OBM 5525, Campus etape II

Transkript

1 OBM 5525, Campus etape II - Arkæologisk udgravning af gårdstomter fra yngre romersk og germansk jernalder (ca e.kr.). Af arkæolog Michael Borre Lundø. Arkæologisk Rapport nr. 355, 2012

2 Indledning.s. 3 Udgravningens forhistorie...s. 3 Udgravningens hovedresultater og perspektiver...s. 4 Landskabet s. 9 Udgravningens data..s. 9 Udgravningens metode.s. 10 Dataliste.s. 11 Litteraturliste.s. 11 Tidstavle.....s. 12 2

3 Indledning Denne bygherrerapport omhandler forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning af et større areal forud for udbygningen af campusarealet ved Syddansk Universitet. Arealet udgør etape 2 af byggeprojektet. Bygherre på projektet er Freja Ejendomme A/S. Nørregade 40, 2. Postboks 1163, 1010 København K Ved undersøgelsen fremkom primært hustomter fra perioden yngre romersk til yngre germansk jernalder ca e. Kr. Forundersøgelsen og den efterfølgende udgravning fandt sted i henholdsvis forsommer og sensommer jordfæstegrav. Også mod sydøst er der ved rekogno2010. Daglig udgravningsleder for udgravningen var scering på et område, hvor der skulle anlægges stadimag. art. Christian Juel. Ansvarlig Museumsinspekon og boldbaner påvist forhistoriske bebyggelsestør er Jesper Hansen. spor (OBM2249; ). Omtrent 1 kilometer syd for lokaliteten ( ) fandt i 1874 arbejdsmand Hans Rasmussen, Ejby, en guldskat bestående af mønter, et sværdskedebeslag, tre fingerringe og15 brudstykker af ringguld, som han fik 139 rigsdaler I forbindelse med forberedelserne til et videns cenfor. Skatten kendes som Killerupskatten. ter nær Odense Universitet ønskes et samlet projektareal på 36 ha. forundersøgt. Efter bygherres ønske er det projekterede areal delt op i tre etaper, hvoraf nærværende beretning dækker over etape II og omfatter både forundersøgelse og udgravning. Udgravningens forhistorie Umiddelbart syd for arealet er der i 1998 udgravet den centrale del af en intensiv bebyggelse, der ud fra hustypologien må dateres til ældre germansk jernalder (OBM8549; ). Der kunne i alt udskilles 6 delvist afrømmede hustomter. Omkring 600 meter mod sydøst (OBM3375; ) er der ved landsbyen Killerup opsamlet et tyreformet drikkehornsbeslag med tilhørende kædeophæng. Der foreligger ikke præcise fundoplysninger. Drikkehornsbeslaget stammer utvivlsomt fra en forstyrret Fig. 1. På kortet ses placeringen af de undersøgte lokaliteter samt dem omtrentlige placering for fundet af Killerupskatten. Figur: Michael Borre Lundø. 3

4 Fig. 2. Udgravningsoversigt. Forundersøgelsens søgegrøfter med de indstillede arealer markeret ved en tyk rød streg. Figur: Michael Borre Lundø. Inden for nærområdet er der således påtruffet bebyggelsesspor fra flere perioder, og med den tætte tilknytning til OBM8549, samt undersøgelsen af hustomter fra bronze -og jernalder på etape I, var det forventeligt, at der ville forekomme jordfaste fortidsminder på det berørte areal anlægget dog til romersk jernalder. Fem hegnsforløb, der tilknyttes bebyggelsen og som sådan ligeledes dateres til yngre romersk eller germansk jernalder. Forundersøgelsen viste da også bebyggelsesspor fra især yngre romersk og germansk jernalder. På baggrund af forundersøgelsen blev et samlet areal på omtrent 1,3 hektar indstillet til arkæologisk udgravning. Udgravningens hovedresultater og perspektiver Det indstillede areal udgøres af fire delområder på henholdsvis område 1: m2, område 2: m2, område 3: m2, område 4: 225 m2 se fig. 2. I alt kunne der udskilles: 15 hustomter, hvoraf de 14 udgøres af treskibede langhuse og én enkelt af et firestolpeanlæg. Langt den overvejende del af hustomterne dateres såvel hustypologisk som naturvidenskabeligt til perioden yngre romersk eller germansk jernalder. Firestolpe- Faktaboks I det treskibede langhus bæres taget af to rækker af stolper, der står orienteret i husets længderetning. Det er disse såkaldte tagbærende stolpesæt (de tilbageværende spor efter de jordgravede stolper), som arkæologerne blandt andet er på udkig efter i forundersøgelsen. 4

5 Fig. 3. Renset udgravningsoversigt hvor kun stolpehuller, der indgår i hustomterne, er med. Figur: Michael Borre Lundø. Én brønd, der via naturvidenskab dateres til ældre germansk jernalder. 70 gruber, hvoraf 11 udgøres af kogestensgruber (jordovne). Funktionen af de resterende gruber har ikke kunnet bestemmes nærmere, men der er formentlig tale om større eller mindre materialetagningsgruber, der sekundært er blevet opfyldt med bopladsaffald. Andre har fungeret som brønde. 6 agerrene, der udgør resterne efter agersystemet fra middelalder eller efterreformatorisk tid. De resterende anlæg udgøres enten af naturfænomener, udgåede anlæg eller af anlæg af en tydelig moderne karakter. Der blev i alt hjemtaget 132 nummererede fund, hvoraf de 102 udgøres af jordprøver til naturvidenskabelige analyser. De resterende fund består af enkelte lerkarskår, knogler og lidt flint. Enkelte mere opsigtsvækkende fund beskrives under de respektive periodeafsnit. Følgende opsummeres resultaterne fra udgravningen samlet, opstillet under de respektive periodeafsnit i kronologisk rækkefølge. For absolutte årstal henvises til tidslinjen bagerst i rapporten. Bondestenalder eller bronzealder Fra denne periode stammer enkelte fund i form af flintredskaber, der ikke kan dateres nærmere end sten eller bronzealder..de flade, sandede arealer på lokaliteten, med den korte afstand til Lindved å, ville også favorisere bopladser fra sten og bronzealder. Især bopladser fra stenalderen er oftest helt bortpløjet, og flintredskaberne er således at finde i selve pløjelaget som her (fig. 4). Ældre eller yngre romersk jernalder. Til denne periode henregnes blot en mindre hustomt i område 3, der er AMS dateret til e. Kr. Hustomten er for lille til at udgøre et egentlig beboelseshus, og må nærmere betegnes som en art Fig. 4. Stenredskab fra sten eller bronzealder. Foto: Odense Bys Museer. 5

6 Faktaboks Langhuset, eller hovedhuset som det også benævnes, udgør grundenheden i jernaldersamfundet, idet den vestlige halvdel af huset har udgjort beboelsen, og den østlige halvdel stalden til beboernes dyr. De mindre langhuse har oftest kun tjent den ene af de to funktioner eller måske en helt tredje, mere specialiseret funktion og benævnes oftest økonomibygninger. lade eller værkstedsbygning. Der kunne ikke udskilles yderligere anlæg til denne periode, men det må formodes at hustomten tilhører en gårdsenhed hvortil selve beboelseshuset ligger længere mod syd under den eksisterende Moseskovvej. Yngre romersk eller ældre germansk jernalder. Til denne periode henregnes omtrent halvdelen af de undersøgte hustomter på lokaliteten. Hustomterne til denne periode befinder sig alle på den sydlige del af arealet (område 2, 3 på fig. 3), og udgøres af 3-4 samtidige langhuse, hvoraf kun en enkelt hustomt er afdækket i sin fulde længde. Dette hus har oprindelig haft en længde på meter og en bredde på omkring 5-6 meter. Hver langhus har dannet rammen omkring en families liv og dagligdag. Til det fuldt afdækkede langhus kunne der også tilknyttes en mindre økonomibygning samt et hegnsforløb, der har omkranset bygningerne, der tilhørte gården. Man begynder altså at kunne ane de første tegn på en form for brugsret over jorden. Hvorvidt der endnu er tale om en egentlig ejendomsret er uvist, men det er tydeligt, at der nu ses en klar markering af, hvad der er privat. Som det er vanligt for denne periode af forhistorien var fundmaterialet ganske sparsomt, og der fremkom ingen lerkarskår til en nærmere datering. Til gengæld forekom der ofte forkullede korn i den opgravede jord fra stolpehullerne (jf. metodeafsnit), og disse kunne bruges til en kulstof 14 datering. Langhusene kunne alle dateres til tidsrummet e. Kr., hvilket efter datidens målestok må have omfattet to generationer. Dette kom også til udtryk i hustomterne, hvor det i et enkelt tilfælde kunne ses, at gården var blevet nedbrudt og genopbygget på nøjagtig det samme sted se fig. 5. Faktaboks En gård er en fælles betegnelse for de bygninger, der har været knyttet sammen som en samlet enhed. En gård består af et langhus brugt som bolig og stald og derudover et eller flere udhuse eller økonomibygninger, der oftest er mindre end hovedhuset. Ofte findes spor efter hegnsforløb, der indhegner gårdspladsen. Fig. 5. To faser eller generationer i et tagbærende stolpehul. Foto: Christian Juel, Odense Bys Museer. Fig. 6. Grafisk fremstilling af en gårdsenhed bestående af et hovedhus og et delvist omkransende, tagdækket hegn. Figur: Odense Bys Museer. 6

7 Ældre eller yngre germansk jernalder. Til denne periode henføres resten af de undersøgte hustomter i område 1 samt et hegnsforløb til en delvist afdækket gårdsenhed i område 4. I alt er der tale om tre langhuse samt fem mindre økonomibygninger. Hustomterne er om muligt endnu dårligere bevaret end hustomterne fra område 2 og 3, hvor der trods alt var bevaret enkelte vægstolper og fragmentariske hegnsforløb. Fraværet af væg og især hegnsstolpehuller gør det vanskeligt at udrede de enkelte huses indbyrdes tilhørsforhold. Det er således svært at knytte hustomterne sammen til gårdsenheder. Det er dog tydeligt, at nogle af langhusene er vokset betydeligt. Hvor langhuset i område 2 målte 13 meter mellem de yderste tagstolper, så måler to af langhusene i område 1 henholdsvis 24 og 34 meter. Der kan være flere grunde til dette. Hvor langhusene i de forudgående perioder blot husede kernefamilien skal man måske nu forestille sig en form for aftægt til ældre familiemedlemmer eller ligefrem trælle. Der kan også være tale om et større husdyrhold, og fra samtidige hustomter på andre fynske og jyske lokaliteter ved vi, at der kommer en større funktionsinddeling af husene, så man ud over beboelse og stald også har en form for forråds og tærskerum og muligvis også værkstedsrum. En sidste mulighed er, at der kan være tale om en form for storbønder, og at husstørrelsen direkte afspejler den sociale status, og at disse store langhuse har indtaget en særposition i samfundet. Det samme gør sig gældende for økonomibygningerne, hvor to af bygningerne faktisk har den samme størrelse som et af langhusene fra den forudgående periode. I én af økonomibygningerne fremkom en større mængde forkullet korn i jorden fra de tagbærende stolper, og det må betyde, at i det mindste dette hus har været brugt til opbevaring og håndtering af korn. Til gårdsenheden hører formodentlig også en del nedgravninger de såkaldte gruber hvor beboerne har gravet efter ler til dagligdagens husgeråd og de lerklinede vægge. Andre gruber har været gravet i vandførende lag og må dermed opfattes enten som en form for produktionsanlæg eller brønde til drikkevand (fig. 6). Fælles for gruberne er, at de oftest genopfyldes med kulturjord og bopladsaffald af lerkarskår og både brændte og ubrændte dyreknogler. Gruberne udgør dermed en væsentlig kilde for arkæologerne og kan Fig. 6. På baggrund af det tragtformede tværsnit samt de fine vandaflejrede lag i bunden, kan denne grubes funktion bestemmes som værende en brønd. Foto: Odense Bys Museer. 7

8 være med til at belyse mange forskellige sider af de forhistoriske samfund. Både i forhold til de redskaber folkene brugte, men også den mad de spiste. I brønden afbilledet på foregående side fremkom en del tænder og knogler fra dyr som ko og hest. Til de mere huslige sysler et fragment af en vævevægt, der blev brugt til at holde trådene stramme i en opretstående væv (fig. 7.) Det mest opsigtsvækkende fund var dog et fragmenteret lerkar, der var dekoreret med stempelornamentik. Denne form for dekoration kendes mest fra perioden yngre germansk jernalder men er kun fundet i relativt få tilfælde. I e opgørelse fra 1977 kendes således kun 11 lokaliteter i hele Danmark med stempelornamenterede skår. Tilvæksten er sikkert større i dag, men vidner stadig om sjældenheden af denne type skår (fig. 8.). På baggrund af forkullede kornkerner i jorden fra tagstolpehullerne kunne hegnsforløbet i område 4 dateres til e. Kr. mens hustomterne i område 1 synes at være lidt yngre og fra perioden e.kr. Afslutning og perspektivering Undersøgelsen af hustomter fra yngre germansk jernalder er endnu meget sparsom inden for Odense Bys Museers ansvarsområde, og hustomterne fra nærværende etape vil således kunne forøge vores viden om netop denne periode af forhistorien. Set i lyset af de allerede kendte lokaliteter - og her tænkes især på OBM er bebyggelsen på arealet ganske interessant, og vil være med til at give et større indblik i jernalderbebyggelsen i netop denne del af Odense området. Inddrages materialet fra etape 1 er der næppe nogen tvivl om, at vi har en del af et større netværk af gårdsenheder i en spredt landsbystruktur. På baggrund af C-14 dateringerne må det konkluderes, at der på det samlede areal for etape 1 og 2 er ubrudt bebyggelseskontinuitet fra slutningen af ældre romersk jernalder og frem til og med yngre germansk jernalder (ca. 130 f. Kr. til 550 e.kr.). Samlet set tegnes der et bebyggelsesbillede, hvor en enkelt eller to gårde rykker rundt inden for et afgrænset ressourceområde. Lokaliteten bidrager dermed med en unik mulighed for at følge udviklingen i hvad der højst sandsynligt må betegnes som et mindre landsbysamfund bestående af 3-5 gårde. Hvorvidt man skal se de store huse som gårde med en særlig status er endnu for tidligt at svare på. Det skal dog nævnes, at en lignende bygning blev undersøgt ved en udgravning umiddelbart øst for Odense (OBM2823), og her fremkom en sølvskat i hullet til en tagbærende stolpe. Noget der igen understreger husets eller husets beboeres særlige position. Herunder hører selvfølgelig også Killerupskatten, der må have udgjort en kæmpe værdi for ejeren og igen vidne om vedkommendes status i samfundet. Fundmaterialet var som førnævnt meget sparsomt, hvilket er meget typisk for denne periode af forhistorien. Hvor man i den ældre del af jernalderen gravede sit affald ned synes denne praksis at ændre sig i yngre romersk og germansk jernalder og man skal måske forestille sig at affaldet er kørt på møddingen og sidenhen på markerne til jordforbedring. Fig. 7. Fragment af en såkaldt doughnut-formet vævevægt. Som navnet antyder er vævevægten cirkulær med et hul i midten, der lige anes på billedet. Foto: Odense Bys Museer. Fig. 8. Fragment af lerkar med stempelornamentik. Denne form for lerkar findes kun ganske sjældent. Foto: Odense Bys Museer. 8

9 Knoglematerialet på OBM5525 var ganske lille, og er ikke blevet underlagt en egentlig undersøgelse, men der er fortrinsvis tale om knogler og tænder fra de for jernalderen så almindelige dyr får, ko og hest. Omkring midten af 600-tallet forsvinder bebyggelsen tilsyneladende fra lokaliteten. Hvor gårdene efterfølgende er flyttet hen er usikkert, men det generelle billede er, at der langsomt sker en sammentrækning af jernalderbebyggelsen i de efterfølgende århundreder hen mod det, der bliver til den historiske landsby Killerup. Fra landsbyregistranten vides det, at der fra starten af 1500-tallet fandtes 6 gårde i landsbyen Killerup, hvilket ikke er langt fra den forhistoriske virkelig. Landskabet Det berørte areal ligger på den nordlige spids af en nordvest-sydøst orienteret bakkekam. Landsbyen Killerup ligger på den sydøstligste del. der udgøres af et mindre næs, skabt af et knæk i Lindved åens forløb (fig. 9). Mod syd, sydøst og øst er området afgrænset af Lindved åens forløb, der også må have fremstået som en naturlig afgrænsning i forhistorien. Det berørte areal fremstår ganske fladt uden nævneværdige lavninger eller bakker. På den modsatte side af Campusvej synes terrænet at stige en smule mod vest og sydvest. Fra det syd vestligste hjørne af arealet og mod nordøst (mod Ørbækvej) anes en lille stigning i terrænet. Muldlaget var ganske tyndt over hele arealet og oversteg sjældent 20 cm. Især centralt på arealet var muldlaget specielt tyndt og forhistoriske anlæg kan være helt forsvundet. Undergrunden består af rødbrunt, gulbrunt og gråbrunt let sandet ler eller leret sand. Flere steder sås der tydelige spor efter ploven eller grubning. Udgravningens data Nedenstående gennemgås hovedtrækkene i den administrative sagsgang : På vegne af bygherre (Freja Ejendomme A/S. Nørregade 40, 2. Postboks 1163, 1010 København K) udbeder landinspektør Svend Smedegaard et budget over forundersøgelsen af etape II af campusarealet, der til sammen udgør omtrent 7 ha. (Museumslovens 26) : Museet fremsender landinspektør Svend Smedegaard budget på forundersøgelsens etape II : På vegne af bygherre godkender landinspektør Svend Smedegaard budget for forundersøgelsen. Fig. 9. Højkantskort fra midten af 1800-tallet. Kortet giver et mere retvisende billede af hvordan landskabet kan have set ud i forhistorien. Undersøgelsens etape 2 er ligeledes markeret på kortet. Figur: Michael Borre Lundø. 9

10 : Forundersøgelsen igangsættes : Forundersøgelsen afsluttes : Landinspektør Svend Smedegaard underrettes omkring resultaterne af forundersøgelsen under henvisning til museumslovens 27, hvor et samlet areal på omtrent kvadratmeter indstilles til udgravning eller friholdes for jordarbejde : Landinspektør Svend Smedegaard fremsendes budget for den arkæologiske undersøgelses etape II : Landinspektør Svend Smedegaard godkender budget og ønsker udgravningen iværksat, så den kan afsluttes inden efterårs til såning Udgravningen påbegyndtes Udgravningen afsluttedes : Landinspektør Svend Smedegaard fremsendes følgebrev og frigivelsesattest for de undersøgte arealer under henvisning til museumslovens : Museet fremsender bygherre regning for forundersøgelsens etape II : Bygherre fremsendes delregnskab for undersøgelsens etape II : 72 prøver indsendes til c14 ved Aarhus Universitet, Institut for fysik og astronomi : Bygherre fremsendes det afsluttende rengskab for undersøgelsens etape II. Udgravningens metode Forundersøgelse: Ved forundersøgelsen blev søgegrøfterne udlagt omtrent nord-syd med en indbyrdes afstand på cirka 20 meter. Mulden blev afrømmet med maskine til undergrund. Fremkomne anlæg blev indridset med skovl, markeret med en blomsterpind og tildelt et fortløbende anlægsnummer. Der blev lavet udvidelser omkring stolpehuller, der kunne tænkes at indgå i konstruktioner. Udgravning: Med maskine blev mulden afrømmet til undergrund. Fremkomne anlæg blev indridset med skovl, markeret med en blomsterpind og tildelt et fortløbende anlægsnummer. Efter indmåling med GPS blev hovedparten af alle ikke tydeligt moderne anlæg snittet med spade og beskrevet samt evt. tegnet. Gruber blev snitte med gravemaskine. Fig. 10. Større gruber graves med gravemaskinen. Den ene halvdel bortgraves, så det tilbageværende profil kan registreres i forhold til form og dybde, der kan være vigtig ved tolkningen af grubens funktion. Foto: Odense Bys Museer. 10

11 I konstruktionerne blev alle stolpehuller snittet og tegnet i profil i 1:20. Alle anlæg i samtlige felter blev efter muldafrømningen undersøgt med detektor. Samtlige fund fra stolpehullerne er x-nummereret og hjemtaget, med mindre der var tale om meget små stykker. Der blev udtaget 102 jordprøver til flotering, primært fra stolpehullerne i de erkendte konstruktioner. Floteringsprøverne er behandlet af Moesgårds konserverings og naturvidenskabelige afdeling. Efter prøvemodtagelsen på Moesgård blev alle prøver indledningsvis tørret og floteret af arbejdsmand Arne Aakær Rasmussen på Moesgård Museums floteringsanlæg. Eventuelle makrofossiler opfanges i et stofnet med maskestørrelser på godt 0,25 mm. Floteringsprøven i stofnettet tørres og er efterfølgende klar til gennemsyn, mens den tunge floteringsrest, der ligger tilbage i floteringsmaskinen efter den afsluttede flotering, tørres og gemmes separat. Dataliste Lokalitetens journalnummer er: OBM5525, Campusetape 2, Odense sogn. Kulturstyrelsens nummer er: /OBM Forundersøgelsen blev udført i perioden 26/ / af arkæolog Allan B. Andersen. Den efterfølgende udgravning blev udført i perioden 6/ / Daglig udgravningsleder var arkæolog Christian Juel. Desuden deltog stud. mag. Mattias Friis, stud. mag. Kirstine Albrechsen, mag. art. Tina Villumsen og cand. mag. Anne Dorthe Moesgaard-Christensen. Vejret under udgravningen var meget skiftende og med meget nedbør, hvilket betød at dele af udgravningsfelterne periodisk var oversvømmede Oldsager og dokumentation opbevares på Odense Bys Museer. Litteraturliste Jensen, Peter Mose 2011: Kursorisk gennemsyn af arkæobotanisk materiale fra OBM 5525, Campus etape 1+2 (FHM 4296/877). Skaarup, Jørgen 1977: En urnegrav fra yngre germansk jernalder i Lundby på Tåsinge. Fynske Minder 1977, s

12 12