Beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede målgrupper med særlig fokus på gruppen af personer med erhvervet hjerneskade

Transkript

1 Syddansk Universitet, Odense Master i Public Management (MPM) Sommereksamen 2010 Masterafhandling Beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede målgrupper med særlig fokus på gruppen af personer med erhvervet hjerneskade - Fordele og ulemper ved central og decentral beskæftigelsesindsats Studerende: Ketty Gjellerup Studienummer: Vejleder Terkel Christiansen

2 Indhold Beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede målgrupper 0. Masterafhandlingens opbygning English Abstract Forord Baggrund og problemformulering Indledning FN's handicapkonvention Konventionens indhold Grundloven Personer på kanten af arbejdsmarkedet Rehabilitering Opsamling Problemformulering Problemstilling Arbejdsmarkedspolitikken historisk set Fra welfare til workfare Arbejdsmarkedspolitikken af i dag Beskæftigelsesindsatsen Arbejdsmarkedet Rehabilitering Central eller decentral indsats Inklusion Opsamling Erfaringer fra Sverige Svensk lovgivning vedrørende ansættelses- og afskedigelsesforhold Galaxen Handisam Samhall Arbetsförmedlingen - AF Uddannelse Rekryteringsprogrammet Det sociale ansvar Internationalt netværksarbejde Opsamling Teori Arenaer

3 6.2 Institutionaliserede standarder Opsamling Metode og data Interviewguide Præsentation af de interviewede Analyse Opsamling Sammenfatning og konklusion Anbefalinger til beskæftigelsesindsats til personer med erhvervet hjerneskade Første anbefaling: Taskforcegrupper Anden anbefaling: Jobportal Tredje anbefaling: Kampagne Fjerde anbefaling: Tværgående koordination og samarbejde Femte anbefaling: Innovative løsningsforslag Litteraturoversigt...50 Bilag 1 Referencer vedr. interviews i Stockholm...51 Bilag 2 Definition på stor og lille population

4 0. Masterafhandlingens opbygning Kapitel 2 Baggrund og problemformulering XXXXX Kapitel 3 problemstilling XXXXX Kapitel 4 Erfaringer fra Sverige XXXX Kapitel 5 Teori XXXXX Kapitel 6 Metode og data XXXXX Kapitel 7. Analyse XXXXX Kapitel 8 Sammenfatning og konklusion XXXXX 4

5 1. English Abstract 5

6 2. Forord Beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede målgrupper I mit daglige arbejde som viceforstander på et kommunikationscenter for voksne møder jeg ofte personer, som er på kanten af arbejdsmarkedet. Det kan være personer, som aldrig rigtig er kommet ind på arbejdsmarkedet, og det kan være personer, som er på vej væk fra arbejdsmarkedet. Årsagerne hertil kan fx være utilstrækkelige læsekvalifikationer, hørevanskeligheder, sociale vanskeligheder, psykiske vanskeligheder eller følger efter erhvervet hjerneskade. Et fælles træk for de fleste af disse personer i den erhvervsaktive alder er ønsket om at blive eller forblive en del af arbejdsmarkedet. Samtidig med at man i dagspressen ofte hører om, at vi inden for en kortere årrække har for få hænder til at dække efterspørgslen på arbejdsmarkedet, har vi en ubenyttet arbejdskraftressource i personer, som ganske vist ikke kan yde 100 %, men som er motiverede for at arbejde, og som kræver en særlig tilrettelagt beskæftigelsesindsats for at opnå eller bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet. Ved en veltilrettelagt rehabilitering er der mulighed for at bidrage til en varig løsning og dermed forøgelse af arbejdsudbuddet. På den baggrund vil jeg undersøge, hvad der fordres og vil inddrage erfaringer fra Sverige, så der kan tilrettelægges en beskæftigelsesindsats ved også at inddrage arbejdskraftreserven i form af marginaliserede målgrupper. Der er allerede iværksat en række initiativer for at inkludere nye arbejdskraftreserver: Både en række lovgivningsmæssige indgreb og mange lokale, kommunale strategier. Imidlertid resterer der efter min opfattelse stadig fyldestgørende tiltag for at få marginaliseret arbejdskraft ind på eller tilbage til arbejdsmarkedet. Med andre ord vil jeg se på muligheder for at integrere personer og dermed modvirke eksklusion. I denne masterafhandling er der fokus på den del af de marginaliserede personer, der har en arbejdsrestevne på trods af en erhvervet hjerneskade. Beskæftigelsesindsatsen bliver ikke bedre end det rum, den får at agere i, så for at sikre længerevarende tilhørsforhold til arbejdsmarkedet for de marginaliserede målgrupper kræves blandt andet lovgivningsmæssige muligheder, holdningsbearbejdning hos arbejdsgiverne og hos arbejdskollegerne, indgående kendskab hos jobkonsulenterne til målgruppens erhvervsevne og til de helbredsmæssige begrænsninger, der er, og for de marginaliserede en sikkerhed for, at der skabes overensstemmelse mellem arbejdsevnen og jobbet, der skal bestrides. For mig at se peger konklusionen hen mod en model, hvor beskæftigelsesindsatsen bør løses såvel på centralt som lokalt niveau, hvor arbejdsgiverne opnår enklere adgang til viden om ansættelse af marginaliserede, og hvor jobformidleren er veluddannet i forhold til beskæftigelse af denne målgruppe. Først når disse parametre er til stede, kan vi sikre et rummeligere arbejdsmarked, hvor der er skabt plads også til marginaliserede personer med erhvervet hjerneskade. Ketty Gjellerup, juli 2010 Vindmøllerne på forsiden kan med deres tre vinger symbolisere: beskæftigelsesindsatsen, arbejdsmarkedet og rehabiliteringen det offentlige arbejdsmarked, det private arbejdsmarked og civilsamfundet, central, decentral beskæftigelsesindsats eller en kombination heraf Meningen er ikke at lede tanken hen på en beskæftigelsesindsats, der fungerer, som vinden blæser. 6

7 3. Baggrund og problemformulering 3.1 Indledning Beskæftigelsesindsatsen er afhængig af målgruppen og skal indrettes til målgruppen. For at begrænse social marginalisering, udstødning og polarisering og for at fremme inklusion også i forhold til beskæftigelse, foreligger der konventioner og lovgivning på flere niveauer. Således er emnet beskrevet i såvel FN s handicapkonvention som i Grundloven. 3.2 FN's handicapkonvention Den 13. december 2006 blev FN's internationale handicapkonvention vedtaget. I Danmark trådte konventionen i kraft den 23. august Det betyder, at Danmark herefter er forpligtet til at sikre handicappedes rettigheder, som konventionen foreskriver. Det indebærer på den ene side, at eventuelt eksisterende love, som diskriminerer handicappede, skal fjernes, og at nye love, der sikrer, at handicappede ikke diskrimineres, skal vedtages. I konventionen anerkendes det at begrebet handicap er under udvikling, og at handicap er et resultat af samspillet mellem personer med funktionsnedsættelse og holdningsbestemte og omgivelsesmæssige barrierer, som hindrer dem i fuldt og effektivt at deltage i samfundslivet på lige fod med andre.(fn s konvention om rettigheder for personer med handicap (2008) 3.3 Konventionens indhold Konventionen handler om menneskerettigheder, frihedsrettigheder og grundrettigheder for mennesker med funktionsnedsættelser. Her tænkes på borgerlige, politiske, sociale, økonomiske og kulturelle rettigheder. Men hvem er omfattet af konventionen? Mennesker med handicap beskrives som personer, der har en langvarig fysisk, mental, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse, som i samspil med forskellige barrierer kan forhindre deres fulde og effektive deltagelse i samfundslivet på lige fod med andre. I artikel 27 er der om arbejde og beskæftigelse beskrevet, at deltagerstaterne skal sikre og fremme virkeliggørelsen af retten til arbejde også for handicappede og at såvel den offentlige som den private sektor skal medvirke til at fremme beskæftigelsen af personer med handicap gennem foranstaltninger som fx positiv særbehandling og incitamentsordninger. Ydermere angiver artiklen, at der skal fremmes ordninger for erhvervsmæssig og faglig rehabilitering og tilbagevenden til arbejde for personer med handicap. Kombineres hvem om, konventionen omfatter, altså handicappede med langvarig fysisk, mental, intellektuel eller sensorisk funktionsnedsættelse og artikel 27.1.k om ordninger 7

8 for erhvervsmæssig og faglig rehabilitering og tilbagevenden til arbejde for personer med handicap, så er dette netop kernen i denne masterafhandling. 3.4 Grundloven I Danmarks Riges Grundlov af 5. juni kan man læse: Stk. 1. Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mulighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse. Stk. 2. Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom påbyder. Dette er en klar tilkendegivelse af, at man skal tilstræbe, at alle får mulighed for at bestride et job, og at man, hvis man ikke er i stand til at ernære sig ved et job, er berettiget til at modtage ydelser fra det offentlige. Men mange af de personer, jeg møder i min dagligdag, og som i dag ikke er i arbejde, har svært ved at få øje på disse bestræbelser. Disse personer oplever ikke den sociale ansvarlighed. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg sagde i sin indledning til SFI s konference (SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfærd det tidligere Socialforskningsinstitut) 2. december 2009: På kanten af arbejdsmarkedet : Videre sagde ministeren, at en god beskæftigelsesindsats er lig med en aktiv beskæftigelsesindsats. Personer på kanten af arbejdsmarkedet skal ikke passe sig selv, og vi skal ikke lade de svageste i fred, selv om de har det svært nok i forvejen. at det er nu, vi skal sikre, at de svage ikke skubbes ud til fordel for stærkere medarbejdere. Vi skal blive bedre til at udnytte arbejdskraftpotentialet hos personer med nedsat arbejdsevne. Heraf kan udledes, at vi alle har et ansvar regeringen, samfundet den enkelte. Men leves der op til dette ansvar? Ganske vist har vi i Danmark en høj erhvervsfrekvens svarende til 79 % (Kilde: Danmarks Statistik) en frekvens som er i stadig stigning. Dette kan muligvis skyldes den skandinaviske velfærdsmodel, som vedrører..xxxxxxxxx Ved at skaffe endnu flere marginaliserede ud på arbejdsmarkedet ville denne frekvens kunne øges. Jeg har i model 1 nedenfor illustreret, at opgaven er at sikre, at den midterste oval får mest mulig overlap med den venstre oval, og at den højre oval bør minimeres mest muligt. 8

9 Model 1. Personer på arbejdsmarkedet Personer uden for arbejdsmarkedet Personer på kanten af arbejdsmarkedet 3.5 Personer på kanten af arbejdsmarkedet Gruppen af personer på kanten af arbejdsmarkedet, dvs. i farezonen for at være på vej væk fra arbejdsmarkedet omfatter blandt andet: personer, der har været på sygedagpenge mere end 25 uger kontanthjælpsmodtagere og dagpengemodtagere førtidspensionister med lønindkomst de personer, der er i beskæftigelse på trods af helbredsproblemer eller handicap, svarende til 52,8 % af de handicappede (SFI 2009: Handicap og beskæftigelse. Udviklingen mellem 2002 og 2008 s. 38) unge, som dropper ud af uddannelsessystemet og derfor ikke gennemfører en kompetencegivende uddannelse personer med misbrugsproblemer ikke-fleksible eller -omstillingsparate arbejdstagere personer som er ramt fx af en erhvervet hjerneskade, som hidtil har bestridt et arbejde på trods af hjerneskaden, og som nu har vanskeligere ved at klare jobbet, fordi der stilles andre og større krav på arbejdsmarkedet end tidligere Fælles for disse grupper er, at de kan påvirkes kraftigere end øvrige arbejdstagere af en faldende beskæftigelse og en stigende ledighed og dermed være yderligere i farezonen for at være på vej væk fra arbejdsmarkedet. Den konjunkturkrise, vi oplever i Danmark i foråret 2010, kan også betegnes som en strukturel krise. Arbejdspladser nedlægges og arbejdspladser opstår, men de nye arbejdspladser, der etableres, efterspørger formodentlig medarbejdere med et andet vidensindhold en anden vidensbaggrund, og på andre geografiske placeringer end de arbejdspladser, medarbejderne har haft tidligere. Blandt personer på kanten af arbejdsmarkedet skal der også være fokus på grupper, som ved en veltilrettelagt beskæftigelsesindsats i et eller andet omfang burde kunne komme ind på arbejdsmarkedet: personer som har været på offentlig forsørgelse i længere tid unge uden job eller kompetencegivende uddannelse ufaglærte og ledige med uddannelser, som ikke længere efterspørges, idet der kan være en forventning om, at de ufaglærte jobs, der forsvinder, ikke kommer igen, når konjunkturen vender personer med anden etnisk baggrund end dansk personer med dårligt helbred personer med misbrugsproblemer personer med psykiske lidelser personer med permanente lidelser/diagnoser 9

10 I foråret 2010 tager de kommunale jobcentre en ny matchmodel i anvendelse. Den nuværende model med fem matchgrupper erstattes af en model med tre matchgrupper. Intentionen er, at den nye matchmodel fremstår som simpel og ubureaukratisk og gældende for alle jobcentrets målgrupper. Fremover bliver det ikke den enkeltes tilkendte økonomiske ydelse, men i stedet vedkommendes behov for en beskæftigelsesrettet indsats, der bestemmer matchgruppen. Som noget meget centralt synliggør modellen alle de borgere, der kan arbejde - uanset hvilken økonomisk ydelse, de modtager. De tre grupper benævnes: matchgruppe 1: "jobklar", matchgruppe 2: "indsatsklar" og matchgruppe 3: "midlertidigt passiv". Der er endnu ikke høstet erfaringer af den nye matchgruppeinddeling, men ifølge Arbejdsmarkedsstyrelsens beskrivelse vil den nye matchmodel være mere enkel og mere generel anvendelig end den gamle, og som noget meget centralt vil den bidrage til at synliggøre alle de overførselsmodtagere, der kan bidrage på arbejdsmarkedet uanset hvilken ydelse, de modtager.(arbejdsmarkedsstyrelsen Ny matchmodel sådan og derfor) Lever den nye matchgruppemodel op til forventningerne burde vejen til job også for marginaliserede målgrupper være banet. Opdeles arbejdsstyrken i 4 grupper i: de, der kan og vil arbejde de, der ikke vil, men kan arbejde de, der ikke vil og ikke kan arbejde og de, der vil, men ikke kan arbejde, opnå eller bevare et arbejde uden en særlig tilrettelagt beskæftigelsesindsats beskæftiger denne masterafhandling sig med personer fra sidstnævnte gruppe. Yderligere har jeg valgt at snævre denne gruppe ind og rette fokus mod personer med følgevirkninger efter erhvervet hjerneskade efter fx en ulykke, en blodprop eller en hjerneblødning, altså personer, som på trods af skaden og dens eftervirkninger (udtrætningsproblemer, hukommelses-, koncentrations-, kommunikations- og fysiske vanskeligheder) formår at varetage et job på særlige vilkår. Gruppen af personer med erhvervet hjerneskade er stor. I Danmark rammes ca mennesker hvert år af en blodprop eller en blødning i hjernen eller sagt på en anden måde hver 7. dansker rammes på et tidspunkt i livet. Blodprop i hjernen og hjerneblødning er den 3. hyppigste dødsårsag i Danmark danskere lever med følgerne af apopleksi eller afasi. Af de, der overlever, rammes ca. 80 % af halvsidige lammelser og 30% af afasi. Samfundets samlede apopleksiomkostning anslås til at udgøre 2,7 mia. kr. Dette beløb svarer iflg. foreningen Hjernesagen til, at udgifterne til apopleksiomsorg i Danmark udgør 4 % af sundhedsvæsenet samlede udgifter. 10

11 3.6 Rehabilitering I hvidbog om rehabiliteringsbegrebet fra 2004 udarbejdet af en bredt sammensat kreds af fagfolk fra rehabiliteringsområdet og repræsentanter fra handicaporganisationer defineres rehabilitering som at Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats. ( I denne afhandling koncentrerer jeg mig alene om beskæftigelsesindsatsen. Netop det at have et arbejde har stor betydning for menneskers identitet og sociale status i samfundet. At have et arbejde giver mening og formål med livet, og det står højt på ønskelisten hos mange borgere. De fleste af os identificerer os selv og andre ud fra det at have et arbejde, og alle har vi oplevet, at vi ved et middagsselskab ikke skal sidde længe til bords, før spørgsmålet hvad bestiller du? lyder. Det gælder også for den aktuelle målgruppe. Rehabiliteringsindsatsen for at komme tilbage i arbejde kan være lang og svær at håndtere både for den implicerede, for de pårørende og for de mange fagfolk, der er involveret i forløbet fra patienten indlægges på sygehuset (fase 1 og 2), og til den fase (3), hvor kommunen er involveret for at støtte borgeren i rehabiliteringen. I fase 3 kan som eksempler indgå: hjemmesygepleje fra kommunens pleje- og omsorgsafdeling genoptræning på kommunens sundhedscenter sagsbehandling fra kommunens socialforvaltning (i forhold til fx sygedagpenge, revalidering eller pension) støtte fra kommunens handicapafdeling specialpædagogisk undervisning fra kommunikationscentret og jobcentrets indsats for at yde støtte i forhold til det at komme i arbejde Mange oplysninger skal indsamles, systematiseres og koordineres en opgave der er af overordentlig stor betydning for det endelige resultat. Der kræves en tværgående planlægning for at skabe sammenhæng og kontinuitet i de konkrete indsatser der er nødvendige for at understøtte borgerens rehabiliteringsforløb. Mange af de danskere, der hvert år rammes af en blodprop eller hjerneblødning, besidder efter den fornødne genoptræning en erhvervsrest, som ved et fornuftigt match mellem handicap, arbejdsplads og opgave rent faktisk er i stand til at bidrage med en indsats på arbejdsmarkedet. Men også arbejdspladserne skal klædes på til at kunne modtage, rumme og håndtere personer med erhvervet hjerneskade. 11

12 3.7 Opsamling I forhold til beskæftigelsesindsatsen over for afhandlingens målgruppe taler vi her om 3 niveauer: at nå et arbejde (hvor personen skal erhverve sig kompetencer for at kunne varetage et job) at få et arbejde (hvor der skal skaffes et konkret og relevant match til en arbejdsgiver et match, der tilgodeser funktionsnedsættelsen og kompetencer) at bevare arbejde (hvor personen og arbejdsgiveren skal arbejde sammen for at sikre en vedvarende fastholdelse til arbejdspladsen) For at denne beskæftigelsesindsats kan lykkes må der fra alle sider udvises ønske om at yde en inkluderende indsats. En vej frem for at sikre personer med erhvervet hjerneskade mulighed for at komme ind på/ tilbage til arbejdsmarkedet, kunne være at ændre synet på det traditionelle kompetencebegreb. Man skal bort fra: alene at se på formelle kompetencer, altså færdigheder der kan måles og evalueres, at uddannelse og undervisning finder sted alene for at forbedre den enkeltes formelle kvalifikationer og at personlige, følelsesmæssige og sociale kompetencer ikke tæller Og i stedet skal der arbejdes frem imod: at se på personer ud fra et udvidet syn på kompetencer at se på det hele menneske og at skabe balance mellem arbejdsopgavens udfordringer og personens forudsætninger Med andre ord: For at udnytte den humane kapital optimalt og sikre, at den ikke forsvinder med dekvalificering og menneskelig deroute til følge, skal der arbejdes med at normalitetsbegrebet for kompetencer udvides. Handlemulighederne herfor er forebyggelse, fastholdelse og integration. Uddybes nærmere 12

13 3.8 Problemformulering På baggrund af ovenstående opstilles følgende problemformulering: Beskæftigelse af marginaliserede målgrupper er i dag en kommunal opgave. Med udgangspunkt i en sammenlignende beskrivelse af forholdene i Danmark og Sverige analyseres fordele og ulemper ved henholdsvis central (statslig og regional) og decentral (kommunal og privat) forankring af indsatsen over for marginaliserede grupper på arbejdsmarkedet. Hvorledes kunne beskæftigelsesindsatsen gøres bedre i forhold til arbejdsmarkedet og den enkelte? Hvad betyder det, om indsatsen er central /decentral eller decentral forankret? Hvilke anbefalinger kan fremme en yderligere inklusion på arbejdsmarkedet af gruppen af personer med erhvervet hjerneskade? 13

14 4. Arbejdsmarkedet 4.1 Arbejdsmarkedspolitikken historisk set Socialministeriet beskrev i cirkulære af 12. oktober 1960 om Lov om Revalidering: Loven må ses som et udtryk for det socialpolitiske synspunkt, hvorefter det må være samfundets opgave at sigte på, at personer, der ikke ved egen hjælp kan løse deres erhvervsmæssige problemer, så vidt muligt tilbageføres til en normal tilværelse, herunder i erhvervsmæssig henseende. Bestemmelsen ændrede synet fra en trangsbestemmelse til et mere inkluderende erhvervsorienteret syn. Hvor familien eller det lille samfund førhen tog over i forhold til den marginaliseredes forhold til arbejdsmarkedet, var det nu en samfundsmæssig opgave. Et skift, der opstod som følge af den øgede industrialisering, hvor arbejdet i højere grad end tidligere blev udført uden for hjemmet. Også før denne lov eksisterede der love, der kunne udnyttes, men først ved denne lovs ikrafttræden blev der specifikt beskrevet, hvad der kunne iværksættes i forhold til handicappedes job og uddannelse. På den baggrund beskrev Bent Rold Andersen i 1963 i memorandummet Nyere målsætninger i socialpolitikken, hvorledes arbejdsmarkedet burde indrettes, så der kunne blive plads til alle. Hans opfattelse var, at den daværende klassiske socialpolitik byggede på en tilsyneladende klar sondring mellem individerne og samfundets ansvar, og at det påhvilede den enkelte borger at sikre sin egen eksistens. Samfundet greb først ind med underholdshjælp, når borgeren ikke kunne klare denne opgave eller med kur og pleje i sygdomstilfælde. (Andersen 1963 s. 23). Omkring det tidspunkt begyndte revalideringstankesættet at blive dannet. Bent Rold Andersen angiver, at man kunne sætte ind over for handicap på to måder (s. 53): 1. Enten ved at fjerne handicappet eller begrænse det, eller 2. kompensere handicappet gennem indgreb i de ydre vilkår Dette baner vejen for indførelse af begrebet: Revalidering, som i memorandummet (s. 68) defineres som alle foranstaltninger, der tager sigte på at kompensere et fysisk, psykisk eller socialt handicap, således at den handicappede så vidt det er muligt sættes i stand til at klare sig på lige fod med andre, herunder i erhvervsmæssig henseende. Ser vi på ledigheden for perioden omkring denne lovs vedtagelse, så var der stor efterspørgsel på arbejdskraft. Dette bidrog til at fremme en inkluderende tankegang. Bent Rold Andersen illustrerer i følgende figur i en lidt forenklet udgave det synspunkt, der lå til grund for revalideringsbestræbelserne: 14

15 Arbejdsmarkedet som helhed Jobbegrænsninger Jobmuligheder (uddannelse, bopæl i forhold til m.v.) fx. uddannelse og bopæl s.70) Jobmuligheder i forhold til helbred Bent Rold Andersens model (1963 Figuren markerer med den store firkant det samlede arbejdsmarked. Alle erhvervsaktive befinder sig et eller andet sted i dette felt. Firkanten i øverste højre hjørne markerer de jobmuligheder, der i forhold til arbejdsmarkedet kan være med hensyn til uddannelse eller bopæl. Firkanten i nederste venstre hjørne markerer de jobmuligheder, der kan være af helbredsmæssige årsager, årsager der gør, at man marginaliseres, og at handlerummet for arbejde snævres yderligere ind. Det overlappende felt i midten af de to mindre firkanter markerer de jobs, den handicappede kan varetage. Andersens pointe var, at det var dette centrale felt, der skulle udvides. Med udgangspunkt i samme model kunne en tredje dimension medtages: At arbejdsmarkedet skal imødekomme den marginaliserede ved at tilpasse arbejdet i forhold til dennes nedsatte erhvervsevne, uddannelse, træning og erfaring. En model kan efter min mening se ud som følger: Arbejdsmarkedet som helhed Den marginaliseredes erhvervsevne Arbejdsmarkedets tilpasning Den marginaliseredes kompetencer For at sikre en optimal beskæftigelsesmæssig inklusion bør det fælles område i centrum udvides. 15

16 Længere frem mod nutiden var det den borgerlige VK-regering, der i sidste halvdel af 1980 erne startede diskussionen om aktivering og aktiveringsformer. (Tofting 2004 s. 127). Og i udspillet Et arbejdsmarked for alle lancerede SR-regeringen i 1997 fleks- og skånejob som middel i indsatsen for arbejdsfastholdelse og integration. (Tofting 2004 s. 132). Man kan konstatere, at der igennem årene har været mange beskæftigelsesstrategiske tiltag for at skabe inklusion på arbejdsmarkedet for at sikre, at de, der står uden for arbejdsmarkedet, bliver hjulpet, og at der ikke opstår en kløft mellem personer i den erhvervsaktive alder eller en øget polarisering mellem disse Fra welfare til workfare Fra 1980 erne og op gennem 1990 erne har man således omstruktureret i forhold til den traditionelle social- og arbejdsmarkedspolitik, hvor man taler om at gå fra en passiv linje til en aktiv linje. (Tofting 2004, s. 24). Man arbejder sig således fra en welfarelinje, hvor man giver de ledige penge, til en workfarelinje, hvor man giver de ledige arbejde for penge (man skal yde, før man kan nyde). Med workfarelinjen er man gået fra offentlig forsørgelse i retning mod en arbejdsintegration, der kunne munde ud i en selvforsørgelse. Dette sker i en periode, hvor velfærdsstaten er under forandring. Beskrives nærmere!! Tofting 2004 s. 25 sammenligner de to begreber således: Welfare (forsørgelse) Workfare (Aktivering) Grundlag Rettighedsbaseret Rettigheder kombineret med pligter Funktion Socialisering af risici Individualisering af risici Mål Sikre leveniveau og dermed mulighed for reproduktion af arbejdskraften gennem deltagelse i masseforbruget Sikre arbejdsmarkedsintegration og dermed lavere offentlige socialudgifter og mindre pres på arbejdsmarkedet Middel Forholdsvis generøse forsørgelsesydelser Krav om deltagelse i ordninger, der øger de lediges chancer for at få et ordinært job. Under welfareperioden var det tilstrækkeligt for de ledige at stå til rådighed. Samfundets forpligtelse var at sørge for at sikre leveniveauet for borgerne. Når en borger var ved at nå sluttidspunktet for at kunne opretholde dagpenge, blev der iværksat et arbejds- eller uddannelsestilbud for ikke at risikere at borgeren skulle på kontanthjælp. Tanken kunne ledes hen på optræden i cirkus med roterende tallerkner på bambuspinde, hvor artisten lige før tallerkenen falder ned ved ny rotation sikrer at tallerkenen bliver oppe på pinden. I 1990 erne afløses welfareperioden af workfareperioden, og det er den vi stadig agerer i i dag. I slutningen af 90 erne udvidedes gruppen i forhold til den aktive politik til også at omfatte alle kontanthjælpsmodtagere, personer med misbrugsproblemer, psykiske 16

17 problemer og ligeledes fik førtidspensionister og langtidssyge beskæftiget i fleks og skånejobs også mulighed for at blive inkluderet i denne aktivlinje. Med ønsket om at begrænse den sociale marginalisering, udstødning og polarisering fordrede denne aktive politik et mere rummeligt arbejdsmarked, og op gennem 1990 erne blev der iværksat flere kampagner, der sigtede mod at hjælpe de svageste ind på arbejdsmarkedet. Der skulle med andre skabe mulighed for integration. Hansen (2001, s. 15) anvender Luhmans definition således: Integration defineres som dette at have en rolle (position) i et delsystem (segmentarisk, hierarkisk eller funktionelt) hvorfra individet kan kommunikere og handle. At være ekskluderet indebærer, at man ikke har sådan en rolle. Videre skriver Hansen, at marginalisering bliver forstået som en proces, hvor individer skubbes ud i marginalitet og videre ud i eksklusion. Arbejdsmarkedspolitikken kan i forhold til afhandlingens emne opdeles i tre hovedtemaer: beskæftigelsesindsatsen, arbejdsmarkedet og rehabiliteringen. Disse temaer kan suppleres med subtemaer som fx jobformidling og særlige indsatser for målgruppen. Alle er det temaer, der kræver en tværgående koordinering for opnåelse af en succesfyldt beskæftigelsesindsats. 4.2 Arbejdsmarkedspolitikken af i dag Beskæftigelsesindsatsen Danmark har en høj erhvervsfrekvens (erhvervsfrekvensen angives som antal personer i arbejdsstyrken mellem år i procent af den samlede befolkning i alderen år). Ifølge Danmarks Statistik har denne erhvervsfrekvens de seneste 10 år ligget ret jævnt omkring de 80 %. I Danmark har vi en høj arbejdsmoral. Opfattelsen hos langt hovedparten af danskerne er ønsket om at have et arbejde og at kunne forsørge sig selv. Som supplement hertil kan nævnes det sociale element. Hansen 2001 s. 35 har gennemført en interviewundersøgelse, der viste, at et gennemsnit på 79 % af de adspurgte erklærede sig helt enig i, at man skal kunne forsørge sig selv via et arbejde. (fordelt på 87 % beskæftigede, 75 % aktiverede og 75 % arbejdsløse) Det er imidlertid ikke enkelt at finde tilsvarende opdaterede tal for erhvervsfrekvensen af personer med handicap, idet vi i Danmark ikke har tradition for at registrere personer i forhold til arbejdsmarkedet på grund af deres handicap. 17

18 I 2002 gennemførte Danmarks Statistik en specialundersøgelse for at samle oplysninger om personer med længerevarende helbredsproblemer eller handicap. ( Helbredsproblemer og arbejdsliv ) Undersøgelsen viste, at i alt personer havde længerevarende helbredsproblemer eller handicap, hvilket svarede til hver femte dansker i aldersgruppen 15 til 66 år. Af disse tilhører knap 10 % gruppen af personer med mentale eller psykiske problemer, og det er i denne gruppe, at personer med erhvervede hjerneskade skal findes. Ikke alle blandt disse er i stand til at opretholde et job på arbejdsmarkedet end ikke under støttede vilkår, men tilbage står en ikke helt uvæsentlig arbejdskraftreserve. Tallene fra 2002 ligger sandsynligvis ikke langt fra dem, vi oplever i dag. Det er således ikke alle, der kan inkluderes på arbejdsmarkedet. Restgruppen sikres økonomisk ved pensionsordninger og andre overførselsindkomster. Disse vil ikke blive beskrevet her. At ændre eller regulere den nuværende praksis i forhold til beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede kræver en række beslutninger inden for politiske og institutionelle rammer. Disse ændringer stiller krav til såvel politikere, embedsmænd og ledere med virke inden for området. En udfordring i forhold til det politiske lag er, at mange ministerier er involveret i området. Det kræver koordination mellem de politiske parter, således at erhvervsministeriet, socialministeriet, beskæftigelsesministeriet, finansministeriet og andre, der er involveret, trækker på samme hammel. Denne koordination er ikke altid til stede. Eksempler på dette kan ses i fx dagspressen, hvor ministre kommer med udtalelser om dette eller hint udtalelser, som ikke er clearet eller stemmer overens med, hvad en anden minister har udtalt om samme. Et aktuelt eksempel herpå er fra maj 2010, hvor beskæftigelsesministeren over for Frivillighedsrådet holder fast i, at man ikke må yde en frivillig indsats, hvis man er arbejdsløs, og hvor socialministeren få dage efter går i dagspressen og opfordrer alle danskere til at yde socialt frivilligt arbejde. Opgaven med at ændre gældende praksis i forhold til beskæftigelsesindsatsen er af kompleks karakter, hvor der fordres et integreret samarbejde på tværs af faggrænser, institutions- og sektorgrænser (Klausen, 2007 s. 31). Opgaven kan karakteriseres som et wicked problem, som ikke starter med selve beslutningen, men med en helt anden iscenesættelse af bevidstheden om, hvad der er problemer og løsninger. Og det er her udfordringen kommer ind. Udfordringen peger mod aktører på flere niveauer: stat, region og kommune, markedet og civilsamfundet, og vigtige elementer er legitimitet og legalitet: opadtil politisk i forhold til politikere på såvel centralt som kommunalt niveau udadtil i forhold til de berørte, arbejdspladser og interesseorganisationer og andre samt 18

19 indadtil i forhold til medarbejdere på jobcentre og hos private aktører, så driftsopgaver tilrettelægges bedst muligt og at der ses sammenhæng i opgaveløsningen Dette stiller store krav til offentlig ledelse. Den amerikanske forsker Moore i Greve (2003) s. 18 mener, at offentlig ledelse går ud på at skabe resultater og offentlig værdi for politikere og befolkningen. Han mener, den offentlige leder orienterer sig ud fra det, han kalder den strategiske trekant, hvor lederne skal stille sig selv følgende tre spørgsmål: 1. Hvorledes forbedres substansen eller indholdet af opgaven? 2. Hvilke politiske rammer bevæger vi os inden for, og hvorledes skabes legitimitet? 3. Hvordan kan opgaven administreres og implementeres på en rimelig måde? Også for mig at se danner disse tre spørgsmål udgangspunktet for afhandlingens problemstilling Arbejdsmarkedet Begrebet Det rummelige arbejdsmarked skal opfattes som et arbejdsmarked med plads til alle eller flere. Målet er at få flest muligt mennesker i arbejde og som følge deraf have færrest muligt på overførselsindkomster. At kunne etablere et arbejdsmarked for alle er næppe muligt, men det gælder om at italesætte og iværksætte incitamenter så grænserne flyttes, så personer, som ikke har fuld arbejdsevne, kan bestride et job. I dag er der i mange overenskomster sociale kapitler, som sikrer etablering af jobs i fx færre timer eller med løntilskud, men vi skal ikke alene rette opmærksomheden mod den enkelte persons situation, men også mod virksomhederne. Man kan ikke tvinge virksomhederne til at tage et socialt ansvar, men ved at italesætte om det etiske regnskab, holdningspåvirke og ved erfaringsudveksling har man mulighed for at påvirke de barrierer, der måtte være for at arbejdsgiverne udviser større rummelighed og socialt ansvar i forhold til de personer, de vil ansætte. Introduktionen af begrebet og diskussionen om Virksomheders Sociale Ansvar / CSR (Corporate Social Responsibility) er i Danmark sat i værk af det offentlige, mere specifikt Socilaministeriet, der i 1994 lancerede kampagnen Det Angår Os Alle Roepstorff 2010, s. 12. Denne kampagne skulle med sin appel og opfordring bidrage til en forståelse af, at ansvarsfordelingen, hvor det var det offentlige, der skulle udligne de økonomiske og sociale forhold i samfundet, og markedet, der skulle tjene pengene, ikke længere var tilstrækkelig. Man ønskede med kampagnen at få virksomhederne til at tage deres del af ansvaret i forhold til sociale problematikker i samfundet. Med CSR ønskede man, at virksomheder bidrog til forebyggelse, fastholdelse og integration, og at virksomheder relaterede sig til det omgivende samfund. Med CSR signalerer virksomheder, at man har fokus både på aktiviteter, der peger ind i virksomheden og aktiviteter, der peger udad. CSR omhandler både et miljømæssigt og et socialt ansvar. 19

20 4.2.3 Rehabilitering Der er sket et paradigmeskift fra tidligere, hvor man så på de marginaliseredes begrænsninger til i dag, hvor man ser på muligheder. De begrænsninger, der måtte være, søges elimineret ved særlige hensyn og foranstaltninger. Men en stadig mere målrettet indsats kunne fortsat være ønskelig. I dag eksisterer der mange gode initiativer til at inkludere personer på kanten af arbejdsmarkedet. Men hvad kunne blive bedre? Svaret herpå er tværgående koordinering og samarbejde. Alt for ofte ses eksempler på, at der i forhold til job alene handles ud fra en erhvervsmæssig vinkel, og hvor fx specialpædagogiske, sociale eller sundhedsmæssige vinkler ikke inddrages. Eksempler på dette kunne i forhold til målgruppen være støtte til at strukturere dagligdagen, et element, det ofte kan svært for hjerneskadede at få et overblik over ved egen hjælp at arbejdets indhold, omfang og tidspunkt på dagen ikke ændres eller justeres uden at en faglig person har været med i beslutningen. Et element, der ofte medfører, at når det går godt i forhold til arbejdsmæssig rehabilitering af en person med erhvervet hjerneskade, så foreslår arbejdsgiveren eller måske den ramte selv ændringer i forhold til det aftalte, og eftersom den hjerneskadede ikke selv kender sine begrænsninger, kan ændringen medføre øget belastning, som igen kan medføre øget sygefravær og til sidst at jobbet ikke kan varetages mere. Det kunne også være en tværgående koordinering i forhold til børn og børnepasning, hjælp til transport mellem hjem og arbejdsplads rådgivning og hjælp til at bringe økonomien på fode igen, et behov, jeg i mit arbejde ofte oplever efter at den hjerneskadede, for langt de hovedpartens vedkommende var i job på ordinære vilkår før skaden og til en overenskomstmæssig løn, rådgivning om kost og motion, fysisk træning, genoptræning m.m. Rehabilitering placerer sig i et felt mellem flere politikområder, hvilket kan besværliggøre en virkelig effektiv indsats, idet politikere for at kunne beskæftige sig med sager, der hører under deres sagsområder ikke har overskud til at beskæftige sig med tværgående sager altså sager, som også tilhører et andet politikområde. Det at være handicappet eller have behov for rehabilitering kan opfattes relationelt og relativt. At have et rehabiliteringsbehov kan defineres ud fra mange vinkler. Man kan tale om rehabiliteringsbehov ud fra et funktionelt behov, som er diagnose- eller funktionsevnebaseret et socialt behov, som relaterer sig til omgivelserne og samfundets indretning et administrativt behov, for at nyde, skal du yde og lovgivning vedr. skåne- og fleksjob, specialpædagogisk støtte, jobbevarende hjælpemidler m.m. Hertil kommer personens subjektive vurdering: egen opfattelse af erhvervsevne, mindre synlige eller funktionelle lidelser m.m. Denne vurdering er relativ, hvorfor personen kan 20

21 føle sig mere eller mindre revalideringsberettiget/-egnet i forhold til egenopfattelse og i relationen til omgivelserne. Vi skal se på personerne med erhvervede hjerneskade både ud fra et individorienteret syn, hvor mennesket ses som et handlende og skabende personlighed, OG ud fra et relationsorienteret syn, hvor funktionsevnen og funktionsnedsættelsen ses i relationen til samfundsindretningen og her specifikt på arbejdslivsindretningen Central eller decentral indsats Siden 1988 har Arbejdsformidlingen (AF) stået for beskæftigelsesindsatsen i landets 14 amter i forhold til dagpengemodtagere, mens kommunerne havde ansvaret for kontanthjælps-modtagerne. Denne konstruktion betød en central indsats, hvor rammer og retningslinjer blev udstukket af i Folketinget og i forhold til dagpengemodtagerne effektueret ved hjælp af de regionale arbejdsmarkedsråd i de 14 AF-regioner. I forhold til kontanthjælpsmodtagerne var det de 270 kommuner, der fyldte rammerne ud. Ved kommunalreformens gennemførelse i 2007 nedlagdes AF i sin daværende form, og det samlede ansvar, altså ansvaret for både dagpenge og kontanthjælpsmodtagere, overgik til landets 98 kommuner. Det betyder, at det i dag alene er kommunerne, der har ansvaret i forhold til beskæftigelsesindsatsen. Og med så mange kommunale enheder betyder det samtidig, at man ikke kan sikre ensartethed i hver af landets kommuner i forhold til beskæftigelsesindsatsen fx personer med erhvervet hjerneskade. Ser vi til vores naboland Sverige med godt 9 mio. indbyggere og 290 kommuner, har man der organiseret sig således, at der findes en AF enhed i hver kommune. I tilknytning hertil har man centrale AF-enheder med forskellige specialer, enheder, som alle lokale AF-kontorer kan trække på. Ydermere har man i AF, når man erfarer, at opgaven er større, end at den kan løses lokalt på kvalificeret vis, muligheden for at visitere personer, som ikke har en arbejdsevne på 100 % videre til det statslige Samhall. Samhall er skabt for at sikre borgerne større ensartethed fra kommune til kommune, for at sikre et velfungerende og sammenhængende styringssystem og for at undgå, at særligt uddannede medarbejdere skal sidde isoleret lokalt på AF-kontorerne for at varetage beskæftigelsesindsatsen til fx personer med erhvervet hjerneskade. Erfaringerne er gode og man kan læse mere om dem i denne afhandlings kapitel 3. I 2002 besluttede regeringen at dele af markedet for beskæftigelse skulle udliciteres til private aktører / konsulentvirksomheder. Disse aktører præstationsaflønnes, altså aflønnes efter hvor mange ledige, der kommer i arbejde. Incitamentet var, at jo hurtigere, de fik formidlet et job til en ledig, jo tidligere kom der en betaling. Denne nye aktørmulighed betød fra start, at et væld af private firmaer kom på banen. Hurtigt viste flere af disse private aktører ikke at kunne magte opgaven. Flere forsøgte som en overlevelsesstrategi at creame, det vil sige satse på de stærkeste og lettest aktiverbare ledige. I dag har antallet af private aktører fundet et andet stabilt og lødigt leje på et lavere niveau. 21

22 Et dilemma i forhold til beskæftigelsesindsatsen og de private aktører er det samme som nævnt under den kommunale beskæftigelsesindsats: Hvorledes sikrer man en ensartet service og indsats i de forskellige kommuner med så mange forskellige aktører? Inklusion Arbejdsmarkedsrettede tilbud til marginaliserede målgrupper i Danmark kan være ansættelse i beskyttet beskæftigelse på et beskyttet værksted. Ifølge rapporten Beskyttet beskæftigelse fra SFI 2009 arbejder godt personer på disse værksteder, og af disse ønsker mere en end en tredjedel at komme ud på en almindelig arbejdsplads. Ydermere kunne man forestille sig, at endnu flere ville søge ud på det vanlige arbejdsmarked, hvis den fornødne støtte var til stede. Her kunne en nytænkning være på sin plads. I forhold til specialets aktuelle målgruppe er mange endnu på sygedagpenge og derfor ikke med i ovenstående gruppe. Regeringen har i april 2009 i erkendelse af, at alt for mange ressourcer blandt personer med handicap stadig ikke udnyttes optimalt udarbejdet en handlingsstrategi for perioden under overskriften Handicap og job det kan lade sig gøre. Strategien munder ud i 9 initiativer, som fordeler sig på tre indsatsområder: Vi skal gøre dette lettere at kombinere handicap og job Vi skal samle viden om hvilke veje, der effektivt fører til beskæftigelse Vi skal sprede viden om, hvordan det er muligt at kombinere handicap og job Samtidig er der afsat 50 mio. kr. til udmøntning af strategien. Sammenligner vi Danmark med andre lande i forhold til den procentvise fordeling af handicappede i arbejdsstyrken i forhold til det samlede antal handicappede (i %) viser undersøgelsen Dansk handicappolitik i et internationalt perspektiv fra Erhvervs- og Byggestyrelsen (april 2004) Definitioner på henholdsvis lille og stor population kan ses i bilag 2. 22

23 Figuren viser en erhvervsfrekvens for handicappede i Danmark på 58 %, et niveau som ligger på linje med Holland, England og USA. Endvidere viser figuren, at arbejdsmarkedstilknytningen i Sverige for den store population er markant bedre end for de øvrige lande. Denne arbejdsmarkedstilknytning kan angiveligt hænge sammen med den måde, beskæftigelsesindsatsen er tilrettelagt på i Sverige, et emne der beskrives yderligere i denne afhandlings kapitel 3: Erfaringer fra Sverige. 4.3 Opsamling Det er nødvendigt til stadighed at vurdere og justere arbejdsmarkedspolitikken så denne matcher arbejdsmarkedets vekslende udfordringer både i forhold til beskæftigelsesindsatsen, arbejdsmarkedet og rehabiliteringen. Synet på personer uden for arbejdsmarkedet eller på kanten heraf uanset om det drejer sig om personer med erhvervet hjerneskade eller andre vanskeligheder, skal være dynamisk. Vi må sikre, at der løbende finder inkluderende foranstaltninger /afprøvninger sted. Emnet har ikke blot noget med økonomi for den enkelte og for samfundet at gøre. Vi taler om inkludering også af humanistiske og etiske årsager. Der må i et højt udviklet samfund som det danske skabes rammer for, at det kan muliggøres også at inkludere personer, som ikke formår at bidrage med en fuld erhvervsevne. Vi er godt på vej, men der resterer stadig personer, som gerne ville og som i én eller anden udstrækning også kan, og som alligevel ikke har jobmæssig tilknytning. Vi bør anlægge den holdning, at alle yder 100 % med det, de nu formår. Det kan være, det blot er en arbejdstime daglig, det kan være, man kan være til stede på jobbet på fuld tid, men blot udføre det halve arbejde, eller det kan være der er flere funktioner, som vedkommende ikke skal varetage. 23

24 5. Erfaringer fra Sverige I februar 2010 indgik i mit masterstudie et studieophold i udlandet, og jeg valgte at tage 2 uger til Stockholm for at undersøge, hvorledes man i Sverige har tilrettelagt beskæftigelsesindsatsen over for marginaliserede målgrupper. I den forbindelse gennemførte jeg 11 interviews: med en forsker og med repræsentanter fra det politiske niveau, fra jobformidlingsinstitutioner, fra arbejdsgiversiden og fra arbejdstager-siden. (Bilag 1) Eskil Wadensjö, professor med speciale inden for arbejdsmarkedsforskning, gav i sit interview udtryk for, at der er store forskelle mellem Sverige og Danmark i forhold til inklusionssynet. Forskellene mellem Sverige og Danmark er flere og større, end man umiddelbart forestiller sig med tanke på, at Sverige er et land, vi ofte sammenligner os med. Min oplevelse var, at man fra svensk samfundsside har et mere udtalt ønske om at inkludere marginaliserede målgrupper, end vi har i Danmark, og at der fra det offentliges side i forhold til denne inklusion stilles krav både til arbejdstagere, arbejdsgivere og arbejdskolleger. Arbejdsgiverne er generelt underlagt strammere ansættelses- og afskedigelsesregler, end vi kender til. Det har medført, at man i forhold til marginaliserede har organiseret sig anderledes, end i Danmark. I forhold til de indhøstede erfaringer har jeg valgt at sætte fokus på lovgivning, på et udvalg af job- og uddannelsesaktiviteter, på det sociale ansvar og på internationalt netværk. 5.1 Svensk lovgivning vedrørende ansættelses- og afskedigelsesforhold Svensk lovgivning og bestemmelser vedrørende ansættelses- og afskedigelsesforhold adskiller sig på flere punkter fra, hvad vi kender i Danmark. I Sverige kan man afskedige medarbejdere ud fra fx SIFU-princippet (sidst ind først ud). Samtidig er det langt vanskeligere at opsige en medarbejder, idet arbejdsgiveren er bundet af en række forpligtelser over for medarbejderen. Flexicurity-modellen, som den kendes i Danmark, er ikke i anvendelse. Det indebærer i Sverige blandt andet, at arbejdsgiverne er meget påpasselige med at ansætte medarbejdere ved nye opgaver og opsving og måske i endnu højere grad ikke at ansætte marginaliserede medarbejdere direkte i virksomheden, idet det kan være svært for dem at skille sig af med medarbejderen igen. Arbejdsgiverens forpligtelse om ved ansættelse at indbetale 31 % af den løn, medarbejderen får, som bidrag til staten, bidrager yderligere til at søge efter medarbejdere, der kan yde optimalt. Får en medarbejder på en virksomhed fx en hjerneskade og kan vedkommende af den årsag ikke udføre sit arbejde mere, anvendes lov om støtte- og anpasningsforeskrifter, hvor arbejdspladsen skal indrettes, så arbejdet kan bibeholdes. Det er arbejdsgiverens forpligtelse at sørge for et rehabiliteringsforløb for medarbejderen og for at indrette arbejdspladsen til medarbejderen ved fx at fjerne dørtrin, forbedre den fysiske 24

25 tilgængelighed til arbejdspladsen, indkøbe storskærme til svagtseende, eller om nødvendigt tilrettelægge arbejdstiden, hvis arbejdstageren af hensyn til medicinering ikke kan møde på samme tid som de andre på arbejdspladsen osv. Ifølge Diskrimineringsombudsmanden er det svært at sikre, at denne tilpasning sker i alle tilfælde, idet mange arbejdsgivere ikke lever op til de lovgivningsmæssige krav. Diskrimineringsombudsmanden nævnte en undersøgelse, som viste, at i flere end 50 % af tilfældene, hvor der kunne synes et behov, tilpasses arbejdet og arbejdspladsen ikke, som den burde. På trods af strammere ansættelses- og afskedigelsesregler lykkes det alligevel at ansætte marginaliserede. Erfaringen viser, at det synes lettere at skaffe job til marginaliserede på mindre virksomheder altså virksomheder med under 100 ansatte. Store virksomheder har rigeligt at gøre med at rehabilitere egne medarbejdere, som er marginaliseret af den ene eller årsag. Som incitament over for arbejdsgiverne til også at ansætte marginaliserede har Riksdagen vedtaget en vifte af tilskud som fx udviklingsansættelser, tryghedsansættelser, lønbidragssystemet, job- og udviklingsgaranti, nystartsjobben rettet mod langtidsledige, Lov om særlig stöd, Lov om aktiv socialpolitik - alle foranstaltninger og tilskud, som ikke uddybes nærmere her. At det er virksomhedernes egen forpligtelse at rehabilitere medarbejdere har medført, at der findes organisationer, som i tæt samarbejde med AF og virksomhederne støtter arbejdsgiverne i den fornødne rehabilitering. Galaxen er et eksempel på dette. 5.2 Galaxen Galaxens opgave er at sikre rehabilitering til personer, som har fået en funktionsnedsættelse, og som samtidig har tilknytning til byggesektoren. Målet for indsatsen er, at arbejdstageren efter rehabilitering skal kunne vende tilbage til ordinært arbejde. Er dette ikke en mulighed, bidrager Galaxen til at finde en anden løsning, ligesom Galaxen forestår den fornødne opfølgning. Man visiteres til Galaxen via en regional visitationsgruppe bestående af repræsentanter for AF, arbejdsgiversiden, arbejdstagersiden og forsikringskassen. Derudover kan gruppen efter behov tilknytte faglig ekspertise som fx læge og fysioterapeut. Den skadede kommer til gruppen enten direkte fra ansættelse eller fra arbejdsløshed. Størstedelen af de sager, der kommer til visitationsgruppen, går videre til Galaxen, som iværksætter en arbejdspladsplacering, hvor rehabiliteringsplanen kan føres ud i livet. Jobplaceringen kan suppleres med fysioterapi og fysisk træning. Ansættelsen skal evalueres årligt og kan forlænges til max 4 år. 5.3 Handisam Som nævnt har man i Sverige en klar lovgivning med henblik på inklusion af marginaliserede. Allerede i år 2000 etableredes Handisam, hvis opgave det er at arbejde på, at samfundet udformes, så alle har samme muligheder, og så alle kan medvirke i og være delagtige i samfundsudviklingen. Handisam er en stabsmyndighed, som rapporterer direkte til regeringen. Et tilsvarende organ kendes ikke i Danmark. 25