Udgivet af Naturhistorisk Forening for Jylland. Udfløjet ung Vandstær

Transkript

1 FlORA og FAUNA Udgivet af Naturhistorisk Forening for Jylland Udfløjet ung Vandstær Tidsskriftet bringer originale artikler om udforskningen af Danmarks plante og dyreliv, mindre meddelelser om biologiske emner samt anmeldelser af naturhistorisk litteratur 74. ÅRGANG 4. HÆFTE DECEMBER 1968 ÅRHUS

2 FLORA OG FAUNA udgivet af NATURHISTORISK FORENING FOR JYLLAND med støtte af undervisningsministeriet Udkommer med 4 hæfter om året (marts, juni, september, december) Tidsskriftet er medlemsblad for: Naturhistorisk Forening for Jylland Naturhistorisk Forening for Siæl/and Natu rhistorisk Forening for Lolland-Falster Naturhistorisk Forening for Fyn Bomholms natttrhistoriske F01 ening Lepidopterologisk Forening lndmeldelse i de pågældende foreninger kan ske til formændene. Abonnement kan desuden tegnes boghandelen eller ved henvendelse til ekspeditionen. Bogladepris: kr. 25 ( + moms) pr. årgang. Trykt i Clemenstrykkeriet, Århus. Redaktion: Edwin Nørgaard, Skjærsøvej 5, 8240 Risskov. Tlf. (06) Ekspedition: Preben Jørgensen, Hertzvej 44, 8230 Åbyhøj. Tlf. (06) Postkonto nr Udsendt Fra rec(aktionen: På sioe 144 findes en omtale af Fuglevæmsfonden, der er stiftet til værn af danske fuglelokaliteter, og på annoncesiden er der en opfordring til at støtte fonden med pengegaver. Fonden har udgivet en række postkort med farvefotografier af danske fugle. De sælges i sæt med henholdsvis 6 og 10 af de i alt 16 afbildede fugle. Billederne er stillet gratis til rådighed af danske fotografer, og hele overskuddet ved salget går ubeskåret til Ft glevæmsfonden. Fotografierne er gode og meget smukt reproducerede, og det kan varmt anbefales, at man benytter fuglepostkortene i den kommende tids korrespondance. Ved redaktionens slutning er det bragt i erfaring, at Natw historisk Forening for Fyn netop har fejret 50 året for sin stiftelse. Fra Flora og Faww sendes de hjerteligste gratulationer i dagens anledning med ønsket om en rig og aktiv fremtid for foreningen. Der er ingen tvivl om, at med den rette ledelse vil de naturhistoriske foreninger få en stadig stigende betydning for den del af befolkningen; der ønsker en længere fritid udnyttet på en fornuftig og interessevækkende måde. Med den opmuntring, der kan ligge i de foregående sætninger, ønskes de tilsluttede foreninger og alle Flora og Faunas læsere et godt nytår. E.N. Bøger, der ønskes anmeldt i Flora og Fauna, og manuskripter til artikler, der ønskes optaget i bladet, sendes til redaktionen. Alle henvendelser vedrørende abonnement, bladets forsendelse, indbetaling af kontingent m. v. må rettes til ekspeditionen, hvortil også enhver adresseforandring bør meddeles snarest.

3 Nye danske cikader 2 (Hemiptera, Cicadellidae) Af Lars Trolie (Torvegade lo, Østermnric) With a summa ry in Englis h De sidste par års indsamling af cikader har bragt en række nye arter til den danske liste. I nærværende artikel, der kan betragtes som en fortsættelse af min forrige (Trolle, 1966), publiceres ti nye danske cikader, medens en art slettes af listen. Terminologien er i det følgende anvendt i overensstemmelse med Ossiannilsson ( ), medens der for nomenklaturens vedkommende er foretaget en vis a'jourføring. Typhlocybinae Typhlocybinerne er en letkendelig, artsrig underfamilie, som er karakteriseret ved, at ribberne i corium er utydelige ved basis, samt ved, at kun apicaltværribberne er til stede i f01 vingerne. I praksis behøver man nu aldrig at undersøge ribbernes forløb - de danske arter kendes let på deres ringe størrelse, spinkle bygning og lange vinger. De flyver gerne, i modsætning til de fleste andre danske cikader, og er ofte livligt farvede. De to følgende arter tilhører begge slægten Eclwardsiana Zakhvatkin (Typhlocyba auct. p. p., nec Germar), hvortil»typhlocyba rosaegruppens«arter henføres. Denne slægt indeholder nu elleve arter i Danmark: rosae (L.), salicicola (Edw.), froggatti (Baker), f1'ustrator (Edw.), geometrica (Schrank), plebefa (Edw.), prunicola (Edw.), laternae (W. Wagn.), te1 sa (Edw.), bergmani (Tull.), og hippocastani (Edw.). l. Eclwarclsiana froggatt-i (Baker, 1925), (australis Frogg., xanthippe McAtee, oxyacanthae Rib.). l c3, , Moesgård, Jylland. l c3, , Århus, Jylland. Spinkelt bygget art, længde: 3,1-3,65 mm. Grundfarven er meget lys gul. Forvingernes apicalparti er røgfarvet, hvad der også gælder clavus, omend i mindre grad. E. froggatti er nært beslægtet med E. crataegi (Douglas, 1876), som ikke er fundet herhjemme. Penis med fem vedhæng; hos E. froggatti er det laterale par kortere end det forreste par (fig. l); omvendt hos E. crata.egi. Der er ingen tvivl om, at penis varierer temmelig meget inden for nogle typhlocybiner, og E. f1'0gga.tti og E. crataegi skal muligvis betragtes som underarter af samme art, som så skal hedde: E. crataegi (Dougl.). Indtil videre vil jeg dog betragte dem som distinkte arter. Jeg fandt arten på Tjørn (Crata.egus), som synes at være dens almindeligste næringsplante; den er i udlandet også truffet på Slåen og Blomme (Pnmus) og Æble (Malus). 113

4 E. froggatti er blandt nabolandene kendt fra Tyskland og Sverige, men er iøvrigt vidt udbredt i Europa og spredt med frugttræer til Nordamerika, Australien og New Zealand. 2. Edwardsiana tersa (Edwards, 1914). 4 o o + 41 ' , Brabrand Sø, Jylland. E. tersaer kraftigere end foregående, længde: 3,9-4,4 mm. Grundfarven er hvidgul Forvingens apicalparti er svagt røgfarvet - stærlæst hos ; endvidere findes der en tydelig røgfarvet plet i cubitalcellen, hvor denne støder op til clavuspartiet (fig. 2). Penis med 6 vedhæng (fig. 3) viser, at E. tersa er nært beslægtet med E. plebefa (Edw.) og E. prunicola (Edw.). Arten er fundet på Pil (Salix) i England, Tyskland og Sverige. Mine eksemplarer fandt jeg på Båndpil (Salix viminalis L.) ved bredden af Brabrand Sø. + Dikmneum aridella J. Sahlb. har været meldt adskillige gange fra Danmark. Det har imidlertid vist sig, at alle hidtil fundne eksemplarer rettelig bør henføres til D. variata Hardy (Knight 1968). D. aridellaer kendt fra Sverige, Finland og Italien (Piemonte), medens D. variata er meget udbredt - kendt fra Nordamerika, Sovjetunionen og vidt udbredt i Europa - den er dog endnu ikke fundet på den Skandinaviske Halvø. Deltocephalinae (Euscelinae) Til denne underfamilie henføres de fleste danske cikader. Det er ikke en homogen gruppe, og der er gjort adskillige forsøg på at opdele den. Indtil videre kan man betragte den som en bekvem samlegruppe af små til middelstore cikader, der har det til fælles, at punktøjnene er placeret på hovedets forkant. Slægten Macrosteles (Cicadula auct. p. p.) omfatter en række ret små cikader med langstrakt krop og et stumpvinklet fremdraget hoved. o o's gentialplader har en karakteristisk fliget forlængelse i spidsen. Fra Danmark er der på nuværende tidspunkt kendt elleve arter: septenmotatus (Fall.), variatus (Fall.), laevis Rib., lividus (Edw.), sexnotatus (Fall.), viridigriseus (Edw.), sordidipennis (Stål), cristatus Rib., ossiannussoni Le Quesne, horvathi W. Wagn. og quadripunctulajus (Kbm.). De fem sidstnævnte arter publiceres her for første gang fra Danmark 3. Macrosteles sordidipennis (Stål, 1858), (salinus Reut.). 4 o o + 21 ' , Kalø, Jylland. M. sordidipennis tilhører M. sexnotatus-gruppen. Hovedets tegninger er ofte sammenflydende hos o ; reducerede hos. Hovedet set ovenfra mere vinkelformet fremdraget end hos de øvrige danske arter - dette gælder især for. Karakteristisk for arten er det endvidere, at frontoclypeus er mere konveks (fig. 4) end hos de andre arter (se fig. 5). I tvivlstilfælde vil o's penis (fig. 6) afgøre sagen. Længde: 3-3,6 114

5 mm. Arten lever på fugtige strandenge, hvor den er fundet på K veller (Salicornia) og Annelgræs (Puccinellia). Den er svær at få i ketsjeren, da den opholder sig meget tæt ved jordoverfladen. J eg fandt den på tangen, der fører ud til Kalø Slotsruin. Blandt nabolandene er den kendt fra Tyskland og Sverige og er iøvrigt udbredt over det meste af Europa. 4. Mac1'osteles c1 istatus Ribaut, l o, , Tisvilde Hegn, Sjælland. M. cr istatus er nært beslægtet med M. alpinus (Zett.), M. sexnotatus (Fall.) og M. ossiannilssoni Le Quesne, og den kan næppe habituelt skelnes fra disse. M. alpinus er arktisk-subarktisk og ikke fundet i Danmark. Penis hos M. cristatus (fig. 7) minder en del om penis hos M. sexnotatus og M. ossiannilssoni (fig. 8), men adskiller sig især fra disse ved at have takket kam på penisstammens underside. M. C1'istatus lever ifølge Ossiannilsson (1947) på Pileurt (Polygonum), Hør (Linum) m.m., og arten er i lighed med flere Macrostelesarter kendt for at overføre virus til Kløver. Mit eksemplar kom til en kviksølv lampe. Arten er kendt fra alle nabolandene. 5. Mac1'osteles ossiannilssoni Le Quesne, o o juli 1849, Slcagen, Jylland. (leg. SchiOdte), l o, , Bøllemosen, Sjælland (leg. O. Jacobsen), 6 o o + 26 ' , Strandkær, Mols, Jylland. M. ossiannilssoni er beskrevet efter et eksemplar fra Skotland (Inverness), men arten er muligvis identisk med et taxon fra de Canariske Øer, der blev beskrevet under samme navn af Lindberg i begyndelsen af 1950erne. M. ossiannilssoni er udskilt fra M. sexnotatus (F all.) og kan ikke habituelt skelnes fra denne. Penis hos de to arter ligner hinanden så meget, at de er uden diagnostisk værdi; derimod frembyder det andet par sternalapodemer gode kendetegn: hos M. sexnotatus er de korte (fig. 9), hvorimod de er lange hos M. ossiannilssoni (fig. 10). De to arter synes endvidere at afvige i økologiske krav, idet M. ossiannilssoni først og fremmest er fundet i bjergegne og på fugtigere lokalitere end M. sexnotatus. Mine eksemplarer fandt jeg på en meget fugtig eng med siv (Juncus) på en mark, der blev afgræsset af kvier - ca. l km fra stranden. Dette stemmer nøje overens med nogle af de engelske lokaliteter. Den er herfra også meldt fundet på Sphagnu:1n. Eksemplarerne fra Skagen og Bøllemosen, der blev fundet ved en revision af Macrosteles o o fra Zoologisk Museum, København, antyder en vid udbredelse i Danmark. Udover de Britiske Øer er arten endvidere konstateret i Sverige. 6. Mac1'0steles horvathi W. Wagner, 1935 (fasciifrons Edw., nec. Stål). l o, , skovene omkring Nykøbing Falster. l o, , skovene på Lollandsiden. l o, , Grasten på Turø, Fyn. l o, ,»Ørerne«ved Vindeby, Tåsinge, Fyn - alle fra Oluf Jacobsens samling. 115

6 ' \ \ l \ l \ j \ f \l \! l 2 ==?l,;:c,,!s'= " '.':'.':" :::. : :

7 17 : ; ; i i: i!. l! b Fig Fig. l. Edwardsinna forggatti (Baker), penis fra siden. Fig. 2. Edwmdsiana tersa (Edw.). Fig. 3. Edwardsimw tersa (Edw.), penis fra siden. Fig. 4. Macrosteles sordidipennis (Stål) o, hoved forfra. Fig. 5. Macrosteles ossiannilssoni Le Quesne o, hoved forfra. Fig. 6. Macrosteles sordidipennis (Stål), penis fra siden. Fig. 7. Macrosteles cristatus Rib., penis fra siden. Fig. 8. Macrosteles Ossiannilsani Le Quesne, penis fra siden. Fig. 9. Macrosteles sexnotatus (Fall). o, andet par sternalapodemer. Fig. 10. Macrosteles ossiannilssoni Le Quesne o, andet par sternalapodemer Fig. 11. Macrosteles hoi'ijathi W.Wagn., penis fra oven. Fig. 12. Macrosteles quadriprmct ulatus (Kbm.), penis fra oven. Fig. 13. Pal uda. flaoeola. (Bah.), penis fra siden. Fig. 14. Sorhoanus xantlwner.trus (Fieb.), penis fra siden. Fig. 15. Sorlwamts xanthoneurus (Fieb.), penis fra oven. Fig. 16. Sorhoa.nus assim il is (Fall.), penis fra siden. Fig. 17. Sorhoanus assimi/is (Fa!!.), penis fra oven. Fig. 18. Euscelis ohausi 'vv. Wagn. o. Fig. 19. Euscelis ohausi W. Wagn., penis fra oven. Fig. 20. E-uscelis plebejus (Fall.), penis fra oven, Glatved, Jylland, Fig. 21. Euscelis plebejus (Fall.), penis fra oven, Lisbjerg Skov, Jylland,

8 Eksemplarerne blev fundet ved en revision af Macrosteles 3 3 fra Zoologisk Museum, København. Arten tilhører M. sexnotatus-gruppen. Kroppens sorte tegninger er ofte stærkt udbredte. Længde: 3-4,1 mm. Penis (se fig. 11). Arten lever på fugtige steder, gerne strandenge således som lokaliteterne fra det Syfynske Øhav viser. Der kan på nuværende tidspunkt næppe drages konklusioner med hensyn til artens udbredelse i Danmark. Den er kendt fra alle nabolandene. 7. Macrosteles quadripunctulatus (Kirschbaum, 1868). l 3, , Tisvilde, Tibirke Bakker og Mosen, Sjælland (leg. O. Jacobsen). Eksemplaret tilhører Zoologisk Museum, København. M. quadripunctulatus tilhører ligeledes M. sexnotatus-gruppen. Penis (fig. 12) er karakteristisk ved, at vedhængene er kløvede. Artens biologi er temmelig ukendt, men den er fortrinsvis fundet på sandede og tørre græsmarker. Blandt nabolandene er den kendt fra Tyskland og Sverige (Skåne). To arter af slægten Paluda (Rhopalopyx, Stictocoris) er nævnt hos Jensen-Haarup (1920): vitripennis (Flor) og preyssler i (Herrich-Schaeffer, 1838). C. R. Sahlberg beskrev i 1842 P. admnbrata, som indtil for nylig blev anset for identisk med P. preyssleri (H.-S.). Vilbaste (1962) fastslog imidlertid, at det drejede sig om distinkte arter. Både P. preyssleri og P. adumbmta er konstateret i Danmark (Kristensen 1965). Hertil kommer nu en fjerde art: 8. Paluda flaveola (Boheman, 1845). l 3 + l ' , Tornby Klit, Jylland. Arten er ret kraftigt bygget, længde: 4-4,7 mm. Grundfarven er gul til rødgul, og oversiden er uden mørke tegninger. Den kan habituelt ligne den ret nærtbeslægtede Elymana (Solenopyx) sulphurclla (Zett.), som dog kan kendes ved en tydelig sort plet under hver antenne, ved sine længere vinger og afvigende genitalier. Penis hos P. flaveola er uden vedhæng (fig. 13), sidefligens vedhæng (pygoferloben) er brat afskåret, og genitalpladerne er tilspidsede. Arten lever på tørre græsmarker, hvor den skal være truffet på Bjærg-Rørhvene (Calamagrostis epigeios (L.) Roth). Jeg fandt mine eksemplarer i den grå klit ved Tornby mellem Hjørring og Hirtshals. Den er blandt nabolandene kendt fra Tyskland og Sverige. Af slægten Sorhoanus (Deltocephalus auct. p. p.) kendes nu to arter herhjemme: assimilis (Fall.) og xanthoneurus (Fieb.). Allerede O. Jacobsen (1915) angiver»deltocephalus assim.ilis Fall. Sahlb., enge, aug.-septbr.«. De to arter ligner imidlertid hinanden så meget, at der har hersket tvivl om, hvilke arter vi havde. På Naturhistorisk Museum, Århus, fandt jeg af assimilis fra Lille Esbønderup, Sjælland, den (leg. C. C. R. Larsen). Jeg betragter derfor den følgende art som værende ny for dansk fauna. 118

9 9. Sorhoanus xanthoneurus (Fieber, 1869). 2 o o + l ' , Hørbylunde, Jylland. Grundfarven er smudsiggul; hovedets overside (vertex) vinkelformet fremdraget mellem facetøjnene. Vingerne er lidt længere end bagkroppen og gennemsigtige med gule ribber. Arten er lidt mindre end S. assirnilis - længde: S. xanthoneurus: 3,2-3,6 mm og S. assirnilis: 3,5-4,1 mm. De to arter adskilles sikrest ved at betragte penis' bygning (S. xanthoneurus: fig. 14 og 15; S. assimilis: fig. 16 og 17). De to arter afviger endvidere i økologiske krav; de er begge hygrophile (fugtighedselskende), men ifølge Wagner skal S. assirnilis i Nordtyskland være knyttet til lavmoser, S. xanthonewru.s til højmoser. N og et lignende skal nok også gøre sig gældende her i landet - de danske eksemplarer af S. xanthoneurus blev fundet på en meget fugtig skråning i skoven, hvor grundvandet sivede frem til overfladen (vældmose). Begge arter er kendt fra Tyskland og Sverige. Vi har hidtil haft to danske arter i slægten Euscelis (Athysanus auct. p. p.), nemlig: obsoletus (Kbm.) og plebejus (Fall.). Hertil kommer nu en tredie: ohausi W. Wagner. Eu.scelis-arterne er en gruppe kraftigt byggede cikader, der habituelt ligner hinanden meget. De adskilles især fra hinanden på grundlag af de o -lige genitaliers morfologi, særlig penis'. Der har i denne gruppe hersket en del usikkerhed med hensyn til den rette fordeling af de beskrevne arter. De frembyder nemlig et bemærkelsesværdigt eksempel på sæsondimorfi, som hos vore hjemlige arter især gælder for E. plebejus. Hos denne art spiller især daglængden i de tre midterste larvestadier en rolle for imagos størrelse, farvetegning og endog penis' bygning. Under kortdags betingelser (4-15 timer) fremkommer den form, der er kendt som incisu.s, som er karakteriseret ved sin ringe størrelse og udbredte mørke tegninger og ved, at penisstammen er smal og uden vedhæng (se fig. 21). Under langdags betingelser (16 timer eller mere) fremkommer sommerformen plebejus, der er betydeligt større og lysere, og hvis penis er bredere og med vedhæng ved spidsen (fig. 20). Alle overgange findes mellem de to former. Variation kan også påvises hos E. ohausi, men i ringere udstrækning (her efter Wagner, 1964). 10. Euscelis ohausi W. Wagner, o o + 2 ' , Skallingen, Jylland. Habitus (se fig. 18), længde: 4,2-5,5 mm. Arten bestemmes sikrest ved penis' bygning. Denne er karakteristisk ved at være bred og kraftig, ved at vedhængene overgår med jævn runding i den apicale indskæring, samt ved at vedhængene når lidt nedenunder gonoporen (fig. 19). Hos E. plebejus når vedhængene ikke under gonoporen, og endelig er vedhængene hos E. obsoletus meget lange og fremadrettede. E. ohausi lever på enge. Jeg fandt den i en af de fugtige lavninger 119

10 i nærheden af fårehyrdens hus på Skallingen. Arten er kendt fra Tyskland, Frankrig og England. For diverse oplysninger er jeg dr. W. J. Knight, London, dr. W. J. Le Quesne, Chesham, og dr. W. \Vagner, Hamburg, megen tak skyldig. Endvidere vil jeg gerne takke stud. mag. N. Møller Andersen, Zool. Mus., København, og dr. B. Schjøtz-Christensen, Nat. Hist. Mus., Århus, for udlån af cikademateriale samt seminarielektor Aa. Glenstrup, Århus, for udlån af tegneapparatur. Summary This paper deals with 10 leaf-hopper species new to Denmark Two of the species - Edwardsiana froggatti. (Bakm-) and E. tersa (Edw.) - belong to the >>Typhlocyba rosae-group«. The Danish list contains the foliowing species in this group: Edwardsiana rosae (L.), E. salicicola (Edw.), E. froggatti (Baker), E. fntstmtor (Edw.), E. geometrica (Schrank), E. plebeia (Edw.), E. prunicola (Edw.), E. lantemae (W. Wagn.), E. tersa (Edw.), E. bergmani (Tull.) and E. hippocastani (Edw.). The Genus Macrosteles has called for a revision in Denmark At present 11 species are know.n, i.e.: M. septemnotatus (Fall.) M. variat-us (Fall.), M. laevis Rib., M. lividus (Edw.), M. sexnotatus (Fall.), M. viridigriseus (Edw.), M. sordidipenn:is (Stål), M. cristat-us Rib., M. ossiannilssoni Le Quesne, M. horvathi. W. Wagn. and M. quadripunct ulatus (Kbm.). The five last mentianed species have not been recorded in Denmark before. The species Paluda flaveola (Boh.) was found in coast-dunes in northwestern Jutland. The Genus Sorhoamts has previously contained one species: S. assimilis (Fall.). Now another species is added to the Genus in Denmm'k: S. xanthoneurus (Fieb.), which was found in a raised bog in Central J utland. So far the Danish list contained two species of the Genus Euscelis: obsolet-us (Kbm.) and plebeius (Fall.). Now a third species is added: ohausi W. Wagn., which was found in a marsh at the West Coast of Jutland. Finally it is shown that all records of Dikra.neum aridel/a J. Sahlb. from Denmark are in faet. D. variata Hardy. Litteratur China, W. E., 1943: New and Little-known Species of British Typhlocybidae (Homoptera) with Keys to the Genera Typhlocyba, Erythroneura, Dikranema, Notus, Empoasca and Alebra. - Trans. Soc. Br. Ent. 8. Dlabola, J., 1958: A Reclassification of Palaeartic Typhlocybinae (Homopt., Auchenorrh.). - Acta Soc. ent. Cechoslov. 55:1. Evans, J. W., 1946: A natura! classifkation of leaf-hoppers (Jassoidea, Homoptera) Part 3: J assidae. Jacobsen, 0., 1915: Fortegnelse over danske cikader. -Ent. Medd. X. Jensen-Haarup, A. C., 1920: Cikader.- Danmarks Fauna 24. Knight, W. J., 1965: A preliminary list of leaf-hopper species (Homoptera: Cicadellidae) occurring on plants of economic importance in Britain. - Entomologist's mon. Mag Knight, W. J., 1968: A Revision of the Holaretic Genus Dikraneura (Homoptera: Cicadellidae). -Wr. Bul!. BMNH. Entom. 21:3. Kristensen, N. P., 1965: Cikader (Homoptera auchenorrhyncha) fra Ransted-reservatet -Ent. Medd. XXX. 120

11 Le Quesne, W. J., 1964: Same taxonomic changes and additiones in the British Cicadellidae (Hemiptera) including a new species and subspecies. - Proc. R. ent. Soc. London. (B) 33 (5-6). Le Quesne, W. J., 1964: Auchenorhyncha (pp ) - i Kloet og Hincks: A Checklist of British Insects. Second Edition. Part l. Le Quesne, W. J., 1965: The Establishment of the Relative Status of Syrnpatric Fmms, with spedal Ref<!rence to Cases among the Hemiptera. -Zoologische Beih age, Band 11. Le Quesne, Vv. J., 1968: Macrosteles ossiannilssoni (Hem., Cicadellidae), a new species previously confused with M. sexnotatus (Fallen). -Entomologist's mon. Mag.l03. Ossiannilsson, F., : Halvvingar, Hemiptera. Stritar, Homoptera auchenorrhyncha. -Svensk Insektfauna 7, l +2. Ossiannilsson, F., 1948: CataJogus lnsectorum Sueciae VIII. Hemiptera, Homoptera, Auchenorrhyncha. -Opusc. Ent. XII. Ossiannilsson, F., 1951: On the Shape of the Apodemes of the Second Abdominal Sternum of the Males as a Specific Character in the Genus Macrosteles Fieb. (Horn. Auchenorrhyncha). -Opusc. Ent. XVI. Prior, R. N. B., 1966: Occurrence of Macrosteles cristatus Ribaut (Homoptera Auchenorrhyncha) in Britain with notes on related Species. -Entomologist's mon. Mag.l02. Ribaut, H., 1936: Hornopteres Auchenorrhynches l.- Faune de France 31. Ribaut, H., 1952: Hornopteres Auchenorrhynches Il. -Faune de France 57. Tralle, L., 1966: Nye danske cikader (Hemiptera, Cicadellidae). - Flora og Fauna 72. Vilbaste, J., 1962: Dber die Arten Rhopalopyx peryssleri (H.-S.) und Rd. adumbrata (C. R. Sahlb.) (Homoptera, lassidae). -Notul. ent. XLII. Wagner, W., 1964: Individuelle Variation und Anagenese ais Phanomene des Wachstums. -Mitt. Hamburg. Zool. Mus. Inst. pp Wagner, W., 1967: Taxonomie der Gattung Paluda De Lang 1937 (Homoptera Euscelidae). -Zoologische Beitrage, Band 13, 2-3. Yang, D. A. Jr., 1952: A Reclassification of Western Hemisphere Typhlocybinae (Homoptera: Cicadellidae). - Univ. Kansas. Sci. Bull

12 Et ynglefund af Vandstær [Cinclus cinclus (L.)] Af Sigurd Rosendahl (Vibevcj, Borris) og Finn Hansen ( Bakkegårdsvej 21, Risskov) Meddelelse fra Dansk Oroithologisk Central, Viborg \Vith an English Summary Som vintergæst er Vandstær (Cinclus cinclus) regelmæssigt forekommende på de fleste egnede lokaliteter i Danmark, og selv om antallet kan variere fra år til år, kan man vist alligevel karakterisere arten som ret talrigt forekommende. Som ynglefugl er den derimod særdeles sjælden, idet kun et ynglefund fra Tarskov Mølle SW for Århus i 1953 er anerkendt (Astrup 1953, Salomonsen 1963). Efter at det første sikre ynglefund var gjort, ville det have været nærliggende at antage, at arten ville være blevet fundet ynglende på flere lokaliteter; men der skulle gå 11 år, før et ynglefund igen blev gjort. Den 3. maj 1964 iagttog Finn Hansen nemlig en vandstær med føde i næbbet under broen ved Moesgård Skovmølle S for Århus, og han regnede derfor med, at fuglen ynglede. Den 5. maj 1964 besøgte Sigurd Rosendahl lokaliteten og undersøgte broen, hvor reden straks blev fundet. Vandstæren fløj ud af reden, der viste sig at indeholde 4 unger. Ungerne var da blinde og havde små blodpigge på vingerne samt dun på krop og hoved. Næbrande og svælg lyste gult med fosforescerende glans. (Fig. 2) Den voksne fugl var meget lidt sky og fodrede flere gange, mens vi opholdt os under broen mindre end 2 meter fra reden. Den 9. maj blev ungerne atter undersøgt, de var da knap fuldfjerede; men da vi ikke ville forstyrre fuglene flere gange, blev de ringmærket med Dansk Ornitologisk Centrals ringe. Ungerne forblev i reden til omkring den 15. maj; den 16. maj havde den sidste unge i alt fald forladt reden. Da rugetiden andrager ca. 17 dage, og da ungerne efter klækningen opholder sig ca. 20 dage i reden (Creutz 1966), må æglægningen havde fundet sted i den første fjerdedel af april, et tidspunkt, hvor det ikke er ualmindeligt at se vandstære ved de østjyske åer. (Rosendahls upubl. undersøgelser). Da ungerne forlod reden, kunne de kun flyve dårligt; men svømmende og dykkende klarede de sig udmærket. Den 23. maj havde vandstærene helt forladt ynglepladsen, idet Giher Å denne dag blev undersøgt på hele strækningen mellem Wilhelmsborg Gods og udløbet ved Moesgård Strand. (Søren Højager in litt.) 122

13 Fig. l. Rede af Vandstær ved Skovmøllen nær Arhus (S. Rosendahl foto) Nest of Dipper at Skovmøllen, Arhus Reden Reden var anbragt i et hulrum mellem to af de svære planker, som bærer broen. Hulrummet målte ca. 15 cm i bredden og 20 cm i højden. Afstanden fra reden til det strømmende vand under broen var godt 1,5 m. Reden, der iflg. litteraturen skal være kuglerund med indgangshul på siden, var i dette tilfælde nærmest kasseformet, idet den helt udfyldte hulrummet mellem plankerne. (Fig. l). Den var bygget af småkviste, blade, fine strå m.m., som dog overalt var næsten helt dækket af mos, som absolut var det mest anvendte redemateriale. Redehullet, der var anbragt omtrent midt på redens forside, var ovalt, idet det var noget bredere end højt. Fodring Efter fundet besøgte vi næsten daglig vandstærens ynglelokalitet, ligesom også andre havde lejlighed til at se de sjældne ynglefugle. Ved vore besøg blev især fodringen af ungerne gjort til genstand for iagttagelse; men også fuglens adfærd blev studeret. Sammenlagt tilbragtes ni timer ved redestedet, idet vi kun turde opholde os på lokaliteten, inden skovgæsterne begyndte at indfinde sig om morgenen. De ni timer er naturligvis ikke lang tid; men alligevel har vi vovet at drage visse slutninger ud fra observationsmaterialet 123

14 Fodringens hyppighed vekslede mellem l og 6 fodringer pr. 5 minutter, og i observationsperioderne fodredes der gennemsnitligt 28 gange hver time eller ca. l gang hvert andet minut. Da der var fire unger i reden, og da kun en unge fik føde ved en fodring, må hver unge altså være blevet fodret gennemsnitlig 7 gange pr. time. U d fra dette tal kan man så slutte, at hver unge er blevet fodret mellem 80 og 100 gange om dagen, hvis man regner med, at fodringsaktiviteten strækker sig over timer. Hertil må dog bemærkes, at vi, af frygt for at røbe reden, har foretaget alle vore observationer i de tidlige morgentimer, altså på en tid, hvor fuglen sikkert fodrer hyppigere end senere på dagen. Det reelle daglige antal fodringer må altså være noget lavere. Selve afleveringen af føden tog kun ganske få sekunder, og medens den stod på, skreg ungerne, så det til trods for det stærkt brusende vand kunne høres langt bort. I hele perioden fra reden blev fundet, til ungerne fløj ud, sås kun en voksen vandstær på lokaliteten. Den var let kendelig, idet den var ringmærket, og vi kunne derfor med sikkerhed afgøre, at den var alene om at passe ungerne. Denne fugl var iøvrigt ringmærket på lokaliteten samme forår. (Zool. Mus ). Fødeemnerne Da fuglen var ret tillidsfuld, kunne vi iagttage fodringerne på ret nært hold, og vi havde derfor til en vis grad mulighed for at konstatere, hvori føden fortrinsvis bestod. Langt den væsentligste del af fø- Fig. 2. Dununge fotograferet 5. maj (S. Rosendahl foto) Nestling photographed 5th may

15 Fig. 3. Vandstæren der fodrecire ungerne. (S. Rosendahl foto) The Dipper which fed the young ones. den var lange, røde ormelignende insektlarver, sikkert larver af Chimnom:us sp. Disse larver var meget almindelige på åens bund og har derfor været et let bytte for vandstæren. Også vårfluelarver indgik i føden, men kun i ret ringe grad. I den forbindelse kan det måske være på sin plads at nævne, at vandstærene, der om vinteren i meget høj grad lever af vårfluelarver, gylper de ufordøjelige dele af vårfluernes hylstre op som små, faste gylpklumper. (Rosendahls upubl. undersøgelser). Fødesøgningen Fourageringen fandt altid sted på lavt vand, således at fuglen kunne bunde. Den blev aldrig set svømme. Oftest valgte den til fødesøgningen en del af åen, hvor vandet var lavt og stærkt strømmende over gruset bund. Her gik den så med hoved og bryst under vandet, mens den samlede fødeemnerne op fra bunden. 125

16 Hovedet vendte altid mod strømmen, og ofte havde den vingerne bredt en smule ud, sikkert for bedre at holde balancen. Af og til så vi også vandstæren fiske fra en sten eller fra bredden. Den kastede sig da ofte ud i vandet for at gribe et insekt, der med strømmen kom flydende forbi. Til andre tider kunne den sidde bag en sten i strømmen, hvor den fangede de insekter og andre fødeemner, der kom drivende med vandet og lagde sig til hvile i det rolige vand på stenens læside. Positurer Vandstæren var meget agressiv mod andre fugle, der nærmede sig redestedet Det var især gærdesmutter (Tmglodytes tmglodytes) og rødhalse (Erithacus rubecula), det gik ud over, mens de hvide vipstjerter (Motacilla alba), der konstant færdedes i ålejet, kun sjældent blev angrebet. Fredsforstyrrerne blev bortjaget fra vandstærens domæne ved, at denne gik i trueposition, medens den udstødte et skarpt skrig. Fig. 4. Udfløjet ung Vandstær, 19. maj (S.Rosendahl foto) Young Dipper, which has left the nest. 126

17 Truepositionen bestod i, at fuglen strakte sig i vejret således, at det hvide bryst forstørredes. (Fig 5). Kroppen holdtes helt lodret, og næbbet straktes i vejret. Vi har aldrig iagttaget den truepositur, med halsen strakt i vejret og kroppen vandret, som Preuss har beskrevet. (Preuss 1959). Fig. 5. Den iagttagne truepositur. (S. Rosendahl del.) A Dipper posing against anotl1er bird. Denne positur er iøvrigt heller ikke iagttaget af Sigurd Rosendahl, der har besøgt adskillige ynglelokaliteter for Vandstær i Norge. Heller ikke under vinteropholdet i Danmark har vi nogen sinde iagttaget denne positur, skønt vi har tilbragt mange timer med at iagtttage vandstære. Det vil være nærliggende at antage, at den af Preuss skitserede positur har været et ufuldstændigt eller afsvækket tilfælde af den normale truepositur. Under trueposituren blinkede vandstæren iøvrigt altid kraftigt med de hvide øjenlåg. Summary A Dipper (Cillcltts cinclus (L.)) bred in 1964 at Skovmollen near Aarhus, East Jutlancl. The bird was eliseovered on 3rd of May, and the nest was found 5th of May. It contained four young ones, which left the nest about 15th of May. The nest was placed under a wooden bridge across a fast streaming brook. It is the second breeding record from Denmark, where the Dipper occurs as a winterguest from October - April. Litteratur Astrup, F. R., 1953: Vandstæren som dansk ynglefugl. - Flora og Fauna 59, p Creutz, Gerhard, 1966: Die Wasseramsel (Cinclus cinclus). - Wittenberg. Kjærbølling, N., : Skandinaviens Fugle ved Jonas Collin. - Kbhvn. Kristensen, Sigurd, 1961 : Vandstære. - Feltornithologen, 3. årg., p

18 Kristensen, Sigurd Rosendahl, 1962 : Vandstær. - Feltornithologen, 4. årg., p. 22. Preuss, N. 0., 1959 : Vandstærens (Cinclus cinclus (L.)) udbredelse og forekomst i Danmark med bemærkninger om dens opførsel i vinterkvarteret -D. O. F. T. 53, p Salomonsen, Finn, 1963 : Systematisk oversigt over nordens fugle (Nordens fugle i farver VII). - Kbhvn. Anmeldelser A. Amuchastegui: Studies of hirds and mammals of South America. 63 sider. Pris : 105 sh. John Murray. London Denne bog, der er i stort format, indeholder et udvalg af den argentinske kunstner Axel Amuchastegui's dyrebilleder fra The Tryon Gallery i London. A. Amuchastegui er en fremragende dyremaler, og hans billeder af sydamerikanske fugle og pattedyr er meget smukt reproducerede i 6-farvet litografi. Til hvert helsidesbillede er der knyttet en kortfattet orienterende tekst af dr. Helmut Sick. Men det er illustrationerne, der bærer denne publikation, der i særlig grad henvender sig til samlere af værker med kunstnerisk værdifulde billeder af fremmed natur. E. N. K. Curry-Lindahl: Samk, Stora. Sjofallet, Padjelanta. 140 sider. 59 fotografier. 2 kortskitser. Pris sv. kr. 9,50. Raben & Sjiigren. Stockholm Reservaterne Sarek, Stora Sjiifallet og Padjelanta er beliggende i svensk Lapland nord for polarcirklen. De er hver for sig større end nogen anden nationalpark i Europa. De støder op til hinanden og udgør tilsammen et 5500 km2 stort bjergrigt område med et varieret plante- og dyreliv. Søer, elve og sumpstrækninger præger landskabet. Nåle- og birkeskove afløses lokalt af uigennemtrængeligt pilekrat eller tundralignende heder og moser. I en velskrevet tekst og med smukke billeder beskrives dette vildmarksområde, der blev fredet som reservat allerede i 1909, men som nu trues af»kungl. Vattenfallsstyrelsen«, der ønsker at udnytte områdets elve. E. N. Dam1wrks nmw. 2. Klima og leoeoilkår. Redaktion: Arne Nørrevang & Torben J. Meyer. 448 sider. 13 farvetavler. 328 il!. i teksten. Politikens Forlag. København Første bind af storværket om Danmarks natur omtales i Flora og Fauna 1968, s Det nylig udkomne andet bind danner den egentlige introduktion til det, der som en rød tråd skal gå igennem værket, ø k o l o gie n, her bredt omfattende planter og dyrs levevilkår. Endnu et»præludium«er medtaget - statsmetereolog Leo Lysgaards kapitel om vejr og klima - igen en oversigt, der ligesom de geologiske kapitler i første bind vil blive hilst velkommen af både pædagoger og feltbiologer. I et af vore dagblade mente en anmelder, at det nye bind var forfattet af de samme velkendte navne, man almindeligvis møder i bøger af denne art. Dette kan ikke siges om forfatterne til de egentlig økologiske kapitler: professorerne Mogens Køie og Chr. Overgaard Nielsen, som her har pi-æsteret virkelig nyheder i deres oversigter over henholdsvis planters og dyrs økologi. Alene i kraft af de generelle betragtninger over metodik og økologiens hele ideverden drejer det sig om læseværdige indslag ikke tidligere tmffet i populær-videnskabelige værker på dansk. Underlig blot, at man ikke altid har forsøgt at dække de omtalte emner med illustrationer fra Danmark som fx. den bladløse birkeskov fra Lapland s. 359 (se bl.a. udmærket fotografi af H. Lemche i Nat. Tid. 5, 1941, s. 21 fra Krageskoven ved Køge, hvor bøgenonnen i 1940 totalt afløvede bøgeskoven!). Andre, mindre kapitler om adfærd og udbredelse har man nok tmffet før også udførligere - men de indgår fint i helheden. Det redaktionelle greb på værket synes at holde ved. Allerede nu træffes flere henvisninger til kommende bind, ligesom opdelingen i korte passager med vejledende overskrifter i høj grad letter oversigten og vækker appetitten på læsningen af det saglige stof. Poul Bondesen. 128

19 Perizoma taeniata Stph. Ny måler for Danmark Af Knud Nielsen (Sønderbro 378, Aalborg) Den 18. juli var jeg på lysfangst i Louenskærskovene ved Mariager fjord. Vejret, som havde været lunt og overskyet, blev klart og køligt, så der var kun moderat flyvning. Blandt de få dyr, der kom til lyset, var en lille måler, der opførte sig som en Xanthorhoe ferrugata, men kunne også i farten ligne en Perizoma bifasciata, så den kom i giftglasset. Den så mærkelig ud, med en bar plet i sømfeltet på begge vinger. Først troede jeg, at det var en beskadigelse, måske i puppen; men da jeg noget senere på bagsiden af det lodrette lagen fandt l stk. mere med samme»skavank<<, blev jeg klar over, at det var noget nyt. Jeg gik straks ved hjemkomsten på jagt i håndbøgerne, og i Skat Hoffmeyer's»De danske målere«fandt jeg under Perizoma bifasciata en omtale af Perizoma taeniata med den lyse plet i sømfeltet. Der henvises også til»svenska Fjarilar«, der har billede af den. Der var ingen tvivl. De to dyr, jeg havde taget, var taeniata. Den 21. juli var vi to samlere, der hver fik 4 stk., 23. juli tre mand, der fik 7-8 stk. hver. 26. juli to samlere, hver 7-8 stk., men 25. juli og 2. august, hvor vejret holdt sig ualmindeligt lunt, havde vi taeniata på lamperne i antal. 6. august fik jeg 2 stk.; 8. august var det slut, der kom ikke flere til lyset. De; er dobbelt så mange hanner som hunner blandt de dyr, jeg har taget. Hunnerne er de største og gennemgående de pæneste. løvrigt er det svært at få helt fine eksemplarer, vingerne er tit forrevne, og skællene sidder meget løse. 129

20 Perizoma taeniata kan jages ud af bevoksningen om dagen. Jeg har prøvet og fik 2 stk. på en halv time, enkelte har jeg taget på petromaxen i skumringen.»svenska Fjårilar«har side 269 en beskrivelse af Perizoma taeniata og på pl. 38 et billede af den, som må være tegnet efter et klækket eksemplar. Det engelske tidsskrift»the Entomologist«har i bind 71-72, årg {ln udførlig beskrivelse af Perizoma taeniata med klækningsresultater og beskrivelse af larven i de forskellige udviklingstrin. Hvad larven egentlig lever på kunne ikke oplyses, man har ikke kunnet finde larven. Den blev klækket af æg, men ingen af de planter, som faldt i larvens smag, fandtes i skoven, hvor dyret var fanget. Perizoma taeniata har rustbrune forvinger med mørk hvidkantet rod og mellemfelt, midt i sømfeltet er der en lys eller grålig plet. Vingebredde mm. Louenskærskovene er meget frodige på fin, fugtig muldbund, som giver en meget righoldig flora med masser af mjødurt, kåltidsel, døvnælde og springbalsamin, for at nævne nogle af de mest iøjnefaldende. Anmeldelser Dansk Nat ur - Dansk Skole. Arsskrift sider. Pris kr. 11,00. København Gennem de senere år har landsforeningen»dansk Natur - Dansk Skole«udsendt et årligt skrift med artikler af biologisk indhold. Det største og vægtigste bidrag til årsskriftet for 1967 er en artikel om»marker og markukrudt«af Vald. M. Mikkelsen. De dyrkede marker som plantesamfund gennemgås, og ukrudtets andel i dette samfund belyses historisk og økologisk, ligesom også problemerne vedrørende uk.rudtsbekæmpelsen drøftes. Grøftekantsfloraens ringe betydning for spredning af ukrudt til markerne omtales, og dens positive sider, bl.a. dens værdi for humlebier og andre bestøvere, fremhæves. Andre større artikler handler om de jyske heder, Draved Kongesmose, vegetationsanalyse og rørsumpens planter. Dertil kommer så mindre bidrag i tilknytning til foreningens ekskursioner og foredrag. Mange nyttige og interessante oplysninger kan hentes i dette hæfte, der ikke mindst har bud til landets naturhistorielærere. E. N. W. Laskowski: Der Weg z um Menschen. 194 sider. 179 illustrationer. Pris DM 19,80. Walter de Gruyter & Co. Berlin Mennesket er i stand til at tænke over sin plads i tilværelsen, over herkomst og skæbne. Tidligere spekulationer over disse spørgsmål er i nyeste tid i nogen grad blevet afløst af videnskabelig erkendelse. For at give interesserede mulighed for at sætte sig ind i videnskabens øjeblikkelige stade på dette område har Wolfgang Laskowski, der er professor i biofysik ved Berlins frie universitet, udgivet denne bog, hvori forskellige kompetene fagfolk resumerer, hvad deres videnskabsgren kan bidrage til belysning af ovennævnte problemer. Bogens undertitel er»fra urtåge til Homo sapiens«, og de enkelte kapitler omhandler universets oprindelse og udvikling, livets begyndelse, dyrenes fremkomst, fra dyr til menneske, kunstens opståen, og endelig et sidste kapitel om gudstanken som forklaring på tilværelsen. Kapitlerne om livets begyndelse, dyrenes fremkomst og menneskets afstamning vedkommer umiddelbart den biologiske interesserede. Men det er egentlig forfriskende også at se de øvrige synspunkter sammenstillede med de biologiske, og da de enkelte forfattere ser ud til at have beflittet sig på at medtage de nyeste resultater og referere dem på letfattelig vis, kan bogen anbefales til nærmere bekendtskab. E. N. 130

21 Flora og vegetation ved Lindenborg Å i Rold Skov Af E. Worsøe (Værum pr. Runders) Beskrivelse af stedet 3 km nord for sit udspring løber Lindenborg Å ved Rold-Nørlundvejen ind i Rold Skov syd fra. Den går nu nordover gennem skoven på en strækning af 8 km og forlader igen skoven syd for Rødemølle. De øverste jordlag i området udgøres af stærkt kuperede morænesandaflejringer, i hvilke isens smeltevand har frembragt en tunneldal af varierende bredde. På den nordligste del af åens løb gennem skoven skyder de underliggende kalldag, bestående af bryozokalk og blegekridt, sig frem til overfladen, så kalken på et stykke danner bund i åen og træder frem i den nedre del af dalens skrænter på åens vestside. På dette stykke følger åen en forkastning i kalkgrunden (S. A. Andersen 1944), og straks nord for skoven går blegekridtet i dagen i skrænterne. Hvor dalen er flad og bred, dækkes den af et tørvelag, der er over 100 cm tykt. Dalbunden har ligget mindst 7 m over Litorinahavets højeste vandstand. Dette havs lange fjordarm strakte sig fra øst for Ålborg helt ind til den nu tørlagte Gravlev Sø ved Tinbæk (Axel Jessen 1920). Skrænterne og det høje land ovenfor disse er dækket af skov og plantage. I skrænterne og langs disses fod er der over store strækninger vældzoner, derefter i dalens bund vekslende samfund af vældmose, lavmose og krat. Endelig er der i hele området en bræmme af Alnus glutinosa (Røde!) langs åen, så langt åens iltrige vand når ind. Disse samfund er på åens vestside markerede og meget smukke, mens de på østsiden er blevet så ødelagte af kulturindgreb, at det kun har været af interesse nærmere at undersøge vestsiden. J o længere man kommer fra kulturlandet nord og syd for skoven, des mere uberørte er plantesamfundene, og på de midterste 4 km af åens løb gennem skoven kan man om sommeren opleve det eventyr, det nuomstunder er, at se blomstrende, uafgræssede naturlige mose- og engsamfund. Hele det omhandlede område blev fredet i 1944, jvf. Dansk Naturfredning Historiske forhold»enge«langs åen påvises første gang på de til matrikuleringen af 1688 hørende ældste matrikelkort, der er tegnet omkring I den sydlige del var de dengang af større omfang end nu, mens de i nord omtrent var af samme udstrækning. Ellebræmmen langs åen ses tydeligt. Den vest for åen liggende del af Rold Skov (N01 lund Skov, Erslev Skov) er på Videnskabernes Selskabs kort fra 1789 og på Mansas kort fra 1872 af omtrent samme udstrækning som nu; før den tid var den større (Rud. Sørensen 1962). Skov og bøndergods 131

22 Fig. l. Udsnit af ældste matrikelkort omfattende mosearealerne»ersted Veller«. Man ser her >>skovøen«hovedsagelig beliggende på nr. 2b. Som en dobbelt stiplet linie ses en af de gamle høveje. Åen ses til venstre. Bemærk, nord vender nedad på kortet. ejedes af godserne N01 lund og Torstedlund. Torstedlund havde siden Middelalderen værnet om sin skov og op til nyeste tid holdt den ved magt (Th. Johansen 1932, 1939). Bønderne havde brugsret til engene langs åen, kreaturer måtte ikke græsse i skoven. I den lokalhistoriske litteratur fremgår det flere steder, at ådalen anvendtes til høslet, og det oplyses, at dette fandt sted sidst i juli; der nævnes intet om græsning. Høhøst ophørte i årene lige efter sidste krig. Den bløde bund har formodentlig umuliggjort græsning, og der findes da heller ikke spor deraf i form af knoldkær, tornede buske eller gamle hegn. Derimod findes der rester af gamle nedkørsler til»engene«. 132

23 Græsning i dalen træffes i nutiden nær skovens udkanter, hvor bunden er mindre våd. I Erslev Veller ses på kortene fra 1720 en stadig eksisterende»skovø«(fig. 1). Da det således er sandsynliggjort, at den naturlige vegetation i dalen gennem tiderne kun er blevet kulturpåvirket ved sen høslet, er det nærliggende at forvente et område af ganske særlig botanisk interesse, idet man så at sige har at gøre med naturlige plantesamfund, noget i Danmark usædvanligt. Flora og vegetation Å, d y n d e n g o g e l l e s u m p. Da den stærke strøm hindrer dyndaflejringer, er åens vegetation indskrænket til små bevoksninger, hvor der er strømlæ; man træffer her Benda erecta (Sideskærm), Batrachium aquatile og B. circinatu.m (Alm. og Kredsbladet Vandranunkel). Åens bredder holdes stejle af den stærke strøm; de er ved normal vandstand 1/2 m høje og med tydelige sæsonvarv af sand iblandet en begrænset mængde humusstof. Fra overkanten af denne lille skrænt hæver dalens bund sig i ellekrattets bredde (3-25 m) ca. 2 m. Op mod det niveau kan åvandet stige ved tøbrud eller stærke regnskyl, hvorved der aflejres tynde sandlag på ellekrattets bund. Ellene er hovedsagelig Herstammede og meget gamle, og der er ingen spor af fældning. Opad skråningen fra åen til mosen oven for vokser de fleste steder såvel i ellekrattet som i den efterfølgende overgangszone en bræmme af Phmgmites communis (Tagrør) med lav og spredt vækst, mens der ikke er tale om nogen egentlig rørsump langs åbredden. Efter Mentz 1912 har åer, der løber gennem sandede enge, kun svagt udviklet rørsump. Ellekrattets bund er iøvrigt dækket af et højstaudesamfund af flg. arter: Angelica silvestris (Angelik) Cala.magrostis eanescens (Eng-Rørhvene) Arrhenatennn elatius (Draphavre) Caltha pal ustris (Eng-Kabbeleje) Ca.rex acutifonnis (Kær-Star) C. nigra (Alm. Star) C. elata (Stiv Star) C. rostrata (Næb Star) Crepis paludosa (Kær-Høgeskæg) Cirsitmt olemcer.t.m (Kål-Tidsel) C. palustre (Kær-Tidsel) Deschampsia caespitosa (Mose-Bunke) Epilobium hirsutum (Lådden Dueurt) Equisetwn fluviatile (Dynd-Padderokke) Eupatoriu.m cannabinu.m (Hjortetrøst) Festuca rubra (Rød Svingel) Filipendtila ulmaria (Alm. Mjødurt) 133

24 Galittm uuginosum (Sump-Snerre) G. boreale (Trenervet Snerre) Geum rivale (Eng-Nellikerod) Glyceria ma:dma (Høj Sødgræs) Hierochloe odoral a (Festgræs) Iris pseudacorus {Gul Iris) Listera ovata (Ægbladet Fliglæbe) Lotus uliginosus (Sump-Kællingetand) Lycopus eumpaeus (Sværtevæld) Lysimachia thyrsiflorus (Duskblomstret Fredløs) Melandrium 1'tlbrum (Dag-Pragtstjerne) Mercurialis pere1mis (Alm. Bingelurt) Phragmites comnwnis (Tagrør) Prim.ula. veris (Hulkravet Kodriver) Senecia aquaficus (Vand-Brandbæger) Sium latifolium (Bredbladet Mærke) Valeriana sp. (Baldrian) Viola palustris (Eng-Viol) samt mosserne: Conocephalus conicus Ett rynchitun praelongum Hypnum cu.pressiforme Mni.um undulatum (Bølget Stjernemosl Efter dannelsesmåde må den mere iltrige strømningszone langs åen dog karakteriseres som dyndeng, jvf. Mentz 1912, omend dens indhold af humusstof er påfaldende lavt; den indeholder da også nogle arter hjemmehørende i de af Mentz 1912 beskrevne dyndengsamfund langs andre åer. Det må bemærkes, at man i disse uforstyrrede dyndenge ikke træffer arterne i de samme samfund, som de af Mentz 1912 fra Skals- og Nørreådalen beskrevne kulturpåvirkede dyndenge. Agrostis stolonifera- og Ca.rex nigra-samfund er ikke udtalte, og Ca1'ex mstrata-samfund findes kun enkelte steder i begrænset omfang, hvor bække løber ud i åen. Ellebræmmen, som langs Lindenborg å er et oprindeligt træk, har antagelig også været et indslag i vegetationen langs andre åer, i hvert fald træffer man ofte rester af gammel elleskov pletvis ved vore åer, og pollenanalyser understøtter denne antagelse (Johs. Iversen 1967). O v e r g a n g s z o n e e 1 1 e s u m p - l a v m o s e. H vor den kraftige stigning fra å til mose aftager, går ellekrattet over i en zone med spredtstående pilebuske: Salix pentandra, S. att1'ita, S. caprea og S. cinerea (Femhannet-, Øret-, Selje- og Grå-Pil). Her går ellesumpens højstaudesamfund jævnt over i lavere mosesamfund, hvor T1'ollitts europaetts (Engblomme) og Calamagmstis negleeta (Stivtoppet Rørhvene) kan dominere. 134

25 Fig. 2. Festgræs, Hierochloe odora.ta. Hvor sidebække fra væld i skovskrænten løber gennem mosen ud i åen, følger ellen og dens ledsagere disse bæklejer ind gennem mosen mod dalskrænten. Specielt her træffes Rwnex aquaticus (Dynd Skræppe), Runtex hydrolapathum (Vand-Skræppe), samt disses hybrid x Rumex maxi.?ntts. M o l i n i a - l a v m o s e. Fra overgangszonen ved ellekrattet hæver dalens bund sig svagt mod den skovklædte dalskrænt. Da tørvelagets tykkelse som nævnt overstiger 30 cm, kan man i henhold til definitionen for mosesamfund hos Mentz 1912 tale om lavmose. Størstedelen af arealet dækkes af Molinia-samfund med flg. arter: Avena pubescens (Dunet Havre) Briza media (Hjertegræs) Carex nigra (Alm. Star) Ca.rex rostrata (Næb Star) Cirsium palustre (Kær-Tidsel) Dactylorchis maculata (Plettet Gøgeurt) 135

26 Equisetum pa ustre (Kær-Padderokke) GaUum boreale (Trene1vet Snerre) GaUwn uliginosum (Sump-Snene) Menyanthes trifonata (Bukkeblad) Malinia coenda (Blåtop) Parnassia palustris (Leveurt) Potentilla erecta (Tormentil) Selinum caroifolium (Seline) Sueeisa pratensis (Djæveisbid) Triglochi.n palustre (Kær-Trehage) samt følgende mosser: Aulocomnhrm palustre Campylium stel/atmn Dicranum polysetwn (Bølgebladet Kløvtand) Hylocomium splendens (Etage-Kransemos) Philonotis fontana Pseudoscleropodium punrm Splwgmtm W arnstorfianum (e!i. ntbellum) Sphagnum malle CUmacium dendroides (Engkost) Tomenthypnum trichoides Som indslag i mosen, uden at man dog kan henføre dem til bestemte af Mentz 1912 skildrede lavmosesamfund, træffes flg. arter: Betu/a pubescens (Dun-Birk) Carex diandra (Trindstænglet Star) C. dioeca (Tvebo Star) C. disticha (Toradet Star) C. echinata (Stjerne-Star) C. elongata (Forlænget Star) C. lepidocarpa (Krognæb-Star) C. oederi (Dværg-Star) C. pallescens (Bleg Star) C. panicea (Hirse-Star) Cardamine pratensis (Eng-Karse) Comannn palttstre (Kragefod) Crepis paludosa (Kær-Høgeskæg) p. praemorsa (Afbidt Høgeskæg) Dactylorchis fttchsii (Skov-Gøgeurt) Euphrasia sp. (Øjentrøst) Hydrocaty/e vulgaris (Vand-Navle) Leontodon hispielus (Stivhåret Borst) Pedicularis palttstris (Eng-Troldurt) Picea abies (Rødgran) Lyclmis flos-cuculi (Trævlekrone) Sagina nodosa (Knudret Firling) Salix cinerea (Seljepil) 136

27 S. caprea (Gråpil) S. repens (Krybende Pil) Seirpus compressus (Fiadttykt Kogleaks) 's. pauciflorus (Fåblomstret Kogleaks) Scorzonera humil-is (Lav Skorsoner) Stellaria graminea. (Græsbladet Fladstjerne) Vaccinium ttliginosum (Mosebølle) En særlig flora findes på de talrige dyreveksler, der står under vand om vinteren: Pinguicula vulgaris (Vibefedt), Drosem 1'0tundifolia (Rundbladet Soldug), Radiola linaides (Tusindfrø) og Juncus bufonius (Tudse-Siv). Mosen står iøvrigt ikke under vand om vinteren, den kan dog periodevis være meget våd på grund af trykvandet fra bakkerne. Oligotrofe samfund er kun sparsomt repræsenteret af småområder med Eriophorum vaginatwn (Tue-Kæruld) og af en 2 m 2 Sphagnumbevokset plet med Carex limosa (Dynd-Star). Begrænsede Deschampsia caespitosa-samfund ses nogle steder såvel som Carex eanescens (Grå Star), mens egentlige hedemosesamfund ikke forekommer. Et særligt samfund træffes på engmyretuer bevokset med mosmåtter (Dicmnwn bonfeani og polysetum) infiltreret med Oxycoccus quadripetatus (Tranebær). Mosen indeholder en meget stor del af samtlige de arter, der er karakteristiske for lavmosers mesotrofe og eutrofe dele. De af Mentz 1912 nævnte arter, om hvilke man må formode, at de er kulturspred-,. Fig. 3..I baggrunden ellekrattet langs åen, dernæst overgangszonens pilebuske og i forgrunden lavmose med Trollius europaeus og Equisetum palustre. 137