I skal udvikle hellige og ædle tanker. Bhagavan Sri Sathya Sai Baba

Transkript

1 Dato : 1. oktober 2006 Sted Anledning : Prasanthi Nilayam. Sai Baba s ashram; Den Højeste Freds Bolig. : Dasara. (En højtid, hvor man fejrer de gode kræfters sejr over de kræfter, der modsætters sig menneskets stræben efter at nå Lyset). Oversætterens supplerende forklaringer er anført med kursiv i parentes. I skal udvikle hellige og ædle tanker af Bhagavan Sri Sathya Sai Baba Legemliggørelser af kærlighed! Mange kvinder længes efter at høre Swami s tale på telugu (hovedsproget i delstaten Andhra Pradesh). (Ordet Swami betyder guru eller mand af visdom og anvendes som en yderst respektfuld tiltale. Sai Baba omtaler ofte Sig Selv som Swami). De har udtrykt følgende: Eleverne er højt uddannede. På flydende engelsk taler de om tekniske og ingeniørmæssige emner. Swami opmuntrer dem også til det. Men vi kan ikke forstå dem. Vi vil meget gerne høre Swami s tale på jævnt og ligefremt telugu. Sødere end sukker, mere velsmagende end curd (curd er nærmest en delikat form for kvark), sandelig sødere end honning, er Rama s navn. Uafbrudt gentagelse af dette søde navn giver dig smagen af selve den guddommelige nektar. Derfor bør du uafladeligt kontemplere på Rama s navn. Legemliggørelser af kærlighed! Bharath (Indien) er ældgammelt, og det har en glorværdig historie. Der findes ikke nogen landsby i Indien, hvor der ikke er et tempel for Herren Rama. Uanset hvilken landsby I besøger, så vil I møde mindst et par personer med navnet Rama. Siden tidernes morgen har Rama nama (gentagelse af Rama s navn) skinnet funklende fra nord til syd og fra øst til vest i Indien. Denne praksis har ikke undergået nogen forandring. Asthika erne (de troende), nasthka erne (ateisterne) og asthika nasthika erne (de troende ateister) fremsiger alle navnet Rama. For eksempel vil en person, når vedkommende rejser sig fra sin stol, fremsige navnet Rama. Så populær er gentagelsen af Rama s navn i dagligdagen for befolkningen i Indien. Ikke blot her, men selv i Kina er gentagelsen af Rama s navn blevet populært. I virkeligheden har gentagelsen af Rama s navn spredt sig ud over hele verden. I lang tid havde Kong Dasaratha (Rama s fader) ikke kunnet få børn. Han havde tre hustruer. Han var meget forhåbningsfuld med hensyn til, at han ville få en søn med en af sine tre hustruer og således ophøje sin slægt. Men han blev skuffet. Han udførte askese for at få et drengebarn. Dengang, såvel som nu, var det udelukkende gennem tapas (åndelige asketiske øvelser), at man kunne få opfyldt sine ønsker. Sammen med sine tre hustruer højtideligholdt 1

2 Dasaratha også Putra Kameshti Yaga (en offerhandling, der er foreskreven de, der ønsker at avle en søn). Ved afslutningen af ofringen, åbenbarede Yajna Purusha (Ofringens Herre) sig for kongen og overrakte denne en krukke, der indeholdt payasam (mad der minder om sød budding). Han fortalte kong Dasaratha: Kære søn; kære Dasaratha! Giv denne payasam til dine tre hustruer i lige store portioner. I overensstemmelse hermed fordelte Dasaratha payasam en mellem sine tre hustruer. Denne episode bliver beskrevet forskelligt i forskellige tekster. Det bliver nævnt, at kong Dasaratha ikke fordelte payasam en ligeligt mellem sine tre hustruer. Det er ikke korrekt. Han arrangerede, at der blev bragt tre guldkrus. I overværelse af vismanden Vasishta (kongehusets guru) fyldte han herefter krusene med lige meget payasam. Herefter udleverede han et krus til hver af sine tre hustruer, Kausalya, Sumitra og Kaikeyi. Vismanden Vasishta velsignede dem alle: Måtte jeres ønske gå i opfyldelse. Dronningerne blev lykkelige, og de tog krusene med payasam med til deres respektive bederum. Sumitra havde imidlertid forskellige overvejelser om det at få en søn. Der fandtes en fornuftig årsag til, at hendes sind var uroligt. Da kongen af Kekaya bortgiftede sin datter, Kaikeyi, til kong Dasaratha, stillede han en betingelse. Den gik ud på, at udelukkende den søn, som hans datter fødte, skulle herske over kongeriget Ayodhya (Dasaratha s kongerige). Kong Dasaratha gik ind på denne betingelse og giftede sig med Kaikeyi. Derfor kunne han ikke på noget tidspunkt bryde sit ord. Dronning Kaikeyi var derfor meget lykkelig over, at den søn, hun fødte, i fremtiden ville blive konge af Ayodhya. Hvad angår Kausalya, så var hun meget lykkelig over og sikker på, at den søn, hun fødte, helt bestemt ville blive kronet af kong Dasaratha, eftersom hun var den første blandt de tre hustruer. Således var både Kausalya og Kaikeyi meget lykkelige. Imidlertid nærede Sumitra ikke noget håb. Hun vaskede sit hår og gik op på første sal for at tørre det. Som I ved, kendte man dengang ikke til roterende vifter eller hårtørrer. Hun satte sit krus med payasam på terrassens lave mur og stod og tørrede sit hår. Imens hun gjorde det, dykkede en glente ned over terrassen, tog kruset og fløj væk med det. Sumitra blev meget bange. For sig selv tænkte hun: Det betyder ikke noget for mig, hvis kruset med payasam er forsvundet. Men jeg er bange for, at min mand og vores guru, Vasishta, måske skælder mig ud på grund af min skødesløshed. Hun gik øjeblikkeligt nedenunder. Her ventede Kausalya og Kaikeyi på hende. Kausalya spurgte: Kære søster! Hvorfor er du så bekymret? Sumitra berettede nu om alt, hvad der var hændt. På den tid skændtes eller bekrigede hustruer aldrig hinanden, som det er tilfældet i dag. De plejede at omgås hinanden som søstre, idet de udviste gensidig kærlighed og hengivenhed. Kaikeyi fortalte Sumitra følgende: Kære ældre søster! Du skal ikke være bekymret. Jeg vil give dig en del af den payasam, som jeg har fået. Som sagt så gjort. Hun hentede et krus og hældte noget af sin egen payasam op i det. Den fordomsfri Kausalya delte også sin payasam med Sumitra. De bragte nu de tre krus med Payasam til vismanden Vasishta, så denne kunne velsigne dem. Vismanden velsignede krusene med deres indhold, idet han sagde: Måtte I føde sønner med ædle kvaliteter, et langt liv og stor tapperhed. Måtte I føde sønner med evnen til at herske over kongeriget på en måde, der vil behage undersåtterne. Først fødte Kausalya et drengebarn. Barnet var yderst henrivende og pragtfuldt. Vismanden Vasishta gav derfor drengen navnet Rama (Rama betyder: Den der behager eller Den der tiltrækker ). Drengen var så smuk, henrivende og tiltrækkende. Han gjorde alle, der kom for at se ham, glade og lyksalige. Derfor siges det, at: Ramayathi ithi Ramah (den der behager, er Rama). Den anden hustru, Sumitra, fødte to sønner, og Kaikeyi fødte også en søn. Vismanden Vasishta undrede sig: Hvordan kan det gå til? Kausalya og Kaikeyi fødte hver en søn, mens 2

3 Sumitra fødte to sønner. Han tænkte dybt over dette, og ved hjælp af sit yogiske syn blev han fuldstændig klar over, hvad der præcist var sket. Han forstod nu, at de to børn, som Sumitra havde født, var udsprunget af de to dele payasam, som hun havde fået af Kausalya og Kaikeyi. De fire børn fik navnene: Rama, Lakshmana, Bharatha og Satrughna. Lakshmana var en amsa (del) af Rama, og Satrughna var en del af Bharatha. For sig selv tænkte Sumitra: Hvis Rama bliver konge, bør min søn, Lakshmana, blive Hans tjener. Tilsvarende hvis Bharatha skulle blive konge, så bør min anden søn, Satrughna, tjene ham. Jeg ønsker ikke, at mine to sønner nogensinde skal stræbe efter kongeriget. Det er tilstrækkeligt, hvis de tjener henholdsvis Rama og Bharatha. Imidlertid røbede hun ikke sine tanker for nogen. Både Lakshmana og Satrughna græd uophørligt. Det havde de gjort, lige fra de blev født. Aldrig hverken spiste eller sov de. Sumitra kunne ikke forstå årsagen til deres rastløshed. Hun forsøgte sig med forskellige metoder så som at fremsige mantraer og anvende forskelligt legetøj. Men intet hjalp. Drengene holdt ikke op med at græde. Til sidst henvendte hun sig til sin guru, vismanden Vasishta. Hun bønfaldt: Oh guddommelige guru! Jeg er ikke i stand til at forstå, hvorfor mine sønner græder uophørligt. Vil du ikke nok lade mig kende årsagen hertil? Vismanden Vasishta lukkede sine øjne et stykke tid. Med sit yogiske syn forsøgte han at forstå årsagen til drengenes uophørlige gråd. Så forklarede han: Moder! Lakshmana er en del af Rama, og Satrughna er en del af Bharatha. Derfor skal du lade Lakshmana ligge i Rama s vugge ved siden af Ham. Tilsvarende hvad angår Satrughna, lad ham ligge ved siden af Bharatha. Efter Sumitra havde fået Kausalya s og Kaikeyi s tilladelse, blev de to drenge lagt i vuggen ved siden af henholdsvis Rama og Bharatha. I selv samme øjeblik holdt både Lakshmana og Satrughna op med at græde, og lykkelige begyndte de at lege. Fra nu af drak de mælk og sov fredfyldt. Fra dette tidspunkt fulgte Lakshmana Rama som en skygge, og Satrughna fulgte Bharatha. Efter at Rama s, Lakshmana s, Bharatha s og Satrughna s bryllupsfestligheder var forbi, rejste Bharatha til sin morfaders (kongen af Kakaya s) hus. Satrughna fulgte sin broder. I Ayodhya traf Rama forberedelser til at tage af sted på sit 14 års eksilophold i i skoven. Eksilperioden skulle gennemføres i henhold til Rama s faders (kong Dasaratha s) befaling. Sita (Rama s hustru) og Lakshmana fulgte Ham frivilligt. Eftersom Lakshmana fulgte Rama, og Satrughna rejste med Bharatha, troede folk, at de to par brødre var adskilte. Men sandheden var, at den gensidige kærlighed blandt de fire brødre var uden sidestykke. Mens Rama, Lakshmana og Sita rejste omkring i skoven, stødte de, i løbet af deres eksil, på en ashram (en hellig mands bolig). Ved at spørge sig for fik de kendskab til, at den tilhørte vismanden Agastya. Agastya og hans disciple gav dem en hjertelig velkomst. De udtrykte deres store taknemmelighed over, at de tre besøgte deres ashram. I samtalens forløb kom vismanden Agastya med følgende råd: Rama! Du kan ikke få det bekvemt og behageligt i denne ashram. Tæt herved er der en skov, der kaldes Dandakaranya (land mellem Himalaya bjergene og Vindhya bjergene). Der vil du kunne leve behageligt. Uden at blive udsat for nogen gener, vil Sita også kunne være lykkelig der. Der vil være rige mængder af forskellige frugter, som I kan spise. Den hellige flod, Godavari, strømmer i denne skov. Byg derfor din ashram der, og slå jer ned på dette sted. I overensstemmelse med vismanden Agastya s råd byggede Sita, Rama og Lakshmana en lille parnashala (hytte) ved bredden af floden. Hytten lå ved Panchavati (stedet har fået sit navn 3

4 på grund af de fem banyan-træer, der stod i en cirkel på dette sted) i Dandakaranya-skoven. Her levede de fra første færd lykkeligt. Alle mulige dyrearter plejede at færdes i omegnen af deres ashram. En dag skete der det, at Sita fik øje på en gylden hjort i nærheden af deres hytte. Hun blev forelsket i den. Hvordan kunne hun, der havde forladt alle sine guldsmykker i Ayodhya og fulgte Rama ud i skoven, ønske at begære en gylden hjort? Hun tænkte sig om et kort øjeblik. Så konkluderede hun, at det måtte være en illusion. (En illusion angiver noget, der forekommer at være noget andet, end det virkeligt er). Men skæbnen er uovervindelig. På trods af at hun udmærket godt vidste, at det ikke var muligt, at der fandtes en gylden hjort, så bad hun Rama om at fange den og bringe hende den, så hun kunne lege med den. Hun bønfaldt: Rama! Hvor er denne hjort dog smuk! Hvis Du kan fange hjorten og bringe den til vores hytte, så kan jeg lege med den og lykkeligt tilbringe min tid med dette. Når Du drager rundt i skoven, er jeg alene i hytten. Hvorfor opfylder Du ikke dette lille ønske og gør mig lykkelig? Rama svarede: Det er i orden. Din lykke er Min glæde. Idet Han sagde dette, gjorde Han Sig klar til at tage af sted for at fange den gyldne hjort. Nu tilrådede Lakshmana Rama: Kære ældre broder! Det er et mærkeligt dyr. I virkeligheden er det ikke en gylden hjort. Jeg tror, at en dæmon har antaget denne gyldne hjorts skikkelse for at snyde og vildlede os. Du behøver ikke jage den for at fange den. Jeg vil tage af sted. Imidlertid insisterede Sita på, at det udelukkende var Rama, der skulle tage af sted og fange den gyldne hjort. Det var sådan, hendes sind fungerede i denne afgørende periode. I henhold til Sita s opfordring, begav Rama Sig af sted for at jage hjorten. Efter at have gået et stykke tid, affyrede Rama en pil mod hjorten. Da Rama s pil først havde ramt hjorten, antog dæmonen, der havde iført sig den gyldne hjorts skikkelse, sin egen sande skikkelse. (Dæmonen var Maricha, Ravana s onkel). Han råbte: Hjælp! Sita! Hjælp! Lakshmana! og døde øjeblikkelig. (Efter ordre fra Ravana råbte Maricha det med en stemme, der på en prik lignede Rama s stemme). Sita, der befandt sig et godt stykke fra stedet, hørte stemmen og forvekslede den med Rama s stemme. Hun rådede Lakshmana: Oh Lakshmana! Vil du ikke nok straks gå hen for at hjælpe Rama. Jeg føler, at Rama er i en eller anden form for vanskelighed, og at Han beder om vores hjælp. Jeg tror, Han kalder på os. Lakshmana forklarede Sita følgende: Moder! Det må være et trick, som dæmonerne spiller os. Ingen fare kan nogen sinde overgå Rama. Mist ikke modet. Vær sød og bevar din selvbeherskelse. Sita blev vred over, at Lakshmana, trods hendes gentagne opfordringer, ikke begav sig af sted. På flere måder talte hun nedsættende til ham. Hun gik så vidt som til at krænke hans ære ved at sige: Ønsker du at tage mig som hustru, hvis Rama død? Ude af stand til at bære Sita s ord længere, tog han straks af sted og begyndte at lede efter Rama. Før Lakshmana forlod hytten, trak han imidlertid en linie rundt om hytten og rådede Sita: Moder! Jeg bekymrer mig ikke om de beskyldninger, du har slynget i hovedet på mig. Men lad endelig være med at krydse denne linie; gør det ikke under nogen omstændigheder. Dæmonerne, dyrene og for den sags skyld insekterne kan ikke krydse denne linie og komme ind i hytten. Du skal udelukkende forblive i hytten. I har muligvis lagt mærke til en vare, der hedder Lakshmana Rekha, som selv den dag i dag bliver solgt i butikkerne. Hvis der bliver trukket en streg med en sådan stift (det ligner og fungerer som et stykke kridt), kan hverken myrer eller andre insekter krydse den. Tilsvarende kunne dæmonen Ravana, der snart kom til ashram en med det formål at bortføre Sita i Rama s 4

5 fravær, ikke krydse Lakshmana s linie og trænge ind i ashram en. Derfor stod Ravana foran hytten, men bag den linie, som Lakshmana havde trukket. Ravana tiggede efter almisser, idet han råbte: Bhavati bhiksham dehi (moder, giv mig almisser). Sita fik medlidenhed med ham. Hun tænkte: Ak! Stakkels fyr! Han må være sulten. Det vil ikke være rigtigt af mig at afvise ham og sende ham bort. Derfor kom hun ud fra hytten og krydsede Lakshmana Rekha en for at give Ravana mad. I det øjeblik hun krydsede Lakshmana Rekha en, bortførte Ravana hende og bragte hende til Lanka. Da Rama og Lakshmana vendte tilbage til ashram en, opdagede de, at Sita var blevet bortført. De led de frygteligste kvaler. Ovre på Lanka var Sita meget ked af, at hun var nødt til at være i denne ynkværdige situation, fordi hun ikke havde lyttet til Lakshmana s ord. Siddende i Asoka-lunden funderede Sita: Vil jeg nogen sinde komme ud af dette fængsel? Vil jeg nogen sinde få Rama at se? Oh min kære svoger, Lakshmana! Jeg overdængede dig med fornærmelser, oh ædle sjæl! Sita angrede: Lakshmana! På grund af at jeg har såret dine følelser, gennemgår jeg denne straf. På denne måde tilbragte hun ti måneder på Lanka. Men hun så aldrig på Ravana s ansigt. Ravana antog mange forskellige forklædninger, udførte adskillige tricks og lovede Sita mange ting i løbet af de ti måneder. Men Sita var ubøjelig. Hun afskyede selve hans tilstedeværelse, idet hun verbalt hudflettede ham: Skam dig! Du kan end ikke måle dig med en af Rama s tånegle. Når Ravana begyndte at rakke ned på Rama, blev Sita rasende og erklærede: Rama er en mand, der besidder den største tapperhed. Han er af en modig og dybsindig natur. Du er en ondsindet fyr, og du er ubetydelig af natur. Du fortjener end ikke at fremsige Rama s navn. Da han var ude af stand til at få hende til at underkaste sig sine tilnærmelser, forlod Ravana stedet. Han gav hende ti dage til at bøje sig for sine ønsker. Med tapperhed og i tillid til Rama tilbragte Sita imidlertid sin tid med uophørligt at kontemplere på Rama. Hun forsikrede sig selv om, at hendes egen samvittighed var hendes vidne, og at ingen kunne forvolde hende skade. Blandt de kvinder, der tilhørte det dæmoniske samfund, der var beskikket til at bevogte Sita i asoka-lunden, var der to kvinder ved navn Ajata og Trijata. De var Vibhishana s døtre. Vibhishana var Ravana s yngre broder. En dag, mens hun trøstede Sita, fortalte Trijata hende følgende: Moder! Sidste nat havde jeg en drøm. Jeg så en abe trænge ind i Lanka by og sætte hele byen i flammer. Jeg så også meget tydeligt, at Rama invaderede Lanka, dræbte Ravana og førte dig til Ayodhya. Ajata rådede også Sita, idet hun sagde: Oh moder! Det er sandt. Jeg havde en tilsvarende drøm. Du behøver ikke være ked af det længere. Begge kvinderne gav en masse kærlighed til Sita og indgød hende tro. I virkeligheden var deres fader, Vibhishana, en hengiven af Rama. Derfor havde hans døtre også udviklet hengivenhed over for Sita. Således gik ti måneder. Pludselig en dag var der en stor opstandelse på Lanka. Ved at undersøge sagen, blev det kendt, at kampen mellem Rama og Ravana var begyndt. I løbet af få dage spredte nyheden sig, at Ravana var blevet dræbt i kampen. Sita blev meget glad for, at hun snart ville blive befriet fra fangenskabet og igen skulle slutte sig til Rama s 5

6 guddommelige nærvær. Imidlertid tvivlede hun på, om hun selv skulle gå til Rama, eller om Rama ville komme til hende og føre hende med sig. I mellemtiden sendte Rama besked om, at Sita skulle bringes hen til Ham. Alle vanara erne (aberne) var forsamlede. Af natur var de lunefulde af sind. Der er ingen grund til at sige mere om deres natur. De dansede og sprang rundt for at få et glimt af moder Sita. Efterhånden som de havde fået Sita s darshan (synet af en hellig person), blev deres hjerte fyldt af glæde. Til sidst blev Sita ført til Rama s guddommelige nærhed. Men Rama så ikke på hende. Han bøjede Sit hoved og sad stille. Han beordrede folkene omkring Sig til at forberede et bål, så Sita kunne gå ind i det og derved bevise sin ærbarhed. Rama vidste, at Sita var en meget ærbar og ædel kvinde, men Han ønskede, at verden også skulle få kendskab til denne sandhed. Senere kunne nogle rejse spørgsmålet: Hvordan kunne Rama acceptere, at Sita vendte tilbage til Hans hus, når hun havde tilbragt ti måneder på Lanka i Ravana s fangenskab? Er det ikke et faktum, at Rama var nødt til at besvare et sådant spørgsmål? Det er grunden til, at Han beordrede Sita til at tage ild-prøven. (Ilden vil brænde enhver, der har gjort noget forkert, men den vil ikke skade en fuldstændig ren og uplettet sjæl). Eftersom Sita var klar over alt dette, gik hun rundt om bålet tre gange, idet hun fremsagde Rama s navn. Så trådte hun ind i ilden. Et øjeblik efter dukkede Ild-guden frem af ilden og afleverede Sita til Rama, idet guden fremsatte følgende anmodning: Oh Rama! Sita er en kvinde, der besidder den højeste grad af ærbarhed. Hun er den mest ophøjede. Det er ikke rimeligt af Dig at bestride hendes ærbarhed. Vær venlig at acceptere hende. Således blev Sita s ærbarhed bekendtgjort for alle. Denne episode befæstede sandhedens og ærbarhedens hæder og herlighed. Ravana s yngre broder, Vibhishana, bragte Sita, Rama, og Lakshmana og hele deres følge til Ayodhya. Alle blev de transporteret i Pushpaka Vimana (en guddommelig luftbåren vogn). Rama s kroning som konge af Ayodhya blev fejret efter alle kunstens regler. Under kong Rama s regeringstid levede Ayodhya s befolkning i fred og lykke. Ramayana en (Historien om Rama) er yderst hellig. Pathivratha Dharma (den rigtige handling vedrørende ærbarhed) beskyttede i sig selv kvinderne på den tid. I Indien er der født mange ædle kvinder som Savitri, der bragte sin afdøde mand tilbage til livet; som Chandramati, der ved hjælp af sin sandheds kraft kunne slukke ilden; som Sita, der beviste sin ærbarhed ved at træde uskadt ud af den flammende ild; og som Damayanti, der reducerede en ondsindet jæger til akse med sin ærbarheds styrke. Dette fromhedens og storhedens land opnåede overflod og velstand og blev alle verdens nationers lærer på grund af sådanne kvinders ærbarhed. Ærbarhedens ædle kvalitet er enestående for Indiens kultur. I finder den intet andet sted i verden. På Rama s tid var det sådan, at når som helst mænd og kvinder mødtes, så var det sædvane, at de bøjede deres hoveder i ærbødighed og fortsatte deres gang. Men i dag er det sådan, at både mænd og kvinder står midt på gaden og sladrer. Ved afslutningen af Dwapara Yuga (Kritha, Thretha, Dwapara og Kali tidsaldrene er den første, anden, tredje og fjerde tidsalder i cyklusen af i alt fire tidsaldre) var Dharmaraja (den ældste af Pandava-brødrene) en dag vidne til en sådan scene. Han blev meget ulykkelig, 6

7 og han indkaldte straks sine brødre til møde. Over for dem gav han udtryk for sin smerte og kval på følgende måde: Og Bhima, Arjuna, Nakula og Sahadeva! Kali-tidsalderen begyndte i går. Da jeg netop i går spadserede en tur i byen, så jeg en kvinde stå og tale offentligt med en mand. Jeg beklager, men jeg kan end ikke beskrive en sådan umoralsk adfærd. En anden dag kunne Dharmaraja s yngre broder, Arjuna, fortælle om endnu en episode: I dag så jeg en bonde vende tilbage fra sin mark. Han bar sin plov på hovedet. Jeg spurgte ham, hvorfor han bar sin plov med sig hjem. Han kunne da blot have efterladt den på marken og selv været gået hjem. Han svarede: Ak! Swami! (Ordet betyder guru eller mand af visdom og anvendes som en yderst respektfuld tiltale). Jeg kan ikke efterlade den. Hvis jeg efterlod ploven på marken, vil den måske blive stjålet af tyve. Derfor tager jeg den med hjem og tager den ud på marken igen næste dag. En anden dag bemærkede Pandava-brødrene en kvinde, der låste sin dør, før hun forlod hjemmet. Da de spurgte hende, hvorfor hun gjorde det, svarede hun: Hvis jeg ikke låser døren til huset, vil nogen trænge ind i det og fjerne vores ejendele. Alt dette var tegn på Kali-tidsalderens (vores nuværende tidsalders) komme. I Rama s regeringstid brugte man ikke at låse hjemmets døre eller bære landbrugsredskaber hjem om aftenen, eller at mænd og kvinder småsnakkede offentlige steder. Det var udelukkende på grund af Kali-tidsalderens påvirkning, at sådanne hændelser begyndte at indtræffe. Det var årsagen til, at Pandava erne besluttede sig for at påbegynde deres Mahaprasthana (at begive sig ud på den store rejse mod døden; rent fysisk går man mod nord og fortsætter, til man dør af udmattelse). Kali-tidsalderen er begyndt. Lad os derfor forlade denne verden. Det var deres beslutning. I overensstemmelse hermed vendte de tilbage til deres himmelske bolig. Pandava erne levede et helligt liv. Det er udelukkende på grund af sådanne ædle og hellige sjæle, at Indien har gjort sig fortjent til et ry som et helligt land. I dag er denne renhed og hellighed imidlertid blevet forringet. Selvfølgelig er den her stadig, men den er ikke manifesteret. Det er udelukkende dharma ( rigtig handling; retskaffenhed), der beskytter alle som én! Både mænd og kvinder er nødt til at beskytte rigtig handling. For at kunne gøre det, må sindet holdes rent og roligt. I skal ikke tillade onde tanker at trænge ind i jeres sind. Vismanden Gauthama Maharshi s hustru, Ahalya, var en storslået og ædel kvinde. Alligevel måtte hun lide på grund af sin mands forbandelse. Ved en bestemt lejlighed kastede han følgende forbandelse på hende: Måtte du blive til en sten og ligge i støvet! Det var udelukkende på grund af Herren Rama s nåde, at hun på et senere tidspunkt blev befriet for denne forbandelse. Det øjeblik Rama s fødder berørte stenen, forvandlede stenen sig igen til Ahalya. (denne episode har Sai Baba beskrevet i Historie om Rama kapitel 7 afsnit 74-79). Gud kan forvandle selv en sten til et menneske og helliggøre den. Gud kan gøre det urene rent. Uanset hvor meget I lider af onde tanker, så vil alle jeres urenheder blive fjernet i det øjeblik, I tænker på Gud. Sindet er hovedårsagen til alting. Derfor skal alle, mænd som kvinder, fremelske hellige og ædle tanker. I skal rense jeres hjerte. Først da kan menneskeligheden overleve. Ellers vil mennesket degenerere til en dæmonisk natur. (Bhagavan afsluttede Sin tale med bhajan en (lovsangen): Rama Rama Rama Sita ). Oversat af 7