Konsulentens erfaringer med Samarbejdsprojektet

Transkript

1 Konsulentens erfaringer med Samarbejdsprojektet v/ Bente Rich december 2007 Projektets gennemførelse har været præget af, at den foregik i et felt, hvor mange faktorer var under ændring især i Indledningsvis blev der foretaget justeringer af Samarbejdsaftalen ud fra indsamlede oplysninger fra BUP-databasen og Incitares analyse af klientsammenfald mellem DBUH, PPR og Socialforvaltningen. Den væsentligste ændring var, at en kommunale børne- og ungesagsbehandler ikke skulle indkaldes i samtlige sager som oprindeligt besluttet, men kun i sager, hvor der allerede var en kontakt til forvaltningen eller hvor man ved visitationssamtalen kunne forudse, der ville blive behov for en kommunal foranstaltning. Dette indledende møde blev først kaldt et afklaringsmøde ud fra den hensigt, at parterne på tværs af sektorerne her skulle afklare rollefordelingen efter udveksling af erfaringer. Denne benævnelse var imidlertid for vanskelig at forstå for en del medarbejdere, hvorfor det blev besluttet at skifte navn til samarbejdsmøde. Det blev desuden i DBUH besluttet, at man principielt ville se alle henviste ved en visitationssamtale og først på grundlag deraf tage stilling til, om der var behov for en egentlig børne- eller ungdomspsykiatrisk udredning. Dette for at sikre, at man ikke alene ud fra den skriftlige henvisning kom til at afvise børn og unge, der faktisk havde et udredningsbehov, selv om henvisningen ikke klart dokumenterede dette. Herefter burde afvisninger betragtes som fagligt velkvalificerede. Den beslutning medførte i sagens natur en ekstra arbejdsbelastning for DBUH. Jeg brugte de første måneder på disse justeringer og især på at komme rundt i forvaltningerne for at orientere om projektet. Overalt blev jeg mødt med god vilje men også sine steder med forundring over, at jeg troede parterne kunne flytte sig i forhold til større åbenhed over for hinanden i samarbejdet. Det altovervejende var dog indtrykket af, at medarbejdere i begge sektorer var glade for, at deres ledere havde taget initiativet til Samarbejdsprojektet. Udover disse orienteringsmøder har jeg tilbudt medarbejdere i de kommunale forvaltninger og institutioner at stå til rådighed som konsulent ved tvivlsspørgsmål det kom især til at handle om, hvorvidt et barn eller en ung burde henvises til DBUH. Det kunne også handle om genoptagelse af sager, hvor man i kommunen ikke følte sig godt nok hjulpet efter en første henvendelse til DBUH. Fra DBUH s side handlede det hyppigere om utilfredshed med udeblivelser af kommunale sagsbehandlere. Hvad angår det sidste resulterede det i en skriftlig vejledning, som medarbejdere i DBUH nu kan bruge. Heraf fremgår det, hvordan man får sendt mødeindkaldelsen til den rigtige adresse, hvem man kontakter, hvis der opstår problemer med fremmøde eller manglende afbud o. lign. 1

2 Implementeringen Den første patient i projektet blev registreret d. 29.maj 2006, hvorefter alle fra Nyborg og Odense Kommune blev medinddraget med registreringsark til udfyldelse i DBUH og ved de kommunale samarbejdspartnere. De sidstnævnte kunne jeg først medinddrage, når jeg fik at vide, at de var indkaldt til et samarbejds- eller udskrivningsmøde. Alt i alt blev 228 patienter fra Odense og Nyborg registreret indtil 1.juni 2007 efter fradrag af annullerede sager. Herefter ophørte brugen af registreringsark ud fra det rationale, at patienter derefter ikke kunne nå så langt i forløbet før 31.december, at der var mening i at indsamle oplysninger. Jeg har dog fortsat noteret, hvem der siden er henvist fra de to kommuner, og så tæt på 31.december som muligt vil jeg foretage en opgørelse over, om man fortsat har brugt samarbejdsmodellen mhp. mødeindkaldelser. I det omfang, hvor det har været muligt, har jeg deltaget i de samarbejdsmøder, jeg blev indkaldt til. Ved gennemgang af journalerne kan jeg se, at der også har været afholdt samarbejdsmøder, jeg ikke var orienteret om, hvilket jeg finder helt acceptabelt. Alt i alt er der dog blevet afholdt langt færre samarbejdsmøder (af typen afklaringsmøder), end forventet ud fra det samlede antal patienter. Gennem de seneste måneder har der været kommunale forespørgsler om orientering om, hvordan man arbejder i DBUH, og hvori tilbuddet til Odense Kommune består. Der er hver gang lykkedes at få medarbejdere fra DBUH til at komme til stede og orientere om deres arbejde, hvilket jeg har oplevet som et vigtigt element i forståelsen af den børne- og ungdomspsykiatriske service. Den gode vilje til at mødes derom kommer formentlig til at spille en vigtig rolle fremover. Kommunale medarbejdere har udtrykt et ønske om en liste med adresser på medarbejdere i DBUH for at lette kommunikationen. Det har været min intention at stå til rådighed i begge sektorer ved tvivlspørgsmål og først og fremmest at have en slags jordemoderfunktion omkring samarbejdsprojektet. Jeg har derved været indstillet på, at processen var vigtigere end et forsøg på at gennemtrumfe delelementerne for deres egen skyld. Dette ud fra en tro på, at resultatet og formen efter min afrejse vil være mest bæredygtigt, hvis det er udviklet ud fra de reelle præmisser for deltagernes arbejde og deres oplevede behov. Det Børne- og ungdomspsykiatriske Hus. Her har gennemførelsen af projektet først og fremmest været præget af et stort arbejdspres, fordi man har afviklet ventelisten, samtidig med, at man har reduceret ventetiden for nyhenviste, så den i dag er landets korteste. Dette har kunnet gennemføres fordi alle lægestillinger er blevet besat. Denne prioritering af en ventetidsreduktion er sket på bekostning af en konsekvent afholdelse af samarbejdsmødet, der ifølge samarbejdsaftalen bør afholdes i starten af forløbet i den enkelte sag, hvor kommunen allerede er involveret eller kan forventes at blive det. Det har vist sig, at der har været store forskelle i DBUH mellem praksis i de forskellige teams hvad angår, om man afholder samarbejdsmøder tidligt i et sagsforløb. Ved alle indkaldelser til disse møder overholder man, at indkaldelsen skal ske i så god tid, at B&Usocialrådgiver og PPR-psykolog har mulighed for at planlægge sin deltagelse. Flere teams husker også at skrive i mødeindkaldelsen, hvorfor barnet / den unge er henvist, så de kommunale partnere kan forberede sig til mødet. 2

3 Mest konsekvent er modellen blevet brugt af team 1, småbørnsteamet, hvor man i alle sager har indkaldt til disse møder og omhyggeligt har beskrevet formål med mødet og ønsker til de kommunale deltageres bidrag. Mødet har derved fået den ønskede karakter, nemlig en udveksling af de forskellige deltageres viden og erfaring og fordeling af opgaver i undersøgelsesperioden. Team 2 har også i et betydeligt omfang fulgt samarbejdsmodellen. Afsnit 3, med døgnindlæggelser har udviklet en model, der tager højde for de mest nedtagne unges vanskeligheder, så man individualiserer tiltagene i de enkelte sager. Således har man i en sag med en paranoid ung valgt at indlede samarbejdet med kommunen ved at invitere sagsbehandleren på besøg på afdelingen. Dette, at man videreudvikler modellen til de specielle behov, finder jeg meget hensigtsmæssigt. De øvrige teams har i mindre omfang afholdt samarbejdsmøder, og det har været mit indtryk, at man på mere traditionel vis har opretholdt den opfattelse, at møders formål først og fremmest består i, at DBUH afleverer sit undersøgelsesresultat. Formentlig er det helt afgørende, om den lægelige leder af teamet tror på modellens egnethed og nødvendighed eller ej. Jeg har mødt megen imødekommenhed i DBUH, og samtidig har jeg været meget lidt synlig, da jeg ikke har haft noget fast tilholdssted og derfor har opholdt mig mindre end ønsket i huset. Hvis jeg havde haft et kontor, ville det have været muligt at opbygge et mere uformelt netværksarbejde til for eksempel orientering om kommunale tilbud og udvikling i den kommunale sektor. Det er mit indtryk, at der i DBUH mangler en løbende opdatering omkring kommunernes handlemuligheder over for børn og unge, der henvises til støtte eller behandling ved hjemkommunen. Selv om det ikke har været til debat, tror jeg, at Samarbejdsprojektet har været underkastet det vilkår, at man formentlig i DBUH vil begynde at arbejde ud fra et lean-program. I hvert fald ved jeg, at ledelsen er meget interesseret deri, og af Ugeskrift for Læger 169/41, 2007 fremgår det, at Odense Universitetshospital ønsker dette program indført på samtlige afdelinger. Dette program handler om en produktivitetsstigning ud fra forenklede forløb og i samarbejde med en tilsvarende udvikling i praksissektoren. I denne sammenhæng kan samarbejdet med socialsektor og PPR-forvaltning få en mindre betydning, hvis man ikke bevidst søger at opretholde og udbygge det. Jeg har noteret mig, at flertallet af overlæger i DBUH kun yderst sjældent selv afholder samarbejdsmøder, hvilket naturligvis giver et signal til medarbejderne om, at det ikke er vigtigt eller ønskeligt uanset aftalen, der er indgået derom. Så i skæret af dette er det glædeligt, at modellen alligevel er blevet afprøvet i et vist omfang. Kommunerne Både Nyborg og Odense Kommune har været gennem store omvæltninger, hvilket på uforudset vis kom til at præge projektforløbet. Nyborg på grund af kommunesammenlægninger, og Odense pga. store strukturelle forandringer, hvor medarbejdere flyttede rundt og mange nøglepersoner helt forsvandt. I 2006 var jeg i Nyborg et par gange, men i 2007 har der kun været tale om et par telefoniske henvendelser. Det er mit indtryk, at de afholdte samarbejdsmøder har fungeret godt. I Odense var der en del forespørgsler og konsulentopgaver i 2006, og jeg forventede, at efterspørgslen ville stige, når medarbejdere fik erfaring med denne service. Men tallet blev 3

4 reduceret betydeligt i første halvdel af Siden sommerferien er der dog kommet flere henvendelser. Samarbejdet med DBUH har været noget forskelligt fra distrikt til distrikt på B&Usocialrådgivningens område. Jeg har forsøgt at følge op på utilfredshedspunkter i begge sektorer, men især for et enkelt distrikts vedkommende er resultatet ikke blevet så godt, som jeg kunne ønske. Der er set tilfælde, hvor sagsbehandlere har ventet længst muligt med at iværksætte en 50- undersøgelse, hvorved ideen om, at kommunen skulle stå parat til at iværksætte hjælp, når sagen slutter i DBUH, ikke kunne gennemføres. Ligeledes opstod i en B&U-forvaltning den praksis at sende vagthavende i stedet for at udpege den socialrådgiver, der skulle følge barnet / familien. PPR-området i Odense har været præget af den store omlægning, som formentlig er årsagen til, at det ikke er lykkedes at få psykologerne til i større omfang selv at skrive henvisninger i stedet for at henvise familierne til egen læge, som har dårligere forudsætninger for at skrive en god henvisning. Ved samarbejdsmøderne har der generelt været en god stemning mellem PPR og DBUH. Praktiserende læger Denne gruppe indgår ikke i Samarbejdsprojektet, men da lægerne sender flertallet af henvisninger og skal involveres i akutte henvendelser, har jeg forsøgt at komme i dialog med praksiskonsulenten for DBUH. Dette er kun lykkedes i begrænset omfang, men jeg har deltaget i et møde mellem ham og DBUH, og det blev besluttet at styrke de to parters samarbejde ved afholdelsen af fyraftensmøder for praktiserende læger omkring de vigtigste børne- og ungdomspsykiatriske lidelser. Da ledende overlæge Jan Jørgensen påtog sig at initiere dette, har jeg ikke foretaget mig yderligere. Andre aktiviteter Som det fremgår af ovenstående er der ikke afholdt det forventede antal samarbejdsmøder, som jeg kunne deltage i og da de kommunale henvendelser formentlig på grund af de store omlægninger aftog i første halvdel af 2007, har jeg haft ledig tid. Jeg har derfor brugt denne på aktiviteter, som er udsprunget af umiddelbart opståede kommunale behov, som uden min hjælp kunne have medført en øget henvisningsaktivitet til DBUH. Det har først og fremmest handlet om at bistå Odense Kommune med at udarbejde en handleplan til at identificere børn og familier, der havde behov for særlig støtte i forbindelse med hjemkomst fra krigen i Libanon i sommerferien Et par måneder senere gentog dette sig i forbindelse med fængslingerne af personer fra Vollsmose i forbindelse med den såkaldte terrorsag. Ved begge lejligheder bidrog jeg med undervisning af de kommunale medarbejdere, der ville komme i direkte kontakt med de berørte og derfor skulle have en viden om forventede reaktioner og handlemuligheder. Desuden har jeg været medlem af en arbejdsgruppe, nedsat af Vollsmosesekretariatet, til planlægning af en bred kommunal indsats over for traumatiserede indvandrere. Endelig har jeg været medlem af Etnos, en tværsektoriel koordinerende og vejledende arbejdsgruppe. 4

5 Konklusion Dele af Samarbejdsmodellen er blevet gennemført som planlagt. Først og fremmest har der udviklet sig en gensidig respekt på tværs af sektorerne, og samarbejdsmøderne har været præget deraf, hvilket forældrene synligt har profiteret af. DBUH s medarbejdere har generelt været meget omhyggelige med kun i generelle vendinger at omtale forslag til forvaltningernes efterfølgende indsats. Samarbejdsmodellen har haft mindst gennemslagskraft i ungeteamet, og jeg er stadig i tvivl om, hvorvidt den er egnet til denne aldersgruppe. Dette må siges ikke at være afprøvet tilstrækkeligt endnu. Det kunne formentlig afklares ved, at ledende medarbejdere fra teamet deltager i nogle af samarbejdsmøderne i team 1, og derved danner sig et skøn over, om de finder afholdelsen af disse møder på ungeområdet relevante og hensigtsmæssige. Det har overrasket mig, hvor stor en del af de henviste til DBUH, der hører hjemme i ungegruppen, men det svarer meget godt til andelen i en børne&ungesocialforvaltning. Denne aldersgruppe vil der komme et øget fokus på i de kommende år, så jeg tror, de implicerede parter fra de to sektorer kan have fordel af at gå videre med forslag til samarbejdet, så man får maksimal indflydelse på den fremtidige udvikling på området. Ønsker man at fastholde det forbedrede samarbejde mellem sektorerne, vil jeg anbefale, at der udpeges en ansvarshavende i hvert område svarende til Styregruppemedlemmernes ansvarsområder, og at man afholder et møde et par gange om året. Alle involverede parter har et stort arbejdspres, og netop i den situation drukner gode hensigter nemt. Det aktuelt forbedrede tværsektorielle samarbejde vil danne en god basis for gennemførelsen af det samarbejde, der lægges op til mellem regionen og kommunerne. Samarbejdet vil kunne konsolideres ved tværsektorielle fælleskonferencer om aktuelle faglige temaer 1 til 2 gange årligt. Dette bør suppleres med en løbende gensidig orientering om udviklingen på de forskellige forvaltningsområder, så der kan ske en forventningsafstemning til hinandens indsats. Samarbejdsprojektet har især fokuseret på, hvad der kunne ændres i DBUH, mens det kun i mindre omfang fokuserer på den kommunale indsats. Jeg er blevet opmærksom på, at børn og unge i Odense Kommune formentlig ville profitere af et udbygget samarbejde mellem de kommunale forvaltningsområder. Den konsulentaktivitet, jeg har haft over for kommunale medarbejdere kunne med fordel udbygges med egentlige supervisionsforløb, som bedre vil kunne konsolidere medarbejdernes erfaring med at håndtere problemsager med et børne- og ungdomspsykiatrisk indhold. Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at registreringsskemaer sammen med epikriser og erklæringer er samlet på DBUH, så materialet umiddelbart er tilgængeligt til et forskningsprojekt, hvis der en dag skulle vise sig interesse for at analysere på f.eks. hvilke kommunale tiltag, der blev iværksat for at imødekomme anbefalede støtte- og behandlingsbehov efter en udredning i DBUH. Materialet vil også kunne danne basis for anden undersøgelse i det felt, der kunne benævnes socialbørne- og ungdomspsykiatri. Registreringen af børn og unge fra Odense og Nyborg kommuner med sammenfaldende forløb i DBUH drejer sig dels om 228, der findes registreringsark på og dels de henviste resten af 2007 i 5

6 alt ca. 375 fælles sager. Et så stort materiale kan bruges til mange opfølgende undersøgelser, der kan få indflydelse på beslutninger om behandling og støtteforanstaltninger ikke kun på Fyn, men i hele landet. Netop denne fortsatte usikkerhed om, hvorvidt det er de rigtige og tilstrækkelige interventioner, der sættes i værk, præger samarbejdet omkring børne- og ungdomspsykiatriske patienter overalt i landet. Til sidst vil jeg understrege, at Samarbejdsprojektet handler om de børn og unge, der har fundet vej til DBUH. Under mit arbejde i forskellige forvaltningsområder i Odense er jeg nu og da stødt på unge, der ikke blev henvist. Derved er min opmærksomhed blevet skærpet på, at der findes en formentlig lige så stor gruppe, der aldrig når frem til en børne- og ungdomspsykiatrisk vurdering trods et behov derfor og trods viden om, at tidlig indsats er vigtig. Dette aspekt indgår ikke i Samarbejdsprojektet, men vil spille en rolle i det fremtidige tværsektorielle samarbejde, bl.a. omkring ressourceallokering og udvikling af forskellige modeller til opsporing. 6