Reformer? I anledningen af Socialdemokratiets kongres

Transkript

1 En kommentar fra Kritisk Debat Reformer? I anledningen af Socialdemokratiets kongres Skrevet af: Jan Helbak Offentliggjort: 30. september 2010 Ikke ret mange kan længere være i tvivl om, at to store politiske blokke står overfor hinanden i dansk politik, og at alle partier uden undtagelse for tiden må placere sig enten det ene eller det andet sted. Denne tendens til blokdannelse i det politiske landskab går som tendens gennem hele Europa. Hvad der så helt konkret skiller blokkene, kan til tider være mindre klart - selvom det fremgår tydeligt herhjemme. I det mindste på overskriftsplanet. Den "blå" blok vil med sin genopretningspolitik og nulvækst i den offentlige sektor "betale regningen" fra oprydningen efter finanskapitalens ruin, og så herefter med udgangspunkt i det nedsatte vækstforum sætte gang i væksten. Hvordan det helt konkret skal ske, ved hverken statsministeren eller resten af regeringen. Det kom tydeligt frem på DI's generalforsamling tirsdag den 28. september. Modsat vil "rød" blok ikke være med til at skære i den offentlige sektor og bringe velfærden i fare. Med udgangspunkt i Fair Løsning skal der satses på vækst, som igen skal gøre det muligt at fastholde den nødvendige velfærd. Selv om Fair Løsning på det spørgsmål er lidt mere konkret end regeringen, er oplæggets industripolitiske tanker ikke blevet modtaget specielt velvilligt i industrien. Velfærd følger velstand - eller? Men hvor forskellige de to politiske strategier end er, mødes de dog i et fælles skæringspunkt. Man er i det store og hele enige om at uden fortsat produktion af velstand, er det ikke muligt at fastholde velfærden. Dette er korrekt, selvom der selvfølgelig er forskelle i opfattelsen af, hvad der skal produceres og hvordan, lige så vel som forskellene er til at få øje på, når talen falder på statens rolle i velstandsproduktionen. I den daglige politiske debat spiller disse forskelle dog en underordnet rolle. Følgerigtigheden står fast. Først velstand så velfærd. En indlysende sandhed, som få kan være uenige i. Hvis vi ikke producerer mere rigdom eller værdi, er der i sagens natur mindre at fordele, og så tynder det ud i velfærden. Men spørgsmålet er, om denne selvindlysende sandhed nu er så indlysende endda? Kan man ikke forestille sig, at produktionen af velstand - som i lighed med velfærd ikke er et særligt præcist begreb - foregår under forhold og på en sådan måde, at der skabes problemer, hvis løsningen presser velfærden? Dvs. at uanset hvor meget, der produceres og sælges, så får befolkningen som helhed det ikke stort bedre. Man kommer godt nok fri af gamle problemer, men skaber i samme moment nye, som det kræver uhyre ressourcer at få bugt med. Den vinkel er stort set fraværende i de to blokkes politiske udmeldinger og daglige mellemværende. Horisontafkortning Forklaringen skal angiveligt findes i, at begge blokke bortset fra retoriske henvisninger til miljøet, bæredygtige investeringer og den slags, i det store og hele har sat selve produktionen og måden, 1 / 5

2 den foregår på, i parentes. Altså friholdt den for kritisk debat. Produktionslivet og væksten er i lighed med "globaliseringen" blevet omdannet til uafhængige variable, der tages for givet, og som ikke kan inddrages i den generelle politiske diskussion af, hvorledes samfundet skal indrettes i fremtiden. De fremtræder som vilkår - ikke som produkter af handling. Som naturlove. På den måde kan man sige, at det politiske undersøgelses- og diskussionsfelt har fået afkortet sin horisont. Det gælder i særdeleshed, når den politiske debat har fokus på væksten i den offentlige sektor, som med de seneste budgetoverskridelser åbenbart ser ud til at være ustoppelig. Men det gælder også, når der fokuseres på de mange og iøjnefaldende problemer, som dels præger det almindelige samfundsliv og dels indtager prominente pladser i den politiske diskussion. Den ene dag ghettodiskussionen. Den næste dag det alt for høje sygefravær. Den tredje og som regel også fjerde dag de store demografiske ændringer. For alle diskussionerne gælder, at den samlede samfundsformation aldrig inddrages - noget regnes for givet og uforanderligt. Dette noget er den måde, vi producerer og fordeler velstanden på - ved kilden. Nogen vil blot kalde det markedet. Men det er for forenklet, fordi der findes mange forskellige markeder, og fordi et marked ikke fungerer uafhængigt af, hvordan og hvad der produceres. Problemet med denne horisontafkortning er, at der er en række problemårsager og løsninger, som så ikke kan behandles. For ingen har selvfølgelig øje eller ser muligheden for at ændre på det, der er uforanderligt. Konsekvensen er, at spændvidden i debatten om velfærdsstaten - eller måske bare velfærden, som det er reduceret til i dag - bliver en kende sammenpresset. Og bemærkelsesværdigt er det, at det er forbavsende få, der insisterer på, at bjerget godt nok ikke er mere fast og større, end at det kan flyttes. "Red velfærdsstaten" - et glemt indlæg En behjertet sjæl forsøgte at rejse debatten og anlægge nye synsvinkler på den helt tilbage i 1997 ved at udgive en debatbog med titlen; "Red velfærdsstaten". Det var den tidligere departementschef Erik Ib Schmidt. Men bogen blev hurtig glemt, og få husker den vel i dag. I bogens mest centrale kapitel opregner forfatteren en uhyre vigtig rangordning af det, han kalder "de velfærdspolitiske tiltag". Han opsummerer dem således: 1. Det er bedre at forebygge end efterfølgende at reparere og helbrede. 2. Det er bedre at helbrede end at yde omsorg og forsorg. 3. Hvis det ikke lykkes at forebygge eller at helbrede, er det bedre at assistere med omsorg end forsorg. 4. Hvor det hverken lykkes at forebygge eller helbrede og hvor omsorg ikke er tilstrækkeligt, er det nødvendigt, at andre f.eks. familien eller velfærdsstaten forsørger de ramte. I den videre analyse fremhæver Erik Ib Schmidt gentagne gange, at det store problem for velfærdsstaten, som vi kender den, er, at den aldrig har haft succes med at forebygge, hvorfor problemerne ofte er blevet så store, at de heller ikke har kunnet helbredes. Tyngdepunktet har således alt for længe været forskudt til omsorg, eller som det oftere og oftere er tilfældet i dag til forsorg. Tænk blot på de ca mennesker i den arbejdsduelige alder på "passive" overførselsindkomster - mennesker, som for en stor dels vedkommende er stærkt marginaliserede. Og tænk på, at sådan har billedet med minimale ændringer set ud i 30 år. I sandhed en økonomisk 2 / 5

3 "dødvægt" på de offentlige budgetter. Forfatterens andet fokus er, at det, vi i daglig tale kalder forebyggelse, selvfølgelig passer godt ind i den liberalistiske samfundsfilosofis individualistiske billede, men set på samfundsplan ikke har meget med forebyggelse at gøre. Hans pointe er, at radikal forebyggelse forudsætter radikale og i sagens natur kollektive indgreb i de mekanismer, der skaber de forskellige problemer, som det med nødvendighed er op til velfærdsstaten at løse. Et forhold der absolut ikke er blevet mindre vigtigt med de sidste 20 års kommercialisering af hele samfundslivet inklusive det, vi kalder civilsamfundet. Forstået således, at flere og flere af de problemer, som træder frem, alene kan løses af statssystemet, fordi der ikke længere er andre instanser til det. Forebyggelse et kollektivt anliggende Men hvordan forestiller man sig radikal forebyggelse gennemført, hvis man ikke kan gribe afgørende og bestemmende ind overfor en vild vækst i boligpriserne, der segmenterer samfundet i en ekstremt polariseret socialgeografi? Eller ind i produktionslivet, som producerer arbejdsbetingede sygdomme, lidelser og nedslidning som aldrig før? Eller overfor profitbestemt outsourcing og krav til arbejdskraften om at være så fleksibel, at det ødelægger familieliv, blokerer for kulturelle oplevelser og udvikling? Eller overfor profitbestemte krav om geografisk mobilitet, der sammen med krav om fleksible arbejdstider m.m. ganske enkelt udelukker, at store grupper kan benytte offentlige og kollektive transportmidler, fordi de nødvendigvis skal fungere efter ganske bestemte køreplaner? Eller ind overfor den fortløbende forringelse af vores fødevarer, der afstedkommer en voksende og kompleks mængde følgesygdomme? Ja - listen er alenlang. Det afgørende er, at når vi politisk afstår fra eller uudtalt udelukker muligheden af at gribe radikalt ind over for de samfundsfaktorer eller i de samfundssektorer, der producerer de problemer, som det offentlige skal løse, er der kun de velfærdspolitiske indgreb af anden, tredje og fjerde rang tilbage. Og billedet er desværre, at tredje og fjerde rang igen er ved at blive fremtrædende, fordi det i takt med problemernes omfang og kompleksitet er forbundet med enorme udgifter at reparere på eller helbrede dem. I den sammenhæng forekommer det unægtelig noget perspektivløst, når lederen af den "røde blok" på Socialdemokratiets kongres nærmest gør en dyd ud af at slå fast, at Socialdemokratiet skam ikke er rykket til venstre og i samme tale rækker hånden ud mod erhvervslivet for at indgyde erhvervslederne tillid til, at en kommende socialdemokratisk regering ikke vil optræde som erhvervslivets fjende. Det samme erhvervsliv som med DI i spidsen er fremkommet med 100 forslag til vækst, der stort set handler om indskrænkning af velfærdsgoder for den almindelige lønmodtager, krav om større fleksibilitet, færre overenskomstmæssige rettigheder, lavere top- og erhvervsskat og så et gennemgående krav om foranstaltninger til erhvervsfremme, uden at regeringen i øvrigt skal blande sig i, hvordan erhvervslivet producerer og sælger varerne. Med det udgangspunkt har man dels afskåret sig fra muligheden for at føre en radikal reformpolitik, der sætter den kollektive forebyggelse af samfundsproblemer i centrum og på samme tid holder de offentlige udgifter i en størrelsesorden, der er samfundsmæssigt bæredygtig. Tværtimod fastholder man sig selv i defensiven, hvor man på den ene side fører et bevidstløst forsvar for den offentlige sektor, og på den anden side igen og igen af erhvervslivet, borgerlige tænketanke og andre opinionsdannere tvinges til at "turde tage de åbne diskussioner af de nødvendige reformer". Som oftest er disse "åbne diskussioner" synonyme med en forhåndsprogrammeret massering af den offentlige mening og "reformer" med afskaffelse af efterlønnen, reduktion i dagpengene, eller hvad nu eufemismen ellers dækker over af angreb på de almindelige velfærdsgoder. 3 / 5

4 Ved at lade bjerget stå urørt, ja - endog komme til det - er "rød blok" blevet låst fast i et politisk defensorat for en velfærdstat, der er så belastet af samfundsskabte problemer, som den ikke kan løse, at den stadig mere prægnant fremstår som stor, dyr og ineffektiv. Hvilket konstant giver næring til "blå bloks" neoliberale utopi om, at hvis blot det offentlige drives og styres efter de samme principper som de veldrevne koncerner i erhvervslivet, så kan udgifterne holdes nede og borgerne opleve en bedre service - bedst og billigst. Faren ved at være havnet i den situation er, at selv om det lykkes "rød blok" at lægge skattejagten på Helle Thorning Schmidt bag sig og vinde regeringsmagten ved det kommende folketingsvalg, kan en ny regering i det store og hele blive tvunget til at føre den samme politik, som den vi kender, fordi man har afskrevet sig muligheden for at gribe radikalt ind dér, hvor man virkelig kan løse problemerne, før de vokser sig så store, at det enorme helbredelsesapparat skal sættes i gang. Den anden fare består i, at man med den måde at bedrive politik på ikke kan skabe en aktiv opbakning i befolkningen og skabe grundlaget for at gennemføre den radikale forebyggelse, der er behov for, fordi et sådant nybrud forudsætter indsættelse af folkelige ressourcer, vilje, engagement og organisering. I stedet hænger man fast i de lukkede rums politik, der siger: "giv os regeringsmagten, og vi giver jer velfærden". Vel noget alle partierne kan skrive under på uanset bloktilhørsforhold. En billig regering Hvorfor vender rød blok ikke det hele 180 grader og siger: "Som de første i mands minde vil vi gå til valg på og mobilisere for en billig regering. Vi vil gennemføre en radikal forebyggelsespolitik, og ingen samfundssektorer er hellige. Heller ikke erhvervslivet og det kapitalistiske marked. Vi vil gribe ind der, hvor problemerne skabes og mobilisere befolkningen til at være med, så den offentlige sektor i langt større omfang kan anvende ressourcerne på at skabe virkelig velfærd og ikke som nu reparere og forsørge"? Kender vi ikke allerede svaret? Man skal kunne tælle til 90! Og skulle "rød blok" fremlægge en politisk strategi ud fra de ovenstående linjer, vil det med sikkerhed skræmme store segmenter af midtervælgerne, og så er der ikke noget regeringsalternativ, men alene renfærdige råb mod havet. Men ønsker midtervælgerne ikke større lighed i indkomsten? Ønsker de ikke større frihed og muligheder for at bruge den? Ønsker de ikke reelle fællesskaber som ramme om dagliglivet? Ønsker de ikke renere byer, mindre kriminalitet, større tryghed, bedre sundhed, ordentlige fødevarer, miljømæssig bæredygtighed og så videre? Er det kun en lille fanatisk venstrefløj og den marginaliserede tredjedel af samfundet, der ønsker disse velfærdsgoder? Vi tvivler. Så hvorfor ikke gå i offensiven for disse helt elementære velfærdsgoder og velfærdsforudsætninger og samtidig forklare, hvilke indgreb og mere radikale politiske forandringer, der skal til, for at de kan bevares? Og hvorfor ikke indrømme, at statssystemet og hele den offentlige sektor ikke kan løse de problemer, som følger i kølvandet af kapitalismens hæmningsløse vækstkrav og krav om, at alt af værdi i tilværelsen skal holdes op imod det globale konkurrenceregime? Et første skridt kunne være, at man i "rød blok" åbnede op for diskussionen af disse perspektiver, i stedet for at bruge en stor mænge energi på at holde ro og orden i rækkerne ud fra den vildfarelse, at ro giver vælgerne tryghed, og at de i øvrigt er så blåøjede, at de ikke godt ved, at der gør sig mange forskellige opfattelser gældende i "rød blok". Før eller senere bliver man alligevel nødt til at åbne for disse diskussioner. Det sker nu i Sverige. Det sker i Tyskland. Det er ved at ske i Frankrig. Og det er jo lige netop det fremskridt, som 4 / 5

5 blokdannelsen er udtryk for. At man er fundet sammen på trods af forskelle og afspejler forskellighederne i de forskellige samfundsgrupper, som dog har det til fælles, at de ikke vil give slip på velfærden - ikke kun indenfor men også udenfor den offentlige sektor - i det daglige liv i samfundet. Hvis det ikke sker allerede nu, er der en risiko for, at det vil gå den "røde bloks" bevægelse som i denne lille anekdote: "Mor - hvorfor bliver det røde flag mindre og mindre? Det skal jeg sige dig, det er fordi, vi går baglæns". Af Jan Helbak, medlem af Kritisk Debats redaktion 5 / 5