Erhvervsliv i byerne et debatoplæg

Transkript

1 Erhvervsliv i byerne et debatoplæg Erhvervs- og Bypolitisk udvalg delbetænkning april

2 Forord Erhvervs- og Bypolitisk udvalg blev nedsat i maj 1999 og har igennem efteråret og vinteren gennemført et betydeligt antal undersøgelser af udviklingen i vore byer og ikke mindst af byernes virksomheder og deres udviklingsbetingelser. Udvalget har undervejs afholdt seminarer, ekskursioner og en række møder, hvor undersøgelserne og supplerende materiale fra en række myndigheder er blevet gennemdrøftet. De foreløbige resultater af arbejdet er søgt indarbejdet i denne delbetænkning fra udvalget. Delbetænkningen identificerer forskellige problemer og beskriver centrale udviklingstræk, men vægten er lagt på at formulere mulige løsninger. Delbetænkningen er samtidigt et oplæg til diskussion med de mange forskellige parter borgere, virksomheder, organisationer og myndigheder der interesserer sig for udviklingen i vore byer, og for de rammer, som byerne tilbyder erhvervslivet. Vi ser frem til, at udvalgets løsningsforslag vil blive kommenteret og kritiseret. Andre og måske bedre løsninger vil kunne vokse frem som resultat af diskussionen. Udvalget forventer at kunne samle op på diskussionen over sommeren og afslutte sit arbejde i løbet af efteråret Peter Maskell Formand April

3 Sammenfatning Med denne delbetænkning lægger Erhvervs- og Bypolitisk Udvalg op til en offentlig debat, inden udvalget færdiggør sit arbejde med en endelig betænkning ved årets udgang. Erhvervs- og Bypolitisk Udvalg er nedsat i forlængelse af den bypolitiske redegørelse, som By- og Boligministeren afgav til Folketinget i februar Udvalget skal i sin endelige betænkning komme med forslag, der kan forbedre vore byer for borgere og virksomheder. Dårligt fungerende byer og bydele har store samfundsmæssige konsekvenser, da næsten alle borgere i dag bor i byer og næsten alle virksomheder nu tilhører byerhvervene. Udvalget har i sit hidtidige arbejde lagt særlig vægt på at analysere tendenserne i udbuddet og efterspørgslen efter byarealer til boliger, offentlige formål og især til virksomheder. Udvalget har vurderet barriererne for genanvendelse af ledigblevne byarealer og peger på mulige virkemidler til at overvinde sådanne barrierer. Byomdannelsen skal sikre en fornuftig udnyttelse af den bestående bygningsmasse og de allerede ibrugtagne byarealer. Derved undgås spild af både private og offentlige investeringer. Udvalget har også kortlagt centrale træk i den aktuelle erhvervsudvikling. Globaliseringen, de nye teknologier for kommunikation og den stærke beskæftigelsesudvikling i virksomheder indenfor videnintensiv service og produktion har tilsammen medført helt nye udfordringer og muligheder for byerne. Der kan nu skabes en større sammenhæng mellem erhvervenes placering i byen og placeringen af øvrige byfunktioner. Der kan også skabes bedre sammenhæng mellem erhvervs- og arbejdsmarkedspolitikken og den fysiske planlægning. Der vil hermed være bedre mulighed for at opfylde målsætninger om at skabe byer, som er attraktive og levende - erhvervsmæssigt, miljømæssigt, kulturelt og socialt. Udvalget fremsætter på den baggrund en række overvejelser til offentlig debat om forbedring af vore byer for borgere og virksomheder. Overvejelserne omfatter: 1. Nye virkemidler til revitalisering af områder, der er forladt af de hidtidige erhverv. 2. Nye redskaber for samlokalisering af boliger og erhverv i de enkelte bydele. 3. Nye principper for anvendelsen af ledigt erhvervsareal. 4. Nye muligheder for et styrket samspil mellem den fysiske planlægning og erhvervspolitikken i amter og kommuner. 5. Nye incitamenter til fremme af en ønsket byudvikling. I det følgende gives en kort omtale af indholdet i de fem hovedkategorier af forslag og forslagenes baggrund. 1. Revitalisering af ledigblevne områder: havn, industri, bane. Velfungerende og levende byer er en væsentlig forudsætning for erhvervenes udvikling. Omvendt er den erhvervsmæssige udvikling af afgørende betydning for vore byers fremtid. Byerne har gennemgået en udvikling, hvor ældre erhvervsarealer i de centrale byområder ofte står ubenyttet hen. Det gælder f.eks. havneområder, banearealer, kaserner og øvelsesområder samt gamle industriområder. 3

4 Mange af disse områder ligger centralt i byen og rummer store potentialer, men udvalget har konstateret en række barrierer, der forhindrer eller vanskeliggør omdannelsen af især de ældre erhvervs- og havneområder. Barriererne kan omfatte komplicerede ejerforhold og matrikelstrukturer, fortsat eksisterende virksomheders miljøgener, jordforurening osv. Der er behov for mekanismer, der sikrer en hurtig og effektiv genanvendelse af byarealer, der er blevet ledige ved ophør af deres hidtidige anvendelse. Omdannelse af ældre byområder viser også, at der kan være behov for et øget samspil mellem kommunen og erhvervslivet. Samspillet kan bestå i, at kommunen klart tilkendegiver, hvilke områder, der har en høj prioritet i forbindelse med en omdannelse, og hvor kommunen vil gå aktivt og økonomisk ind i en bymodningsproces. Et øget kommunalt engagement kan også bestå i, at kommunen sammen med private går ind i et udviklingsselskab eller at kommunen indgår samarbejdsaftaler med andre aktører. Udvalget har gjort sig en række overvejelser om at fremme omdannelsen af eksisterende byområder. Disse overvejelser tager sigte på at: muliggøre rækkefølgeangivelser i kommuneplanerne, der også omfatter de ældre byområder. tilkendegive en kommunal prioritering af udbygning og genanvendelse af erhvervsområder. udbrede kendskabet til lovgivningens eksisterende muligheder for ekspropriation i forbindelse med omdannelse af områder med komplicerede matrikelstrukturer, tilbageværende miljøbelastende virksomheder, mv. etablere tilbudspligt og kommunal forkøbsret i forbindelse med salg af ejendomme over en vis størrelse i byomdannelsesområder. etablere nye selskaber og/eller udvikling af nye lignende instrumenter til brug for byomdannelsen. etablere en midlertidig ejendomsbeskatning, hvor provenuet går til by- og byggemodning. etablere statslige, regionale eller kommunale jordfonde. 2. Samlokalisering af boliger og virksomheder i de enkelte bydele. Det er et velfærdsmål, at byerne skal være kreative steder at leve og udvikle sig i. Byerne skal have uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Der skal være plads til fritids- og kulturlivet. Der skal være steder, hvor folk kan mødes. Og der skal være rammer som muliggør, at iværksættere kan starte en virksomhed. Byområder i tilbagegang er kendetegnet ved, at private erhverv søger bort eller holder sig væk. Sådanne byområder savner lokale arbejdspladser, erhverv, handel, kulturtilbud osv. og der opstår en negativ selvforstærkende proces. Manglen på lokale arbejdspladser bidrager til, at sociale problemer opstår, hvorfor bydelen bliver mindre attraktiv at flytte til for borgere og virksomheder, og ejendomsmarkedet præges af de-investeringer snarere end ny-investeringer. Tilstedeværelsen af erhverv og de afledte personstrømme af beskæftigede, kunder og leverandører kan have en positiv effekt på et områdes udvikling. Virksomheder stiller krav til nærområdet, som kan bremse tendensen til en nedadgående spiral, og deres investeringer og lokale forbrug kan bidrage yderligere hertil. Andre investeringer kan blive tiltrukket, ejendomsmarkedet påvirkes, der investeres i boliger og nye typer af beboere flytter til. Ofte vil det offentlige desuden føle en forstærket forpligtelse til at investere i området og hermed bidrage til en god selvforstærkende udvikling. 4

5 Hertil kommer, at mange virksomheder har tilpasset sig de seneste årtiers pres fra myndigheder, kunder og ansatte og radikalt nedbragt deres miljøbelastning af omgivelserne. Det er således i dag ofte muligt uden negative konsekvenser at tillade samlokaliseringer og dermed stille virksomheder med en lille miljøbelastning langt friere ved at åbne adgang til nye lokaliseringsmuligheder. Også de fleste typer af nye virksomheder kan lokaliseres - og ønsker en placering - i byernes centrale dele. Udvalget fremsætter en række overvejelser om redskaber, der kan fremme samlokaliseringen af boliger og virksomheder indenfor den enkelte bydel: Redskaber til kategorisering af virksomheders samlede belastningsprofil ud fra deres miljø- og trafikbelastning. Redskaber til fastlæggelse af en lokalitets egnethed som lokaliseringssted for virksomheder med forskellig belastningsprofil. Overvejelser om en arealklassifikation, som inddrager trafikkens miljømæssige belastning i kriterierne, og som samtidig åbner muligheder for en øget blanding af byfunktioner. Overvejelser om sondring mellem almindelige byområder, hvor samlokalisering er mulig mellem boliger og virksomheder med lav belastning, og specielle byområder, forbeholdt de miljøbelastende eller særligt godstransportintensive virksomheder. Overvejelser om fremgangsmåder for lokaliseringen af specielle byområder, hvis påvirkning rækker udover den enkelte kommune eller det enkelte amt. Overvejelser om incitamenter til nedbringelse af virksomheders trafikbelastning 3. Balance mellem bebygget og ledigt erhvervsareal. Enhver by har behov for arealer til nye aktiviteter: virksomheder, boliger, institutioner, rekreative anlæg mv. Hvis rigeligheden af ledigt areal omvendt bliver for stor, mindskes fordelene ved kommunernes fysiske planlægning: at fremme opbygningen af byer og bydele, der er bedre for borgerne uden at være dårligere for virksomhederne. Byudviklingen ville ikke adskille sig positivt fra det resultat, der ville fremkomme, hvis den var overladt til de frie markedskræfter. Uden en vis arealstyring er det også vanskeligt at sikre en optimal udnyttelse af allerede foretagne offentlige og private faste investeringer i infrastruktur, service- og institutionsforsyning mv. Udvalgets analyser har stillet spørgsmålstegn ved, om de i dag foretagne udlæg af ledigt erhvervsareal modsvarer de behov og lokaliseringsønsker, virksomhederne har. De danske byer har i dag - med forskelle fra by til by - så betydelige arealudlæg til erhvervsbyggeri, at landets samlede eksisterende byerhverv kan rummes i dem. Arealudlæggene er øget samtidigt med, at virksomhedernes arealbehov generelt er mindsket. Det skyldes flere gensidigt forstærkende forhold. Beskæftigelsesvæksten finder i dag sted i serviceerhverv, hvis arealforbrug per beskæftiget er væsentligt mindre end i industrien. Samtidig kan en stor del af servicevirksomhederne indgå i allerede eksisterende byområder. Anden erhvervsudvikling finder sted som tilbygning til eksisterende virksomheder. Også dette er med til at reducere behovet for helt nye arealudlæg. Halvdelen af al nyt erhvervsbyggeri finder således i dag sted i de allerede bebyggede dele af byerne. Endelig er mange virksomheder blevet langt bedre til at udnytte deres arealer på en effektiv måde. Alt andet lige bidrager denne indre fortætning også til at mindske arealforbruget. Det mindskede behov for arealudlæg giver samtidig mulighed for at forhindre diffus byspredning og at imødekomme en bred interesse i befolkningen for at bevare det åbne land. Nogle kommuner har endnu ikke draget konsekvensen af virksomhedernes ændrede arealbehov og lokaliseringspræferencer, men udlægger fortsat nye arealer til den 5

6 antals- og beskæftigelsesmæssigt stagnerende gruppe af traditionelle industrivirksomheder mv. Parallelt med, at der besluttes nyudlæg af erhvervsareal, afvikles den hidtidige aktivitet på meget store, ældre byarealer. Omfanget af ledigt erhvervsareal vil derfor ofte vokse, uanset om kommunen helt har stoppet for udlæg af nye arealer i byens udkant. Ubalancen mellem udbuddet af ledigt erhvervsareal og selv de mest optimistiske forventninger til efterspørgslen er nu så stor, at en tilbageføring af ubebyggede byzonearealer til landzone trænger sig på. Udvalget har overvejet at: udvide anvendelsen af rækkefølgebestemmelser vedrørende bebyggelse af ledige nye eller ældre byarealer med boliger og/eller virksomheder. placere ledige byzonearealer, som ikke forventes bebygget inden for en 12 årig periode, i en båndlagt ventezone. fremme tilbageførelsen af byrandens båndlagte byzonearealer til landzone efter de i dag gældende regler i planloven. fremme forståelsen for, at arealudlæg til miljøbelastende og godstransportintensive virksomheder ofte mest hensigtsmæssigt kan finde sted i fællesskab mellem flere kommuner. fortsat arbejde med en langsigtet perspektivdel i kommuneplanen, men således at arealerne, som er omfattet af disse overvejelser, forbliver i landzone. sikre hurtigt overførelse af arealer til byzone, hvis der i en by/kommune/egn opstår en uventet positiv erhvervsudvikling. overveje bortskaffelse af driftsbygninger i landzone (gylletanke, siloer mv.) i takt med, at den driftsmæssige anvendelse ophører. 4. Styrket samspil mellem fysiske planlægning og regional erhvervspolitik Kommuner og amter er især i det sidste årti blevet stedse mere inddraget i løsning af opgaver indenfor arbejdsmarkeds- og erhvervspolitik, men ofte uden adgang til de data, der er nødvendige for at kunne træffe videnbaserede beslutninger. Udvalget har derfor set det som en særligt vigtig opgave at kunne tilbyde kommuner centrale nøgletal for erhvervsudviklingen i de enkelte bydele, dvs. i kommuneplanens planlægningsområder. Dette er blevet muligt gennem den seneste udvikling og udbredelse af geografiske informationssystemer (GIS) i mange amters og kommuners planlægningsafdelinger mv. samt i udviklingen af nationale databaser for erhverv og beskæftigelse. Forudsætningen for sammenkoblingen er, at planlægningsområderne er så store, at oplysninger om enkeltvirksomheder ikke kan identificeres. Udvalget foreslår, at kommuner forud for hver kommuneplanrevision fra centralt hold tilbydes et sæt af oplysninger om erhverv og beskæftigelse for hver bydel (hvert af kommunens planlægningsområder eller grupper af planlægningsområder). Et sådant lokalt datasæt vil kunne omfatte oplysninger om antallet af virksomheder og beskæftigede, samt udviklingen heri, fordelt på hovederhvervsgrupper, virksomhedernes samlede omsætning, eksport og værditilvækst, samt udviklingen heri, fordelt på hovederhvervsgrupper, virksomhedernes aldersprofil, samt antallet af oprettelser og nedlæggelser, de beskæftigedes alders- og uddannelsesprofil, pendlingsomfanget til delområdet fra andre kommuner og vice versa. Hermed får kommunerne bedre muligheder f.eks. for at allokere ressourcer til de områder, hvor virksomhedernes udvikling går særligt stærkt og hvor bidraget til værditilvæksten, beskæftigelsen og eksporten er størst. Samtidigt skabes et grundlag 6

7 for at drage sammenligninger mellem byer hhv. kommuner: Hvem har den mest positive økonomiske udvikling? Hvilke lokale tiltag har bidraget hertil? Hvad kan nabobyer hhv nabokommuner lære heraf, således at deres egen lokale vækst fremmes? 5. Øget vægt på incitamenter Indretningen af vore byer er i vidt omfang styret af den enkelte kommune. Det forhindrer ikke, at mange praktiske opgaver bedst løses i fællesskab mellem flere kommuner. Sådanne tværkommunale samarbejder er både ønskelige og hensigtsmæssige. Den decentrale beslutningskompetence bør fastholdes. Vigtige dele af den fysiske planlægning har helt i tråd hermed - altid været baseret på vejledninger, som kommunerne har kunnet følge i det omfang, de har fundet det hensigtsmæssigt. Det er samtidig også klart, at der som skitseret indledningsvist er nogle overordnede samfundsmæssige hensyn, der bør varetages. Hensynet til at bevare det åbne land og ønsket om at nedbringe miljøbelastningen er vigtige opgaver, der rækker ud over kommunens råderum. For at nå disse målsætninger kan der således være behov for at udarbejde incitamenter, som tilskynder kommunen til at arbejde i bestemte retninger. Såfremt udviklingen forløber på en for samfundet uønsket måde,må de traditionelle statslige styringsredskaber (regler, forbud) suppleres med andre mekanismer. Det kan f.eks. være økonomiske incitamenter, som tilskynder kommunerne til mådehold med nye arealudlæg og økonomiske mekanismer, som gør det mere attraktivt at gennemføre omdannelsesprojekter i de ældre bydele. Der kan være tale om politiske incitamenter, hvor der for borgerne og virksomhederne opstilles mål om miljøforbedringer inden for en vis tidshorisont samt periodisk evaluering af udviklingen i miljø- og trafikbelastningen de enkelte byområder. Endelig kan der være tale om miljømæssige incitamenter, hvor virksomheder skal dokumentere, at de opfylder bestemte kriterier for at kunne placeres i attraktive bolig- og erhvervsområder. Udvalget skitserer elementer i en incitament-orienteret byudviklingsstrategi blandt sine overvejelser. 7

8 1. Indledning Den kreative og levende by Det er et velfærdsmål at byerne skal være kreative steder at leve og udvikle sig i. Byerne skal have uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. Der skal være plads til fritids- og kulturlivet. Der skal være steder, hvor folk kan mødes. Og der skal være rammer som muliggør, at iværksættere kan starte en virksomhed. Det betyder, at byen eller kvarteret aldrig kan betragtes som færdigudbygget og statisk. Der skal være plads til nye muligheder - placering af institutioner, fællesanlæg og mindre virksomheder o.s.v. i et boligområde. Der skal være mulighed for en vis blanding af byfunktioner og i større grad end det har været traditionen i de seneste årtier. Regeringens overordnede bypolitiske målsætninger at understøtte en udvikling, der sætter velfærden, levevilkårene og livskvaliteten i centrum at bryde onde cirkler og rette op på fortidens fejltagelser i belastede byområder, samtidig med, at der gøres en målrettet indsats i forhold til de generelle udfordringer i byerne at fremme en bæredygtig vækst i byerne - erhvervsmæssigt, miljømæssigt, kulturelt og socialt at fremme udviklingen af mere integrerede bysamfund, hvor offentlige og private initiativer spiller sammen, og at skabe de bedste betingelser for et konstruktivt samspil mellem de mange sammenhængende aktiviteter, der gør byen til et godt sted at bo, arbejde og leve. Fremtidens By, By- og Boligministeriet 1999 Byudviklingens karakter Karakteren af byudviklingen udgør en væsentlig forudsætning for udvalgets arbejde. Morgendagens by vil ligne byen af i dag. Fra år til år sker der kun marginale synlige fysiske ændringer. Strukturen, bygningerne og vejene er i det store og hele de samme gennem mange, mange år i en meget stor del af byen. Strukturen består, men indholdet og anvendelsen af bygninger og anlæg ændres løbende selvom det går langsomt. Byens udvikling er derfor for det meste kendetegnet ved, at ændringerne oftest er marginale. Mere markante fysiske ændringer sker i de centrale bydele i havnene, på jernbanearealerne og på de gamle industrivirksomheders arealer - men det er karakteristisk, at omdannelsen sker langsomt, og ikke sjældent strækker sig over et eller flere årtier. Kun i byernes udkanter sker de større, meget synlige forandringer. Typisk i form af nybyggeri, der flytter byens grænse længere ud i det åbne land. Der er derfor grund til at være omhyggelig med at sikre, at det er de rette ændringer, der sker. Er der én gang sket større fysiske ændringer, kan de kun undtagelsesvis omgøres. De er i praksis irreversible. 8

9 Erhvervene ændrer sig Danmark og de danske byer står over for en række afgørende udfordringer. Økonomien bliver stadig mere global, og det påvirker i betydelig grad erhvervslivets muligheder for at klare sig i en skærpet international konkurrence. Arbejdsdelingen globaliseres, og såvel fremstillingssektoren som dele af servicesektoren internationaliseres. For Danmark kan det betyde en gradvis omstilling i retning af en voksende servicesektor, hvor nedgangen i vareeksporten i stigende grad erstattes af en øget serviceeksport. Traditionelle fremstillingserhverv stagnerer i antal, beskæftigelse og økonomisk betydning, mens serviceerhvervene optager en større del af økonomien og desuden står for den største jobvækst. For Danmark bliver det i en international konkurrence afgørende at udvikle de menneskelige ressourcer gennem uddannelser og arbejdspladser, som lægger vægt på kreativitet og selvstændighed. De ændrede forudsætninger for erhvervsudviklingen ændrer også en række erhvervs ønsker til lokalisering i byen. Flere virksomheder lægger vægt på synlighed og en central beliggenhed i byen, eller en placering som indebærer landskabelige kvaliteter. Mens udflytning af virksomheder tidligere har været både hensigtsmæssig og nødvendig, muliggør udviklingen i de nye typer erhverv, at disse i mange tilfælde kan lokaliseres i byerne. De nye erhverv er samtidig mindre arealkrævende, hvilket mindsker behovet for arealudlæg. Det giver samtidig mulighed for at forhindre diffus byspredning og at imødekomme en bred interesse i befolkningen for at bevare det åbne land. Det vil stadig være en væsentlig del af erhvervsbyggeriet, der opføres til fabrikation, lager og transport, men den overordnede tendens er, at en større del af erhvervsbyggeriet kan integreres i byen og at en relativt mindre del skal placeres i egentlige industriområder og transportknudepunkter. Det rejser spørgsmålet om, hvilken anvendelse de ældre industrikvarterer skal have på længere sigt. Afhængig af arealernes beliggenhed i bystrukturen kan der blive tale om fortsat industri, serviceerhverv, boligkvarterer eller som yderpunkt - rekreative områder. Borgernes levevilkår og præferencer Levevilkårene i Danmark har siden 1950erne ændret sig kraftigt med stigende levestandard og en voksende del af befolkningen på arbejdsmarkedet. I takt med velstandsstigningen bruges byen anderledes. Arbejdstiden er kortere, fritiden øget og efterspørgslen efter fritids- og kulturtilbud er stor. Der har i efterkrigstiden været et omfattende boligbyggeri, og de fleste byer har en blanding af boligområder med parcelhuse, etageboliger og rækkehuse samt tilhørende institutioner. Det store parcelhusbyggeri og den kraftige byspredning til forstæder og landsbyer har en tæt sammenhæng med velstandsstigningen, men også med offentlig regulering. Et væsentligt spørgsmål er, hvordan de nyere bykvarterer vil udvikle sig på længere sigt. Befolkningsopgørelser viser, at familiemønstret har ændret sig afgørende. Husstandsstørrelser er blevet mindre. Der er behov for forskellige boligstørrelser i de enkelte bydele. Opgørelser viser også, at en ikke uvæsentlig del af befolkningen i dag udgøres af personer med udenlandsk baggrund, hvor familiens størrelse ofte er ganske stor. Samtidig er det klart, at ikke alle har fået andel i væksten og at dele af beflokningen er uden arbejde eller har en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet. 9

10 Der må derfor indarbejdes en række forskellige hensyn i forhold til byernes videre udvikling. Det synes givet, at befolkningens ændrede levevilkår i de kommende år vil stille ændrede krav til byen, som det sted man lever og arbejder, og at det vil præge såvel de nye bykvarterer som den omdannelse, der sker i de ældre byområder. Det er et internationalt mål at fremme en bæredygtig udvikling. For byerne betyder det en samfundsmæssig opprioritering af miljø- og energimæssig bæredygtighed, herunder reduktion af miljøgener fra transport. Det vil blandt andet betyde, at den fortsatte planlægning af byen skal lægge mere vægt på mulighederne for kollektiv transport og cykeltransport. Det er samtidig et samfundsøkonomisk mål at sikre den bedst mulige udnyttelse af allerede gennemførte investeringer. Dette gælder umiddelbart i forhold til teknisk infrastruktur, vejanlæg samt bygningsanlæg. Men det gælder også i forhold til en fortsat anvendelse af ældre byarealer, hvor havneanlæg, industriområder eller jernbaneanlæg ikke længere anvendes som tidligere. Erhvervs- og Bypolitisk Udvalgs kommissorium Som opfølgning på regeringens bypolitiske redegørelse til Folketinget nedsættes et Erhvervs- og Bypolitisk Udvalg. Udvalget skal afdække eksisterende barrierer for en gunstig erhvervsudvikling i forhold til de opstillede bypolitiske målsætninger, og vurdere mulighederne for en hensigtsmæssig erhvervslokalisering i byerne - også under hensyntagen til den forventede udvikling mod oprettelse af flere servicerettede virksomheder. Formålet med udvalgets arbejde er overordnet at fremkomme med forslag til styrkelse af en bæredygtig erhvervsudvikling i byerne. Udvalget skal især se på følgende forhold kortlægge rammebetingelser, som er relevante særligt for erhverv i nye og ældre byområder, og som vedrører erhvervsplacering og adgang til infrastruktur, samt vurdere om der i denne sammenhæng er barrierer for en bæredygtig erhvervsudvikling og beskæftigelse vurdere aktuelle tendenser i erhvervsudviklingen for udvalgte virksomhedstyper i byerne, herunder IT-teknologiens betydning, miljøpåvirkning m.v. Udvalget skal på denne baggrund vurdere udvalgte virksomhedstypers fremtidige karakter, deres lokaliseringsønsker og behov - herunder barrierer for gunstig erhvervsudvikling, deres miljøbelastning og mulighed for at blive integreret med andre byfunktioner vurdere, hvordan bypolitikken ud fra målsætninger om vækst, bæredygtighed og sammenhængende byudvikling kan medvirke til at fastholde og forbedre rammebetingelserne for handel, erhverv og investeringer i byerne overveje, hvorledes erhvervsudbygningen kan bidrage til en bypolitik, som blandt andet lægger vægt på en bæredygtig byplanlægning med lokaliseringer, som reducerer transportarbejdet og fremmer kollektiv transport vurdere erhvervsrummeligheden i de foreliggende region- og kommuneplaner, herunder byggemulighederne i eksisterende byområder, blandt andet ældre erhvervs- og havneområder udpege eksisterende erhvervspolitiske instrumenter af særlig relevans for erhverv i en bypolitisk sammenhæng overveje behovet for og fremlægge konkrete forslag til nye virkemidler, lovændringer m.m. Udvalget skal gennem skriftlige høringer, møder, konferencer mv. sikre bred kontakt til interesseorganisationer og foreninger m.v. 10

11 Udvalget afgiver en del-betænkning til by- og boligministeren inden udgangen af marts måned år 2000 indeholdende foreløbige konklusioner og mulige anbefalinger Udvalgets slutrapport afgives til by- og boligministeren inden udgangen af år 2000 By og Boligministeriet 10 maj 1999 Udvalgets sammensætning Udvalget består af seks personligt udpegede medlemmer: Professor Dr.merc. Peter Maskell, (formand) Direktør Frede Clausen Konsulent, arkitekt Ph.D. Anne-Mette Hjalager Sekretariatschef Susanne Krawack Professor, Dr.jur. Peter Pagh Erhvervskonsulent Karin Stöver Tre repræsentanter fra de kommunale organisationer Kontorchef Vibeke Vinten, Kommunernes Landsforening Planchef Lene Rubæk, Nordjyllands Amt Planchef Holger Bisgaard, Københavns Kommune Seks repræsentanter fra ministerier Kontorchef Morten Dam, Erhvervsministeriet Kontorchef Heino Jespersen, By- og Boligministeriet Kontorchef Thomas Mølsted Jørgensen, Arbejdsministeriet Formand Inge Nesgård, Lokale- og Anlægsfonden (udpeget af Kulturministeriet) Kontorchef Helga Theil Thomsen, Trafikministeriet Kontorchef Kirsten Vintersborg, Miljø- og Energiministeriet Udvalgets sekretariat Fuldmægtig Jakob Hjortskov Jensen, Miljø- og energiministeriet Arkitekt Karsten Jørgensen, Miljø- og energiministeriet Seniorforsker PhD Jacob Norvig Larsen, Statens Byggeforskningsinstitut Forsker cand.scient Helle Nørgaard, Statens Byggeforskningsinstitut Stud.polit Lene Mikkelsen, By- og Boligministeriet 11

12 2. Grundvilkår for en fremtidig byudvikling Dette kapitel belyser hvad der skaber konkurrenceevne på et globaliseret marked, hvilke erhverv, der er vokset mest i Danmark i 1990erne, samt hvordan forandringer på arbejdsmarkedet kan påvirke byens udvikling. Der præsenteres desuden viden om erhvervs- og arbejdsmarkedsudvikling for forskellige bytyper samt om erhvervenes ønsker til beliggenhed. Til sidst behandles en række miljømæssige problemstillinger, der knytter sig til erhvervsudvikling i byerne, herunder trafikkens udvikling. Globaliseringen og nye udfordringer for dansk erhvervsliv Det bliver stadig sværere at hæfte nationale etiketter på virksomhederne. Produktionen bliver splittet op og løses der, hvor det kan gøre bedst og billigst. Stadig flere virksomheder indgår i dag i grænseløse, globale produktionsnetværk. Det giver øget effektivitet, nye markedsmuligheder og øget konkurrence. Hele denne udvikling samles ofte i begrebet globalisering For bare få år siden var det en udbredt opfattelse, at denne globaliseringsproces ville indebære en hastig henvisnen af alle regionale og nationale grænsers betydning og økonomiske effekt. Det er blevet hævdet, at som følge af den eksplosive udvikling indenfor informationsteknologi og kommunikation har virksomhederne frigjort sig fra deres territoriale forankring, identitet og afhængighed. Det er en kendsgerning, at mange virksomheder og økonomiske processer i dag er væsentligt mere påvirkede af omstændigheder, begivenheder og beslutninger truffet i andre dele af verden end tidligere. Tilsvarende er de fleste virksomheders rækkevidde for såvel indkøb og salg som investeringer vokset. En yderligere vækst må forventes i det kommende tiår. Men samtidig har store og succesrige selskaber, der opererer internationalt, fastholdt nationale og lokale særtræk, som fundament for deres eksistens. Den globale markedsorienterede tilpasning mindsker ikke de internationalt orienterede virksomheder og koncerners afhængighed af og behov for specifikke regionale og nationale miljøer. I det sidste halve århundrede har kun en meget beskeden gruppe af virksomheder frigjort sig fra entydige nationale forankringer. Også de mest succesfulde internationalt orienterede selskaber bærer tydeligt præg af forhold, der kan relateres til deres hjemland. I dag er det almindeligt anerkendt, at virksomheders konkurrenceevne stimuleres af deres nære omgivelser, og at deres afhængighed af lokaliseringsstedets kvaliteter øges snarere end mindskes, netop fordi internationaliseringen har ændret karakteren af de faktorer, der skaber konkurrenceevne. Tilsyneladende identiske konkurrerende virksomheder indenfor samme produktområder udviser betydelige variationer i indtjening og overlevelse. Baggrunden for disse forskelle skal søges i de nationale rammebetingelser og virksomhedens geografiske forankring. I globaliseringen synes disse forhold at spille en meget afgørende rolle for virksomhedernes langsigtede konkurrenceevne. Hvad skaber konkurrenceevne i virksomheden? Både den eksterne og den interne ramme for at drive virksomhed skal være på plads. De eksterne faktorer drejer sig om internationalt fastsatte aftaler og om åbne markeder uden konkurrenceforvridning. Hertil kommer basale nationale rammebetingelser kvalitet i den offentlige regulering, adgang til viden, adgang til kapital, et konstruktivt offentligt/privat samspil og fair internationale konkurrencevilkår, som sikrer virksomheden muligheden for at konkurrere både nationalt og internationalt. 12

13 Internt drejer det sig om virksomhedens kompetencer de kompetencer som direkte skaber virksomhedens konkurrenceevne. Det er f.eks. ledelsens dygtighed til at kombinere fysiske og ikke-fysiske input i opbygningen af virksomheds-specifikke kompetencer. Input er noget, der umiddelbart kan erhverves for penge. Kompetencer derimod, lader sig typisk ikke anskaffe på den måde. En stærk virksomhedskultur, en effektiv organisation, et handlekraftigt og fleksibelt sælgerkorps, en innovativ designfunktion og en høj troværdighed er alle vigtige kompetencer af betydning for konkurrenceevnen, der må opbygges gennem lang tid. Langsigtet overlegen konkurrenceevne skyldes forskellene i virksomhedernes evne til at skabe indre synergi mellem nationale rammebetingelser og input som maskinpark, råvarer, lokaler, medarbejdere med en vifte af forskellige kvalifikationer osv. Størstedelen af en virksomheds aktiver (bygninger, maskinpark, telefon- og computersystemer osv.) er trivielle, fordi alle konkurrenterne har samme adgang til dem. Og hvad enhver konkurrent har eller kan få, vil aldrig kunne give den enkelte virksomhed langvarige fordele. Hertil kommer betydningen af et områdes erhvervsrettede egenskaber og lokale rammebetingelser. Langt de fleste af disse er ligeledes trivielle; dem har naboområderne nemlig også. Og også her gælder, at hvad der står til rådighed for samtlige, kan aldrig give den enkelte virksomhed konkurrencemæssige fordele. Interessen samler sig derfor om de værdifulde egenskaber ved et område (kommune, region, land), der kan tilføre områdets virksomheder nogle særlige konkurrencemæssige fordele. Særligt værdifulde egenskaber i ét område vil hurtigt blive identificeret og forsøgt kopieret af aktører i andre områder. I nogle tilfælde kan værdifulde egenskaber ved et område vedblive med at bidrage til virksomhedernes konkurrenceevne gennem en årrække, fordi mulighederne for imitation er begrænsede. I andre tilfælde gør besværet eller tidsforbruget det kommercielt uinteressant at forsøge at imitere i øvrigt værdifulde egenskaber. Den vigtigste barriere for blot at kopiere netop de værdifulde egenskaber består imidlertid ofte i vanskeligheder ved præcist at identificere disse egenskaber. Skyldes et områdes succes nogle bestemte personer eller politikker? Har et område særlig langsigtet fordel af en bestemt kombination af uddannelser? Er det den specifikke måde institutioner spiller sammen på? Er det teknologianvendelsen? Eller er det noget helt syvende? Tit kender virksomhederne i det succesfulde område heller ikke selv helt årsagen. Svaret er at lokaliseret kompetence ofte bygger på underforstået viden, som umærkeligt og uudtalt er oparbejdet over lang tid og som har nedlejret sig som en del af lokale institutioner, rutiner og kultur. De værdifulde egenskaber kan være overordentlig vanskelige at ændre eller kopiere i nye sammenhænge netop, fordi de er produkter af en historisk udvikling. Det er formentlig baggrunden for, at mange lande og områders erhvervsmæssige specialiseringsmønstre er særdeles robuste. Analyser har vist, at kun i enkelte og ofte meget specielle tilfælde som ilandføringen af Nordsøolien i Storbritannien og Norge er det erhvervsmæssige specialiseringsmønster radikalt anderledes i dag end for ti eller tyve år siden. Og visse områder kan være kendetegnet af succesrige virksomheder i en bestemt branche gennem flere generationer, uden at det lykkedes for potentielle imitatorer at gøre dem kunsten efter. En lokal, værdifuld og vedvarende kompetence forudsætter således høje barrierer for geografisk reproduktion. På den anden side skal der samtidig være lave barrierer for reproduktion over tid internt i området. Den lokale kompetence skal kunne "arves" fra en generation til den næste for at blive vedvarende. Velkendte eksempler i udlandet omfatter den vestsweitziske urindustri, den midtamerikanske bilindustri, den 13

14 norditalienske tekstilindustri og den hollandske blomsterindustri. I Danmark kan man se beklædningsindustrien samlet i Midtjylland, møbelindustrien i Salling og medicinalvareindustrien i Hovedstadsområdet. Alle har de fungeret i adskillige generationer. De begunstiges af og bidrager samtidig til videreopbygningen af en lokal kompetence, der er åbenlyst vanskelig at gøre efter andre steder, men let at videreføre på stedet. Mobiltelefoni i Nordjylland I de seneste år er et stort antal virksomheder spiret frem inden for telekommunikationsindustrien i Nordjylland. Området har opnået tilstrækkelig kritisk masse til, at højt specialiseret arbejdskraft og udenlandske investorer kan tiltrækkes og fastholdes i området. Således er i dag op mod 4000 personer beskæftiget inden for telekommunikation, og en betydelig del heraf i nogle af verdens førende forsknings- og udviklingstunge IT/kommunikations virksomheder i området. En af årsagerne til denne erhvervsmæssige succes er bl.a. det gode samarbejde mellem regionens virksomheder, Aalborg Universitet, forskerparken NOVI og andre relevante parter, som har gjort det muligt at udnytte den regionale kompetence- og videnbase. Globaliseringen har sin erhvervsmæssigt største effekt ved aktivt at gøre eksisterende værdifulde egenskaber tilgængelige og dermed trivielle. I industrialismens barndom var virksomhedens lokalisering afgørende for dens adgang til bestemte naturrigdomme. Siden har udviklingen i transportsystemet gjort de fleste råstoffer globalt tilgængelige og dermed trivielle. Virksomheder, hvis konkurrenceevne udsprang af nærheden til disse råstoffer, mister deres oprindelige fordel. Et stort hjemmemarked er heller ikke samme ubetingede fordel i dag, som før nutidens internationale handelsaftaler nedbrød toldskranker og åbnede for en næsten fri verdenshandel. Og i nutiden sælger producenter af moderne produktionsudstyr eller leverandører af vigtige halvfabrikater, lige så gerne til fjerne, som til nære kunder, og ofte til næsten samme pris. Også fordelene ved en lang forhistorie i det pågældende erhverv undermineres i det mindste delvist med væksten i den globale adgang til viden om velafprøvede og velfungerende organisationsformer. Globaliseringen har medført, at stadigt flere førhen afgørende lokaliseringsfaktorer er blevet gjort trivielle. Selve lokaliseringen af naturrigdomme, og store hjemmemarkeder spiller derfor en stærkt aftagende rolle for virksomheders konkurrenceevne. Eller med andre ord: intet område kan længere basere sit erhvervsliv og fremtidige indtjening på sådanne forhold. Denne konkurrencemæssige udfasning af tidligere vigtige lokaliseringsfaktorer har vidtrækkende konsekvenser også for det danske erhvervsliv. Men det er også en fordel netop fordi, dansk erhvervsliv har en lang tradition for at operere internationalt og aldrig har haft let adgang til naturressourcer, et stort eller lukket hjemmemarked. Hovedtendenser i erhvervsstrukturens udvikling Videnintensive erhverv og dansk økonomi Det er formentlig globaliseringen der slår igennem i omstillingen af den danske erhvervsstruktur fra traditionelle produkter og serviceydelser mod videnintensive produkter og serviceydelser. I et bypolitisk perspektiv er det af interesse at undersøge, hvilke konsekvenser en ændring i erhvervsstrukturen har for virksomhedernes lokaliseringsønsker og -muligheder. Og om der i lokaliseringen kan identificeres værdifulde faktorer for virksomhedernes konkurrenceevne. Stigningen af den danske vareeksport i perioden fra 1987 til 1997 ligger lavere end det tilsvarende gennemsnit for verdenshandelen. I slutningen af perioden taber 14

15 Danmark i stigende grad markedsandele. Det gælder inden for de tre største danske eksportgrupper: fødevareområdet, møbler/beklædning, bygge/bolig, ligesom det gælder for metalindustri/produktionsteknologi. Inden for medico/sundhed og IT/kommunikation kan væksten i den danske vareeksport heller ikke holde trit med den generelle udvikling i det globale handelsmønster. Transport og videnservice er i udpræget grad vækstområder i den internationale handel, men har undergennemsnitlige vækstrater i den danske serviceeksport. Eneste markante vækstsektor omfatter virksomheder indenfor energi/miljø, der tilsammen tegner sig for ca. 7 procent af den samlede danske vareeksport og hvis markedsandel på det samlede verdensmarked øges markant. Én forklaring kan være, at Danmark er et lille land, som længe har haft en international økonomi. Mange og større lande er for relativt nyligt blevet internationaliserede. Det er naturligt, at sådanne nye lande tager markedsandele fra de allerede internationalt etablerede økonomier. En anden forklaring på den generelt faldende markedsandel på eksportmarkederne kunne være, at de danske virksomheder i stedet har vundet terræn på hjemmemarkedet i perioden. Men hvor det danske hjemmemarked er vokset med knap 30 procent, er den danske produktion til hjemmemarkedet kun vokset med ca. 14 procent i perioden. Dansk erhvervsliv har i perioden reduceret sin andel af hjemmemarkedet med ca. 12 procent. En tredje forklaring på de faldende markedsandele inden for vareeksporten kan være, at industrivirksomhederne i stigende grad placerer dele af aktiviteter inden for industri i lande med eksempelvis et lavere omkostningsniveau eller andre mere favorable betingelser. Væksten i de danske direkte investeringer i udlandet har da også været markant højere end gennemsnittet for OECD landene, men niveauet for investeringerne ligger imidlertid relativt lavt, når man måler udgående direkte investeringer i procent af BNP. Serviceerhvervene står for langt den største del af investeringerne. Internationalisering af servicesektoren Det er imidlertid ikke kun produktionssektoren, der internationaliserer sig. Internationaliseringen af servicesektoren går stadig stærkere i disse år, men det kan være vanskeligt at belyse internationaliseringens fulde omfang. Selvom serviceeksporten er stigende, stiger servicesektorens andel af den samlede eksport slet ikke i samme takt som sektorens andel af beskæftigelsen. Eksporten af serviceydelser udgør omkring 28 procent af den samlede eksport. Men Danmark taber markedsandele hurtigere end EU som helhed. Med hensyn til de direkte udenlandske investeringer står det bedre til. Servicesektoren har stået for to tredjedele af investeringerne i udlandet i 90 erne. Men valutaeffekten af disse investeringer er relativt begrænsede i forhold til effekterne af eksport. Derfor kan den relativt langsommere udvikling i service eksporten vise sig problematisk. Eksporten af serviceydelser bestod i 1997 primært af rejse- og transportydelser (70 procent), med søtransportydelser som langt den vigtigste enkeltgruppe med 42 procent. Ydermere antages eksporten af serviceleverancer i dag at udgøre over halvdelen af den samlede eksport i en række af de store danske industrivirksomheder. Den danske eksport af serviceleverancer har siden 1987 ligget over den tilsvarende vækst for OECD landene, hvilket betyder, at Danmark har vundet markedsandele inden for eksport af serviceydelser En del af de tabte markedsandele inden for vareeksporten opvejes således i en vis udstrækning af en stigende markedsandel inden for serviceydelser 15

16 Der er ikke tvivl om, at serviceerhvervene får en stadig stigende betydning i dansk erhvervsliv og for det danske samfund i sin helhed. Det vidner væksten med nye arbejdspladser fra også tydeligt om. Beskæftigelsen i dag stærkest vækst i serviceerhvervene Langt den største del af Danmarks virksomheder og offentlige arbejdspladser ligger i byerne. Landbrugets, og de øvrige såkaldte primære erhverv beskæftigede i 1997 kun 4 procent af den danske arbejdsstyrke på 2,8 millioner og kun 2 procent, hvis der omregnes til fuldtidsbeskæftigede. Aldersprofilen for de beskæftigede tyder på en yderligere reduktion i landerhvervene i de kommende år. Væksten i omsætning var 17 procent, hvilket er lavere end i det samlede private erhvervsliv på 25 procent. Ligesom i vore nabolande domineres den danske erhvervsprofil af servicesektoren. 35 procent af samtlige beskæftigede er ansat indenfor den offentlige sektor og 38 procent var i 1997 beskæftiget indenfor privat service. Industri og bygge/anlæg beskæftigede i 22 procent af arbejdsstyrken. De private servicevirksomheder beskæftiger ikke blot flest mennesker, men de er også vokset kraftigst af alle de senere år. På bare tre år har servicesektoren skabt nye jobs, svarende til en stigning på 7 procent. Kun den offentlige sektor kommer i nærheden af at have skabt så mange nye jobs, medens de private virksomheder i produktion eller bygge/anlæg oplever et gradvist fald i antallet af beskæftigede. Omregnes til fuldtidsbeskæftigede har alle erhvervssektorer øget deres beskæftigelse, men også efter denne målestok har virksomheder i servicesektoren øget beskæftigelsen mere end alle andre. Men sammenlignet med udlandet har beskæftigelsesvæksten i den private service ikke været imponerende. Faktisk har den årlige vækst i den danske beskæftigelse i alle erhverv set under ét ligget væsentligt lavere end gennemsnittet for OECD landene i perioden og tilsvarende lavere end hovedparten af vore nærmeste konkurrentlande. 16

17 Nogle udvalgte nøgletal for dansk erhvervsliv 1997 Jobvækst Løn i 1000 kr. Beskæftigelse 1000 pers Omsætning mia.kr. Værditilvækst mia.kr. Landbrug mv Industri mv Bygge/anlæg Offentlig service Privat service Detailhandel Engroshandel Videnservice Operationel service Transport Turisme Finans Øvrig service Øvrige erhverv I alt Kilde: Tilvirket på baggrund af Erhvervsministeriet (2000) Tæt på erhvervspolitikken - Service i forandring. Som det ses af tabellen, har de private serviceerhverv sammen med den offentlige sektor stået for den største jobvækst i årene 1987 til Sammen med videnservice har detailhandel og engroshandel været de stærkest jobskabende brancher i økonomien med hver mindst flere jobs i perioden Handelserhvervene er samtidig nogle af de erhverv, der afgørende og mere synligt end mange andre erhverv, præger bybilledet og byerhvervenes udvikling. Servicerhverv er koncentreret i kommuner med store byer Den største del af omsætningen og værditilvæksten i de videnbaserede og operationelle serviceerhverv findes i kommuner med store byer, herunder ikke mindst i Hovedstadsområdet. Kommuner med mellemstore byer (med indbyggere) og mindre byer (med mindre end eller mellem indbyggere) har derimod en lille andel af omsætningen og værditilvæksten indenfor serviceerhvervene. 17

18 Operationel service 1997 mio.kr Omsætning Værditilvækst Hovedstaden Over Under 5000 Antal indbyggere i kommunens største by Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Videnbaseret service mio.kr Omsætning Værditilvækst Hovedstaden Over Under 5000 Antal indbyggere i kommunens største by Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik 18

19 Industri 1997 mio.kr Omsætning Værditilvækst Hovedstaden Over Under 5000 Antal indbyggere i kommunens største by Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Industri i småbykommuner Kommuner, hvis største by er lille eller mellemstor, har en relativt beskeden andel af omsætning og værditilvækst inden for serviceerhverv. Billedet er imidlertid et andet hvad angår industrierhverv. Her har især småbykommunerne en stor andel af omsætningen og værditilvæksten. Total 1997 mio.kr Omsætning Værditilvækst Hovedstaden Over Under 5000 Antal indbyggere i kommunens største by Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Detailhandel Fremstillingsindustri ligger overvejende i særskilte industriområder adskilt fra boligområder i byernes udkant. Mange af de nye serviceerhverv kan bedre lokaliseres i byen. Endnu er de dog ikke etableret bynært i større grad. Den største tilgang af servicevirksomheder har fundet sted i områder, der er udlagt til industriformål. I modsætning hertil har detailhandlen traditionelt været et at de erhverv, der har været mest integreret med andre byfunktioner både i bykerner og boligkvarterer. Detailhandel er samtidig et meget dynamisk byerhverv, hvor der er både stor tilgang og 19

20 stor afgang af virksomheder. Detailhandel er i dag det største af de private serviceerhverv med knapt en kvart million ansatte. Næsten hver fjerde job inden for privat service er i detailhandel. Detailhandlen er ikke lige regionalt fordelt, hvis man sammenligner med befolkningstallet. Regional andel af detailhandel sammenlignet med andel af befolkningen 1997, indeks 110 Indeks (Hele landet =100) Virksomheder Beskæftigede 85 Omsætning Hovedstadsområdet Øvrige øer Østjylland Øvrige Jylland Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Hovedstadsområdet har en større andel af detailhandelsomsætningen (indeks 107) og -beskæftigelsen (indeks 105) end befolkningstallet tilsiger. Tilsvarende i Østjylland, om end i lidt mindre grad (indeks 103 for både omsætning og beskæftigelse). Modsat har Vest-, Syd- og Nordjylland en mindre andel af omsætning og beskæftigelse, men en større andel af butikkerne. I gruppen Øvrige Jylland er således der flere butikker (indeks 107), end der skulle være, hvis butikkerne var jævnt fordelt over regionerne efter befolkningstallet. Alt andet lige må butikkerne derfor ikke overraskende forventes at være større i de østvendte storbyregioner. Forholdet mellem regionerne er meget stabilt. Fra 1987 til 1997 sker der kun marginale forskydninger mellem regioner (landsdele) med hensyn til den relative fordeling af både arbejdspladser og virksomheder. Beskæftigelsesvæksten har dog været langt større i Østjylland (14 procent) end de 7 procent i landet som helhed, og langt mindre i Hovedstadsområdet med 1 procent. 20

21 Beskæftigelse i detailhandel efter region 1987 og Hovedstadsregionen Øvrige øer Østjylland Øvrige Jylland Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Antal virksomheder i detailhandel efter region 1987 og Hovedstadsregionen Øvrige øer Østjylland Øvrige Jylland Kilde: Egne kørsler. IDA-databasen ved Danmarks Statistik Den mest markante ændring i detailhandlens udvikling er dog, at der sker en ganske tydelig koncentration af arbejdspladserne på færre virksomheder. Den gennemsnitli- 21

22 ge detailhandelsvirksomhed havde 7 ansatte i I 1997 var der 8,3 ansatte per virksomhed. Den gennemsnitlige virksomhed er med andre ord blevet næsten en femtedel større. Samtidig synes omsætningen i detailhandlen i nogen grad at flytte ud af bykernerne. Landets borgere har krav på let adgang til butikker især for dagligvarer. Det gælder også de borgere, der ikke har adgang til egen bil. Butikkernes lokalisering skal derfor afspejle befolkningens. Det vækker bekymring, når nyt detailhandelsbyggeri i de senere år især er placeret i og uden for de 25 største byer. Mange af de nye butikker er meget store, og har konsekvenser på tværs af kommunegrænser og amtsgrænser. Endnu mere bekymrende er den stigende underforsyning i udbuddet af især udvalgsvarer i de fleste mindre og mellemstore byer. Temaer i arbejdets udvikling I konkurrencen om den bedst kvalificerede arbejdskraft er arbejdsgivernes fokusering på arbejdsstyrkens krav og forventninger til stimulerende omgivelser steget. Der lægges vægt på at understege firmaernes profil ikke blot over for forretningsforbindelser, men også understøtte et image over for en eksisterende og potentiel arbejdsstyrke. Mange servicevirksomheder har præferencer for at placere sig synligt og gerne på arealer, som anses for at have et godt image, f.eks. op til grønne områder. Endvidere lægges vægt på god biltilgængelighed og på nærhed til medarbejdernes bopæl. Andre virksomheder foretrækker en placering i de centrale bydele, måske i en ældre bevaringsværdig ejendom. Arbejdsstyrkens sammensætning En meget væsentlig faktor for mulighederne for at ændre arbejdsformer er forbundet med arbejdsstyrkens sammensætning og uddannelse. Der er en klar overvægt af højtuddannede i de mest urbaniserede områder. Uddannelsesniveauet er både højest og vokser mest i kommuner med store byer. I 1997 havde knap 23 procent af arbejdsstyrken en videregående uddannelse. Generelt vokser uddannelsesniveauet i Danmark ganske hurtigt. Det ses dels af, at der bliver færre beskæftigede, der kun har en grunduddannelse, dels af at den andel af de beskæftigede, der har videregående uddannelser vokser. 22