OBM 2830, Tyrsbjergvej etape II.

Transkript

1 OBM 2830, Tyrsbjergvej etape II. - Arkæologisk udgravning af gårdstomter fra perioden e.kr. Af Arkæolog Michael Borre Lundø Arkæologisk Rapport nr. 354, 2012

2 Indledning.s. 3 Udgravningens forhistorie...s. 3 Udgravningens hovedresultater og perspektiver...s. 4 Landskabet s. 8 Udgravningens data..s. 8 Udgravningens metode.s. 9 Dataliste..s. 9 Litteraturliste.s. 10 Tidstavle.....s. 11 2

3 Indledning Denne bygherrerapport omhandler forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning af et nyt boligareal i Villestofte, nordøst for Odense. Bygherre på projektet var Odense Kommune. Ved undersøgelsen fremkom hustomter fra både ældre og yngre jernalder, hvor sidstnævnte er særdeles interessant. Forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning fandt sted i foråret og sommeren Daglig udgravningsleder for udgravningen var stud. mag. Sune Villumsen. Ansvarlig Museumsinspektør er Jesper Hansen. Udgravningens forhistorie Forud for byggemodningen af det kvadratmeter store areal udbad Odense Kommune sig en udtalelse omkring de arkæologiske interesser i området. I 2007 blev der udgravet dele af en boplads fra yngre romersk jernalder (ca e.kr.) på arealet umiddelbart øst for det berørte areal (OBM2830 etape I). Omkring 1 km mod nord har museet undersøgt lokaliteter fra ældre og yngre romersk jernalder (OBM2820 og OBM3946), hvor der fremkom hustomter, kulturlag og et mindre gravfelt. Mod nordøst, hvor Ryds Å løber sammen med Stavids Å, er der fundet et mindre krigsbytteoffer fra yngre romersk jernalder (SB. nr ; OBM1694). Sammenholdt med ovenstående samt arealets størrelse var det således sandsynligt, at der indenfor det berørte areal ville fremkomme jordfaste fortidsminder omfattet af museumslovens 27. I foråret 2009 foretog Odense Bys Museer en forundersøgelse af arealet, og her blev det klart, at bopladsområdet, der blev udgravet i 2007 fortsatte mod vest ind på nærværende areal. På baggrund af forundersøgelsen blev et samlet areal på kvadratmeter indstillet til en egentlig arkæologisk undersøgelse. Fig. 1. På kortet ses placeringen af de undersøgte lokaliteter samt dem omtrentlige placering for fundet af Villestofte krigsbytteofferet. Figur: Michael Borre Lundø. 3

4 Udgravningens hovedresultater og perspektiver Følgende opsummeres resultaterne fra forundersøgelsen og udgravningen samlet, opstillet under de respektive periodeafsnit i kronologisk rækkefølge. For absolutte årstal henvises til tidslinjen bagerst i rapporten. Fig. 3. Tyknakket økse fra bondestenalderen. Foto: Odense Bys Museer. Yngre bondestenalder Fra denne periode stammer et enkelt fund (x248) i form af en tyknakket økse, der stammer fra den periode af bondestenalderen, der kaldes Enkeltgravskultur. Fundet vidner om stenalderfolkets tilstedeværelse i området. De flade, sandede terrasser på lokaliteten, med den korte afstand til Ryd å, ville også favorisere bopladser fra stenalderen. Desværre er sådanne bopladser oftest helt bortpløjet, og flintredskaberne er således at finde i selve pløjelaget som her. Fig. 2. Udgravningsoversigt. Udgravningsfelter der omtales i rapporten er markeret ved fed skrift Ældre jernalder Fra den ældre jernalder stammer enkelte sikkert daterede hustomter. Det er muligt at flere af de udaterede hustomter vil kunne placeres inden for perioden, men det generelle indtryk er, at der næppe har været tale om mere end to måske tre samtidige gårde på lokaliteten. Det drejer sig blandt andet om en mindre hustomt i felt AYT og ligeledes i felt AWN. Ydermere er det muligt, at der i felt AXF også ses de dårligt bevarede rester af en hustomt. Hustomten fra felt AWN er via kulstof 14 dateret til tiden fra e.kr, mens hustomten fra felt AYT er dateret til fra 117 f.kr 75 e.kr. Som ovennævnt kan de to hustomter dermed sagtens være samtidige I jernalderens huse blev taget båret af to rækker af tagbærende stolper, der stod parallelt i husets længderetning, og det er hullerne efter de jordgravede stolper, som arkæologerne undersøger. Som det er vanligt for perioden er hustomterne relativt små, og de har næppe været længere end 15 meter, mens bredden har været omkring 5 meter. Faktaboks Langhuset, eller hovedhuset som det også benævnes, udgør grundenheden i jernaldersamfundet, idet den vestlige halvdel af huset har udgjort beboelsen, og den østlige halvdel stalden til beboernes dyr. De mindre langhuse har oftest kun tjent den ene af de to funktioner eller måske en helt tredje, mere specialiseret funktion og benævnes oftest økonomibygninger. Hver hustomt, eller langhus som det også kaldes, har dannet rammen omkring en families liv og dagligdag. I langhus K15 i felt AWN (fig. X.), blev der fundet et nedgravet lerkar i husets vestlige del. Dette understøtter i det mindste formodningen om beboelsen mod vest. Lerkarrets har antagelig været benyttet som en art svale eller køleskab. Lerkarrets randdiameter kunne måles til 65 cm og det anslås at karret har været mindst lige så højt. Til langhuset hører formodentlig også en del nedgravninger de såkaldte gruber hvor beboerne har gravet efter ler og sidenhen genopfyldt hullerne med bopladsaffald i form af lerkarskår og både brændte og ubrændte dyreknogler. Et næsten identisk billede ses i felterne AXF og AYT, hvor der også blev undersøgt et enkelt langhus og tilhørende gruber. Der synes altså næsten tale 4

5 Fig. x. I felt AWN undersøgtes et delvist bevaret langhus, fra ældre jernalder hvor der i det nordvestlige hjørne var nedsat et stort forrådskar, der kan have fungeret som en art køle eller svaleskab. Ned blåt er markeret en fugtig lavning, hvor husets beboere har bortskaffet deres affald, og her blev fundet en del lerkarskår. Figur: Michael Borre Lundø. om helt ensartede gårdsenheder bestående af et langhus med beboelse og stald. I den efterfølgende periode ændres dette billede dog en smule. Yngre romersk eller ældre germansk jernalder. I modsætning til den foregående periode, er gården nu vokset. Hovedhuset har nu en længde på meter, ligesom der nu også ses flere mindre bygninger i forbindelse med hovedhuset. Der foruden ses hegnsforløb, der har omkranset bygningerne, der tilhørte gården. Man begynder altså at kunne ane de første tegn på en begyndende brugsret over jord. Hvorvidt der endnu er tale om en egentlig ejendomsret er uvist, men det er tydeligt, at der nu ses en klar markering af, hvad der er privat. Til denne periode henføres resten af de undersøgte hustomter på lokaliteten, og overordnet synes der igen at tegne sig et billede af et par samtidige gårdsenheder, der kan følges i flere faser eller generationer om man vil. I flere tilfælde kunne det ses, hvordan det enkelte hus var blevet nedbrudt og genopbygget på det samme sted op til tre gange. Langhusene på lokaliteten var generelt dårligt bevarede, og det var således kun hullerne efter de tagbærende stolper, der var tilbage. En hustomt (K21) skilte sig markant ud ved dimensionerne på de tagbærende stolper, der målte omtrent én meter i bredden og tilsvarende i dybden. Hvordan disse meget kraftige stolpehuller skal tolkes er usikkert. Det er nærliggende at se det som et udtryk for et særdeles kraftigt konstrueret bygningsværk, og det er ikke umuligt, at det har været i to etager. Langhus K21 udgør hovedhuset i en gårdsenhed, der er omkranset af et delvist bevaret hegnsforløb, der synes at have været delvist tagdækket. Gårdsenheden er dateret via forkullet korn fra tagstolpehullerne til tiden mellem e. Kr. I fem af de seks tagstolpehuller var der rester af eller helt intakte stenfundament i bunden. Enkelte funda- Faktaboks En gård er en fælles betegnelse for de bygninger, der har været knyttet sammen som en samlet enhed. En gård består af et langhus brugt som bolig og stald og derudover et eller flere udhuse eller økonomibygninger, der oftest er mindre end hovedhuset. Desuden er der eventuelt et hegn, der indhegner gårdspladsen. 5

6 Fig. x. Stenfundament i bunden af et stolpehul til det kraftigt funderede langhus K21.Foto: Odense Bys Museer. Fig. x. Drejekværn i et stolpehul til det kraftigt funderede langhus K21.Foto: Odense Bys Museer. menter indeholdt hele eller dele af drejekværne, der har været brugt til at male korn til mel. Noget lignende er ikke tidligere fundet inden for museets ansvarsområde, men skikken kendes fra Mälarområdet i Sverige, og tolkes her som en form for offertradition. Noget tyder altså på, at dette hus har indtaget en særpositon i gårdsenheden. Den opgravede jord fra stolpehullerne er blevet tørret og siet i et finmasket net. Efterfølgende overhældes jorden med vand, hvorved lettere materiale så som trækul og forkullede korn og plantedele vil flyde ovenpå. Indholdet af forkullet materiale i den opgravede jord fra netop K21 indeholdt en del forkullede korn, der er blevet analyseret ved Moesgård Museums naturvidenskabelige afdeling (Jensen 2011). Herfra konkluderes, at fordelingen af korn fra jorden i de tagbærende stolpehuller må betyde, at der i husets vestlige del er blevet arbejdet med byg, mens husets østlige del har været forbeholdt arbejde med rug. At der er blevet arbejdet med korn i K21 kan muligvis også til dels forklare fundet af drejekværne og kværnstensfragmenterne i stolpehullerne. Som ovennævnt tolkes de som en form for offerskik, og det har måske været beboernes måde at ønske en givtig høst og fremgang for familien, den dag husbyggeriet blev påbegyndt. Afslutning og perspektivering På baggrund af fundspredningen samt C-14 dateringerne må det konkluderes, at der på det samlede areal for etape 1 og 2 er ubrudt bebyggelseskontinuitet fra starten eller midten af førromersk jernalder og frem til og med ældre germansk jernalder (ca. 250 f. Kr. til 550 e.kr.). Det har dog ikke lykkes i forundersøgelsen præcist at lokalisere husene fra bl.a. førromersk jernalder, som man må formode, baseret på bl.a. keramikfund, ligger i den sydøstlige del af undersøgelsesområdet. Fig. x. Grafisk fremstilling af en gårdsenhed bestående af et hovedhus og et delvist omkransende, tagdækket hegn. Figur: Odense Bys Museer. 6

7 Fig. X. Lerkar fundet i en grube. Lerkarret stammer fra førromersk jernalders sidste halvdel (250-0 f.kr.) Der er tale om et såkaldt hul eller si-kar, der blandt andet kan være anvendt i fremstillingen af ost. Foto: Odense Bys Museer. Samlet set tegnes der et bebyggelsesbillede, hvor en enkelt eller to gårde rykker rundt inden for et afgrænset ressourceområde. Lokaliteten bidrager dermed med en unik mulighed for at følge udviklingen i hvad der højst sandsynligt må betegnes som en enkeltgårdsbebyggelse. Hvorvidt man skal se det store hus K21 som et hus med en særlig status er endnu for tidligt at svare på. Hustypen er ikke ukendt, men endnu er fundene så få, at hustypen ikke sikkert kan indplaceres i en bestemt kulturel eller social sammenhæng. Det skal dog nævnes, at en lignende bygning blev undersøgt ved en udgravning umiddelbart øst for Odense (OBM2823), og her fremkom en sølvskat i hullet til en tagbærende stolpe. Noget der igen understreger husets særlige position. Keramikken er særligt fundet i større mængder i de gruber og kulturlag, som knytter sig til bebyggelsen. Der var generelt mange kar repræsenteret i de enkelte gruber og kulturlag (fig. X.), hvorfor man må tolke gruberne som sekundært opfyldte med gårdens affald. Hovedparten er den mere snævert daterbare keramik dateres til enten yngre førromersk eller ældre romersk jernalder. Der er dog enkelte fundnumre (x215, x228 og x230), som kan dateres snævert til førromersk jernalder, sandsynligvis mellemste førromerske jernalder, og som altså tydeligt repræsentere end ældre fase af bebyggelsen end den som hovedparten af keramikmaterialet daterer sig til. Disse fund stammer fra gruber i søgegrøfterne, og må formodes at knytte sig til en ikke erkendt førromersk bebyggelse. Det er påfaldende, at der ikke er fundet keramik, der er snævert daterbart til yngre romersk eller ældre germansk jernalder i kraft af, at bebyggelsen fra denne periode er markant tilstede på lokaliteten. Det er dog langt fra et ukendt fænomen, at fundmængden på yngre jernalders bopladser er markant mindre end på tilsvarende bopladser fra ældre jernalder. Forskellen må højst sandsynligt ses som et udtryk for en markant anderledes affaldshåndtering. Fig. X. Den helt sorte jord er et såkaldt kulturlag. Kulturlaget er aflejret i en naturlig lavning, hvor jernaldermenneskene har bortskaffet deres husholdningsaffald. Foto: Odense Bys Museer. 7

8 Knoglematerialet på OBM2830 var ganske lille, og er ikke blevet underlagt en egentlig undersøgelse. Knoglerne er dog blevet gennemset af Fil.mag. Andreas Hårde og der er fortrinsvis tale om knogler og tænder fra de for jernalderen så almindelige dyr får og svin. lettere kuperet med enkelte bakkeknolde. Mod syd falder terrænnet kraftigt ned mod Ryds Å. Syd for felt BDR falder koten fra 14 til 6 meter over Dansk Normal Nul (DNN) i bunden af ådalen på mindre end 130 meter. Området er præget af små naturlige terrasser med i dag tørre lavninger, der før har været fugtige. Lokaliteten ligger mellem 14 og 16 meter over DNN. Undergrunden består overvejende af gult og lysgult sand eller let leret sand. Efter udgangen af 500-tallet forsvinder bebyggelsen tilsyneladende fra lokaliteten. Hvor gårdene efterfølgende er flyttet hen er usikkert, men det generelle biller er, at der langsomt sker Udgravningens data en sammentrækning af jernalderbebyggelsen i 6Nedenstående gennemgås hovedtrækkene i den ad8 årh. hen mod det der bliver til den historiske ministrative sagsgang. landsby. Landskabet Landskabet omkring Villestofte er stærkt påvirket af smeltevandet fra slutningen af den sidste istid, der har skåret mere eller mindre dybe tunneldale og smeltevandsdale resulterende i det landskab, der ses i dag. Landskabet præges af Stavids Å og Ryds Å, der danner et naturligt næs, der mod nord, syd, øst og vest afgrænses af å-løbene. Undersøgelsesområdet er beliggende på den sydlige del af næsset og afgrænses mod syd af ådalen til Ryds Å. Terrænet er Bygherre (Odense Kommune, att: Peter Rosen Madsen) udbeder budget for arkæologisk forundersøgelse ved Tyrsbjegvej Bygherre godkender budgettet for den arkæologiske forundersøgelse Den arkæologiske forundersøgelse afsluttes Museet fremsender budget for den arkæologiske undersøgelse til bygherre Bygherre godkender budgettet for den arkæologiske undersøgelse. Fig. x. Højkantskort fra sidste halvdel af 1800-tallet. Kortet giver et lidt mere retvisende indtryk af landskabet og især udstrækningen af eng og vådbundsarealer inden den intensive dræning. Figur: Michael Borre Lundø. 8

9 Det undersøgte areal frigives til det planlagte anlægsarbejde. moms. Sagen er hermed regnskabsmæssigt afsluttet Museet fremsender den endelige afregning for den arkæologiske undersøgelse og sagen afsluttes regnskabsmæssigt. Udgravningens metode Forundersøgelse: Ved forundersøgelsen blev søgegrøfterne udlagt omtrent nord-syd med en indbyrdes afstand på cirka 20 meter. Mulden blev afrømmet med maskine til undergrund. Fremkomne anlæg blev indridset med skovl, markeret med en blomsterpind og tildelt et fortløbende anlægsnummer. Der blev lavet udvidelser omkring stolpehuller, der kunne tænkes at indgå i konstruktioner. Der blev påvist en del større og mindre vådområder spredt over hele forundersøgelsesområdet. Hovedparten blev med maskinen snittet til undergrund. Den gennemsnitlige dybde lå omkring 1 m. Fyldet i vådområderne var forholdsvis ens: øverst et sortbrunt til sort humøst lag af varierende tykkelse og herunder et meget humøst sort tørvelignende lag med varierende mængde af pinde og grene. Der blev i alle vådområder ledt efter fund med skovl, men hovedparten var tilsyneladende fundtomme. Der var trækul i hovedparten af vådområderne, men i meget varierende grad fra enkelte nister til plamager. Udgravning: Med maskine blev mulden afrømmet til undergrund. Fremkomne anlæg blev indridset med skovl, markeret med en blomsterpind og tildelt et fortløbende anlægsnummer. Efter indmåling med GPS blev hovedparten af alle ikke tydeligt moderne anlæg snittet med spade og beskrevet samt evt. tegnet. Enkelte større gruber samt kulturlag blev snitte med maskine. Det var dog på grund af tidspres ikke muligt at snitte alle anlæg, Især på felterne AXF, AYN og BDP er der kun snittet et begrænset repræsentativ udsnit af anlæggene, da det umiddelbart var tydeligt, at disse felter udgjorde perifere områder i forhold til bebyggelsen på felterne AYT, AWN og BDR. I konstruktionerne blev alle stolpehuller snittet og tegnet i profil i 1:20. Stolpehullerne i K21 blev dog på baggrund af deres særlige karakter tegnet i 1:10. Hvis ikke andet er nævnt i anlægsbeskrivelsen er anlægget at betragte som klart afgrænset i forhold til undergrunden. Fylden fra stolpehullerne i K21 blev tørsoldet i 5 mm sold. Ud over et maskinsnit blev kulturlaget ARD undersøgt ved tre kvadratmeterfelter, som blev vådsoldet i 5 mm sold. Alle anlæg i samtlige felter blev efter muldafrømningen under- Fig. x. Større gruber graves med gravemaskinen. Den ene halvdel bortgraves, så det tilbageværende profil kan registreres i forhold til form og dybde, der kan være vigtig ved tolkningen af grubens funktion. Foto: Odense Bys Museer. 9

10 søgt med detektor hvorved der fremkom flere metalfund. Samtlige fund fra stolpehullerne er x-nummereret og hjemtaget, med mindre der var tale om meget små stykker. I så fald er tilstedeværelsen og en eventuel datering af keramikken blot anført i anlægsbeskrivelsen. Fra gruber med meget keramik er kun karakteristiske og nærmere daterbare skår hjemtaget. Alle knogler er indsamlet og knoglerne er vejet på WE- DO Digi2000 der vejer ned til 1 gram. Der blev udtaget 92 jordprøver til flotering, primært fra stolpehullerne i de erkendte konstruktioner. Floteringsprøverne er behandlet af Moesgårds konserverings og naturvidenskabelige afdeling. Efter prøvemodtagelsen på Moesgård blev alle prøver indledningsvis tørret og floteret af arbejdsmand Arne Aakær Rasmussen på Moesgård Museums floteringsanlæg. Eventuelle makrofossiler opfanges i et stofnet med maskestørrelser på godt 0,25 mm. Floteringsprøven i stofnettet tørres og er efterfølgende klar til gennemsyn, mens den tunge floteringsrest, der ligger tilbage i floteringsmaskinen efter den afsluttede flotering, tørres og gemmes separat. Litteraturliste -Jensen, P. M. 2011: Arkæobotanisk analyse af prøve fra Tyrsbjergvej (OBM 2830, FHM 4296/567), fra ældre germansk jernalder. Rapport fra Moesgårds konserverings og naturvidenskabelig afdeling. Dataliste Lokalitetens journalnummer er: OBM2830, Tyrsbjervej etape 2, Pårup sogn. Kulturstyrelsens nummer er: /OBM Forundersøgelsen blev udført i perioden 1/ / af cand.mag. Michael L. Jakobsen. Stud.mag Sune Villumsen deltog i forbindelse med opmåling. Den efterfølgende udgravning blev udført i perioden 11/ / med stud.mag. Sune Villumsen som daglig leder. Derudover deltog fil.mag. Fredrik Strandmark, cand.mag. Charlotte Kolmos, cand.mag. Karin Roug, ma. Olga Sjöstrand, stud.mag. Marius Nakling, stud.mag. Marianne Bloch Hansen, stud.mag. Christina Lütgen og stud.mag. Jesper Jensen. Oldsager og dokumentation opbevares på Odense Bys Museer. 10

11 11