Montesquieu og magtens tredeling

Transkript

1 Montesquieu og magtens tredeling Thomas Mark de Laine, historieopgave, 19. februar 1999 Noter er markeret med et tal i parentes som f.eks. her (13), hvor der henvises til note Indledning I indeværende år, 1999, er det netop 150 år siden, Danmark fik sin første grundlov, "Junigrundloven" af 5. juni Siden er grundloven revideret flere gange. Her vil jeg dog beskæftige mig med den oprindelige. Jeg vil undersøge, hvorvidt og hvorledes den franske oplysningsfilosof Montesquieus statstanker havde betydning for udformningen af grundloven af Det skal ske ved en redegørelse for hans statstanker og ved en undersøgelse af grundloven, der skal afsløre, på hvilken måde disse har haft indflydelse på dens udformning. Til formålet vil jeg dels bruge et eksemplar af Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 dels nogle bøger om Montesquieu og hans statstanker. Blandt de sidstnævnte har jeg især brugt Per Stig Møllers bog "Den naturlige orden" (se i øvrigt litteraturlisten) og Johnny Thiedeckes "Oplysningstiden", hvor den sidste udmærker sig ved at have et uddrag af Montesquieus største værk "Lovenes Ånd" Montesquieu Franskmanden Charles de Secondat de Montesquieu ( ) var en af oplysningstidens mest kendte politiske tænkere og forfattere. Han var baron, en titel han havde arvet fra sin farbror. Således var han født til en privilegeret tilværelse, hvor han boede på godser, der var det økonomiske grundlag for hans aktiviteter. Det gjorde det blandt andet muligt for ham at rejse en del. I starten af 1720'erne rejste han til Paris, hvor han færdedes sammen med for eksempel Diderot og Voltaire, der var oplysningsfilosoffer. Senere førte hans rejseaktiviteter ham til England, hvor han brugte en del tid, og her stiftede han bekendtskab med en række af de engelske oplysningsfilosoffer (1). Således lærte Montesquieu altså en del oplysningsfilosoffer at kende, samtidig med, at han stiftede bekendtskab med det engelske system, som han fremhævede en del i sine bøger. Montesquieu skrev tre afgørende værker: Det var "Persiske Breve" (1721), "Årsagerne til Romerrigets sammenbrud" (1745) og "Lovenes ånd" (1748). Heri beskrives de tanker, han gør sig, omkring samfundets indretning Lovenes Ånd Bogen "l'esprit des lois", "Lovenes Ånd", er Montesquieus mest kendte værk, og det var det, der fik størst indflydelse på eftertiden. Her beskriver han, hvad han mener, der skal til, for at et styre kan være retfærdigt og retmæssigt og dermed stabilt. Han undersøgte, hvordan forskellige styreformer fungerede på forskellige geografiske steder afhængig af klima og jordbund o.lign. Folk nordpå levede i et koldere og umildt klima. Derfor blev de mere modige, mens folk under varmere, sydlige himmelstrøg var mere frygtsomme og havde sans for fornøjelser og var derfor ganske enkelt mere dovne. Dette byggede han på undersøgelser af forskellige folkeslags karakter og lovgivning.

2 Montesquieu mente, at det var lovenes opgave at fremme de gode af klimaets virkninger, og modarbejde de dårlige. Des mere klimaet får folk til at flygte fra arbejde, des mere skal lovene og religionen opmuntre dem til at arbejde. I varme lande er befolkningerne mere tilbøjelige til at underkaste sig en tyran end i de kolde lande, fordi de i varmere lande er mere magelige og skyr smerte, mens man i de kolde lande er mere frihedselskende. I lande ledet af "tyranner" lever man allerede med politisk slaveri og affinder sig derfor også med civilt slaveri (2). "Fordi lovene var dårligt lavet, har man fundet dovne mennesker; fordi disse mennesker var dovne, har man gjort dem til slaver," skriver Montesquieu (3). I Lovenes Ånd beskæftiger Montesquieu sig med, hvad der skal til for at gøre et styre retfærdigt og stabilt, og skriver: "Først og fremmest består frihed i ikke at kunne tvinges til at gøre noget, som lovene ikke beordrer; og man er kun i denne tilstand, når man er regeret af civile love: vi er altså frie, fordi vi lever under civile love" (4). Det handler så om, at få civile love og en myndighedsudøvelse, der også selv er nødt til at respektere de civile love. Til at opnå dette, anbefales magtens tredeling (5). Magtens tredeling var en slags magtbalance, der blev introduceret af den italienske politiker, filosof og digter iccolo Machiavelli allerede i 1500-tallet. Han beskrev den konstitutionelle balance mellem kongen, adelen og folket med hver deres rettigheder og pligter. I Lovenes Ånd henviser Montesquieu flere gange til Machiavelli (6). Den engelske filosof John Locke brugte Machiavelli i sine "Two Treatises of Government", hvor han forklarede den engelske borgerkrigs udbrud med, at kongen ikke havde respekteret folket, at enevælden havde medført magtmisbrug. Defor anbefalede Locke, at magten skulle deles i tre: den lovgivende, den udøvende og den dømmende (7). Magten skal kunne standse magten, mente Montesquieu. Hans så nemlig en række farer i, at for meget magt samledes på ét sted. Folket skal have den politiske frihed, der efter Montesquieus mening består i, at man med sindsro kan have sin mening. Skal denne frihed være til stede, må regeringen nødvendigvis laves sådan, at medborgere ikke behøver at frygte hinanden (8). I enhver stat eksisterer de tre nævnte former for myndighed: Den lovgivende myndighed, den udøvende myndighed, hvad angår sager, der beror på folkeretten, og den udøvende myndighed hvad angår sager, der beror på civilretten. Den sidste kan passende kaldes den dømmende myndighed, skriver han (9), for det er ved hjælp af den, fyrsten eller øvrigheden straffer forbrydelser eller dømmer i sager mellem de enkelte. Ifølge den lovgivende myndighed stifter fyrsten eller øvrigheden love - midlertidigt eller permanent - og ophæver eller ændrer eksisterende love. Ifølge den udøvende myndighed, angående sager om folkeretten, herefter blot kaldt "den udøvende myndighed/magt", slutter han fred eller starter krig, hindrer indtrængen osv. Den lovgivende myndighed må ikke forenes med den udøvende myndighed. Så kan man nemlig frygte, at den monark eller det senat, der er tale om, vil stifte tyranniske love og udøve dem på tyrannisk vis (10). Eller sagt på en lidt anden måde: Hvis den lovgivende og den udøvende magt ikke er adskilt, ville det være oplagt for det, som Locke kalder "den menneskelige skrøbelighed" (11), at indføre love og ikke selv efterleve dem. Adskilles lovgiverne derimod fra den udøvende magt, vil de være nødt til selv at efterleve lovene, og derfor vil de udforme dem til almenhedens bedste.

3 Den udøvende magt administreres bedst af én, mente Montesquieu, hvorfor han placerede den hos monarken (12). Derimod administreres den lovgivende magt bedre af flere. Efter Lockes ideer og engelsk eksempel placerer Montesquieu den lovgivende magt hos et Overhus, der består af adelige, og hos et Underhus, der består af folkevalgte. Overhuset kan stoppe love ved brug af sin vetoret, men det kan ikke vedtage dem - kun undlade at gøre brug af sin vetoret (13). Montesquieu ønskede, at den lovgivende magt ikke var forsamlet til stadighed, for så ville den berøve for meget af den udøvende magts tid og tvinge den til at bruge kræfter på at forsvare sin ret til at udøve magten (14). Således består den lovgivende magt af to dele (Overhuset og Underhuset), der binder hinanden med deres gensidige evne til at forhindre. De to dele er endvidere begge bundet af den udøvende magt, som lovgiverne jo selv er underlagt, og den udøvende magt er igen bundet af den lovgivende magt (15). For at alle skal kunne føle sig frie og sikre, er man nødt til at kunne vide, nøjagtig hvilke forpligtelser man har i samfundet (16). Derfor må og skal den dømmende magt være adskilt fra både den lovgivende og den udøvende magt. Var den dømmende magt forbundet med den lovgivende magt, ville dommeren være lovstifter, og magten over borgerne ville dermed være vilkårlig. Og var den dømmende magt forbundet med den udøvende, ville dommeren opnå en undertrykkers magt, skriver Montesquieu (17). Dommeren skal være et nøjagtigt udtryk for loven, således at alle er lige for loven. Dommeren må ikke dømme efter sin egen særskilte mening, for så kender man ikke de pligter, man har over for samfundet, og så er man ikke fri jfr. ovenstående. Det vigtigste ved magtens tredeling var dens sikkerhed for, at ingen af de tre myndigheder udartede. Ganske vist kunne man risikere, at den lovgivende, den udøvende og den dømmende myndighed holdt hinanden i skak og ubevægelighed, men de er tvunget til at "bevæge sig i enighed" (18) af tingenes bevægelse, skriver han. Det burde være folket, der som et hele havde lovgivende myndighed, men da dette er en umulighed, må det gøres gennem repræsentanter for folket, hedder det videre i "Lovenes Ånd" (19). Montesquieu foreslår en repræsentant fra hver større by. Disse skal så udgøre Underhuset. Overhuset skal bestå af adelige, og her er deltagelsen arvelig. I kraft af arveligheden kunne Overhuset meget vel komme til at pleje egne interesser, og derfor kan det kun have indflydelse i kraft af sin vetoret (20). 2.2 Danmarks Riges Grundlov af 5. juni 1849 Den grundlovgivende Rigsforsamling blev valgt den 5. oktober 1848 ved almindelig valgret for "uberygtede" mænd over 30 år til at vedtage Danmarks første frie forfatning. Kultusminister D.G. Monrad lavede et udkast, der blev forhandlet mellem forsamlingens 152 medlemmer, hvoraf cirka en fjerdedel, 38, var kongevalgte. Den 25. maj 1849 nåede forsamlingen til enighed og Danmarks Riges Grundlov, der fik overskriften "Junigrundloven", blev underskrevet af Frederik VII den 5. juni 1849 (21). Allerede i grundlovens 2 ses det, at Montesquieu har haft sin betydnng. Her anvendes opdelingen af magten i en lovgivende, en udøvende og en dømmende, og paragraffen fastslår endvidere, at den

4 lovgivende magt er hos kongen og Rigsdagen i forening, den udøvende hos kongen alene og den dømmende hos domstolene (22). Det ser her umiddelbart ud som om, kongen bevarer en ret betydelig indflydelse, men sådan er det nu ikke. Junigrundlovens 18 lyder nemlig således: "Kongen er ansvarsfri; hans Person er hellig og ukrænkelig. Ministrene er ansvarlige for Regeringens Førelse." Og i 19 hedder det: "Kongen udnævner og afskediger sine Ministre. Kongens Underskrift under de Lovgivningen og Regeringen vedkommende Beslutninger giver disse Gyldighed, når den er ledsaget af en Ministers Underskrift. Den Minister, som har underskrevet, er ansvarlig for Beslutningen." Med andre ord: Selvom den udøvende magt placeredes hos kongen, så var det reelt ministrene, der havde magten, under Rigsdagens kontrol (23). Som 19 siger, så var kongens underskrift nemlig kun gyldig, såfremt der stod en ministers underskrift ved siden af den. Rigsdagen består af Folketinget og Landstinget (24). Folketinget består af uberygtede mænd, der er fyldt 30 år, og ikke har fået fattighjælp, som ikke er tilbagebetalt, ikke råder over sin egen bolig eller lignende. Enhver der opfylder disse betingelser kan vælges, forudsat han har indfødsret (25). Landstinget består af ligeledes uberygtede mænd, der opfylder omtrent samme betingelser, som medlemmer af Folketinget, men som derudover er mindst 40 år og har haft en ren årlig indtægt på 1200 rigsdaler eller har betalt 200 rigsdaler i skat til staten eller kommunen (26). Rigsdagen består af en gruppe af personer, så også her er der fulgt en af Montesquieus anbefalinger, nemlig netop at den lovgivende magt skulle besiddes af en gruppe personer. Disse personer var folkevalgte, hvilket var en anden af hans anbefalinger. En tredje var jo, at den udøvende magt skulle placeres hos én person, og jfr. grundlovens 2 var den da også placeret hos kongen, men den var som allerede nævnt reelt hos ministrene, bortset fra hvad angår land- og sømagten (27). Han kan erklære krig, slutte fred samt indgå og ophæve forbund og handelstraktater. Han kan dog ikke afstå dele af landet, råde over statsindtægt eller pådrage staten nogen forpligtelse uden Rigsdagens samtykke (28). Valgene til såvel Folketinget som Landstinget foregår i valgkredse (29), hvilket også var helt i tråd med Montesquieu, der jo foreslog, at der valgtes en repræsentant for hver større by, hvilket er nogenlunde samme princip som brugen af valgkredse, selvom sådanne selvfølgelig ikke nødvendigvis kun omfatter by, ligesom der vælges mere end én fra hver valgkreds til Landstinget (mens der kun vælges én per valgkreds til Folketinget). Som allerede nævnt placerer Junigrundlovens 2 den dømmende magt hos domstolene. Men ellers indeholder den hvad den dømmende magt angår kun bestemmelser omkring Rigsretten. Rigsretten dømmer i sager mod ministrene; Folketinget anklager. Udover ministre kan også andre, som kongen finder særligt farlige for staten, med Folketingets samtykke stilles for Rigsretten (30). Montesquieu kan dog naturligvis også ses på dette område: "Dommerne have i deres Kald alene at rette sig efter Loven. De kunne ikke afsættes uden ved Dom, ikke heller forflyttes mod deres Ønske, udenfor de Tilfælde, hvor en Omordning af Domstolene finder Sted," hedder det i 78. Den dømmende magt skal altså være adskilt fra den udøvende magt og den lovgivende magt, således at den alene kan være et udtryk for loven, som beskrevet tidligere. Derfor må de ikke kunne "straffes" - af den udøvende myndighed - med forflytninger eller afskedigelser eller lignende uden dom,

5 hvilket man måske kunne tænke ville forekomme, for ellers kunne de jo påvirkes af frygten for at blive afsat eller flyttet. Vedrørende den dømmende magt fastsættes det endvidere i paragrafferne 74 og 76, at den dømmende magts udøvelse kun kan ordnes ved lov, og at retsplejen skal adskilles fra forvaltningen efter de regler, der fastsættes ved lov. Således skal den dømmende myndighed altså holdes adskilt fra den udøvende og den lovgivende. 3. Konklusion Montesquieus statstanker har i høj grad haft betydning for udformningen af grundloven af Således skelnes der i denne mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt, og for både den lovgivende og den udøvende magts vedkommende, følger grundloven i vid udstrækning Montesquieus måde at fordele magten på. Her tænker jeg på placeringen af den lovgivende magt på en gruppe af personer, og at denne gruppe er folkevalgt, samt på placeringen af den udøvende magt på én person, selvom hans (kongens) magt reelt er delt ud til et antal ministre. Montesquieus tanker omkring den dømmende magt rummes også i grundloven, hvor den tildeles domstolene. Alligevel har disse tanker dog ikke fået helt ligeså stor indflydelse, som hans tanker om den lovgivende og udøvende magt, idet kun Rigsretten omtales i grundloven, mens domstolene i øvrigt ikke er med.