Click her e to ente r te xt. Dokum ent: N eutr al titel «edocadd resscivilc ode» Når de unge bliver voksne En kvalitativ undersøgelse af 10 unges oplevelse af overgangen fra unge- til voksenområdet

2 Indhold Forord...3 Lovgivning og organisatoriske rammer...5 DE UNGES OPLEVELSER...6 Oplevelsen af overgangen afhænger af ønsket indsats...6 Inddragelse...6 En gennemgående kontaktperson eller familie...8 Uklarhed om hvem der er rådgiver...9 Skiftende rådgivere betyder at starte forfra Overleveringsmødet som fælles platform Planlægning i god tid Usikkerhed år er det magiske tal Efterværn Man kan overraske sig selv At miste Kan vi holde, hvad vi lover? Samarbejdet mellem myndighed og udfører Fleksibilitet Oplevelsen af at kommunen skal spare PERSPEKTIVERING De unges oplevelser i forhold til Samarbejdsaftale mellem familiegrupperne, specialgruppen og Uddannelseshuset Socialcenter og Jobcenter Andre undersøgelser blandt unge i Norden Kolofon: Heidi Mortensen, Kvalitetsenheden og Sidsel Klarborg Hilgaard, Socialsekretariatet April / /25

3 Forord Overgangen fra at være ung til voksen rummer udfordringer for de fleste unge, og i særdeleshed for udsatte unge. Denne undersøgelse handler om de unge, som har haft en sag i familiegrupperne eller specialgruppen på børne- og ungeområdet. I dag er de blevet myndige og modtager en indsats gennem Uddannelseshuset i Aalborg Kommune. De unge i undersøgelsen har alle oplevet overgangen fra unge- til voksenområdet i kommunens myndighedsafdelinger. En overgang, der byder på forandringer, og som vi erfaringsmæssigt ved kan være vanskelig både for de unge, pårørende og for de fagpersoner, der arbejder på området. I Aalborg Kommune er der af samme årsag lavet en samarbejdsaftale på tværs af de involverede afdelinger på unge- og voksenområdet, der skal forsøge at gøre overgangen mere smidig. Opmærksomheden på udsatte unges overgang fra unge- til voksenområdet er altså ikke ny heller ikke i Aalborg Kommune. Denne undersøgelses bidrag er at sætte fokus på de unges egne oplevelser og lade dem være omdrejningspunktet, når vi diskuterer fremtidige løsninger, der skal fungere endnu bedre for de unge. Rapporten er altså udtryk for, hvordan de unge oplever overgangen. Måske husker de fakta forkert, og måske ville de involverede fagpersoner være uenige i de unges fremstilling af forløbet. Det ændrer imidlertid ikke ved, at det er sådan, de unge har oplevet overgangen, og deres oplevelser får virkelige konsekvenser for deres tanker og deres handlinger. På de næste mange sider er det derfor primært de unge, der har ordet og deres udtalelser, der gengives. En ung kvinde var ved afslutningen af interviewet bekymret for, om nogen ville gide læse undersøgelsen, eller om den bare ville stå og samle støv. Vi håber at kunne vise bedre. Vi håber, de unges oplevelser kan danne grobund for en god dialog på ledelses- og medarbejderniveau om, hvordan vi kan gøre det endnu bedre på tværs af myndighedsområder og på tværs af myndighed og udfører. 3/25

4 Et par metodemæssige præmisser er vigtige for læsningen af resultaterne: Hvem er interviewet? I undersøgelsen er 10 unge blevet interviewet. De unge er mellem 18 og 23 år, og de har det til fælles, at de inden for det seneste år har oplevet overgangen til voksenområdet. De unge har i dag en bostøtte (SEL 85), en mentor (LAB 31 b-f) eller bor i et botilbud (SEL 107). Denne undersøgelse omhandler altså ikke alle de unge, der i dag klarer sig uden støtte og evt. har fået afslag på en indsats fra voksenområdet, eller selv har fravalgt det. Uddannelseshusets rådgivere har hjulpet med at etablere kontakt til de unge. Det har været en vanskelig opgave at få de unge til at stille op til interview. 10 unge har deltaget, men i alt 23 er spurgt. Godt halvdelen af de unge har altså ikke ønsket at deltage, eller også har det ikke været muligt at kontakte dem. Begrundelserne har bl.a. været, at de unge har det meget svært og kan ikke overskue at deltage. I en kvalitativ undersøgelse er man mindre optaget af svarprocenter og repræsentativitet, idet man mere søger mønstre i interviewmaterialet. 10 interviewpersoner kan være sårbart, men spørgsmålet er, om de 10 interviewpersoner adskiller sig væsentligt fra de unge, der ikke deltager. Svaret er ikke givet enkelte unge har haft noget på hjertet og derfor ønsket at deltage. Andre har i udgangspunktet ikke følt, de havde noget at bidrage med til undersøgelsen, men har valgt at deltage alligevel på opfordring. Resultaterne af denne undersøgelse stemmer på mange måder godt overens med, hvad der er fundet i lignende undersøgelser i Danmark (se evt. litteraturliste på sidste side). Hvordan er interviewet foregået? Interviewene med de unge er gennemført på de unges præmisser. Flere af de unge har store udfordringer, og det har været op til de unge, om de gerne ville have én med til interviewet. I halvdelen af interviewene har der været en forælder, kontaktperson eller lærer med. Disse personer har haft en betydning for interviewet, og deres oplevelser er også kommet frem. I det følgende er der primært fokus på de unges egne udtalelser, men øvrige personer er også citeret, hvor det er fundet relevant. De unge har selv bestemt, hvor interviewet skulle gennemføres på forvaltningen eller i deres hjem eller skole. Interviewet er en her-og-nu oplevelse for de unge, og de er præget af de vilkår, der gør sig gældende for dem lige nu. Ugen efter er der måske en afklaring, eller der er sket nogle ting, der måske sætter oplevelsen i et andet lys. Dette er sådan set altid en præmis, når man vil høre borgernes egne oplevelser. 4/25

5 Lovgivning og organisatoriske rammer Overgangen skal forstås som en organisatorisk overgang fra en familiegruppe til voksenområdet, som typisk vil være Uddannelseshuset, der er målrettet unge mellem år, som har brug for fx ekstra støtte (fx iht. SEL 85 og 107) og/ eller støtte i form af økonomiske ydelser. Dette betyder altså en ændring i forhold til, hvilken afdeling den unge er tilknyttet, hvilket også vil medføre et rådgiverskift. Ligeledes betyder en overgang fra børneområdet til voksenområdet også en juridisk overgang. Når den unge fylder 18 år, opnås der selvstændig myndighedsstatus. Det vil sige en juridisk ændring fra at være omfattet af servicelovens bestemmelser i kapitel 11 og 12, til at den unge omfattes af voksenbestemmelserne i Serviceloven samt anden lovgivning som Lov om Aktivsocialpolitik, der ligeledes er rettet mod voksne. I og med at den unge bliver myndig, vil der også knytte sig juridiske aspekter til dette, som kan have betydning for den unge ved overgangen. Det kan fx få betydning i forhold til aktindsigt, hvor forældrene tidligere var en del af sagen og kunne få aktindsigt og oplysninger, skal den unge nu aktivt godkende dette. Dette aspekt kan for nogle unge (og forældre) opleves som en mulig barriere ved overgangen. Baggrunden for at fortage en differentiering ift. lovbestemmelser som henholdsvis knytter sig til børn og voksne skal ses i forskellen i målgruppe og formål. Det betyder også at der i lovgivningen er forskellige syn på den unge og på hvilke krav, der stilles, og hvilke rettigheder den unge og dennes forældre har. Dette er en væsentlig dimension af forståelsen af overgangen. En lovgivningsmæssig mulighed, der forsøger at skabe en større sammenhæng og kontinuitet i overgangen fra børneområdet til voksenområdet, ses i SEL 76, som omhandler efterværn for unge, der opfylder kriterierne for efterværn. Det kan være unge, der tidligere har været anbragt eller har været tilknyttet en kontaktperson, og hvor det anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte. Formålet med efterværn er at støtte den unge i overgangen til en selvstændig livsførelse, herunder også i forhold til uddannelse og beskæftigelse. Efterværn kan gives indtil det fyldte 23 år. Lovgivningen er udformet således, at den åbner muligheden for, at tilrettelæggelsen og indsatsen af efterværn kan variere i et stort omfang og i høj grad tilpasses den enkelte unges behov. Organiseringen af efterværn samt overgangen fra børneområdet til voksenområdet er ikke standardiseret og varierer fra kommune til kommune, dog med visse sammenfald. Viden om overgange peger på, at der er sket en specialisering og segmentering af den forvaltningsmæssige og lovgivningsmæssige organisering 1, f.eks. at vi har en opdeling af børne- og ungeområdet og voksenområdet, og også her indenfor har specialiseringer (ungemakkerskaber i familiegrupperne samt opdeling i socialcenter, jobcenter og UU i Uddannelseshuset). En risiko ved den specialisering og segmentering, der er sket, kan ligge i, at helheden overses, og der dermed ikke i et tilstrækkeligt omfang bliver taget højde for de aspekter og nuancer, der findes her. Overgangen skal således samlet ses i henhold til den organisatoriske struktur samt det lovgivningsmæssige tilhørsforhold. 1 Fra anbringelse til efterværn En pilotundersøgelse blandt sagsbehandlere, SFI (2004), Espersen, L. D. 5/25

6 DE UNGES OPLEVELSER I de følgende afsnit fremgår de unges oplevelser med forskellige dele af overgangen fra ung til voksen i Aalborg Kommune. Navnene er fiktive. De 10 unge mennesker i undersøgelsen er meget forskellige. Mange af dem har psykiske diagnoser; enkelte har et misbrug eller en kriminel løbebane. De unge er i dag mellem 18 og 23 år. De kommer fra forskellige familiegrupper eller specialgruppen og har modtaget forskellige indsatser som børn og unge. Syv er tidligere anbragte, mens de øvrige har modtaget andre forebyggende foranstaltninger (aflastning, kontaktperson mv.) eller råd og vejledning. Oplevelsen af overgangen afhænger af ønsket indsats De unges oplevelse af overgangen er - naturligvis meget farvet af, hvilken indsats de i dag modtager på voksenområdet. Dette kan ikke overraske. Det er tydeligt, at de unge, der har fået den indsats, som de (og evt. deres forældre) selv har peget på og ønsket, har en meget mere positiv oplevelse af hele forløbet end de unge, der kunne have ønsket sig mere hjælp eller en anden form for hjælp. Enkelte unge har - i det mindste for en periode fået lov at fortsætte med de kontaktpersoner, de havde fra ungeområdet, ligesom én ung er blevet boende på sit hidtidige opholdssted som en 107 plads. Det er tydeligt, at overgangen for disse unge har været væsentlig lettere, og det har haft betydning, at der er voksne (f.eks. forældre), der har støttet og bidraget væsentligt til overgangen. Mange unge fortæller, at deres rådgivere fra ungeområdet havde forberedt dem på, at de ville få mindre hjælp, når de kom over på voksenområdet, f.eks. færre timer med en støttekontaktperson. De unge ville skulle klare flere ting selv som en del af voksenlivet. Alligevel kommer det bag på flere af de unge, når de nye indsatser træder i kraft, og det er en anden form for hjælp, de kan få. Der synes at være brug for endnu mere tydelig forventningsafstemning (i god tid) i forhold til, hvilken indsats, der venter på voksenområdet. Både overfor den unge, og typisk også over for deres familie og den udfører fra ungeområdet, der følger den unge fra sidelinjen. Inddragelse Vi ved, hvor vigtigt det er, at de unge er inddraget i processer og beslutninger, der vedrører deres liv, og at de har en følelse af at blive hørt og taget alvorligt. Dette er én af de mest grundlæggende værdier, der arbejdes efter i Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen. Inddragelse indgår derfor som et tema i undersøgelsen. Det er meget forskelligt, om de unge har følt sig inddraget eller ej. Det har betydning for deres oplevelse, om de har fået den ønskede indsats, men mønstret er ikke entydigt; der er også eksempler på unge, der har fået den indsats, de gik efter, men ikke føler sig inddraget undervejs. Kommunikationen med den unge og det sprog, der anvendes, synes vigtig, så man sikrer, at den unge forstår indholdet i samtalen med sin rådgiver. Der bliver også peget på, at nogle af de ressourcepersoner, de unge har (professionelle eller familie) kan være med til at sikre, at de unge forstår, hvad der skal ske, og de unge dermed har muligheden for at sætte sit aftryk på det. Ressourcepersonerne kan altså være med til at fremme inddragelsen af den unge. Her følger nogle forskellige variationer over temaet inddragelse. Alt i alt er det et område, som vi kan arbejde endnu mere med. 6/25

7 Anders: Jeg har ikke rigtig fået noget at vide. [ ] Det er det, jeg mangler lidt. Fordi det er ligesom mit liv, det handler om. Det er mig, det handler om. Maries mor: Jeg synes nok, de har hørt, hvad vi havde at sige. [ ] Og jeg synes, de rådgivere, vi har fået, de er utrolig søde, virkelig virkelig. Og noget af det, som jeg er allermest overrasket over, det er, når jeg skriver en mail om noget, at det går ikke en time eller to, så har jeg er svar tilbage.[ ] Jeg synes ligefrem, de virker glade og velkommen. De har været rigtig søde, bestemt.[ ] Jeg synes, vi har fået en rigtig god behandling, så der er ikke kritik herfra. Mads: Jeg synes ikke som sådan, der er blevet hørt på mig, det synes jeg ikke. Så det kan godt være, de lytter på mig, men det føler jeg ikke. Men det kan også godt være, at det er fordi, der ikke er så meget andet at gøre. Lars: Jeg har ikke haft noget at skulle have sagt. Kristina: Jeg var ikke med inde over tingene. Der var vel en enkelt samtale, hvor jeg blev spurgt lidt omkring det, men ikke så meget som jeg kunne have ønsket. Interviewer: Hvorfor var du ikke med til de møder havde du ikke lyst til det? Kristina: Jeg ved ikke, om det var fordi, jeg var under 18, at det var nogle møder, jeg ikke måtte komme med til. Interviewer: Inddragede de dig i, hvad der skulle ske hørte de på dig? Karina: Ja, men jeg tror igen i kraft af, at jeg har haft [min mentor, red.] med. Det er også noget igen, jeg har oplevet, at hvis du har en mentor med det er som om, det udligner spillefeltet. Det udligner lidt det der, at de skal prøve at finde en måde at snakke til dig på. Fordi det, jeg tror, der sker, det er, at der sidder nogen fra kommunen, og hun skal se, hvad forstår jeg på den anden side, fordi hun møder mange mennesker i løbet af en dag. Og den der kommunikation mellem borgeren og hende, der sidder der, den kan faktisk godt være rigtig rigtig svær. Fordi nogle gange, så har jeg siddet der og troet, jeg har fået ét at vide og er gået ud og handlet på det. Og så er jeg kommet tilbage og fundet ud af nej, det var egentlig ikke det, vi sagde, vi sagde noget andet. Nå OK. Det føles bare meget bedre, når jeg har min mentor med. Fordi sådan nogle som os, eller hvad man nu siger (griner) jeg har det ikke godt med at komme og bede om hjælp, og det er det, jeg føler jeg gør ved kommunen. Og allerede der, der har jeg beskyttet mig lidt, for nu kommer jeg her og skal bede om hjælp. Og så skal det bare gå hurtigt, og jeg skal have noget hjælp, så jeg kan komme videre. I stedet for at vi får den her dialog i gang, hvor det egentlig bliver mig selv, der hjælper mig selv, når bare der er noget støtte. Det er det, der starter, når min mentor er med, så er der kommunikation, fordi så forstår jeg, hvad de siger, og de forstår hvad jeg siger. 7/25

8 En gennemgående kontaktperson eller familie Det har væsentlig betydning for de unge, at der er en gennemgående person, som de kender godt og er fortrolig med, der følger dem meget tæt igennem overgangen, og som kan hjælpe dem i alle de nye udfordringer. Det handler både om den følelsesmæssige tryghed ved at have en vigtig voksen med, men der er også mange praktiske ting, som de unge har vanskeligt ved at klare alene, f.eks. kontakten med myndighedsrådgiverne, budgetlægning, oprettelse af Nem-id mv. De gennemgående personer kan være professionelle eller familie/andet netværk. Der er meget stor forskel på, hvilken støtte de unge har i deres private netværk. Nogle unge kommer fra endog meget ressourcestærke familier, og deres forældre har spillet en vigtig rolle i både at sikre, at den unge har fået den ønskede indsats og som støtte for den unge igennem overgangen. Nogle af disse forældre har været til stede i interviewene, og det er tydeligt, at de er vant til at tale de unges sag. De unge har reelt været forskånet for overgangen, og de har typisk ikke deltaget i møder med rådgivere, før de er blevet 18 år (undtagen børnesamtaler). Dette kan dog også ses som en hindring ift. at skabe løbende dialog og forventningsafstemning med den unge. Det har stort set fungeret problemfrit, at forældre, der har deltaget i interviewene, fortsat inddrages og deltager i møder med rådgiverne på voksenområdet med samtykke fra den unge. Der er her typisk tale om unge, som grundet funktionsnedsættelser ikke kan klare sig uden hjælp. De fleste unge har forældre, som hjælper dem, men vi møder også unge med mere sparsom eller ingen opbakning fra deres familie. Enkelte står reelt alene og anser snarere de professionelle, som de har mødt igennem deres opvækst, som deres familie, f.eks. på anbringelsesstederne. For dem bliver det ekstra vigtigt, at de professionelle, som de allerede kender og har tillid til, spiller en aktiv rolle i overgangen. Det kan f.eks. være kontaktpersoner eller ansatte på anbringelsesstedet. Nogle unge har været tilknyttet Rute 42 og har tydeligvis haft stor nytte af den helhedsorienterede indsats og tætte kontakt derfra. Nogle af de unge formulerer sådan om en gennemgående person: 8/25

9 Karina: Jeg er kun mig. Jeg kunne godt tage min mor med til det her møde, jeg kunne godt tage min far med, men det ville ikke hjælpe en skid. Altså det ville gøre problemet større. [ ] Alle unge mennesker har brug for en voksen i deres liv, en fornuftig voksen. Og hvis ikke, det er i deres netværk, så er det noget, kommunen er nødt til at komme ud med. For hvis ikke der er en fornuftig voksen, der har overblikket, jamen så vil den unge aldrig nogensinde komme op og se det overblik. Fordi du er så forvirret. Du har ikke det store blik, du har bare sådan hvordan overlever jeg det her, hvordan overlever jeg det næste?. Det der har hjulpet mig allermest, det er, at jeg har fået en mentor. Marie: Jeg har i hvert fald oplevet det forvirrende lige til at starte med. Øh OK, hvem var det nu, jeg havde, det spurgte jeg flere gange ind til. Så sagde de hende, hende og hende, og så sagde jeg, hvad?. Og da vi så kom hjem, og jeg spurgte min mor, hvem det var, hende og hende var. En kontaktperson formulerer sin rolle således: Der har jeg altid været der som en livlinje. Det er mig, der har haft kontakten til socialcentret, jobcentret, misbrugscentret, kriminalforsorgen, psyk. Alt har jo og går stadigvæk gennem mig. Det er altid mig, der får beskederne, det er mig, der får mødeindkaldelserne. Og så sørger jeg for at få [den unge, red.] med. Uklarhed om hvem der er rådgiver I eksemplerne i det forrige er det familie eller udfører, der er den kendte professionelle, og det er selvfølgelig meget naturligt, da de har den daglige kontakt med de unge. Men myndighedsrådgiveren er også en vigtig aktør i de unges liv. Det er meget forskelligt, hvor meget kontakt de unge indtil videre har haft med rådgiverne på voksenområdet mange har både en rådgiver i Socialafdelingen og i Jobcentret i Uddannelseshuset. Nogle unge kan uden problemer nævne navnet på deres rådgiver fra både unge- og voksenområdet. Andre kender ikke rådgiverens navn (men ved måske f.eks., at det er hende med det lange mørke hår), eller også ved de ikke, hvem der er deres rådgiver. De unges forskellige oplevelser og rådgivers betydning kan ses af følgende eksempler: 9/25

10 Anna: De er gode til at følge op. Altså [navn på rådgiver, red.] hun er dygtig, hun ringer også tit til mig. Hun er også nem at få fat i. Hun har også talt om, at jeg skal i noget bolig igen, hvor hun vil finde noget opgangsfællesskab eller en lejlighed til mig. Interviewer: Er det tydeligt for dig, hvem der er din rådgiver? hvad hun hedder, og hvor du skal finde hende? Anders: Nope, har ingen anelse. Jeg tror siden jeg startede, har jeg haft 3 eller 4. Skiftende rådgivere betyder at starte forfra Sidstnævnte citat peger på en meget karakteristisk udfordring for størstedelen af de unge og én af hovedårsagerne til, at flere unge ikke ved, hvem deres rådgiver er. De oplever mange rådgiverskift (ikke kun i overgangen), og konsekvensen synes at være, at den unge må starte forfra med sin rådgiver både i forhold til at genfortælle sin historie og i forhold til at opbygge en plan for indsatsen. Flere unge fortæller, at det er hårdt at genfortælle deres historie, og det tager lang tid at få opbygget tillid til en ny rådgiver. Udfordringen omkring rådgiverskift kommer næppe bag på nogen, og en vis udskiftning er nok desværre uundgåelig, når rådgivere får nyt arbejde, går på barsel mv. Men det er nødvendigt at indskrænke rådgiverskift til et absolut minimum, dels fordi det er et meget stort problem set fra de unges perspektiv, dels fordi det kan sænke effektiviteten væsentligt i sagsbehandlingen, da en ny rådgiver skal sætte sig ind i sagen. 10/25

11 Sanne: Jeg har haft sådan rimelig mange rådgivere igennem tiden. Fordi i en periode, der var det bare en ny, hver eneste gang, der var møde. Fordi alle fik bare børn. Anna: Jamen det er netop det der med, at det skifter hele tiden imellem sagsbehandlerne. Altså jeg ved godt, de kan selvfølgelig læse, hvad den anden har skrevet, men det er ikke det samme. Når man hører på noget, så hører man det på én måde, og når man læser det, så læser man det på en anden måde. Så når man skifter hele tiden, så synes jeg, at jeg bliver lidt forvirret. Jeg kan huske på et tidspunkt, jeg vidste ikke engang, hvad min socialrådgiver hed. [ ] man skal heller ikke skifte så mange sagsbehandlere hele tiden, fordi det forvirrer de unge, man har med at gøre. Fordi der er mange unge - det er der, der er rigtig mange unge, der bygger meget på tillid, at man skal kunne stole på hinanden Anders: Jeg synes, det er forvirrende, fordi når man tror, det er den, og så kan man begynde forfra igen, og så forsvinder de, og så forfra igen. Man gider ikke blive ved med det. [ ] Jeg føler, jeg skal til at starte forfra med det, jeg allerede har været igennem. De kunne se i deres papirer og så finde ud af det. Der er nogle af de ting, som jeg ikke har lyst til at snakke om, fordi dem er jeg kommet over, og dem har jeg gemt væk. Og når jeg ribber det op, så får jeg det dårligt. [ ] Jeg overvejer virkelig nogle gange bare at optage det, og så kan den bare spille. Mads: Jeg har også haft en 3-4 stykker over de sidste år, det har været meget forvirrende. Også nu skal jeg til at have en ny og ny, og jeg kan slet ikke holde til det i mit hoved. Jeg synes, der har været mange skift. Jeg har knap nok lige lært at kende dem før, så kommer der en ny. Lars: Allerede nu, der siger hun, at jeg må vente med at få behandling, altså hjælp til nogle af de psykiske problemer, jeg har. For jeg har en diagnose. Og det må jeg vente med, til jeg får den nye rådgiver. Jeg må vente med misbrugsbehandling, fordi jeg også har et hashmisbrug. Jeg har fået at vide, at jeg må selv opsøge Misbrugscentret og snakke med dem, hvis jeg vil have noget med dem at gøre. Så det er mig, der gør det hele. De sidder bare og hygger sig og får løn for det, mens jeg gør deres arbejde. Overleveringsmødet som fælles platform Ét af de initiativer, der er blevet prioriteret i Aalborg Kommune, er at afholde fælles møder mellem unge- og voksenområdet, inden den unge fylder 18 år for at forberede overgangen. Oplevelsen blandt de unge er, at det er en god idé med disse overleveringsmøder, og det har fungeret godt i de sager, hvor voksenområdet er kommet tidligt på banen, og den unge over længere tid har lært de(n) nye rådgiver(e) at kende. Andre unge mener ikke, at der har været et overleveringsmøde. I nogle tilfælde korrigeres de af den kontaktperson eller forælder, de har haft med til interviewet, idet et møde faktisk har fundet sted. Men den unge kan ikke huske det, og mødet har tilsyneladende ikke gjort det store indtryk. Man får indtrykket af, at ét møde ikke har været nok for disse unge. Flere unge fremhæver, at de har været vant til store netværksmøder i familiegruppen. Det er en form, som kan overvejes i forbindelse med overgangen til voksenområdet, bl.a. for at gøre brug af netværkets ressourcer. 11/25

12 Her er nogle eksempler på, hvordan nogle af de unge husker overleveringsmødet. Karakteristisk er det, at deres kontaktpersoner eller forældre har godt styr på, hvordan mødet foregik. Rasmus: Det var der ikke, det mener jeg ikke, jeg kan huske. Der var et slutmøde derovre. Og det undrede mig nemlig, fordi jeg havde forestillet mig, at vi holdt møde sammen, det var der ikke. [ ] Det gjorde man meget ovre i familiegruppen. Det gjorde man rigtig meget. Sørens mor: De tog over. På mødet var det tydeligt, at sagen blev overdraget, og den gamle rådgiver tjekker ud. Der er også eksempler på, at de store fællesmøder har været afholdt men uden større virkning. Dette understreger selvfølgelig vigtigheden af, at de professionelle, der inviteres med på mødet, reelt har noget at byde ind med, og især at der tages efterfølgende handling på de ting, der er aftalt. Overleveringsmødet er jo netop en platform for det videre samarbejde, hvor det aftales, hvad der skal ske, og det er vigtigt, at der laves tydelige aftaler og fordeling af opgaver. Det egentlige arbejde ligger imellem møderne. Planlægning i god tid Mens nogle af forløbene har været påbegyndt i god tid, og den unge er gradvist sluset videre og har lært sine nye rådgivere at kende over flere mødegange, er andre forløb karakteriseret ved, at tingene pludselig skal gå meget hurtigt. Det synes ret udbredt, at familiegrupperne og Specialgruppen faktisk i god tid får talt med den unge om, at overgangen skal finde sted, f.eks. inden for det næste år. Dér, hvor problemet opstår, er, når der først meget sent bliver taget egentlig handling i forhold til at skabe den gode overgang. Nedenfor gives et par eksempler på, at tiden hurtigt kan blive knap. Det skal siges, at flere af nedenstående personer faktisk har en positiv oplevelse af overgangen og eneste anke derfor er, at man skal blive bedre til at tage fat på overgangen i god tid. 12/25

13 Sanne: Det skete sådan rimelig sent, fordi der var en masse problemer ift,. hvor jeg skulle bo [ ] Jeg tror faktisk, jeg synes, at det gik OK. Det gik bare lidt hurtigt på et tidspunkt, fordi tiden var lidt knap Maries mor: For unge mennesker med en diagnose, der hele deres liv har levet efter rigtig meget struktur og vide det hele i rigtig god tid. Der synes jeg godt man kunne tage lidt hensyn. De behøver også at vide det i god tid. Mads: Det er bare sådan mange pludselige ting, der lige kommer [ ] Altså vi fik at vide i staren af året, at i løbet af året, så skulle jeg blive udskrevet. Men jeg tog det meget afslappet, da vi aftalte, at jeg skulle have en OK start på psyk og komme i gang. Men jeg havde kun været 5 gange på psyk, og så var det bare, i løbet af 2-3 måneder så stopper du i efterværn. Det havde jeg ikke lige set komme så pludseligt.[ ] Jeg vidste jo godt, at det skulle ske i løbet af året, men jeg synes bare, at der blev taget rimelig store og hurtige beslutninger på én gang. Usikkerhed Overgangen fra ung til voksen er vigtig for de unge og får meget stor betydning for deres hverdag og den støtte, de kan få. Det er derfor ikke så mærkeligt, at overgangen for nogle unge medfører stor usikkerhed, især i de perioder hvor det er uklart, hvilken støtte de kan få. Kristina: Jeg blev selvfølgelig lidt sur på [min rådgiver, red.], at hun havde sagt, jeg kunne blive boende, og så lige pludselig udtalte, at jeg ikke kunne blive boende. Og det fyldte en hel del. På et tidspunkt havde jeg sådan tabt modet. Anders: Jeg synes, der har været meget usikkerhed, at jeg ikke ved, hvad der sker, eller hvad der foregår. Og sker der så ikke noget alligevel? [ ] Jeg føler mig også stresset, og jeg kan ikke koncentrere mig i skolen. Det går ikke særlig godt. Jeg er meget sur lige for tiden, og jeg er meget frustreret, og når jeg begynder at tænke på det, så begynder mit hjerte at banke. Jeg får sådan helt en klump i halsen, og fuck hvad gør jeg nu? Sanne: Jeg tænkte ikke så meget over det, fordi jeg blev lidt irriteret over det, ikke at vide, hvad jeg skulle. 13/25

14 18 år er det magiske tal Nogle unge er fortsat i indsatser, som de har ønsket, og som de oplever virker for dem. Andre unge er vurderet til at kunne begynde at klare sig selv, og de får derfor mindre støtte på voksenområdet, end de gjorde på ungeområdet. For disse unge bliver 18 år et meget magisk tal, der markerer grænsen til, at de skal begynde at klare sig selv. Selv unge i efterværn vil fra det 18. år være omfattet voksenområdet ift. f.eks. ydelsesdelen, muligheden for sanktionering mv. Nogle af de unge, der tidligere har modtaget massive indsatser, f.eks. tidligere anbragte, har en oplevelse af, at kommunen på en måde smider mange års dyre tilbud på jorden, hvis de ikke følges op af en god og lempelig udslusning, så de kan lære at klare sig selv i voksenlivet. Anders: Altså jeg tænkte, at jeg blev 18, så blev jeg myndig, men jeg havde ligesom stadig brug for de samme ting, som jeg havde, da jeg var 17 år. Altså bare fordi, jeg er blevet 18 betyder det ikke, at jeg er blevet mere moden, det er jeg godt nok ikke. Jeg synes, det er frustrerende, fordi jeg er blevet 18, så skal der så mange ting lægges om, men jeg har brug for de samme ting som før. Karina: Så synes jeg ikke, der er en særlig god sammenhæng med, at de hjælper mig med at få en mentor og få det hele op at køre, hvis jeg så skal stoppe det, fordi at nu er jeg blevet 23, det er bare så latterligt. Jeg bliver 23, det får sgu ikke mine problemer til at gå væk. Jeg bliver 18, det får heller ikke mine problemer til at gå væk. Rasmus: De kan tage ved lære af, at når de alligevel pumper så mange penge i en person på et opholdssted, så er det da totalt hul i hovedet ikke at gøre arbejdet sådan OK færdigt. I stedet for bare at give helt slip. Eller ikke helt, men gøre så stor forskel og tage så stort et spring, at der er risiko for, at der sker et eller andet. Lars: Det er jo som om, at børneområdet, de gik mere op i aktiviteter. At man ikke skulle sidde derhjemme og glo. Men det er ikke noget, man kan, når man så bliver over 18. [ ] Jamen det er den måde, man bliver overladt til sig selv på. Det er svært det der med at føle, at man får i hoved og røv, og så bare fordi man fylder et år, bare en fødselsdagsdato når man lige når op over en bestemt dato, så er det hele lige meget. Så farvel. 14/25

15 Efterværn SEL 76. Kommunalbestyrelsen skal tilbyde hjælp efter stk. 2-5 til unge i alderen fra 18 til 22 år, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed. Hjælpen skal bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse og herunder have fokus på at understøtte den unges uddannelse og beskæftigelse samt øvrige relevante forhold, f.eks. anskaffelse af selvstændig bolig. 4 af de unge har været i efterværn i kortere eller længere tid. Der er ret udbredt forvirring blandt de unge om, hvad efterværn er. De unge, der har været i efterværn, ved godt, hvad det er ift. den indsats, de selv har modtaget, men de øvrige unge gør typisk ikke. Der er endda et eksempel på en ung, der tror, hun er i efterværn, til hun bliver 23 år, men hun er allerede overgået til voksenområdet. Der er også et par eksempler på, at de unge, der har været i efterværn, efter nogen tid har valgt det fra og siden fortrudt denne beslutning. Oplevelsen er, at det er meget svært at fortryde beslutningen 2. 2 SEL 76, Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan træffe afgørelse om, at støtte efter stk. 2 og 3 kan tildeles eller genetableres indtil det fyldte 23. år, hvis 1) den unge fortryder tidligere at have afvist støtte og behovet fortsat er til stede, 2) den unges situation ændrer sig, så der senere opstår et behov for støtte, eller 3) støtte er ophørt, jf. stk. 7, og behovet herfor opstår igen. 15/25

16 Anders: Altså efterværn, så tænker jeg på hjemmeværnet (griner). [Interviewer forklarer om efterværn, red.] Det gad jeg gerne. Hvis det havde været på tale, så havde jeg sagt ja til det, men det var der ligesom ikke nogen, der nævnte et ord om. [ ] Kan man godt få det nu så? Lars: Jeg har været bevilliget en kontaktperson som efterværn, men hvor de så ikke lige har kunnet finde én. [ ] Så vidt jeg har fået at vide, så var det bare en kontaktperson. Men der var ingen i systemet, der kunne sige mig, hvad det efterværn har været. Og hvad de har kunnet tilbyde af forskellige ting. Anna valgte selv efterværn fra: Anna: Jamen jeg var dum og naiv. Jeg tænkte bare, at nu kan jeg godt klare mig selv, nu har jeg været i efterværn i 1 1,5 år. Men jeg skulle nok have holdt fast i det. Interviewer: Fortrød du det? Anna: Ja det gjorde jeg. Og det gør jeg stadigvæk. Men noget jeg også godt kunne savne, dengang jeg stoppede i det møde, vi havde, at de spurgte lidt mere ind til, er du nu sikker på, det er det, du vil? Altså afslutte efterværn. Lige at diskutere det en ekstra gang, hvor de kan forklare fordelene og ulemperne i det. Fordi jeg synes lidt, at når man er syg, som jeg er og tager sådan nogle hurtige valg hele tiden, så synes jeg lige, man kunne have vendt den en ekstra gang. Interviewer: Prøvede du at fortryde, så du kunne komme tilbage på ungeområdet? Anna: Ja året efter eller sådan noget. Mads: Jeg kæmpede lidt under 1 år for at få [mit efterværn, red.] tilbage. Og det lykkes så, så det var noget jeg selv ville, og det var noget jeg kæmpede min røv i laser for at få tilbage. Interviewer: Var det så godt for dig, at det her efterværn fortsatte? Mads: Det var det 100 %. Ellers vil jeg slet ikke tænke på, hvor jeg havde været henne. Mads kontaktperson: Jeg har mødt flere unge, som har fortrudt, og som gerne vil tilbage igen. Men jeg har kun mødt én, som er kommet det. Det er meget svært at få fortrydelsen sat i værk. Man kan overraske sig selv Der er heldigvis også unge, der bliver 18 år eller afsluttes i efterværn og får oplevet, hvad de faktisk kan på egen hånd eller med mindre støtte. Nogle af de unge overrasker så at sige sig selv, og indtrykket er, at det giver disse unge selvtillid at mærke, at de selv kan. 16/25

17 Sanne: Dengang tænkte jeg meget over det med støttekontakt. Hvordan det ville komme til at falde ind [ ] Men jeg sagde så til sidste møde, at jeg ved ikke, om det er nødvendigt, fordi det går faktisk fint nok. Rasmus: Der [i familiegruppen, red.] fik jeg en større indsats selvfølgelig, end jeg får her. Fordi her der er det mere noget med, at man skal til at klare sig selv. Men derovre der var der meget mere hjælp at hente, og der var også flere timer. Derovre havde jeg en kontaktperson i flere timer det siger selvfølgelig lidt sig selv. Jeg vidste godt, at de havde sagt, at det ville blive indskrænket noget, og det blev det så også. Og det skulle jeg vænne mig til. Men ellers så er det gået sådan OK. At miste For nogle unge ligger der mange følelser i at skulle forlade ungeområdet og de personer, der har hjulpet dem igennem flere år. Det er især kontaktpersoner eller ansatte på anbringelsesstederne, der for nogle unge har fungeret som nærmeste familie, og denne relation bliver brudt med overgangen til voksenområdet. Flere af de unge bruger netop ordet at miste. Det er selvfølgelig også et udtryk for, at der er et stykke relationsarbejde på ungeområdet, der i høj grad er lykkedes, og spørgsmålet er, hvordan vi bedst muligt kan bruge det til at sikre den gode overgang. Her fortæller de unge lidt om oplevelsen af at miste: 17/25

18 Kristina: Jeg er blevet meget mere glad for min hverdag og mine weekender her på stedet, fordi jeg var så tæt på at miste det. Anders: [Min kontaktperson, red.] havde været med, da jeg var virkelig virkelig syg, til det jeg er nu. Så han har egentlig været igennem den proces her med mig. Og lige pludselig så forsvinder han bare, og jeg følte bare pyhhh. Fordi han fik mig til at føle mig tryk og holdt mig nede. Karina: Og jeg ved, når jeg mister min mentor, så mister jeg også min kontakt til Aalborg Kommune. Fordi det er svært for mig at lave nye relationer. Og jeg skal hele tiden fortælle min historie. Min historie er rimelig deprimerende.[ ] De vil give mig en anden mentor, men igen så skal jeg til at starte forfra og forklare hende alle mine livsproblemer, og så går der 1 år 1,5 igen i hvert fald, før jeg kan begynde at få nytte af hende, ellers så er det bare opbygning, opbygning, opbygning. Og jeg synes, i mit liv er der sgu spildt nok tid. Mads: Det [værste er, red.] at jeg mister mit efterværn. Det er der, jeg mister de trygge rammer og min nødhjælp, hvis noget går galt. For den bliver ikke erstattet. [ ] Jeg vil gerne, hvis de kan finde et sted, hvor jeg må være med min hund, men det kan de ikke. Så jeg vælger måske også selv den hjælp fra. Men det vil jeg ikke, min hund skal ikke tages fra mig, for det er så nok det sidste, jeg har nu. Kan vi holde, hvad vi lover? Blandt nogle unge er der en oplevelse af at være blevet lovet noget en indsats, en tidshorisont eller andet som ikke er blevet indfriet. Dette virker frustrerende på de unge (og deres kontaktpersoner, forældre mv.). Det hænger naturligvis også sammen med den forventningsafstemning og forberedelse, der går forud for overgangen. Anders: Jeg synes de ting, jeg havde kunnet få, dem kan jeg pludselig ikke få mere. Så havde jeg det bare sådan, hvad sker der nu-agtig? Altså jeg fik at vide, der blev ændret lidt. OK definér lidt, det var så rimelig meget. Jeg fik at vide, der kunne godt være nogle små ændringer og sådan noget. Mads: Jeg synes, det var meget kort varsel lige pludselig, og jeg havde svært ved at forholde mig til det. Der var ingen af os, der havde regnet med at det skulle gå så hurtigt. [ ] Og sidste måned havde vi snakket om, at vi skulle lave en glidende overgang, men det har vi så ikke mærket. [ ] Det er bare sådan mange pludselige ting, der lige kommer, og det har jeg rigtig svært ved at forholde mig til. Også med min diagnose, det er jeg ikke så god til. Jeg synes ikke, det er blevet overholdt noget af det, vi har snakket om. 18/25

19 Samarbejdet mellem myndighed og udfører I overgangen fra ung til voksen er der flere professionelle aktører myndighed såvel som udfører der ønsker at sikre den unge det bedste udgangspunkt for voksenlivet. Det er en fælles opgave at sørge for, at overgangen foregår så smidig og ukompliceret som muligt. I nogle af interviewene skinner det igennem, at der ikke har været enighed mellem myndighed og udfører om en plan for overgangen. Den typiske uenighed består i, at udfører ikke oplever, at den unge vil få tilstrækkelig hjælp på voksenområdet, eller at processen bliver for forceret. Det er selvfølgelig vigtigt at dette kan adresseres på det (tvær)faglige plan. Det synes imidlertid også essentielt, at de diskussioner, der pågår mellem myndighed og udfører i disse spørgsmål kan foregå i et professionelt rum og måske ikke nødvendigvis i den unges påhør. Det er i hvert fald sikkert, at den unge kan blive meget påvirket af, hvad f.eks. deres kontaktperson siger. I nogle få tilfælde synes der at være meget forskellig opfattelse af, hvilken støtte, den unge bør have på voksenområdet, og det bliver et svært udgangspunkt for myndighedsrådgiver, der skal tage over i den unges sag. Uenighederne, der italesættes, kan altså blive en stor barriere for den gode overgang og det videre arbejde. Der synes at være behov for at få større forståelse for hinandens arbejde på tværs af myndighed og udfører, og måske de rammer der er for indsatserne. I nedenstående ser vi, hvordan Lars har oplevet det, når de professionelle ikke er enige. Dér, hvor det fungerer godt, hjælper f.eks. kontaktpersonen den unge til at forstå, hvad der skal ske i overgangen, så stafetten kan gives videre til voksenområdet. I nedenstående eksempel med Karina, ser vi, hvordan en kontaktperson bidrager positivt i overgangen. Vi ved ikke, hvordan Karinas kontaktperson oplever overgangen, men hvis hun har haft bekymringer ift. sagsgangen, har hun ikke gjort det synligt for Karina, og det gør en forskel. 19/25

20 Lars: Jamen jeg tror også i mellemtiden, at de er stoppet med at prøve at finde én [kontaktperson til efterværn, red.]. Fordi de begyndte at snakke om, at da jeg blev bevilliget bostøtte, at så kunne man ikke få efterværn. Og det mener min bostøtte jo så ikke, at det er rigtigt. Så der er ikke nogen i det system, som har været rundt omkring mig, som har været enige eller samarbejdet. De giver ene forskellige oplysninger. Karina: Jeg havde [min kontaktperson, red.] med på sidelinjen, der var pissegod til at forklare mig, at nu skal jeg ikke blive nervøs over det her, det er bare noget, der sker fordi bl.a. bl.a. Du ved, hun forklarer, hvorfor de gør, som de gør. Når du står udenfor, så kan det altså godt være svært at se, hvorfor hun nu gør sådan, når nu jeg har sagt, hun skal gøre sådan. Interviewer: Bliver hun også lidt en oversætter? Karina: Ja lidt en translatør ift. det offentlige. [ ] Der er igen, når du finder et ærligt menneske mellem en masse løgnere, så holder du fast i det ærlige menneske, det er sådan jeg har det. Før i tiden der så jeg lidt kommunen, som at de ville bare have deres hænder rene, men [min kontaktperson, red.] er god til at fortælle mig det modsatte, at de er der faktisk for at hjælpe mig, og at de kun reagerer sådan og sådan for at hjælpe mig. Det er slet ikke noget modstand. Hun har været med til at viske det billede rent.[ ] Selvfølgelig er hun betalt af dem og alt det der, men hun er ligesom en mægler imellem kommunen og den unge. Fordi man står et eller andet sted og ikke blamer kommunen, men lige meget hvad, så vil man kunne se et eller andet i ens sag, hvor kommunen kunne have gjort noget andet, så derfor vil man stadig også med den måde, man er opdraget i miljøet, det er jo, at kommunen er nogle fuckers, så dem skal man ikke stole for meget på. Men hvis der kommer en eller anden ind, som kan tage den der oversættelse, det gør det så meget nemmere. Fleksibilitet En af de ting, der er meget forskelligt ved indsatsen på unge- og voksenområdet, er typisk, at der på voksenområdet er færre timer, og at bostøtten typisk kommer på i forvejen planlagte tidspunkter, f.eks. et par timer på en bestemt ugedag. Dette vækker bekymringer hos nogle af de unge, der også oplever et behov for hjælp f.eks. i aftentimerne eller i weekenden. 20/25

21 Mads: Problemet med mig er bare, at jeg har brug for hjælpen om aftenen. Det er der, jeg døjer meget med psyken. Og det er om aftenen, det går galt for mig. Og det kan en bostøtte ikke gå ind og hjælpe med. Rasmus: Jamen [min gamle kontaktperson, red.] kommer jo, om det så er kl. 12 om aftenen ud til min familie, hvis der er ballade, og jeg er gået amok eller et eller andet. Han har altid været der, og det har ikke været sådan inden for tidsrammer. Han har altid været der, så derfor ville jeg have ham. Men det er lidt anderledes nu, men jeg skal selvfølgelig også lære det, jeg kan jo ikke blive ved sådan der. [ ] Jeg føler, jeg bliver behandlet ordentligt. [Min støttekontaktperson] han er sgu god, det er han. Men det har været svært at vænne sig til tidsrammen, nu skal han gå, nu skal han videre. Det har været meget svært. Oplevelsen af at kommunen skal spare Flere af de unge har en ret klar fornemmelse af, at kommunen skal spare, og derfor må de nøjes med billigere indsatser. De unge er meget bevidste om, at deres indsatser igennem børne- og ungdomslivet har været dyre, f.eks. anbringelserne. Børne- og ungebudgettet har været under pres i kommunen i de seneste 5-6 år, og måske er retorikken omkring økonomiske hensyn også nået ud til de unge. Eller måske ville de have haft den samme oplevelse, selv hvis vi havde spurgt dem for mange år siden, det ved vi ikke. Lars: Jeg har tit fået at vide, at det koster jo så og så meget, og det er en dyr anbringelse, og det er et dyrt tilbud. Det har altid sådan været det billigste, vi skulle finde.[ ]Det er også meget lettere at få bevilliget ting til et barn, end det er til en voksen. Karina: De går ind til sådan en sag med det syn, at det skal være billigst og bedst. Og det er selvfølgelig også en OK holdning at have, det synes jeg 100 %. Men nogle gange, når man arbejder med mennesker, så er det altså ikke altid, at det er det billigste, der er det bedste. Fordi det kan skabe så mange flere problemer. F.eks. nu hvor de skifter mig igen og igen og igen. Jeg har rigtig svært ved at stole på folk og svært ved at lære folk jeg har rigtig svært ved at bede om hjælp. Rasmus: De skal tage og gøre arbejdet ordentligt færdigt gennem forløbet. Jeg ved godt, man siger, man skal ikke gøre meget op i penge, men nu når de har smidt så mange penge i mig, flere millioner, så skal de sgu da også lade være med at spare. Lad os nu sige, at det gik fuldstændig galt for mig, og jeg endte tilbage i det kriminelle miljø igen, så er de penge jo alligevel... så kan man lige så godt brænde dem af. [ ] Jeg prøver jo at sætte mig ind i deres situation, fordi de tænker kun på penge. Jeg synes jo, at penge, det er ingenting, livet det er meget bedre. Derfor vil jeg aldrig være chef. 21/25

22 PERSPEKTIVERING Undersøgelsens resultater skal her som afslutning ses i relation til den samarbejdsaftale, der er indgået mellem myndighedsområderne på børne- og ungeområdet og voksenområdet. Samarbejdsaftalen var en del af baggrunden for, at det blev besluttet at gennemføre interviewundersøgelsen blandt de unge for at inddrage brugerperspektivet. Endelig vil undersøgelsens resultater også blive set i lyset af andre undersøgelser på området om udsatte unges overgang til voksenlivet. De unges oplevelser i forhold til Samarbejdsaftale mellem familiegrupperne, specialgruppen og Uddannelseshuset Socialcenter og Jobcenter De unge forholder sig ikke direkte til samarbejdsaftalen i interviewene, da de jo som sådan ikke er bekendt med den, idet den er et internt arbejdsredskab. De unges udtalelser i forhold til overgangen, kan dog sagtens sættes i relation hertil. I samarbejdsaftalen præsenteres jobcenter og socialcenter, og hvad de to områder hver især varetager af opgaver. Undersøgelsen peger på, at de unge ikke altid er klar over, at vedkommende har flere rådgivere i Uddannelseshuset, og hvilket område den enkelte rådgiver sidder indenfor. Forventningsafstemning indgår som en del af samarbejdsaftalen. Det ses ud af interviewene, at der ikke altid sker den nødvendige forventningsafstemning med den unge. Undersøgelsen peger på, at det er usikkert om relevante møder altid afholdes. I de tilfælde, hvor de afholdes, er det ikke altid tydeligt for den unge, hvad det for et møde, og hvad formålet med mødet er. Det peger på, at en tydeliggørelse og en større inddragelse af den unge er nødvendig. Meget i de unges udtalelser samt udsagn fra forældre og professionelle, der har deltaget under interviewene, peger på et stort behov for i endnu højere grad at anvende koordinerende møder i overgangsprocessen. Både med og uden deltagelse af den unge. Samlet afgørelse vedr. efterværn og voksenindsats. Flere udsagn fra de unge, forældre og professionelle peger på en oplevelse af, at der ikke altid er enighed eller måske direkte uenighed om den fremtidige indsats. Flere unge er ikke bekendt med, om efterværn har været overvejet. Andre undersøgelser blandt unge i Norden Overgangen fra barn til voksen kan være en sårbar periode for mange unge. For udsatte unge kan overgangen være særligt sårbar. Endvidere peger flere undersøgelser på, at overgangen fra barn til voksen af mange unge opleves som forvirrende, kaotisk og med manglende støtte fra det offentlige. De områder som bliver fremhævet som særligt vanskelige for de unge, og hvor de unge oftest har brug for hjælp og støtte, er ustabile boligforhold, svagt eller manglende netværk, ensomhed, ringe fysisk sundhed, dårlige skolekundskaber, risiko for misbrug, psykiske lidelser, ringe chance for at gennemføre en ungdomsuddannelse og dermed opnå selvforsørgelse. I bogen Tabuka ( Tidligere anbragtes bud på kvalitet i anbringelsen af børn og unge, Red. Henrik Egelund Nielsen 2005) er 39 unge interviewet om deres tid før, under og efter anbringelsen. Flere unge fortæller om en kaotisk indgang til voksenlivet med brud og forvirrende forløb, hvor hverken forældre eller professionelle har været sikre støtter. Forholdet til de unges forældre er sammensat og kontakten svingende. For nogle bliver det et glædeligt gensyn med deres biologiske familie, f.eks. hvis forældrene har formået at stoppe et misbrug. Andre unge har afskrevet deres forældre. 22/25

23 Støtten fra det sociale system karakteriseres som stærkt svingende i omfang og kvalitet. Ved afslutning af anbringelsen nævnes bl.a., at systemet slipper i det øjeblik, man flytter. De unge i Tabuka ønsker sig en mere glidende overgang til voksenlivet, hvor der f.eks. stadig er kontakt til plejefamilien. De unge, der har været anbragt på en institution, ønsker sig også, at f.eks. en kontaktpædagog fastholder kontakten i en periode efter anbringelsen. Ønsket om en glidende overgang er meget samstemmende med de ønsker, som de unge fra Aalborg Kommune er kommet med i undersøgelsen. I forhold til arbejde og uddannelse drejer de unges udtalelser i Tabuka sig mest om problemer med at afklare og fastholde mål om uddannelse og arbejde. Statistisk materiale fra SFI fra undersøgelsen Tidligere anbragte unge som voksne (Tidligere anbragte som unge voksne. SFI 2011 Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, København. Olsen, R.F, Egelund, T., og Lausten.) peger på, at en betydelig del af tidligere anbragte børn og unge får en marginaliseret position i forhold til uddannelse og arbejdsmarkedet. Samme undersøgelse fra SFI viser, at % af tidligere anbragte som 24 årige modtager kontanthjælp i forhold til 3 % af 24 årige i befolkningen som helhed. Samme undersøgelse viser, at % af tidligere anbragte som 24 årige er under uddannelse eller i beskæftigelse i forhold til 90 % af 24 årige i befolkningen som helhed. For yderligere læsning henvises til denne litteraturliste udarbejdet af Socialstyrelsen: 23/25