FELTRAPPORT. Sengeafsnit Børn og unge Nyt OUH

Transkript

1 FELTRAPPORT Sengeafsnit Børn og unge Nyt OUH

2

3 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 3 Om SDSI SDSI er Region Syddanmarks innovationsstab. Vores vision er at være katalysator for et innovativt velfærd- og sundhedsvæsen. Dette gør vi ved at professionalisere arbejdet med innovation igennem en række stærke tværfaglige kompetencer og tæt samarbejde med regionens sygehuse, psykiatri og socialområde såvel som ved nationalt og internationalt samarbejde. SDSIs medarbejdere spænder vidt og vi har kompetencer inden for antropologi, psykologi, sygepleje, sundhedspolitik, pædagogik, idræt, sprog, historie, statskundskab, it, håndværk, arkitektur, design, ingeniørarbejde, ledelse, forretningsudvikling og økonomi. Vores unikke tværfaglighed samt indgående kendskab til regionens driftsenheder gør, at vi bedre kan hjælpe jer til at skabe innovative projekter. Feltarbejde gennemført af: Mark Buskbjerg mark.buskbjerg@rsyd.dk Kristine Kjærsig kristine.kjaersig@rsyd.dk Anne-Louise Arildsen anne.louise.arrildsen@rsyd.dk Kerstin Bro Egelund kerstin.bro.egelund@rsyd.dk SDSI Forskerparken 10G 5230 Odense M CVR-nr Grafisk design: SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION Marts 2016 Hos SDSI sætter vi brugerne i centrum i innovationsprocesserne, så deres viden og behov kommer i spil og dermed kvalificerer de endelige løsninger. Vi sætter fokus på at tænke nyt og teste innovation i praksis i forbindelse med udvikling af byggeri, produkter og services inden for social- og sundhedsområdet. Dette foregår bl.a. i vores 1200 m2 store testhaller, hvor vi udvikler og tester ideér, produkter og mock-ups i fuld skala af f.eks. bygningsudsnit og arbejdsgange. Hermed sikres, at nye indretninger, services og produkter fungerer for fremtidens patienter og medarbejdere.

4

5 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 5 Indhold Indledning Om feltarbejdet Noget, så jeg kan få tiden til at gå Noget, så jeg glemmer, at jeg er syg Noget, der giver mig lyst til at være på stuen Noget, så jeg føler mig normal Noget, så jeg føler mig privat Noget, så der er plads til en familie Noget, så pårørende kan være private Litteraturliste

6

7 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 7 Indledning I kvalifikationen af den fysiske indretning af Nyt OUH er der gennemført feltstudie på Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus med henblik på at få et blik fra patienternes perspektiv. VISIONEN FOR NYT OUH beskriver, hvordan fremtidens patient skal understøttes i at blive en aktiv modtager af sundhedsydelser. Projektorganisationen Nyt OUH fokuserer på at skabe fysiske rammer, der understøtter muligheden for, at patienten bliver aktiv i sit eget behandlingsforløb, da dette er med til at øge den patientoplevede kvalitet. Det er derfor væsentligt, at patienterne også er med til at bidrage til kvalificeringen af den fysiske indretning af Nyt OUH. En del af processen med at inddrage patienter og pårørende i kvalificeringen af den fysiske indretning af Nyt OUH er et fire ugers feltarbejde på OUH og Svendborg Sygehus. Denne rapport er en opsummering og analyse af de data, der er opsamlet i feltarbejdet med specifikt fokus på H. C. Andersen Børnehospital. Patientinddragelse er i forbindelse med feltarbejdet defineret som inddragelsen af nuværende patienter og pårørende på udvalgte afdelinger på OUH og Svendborg Sygehus. Fokus for de fire ugers feltarbejde er at afdække patienter og pårørendes behov i forbindelse med kvalificering af: Patientstuen Opholds-, vente og gangarealer på H.C. Andersen Børnehospital Rapporten fremlægger patienter og pårørendes behov og bidrager samtidig med konkrete input til at kvalificere indretning og bestykning af de ovennævnte områder. Nærværende afrapportering fokuserer på data, der er indsamlet i feltarbejdet på H.C. Andersen Børnehospital. Jeg er meget ude i gården. Det er ikke godt at være her (på stuen red.) (Dreng, 8 år, H3 - Børnesengeafsnit)

8

9 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 9 Om feltarbejdet Feltarbejdet er gennemført som en kobling af interviews, observationer og rundvisninger på tværs af afdelinger Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus. Alt er gennemført i ugerne 38-42, 2015 FELTARBEJDE BLEV GENNEMFØRT PÅ: Ortopædkirurgisk Afdeling O Afsnit O3, OUH Odense Afsnit O1, Svendborg Sygehus Afdeling Y Hæmodialyseafsnit Odense, OUH Y1 - Sengeafsnit, OUH H.C. Andersen Børnehospital Der er i alt gennemført: 72 Kvalitative interviews med en varighed mellem 15 minutter og en time. 6 korte baggrundsinterviews med personale fra afdelinger med introduktion til afdelingens arbejde. 12 semistrukturerede observationer af opholds-, gang- og ventearealer. Nærværende feltrapport tager primært udgangspunkt i interviews og observationer foretaget på H.C. Andersen Børnehospital. Afsnit H56 - Neonatal intensivafsnit og mor/barn afsnit Afsnit H1 - Børnesengeafsnit (0-1 år) Afsnit H2 - Børnesengeafsnit Pædiatrisk hæmatologisk og onkologisk afsnit Afsnit H3 Børnesengeafsnit (1-15 år) Afsnit HM4 - Modtagelse Afsnit H7 - Børnesengeafsnit Opholds-, gang- og ventearealer NB: Alle interviews er anonymiseret. Det skal i den forbindelse nævnes, at der er interviewet tre 12-årige piger, der alle fremgår som pige 12 år i citaterne.

10 10 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så jeg kan få tiden til at gå Dagene på H.C. Andersen Børnehospital føles hurtigt lange for patienterne. Derfor gøres der også en stor indsats for at aktivere børn, unge og forældre under indlæggelse. Fælles for alle patienter, hvad enten det er børn eller voksne gælder, at man opholder sig på sygehuset af nød. Ingen har lyst til at være der. Derfor opleves al tid grundlæggende som ventetid. Ventetid på næste behandling, at blive rask eller at komme hjem. Små afbræk, som eksempelvis dagens måltider, er med til at bryde ventetiden ned, og kvaliteten af maden og spisesituationen er af stor betydning, særligt hvis det kniber med appetitten. Nogle patienter går i skolestuen på afdelingen, mens andre, på grund af deres tilstand, må udnvære skolen under indlæggelsen. Noget på stuen Mange af de indlagte patienter er dårlige, og derfor i stor udstrækning bundet til stuen og sengen, hvilket derfor også gælder for deres pårørende. En dreng på 13 år svarer, da han bliver spurgt om, hvordan det er at være indlagt: Kedeligt, fordi jeg ligger meget i sengen. (Dreng 13 år, H7) Den adspurgte dreng er kronisk syg og har, ifølge sin mor, været indlagt det meste af sit liv. Netop det at ligge i sengen er forbundet med at være syg, og i drengens udmelding ligger der formentlig en erkendelse af, netop ikke at kunne det, raske børn kan. Det kan derfor være svært at få tiden til at gå med blot at se film eller spille spil. Den adspurgte dreng har heller ikke et bud på, hvad der kunne gøre det bedre at være indlagt. De fleste patienter og pårørende tyer til bøger, ipads, flow TV og en lille lur som måder at få tiden på stuen til at gå. Det er vigtigt, at der er noget at vælge imellem, og at tilbuddene er tilpasset aldersgruppen. En pige fortæller: Der kunne godt være noget her inde på stuen, jeg kunne bruge tiden på. Det, de sender på de kanaler, som de har her, det er jo ikke til mig. Og hendes mor fortæller: (Pige 12 år, H3) Det er jo fantastisk, når klovnen kommer forbi ude på gangen. Men når man er 12 år, hvad er det så lige, man laver ind i mellem det hele? (Mor til pige på 12 år, H3) Også de pårørende har svært ved at få tiden til at gå. En far til en 5-årig dreng fortæller: Det er ikke altid, at vi lige kan overskue at gå fra stuen, selvom vi egentlig gerne vil væk. Så er det svært, når han er meget træt. Der går en del tid med ipad i sengen. Der er ikke rigtig noget at bruge tiden på inde på stuen ellers. (Far til dreng på 5 år, H3) Udfordringen omkring ventetid på stuen er altså vanskelig at løse. Det er vigtigt, at de forskellige tilbud (film, spil, læsestof osv.) kan tilpasses patientens alder og modenhed og bidrage til at kunne opretholde en vis normalitet, herunder kontakt med skole og kammerater uden for sygehuset. Noget uden for stuen Nogle af børnene deltager i skolestuen, når de kan, og får således tiden til at gå i dagtimerne. Opholdsområder er spredt ud over H. C. Andersen Børnehospital både inde- og udearealer. Det er vigtigt, at opholdsområderne har differentierede tilbud, da der er stor aldersspredning blandt patienterne. Indretningen af H. C. Andersen Børnehospital byder på mange sjove aktivitetsmuligheder, der særligt er tiltrækkende for yngre børnepatienter og deres pårørende.

11 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 11 En mor til en 7-årig dreng på H7 fortæller, at de har brugt meget tid i opholdsstuen. Her er der en masse legetøj, og når drengen legede, glemte han sygdommen og smerterne. En anden mor fortæller, hvordan søskende til et indlagt barn glædede sig til at komme på besøg på grund af de mange sjov ting, man kan lege med. Men mange af opholdsarealerne på det nuværende børnehospital bærer præg af at være indrettet til mindre børn. En mor fortæller: Vi har været i zoo en enkelt gang. Det var virkelig hyggeligt. Det er dejligt afbræk. Men der mangler noget, som hverdagen kan gå med. (Mor til pige på 12 år, H3) Hun har jo ikke lyst til at gå op i legerummet. Hun leger jo ikke (moderen udtaler det sidste med teenagepige stemme) (Mor til pige på 12 år, H3) Jeg er meget ude i gården. Det er ikke godt at være her (på stuen, red.). (Dreng, 8 år, H3) På H. C. Andersen Børnehospital kan patienter mellem klokken tre aftener ugen besøge Café Svanen. Stedet er drevet af Ungdommens Røde Kors. Her kan patienter møde andre patienter, spille, se film og mere. Voksne har in gen adgang. Og det er vigtigt, fordi det giver de unge et frirum. En 13-årig bekræfter behovet for aktiviteter for de lidt ældre børn: Det vil være rart at have et sted, man kan gå hen til og være sammen med nogle andre. (Dreng 13 år, H2) Han fortæller, at han ikke gider være i havestuen, som er et opholdsrum på afdeling H7, da indretningen er for mindre børn. De har prøvet at være i Café Svanen, men ofte er der ikke så mange andre børn dernede.

12 12 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så jeg glemmer, at jeg er syg Barnets sygdom rammer hele familien, der oplever et brud med deres kendte hverdag. Der er et stort behov for at kunne glemme, at man er syg i løbet af indlæggelsesforløbet. Du har jo aldrig lyst til at være indlagt, men derfor kan vi godt gøre det rart at være her. (Sygeplejerske, H. C. Andersen Børnehospital) Indlæggelsen opleves som et radikalt brud med den trygge og velkendte hverdag. Rammerne rives væk omkring familiens liv og udskiftes med de institutionelle rammer på H. C. Andersen Børnehospital. Oplevelsen af at være syg bliver forstærket af at være på hospitalet, hvor paneler med sug og slanger er en naturlig del af rummenes interiør. Sygdomsforløbene fylder meget for familierne, der nu skal tage stilling til en ny hverdag. En hverdag de dybest set ikke har lyst til at stå i. Familierne fortæller, hvordan det tærer på kræfterne at have sit mentale fokus på sygdommen. Og fremhæver samtidig vigtigheden af de mange små afbræk, der river dem med og fjerner fokus fra sygdommen. Det er eksempelvis hospitalsklovnen, der drøner truttende ned ad gangen. Det er teater i det store miljø i forhallen. Det er Skrot-er-godt -konceptet i en af de små nicher. Det er en tur ud på legepladsen. Det er en hoppetur i den store trampolin. En tur i Zoo. Eller en halv times fri fra en 3 måneder gammel baby, hvor du lige kan tage et bad. I dette afsnit fremhæves nogle af de sociale og rumlige elementer, hvor de interviewede fortalte, at de fik muligheden for at glemme sygdommen, og hvad det betyder for dem. Muligheden for at bevæge sig væk Opholdsarealerne udenfor patientstuen er helt centrale for familierne, når de skal have en dag til at hænge sammen på afdelingen. Deler du stue med en anden familie, så har du brug for at komme væk. En mor fortæller eksempelvis: Når de har besøg, så er der måske en af gæsterne, der græder eller ser ked ud af det. Så bliver man lige mindet om, hvorfor man nu egentlig er her. Ikke at jeg har glemt det. Men det kommer frem på en anden måde. Så vi går tit en tur, når de andre har besøg. (Mor til pige på 12 år, H3) En far udtrykker det således: Inde på stuen bliver han virkelig rastløs og utålmodig. Han føler sig også mere dårlig. Det er noget helt andet, når vi går udenfor på legepladsen. Så forsvinder sygdommen ligesom lidt, hvis man kan sige det sådan. [ ] Det gør jo også noget ved mig, når jeg ser ham lege. Jeg ser ham heller ikke som om, at han er lige så syg. (Far til dreng på 5 år, H3) Legepladsen, trampolinen og teatret har også en vigtig funktion for personalet på H. C. Andersen Børnehospital. For her ser de også, hvad børnene faktisk er i stand til, når de glemmer, at de er syge. Under indlæggelsen bliver sygdomsforløbet til det normale for de indlagte familier. Det er den virkelighed, som de bygger deres hverdag op omkring. En mor fortæller, hvordan hun har fået en aftale på plads med sin arbejdsgiver, så deres hverdag hænger sammen. Og patientstuen er omdrejningspunktet for denne hverdag, der er centreret omkring sygdommen. Opholdsarealerne, fortæller familierne, giver muligheden for at slippe fokus på sygdommen.. Patienterne og de pårørende tager også på ture udenfor hospitalsområdet: En gang imellem, så går vi ned til åen. Det er ikke altid, jeg lige kan overskue det. Men det er rigtig dejligt. Bare det at komme væk herfra. Det er dejligt. (Pige 12 år, H3) Det, at bevæge sig væk rent fysisk, flytter også tan-

13 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 13 kerne, som en anden pige udtrykker det: Jeg tænker på noget andet, når jeg er i ungdomscaféen. (Pige 13 år, H3) Muligheden for at lave events og happenings Børnehospitalet har mange store og små opholdsområder. Pludselig ud af det blå kommer en hospitalsklovn gående, imens han trutter løs i sin klarinet. Børnene stimler sammen. De vil gerne have sange, ballondyr og pjat. Hospitalsklovnene, Eventyrteatret og Remida Center Odenses Skrot-er-godt workshop er bare tre ud af mange forskellige events og happenings, der er en del af hverdagen på H. C. Andersen Børnehospital. Det handler ikke kun om at glemme sin sygdom i et spændende teaterstykke. Det handler også om at få rum til at tale om det at være indlagt og være syg, når du bygger løs i Skrot-er-godt. Det er vigtigt, at der er plads til både større og mindre aktiviteter børn og voksne kan samles omkring. Det fylder hverdagen ud og giver et afbræk fra opholdet på hospitalet. Jeg er jo hele tiden opmærksom herinde. Hvad skal der nu ske? Når klovnen kommer, så glemmer jeg jo alt om det. Så skal vi bare op og snakke med klovnen. (Mor til dreng på 8 år, H3) Når det ikke ligner et hospital En mor, der var indlagt på afsnit H1 med sin datter på 3 måneder fortæller: Her på stuen er det rart. Der er en sofa. Det er ikke så sygehusagtigt. I Kolding hvor vi også har været indlagt der var det hele så hvidt, fuld af instrumenter og ja. Det var bare sygehusagtigt. (Mor til datter på 3 måneder, H1) Rummet omkring den enkelte har en stor betydning for, hvor dominerende følelsen af at være indlagt er. En anden mor på H1 fortæller om, hvordan patientstuen ikke minder om et hospital: Alt det der har med hospitalet at gøre, det har de pakket om bagved. Og så er der pusleplads, fjernsyn og sådan lidt inde i trærammen. Det ligner jo næsten et hjem. Puslebordet er jo stadig en arbejdsplads, men de har virkelig gjort det fint. Det er jo mest den vej hen mod fjernsynet, jeg kigger, og så føles det ikke så hospitalsagtig, som når jeg ser på stativerne og slangerne. (Mor til datter på 9 uger, H1) Interviews fra stuerne på H1 indikerer klart, at der er tale om et rum, hvor det institutionelle er pakket væk til fordel for et privat rum, som de indlagte familier har lyst til og mulighed for at indtage.

14 14 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, der giver mig lyst til at være på stuen Patienter er på hospitalet, fordi det er nødvendigt. Ikke fordi de har lyst. Rummets indretning har stor betydning i forhold til at gøre opholdet til en bedre oplevelse for patienter og pårørende. I udgangspunktet er der ikke meget, der giver en patient lyst til at være på en patientstue. Som nævnt i afsnittet Noget, så jeg kan få tiden til at gå, er patienter kun på hospitalet af nød. Det følgende afsnit omhandler den stemning og de virkemidler, som kan være med til at gøre opholdet mere tåleligt. Noget, der minder om derhjemme I forbindelse med temaet helende arkitektur beskæftiger flere nuværende projekter sig med begrebet hjemlighed eller af-institutionalisering som en kontrast til det kliniske og sterile hospitalsmiljø. Temaet går også igen i mange af de interviews SDSI har foretaget med både børn og voksne, hvad angår patientstuen og opholdsområder uden for stuen. Patienter og pårørende beskriver eksempelvis, at de kunne tænke sig, at der var hyggeligere på stuen. For nogle patienter går ønskerne til indretningen på rengøringsvenlige materialer, mens en hjemlig stemning, hvor lyset er dæmpet, bløde materialer og rolige farver beskrives som beroligende for andre. De to retninger er naturligvis ikke hinandens modsætninger. Vi ser i patient- og pårørendeinddragelse et ønske om hjemlige elementer på patientstue og i opholdszoner. H1, som er den nyest indrettede del af H. C. Andersen Børnehospital skiller sig ud fra den gængse patientstue. En mor til et spædbarn beskriver, at hun ikke føler, hun er på sygehuset, når hun sidder inde på barnets stue. Hun beskriver typiske sengestuer, som hvide og kedelige, mens stuen på H1 minder om noget hjemmefra med farver og træmøbler. En patient på H7 siger ved spørgsmålet: Er der noget hjemmefra, du savner, som du godt kunne tænke dig at have med? Jeg savner sofaen! Noget om farver Hvidt, hvidt, hvidt. Sådan beskriver en patient rummet omkring ham. I dette afsnit beskrives, hvordan patienterne i højere grad føler sig syge, når alt er hvidt og hospitalsagtigt. Samtidig med at det beskrives, hvordan farver også kan blive overrumplende. Farver kan ligeledes bidrage til en form for hjemlighed eller af-instituionalisering. Flere patienter beskriver, at det er positivt med farver på vægge og materialer, men at disse farver skal være rolige. En patient beskriver det således: Den gule farve herinde. Den er virkelig mærkelig. Det er svært at beskrive, men den er måske lidt øhm..kraftig. [ ] Det er i hvert fald en af de ting, der ikke giver mig lyst til at være herinde mere end nødvendigt. (Pige 12 år, H3) En mor til dreng på 9 mdr. på afdeling H1 fortæller, hvordan rolige farver på stuen skaber liv og glæde for hende. Moren refererer til sygehuset i Kolding, som hun kun husker som hvidt, hvidt og mere hvidt. At kunne bestemme selv Af praktiske årsager, som det at forældre kan kontrollere læselys, mens barnet sover, er der behov for at kunne regulere lys lokalt på patientstuen. Samtidig giver det et element af kontrol tilbage til patienten og de pårørende i en situation, hvor kontrollen i kraft af sygdom og indlæggelse i høj grad er tabt. En mor fortæller: Det ville være rart, hvis der var noget lys, som man selv kunne regulere lokalt. Det, der er nu, er enten eller. Enten er det tændt eller slukket. (Mor, H7)

15 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 15 Det samme kan gøre sig gældende, når det drejer sig om at kunne åbne vinduet eller som i citatet herunder sætte blot et lille præg på stuen, som at kunne bestemme vægdekorationen selv. En mor til en dreng på 8 år indlagt på H3 fortæller: Vi har fået vores egen tomandsstue. Og her er kun lige plads nok. Men vi bruger det heller ikke så meget. Der mangler noget, som giver os lyst til at være i rummet. Det kunne være LEGO, som vi kunne lege med sammen herinde eller måske en tavle, hvor det er os selv, der dekorerer den. (Mor til dreng på 8 år, H3) Og fra afsnit H1 beskriver pårørende til spædbørn: Den der dør (peger over på en glasdør). Den er jo nærmest som en terrassedør, og der er græs udenfor. Det er rigtig dejligt. På den anden side kigger de ud i beton. Det kunne jeg ikke tænke mig. (Mor til pige på 3 måneder, H1) Vinduerne er i en god højde. Så følger vi lidt med i, hvad der sker udenfor. Så har vi også lidt en fornemmelse af dag og nat herinde. [ ] Men det er dejligt at følge med. (Mor og far til drenge på 3 uger, H1) Behovet for udsyn Det er essentielt, at patienter og pårørende kan følge med i dagens rytme udenfor stuen og endnu bedre, hvis der sker noget uden for vinduet. En 12årig pige på Afsnit H3 beskriver: Ok. En ting der bare er mærkeligt, ik. De der vinduer, de er så højt oppe. Når jeg ligger i min seng, så kan jeg ikke se ud af dem. Det forstår jeg ikke. [ ] Det ville være rigtig dejligt, hvis jeg kunne kigge ud. Der er jo træer og en legeplads derude. (Pige 12 år, H3) Og en mor til en patient på H3: Det er jo fantastisk med store vinduer. Det kunne bare være endnu bedre, hvis man også kunne kigge ud af dem. De sidder bare alt for højt. Specielt for børnene. [ ] Jeg har det som om, at rummet er lidt større, når jeg kan kigge ud. Specielt hvis det så også er flot udenfor. (Mor til pige på 13 år, H3)

16 16 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så jeg føler mig normal Når alt i din hverdag forandrer sig, så oplever mange patienter, at de også mister noget af deres kontrol. De higer efter genkendelige og trygge rammer i deres dag på hospitalet. Herinde (på hospitalet) er der jo egentlig ikke noget, der er som det plejer. (Mor til dreng på 11 år, H3) Når familien bliver indlagt, så er intet længere, som det plejer. Den enkelte oplever følelsen af at miste kontrollen med situationen. Når det normale bliver præsent som et behov på hospitalet, så er det fordi, at det normale er tæt forbundet med: Genkendelighed Tryghed Følelsen af at passe ind For de børn, unge og forældre, som vi har talt med er oplevelsen af at miste det normale meget tydeligt. Intet er som det plejer. Men de søger elementer i deres dag, der ligner. Følelsen af hjemlighed Det er en udfordring at føle sig hjemme, når du bor på en andens arbejdsplads. Sådan forklarer en far sin oplevelse af at være indlagt på hospitalet med sin datter. Rummet, hvor du bor, er et arbejdsrum for personalet: Der kan virkelig være gang i den derinde. Den anden dag havde den anden pige på stuen et par gæster, vi var bare os tre og så kom der en sygeplejerske forbi og snakkede med os. Så er det altså knald på. Så er det lidt som om, at hovedet det altid er bagefter. (Far til pige på 12 år, H3) Faderen fortæller videre, at han oplever deres stue som et rum, der meget er indrettet som en institution. Men følelsen af hjemlighed er vigtig. Der er en stor grad af genkendelighed i de hjemlige elementer. På H1 fortæller et forældrepar til en nyfødt: Det er sådan lidt hule-agtigt herinde. Selvom vi bor i en taske og sofaen nærmest er betrukket med plastic, så virker det mere som om, at vi er hjemme ved nogen. Det er jo ikke pænt på den måde. Men det ligner et hjem. Ikke et hospital. (Forældre til nyfødt, H1) Det vigtige er ikke, at det er lige præcis den samme stil eller samme møbler, som du har derhjemme. Det vigtige er, at indretningen ligner et hjem og ikke en institution. Sådan her ville jeg jo ikke selv bo. Og det er egentlig også fint nok, at det er sådan. Det behøver ikke være mine egne møbler. Det skal bare ligne noget, som nogen jeg kender kunne finde på at have. (Mor til pige på 6 måneder, H1) Måltidet som mødested Måltiderne har en vigtig funktion for mange familier på H. C. Andersen Børnehospital. Det foregår ikke på samme måde på alle afsnit. På H1 går forældrene selv op i opholdsrummet. Flere koordinerer dog om at spise sammen i faste grupper, hvor sygeplejerskerne så passer de små børn imens. På H3 spiser de sammen i en stor gruppe og sidder rundt om et bord, hvor der næsten er plads til alle. Vi spiser med, da vi starter feltarbejdet på H3. Snakken går henover bordet, imens forældrene fortæller om deres ønsker til bløde stole, mulighed for at arbejde fra stuerne og senge, så de kan sove sammen med deres børn. I et interview fortæller en mor bagefter: Det er simpelthen så dejligt, når vi er nede og spise. Jeg har det lidt, som om at vi er en stor familie. Det er bare hyggeligt. Vi er sammen på en anden måde. (Mor til dreng på 8 år, H3)

17 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 17 Hun fortæller, hvordan hendes dreng og en anden dreng altid er meget negative overfor hinanden, når de er på stuen. Når vi sidder deroppe og spiser, så er det altså de samme drenge, der render rundt og leger sammen. Så er der ro på, vi har bedre plads. Det er godt. (Mor til dreng på 8 år, H3) Måltidet har også et andet hjemligt komponent i sig, som en mor fortæller her: Vi har jo vores madmor, der sørger for os. Det skaber en dejlig hjemlig stemning, når vi kan dufte den nylavede mad. (Forældre til pige på 8 år, H2) Duften af maden fremhæves af flere forældre som positivt. Den dæmper samtidig den karakteristiske duft af hospital, som mange af de interviewede fortæller om. Duften af mad er hjemlig. Der blev dog fra personalets side tilføjet, at nogle børn oplever kvalme, når de dufter maden. Derfor arbejder man ikke kun med lugtesansen i præsentationen af mad, men fokuserer på at stimulere flere sanser gennem maden. På H1 spiser forældrene i udgangspunktet ikke sammen. Den enkelte bestemmer selv. Alligevel samler mange sig efter lidt tid i mindre grupper, hvor de spiser sammen. Her er de indlagt med børn under 1 år. Det er ikke alle, der kan tage deres krybbe med ned i køkkenet, derfor skal det koordineres med en sygeplejerske, der kan holde øje med barnet. Det er jo både min mulighed for lige at få en halv time, hvor det bare er mig. Og så bliver man jo lidt en lille familie. Man lærer de andre familier at kende på en speciel måde. Vi har jo også noget tilfælles. (Mor til dreng på 9 uger) Måltidet er socialiserende. Det er en måde at være sammen på. Det opbygger relationer at spise sammen med et andet menneske. Det er en måde at holde fast i det normale, hvor vi holder fast i det at være en del af en gruppe, hvor vi passer ind. Følelsen af hverdag Det er vigtigt at have muligheden for at holde fast i en hverdag. De vil gerne bevare rytmen. En pige fortæller: Det er altså ikke fordi, at jeg bare vil have vildt meget sminke på. Men der er bare ikke rigtig plads til, at jeg kan have noget stående ude på badeværelset, fordi vi deles så mange om det. Så det er lidt svært. Men det er jo sådan, jeg starter dagen. Og det er heller ikke særlig fedt, når jeg skal rende derover i undertøj. (Pige 12 år, H3) En dreng fortæller: Jeg mangler en plads til min voks. Jeg skal jo bruge et spejl til at sætte mit hår. (Dreng 8 år, H3) Flere fortalte om et behov for at gøre sig klar til dagen. Det hænger for mange sammen med, at du også er sammen med mennesker, som du ikke kender. Andre indlagte familier. Mennesker, som du samtidig er afhængig af, hvis du indgår i sociale relationer. Skolen på børnehospitalet er også et vigtigt element i, hvordan patienterne holder fast i en hverdag. Det har en stor grad af genkendelighed for børnene og de unge, og flere fremhæver det som en god ting: Jeg synes faktisk, at det er bedre at gå i skole her end derhjemme. (Pige 12 år, H3)

18 18 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så jeg føler mig privat I mødet med hospitalet udfordres privathed for både patienter og pårørende. Der er et behov for at skabe rum, der gør det muligt for patienter og pårørende at vælge det offentlige og private til og fra. Privathed dækker over menneskets behov for at kontrollere andre menneskers adgang til en selv. Det kan være adgang fysisk, mentalt eller i form af viden om den enkelte (Altman: 1975). Behovet ændrer sig afhængigt af konteksten. Det er vigtigt for følelsen af privathed, at den enkelte føler sig i kontrol over, hvornår rammen er privat, og hvornår rammen er offentlig. Det er muligt gennem både indretning og handling at understøtte følelsen af kontrol over situationen hos den enkelte. Opfyldes den enkeltes behov for privathed ikke, kan det få negative konsekvenser for det sociale liv (Altman: 1975). Den enkeltes mulighed for at sikre sin privathed, herunder følelsen af kontrol med situationen, ændrer sig i mødet med hospitalet. Her er intime interaktioner med personale, ophold i fremmede rum og undersøgelser med til at udfordre den enkeltes behov for privathed. Denne udfordring af behovet for privathed står i kontrast til, at mennesket i et sygdomsforløb ofte vil have et stigende behov for privathed (Bäck og Wickblad: 1998). Det sker, fordi patienterne oplever, at de pludselig står i undersøgelsessituationer, hvor de har mistet kontrollen over situationen. Behovet for at føle sig privat er derfor også et behov, for selv aktivt at kunne vælge det offentlige og private til og fra. Et hensyn til behovet for privathed, både i den daglige drift og i indretningen af hospitalet, rummer således muligheden for at styrke den enkeltes forløb som patient og reducere rekonvalescensperioden (Mathiassen: 2009). I feltarbejdet på afdeling H så vi også eksempler på, hvordan privatheden udfordres og efterspørges af patienter og pårørende. Noget, der er mit eget Jeg er en meget genert pige, og derfor har det været grænseoverskridende at skulle amme og skifte tøj, mens der var nogle ved siden af mig. (Mor, H56) I det ovenstående citat bliver det tydeligt, hvordan manglende kontrol over situationen bliver en udfordring i forhold til at sikre sin privathed. Dilemmaet er for patienterne, at de ikke kan fravælge situationer, hvor de mister kontrollen, når de er på hospitalet. Patienten i citatet herover er indlagt med to andre

19 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 19 mødre. Her fanger behovet for privathed moderen i et dilemma, fordi hun samtidig ikke kan fravælge at amme sit barn. Den samme mangel på muligheden for selv at være i kontrol og vælge til og fra opstår, når private genstande ikke er tilgængelige for patienten. I et interview med en 12-årig pige, fortæller hun om, hvordan hun er ude af stand til at få fat i personlige genstande i sit skab. Det er eksempelvis i skabet, at hun har sit rene tøj. Og den udfordring er med til, at hun beskriver patientstuen som et rum, hvor der ikke er rart at være. Hun fortæller: Her er ikke særlig rart at være. For eksempel, så når jeg skal hen og have noget i mit skab, så skal jeg først flytte hendes (hun deler stuen med en anden 12 årig pige) sengebord. Nogen gange skal jeg også flytte sengen for at komme ind. Så venter jeg, til hun er væk. (Pige 12 år, H3) En anden pige fortæller: Jeg har bordet her (sengebordet) til at ligge mine ting på. [ ] Det bliver hurtigt fyldt. Og sygeplejerskerne kommer jo også nogen gange med noget, der skal være plads til. (Pige 12 år, H2) Det centrale her er, at patienterne har brug for et område, der er helt deres eget. Hvor de ikke føler, at deres personlige genstande er i vejen, hvis personalet gerne vil bruge bordet. At de har nem adgang til deres personlige ejendele. Giv mig stabilitet Det er vigtigt at have et sted, hvor man hører til. En af de unge på H3 fortalte, at de hver weekend flytter over på H4. Det er en praktisk foranstaltning i forhold til personaleressourcer. Hun fortæller: Stuerne på H4 er virkelig meget bedre. Og det er altså ikke fordi, at jeg synes den her patientstue er særlig god. Men det er træls at flytte hele tiden. (Pige 12 år, H3) Stabiliteten og følelsen af at være i kontrol med situationen fylder meget for de indlagte børn og unge. Skoledagen er stabil og forudsigelig. Når de flytter mellem afdelingerne, så er det heller ikke sikkert, at de kommer tilbage til samme patientstue igen. Noget, så jeg kan sige til og fra En dreng på 8 år og hans mor er indlagt på tomandsstue. Det er hårdt, fordi de ikke selv kan vælge de sociale situationer til og fra. Den anden dreng er der både, når der er overskud og underskud. Og det er hårdt, når der er underskud: Den ene venter hele tiden på, at den anden går, for ellers kan man ikke holde ud at være der (Dreng 8 år, H3) Drengens mor har en oplevelse af, at det er udmattende og stressende for drengen at bo sammen med de andre familier. Han har svært ved at finde ro. Når hans sygdom gør ondt, så bliver det ekstra tydeligt for moderen. Han bliver sur på de andre. Flere forældre fortæller, at de ser frem til enestuerne: Det er virkelig genialt. Go for it! Man håber altid på, når man kommer her, at man kan få en enestue. Så får man trods alt lidt søvn og lidt privatliv. (Far, H7)

20 20 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Enestuen giver, i de indlagte familiers optik, en mulighed for aktivt at vælge de sociale situationer til og fra: Det ville virkelig være godt. Vi har været heldige at være alene på stuen et par dage. Så kunne jeg også sove sammen med hende. Det var så godt. [ ] Det må bare ikke være på bekostning af vores fælles områder. Vi kan ikke bo på stuen hele dagen. (Mor til pige på 13 år, H3) Patienterne har et behov for at kunne vælge de sociale situationer til og fra på eget initiativ. Når du har ondt, så er du i underskud, som en mor fortæller: Det er ikke fordi, vi har noget mod andre mennesker, men så kan vi gå ned i havestuen (opholdsrum på H7) og møde andre mennesker, men det er rart at kunne være for sig selv. (Mor til 13 årig patient på H7) Det vigtige for den enkeltes behov for privathed er at føle sig i kontrol. Så man føler, at man selv bestemmer, hvornår man er social, og hvornår man er privat. Idet man er inde på sin egen stue, så føler man sig mere privat. Man kan lukke af for omverdenen: Hvis det en dag larmer meget fra gangen, eller jeg er meget træt, så lukker jeg bare døren. Men for det meste står den åben. Jeg er jo her på stuen med ham stort set hele tiden, så når døren er åben, så kan jeg høre livet ude fra gangen. Så får jeg ikke hospitalskuller. (Mor til dreng på 9 år, H1) Det samme er på spil, når der er besøg på stuen. En pige fortæller: hårdt, fordi jeg hurtigt bliver træt. Og jeg kan ikke lide at bede dem om at gå. (Pige 12 år, H3) Da hun hører om forslaget til en alarm, der kan tilkalde personalet, som hjælper en med at sige fra overfor veninder eller måske forældre, siger hun: Ja. Det ville være rigtig dejligt. Sådan en knap de andre ikke kan se. Så jeg ikke selv skal sige det til dem. (Pige 12 år, H3) Noget, så jeg ved, hvad der skal ske Følelsen af at være tilgængelig for andre udfordrer behovet for privathed. Familierne og især børnene fremhæver, at de har brug for et overblik over dagens forløb inde på deres stue: Hvilke aktiviteter har de? Skal de til undersøgelser? Hvornår skal de i skole? Og andre lignende informationer Moderen til en dreng på 8 år fortæller: Vi har snakket mange gange om, at vi gerne ville have et ugeskema eller sådan noget. Så vi selv kan følge lidt med. Personalet er virkelig gode til at fortælle og informere. Men jeg synes, det er svært at huske det hele. Og han har også brug for at snakke om det. Der savner jeg at kunne give overblikket. (Mor til dreng på 8 år, H3) Jeg havde besøg af mine bedste veninder den anden dag. Det var rigtig dejligt at se dem. [ ] Det er bare

21 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 21 Og drengen supplerer: Jeg bruger meget energi, når der skal ske noget. Så ved jeg, hvornår jeg kan slappe af. (Dreng 8 år, H3) En pige på 12 år fortæller ligeledes: Det er ikke fordi, at jeg ikke lytter efter. Det er bare svært at huske det hele. Og jeg vil heller ikke spørge hele tiden. Så kunne det være rart med en plan. Så jeg ved, hvornår de kommer og henter mig. Altså, jeg ved det jo godt. De fortæller mig det altid. Men jeg kan ikke lige se det, når jeg glemmer det. (Pige 12 år, H3) Det skaber en tryghed og giver muligheden for at sætte sig op til det sociale, når der er en tydelig plan for, hvad der skal ske. Det giver viden om, hvornår privatheden vil være udfordret, og det giver os følelsen af at være i kontrol over situationen. Hvis vi bliver frataget muligheden for at vælge selv og ikke bliver oplyst om, hvad der skal ske, så bliver det oplevet som en intimiderende situation, når vores privathed afbrydes. På H1 har personalet derfor også aftaler med nogle af familierne om, at der er tidspunkter på døgnet, hvor personalet ikke har adgang til patientstuen.

22 22 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så der er plads til en familie På H.C. Andersen Børnehospital er der fokus på, at det er familien, der bliver indlagt. Forældre og søskende er centrale i sygdomsforløbet. Det stiller krav til opholds-, vente- og gangarelaer. Et barn indlægges altid sammen med én forælder. Det er vigtigt, at forælderen, andre pårørende og besøgende oplever at føle sig velkommen. På H. C. Andersen Børnehospital er langt de fleste patientstuer flersengsstuer, og det kniber med pladsen. Det er også et af de emner, der kommenteres en del på og som giver udtryk for ikke-opfyldte behov. Plads til at arbejde For de nærmeste pårørende gælder det, at størstedelen af tiden bruges på patientstuen sammen med barnet - kun afbrudt af korte pauser. Det er en stor indgriben i en hverdag at have et barn, der er sygt over en længere periode eller måske kronisk. Flere udtrykker ønske om at kunne bevare en vis normalitet på patientstuen og nævner det at kunne arbejde som en måde at bruge tiden på. En mor fortæller, at hun er i gang med sit bachelorprojekt, og havde tænkt på at medbringe sin computer, så hun kunne arbejde om aftenen, men lod være, da der ikke er plads på stuen. Eksempelvis siddende i stolen ved siden af den indlagte. Mor til patient på 12 år giver udtryk for den manglende plads på sengestuen: Det ville gøre underværker med et bord og en stol, så man kunne sidde og spise. (Mor til pige på 12 år) At der er afsat plads til at spise, er også med til at byde de pårørende velkommen. En mor til en dreng på 4 uger, som er indlagt på H56 fortæller, at hendes kæreste ikke føler sig velkommen i rummet. Med det mener hun, at der ikke er taget højde for, at faderen måske gerne vil overnatte, sidde og spise sammen med dem og sidde tæt ved sengen. Hvis der havde været et bord og en mulighed for, at jeg kunne sidde og arbejde på stuen, havde jeg taget computer med. (Mor, H1) Jeg prøver at arbejde nede på stuen, hvis pladsen er til det. Det er svært, når der ligger en anden på stuen og som er så dårligt, at de ikke kan komme i skole. (Mor til dreng på 8 år, H3) Plads til at spise Spisesituationen kan være vanskelig for de pårørende. Hvis barnet skal faste er forældrene oftest solidariske med barnet og spiser heller ikke. Samtidig opfordres forældre af personalet til at spise for at bevare kræfterne. Når der spises, indtages maden hurtigt.

23 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 23 Opholdsrummene giver ikke mange muligheder for at være privat. Plads til at slappe af Barnets nærmeste pårørende opholder sig på stuen i mange timer ad gangen. Ofte siddende tæt på barnet i sengen og ofte i dårlige stillinger, for at kunne berolige barnet med kærtegn eller med at holde fx en pose til opkast, hvis barnet har det dårligt. Det er vigtigt, at den pårørende kan sidde godt og kan skifte position til også at kunne strække benene. En mor til patient på H7 beskriver ønsker til indretningen med en sovesofa: Det ville være rart med en mulighed for at ligge og slappe lidt af og svinge benene op. En anden pårørende til patient på H7: Det ville være dejligt med en sovesofa til frit brug. For de pårørende i hvert fald. Plads til personlige ejendele Det at gøre plads til de pårørendes ejendele er med til at byde velkommen, og herunder sikre, at der er plads til at hænge sin jakke, stille sin taske fra sig (ikke på gulvet), stille en gave til patienten osv. Mange børn er indlagt gennem længere perioder. Det stiller krav til, at de pårørende kan have deres tøj og personlige ejendele opbevaret let tilgængeligt. I dag på H.C. Andersen børnehospital er der på flere afdelinger, pga. pladsmangel, patientskabe placeret centralt på afdelingen. En mor til en dreng på 4 uger (afsnit H56) fortæller, at hun har sine ting i sin taske, da skabet er langt væk, og fordi der ikke er plads. Den samme pårørende fortæller, at alle børneting (ammepude og lignende) også er placeret på gulvet eller i den ekstra stol, som er på stuen.

24 24 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH Noget, så pårørende kan være private Som pårørende fylder barnets eller søskendes sygdom en stor del af dit liv. Pårørende har på hospitalet et behov for at kunne trække sig væk og være private. Hvor går du hen, når du skal have en privat telefonsamtale? Hvor går du hen, når du har brug for ro? Pårørende bruger i dag gangene, trappeskakter og toiletter, når de forsøger at finde ro til en vigtig telefonsamtale eller har brug for ro. I dette afsnit beskrives behovet for at kunne skabe et privat og uforstyrret rum, samtidig med at der peges på konkrete forslag til indretning, der kan understøtte dette. Den store udfordring for de pårørende er, at mange telefonsamtaler også handler om patienten. Så de er fanget i, at de ikke vil forstyrre de andre, ikke vil vække deres barn som sover eller ikke har lyst til at orientere familiemedlemmer om status på sygdommen i samme rum som patienten. På et tidspunkt gik jeg udenfor (i gårdhaven) for at tale i telefon for at få lidt ro jo. Man har jo brug for at være lidt privat, så det ikke er alle, der kan høre, hvad man snakker om. (Mor til pige på 12 år, H3) Jeg kan have svært ved altid lige at tænke på de andre, når jeg går ude på gangen og taler (i telefon). Jeg har jo følelserne med mig. (Far til dreng på 5 år, H3) Det er ikke kun telefonsamtaler, men også det at have følelsen af at være sig selv, der betyder noget. Det at have et privatliv: Rummene er jo meget små. Det stresser os alle. Vi bliver rastløse, fordi der ikke er plads. Og vi vil jo heller ikke forstyrre de andre for meget. Så er det bare rigtig svært at vide, hvor man skal være om dagen. Hvor man finder et privatliv. (Mor til dreng på 8 år, H3) Forældrene har brug for et pusterum, hvor de også kan komme væk fra sygdomsforløbet. En af de primære årsager til dette er, at de ønsker at skåne børnene for deres egne frustrationer: Vi prøver jo at skåne hende for vores frustrationer. Men det er svært, fordi alle besøg foregår på stuen. Og så spørger familien jo til sygdommen. [ ] Personalet er gode til at bede os om at gå. Så får vi jo også lige et afbræk fra det hele. Sådan en pause trænger man til, når man er pårørende. (Mor til pige på 8 år, H2) Indledende konklusioner fra det feltarbejde, der er lavet omkring opholdsmøbler i forhallen på OUH peger i samme retning. De pårørende opsøger lommer, fysiske som mentale, hvor de kan genoplade deres energi og overskud. Her fremhæves behovet for en hjemlig, huleagtig stemning, der giver et afbræk fra det kliniske. Forslag til indretning, der understøtter behovet for et privat rum for de pårørende: Telefonruter Afskærmning for enden af gangen som i projektet: Livet mellem stuerne Forbedret akustik i gangarealer med lydabsorberende plader Møbler i opholdsområder, som tilbyder privathed Hierarki og differentiering i belysning Telefonruter Konceptet er, at der rundt omkring på afdelingerne er markeret forskellige ruter primært udendørs. Ruterne har forskellige længder. Det kan være 5 minutter, 15 minutter og 30 minutters ruter.

25 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 25 De fleste mennesker går, når de taler i telefon. Bevægelsen er et behov for at gøre noget det er en måde at foretage en handling på, når vi føler os handlingslammede. Ruterne er en mulighed for at give pårørende plads til de svære telefonsamtaler. Telefonruterne er også en mulighed for en almindelig god gåtur rundt på hospitalsområdet. Afskærmede rum som en del af gangmiljøet I projektet Livet mellem stuerne blev der på OUH, afsnit Y1, etableret et rum for enden af gangen, hvor der er plads til at sætte sig ind. Rummet bliver brugt til telefonsamtaler, der således kan holdes private og samtidig ikke bliver et forstyrrende element på gangene. Rummet for enden af gangen var før projektet Livet mellem stuerne blevet indtaget af personalet, som brugte rummet til samtaler med hinanden eller med patienter. Rummet blev i projektet ændret, så det signalerede, at patienter er velkomne i rummet. Den translucente film på ruder blev fjernet, så man kan kigge ud og indretningen signalerede, at det var et rum for patienter. Der blev ikke på forhånd defineret en brug for rummet. Men meldingerne fra afdeling Y1 om den store brug af rummet vidner om et stort behov hos patienter og pårørende for at kunne bevæge sig væk fra patientstuen og ind i et andet rum. Møbler i opholdsområder, som tilbyder privathed Møbler, der via afskærmning giver en huleagtig fornemmelse, tilbyder muligheden for at skabe små rum i rummet. Det kan være en topersoners sofa med afskærmende sider, der giver muligheden for en privat samtale, eller en stol der lukker sig om personen, som giver mulighed for at lukke verden ude. Hierarkisk- og differentieret belysning Der kan arbejdes med at skabe zoner i opholds- og venteområder, hvor belysningen giver en mere privat og rolig stemning. På den måde kan lyset være med til at guide pårørende til zoner, hvor de kan finde ro og være private. Forbedret akustik med lydabsorberende plader En stor del af telefonsamtaler bliver, for de pårørende, ført i gangarealerne. En enkelt fortæller om, hvordan hun sad på hug bag en hylde med spil i legerummet på H3, så hun ikke forstyrrede. De forsøger at tage hensyn og samtidig skabe små bobler, hvor de er private. Lydabsorberende plader kan hjælpe til at dæmpe lydniveauet generelt i gangarealer. Samtidig kan de dekoreres, så de indgår som en del af det samlede indretningskoncept.

26 26 / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH

27 FELTRAPPORT - B&U KLYNGE - NYT OUH / SYDDANSK SUNDHEDSINNOVATION / 27 Litteraturliste Altman, I. [1975]: The environment and social behavior: Privacy, personal space, territoriality and crowding. Monterey, CA: Brooks/ Cole Bäck, E. og Wikblad, K. [1998]: Privacy in Hospital, in: Journal of Advanced Nursing, vol. 27, p , Blackwell Science Hofstede, G. [2001]: Culture s Consequences: Comparing Values, Behaviors, Institutions, and Organizations Across Nations. Second Edition, Thousand Oaks CA: Sage Publications, Mathiassen, A. [2009]: Privathed på hospitalet. En kvalitativ undersøgelse af patienters og sygeplejerskers opfattelse af betydningen af patienters privathed på en hospitalsafdeling. Kandidatspeciale.

28 Syddansk Sundhedsinnovation Forskerparken 10, 5230 Odense M