STORTHINGS FORHANDLINGER I AARENE Register: Aall, Jacob, Jernværkseier, Repræsentant.

Transkript

1 STORTHINGS FORHANDLINGER I AARENE Register: Aall, Jacob, Jernværkseier, Repræsentant. - Bemærkninger angaaende Storthingets Medlemmers Tilstædeværelse under Odelsthingets Forhandlinger... Juli 104 [104] Repræsentanten Jacob Aall oplæste sin Betænkning desangaaende, i Forening med et yderligere Forslag i den Anledning. Repræsentanterne Statsraad Tank, Bjørnerød, Barlien og Biskop Sørensen oplæste ligeledes Betænkninger, denne Sag betræffende. De anmeldte Betænkninger lyde saaledes: Det være mig tilladt, korteligen at give min Betænkning om et Forslag, som er bleven gjort af et iblandt Forsamlingens ærede Medlemmer, Hr. Biskop Krogh. Den 76de. i Grundloven indeholder Bestemmelser angaaende de Lovforslag, som emanere fra Storthinget. Den byder, at enhver Lov skal først foreslaaes paa Odelsthinget, enten af dets egne Medlemmer, eller af Regjeringen ved en Statsraad; men den indeholder ingen Forskrift om den Maade, hvorpaa Lovforslagets Undersøgelse og Prøvelse, førend det som Lovforslag er vedtaget, skal skee. Vi ere saaledes, i mine Tanker, i den Henseende berettiget til at prøve Lovens Aand, da dens Bogstav fattes os. Hensigten af Storthingets Inddeling i Lagthing og Odelsthing er, efter min Formening, at foranledige den nøiere Prøvelse af ethvert Lovforslag, forinden det ophøies til en Lov. Det forudsettes maaskee, at en mindre Samling Mænd, [105] udenfor Odelsthinget, kunde foretage en roligere Prøvelse af enhver Sag, end som i Odelsthinget kunde skee, hvor en større Mængde er forsamlet, og hvor den med Konst og Veltalenhed fremstillede Sag kunde alt for let erholde en øiebliklig Sanction. Lagthinget skulde altsaa ligesom standse Odelsthingets Beslutninger og underkaste dem en nøiere Prøvelse. Denne Lovens Aand krænkes i mine Øine ikke derved, at et Lagthings Medlem, som igjennem et Odelsthings Medlem har foreslaaet en Lov, tillades at være tilstede ved Odelsthingets Undersøgelse, for at give de Oplysninger, som af Odelsthinget, til Sagens nøiere Prøvelse, maatte ansees fornødne. Dersom et Lovforslag skulde indeholde alle de Oplysninger, som kunde ønskes, alle de Grunde, hvorpaa det er bygget, saa maatte det som oftest modtage en uhensigtsmæssig Vidtløftighed. Den tilstedeværende Forfatter af Lovforslaget kan lettest jevne disse Vanskeligheder, give Forsamlingen den forønskede Veiledning, og forklare, hvorfor og hvorledes Forslaget er blevet til.

2 Storthinget kan efter 75. Litr. h. Fordre Enhver til at møde for sig i Statssager, og det vilde synes forunderligt, om et Medlem af Storthinget af den Aarsag ei skulde kunne møde for Odelsthinget, fordi han hørte til en anden Afdeling af Storthin- [106] get. Han kan som Tilhører være tilstede ved Odelsthingets Forhandlinger; ingen Beslutning kan uden hans Medvirkning gives af Storthinget; men det skulde være ham formeent, personligen at give de Oplysninger, som maatte ønskes i Anledning af det af ham forfattede Lovforslag? Et andet Spørgsmaal: om Odelsthinget kan kræve noget Lagthings Medlem til at møde for sig, maatte vel benegtende besvares, som stridende imod den, begge Afdelinger i lige Grad, tildeelte Værdighed. Men da Forslaget er gjort af et Lagthings-Medlem, og da Lagthinget maa bidrage til at give ethvert Lovforslag al mulig Fuldkommenhed, førinden det forelægges dets Prøvelse, saa kan en saadan Benegtelse ikke formodes. Det Tilfælde, hvori Proponenten er, synes at maatte opmuntre Forsamlingen til at understøtte Forslaget, saavidt Grundlovens Bogstav tillader det. Den Sag, som Hr. Proponenten fremsætter, er af yderst Vigtighed, dens Beskaffenhed er ubekjendt for den største Deel af Forsamlingen. Proponentens Erfarenhed, hans for Nationen bekjendte Kundskaber, og hans rene, ved saamange Leiligheder prøvede Villie, gjør ham i høieste Grad competent til at veilede Forsamlingen i sine Beslutninger, angaaende den fremsatte Sag. [107] Jeg giver mig saaledes den Ære at foreslaae Forsamlingen, at det maatte tilstedes et Medlem af Lagthinget, som igjennem Odelsthinget har indleveret et Lovforslag, personligen at møde i Odelsthinget, forsaavidt Odelsthinget anseer et saadant Møde gavnligt for den Sag, som undersøges, og forsaavidt Lagthinget selv ei skulde imodsætte sig dette Møde. Derfor formener jeg, at denne Bestemmelse meest passende indføres i Storthingets Reglement. Aall. Register: - Tale i Anledning af Kammerherre Silfverstolpes Dictamen... Juli 159. [159] Adskillige af de Udladelser, som Hr. Kammerherre Silfverstolpe betjener sig af i sit Dictamen, fornærmer vistnok den største Deel af Forsamlingens nationale Følelse, og Gyldigheden af alle fremsatte Sætninger kan paa ingen Maade erkjendes. Men et andet Spørgsmaal er, om Storthinget, i sine Undersøgelser, behøver at tage Hensyn paa disse Udtryk. Hr. Khs. Mangel paa Delicatesse i hans Udladelser, der ikke egentligen har havt nogen Indflydelse paa hele den Svenske Rigsdags Beslutninger, hvilke ere affattede med al den Agtelse for Norges Rettigheder, som bør forlanges, synes ikke at burde forhale Gangen i vore

3 Undersøgelser. De fortjene ikke denne Opmærksomhed, og de kunne ikke i denne Forsamling vorde drøftede, uden at forstyrre den ro- [160] lige og venlige Characteer, som vore Forhandlinger i denne Sal bør have. Men derimod ønsker jeg, at Hr. Kammerherren maatte falde i en eller anden Nationalskribents Vold, som kunde rette hans, i mine Tanker, urigtige Begreber om Norges Rettigheder og forrige Forfatning. Christiania den 13de Juli Aall. Register: - Bemærkninger ved Forslaget angaaende faste Committeer... Juli 185 [185] Valget af Committeer kræver, i mine Tanker, den yderste Varsomhed. Det er en Bestemmelse, hvis Følger gribe ind i alle Storthingets Forhandlinger, saalænge det er samlet. De Mænd, som ere komne paa det urette Sted, maatte fremdeles forblive der, og de forskjellige Committeer maatte for- [186] gjæves savne de Mænds Veiledning, hvis Kundskaber og Erfarenhed de forsildig lærte at kjende. Jeg indseer derfor med Hr. Sorenskriver Schiøtz Nytten af at udvælge en Committee, der kunde prøve denne vigtige Gjenstand, og deels ved Hjælp af egne Erfaringer, deels ved meddeelte Oplysninger af Vedkommende selv, foreslaae Valget af enhver Committees Medlemmer. Det synes mig, at denne Committee bør bestaae af 3 Repræsentanter fra ethvert Stift, og saaledes tilsammen udgjøre et Antal af 12 Medlemmer. Hos dette Antal, paa denne Maade udkaaret, formodes det Bekjendtskab med de forskjellige Individer, som kunde sikre et hensigtsmæssigt Valg af Committeens Medlemmer. Det forekommer mig dernæst nyttigt, at alle Forsamlingens Medlemmer bestemtes til Deeltagelse i en aller anden Committee; thi hvormed skulde de, som ei deeltage deri, vorde beskjæftigede? En uforskyldt Bestæmmelse, mere hidrørende fra Mangel paa Bekjendtskab med hans Færdigheder, end nogen Ringeagtelse, maatte synes ligesom at hvile over et saadant Medlem. Kun Virksomhed, og den Overbeviisning, efter Evne og Skjønsomhed at have bidraget til at bringe Fædrelandets Anliggender i god Orden, vil kunne bringe Enhver af os til at bære Savnet af vort Hjem og af vort huuslige Livs kjære [187] Nydelse. Mange Medlemmer, hvis Stemme sjelden høres i denne Sal, ere høist nyttige og virksomme Medlemmer af en Committee, hvor den engere Kreds, den roligere Underholdning, fremlokker Ord og Tanker end af den Frygtsommes Sjel. Der bør saaledes intet Medlem findes i Forsamlingen, som jo er Medlem af en eller anden Committee.

4 Endeligen tillader jeg mig at ytre den Mening, at Medlemmerne af de 2de sidste foreslagne Committeer burde kunne vælges til Medlemmer af andre Committeer. Disse 2de Committeer, som allerede ere nedsatte, bestaae af Mænd, hvis Veiledning Forsamlingen vanskelig kan undvære, og deres Virksomhed, hvad den første angaaer, synes, forsaavidt det er os givet at skue i Fremtiden, ei at kunne vorde meget stor. Redactions- Committeens Virksomhed er vist ikke ringe; men den bør, i behageligere Forretninger, ligesom have Løn for det dem paalagte Besvær. Ere disse Mænds Tanker forskjellige fra mine, saa forstaae de bedre end jeg at føre deres egen Sag. Resultatet af dette mit korte Foredrag er: 1) At en Committee, bestaaende af 12 Medlemmer, nemlig 3 af ethvert Stifts Repræsentanter, udvælges for at foreslaae Medlemmer af de i 1ste. [188] bestemte Committeer, og de Modificationer, som Committeens Inddeling kunde modtage. 2) At alle tilstedeværende Repræsentanter udkaares til Medlemmer af en eller anden Committee. 3) At Medlemmerne af de 2de sidste i Paragraphen nævnte Committeer kunne vælges til Medlemmer af een iblandt de øvrige Committeer, skjøndt de forblive Medlemmer af disse. Christiania den 15de Juli Aall. Register: - Forslag om at overlade Bjergværksanordningens Udarbeidelse til Lovcommitteen... Aug te Committees Betænkning, Beslutning... Sept [367] 3) Et Forslag fra Jernverkseier Jacob Aall angaaende: a) at Alt, hvad der angaaer den private Bergverksdrift, maatte henvises til den paa Eidsvold nedsatte Lovcommittees nærmere Prøvelse; b) at tvende bergkyndige Mænd, hvoriblandt een af Landets Bergmestere, maatte paa dette Storthing [368] blive udnævnte til i Forening med den ommeldte Lovcommittee at udarbeide en til Landets Tarv passende Berganordning, der kunde forelægges næste Storthing. Henviist til sjette Committees Betænkning. [79] Det under 19de August ommeldte Forslag fra Jernverkseier Aall (see Forhandl, No. 2 Side 367) var tilbagekommet med 6te Committees Betænkning, saalydende:

5 Over Repræsentanten Hr. Jacob Aalls Forslag angaaende Norges Jernværker, som har været den 6te Committee til Betænkning forelagt, giver Committeen sig den Ære at yttre følgende Formening. Committeen troer med Forfatteren, at Sagen er af den Vigtighed og Omfang, at der paa dette Storthing ei derom kan ventes noget tilfredsstillende Resultat, fordi saa mange Gjenstande ere fo- [80] relagte dets uopsættelige Prøvelse. Det anseer det derfor for meest hensigtsmæssigt, at den blev henviist til Lov-Committeen, som i Forening med bjergkyndige Mænd kunde tage Sagen i nøiere Overveielse. Paa de Grunde altsaa, som af Forfatteren findes vidtløftigere opførte, tillader Committeen sig at indstille til Storthinget at tage følgende Beslutning i denne Sag. Alt, hvad der angaaer den private Bjergværksdrift, henvises til den paa Eidsvold nedsatte Lov- Committee. Til den Ende forenes 3de bjergkyndige Mænd hvoriblandt idetmindste een af Landets Bjergmestere, og een i det nordenfjeldske Bjergvæsen kyndig Mand med Lov- Committeen, som have at udarbeide, og for næste Storthing at forelægge en med Landets Tarv passende Bjerg-Anordning. Christiania i 6te Committee 25de Aug Der besluttedes ved 64 Stemmer mod 12: den første Punct af Forslaget tilligemed Committeens Indstilling, forsaavidt denne Punct angaaer, sendes Odelsthinget til Afgjørelse. Ved 74 Stemmer mod 2: Afgjørelsen af Forslagets 2den Punct udsættes indtil at Odelsthinget [81] har fattet Beslutning i Henseende til 1ste Punct af Forslaget. Register: - Votum angaaende Udførsel af Bark og Fedevarer... Sept. 136 [136] I Anledning af denne Sag fremlagde Jernverkseier Aall og General-Auditeur Bergh følgende skriftlige Vota: Da Odelsthingets Beslutning: at Bark og Fedevarer, efter den executive Magts foreløbige Bestemmelse, bør tillades frie Udførsel, er bleven underkjendt af Lagthinget, saa være det mig tilladt for den ærede Forsamling at fremsætte de Grunde, der have motiveret mit Votum i denne Sag. Det Forhold, hvori begge disse Thing staae til hinanden, gjør det i mine Tanker til ethvert af Thingenes Pligt, ikkun af gyldige Grunde at modsætte sig hinandens Beslutninger, og denne Pligt har jeg, som Odelsthings-Medlem, søgt at opfylde, i det jeg efter min Skjønsomhed har taget Sagen under nøieste Prøvelse. Endskjøndt jeg klart indseer Nytten og Nødvendigheden af at paalægge visse Individer visse Indskrænkninger i Næringsfriheden, naar et stort og almindeligt Stats-Formaal skal opnaaes,

6 føler jeg mig derhos overbeviist om, at Staten ikke uden Varsomhed og nøie Overlæg bør skride til deslige Indskrænkninger. Handelsfrihed bør være Regel i en Stat; Indskrænkninger i denne Frihed bør [137] være Undtagelser, som kun anvendes, naar Friheden aabenbar misbruges til flere Borgeres Skade. Aarsagen, hvorfor man har villet forbyde Udførsel af Egebark, synes at være: 1) for at ophjelpe Landets Garverier, der formedelst denne Udførsel nødsages til at kjøbe Barken dyrere end som ellers vilde være Tilfældet; 2) at forebygge den Misbrug, som kunde finde Sted, i det de unge Egestammes Bark, til Eegeskovens Ødelæggelse, afflættedes. Naar Garverier ikke i dette Land drives til den Fuldkommenhed, som i andre Lande, da ligger vel Aarsagen ikke saa meget i Mangel paa Eegebark, som paa duelige Arbeidere, i Arbeidslønnens høie Priis, og i Mangel paa gode raae Huder, (da de i Landet selv værende smaae og tynde Huder meest passe sig til den Læder-Production, der finder Sted i de hyppige smaae Garverier paa Landet). Dersom disse Omstændigheder ikke vare vore Garverier, som flere af vore Fabrikker, imod, saa vilde Udlandets Garverier, der maae betale Fragt og Udførselstold af Barken, forgjæves rivalisere vore. Staten har Ret til at være mistroisk mod de Fabrikationer, hvis raae Materialer ikke findes i Overflod eller i brugbar Fuldkommenhed i Landet selv, og som ikke kunne leveres hverken saa fuldkomne [138] eller for saa billige Priser, som i Udlandet. Deslige Opmuntringer, som dette Forbud indeholder, aflede Borgernes Opmærksomhed fra fordeelagtigere Sysler til Næringsveie, der ved denne Understøttelse ligesom fremtvinges. (Der gives Garverier paa Vestlandet, anlagte af Udlændinger og forædlende udenlandske Huder til en vis Fuldkommenhed; men disse fattes ikke Eegebark.) Bark har, som bekjendt, været udført fra Vestlandet, og ved at forbyde Udførsel af denne Artikel bevirkes en Formindskelse i Indtægt for visse Borgere, der ikke opveies ved de Fordele, man vil tilstaae Andre. Dersom den Misbrug, som paaankes, at Eegeskoven ved Barkflætning paa mange Steder stod Fare for at ødelægges, virkeligen var tilstede, da tilstaaer jeg, at Staten havde Kald til, ja var endog forpligtet til at hæmme det ved directe Forbud; thi denne Vildfarelse var ikke længere enkelt Mands, men Statens Skade; men jeg kan med Sandhed bevidne, at denne Mishandling ikke i nogen mærkelig Grad finder Sted i de med Eegeskove rigt begavede Egne af Norges Vestland, som ere mig bekjendte. Den Skoveier, som har drevet det saavidt i Skjødesløshed med sine Eiendomme, at han ved at afskrælle de unge Eegetræers Bark berøver

7 [139] sig Haabet om deres gode Vext, vil udentvivl i sin Skovs Behandling saare, mere end paa een Maade, sit og sit Fædrelands Interesse. Oplysning om Rigtigheden af denne Beskyldning mod vestlandske Skoveiere bør vel foregaae, førend en Beslutning tages, der er dem saa skadelig. Ligesaa stor Varsomhed bør, i mine Tanker, bruges i at forbyde Udførsel af Fedevarer. Denne Artikel blev, før 1807, i anseelige Partier udført fra enkelte Norges Districter, og det vilde i mine Øine være skadeligt at standse Opmuntringen for Producenterne til at naae det samme Maal. Saaledes som Priserne nu staae, vilde Forbudets Ophævelse ikke bevirke nogen Skade for Consumenterne; thi ingensteds ere Priserne paa disse Artikler høiere end hos os. Fedevarernes høie Priser, tildeels foranledigede ved Krigen, maae falde ved Fredens Gjenoprettelse, og naar Kornavlen, som næsten i hele Europa er udvidet paa Qvægavlens Bekostning, igjen vorder dreven efter et hensigtsmæssigt Agerbrugs Regler. Omendskjøndt jeg ikke nægter, at Agerdyrkningen i Norge har modtaget en absolut Forbedring i de senere Aar, saa troer jeg dog derhos, at endeel af Forbedringen er meer tilsyneladende end vir- [140] kelig. Der produceres vistnok mere Korn; men Jordens Productionsevne svækkes, medens Agerdyrkernes Drivmidler, formedelst en formindsket Qvægflok, aftage. I Fedevarernes høie Priser ligger Opmuntringen til at rette disse Vildfarelser. Der gives vel ingen Lov, der var lettere at eludere end denne; thi da Fedevarer udgjøre en Deel af Skibs-Provisionen, saa vil det være let at skjule Udførselen under denne Maske. Jeg tilstaaer endog, at jeg maatte ansee det for hensigtsmæssigt, i nærværende Øieblik at tillade Korn-Udførsel, fordi denne Artikel nu, efter tilbagevunden Fred, kan haves i tilstrækkelig Overflod fra Udlandet, og fordi enkelte Partier Meel og Fedevarer stundom behøves for at assortere Udførsels-Ladninger til visse udenrigske Steder, saasom Vestindien og Island. Men jeg indseer derhos, at den executive Magt har været beføiet til at lade det blive ved Forbudet i denne Henseende, fordi Nationen, efter saa megen udstanden Hunger, trængte til lave Kornpriser. Det er at haabe, at Regjeringen ogsaa, i sin Tid, vil hæve dette Baand. Af disse Aarsager troer jeg, at Storthinget ingen Grund har til at afvige fra den executive Magts Bestemmelser. Det bør i mine Tanker [141] ikke foreskrive sig Indskrænkninger, hvis Beskaffenhed er tvetydig. Christiania den 28de Septbr Aall. Register: - Forslag betræffende Sagerne om Kongsberg Sølvværk, vedtaget... Octbr

8 [81] Fra Repræsentanten Jernverkseier Aall var under 21de d. M. indkommet et Forslag, at den combinerede Committee, til hvis Betænkning Hans Majestæts Proposition, angaaende at en Sum af Species maatte bevilges til igjen at sætte en Deel af det nedlagte Kongsbergs Sølvverk i Drivt, er hensendt, maatte overdrages at tage alle de Forslag, som angaae Kongsbergs Sølvverk og den offentlige Bergverksdrivt, under Overveielse og derom forfatte en Indstilling. Det besluttedes eenstemmigen: den til at give Betænkning over Hans Majestæts naadigste Proposition angaaende Kongsbergs Sølvverk [82] udvalgte combinerede Committee haver tillige at give Betænkning over de øvrige til Plenum indgivne Forslag angaaende bemeldte Sølvverk, og til den Ende bemyndiges Committeen at forlange Forslagene udleverede fra de Committeer, til hvilke de forhen ere sendte, hvorhos disse ere befriede for derover at afgive videre Betænkning. Register: - Tale mod Bestemmelsen angaaende Tilbagebetaling af Laanet til Rigsbanksedlernes Indløsning... Febr. 56 [56] Aar 1816 den 12te Februar blev i Storthinget det af Committeen foreslaaede 9de Princip sat under Ventilation. Repræsentanten Jernverkseier Aall holdt i den Anledning følgende Tale: Da denne. første Gang blev forelagt Thinget til Undersøgelse, tog jeg mig den Frihed at fremsætte mine Tvivl mod Rigtigheden af dens Bestemmelse. Efterat den 8de. er antaget, saaledes som den af Committeen var foreslaaet, finder jeg, efter min Anskuelse af Sagen, end flere [57] Betænkeligheder, ved at antage de Forslag, som gjøres i Slutningen af denne. Jeg, for min Deel, kan ikke troe andet end at de Bestemmelser, som ere gjorte i 8de., ville hindre Oprettelsen af en Privatbank, og at det andet Alternativ af en tvungen Bank maa sættes i Udøvelse. Naar Privatbanker oprettedes, var det Actieeiernes Fordele, som fremlokkede dem, og Indretningens Selvstændighed og Sikkerhed vedligeholdt dens Varighed. Saa ofte Bankens Forretninger forstyrredes ved Statens Indblandelse i dens Bestyrelse, eller ved Forskrifter, som undergrave dens Soliditet, saa maa den geraade i Forfald og omsider forsvinde. Dette være ikke sagt for at vise Ringeagt mod Thingets Beslutninger, eller af en daarlig Indbildning om at den objective Sandhed ligger i mine subjectibe Anskuelser; men jeg har kun villet antyde min Overbeviisning om, at vi blot have en tvungen Bank at vente. Man har troet ved den Bestemmelse, som indeholdes i Paragraphens Slutning, i Følge hvilken de tvungne Interessenter af Banken ingen Renter erholde, at nødsage den rige Mand til at frembære frivillig sine Tilskud, som, naar de bleve ham aftvungne, paaførte ham Tab i Stedet for Fordeel. Efter det Begreb, som jeg har om Lan-

9 [58] dets Rigdom, bestaaer den meer i urørlige end rørlige Effecter, mere i Eiendomme og i Penges Værd, end Mynt og Penge. De Mænd i Landet, der betitles som Landets meest formuende, have mestendeels kun relativ Rigdom, bestaaende i ostensible Eiendomme; men befinde sig for største Deel i dette Øieblik i Forlegenhed for Drivmidler til Vedligeholdelsen af deres Virksomhed. De egentlige Besiddere af rede Valuta virke som oftest i en mindre Kreds, og deres Formue ligger mindre aabenbar for deres Landsmænds Øine. Hine kunne altsaa ikke, med den redeligste Villie, og den varmeste Iver for Fædrelandets gode Sag, yde de Bidrag, som udkrævedes til Bankens Oprettelse, og disse kunde, fordi deres Rigdom var mere skjult, beregne deres Bidrag efter den Fordeel, som de derved kunne høste. I de Lignings-Forretninger, som saaledes foretoges, maatte Eiendomsmanden enten til Ødelæggelse beskattes, eller og de indkomne Bidrag maatte vorde utilstrækkelige til Bankens Oprettelse. Det er vel neppe at vente, at disse Landets paa Gods og Eiendomme formuende men paa Sølv og gyldige Bankfonds fattige Mænd skulde, af Frygt for en Ligning, hvis Udfald er dem ubekjendt, lade sig bevæge til at subscribere, hvad de [59] i sin Tid vanskeligen kunde præstere, eller til at svække Kraften, hvormed deres Virksomhed skulde understøttes. Saaledes holder jeg mig overbeviist om, at Bankens Fond ikke tilveiebringes, uden naar alle Kilder aabnes, naar Bidrag, smaa og store, samles igjennem alle de Grader af Formue, der kunne ansees for at burde forskrække Banken med en Actie eller en Qvart deraf; Men jeg kan ikke negte, at det vilde forekomme mig haardt, om saavel hine Eiendomsmænd, som disse end mindre formuende Borgere, skulde uden Vederlag, uden Rente aflevere deres møisommeligen erhvervede Gods, og ligesom straffes, fordi de ikke havde Sølv i Beredskab til Statens Brug. Den Mand, der afgiver et Familie-Stykke, som for ham har en langt større Affections- end Salg-Priis, eller et Huusholdnings-Stykke, som stedse fandtes hos den Classe af Borgere, i hvilken han er, og hvis Forarbeidelse maaskee kostede lige saameget, som den af Banken benyttede Materie, offrer dobbelt til Staten, og uretfærdigt synes det mig at kræve, at han end ingen Rente skulde erholde af sit ydede Offer, fordi han ei frivilligen frembar sin Gave. Jeg tillader mig her den Ytring, at der i Foranstaltningerne selv er noget haardt, noget for cultivere- [60] de Nationer uværdigt, som kun den haarde Nød og Haabet om bedre Dage kan gjøre undskyldeligt; men det vilde i mine Tanker være grusomt at betragte disse rørende Bidrag til Banken, paa en Maade, som Beviser paa en ufædrenelandsk Tænkemaade. Skulde Thinget, uagtet disse Betragtninger, end ikke troe sig beføiet til den Beslutning, at gjøre Yderne af de tvungne Indskud til ligesaa gode Deeltagere i Banken som de frivillige

10 Subscribenterne, eller i det mindste kun at gjøre nogen Forskjel imellem dem, saa skulde jeg dog troe, at det vilde være rigtigt at udsætte denne Sags endelige Afgjørelse til Udkastet til Bank, efter begge Alternativer, var afgjort af den Committee, til hvem dette maatte overdrages. Bankens egentlige Organisation og Detaillen af dens Forskrifter maa lære os, om denne Tilsætning, der ikke egentligen kan betragtes som en Hoved-Grundsætning, er tilraadelig eller ei. Til den Committee kunde det da overdrages at forene begge Meninger, ved at give de frivillige Interessentere en større Actie-Fordeel end de tvungne. Ved 72 mod 2 Stemmer blev besluttet ihenseende til 9de Princip: Dersom Banken er frivillig, da [61] tilbagebetales Laanet med 10 pct. aarlig i 13 Aar, saaledes, at 4 pct. af den tilbagestaaende Capital ansees som Renter og Resten som Afdrag. Disse Afdrage og Renter udredes aarligen ved en almindelig Skat paa Formue og Næring. (71 mod 1 Stemme): Det Øvrige, som i 9de Princip er foreslaaet, udsættes indtil den Deel af 2det Princip, der endnu ikke er afgjort, sættes under nærmere Overveielse. Dernæst blev som Tillæg til 1ste Princip vedtaget Følgende: (42 mod 36 Stemmer): Banken skal have Ret at udstæde Sedler for en Summa, der er dobbelt saa stor, som Bankens første Sølvfond, (64 mod 13 St.) der skal bestaae af i det mindste To Millioner Specier, (60 mod 16 St.) og i det høieste Tre Millioner Specier. Under Debatterne holdt Jernverkseier Aall følgende Tale: Tvende, i mine Øine ikke uvigtige, Grunde bestemme mig til at ansee den i Committeens første Princip fastsatte Indskuds-Sum alt for stor. [62] Jo mindre den Sum i Sølv er, som lægges til Grund for vor nye Bank, jo sikrere ere vi paa at naae det Øiemed, ved privat Subscription at reise den. Efter mine Begreber om den nationale Kraft kunne 2 ½ a 3 ½ Millioner Species i det haarde Sølv paa den frivillige Vei neppe reises. Hvorledes vil det være muligt at drage ud af Circulation 7 til Sterling paa en Tid, da udenlandsk Valuta er sjelden paa Handels-Markedet, og da dets Priis, formedelst denne Sjeldenhed, er drevet op over et naturligt Cours-Forhold? Skal Banken reises paa tvungne Veie, da maae de anvendte Tvangsmidler hvilke dog stedse betragtes som de mindst tilraadelige Midler i Statens Haand til at fremme end det ædleste Øiemed vorde saameget haardere, og Følgerne deraf des mere trykkende, jo større den Sum er, som skal fremtvinges. Naar et Land staaer i Underballance i Handel, da baader et knapt Circulations-Middel det bedst, især naar dette er saa solid, at dets Gyldighed erkjendes i den handlende Verden uden for os. Thi under saa uhældige Omstændigheder finder Landet kun sin Frelse i en formindsket

11 Import af udenlandske Varer, hvilket i vore nordiske Lande heder det samme som indskrænkede Nydelser. [63] Naar gyldige Talmidler ikke fattedes, da forblev Nydelsen endnu længe den samme, uagtet vore Producter ikke kjøbtes med den samme Beredvillighed som fordum; thi ved Laan af disse Talmidler, hvis Gyldighed erkjendes overalt, kunne vi tilfredsstille vore umættelige Lyster. Nød og Mangel, naar deres Grader ikke voxer til en Elendighed, som medfører Fortvivlelse, opdrager Mennesket til Tarvelighed, Virksomhed og Dyd. Vores Landmand har lært det, og har gjort Lærdommen gjældende i en forbedret Agerdyrkning. Vanskeligheder paa Handelens Veie ville lære os Vindskibelighed og Handelskløgt, og foreskrive os en Tarvelighed i det Virkelige, som hidtil kun er bekjendt i pralende Ord, og i Declamationer, der ei ledsagedes af virkelige Handlinger. Om den circulerende Seddelmasses Beløb før Krigen har jeg intet Begreb, og kan ikke have det; thi vor findes de fornødne Data? Danske Lærde nævne en Sum af 8 a 10 Millioner; men deres Grunde tilfredsstille ikke mig, endskjøndt her hverken er Tid eller Sted for mine Gjendrivelser. Da Handelens Vei igjen aabnedes 1809 var vel omtrent 8 Millioner Assignationer og neppe 8 Millioner blaa Sedler i Circulation, hvilket, efter nærværende Cours 15 Rd. Pr.. Strl., [64] udgjorde omtrent 3 1/3 Millioner Species. Penge fattedes da ikke i Landet, endskjøndt Virksomheden og Capital-Omsætningen var overvættes stor. Der gaves, i mine Tanker, ikke i hine Dage de Understøttelsesmidler for Circulationen, som dem, vi nu berede os. De offentlige Papirer, som da vare i Circulation, vare deels ikke mange, deels gjorde deres stadige Værd, i Forhold til de circulerende Papirers Ustadighed, at de ikke vare nogen Gjenstand for Omtuskning. Ved Siden af vores nye Banks Sedler foreslaaes Laanebankens Repræsentativer, hvilke, fordi de ikke efter deres Natur ere noget almindeligt Talmiddel i Udlandet, desto sikrere understøtte den indenlandske Circulation thi Bank-Actier kunne vel og bruges som Circulations-Middel ligesaavel nu som i hine Dage, da deres Værd enten var uforanderlig eller i det mindste deres Fordeel stedse stigende. Norges selvstændige Forfatning gjør Indretninger fornødne i dets eget Skjød, som strænge Lovbud under den forrige Regjering forbød. De offentlige Documenter, hvilke Stifterne af deslige Indretninger modtage, som Beviser paa deres Deeltagelse i dem, have i alle Nationer tjent som Understøttelses- Puncter for Circulationen. Endeligen maa det bemærkes, at Mangel paa Credit, som en Følge [65] af et ustadigt Pengevæsen, har gjort et større Numerair fornødent, eller i det mindste Savnet deraf føleligere. Et ordentligt Pengevæsen gjør Anførsler til Bogs hyppigere; thi

12 Sælgeren veed at han i næste Maaned eller Aar modtager den samme Sum, som han i denne godskriver sig selv. Men hvorledes vil en mindre Sum være tilstrækkelig, naar Banken behøver 2 ½ Millioner Species til at opfylde den Forpligtelse, som 8de. foreskriver den? Det være mig tilladt i Anledning af en saadan Indvending at bemærke, at den Sum, som præsenteres til Indløsning, naar Rigsbankens Fordringer paa Private, og dens Beholdninger fradrages, forhaabentligen ikke ville overstige 20 Millioner Rigsbankdaler, og altsaa kræve en Udtælling af Bankens Fonds af 2 Millioner Species. Dersom saaledes end Bankens Sølvfonds blot kom til at bestaae af omtrent 1 ½ Millioner Species, hvorpaa den, efter end de solideste Bankers Exempel, udstædte 3 Millioner Papiirpenge, saa beholdt den tilbage een Million til ved Laan at understøtte Vindskibeligheden, og til at sikre den punctlige Opfyldelse af den Forpligt at ombytte Sedlerne, efter Ihændehavernes Begjær, mod rede Sølv, saasnart Subscriptionen var fuldbyrdet. [66] Jeg troer det saaledes meer overeensstemmende med Nationens Kræfter og tilstrækkelig til Handelens og Pengeomsætningens Behov, at den første Indskuds-Fonds i rede Sølv bestemmes til Specier i det Høieste. Register: - Votum ang. Antagelsen af Odelsthingets Lovforslag om Saugbrugsvæsenet... Febr. 92 [92] Under Debatterne bleve følgende skriftlige Vota Protocollen vedlagte: 1.) Omendskjøndt jeg tilforn i denne ærede Forsamling har givet mig den Frihed at fremsætte de Synspuncter, fra hvilke jeg har betragtet den vigtige Sag, som nu er under Behandling, saa tillader jeg mig dog atter, da den er kommen til endelig Afgjørelse, korteligen at fremstille de grunde, der skulde lede mit Votum, saafremt de ikke gjendrives af Forsamlingens bedre. Det har forekommet mig, som begge angjældende og mod hinanden stridende Partier i denne Sag have gjort sig skyldige i Menneskets sædvanlige Forvildelse, den at overdrive sin Paastand over det Billige og for Staten Gavnlige, og at det Lovforslag, som er emaneret fra Odelsthinget, med de Rettelser, som Lagthingets Bemærkninger give Anledning til, foreskriver os den Middelvei, der, efter min Skjønsomhed, maa antages som den for Tiden bedste. Odelsthinget har grundet sit Lovforslag paa den i mine Tanker rigtige Grundsætning, at Skoveierne bør tilstaaes samme Ret til at forædle Skovens Producter, som andre Love hjemle Ager-

13 [93] dyrkeren til at forædle Jordens. Men det har derhos ikke villet sammenblande Nærings- Classerne ved at gjøre Bonden til Fabricant, og afdrage hans Omærksomhed fra hans naturligste Sysler, at dyrke sin Jord, og at forædle hans egen Eiendom. Forslaget tilstæder ham saaledes at forædle sine egne, men ei fremmede Skov-Producter. De Mænd i begge Thing, som have stemt for denne Tilladelse, have udentvivl ikke troet at tilføie de nærværende Saugbrugseiere det Tab, som af andre, i og uden for Forsamlingen, er befrygtet. Hverken have de troet, at de Rettigheder, som i forrige Love vare dem hjemlede, ved dette Lovbud ere blevne krænkede; ikke heller, at Landets Beliggenhed tillod en saadan Udredelse af Saugskuren, formedelst denne nye Tingenes Orden, at nogen Fare for Staten, eller Krænkelse af andres Eiendomsret kunde befrygtes. Den Ret, som ved Saugbevillinger er tilstaaet de nuværende Saugbrugseiere, bestaaer i paa et vist Punct at forædle de Skovproducter, af egne og fremmede Eiendomme, som kunne tilforhandles i det tilgrændsende Vasdrag. Denne Ret var aldrig udelukkende. Stedse opstode nye Sauger, ved Siden af de gamle, hvilke gaves de samme Rettigheder. Enkelte Skoveiere tilstodes denne Ret [94] paa egen Grund, og indskrænket til Forædling af egne Skov-Effecter, og Handelsmænd, hvad enten de vare i Besiddelse af Skov eller ikke, gaves Tilladelse til at opføre Sauge, for derpaa at forædle kjøbte Skov-effecter. Saaledes bleve, indtil de seneste Dage, adskillige af disse Anlæg til, og der gives endnu egne i Landet, hvor de ikke haves i tilstrækkelig Mængde. Tager man Hensyn paa Landets physiske Beliggenhed, saa maa det vel tilstaaes, at denne udvidede Tilladelse ei med Fordeel i nogen farlig Grad af Landets Skoveiere kan vorde benyttet. Jeg tør antage, at de ved Udskibningsstæderne nærmest liggende Egne allerede ere begavede med saa mange Saugbruge, som til en fordeelagtig Forædling af de Skove, som findes i nærheden deraf maatte behøves, og Enhver, som kjender Vanskeligheden og Kostbarheden af Transporten i dette Land, vil tilstaae, at ingen fordeelagtig Skovforædling kan finde Sted i de fra Kysterne langt bortliggende Skovegne. Dette Slags Skoveiere ere, formedelst en naturlig Beliggenhed, indskrænkede til at afgive deres raa Skovproducter, hvilke allene taale vore trange og bratte Elves Mishandlinger, til Eierne af de ved Elvemundingen eller ved seilbare Elve anlagte Sauge. Derimod beholde disse ældre Saugbrugseie- [95] re Ret til at kjøbe hvorsomhelst, og at forædle andre Skoveieres Producter paa deres Sauge, og Lovgivningen kan i mine Tanker ikke afgive et større Beviis paa Sagens upartiske Behandling, end at overlade Regjeringen at mægle mellem de stridende Partier, ved at tilstaae

14 Forøgelser af disse større Anlæg, hvor Saadant kunde kræves, og nægte den, hvor de forrige Saugbrugseiere derved maatte fornærmes, og Landets Tarv krænkes. Derhos tilstaaer jeg, at Lagthingets Bemærkninger til 1ste. af Odelsthingets Forslag giver Anledning til en Forbedring, som i mine Tanker for Sagen vilde være ønskelig. I det hverken jeg eller noget andet Medlem af denne ærede Forsamling, som har været tilstede ved Odelsthingets Overveielse af denne Sag, kan antage Rigtigheden af Lagthingets Fortolkning af Forslagets rette Mening, maa jeg dog ansee Bestemmelsen selv, naar den forbedres ved et forklarende Tillæg, som gavnlig for Sagen; thi den sigte til at forekomme de Misbrug, som kunne tænkes mulige ved Lovens Anvendelse. Det bør ikke være Lovforslagets Hensigt, at sætte Skoveierne i det Indre af Landet i Stand til at forædle deres egne Skovproducter ved Kjøbstæderne, i fjern Afstand fra deres Eiendomme. Ikke heller bør Loven sæt- [96] te enhver Kjøbstædborger i Stand til at udvide Skovforædlingen uden Grændse til de nærværende Saugbrugeieres Skade, ved at tilkjøbe sig enkelte Skoveiendomme i Landet. Ved en Tilladelse af den Art forekommer det mig, som Loven selv vilde give Vink til Lovens Overtrædelse. I det jeg iøvrigt ikke negter, at de Bestemmelser, som dette Lovforslag indeholder, kunne paa forskjellige Maader eluderes, maa jeg tillige bemærke, at det i denne Henseende deler Skjæbne med de fleste Love. Lovgiverens paa, end de visseste Grundsætninger byggede, og med den fuldkomneste Statskonst udkastede Love ville da først nøiagtigen vorde efterlevede, naar Nationen en Samling af velsindede Mænd, som have en redelig Villie til at opfylde Lovens vise Forskrifter. Men da denne ikke kan formodes at være almindelig; men Egennytte og ufædrenelandsk Sindelag herefter som tilforn kan tænkes mulig hos enkelte Individer i Staten, saa maa Afvigelser fra Love fremdeles kunne finde Sted. Frygten for disse Afvigelser maa voxe i et Land, hvis forrige Love vrimle af Forskrifter, som hvert Øieblik bleve overtraadte, og hvor en ilde anvendt Eftergivenhed har slappet Borgernes Agt for de gjældende Love. Den nyere Statsforfatning, der ligesom frembrin- [97] ger større Strid mellem Borger-Classerne indbyrdes, vil skjærpe enhver Classes Opmærksomhed paa dens ved Lovene hjemlede Rettigheder. Dersom vi havde foreskrevet os det ubetingede Maal, at udkaste Love, som ei kunde eluderes, da maatte Forsamlingen at jeg maatte benytte en hældigere Talers Udtryk nedlægge sin lovgivende Magt. Disse ere mine Grunde, hvorfor jeg stemmer for Antagelsen af Odelsthingets Lovforslag om Saugbrugsvæsenet, med de Modificationer, som Lagthingets Anmærkninger 1ste. give Anledning til, og med den nærmere Bestemmelse af de Udtryk: i Nærheden liggende som af et æret Medlem af denne Forsamling, Hr. Sorenskriver Rambeck, er foreslaaet.

15 Christiania, 19de Febr Aall, jun. Register: - Forslag om Oplysninger ang. Norskes Fordringer paa Speciebanken, m. v.... Marts 11 [11] Repræsentanten Jernværkseier Aall indgav Forslag om, at indhente Underretning fra den Norske Regjering, a) angaaende Renterne af den Dansk-Norske Speciebanks i Norge udestaaende Fordringer; og b) om der i Skattebudgettet er indbefattet nogen Sum, hvormed Renterne af Norske Borgeres Actiebreve skulle bestrides. Dette Forslag blev tilstillet 3die Committee. Register: Forslag og Votum ang. Værnepligten... April 2 [2] I Anledning af den foretagne Voterings Udfald vedlagdes følgende skriftlige Vota Protocollen: 1.) Den Sag, som nu er Storthinget forelagt, hører blant de vanskeligste, ligesom den og med størst Omhu og Vidtløftighed er bleven behandlet, uden at det endnu lykkedes det at komme til et afgjørende Resultat. Efter at have behandlet Værnepligtens Sag i 9 Maaneder, staae vi endnu ved dens første Grundsteen. Det er endnu ikke afgjort, om den skal betragtes som en reen personlig, en blandet eller en reel Pligt. De som antage det første beraabe sig paa Grundlovens Bestemmelser, paa de Ord, hvoraf den betjener sig, i hvilke de finde den personlige Værnepligt aabenbarligen foreskreven Landets Borgere. Men det kan ikke negtes, at Grundloven udtrykker sig i denne Henseende med største Varsomhed, [3] ligesom dens Forfatteres Fremgangsmaade i denne Sag viser deres Betænkelighed ved at foretage en voldsom og brat Tilintetgjørelse af en gammel vedtagen Orden. Dersom der gaves noget Øieblik i Norges Historie, i hvilket hver Mands Arm behøvedes til Fædrenelandets Forsvar, saa var det hint critiske, da Norges udvagte Mænd foreskrev det, tværtimod mægtige Nationers Bestemmelse, en selvstændig Forfatning, og da de ophøiede Norge til den Rang, som Kongerige, hvilket det i flere Aarhundrede ikke havde havt. Men disse Norges Mænd veiede Faren af en saadan Beslutning de afskrækkedes ved de Følger, som ledsagede Conscriptionen i andre europæiske Stater, og de foretrak Sagens nøiere Prøvelse for den større Grad af Stridskraft, som ved en saadan Beslutning kunde fremtvinges. Der fattedes ikke hiin Forsamling paa Mænd, som talede Conscriptionens Sag, som fremstillede, i en sværmende Tone, dens Nytte og Nødvendighed for det nyfødte Kongerige. Men deres Stemme vandt ikke Indgang hos Forsamlingens koldsindigere Deel, og i mine Tanker gives intet klarere Beviis

16 paa, at den personlige Værnepligt ei kan, i sin hele Fylde, paalægges den norske Nation, forsaavidt nærværende Forsamling i denne Henseende fandt de samme Be- [4] tænkeligheder, som den constituerende. Og man maa vel spørge om dette Øieblik er beqvemmere til en saadan Lovs Udstædelse end hint. Ere Fædrelandets udvendige Farer, siden hiin Tidspunct, stegne i den grad, at det er nødvendigt at drage den Classe af Borgere, som hidtil ikke udkreves til Krigstjeneste, som ikke ansaaes dygtige til den, der fremmede andre vigtige Statens Anliggender, frem i Linien? De forskjellige Committeer have alle været enige deri, at den personlige Værnepligt ikke kan med absolut Strenghed og mathematisk Lighed paalægges Alle. I alle Indstillinger findes Hovedbestemmelser, som sætte det i Individernes Magt, at afvælte den personlige Byrde paa andre, og ved Udredning af Penge at opfylde Værnepligten. Der findes saa mange Undtagelser fra den almindelige Værnepligt, at man vel kan sige, at ikke flere Individer i Staten ere værnepligtige nu end fordum, endskjønt den øves paa en ganske forskjellig Maade. Men i mine Tanker, er der i den seneste Indstilling viist mindre Agtelse for Culturens Fremme, end for Barmhjertighedens Følelser, og for alle, endog de ubetydeligste, offentlige Bestillingers uforstyrrede Rygt. Man har krænket enkelte Classer i Staten, ved at paalægge dem hidtil ukjendte Byrder, uden at lette i [5] nogen mærkelig Grad de Classer, som hidtil bar den. Det maa undskyldes mig, at jeg end ikke efter at have hørt de forskjellige Committeers Mening, kan forlade den Synspunct, fra hvilken jeg betragtede Sagen i den Committee, hvor den først blev behandlet. Men jeg vil ikke misbruge Thingets Tid ved at gjentage, hvad jeg der har fremsat. Imidlertid kan det ikke negtes, at Grundlovens Forfattere ligesaalidet have tænkt sig den reelle Værnepligts Udøvelse i den sin hele Udstrækning. Det er os alle i frisk Minde, at et Forslag af den Art havdes i Forsamlingen paa Eidsvold, og her er ikke Stedet at forklare, hvorledes det blev til, hvorfore det blev forkastet. Forsamlingen vedtog det ikke, og kunde vel ikke, i en Tidspunct, som den var, hvori det udkastedes, antage det. Men hverken dette eller hint forkastede Forslag kan ansees for at tvinge Storthinget i Henseende til den Beslutning, som det i denne Sag, under ganske forandrede Omstændigheder, troer sig beføiet til at tage. Men Værnepligten, som reel betragtet, er en ganske nye Sag, og ikke tilforn forberedet af nogen Committee, ikke moden til at fremlægges paa dette Thing. Enkelte Medlemmer af de forskjellige Committeer have kun løseligen henkastet denne Idee, og de øvrige Medlemmers overveiende [6] Stemmer have forebygget al alvorlig Undersøgelse deraf. Skal Værnepligten være reel, skal den, paa vore Fædres Viis, udøves af Eiendoms-Mænd, og den Pligt at værne om Landet

17 paalægges dem, som eie Jord i Landet, saa foregaaer atter en Forandring i den hidtil sædvanlige Udøvelse af Værnepligt, der er saa skarp, og i Borgerforholdet saa indgribende, at den vel bør beskues fra alle Sider, før den besluttes. Jeg for min Deel, omendskjønt jeg anseer denne Udøvelse af Værnepligt, for den theoretisk bedste, omendskjønt det fra alle Kanter bæres os i Møde, at denne Indretning ansees gavnlig i Sverige, og at den der gives Anledning til en lige Fordeling af Værnepligten, saa vover jeg dog ikke blindt hen at tilraade den. Jeg skulde kjende lidet til dette vidtløftige, tyndt beboede og paa dyrkelig Jord ikke rige Land, dersom jeg vovede, uden Undersøgelse, at paastaae denne Indretnings Hensigtsmæssighed. En stor Classe af Landets Indvaanere, hvoraf hidtil de fleste tjenstgjørende Krigere ere udtagne, vorder ved en saadan Indretning, fritagne fra Krigstjeneste, og jeg forstaaer ikke at bedømme, hvorvidt dette kan skee, uden at skade Krigstjenestens Tarv, eller at lægge for store Byrder paa Eiendoms-Manden. Saaledes vover jeg at antage, [7] at denne Udskrivnings-Maade, analog med den, der finder Sted i Sverige, hverken er gjennemtænkt nok, til paa dette Thing at vorde moden til Udførelse, ikke heller dens Nytte indlysende nok, til at den burde fortrænge den, som i de senere Tider har fundet Sted. Uden at være indtagen af Fordom for det gamle, tør jeg vel bekjende mig til en vis Agtelse for gamle Former, forsaavidt de ved en gammel Vane ere blevne ligesom Stof til en behagelig Tilværelse, og som oftest ere grundede paa ældre Lovgiveres Kundskab om Landets Beskaffenhed. Frimodigen tillader jeg mig altsaa her at ytre den Formening, at Sagens Vanskelighed tilraader Thinget at indskænke sig paa dette Sted til faa Puncter af det os forelagte Forslag. Soldatens Tjenestetid og Armeens Reduction saa nødvendig for Landets Finantser og saa passende til den Indskrænkelse i Tjeneste-Aar, hvorom der er givet Nationen Forhaabning kun dette forekommer mig her at burde afgjøres. Den øvrige Deel af Værnepligtens Sag, der, efter et æret Medlems Forslag, har faaet en aldeles nye Anskuelse, der af ingen Committee er bleven sat i sit rette Lys, kunde, i mine Tanker, med Føie henvises til Lov-Committeen, for at prøves med den Alvor og Fuld- [8] stændighed, som Sagens Vigtighed krævede. Af denne Committee er Proponenten selv et Medlem, og, som han, formedelst sine Kundskaber, fortjener Nationens Tillid i enhver anden Henseende, saa maa han i en fortrinlig Grad ansees værdig dertil i en Sags Behandling, der skylder ham selv sin Tilværelse. Man kunde maaskee gjøre den Indvending, at det er os foreskreven, at bringe denne Sag, i sin hele Omfang, til Afgjørelse. Men jeg anmærker i den Anledning, at disse absolute Forpligtelser, forsaavidt de bogstaveligen skulde opfyldes, ofte maatte lede til urigtige

18 Resultater. Det vilde hverken være til Ære for Storthinget, eller til Gavn for Nationen, at Love udgaves, som ei behørigen vare gjennemtænkte og lempede efter Landets Beskaffenhed. Næste Storthing vil uden Tvivl overbevises om, at det er lettere at give, end at udføre deslige Befalinger. Det maatte vel desuden betragtes, som om Sagen var afgjort, naar det bestemtes, at Borgernes Forhold til hinanden i Henseende til Værnepligten, skulde blive, som den hidtil var. Vores nye Forfatning kræver vel ikke i alle Henseender nye Love, og endskjønt læg Mand i denne Sag, troer jeg dog at forudsee, at vore nye Lovgivere ville finde sig i [9] mange Stykker beføiede til at bekræfte gamle Love. Den Lov, som er os forelagt, er, saa vover jeg at dømme derom vidtløftig, uden at være i alle Maader fuldstændig Den bestemmer Værnepligtens Udøvelse i sin Form og i sin Materie. Den træder saaledes i det mindste meget nær den Grændse, som ligger mellem den executive og lovgivende Magt. Ogsaa fra denne Side forekommer den mig at burde nøiere prøves af Nationens udvalgte lovkyndige Mænd. Den ene Side af Værnepligtens Sag er saa mangfoldigen betragtet, og beriget med saa mange Oplysninger, at Lov-Committeen ikke vil have synderlig Møie med at overskue den i sin hele Omfang. Den anden Side er ganske nye for os Alle, og vil neppe kunne bringes i det Rene, uden at ganske nye Undersøgelser finde Sted, og nye Oplysninger tilveiebringes, hvilke, formedelst Tidens Korthed, umuligen kunne erholdes paa dette Thing. Jeg for min Deel skulde aldrig troe mig at have været i en misligere Stilling, som Medlem af dette Thing, end om det overdroges mig at bidrage til en Sags Afgjørelse, der er saa nøgen for Oplysninger, saa nye i sin Anskuelse. Paa disse Grunde tillader jeg mig at foreslaae, at Storthinget for Øieblikket kun beskjæf- [10] tiger sig med de i den forelagte Indstilling, som omhandler Armeens Reduction og Soldatens Tjenestetid, altsaa med den 2den og 7de, at Borgernes øvrige Forhold til hinanden i Henseende Værnepligtens Udøvelse for Resten forblev uforandret til næste Storthing, og at det overdroges Lov-Committeen at overveie og for næste Storthing forelægge de Forandringer, som den maatte ansee passende, med Hensyn til de Forslag og Indstillinger, som om denne Sag paa dette Thing ere gjorte. Christiania den 1ste April 1816, Aall, junior. Register: - Votum om armeens Størrelse... April 176 [176] Med Hensyn til ens første Deel fremlagdes følgende skriftlige Vota: 1.) Ligesom jeg i Odelsthinget tog mig den Frihed at fremsætte den Mening, at Armeens Reduction, i mine Tanker, burde foretages, endog i en høiere Grad, end den, som af de

19 forskjellige Committeer er foreslaaet, saa tillader jeg mig nu, da Sagen er kommen for den større Forsamling, at gjentage denne min Formening. Det forekommer mig, som Landets Folkemængde, dets physiske Beskaffenhed, som gjør Krig til Lands mindre farlig, og formedelst Forbindelsen med Sverrige mindre rimelig, og Landets nye Statsforfatning, med Hensyn til de derpaa grundede Bestemmelser i vores Grundlov, gjør det til raadeligt at indskrænke Armeen til et mindre Antal Krigsfolk. I at bestemme Størrelsen af vores staaende Armee for Fremtiden bør jeg vel neppe tage Hensyn paa dens forrige Styrke; thi i denne overspændte Anstrengelse for at udskrive en Armee i [177] Fredens Dage, som i Krigens Tid ei kunde gjøres mobil, ligger vel en af de vigtigste Aarsager til Opløsningen af den forrige Forbindelse. Man erindrer sig, at en af Dannemarks dueligste og vittigste Officierer, ligesom i en Spaadoms Aand, for mange Aar tilbage, forudsagde Dannemarks og Norges Skjæbne, dersom den danske Regjering vedblev et System, der holdt flere af Landets Mænd under Vaaben, end det havde Indtægter til at beholde, end dets Fabriker, Agerdyrkning og Handel kunde undvære. Den Mængde Krigsfolk, som gjordes vaabenfærdige i Dannemark og Norge, til Land- og Søetjenesten, var forholdsmæssig større end den, som de meest krigerske og erobringslystne Nationer udskrive til Krigstjenesten. En mindre krigersk Aand herefter nu i de europæiske Cabinetter, og alle Staters Bestræbelser gaae ud paa, at sætte deres Krigsmagt paa en Fod, som staaer i et bedre Forhold til deres financielle Styrke. Vi have nyligen læst i de offentlige Blade, at en af Englands kyndigste og erfarneste Patrioter har anbefalet at reducere den engelske Land-Armee til Mand, og at Ministeren selv antog Armeens Størrelse for ei at burde overstige Mand. Vi have paa et andet Sted seet, at en af Europas [178] mægtigste Nationer, som fra en lang Fortid stedse var indviklet i Krig, hvis Beliggenhed ikke er uden Fare med Hensyn til dets mægtige Naboer, og hvis Folkemængde udgjør over 20 Millioner Mennesker, har bestemt sin staaende Armee til Mand begge disse og flere lignende Bestemmelser formindske disse og flere Landes staaende Hære mere, end om den norske Armee reducertes til Mand. Det kan vist ikke negtes, at Nødvendigheden af at holde en stor Land-Armee er formindsket, formedelst den med Sverrige indgangne Forbindelse. I flere Aarhundrede har Sverrige attraaet denne Forening, og det har benyttet sig af enhver Dannemarks mislige Stilling, for at opnaae dette Maal. Under saadanne Omstændigheder var det nødvendigt at rette Landets Forsvars- Kraft efter den Angrebs-Kraft, som i Sverrige holdtes beredt til Overfald ved given Leilighed. Armeens Størrelse maatte saaledes beregnes efter den Svenske, og den upartiske Iagttager

20 finder maaskee i denne Omstændighed et Forsvar for Dannemarks krigerske Anstrengelser, der iøvrigt ikke stode i Forhold til dets indvortes Kræfter. I hine Oldtidens Dage, da der var ligesom en stiltiende Forbindelse mellem [179] Sverrige og Norge, der gjorde Krig mellem disse 2de Naboe-Nationer saare sjelden, anvendte Norges Konger kun liden Opmærksomhed paa dets Landmagt. De fleste krigerske Forberedelser i Fredens Dage gik ud paa at udruste og bemande Skibe, og neppe vilde vore Forfædre have erholdt den Rang, som Søemagt, dersom de havde seet sig nødsagede til at fordele deres Kræfter paa Landmagt og Søemagt i lige Grad. Denne fredelige Tilstand er nu gaaet over til en nøie Forbindelse. De forbundne Landes politiske Interesse er een og den samme, og Rigernes Grændseskjæl adskille begge disse Lande blot i oeconomisk, men ei i politisk Henseende. Det forekommer mig klart, at Norges Landmagt kan formindskes, i Forhold, som dets Fæstninger ere blevne mindre nødvendige, og dets Fiender mere bortfjærnede. Den vist nok hensigtsmæssige Bestemmelse i Grundloven, der giver Kongen Raadighed over den hele staaende Armee bør gjøre os vaersom i at bestemme dens Størrelse. Vel er det at haabe, at Sverriges Politik, med Hensyn til Udlandet har faaet en meer bestemt og fredelig Retning. Det har mistet de tydske Provindser, formedelst hvilke det saa ofte indvikledes i Krige. Finlands Tab har givet Sverrige en naturligere [180] Grændse, og i Foreningen med Norge har det vundet ligesom en dobbelt Styrke. En Fiende er forandret til en Ven, færdig til at forsvare den fælleds Sag. Men ved at kaste et Øie i Sverrigs Historie, finde vi det ideligen indviklet i Krige for en Sag, der ofte ikke var dens egen. Dens Konger elskede ofte Krigen, uden egentligen at kunne bringe dens Resultat i Forbindelse med Landets Tarv. Vi have Aarsag til at have nogen Mistillid til den fredelige Politik, som det nu bebuder, og holde tilraade med Midlerne til at nære Krigslysten. Endeligen fortjener det at lægges Mærke til, at Kraften til at reise vores aldeles tilintetgjorte Søemakt svækkes, jo mere vi anstrenge os for Landmagten. Betragte vi Landets Beliggenhed, Vigtigheden af dets Handel og Skibsfart, saa have vi vel Aarsag, med vore Fædre at ansee vort Søevern som en Hovedsag, og hvorfra skulde vi finde Elementerne til disse Omkostningers Bestridelse, naar vi ødsle Kraften paa mindre nødvendige Forsvarsmidler. En Fordeel, og een af de vigtigste ved Norges Forening med Naboeriget er, at Fastlandets Politik saa godt som ikke mere angaae os. Norge er bleven, hvad det af Naturen er bestemt til, og hvilken Rang det fordum [181] med saa megen Hæder forsvarede, en Søemagt, overalt omringet af Hav og et Broderfolk. Selv Sverrige bør have samme Planer. Beskyttet ved snævre Passe mod dets