Hverdagslivets rum betragtninger over en rumligt konceptuel hverdagslivspsykologi

Transkript

1 Hverdagslivets rum betragtninger over en rumligt konceptuel hverdagslivspsykologi The geographical imagination is far too pervasive and important a fact of intellectual life to be let alone to geographers David Harvey, 1995: 161 Steffen Randahl. Studienr Psykologi, K2, RUC, efterår 2012 Vejleder: Charlotte Grum Antal normalsider / antal tegn: 20,6 /

2 Hverdagslivets rum betragtninger over en rumligt konceptuel hverdagslivspsykologi Kolofon: Steffen Randahl Studienr Psykologi, K2, RUC, efterår 2012 Vejleder: Charlotte Grum Antal normalsider / antal tegn: 20,6 / Omslagsillustration: The Boulevard Montmartre at Night Camille Pissarro, 1897 oil on canvas National Gallery, London, UK Jeg smider tak til... Charlotte Grum for indsigtsfuld, inspirerende og opmuntrende vejledning. Toke Gelardi Rønsholt for at være alletiders værelseskammerat på Sejergaardskolens Musikefterskole 1999/2000, og hans og Bjørns udfordring af psykologien via geografien. Mille Sylvest, for at tage diskussionen om økologisk/miljø-psykologiens berettigelse og fravær i dansk sammenhæng. Stephan Sieland, tidligere studerende og instruktor ved psykologi, KU, for i be-ruset samtale i sommeren 2008 at henlede min opmærksomhed på 'den rumlige vending' ved udgivelsen af Warf & Arias (2008).

3 Indholdsfortegnelse Abstract Introduktion:...2 Metode...4 Afgrænsning...6 Rumlige konceptualiseringer...7 Absolut, relativt og relationelt rum...7 Rum som praksis-begreb: Produktionen af rum og social rumlighed...8 Rum som 'økologi' - inspiration fra en omverdens-teoretisk tilgang?...9 Mutualitet og 'tjenligheder'...9 Sted og/eller rum?...10 'Daglig livsførelse' - hverdagslivs- og kontekstualitetskonception i kritisk psykologi...12 Daglig livsførelse som psykologisk hverdagslivsbegreb...12 Livsførelse som formidlende kategori mellem individ og samfund...13 Hverdagslivs-begrebets kontekstualisering?...15 Konklusion og forskerens rumlige situering...18 Referencer...19 Side 1 af 22

4 Abstract: Spaces of the Everyday Life Considerations of a Spatially Conceptual Psychology of the Everyday Life Increasingly, the study of everyday life is gaining prominence within the field of psychology. This re-focusing is in line with a more general trend in psychology towards increased awareness and hi-liting of the contextuality of the subject. Another development on a separate track outside of the discipline, a so-called 'spatial turn' has spread across the human sciences. The spatial turn is a likewise contextualizing re-focus, albeit departing from the concept of 'space'. The spatial turn, however, seems completely absent in the field of psychology, and this paper investigates whether a spatial re-conceptualization challenges current theory emphasizing contextuality in the psychological study of the everyday life. The study is conducted by developing a theoretical framework understanding spatiality as a fundamental dimension of all social life. This conceptualization is then applied to the traditions of ecological and critical psychology respectively, with particular focus on the question whether such a spatial understanding challenges existing psychological theory of the everyday life that hi-lit the significance of context. The main findings of the study are that the everyday life indeed has inherent social dimension, that psychological theory uses spatial metaphors, and that further reflexion on the socio-material spatiality that these metaphors/concepts are supposed to describe is needed. Keywords: psychology of the everyday life; spatial turn; contextuality; conduct of life; Klaus Holzkamp Introduktion: The great obsession of the nineteenth century was, as we all know, history The present epoch will perhaps be above all the epoch of space Foucault, 1986: 22 Rum er et verbum, ikke et substantiv Simonsen, 2010: 45 Space is a myth, a ghost, a fiction Gibson, 1979: 3 Efter proklamationen af den lingvistiske vending er det blevet populært at henvise til nye vendinger ved undfangelse af snart sagt enhver ny konceptualisering. Vendingerne karakteriseres ved, at de hævdes at implicere vidtrækkende epistemologiske konsekvenser. i Den rumlige vending er et eksempel på netop sådan en orientering, der udspiller sig bredt inden for human- og socialvidenskaberne, mod nye måder at begribe genstandsfelter (Warf & Arias, 2008). Hvor opmærksomheden og interessen for rumlige Side 2 af 22

5 dimensioner har haft sit indtog lige fra kultur- og litteraturstudier til politologi og historie, så synes den rumlige vending imidlertid at være gået ram forbi psykologien. 1 Den tværdisciplinære erkendelse af rumlige dimensioners betydning sammenfatter Ward og Arias således: space is a social construction relevant to the understanding of the different histories of human subjects and to the production of cultural phenomena Geography matter, not for the simplistic and overly used reason that everything happens in space, but because where things happen is critical to knowing how and why they happen (Warf & Arias, 2008: 1). Rummet i den rumlige vending begriber altså rummet som en social konstruktion. Det er ikke det abstrakt geometriske eller det absolutte rum, men et subjektivt rum. Bjerre og Fabian (2010: 12) peger på flere mulige kilder som inspiration til den rumlige vending, herunder Heideggers situerede i-verden-væren, Foucaults insisteren på en priviligering af det rumlige i idehistoriske analyser, geografi-faget som eksportør af disciplinens re-konceptualiserede kerne-begreb, og endelig vendingen mod rummet som konsekvens af en ny interdisciplinaritet med gensidig udveksling og integration af begreber, indsigt og metodikker. Uanset afsværgelser af inspiratorer, så illustrerer det bredden af den rumlige vendings ophav og forankring. Og det understreger desuden det bemærkelsesværdige i den psykologiske fagtraditions tilsyneladende glimren ved sit fravær i disse interdisciplinære udfoldelser og re-orienteringer. At rum-begrebet ikke har indtaget en rolle i den psykologiske litteratur betyder imidlertid ikke at genstandsfeltet ikke har rumlige dimensioner. Desuden anvendes en betydelig mængde rumlige metaforer (fx 'arena' hos Dencik, Schultz & Sommer, 2008), og ofte undersøges fænomener bestemte steder, fx 'skole', 'arbedsplads', etc. Endvidere er rum tilstede som (oplevelse af) det materielle og fysisk håndgribelige rum. Sådanne tilgange finder vi for eksempel i studier af arbejdspladsers indretning (fx Christensen, 2007) og arkitektur (se Roesslers (2000) 'arkitekturpsykologi'). Endelig figurerer rum konkret som begreb i økologisk psykologis eksperimentelle kognitive forskning, hvor det anvendes som experimentel variabel, der undersøger afstandes betydning for perception (se fx Constantini et al., 2010). Den rumlige vendings interesse for, at 'hvor'-spørgsmål har betydning for forståelse af kulturelle fænomener og subjektivitet, handler grundlæggende om, at mennesket befinder sig i og bevæger sig mellem myriader af socio-materielle kontekster. Orienteringen mod kontekst harmonerer med en tilsvarende udvikling i psykologien, der efterhånden omfatter en mangfoldighed af felter, der vedrører menneskers liv og som følge heraf flytter mange fokus fra det enkelte individ som en fysiologisk og psykologisk analyse-enhed i retning af det enkelte individ som gensidigt forbundet med sin omverden (Bang, 2001: 465). Bevægelse mellem forskellige steder og sammenhænge udgør samtidig et fundamentalt forhold ved hverdagslivet i den 1 Søgning i databasen PsychINFO på 'spatial turn' i kategorierne abstracts og subject giver 150 hits. Heraf refererer flertallet til 'spatial', og fordeler sig i to hovedgrupper: 1) nuero- og medicinske studier, samt økologisk psykologiske perceptionsstudier, og 2) antropologiske, sociologiske og folkesundhedsvidenskabelige studier. Eet sociologisk studie har søgemarkøren 'spatial turn' i sit abstract resten har ikke, og henviser ikke til den 'rumlige vending'. Søges på 'space & place' fås ~1000 hits, men resultatet er tilsvarende ovennævnte, dvs. den 'rumlige vending' kan ikke søges frem via databasen for psykologiens felt. Side 3 af 22

6 enkeltes forsøg på at skabe mening og sammenhæng på tværs af de situationer, hvori hverdagslivet udspiller sig. Hverdagslivets betydning er genstand for stigende opmærksomhed i psykologien, og lokalt i forskningsorganiseringen på PAES, RUC, repræsenteres denne udvikling ved hovedområdet Hverdagslivets Socialpsykologi: Hverdagslivets Socialpsykologi er karakteriseret ved at belyse psykologiske problemstillinger som de manifesterer sig i hverdagslivet. Der fokuseres på psykologiske processer, sådan som de udspiller sig i de rum, som stærkest forbindes med hverdagen: hjem, familie, institution, arbejde, byrum og fællesskab Hertil kommer et fokus på, hvordan hverdagslivets psykologiske processer udfordres af generelle samfundsmæssige udviklinger ii (original kursivering, min understregning) 2 Forskningsdefinitionen fokuserer altså på at forstå menneskets hverdagsliv i dets konkrete samfundsmæssighed. Det er imidlertid uklart i hvilken grad forståelsen af psykologiske problemstillinger i hverdagslivet er udviklet. iii Herudover er forskningsdefinitionens brug af 'rum' interessant. De psykologiske processer der fokuseres på, italesættes som om de udspiller sig i velafgrænsede rumlige enheder, fx hjemmet, og brugen af ordet rum synes snarere at henvise til henholdsvis steder og sociale fællesskaber. Dette fokus er måske nok åben for psykologiske problemstillingers stedslige situerethed, men synes ikke at fange forhold ved den rumlige konstruktion af steder, dets betydning for subjektet, og gensidigheden ved subjektets aktive involvering i konstruktionsprocesserne. Hvis sådanne afgrænsninger indebærer, at steder fikserer, mere end det åbner, fx i undersøgelser der anvender rumlige metaforer som 'positioner', så risikerer den psykologiske forståelse af hverdagslivets udfoldelse at overse sådanne steders forbundethed med andre steder og, relateret hertil, muligheder for at danne mod-diskusser og mod-rum. Socialpsykologiens fravær i den rumlige vendings interdisciplinære udfoldelser vil jeg påstå har betydning for traditionens kontekstuelle forståelse. Fraværet forestiller jeg mig kan have følgende årsager: Hverdagslivspsykologiens genstandsfelt har ikke rumlige dimensioner; rumlige dimensioner begribes fyldestgørende med eksisterende begreber og/eller at den rumlige vendings konceptualiseringer af rumlige dimensioner er utilstrækkelige eller ikke-applicerbare i psykologien; og endelig, at spørgsmål om hvordan og hvorfor fænomener udfolder sig, uproblematiseret teoretiseres adskilt fra hvor de udspiller sig. Den rumlige vendings opblomstring og dens fravær i psykologien foranlediger mig derfor til at undersøge: Hvilke udfordringer giver en rumlig konceptualisering psykologien i studiet af hverdagsliv? Metode I undersøgelsen behandler jeg konkret den genstandsmæssige afgrænsning af det psykologiske felt, der omhandler hverdagslivets psykologiske problemstillinger. Denne afgrænsning indebærer fundamentalt et fokus på det dagligt levede livs kontekstualitet. Det fokus begrundes ved to forhold. Dels ved at et af hverdagslivets særlige kendetegn er dets løbende og vedvarende udfoldelse i hovedparten af de steder og sociale fællesskaber vi som mennesker lever vores liv, og som derfor må formodes at have væsentlig 2 I rapporten angiver jeg mine fremhævninger. Hvis ikke angivet, er det originale fremhævninger Side 4 af 22

7 betydnings for os. Dels ved at undersøgelsesspørgsmålet, om en rumlig konceptualisering udfordrer eksisterende tilgange til psykologiske studier af hverdagslivet, netop er et spørgsmål om, hvordan hverdagslivets kontekstuelle indlejring kan begribes. Hensigten med undersøgelsen er altså at udfordre eksisterende teori og antagelser i psykologiens studium af hverdagslivet i dets samfundsmæssige udvikling. Afsættet for udfordringen af hverdagslivspsykologien tages i en konceptualisering af 'kontekst', som forstår rum som grundlæggende socio-materiel dimension af alt socialt liv. Besvarelsen af spørgsmålet, om et rumligt perspektiv udfordrer hverdagslivspsykologien, beskæftiger sig altså med det anomali (jf. Pedersen, 2004: 31), at den psykologiske fagtradition ikke har deltaget i de interdisciplinære diskussioner og teoriudvikling i den rumlige vending, på trods af dens udbredelse over tilnærmelsesvis samtlige humanvidenskabelige discipliner. 3 Undersøgelsens udfordring af hverdagslivspsykologien via en rumlig konceptualisering peger på, at psykologiske teorier anvender rumlige metaforer og begreber til at begribe hverdagslivets kontekstualitet, men at de sjældent er genstand for eksplicit rumlig refleksion. Disse begreber og metaforer er ikke nødvendigvis inadækvate til at beskrive hverdagslivets kontekstualitet, men de adresserer ikke fyldestgørende rummets socio-materialitet som grundlæggende dimension, og dermed heller ikke som egentlig social kategori. Hverdagslivets subjekt har altid et 'hvor'. Det er dette forhold rum som fundamental social dimension der kan nødvendiggøre gentænkning af hverdagslivspsykologiske kontekstualitetsbegreber og -forståelser, for at kunne udvikle en fyldestgørende forståelse af hverdagslivspraksissers rum. Rapports design er opbygget omkring først at indkredse en rum-forståelse, der dernæst relateres til den videre problematisering af kontekstualitetsforståelser i hverdagslivspsykologien. Inspirationen til udfordringen af kontekstualitetsforståelser i hverdagslivspsykologien hentes primært i geografiens udvikling af rum-forståelser. Uddybningen af geografiens rum-forståelse foretages med henblik på konkretisering af rum-begrebet såvel som nuancering af den indledningsvise formulering af rum som socialt konstrueret. I første omgang relateres rum-forståelsen til den økologiske psykologi, idet denne tradition eksplicit arbejder med omverdensspørgsmålet. Ved sammenstillingen af den økologiske tradition og den indkredsede rum-forståelse, viser sig imidlertid en række problemer i relation til studiet af hverdagslivets psykologi, som herefter leder mig til at søge inspiration i den kritiske psykologi. På baggrund af sammenstillingen med den kritisk psykologiske tradition fremhæves den kundskabsproduktionsmæssige udfordring i også at tænke forskerpositioner som grundlæggende rumligt indlejret. Afsættet i geografiens udviklede rum-forståelser skyldes ikke, at andre tilgange til rummet ikke er relevante i en psykologisk sammenhæng, men derimod at dette afsæt besidder en række fordele i forhold til fokuseringen af projektet mod socialpsykologien og hverdagslivets udfoldelse. For det første findes der i både psykologien og geografien en fælles interesse i studier af hverdagslivets praksis med dets rytmer og vanemæssighed (Hansen & Simonsen, 2004: 152ff). For det andet findes der i geografien en stigende interesse for subjektets (rumlige) situering i praksis, blandt andet i det man kan kalde en affektiv geografi sammenhænge mellem psyko-sociale opleverlser og geografiske rum og steder (ex. Rodaway, 1994; 3 Som illustrerende kuriosum kan anføres, at geografen Edward Soya (2008) beskriver sin deltagelse i udviklingen af den rumlige vendings diskussioner i så forskellige discipliner som visual arts, teologi, arkæologi, og jura! Side 5 af 22

8 Davidson, Bondi & Smith, 2005). For det tredie insisterer geografien på rum som både socialt og materielt (hvilket ikke-geografer der indskriver sig i den rumlige vending tendentiøst synes at glemme i anvendelsen af rumlige begreber, jf. Simonsen, 2010: 45). Og for det fjerde, så overskrider denne socio-materielle insisteren nuværende perspektiver på rum i psykologien, som eksempelvis fysikaliteten i Roesslers arkitekturpsykologi. Rum-forståelsen udfoldes dels på grundlag af David Harveys (2009) udredning af forholdet mellem det absolutte, det relative og det relationelle rum, og dels Simonsens (2010) beskrivelse af udviklingen af rum som praksis-begreb og 'social rumlighed', der er udviklet ud fra Lefebvres (1991) forståelse af rum som socialt og produceret. Hermed udfoldes forståelsen af rum som fundamental menneskelig dimension og derfor som fundamental til at forstå subjektivitet. Andet afsnit sætter derefter rum-forståelse i relation til den økologisk psykologiske tradition. I første omgang med fokus på Gibsons (1979) påpegning af gensidighedsforholdet mellem subjekt og kontekst som 'mutualitet', og med særligt fokus på problemer ved begrebet om tjenligheder [affordances], som formidlende i omverdensforholdet. Dernæst inddrages Auburn et al.s (2006) udvikling af et steds-begreb i en hverdagslivspsykologisk forståelse, der leder til nogle overvejelser om brugen af rumlige begreber. Formålet er altså først at belyse, hvordan økologisk psykologi kan (ind)tænkes i studier af hverdagsliv, og dernæst hvordan vi med denne tradition kan blive opmærksom på forholdet mellem sted og subjekt. På grund af nogle grundlæggende problemer i den økologiske psykologi i forhold til samfundsmæssigheden søges dernæst inspiration i den kritiske psykologi med Holzkamps (1998) begreb om daglig livsførelse. Grundlaget for at inddrage Holzkamps teori består i, at der i denne tradition synes bedst udviklet kontekstualitetsbegreber med blik for samfundsmæssighed, og som endvidere både anerkender hverdagslivets betydning og udvikler kontekstualietesbegrebet her i forhold til. Endvidere begrunder jeg inddragelsen af traditionen ved, at den kritiske psykologi hævder sig som bannerfører for en samfundsmæssig-kontekstuel opmærksom psykologi (og derfor må stå mål for min kritik). Afgrænsning Det ville være interessant at inddrage yderligere teoretiske perspektiver, fra psykologien såvel som andre videnskabelige områder, til at perspektive og problematisere antagelser om rum og rumlige metaforer og begreber i hverdagslivspsykologien. Et eksempel herpå kunne være aktør-netværk-teori, i dets kontekstuelle begrebsliggørelse af knuder og forbindelser. Dels er denne tradition ikke videre udviklet i psykologien (endnu?), og dels vurderer jeg, at det ville fjerne fokus fra hverdagslivet. Der findes heller ikke et rumbegreb, men en fokusering på genstande. Endvidere påpeger Collin (2011) nogle (uoverkommelige) forklaringsproblemer i forhold til, hvordan fænomener på samme tid kan udspringe af bestemte netværk og påvirke netværk hønen eller ægget? Derudover skal det fremhæves, at jeg afgrænser mig fra et forsøg på en egentlig rumlig bestemmelse i hverdagslivspsykologien. Det ligger udover undertegnedes formåen, såvel som udover omfangsbegrænsningen af et solo-projekt. Side 6 af 22

9 Rumlige konceptualiseringer iv I indledningen introduceredes med Warf & Arias (2008) rummet som 'social konstruktion'. Det fremhæver rummet som mere end det absolut fysikale-materielle rum, og i stedet rum som socialt og processuelt. Definitionen af rum som konstruktion er imidlertid problematisk og kan ikke stå alene. Et sådant rumbegreb risikerer at underspille konstitueringen af rum i integrationen af forskellige rumlige aspekter og forståelser, og at forståelse af udformningen af menneskets muligheder må tage afsæt i dette dialektiske forhold (Harvey, 2009: 134). Vi skal altså forsøge at undgå det geografen David Harvey kalder sammenblanding af betydninger: The word space internalizes multiple meanings. Confusions arise because different menings get conflated in inadmissible ways (Harvey, 2009: 133). v I det følgende præsenterer jeg en række rum-forståelser, dels med henblik på at undgå forståelsesforvirringen, dels for senere at relatere rum-begrebsliggørelsen til hverdagslivets psykologi. Absolut, relativt og relationelt rum Absolut rum forstås som det Euklidiske rum - en afgrænset tom ramme eller passiv arena: a preexisting, immovable, continuous and unchanging framework (Harvey, 2009: 134), hvor tingene sker i og hvor elementer heri behandles som absolutte størrelser. Det er rummet for individuering [individuation], hvor lokalisering muliggør entydig identifikation af personers, tings og processers særegenhed. Vi kan ikke alle stå samme sted. Det relative rum er et ikke-euklidisk og delvist foranderligt rum for processer og bevægelse, hvor rum forstås som relationen mellem objekter med multiple lokationer (Ibid.: 135). Objekterne er ikke i rum. Rummet eksisterer fordi objekterne eksisterer i og med relationen mellem dem. Relativ identifikation indebærer derfor multipel identitet du kan stå samme sted relativt til mig og andre. Sociale og rumlige fænomener betragtes fortsat adskilte, så socio-rumlige forhold står i ekstern relation. Det brydes med i den samfundsmæssige eller relationelle rum-forståelse (Ibid.: 137). Her forstås det som intern relation, hvor rummet er indeholdt i objekterne, der kun eksisterer i deres relationer som uadskillelige sammensmeltninger af rum og objekt (internalisering af rum i processer og det materielle): The idea that processes produce their own space is fundamental to the relational conception (Harvey, 2009: 136). Identifikation og individuering er tilnærmelsesvis umulig, og identitet bliver åben og ubestemmelig, idet indflydelse og betydning strømmer fra overalt til alle andre steder. Sådanne interne relationer indebærer ifølge Harvey nødvendigvis dialektiske analyseformer til at begribe deres stabiliseringer i mønstre. It (the event, process, or thing) crystallizes out of a field of flows into what Whitehead calls either 'an event' or 'permanence'. But in so doing 'it' internalizes everything going on around it within that field of flows, in past, present, and even future (Harvey, 2009: 137). For at kunne forstå rumlige betydninger, hvordan rum antager mening for os, må vi som indledningsvis påpeget forstå de tre rum-forståelsers dialektiske integration. Dermed kan forståelsen af rum som konstruktion bestemmes mere entydigt ved at stille spørgsmålet anderledes: The question 'what is space?' is therefore replaced by the question 'how is it that different human practices create and make use of different conceptualizations of space?' (Harvey, 2009: 140). Side 7 af 22

10 Rum som praksis-begreb: Produktionen af rum og social rumlighed Harvey peger hermed på en yderligere forståelse af rum, som noget vi erfarer og gør i hverdagslivet - vi er rum og vi har rum (Simonsen, 2010: 38). Inspirationen til denne udvikling i geografiens rum-begreb trækker primært på sociologen og filosoffen Henri Lefebvres (1991) ide om produktion af rum. Lefevbres bidrag udgør fundamentet for geografiens begrebsudvikling af rum som hverdagspraksis og som social rumlighed (Simonsen, 2010: 38; Soya, 2008: 18). vi Det er centralt i Lefebvres (1991: 26) tankegang, at det er et socialt rum, der indeholder, men ikke kan reduceres til, det mentale (repræsentation) eller det materielle (fysisk). Socialt rum er ikke givet, men dynamisk, og vi må derfor i stedet se på dets produktion. Geografen Kirsten Simonsen skriver, at videreførslen af tankegangen, som praksisteori, søger overskridelse af skellet mellem det subjektive og det objektive i form af subjektivitetens uadskillelighed fra praksis, hvor praksis forstås som en løbende strøm af aktiviteter, der altid er fremtidsorienterede eller en del af et projekt. På den måde etablerer de en forbindelse mellem praksis og konstituering og opretholdelse af sociale arrangementer og orden (Simonsen, 2010: 37). Det er en radikal kontekstuel tilgang til social analyse, der umuliggør abstraktion af rum fra praksis. Rum opfattes som en social konstruktion, hvor blandt andre ting tid og rum samtidig må ses som operatører i konstruktionen af social handling i omgangen med og produktionen af vore materielle omgivelser (Ibid.: 38). Hansen & Simonsen kalder det en socialontologisk indplacering af rummet, hvor udgangspunktet altid [vil] ligge i det sociale, og det vil ikke være muligt at se rummet som en ydre eller uafhængig kategori. Det betyder, at det sociale altid har primat, men at det samtidig altid indeholder det rumlige som en iboende egenskab. Det er ikke bare et spørgsmål om at se rummet som en 'social konstruktion', men om at begrebsliggøre det rumlige som en dimension af alt socialt liv (Hansen & Simonsen, 2004: 173). Det indebærer endvidere, at subjektet er rumligt situeret; det kan kun vide et sted fra, som derfor bliver med-konstituerende for dets forståelse af verden. Og endelig forsøger man med dette perspektiv, at søge muligheder for opfange rum for forskellighed og modsætninger, ex som det Foucaults (1986) kalder 'heterotopia' utilpassede rumlige ansamlinger og konstellationer, der kan fungere som modrum til den herskende sociale orden. På baggrund af denne uddybede forståelse af rum som 'konstruktion' som udspringende af praksis, noget vi gør og producerer, og som fundamental dimension i livet, vil jeg nu udfoldelse overvejelserne om, hvordan psykologien i studiet af menneskets hverdagsliv stilles i lyset af en sådan radikal kontekstuel tilgang. Side 8 af 22

11 Rum som 'økologi' - inspiration fra en omverdens-teoretisk tilgang? Da den økologiske tradition netop har omverdens-relationen som eksplicit fokus, synes det oplagt at søge inspiration til løsning af kontekstualitetsproblemet her. Som tidligere påpeget, findes desuden i den økologiske tradition i stigende grad en interesse for steds-begrebets anvendelsesmuligheder, der umiddelbart tyder på en større grad af rumlig refleksion. På trods af udgivelsen af temanummeret Økologisk psykologi i Psyke & Logos (jf. Bang, 2001), så synes den økologiske tradition beskedent udbredt i dansk sammenhæng. Det er også en væsentlig pointe i Sylvests (2011: 7) eksplorative og nyskabende studie i tilgangens anvendelighed i studier af arbejdspladsers indretning. vii Fraværet af den økologiske tradition i dansk kontekst er i sig selv bemærkelsesværdig. Også derfor synes det relevant at undersøge, om tilgangen kan bidrage til udvikling af en kontekstuelt sensitiv hverdagslivspsykologi. Mutualitet og 'tjenligheder' Blandt den økologiske psykologis grundlagsværker findes i James J. Gibsons teori om direkte perception i The ecological approach to visual perception (1979) en eksplicit udfoldet omverdensteoretisk psykologi. Tilgangen henter inspiration fra evolutionismens interesse for gensidig udvikling af organisme/individ i forbindelse med omverden. Fokuset er altså konkret rettet mod bestræbelser på at overvindes psykologiens dualismer (organisme-omverden, individ-samfund, og individ-krop) (Bang, 2001: 465). Udgangspunktet tages i gensidigheden mellem dyr (organisme, menneske) og miljø, der udgør et udadskilleligt ord-par (Gibson, 1979: 8). Undersøgelsesgenstanden er derfor ikke dyret som objekt, men som 'a perceiver and a behaver' af og i miljøet altså selve relationen. Gibson definerer gensidigheden således: Environment will refer to the surroundings of those organisms that perceive and behave, that is to say, animals (Ibid.: 7). Det indebærer ikke, at miljøet er homogent og statisk. Hvert dyr står via bevægelse hvert sit sted i forhold til omgivelserne, hvormed andre også bliver del af ens omgivelser. Gensidigheden opstår som begivenheder via bevægelse. viii Endvidere skelner Gibson mellem forskellige skala i miljøet, med det han kalder 'miljøets naturligheder enheder' det der perceptuelt er relateret til dyrets skala. Det udskiller absolut rum og tid, som uden for (direkte) perception. I stedet fremhæver objekter som indlejrede [nested] i større enheder og begivenheder, og miljøets dynamik som 'permanens' og 'forandring', hvor the permanence underlies the change (Ibid.: 12). Umiddelbart harmonerer Gibsons kontekstualisingsbegreb, som gensidig konstituering af menneske og omverden, med ideen om det socio-materielle rum som skabes i praksis og er en del af os. Med afsæt i bevægelse (i rum) kan vi også nærme os en forståelse af bevægelse, som fundament til at forstå omverdensrelations hverdagslige dimension og specificitet: Netop denne interesse for menneskers adfærd og oplevelse i og over for hverdagens specifikke, konkrete omverdner er imidlertid en væsentlig karakteristik af økologisk psykologi (Kruse, Graumann & Lantermann, 1990, i: Keller, 2001: 538). Spørgsmålet er imidlertid, hvor meget længere end den umiddelbare konstatering af 'gensidighed' vi kan komme. Med Gibsons perspektiv synes det svært at begribe rummets produktion i det sociokulturelle lag, der er 'før os'. Men den anden side i relationen viser sig at have endnu større problemer. Side 9 af 22

12 Ifølge Trettvik (2001) skyldes problemet Gibsons begreb om 'tjenligheder' [affordances], hvilket også bliver et problem for en forståelse af rummets produktion som hverdagslivspraksis: når man forlader den 'sikre' båd fyldt med stimulus-respons modeller så står man pludselig med det hele 'ude' i miljøet. Hvad bliver der så af den frie vijle, intentionaliteten og det særligt menneskelige? (Ibid.: 495). Teorien om tjenligheder siger noget om, hvad et objekt er egnet til eller tjener til eller giver mulighed for (Ibid.: 491), fx at en stol såvel som en træstub tjener til at sidde på. Begrebet hæver sig imidlertid ikke over det mekaniske niveau, og kan ikke redegøre for forudgående viden om verden, altså sociale og sproglige faktorer i udviklingen af tjenlighederne. Det rummer derfor ikke det sociokulturelle lags betydninger: selvom det man sidder på, tjener til at sidde på, så er det ikke det samme som, at det man sidder på, rent faktisk er en stol (Ibid.: 498). Problemet opstår ifølge Trettvik i Gibsons analyse af dyrets aktivitetsside, hvor beskrivelsen kun eksemplificeres på det mekaniske niveau. At skaffe føde er mere komplekst end blot at se tjenligheden 'spisbar-hed' (Ibid.: 500), hvis det fx er en andens mad. Tjenlighedsbegrebet overser fundamentalt handlinger som produktive i sin samfundsmæssige udvikling og dets betydninger i samfundsskabte relationer (Ibid.: 506ff). Hverdagslivet mosler rundt netop i dette betydningslag. I relation til den anførte forståelse af rum, anerkender mutualitetsteorien gensidigheden, et relationelt aspekt, men bibringer en begrænset forståelse af rummets produktion som subjektets indlejrede samfundsmæssige praksis. ix Heraf følger dog ikke nødvendigvis, at vi må opgive en økologisk tilgang, hvis tilgangen kan udvikles til at inkludere dette lag. Som tidligere anført, udvikles i økologisk regi omverdenspsykologiske forståelser af 'sted', som er rum-begrebets centrale begrebs-partner. Sted og/eller rum? Interessen for 'sted' som omverdens-teoretisk begreb er med varierende fokus udviklet udviklet i den økologiske tradition, primært omkring begreberne 'sense of place', 'place attachment', 'place identity' og 'place meaning'. Begreberne er udviklet fra Heideggers ide om 'dwelling' (Auburn et al, 2006: 40), og anvendes rimelig forskelligt. x Omend ofte påpeges det hverdagslige i steds-relationer, begrebsudvikles dette ikke synderligt. Jeg vil derfor lade Auburn et al. (2006) repræsentere økologisk sted-teori, da her eksplicit udvikles et hverdaglivs -steds-begreb. Auburn et al. kritiserer at research on place has mostly adopted a cognitivist orientation and focused on the interior world of the individual and what representations of place are contained there (Ibid: 41). De kalder det et 'sociality' problem i traditionelle økologiske tilgange, der fokuserer på meningsdannelse som udkomme af interaktion med (fysiske) steder. For at overskride det funderer de deres tilgang i filosoffen og sociologen Alfred Schutzs fænomenologiske hverdagslivsteori. Schutz tager afsæt i den enkeltes livsverden, hvor erfaringsdannelsen er båret af den praktiske interesse ved at kunne påvirke sin omverden (Ibid.: 41). Blandt flere erfaringsformer opstår som den væsentligste en 'common-sense' - hverdagsbevidsthedens virkelighed. Den er relativ, ufuldstændig, afhængig af den forehavende praktiske interesse, og danner grundlag for selvfølgeliggjorte opskrifter for vores ageren. I mødet med den anden forudsættes et sæt af fælles erfaringer: this experience of the other [talk, gestures and actions] takes place within a 'common communicative environment' where the same situation is experienced and communicated about from two (or more) subjective foci (Ibid.: 42). Auburn et al foreslår derfor at forstå intersubjektivitet i forhold til steders betydning, som et 'We-relationship-in-setting', hvilket vil sige en social Side 10 af 22

13 og lokaliseret relation (Ibid.: 43). De beskriver meningsdannelsesprocessen således: The meaning of places is therefore never fixed but only accomplished in and for the social engagement at hand. This point suggest that descriptions and evaluations of place are arbitrary and can be contested to the extent that they are tied to people's projects at hand (Ibid.: 44). Modsat hos Gibson, har vi altså her et intersubjektivitetsperspektiv, der forstår steders meningsdannelse, som udkomme af (hver vores) hverdagslige praktiske interesse. Intersubjektiveten fremhæver meningsdannelsens distribution, men synes hermed også at hænge fast i et ret individuelt menings-begreb. Schutz første-persons perspektiv begrænser udsigelsesmuligheder om 'vi'-forholdets samfundsmæssige indlejring og kontekstualitet. Kristiansen & Mortensen (2005: 56) har da også bemærket, at Schutz ikke synes at bekymre sig om systematisk refleksion over samfundsmæssigheden. Men hertil kommer endnu et problem i relation til rum-forståelsen. Som alternativ til sted i et tomt og absolut rum, opstår nemlig hermed parallelt en subjektivistisk forståelse af stedets betydning. Det rummer risikoen for en essentialistisk steds-teori, hvilket i høj grad skyldes hjemstavns romantikken i arven efter Heideggers forestilling om autentisk dwelling. Harvey forklarer det således: Heideggerianism trades upon the undoubted capacity of human beings to sense moments of harmony, peace, and spiritual serenity, if not sublime joy, in particular places at particular times and to develop deep attachments to the places where they live, but it then goes on to suppose that this is all that is relevant to people's lives (Harvey, 2009: 186). Denne steds-forståelse griber altså ikke, hvordan stedet konstitueres relationelt i rummet, i dets samfundsmæssighed. xi Desuden mangler perspektivet udsigelseskraft til at forklare, hvorfor nogle aktører har større definitionsmagt end andre i betydningsdannelsen. Dette problem mellem sted og andre steder den relationelle konstituering er forsøgt løst på andre måder. Inspireret af Bronfenbrenner forsøger Ivy Schousboe (2001) sig med anvendelse af begrebs-parret lokal-global til at forstå børns hverdagsliv over flere interagerende kontekst niveauer. Men heller ikke denne tilgang synes at løse det relationelle problem, men forskyder det blot. Det kan forklares med geografiens begreb om skala, som referer til et kontinuum af rumlige organiseringer, skabt gennem repræsentation, erfaring og institutionalisering, og rækkende fra kroppen og hjemmet ud til det lokale, regionale, nationale og globale. Pointen er, at heller ikke de er på nogen måde naturgivne. De er historisk og geografisk specifikke og konstitueres, rekonstitueres og ændres over tid (Hansen & Simonsen, 2004: 175-6). Schousboe får dermed fremstillet en urealistisk dikotomisk niveaudeling, der underbetoner mellemformernes betydning i deres rumlige konstituering. Stopper det lokale ved børnehavens låge? Ligger skolevejen i det globale eller lokale? Side 11 af 22

14 'Daglig livsførelse' - hverdagslivs- og kontekstualitetskonception i kritisk psykologi Med begrebet 'daglig livsførelse' præsenterer Holzkamp (1998) sit bud på at begribe sammenhænge mellem menneskets hverdagsliv og dets indlejrede samfundsmæssighed. Det er et radikalt bud i den forstand, at Holzkamp med den kritiske psykologis insisteren på første-personsperspektivet, fremhæver subjektets begrundelser for handlen, før end vi koncentrerer os om handlinger og deres begrundelsers betingelser. Holzkamp tager mennesket og dets hverdagsbevidsthed som udgangspunkt til at forstå relationen til de samfundsmæssige betingelser. I lighed med Schutz fremhæver Holzkamp altså første-personsperspektive, men bestemmer undersøgelsesgenstanden samfundsmæssigt, idet begrundelsesmuligheden står fundamentalt i relation til de samfundsmæssige betingelser. Hermed overskrider Holzkamp subjektivismen hos Schutz, ved at pege på nødvendigheden af at undersøge den gensidige konstituering. Samtidig kan fokuseringen på handlingernes (socio-kulturelle) begrundelser begribe intentionaliteten i relationen, som Trettvik viste mangler i Gibsons gensidigheds-forståelse. Daglig livsførelse som psykologisk hverdagslivsbegreb Afsættet for Holzkamp hverdagslivsbegreb findes i en skelnen mellem hverdagsbevidstheden i subjektets daglige 'føren af sit liv' og 'det egentlig liv', det vil sige drømme, ønsker og utopier. Livsførelsen opstår som konsekvens af, at mennsket på den ene side besidder en relativ autonomi i forhold til de forskellige livsområders samfundsmæssige betingelser og krav, og på den anden side, en nødvendighed for aktivt at organisere hverdagens handlinger i cykliske, rutiniserede gentagelser for at aflaste os - i sidste ende i lyset af vores endelighed (ibid.: 28). Den cykliske organisering er endvidere formidlet af andre(s) eksterne cyklusser. Vi må derfor indføre en 'livsførelses-økonomi', hvorved kravene løbende aktivt integreres i førelsen af livet: Den [rutiniseringen] sørger for, at 'livet går videre'. Som noget der foregår 'hver eneste dag' får den 'daglige livsførelse' sin egen reproduktive og selvreproduktive systemkvalitet, der ikke kan reduceres til biografiske udviklinger og forandringer (Holzkamp, 1998: 8). Tilværelsen aflastes ved livsførelsens 'reproduktive systemkvalitet' og afværger dermed overbebyrdelser, der afholder individet fra det egentlige liv. Aflastningens funktion udspringer af det særligt menneskelige i rådigheden over livsbetingelser, altså evnen til at transformere sin omverden. Holzkamps hverdagslivsbeskrivelse som livsførelses-økonomi, som løbende aktiv integration af krav, deler Schutz afsæt i den enkeltes interesse i at påvirke omverdenen. Men Holzkamp går altså også videre, ved at pege på den samtidige aktive involvering i konstitueringen og opretholdelsen af den sociale orden, i tråd med Simonsens praksisforståelse. Særligt interessant er her Holzkamps fremhævning af krav fra forskellige livsområder. Omend Holzkamp ikke definerer disse områder yderligere, så fremtræder hermed, hvordan krav er relationelt konstituerede. Dette relationelle forhold har også betydning for den cykliske organisering i daglige rutiner, idet organiseringen aflaster behovet for at efterprøve præmisserne for et handleforsæt ved hvert eneste møde med betydninger og handlemuligheder på tværs af livsområder. Man forlader sig på det kendte som det selvfølgelige, uden behov for gentagen refleksion. Side 12 af 22

15 Rådigheden over livsbetingelser er dog ikke uproblematisk. Stræben efter overskridelsen af det umiddelbare gennem rådigheden indebærer samtidig risiko for forstyrrelser af den cyklisk opretholdte stabilitet over rådighedsrum: Det betyder, at der med gennemtrængningen af det nærliggende ikke blot kan anticiperes en udvidelse af min rådighed og livskvalitet, men også en potentiel trussel mod dens nuværende stade (ibid.: 22). Det skaber ifølge Holzkamp behov for udvikling af en social selvforståelse, til vurdering og forarbejdning af kravs relevans i relation til opretholdelse af stabiliteten. Selvforståelsen er den enkeltes perspektiv, der almengøres som det 'almengjorte subjektstandpunkt' i en intersubjektiv forståelsesramme, der belyser det problematiske det der 'ikke giver sig selv' i hverdagens rutiner og som kræver fælles bestræbelser (ibid.: 21). Selvforståelsen er altså et projekt, hvor det usagte italesættes i fællesskab, og endvidere findes her begrundelser for at føre livet, som man gør, eller for det man ønsker at ændre. Selvforståelses-begrebet omfavner hermed deltagernes perspektiver i forhold til hinanden det 'subjektstandpunkt', hvorfra 'hver jeg' med mit perspektiv kan forholde mig til den anden med sit perspektiv. Dette er 'de subjektive handlegrundes diskursplan' (Ibid.: 23). Denne intersubjektivitetsforståelse synes i overenstemmelse af Simonsens påpegning af, at vi 'erfarer og ved et sted fra'. Holzkamps 'hver jeg' beskrives ikke rumligt, men som relativt til den anden. Men det må gælde, at subjektets erfaring i selvforståelsen også omhandler hvor deltagernes perspektiver ses fra, altså fra den aktuelle handlesammenhæng, og i relation til andre livsområders sammenhænge. Det understreges da også ved, at Holzkamp fremhæver at organiseringen af det hverdagslige ikke sker af sig selv, men aktivt må gentages cyklisk med afsæt i individets begrundelser funderet i selvforståelsen. Men her mener jeg ikke, at organiseringen kun kan være en tidslig cyklus, omend forbundet med eksterne cyklusser, men nødvendigvis også må være rumlig. Organiseringen er ikke steds-vilkårlig, og den cyklisk opretholdte stabilitet er netop relationelt forbundet mellem eller på tværs af livsområderne. Det er et fundamentalt spørgsmål om kontekstualitetsforståelse, og Holzkamp betragter livsførelsen som formidlende kategori i den hensende. Holzkamps formidlingsforståelse skal derfor i det følgende behandles mere udførligt. Livsførelse som formidlende kategori mellem individ og samfund. Udgangspunktet for Holzkamps kontekstualitetsforståelse er at følge subjektets konkrete liv for at afklare betydninger af deltagelse i forskellige settings, og hvordan forhold og krav uden for en given setting har afgørende betydning for og må forbindes med krav i en aktuel setting. Hos Holzkamp forstås strukturen ikke (kun) som de store samfundsstrukturer, men først og fremmest strukturer som møder det enkelte individ: Vi begrænser os ikke til de gængse sociologiske og samfundsteoretiske bestemmelser af 'samfundsmæssige forhold'. Vi opfatter dem som betydninger, betydningskonstellationer, betydningsanordninger osv. 'vendt mod subjekterne', hvilket vil sige som indbegrebet af de samfundsmæssigt producerede almengjorte handlemuligheder (og -begrænsninger) (Ibid.: 24). Holzkamp fremhæver at den daglige livsførelses relative autonomi er begrundet (ikke betinget) i samfundsmæssige forhold som handlemuligheder i en betydningskonstellation. Begrundelsen er dels historisk genstandsmæssiggjort, som almengjorte handlemuligheder, og dels funderet i den enkeltes interesser i udvidelse af rådighedsrum, som oplevet i situationen via selvforståelsen. Side 13 af 22

16 Der findes her en uudtalt sammenhæng. Hvis disse 'betydningsanordninger vendt mod subjekterne' ikke skal forstås som 'gængse bestemmelser af samfundsmæssige forhold', men som relationelt forbundet mellem forskellige konkrete kontekster, så eksisterer der her et forhold mellem almengørelsen af handlemuligheder og den enkeltes oplevelse af rådighedsrum i situationen. Det er et fundamentalt spørgsmål om, hvordan disse muligheder, her og nu, varierer eller er i spænding i forhold til det almengjorte. Holzkamp nærmer sig en bestemmelse af dette forhold, ved at fremhæve, at den daglige livsførelse formidler som kategori mellem individ og samfund som almengjorte handlemuligheder personen forholder sig aktivt, tillemper og tilegner sig betingelser, og skaber herigennem samfundet sammen med andre (Ibid.: 10). Individualisering kan ikke forudsættes, men må udforskes som handlemuligheder i betydningsanordninger (Ibid.: 26). Udforskningen af livsførelse består ifølge Holzkamp derfor i betydnings- og begrundelsesanalyser der må fremanalysere formidlingsplanerne mellem de sociokulturelle kendetegn og livsverdenens betydningsanordninger og handlemuligheder for individerne på en problemcentreret måde i en sådan udstrækning, at det kan blive meningsfuldt at stille spørgsmålet om deres mulige omsættelse i handlepræmisser, handleforsæt og handlinger (Ibid.: 26-7). Eller med andre ord, hvordan producerer vi sammen samfundet, via aktiv forholden, tillempelse og tilegnelse, som muligheder og begrænsninger? Her fremkommer også det emancipatoriske aspekt i Holzkamps teori hvordan kan vi producere det anderledes? Her vil jeg vende tilbage til ideen om rum som konstruktion. Simonsen fremhævede, at i produktionen af de materielle omgivelser må tid og rum samtidig 'ses som operatører i konstruktionen af social handling'. Det fremtræder imidlertid ikke klart hos Holzkamp, hvori eller hvoraf sammenhængen mellem det generelle (de almengjorte handlemuligheder) og det konkrete (deltagelse i og krav fra forskellige settings) udspringer. Med begrebet om almengjorte handlemuligheder fastholdes væsentligt blikket for det kontingente, hovedsagelig som den historisk genstandsmæssiggjorte begrundelsesform. Her overskrides væsentligt Schutz vage teoretisering af samfundsmæssigheden. Men koblingen til det konkrete niveau, i den enkeltes interesse i situationen, forbliver imidlertid lettere uklar. Ikke forstået således, at koblingen ikke er der, men ved at det ikke fremstår klart af begrebsbestemmelserne, hvad eller hvordan betydningsanordninger vendt mod subjektet produceres forskelligt fra livsområde, til setting, til situation, til deltagerbaner, osv. Det er for så vidt ikke bestemmelsen af livsførelsen som formidlende, den er gal med, men spørgsmålet om formidlende i forhold til hvad hvor. Holzkamp synes på forunderlig vis selv opmærksom på dette forhold, men underkaster det ikke nærmere refleksion, hvilket formentlig skyldes optagetheden af de i-hinanden-gribende cykliciteter, altså kravene om tidslig organisering. Ifølge Holzkamp, kan der via formidlingsplanerne opnås indsigt i relationen mellem hverdagsbevidsthedens cyklicitet og det 'egentlige liv', netop fordi grænsen herimellem er flydende. Det afhænger af oplevelse og tolkning i den konkrete kontekst (Ibid.: 30). Holzkamp anfører desuden, at hans abstrakte redegørelse for livsførelses-begrebet overvejende har fokuseret på det, som den enkeltes anliggende. Hans afslutningsvise bemærkning her i forhold til er imidlertid interessant i vor sammenhæng, når hans skriver at således måtte der ses bort fra, at der altid var involveret sociale fordringer i den individuelle livsførelse, når fx at 'gå i skole' og at 'gå på arbejde' blev anført som instanser i den daglige cyklus (Ibid.: 30). Det har Holzkamp naturligvis fuldstændigt ret i. Det han peger på, kan imidlertid ikke Side 14 af 22

17 meningsfuldt reduceres til sociale fordringer. I lyset af ordvalget, synes det underligt, at netop dette aspekt ikke behandles nærmere. Pointen er, at mennesket ikke transmogrifes fra en setting til en anden og så videre, og at man fra et sted putter et sæt krav i rygsækken, der så medbringes til setting x, y, z. Med andre ord, vi går vi bevæger os mellem steder, der både er kontingente og produceres ved vores aktive tilegnelse af det socio-materielle rum produceret før os. Dette skal ikke fremføres som nogen egentlig original tanke, men mere som en blot konstatering. Og jeg mener at denne mangel grundlæggende skyldes, at Holzkamp fokuserer på krav fra forskellige livsområder som tidslige krav, og glemmer, eller i bedste fald, undervurderer, at der samtidig er tale om rumlige krav. Det synes trivielt at påpege, at man ikke kan befinde sig samme sted på samme tidspunkt. Men i det absolutte rums forstand, er det jo netop fordi, der er tale om forskellige steder. Sagt på en anden måde, hvis man forestiller sig, at kunne leve hele sit liv i een og samme setting, så ville det tidslige have primat. Men sådan leves livet jo ikke. Hverdagslivs-begrebets kontekstualisering? Problemet forekommer at opstå som konsekvens af rumligt-metaforiske uklarheder ('område', 'setting', 'situation', etc) i Holzkamps grundlagsbestemmelse som daglig livsførelse. Det indebærer en risiko for at det betragtes som afgrænsede enheder, uden nærmere betragtninger over grundlaget herfor. To nyere kritisk psykologiske PhD-afhandlinger (Busch-Jensen, 2011; Ingholdt, 2007) er netop stødt på dette afgrænsende problem i empirien, hvilket leder dem til nogle indledende overvejelser, der også peger på et behov for en art rumlig refleksion. Ingholdt (2007) undersøger (kontekstuelt formidlet) vanedannelse i gymnasieskoleelevers fællesskaber, og finder at udvikling af bestemte vaner medieres af deltagelse i fællesskaber på bestemte steder (Ibid.: 368). De unge bevæger sig omkring og deltager i gymnasiets forskellige praksisser i forskellige kontekster. Ingholdt begriber det som vandringer, bestemte steder hen, gennem deltagelse i bestemte kontekster (Ibid.: 354, min fremhævning) og pointerer endvidere at vaner udvikles i og med de bestemte [dialektisk forbundne rytmers] tidslige, rum/stedlige, samt historiske organiseringer/sammenhænge (Ibid.: 360). Disse vandringer muliggør altså en livsførelse funderet i den enkeltes interesser, der kan udfoldes nogle men ikke andre steder. Vandringer er dog ikke statisk-cykliske gentagelser, men foranderlige. De producerer, gennem subjektets tilegnelse og tillempelse, mulighedsrum. Ingholdt beskriver det nærmere således: Hvad man gør i eksempelvis kantinen på bygymnasiet varierer med gymnasiets tidslige strukturering og organisering [Men] uanset forskelligheden i aktiviteter i de bestemte tidsrums kontekster og særlige steder udvikles der i løbet af skoleåret bestemte gentagelser af, hvad der muliggøres i og på tværs af disse kontekster og steder (Ibid.: 361-2) Hermed peger hun på endnu et aspekt i forhold til Holzkamps grundlagsbestemmelse, nemlig cykliciteten. Vandringer aflaster os, i Holzkamps forstand, men de udvikles og udvikler muligheder: At vandre bliver en vane, som forbinder de unges deltagelse mellem de forskellige steder, men kun i bestemte tidsrum, og kun i bestemte kontekster: man vandrer i frikvartererne Man vandrer derimod aldrig i timerne (Ibid.: 368). Vandring er også udforskning : at lære nye steder at kende, for dernæst at vende tilbage til det velkendte. Det bliver således på samme tid en kritik af Holzkamps afgrænsende forståelse af sted/rum, såvel som cyklicitet (tid). Det har ledt Dreier til, imod Holzkamps circulære cyklicitet, at fremhæve hverdagslivets Side 15 af 22

18 åbenhed og variation: In contrast, I emphasize the existence of variations and the openended and changing nature of everyday life Indeed, routines are not identical elementary building-blocks of our lives but re-produced in similar and not exactly the same ways of ordering things and getting them done (Dreier, 2008; i: Ingholdt, 2007: 358). Denne åbenhed, xii tidsligt såvel som rumligt i vandringen mellem steder, rejser imidlertid også et mere fundamentalt spørgsmål om kundskabsproduktionens situering. Basalt set, kan det forstås som, at Ingholdt for at følge disse vandringer selv må vandre. Side 16 af 22

19 Konklusion Det psykologiske genstandsfelt afgrænset som studiet af hverdagslivets har rumlige dimensioner hverdagsliv er rumligt. Omend denne konstatering måske synes banal, så er det ikke desto mindre det forhold, som jeg i det foregående har forsøgt (og forhåbentlig har lykkedes med) at vise. Hvilke udfordringer, mit forsøg på en rumlig konceptualisering giver studiet af hverdagsliv, fremstår dog mindre entydigt. Indkredsningen af forskellige rum-forståelser viser, at rum som 'konstruktion' må yderligere kvalificeres som et begreb om rumlig praksis, der betoner det socio-materielle som en dimension af alt socialt liv. På dette grundlag kan 'rum' også forstås som socialanalytisk kategori. I relation til den økologiske psykologis begrebsudvikling hhv. af omverdensforholdet som mutualitet og sted, viser det sig imidlertid at gensidigheds- og steds-teoretiseringen støder på alvorlige problemer i forhold til at begribe det samfundsmæssige sociokulturelle lags betydninger, intersubjektivitetens afgørende betydning, og relationen mellem steder i forhold til hverdagslivets rumlige dimensioner. Som alternativ hertil, vurderer jeg, at Holzkamps kritisk psykologiske begreb om daglig livsførelse, som en eksplicit hverdagslivsteori med blik for den samfundsmæssige kontekstualitet, udgør et bedre grundlag for videreudvikling af eksisterende begreber via rumlig refleksion. Begrebsliggørelsen af daglig livsførelse er dog ikke uproblematisk i lyset af den præsenterede forståelse af rum som social dimension. Hverdagslivets organisering kan ikke reduceres til tidslig cyklicitet mellem livsområder - livsområder som rumlig metafor, peger på behovet for også at teoretisere denne organisering. Endvidere har jeg fremhævet, at cykliciteten såvel som den rumlige organisering må begrebsliggøres mere åbent og dynamisk openended. Det betyder ikke nødvendigvis, som hos geografen Soya (2008, der blandt fagfæller mindre flatterende er blevet kaldt 'spatial fetichist') skal 'put space first'; ej heller at psykologien nødvendigvis vinder noget, ved at anvende rumlige begreber og metaforer, hvis de, som det ses i den rumlige vending, ikke underkastes rumlig refleksion i forhold til den praksis de skal beskrive. Begribes menneskets hverdagsliv rumligt, i dets socio-materielle gensidighed på tværs af de steder og situationer det udfolder sig, så mener jeg der skabes mulighed for at anerkende materialitetens betydning, ikke kun som samfundsmæssigt produceret og betinget, men som lokal, indlejret og relationelt forbundet med producerede rumlige muligheder og begrænsninger og at denne forståelse vil være i tråd med Holzkamps eget begreb om rådighedsrum. --- Hverdagslivet har et 'hvor' --- Side 17 af 22

20 ...og forskerens rumlige situering Busch-Jensen (2011) behandler i et mindre afsnit i sin afhandling forholdet mellem det sociale rum og det han kalder 'redskabsmæssige spatialiseringer', altså den socio-rumlige materialitet, ved indførslen af nye, særligt informations-teknologiske, redskaber i moderne arbejdsfællesskaber. Det interessante er imidlertid hans refleksioner over sin egen deltager-observatørs socio-rumlige situering det sted han ser fra, og hvilke rumligheder der er tilgængelige. På den ene side indrammes det af det åbne kontorlokales konkrete rumlige konfigurationer men Samtidig e[r] mine erfaringer i og af dette tidsrum også relative (Busch- Jensen, 2011: 156-7). Hermed fremhæves endnu et niveau af en rumlig konceptualisering det epistemologiske. Det synes værd at overveje sammenhængen mellem hverdagslivspsykologisk kundskabsproduktion og forståelser af rum. Hvis det er korrekt at al social handlen har en rumlig (og tidslig) dimension så må det også gælde den handlingsform, vi kalder videnskabelig praksis (Hansen & Simonsen, 2004: 176). Det rejser imidlertid et grundlæggende spørgsmål ved teoriudviklingens fundament i den kritiske psykologis forsøg på at overkomme det Mørch (1985: 175) kalder videnskabelig vilkårlighed, altså reduktion af virkeligheden til videnskabelig empiri, genstandsgjort i relation til teorien. I stedet for virkelighed som empiri må grundlagsbestemmelser uddrages af praksis. Spørgsmålet er imidlertid, om det lader sig gøre at genere begreber om hverdagslivets rumlige dimensioner udelukkende fra praksis, eller om det forudsætter a priori begrebsudvikling og forbundet hermed, hvordan sådanne begreber efterprøves i praksis. Side 18 af 22