Introduktion og begreber til Tomorrow Today

Transkript

1 Tomorrow Today Det Arabiske Forår Introduktion og begreber til Tomorrow Today Det startede i Tunesien Hvad er Mellemøsten? Revolution eller ej? Sociale medier Politisk kultur og musikkultur Filmanbefalinger og hjemmesider Billede: Egypt Tahrir Square 2011, by AK Rockefeller,

2 Det arabiske forår Til undervisere Denne introduktion til det arabiske forår er lavet til dig, som skal planlægge og undervise i relation til projektet Tomorrow Today (TT). Et helt centralt formål med TT er at få danske unge til at reflektere over fremtiden for de mennesker, som bor i Mellemøsten og Nordafrika, og som er berørt af de voldsomme folkelige oprør som startede i foråret 2011: Det arabiske forår. Kan vi forestille os et friere og bedre Mellemøsten? Hvad har demonstranterne opnået? Har de folkelige oprør været forgæves? Giver det mening at kæmpe imod korruption, fattigdom og undertrykkelse? Hvordan ser Mellemøsten ud i dag, og hvilke drømme og håb har danske unge for Mellemøsten i morgen? Dette er en introduktion, som klæder dig på til at tage diskussionerne op og sætte tankerne i gang hos de unge. Materialet afdækker langt fra alt, hvad der er sket siden foråret 2011, og hvilken vej udviklingen går i de forskellige arabiske lande. Selv eksperter i regionen er meget uenige! Men forhåbentlig føler du dig lidt tryggere med dette dokument i hånden. Dette materiale er sat sammen, så du først får en introduktion til, hvordan det hele startede i Tunesien og spredte sig til resten af regionen. Derefter følger 4 afsnit, som præsenterer en række centrale begreber/temaer: Mellemøsten, revolution, sociale medier samt politisk kultur og musikkultur. Endelig har vi samlet nogle film og artikler, som kan give dig et endnu bedre indblik i udviklingen under og efter det arabiske forår. Klø på! /RAPOLITICS Materialet er skrevet af: Laura Toft Nielsen, cand.scient.pol. Specialetitel: Sociale Medier i det Arabiske Forår Stilling: Samfundsfagslærer på Kalundborg Gymnasium og HF

3 Det startede i Tunesien Historien om det arabiske forår kan fortælles på mange måder. Men sikkert er det, at flere brikker faldt på plads på én gang og gjorde det muligt, og at arabernes utilfredshed havde været tiltagende over mange år. De havde fået nok af korruption, politivold og arbejdsløshed. Et politisk statement Urolighederne startede den 17. december 2010, hvor en 26-årig frugtsælger blev chikaneret af de tunesiske myndigheder i byen Sidi Bouzid. Han satte ild til sig selv i protest - et statement, der blev opfattet, som en protest mod arbejdsløshed og korruption. Begivenheden satte en bølger af demonstrationer i gang i nabobyerne og det udviklede sig hurtigt til landets andet store oprør i 3 år. I 2008 var Tunesien nemlig også præget af store protester grundet arbejdsløshed og korruption. Men hvorfor blev demonstrationerne i Tunesien så voldsomme i , når de ikke gjorde det i 2008? Et vindue for forandring Flere eksperter har her peget på, at mediedækningen af begivenhederne i Tunesien skabte vinduet for forandring. Tunesien har nærmest været ikke eksisterende i vestlige medier, og dækningen af Tunesien på de store transnationale arabiske kanaler (Al- Jazeera & Al Arabiya) har heller ikke været stor. Al-Jazeeras journalister har været forbudt adgang til Tunesien. Men i blev protester systematisk dokumenteret og filmet med mobiltelefoner og linket til både twitter og facebook, hvilket blev opdaget af Al-Jazeera. De nationale og statsejede tv-stationer i Tunesien forsøgte i høj grad at skjule demonstrationerne, men via lokale mobiloptagelser kunne tuneserne se, hvad der foregik på Al-Jazeera. Billede: Bouazizzi new hero of the Arab revolution, by raise58, Omkring den december flyttede revolutionen sig fra medierne til gaden. Nu var det ikke længere kun de unge, men hele befolkningen; fagbevægelserne, arbejdere, mænd i 50 erne og mødre med tørklæder, der gik på gaden Og på det tidspunkt kommunikerede folk mund til mund, for på det tidspunkt var facebook kontrolleret og infiltreret af pirater fra regimet. Folk har til alle tider kunnet kommunikere og det kan de selvfølgelig også nu (og uden de sociale medier). Tunesienekspert, ph.d.-stud. Rikke Haugbølle Tunesiens præsident, Ben Ali gik af den 14. Januar 2011.

4 Billede: "Tahrir Square" by Maggie Osama, Egypterne fulgte først efter Millioner af arabiske hjem fulgte med via Al- Jazeera i de tunesiske protester, og i januar 2011 begyndte politiske grupper at planlægge protester i Egypten. Primært to grupper var centrale: 6. Aprilbevægelsen og We are all Khaled Said (se tekstbokse nedenfor). De arbejdede sammen med andre ungdomspolitikere og sammen kaldte de sig Revolutionens Ungdomskoalition. De valgte den 25. Januar som protestdag. Dagen var i forvejen blevet udvalgt af det egyptiske regime som politiets hyllestdag, og idet mange egyptere var rasende på politiet spredte rygtet om protester sig hurtigt via både sociale og nationale medier samt Al-Jazeera. Den 25. Januar og dagen efter blev der udkæmpet vigtige gadekampe mellem protester og politi og herefter lykkedes det demonstranter at indtage Tahrirpladsen i Cairo. Efter 18 dages demonstrationer gik Egyptens præsident Hosni Mubarak af, den. 11. februar Ringe i vandet Egypterne har de sidste 10 år afholdt flere og flere demonstrationer som har udfordret regimet, og derfor var det oplagt, at egypterne fulgte efter tuneserne som de første. Samtidigt har Egypten i århundreder været foregangsland i Mellemøsten, og derfor er der også god grund til demonstrationerne spredte sig som ringe i vandet i nærmest samtlige arabiske lande i januar, februar og marts Tuneserne og egypterne havde vist vejen og herefter turde mange arabere at følge med. Andet kapitel i det arabiske forår Men i marts skete der flere ting, som til en hvis grad bremsede håbet om forandring i hele regionen. Den vigtigste begivenhed skete i Bahrain, hvor tusinder af demonstranter havde samlet sig på den såkaldte Perleplads i hovedstaden Manama. Her demonstrerede bahrainerne i 2 måneder for reformer og flere rettigheder, men den 15. marts blev pladsen brutalt ryddet af militæret.

5 Billede: Pearl and Peace of the pearl monument in Bahrain before it was destructed, by Al-Jazeera English, Det var imidlertid ikke kun Bahrains eget militær men i høj grad kampvogne fra Saudi-Arabien, som ryddede Perlepladsen. Det saudiske regime markerede således en enorm modstand imod de revolutionære kræfter, som var vokset frem over hele regionen, og det skræmte mange. Også i Syrien blev demonstranter i marts måned mødt med markant væbnet modstand fra regimet, og som man kan se jævnligt i de danske medier er kampene ikke slut i Syrien. Her har kampene mellem regimet og opposition udviklet sig til borgerkrig. Endelig blev det egyptiske militær, som først havde hjulpet demonstranterne i Egypten, valgt som overgangsmagt (SCAF 1 ) i marts måned af folket. Herefter strammede militæret taget om magten igen, og blev siddende længere end ventet. I dag har Egypten fået en valgt præsident, men mange af de ledende militærpersoner, som sad ved magten under Hosni Mubarak er stadig meget magtfulde i Egypten. Foråret fortsætter Som beskrevet vendte udviklingen i løbet af sommeren 2011, og der er mange grunde til pessimisme. Udviklingen af demokrati, indførelsen af flere rettigheder og en forbedring af økonomierne går meget langsomt. Men der er ligeså gode grunde til at holde fast i det håb, der blev skabt, da det arabiske forår begyndte. Det er vigtigt at huske, at de regimer, der findes i dag ikke er den eneste slags, der kan eksistere. Før Anden Verdenskrig havde mange lande i Mellemøsten mere tolerante og fordomsfri regeringer end det siden har været tilfældet. Så det er ikke utænkeligt at regeringer baseret på større folkelig opbakning vil genopstå i regionen. Mange af de arabiske lande har en imponerende, veluddannet ungdomsgeneration, som stod i spidsen for revolutionerne, og deres politiske engagement vil fortsætte fremover. Det er selvfølgelig også helt centralt, at mange arabere selv holder fast i et stort håb om forandring, og der er ikke nogen tvivl om at den politiske kultur har ændret sig. Mange tør i dag at tale åbent om politik og forholde sig kritisk, hvor man før holdt mund. 1 SCAF = Surpreme Council of the Armed Forces. SCAF var overgangsmagt i Egypten fra d. 11. Feb til d. 30. Juni 2012, hvor Egypten fik sin nye præsident; Mohammed Morsi.

6 Hvad er Mellemøsten? Der opstår ofte forvirring, når man taler om Mellemøsten, for hvilke lande dækker det egentlig over? Slår man Mellemøsten op i et atlas finder man sjældent et klart svar. Mellemøsten er nemlig hverken et kontinent eller en geografisk region men et geopolitisk og kulturelt område. Man kan kun med sikkerhed sige, at den arabiske halvø er inkluderet. Historisk er Mellemøsten navngivet af europæere, som ville skelne mellem Østen (Asien) og det der lå mellem Europa og Østen = Mellemøsten. Med dette udgangspunkt har man ofte talt om den arabiske halvø, Levanten, Tyrkiet og Iran samt Egypten. I dag hører man ofte om Mellemøsten i medierne, hvor det bliver en betegnelse for alle de arabisktalende lande, som strækker sig fra den arabiske halvø og hen over hele Nordafrika. Med denne sproglige definition er Iran og Tyrkiet selvfølgelig ikke med, idet man her snakker persisk og tyrkisk. Dog regner man som oftest Israel med i Mellemøsten, selvom man her snakker hebraisk. Som nævnt, startede det arabiske forår i Tunesien, som geografisk set ligger i Nordafrika. Når vi taler om det arabiske forår, ville det derfor være mest geografisk præcist at sige, at vi taler om MENA-regionen. Det er en engelsk betegnelse, som kommer af Middle East & North Afrika. Men hvis vi husker at sige, at vi med Mellemøsten mener alle de arabiske lande, så kan vi godt slippe af sted med tale om, at det arabiske forår skete i Mellemøsten. Der er som nævnt ikke nogen entydig definition. Det vigtigste er at man kan forklare, hvad man mener, hvis nogen spørger. Andre betegnelser: Nordafrika: Egypten, Libyen, Tunesien, Algeriet & Marokko Den arabiske halvø: Saudi Arabien, Kuwait, Yemen, Oman, De Forenede Arabiske Emirater (UAE), Bahrain, og Qatar. Den arabiske halvø er landfast med Jordan og Irak. Levanten: Jordan, Palæstina (Vestbredden+Gaza), Israel, Syrien og Libanon Billedet er kopieret fra CKU s hjemmeside:

7 Revolution eller ej? Revolution er ligesom Mellemøsten et begreb som alle taler om i forbindelse med det arabiske forår. Men mener vi egentlig det samme, når vi siger det og har der overhovedet været revolution? Ordet revolution bruges i daglig tale om alt muligt, som ikke nødvendigvis handler om politik. For eksempel taler man om den digitale revolution (indførelsen og brugen af computere, internet og smartphones). Der er imidlertid stor uenighed om, hvad man mener kan tælle som en politisk revolution. Den amerikanske forsker Jon B. Alterman mener således ikke, at der er sket en revolution noget sted i Mellemøsten endnu: På trods af løs snak om arabiske revolutioner dette forår har vi endnu ikke set nogen. Revolutioner skal trods alt ikke vurderes på det de erstatter, men på det de erstattes med. Jon B. Alterman, Når man snakker om revolutioner i det arabiske forår tænker man selvfølgelig på Tunesien og Egypten, hvor præsidenterne er blevet tvunget til at gå af. Men Alterman s pointe er altså, at for meget af de gamle politiske systemer og for mange politiske magtfulde personer er de samme i både Tunesien og Egypten, og derfor giver det ikke mening at tale om rigtige revolutioner, men om folkelige oprør. Som der står i teksboksen her på siden, så kan man tale om en politisk revolution, når der sker en drastisk fornyelse af landets forfatning/grundlov. Både egypterne og tuneserne har stemt om en ny forfatning i løbet af vinteren , men det er stadig usikkert, hvor store politiske og demokratiske 2 Citat fra artiklen: The revolutution will not be tweeted. The Washington Quarterly 34:4 pp , lterman.pdf Definition af revolution Revolution betyder omvæltning, og udtrykket bruges i dag i utallige forskellige sammenhænge til at beskrive voldsomme eller gennemgribende forandringer. I politisk betydning er en revolution en omvæltning af en stats styreform og forfatning, således fx den franske revolution (1789), den russiske revolution (1917) og revolutionen i Kina (1949). Fra: SamfundsLex, Gyldendal 2004 Billede: Liberty Leading the people, 1830 by Eugénie Delacroix, Public domain ændringer det vil medføre, og forskellige menneskerettighedsgrupper er bekymrede over, at udviklingen går alt for langsomt. I de danske medier er det dog helt almindeligt at tale om den egyptiske og tunesiske revolution, men man kan argumentere for, det er mere præcist at kalde det revolutionære oprør, hvor revolutionære ideer og tanker har været i åbent spil igennem de sidste 2-3 år. Man kan også sige, at der er sket en politisk revolution i arabernes bevidsthed. Det vigtigste er, at man er bevidst om, at revolution er et omdiskuteret begreb.

8 Sociale medier Sociale medier har været et meget populært emne i forbindelse med det arabiske forår og med god grund. Men vi må endelig ikke tro, at sociale medier udgør en lige vej til mere frihed og demokrati. Sociale medier udgør et spændende potentiale for politisk forandring, men de nye medier er afhængige af koblingen til andre medier og af de konkrete politiske omgivelser i de enkelte lande. Internetaktivister og pirater fra regimet Sociale medier har skabt mange nye muligheder for at udtrykke politisk kritik, hvilket har ændret nyhedsbilledet meget i flere arabiske lande. Det er dog vigtigt at huske, at regimerne er lige så flittige til at udnytte de nye medier som oppositionsgrupper er. De folkelige oprør, som startede med det arabiske forår, kæmpes altså videre på internettet. På de sociale medier kæmper regimer og opposition om at vinde legitimitet og sympati. I Bahrain, hvor regimet har slået oprøret ned med hård magt, fortsætter oppositionen således sin kamp vha. en blødere form for magt på internettet: kampen om at skabe den sande fortælling om hvad der foregår. I Syrien foregår borgerkrigen også både på gaden og på internettet. TV og politiske magtstukturer Netop Bahrain og Syrien er gode eksempler på, hvor forskellig betydning internetaktivismen kan have. Som det blev beskrevet i det første afsnit om oprøret i Tunesien og Egypten, så fik sociale medier en stor betydning, fordi der blev skabt et link mellem sociale medier og Al-Jazeera. Dette link er meget aktuelt i Syrien. Al-Jazeera får således langt det meste af deres information fra internettet, fordi det er så svært for journalister at komme ind i Syrien. Også i dansk fjernsyn har vi set masser af private amatøroptagelser fra mobiltelefoner fra Homs og Hama. Omvendt ser vi ikke mange nyheder fra Bahrain, og Al-Jazeera har også været meget stille angående Bahrain. Dette skyldes, at Al- Jazeera er placeret i den lille golfstat Qatar, som ligger tæt på Bahrain og Saudi-Arabien. På Al-Jazeera og i Qatar er man altså rædselsslagne for et saudisk indgreb ligesom det skete i Bahrain. Derfor har Al-Jazeera holdt lav profil i forhold til Bahrain. Man kan således konkludere, at selvom Al- Jazeera er en meget moderne og kritisk tvstation, så er den også til en vis grad begrænset af de politiske forhold i Mellemøsten ligesom alle andre tv-stationer i regionen. Og dette forhold påvirker, hvilken betydning sociale medier kan få for politik.

9 Egyptiske politiske bevægelser, som har brugt sociale medier We are all Khaled Said en bevægelse imod politivold We are all Khaled Said er en bevægelse i Egypten, som startede i juni Gruppen tog sit navn efter en ung mand, der blev banket ihjel af politiet i Alexandria. Politiets overgreb blev filmet og de brutale billeder af Khaled Said figurerede hurtigt på de sociale medier. Gruppens facebookside blev hurtigt populær. Allerede i juli 2010 var der ca medlemmer på facebook. Gruppen har siden fungeret som en platform, hvor myndighedernes magtmisbrug og systematisk politivold er blevet udstillet og livligt diskuteret. I efteråret 2010 formåede gruppen at organisere en række fredelige protester i egyptiske storbyer, hvoraf nogle blev arrangeret i samarbejde med 6. Aprilbevægelsen. I forbindelse med retssagen af de to politimænd som dræbte Khaled Said, fik gruppen mobiliseret flere tusinder demonstrerende, hvilket kun Det Muslimske Broderskab har formået i de sidste mange år i Egypten. Bevægelsen kom til at spille en særlig rolle under oprøret i Se tekstboksen om revolutionens ungdomskoalition nedenfor. Billede: "Awesome cartoon at the demo. Khaled Said vs. Mubarak. By Mohamed ElDahshan Aprilbevægelsen en bevægelse for økonomiske og politiske rettigheder Bevægelsen startede i 2008, hvor unge aktivister arrangerede en facebook-kampagne til støtte for arbejdere i den egyptiske by al-mahalla al- Kubra. Gruppen var i April 2008 oppe på medlemmer. Arbejderne havde arrangeret en generalstrejke i protest imod de laveste offentlige lønninger i Egypten og stærkt stigende fødevarepriser. Myndighederne slog hårdt ned på strejkerne, men de blev overrasket af, at 6. Aprilbevægelsen gennemførte en tæt og modig dækning af begivenhederne via sociale medier og sms. De private optagelser og beretninger blev formidlet på nationale og internationale medier. Siden har bevægelsen gennemført strejker til støtte for befolkningen i Gaza og imod korruption i Egypten., og bevægelsen har således skabt sig en stærk politisk profil. Bevægelsen kom til at spille en særlig rolle under oprøret i Se tekstboksen om revolutionens ungdomskoalition nedenfor. Billede: 6th of April Movement, by Nora Shalaby,

10 Revolutionens ungdomskoalition I januar 2011 var det medlemmer fra 6. Aprilbevægelsen, som tog initiativ til at udvikle en central aktivistisk kerne. Bevægelsen tog kontakt til We are all Khaled Said, og efterfølgende blev der også samarbejdet med andre ungdomspolitikere under navnet Revolutionens ungdomskoalition. Planerne om at demonstrere den 25. Januar blev formidlet på de sociale medier knyttet til 6. Aprilbevægelsen og We are all Khaled Said. Det var imidlertid helt afgørende, at de unge aktivister også spredte deres budskab vha. flyers i de fattige dele af Cairo, og at de hovedsageligt appellerede til folks økonomiske bevidsthed mere end til kravet om rettigheder. Demonstrationerne handlede altså lige så meget om et regime som havde spillet økonomisk fallit som det handlede om vreden imod korruption og politivold. Det unikke og fantastiske var, at så mange mennesker gik på gaden og demonstrerede for et bedre liv. De krævede at præsidenten/diktatoren Hosni Mubarak gik af og det lykkedes. Siden sommeren 2011 har ungdomskoalitionens politiske indflydelse ikke været ret stor, og de unge aktivister bliver ikke i Egypten opfattet som revolutionens helte. Generelt er egypterne imod, at man udnævner helte af revolutionen. Oprøret anses som enhver egypters kamp. Eksempel på brugen af sociale medier: Asmaa Mahfouz var en af grundlæggerne af 6. Aprilbevægelsen. Den 18. januar postede hun en video på youtube, hvor hun opfordrede til at alle skulle gå på gaden den 25. Januar Videoen giver et stærkt indtryk, fordi Asmaa er så ung, og ikke mindst fordi hun understreger sin politiske aktivitet som kvinde. Med sin tale går hun direkte i konfrontation med regimet og med de nationale medier, som forsøgte at ødelægge rygtet om oprøret den 25. januar. Det er tvivlsomt, hvor mange egyptere, der egentlig så videoen og blev overbevist om at gå på gaden pga. sociale medier. Men den er et kendt og godt eksempel på, at sociale medier i nogle kredse har været et effektivt politisk redskab. Activism eller slacktivism? Nogle kritikere har peget på, at sociale medier gør unge mennesker politisk dovne, fordi der er så meget underholdning på de sociale medier som intet har med politik at gøre. Samtidigt kan man sætte spørgsmålstegn ved brugen af sociale medier som støttemedie. Hvad hjælper det, at titusinder af mennesker liker en eller anden politisk sag? Her må man holde fast i at sociale medier er et medie, og som alle andre medier kan de ikke i sig selv skabe konkret forandring. Nyhedsmedier og dermed også sociale medier kan imidlertid påvirke folks holdninger og dermed skabe basis for handling og forandring. I denne sammenhæng kan man argumentere for at nyhedsspredningen og påvirkningen af folks holdninger er særlig stærk, fordi man f.eks. på facebook kun ser de nyheder som ens bekendte allerede har erkendt og forholdt sig til. Det faktum at uengagerede aktører ikke kan klikke sig vej til en bedre verden, betyder altså ikke at engagerede aktører ikke kan bruge sociale medier effektivt.

11 Politisk kultur og musikkultur Med en mere åbenmundet politisk kultur kan RAP blive et endnu stærkere medie for politiske budskaber i Mellemøsten. En af de væsentligste ændringer efter det arabiske forår er, at folks forhold til politik er ændret. Mange unge mennesker tør nu at diskutere politik åbenlyst, hvor man tidligere holdt mund, og mange arabiske unge føler et stærkt ejerskab over oprørerne. De har fået nye erfaringer med politik på en måde som utvivlsomt vil præge deres voksenliv og forventninger til det samfund de vil leve i. I den forbindelse har RAP spillet en central rolle som de unges politiske medie. Den tunesiske rapper El General (Hamada Ben Amor) lavede det, der af mange betegnes det største RAP-hit under det arabiske forår.: To the president. To the President blev delt på de sociale medier, sendt over Al-Jazeera og blev vildt populært over hele regionen. Hamada selv blev fængslet for publiceringen. Med nummeret turde han gøre det, som mange var bange for: at tale åbent om sin frustration over regimet. Efterfølgende fulgte mange arabiske rappere efter. De blev mere direkte og modige i deres politiske kritikker. Det skal dog understreges at den politiske, kritiske RAP på ingen måde er et nyt fænomen i Mellemøsten ligesom brugen af sociale medier til politisk aktivisme heller ikke er nyt men disse medier afspejler nye generationer i Mellemøsten, som førte an i oprørerne. RAP er en kommunikationsform vi med god grund kan blive ved at holde øje med. Det fortæller meget om de revolutionære tanker og dynamikker som har fundet sted og med en generelt mere åbenmundet politisk kultur kan RAP blive et endnu stærkere medie for politiske budskaber i Mellemøsten. To the president af El General (Hamada Ben Amor) To the president, today I wanna say something to you, It is on my behalf and on behalf of my people who are living in misery 2011! Still people are dying of hunger! He wanted to work, he wanted to survive, but his voice is silenced Go to the streets and take a look, People are treated like animals, police are monsters Speaking only with their batons, tac-tac-tac, they don't care Because there's no one to say no, Not even the law or the constitution. Mr. President, we're suffering like dogs, Half the people living in shame. Misery everywhere, People are eating from garbage cans. Today I'm speaking for the people, Crushed by the weight of injustice. I've chosen to speak, Even though many have warned me against it. They steal in plain sight. No need to name them, You know very well who they are. A lot of money should have gone to development, To schools, to hospitals, to housing. But the sons of dogs Are instead filling their stomachs. Mr. President, your people are dead. Billede: Untitled, by anw.fr,

12 Filmanbefalinger Dokumentarfilm om Rap i det arabiske forår Rapping out the message of the Arab Spring, lavet af CEMMIS (Department of Political Studies & International Relations, University of Peloponnese, Greece) tical-rap-and-hip-hop-in-the-middle-east&catid=54&itemid=68&lang=en Dokumentarfilm om Egypten: ½ Revolution, 2011 af Omar Shagarwi (kan købes online) Dokumentarfilm om Bahrain: Shouting in the dark, 2011, lavet af Al-Jazeera Hjemmesider Temaside for begyndere i det arabiske forår: DR har lavet en letlæselig introduktion til det arabiske forår. Den giver et super godt overblik, hvis man ikke har fulgt ret meget med i det arabiske forår. Temaside for de lidt mere øvede: Nyhedsmagasinet RÆSON har en temaside om det arabiske forår. Udvalgte artikler er gratis, mens andre kræver abonnement. Man kan også købe e- bogen Efter det ararbiske forår, og den er absolut også anbefalelsesværdig. Virtuel tidslinje (på engelsk): The Guardian har udviklet en virtuel tidslinje over det arabiske forår. Med denne tidslinje bevæger man sig i tid og sted gennem det arabiske forår, og med farvede ikoner giver tidslinjen et overskueligt overblik over de folkelige protester, politiske reaktioner, regimeskifte og international respons.