GRATIS Katalog-magasin Med præsentation af nye og spændende bøger. - Et anderledes bogkatalog. Merete Pryds Helle. Naja Marie Aidt.

Transkript

1 vergrunden - Et anderledes bogkatalog #08 Forår 2009 Merete Pryds Helle Naja Marie Aidt Dostojevskij Og meget mere... GRATIS Katalog-magasin Med præsentation af nye og spændende bøger 1

2 Leder Af Brian Stevn Hansen CVR#: Nørresundby Strandgade 6, 3. th. Overgrunden Udgiver: Kolofon: Dostojevskijs Idioten Af Lise Lotte Larsen, bibliotekar Her i årets første udgave af Overgrunden kipper vi med flaget for Litteratursiden. Overgrunden og Litteratursiden har samarbejdet siden Overgrunden #5. Bibliotekernes formidling af litteraturen på internettet er således også sprunget ud i papirform her på siderne. Chefredaktør Lise Vandborg fortæller i dette nummer om den store opdatering af Litteratursiden.dk. Hjemmesiden er god at gæste for den, der gerne vil svæve lidt rundt i bøgernes univers. Der findes andre gode hjemmesider om bøger og bogkultur. Vi henviser via link til nogle af dem fra overgrunden.dk, hvor også alle tidligere numre af Overgrunden er tilgængelige. Man kan sige, at bogmediet er under forandring. Mobile småskærme designet til læsning bliver bedre og bedre; markedet for lydbøger stiger. Lidt pudsigt var den mest udbredte måde at nyde bøger på for nogle generationer siden den lydlige, nemlig som højtlæsning i godt selskab af venner og familie. Nu er det smart, at man kan være i godt selskab med en bog, der i MP3-format kan blomstre ud af bilens radio og gøre opholdet i motorvejskøen tåleligt. Når så alle de rosende ord om nye bogformer og bogformidling er sagt, så bevæger vi os væk fra skærmenes blændværk. Nusser saligt de enkelte, knitrende sider, indsnuser fredsommeligt den løfterige duft af bog og fordyber os. Vi dykker ned i Dostojevskijs roman Idioten. Analyserer en Bavian og får en overkommelig indføring i Lene Andersens store værk. Værket hedder i øvrigt det samme, som svaret til, om tekst skal nydes på skærm eller papir: Både Og. God læselyst Web: Kontakt: info@overgrunden.dk tydeligt angives Christian Brandt Indhold må citeres, hvis kilde Janni Iben Stevn Hansen indhold. Brian Stevn Hansen Redaktion: Oplag: - ISSN#: for trykfejl og annoncernes Kasper Anthoni Overgrunden tager forbehold Forsidemaleri: Egentlig er det besynderligt, at Dostojevskijs roman Idioten er blevet sat ind under temaet Skæve eksistenser på Litteratursiden.dk, for hans hensigt med romanen var at beskrive det fuldkomment skønne menneske. Men fyrst Mýsjkin, der personificerer dette ideal, opfattes af sine omgivelser som idiot. Dels fordi han romanen igennem bruger den betegnelse om sig selv som barn, da han var handicappet af voldsom epilepsi, og dels fordi han opfører sig så ukonventionelt uegennyttigt og oprigtigt at det fra et konventionelt synspunkt ligner idioti. Handlingen Det særligt fascinerende ved romanen er ikke selve handlingen, men måden der fortælles på og troværdigheden i personskildringen. Et referat af handlingen bliver derfor helt utilstrækkeligt i forhold til den oplevelse, det er at læse bogen. Den unge fyrst Mýsjkin sidder i toget til Skt. Petersborg på vej hjem fra flere års ophold i Schweiz, hvor han er blevet behandlet for sin epilepsi. Tilfældigvis (siger forfatteren) falder han i snak med en anden ung mand, Rogózjin. De beskrives som modsætninger: Hvor Mýsjkin er lys med fine træk, åben og blid, er den anden mørk, brednæset, uforskammet og lidenskabelig. I samtalens løb introduceres vi for Nastásja Filíppovna, fortællingens femme fatale, der selvdestruktivt genererer det trekantsdrama mellem hende, Rogózjin og Mýsjkin der ender med mord og sindssyge. Før det kommer så vidt, introducerer Mýsjkin sig straks ved ankomsten til Skt. Petersborg for familien Jepantjín, som han mener at være i familie med. Også her hører han om Nastásja Filíppovna, fordi familiens overhoved, general Jepantjín, er en af hendes beundrere. Hans ven, levemanden Tótskij, er skyld i Nastásja Filíppovnas ulykkelige situation. Da hun var helt ung, forførte han hende og har siden holdt hende som sin elskerinde. Nu er han bange for, at hun i ulykkelig tørst efter hævn skal forpurre hans ønske om at gifte sig med en af generalens kønne døtre. Og sammen med generalen arbejder han derfor på en plan om at få hende gift med generalens sekretær Gavríla Ívolgin. Som et plaster på såret vil han skyde lidt penge i giftermålet. Gavríla er 2 Leder Artikel 3

3 en ambitiøs ung mand fra en fattig, forsumpet familie, så han arbejder med på sagen, selvom han også samtidig sender hemmelige breve til generalens yngste og kønneste datter Aglája. Men de gør regning uden Rogózjin, der er besat af tanken om at vinde den smukke Nastásja Filíppovna og parat til at bruge sin millionformue og sin kniv på at vinde hende og skaffe rivaler af vejen. Ind i denne giftige blanding af stærke følelser, ambitioner og pengebegær træder den uskyldige, godhjertede fyrst Mýsjkin. Han gribes umiddelbart af medfølelse med Nastásjas ulykke og forurettelse, og efter at hun flere gange i sidste minut aflyser det planlagte ægteskab med Rogózjin (og efter sigende én af gangene løber væk med Mýsjkin), forstår han som den eneste, at hun er blevet sindssyg af den uret, der er overgået hende. Nastásja på sin side er overbevist om, at hun kun vil betyde ulykke for Mýsjkin og arbejder derfor i det skjulte på at få ham gift med Aglája. Af denne og andre grunde nærmest snubler Mýsjkin til sidst ind i en forlovelse med Aglája. Og herfra går det i eskalerende tempo mod det ovenfor lovede mord og sindssyge. Trods sine udelukkende gode og ideale egenskaber, ærlighed, gavmildhed, empati og medfølelse evner Mýsjkin ikke at handle hensigtsmæssigt i forhold til det kogende kaos af modstridende følelser og motiver, der behersker hans omgangskreds. Han bliver derfor snarere en katalysator for sammenstød og katastrofer, en idiot der uforskyldt og uafvidende kommer til at ophæve dagliglivets konventioner og radikalisere forholdet mellem mennesker i et dramatisk univers med kronisk liminale træk. Polyfoni og dialog Der er mange flere personer i romanen end de ovenfor nævnte, og alle er de tegnet med uhørt psykologisk dybde. De føles under læsningen som absolut troværdige subjekter i deres egen ret, bl.a. fordi de er selvmodsigende og gådefulde og umulige at dømme lige som mennesker i virkeligheden. Der er ingen romanfigurer, der kan være så irriterende som Dostojevskijs, fordi han ikke holder med nogen eller tager afstand fra nogen uanset deres karakteregenskaber. Romanens handling og temaer bæres først fremmest af alle disse personers stemmer i samtaler, dialoger og indre monologer. Den russiske kritiker og litterat Mikhail Bakhtin ( ) var den første til at definere de særlige stiltræk i Dostojevskijs realisme og døbte det polyfoni, mangestemmighed. Ingen stemme taler fuldt ud på forfatterens vegne. De sættes op mod hinanden i en dialektisk dialog uden facit eller konklusion. Efter endt læsning er det derfor faktisk svært at føle sig sikker på hvad, der er bogens tema og budskab, ja, selv handlingen kan stå lidt uklart for én. Man må nøjes med at udsætte sig for kunstværket og forundret konstatere, at livet ikke kunne have gjort det bedre. Fortællerstemmen Indimellem personernes dialoger, tanker og enetaler høres fortællerstemmen. Den har mest af alt travlt med at fralægge sig ansvaret og understrege sin afmagt som alvidende fortæller, især henimod slutningen af bogen, hvor man kan finde følgende passus: Lad os ikke glemme, at motiverne til menneskers handlinger som regel er uendeligt meget mere komplicerede og mangfoldige, end vi bagefter opfatter dem som, og kun sjældent kan skitseres helt præcist.. Men samtidig kan stemmen også skifte mellem at opkaste sig selv til at være den, der styrer og har kontrol som i flg. citat: Lad os altså opgive at søge efter en forklaring på katastrofen med generalen og blot fortsætte referatet 4 Artikel Artikel 5

4 af hvad der skete til at være en stemme, der er underlagt kræfter, der ligger gemt i selve fortællingen, dens begivenheder og personer, som i dette citat: hvor nødig vi end ville, har vi i forvejen viet denne biperson i vores fortælling langt mere plads og opmærksomhed end oprindeligt beregnet.. Det får én til som læser at føle sig voldsomt manipuleret med. For selvfølgelig styrer forfatteren sin fortælling, og det så fantastisk, at læserens oplevelse af univers og personer får en troværdighed, der føles uhyggeligt ægte. Når forfatteren fralægger sig ansvaret, føler læseren sig på ligeså gyngende grund, som når man forsøger at fortolke personer og hændelser i virkeligheden. Kort efter det ovenfor citerede imødekommer forfatteren læserens skepsis over for hans erklærede mangel på evne til at forklare og begrunde sine personers motiver og handlinger: Hvordan kan man fortælle en historie, hvis man hverken har en klar forståelse af, hvad der foregår, eller har dannet sig sin egen mening om det?. Ja tak, lige præcis det vil den manipulerede læser gerne have en forklaring på. Forfatteren forklarer sin fortællerafmagt med et eksempel på, hvad der skete med historien om Mýsjkins forhold til familien Jepantjín efter det selskab, hvor han skal introduceres i det gode selskab inden forlovelsen med Aglája, men ender med at gøre skandale. Forfatteren beskriver hvordan, det i folkemunde bliver til en helt fordrejet version af det, som læseren indtil da er blevet præsenteret for. Og herefter giver fortælleren decideret op over for det selvmodsigende i de oplysninger om Mýsjkins forberedelser til brylluppet med Nastásja Filíppovna, som han sidder inde med: efter vor mening belyser de ikke blot ikke sagen men forplumrer endda de fortolkninger, man måtte forsøge at anlægge.. Forfatteren lader så én af sine andre romanpersoner fortolke og dømme Mýsjkin. Arbejdet overlades til Radómskij, en person, som vi som læsere udmærket ved, ikke forstår nuancerne i fyrstens forfinede, medfølende sjæl og det uanset at forfatteren fortæller, at Radómskij fortolker fyrstens forhold til Nastásja Filíppovna klart og intelligent og endda det vil vi godt have lov at gentage med en vis psykologisk sans. Hvor ironisk og polyfonisk kan det blive? Til sidst sidder man tilbage med en meget utryg fornemmelse af, at man ikke har nogen anelse om hvad, der er blevet gjort med én. For man har jo dannet sig sin opfattelse af romanens personer og lever med i deres kampe og katastrofer men hvem eller hvilket synspunkt er ansvarlig for den opfattelse? Hvilket fodfæste har man at danne sig sin mening ud fra? Ikke noget, siger forfatteren. Med Mýsjkin som talerør ville han sikkert anbefale medfølelse frem for meninger, men forfatteren Dostojevskij sørger for at forblive ligeså gådefuld som sine romanpersoner, en stemme blandt andre. Forfatteren og romanen Dostojevskij levede fra Idioten blev udgivet i 1868, i perioden efter Dostojevskijs 10 års forvisning til Sibirien fra Den findes som russisk indspillet tv-serie fra 2003, meget tro mod forlægget rent handlingsmæssigt, god casting, fint skuespil. Men fortællerens ironiske spil med læseren går tabt og de dystre toner slår stærkere igennem. Ses ikke på de mest kendte net-dvd-butikker, men kan købes i Rusland med engelske undertekster. Kurosawas filmatisering af Idioten fra 1951 kan findes i netbutikker. Oversættelserne Idioten findes pt. i tre oversættelser til dansk: Ved Ejnar Thomassen. Udgivet første gang i 1926, senest på forlaget Peoples Press, Sprogligt præget af sin alder. Ved Georg Sarauw. Gyldendal, udgivet første gang i 1954 og senere bl.a. i Fint flydende, mere nutidigt sprog. Ved Jan Hansen. Rosinante, Udmærker sig ved gode noter og er bl.a. derfor anbefalelsesværdig. 6 Artikel Artikel 7

5 Analyse af Naja Marie Aidts Bavian Det blev mørkere, mere regnfuldt, koldere. Jeg var sat i stå. Anfaldene kom over mig. Jeg vågenede midt om natten ved mit hjertes Af Tina Brødsgaard, cand.mag. vilde Noveller galop, om hverdagsmennesker skrækslagen, og sikker på at mit sidste øjeblik var kommet. Eller jeg sad på sengekanten i halvmørket, febrilsk hverdagsagtige endda. søgende hverdagssituationer, som langsomt åbner sig og viser sig at være ikke så helt Naja Marie Aidts novellesamling Bavian er som en trykkende tung augustdag, hvor skyerne hænger efter min puls, overbevist om at jeg v ar død, at der altså ingen bristefærdige på himlen og truer med at få uvejret til at bryde løs. Novellesamlingens mange fortællinger er alle ladet med en urovækkende udfrielse var, at evigheden var her, på denne klode, i denne fugtige spænding, hvor et enkelt ord eller en umiddelbar ubetydelig hændelse rummer kræfter, der kan skubbe hverdagen ud af kurs og få alt til lejlighed, og jeg fantaserede om, at det sidste øjeblik et menneske at briste i et foruroligende kaos. hvordan man som menneske kan blive er skubbet i live, til kanten og bliver presset ud til evighed når man dør. Som når et lyne materialiserer sig i et stykke glas. Og så alligevel ikke helt, for jeg i situationer, hvor man ikke længere sig selv eller sine omgivelser. forestillede Naja Marie Aidt skriver således om, kan bevare kontrollen over hverken Bavian består af en række noveller, der alle kredser om menneskelige relationer, om hverdagen og om livets store og små vendepunkter. Som læser bliver vi taget med på indkøb i supermarkedet i novellen Slik, misforståelser, der får afmagtsfølelsen til at tage over. På samme måde udvikler en ganske almindelig biltur i mig evigheden som et levende billeder - en båndsløjfe, en uendelig gentagelse, et fængsel de græske bjerge sig til en angstpræget på hovedet, således at almindelig sund fornuft ikke længere kan af trænge fastholdt tid. Og snart begyndte jeg ind. Og endelig antager den to-årige på bryllupsrejse til Grækenland i Bryllupsrejsen og til fødselsdag hos den to-årige Torben i Torben og Maria. Vi bliver inddraget i almindelige menneskers liv og i deres hverdags små rutiner. Men samtidig bliver vi også inddraget i det øjeblik, hvor hverdagen bliver slået ud af kurs, og hvor facaderne falder. Det, oplevelse, hvor verden bliver vendt Torbens fødselsdag et sørgeligt og magtesløst skær set i lyset af det voldelige misbrug, som drengen bliver udsat for af sin egen mor. Novellerne karakter og på et splitsekund bliver forvandlet fra noget trygt og godt til noget fuldkommen uoverskueligt og faretruende. Fortrængte følelser, aggressioner og angst siver langsomt frem og får lov til at bryde ud i pludselige og uforudsigelige udbrud. Den nøgterne, beskrivende stil, der kendetegner Naja Marie Aidts tidligere novellesamlinger præger også Bavian. Uden slinger i valsen skærer hun ind til sagens kerne og tvangsmæssigt at tænke på, at jeg så måtte sørge for at dø lyk- rammer dermed på smertende vis ind der ellers er en ganske almindelig i den menneskelige naturs dybeste håndterer den menneskelige smerte indkøbstur i supermarkedet, udvikler afkroge i en undersøgelse af, hvad og afmagt, således at novellerne kan kelig, helst i en tilstand af velvære; Tomt velvære. sig således til at blive en lavine af der sker, når verden pludselig ændrer mærkes som gennemborende slag. I en konsekvent realistisk tone bygger hun novellerne op som registreringer af menneskelige handlinger og af fysiske bevægelser. Der er ikke skabt plads til følelsesbetonede refleksioner eller direkte indlevende kommentarer, men på trods af denne kølige, distancerende tilgang er det som om, at den ensomhed og magtesløshed, som mange af novellernes personer bliver skubbet ud i, er beskrevet med en diskret ømhed, der gør det svært ikke at lade sig påvirke. I novellesamlingens indledende novelle Bulbjerg er en lille familie faret vildt på en solvarm sommerdag. 8 Analyse Analyse 9

6 Det blev mørkere, mere regnfuldt, koldere. Jeg var sat i stå. Anfaldene kom over mig. Jeg vågenede midt Man fornemmer allerede fra starten, Kulturminister Carina Christensen at der rumsterer en masse uro under åbnede om Litteratursiden natten 2.0 ved mit hjertes overfladen, og det følelsesmæssige uvejr bryder da også løs, da manden, med en kynisk vilje til at såre, afslører, at han er utro med sin kones søster. Konens følelser bliver ikke nævnt med ét ord, men man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor meget de sårende ord smerter. I stedet for at svælge i følelser lader Naja Marie Aidt på kunstfærdig vis konens ulykke blive konkretiseret i sønnens sår, som han pådrager sig Den 4. februar kl åbnedes den nye version af Litteratursiden.dk af kulturminister Carina Christensen vilde galop, skrækslagen, sikker på Af Lise at Vandborg, mit chefredaktør sidste for Litteratusiden.dk øjeblik var kommet. Eller jeg sad på sengekanten i halvmørket, febrilsk søgende på Nørrebro Bibliotek. Over 100 ved et cykelstyrt og i kraft af hendes hidsige og trodsige handlinger. Som i en moderne, realistiske udgave af en klassiske græsk tragedie bliver engagerede gæster deltog - og bidrog til den fine stemning omkring åbningen. man som læser på denne måde suget ind i handlingen, og man bliver opmærksom på, hvor let lynet kan slå ned og fremkalde følelser, som man ikke vidste, at man havde i sig. Naja Marie Aidt anvender novellegenrens begrænsede omfang til at indkredse det dramatiske højdepunkt i det liv eller den begivenhed, som handlingen udspringer af. Med få ord får Naja Marie Aidt sagt så uendelig meget, og med en stram sproglig beherskelse efter min puls, overbevist om at jeg v ar død, at der altså ingen Til åbningen fremhævede Litteratur- Merete Pryds Helle, de mange nye udfrielse var, at evigheden var her, på muligheder denne med indbyggede klode, i denne fugtige medier i sit forfatterskab. Chefen for lejlighed, og jeg fantaserede om, at det DR Kultur, sidste Torben Smidt Hansen, øjeblik gav et menneske udtryk for store forventninger til det sidens nye ambassadør, forfatteren sociale værktøjer. Hun har selv eksperimenteret med forskellige kommende samarbejde mellem DR og Litteratursiden. I forbindelse med åbningen af Litteratursiden 2.0 skød vi en formår hun at give liv til personer og stemninger, så de trænger ind under huden og efterlader en intens og tankevækkende oplevelse. Det er - sponsoreret af forlagene. Vi lægger en lang række bøger ud i det offentlige rum, og i bogen er der en opfordring er i live, bliver til evighed når man dør. Som når et lyne materialise- bookcrossing i gang over hele landet rer sig i et stykke glas. Og så alligevel ikke helt, for jeg forestillede til den som finder bogen om at derfor helt fortjent, at Naja Marie Aidt har fået Kritikerprisen for Bavian. læse bogen, skrive en anbefaling på Litteratursiden, og sende bogen, eller en anden bog, videre til en ny læser. Litteratursiden ud til brugerne Litteratursidens brugere har nu mulighed for en helt ny og aktiv rolle på den nye version af hjemmesiden, som gik i luften 4. februar. Via sociale siden. Litteratursiden 2.0. er baseret på sociale teknologier, og brugerne kan, ud over at diskutere bøger i de digitale mig evigheden som et levende billeder - en båndsløjfe, en uende- nemmere at finde det, man søger, på lig gentagelse, et fængsel af fastholdt tid. Og snart begyndte jeg læseklubber, rate, kommentere og teknologier kan brugerne både skrive om deres læseoplevelser og diskutere dem med hinanden. På den nye version af Litteratursiden anbefale bøger samt oprette egen blog, boghylde og etablere læsevenner. Desuden giver den nye side mulighed tvangsmæssigt at tænke på, at jeg så måtte sørge for at dø lykkelig, helst i en tilstand af velvære; Tomt for at etablere læseklubber i det fysiske indhold på Litteratursiden - blot bliver det via en velvære. enklere navigation kan brugeren finde alt det nuværende rum på bibliotekerne. Vi har også oprettet en lyrikwiki, da vi ønsker at sætte fokus på den smalle litteratur. Et 10 Analyse Artikel 11

7 andet tiltag, hvor vi giver siden videre til brugerne, er der på den nye side med oprettelsen af et Litlab, således at professionelle brugere kan lege med sidens kode og lave deres egen version af Litteratursiden. Open source og samarbejde Litteratursiden giver via Open Source muligheder for at udveksle data med andre hjemmesider, og som en følge heraf bliver samarbejdet med DR om udveksling af indhold intensiveret. Og via samarbejdet med litteratursitet litlive.dk tilbyder vi nu en kalender over litteraturarrangementer. Desuden har vi netop skrevet kontrakt om samarbejde med det eufinansierede web 2.0. litteratursite readme.cc, som gør det muligt for brugere overalt i verden at læse boganfalinger fra Litteratursiden, eftersom anbefalingerne oversættes fra dansk til en række andre sprog. Brugerne får via det brugerskabte indhold endnu flere veje til at finde inspiration på Litteratursiden. På siden markerer henholdsvis et orange og blåt ikon om indholdet er skrevet af Litteratursidens folk eller af brugerne. Tale i forbindelse med åbningen af Litteratursiden 2.0 Af Merete Pryds Helle, forfatter Jeg er et af de mennesker, der som barn var meget alene; så alene, at det nok kunne have skadet mig, hvis jeg ikke havde haft litteraturen. Jeg lærte at læse som seksårig, og som syvårig læste jeg mine første Agathe Christier, som jeg stadig læser den dag i dag, selvom jeg kan dem udenad. Som otteårig lånte jeg Willard Motleys Lev stærkt, dø ung på biblioteket, og derefter det meste af Værløse folkebibliotek, hylde for hylde. Så hvor alene jeg end var, var jeg ikke ensom. Jeg gik ved siden af Hercule Poirot og Arthur Hastings og overhørte deres samtaler og trykkede øret mod nøglehuller sammen med Miss Marple og lyttede til en verden af kærlighed, grådighed og bedrag. Jeg var sammen med folk, der tog stoffer og overvandt det eller døde af det, og jeg levede med dem og følte med dem, jeg gik ind i verden efter verden og sugede det til hele til mig, fortællinger, billeder og landskaber, og fik gennem litteraturen et rigt, åndeligt liv. For mig har det været en gave selv at kunne blive forfatter. Ikke fordi det er et særligt nemt erhverv, men fordi jeg får lov til at skabe verdener, skabe fortællinger og billeder, som andre tager imod og tager ind i sig. Fordi jeg får lov at bringe min billedverden, mine landskaber og fortællinger ind i andres bevidsthed. Jeg betragter litteraturen som en lang samtale mellem mennesker, en samtale, der er ligeglad med at tiden går og at nogen dør og andre fødes, for tråden i samtalen bliver samlet op, hver gang nogen læser en bog eller skriver en. Jeg har siddet med Sappho under et træ; og det kan godt være, at der så anderledes ud, da den virkelige Sappho sad under sit træ, og det kan godt være, hun ikke helt ville forstå mine tanker, som de former sig i dag; men alligevel, nogle billeder, en rytme, en tanke og et landskab bliver formidlet nede under de årtusinder, der er gået forbi i mellemtiden, noget af Sapphos tanke kan rive sig løs og gå ind i mine tanker, som om litteraturen er en hånd, der tager fat i en anden hånd, der tager fat i en tredje hånd og laver en lang kæde af menenesker op gennem århundreder og hen over verden. Jeg har gået med Petrarca op på et bjerg. Jeg har stået ved en flod i en roman af Marques, været i Afrika og søgt efter den blå Nil. Jeg har mødt forfatterne, og jeg har mødt deres personer, som 12 Artikel, Nordtryk Artikel 13

8 Fotograf: Tove Kurtzweil nogle gange bliver mere levende end levende personer; nogle vil komme med en indvending her og sige: Jamen hvad med virkeligheden, hvad med de mennesker, der er omkring dig, venner, naboer og familie? Og jo, de er af en ganske anden støbning, for de er virkelige. De er her og nu, på denne tid, og dette sted. De er glæde og besvær og fuldstændig uundværlige. Vi taler sammen med virkelige mennesker, vi udveksler tanker og ideer. Men i modsætning til de levende er litteraturen et tyst møde mellem mig, læseren, og forfatteren, uanset dennes tid og sted. Et møde, der finder sted i bevidstheden, og kun i bevidstheden. Det er et møde gennem sproget, og især gennem skriftsproget, hvilket er så helt unikt for os mennesker. Det er litteraturen, der gør det muligt for os at videregive menneskelig erfaring gennem generationer. At få viden om forhold, jeg ellers aldrig ville kende til, både forhold i fremmede steder og i andre tider; og litteraturen giver indsigt i de ting, der kan være svære at tale om, også med mennesker man er tæt på; for hvordan sanser andre mennesker egentlig? Hvordan føler de, hvilke former har deres tanker, hvilket sprog taler de i deres indre, og hvilket billede i deres bevidsthed fører til hvilket andet billede? Der har været mange forfattere gennem tiderne, som har brugt forskellige euforiserende midler til at skrive på, men for mig er det ikke nødvendigt. Litteraturen er i sig selv et bevidsthedsudvidende stof, og det har meget få bivirkninger. Hvis overhovedet nogen. Men det er selvfølgelig stærkt vanedannende! Og det er hele denne samtale, litteraturen er, og hele denne bevidsthedsudvidelse, den åbner for, som Litteratursiden 2.0 fører videre ind i den informationsteknologiske tidsalder. Jeg er til enhver tid tilhænger af samtalen. Tilhænger af læsekredse og biblioteker med lænestole og rare omgivelser. Men jeg ved også, at for mig selv, og jeg tror for mange med mig, er litteraturen noget, jeg har for mig selv. Som jeg gerne vil have i mit hjem, og på en eller anden måde være alene med; samtidig med at jeg gerne vil udveksle og dele læsningen med andre. Og her er internettet jo et fantastisk medie, og litteratursiden et glimrende forum at udfolde sig på. Jeg kan være alene og fælles, i mit eget hjem og i et kæmpe virtuelt og meget avanceret bibliotek. Man kan meget på litteratursiden, men de to ting der slår mig mest, og som også går hånd i hånd, synes jeg er de væsentligste; man kan få gode råd og uddybende viden om litteraturen fra fagfolk, der har en stor viden at skrive ud fra, og som kan sætte de enkelte bøger i perspektiv og sammenhæng, der kan indsætte værkerne i litteraturhistorien og guide læseren og den, der gerne vil have noget at læse i, ud på nye veje, man måske ikke selv ville finde. Det er den ene side, den orange del. Og så er læsernes side, den blå del, med både virtuelle og fysiske læsekredse, og der er udvidet mulighed for samtaler mellem læserne, der måske ikke er fagfolk, men taler ud fra netop deres læseerfaring og deres oplevelse af de enkelte værker. Som om litteratursiden er et hus, og man kan gå ud i køkkenet eller ind i stuen eller ind i soveværelset, og i hvert rum sidder der nogen og snakker om en bog eller en forfatter, og man kan få lov til at være der og bare lytte, eller deltage aktivt i samtalen. Jeg ved godt, at det, jeg siger, måske er præget af, at min indgang til litteraturen er gået gennem et menneskeforladt bryggers, og at jeg blev så glad, da døren til den varme stue blev åbnet på klem og jeg fik lov til at smutte med ind. Men et eller andet sted er læsningen jo altid noget, vi gør 14 Artikel Artikel 15

9 alene; men i den alenehed møder vi altid nogen. Og nu er dette rum blevet udvidet fra kun at være et møde med bogen og dens personer, til at være et rum, man kan dele med andre læsere, på en let og indbydende måde, et rum, hvor der allerede er sagt velkommen, og man bare kan træde ind. Litteratursiden 2.0 tilbyder et moderne fællesskab; måske et virtuelt fællesskab, fordi man ikke behøver at møde hinanden rent fysisk, men ikke desto mindre et fællesskab. Et eller andet sted er bibliotekerne måske det største offentlige rum, vi har; her kan man komme, uanset hvem man er, og det, man kommer for, er meningsfuldt, om man nu mener at mening findes, man kan i hvert fald finde en masse bøger at læse, der søger efter en mening med tingene, eller afviser den eller beskriver meningstabet poetisk: Der bliver skrevet om alt, hvad der optager os som mennesker, og det er bundet sammen af det sprog, vi alle har til fælles; som vi bemestrer mere eller mindre, men det findes i alle fald sproget, klar til at gå til. Og litteratursiden 2.0 er netop indrettet til at gøre fællesskabet mellem læserne så stort og bredt og mangfoldigt som muligt. Jeg håber at rigtig mange vil gå ind i det fælles læserum og deltage, så aktivt eller passivt, som man nu har lyst til, og få åbnet øjnene for bøger, man måske ikke havde opdaget selv, og åbne andres øjne for ens yndlingslitteratur; jeg vil i hvert fald som litteratursidens ambassadør slå på tromme for de bøger, jeg selv elsker højt; og måske endda for den forfatterantologi, hvor jeg skriver om, hvordan jeg som barn ville være ambassadør, fordi det lød så flot, men trak mig fra det, da jeg opdagede det der med cand. politstudiet; men se nu, skæbnen har mange veje, og den af dem, jeg drejede ind på, har alligevel gjort mig til ambassadør, og tak for det. Og til sidst vil jeg læse et digt, for også digte hører til på Litteratursiden: Jeg tog en bog ned fra hylden den var fuld af vand og ugleskrig og lyden af hestehove der forsvandt. I baggrunden kunne jeg høre dig læse et kinesisk digt, det var noget med svævende bjerge og en måne der hviskede noget forunderligt sjofelt. Jeg hentede en klud og tørrede vandet op, for det går jo ikke sagde manden der var kommet for at rense swimmingpoolen for gule og brune blade og kastanjer og stankelbenlig. og vandet løb ind over skovstierne, der var dækket af gule og brune blade og kastanjer og lyden af mine skridt som forsøgte at træde på ord, der lå henkastet i kanten af min bevidsthed. Ordene knasede som biller, når jeg fik dem : venusbjerg, morgenkåbe, sørgerand bjergenes fortælling tiden der glider fra side til side og til sidst løber ned som vand. Jeg satte bogen tilbage på hylden igen, men hylden gav efter og efterlod mig svedig jeg bar hele huset med min vægt og ham med swimmingpoolen og lange grønne net kaldte tilbage når jeg kaldte: Det går jo ikke, råbte han. Så gik jeg lod falde hvad falde kunne. Tog en bog ned fra hylden den var fuld af vand 16 Interview Artikel 17

10 Skal vi danse apokalypso? En (alt for) kort fodnote om Lene Andersens forfatterskab hinanden, og Lene Andersen demonstrerer, hvordan dette er muligt. hos Hegel. Hun kobler dermed det, som hun finder mest brugbart fra disse to store tænkere. Af Kim Toft Hansen, studieadjunkt Den danske forfatter Lene Andersen satte sig for år tilbage for at sætte verden stævne. Det er siden blevet til storværket Baade Og, der nu tager de sidste skridt hen mod sin afslutning. Værket er skrevet under pseudonymet Jesper Knallhatt, og det næstsidste bind Torsdag er netop udkommet. De første spæde skridt mod den store finale er hermed taget. Indtil da kan læsere, der endnu ikke er faldet over Lene Andersens univers, melde sig ind, for værket er samlet set en nødvendig og modig opsang til verdens gang. Intet mindre end en teori om alt. Hovedpointen er, at hvis vi ikke lytter til formaningerne, ender nytestamentelige dommedagsprofetier med at gå i opfyldelse. Skal vi danse apokalypso, eller skal vi rent faktisk tage de verdslige problemer seriøst op til overvejelse? Noget lignende Lene Andersens værker har vi sjældent set i dansk litteraturhistorie. Selvom det kunne lyde som endnu flere udgivelser i strømmen af debatbøger, så skiller Baade Og sig i den grad ud fra mængden. Bøgerne er konstrueret som samfundsrevsende fiktionsdialog mellem den pensionerede tv-producer Cornelius og livsstilsjournalisten Tenna. Cornelius sidder på psykiatrisk afsnit, hvor de kloge tænkere som regel altid havner, mens Tenna efter lang tids arbejde endelig har fået en aftale om et interview med tv-produceren. Han skal engang have påstået, at vores værdier er afspejlet i de ting, vi omgiver os med. Dette vil Tenna gerne have en forklaring på, og forklaringen har nu til hendes store overraskelse strakt sig over fire dage og et utal kopper kaffe. Filosofisk system Det, som Cornelius viser sig at diske op med, er ingen let sag at gå til, hverken for Tenna eller læser. Det er nemlig noget så sjældent set som et omfattende, sammenfattet og ikke mindst sammenhængende filosofisk system, der tager fat på væsentlige bedrifter inden for naturog samfundsvidenskab såvel som humaniora. Den centrale pointe er, at hvis videnskaben, der efterhånden er blevet alt for kompliceret og utilgængelig, skal genvinde en vis form for status i tidens tæft for new age-religiøsitet, så skal systemet samtænkes. I stedet bygger vi nu voldgrave mellem videnskabelige felter. Det hele skal og kan supplere Igen kan det lyde, som om det er et tungt og tørt stykke faglig litteratur, men projektet er i stedet for at beskytte sig bag fagtermer i stedet også opbygget som et stykke formidling. Dette værk tager det således på sig at formidle og formulere videnskabeligt besværlige emner, såsom nanoteknologi og religionsfilosofi, så vi andre også kan forstå dem. På den måde får Lene Andersen gennem fiktionen og dialogen som formidlingsformer etableret et grundlag, som gør, at det hele hverken bliver kedeligt eller alt for svært at forstå. Værkerne er tilmed krydret med en tilpas mængde humor og ironi, så systemet på ingen måde lader sig indfange af faren for at kede sin læser. Her er det faktisk sjovt at blive klogere. Global eksistentialisme Forklaret i utilgivelig korthed handler Lene Andersens system i sidste ende om global eksistentialisme, hvilket er hendes eget begreb for den form for sameksistens, hun forsøger at indskærpe. I begrebet eksistentialisme ligger Søren Kierkegaard dybt begravet, mens selve det stort anlagte filosofiske system skylder en stor del til den tyske filosof Hegels systematisering af historien som en proces. Uden at det ender i idéhistorisk fnidder formår Andersen her at forklare, hvordan historien tydeligvis har haft en vis retning. Det bygger primært på, hvordan mennesket rent genetisk og kulturelt har udviklet sig fra den oprindelige gensuppe til de kognitive egenskaber, vi har i dag. På dette punkt indfører Andersen Kierkegaards pointe om, at vi som enkelte individer og derfor også som menneskehed, siger Lene Andersen er udstyret med et valg, hvilket ikke helt var tilfældet Det, at mennesket har et valg, gør, at vi skal vælge rigtigt imellem de alternativer, som vi står overfor i vores nutid. Træffer vi det forkerte valg, er vi ganske simpelt rent miljømæssigt, retsmæssigt og menneskeligt grundigt på røven. Træffer vi det rigtige valg, vil vi kunne redde os selv fra undergang. Det rette valg, forklarer Andersen dermed, er en global eksistentialisme, der hviler på, at vi er nødt til at bygge vores samfund på nogle ufravigelige værdier, som primært er retssamfund, demokrati, pluralisme og humanisme. Disse værdier er kerneværdier, mens samfundet netop på baggrund af disse, kan opbygges, så intet nogensinde bliver færdigt. Verden er en proces, og den bliver aldrig færdig. Vi bliver aldrig færdige, som hun skriver. Kerneværdierne er årsag til, at netop dette kan være muligt. Dette er global eksistentialisme. Læs selv videre Introduktionen til et så omfattende værk forbliver her selvfølgelig på et niveau, hvor værkernes mangfoldige karakter ikke helt står mål med omtalen. En så kort forklaring af et yderst omfattende videnskabeligt og filosofisk system glimrer også usvigeligt usikkert i sin lidenhed, men forstå derfor i stedet dette som en opfordring til selv at gå i krig med dette dristige værk. Korte omtaler kan på ingen måde indbefatte den rummelighed, der er i de tankestrømme, som ligger i og derfor udspringer af serien Baade Og. Læs selv videre det er fiktion, der vil noget! Læs eventuelt mere fyldige artikler om Lene Andersens bøger, og se hendes eget foredrag om bøgerne på www. kulturkapellet.dk. 18 Artikel Artikel 19

11 Smag på verden Af Jannie Solaas, manuskriptlæser, Bogcaféen Underwood Ink. har trukket verdenshjørnerne til Nørrebro. Mød ejeren bag og få et stykke af udlandets historier serveret i en samtale om litteratur og om, hvad det danske bogmarked er gået glip af. Anderledes. Det er det første ord, der klinger i mig, da jeg træder ind ad døren til Underwood Ink., bogcaféen, der skjuler sig så godt i Nørrebros gader, at man må kende caféen for at finde den. Jeg bliver venligt modtaget af ejeren, Andreas J. Ottosen, som har en uddannelse i litteraturhistorie bag sig. Stedet blev åbnet i Ryesgade fredag den 13. juni For heldets skyld, griner Andreas og byder mig på noget varmt at drikke. Hvide vægge, mørke træmøbler, stearinlys på bordene og reoler med bogtitler, hvoraf 70 % er udenlandske i engelsk oversættelse, er det første, der byder den besøgende velkommen. Indtil blikket falder på et udvalg af stencil art på væggene, hvide spraydåser med spraymalede tegninger af gamle mennesker fra Troy, New York, og musik, der skifter genre efter dagens humør. I dag står den på Astor Piazzola fra Argentina. Et par steder er pladsen reserveret til nogle charmerende, gamle udgaver af skrivemaskinen, Underwood. Et mærke, som bl.a. Hemingway brugte. Da jeg spørger, hvor Andreas lidenskab for bøger stammer fra, må han tænke sig om et øjeblik, før mindet toner frem: Jeg kan huske min mor ligge på en haveseng og grine hysterisk over Bo Balderson-krimier. Jeg var kun 9-10 år, og anede ikke, at bøger var morsomme, men jeg begyndte så at læse først krimier og siden Dan Turèll. Hans interesse er fulgt med ham ind i lokalet. Stemningen er åben og intim på en gang, og det er ikke svært at blive suget ind i bøgernes universer. Der er næsten kun skønlitteratur på reolens mørke hylder. Undtagelserne er den undersøgende journalistik, der fortæller, hvordan der er derude i den virkelige verden. Det er ikke nødvendigvis traditionel smal litteratur, Andreas serverer. Der er fx masser af spænding. En bog må også gerne være noget, man blæser igennem for underholdningens skyld, mener han. Caféens arrangementer har ingen litterære præferencer og støtter gerne debutanterne. Blandt hans egne yndlingsforfattere er Bohumil Hrabal, Ryu Murakami, Victor Pelevin, Robert Walser og Alessandro Baricco. Man lærer at forstå andre landes kulturer ved at læse bøger. En bog rammer dig på en helt anden måde end andre medier. Dansk litteratur kan selvfølgelig også være interessant, men jeg savner lidt de gode fortællinger. Der kan være lidt for meget form, og samtidig ved vi tit, hvad vi kan forvente at få, når kendte forfattere udgiver en ny bog. Og så er det næsten et problem, at der udgives så mange bøger og biografier af tvberømtheder, smiler han. Kultur i tæerne Bogcaféen passer godt ind i kvarterets forskellige kulturelle strømninger. Bøgerne er bl.a. skrevet af italienere, irere, spaniere, tyskere, franskmænd, østeuropæere og asiater. Og så er kun halvdelen af nationerne nævnt. Der er desuden danske og udenlandske litteraturmagasiner, der er svære at opspore. Jeg vil gerne præsentere et bredt udvalg af litteratur fra hele verden, fortæller Andreas. De fleste lande er dårligt repræsenterede i oversættelse, når vi ser bort fra skandinaviske og angelsaksiske bøger. En bogcafé er en oplagt mulighed for at præsentere andet end titlerne fra fx Bog & Idé, men det er de færreste bogcaféer, der gør det, fordi det er svært at sælge 20 Interview Interview 21

12 så mange kunder kan godt opfatte bøgerne som dekoration, ligesom bøgerne måske træder lidt i baggrunden pga. billedernes markante budskaber.. Jeg får øje på Che til venstre for os og kan godt se, hvad han mener. Der er, så vidt jeg kan tyde, ingen skjulte budskaber i noget af det, der er sat frem. Det er tværtimod en opfordring til at opdage kunstarter, genrer og kulturer, man måske ikke har stiftet bekendtskab med før. Man får en smag af verden. Måske er det en af grundene til, at kvarteret har taget så godt imod caféen. Ud over at folk er glade for, at der er sket noget, som bringer mennesker igennem gaden. Og klientellet er meget blandet. Fra ældre ægtepar til de meget tørstige, tilføjer han. Det har lidt mere kant hernede, og det kan jeg lide. Find link til Underwood på relativt ukendt litteratur.. Af samme grund er det i høj grad caféen, der økonomisk muliggør hans bogudvalg. Egentlig er den mere bar end café, fordi kaffe ikke tjener nok hjem til at understøtte salget af fremmed litteratur. Som mange andre bogentusiaster har Andreas selv haft fingrene dybt begravet i tasterne. Han skrev, indtil han var ca. 26 år. Undervejs opdagede han, at han ikke var produktiv nok, og kasserede tanken om, at han burde nå at skrive en bog, inden han fyldte 30 og blev gammel og kedelig, som han udtrykker det. Han griner lidt ved tanken, og så alligevel ikke: Hemingway skrev sit bedste, inden han var 30. Derefter var han lidt for ramt af krigen efter min smag. For oppustet og heroiserende. Der findes også et revolutionært drive hos unge, som sjældent kan skrives af dem på 40. For bliver man ved at hakke på det samme hakkebræt, eller genopfinder man sig selv?. Han holder til gengæld meget af skrivemaskiner. Især fra tiden før de blev elektriske. Ord har mere vægt på papiret. De har også en større umiddelbarhed, fordi det er sværere at redigere i dem. Underwood er for resten ikke kun Hemingways skrivemaskine, indskyder han, alle har brugt den, også Jack Kerouac, da han skrev On the road. Bog eller café? Andreas er ikke den eneste litterære sjæl i lokalet. Caféens ansatte har entusiasme for og viden om bøger for bedre at kunne starte en samtale med kunderne og inspirere dem. Caféen adskiller sig også fra andre bogcaféer ved at have åben om aftenen. I weekenden helt til kl. 2 om natten. Og der kan spises fra menukortet til lukketid. Men han er opmærksom på, at blandingen af bar, café, kunst og bøger kan forvirre kunderne: titler er ikke mange sammenlignet med andre boghandler, ESKIL THYBO Jensen og den gamle overlæge Kronikker Mikro Eskil Thybo, ingeniør, overlæge, anerkendt kunstmaler og kronikør. Debatskabende kronikker præget af engagement og skarphed parret med humor og let satire. Jensen møder medpatienter, det offentlige, læger og mennesker i det hele taget. Godt udvalg til smil og eftertanke. 144 sider 148 kr. Forlaget Mikro 22 Interview Interview, Peter & Ping, Micro 23

13 Kalejdoskopisk hybrid-debut fra PEER - multisanselig cd og bog i ét Cd-bogen KOLLEKTION er 162 siders trykt materiale med fotografier, noveller, sangtekster, poesi etc. samt en musik-cd med rock, elektronika, elektropop, komposition med mere. Forhandles i alle landets boghandlere, musikbutikker samt hos udvalgte museer og specialbutikker Vejl. pris 249,- Læs, lyt og se nærmere på