Københavns Universitet Det Humanistiske Fakultet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling

Transkript

1 Københavns Universitet Det Humanistiske Fakultet Institut for Medier, Erkendelse og Formidling Eksamensspørgsmål til BA-modul VIII: 20. århundredes filosofi, Forår nr. 7: Giv en fremstilling af Poppers opfattelse af demarkationsproblemet og induktionsproblemet på basis af artiklen Science: Conjectures and Refutations. Indledning I denne opgave vil jeg først definere demarkationsproblemet og induktionsproblemet, ud fra artiklen Science: Conjectures and Refutations af Karl Popper, samt An Enquiry Concerning Human Understanding af David Hume. Dernæst vil jeg kort skitsere Poppers bevæggrunde for at beskæftige sig med disse problemer. Efterfølgende vil jeg redegøre for Poppers løsning af først demarkationsproblemet og siden induktionsproblemet. I forbindelse med Poppers løsning på induktionsproblemet vil jeg skitsere David Humes opfattelse af samme problem og gennemgå Poppers kritik af Hume. Jeg vil desuden kort skitsere den modtagelse, Poppers teori har fået i det filosofiske miljø. Demarkationsproblemet, induktionsproblemet og deres væsentlighed Ordet demarkation antyder at problemet angår en afgrænsning, og den afgrænsning Popper er interesseret i er afgrænsningen af hvad der kan kaldes en empirisk videnskab, og hvad der ikke kan. Han formulerer det som problemet om at skelne mellem systems of statements, of the empirical sciences, and all other statements (Popper 1963, p. 39). De udsagn der ikke stammer fra de empiriske videnskaber inkluderer både religiøse, metafysiske og pseudovidenskabelige spørgsmål. Heraf kan vi se at Popper nok er interesseret i at adskille empiriske videnskaber fra pseudovidenskaber (altså udsagn der fremsættes som videnskabelige, men rent faktisk ikke er det), men faktisk er hans anliggende endnu mere grundlæggende, idet de også skal adskilles fra f.eks. religiøse udsagn. Poppers ønske er altså at give en definition på hvad der overhovedet kan gøre et udsagn videnskabeligt. Induktionsproblemet er blevet kendt gennem David Hume, og omhandler videnskabernes praksis med at slutte fra tidligere hændelser (erfaringer) til lovmæssigheder. Hume mente at den menneskelige fornuft beskæftiger sig med to slags objekter, nemlig Relations of Ideas og Matters of Fact. Relations of Ideas er udsagn mennesket kan udlede ved tankens kraft alene, før enhver erfaring dvs. a priori udsagn. Matters of Fact er ifølge Hume rent erfaringsbaserede udsagn (Hume 1935, pp ). Videnskabernes problem er da, at sammenhænge og lovmæssigheder i naturen, som f.eks. kausale forhold, kun er noget vi kan slutte om på baggrund af erfaringen, vi kan ikke udtale os om det a priori. Det videnskaberne gør er dog, på baggrund af erfaringer, at slutte til hvad der altid vil ske: Hvis jeg slipper æblet i min hånd, vil det falde til jorden (grundet tyngdekraften). Videnskaberne slutter fra erfaringens begrænsede tilfælde til almene lovmæssigheder. Denne slutning, induktion, er imidlertid logisk ugyldig. Som Hume skriver i An Enquiry Concerning Human Understanding: all our experimental conclusions proceed upon the supposition that the future will be conformable to the past (Hume 1935, p. 35). Induktionsproblemet påpeger at denne

2 antagelse er logisk ugyldig. Popper anser Max Borns formulering af induktionsproblemet for at være en meget præcis erkendelse af dette: the statement of a law B depends on A always transcends experience (Popper 1963, p. 54). En lovmæssighed kan altså aldrig godtgøres på basis af vores erfaring. Poppers oprindelige inklination til at interessere sig for demarkationsproblemet var hans oplevelse af at fire fremherskende teorier omkring De fire teorier var Einsteins relativitetsteori, marxismen, Freuds psykoanalyse og Adlers individualpsykologi. Af disse fire betvivlede Popper i højere og højere grad de tre sidstes status som videnskaber. For at kunne begrunde dette måtte han beskæftige sig med demarkationsproblemet: Hvad gør et udsagn videnskabeligt? Observation og falsifikation Det der ifølge tilhængerne var så forjættende ved disse teorier var at de kunne forklare praktisk talt alle relevante erfaringer. Den marxistiske historiefortolkning, begrebet om det undertrykte hos Freud og Adlers begreb om mindreværdskomplekser syntes at kunne forklare og blive bekræftet i al tilgængelig empiri. Lige meget hvilken observation 1 man præsenterede for en analytiker fra en af de tre skoler, ville han kunne fortolke den i lyset af sin teori. Popper eksemplificerer dette i en marxists evne til at slå op i enhver avis, og på hver side finde bekræftelse på sin historiefortolkning, samt i psykologers evne til at fortolke fuldstændig komplementær adfærd ud fra de samme teorier, henholdsvis individualpsykologi og psykoanalyse (Popper 1963, p. 35). Til forskel fra disse tre teorier medførte Einsteins relativitetsteori nogle fysiske love, der kunne efterprøves. Poppers eksempel er, at Einsteins teori medførte, at lys ville tiltrækkes af masse. Dette kunne ved astronomiske observationer efterprøves, og havde observationerne været i modstrid med Einsteins teori (og var de troværdige) måtte teorien forkastes som forkert. Observationerne var i overensstemmelse med Einsteins teori, men Popper hæfter sig ved den betydelige risiko der havde været, for at teorien måtte forkastes eller revideres gennemgribende. Med Poppers ord, risikoen for at: The theory is incompatible with certain possible results of observation (Popper 1963, p. 36). Den usikkerhed at teorien ud fra visse observationer kunne vise sig at være falsk, som tilhængerne af de tre andre teorier så som en svaghed, opfattede Popper rent videnskabeligt som en styrke. De to grundlæggende forskelle på disse teorier var at den ene blev testet gennem falsifikation, dvs. forsøg på at modbevise teorien, hvorimod den anden blev bekræftet gennem verifikation (forsøg på at bevise teorien), og at det praktisk talt var umuligt at tænke sig observationer der kunne modbevise teorierne. Ud fra denne iagttagelse kommer Popper frem til, at gode videnskabelige teorier må være inkompatible med visse mulige observationer. Han formulerer det som, at de skal være forbud imod hændelser, og jo mere de forbyder, des bedre. En videnskabelig test går derfor ud på at falsificere en teori snarere end at verificere den, og observationer i overensstemmelse med en teori er strengt taget kun styrkende 1 Empirisk observation, eller i virkeligheden: udsagn henvisende til en empirisk observation. 1

3 for teoriens status, hvis observationen (eksperimentet) var et forsøg på at falsificere teorien. Sådanne observationer kalder Popper bekræftende evidens. Hvis der frembringes observationer som er i modstrid med en teori kan man i stedet for at forkaste teorien helt, frembringe ad hoc hypoteser, som indeholder yderligere forudsigelser, forbehold, el.lign. men ifølge Popper vil det ske på bekostning af teoriens videnskabelige status. Disse forhold opstiller Popper i syv punkter, som han opsummerer i følgende sætning: the criterion of the scientific status of a theory is its falsifiability, or refutability, or testability (Popper 1963, p. 37). Løsningen på demarkationsproblemet bliver for Popper altså falsifikationskriteriet: Kan en teori forklare hvordan den ville blive falsificeret (hvilken empiriske observationer der ville være i strid med den), er den videnskabelig. At en teori ikke er videnskabelig, udelukker dog ikke at den ikke kan indeholde vigtige begreber, og en dag udvikle sig til at blive videnskabelig. Faktisk mener Popper at stort set alle videnskaber oprindeligt har haft mytens form, og senere er blevet testbare (Popper 1963, p. 38). Den fremherskende opfattelse var, da Popper udviklede denne løsning på demarkationsproblemet, at teorier var videnskabelige hvis de kunne verificeres af observationer. I den helt radikale form, som f.eks. hos Ludwig Wittgenstein, ansås kun det som videnskab, som kan udledes fra observationer. Popper indvender mod dette, at videnskabelige teorier ofte implicerer langt mere end der kan udledes fra de observationer der ligger til grund for teorien, og at astrologiske teorier (der for Popper klart er pseudovidenskab) faktisk ikke bliver ekskluderet af Wittgensteins demarkationskriterium, da de også udledes fra observationer. Logisk og psykologisk tilgang til induktion Popper tager udgangspunkt i Humes teorier, i sin behandling af induktionsproblemet. Han medgiver Hume, at induktiv slutning i videnskaben ikke er logisk gyldigt. Hvis man forsøger at begrunde sine induktive slutninger med sin erfaring (at induktive slutninger hidtil har været succesfulde), slutter man blot endnu en gang induktivt, og vil, hvis man fortsætter ad dette spor, begynde en uendelig regres, dvs. rækken af induktive begrundelser vil aldrig stoppe (Popper 1963, p. 42). Dette viser i øvrigt at f.eks. Wittgensteins demarkationskriterium altid vil lede videnskabelige teorier til induktive slutninger, da disses lovmæssigheder nødvendigvis vil skulle udledes af et endeligt antal observationer. Hume forklarer denne tendens hos mennesket til at slutte induktivt, som en psykologisk tilbøjelighed hos os, nærmere bestemt som en vane i vores omgang med omverdenen. Når vi gentagne gange oplever at bestemte hændelser følger på hinanden, vender vi os ifølge Hume til at der i verden findes lovmæssigheder. Med Humes ord: All inferences from experience, therefore, are effects of custom, not of reasoning. (Hume 1935, p. 44). Hvor Popper godtager Humes logiske afvisning af induktion, afviser han Humes psykologiske forklaring af det samme fænomen. Han mener at Hume tager fejl mht. 2

4 hvilken psykologisk effekt gentagelse har for mennesker, hvordan vaner opstår samt hvad der kræves for at tro på lovmæssigheder (Popper 1963, p. 43). Ifølge Popper gør gentagelser os ikke ekstraordinært bevidste om sammenhænge i verden, men lader os nærmere ubevidst forvente sammenhænge vi har oplevet. Et af hans eksempler er, at de procedurer vi følger når vi kører på cykel, kun er fuldt ud i vores bevidsthed i indlæringsprocessen, mens vi bliver mindre og mindre bevidste om dem, jo oftere vi udfører dem. Vi bliver ifølge Popper, først bevidste om vores forventning, når den ikke bliver opfyldt: Når vi ikke oplever den lovmæssighed vi (ubevidst) forventede. Mht. vaners ophav, så er det vigtigt for Popper, at det er praksisser der er det oprindelige ophav. Vaner bliver måske først til vaner gennem gentagelse, som Hume mener, men det er gentagelser af en bestemt praksis som allerede var udført. Endelig gør Popper opmærksom på, at en enkelt observation godt kan skabe en forventning hos os. Hume forklarer dette fænomen med, at vi gennem lang tids omgang med verden er blevet vant til lovmæssigheder, og derfor antager dem på et mindre og mindre grundlag. Denne forklaring afviser Popper dog, med henvisning til at adfærden også findes hos spædbørn og dyreunger. Poppers kerneargument imod Humes psykologiske teori er imidlertid logisk funderet, og henvender sig imod at Hume baserer den på begrebet lighed. Som Hume skriver: we always presume, when we see like sensible qualities, that they have like secret powers, and expect that effects, similar to those which we have experienced, will follow from them. (Hume 1935, p. 32). Hele dette udsagn baserer sig på at vi opfatter ting som værende lig hinanden: Sansekvaliteter, hemmelige kræfter og virkninger skal vi alle kunne opfatte som lig hinanden, for at få den formodning der ligger til grund for at tro på lovmæssigheder. Popper påpeger at denne lighed er en lighed-for-os (Popper 1963, p. 44). Det er en subjektiv tolkning, når hændelser opfattes som ens eller lignende hinanden. Pointen er at når vi erfarer, vil vi altid have en subjektiv tolkning af sansningen og ifølge Popper indebærer denne tolkning altid en forventning om den er baseret på gentagelse (af tidligere erfaringer tolkede som lignende) eller ej. Forventninger kan ikke altid forklares ud fra en teori om gentagelse (som Hume ønsker), da det vil ende i en uendelig regres, hvor forventningen altid må have en tidligere erfaring som grundlag. Derfor må fortolkning af erfaringer som lignende hinanden i sidste ende stamme fra fortolkning, snarere end fra gentagelse. Popper mener ikke man kan forstå vores tilbøjelighed til at forvente lovmæssigheder ud fra en teori om oplevelse af gentagelser. I stedet bør vi forstå vores tilbøjelighed til at fortolke hændelser som gentagelser af lignende hændelser, ud fra en psykologisk teori om at vi forventer og søger efter lovmæssigheder (Popper 1963, p. 46). Anvendelsen af denne nye teori på vores videnskabelige praksis førte Popper til en ny teori om videnskabernes metode. Formodning og gendrivelse 3

5 Ved at tænke forventningen af lovmæssigheder som en del af det videnskabelige arbejde, opstod der en ny ide om videnskabernes praksis. I stedet for at forstå videnskaber som en system af udsagn udledt af observationer, forstås de nu som formodninger der formuleres om verden og efterfølgende testes, i et forsøg på en falsifikation eller gendrivelse af formodningen. Ud over at give de videnskabelige teorier en helt anden status, som formodninger snarere end viden, giver det også en ny opfattelse af de eksperimenter vi foretager os indenfor videnskaber. Fra at have status som observation af naturen, må eksperimenter nu opfattes som målrettede forsøg på at gendrive en formodning af noget vi fortolker som en lovmæssighed som en gentagelse af bestemte hændelser der følger på hinanden. Popper udtrykker karakteren af vores formodning om lovmæssigheder på følgende måde: Without waiting, passively, for repetitions to impress or impose regularities upon us, we actively try to impose regularities upon the world. We try to discover similarities in it, and to interpret it in terms of laws invented by us. (Popper 1963, p. 46) Det er en vigtig pointe for Popper, at vi forsøger at finde ligheder, og fortolker dem som love. Det er ikke sikkert at vi lykkes i disse foretagender, men det er en psykologisk tilbøjelighed hos os, at ville gøre det. Påstanden er nu, at vi under observation altid har nogle formodninger om hvilke hændelser vi vil opleve. Således mener Popper at vi altid møder verden med nogle forventninger, men at tidligt i livet er disse forventninger helt ubevidste. De er hvad han kalder medfødte forventninger. Netop fordi de medfødte forventninger er ubevidste, skriver han meget eksplicit at de ikke er ideer. De er blot reaktioner som viser, at barnet ubevidst forventede visse hændelser, i Poppers artikel eksemplificeret ved at spædbarnet forventer at blive ammet (Popper 1963, p. 47). Disse forventninger er ikke begrundet rationelt a priori, de er ifølge Popper i os logisk og psykologisk a priori, altså før enhver erfaring. Logisk, fordi gentagelse er en fortolkning snarere end noget verden indprenter i os, og psykologisk fordi fortolkningen netop er en psykologisk disposition. Således mener Popper, at vores forventninger kommer forud for observationer, stik modsat Humes teori om at forventninger dannes ved iagttagelse af gentagelser. Disse medfødte forventninger motiverer han ved barnets behov for dem. For at finde mad er det f.eks. en fordel at finde regelmæssigheder i moderens adfærd. I forbindelse med videnskabeligt arbejde skelner Popper imellem det han kalder den dogmatiske indstilling og den kritiske indstilling. Den dogmatiske indstilling er kendetegnet ved en stærk tro på vores formodninger om verden, og ved at personer der har denne indstilling i mindre grad er villige til at godtage modstridende observationer og dermed danne nye formodninger. Den kritiske indstilling er derimod kendetegnet ved at personer der har den, villigt tester deres formodninger og opgiver eller modificerer dem, hvis observationerne ikke er i overensstemmelse med dem. Deres tro 4

6 på deres formodninger er altså ikke så stærk som hos personer med den dogmatiske indstilling. Den dogmatiske indstilling er for Popper den man har, når man søger at verificere udsagn, og den kritiske den man har, når man forsøger at falsificere udsagn. Dermed bliver den kritiske indstilling for Popper den videnskabelige indstilling, hvorimod den dogmatiske er en pseudovidenskabelig indstilling. Den videnskabelige indstilling anser han i øvrigt for en udvikling af den pseudovidenskabelige, da vi fra første færd er disponeret til at finde sammenhænge, men ikke til at kritisere vores egne tolkninger af hændelser som følgende bestemte love. Desuden har den kritiske indstilling brug for teorier at kritisere, og ifølge Popper kunne sådanne teorier ikke være opstået uden den dogmatiske indstilling (Popper 1963, p. 50). I afsnittet Observation og falsifikation skrev jeg at en videnskabelig test for Popper går ud på at falsificere snarere end at verificere en teori. Dette betyder til gengæld at en teori i de empiriske videnskaber aldrig kan bevises. Vores teorier er altid kun tentativt accepterede hypoteser om hvordan verden kunne være indrettet. Selvom teorier aldrig kan bevises er logisk ræsonnement dog et vigtigt element i de empiriske videnskaber, da det kan bruges til at udlede konsekvenserne af vores teorier, og dermed også hjælpe os til at opstille eksperimenter der kan teste teorierne. Logisk ræsonnement kan blot ikke, som også Hume gjorde opmærksom på, bruges til at udlede eller bevise vores teorier ud fra observationer (Popper 1963, p. 51). Popper mener hermed at have løst induktionsproblemet: Vi inducerer aldrig i videnskaberne, da vi ikke begynder med observationer, men begynder med teorier. Videnskabernes metode bliver nu rationelt acceptabel, da den kritiske indstilling sørger for, at vi kun forlader os på teorier, som vi endnu ikke har kunnet falsificere. Vi forlader os så at sige på de ikke-falsificerede teorier om verden, som forklarer mest muligt. Ifølge Popper er grunden til, at vi har så stærk en opfattelse af induktion som den videnskabelige metode, at vi ønsker et demarkationskriterium for hvad der er videnskab, og hvad der ikke er videnskab. Tidligere var induktion som metode det der virkede mest intuitivt, under antagelse af at videnskaberne udformede teorier ud fra observationer, og dermed kunne induktion også fungere som demarkationskriterium. Man baserede de empiriske videnskaber på en logisk ugyldig slutningsform, for til gengæld at få et kriterium for hvad der skilte videnskab fra pseudovidenskab. Med Poppers nye løsning af demarkationsproblemet, anvendelsen af falsifikationskriteriet, bliver induktionsproblemet altså løst, da videnskaberne med brug af falsifikation som metode ikke bliver tvunget ud i induktion (Popper 1963, p. 53). Induktionsproblemet hviler, ifølge Popper, på tre princippers konflikt, nemlig a) umuligheden af at bevise en lov ud fra observationer, b) videnskabernes hævdelse af love samt c) at videnskaberne kun kan vurdere teorier ud fra empiri, altså observationer. Men når metoden er falsifikation, snarere end verifikation, er slutningsmåden ikke længere induktion, men en form for deduktion, og derfor logisk gyldig. De tre principper der skaber induktionsproblemet kommer altså ikke i konflikt, når man antager falsifikation som videnskabelig metode. 5

7 Kritik af løsningen på induktionsproblemet Popper mener grundlæggende at induktionsproblemet består af tre forskellige problemstillinger: 1) Demarkationsproblemet, hvordan vi skelner mellem videnskab og pseudovidenskab, 2) det fornuftige ved den videnskabelige metode og observationens rolle i forhold til denne samt 3) det fornuftige ved at acceptere videnskabelige teorier. Popper mener at have givet løsninger på alle tre problemer igennem sine overvejelser om falsifikation, formodninger og gendrivelser. Popper skriver i artiklen at hans overvejelser ikke er blevet behandlet seriøst af det filosofiske miljø. Siden han skrev artiklen har han dog opnået stor anerkendelse for sine teorier. Således er der også skrevet kritiske svar til Poppers teorier. Jeg vil her kort nævne en indvending, som går på observationer og falsifikationens rolle i Poppers teori. 2 Kritikken lyder, at hvis alle observationer er tolkninger af hændelser, hvordan kan man så med sikkerhed afgøre, hvorvidt en observation er en gendrivelse, en falsifikation af teorien? Hvis man kan forestille sig en observation der vil kunne falsificere en teori, så må man kunne afgøre hvorvidt en aktuel observation er et eksempel på den forestillede observation, og Poppers teori giver umiddelbart ikke noget svar på hvilke kriterier dette skal ske efter. Konklusion De to grundlæggende problemer, Popper beskæftiger sig med i artiklen Science: Conjectures and Refutations, er demarkationsproblemet og induktionsproblemet, som Popper opfatter som tæt sammenknyttede. Disse problemer omhandler videnskabens metode, og hvad der gør den videnskabelig. Poppers interesse for problemerne stammer fra hans oplevelse af forskellige teorier i begyndelsen af det tyvende århundrede. Hans løsning af problemerne bygger på at opfatte videnskabens metode som falsifikation i stedet for verifikation, hvilket resulterer i at videnskaben slutter deduktivt snarere end induktivt. Poppers teori er i høj grad en kritik af Humes teori, som forsøger at forklare induktion psykologisk. Poppers teorier er i sidste halvdel af det andet århundrede blevet meget anerkendt, hvilket bl.a. har givet sig udslag i en kritik af grundlaget for at falsificere teorier. Litteratur - Hume, David, An Enquiry Concerning Human Understanding, And Selections From A Treatise Of Human Nature, The Open Court Publishing Company: Chicago, Popper, Karl, Science: Conjectures and Refutations i: Popper, Karl, Conjectures and Refutations: The Growth of Scientific Knowledge, Routledge: London, Thornton, Stephen, Karl Popper, The Stanford Encyclopedia of Philosophy (Winter 2011 Edition), Edward N. Zalta (ed.). Kapitel 9: Critical Evaluation Kilde: 2 Jf. kapitel 9, Critical Evaluation, i artiklen Karl Popper fra Stanford Encyclopedia of Philosophy. 6