Gardehusaren. Slagelse Garnisions Idrætsforening afholdt Danmarksmesterskaberne 2006 i udendørs fodbold

Transkript

1 Gardehusaren Nr. 6 - december årgang Slagelse Garnisions Idrætsforening afholdt Danmarksmesterskaberne 2006 i udendørs fodbold

2 Indhold nr 6 Regimentschefens Jule og Nytårshilsen...3 Farvel til det civile og goddag til det militære liv... 5 Rigtige mænd går med makeup... 7 Tanker fra min Husartid...8 Forsidebillede: Imponerende sparketeknik, som desværre ikke gav bonus i form af mål, men flot så det ud Gardehusaren udgives af Gardehusarregimentet i samarbejde med Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger, hvis protektor er: Hans Kongelige Højhed Kronprinsen. Bladet fordeles til alt tjenstgørende personel ved Gardehusarregimentet og udsendes til alle medlemmer af Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Gardehusarforeningerne i ind- og udland samt personel i international tjeneste. Redaktion: Major K.A. Vennike, ansvarshavende redaktør Oberstløjtnant Knud Skafte, redaktør Oversergent Janne U. Ramsing, redaktør Bladudvalg Peer C. Høegh-Guldberg Knud Skafte Freddy Rasmussen Ole Bent Pedersen Helmer Christensen Per Küster Major K.A. Vennike Oversergent Janne U. Ramsing Overassistent Susan T. Johansen: sekretær Redaktionens adresser Lokalstof: OS J. Ramsing, 1 PNINFBTN/GHR, 4200 Slagelse Tlf , lokal 7104 Fax: ghr-infoelm@mil.dk Redaktionens meninger må ikke tages som udtryk for regimentets officielle standpunkter. Ligesom redaktionen ikke behøver at dele den opfattelse, forfattere af de forskellige artikler giver udtryk for. Trykt oplag: 5000 Repro & tryk: Slagelsetryk Marketing ApS Bladet udkommer 6 gange årligt Annoncetegning: Slagelsetryk Marketing ApS Rosengade 7C, 4200 Slagelse Telefon Fax mail: info@slagelsetryk.dk Danmarksmesterskaberne i Fodbold Navnenyt...11 Når traditioner forpligter...12 Vi fik testet og flyttet grænser Fodkommando på Christiansborg Til stueeftersyn med familien...17 En ære at bære Dronningens initialer på skulderen.. 18 At være mor til en udsendt soldat på godt og ondt..20 DM i militær feltsport Julekoncert Erindringspluk fra min tid som husar Danske Gardehusarforeninger Sjællandske Livregiment Soldaterforening "Deadlines for Gardehusaren" Gardehusaren udkommer følgende måneder i 2007 Februar - April - Juni - August - Oktober - December. Deadlines til februar nummeret vil være: den 20. december 2006 Deadlines til april nummeret vil være: den 23. februar 2007 Deadlines til juni nummeret vil være: den 20. april 2007 Deadlines til august nummeret vil være: den 13. juni 2007 Deadlines til oktober nummeret vil være: den 23. august 2007 Deadlines til december nummeret vil være: den 23. oktober 2007 Tjenesteblad for Gardehusarregimentet og foreningsblad for Sjællandske Livregiments Soldaterforening og Danske Gardehusarforeninger 6/2006

3 Regimentschefens Jule og Nytårshilsen Hvad laver du egentligt, hr. oberst? Det spørgsmål har jeg mødt nogle gange igennem de seneste fem måneder. Og spørgernes respektløse anvendelse af ordet egentligt har foranlediget mig til at gå til bidet - også her. For spørgsmålet rummer jo grundlæggende en uklarhed i forståelsen af regimentets rolle i Hæren efter forsvarsforligets ord. Det andet spørgsmål er ofte: Jamen du har jo ingen folk, er der så et regiment? Det korte svar er et klart Ja!. Der bruges mange ord om at varte regimentets bløde værdier og traditionspleje, og de opgaver er mangeartede, når der skal holdes kontakt til tre tidligere store regimenters soldaterforeninger og andre traditionsbærende fora. Men lad det være sagt med det samme, de løses rimeligt nemt i hverdagen på grund af den store vilje og interesse, som frivillige lægger i foreningsarbejdet. Det har været inspirerende at møde udfordringerne fra disse ildsjæle, og vanskelighederne er oftest, at det, de gerne vil, koster penge, som ikke umiddelbart er tilstede eller som kræver særlige frigørelsesprocedurer, før de klinger ud i hånden. Det prøver regimentchefen (RC) så at få til at virke. Kontakten mellem pårørende og udsendte soldater til internationale missioner optager megen tid - især når indsættelserne medfører tilskadekomst. Dette er en af de væsentligste opgaver som Hærens Operative Kommando har pålagt regimentet - ud over at føre et løbende tilsyn med uddannelsesvirksomheden i enhederne på kasernen. GHR har en stadig strøm af personel, som udsendes til alle igangværende operationer, og tyngden ligger i Afghanistan og Irak. Behovene for information og direkte kontakt mellem pårørende og det militære system personificeret ved regimentets officerer er betydelige. Opklaringsbataljonens eskadroner på Bornholm har i år båret udfordringerne i operationerne i det sydlige Afghanistan med en helt utrolig vilje til succes og en god portion held. 1 opklaringseskadron havde forholdsvis mange sårede også alvorlige, som uden heldet lige så godt kunne have været fatale. Alle har det efter omstændighederne godt. De situationer enhederne kommer i, og som vi læser om i aviserne, kræver af og til et ord med på vejen af en militært uddannet, som kan forklare, hvad der reelt foregår, og det gør RC. Der har også været lejlighed til at besøge spejdereskadronen i Irak i begyndelsen af november i år, og det var et meget positivt indtryk soldaterne gav. Eskadronens personel tror på de metoder og procedurer, de har lært, og de har set, at det virker i praksis. De har også tillid til materiellet, og den udrustning de anvender. Med andre ord er de helt sikre på egen professionelle kapacitet, og moralen var således høj. Alle var positivt konstruktive i de samtaler RC holdt med grupper og sektioner under besøget. Alle personelkatagorier har gode ideer til udviklingen af aktiviteterne ved regimentet og uddannelsen i enhederne. GHR modtog en påskønnelse fra de britiske foresatte for enheden i Irak om særlig modig og beslutsom indsats udført af én af eskadronens delingsførere. Sådanne budskaber betyder meget for alle - også de pårørende, som ofte ikke har nogen særlig konkret forestilling om, hvad soldatens hverdag indeholder. Under besøg ved enhederne kommer medarbejderne i stigende grad for at søge råd og vejledning for egen karriere eller andre tjenestlige forhold. Man kunne spørge, hvorfor det ikke sker til egen enhedschef, og ( ) 6/2006

4 Espenhein s Eftf. A/S Projektering & udføring af: el & belysning edb & data teleanlæg tyverialarm brandalarm v/ Torben B. Nielsen Rugvænget Slagelse Tlf info@espenhein.dk Fax: Homepage: THOMAS JULL OLSEN LØNGGÅRDENS GRUSGRAV & VOGNMANDSFORRETNING - SORØ CONTAINERTRANSPORT Løngvej Sorø Telefon: Telefax: t j t j o. d k svaret må fortone sig, men det kunne tænkes, at være fordi nærmeste foresatte chef ikke længere opleves at have nævneværdig indflydelse på den enkeltes ansættelses- og uddannelsesvilkår. Kompetencen er forskudt til en sagsbehandler i Forsvarets Personeltjeneste, og da forbindelsen til ham kan være vanskelig at holde, søger personellet til de muligheder, der er for at få en lokal chef som talerør. Andre anvender RC som mentor og vil gerne drøfte uddannelsesvilkår og metode på et uformelt og uforpligtende plan, og de kan så tage det med sig som de selv skønner hensigtsmæssigt. GHR har også i efteråret gennemført ceremoniel tjeneste for Hendes Majestæt Dronningen under bybesøgene i Struer og Holstebro. Det var en stor oplevelse for alle deltagende husarer - inkl. RC - som her fik sin debut efter mange års fravær fra disse opgaver og ridningen. Få uger senere gennemført Hesteskorten eskorteringen af Kejserinde Dagmars kiste igennem København. Det blev en flot begivenhed, som alle husarer kan være stolte af. Den elektroniske tidsalder har for alvor holdt sit indtog i den daglige administration, og flere og flere funktioner varetages fjernt fra det sted, hvor de anvendes. Det stiller nye krav til fleksibilitet og forståelse for den daglige virksomhed. Generelt er dette en udfordring for alle myndigheder og enheder, men processen skrider ubønhørligt fremad. Derfor har regimentet faktisk stadig muligheden for at få medindflydelse på resultaterne i det daglige arbejde i forsvaret, og det lykkes altså med en kombination af net-working og langdistancearbejde. Husarånden lever uændret videre for det personel, som bærer regimentets mærke på jakken, og der er ingen tvivl om de traditionelle rammer ved GHR for dem. Jeg håber, at de, der traditionelt har støttet regimentet på større afstand, kan modstå frustraktionen over de nye tider og i det kommende år fristes til at gense unge løjtnanter, befalingsmænd og unge chefer ved GHR, der hver dag yder en stor indsats for at værne om opgavernes professionelle løsning og regimentets traditioner. Afsluttende ønsker jeg alle medarbejdere - civile og militære - samt alle der igennem frivilligt arbejde eller i medlemskaber af foreningerne støtter GHR en God Jul og et Godt Nytår. I.H. SØRENSEN Regimentschef Alle der har lyst og er interesseret i at skyde, kan møde op i skydekælderen hver Mandag kl eller ring og aftal en dag der passer bedre Man kan vælge at skyde med pistol eller riffel kaliber 22 Pris: 50 øre pr. skud Skovsøviadukten Slagelse Tlf Fax Hvis du ønsker yderligere information el. vil lave en aftale så kontakt: OS J. Ramsing, på tlf /2006

5 Farvel til det civile og goddag til det militære liv Af: Phillip Rasmussen (Menig Greve) 6. deling 1. kompagni II Uddannelsesbataljon, GHR Den 1. august 2006 markerede en dag i omvæltningens tegn, for de omkring 350 mennesker der i de næste 4 måneder skulle aftjene deres værnepligt ved Garderhusarregimentet i Slagelse. Den første uge var hårdest For de drenge og piger der, med uvisheden svævende som et lavt skydække over hovedet, checkede ind ved GHR den sommerdag, var det et farvel til det civile liv og samtidig et goddag til det militære system. At påstå dagen blev en ubehagelig overraskelse for nogle personer er vist ikke nogen overdrivelse, men samtidig var den også et hint om hvordan tingene fungerede; Hvis man gør som der bliver sagt, når det bliver sagt, så er alle glade og tilfredse. Når jeg indtil videre gør status over min værnepligt, så regner jeg den første uge for klart den hårdeste. Ikke fordi vi gik langt, løb langt, lavede mange strækkere eller blev tæsket rundt. Nej det var den hårdeste uge af den simple grund at alt var nyt. Der var tusindvis af nye indtryk at holde styr på, tusindvis af nye ting man skulle lære, huske og kunne bruge på kommando. Ting som stuerengøring, at gå i takt, armsving, avertissement, støv l e - pudsning og styr på stumperne er forholdsvis simple når man får dem forevist og forelæst om, men når tingene skal bruge i praksis, driller de oftest mere end man egentlig lige regner med. Derfor var det også en lettelse at få aflivet alle de fordomme, som vores forældres generation har indpodet i os siden fødslen. Der var både varmt vand i bruserne, rigtige mennesker bag vinklerne og stjernerne samt en Enkelte råber GAS af deres lungers fulde kraft, og opdager at de ikke har mere luft tilbage Der var tusindvis af nye indtryk at holde styr på, tusindvis af nye ting man skulle lære, huske og kunne bruge på kommando. Ting som stuerengøring, at gå i takt, armsving, avertissement, støvlepudsning og styr på stumperne er forholdsvis simple når man får dem forevist og forelæst om, men når tingene skal bruge i praksis, driller de oftest mere end man egentlig lige regner med. omgangstone der kun bevægede sig i nærheden af det røde felt, når folk var decideret på tværs. Tid er en luksus ingen har Set i bakspejlet så er hele første uge faktisk et stort pres mod ens psyke. Man har alt for lidt tid til alt, og selvom man priser sig lykkelig for evnen til at spise og klæde hurtigt om senere i forløbet, så forbander man det i nuet. Man har aldrig nogen reelle pauser og n å r e n d e l i g e r tilbage på belægningsstuen skal m o r g e n d a g e n s udstyr gøres klar. Ved starten af 2. uge vender billedet dog 180 grader. Man går over til at have en tilnærmelsesvis normal arbejdsdag, med mere tid til pauser og fritid. Man får også lov til at prøve nogle af de lidt sjovere ting. For eksempel kommer den første feltdag i 2. uge. Og her kan man for alvor give den indre drengerøv frit los, når man lærer at bevæge sig rundt i terrænet. Det mest interessante kommer dog først i 3. uge. En rigtig soldat skal kunne skyde med sit gevær, og derfor er besøgene på skydebanen også altid en fed oplevelse. Først og fremmest er der konkurrenceelementet delingen imellem, men også det at lade sit magasin med skarpe skud, og derefter se hullerne i skiven, er noget der rykker. De to sidste store oplevelser i den første måned af værnepligten er CBRN-øvelsen i ABC-huset samt den første døgnøvelse. Førstnævnte øvelse handler om at udnytte al ens teori om gasmasken i praksis. Man skal gå ind i et rum fyldt med CS-gas (en mildere udgave af politiets tåregas), råbe gas og derefter tage masken på. Øvelsen plejer at være morsom idet folks reaktion er vidt forskellig. Enkelte går ind i rummet, råber GAS af deres lungers fulde kraft, og opdager at de ikke har mere luft tilbage, hvorefter de tager de en indånding og styrter ud af ( ) 6/2006

6 Tid er en luksus man ikke har i begyndelsen, så man lærer hurtigt at udnytte den ventetid der kan være før næste opgave/moment går i gang døren. I vores deling havde vi en der gik galt i byen under vores afvaskning, og derfor indåndede en fantastisk stor mængde CS-gas og bagepulver. Det resulterede i at han, som et forsinket lyn, forsvandt hostende og harkende ud af huset. Grænseoverskridende I slutningen af måneden følger så den første døgnøvelse. Den første døgnøvelse er, som navnet antyder, en øvelse der varer mere end 24 timer. Her er det man for første gang stifter bekendtskab med hvad det egentlig handler om, når man er soldat. Man lærer at lave Beredskabsområde (BSO), lave adgangskontrolposter (AKP) og meget mere. Man finder endvidere ud af hvad en feltration er for en fætter og opdager hvordan man overlever med alt for lidt søvn og våde bukser fordi det har regnet 48 timer i træk. Derudover får man et større indblik i vagtbegrebet, blandt andet hvordan det er at skulle dele sin søvn op i 3 dele af 2 timer, fordi man har vagter. Man finder ud af at man skal have sit gevær liggende under ens arm (så der ikke er nogle snige-snige sergenter der kan tage det når man sover sødt), at man skal have sit basis liggende så man hurtigt kan få det på og at man ikke skal placere sin bivuak sådan at der står et tr æ mellem åbningen og ens skyttehul. Som en fin lille krølle på døgnøvelsen, så afslutter man den med et delings-løb. Her skal man gennemføre en terrænbane der, i løbet af de minutter den varer, udfordrer folk på en langt hårdere måde end noget andet i den første måned. Den udfordrer folks evne til at forholde sig roligt selvom de er i trange, kolde og mørke omgivelser, til at forsætte selv efter man selv mener man er færdig og ikke mindst lærer den en noget om samarbejde. De der gennemfører løbet kan modtage deres kompagnimærker ved aftenappellen, hvilket er det første skridt på vejen til at blive andet end bare rekrut. Udfordrer folks evne til at forholde sig roligt selv i trange, kolde og mørke omgivelser Nogle er bedre end andre For lige at runde af, så lærer man utrolig meget på den første måned. Når man ankommer på kasernen er ens startsted vidt forskelligt. Nogle er gode til at løbe, nogle er elendige. Nogle er gode til at gå i takt, andre lærer det aldrig. Nogle er engagerede mens andre bare har mest lyst til at tage deres civile tøj og gå. I løbet af værnepligten bliver folk dog klar over at man ikke kan nøjes med at fokusere på sin egen situation. M an blive r hele tiden nødt til at huske på de 29 andre mand i ens deling. Man bliver ikke soldat af en måneds træning, men man er langt tættere på end da man startede det er sikkert og vist. 6 6/2006

7 Rigtige mænd går med makeup En HBU-soldats møde med sløringscreme M/97 Af: Mathias Dalhoff (Menig Mosede) 5. deling, 1. kompagni, II Uddannelsesbataljon, GHR Kan du huske scenen fra actionfilmen Commando, hvor Arnold Schwarzenegger slører sig som del af sin personlige Falkuse, inden han tager ud for at skyde skurkene i smadder? Kan du så huske scenen, hvor han fjerner sløringscremen igen? Sidder i alle porer Selv hvis svaret på første spørgsmål skulle være ja - Commando er ikke just en film, man behøver at huske for hverken handling eller skuespil så kan du umuligt svare bekræftende på det andet spørgsmål, for den scene findes ikke. For er der noget Hollywood aldrig har forstået, så er det, at sløringscreme er hamrende svært at få af igen, når det først er klistret til huden. Nogenlunde lige så svært som at forklare sin sergent til stuekontrol, at man faktisk har gjort sig umage med at folde sine t-shirts. Kermit eller Ninja Turtles? Problemerne begynder allerede, når sløringen lægges ude i felten. På HBU-niveau er vi udstyret med to tuber, en grøn og sort (det er kun folk med forbindelserne i orden, der har adgang til brun). Bruger man udelukkende den grønne, kommer man til at ligne Kermit fra Muppet Show. Derfor skal der blandes en smule sort i med det resultat, at man i stedet ligner mindst én af barndommens helte fra Teenage Mutant Ninja Turtles. Tuberne har det med at opføre sig som ketchupflaskerne på Kuffen; først sker der ingenting, og så vælter det pludselig ud, men når grunderen først er lagt, er det tid til at lave tigeren, altså at trække sorte striber ned over fjæset for at virke bare lidt rå. Når dagens felttjeneste så er forbi, ved man, at der skal afsættes et godt stykke tid ved vasken for at få skidtet af igen. Erfaringen viser, at shampoo faktisk er ganske effektivt i kampen mod cremen, selvom man undervejs i anstrengelserne står med ansigtet dækket med skummende, hvid sløringscremefraiche. Man er næsten færdig, når man i spejlet kan se en uheldig krydsning mellem en gensplejset vaskebjørn og fra bjørnebanden, der planlægger næste overfald på Joakim von Ands pengetank. Da mangler man kun omkring øjnene, måske i ørene og så fingerneglene, som alligevel først bliver ordentligt rene, når man kommer hjem i weekenden. Man kan så diskutere, hvor anvendeligt det er at sløre sig til skovkrig for den moderne, danske soldat. Hverken Afghanistan eller Irak er kendt for langstrakte nåleskove, men sløringen passer fint til handlebaner i øvelsesterrænet omkring Slagelse. Til sidst et par gode råd som kun den erfarne soldat med to måneders uddannelse bag sig er i stand til at give. Lad være med at tape sløringstuberne sammen; et dobbelt tryk på begge tuber samtidig kan være svært at administrere. Og læg nu tuberne i det lille aflukke i udrustningstasken; en fuldstændigt indsmurt enkeltmandsbrænder og geværrensesætspose kan være temmelig klamme at vedligeholde har jeg hørt. Værd at vide Åbningstider: Regimentets kontorer: Mandag - fredag: Reception: Mandag - torsdag: Fredag: Cafeteria: Mandag - torsdag: Fredag: Grillen Mandag - Torsdag Regnskabskontor: Dagligt (Dankort automat forefindes). Linneddepot: Mandag: Torsdag: Miljøgården: Mandag og onsdag: Lukket Tirsdag: Torsdag - fredag: I særlige tilfælde uden for daglig åbningstid tlf Regimentetsgarage: Mandag - torsdag: Fredag Arbejdsdepot: Mandag: Tirsdag: Torsdag - fredag: Mobiliseringsdepot: Tirsdag: Gennemgangsdepot og motordepot: Efter aftale med forsyni ngsbefalingsmanden og depot Service: Messer, møntvask, mønttelefoner findes i centerbygningen. Taxa: Slagelse Taxa tlf afhenter gerne på kasernen. Bus: Busrute 310 direkte mellem stationen og kasernen. Stoppested v. forhindringsbanen. Busruterne 30, 31 og 88 stoppested på Næstvedvej ved kasernens indkørsel. 6/2006

8 TØMRERMESTER Willy Richard Jensen Telefon Mobil Slagelse Svane Apotek City 3 Jernbanegade Slagelse Tlf Fax Tanker fra min Husartid De skal ikke sige tak til mig. Her får De kun hvad De har krav på! Deres svar skal være ja, hr. gradsbetegnelse eller nej, hr. gradsbetegnelse. Alt andet er af det onde. af: Christian H. Aastrup (Menig Frederiksberg) 3 deling, 2 kompagni, II Uddannelsebataljon GHR Dette var nok en af de replikker, der bed sig kraftigst fast, da jeg genså Piger i trøjen i ugen før jeg startede mit værnepligtsforløb. Var dette virkelig hvad jeg havde i vente? Hvem er Hjemløse Som 25 årig akademikerspire, hvis studie- og arbejdsdage rutineret flød af sted på Københavns Universitet og hos Danske Bank, vidste jeg at min hverdag snart ville blive en ganske anden. Den 1. august faldt på en tirsdag, og vores mødetid på kasernen var kl. 12, så jeg havde en rolig morgen, og en afslappet tid på Københavns Hovedbanegård inden mit regionaltog gik. På Slagelse station blev vi hentet i lastbiler og kørt til kasernen. Dette var heldigt, da jeg egentligt havde forestillet mig, at jeg skulle gå de 3,4 km til kasernen. Det var en gåtur, som jeg hverken på det tidspunkt, e l l e r Slagelse senere, k o m u d p å. Problemet var DSB s rejseplan: et par gange om morgenen, om eftermiddagen og om aftenen går der nemlig en bus helt op til kasernens hovedindgang, ellers er der ca. 100 m gang fra busstoppestedet på hovedvejen. Dette er ikke et problem i sig selv, men ifølge rejseplanen kan man kun komme til Antvorskov kaserne med bussen der går lige til døren, og man kan derfor øjensynligt kun ankomme enten omkring kl. 8, kl. 15 eller kl. 22. Den rejseplan må jo være programmeret af imbecile mennesker. Med en skarp formaning om ikke at træde på græsset blev vi ført fra lastbilerne, ind på kasernen for at blive delt ind i kompagni/eskadron og deling. Jeg endte i 2. kompagni, 3. deling. Vi var her omkring ti der blev ført videre af SG L.S. Blixt, der var fornøjet over, at der ikke var nogen af os ti, der var rygere. Hjemløse Han introducerede os til eksercits og militær etikette hvordan man går indtrådt og hvordan vi skulle tiltale overordnede og hinanden. Vi blev navngivet efter hvor vi kom fra, og jeg blev den anledning til menig Frederiksberg. Idet navnene skulle være unikke i den forstand at der ikke måtte være andre med det samme navn i kompagniet kom navnene på nabobyer og -områder også i spil og den menige der senere blev kendt som Birkerød gik den første tid under navnet Hjemløse. Sent i seng og tidligt op Omgangstonen fra befalingsmændene var kontant, men høflig. Jeg fandt det faktisk forfriskende, at modtage klare instrukser og kritik det var et behageligt skift fra den mere indpakkede og insinuationsfyldte kommunikation jeg ellers havde oplevet i universitets- og bankverdenen. De første dage var travle sent i seng, og op kl. 0500, rengøring, morgenmad under kommando, kontrol af rengøring, appel, eksercits, idræt (som ikke længere bliver 6/2006

9 kaldt FUT) og foredrag om bl.a. militær straffelov. Foredrag har der været flere af, end jeg ville have troet, og reglen om at folk, der er ved at falde i søvn eller sidder og blunder skal rejse sig og stå op, er et middel som mange universitetslektorer og gymnasielærere sikkert gerne ville ønske sig. Jeg havde lovet at ringe til mine forældre, så snart jeg fik fri, for selvom jeg var flyttet hjemmefra for flere år siden, så er de kun blevet mere pylrede med årene der blev ikke tid til at ringe den første uge, men der blev brugt flere timer i weekenden på at redegøre for hvad militæret anno 2006 går ud på. Mottoer og sproglige skift Vi fik lært en god del mottoer i den første tid: bataljonens og kompagniets, og så skulle vi da også lige have et i delingen. Terror in hostes, Fremad påny lige på og hårdt og Fuld fart fremad 100% 3. deling. Alt dette har vi råbt mange gange af vores lungers fulde kraft, og det har forbedret mit humør hver gang. Mottoer kan være mere eller mindre heldigt valgte, og det morer mig fx når en deling, der har Første blandt ligemænd (Primus inter pares) som motto kommer for sent til appel. Tjekke er en person fra Tjekkiet, og ordet findes ikke som udsagnsord i forsvaret for her siger vi kontrollere. Det er et sprogligt skift som var sværere for mange af os end man umiddelbart skulle tro. Ingen hjælp fra mor Ugerne fik ben at gå på, og tiden for den første døgnøvelse kom hurtigt. Turen blev afsluttet med en tur gennem vand, mudder, andet herligt terræn og et tyve meter langt mudderfyldt rør med det lyriske navn Tyrens røvhul. Ovenpå røret sad kaptajn Tsang, som jeg selvfølgelig hilste på med et Goddag, hr. kaptajn før jeg begav mig ind i mørket. Efter at vi havde gennemført øvelsen fik vi kompagnimærker til vores tjenesteuniformer. De skulle sys på fra dag til dag, så her var der bogstaveligt talt ingen kære mor til at ordne det for en. Dronning Margrethes navnetræk på skulderen Døgnøvelse 2 har tidligere gået under navnet Rex-øvelsen, og den strakte sig over fire døgn fra mandag kl. 04:00 til torsdag nat De tolv skytter der skød bedst under træningen, erhvervede retten til at skyde de skarpeladte panseværnsvåben (PVV M95). med appel kl. 22:00. Rent personligt var det interessant at opleve at det fysiske pres søvnmangel, begrænset føde, løb med gasmaske, march med fuld oppakning, vandpassage m.m. sagtens kunne tolereres. Havde jeg siddet med et program for øvelsen ville jeg næppe have troet jeg kunne gennemføre den. Men vi kom igennem, og fik overrakt Hendes Majestæt Dronningens kronede navnetræk til at pryde vores tjenesteuniformer. Forsvaret fik åbnet for osteklokken Nu hvor halvdelen af værnepligten er overstået må jeg erkende, at hvad jeg først betragtede som en ubelejlig afbrydelse af mit karriereforløb, faktisk har udvidet min horisont både i forhold til min egen fysiske formåen og i forhold til andre mennesker. I et smalt studie- og arbejdsmiljø som mit, er der stort fagligt sammenhold, men også en række implicitte konventioner der gør sig gældende: Samme interesser, til dels samme politiske holdninger, livsanskuelse og karriereplaner. Positivt som mit studieforløb har været, så er der en vis vi alene vide mentalitet, hvor kun folk der har styr på Q-mål og σ-algebraer er inde i varmen. I Forsvaret er jeg kommet ud af osteklokken, og mødt mennesker der er forfriskende forskellige fra hvad jeg er vant til det har uden tvivl været sundt. Og selvom mine soldaterkammerater sikkert tit opfatter mig som ubehersket studentikos, har vi indtil nu oplevet et godt sammenhold og fået nogle måneder vi sent vil glemme. Når man som skytte har fået lov til at skyde en skarp PVV M95, kræver det et præcist træf som her, og målet er helt klart nedkæmpet 6/2006

10 Danmarksmesterskaberne i Fodbold Af: Overkonstabel af 1 grad Kenneth Frandsen 2 kompagni, II Uddannelsebataljon GHR Årets Danmarksmesterskab i udendørs fodbold, blev arrangeret af Slagelse Garnisons Idrætsforening(SLGI) og løb af stablen i dagene september. Deltagerantal et stort problem Efter at have reflekteret lidt over stævneforløbet, må konklusionen være at selve arrangementet forløb planmæssig, smertefrit og uden de store vanskeligheder. Glade og tilfredse deltagere over hele linien, apropos deltagereeller rettere, mangel på samme, et rekord lavt deltagerantal til dette års finalestævne, startede med 7 seniorhold (SEN), 9 ældre oldboys (ÆOB), 6 yngre oldboys (YOB) og kun 2 kvindehold. Den 20. sep. stod der 5 SEN, 4 ÆOB og 3 YOB unægtelig lidt af en falliterklæring. Set fra SLGI s side kunne vi dog være tilfredse med vores deltagerindsats, vi var nemlig repræsenteret i alle rækker. Det holdt dog hårdt for vores oldboyshold, men efter adskillige opringninger samt mails til div. potentielle spiller emner, lykkedes det alligevel at samle spillere nok, til at få spillet på banen til at forløbe okay begge dage. Mesterskabet hjemme igen Kvinder havde vi nok af, og tilmed nogle gode spillere af slagsen, de gjorde rent bord, spillede 2 kampe mod Fredericia (FAGI) og vandt begge overbevisende, og dermed også et Danmarksmesterskab. Tilmed gik kvindernes fighterpokal til SLGI s Marlene Tidselbak, fortjent må man sige, og dejligt at hun år efter år giver sig tid til at give os et nap med når det gælder. Marlene kan i øvrigt en del ting med en bold, noget som kan få de fleste til at spærre øjnene op en op en ekstra gang, når først hun går i gang med at jonglere. For begge oldboys holdene blev det til 3 pladser, ikke så meget at sige til det, mange nye spillere, og for de flestes vedkommende, nok nogle år siden at en bold var rørt sidst. Men en stor tak til de der overgav sig, og gav en fod eller 2 med. Store forventninger Seniorholdet havde Jeg selv forholdsvis store forventninger til, efter udtagelsen af en bruttotrup, og 4 træningssessioner med denne, følte Jeg, at vi nu var så klar som det nu lader sig gøre, med så kort en forberedelsestid. I den forbindelse skal der lyde en meget stor tak til de to HBU underafdelingschefer, kaptajn Tsang og kaptajn Olesen henholdsvis 1 og 2 kompagni, for deres velvillighed samt interesse. De har med deres villighed til at give deres spillere fri til træning osv., været stærkt medvirkende til at disse har følt sig som noget s ærlig t, s amt givet dem en anden oplevelse i deres samlede soldaterforløb/karriere Første kamp blev vundet stort, 13-0 og gav også opløftede tanker, om det videre forløb i turneringen. Desværre holdt vi ikke helt distancen i de efterfølgende kampe, nok mest fordi de andre hold nu var advaret og stod ultra defensivt, ikke noget Jeg havde vægtet særligt højt i de få træningspas vi havde haft til rådighed. Og man vinder ikke kampe fordi man er tæt på, tæt på gælder nemlig ikke i fodbold så fordi bolden rammer stolpen, eller bliver redet på stregen, så er der nødvendigvis ikke mål. Vi tabte kun 1 kamp, 3-2 til Holstebro (JDR) spillede uafgjort 2-2 mod Aalborg (TRRI) og vandt over Hærens Officersskole (HO). Alt i alt vel egentlig i orden, spiller for spiller havde vi det bedste hold, men det er som sagt ikke altid nok. Set i bakspejlet, kunne Jeg godt have brugt par træningspas mere, og til næste år ligger finalestævnet endnu tidligere, det stiller unægtelig nogle krav til alle mht. udtagelse, træning m.m. Tak til alle Jeg syntes godt at SLGI kan se sig selv i spejlet og være tilfredse med deres indsats. I disse tider kræver det at man indimellem giver lidt mere af sig selv, alle har som regel travlt med et eller andet og har dårligt tid til at holde fri, men engang imellem kan det være fornuftigt at standse op, kigge op, og give sig tid til noget andet, både til glæde for sig selv, men også for andre. Tak til alle der gjorde en indsats ved stævnet, hjemmeværnets sanitetsgruppe, dommerforeningen, Slagelse B & I s klubhus samt Slagelse kommune herunder kultur og fritid. 10 6/2006

11 Navnenyt Hæderstegn Overassistent Charlotte Pedersen, Kaptajn Flemming Axel Buch, Major Jan Stampe Hønnerup, Overkonstabel Allan Sonne, Overassistent Max Lundgreen og Kaptajn Kurt Peter Viktor Nielsen Hendes Majestæt Dronningen har fra den 26. september 2006 tildelt senior sergent Anne- Grethe Gade og overkonstabel Lars Onstrup Hæderstegnet for 25 års god tjeneste ved Hæren Hendes Majestæt Dronningen har den 26. september 2006 tildelt major Jan Stampe Hønnerup og kaptajn Flemming Axel Buch, hæderstegnet med egeblad af guld for 40 års god tjeneste ved hæren og til kaptajn Kurt Peter Viktor Nielsen, overkonstabel Allan Sonne og overassistent Max Lundgreen blev hæderstegnet for 25 års god tjeneste ved Hæren tildelt. Og ved samme lejlighed fik overassistent Charlotte Pedersen der har forrettet 25 års tjeneste under staten, overrakt jubilæumsgratiale og diplom Afsked Billedet til venstre: SSG A. Gade og OKS-1 L. Onstrup Major J.S. Hønnerup Hendes Majestæt Dronningen har fra den 4. oktober 2006 benådet oberstløjtnant Jørgen Peter Richter Spliid med Ridderkorset af 1. grad af Dannebrogordenen Hendes Majestæt Dronningen har fra den 26. september 2006 tildelt serviceassistent Grethe Marie Nielsen Hæderstegnet for 25 års god tjeneste ved Hæren Dødsfald Overkonstabel af 1. grad Morten Baudtler døde, efter en operation den 16. august 2006 Morten var en god og vellidt kammerat og altid meget hjælpsom. Han brugte meget tid på bestyrelses arbejdet i Slagelse Idrætsforening og var tidligere en fast skytte på regimentets skydehold. Æret være hans minde Tak Hjerteligt tak for det store fremmøde og gaver i forbindelse med mit 25-års jubilæum den 29. september 2006 Med venlig hilsen Charlothe Kaserneelementet Kaptajn K.P.V. Nielsen Forsvarschefen har afskediget kaptajn K.P.V. Nielsen og major J.S. Hønnerup på grund af alder med pension fra udgangen af oktober /

12 Flot ser det ud når husarene går gennem byen med tændte lygter Arkiv foto Når traditioner forpligter Af: Mathias Dalhoff (Menig Mosede) 5. deling, 1. kompagni, II Uddannelsesbataljon, GHR Soldater har alle dage været glade for at gå i byen. Og siden gammel tid har det givet anledning til det samme problem; hvordan får man dem hjem i rette tid til at udføre næste dags tjeneste? I gamle dage løste man problemet ved simpelthen at sende musikkorpset ledsaget af bevæbnede vagter gennem byen, så værtshusgæsterne kunne høre, hvornår det var tid at drikke ud og vende tilbage til kasernen. Det kaldte man Tappenstreg. Traditioner skal holdes i hævd Som årene gik, løb tiden fra traditionen, men traditionen blev genoplivet og gennemføres nu årligt som parade med start på Kastellet i København. 1 KMP fra II UDDBTN/GHR stil- lede naturligvis med en deling til arrangementet onsdag d. 6. september 2006 Det var delingsføreren for 4. deling, premierløjtnant Gottlieb, der med en fortid som sergent i Livgarden og en forkærlighed for eksercits havde fået til opgave at stå i spidsen for 1. kompagnis bidrag til St. Tappenstreg, som han selv deltog i som menig i Han havde to mål med St. Tappenstreg, dels at de værnepligtige skulle have kendskab til traditionerne og holde dem i hævd og dels at vise, at HBU-soldater med kun en måneds militær træning bag sig er i stand til at udføre svær eksercits. Derfor synes han heller ikke, at St. Tappenstreg er hverken gammeldags eller forældet. Det er vigtigt at vide, hvor vi kommer fra, siger han. Det var ingen sviptur Hans hovedopgave var at være fører for detachementet, der be stod af musik kor ps, t amburkorps, 18 lygtemænd og 15 geværbærere langs ruten, der 12 6/2006

13 gik fra Kastellet til Nordre Toldbod langs havnekajen og tilbage til Kastellet, hvor han så efter koncert ved musikkorpset kunne melde St. Tappenstreg veludført til kommandanten, major J. Kold. Alt i alt tog det knap halvanden time. Men dem, der meldte sig i troen om, at det drejede sig om en gratis sviptur til København, tog fejl. Det var fire lange dage med hård træning og en endnu hårdere udvælgelsesproces. Premierløjtnant Gottlieb beskriver arbejdet således: Hele kompagniet stiller 8-10 mand fra hver deling. Jeg kigger så på, hvem der har lyst og er dygtige nok. Jeg vælger 33 mand til paraden og tre mand til reserve i tilfælde af sygdom. Jeg kigger på deres holdning og hvordan de udfører deres eksercits. De skal have styr på stumperne, have id-kort på sig, lukkede knapper på lommerne osv. Ikke mindst fordi de får udleveret rimelig dyre ting, som ikke skal forsvinde. Som eksempel kan nævnes Livgardens vagtstøvler og ikke mindst M/69- uniformen. Pudse, pudse og atter pudse To af de værnepligtige, der slap gennem nåleøjet var 25-årige Per Nissen, der har søgt HRU, og 20-årige Martin Prip, der har søgt sergentskolen. På Slagelse kaserne er de bedre kendt som Husar Sønderborg og Husar Lillerød. Begge meldte sig for at prøve noget nyt, men har hver sin uddybning. Sønderborg nævner prestigen, mens Lillerød taler om udfordring, ansvar og militær ære med oprigtighed i stemmen. De kan dog hurtigt blive enige om, at pudsning af Livgardens vagtstøvler ikke er det sjoveste. De fik hjælp af nogle gardere, og da den gamle rivalisering mellem gardehusarer og livgardere kommer på tale, siger Sønderborg med et grin: På et eller andet niveau er de vel stadig soldater. De er de eneste, der har det næsten lige så hårdt som os. Som det bedste nævner Sønderborg øjeblikket, lige inden de skulle gå paraden, hvor de stod på Kongetrappen og sang Husarskålen med et lille glas portvin i hånden: Det var en fantastisk fornemmelse at stå der sammen med alle de gutter, man havde trænet med det var opmuntrende, fortæller han. Lillerød supplerer med: Stoltheden over at vise, at man er god til noget, man har øvet på i lang tid som det bedste ved oplevelsen. Pigerne er vilde med mænd i uniform De kan tage noget forskelligt med sig i deres fremtidige militære karrierer. Lillerød siger: Der er eksercitsen, disciplinen og måden hvorpå man behandler sine soldater under og efter eksercits. Vi oplevede for eksempel premierløjtnant Gottlieb slappe af og lave sjov, når vi havde pause, men når vi begyndte igen, blev han alvorlig og autoritær, som han jo skal være. Sønderborg taler om knap så konkrete ting, men siger så: Det vil altid være noget, man kan tage med sig i erindringen, men lad mig sige det sådan: Hvis vi kommer til at pudse støvler i HRU, så tror jeg nok, jeg vil være én af de bedste. Og hvordan var det så at bære M/ 69-uniformen? Sønderborg bryder ud i grin og sin yndlingssang fra Sommer i Tyrol : Man kan jo ikke gøre for at man har charme. Og fortsætter: Alle kvinder kan jo lide en mand i uniform. Lillerød, der blev interviewet dagen efter Sønderborg, siger: Nu ved jeg godt, at Sønderborg garanteret har sagt, at pigerne er fuldstændig vilde med den, men det holder ikke helt. Man fik selvfølgelig nogle blikke på gaden, mens andre kigger ligegyldigt. Men det er en fed følelse. Naturligt at vælge os igen De har også en lidt forskellig indstilling til, at de fik lov til at sove længe, mens deres stuekammerater havde stuekontrol om morgenen. Lillerød udtrykker lidt dårlig samvittighed, når han siger: Det var ikke så rart for dem og heller ikke for mig, for jeg havde jo også været med til at rode. Men på den anden side var det rart med den ekstra time på øjet. Sønderborg skærer ind til benet: Det er en af de fedeste oplevelser, jeg har haft herinde! Nu kunne historien godt slutte her, men der er en fortsættelse, for d. 25. oktober skal der gåes fodkommando med vagt på Fredensbrog Slot. Igen er det premierløjtnant Gottlieb, der står for udvælgelsen af folkene, og hvad er mere naturligt end at vælge blandt deltagerne fra St. Tappenstreg? Som han siger: De kan jo allerede grundtrinene. Tappenstreg forpligter Arkiv foto 6/

14 Man bliver inddelt i bodyteams fra start og det bruges blandt andet ved tilbagetrækning under beskydning (To støtter, to løber) Vi fik testet og flyttet grænser Af: Christian H. Aastrup (Menig Frederiksberg) 3 deling 2 kompagni II Uddannelsesbataljon GHR Idet Gardehusarregimentet er tilknyttet H.M.D. Margrethe, bærer alle husarer regentens navnetræk på skuldrene disse er bedre kendt som Rex-mærker. Men før vi som menige får lov til at bære disse mærker, og kalde os rigtige husarer, skal vi gennemføre døgnøvelse 2, "Rex-turen". Tillid er godt, men kontrol bedre Vi vidste kun lidt om øvelsens indhold da vi søndag aften mødte på kasernen, for vi skulle alle være på kasernen senest søndag Der var en vis spænding at mærke, da vi gik i seng hvor få timer ville der gå, før vi skulle op igen? Øvelsen blev påbegyndt kl mandag morgen, og det skete med stor larm og rabalder, så befalingsmændene kunne være sikre på at alle kom op. På mit værelse fik vi dog et par minutters varsel, idet sergenterne i nabobygningen var lidt tidligere ude end vores egne. Det var dog hårdt at komme op, og jeg erkendte senere, at jeg ikke havde fået det par støvler på, jeg oprindeligt havde udvalgt blandt mine to par. Min værelseskammerat menig Østerbro var dog langt mere forberedt. Hans første handling, efter at være sprunget ud af sengen, var at tømme en stor Cocio og dermed få sit blodsukker op. Den flaske viste sig at være en af de sidste sukkerholdige ting, jeg så under den øvelse for her var der klare begrænsninger på hvor meget slik og hvor mange cigaretter der måtte medbringes. 25g chokolade eller 4 cigaretter var maksimum for hvad der måtte medbringes, og efter en filosofi om at tillid er godt, men kontrol er bedre, tog vi kl. 0500, da vi var kommet ned på kompagnipladsen, alt tøj på nær underbukser af og spredte indholdet af vores rygsæk ud på teltflagen. Udover et par supermarkedsposer, blev der ikke fundet noget. Set i bakspejlet kunne det da være interessant at have prøvet at skjule noget foret i bukser og jakke blev ikke kontrolleret, og det gjorde indholdet at den dåse skosværte, jeg havde med, heller ikke. Jeg tror der var muligheder for at smugle. Det ekstra boost jeg forventede at få ud af 25 g chokolade var minimalt, og da jeg har flere rygere i min gruppe og kender til hvor irritable rygere generelt kan være uden cigaretter, så valgte jeg at tage cigaretter med på turen. Efter ransagningen blev vi transporteret til Næsbyholm skov, hvor vi gruppevis, taktisk bevægede os frem. Det var en sand lykke, da vi kom forbi et lille frugttræ, og jeg på den måde fik lidt mad den morgen. Det var ikke små vandpytter Målet for dagen var opklaringspatrulje og vandpassage. Vi modtog befaling fra premierløjtnant Sjøqvist, og fik derefter undervisning i vandpassage. Her var der ikke tale om den slags vandpytter vi så ofte passerede på vores marcher, nej det var en rigtig å på ca. 12 m som vi skulle passere, og den var dybere end vi kunne bunde. Om aftenen efter mørkefald rykkede vi frem mod vores agentkontakt, der skulle vise os vejen til åen. Her aftog vi uniform og Mad er ikke det man får mest af på rexturen, så det er bare med at nyde det når man kan og så supplere med naturens overflod, når muligheden er der 14 6/2006

15 2. Kompagni i Jægerspris udrustning, iklædte os regntøj, pakkede tøj og udrustning ind i teltflagen og sikrede indpakningen med vores barduner. Pakken, vi havde lavet, lignede en karamel, og under antagelsen om at den sagtens kunne flyde selv, satte vi den i vandet, lagde vores gevær ovenpå og skubbede den fremad i vandet mens vi selv svømmede bagved. Det var en kold oplevelse, men forholdsvis hurtigt overstået. Så var det tid til opklaringspatrulje, for området nord for åen var fjendeland. Min gruppe kom ikke i kamp med fjenden den aften, men det lykkedes desværre heller ikke for os at finde den fjendtlige lejr som vi skulle opklare imod. Vi blev samlet op af vores pickup omkring kl Feltgudstjeneste i regnvejr Vi sov i patrulje beredskabsområde (BSO) den nat, og stod op kl. 0700, hvorefter vi tog ud for at oprette BSO ved den kampstilling som vi skulle være ved om eftermiddagen og følgende nat. Vi fik gravet, sløret og sat bivuak op. Om aftenen øvede vi alarmering de første forsøg var ikke fuldt tilfredsstillende, men vi kom efter det ved den senere indøvning, og vigtigst af alt var, at vi ikke blev overrumplet, da fjenden rent faktisk kom den nat. På trods af den begrænsede mængde søvn var humøret højt da onsdag morgen kom. Vi skulle rykke ud gennem egne linjer, på march gennem terræn og på kamppatrulje den samme aften. Dagen gik med undervisning og indøvelse, og da det så var blevet nat tog vi af sted. At rykke igennem vores egne linjer er en oplevelse jeg sent vil glemme, der lød skud og eksplosioner, der lå sårede langs den vej vi skulle. Der var virkeligt mange momenter i spil, og vi rykkede hurtigt frem med fuld oppakning, og vi kravlede op ad skråninger og gennem mudder, og jeg blev i den forbindelse helt overrasket over, at jeg faktisk sagtens kunne holde trit. Herefter fulgte 12,5 km march gennem terræn, her var det marker som vi skulle igennem. Vi lærte bl.a. at hvis man berører et elektrisk hegn med sit gevær, så får man stød. De knoldede roemarker er ubehagelige at gå i, men i forhold til en skov er det langt nemmere at komme frem men i forhold til skoven er det selvfølgeligt også langt nemmere at blive erkendt af fjenden, når man bevæger sig over en mark. Kamppatruljens formål var at nedkæmpe fjendtlige enheder med materiel. Navnet for patruljen var Vild tyr, og min gruppes opgave var at støtte den gruppe, der nedkæmpede fjenden. Vi var sent færdige, så der var kun en halv times hvil den nat og det var der ikke lutter glade ansigter over. Men heldigvis startede torsdag blidt med en feltgudstjeneste, og selvom det regnede, så er I østen stiger solen op en god sang at starte dagen op på hvis man partout skal synge. Vi fik at vide at vi skulle ud på en førstehjælpshandlebane, og jeg tænkte straks at det da ville blive fysisk afslappende, fordi vi så sikkert skulle tage os af nogle sårede, forbinde dem osv. Men det var ikke hvad vi havde i vente. En af mine gruppekammerater blev erklæret såret, og vi fik en båre til ham. Nu skulle vi så bære ham hurtigt gennem terrænet, og det var virkeligt hårdt også selvom vi skiftedes om at bære. Næste handlebane var CBRN, og her skulle vi løbe med gasmasken klar. Der kom gas tåregas, men vi fortsatte løbet, kravlede op ad mudrede skråninger og løb gennem terræn. Til sidst ankom vi til et rensepunkt, hvor vi blev renset for gasresterne dette inkluderede også et iskoldt brusebad. Endelig rigtige husarer Om eftermiddagen, og nu var vi godt trætte, skulle vi ind i et røgfyldt telt. Vi havde gasmaskerne på, og teltet var helt mørkt. Der kom lys og kaptajnen, hvis stemme vi jo havde lært at kende gennem de sidste måneders tid, befalede os at tage maskerne af. Røgen var teaterrøg, ganske harmløs. Kaptajnen var i gallauniform, og havde champagne klar. Han bad os om at fremvise den forseglede kasse vi havde slæbt rundt på hele øvelsen. Den blev åbnet, og den indeholdt vores Rex-mærker. Vi skålede i champagnen og modtog enkeltvis mærkerne fra kaptajnen. Vi var nu blevet husarer. Og efter march til kasernen og godt 5 timers vedligeholdelse havde vi appel. Rex-øvelsen er noget ganske særligt og traditionsfyldt hos husarerne. Faktisk får vi her næsten lige så mange overnatninger ude som andre HBU ere får på et helt værnepligtsforløb. Det var da hårdt ikke at få al den søvn og mad, man kunne tænke sig, men det er rart at vide, at man kan udføre opgaven på trods af sult og træthed, og vide hvordan man selv reagerer i en presset situation. Rex-øvelsen har givet mig en øget viden om min egen formåen og et større indblik i hvad det vil sige at være soldat. 6/

16 Den noget tvivlsomme ære at blive udtaget, viste sig at være en oplevelse, ingen af os ville være foruden Fodkommando på Christiansborg Af Husar Skagen og Anders Juul-Damm (Menig Tappernøje) 4 deling, 2 kompagni, II Uddannelsesbataljon GHR Eksercits og inddraget fridag En tidlig torsdag morgen i september blev artiklens to forfattere kaldt ud på gangen ved kontrol af morgenrengøringen. Vores sergent nåede kort at sige noget om eksercits og fridag inddraget! Med den noget tvivlsomme ære begav vi os videre for at få nærmere instruktion af kompagnichefen (KC). Ved kompagnibygningen stod otte andre, der så lige så tvivlende ud som os. Al tvivl og negative miner blev dog hurtigt fjernet, da KC oplyste, at vi skulle iklædes fuld gallauniform og stå som fodkommando på Christiansborg, hvor Hendes Majestæt Dronningen ville være til stede ved modtagelsen af nye ambassadører. Samtidig og spille max Vi blev iklædt gallauniform for en kort stund, og de fleste af os fornemmede, at vi nok ville få et blandet forhold til den ellers meget smukke uniform. Alle ting blev aflagt i det lokale, som skulle blive vores liv de næste 3 dage. Det VAR faktisk meningen, at vi skulle have brugt fredag, som i denne sammenhæng var fridag, til at øve, men premierløjtnant Marins gode humør og tiltro til vores eksercitsevner sendte os hjem på en fortjent fridagsfredag. Dog skulle vi først øve, øve og øve. Først skulle de enkelte dele læres, det var der ikke de store ben i. Næste skridt var, at få samtidighed på, og udtrykket at spille maks har brændt sig fast i vores hukommelse i en blanding af lyden af sporer der rammer hinanden, støvler der pudses og sabler der hamres i skeden. Efter adskillige timer og endnu flere undrende blikke fra vores kammerater fik vi bevist vores duelighed og målet skulle, med stram disciplin mandag og tirsdag være inden for rækkevidde så vi kunne være klar til onsdag morgen. Mandag og tirsdag fortsatte træningen, nu med sabel og iklædt gallauniform. Nogle polske soldater på visit fik på deres rundvisning på kasernen en ekstra oplevelse og en masse billeder af os, og vi fik øvet med publikum på. Pudsemaskinen sparede tid Vi skulle stå klar på Christiansborg kl onsdag morgen. Da vi skulle uhørt tidligt op, besluttede vi, at morgenmaden skulle indtages på ægte Husarmanér i København. Dette blev gjort på hotel Admiralen, som har en yderst fortræffelig morgenbuffet samt nogle meget effektive skopudsemaskiner. De ville spare os Det er ikke alle husarer der får den oplevelse, at komme tæt på Hendes Majestæt Dronningen og samtidig bære den flotte gallauniform 16 6/2006

17 megen tid i pudsestuerne! Hotellets andre gæster så interesseret på, mens 12 husarer spankulerede rundt i restauranten i gallauniform og blanke støvler med sporer. Efter forgæves at have forsøgt at rydde buffeten gik turen videre til vagtstuen på Christiansborg. Vi havde på forhånd fået forbud mod at komme i nærkamp med garderne, da de ville være i overtal. En nærmere inspektion viste dog, at deres sabler var langt kortere end vores... til gengæld havde de skarpladte geværer! Luft til hovedet Da vi var 3 flere end der skulle bruges, blev der trukket lod om, hvem der skulle blive tilbage og være reserve samt se efter vores udrustning. Vi andre stillede os op på række, og gik med blanke sabler og løftet hage efter premierløjtnanten ud foran Christiansborg, og ind hvor vi skulle stå. Garderne havde en deling stående i de ydre rum, mens vi Husarer stod tættest på det rum, hvor Hendes Majestæt Dronningen skulle befinde sig. Vi følte os ikke så lidt vigtige! Efter at være blevet inspiceret af en oberst, stod vi klar til at modtage Hendes Majestæt Dronningen, som kom kort efter. Derefter ankom de fem ambassadører i hestevogn med ca. 25 minutters interval. En for en gik de med følge forbi os, og videre til Hendes Majestæt Dronningen og derefter forbi os igen på vejen ud. Det kan godt blive hårdt at stå med sabel ved skulder i tre en halv time, så mellem hver gæst fik vi lov til kort at tage kepien af og få lidt luft til hovedet og lidt blod til fødderne. Da alle ambassadører havde aflagt deres visit, kom Hendes Majestæt Dronningen og takkede os for vores tilstedeværelse. Derefter gik vi tilbage til vagtstuen, hvor feltflaskerne sjældent er blevet tømt så hurtigt. Her klædte vi om til tjenesteuniform eller civil, nogle blev aftrådt i København, og andre tog retur til Slagelse. Det var både varmt, hårdt og tiden kunne til tider synes lang, men det er helt sikkert, at ingen af os ville have været denne meget specielle oplevelse foruden! Til stueeftersyn med familien Af: Mathias Dalhoff (Menig Mosede) 5. deling, 1. kompagni, II Uddannelsesbataljon, GHR Lørdag d. 23. september blev der afholdt et åbent hus-arrangement på Antvorskov Kaserne. Forståelse for en soldats hverdag Det var en smuk dag med solskin og tilpas meget vind til at få flagene til at vaje blidt fra deres stænger. Men da den indledende parade var blevet gennemført til både officerernes og pårørendes tilfredshed og bataljonschefen, oberstløjtnant P. Boysen, havde budt velkommen, var der mange af de værnepligtiges tanker der begyndte at bevæge sig frem mod den efterfølgende mandag, der var første dag på Rex-turen. En, der dog ikke kunne tillade sig at være åndsfraværende den dag, var delingsføreren for 1. kompagnis 5. deling, premierløjtnant Nielsen, hun havde kommandoen over 1. kompagni der havde til opgave at gennemføre dagen, som den var planlagt. For hende var det vigtigt, at de pårørende fik en oplevelse af hverdagen på kasernen, at de fik et indblik i uddannelsen og i hverdagen i et missionsområde, På den måde ville de bedre kunne være vejlede deres soldat eller være mere forstående over for deres soldats beslutning. Som hun siger: Det var vigtigt, at de får et andet billede end det, man ser i tv-avisen eller på forsiden af Ekstra Bladet. En succes Hun syntes, at dagen var en succes set fra de pårørendes side. Hvad enten soldaten blot skulle aftjene fire måneders værnepligt eller have en videre karriere inden for Forsvaret. Men selv om dagen var succesfuld, kan man jo altid drage sig nogle erfaringer til et kommende, lignende arrangement. Premierløjtnant Nielsen forklarer: Jeg ville nok føre soldaterne mere rundt en anden gang. Der var mange, der bare valgte at føre deres pårørende rundt på egen hånd. Dette betød beklageligvis at nogen ikke oplevede alle foredrag selvom disse var obligatoriske. Det var ikke meningen, dagen var primært tænkt som en informationsdag for de pårørende. Stueeftersyn ekstra grundigt Udover foredrag var der mulighed for at opleve 4. spejdereskadron fremvise køretøjer, våben og materiel på et såkaldt static display, man kunne lade de små være soldat for en dag iført dygtigt lagt sløringscreme på en lille handlebane. Der var naturligvis også åbne stuer, hvor der blev gennemført en stuekontrol til ære for gæsterne. Inden da var der selvfølgelig blevet foretaget en ekstra grundig stuekontrol, hvor vi oplevede, at ting, der til daglig ser fornemt ud, drenge, åbenbart ikke var helt godt nok den dag. På stue 22 var vi blevet udvalgt til dels at fremvise et skab med perfekt orden og dels lægge et komplet sæt udrustning frem på sengene. Vi tog naturligvis opgaven alvorligt og begyndte allerede at lægge ting op dagen før, men indså omkring halvvejs, at mindst én af os ville få problemer med at sove på de ellers meget behagelige madrasser, hvis der skulle ligge udrustning samtidig. Det betød ét åbent skab og tre skabe, der absolut ikke var offentligt tilgængelige, og hvor hængelåsen sad forsvarligt fast. Således kom vi også gennem en fredelig dag, for de fleste pårørende var formentlig mere interesserede i at se deres soldats stue end i at se vores. Hvad de har syntes om feltrationerne, melder spørgeskemaerne dog intet om. 6/