Kontrol som livsbetingelse. Tema: Når børn. har spiseforstyrrelser. Når selvskade bliver svaret

Transkript

1 LMSnyt om spiseforstyrrelser, selvskade og selvværd Tema: Når børn har spiseforstyrrelser - gode råd til pårørende Kontrol som livsbetingelse - diabetespiger med spiseforstyrrelser Når selvskade bliver svaret Lad os få psykologhjælp til spiseforstyrrelser og selvskade LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade oktober 2010 / nr. 33 / 10. årgang

2 Tak for denne lykkelige udgang I vores rådgivninger mærker vi, at behandlingssystemet og kommunernes indsats ikke slår til. Alt for mange falder mellem stolene fordi deres situation ikke lige passer til det, som de offentlige indsatser kan hjælpe med. Når en mor til en alvorligt syg pige skriver til os, efter at hendes datter er ved at komme på højkant igen: Tak for jeres andel i denne lykkelige udgang, glæder vi os over, at LMS rent faktisk kan gøre en forskel for de midler og den støtte vi modtager. Med besparelser i psykiatrien, mangelfulde behandlingstilbud og lange ventelister er det dejligt at opleve, at mange gerne vil arbejde for at forbedre forholdene for de psykisk sårbare. På Psykiatritopmødet d. 2. oktober var der mødt interesserede op, der gerne ville diskutere, hvordan vi bedre kan inkludere psykisk sårbare på arbejdsmarkedet. Desværre er der ofte langt fra ord til handling, når det gælder reformer og nye tanker på et område, som er fyldt med besværlige barrierer for de der gerne vil arbejde på trods af deres psykiske sårbarhed. Vi håber, at vi med Psykiatritopmødets fokus på det emne, kan få arbejdsministeren til at revurdere systemet. Læse mere på side Venlig hilsen Anne Minor Christensen Formand LMSnytUdgivet af LMS - Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade oktober 2010 / nr. 33 / 10. årgang Telefonrådgivning Mandag til torsdag kl Personlig åben rådgivning København: Mandag - torsdag kl Århus: Mandag og torsdag kl Odense: Torsdag kl Chat Mandag - torsdag kl TELEFONRÅDGIVNING OG CHAT FOR NYDANSKERE Onsdag: chat kl Telefon kl Sekretariat Mandag til torsdag kl Dronningens Tværgade 46 stuen, 1302 København K Tlf Giro Bankkonto LMS@spiseforstyrrelser.dk Hjemmesider: Protektor HKH Prinsesse Benedikte Medlemskab Enkeltmedlemskab kr. 150 årligt Familiemedlemskab kr. 250 årligt Firmamedlemskab kr. 600 årligt Forside: Modelfoto. colourbox.com Ansvarshavende redaktør formand Anne Minor Christensen. Redaktion Lone Harlev. Redaktionen af dette blad er sluttet den 4. oktober 2010 issn: Har du kommentar til bladets indhold eller ideer til temaer, du synes kunne være interessante og relevante, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv en mail til os på lh@spiseforstyrrelser.dk LMS er en del af Danske Patienter, som er en paraplyorganisation for 70 foreninger med tilsammen medlemmer og ISOBRO, indsamlingsorganisationernes brancheorganisation. Indblik Et uværdigt sundhedssystem Mange med spiseforstyrrelser eller selvskade har nok mærket, hvor svært det er at få ordentlig behandling for deres sygdom. Især hvis de ikke er meget alvorligt syge. For de lettere og middelsvære syge har de praktiserende læger ikke haft muligheder for at henvise til en psykolog eller psykoterapeut via sygesikringen og har derfor ofte forsøgt med selv at have samtaler med patienten. Nu er den mulighed også lukket i Region Midtjylland, da aftalen mellem de praktiserende læger og regionen om samtaleydelser nu er opsagt af regionen. Et klart tilbageskridt for alle de med lettere psykiske sygdomme som fx depression, angst og nogle former for spiseforstyrrelser. Det er som om det danske sundhedsvæsen med alle de implicerede fra Folketingets politikere til regioner og kommuner trænger til at komme i stue sammen og diskutere en helhedsorienteret indsats over for borgerne. Som det er nu, lider vi alle under et opdelt sundhedsvæsen, hvor det tit kun handler om at skubbe problemerne (læs omkostningerne) over på en anden part. Det er ikke verdens bedste sundhedssystem værdigt. Satspuljen på sundhedsområdet giver håb Lige før LMSnyt gik i trykken blev aftalen på sundhedsområdet indgået på Christiansborg. De væsentligste elementer af interesse for vores område er, at der nu er afsat ekstra midler til udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien. Samtidig opfordres kommuner og regioner til i forbindelse med de obligatoriske sundhedsaftaler at have særligt fokus på samarbejdet omkring børn og unge med psykiske problemstillinger. Et andet forhold af særlig interesse er, at den nuværende forsøgsordning med psykologhjælp til depressionsramte, skal evalueres i starten af 2011, dette med henblik på at vurdere, om der i forbindelse med satspuljen for 2012, skal afsættes midler til at udvide ordningen til andre sygdomsgrupper og til udvidelse af aldersgrænserne til andre end de 18 til 37-årige. LMS håber på, at spiseforstyrrelser og selvskade vil blive en del af de nye sygdomsgrupper, der kan få glæde af ordningen. Hjælp til pårørende Hvad gør jeg, når min datter når sin målvægt og det så lige pludselig er som om alting går i stå, som om motivationen forsvinder og der ikke er noget at kæmpe for mere? Hvad skal jeg stille op, når det anoreksien har så overdøvende fat i min søn, at det er lige meget, hvad jeg svarer på hans spørgsmål, så er det, det helt forkerte svar? På er det kommet rigtig godt gang i debatterne, i spørgsmålene og i svarene. Og man kan mærke et stort ønske og en vilje til at ville støtte hinanden. Frustrationer og oplivende historier lever side om side og giver inspiration og håb. Du kan deltage og bruge forummet på mange forskellige måder. Der er ingen måder, der er mere rigtige end andre. Det er dit forum og dine behov der afgør, hvordan du har John Lennon og psykiatri Regeringen har sit udspil, regionerne deres, kommunerne ligeså. Danske Patienter, Lægeforeningen og andre interesseorganisationer har også deres forslag til opbygningen af en bedre psykiatri. Alle konkluderer i stor udstrækning det samme, og alle kan se at det ikke fungerer optimalt. Midlerne er utilstrækkelige og det er de lettere psykisk syge og sårbare, som ikke får de fornødne tilbud. Men der er åbenbart ikke vilje fra alle parter til at gøre noget ved det, andet end at komme med udspil. John Lennon udtalte på et tidspunkt, at hvis alle ville have fred i lige så høj grad, som de ønskede sig et nyt fjernsyn, så ville der blive fred i Verden. Overført til psykiatrien kunne man sige, at hvis alle ville have en god psykiatri i lige så høj grad, som de bruger ressourcer på at lave psykiatriudspil, tale om psykiatri og lave konferencer, ville vi få en god psykiatri. Men vi har hverken fred i Verden eller verdens bedste psykiatri i Danmark. lyst til at bruge det. Om du er far, mor, ven, kæreste eller barn, er du velkommen til at kigge dig omkring og debattere, når og hvis du får lyst.

3 Når Børn udvikler en spiseforstyrrelse Tanja er 10 år, hun tænker hele tiden på mad. Når hun er i skolen, i SFO'en, når hun kommer hjem til et tomt hus om eftermiddagen og sætter sig foran computeren, og når hun ligger i sin seng om aftenen. Hele tiden tænker hun på mad og på, hvornår hun igen kan spise. Hun ved godt, at hun ser forkert ud, at hun er for tyk, og at det er derfor de andre ikke vil lege Hun vil rigtig gerne bare ligne de andre eller nogen gange en af de der tynde prinsesser i tegnefilmene, men hun tænker hele tiden på mad, og hun ved ikke rigtig hvorfor. Det er bare rart med mad i maven, selvom det også gør hende ked af det bagefter. Sofie er 9 år, hun tænker også på mad hele tiden, men det er på en helt anden måde end Tanja. Sofie tænker nemlig hele tiden på alt det mad, hun ikke må spise, alt det der kan gøre hende tyk og fed og grim og som ville betyde, at de andre ikke ville kunne lide hende. Hun går til dans og der er alle tynde, ligesom på TV. Sofie ved, at det er vigtigt at spise sundt og dyrke meget motion, så det gør hun. Faktisk spiser hun så sundt, at hun nogle dage kun spiser salaten i bollen og drikker en light drikke yoghurt. Udadtil er hun glad og har masser af selvtillid, men hun er ikke glad indeni, der er hun bare hele tiden sulten og kan ikke helt finde ud af, hvorfor ingen siger noget. I dette nummer af LMS-nyt sætter vi fokus på børn og spiseforstyrrelser. På børn der flygter ind i en spiseforstyrrelse i børnehaverne, i skolerne, på SFO'erne og i fritidsforeningerne. De kæmper med deres selvværd, men kan ikke selv sætte ord på. De har i den grad brug for fornuftige voksne, der ser og hører dem, ikke bare for det de præsterer, men også for dem de er. Stigning af spiseforstyrrelser blandt yngre børn En rundringning blandt regionernes behandlingssteder viser at børn, der udvikler spiseforstyrrelser bliver yngre og yngre. Spørgsmålet er naturligvis: Hvorfor? Skal svaret findes i de massive sundhedskampagner som er allestedsnærværende, i skønhedsidealer eller noget helt tredje? Og hvad med det dårlige selvværd, som ligger bag en spiseforstyrrelse, bliver det gemt og glemt i disse sammenhæng? Af Line Hvejsel, stud. psych. Flere medier herhjemme har hen over sommeren bragt historier om en stigning i henvendelser fra yngre og yngre børn med spiseforstyrrelser på børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger. Blandt andet har DR Nyheder bragt en artikel, hvor Kirsten Hørder, overlæge og leder af Center for Spiseforstyrrelser på Odense Universitetshospital, beskriver, at Odense Universitetshospitals Børnepsykiatriske afdeling har oplevet en stigning på over 30 % i henvendelser vedrørende børn under 13 år med spiseforstyrrelser. Ligeledes er de yngste, som behandles for en spisefor-styrrelse nu helt ned til 8 år, forklarer Kirsten Hørder. Der kan være flere årsager til denne stigning fx: Samfundets og mediernes fokus på sundhed, institutionernes øgede opmærksomhed på sundhed, samt forældres livsstil og forventninger. En amerikansk undersøgelse fra University of Central Florida (2009) har vist, at over tid har mediernes billede af skønhed betydning for helt unge børns selvopfattelse og oplevelse af deres krop. Børn behøver ifølge undersøgelsen forældrenes hjælp, når de ser fx tegnefilm til at fortælle dem, at prinsessen i tegnefilmen er ualmindelig tynd, og ikke én man kan møde i virkeligheden. Unge børn kan ikke skelne mellem fantasi og virkelighed og der er en tendens til, at selv små børn udvikler urealistiske syn på deres egen krop på grund af de personer de ser i tegnefilm. Sundhed i institutionerne Fokus på slankhed og sundhed fra samfundets og mediernes side afspejler sig også i institutionernes og skolernes kampagner for fremme af sundhed blandt børn og unge. Flere kommuner kører i øjeblikket kampagner med forslag og retningslinjer til både forældre og pædagoger for, hvordan børn skal spise sundt og opdrages i dette. Ideen bag en sund livsstil helt ned i børnehøjde er god nok i sig selv, men i praksis giver ideen i nogle tilfælde anledning til eftertanke. Fx er regler om, hvilke sunde alternative, der må medbringes i skolen som snack og til børnefødselsdage, sunde opskrifter, som børnene skal tage med hjem og lære deres forældre og undervisning i sund livsstil måske lige i overkanten af, hvad børn kan klare af indtryk i den alder. Karen Wistoft, lektor ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole gør i en rapport (2010) opmærksom på, at øget fokus på bl.a. sundhed gør, at børn kan udvikle en risikoadfærd, som på længere sigt kan udvikle sig til en spiseforstyrrelse. Børn opfatter fokus på sundhed som noget, de kan indarbejde i deres egen identitet og dermed gøre til en del af sig selv. Men som Karen Wistoft forklarer, så kan børn ikke skelne mellem en god og en dårlig sundhedsadfærd. Børn lærer, at det at spise sundt er rigtigt og at spise usundt er forkert De kan dog ikke selv udvikle en forståelse af, hvornår og hvorfor det alligevel til tider er i orden at spise usundt eller lade være med at træne hele tiden. Til denne skelnen behøver de kvalificeret hjælp fra deres omgivelser, heriblandt lærere og pædagoger. De skal lære, at overdreven sundhedsadfærd og træning også kan være usundt. Forældrenes rolle og sund livsstil Børn overtager deres forældrenes adfærd og forventninger. Er kravene høje med hensyn til fx sund livsstil og kroppens udformning, oplever børnene, at de ikke slår til, at de ikke er gode nok, som de er. Konsekvensen kan være, at de udvikler en uhensigtsmæssig optagethed af sundhed, som kan være medvirkende til, at de får en forvrænget kropsopfattelse og dårligt selvværd. Dette kan i sidste ende være bidragende til, at de udvikler en spiseforstyrrelse. Risikoen for at flere yngre børn udvikler spiseforstyrrelser kan modvirkes fra flere sider. Forældrene har et ansvar i forhold til at være opmærksomme på deres sprog og handlinger omkring en sund livsstil, mad og vægt. Ofte er det nødvendigt eksplicit at forklare og vise børnene, at usunde ting og vaner også er i orden nogle gange, og at det de oplever og ser i medierne ikke er virkeligheden. Samtidig er det vigtigt, at institutioner og skoler ikke blot lærer børnene om det sunde alternativ, men også forklarer, hvordan det kan tage overhånd, og at variation, mangfoldighed og forskellighed i mad, vægt, udseende og omgivelser er positivt. Dårligt selvværd og sund livsstil Det er uhyre vigtigt ikke kun at kigge på udtrykket, det vil sige barnets optagethed at mad, sundhed og krop. Det er i de bagvedliggende årsager til deres ændrede adfærd, at der skal sættes ind. De bagvedliggende årsager er oftest ifølge et psykologisk perspektiv følelser af lavt selvværd, som de måske har svært ved at udtrykke og derfor tyr til midler, som social isolation og overdreven interesse i mad og vægt. Børns (og voksnes for den sags skyld) selvværd hænger i høj grad sammen med deres oplevelser af sig selv i forhold til andre og omgivelserne generelt. Andres kommentarer og reaktioner på dem og deres udseende har betydning for, hvordan de oplever sig selv De føler ofte ikke, at de er lige så gode til nogle ting som deres jævnaldrene, og en måde at kompensere for dette på kunne være at udøve kontrol over deres madindtag og træning eller ved at spise for at dulme følelserne. Udtrykket for det dårlige selvværd, som disse børn og unge oplever, er spiseforstyrrelsen, men for at kunne bearbejde spiseforstyrrelsen, skal selvværdet bearbejdes først. I den forbindelse er det vigtigt, at forældrene, pædagoger og lærere tager del i arbejdet. De kan nemlig være med til at styrke selvværdet ved at fokusere på de styrker barnet eller den unge har, og dermed mindske risikoen for at de udvikler en spiseforstyrrelse. 4 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr. 33 5

4 Nej tak mor, det feder For pårørende Sådan håndterer du faresignalerne Gode råd hvis du synes, dit barn har overdrevent fokus på mad: Hvis éns otteårige pludselig begynder at interessere sig for, om maden feder, eller hvordan man forbrænder kalorier, bliver de fleste forældre bekymrede. l Lad mad fylde minimalt i hverdagen. En god måde at få et naturligt forhold til mad er, at børnene føler mæthed og sult. Børn er i virkeligheden meget mere instinktive i forhold til mad - det burde vi voksne lære noget af. I gamle dage var man en god pige, hvis man spiste op. Men lug ud i alle unoderne fra din egen barndom, og lad dit barn tage mere op på tallerknen, når han er sulten, og holde op med at spise, når han er mæt. l En ting, især mødre skal tænke over, er ikke at dele frustrationer over deres egen krop med deres børn: At mor ikke burde spise dét og dét, at hun bliver for tyk - det skal børn slippe for at høre på! Det samme gælder selvfølgelig fædrene. Af Pernille Honoré Tendensen er klar. Børn i stadigt yngre aldre interesserer sig mere og mere for madens kalorieindhold og deres krops udseende og vægt. Det er svært at pege på én bestemt årsag til det fænomen, for når børn begynder at have en mening om deres egen vægt og diæt, skyldes det nærmere et kompliceret puslespil af påvirkninger fra både forældre, vennerne, medierne og undervisningen i skolen. I februar omtalte DR en undersøgelse fra University of Central Florida, hvor 120 piger blev spurgt, hvad de synes om deres udseende. Hver tredje pige mellem tre og seks år var næsten hele tiden bekymret over at være for tyk, og hver femte af pigerne sagde, at de ofte var bekymrede over det. Dermed tænker knap halvdelen af undersøgelsens piger i en meget ung alder over deres egen vægt. Karen Wistoft, der er lektor ved DPU, blåstempler undersøgelsen som en, man skal tage alvorligt. Hvis børn bekymrer sig over deres udseende i en tidlig alder, kan det føre til spiseforstyrrelser senere i livet. Sårbare børn Overgangen fra at have et almindeligt forhold til mad og til at udvikle en spiseforstyrrelse begynder ofte med, at man får større opmærksomhed på, hvad man spiser, på vægten og sit udseende. Det er en glidende overgang, måske snakker man med sine veninder om, at man føler sig for tyk, eller måske sætter drillerier fokus på krop og mad. Hanne Børner, der er speciallæge i børnog ungepsykiatri og klinikchef på Glostrup Hospital, ser ofte, at det hele starter med, at man bliver drillet i skolen, hvis man er lidt for kraftig. Pludselig tager det fart. Barnet bliver overopmærksom på at tabe sig. Når hun taber sig mere og mere, bliver det en ond cirkel, der tager fat i pigen, så hun ikke kan stoppe, forklarer Hanne Børner. Det gælder for alle tre typer spiseforstyrrelser, anoreksi, bulimi og overspisning, men man kender ikke helt årsagen. Før i tiden sagde man, at det skyldtes familien, der ville have det perfekte barn, men det er man gået væk fra. Spiseforstyrrelser hænger også sammen med genetik og biologi. Nogle familier kan dog puffe den sårbarhed, et barn eventuelt er født med, hvis den fx er meget perfektionistisk eller stiller store krav til barnet. Det er også derfor, vi bruger familiebehandling, siger Hanne Børner. Hvis din egen datter pludselig taler meget om mad og sit udseende, anbefaler Hanne Børner, at man ser situationen an og ikke problematiserer det. Hvis hun siger, hun har en delle, kan man sige jeg synes nu, du ser sød ud. Man skal lytte til hende, men ikke gøre et stort nummer ud af det. Hvis man som forælder er bekymret, skal man søge råd udenom barnet og IKKE tage barnet selv med til lægen. Man skal ikke ind i noget med slankekure, med mindre man har en reelt tyk pige. Det afgør man med sund fornuft ved at kigge på sit barn, siger Hanne Børner. Barnet arver mors problem Bekymrede forældre henvender sig også til LMS rådgivning for at søge råd om, hvad de skal stille op med deres barn. Rådgivningskoordinator Mette Fløjborg anslår, at ca. fem-otte procent af henvendelserne gælder børn under års alderen. Mange af de henvendelser, vi får, er en meget forsigtig forespørgsel på, om den adfærd, deres barn har, kunne være eksempel på en begyndende spiseforstyrrelse. Jeg oplever tit, at forældre til små børn reagerer hurtigere end forældre Illustrationsfoto: colourbox.com til større børn. Jo tidligere forældrene henvender sig, jo mere spørgende og nysgerrigt går de til det. Når børnene er ældre, kommer der meget skyld ind over samtidig, siger Mette Fløjborg. Hvilke råd, rådgiverne i LMS giver, afhænger af barnets alder. Vi møder i rådgivningen børn helt ned i børnehavealderen, som enten overspiser eller nægter at spise. Det er ofte en måde at få en reaktion fra forældre på og få omsorg. Jo ældre børnene er, jo mindre taler vi om diæter. Derimod er det vigtigt, man sørger for, at de helt unge børn ikke bliver fejlernærende. Vi ser ofte, at mødre med spiseforstyrrelser har børn, der tidligt udvikler spiseforstyrrelser. Enten giver de børnene for meget mad, eller også synes de ikke, at børnene skal spise hele tiden. Det er vigtigt, at bevare en fornuftig indgang til det. Børn har hvalpefedt, og de udvikler sig i ryk så rejser de sig f.eks. og går, og så taber de sig igen. Man skal være sikker på, at man ikke projicerer sine egne problemer med mad over på sit barn. l Overvej dit eget forhold til mad. Vær sikker på, at du ikke overfører eventuelle problemer, du har med kost og motion, til dit barn. Forældre er rollemodeller for deres børn på godt og ondt. Hvis du tror, du har brug for det, søg behandling. l Spis sammen. Vi lever i høj grad i et samfund, hvor vi hele tiden er på farten, men det er vigtigt ikke at undervurdere den ro som regelmæssige og fælles måltider giver. l Husk at du ikke kan ikke-kommunikere. Vi kommunikerer altid og nonverbal kommunikation betyder langt mere end de ord, vi siger. Hvis du gang på gang udtrykker utilfredshed med dit udseende og din krop, når du står foran spejlet, kommunikerer du dette videre til dit barn. Hvis du er bekymret for, at der er tale om en spiseforstyrrelse: 1 Konsulter egen læge. De praktiserende læger er gatekeepere til sundhedssystemet, og de kan henvise til psykiatrien og udredning. 2 Henvend dig til barnets skole eller institution - altså de voksne i barnets hverdag. Der er altid en børn- og ungerådgiver i kommunerne, og de kan fx hjælpe med psykologtimer. 3 Det er svært at være pårørende. Man kan få nogle redskaber til, hvad man gør i hverdagen, når en spiseforstyrrelse fylder så meget, som den gør. Det er vigtigt, at barnets spiseforstyrrelse ikke har magt over alt, og over hvad resten af familien skal spise. Det er vigtigt, at det er familien og ikke spiseforstyrrelsen, der styrer. Det beroliger barnet, hvis barnet gang på gang får bevist, at spiseforstyrrelsen ikke er så stærk i familien. 4 Hav tålmodighed, og lyt til jeres barn. 5 Brug jeres netværk. Mange synes, det er skamfuldt at have et barn med spiseforstyrrelse, men man har brug for at læsse af hos sine venner. 6 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr. 33 7

5 Region Hovedstaden topper ventelisterne I forhold til at tilbyde god psykiatrisk behandling, ser mulighederne i Region Hovedstaden umiddelbart gode ud. Regionen har, i forhold til de øvrige regioner, det laveste antal indbyggere pr. ansat i psykiatrien og bruger flest penge pr. indbygger. Alligevel er ventelisterne for lange, når det handler om voksne med spiseforstyrrelser. Af Lone Harlev Ventetiderne for voksne til såvel ambulant som dagsbehandling er på nuværende tidspunkt 145 dage for behandling på Klinikken i Gentofte og 210 dage på Stolpegården. For godt et år siden blev kapaciteten på klinikken i Gentofte fordoblet, hvilket bragte ventetiden ned til to måneder, men det har altså vist sig at udvidelser ikke har kunnet dække behovet, hvorfor ventetiderne igen overstiger de to måneder. På børne- og ungeområdet overholdes behandlingsretten på nuværende tidspunkt. I september blev det endeligt vedtaget at psykiatrien i regionen skal finde besparelser på 56 millioner på årsbasis. Dog ser det ud til at området for spiseforstyrrelser går fri af besparelserne. Planerne er, at området opprioriteres, idet der stadig er lange ventelister på behandling for voksne i regionen. Behandling af børn og unge Medarbejderne på de specialiserede enheder består af en tværfaglig sammensat personalegruppe bestående af speciallæger, psykologer, socialrådgiver, sygeplejersker, fysioterapeut, diætist og lægesekretær. Samarbejdet mellem behandlingsstederne for børn og unge, betegner Maiken Fjelkegård, overlæge på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg, som godt. Der sker en struktureret videndeling, hvor behandlingsstederne mødes og diskuterer både forskelligheder, og hvordan tilgange kan gøres mere ens, for at patienterne oplever helhed i behandlingen. Specialiseret behandling Glostrup I Glostrup behandles børn og unge op til 18 år. Der er 2 pladser sengepladser til spiseforstyrrede patienter på alment børnog ungdomspsykiatrisk afdeling. På psykoterapeutisk klinik behandles børn og unge ambulant. Hillerød På afsnit for spiseforstyrrelser modtages børn i aldersgruppen 7-17 år med sværhedsgrad 2-3 til ambulant undersøgelse og behandling af spiseforstyrrelser. Det er svært præcist at opgøre antallet af forløb. I løbet af et år starter cirka 40 patienter op til udredning og der er konstant 60 i behandlingsforløb. Udgangspunktet for behandlingen er en grundig udredning, dernæst sættes ind med kostplanlægning og støttende samtaler. Højtspecialiserede behandling På Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Bispebjerg undersøges og behandles børn og unge op til 18 år, ligesom den centrale visitering i regionen foregår her. Der er otte døgnpladser, en dagplads, som pr. 11. oktober udvides med endnu to, samt ca. 50 patienter i ambulant behandling. Døgnafsnittet er et selvstændigt afsnit kun for spiseforstyrrede. Ved ambulant behandling benyttes familie og flerfamilieterapi. Ved indlæggelserne forsøger man med en behandlingstilgang, hvor forældrene konkret er i afdelingen og deltager mere aktivt i forløbet. Dermed er der muligt at forkorte indlæggelsesperioden. Behandling af voksne Personalet på behandlingsstederne er bredt fagligt funderet og består både af læger, psykologer, sygeplejersker, diætister, fysioterapeuter, socialrådgivere og sekretærer. Personalet arbejdet tværfagligt for at optimere patientens behandling. Stolpegården modtager alle henvisninger angående spiseforstyrrelser fra Region Hovedstadens læger vedrørende voksne patienter, der er fyldt 18 år. Herfra visiteres patienterne til de 3 specialiserede tilbud og til regionens ene højtspecialiseret tilbud, eventuelle tvivlstilfælde drøftes ved månedlige fælles visitationsmøder. Specialiseret behandling Klinik for spiseforstyrrelser i Gentofte Klinikken er en specialiseret enhed, som varetager behandling af voksne fra 18 år primært med anoreksi og bulimi. Klinikken er et dagtilbud og er delt op i to afsnit, som hver har plads til i alt 20 dagpatienter. Derudover har klinikken pladser i den ambulante behandling, behandlingen sker i form af individuel terapi og psykoedukation. Psykiatrisk Center Stolpegård Klinikken behandler personer med bulimi og anoreksi og behandler desuden også BED overspisning. Langt de fleste tilbydes samtalebehandling i grupper med syv deltagere og to behandlere, og ambulatoriet har i gennemsnit patienter i gruppeforløb ad gangen, afhængigt af antal igangværende grupper. Har patienterne BMI under 16 eller har de generelt en anorektisk spiseforstyrrelse svarende til en sværhedsgrad, der kræver merewintensiv behandling, viderevisiteres de til dagbehandling på Klinik for spiseforstyrrelser i Gentofte. Psykoterapeutisk klinik på Nørrebro Klinikken er et af Region Hovedstadens specialiserede behandlingssteder for spiseforstyrrelser og tilbyder behandling af patienter med bulimi, BED - overspisning og atypiske spiseforstyrrelser af sværhedsgrad 2-3 og med en BMI mellem Ud af klinikkens cirka 750 patienter, er der 40 patienter med spiseforstyrrelser i forløb om året. Klinikken råder over et team, som har specialiseret sig i kognitiv adfærdsterapi. Som udgangspunkt tilbydes patienterne individuel kognitiv terapi på 20 sessioner. Hvis patienten udover spiseforstyrrelsen også har en anden psykisk lidelse tilbydes efterbehandling i et gruppeforløb over 38 sessioner. Højtspecialiseret behandling Anoreksiklinikken Anoreksiklinikken har ansvaret for behandling af svært ramte anoreksipatienter fra 18 år. Behandlingen består som oftest af indlæggelse efterfulgt af ambulant behandling. Patienterne som indlægges, lider overvejende af anoreksi, men klinikken behandler også patienter med bulimi. Klinikken består dels af et sengeafsnit med 10 sengepladser, og dels af et ambulatorium for ambulant behandling. Ansatte og budget i behandlingspsykiatrien Budget: 2,7 mia. kr. Antal ansatte: Regionen har således 372 indbyggere pr. ansat i psykiatrien, mens gennemsnittet for alle regioner er på 481. Regionen bruger kr. pr. indbygger til psykiatri. Gennemsnittet for alle regioner er kr med behov for specialiseret behandling I Danmark lever personer med en spiseforstyrrelser, af disse bor i Region Hovedstaden. Af disse har behov for specialiseret behandling*. De eneste tal der findes, for antal behandlede patienter med spiseforstyrrelser, er fra Der blev behandler på landsplan. Tallene taler vist for sig selv. *Tallet er baseret på at i Danmark lider af en spiseforstyrrelse. Heraf med anoreksi, med bulimi og med overspisning. Med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens forventninger, skønnes af disse at have behov for specialbehandling på regionalt niveau. Tallet er udregnet på baggrund af indbyggertallet i regionen på LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr. 33 9

6 Regler diskriminerer spiseforstyrrelser og selvskade Er du offer for vold eller trafikulykker, ramt af en alvorligt invaliderende sygdom eller pårørende ved dødsfald kan du få tilskud til psykologhjælp. Har du en spiseforstyrrelse eller skader dig selv, kan du ikke. Sådan er virkeligheden for personer, som lider af alvorlige psykiske lidelser såsom anoreksi, bulimi, overspisning, ortoreksi, megareksi og selvskade. Af Morten Terf Andersen Personer der lider af spiseforstyrrelser eller skader sig selv falder uden for bestemmelser om tilskud til psykologhjælp. På trods af, at spiseforstyrrelser og selvskade er psykiske sygdomme, der rammer bredt, og som kan få alvorlige konsekvenser for den enkeltes evne til at deltage i livet - både følelsesmæssigt, socialt og arbejdsmæssigt. LMS oplever, at mange med selvskade eller spiseforstyrrelser bliver begrænset af reglerne i deres bestræbelser på at blive raske. Enten bliver de fastholdt i sygdommen, fordi de ikke selv har råd til at gå til psykolog, eller også er de nødt til at sætte sig i gæld for at blive raske. Sundhedsloven 1 siger ellers at "Sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sundhed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte". Og tilføjer i 2 en bestemmelse om "let og lige adgang til sundhedsvæsenet". Men virkeligheden lever ikke op til loven, når det handler om tilskud til psykologhjælp til spiseforstyrrelser og selvskade. Sygesikringsloven 9, stk. 2 siger at: "Den offentlige sygesikring yder efter regler fastsat af sundhedsministeren tilskud til psykologbehandling, der udføres af en psykolog efter henvisning fra en læge". I 2008 vedtog Folketinget, at du som dansker med et sygesikringsbevis kan få økonomisk tilskud til 12 psykologsamtaler, hvis du bliver udsat for en af følgende 10 hændelser - og hvis hændelsen er sket inden for de sidste seks måneder. Du har ifølge psykoweb.dk ret til at få psykologhjælp, når l Et menneske, du elsker og holder af, dør, eksempelvis din mor, far, bror, søster, dit barn eller din samlever l Du er udsat for vold, voldtægt - eller et røveri l Du bliver ramt af en alvorlig invaliderende sygdom l Du har haft en trafikulykke, der giver dig psykisk men l Du har fået en provokeret abort efter 12. graviditetsuge l Du er pårørende til en alvorligt psykisk syg person l Du er pårørende til et familiemedlem, som lider af en alvorligt invaliderende sygdom f.eks. cancer l Du har forsøgt at begå selvmord l Du har været udsat for incest eller lignende mishandling l Du er mellem 18 og 37 år og din læge siger, at du har en let, eller en moderat depression Ordningen fungerer, som når du går til tandlæge eller fysioterapeut. Egenbetalingen er i 2010 på 370 kroner for den første time, og derpå 308 kroner i timen for de næste 11 psykologtimer. Er du medlem af Sygeforsikringen Danmark, får du 100 kroner retur, så én time koster dig godt 200 kroner. Ordningen omfatter ikke spiseforstyrrelser og selvskade. Hvad mener de politiske psykiatriordførere? Vi har spurgt de politiske psykiatriordførere fra alle partierne, hvad de mener om: l at ordningen ikke omfatter personer, der lider af en spiseforstyrrelse eller skader sig selv. l de ser nogle hindringer for at disse grupper også bliver omfattet. l psykologordningen bør omfattes alle ikke-psykotiske psykiske lidelser. Selvfølgelig skal ordningen udvides Der er blandt politikerne bred enighed om, at ordningen skal udvides, så der hverken diskrimineres på alder eller psykisk lidelse. Som Özlem Cekic udtrykker det, så er det "rigtigt vigtigt, at man ikke diskriminerer folk der har en sindslidelse. Det er helt urimeligt, at kræftpatienter over 37 år kan få deres behandling betalt, mens en person med depression over 37 år selv skal betale. Vi har i den grad brug for at kigge på ordningen igen, så vi ikke diskriminere på alder og lidelser". Flere af politikerne mener, at lægen skal være omdrejningspunktet. Det må være den praktiserende læge der vurderer, hvilken form for behandling der er behov for, da der kan være forskel på, om der skal sættes ind med individuel psykologbehandling, en social indsats omkring hele familien eller noget helt tredje. Liselott Blixt DF Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti mener, at hele ordningen trænger til en gennemgang. "Spørgsmålet er, om vi har brugt pengene på den mest hensigtsmæssige måde. Vi skal desuden se på kompetencen hos den enkelte psykolog og sikre os, at pengene bliver brugt dér, hvor de hjælper mest. For eksempel ved at pege på evidensbaseret, kognitiv terapi. Vi må undersøge, hvad der giver mest succes". Sophie Løhde fra Venstre er meget positiv overfor, at ordningen udvides til at omfatte personer med spiseforstyrrelser og selvskade, og det vil være den gruppe af patienter, som hun vil prioritere højest, hvis det bliver muligt af finde de nødvendige økonomiske midler. Hun vil dog ikke stille noget konkret i udsigt på nuværende tidspunkt. "Udvidelsen er et vigtigt skridt, i forhold til den gruppe af patienter, der har behov for behandling, men ikke har behov for behandling i psykiatrien. Dette både i forhold til den tidlige indsats og som efterbehandling," udtaler hun. Målet fra Venstre er klart at ordningen med tiden skal udvides til at omfatte alle ikke-psykotiske lidelser. Men hvor er viljen, når ordningen skal finansieres? Både socialdemokratiet, dansk folkeparti og de radikale vil prioritere at få fjernet aldersdiskriminationen for depression og angst som det første, dernæst er de villige til at kigge på spiseforstyrrelser og selvskade. Dog ser tidshorisonten ikke alt for lovende ud, da satspuljen er skrumpet og de 309 millioner der er tilbage skal fordeles mellem ministerierne. "Det betyder, at vi skal vælge mellem at hjælpe gadeprostituerede eller sindslidende," siger Özlem Cekic fra SF. Heller ikke Karen Klint fra socialdemokratiet Özlem Cekic SF Sophie Løhde V mener, det bliver let at finde pengene: Det er kroner og øre-bestemt, hvilke lidelser, der prioriteres. Regeringen har ikke ladet det psykiske område følge med, og det vil tage ti år at indhente det underskud. Karen Klint S Omvendt mener de konservatives Vivi Kier, at psykiatrien faktisk har fået tilført flere penge, men erkender dog, at der bliver tale om prioriteringer, da det vil koste 2,5 mio. kr. per ekstra årgang, der skal tages med i ordningen." Vi har ikke alle pengene, og derfor må vi prioritere. Vi har allerede i genopretningsaftalen afsat penge til sundhed. I de videre forhandlinger om penge foreslår jeg, at vi især sætter ind overfor de unge under 18 år og dem over 60 år. Det er de svage grupper. De fleste mellem 37 og 60 år, og altså også voksne med spiseforstyrrelser, kan selv betale eksempelvis det fulde beløb til en psykolog, fordi de er på arbejdsmarkedet. Psykologhjælp NU Hver femte dansker rammes på et tidspunkt i livet af en ikke-psykotisk psykisk sygdom, som fx spiseforstyrrelser, angst, depression eller selvskade. De fleste af os kender dermed en eller flere, som har eller får behov for hjælp. Ser man på problematikken fra et økonomisk perspektiv, er der rigtig mange penge at spare, hvis flere får den hjælp, de har behov for, på det tidspunkt de har behov for den. På den lange bane vil en udvidelse af ordningen ikke være en økonomisk udskrivning, man faktisk en økonomisk gevinst. Hvis ordningen udvides til at opfatte alle ikke-psykotiske psykiske sygdomme, ville samfundet opnå en samlet gevinst på et trecifret millionbeløb*. Psykologhjælpen får nemlig ikke alene sygemeldte hurtigere tilbage på arbejdsmarkedet, flere undgår helt at blive sygemeldt. Dertil komme at langt færre ville have behov for indlæggelser eller dagbehandling i psykiatrien. Vivi Kier C *) Tal fra Danske Regioner viser at, hvis blot alle personer der lider af en lettere depression, og ikke kun de 18 til 37-årige, fik tilbudt psykologhjælp, ville samfundet opnå en samlet gevinst på 700 millioner kroner. Beløbet vil naturligvis være tilsvarende større, hvis alle psykiske lidelser blev omfattet af ordningen. 10 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

7 Diabetespiger kontrol som livsbetingelse Nyt gruppeforløb har gavnet kvinder, der lider af både diabetes og spiseforstyrrelser. Kvinderne har behov for særlig støtte, fordi de er nødt til at bevare kontrollen over, hvad de spiser. Af Morten Terf Andersen Diabetespiger støtter hinanden - og skaber sammen en bedre hverdag. Det er resultatet af det første gruppeforløb, som LMS og Diabetesforeningen i år har været tovholder på for syv unge kvinder med type 1-diabetes og spiseforstyrrelser. Fællesskabet omkring diabetes og spiseforstyrrelser har haft stor betydning for kvinderne. De har spejlet sig i hinanden omkring såvel alder (20-36 år, red.), sygdommen, som hvor langt de var i helbredelsen. Kvinderne fik med støttegruppen et forum, hvor de blev forstået af andre i samme situation, og hvor de kunne tale om følelser og mad, familieforhold og omfanget af den hjælp og støtte de fik i forbindelse med diabetesdebuten. Tolv gange har gruppen mødtes med 14 dages interval for at støtte hinanden, og gruppeforløbet er gået godt. Dels har kvinderne hjulpet hinanden videre og dels er der blevet opsamlet nyttigt og brugbar viden, som kan bruges fremadrettet i forhold til, hvordan vi kan arbejde med diabetes og spiseforstyrrelser. Projektet med støttegruppen var et pilotprojekt, som LMS håber bliver et afsæt for, at vi kan oprette flere støttegrupper. Men vi håber også, at projektet får sat skub i endnu mere vidensudvikling om, hvordan den optimale støtte og behandling i relation til diabetes og spiseforstyrrelser skal tilrettelægges. Resultatet af gruppeforløbet giver håb om, at det alligevel - selvom det er svært - er muligt at håndtere kombinationen af en spiseforstyrrelse og diabetes. Som diabetiker står du over for et konstant krav om at spise rigtigt, holde en lav kropsvægt og motionere hyppigt, og det udfordrer måden, som kvinderne kan hjælpes ud af spiseforstyrrelsen på. I andre grupper for spiseforstyrrede består en del af behandlingen i at lære deltagerne at slippe kontrollen. Det kan diabetikeren aldrig gøre helt, for hende er kontrol med maden en livsbetingelse. Satte sig mål Første gang støttegruppen var samlet, fortalte alle deres historie, hvorefter de andre fik lov til at kommentere og stille spørgsmål. Alle i gruppen skulle finde et mål eller en målsætning for forløbet, som så efterfølgende blev evalueret. Når gruppen mødtes, fortalte kvinderne, hvordan det var gået siden sidst, og hvad de havde været optaget af. For at løfte stemningen i gruppen tog de en runde med positive oplevelser. Gruppen talte om ture i biografen, gode samtaler med veninderne, en ridetur ud i naturen og rejser. Efter hvert møde, blev erfaringerne skrevet ned for at samle viden. Inden første møde med støttegruppen, som fandt sted i midten af oktober 2009, havde støttegruppelederen sat sig grundigt ind i, hvordan type 1-diabetes påvirker mennesker fysisk og psykisk. Dropper tit insulinen I gruppen var der både anorektikere, overspisere og bulimikere, og alle undlod tit at tage deres insulin. Hensigten med gruppen var at hjælpe dem ud af spiseforstyrrelsen, inden den udviklede sig så voldsomt, at de påførte sig selv uoprettelige skader. For nogle af deltagerne havde spiseforstyrrelserne allerede sat sig varige spor. Flere af pigerne i gruppen led af senkomplikationer i form af øjenskader, forhøjet blodtryk og føleforstyrrelser. En direkte konsekvens af for mange år med spiseforstyrrelser og ukontrolleret blodsukker. Problemet er, at selv om de udmærket er klar over de konsekvenser, som spiseforstyrrelsen har for deres krop, så kan de ikke stoppe. Type 1-diabetes som kræver at du tager insulin opstår oftest i teenageårene, og tal fra 2007 viser, at børn under 15 år lever med type 1-diabetes. Diabetesforeningen skønner, at antallet vil være steget med 70 pct. i Antallet af både type 1- og 2-diabetikere under 30 år er ca , viser de seneste tal fra 2007 i Det Nationale Diabetesregister. I alt lever ca danskere med type 1-diabetes. Dobbelt så mange diabetikere som andre i befolkningen udvikler spiseforstyrrelser, men årsagen kendes ikke præcis. Almindeligvis udvikles spiseforstyrrelser som en måde at håndtere lavt selvværd, komplicerede familieforhold eller en uforløst sorg på eller som reaktion på en hændelse tidligere i livet. Mange diabetikere tager på i vægt, når de kommer i puberteten. Hvis de vejer 5-6 kilo mere end deres jævnaldrende, er det en nem løsning at tabe sig ved at undlade at tage sin insulin. Samtidig gør deres diabetes det næsten umuligt for dem at have et afslappet forhold til maden og til deres krop. Men selv om spiseforstyrrelser blandt diabetikere er udbredte, har mange svært ved at acceptere, at de har en spiseforstyrrelse. Aldrig fri Støttegruppelederens oplevelse er, at temaerne i støttegruppen var mere alvorlige end i andre sammenlignelige grupper. Formentlig på grund af de fysiske livstruende komplikationer. Kombinationen af diabetes og spiseforstyrrelser giver øget forekomst af komplikationer og medfører øget dødelighed. Både ved moderate og alvorlige spiseforstyrrelser giver det ofte en dårlig blodsukkerregulering, som kan medfører indlæggelser på sygehus. Én af deltagerne kompenserede endda for overspisning ved enten at tage ekstra insulin, eller ved at motionere meget. De fleste af kvinderne fik spiseforstyrrelse i års alderen, en enkelt udviklede først spiseforstyrrelsen som voksen. Omkring midt i forløbet var der på et af møderne i gruppen fokus på et fælles tema om følelser og tanker omkring sygdommen diabetes. Det blev ifølge støttegruppelederen et meget tungt og svært emne, da ingen af kvinderne havde noget positivt at sige om sygdommen. Diabetes kan være en meget krævende sygdom, hvor ansvaret for sygdommen, og hvordan man klarer sig, hviler på egne skuldre. Det er også, hvad kvinderne gav udtryk for, når de omtalte kontrol, besvær, aldrig fri, magtesløshed i forhold til den tunge rygsæk som sygdommen udgør. Med andre ord var de hele tiden på arbejde i forhold til sygdommen. Og bedre blev det ikke af, at flere af kvinderne havde manglet en god kontakt enten i familien eller i behandlingssystemet i teenageårene. LMS overvejer nu flere støttegrupper for diabetikere med spiseforstyrrelser. Behovet er der helt klart. LÆS MERE Læs også artiklen "Diabetespiger med spiseforstyrrelser" i LMSNYT fra september Bladet kan ses som pdf-fil på under fanebladet "Alt om spiseforstyrrelser". 12 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

8 Stille piger med store følelser og kæmpe ansvar indeni der helst vil undgå andre og bare passe sig selv. Det er piger, der skader sig selv for at kunne være i sig selv. Læs her fire personlige fortællinger, fra fire unge piger mellem 13 og 15 år, der skader sig selv. De mødes i LMS støttegruppe hver 14. dag. Alle navne er opdigtede af hensyn til pigernes anonymitet, ligesom der er brugt modelfotos. Når selvskade bliver svaret De stille piger Af Lone Harlev De sidder rundt om bordet, stille og forsagte, men alligevel villige til at tage kampen op og snakke om alt det der er rigtigt svært. Svært, fordi det gør ondt, og fordi de ikke helt selv kan forklare, hvad der egentligt foregår. De mangler ord, der kan beskrive for andre, hvordan de har det, og hvorfor de har det, som de har. Men de prøver alligevel, de har valgt støttegruppen og de prøver. Jeg føler ikke, jeg er et godt nok menneske Anne er 15 år, hun går i 9. klasse. Helt tilbage i 1 og 2. klasse følte hun sig ikke som en del af sin klasse, hun blev mobbet og det endte med, at hun i 5. klasse skiftede skole. Det så umiddelbart lyst ud og gik godt i starten, men snart vendte følelsen af ikke at være helt glad tilbage. Udadtil så alt godt ud og hendes klassekammerater troede, alt var fint, men indeni var alt kaos, og hun var ked af det, og en dag i 8. klasse brød hun sammen midt i en time. Anne havde fået en depression, hun fik piller, hvilket dog bare gjorde det hele endnu værre og endte med, at hun forsøgte at tage sit eget liv for at slippe væk fra det hele. Jeg har altid følt, at jeg skulle og stadig skal leve op til nogle meget høje krav, jeg skal være god, et godt menneske og god i skolen. Det er også fordi, mine forældre er højtuddannede. Efter Annes selvmordsforsøg stoppede hun med pillerne, men begyndte at skære i sig selv, hvilket hun har gjort siden vinteren sidste år. En veninde opdagede det og hjalp hende med at betro sig til deres lærer, som tog fat i hendes forældre. Annes forældre blev meget bekymret og kede af det og forsøgte at spørge ind og hjælpe. "Men jeg bliver bare sur, når de spørger eller det er sådan lidt blandet, det er både rart og irriterende, at de er holdt op med at spørge så meget, fordi nogle gange kan man godt tænke: Er de bare ligeglade? Men man ved også godt, at det er ens egen skyld, at de ikke spørger". "Hvis de spurgte ind til det, ville det gode være, at de så ville vide, at jeg har det dårligt. Og at jeg så faktisk klarer det rigtig godt i skolen i forhold til, at jeg har det rigtig, rigtig dårligt. De tror, jeg har det godt, men det har jeg ikke, eller de ved godt, jeg ikke har det godt, men de ved ikke, hvor dårligt jeg har det. Så på en måde kunne jeg godt tænke mig, de spurgte og vidste, hvordan jeg havde det. Anne går foruden i støttegruppen hos LMS også til psykolog, hvilket er ok, men hos psykologen har hun også en oplevelse af, at hun ikke er god nok til at være der. Nogle gange føler jeg mig godt nok lidt dum, fordi hun er en klog psykolog, hun møder sikkert mange flere interessante mennesker end mig, der er sødere, klogere og sjovere. Så jeg har sådan lidt dårlig samvittighed over, at hun skal være sammen med mig". På nuværende tidspunkt taler Anne kun med sin psykolog, støttegruppen og sin lærer, om hvordan hun har det. Hendes klassekammerater har godt vidst, at hun skader sig selv, men de tror, at hun har det fint nu, og at hun er stoppet. Jeg tror, de bliver sure på mig, hvis jeg ikke har det godt". Udadtil virker Anne gladere, end hun faktisk er, hun er stille i skolen og søger sit eget selskab. Hun går for sig selv i frikvartererne og har ingen veninder, som kommer helt tæt på. Anne skader sig selv på forskellige måder, men ridser mest. Hun gør det er par gange om dagen, for i de korte øjeblikke, hvor hun gør det, virker det befriende. Bagefter ved hun godt, at det er lidt dumt, men man har bare alligevel behov for at gøre det, for at kunne slappe af og for at afreagere fra alt det stress, der er indeni en". Nogle gange er det også, når jeg er glad, fordi så bliver jeg sur på mig selv over, at jeg er glad, så straffer jeg mig selv. Jeg fortjener ikke at være glad, det er kun gode mennesker, der må være glade, og jeg har bare ikke været god nok i skolen og som person". Anne fortæller, hvordan hendes selvskade er kommet til at fylde hele hverdagen. Man tænker ikke på lektier eller noget andet, man tænker kun på at skade sig selv, det er det, man skal lave efter skole. Man kan ikke glemme, man har det dårligt, hverken i timerne eller når man prøver på at sove. Jeg vil bare gerne være i fred Amalie er 13 år og går i 7. klasse. Hun begyndte at skade sig selv for et år siden, en dag hun var rigtig ked af det og ikke kunne overskue det hele. Hun kan ikke huske, hvad hun var ked af det over, men den dag for et år siden, kom hun til at skade sig selv og fandt et øjebliks ro. Det er meget forskelligt, hvor tit jeg skader sig selv, nogle gange hver dag, nogle gange går der uger imellem. Jeg gør det som regel i skolen og om aftenen. I skolen sker det for eksempel, når alle råber og skriger omkring mig, så bliver det for meget, så går jeg ud på toilettet, og så tager jeg en saks med, og så skærer jeg i mig selv, og så går jeg ind til timen igen". Når jeg har skadet sig selv, bliver jeg glad og ked af det på samme tid. Og når jeg kommer tilbage til timen, så tænker jeg ikke så meget over det mere, så jeg bare ked af det og har det underligt. Amalies klassekammerater ved godt, hun skader sig selv og siger, at hun skal stoppe. Men de forstår ikke, hvad der foregår. Når de ind imellem forsøger at forstå, bliver det som regel for meget for Amalie. "De spørger nogle gange ind til det, hvilket mest af alt er irriterende, fordi så står de et helt frikvarter og spørger, om det gør ondt, hvordan det er, og bløder det?. de bare spørger og spørger og spørger. Hvis hun skulle give dem nogle råd, så synes hun det ville være rart, at de slet ikke sagde noget. Amalie er ikke glad for at gå i skole og hun skændes meget med sine forældre, om alting ikke kun om selvskade, så får hun skæld ud og skal gå ind på sit værelse. Om aftenen skader hun sig selv, når hun er gået i seng. Fordi så er jeg alene, og så tænker jeg på alt muligt mærkeligt alt afhængig af, hvad der er sket i løbet af dagen. Det kan også være noget om en person eller noget 14 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

9 der aldrig vil komme til at ske. Alt muligt mærkeligt". Amalie taler helst kun med en god lærer, hun har og støttegruppen om sin selvskade. Jeg kan godt blive stresset af bare og sidde og tænke Cecilie er 13 år, hun går i 8. klasse og har skadet sig selv siden 5. klasse. Jeg kan ikke rigtig huske, hvordan det startede, jeg tror det var noget med at drengene begyndte at sprede nogle rygter og så var der noget med en ex-kæreste og en masse uro. Det begyndte med, at jeg skar mig i fingrene, jeg havde bare lyst til at gøre mig selv ondt på den ene eller anden måde for at få tanker væk. Men det hjælper kun så længe det gør ondt, fordi så er det som om, man kun fokuserer på det. Når det så ikke gør ondt mere, så kommer det hele tilbage eller noget nyt for den sags skyld". Cecilie skader kun sig selv i svære perioder. Hun gør det både, hvis der er noget, hun bliver ked af eller, hvis hun kommer til at tænke på noget i fortiden, men også hvis noget gør hende vred. De fleste i skolen ved det. Både elever og lærere. Jeg har masser af venner omkring mig, men alligevel vælger jeg at sidde alene. gerne spørge, men så skulle det være lang tid, efter at jeg har gjort det. Men de skal egentlig helst helt lade være. Jeg vil hellere bruge mine veninder. Bare ingen spørg, så går det bedst Louise er 13 år. Hun kan heller ikke huske, hvornår hun startede med at ridse i sig selv. Det er meget forskelligt hvor tit hun gør det og der kan godt gå måneder imellem, men det sker, når hun er meget ked af det. "Mens jeg gør det, er jeg ikke så ked af det, men bagefter er det det samme igen" Hun bryder sig ikke om skolen og er meget alene i skolen. Hverdagen i skolen er svær fordi. altså dem fra min klasse har forstået, at de ikke skal spørge, men dem fra parallelkassen har ikke forstået det, og det gør mig ked af det og sur, når de spørger. Sidste år fandt hendes forældre ud af, at hun skader sig selv, det skete ved, at en af drengene fra hendes klasse så det. Han fortalte det til deres klasselærer, som fortalte det til hendes forældre. Mine forældre vil gerne snakke om det og jeg vil ikke. Når de forsøger at tale om det, så svarer jeg ikke og går ind på mit værelse. Jeg bliver både irriteret, ked af det og sur, når de spørger. Louise får kun hjælp og støtte gennem gruppen hos LMS. Det værste og det bedste Alle pigerne giver udtryk for, at det er, når de er kede af noget, når de ikke kan rumme det der sker udenom dem, eller når de føler sig tomme indeni, at de får brug for at skade sig selv. Så kan de mærke bare et øjeblik - at de er virkelige, eller de kan finde et øjebliks ro i smerten, et øjeblik hvor de kun skal forholde sig til den ridse, de har givet sig selv. De er enige om, at det værste ved at være selvskader er kommentarerne fra alle andre, hvordan gør du det? hvad bruger du? hvor tit gør du det? hvad tænker du på, når du gør det? gør det gør ondt? Fordi det giver dem stress og gør dem forvirrede at skulle forholde sig til en masse spørgsmål, som de ikke engang selv kender de helt klare svar på. Da de bliver spurgt, hvad det bedste ved selvskade er, siger de samstemmig "At få tankerne væk, bare det der splitsekund, at få en pause fra det hele". Det gælder alle pigerne, at de har meget svært ved at give råd til andre, der skader sig selv. Som en af pigerne siger. "Jeg kan ikke engang finde ud af det selv". Med hensyn til råd til forældre er det lige så svært, men som en anden af pigerne siger, så skal "de i hvert fald ikke sige, at det er deres skyld, fordi så får jeg det bare mere dårligt og mere skyldfølelse, for så gør jeg dem jo kede af det". Anne, Amalie, Cecilie og Louise er fire unge bekymrede piger. De tager meget ansvar på deres skuldre og har svært ved at sætte ord på de følelser af tomhed og uoverskuelighed, de går rundt med indeni. Det er svært, når omverden kræver logiske svar på, hvorfor de skader sig selv. I støttegruppen er der dog håb. De er alle glade for gruppen, da det er befriende at møde andre, der har det på samme måde og, at man ikke skal komme med logiske grunde for ens opførsel. Man skal ikke forklare sig. Den endnu ikke offentliggjorte undersøgelse er udarbejdet af blandt andre klinisk psykolog på Rigshospitalets Psykiatriske Klinik Bo Møhl. Undersøgelsen omfatter cirka gymnasieelever og viser, at godt 21 pct. af de unge på et tidspunkt har skadet sig selv bevidst. Statens Institut for Folkesundhed står bag den anden undersøgelse, her blev elever fra 9. klasse spurgt. Hver femte pige og hver tiende dreng i 9. klasse fortalte, at de alene inden for den seneste måned enten har skåret i sig selv, har haft alvorlige overvejelser om at gøre det og/ eller har forsøgt at begå selvmord. I en artikel i Jyllandsposten udtaler psykolog Bo Møhl, Rigshospitalet, at der er tale om en ny type af cuttere. Hvor det tidligere var unge piger, som reagerede på meget turbulente oplevelser, som omsorgssvigt, seksuelt misbrug, voldsomme familiekonflikter og misbrugsforældre, er det i dag velfungerende børn fra såkaldte almindelige familier. Det er gymnasiepigerne, som meget let får skamfølelse over ikke at få 12-taller i alle fag, over at blive isoleret, over ikke at have det helt rigtige tøj på eller over ikke at være perfekt i alt, forklarer Bo Møhl. Når jeg sidder i en time, kan jeg godt have det som om, jeg bare sidder i min helt egen verden, så har jeg svært ved at koncentrere mig, om det der foregår uden om mig - om undervisningen. Jeg sidder bare og tænker, jeg kan godt blive lidt stresset af bare at sidde og tænke. Jeg sidder bare fuldstændig indelukket. Cecilie har gået hos en coach og hos et par psykologer, som dog ikke rigtig kunne hjælpe hende videre. Coachen hjalp et stykke tid med at finde ud af, hvem hun selv var og til ikke at være alt for selvkritisk, men kunne ligesom ikke rigtig hjælpe hende det sidste stykke. Mine forældre er selvfølgelig kede af det, men det er ikke noget, de spørger ind til, jeg tror godt de ved, at jeg ikke vil have det. Altså, de må Ny type af selvskadende unge Nye videnskabelige undersøgelser, hvoraf en netop er blevet offentliggjort og en på vej, konkluderer samstemmende, at omfanget af selvskade blandt unge er massivt og stigende. Op imod hver femte elev i de ældste folkeskoleklasser og i gymnasierne har bevidst skadet sig selv fysisk en eller flere gange. De skærer i sig selv med barberblade eller glasskår, brænder sig selv med cigaretter, bider sig selv, kradser i åbne sår eller banker hovedet hårdt mod væggen. Hver 5. pige og hver 10. dreng i 9. klasse har skadet sig selv. Hver 5. pige i gymnasiet har skadet sig selv mindst én gang. 50% af de unge der skader sig selv, har gjort det mere end to gange. 74% af de der skader sig selv er cuttere. Cutting sker oftest ved at skære sig selv med en kniv, et barberblad, en saks eller et glasskår på arme eller ben. Den unge kan skade sig på andre måder end ved at skære sig. Nogle brænder sig, slår hovedet ind i væggen eller kradser og bider sig. Uanset hvordan den unge skader sig, og hvor makabert det kan forekomme, så er der for den unge tale om en lindrende handling. 16 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

10 Selvværd på skoleskemaet I alle klasser findes elever, der lever med et lavt selvværd. Elever, der føler sig mindre værd end de andre. Elever, der oplever aldrig at kunne leve op til deres egne forventninger eller de forventninger, de tror andre har til dem. Elever, der føler sig ensomme både, når de er alene og når de er sammen med andre. Elever som kan finde på at række tunge af sig selv, når de ser sig selv i spejlet eller kalde sig selv grimme ting. Med workshoppen BodyTalk forsøger LMS at sætte fokus på og forbygge lavt selvværd. t danskere lider af spiseforstyrrelser. Ud af dem lider 5000 af anoreksi, af bulimi og af overspisning. Ca. 25 % af de unge piger mellem år har risikoadfærd for at udvikle en spiseforstyrrelse. I forhold til selvskade viser de nyeste undersøgelser, at hver 6. pige i folkeskolens store klasser og hver 5. gymnasiepige har skadet sig selv mindst en gang. LMS anslår, at antallet af personer med selvskade er omkring Af Mette Fløjborg Workshop som forebyggende indsats Hver dag bliver vi alle bombarderet med, hvordan vi skal se ud, og hvordan vi skal være - og det er bestemt ikke småting, man skal kunne leve op til. Især unge er sårbare i forhold til, at de gerne vil passe ind og leve op til alle kravene. De er på vej til at blive voksne, og dog er de endnu kun udstyret med barnets følelser og erfaringer. En nedsættende bemærkning eller følelsen af ikke at kunne leve op til idealerne, kan nemt slå skår i et skrøbeligt selvværd. Og når man tænker på det pres unge oplever, både fra deres kammerater, forældre, modebranchen og mediernes massive informationsstrøm, er det ikke underligt, at det kan udvikle sig til manglende selvværd og som følge heraf måske også til fx en spiseforstyrrelse. Målet med at sætte selvværd på skemaet er, at hjælpe de unge til at forstå, hvordan alt for høje forventninger til dem selv påvirker dem. Samt at vise dem, at det snævre skønhedsideal mange unge forsøger at leve op til, ikke er i nærheden af at være realistisk. Gennem workshoppen opdager eleverne, at ingen kan leve op til alle de krav og idealer, som vi sætter op for hinanden. De opdager, at de ikke er alene om at føle, at de ikke slår til, og ad denne bevidstgørelsens vej, kan vi være med til at styrke de unges selvværd og kropsopfattelse, hvilket kan have en forebyggende effekt i forhold til selvdestruktive handlinger som spiseforstyrrelser og selvskade. Med eller uden personlige fortællinger Begrebet: SELVVÆRD er udgangspunktet for vores forebyggende indsats i folkeskolens ældste klasser og på ungdomsuddannelserne. Cirka en gang om ugen holder LMS workshoppen BodyTalk et sted i landet. Vi debatterer emnerne: selvværd, selvtillid, kommunikation, komplimenter og kropsbevidsthed. Workshoppen varer to lektioner og er en blanding af små oplæg, filmklip og øvelser med eleverne, men ikke to workshops er ens. Hvordan de to lektioner forløber er meget afhængigt af klassen, hvor meget eleverne deler ud af deres tanker og om det er en enkelt klasse eller en hel årgang. Alle inddrages i en styret diskussion og i små gruppeaktiviteter. Vi bliver tit kontaktet af lærere eller forældre til elever i klasser, der har en eller flere elever med en spiseforstyrrelse eller selvskade, som gerne vil bestille en workshop. Når vi besøger sådanne klasser, inviterer vi ind imellem en af vores frivillige foredragsholdere med. Det kan være en pige eller dreng, der selv har levet med lavt selvværd og har haft en spiseforstyrrelse eller selvskade. Vi oplever, at det er utrolig givende, når en person fortæller sin egen personlige historie - det skaber som regel et fortroligt rum, hvor eleverne har lettere ved også at dele deres tanker og i mange tilfælde er det lettere at stille alle de "dumme" spørgsmål til en fremmed. Workshoppen blev udviklet i samarbejde med Dove tilbage i 2006, men vi videreudvikler løbende konceptet og varierer opbygning og indhold afhængigt af behov. Efter en workshop stiger henvendelserne i rådgivningen En ting er sikkert - hver gang vi har afholdt et foredrag kontakter flere af eleverne vores rådgivning. Især de elever, som kan kende sig selv i eksemplerne. Det kan være drengen i 8. klasse, der har skåret i sig selv, fordi han savner sin eneste gode ven, der er flyttet skole, pigen, der nogle gange skriver på sine deller på maven, at hun er fed og grim og prøver at lade være med at spise, eller eleven, der føler sig alene efter skole og som overspiser og kaster op. Henvendelserne kommer også nogle gange fra venner til disse elever eller lærere, som har fået elevernes fortrolighed efter vores besøg. Det er altid en stor fornøjelse at være på besøg i landets folkeskoler og uddannelsessteder. Her møder vi ikke bare de elever, som har det svært, men også alle de unge, som omgiver dem og som virkelig ønsker at forstå og hjælpe, hvis de bare får lov. Og når klassen i nogle tilfælde gennem et besøg fra LMS får skabt den fortrolighed, der skal til for at turde fortælle, at du er ensom nogle gange, eller føler dig mindre værd, at du har mærkelige regler for dig selv og din mad, så giver det bare endnu mere mening at rejse rundt i det danske kongerige med LMS rygsækken på ryggen. t t t t De modeller og skuespillere, som optræder i medierne har mindst 10% mindre kropsfedt end almindelig sunde kvinder (den britiske lægeforening, 2000) Selvom kun 19% af alle teenagepiger er overvægtige, mener 67%, at de skal tabe sig (Britisk undersøgelse af teenageres kropsbevidsthed, jan. 2004, magasinet Bliss) Drenge i alderen år ønsker en større krop, mens drenge i alderen år ønsker en slankere krop (Parkinson et al, Eur. Eat. Disorder Rev). ti alt dør 15-18% af patienter med anoreksi af sygdommen selv eller af selvmord (Speciallæge i psykiatri Mette Waaddegaard i rapport om risikoadfærd for spiseforstyrrelser). Få mere information om workshoppen på under aktiviteter. Du kan også bestille et foredrag på telefon LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

11 1000 til topmøde om psykiske sårbare, job og uddannelse rehabiliteringsforløbet, som skal rumme såvel en individuel, social og helbredsmæssig indsats som en beskæftigelsesmæssig indsats. Den skal tillige sikre, at der ikke søges førtidspension, før alle andre muligheder er afprøvet. Foreningen psykisk sårbar, LMS og 10 andre foreninger i det sociale netværk af 2009, der alle arbejder for bedre forhold for psykisk syge, stod lørdag den 2. oktober 2010, bag endnu et velbesøgt og tankevækkende Psykiatritopmøde. Også en del politikere havde valgt at deltage aktivt og interesseret. Alle gik hjem med stof til eftertanke og konkrete ideer til hvordan, det kan gøres bedre. Af Lone Harlev På årets Psykiatritopmøde satte foreninger, virksomheder, fagfolk og politikerne fokus på, hvordan psykisk syge kan indgå og finde tilbage til arbejdsmarkedet. Under overskriften: Vi har alle ret til et godt og værdigt liv også hvad angår arbejdslivet, blev muligheder og hindringer debatteret livligt af de 1000 deltagere. Foreningerne, herunder LMS, er gået sammen i det sociale netværk af 2009, for at styrke opmærksomheden på de psykiske syge i Danmark. I fællesskab har foreningerne udformet 10 punkter i en Poul Nyrup Rasmussen, formand for foreningen psykisk sårbar indledte topmødet med at fremhæve at årsagen til, at det ikke altid fungerer med psykisk sårbare på arbejdsmarkedet, er, at vi ved for lidt om, hvad psykisk sårbarhed er. fælles er-klæring for, hvordan psykiske sårbare kan indgå på arbejdsmarked og i uddannelsessammenhænge på lige fod med andre. Du kan læse hele erklæringen på under nyheder og politik. Skjulte lidelser og tabuer på arbejdspladsen Vi har som regel ingen problemer med at forholde os til, når en kollega kommer på arbejde med et brækket ben. De fysiske lidelser er langt lettere at tale om. Helt anderledes forholder sig, når det handler om psykiske lidelser, så bliver vi utrygge og ved ikke rigtigt, hvordan vi skal forholde os eller, hvad vi skal sige. Laura, som er frivillig rådgiver i LMS, gik fra topmødet med fornyet tro på, at det godt kan betale sig at kæmpe. Men med mennesker med psykiske lidelser er det vist på tide, at vi hver især tager bladet fra munden og åbner øjnene. En hel ny undersøgelse viser, at hver femte kender en kollega, der holder en psykisk lidelse skjult for arbejdsgiveren. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, formand for foreningen Psykisk sårbar, udtalte i den forbindelse til Jyllands Posten at, når arbejdspladsen ikke kan rumme et menneske, som lider af depression eller angst, isolerer vedkommende sig, og det er stærkt uheldigt, fordi det kommer oven i sygdommen. Det fører hurtigt til sygemelding Han vurderer, at en aktiv og opmærksom indsats overfor denne gruppe kan halvere sygefraværet. Udfordringerne er mange Når det handler om det rummelige arbejdsmarkedet, er der nok at tage fat på. Som det ser ud i dag er halvdelen af dem, der får tilkendt førtidspension, mennesker med psykiske lidelser. Og da ordningen i dag ikke rummer mulighed for, at man kan komme tilbage på arbejdsmarkedet uden, at man helt mister sin ret til førtidspension, er man enten dømt ude af arbejdsmarkedet for altid eller dømt inde. I erklæringens punkt 4 forslår foreningerne, at der indføres et alternativ til førtidspensionen en rehabiliteringsydelse på sygedagpengeniveau. Målet er ydelsen skal være gældende under hele Et andet vigtigt punkt er uddannelse. Uddannelse er nøglen til varige, gode jobs. Derfor er det vigtigt, at psykisk sårbare har en reel mulighed for at gennemføre videregående uddannelsesforløb. I dag har psykisk sårbare på en videregående uddannelse mulighed for at søge om et handicaptillæg ved siden af deres SU, så de ikke behøver at have et job ved siden af uddannelsen. Men mange, som kunne have brug for ydelsen, får i dag afslag. På alle niveauer i uddannelsessystemet kan der desuden søges og bevilges specialpædagogisk støtte (SPS). Men som det er i dag, er ordningerne hverken udbredte eller udviklede nok til studerende med psykosociale handicap. Vi ønsker at der i højere grad informeres om disse muligheder for støtte, til såvel studerende og vejledere som til SU Styrelsen. Det sætter hverdagen i rådgivningen i kontrast Laura, som er frivillig rådgiver i LMS deltog som aktiv frivillig på selve dagen, og mødet levede helt op til hendes forventninger. Da jeg møder hende til frokost, er hun meget positiv: Det varmer, at mærke den positive energi og vilje, der er omkring topmødet. At der faktisk er rigtig mange mennesker, som ønsker at gøre en forskel og forandre tingene. Det sætter hverdagen i rådgivningen lidt i kontrast, fordi man godt ind imellem kan tænke, at det bare er op af bakken hele vejen siger hun og fortsætter: Det er rart at vide, at der altså også bliver tænkt tanker andre steder, og vi faktisk er den hel del mennesker, der ønsker at trække i samme retning og forbedre forholdene for psykisk syge. Laura mener også, at det er et specielt godt emne, man har valgt som årets tema: psykisk syge og arbejdsmarkedet. At have et arbejde betyder meget for ens selvfølelse og det skaber stabilitet, man kan bevare og udvikle sine kompetencer på mange måder er det at have et arbejde faktisk sundhedsfremmende slutter hun af. Nu må vi så bare håbe, at alle de tanker, der er sat i gang også bliver til handling, ikke kun blandt ildsjæle, men også blandt beslutningstagerne. Beskæftigelsesminister Inger Støjborg er i hvert fald klar til at tage hendes del af ansvaret. Jeg har selv et helt særligt ansvar for, at der er plads til alle på den danske arbejdsmarked, og det kræver, at vi taler frit og nedbryder tabuerne, sagde hun som indledning på sit oplæg til topmødet. Giv et støttebeløb Både små og store støttebeløb er med til at gøre en forskel for sårbare børn, unge og voksne der kæmper med lavt selvværd, spiseforstyrrelser og selvskade. Din støtte er afgørende for vores arbejde. Din støtte gør det muligt for os at arbejde med forebyggende rådgivning og støttende efterbehandling. Den gør det muligt fortsat at arbejde for bedre behandlingsmuligheder, for at opsamle viden, informere og nedbryde tabuer. Du kan støtte vores sag på 20 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

12 Ærlighed på menuen LMS bød den 24. august 2010 på en aften i selskab med to voksne kvinder, der hver kæmper med en spiseforstyrrelse. Det var en aften, der hos flere gav gåsehud på kroppen og bekymrende miner, men også en aften med aha-oplevelser og en tro på, at kunne overvinde sin værste fjende. Rikke er 37 år og har i flere år kæmpet med BED - overspisning. Hun er en del af LMS' team af frivillige foredragsholdere og er med til at sætte fokus på en overset gruppe: Voksne med spiseforstyrrelser. Af Cecilie Schantz På forreste række i foredragssalen sidder to meget nervøse kvinder. De er nervøse, fordi de om lidt skal stå overfor 70 mennesker og fortælle om deres livs største skam og kamp; deres spiseforstyrrelse. Jette er den første der skal fortælle sin historie. Hun indleder sit foredrag med at sige: Det er første gang, jeg skal holde et foredrag, og det er virkelig med sommerfugle i maven. Jette har lidt af anoreksi og bulimi i over 20 år uden at nogen vidste det, ikke engang Jette selv ville erkende det. Åbenhed gjorde forskellen Jettes problemer begyndte som barn. Hendes mor var tyranniserende, og Jette blev i perioder fuldstændig overset, hvilket gjorde hende rædselslagen for at gøre noget forkert og gjorde hende behagesyg. Denne følelse har fulgt hende gennem hele livet. Da Jette langt senere får sit første barn og efter barsel igen skal begynde på arbejde, ramler hendes verden sammen. Hun føler ikke, hun kan leve op til alle sine forpligtelser, og hun begynder at kontrollere sit liv ved at kaste op, når hun har spist. Hendes familie og venner tror ligesom Jette på lægerne, som mener hun har mave/ tarmproblemer, og at det er grunden til hendes opkastninger. At Jette lider af en spiseforstyrrelse forbliver usagt. Der skulle gå over 20 år med opkast før Jette læste en artikel om spiseforstyrrelser, der vendte op og ned på hendes liv. Forfatteren til artiklen var en psykoterapeut, som Jette kontaktede, og som blev hendes redning. Gennem psykoterapeuten fik Jette kropsterapi, og de lavede en kontrakt omkring lysten til at spise og holde det i sig. De lavede tilmed et smiley system, således at Jette for hver dag der gik, uden hun kastede op, kunne sætte en glad smiley i kalenderen. Og så lærte jeg at stille mig op foran spejlet helt nøgen og sige højt, at jeg elsker mig selv. Jette er i dag ovre sin spiseforstyrrelse og sætter mange glade smiley er i kalenderen. Hun er overbevist om, at hovedårsagen til, at hun er blevet rask er, at hun har været åben omkring sin sygdom overfor sin mand, to sønner, veninder, sin arbejdsplads og nu også resten af verden. Det har gjort, at hendes nærmeste har kunnet hjælpe og støtte hende. Specielt det, at være åben overfor hendes børn, har betydet meget. Det har også været en måde at være et forbillede for dem på. Efter jeg erkendte, at jeg var syg, fortalte jeg det til mine to drenge, men jeg fortalte også, at jeg var i den rigtige behandling, og at jeg lovede at blive rask. Den samme åbenhed har de også vist mig. Det har været utrolig befriende, at vi har kunnet snakke om det. Ens og så alligevel helt forskellige Rikke er næste foredragsholder. Hendes historie er på mange måder ens med Jettes, men også helt forskellig. Rikke kontrollerer ikke sit liv ved at styre sit madindtag, hun giver slip og spiser, når følelserne bliver for svære. Rikke lider af overspisning og kæmper stadig med sin spiseforstyrrelse. Det at stille sig op foran andre mennesker og åbent fortælle om sit liv med at spise i smug, frygten for ikke at være perfekt og det, at hun stadig i dag kan overspise, når det går dårligt, kræver mod. For når jeg fortæller folk, at jeg er overspiser, griner de bare og siger, at de da også trøstespiser engang imellem. Men det er altså ikke det samme. Rikke er nemlig afhængig af at spise, og når hverdagen bliver for hård, Stemningen blandt de fremmødte til foredraget var god, men også tankevækkende. I en rundspørge blandt de tilstedeværende kom det frem, at de var overrasket over, hvor ens tankemønstrene hos en overspiser og en anorektiker/bulimiker er. Om hvor vigtigt det er at være åben om sin sygdom, og at dét kan hjælpe en ud af de onde handlemønster. Derudover, at der er vej ud af spiseforstyrrelsen, også selvom man har haft sygdommen i mange år. oplever hun sig selv som en narkoman i køkkenet. I sine unge dage var Rikke udadtil en glad pige, som gjorde alt det rigtige. Indadtil var hun dybt frustreret over, at hendes forældre ikke forstod hende, at de ikke troede på hende, og hun var bange for at blive betragtet som dum. Rikke havde hele tiden følehornene ude, hun slappede aldrig af eller gjorde, hvad hun havde lyst til. Hun var ekstrem følsom, men det var der ingen, som tog hensyn til, da hun ikke viste det til nogen. Jeg var jo ikke alene Som voksen levede Rikke udadtil et normalt liv, men var splittet og søgte hele tiden gemmesteder til at mætte hendes negative følelser med mad. Det var ikke før en god kollega lugtede lunten og overtalte Rikke til at tage med til et møde i LMS, at Rikke fik en åbenbaring. Hun var på dette tidspunkt nede med stress og overspisningen havde solidt fat i hende. Jeg var i chok. I LMS mødte jeg mennesker, som kæmpede med nøjagtig de samme følelser som mig. Jeg var ikke alene. Efterfølgende fik Rikke en støtte-/ kontaktperson hos LMS. De ringede sammen med en gang om ugen og talte om alle de svære ting og i en periode så alt lyst ud for Rikke. Hun var blevet gift og havde fået kontrollen tilbage. Men hun røg desværre ned igen og overspisningen fulgte med. I dag kan jeg stadig godt overspise, men det sker ikke så tit. Jeg har lært, hvad der får mig til at overspise. Det er, at der er sket noget, som påvirker mig negativt, og det prøver jeg så at bearbejde ved at tale om det i stedet for at overspise. At Rikke er åben om sine følelser, hjælper hende til at overkomme trangen til at spise. Hun håber på, at hun i fremtiden tør tro på, at hendes medmennesker vil kunne lide hende, selvom hun ikke er perfekt. Hun håber, at hunw helt kan få bugt med overspisningen og få mere rum og plads til vigtigere ting i livet, som fx sin 2-årige søn. Voksne udvikler også spiseforstyrrelser LMS valgte denne aften at sætte fokus på voksne med spiseforstyrrelser, fordi de er en overset gruppe. Spiseforstyrrelser bliver oftest forbundet med unge piger med lavt selvværd. Ikke med voksne kvinder der både har job, familie og børn og som udadtil har styr på det hele. En følelse af ikke at være god nok kan være svær at overkomme og slutter ikke med teenageårene. Derfor er spiseforstyrrelser ikke ualmindelige hos voksne. Læs mere om de forskellige muligheder for støtte som LMS tilbyder på www. spiseforstyrrelser.dk Jette er 47 år og har lidt af anoreksi og bulimi i 20 år. Nu fortæller hun sin historie som frivillig foredragsholder hos LMS. 22 LMSnyt nr. 33 LMSnyt nr

13 Aktivitetskalender ID NR Personlige fortællinger om spiseforstyrrelser og selvskade Sandra, Louise, Joakim og Liane fortæller om deres liv med anoreksi, overspisning, bulimi og selvskade. De fortæller hver deres ærlige personlige historier og giver dermed et indblik i hvad der foregår i den spiseforstyrredes/ selvskadendes indre. De fortæller, hvordan det hele startede, hvordan de taklede og stadig takler hverdagen og omgivelserne. Har du en spiseforstyrrelse, er selvskader, pårørende eller arbejder professionelt med unge, kan du få noget ud af foredraget og få svar på nogle af de spørgsmål, som du måske ellers brænder inde med. KØBENHAVN den 22. november kl i Kvarterhuset Amager, Jemtelandsgade 3, 2300 København S. Foredrag om det at være pårørende At være pårørende er ikke kun at være mor eller far. Pårørende er også søskende, kærester, ægtefæller, børn, bedsteforældre samt venner og veninder. Foredragsholder Rachel Santini er ernæringsfysiolog, psykoterapeut og hospitalsdirektør og har i mange år arbejdet med børn, unge og voksne med spiseforstyrrelser og deres pårørende. Aftenen vil være en blanding af korte oplæg og dialog, som sætter fokus på problematikker som: l Sorg og vrede l Skyld, skam og myter l Afmagt og handlekraft l Psykiske, fysiske og sociale konsekvenser for pårørende l Hvordan man som pårørende passer på sig selv, og hvordan man sætter grænser l Hvad begreberne: Medafhængighed og handlemuligheder dækker over Foredraget vil desuden blive perspektiveret med en personlig fortælling. KØBENHAVN den 13. januar kl , dronningens Tværgade 48 stuen, 1302 København K PRIS Med mindre andet er angivet koster alle foredrag 50 kroner pr. person til støtte for vores arbejde for bedre vilkår for mennesker med spiseforstyrrelser og selvskade og deres pårørende. INFO OG TILMELDING Tilmelding: her kan du også læse mere om foredragene. Ellers ring på telefon Gratis bog og medlemskab for resten af 2010 og hele 2011 Bliv nyt medlem inden 15. december 2010 og modtag en gratis bog om anoreksi, bulimi og overspisning af psykolog Ziggy Møller. Medlemskabet gælder endvidere for resten af 2010 og hele Som medlem af LMS er du med til at støtte vores indsats for mennesker med spisefor-styrrelser og selvskade og deres pårørende, således at vi fortsat kan tilbyde gratis, anonym hjælp og rådgivning. Desuden får du information om diverse aktiviteter og modtager 4 gange om året vores nyhedsbladet, som du sidder med i hånden. Du kan melde dig ind: På eller Du kan også få tilsendt et girokort ved henvendelse på LMS@spiseforstyrrelser.dk eller på telefon Personligt medlemskab kr. pr. år Familiemedlemskab kr. pr. år Institutions-/firmamedlemskab kr. pr. år Giv et støttebeløb Både små og store støttebeløb er med til at gøre en forskel for sårbare børn, unge og voksne der kæmper med lavt selvværd, spiseforstyrrelser og selvskade. Din støtte er afgørende for vores arbejde. Din støtte gør det muligt for os at arbejde med forebyggende rådgivning og støttende efterbehandling. Den gør det muligt fortsat at arbejde for bedre behandlingsmuligheder, for at opsamle viden, informere og nedbryde tabuer. Du kan støtte vores sag på