Velfærdsproblemer. hos de danske søer

Transkript

1 Velfærdsproblemer hos de danske søer

2 Rapporten er udarbejdet af Oktober 2004 Oplag: 500 Layout: Sanne Kjall Egeberg Forsidefoto: Scanpix Tryk: KLS Grafisk Hus A/S

3 Indhold Forord Indledning De danske søer Soholdet Soen Fra vildsvin til produktionsso Aktivitet og døgnrytme Socialadfærd Eksploration Fouragering og fødeoptag Termoregulering og eliminering Soens cyklus Drægtige søer Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer En æde-/hvileboks pr. so Fælles ædebokse Elektronisk sofodring Andre systemer til løsgående drægtige søer Generelle velfærdsproblemer Gruppering Overbrusning Farende og diegivende søer Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer Løsdrift Farebokse Generelle velfærdsproblemer Adfærd Management af faringen Faringsinduktion Faringshjælp Dødfødte grise Management af kuldet Store kuld Kuldudjævning Ammesøer Goldsøer Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer Bokse Enkeltdyrssstier Løsdriftssystemer til grupperede søer Samlet diskussion af de tre opstaldningsformer Generelle velfærdsproblemer Fravænning Opspring...60 Velfærdsproblemer hos de danske søer z 1

4 Indhold 6. Generelle velfærdsproblemer Frustration og stress Frygt Overbelægning Fodring Restriktiv fodring Halm, fyldigt foder eller foder med højt fiberindhold Fodringsrelaterede sygdomme og skader Mavesår Organdrejning Vulvabid Rode- og beskæftigelsesmaterialer Bokse Boksenes størrelse Æde-/hvilebokse Æde-/insemineringsbokse Ædebokse Farebokse Bokse til fikserede goldsøer Adfærdsmæssige konsekvenser af fiksering Skift mellem løsdrift og fiksering Gulve Løsgående søer Fikserede søer Sygdomme og skader Benproblemer Urinvejslidelser Infektiøse og parasitære sygdomme Skuldersår MMA Behandling og aflastning Aflivning Aflivede, selvdøde og slagtede søer Aflivede og selvdøde søer Slagtede søer Avl Avlsselskaber Racer, krydsninger og avlsmål Velfærdsproblemer Transport og slagtning Referencer z Velfærdsproblemer hos de danske søer

5 Forord Dyrenes Beskyttelse har taget initiativ til og finansieret dette udredningsarbejde. Det er sket på baggrund af et ønske hos foreningen om at øge opmærksomheden på de velfærdsmæssige problemer i det danske sohold og påvirke udviklingen i retning af bedre velfærd for disse dyr. Til formålet var der behov for en opsamlende og kritisk gennemgang af den dokumentation, der findes på området. Udredningen er foretaget af undertegnede under en orlovsperiode fra min stilling som forskningsadjunkt ved Institut for Produktionsdyr og Heste på Den Kgl. Veterinær og Landbohøjskole. I perioden var jeg ansat hos Dyrenes Beskyttelse, men jeg udførte arbejdet fra mit kontor på min sædvanlige arbejdsplads. Jeg har haft frie hænder til at udføre opgaven. Undervejs har den ansvarlige for svineområdet hos Dyrenes Beskyttelse fungeret som sparringspartner. Søers velfærd er et komplekst og omfattende emne. Der er foretaget mange undersøgelser og beskrevet mange erfaringer, som kan have betydning. I forbindelse med udredningsarbejdet har det naturligvis været nødvendigt at foretage valg i forhold til hvilke problemstillinger, der skulle medtages i rapporten, og hvor indgående hver enkelt af disse problemstillinger skulle behandles. Disse valg er truffet løbende igennem arbejdsprocessen på baggrund af den viden, der er blevet tilvejebragt i projektet, på baggrund af samtaler med fagfolk beskæftiget med områder relateret til sohold og/eller dyrevelfærd, og endelig på baggrund af min egen mangeårige beskæftigelse med forskning i søers adfærd og velfærd. Om end der er truffet valg, har det været ønsket at foretage et udredningsarbejde, hvor de fleste velfærdsmæssige problemer i det danske sohold er beskrevet. Dette er årsagen til rapportens emnemæssige spændvidde. Formålet har derimod ikke været at foretage en rangordning af de velfærdsmæssige problemer i forhold til hinanden, ligesom der ikke i rapporten angives konkrete forslag til løsning af problemerne. Dette er langt mere omfattende opgaver end den gennemgang af relevant materiale, der er foretaget, og de løses bedst i et krydsfelt mellem flere typer af ekspertise og erfaring. Det er imidlertid håbet, at denne oversigt over velfærdsmæssige problemer kan stimulere til overvejelser og diskussion af de vilkår, som de danske søer lever under helst sådan, at det munder ud i tiltag til forbedring af søernes velfærd. Dyrenes Beskyttelse har med dette mål for øje og med baggrund i rapporten udfærdiget et debatoplæg Velfærdsproblemer hos de danske søer. Heri fremhæves de problemstillinger, som foreningen finder mest alvorlige, og anbefalinger til forbedring af søernes velfærd på de pågældende områder anføres. Frederiksberg, den 21. september 2004 Birgitte I. Damm Dyrlæge, ph.d. i adfærdsbiologi Velfærdsproblemer hos de danske søer z 3

6 1. Indledning I EU og Danmark har der i de seneste år været fokus på søers velfærd. I 1997 kom rapporten The Welfare of Intensively Kept Pigs (Velfærd hos svin der holdes intensivt) fra EU s Videnskabelige Veterinære Komite. Rapporten gennemgik den daværende viden om en lang række forhold af biologisk og produktionsmæssig karakter, der har betydning for svins velfærd. På baggrund af gennemgangen anførte Den Videnskabelige Veterinære Komite anbefalinger for, hvordan svins velfærd i højere grad kunne tilgodeses i produktionen. Efter rapporten er der både i EU og nationalt blevet gennemført lovgivning med henblik på afvikling af fiksering af drægtige søer, tildeling af grovfoder/halm til reduktion af drægtige søers sult, overbrusning eller anden anordning til regulering af søernes kropstemperatur, og tildeling af redematerialer omkring faring for at nævne nogle eksempler. Denne lovgivning har medført, at der i øjeblikket sker store ændringer i måden, de danske søer holdes på. Lovgivningen har til hensigt at tilgodese søernes velfærd, og erfaringer fra nogle af de producenter, der har lagt om, viser, at det kan lade sig gøre at skabe et miljø, hvor søerne trives. For mange er implementeringen af lovgivningen dog ikke uproblematisk løsgående drægtige søer slås for at etablere en rangorden og få adgang til ressourcer som foder og hvilepladser, overbrusning kalker til, og redematerialer omkring faring harmonerer dårligt med spaltegulve igen for blot at nævne nogle eksempler. Der er således store udfordringer forbundet med indarbejdelsen af de lovmæssige krav, og det er vigtigt løbende at vurdere de tiltag, der gøres i forhold til hensigten om at forbedre søernes velfærd. Mange søer er stadig fikserede under drægtighed, hvilket har store velfærdsmæssige konsekvenser for søerne. I denne udredning er der dog for de drægtige søers vedkommende lagt vægt på produktionssystemer, der har vundet indpas siden EU s rapport fra Dette er sket for at opnå en analyse af de nye systemer og managementprocedurer i et velfærdsmæssigt perspektiv. Den nye lovgivning har især fokuseret på forbedring af forholdene for de drægtige søer. Selvom soen i de nye staldsystemer skal gå løs sammen med andre søer i drægtighedsperioden, er det stadig tilladt, at hun fikseres i løbe- og fareafdelingerne. For soen medfører fikseringen en række begrænsninger af velfærdsmæssig betydning. Mange af de behov, der gennem lovgivningen er søgt tilgodeset hos de drægtige søer, er således stadig ikke tilgodeset hos de farende og diegivende søer og hos goldsøerne. I udarbejdelsen af denne rapport er en stor mængde af den viden, der findes om søers livsvilkår, blevet gennemgået, for derigennem at kunne identificere de mest aktuelle problemstillinger. Der er brugt mange forskellige typer materiale. Rapporten baserer sig således på videnskabelig litteratur, publikationer fra Landsudvalget for Svin under Danske Slagterier, artikler i svinefaglige blade og -tidsskifter, information fra internet-sider, og endelig på samtaler med personer med relevant ekspertise, hvor der ikke har kunnet findes skriftlig dokumentation. Alle disse typer af information er benyttet for bedst muligt at belyse forholdene, som de ser ud i praksis. Der er dog lagt særlig vægt på den litteratur, der beskriver søers velfærdsmæssige problemer under danske forhold, hvorfor især danske publikationer er blevet benyttet. Velfærd er ikke en entydig størrelse. Velfærd er blevet defineret på flere måde og der findes adskillige tilgange til emnet (se Johnsen, 2000). De velfærdsproblemer, der beskrives i det følgende er derfor oplagte udgangspunkter for diskussion. Udredningen henvender sig til alle med interesse for dyrevelfærd og svineproduktion, og det er håbet at den vil stimulere til debat om dyreetik og de vilkår, som de danske søer lever under. 4 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

7 2. De danske søer 2.1. Soholdet Danmark er den 5. største producent af svin i EU målt på det totale antal svineslagtninger og en af de største eksportører af svinekød i verden (Kærgaard et al., 2002; Anon., 2002a). I 2003 blev der i Danmark produceret i alt 21,761 millioner slagtesvin til slagtning eller eksport (Danmarks Statistik, 2004a). De mange svin fødes og opfostres i den første del af deres liv af de ca. 1,134 millioner søer i det danske sohold (Danmarks Statistik, 2004b). Ved svinetællingen 1. kvartal af 2004 var de 1,134 millioner søer i Danmark fordelt på gylte, drægtige søer, goldsøer, og diegivende søer. Derudover var sopolte udtaget til at indgå i soholdet (Danmark Statistik, 2004b). Mens antallet af producerede slagtesvin pr. årsso ved Danmarks indtræden i EF lå på 11-12, ligger det i dag på mere end det dobbelte (Kærgaard et al., 2002). Bag dette ligger en målrettet indsats indenfor avl, opstaldning og management (se Kærgaard et al. (2002) for en detaljeret analyse). Der er i erhvervet en forventning om fortsat øget produktivitet. Baseret på 5 års udvikling fra 1997 til 2002 anses en udvikling som anført i tabel 1 for realistisk (Nielsen og Lundgaard, 2003). Tabel 1. Forventet udvikling (modificeret fra Nielsen og Lundgaard, 2003) Antal søer (mio.) 1,1 1,2 Antal besætninger med søer og slagtesvin Antal besætninger med søer Levende fødte grise pr. kuld 11,8 13,5 Fravænnede grise pr. årsso 23,2 26 Den produktionsstigning, der er sket fra Danmarks indtræden i EF til nu, er især sket ved at mindske staldareal pr. dyr og øge produktion pr. mand (Kærgaard et al., 2002). Dette har betydet mere trange opstaldningsformer, mekanisering af fodring og mindre tid til daglig omgang med dyrene. Det har ydermere betydet investering i automatiske udmugningssystemer baseret på spaltegulve og gyllesystemer, som dårligt kombineres med halm eller anden form for strøelse. Udviklingen har således på flere områder trukket i retning af en forringelse af vilkårene for dyrene i staldene (Kærgaard et al., 2002). Lovgivning fra sidst i 1990 erne og op til nu sætter i højere grad end før dyrenes velfærd på dagsordnen (Anon., 1998, 2003a, 2003b). Eksempelvis må den fremtidige udvikling ske under hensyntagen til, at dyrene skal have mere plads end de før skulle, og at de igen skal have halm eller en anden form for rode og beskæftigelsesmateriale - også selvom det isoleret set kan medføre meromkostninger. Lovgivningen er dog stadig et kompromis mellem på den ene side hensynet til dyrene og på den anden side hensynet til omkostningsniveauet i den danske svineproduktion (Kærgaard et al., 2002). Problemstillingerne omkring areal pr. dyr og produktion pr. mand vedbliver derfor som det vil fremgå af denne rapport at være aktuelle. Den lovning, der er særlig relevant for nærværende rapport fremgår af tabel 2. Velfærdsproblemer hos de danske søer z 5

8 Tabel 2. De i rapporten omtalte love, bekendtgørelser og direktiver Dyreværnslov. Lov nr. 386 af 6. juni Bekendtgørelse om beskyttelse af svin. Bekendtgørelse nr. 323 af 06. maj Lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte. Lov nr. 404 af 26. juni Lov om ændring af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte og lov om indendørs hold af smågrise, avls- og slagtesvin. Lov nr. 295 af 30. april Bekendtgørelse om mindstekrav til beskyttelse af landbrugsdyr. Bekendtgørelse nr. 707 af 18. juni Bekendtgørelse om slagtning og aflivning af dyr. Bekendtgørelse nr af 14. december Bekendtgørelse om transport af dyr. Bekendtgørelse nr. 208 af 17. juni Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr under transport. Bekendtgørelse nr. 201 af 16. april Bekendtgørelse om beskyttelse af dyr på samlesteder og andre samlinger af dyr. Bekendtgørelse nr. 674 af 14. juli Lov om dyrlæger. Lov nr. 433 af 09. juni Bekendtgørelse om sundhedsrådgivningsaftaler for svinebesætninger. Bekendtgørelse nr. 927 af 21. november Kommissionens direktiv 2001/93/EF af 9. november 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin. Rådets direktiv 2001/88/EF af 23. oktober 2001 om ændring af direktiv 91/630/EØF om fastsættelse af mindstekrav med hensyn til beskyttelse af svin Soen For at forstå søers velfærdsmæssige problemer, er det nødvendigt at anskue søer, som individuelle dyr med adfærdsmæssige og sundhedsmæssige behov, snarere end som et samlet ensartet dyremateriale til produktion af smågrise. Til dette formål er indsigt i tamsvinets udvikling og i soens adfærd og de mekanismer, der regulerer den, en fordel. I det følgende gives en kort beskrivelse af soens udvikling og de adfærdsformer, der har særlig relevans for hendes velfærd under produktionsmæssige forhold Fra vildsvin til produktionsso Stamfader Svinets stamfader er vildsvinet (Clutton-Brook, 1999). Vildsvin har levet vildt i 2-3 millioner år, hvor deres genetiske udvikling har været evolutionært bestemt. Tamsvinet har stadig meget tilfælles med vildsvinet, og bærer derfor også præg af de millioner af år, hvor tilpasning til livet i naturen har været afgørende for stamfaderens udvikling. Dette ses tydeligst på svinenes adfærd. Tamsøers adfærdsmæssige repertoire er på meget lig vildsvinesøers. Det er ikke altid direkte synligt i stalden, men det viser sig, når søers adfærd undersøges under udendørs naturlige forhold, hvor deres adfærdsmæssige repertoire bedre kan udfolde sig. Når søers adfærd under staldforhold ikke ligner vildsvinets eller den adfærd, som søer i naturlige omgivelser udviser, kan der være to forskellige forklaringer. Det kan være fordi, det under staldforhold ikke er nødvendigt for soen at udføre den pågældende adfærd, og hun derfor ikke motiveres for den. Eller det kan være fordi staldmiljøet pålægger hende begrænsninger, så hun ikke kan udføre adfærden, selvom hun gerne ville. Som eksempel på det første kan nævnes søernes brun- 6 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

9 Figur 1. Vildsvinet er tamsvinets stamfader Foto: P. F. Johnsen stadfærd. Vildsvinesøer og tamsøers brunstadfærd er meget lig hinanden. Søerne stimuleres til at komme i brunst af ornens tilstedeværelse i samspil med hormonelle forandringer. Under produktionsforhold kan brunsten imidlertid forsinkes, hvis soen ikke har kontakt med en orne (Walton, 1986). Når soen i denne situation ikke udviser brunstadfærd, er det snarere fordi hun ikke er motiveret derfor, end det er fordi, hun forhindres deri af staldforholdene. Faringsadfærden kan nævnes som et eksempel på det modsatte. Op til faring motiveres soen for at fjerne sig fra andre søer og for at bygge en farerede (Jensen, 1989; Jensen et al., 1993). Dette er ikke muligt for fikserede søerne i stalden, men ved nøje studier af søernes adfærd, kan man se, at de alligevel forsøger derpå. Når adfærden ikke ses så tydeligt i stalden, er det altså ikke på grund af manglende motivation hos soen, men på grund af begrænsningen af soens udfoldelsesmuligheder. Domesticering og avl Selvom tamsoens adfærd og motivationer på mange måder er lig hendes stamfaders, så har tamsoen været udsat for stærke påvirkninger, som har ændret hende drastisk i forhold til det vildtlevende vildsvin. Dette ses tydeligst på hendes udseende. Hun er både tabt pelslaget og er blevet meget større. Det ses også på hendes reproduktion. Hun kan blive drægtig hele året rundt i modsætning til den vildtlevende vildsvineso, der kun føder et eller højst to kuld grise om året (Mauget, 1981; Dzieciolowski et al., 1992) og samtidig har en kuldstørrelse, der er højst halvt så stor som tamsoens (Gundlach, 1968; Mauget, 1981). Domesticering af svinet begyndte for omkring år siden (Clutton-Brock, 1999). Domesticering er en proces, hvor dyret gennem generationer tilpasses livet tæt ved mennesker. Der sker ikke en bevidst direkte selektion på de ønskede egenskaber, men det er de dyr, som egner sig bedst til en levevis tæt ved mennesker, hvis gener føres videre i de kommende generationer (Giersing, 1999). Denne proces har i et vist omfang forandret svinet fra dets vilde stamfader. Det er dog først og Velfærdsproblemer hos de danske søer z 7

10 fremmest den helt bevidste og direkte avl på svinet, der har været gennemført de seneste ca. 70 år, der er ansvarlig for de meget store forskelle, der er i tamsoens og vildsvinesoens udseende, reproduktion og en lang andre række karakteristika. Avlens betydning for søers velfærd vil blive nærmere behandlet i kapitel Aktivitet og døgnrytme Vildsvin, der lever i naturlige omgivelser, bruger omkring 33-45% af døgnet på aktivitet og resten på hvile (Briedermann, 1971; Mauget, 1980). De er primært aktive om dagen, men har en hvileperiode midt på dagen (Gundlach, 1968). Hvor der er et stort jagtpres kan de dog blive mere aftenog nataktivitet (Briedermann, 1971; Graves, 1984). Omkring 85% af aktivitetsperioden bruges på eksploration (dvs. undersøgende adfærd) og fouragering (dvs. fødesøgningsadfærd) (Briedermann, 1971). Figur 2. Selvom tamsvin af udseende ikke ligner vildsvinet, så udfører de når de har mulighed for det adfærd, som er meget lig vildsvinets. Foto: P. Jensen Tamsvin, der i forsøg levede under naturlige forhold, var også dagaktive og brugte omkring 90% af dagen på at være aktive, igen primært med undersøgende adfærd og fødesøgning (Petersen (1994); Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore (1998)). Aktivitetsperioden hos intensivt opstaldede søer udgjorde derimod kun omkring 20% af døgnet (Vestergaard og Hansen, 1984) eller så lidt som 2% af dagtimerne (Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore, 1998), omend det afhang af tidligere erfaringer med opstaldning (Vestergaard og Hansen, 1984) og hvor varieret miljøet var (Stolba og Wood-Gush, citeret fra Wittemore, 1998). En døgnrytme genfindes også hos tamsøer under produktionsforhold. Søerne er udpræget dagaktive med en hvileperiode midt på dagen, ligesom hos vildsvin og tamsøer, der lever under naturlige forhold (Vestergaard og Jensen, 1999). 8 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

11 Døgnrytmen er i høj grad fælles for en flok af søer. Det skyldes, at søerne i mange tilfælde er motiverede for at udføre en adfærd samtidig med, at flokfællerne udfører den. Den i udgangspunktet fælles døgnrytme kan skabe problemer i systemer, der ikke baserer sig på samtidighed, men derimod kræver af søerne, at de afventer deres tur i en rækkefølge af søer. Et eksempel er systemet med elektronisk sofodring, hvor søerne fodres en for en i en foderstation. Det indebærer, at flokken af søer fodres over mange timer i løbet af et døgn. Nogle søer skal således i foderautomaten i løbet af hvad, der ellers er søernes hvileperiode (Vestergaard og Jensen, 1999). Det kan være en belastning både for den pågældende so og for de søer, hun måtte forstyrre på sin vej til og fra stationen især hvis stien er indrettet, så soen må passerer mange hvilende søer for at komme frem til foderstationen. Dette og andre områder, hvor søernes døgnrytme spiller en rolle for deres velfærd under produktionsmæssige forhold, vil blive behandlet i de relevante afsnit Socialadfærd Svin er sociale dyr og det er del af deres naturlige adfærd at omgås andre svin. Det er da også baggrunden for lovgivningens krav om, at svin altid skal kunne se andre svin (Anon., 2003b) og at drægtige søer skal være løsgående i grupper (Anon., 1998, 2003a). Rangorden og social organisering Det forhold, at svinet er en social dyreart, medfører både fordele og ulemper i forbindelse med opstaldning og management af grupperede søer. Svin indretter sig både i naturen og under staldforhold efter en rangorden. Rangordnens funktion er sikre fordeling af ressourcer (f.eks. foder, vand og gode hvilepladser) uden, at det er nødvendigt at kæmpe for dem (Giersing, 1999). Den stabile rangorden kræver, at søerne kender hinanden og at rangorden løbende kan afprøves ved mindre kontroverser, der afgøres via signaler om dominans og underkastelse. I naturen indebærer dyrenes sociale organisering, at de kender hinanden. Flokken består af 4 6 søstre og deres afkom (Graves, 1984). Når hannerne når kønsmodenhed, forlader de gruppen og lever i såkaldte ungkarlegrupper, indtil de som ældre hanner lever solitært. De kønsmodne døtre forlader gruppen, når den bliver for stor, hvorefter de danner nye søstergrupper. Denne organisering medfører, at søerne kun møder nye svin, som de skal have længerevarende kontakt med, ved 3 lejligheder. Den første er, når de selv som helt unge grise i en alder af 9 til 12 dage introduceres til moderens flok efter at være født på et isoleret redested væk fra flokken (Jensen og Redbo, 1987; Petersen et al., 1989). Den anden er, når de som kønsmodne søer kurtiseres af ornen og siden parrer sig (Giersing, 1999). Den tredje er, når søerne selv introduceres for deres søstres nye afkom, når disse grise er 9-12 dage gamle og bliver ført fra reden til flokken af deres moder (Jensen og Redbo, 1987; Petersen et al., 1989). Disse lejligheder optræder flere gange i soens liv i overensstemmelse med hendes reproduktionscyklus. Samlet betragtet er svin altså sociale dyr, som har udviklet en række avancerede mekanismer til at regulere deres sociale liv. Men de er også dyr, der i udgangspunktet kun er udviklet til at møde nye svin ved ganske få lejligheder i løbet af en livstid. I produktionen, hvor svin blandes mange gange - og ofte på tidspunkter, hvor de ikke er motiverede for at møde fremmede individer - kan der opstå problemer, som har velfærdsmæssige konsekvenser. Dette vil blandt andet fremgå af kapitel 3, der omhandler løsgående drægtige søer i grupper. Social facilitering og rang Da svinet er et flokdyr, er det nødvendigt for at flokken kan bestå, at dyrene har en vis tilbøjelighed til at gøre de samme ting på de samme tidspunkter. En af de mekanismer, som sikrer dette kaldes social facilitering. Ved social facilitering øges et dyrs motivation for at udføre en adfærd ved synet, lyden og/eller lugten af et andet dyr, der udfører adfærden (Giersing, 1999). Et ek- Velfærdsproblemer hos de danske søer z 9

12 sempel på socialt faciliteret adfærd hos svin er ædeadfærden. Når en so ser en anden so æde, stiger hendes egen motivation for at æde (Giersing, 1999). At søer har denne trang til samtidighed i det, de gør og derfor er ganske dårlige til at stå i kø og vente på at komme til at udføre en adfærd, de er motiverede for, skal erindres, når man søger at forstå de problemer, der kan opstå omkring begrænsede ressourcer i produktionen. Den førnævnte rangorden vil - hvis den er veletableret og stabil - regulere adgangen til den pågældende ressource, således at højtrangerende dyr får adgang først. Der kan dog, hvis ressourcen er begrænset - eller hvis rangordnen er ustabil - opstå kampe mellem dyrene i sådanne situationer. Både de dyr, der fortrænges og de dyr, der aldrig nærmer sig ressourcen kan være motiverede for at få adgang til den. Dyr, som ikke nærmer sig f.eks. foder eller attraktive hvilepladser, kan altså være både sultne og have behov for at hvile tørt og blødt i lighed med de dyr, der kæmper om ressourcen. Men de kender deres plads i rangorden og overlader derfor ressourcerne til de højere rangerende flokfæller. Sådanne søer kan naturligvis - i lighed med de søer, der åbenlyst kæmper om ressourcerne - have velfærdsmæssige problemer, selvom de frivilligt vælger at få adgang til foder efter de andre søer har været der eller frivilligt vælger de våde, kolde og hårde hvilepladser og overlader de tørre, varme og bløde hvilepladser til andre søer. Denne problemstilling vil dukke op flere gange i kapitel Eksploration I lighed med f.eks. mennesker og rotter er svin såkaldte opportunister. Opportunistiske dyr er meget tilpasningsdygtige og i stand til at leve i mange forskellige typer områder og af mange forskellige fødeemner (Giersing, 1999). En sådan levevis er forbundet med stor nysgerrighed og trang til at udforske sine omgivelser. Formålet med dette er, at der hele tiden opnås ny viden om omgivelserne, som vil kunne udnyttes, når eller hvis der skulle blive behov for det. Det kan eksempelvis være en fordel at vide, hvor der er mulighed for at finde alternativ føde, hvis adgang til en hyppigt benyttet fødekilde skulle ophøre. Denne nysgerrighed og trang til at udforske omgivelserne er bevaret hos tamsvinet. Svin udforsker deres omgivelser ved hjælp af alle sanserne, men de bruger især deres veludviklede lugtesans og deres meget følsomme tryne til dette formål (Jensen, 2002). I erkendelse af svins behov for at udforske deres omverden, er det blevet vedtaget ved lov, at søer skal have adgang til materialer, der kan fungere som rode- og beskæftigelsesmaterialer (Anon., 2003b). Selvom det i sig selv ikke er vanskeligt at tænke sig til rodematerialer, som disse meget nysgerrige dyr, ville interessere sig for, så har det vist sig problematisk under produktionsmæssige forhold, hvor ikke alle de tænkte muligheder er realistiske. Der er således ikke klarhed over hvilke materialer, der bør tildeles - og i hvilke mængder de bør tildeles - for på én gang at opfylde soens behov og svineproducentens ønsker. Denne problematik vil blive nærmere behandlet i kapitel Fouragering og fødeoptag Svins naturlige fødesøgnings- og ædeadfærd indebærer, at de tilbringer lange perioder med at fouragere, dvs. gå omkring og lede efter føde, som de så indtager. Der er som regel ikke tale om, at de leder indtil de har fundet en større fødekilde, som de så æder sig mætte i. Derimod går de omkring og leder over længere perioder i løbet af hvilke, de ind imellem finder et fødeemne, som de indtager, hvorefter de leder videre, finder og indtager et nyt fødeemne og så fremdeles (Wood- Gush et al., 1990). Svins naturlige fødesøgnings- og ædeadfærd ligger således langt fra indtaget af den ene portion højkoncentrerede foder pr. dag, der som regel tildeles under produktionsforhold. Man kan derfor hyppigt observere, at søer efter deres foderoptag roder med trynen på mod gulvet. Dette er en del af den naturlige fødesøgningsadfærd, og soen roder uanset, om der er 10 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

13 fødeemner på gulvet eller ej og uagtet, at gulvet ikke er manipulerbart på nogen måde. De velfærdsmæssige konsekvenser af den store afvigelse i fodringen, hvad angår såvel tildelingsmetoden som foderets karakteristika, fra den måde svin er udviklet til at søge og æde deres føde, vil blive behandlet i kapitel 6. Her diskuteres også muligheden for at afhjælpe problemet via grovfodring eller andre fiberrige fodermidler Termoregulering og eliminering Svin har kun meget få svedkirtler, som primært befinder sig på trynen. Svin kan således ikke regulere deres kropstemperatur ved at svede. De har i stedet udviklet andre måder at termoregulere på (Giersing, 1999). Mindre reguleringer kan ske ved at ændre åndedrætsfrekvensen og/eller ændre den stilling, som soen ligger i. Når soen ligger i sideleje er kontakten til underlaget størst og der kan på den måde afgives mest mulig varme ved ledning. Når soen ligger i bugleje, afgives der derimod mindre varme, fordi kontaktfladen er mindre. Søer foretrækker i udgangspunktet at hvile med kropskontakt til andre søer (van Putten, 1978). Dette kan hjælpe dem til at holde på varmen. Hvis der derimod er et varmeproblem, er de mere tilbøjelige til at hvile uden fysisk kontakt til andre søer. Under naturlige forhold sølebader søer for at nedkøle sig. Sølebadningen sker såvidt muligt i mudder. Dels virker selve sølebadet kølende, men derudover virker fordampningen fra den fugtige mudderdækkede hud nedkølende i mange timer efter sølebadet er forladt (Ingram, 1965, citeret fra Giersing, 1999). Fordampningen fra mudder sker over længere tid end fordampningen fra vand, hvorfor det giver god mening at sølebade netop i mudder med henblik på den efterfølgende varme periode ude af sølebadet. Da svin ikke kan termoregulere ved at svede, kan varme være et endog meget stort problem under produktionsmæssige forhold. Da det er livsnødvendigt for søer at komme til at køle sig, vil de, når de har det for varmt, søle i deres egen urin og gødning (Giersing, 1999). Men det er ikke i svinets natur at hvile i urin og gødning. Man har observeret, at grise allerede fra de er 2 6 dage gamle forlader deres rede for at eliminere (Petherick, 1982/83; Schmid, 1991), og at de efterhånden som de bliver ældre, bevæger sig længere og længere væk for at eliminere (Buchenauer et al., 1982; Figur 3. Svin afkøler sig ved at sølebade i mudder. Foto: Danske Slagterier Velfærdsproblemer hos de danske søer z 11

14 Whatson, 1985). Fuldvoksne søer foretrækker i overensstemmelse hermed også at fjerne sig fra hvilestedet for at gøde og urinere (Damm og Pedersen, 2000). Når søer under varme forhold ikke længere opretholder områder, som er rene (hvor de typisk hviler) og områder, hvor er elimineres, er det altså ikke fordi de i udgangspunktet foretrækker at ligge i egen urin og afføring, men fordi de har et stort behov for at nedbringe deres kropstemperatur. Lovgivningen foreskriver at der skal være overbrusning eller anden anordning til køling i stalde til drægtige søer (Anon., 1998; 2003a). Implementeringen af lovgivningen på dette område er imidlertid ikke forløbet problemfrit. Dette vil blive behandlet i kapitel 3. Herudover vil behovet for køling i andre staldafsnit blive diskuteret i kapitel Soens cyklus Den reproduktive cyklus Soens reproduktive cyklus kan opdeles i en brunstperiode, en drægtighedsperiode og en faringsog diegivningsperiode. Denne cyklus gentages fra soen indgår i en besætnings sohold, til hun igen afgår til slagtning eller fordi hun aflives eller dør selv. I gennemsnit får hun 2,3 kuld pr. år (Danske Slagterier, 2004a). For hvert kuld soen får, betegnes hun en henholdsvis 1., 2. eller 3. lægsso (og så fremdeles). Det har hidtil baseret på produktionsøkonomiske overvejelser været Landsudvalget for Svins anbefaling, at søer udsættes af besætningen (det vil sige sendes til slagtning) efter det 8. læg. Anbefalingen er imidlertid netop sat ned til udsætning efter det 6. læg (Thorup og Ruby, 2003). Hvis en so er gået gennem disse 6 cykli uden uregelmæssigheder vil hun på udsætningstidspunktet være omkring 3 år gammel (beregnet ud fra Landsudvalget for Svins anbefalinger om løbning ved 8 måneders alderen (Thorup, 1992; Pedersen, 1998), en drægtighedslængde på 115 dage og lovkravet om fravænning af grise tidligst 21 dage efter fødslen (Anon., 2003b)). Vejen gennem produktionssystemet Søerne kan enten stamme fra den besætning, hvor de kommer til at indgå i soholdet, eller de kan indkøbes fra en avls- eller opformeringsbesætning. Når polten (den kønsmodne, men endnu ikke drægtige so) kommer i brunst, løbes hun (gerne efter, at hun har været i brunst et par gange). Det har før været normen at løbe ved 6 måneders alderen, men Landsudvalget for Svin anbefaler nu, at man venter til polten er omkring 8 måneder gammel (Thorup, 1992; Pedersen, 1998). Løbningen sker enten ved kunstig sædoverførsel eller ved naturlig bedækning af en orne. Hovedparten af søerne løbes ved hjælp af kunstig sædoverførsel (70 af søerne% i 2003 (Mortensen, 2003)). Løbningen sker i løbeafdelingen. Her kan dyrene blive i en periode på op til 4 uger, men de kan også blive flyttet til drægtighedsafdelingen kort efter løbning eller på andre tidspunkter i løbet af denne periode. I drægtighedsperioden befinder soen sig i drægtighedsafdelingen. Drægtigheden varer ca. 115 dage beregnet fra løbning og til grisene fødes (Thorup, 1995a). Faringen foregår i fareafdelingen og det anbefales, at soen flyttes dertil omkring 5-7 dage før forventet faring (Nielsen og Jacobsen, 1996a,b (redigeret 2003)). Diegivningen sker også i fareafdelingen og denne periode skal ifølge lovgivningen vare mindst indtil, grisene er 21 dage gamle (Anon., 2003b). I den periode, hvor soen er i farestalden, taler man om den farende og diegivende so. Når grisene fravænnes, det vil sige fjernes fra soen, overflyttes soen igen til løbeafdelingen. Her bevirker den manglende diegivning og stimulation af en orne, at hun kommer i brunst i løbet af ca. 4 dage. Hun løbes så igen og har således gennemgået en reproduktionscyklus. I perioden fra fravænning til løbning kan man benytte betegnelsen goldso eller tom so. I de følgende kapitler følges soen på sin vej gennem de forskellige staldafsnit i produktionen. 12 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

15 3. Drægtige søer 3.1. Opstaldning og systemspecifikke velfærdsproblemer Der var ved svinetællingen i 1. kvartal af drægtige søer og gylte (Danmarks Statistik, 2004b). Krav om løsdrift I efteråret 2001 blev der vedtaget ændringer til Europarådets direktiv om fastsættelse af mindstekrav til beskyttelse af svin. Ændringerne trådte i kraft 1. januar 2003 (Anon., 2001a,b). De har resulteret i en række danske love og bekendtgørelser. Lov om ændring af lov om indendørs hold af drægtige søer (Anon., 2003a) og Bekendtgørelse til beskyttelse af svin (Anon., 2003b) har særlig betydning for opstaldningen af drægtige søer. Lovændringerne trådte i kraft 15. maj De to EU direktiver og den danske lovgivning indeholder en række bestemmelser vedr. hold af drægtige søer. Først og fremmest slås det fast, at søer og gylte i perioden fra 4 uger efter løbning til 7 dage før forventet faring skal gå løse i grupper. Al nybyggeri skal således indrettes til løsdrift. For eksisterende stalde er der en overgangsperiode, således at opbundne søer tillades indtil 31. december 2005 og boksopstaldning tillades indtil 31. december Fra og med 2013 skal enhver form for fiksering af drægtige søer altså være afviklet både i eksisterende og nye stalde. Omlægning til løsdrift Dansk svineproduktion var allerede før lovændringerne trådte i kraft så småt gået i gang med at indføre løsdrift af de drægtige søer. Det fremgår af svar på et spørgsmål til fødevareministeren november Der spørges, hvor mange løsgående søer, der var bygget nye stalde til de seneste 10 år. I svaret anføres det, at der ikke fandtes en egentlig statistik over området. Danmarks Jordbrugsforskning foretog derfor på foranledning af spørgsmålet en rundspørge blandt lokale bygnings- og produktionskonsulenter. Det blev anslået, at omkring 12-15% af søerne var løsgående under drægtigheden svarende til stipladser. Imidlertid var det også indtrykket, at de fleste af disse stipladser var blevet bygget indenfor de seneste 3-4 år, og at 70-75% af al nybyggeri på det tidspunkt var til løsdrift (Anon., 1997). I 2000 blev der gennemført en undersøgelse baseret på telefoninterview af 370 danske sobesætninger svarende til 9% af sobestanden. Undersøgelsen viste, at nu var omkring 25% af de drægtige søer i løsdrift, mens 60% var opstaldet i bokse og 12% var bundne. Der var ofte flere staldtyper til drægtige søer i den enkelte besætning. 30% af besætningerne havde således en større eller mindre andel bundne søer. I 33% af besætningerne var mindst en tredjedel af søerne i løsdrift (Jensen et al., 2002). Ifølge Landboavisen, viste en undersøgelse udført af analyseinstituttet GfK for Landboforeningerne, at omkring 55% af sobesætningerne sidst i 2001 havde en del eller alle søerne gående løse under drægtigheden (Rasmussen, 2001). I en større analyse af den danske svinesektors samfundsmæssige betydning, angiver Kærgaard et al. (2002) endvidere, at omkring 35% af de danske søer gik løse i I dag estimerer Landsudvalget for Svin, at 60% af søerne er i løsdrift (Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). Velfærdsproblemer hos de danske søer z 13

16 Da omlægningen fra fiksering til løsdrift er lovmæssigt sikret og tilsyneladende skrider frem, vil dette kapitel primært omhandle indretning til og management af løsgående drægtige søer og de velfærdsmæssige problemer, der er forbundet med denne periode i søernes cyklus. Indretning til og management af søer, som fikseres i drægtighedsperioden og de endog meget store velfærdsmæssige problemer, der er forbundet hermed (se f.eks. Anon., 1993a; 1997b), vil kun blive inddraget, hvor viden om fikserede søer har relevans for diskussionen af de løsgående søers velfærd. Opstaldningsformer Der findes en række opstaldningsformer for løsgående drægtige søer. I disse opstaldningsformer indgår 3 væsentlige komponenter, som er nøje knyttet til hinanden: stisystem, fodringsprincip og gruppestørrelse. Efter at der i flere år er blevet arbejdet med mange forskellige opstaldningsformer er udviklingen i dag primært koncentreret om tre - fire forskellige (Nielsen, 2002a, 2004). De stisystemer og fodringsprincipper, der især har vundet indpas er elektronisk sofodring (ESF) til store dynamiske flokke, en æde-/hvileboks pr. so til stabile flokke og fælles ædebokse til dynamiske flokke (Nielsen, 2004; Hansen, 2004; Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). Landbrugets Byggerådgivning i Vejle angiver således også på sin hjemmeside, at det især er systemerne en ædeboks pr. so og elektronisk sofodring (ESF), man modtager henvendelser om (Anon., 2001c). Landsudvalget for Svin estimerer, at 50% af de løsgående drægtige søer er opstaldet i ESF-systemet, 33% er opstaldet i en æde-/hvileboks pr. so-systemet, 5% er opstaldet i fælles ædebokse-systemet og de resterende 12% er fordelt på en række mindre udbredte systemer, der baserer sig på gulvfodring, vådfodring i langkrybbe, bio-fix mv. (Nielsen, personlig meddelelse, 2004a). Systemerne en ædeboks pr. so, fælles ædebokse og ESF vil i det følgende blive gennemgået i et velfærdsmæssigt perspektiv. Herefter skitseres helt kort de øvrige systemer, som der pt. er knap så megen fokus på, om end de findes i besætningerne. Endelig diskuteres et i Danmark nyt systemet Fit-mix der endnu ikke er så udbredt, men til hvilket, der er knyttet meget væsentlige velfærdsmæssige problemer En æde-/hvileboks pr. so Systemet Dette er et system, der typisk bruges til stabile grupper af søer, men gruppen kan også være dynamisk, dvs. med kontinuerlig udtagning og indsætning af søer (Nielsen og Pedersen, 1995 (redigeret 2003)) (se afsnit for en nærmere beskrivelse af grupperingsmetoder). Den typiske Figur 4. Sti med en række æde-/ hvilebokse og dybstrøelse. Foto: Danske Slagterier 14 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

17 flokstørrelse for de stabile grupper er på søer (Petersen, 2003a), mens det anbefales, at dynamiske flokke er på mindst 40 søer (Petersen, 2002b). Stien er bygget op med en række ædebokse (se figur 4) eller to rækker overfor hinanden og et friareal bag rækken af bokse eller mellem de to rækker af bokse (se figur 5 og 6). Friarealet kan være en kombination af spaltegulv og fast gulv, evt. med dræn (Pedersen og Duus, 2002) og brug af kun ringe mængde strøelse. Eller det kan være en kombination af dybstrøelse i lejet og spalter i gødeområdet (Petersen, 2000a). Arealet udenfor boksene har hidtil varieret fra 1-2,5 m² pr. so (Petersen, 2002a). Der er fra 15. maj 2003 dog krav om, at der skal være mindst 1,3 m² sammenhængende fast gulv pr. so (evt. med dræn (Pedersen og Duus, 2002)). Ligeledes skal der være mindst 0,95 m² sammenhængende fast eller drænet gulv pr. gylt (Anon., 2003a). Æde-/hvileboksene er placeret i selve stien, og søerne har adgang til boksene hele døgnet. Der er som det fremgår en boks pr. so. Boksene har betegnelsen æde-/hvilebokse, fordi søerne kan lægge sig i dem udenfor fodringstid. Landsudvalget for Svin anbefaler, at boksene er min. 0,6 m brede (røradskillelser ikke iberegnet) og min. 1,90 lange (målt fra bagkant af krybben til boksens bagkant) (Nielsen og Pedersen, 1995, redigeret 2003). Boksen bør ydermere være forsynet med selvfang således, at hver so lukker efter sig, når den går ind i boksen. Derved undgås, at flere søer forsøger at komme ind i den samme boks og desuden forhindres dominerende søer i at jage underlegne søer ud af boksen med henblik på at æde deres foder. De fleste bokse har da også selvfang (Nielsen og Calmann-Hinke, 1998), men produkttests udført af Landsudvalget for Svin viste, at flere fabrikater af bokse alligevel havde problemer med søernes sikkerhed, når de var i boksene. Andre søer kunne således få adgang (Petersen, 2002b, 2004c) eller søerne kunne, når de var i boksene, blive bidt/bide søer i nabobokse (Petersen, 2004c). Da der er en æde-/hvileboks pr. so og alle søer fodres på en gang, giver systemet et godt overblik over, om alle søerne er oppe og æde eller om der skulle være søer, der bliver liggende tilbage i stien. En anden fordel er, at det er muligt at foretage individuel tilpasning af foderrationen. Søerne fodres således med en basis ration, der tilrettelægges efter det laveste behov i flokken, men derudover bør søerne manuelt tildeles ekstrafoder tilpasset deres huld og tidspunkt i drægtigheden. Dette sammenholdt med, at systemet giver bedre overblik end ESF, hvor der normalt er meget store flokke og hvor der kræves indsigt i en computerstyret udfordring - er grunden til, at systemet anbefales af Landudvalget for Svin. Systemet er dog 20-25% dyrere, at etablere pr. stiplads og optager 20% mere plads end et system med ESF eller fælles ædebokse (Petersen, 2003b). Intensive udgaver af systemet I de seneste år har meget intensive varianter af systemet vundet indpas. Her ligger arealforbruget tæt på lovgivningens minimumskrav og der etableres to rækker bokse overfor hinanden for derved at have lavest muligt arealforbrug pr. so og samtidig kunne overholde lovgivningens krav om, at der ikke må være områder i stien, der er smallere end 3 m (Anon., 1998; 2003a). Selvom anbefalingen fra Landsudvalget fra Svin er, at der ikke etableres to rækker af æde-/hvilebokse overfor hinanden uden dybstrøelse eller dyb strøelse (10-20 cm strøelse uden kompostering) i friarealet (Petersen, 2002a), etableres stierne med en kombination af spaltegulv og fast gulv (evt. med dræn) i friarealet. Denne indretning egner sig kun til meget begrænset brug af strøelse (Pedersen, 2002c). Arealkrav Der er specificerede lovkrav om, hvor meget plads søer i løsdrift som minimum skal have. Der skal således være mindst 2,25 m² og 2,025 m² pr. so, hvis der er 18 til 39 søer henholdsvis 40 søer eller derover i stien. Den plads søerne har adgang til i æde-/hvileboksene (indvendige mål) Velfærdsproblemer hos de danske søer z 15

18 må regnes med i arealet, hvis boksen har en bredde på min 0,6 cm (Mortensen og Nielsen, 1999; Pedersen og Duus, 2002). Med en anbefalet bokslængde på 1,9 m (Nielsen og Pedersen, 1995, redigeret 2003) betyder det, at 1,14 m² pr. so kan etableres som boks, og kun 1,11 m² og 0,89 m² pr. so som friareal afhængig af flokkens størrelse. I den ældre udgave af lov om indendørs hold af drægtige søer og gylte, var der krav om 1,3 m² fast gulv pr. so, men efter drøftelse med Veterinær- og Fødevaredirektoratet og Justitsministeriet tolkede Landsudvalget for Svin bestemmelsen således, at arealet ikke behøvede være sammenhængende (Mortensen og Nielsen, 1999). Her kunne boksene altså regnes med i det faste gulv. Stier, der er etableret efter 15. maj 2003, skal imidlertid have mindst 1,3 m² og 0,95 m² fast eller drænet (Pedersen og Duus, 2002) sammenhængende gulv pr. so henholdsvis gylt (Anon., 2003a). Dette medfører ændrede vilkår for indretningen af systemet. Der etableres som oftest spaltegulv i den bagerste del af boksen og en del af området lige bag boksen og da arealet i boksen i sig selv er mindre end de krævede 1,3 m² sammenhængende gulv, kan boksen i praksis ikke længere indgå i det samlede areal. Det er derfor nu nødvendigt at etablere et lidt større areal med fast gulv (evt. i kombination med drænet gulv) enten midt mellem de to rækker af bokse eller andetsteds i stien. Alternativt kan nogle af boksene etableres med drænet (eller fast gulv) uden spaltegulv bagerst, hvorved det kommer til at indgå i det sammenhængende areal med faste og drænet gulv (se figur 5) (Nielsen et al., 2003). Landsudvalget for Svin anbefalede i 2002, at arealet udenfor boksene skulle være så stort som muligt, og at der som minimum burde være 1,1 m² pr. so eksklusive spaltegulv, svarende til at alle søer skulle kunne ligge i bugleje på friarealets faste gulv på én gang (Petersen, 2002a). I nyere undersøgelser fra Landsudvalget fra Svin tages der imidlertid behørigt højde for det nuværende lovkrav om, at det faste gulv i nye stalde skal være sammenhængende og der foretages undersøgelser af, hvordan dette kan etableres (Petersen, 2003b). Et af de forslag til mere attraktive lejearealer, der undersøges, er de såkaldte T-stier, hvor der i den ene ende af stien er et strøet lejeareal med fast gulv afgrænset fra resten af stien (Petersen, 2002c) - en indretning, der lader til at være gode erfaringer med i praksis (Hofstätter, 2004a). Indretningen er skitseret i figur 5. Figur 5. Nogle af boksene er indrettet med drænet gulv, således at boksarealet kan indregnes i det samlede areal med fast eller drænet gulv. Skitse: Danske Slagterier (fra Nielsen et al., 2003) 16 z Velfærdsproblemer hos de danske søer

19 Brug af boksene I stier med små friarealer i forhold til antal søer, store spaltegulvsarealer, en ø af fastgulv midt i rummet og ringe tildeling af strøelse er der grund til at formode, at friarealet ikke er attraktivt for søerne at opholde sig i. Adskillige undersøgelser har da også vist, at der stort set hele døgnet er ca % af søerne, som opholder sig i boksene (Petersen, 2002a, 2003b; Gamby, 2004). Der er imidlertid også besætninger, hvor 40 80% af søerne opholder sig i friarealet det meste af døgnet (Petersen, 2002a, 2003b). Det er ikke helt klart, hvordan disse besætninger adskiller sig fra besætninger, hvor næsten alle søerne er i boksene det meste af tiden. Der menes at være tale om en kombination af temperaturforhold, adgang til strøelse, indsætningsstrategi, areal og stihygiejne (Petersen, 2002a). Figur 6. To rækker æde- /hvilebokse med et friareal i midten. Der er kun få søer i friarealet. Foto: N. Gamby Termoregulering Termoregulering hos søer i stier med dybstrøelse havde stor betydning for deres brug af boksene til at ligge i, idet søerne tilsyneladende bruger disse til afkøling (Rasmussen, 2000; Petersen, 2003b). Det var dog ikke konsekvent sådan, at i besætninger med dybstrøelse i friarealet opholdt søerne sig mere/mindre i boksene, end i besætninger med meget begrænset brug af strøelse (Petersen, 2002a). Det var heller ikke entydigt sådan, at temperaturen i stalden var afgørende. Ud fra en samlet betragtning tegner der sig dog det billede, at når der er dybstrøelse opholder søerne sig mere ude i friarealet, når der er lave temperaturer, end når der er høje (Petersen, 2000a; 2003a). Rangorden og flugt Et andet forslag til hvorfor søerne i nogle besætninger ikke bruger friarealet, har været, at en den typiske flokstørrelse på søer kan være for stor til, at søerne kan danne og opretholde en stabil rangorden, men samtidig også være for lille til, at søerne kan danne undergrupper med hver deres rangorden. Dette kunne bevirke, at søerne hellere vil ligge i fred for andre søer i boksene end være ude i friarealet. I en undersøgelse foretaget i stier med én række æde-/hvilebokse, et friareal på 2,17 m² pr. so og meget begrænset brug af halm, var der imidlertid ikke forskel på Velfærdsproblemer hos de danske søer z 17

20 brugen af friarealet i grupper på 6-7 søer sammenlignet med grupper på 25 (Petersen, 2003a). Gamby (2004) fandt, at søer i et vist omfang brugte boksene til at flygte op i efter konfrontationer med andre søer (i 32% af konfrontationerne flygtede en af de to søer, der havde et sammenstød op i en boks, i 52% af tilfældene flygtede en af de to søer i friarealet og i 16% flygtede ingen af søerne). Da de fleste af boksene til et hvert givet tidspunkt var optaget af andre søer, er det muligt, at søerne i endnu højere grad ville have brugt boksene som flugtmulighed, hvis der ved alle konfrontationer havde været en fri boks i nærheden. Et yderligere forslag til forklaring på søernes ringe brug af friarealet har været, at der mangler faste vægge at ligge op ad (Petersen, 2002d). Man vil således ifølge Petersen (2002d) i praksis hyppigt se 3-5 søer ligge i friarealet op ad en ydervæg, mens de øvrige søer ligger i boksene. Gamby (2004) etablerede korte vægge i friarealet (som søerne kunne komme uden om) med henblik på at give søerne dels vægge at ligge op ad og dels vægge at flygte om bag ved i forbindelse med konfrontationer. Tidligere undersøgelser har vist at skillevægge (barrierer/liggevægge) kan have disse funktioner for grise og søer (Warren og Broom, 1993; Edwards et al., 1993). Gamby (2004) registrerede ikke, om søerne brugte væggene til at ligge op ad, men det blev dog klart, at væggene ikke gjorde friarealet mere attraktivt for søerne. Der kom ikke kom flere søer ud i friarealet, og der var endog flere angreb i stier med vægge end i stier uden vægge. Dette tyder på, at væggene kan have hæmmet søernes mulighed for at udvise underkastelsesadfærd (f.eks. ved at holde afstand til hinanden). Væggene kan - i det i forvejen lille friareal i forhold til antallet af søer - have skabt smalle passager, hvor der opstod konfrontationer, fordi søerne blev tvunget til at gå tæt forbi hinanden. Der kan også have været søer, som foretrak at hvile ved væggene, men som blev forstyrret, når andre søer skulle passere, hvorved konfrontationer opstod. Er det løsdrift? Et system, hvor der ligger så mange som 70-95% af søerne i smalle bokse det meste af tiden, kan dårligt betegnes som et reelt løsdriftssystem. Det kan hævdes og det bliver det at søerne jo selv vælger at lægge sig i boksene. Og at det ville være at reducere deres velfærd, at forhindre dem deri, når de nu tilsyneladende har den præference. Det er imidlertid svært at tale om præferencer i et system, hvor friarealet er meget uattraktivt for søerne. Friarealet er lille i forhold til antallet af dyr og der er intet gjort for at skabe zoner, hvor forskellige former for adfærd kan udføres. Det betyder, at søerne skal manøvrere i et socialt vanskeligt rum, dels fordi der er forholdsvis lidt plads og dels fordi aktive søer bevæger sig rundt mellem hvilende søer, hvorved der let opstår konflikter. I forhold til lovgivningen er det et åbent spørgsmål, om et friareal af denne karakter opfylder kravet om, at søer skal have et bekvemt lejeareal (Anon., 2003b). Snarere end at tale om en præference for at ligge i bokse, kan der tales om en form for biologisk fiksering af søerne, fordi friarealets ringe kvalitet tvinger dyrene op i boksene. Systemet foretrækkes tilsyneladende af nogle svineproducenter, formentlig fordi det er nemmere at overskue, når søerne hovedsagelig ligger i boksene hele tiden og det derved minder om systemer med boksfikserede eller bunde søer. I lyset af at der næppe kan tales om et frit valg af opholdssted for søerne, og dermed ikke reelt om løsdrift, forekommer de mest intensive indretninger af systemet en ædebokse pr. so ikke at være i overensstemmelse med intentionerne bag lovgivningen om hold af drægtige søer. Det skal da også bemærkes, at Landsudvalget er af den holdning, at et af succeskriterierne for stier med æde-/hvilebokse må være, at søerne udnytter arealet udenfor boksene (Petersen, 2002c), og at Landudvalget ikke anbefaler de mest intensive indretninger af systemet (Nielsen og Petersen, 1995a, redigeret 2003). Der henvises til kapitel 6 for en diskussion af æde-hvileboksenes størrelse og boksopstaldning generelt. 18 z Velfærdsproblemer hos de danske søer