ANDEN DEL: Bog 2 til 6 Hvor har jeg været?

Transkript

1 ANDEN DEL: Bog 2 til 6 Hvor har jeg været? ********************************* BOG 2, afsnit 1: Bernadotteskolen. Forældre skulle lege meget mere med deres børn. For de, der ikke kan lege, de kan heller ikke være gode til deres arbejde. (elev på Bernadotteskolen, 11 år) afsnit 2: Dannelse og dødssynder. Afsnittet handler om dannelsesforestillinger og dødssynder: hvor langt kan man trække tråde til fortiden? Autoritet og frisættelse over for pædagogiske metodetænkninger i dag? afsnit 3: Afsnittet handler om filantropi idag: Hvordan opfattes det af overflodsmennesket? Filosofi og forskningens indblik i nutidens personlighedsstrukturer: Et hver-for-sig-fund og fascisme? afsnit 4: Spansk klosterskole : Caldetas og Arenys de Mar mørkemænd i en sort skole! afsnit 5: Skolevalg. Lidt om dannelsesskolen og curriculumskolen, fagfaglighed og pædagogisk virkelighed i senmoderniteten. afsnit 6: Dansk skolevalg efter Spanien. Ordrup skole eller Grønnevænge skole og mødet med Jette. Gentofte kommunes skoler anno 1956.

2 Bernadotteskolen Forældre skulle lege meget mere med deres børn. For de, der ikke kan lege, de kan heller ikke være gode til deres arbejde. (elev på Bernadotteskolen, 11 år) På Bernadotteskolens hjemmeside står der således: Skolen har siden begyndelsen af 1950'erne været centralt placeret i det danske skoleliv som en friskole, der ønskede at påvirke folkeskolen i retning af større opmærksomhed og respekt over for børn og deres forskelligheder. Uddannelsespolitisk har den, specielt via C.C. Kragh-Müller, sat sit præg på skolelovgivningen og den offentlige debat. Nogle mærkesager har været elevdemokrati, forældresamarbejde, tidlig engelskundervisning og bedømmelse af elever uden anvendelse af karakterer.

3 Bernadotteskolen søges bl.a. på grund af sine mange praktisk-musiske fag, samarbejdet på tværs af klassetrin og en stemning præget af opmærksomhed over for den enkelte elevs interesser, evner og problemer. Som der står i den seneste jubilæumsbog om Bernadotteskolen, så rettes blikket ofte mod børnene og mod skolen, når de voksne har spillet fallit og ikke har magtet tidens problemer. Også i det store mentale opgør efter 2. Verdenskrig vendte man sig mod børnene, som repræsenterede fremtiden og håbet om en bedre verden. Et senere medlem af Bernadotteskolens forældreråd, Birgita Lindvad fra Frit Danmark, skriver om bekæmpelsen af nazismen i os selv: Nazismen har rod i Magtbegær og Magtbegæret, det utilfredse Menneskes Kompensation, er det, vi skal bekæmpe. Her, som altid, er det Spiren, der skal behandles. Vi må begynde med Børnene! Hun havde netop besøgt A. S. Neills skole i Summerhill, og var blevet meget begejstret over så velgørende en atmosfære af Glæde, Tolerance og travl Virksomhed, der herskede der. Hun håbede sammen med flere at hvis det måtte lykkes os her i Danmark af forene denne livsfremmende Indstilling til Barnet med vore udmærkede nyere Undervisningsmetoder, da tror jeg men kun da vil vi kunne

4 skabe en virkelig demokratisk Skole. Man skal huske på, at i slutningen af 1940 erne havde den ideologiske side af sagen særlig vægt under indtryk af totalitære regimers ensretning af undervisning og opdragelse, og under indtryk af den netop overståede verdenskrigs rædsler. Skolens etablering skete i et krydsfelt mellem disse tanker og ønsket fra andre kredse om en øvelsesskole. Øvelsesskolens tanker blev videreført bl.a. ved Emdrupborg, mens internationalismen og demokratiseringstankerne vandt i kredsen om Bernadotteskolen. Man kan læse om skolens pædagogiske og politiske skabelsesproces og de første års polemik i andre og mere officielle kilder. Min broder kom i Bertels klasse og jeg i Astrids her foreviget som ca. 70-årig. Kort kan det siges i den forbindelse, at min broder begyndte sin skolegang, da skolens leder endnu var G. J. Arvin (fra Lærerhøjskolen). Skolen blev indviet sommeren 1949 og min broder blev optaget i 1950, mens jeg måtte vente til Jeg kom til da C.C. Kragh- Müller tiltrådte.

5 Individuelt valgte Praktiske Fag P-fag var indført som en afløsning af kommuneskolernes sløjdsales og skolekøkkeners autoritære masseøvelser: en bred vifte af praktiske aktiviteter, som i høj grad styredes af elevernes egne kreative ideer og fagpersoners indsigtsfulde vejledning. Man kunne sy bjerge af lommetørklæder og forklæder til julegaver eller danse afrikanske rytmiske danse med Bow M Gana, male med Helge Ernst, tegne med Ib Spang Olsen, spille musik med Adrian Bentzon, bøje glasfigurer og lave smykker i alskens mærkelige materialer med Elof, forme ler med Alex Muschinsky, hugge i gasbeton og brænde figurer med Harald Isenstein eller få et godt råd af Peddersen, skolens rygrad og pedel. Engelsk havde vi fra 1.ste klasse med en frodig indisk lærerinde, Franey. Drama, sang og fælles fester og optræden fællestimen hver lørdag var også et oplivende element i skolehverdagen. Senere kom Gøsselgymnastikken til og holdt os kropsligt vågne en form lysår fra nutidens hidsige sportificering. I begyndelsen fandt en del af disse aktiviteter dog

6 sted i klassens eller holdets lokaler, indtil der senere skaffedes bedre faglige faciliteter. Entusiasmen manglede dog ikke, selv om fx musikundervisningen i begyndelsen foregik i det lille omklædningsrum ved gymnastiksalen, og så fremdeles. Denne beskrivelse kan misforstås derhen, at der herskede anarki og uorden som myterne om skolen sagde i begyndelsen. Så moderne var vi heldigvis ikke. Se blot på billedet. Det er i øvrigt mig, der sidder med ryggen til sammen med 5 piger! Det er næsten ikke til at tro, at det er en skolehverdag for 60 år siden. Det stik modsatte var nemlig tilfældet alt var i den grad overskueligt og et udslag af fælles diskussioner, holdninger og planlægning. Det viste sig meget

7 stærkt i 70 ernes og 80 ernes interne kampe mellem en lønarbejderpræget socialpædagogik og en frigørende pædagogik. I C.C. Kragh-Müllers tid erklærede man, at på Bernadotteskolen har man ikke metodefrihed, fordi spørgsmålet om undervisningsmetoder ikke blev anskuet som et individuelt, men som et demokratisk fællesskabsanliggende. Og så mente man, at man i den traditionelle folkeskole havde miskrediteret begrebet metodefrihed ved i mange tilfælde at lade det fungere som et skalkeskjul for mangelfuld undervisning et synspunkt, som jeg i øvrigt selv til dels kan tilslutte mig. Det sker selv om det ikke er hovedreglen. Filantropi og internationalisme I februar 1953 indtrådte den værste stormflod i over 500 år, og skabte en katastrofal oversvømmelse i en stor del af Holland. Fra alle kanter strømmede der penge og materialer ind, tøj, madrasser, tæpper, mad mm. Vi på skolen levede meget med i ulykken, og blev dybt engageret i arbejdet både via produktion af klasseaviser og indsamling. Vi havde lavet et kæmpetermometer, som var sat op

8 så alle kunne se det på vej ud i skolegården. Hver dag blev det ajourført under stor jubel og opmærksomhed. Det foregreb nutidens emneuger eller feature-arrangementer. Jeg kan huske, at jeg og en klassekammerat traskede kilometerlange ture med en trækvogn på indsamling af gamle aviser. Vi blev overalt mødt med venlighed og åben interesse, når vi fortalte hvilken skole vi kom fra. Og da vi sprængte vores termometer følte vi alle sammen en fælles empatisk stolthed. Året inden havde skolen haft besøg af Josephine Baker, den verdensberømte sangerinde og danserinde. Hun var vel oprindelig mest kendt for sine sange og nøgendanse med bananskørter, men hun havde netop som den første amerikanskfødte modtaget den franske orden, Croix de guerre, og var udnævnt til Chevalier of the Légion d'honneur af General Charles de Gaulle for sit arbejde for den franske modstandsbevægelse under krigen. Josefine Baker havde et venligt væsen, og blev meget rørt, da hun blev mødt med sang og

9 optræden af hele skolen. Hun på sin side fortalte om sit slot, Chateau de Milandes i Dordogne, hvor hun byggede et liv op for sine 12 adopterede krigsbørn, hendes Rainbow-children som indbyrdes repræsenterede 11 forskellige nationer. Kontakten blev vedligeholdt i en årrække, og hun vendte tilbage i 1958 men da var vi desværre begge to gået ud af skolen og anbragt andetsteds. Hendes liv og fortællinger om hendes barndom som gadebarn i St. Louis satte spor, og vi var voldsomt optaget af forhold som fx racediskriminationen i USA. Min bror, som på grund af sine sproglige færdigheder holdt en tale for hende på skolens vegne, blev inviteret på et slotsbesøg hos hende i sommeren 1953 mens jeg blev sendt til Finland til min fars storebror, Stefan. Han var blevet deroppe efter Vinterkrigen, hvor han havde fungeret som militærlæge. Han kunne vist vældig godt lide truthorn, taktfasthed, uniformer og skråremme og brød sig bestemt ikke om socialister, kommunister og anden pøbel. Den økonomiske situation for skolen var i begyndelsen ret vanskelig. Alle gav et bidrag og en hånd til det praktiske, fx deltagelse i fællestimer og lejrskoler mm. Op til generalforsam-

10 lingen i 1951 havde en kreds af McCarthyistiske koldkrigere med professor dr. med. P. Plum i spidsen rettet en henvendelse til den amerikanske ambassade, hvori de hævdede at skolen var ved at blive erobret af en flok kommunister. Denne vilde flok erobrere var folk, som fx Svend Møller Kristensen, Bernhard Kristensen og Torben Gregersen og den senere leder af skolen, C. C. Kragh- Müller. Årsagen har nok været den, at de var uddannet på Kursus for småbørnspædagoger, hvor Kragh-Müller underviste. Det medførte, at en del børn af de ambassadeansatte blev meldt ud. Ambassadøren, Joshua Marvel Jr., rystede dog ikke på hånden, men overdrog sin kun ét år gamle Chevrolet de Luxe til skolen. Den blev så udloddet som 1.ste præmie i et lotteri, som gav et så stort beløb at nabohuset kunne erhverves og hele skolen konsolideres. Jeg kan huske, at jeg var ude

11 at sælge lodsedler sammen med min mor. Hun stod ved siden af bilen, og jeg fik lov til at sidde ved rattet fed bil! Dagliglivet i en friskole anno 1952 Bernadotteskolen var den eneste skole, som jeg hver dag glædede mig til at komme i. Det kan være, at noget skyldtes de urolige forhold, som var i hjemmet, så alt andet end det dermed var bedre. Min far var af pietetsfølelse overfor en gammel ven af familien, direktør van der Hude, trådt ud af sagførerstanden, hvor han netop var ved at procedere en sag, således at han kunne få møderet for højesteret og var tiltrådt som vicedirektør i DFFA (Dansk Folkeforsikringsanstalt). Noget han vist fortrød resten af sit liv. Van der Hude havde fået kræft og døde umiddelbart efter, hvilket gav et formidabelt arbejdspres. Min mor var tiltagende syg efter flere aborter og en graviditet udenfor livmoderen. Stemningen i hjemmet var ikke god for at sige det mildt. Så jeg besteg med stor glæde hver dag min flunkende blå cykel for at køre de 4-5 km. fra Jægersborg Allé til Hellerupvej. Hvad var det, som befordrede en sådan glæde ved skolegangen? Trygge rammer var vel noget af det væsentligste, dvs. vi kunne altid regne med de voksne, de var helstøbte mennesker. Tilliden voksede ud af relationer, hvor vi vidste, hvor

12 vi havde lærerne, de gav klare og tydelige signaler og var i besiddelse af en stor rummelighed uden at miste temperamentets gnist. Derudover var de simpelthen spændende og varme mennesker. De var autentiske og havde fokus på eleverne når du talte med dem, var du overbevist om, at du havde deres fulde opmærksomhed. De skabte et miljø omkring klassen og skolen, der både fastholdt arbejdsdisciplinen og skabte åbning for den individuelle udfoldelse. Selv C.C., som af nogle i dag bliver beskrevet som lidt utilnærmelig, oplevede jeg som en person, man altid kunne komme til. En vekselvirkning mellem emne-, gruppe- og individuelt arbejde på klassen tillod en differentiering, så at jeg fx i 1.ste klasse læste bøger for højere klassetrin, mens min broder lavede regning og matematik beregnet for højere klassetrin, sådan var vi allerede dengang forskellige. Vi snød måske på vægten, idet vi begge to læste for vores fornøjelses skyld derhjemme. Hjemme flød det med tilgængelige bøger, og min moder inddrog os meget i sin højtlæsning når hun kunne. De praktiske fag gjorde, at ingen blev bremset i at forfølge andre interesser end de boglige, og produktionen af den løbende klasseavis bandt det hele sammen.

13 Jeg tror, at det som sidder mest tilbage i kroppen, er kammeratskab og fællesskab. Jeg erindrer ikke én eneste situation, hvor jeg har været bange for nogle personer eller situationer. Her ser jeg lige bort fra den ene gang, hvor jeg skulle optræde som prinsen i et teaterstykke og efter at have sunget ting-luti-ting-luti. og et eller andet mere åndet i slutningen skulle kysse prinsessen. Hun var tilfældigvis i det daglige lig med Annette, mit hjertes udkårne på den tid. De røde ører og det ambivalente ubehag skyldtes absolut kun dette forhold og kan ikke tilskrives skolens dårlige indflydelse. Man skal bestemt ikke undervurdere styrken af præpubertære forelskelser! Følelserne er meget stærke. Mit hold fra Bernadotteskolen har netop holdt 60-års jubilæum. Jeg kan citere Margit herfra: Det var mange vigtige værdier, vi fik med fra vores skoletid: betydningen af at tage stilling og engagere sig i verden omkring os, tolerance, medmenneskelighed, solidaritet, anti-autoritære holdninger mm. De blev vigtige for min livsbane. Eller Anne-Marie: Jeg er helt enig med Margit i betydningen af den skole, vi gik i. Det var et kulturchok i 5. kl. at skifte til en kommuneskole, hvor man var De's med lærerne, som i øvrigt kunne være temmelig brutale særlig overfor drengene og hvor der var gårdvagter og morgensang i

14 aulaen (det ku' jeg nu godt li'). Det formåede nu ikke at udslette indtrykket af mine første fem års skolegang på Bernadotten, som satte sit aftryk i os af tolerance, internationalt udsyn, ligeværd mellem høj og lav, unge og gamle og ikke mindst varme og venlighed (ikke at det altsammen altid er lige let at leve op til). Så andre end jeg har nydt godt af skoleånden, som jeg erindrer den. Et andet eksempel på kammeratskabsforholdene var, at det faldt helt naturligt, at de store blandede sig i de smås skærmydsler i frikvartererne og at vi aldrig var overladt til os selv uden voksenopsyn. Vi opfattede det ikke som et opsyn, men mere som samvær. De store kunne man altid komme til, dersom der opstod konflikter. Individuelle forskelle og skænderier fandtes selvfølgelig sympatier og antipatier var jo ikke genetisk afskaffet men de blev altid behandlet, og der blev sat ord på. Mobning, som vi hørte om i kommuneskolerne, oplevede jeg ikke. Ikke en eneste gang buksevand. Vildskaben udlevedes og styredes i det sportslige, som gav indsigt i arbejdet med regelsæt for gensidighed og konkurrence. Fællesskab, internationale relationer og hjælpearbejde (FN, UNICEF mm.) gennemsyrede både hverdag og undervisning. Moraler var ikke noget, vi læste om vi følte os foldet ind i dem, vi levede dem. Og dette at være noget

15 eller gøre noget for andre faldt uden hykleri naturligt ind i et sådant miljø. Hvordan mon det gik videre? Nu er det sådan, at skoler udvikler sig og da i særdeleshed en friskole som Bernadotteskolen. Basale elementer som frihed og kreativitet står i forhold til de samfundsmæssige udviklinger og rammer. Jeg hører til generationen før 68, og meget ændrede sig jo i dén brudflade. Martin Kongstad, som blev født i slutningen af 1960 erne og dermed tilhører opgøret med 68 erne har en anden og senere beskrivelse af Bernafolket i sin bog, Han danser på sin søns grav. Fælles for kernen i venskabskredsen er, at de har gået på Bernadotteskolen (blandt indforståede Berna), hvor vægten blev lagt på den enkeltes frie udfoldelse. De er som voksne blevet cremen af den kreative klasse, smukke, stadig lidt unge, og nu også med penge (og vennerne har flere). God vin skal der til, og nej, det er ikke den med tyren. Kongstad afsøger i sin bog hulheden i dette tilsyneladende gnidningsløse liv, hvor festen aldrig må stoppe, men hvor ingen dybest set rigtig morer sig. Bernakredsen er nådesløs. Kender man ikke spillets regler, og ironiernes ironis mindste nuance, er man ude, uanset hvor fede middage man byder på. Ingenting er bare, hvad det er, alt er

16 også et mærke, et semiotisk tegn, et signal: Inde eller ude! De syv noveller i bogen danner et tidsligt forløb, og alle de kreative typer er der: musikanmelderen, designeren, reklamemanden og så madskribenten Vallin. Det er historier om menneskelig overfladiskhed og afstumpethed. Om utroskab på alle planer, om en krampagtig klamren sig til ungdom og en identitet, som både anti- 68 og antiborgerlig. I den sidste ende er der ikke meget helt over hovedpersonen Vallin (Kongstads alter ego?), der i frihedens navn er blevet af med kone og barn og nu rent ud sagt skider i sengen af druk. Frisat? Kongstad rammer helt sikkert nogen eller noget. Men det er forhåbentlig en meget lille epokal kreds. Blikket ind i Bernakredsen er på én gang eksotisk underholdende som et madblad og gennemgribende selvfedt og kedeligt. Her kan jeg så også afsløre, at selv om muligheden forelå, så valgte jeg og min hustru ikke at lade vores datter Louise gå i Bernadotteskolen. Vi flyttede til en anden friskole. Det var i 1975, hvor vi var usikre på, hvorvidt skolen var præget af en splittelse mellem en venstreorienteret klassekamp og en mere liberalistisk kreativ fløj. Tilsyneladende ikke samme enighed om filantropi, UNICEF eller UNESCO-arbejde som i beskrivelsen af min tid på skolen. Tjae.

17 Anden del: Bog 2, afsnit 2 Dannelse og dødssynder Afsnittet handler om dannelsesforestillinger og dødssynder: hvor langt kan man trække tråde til fortiden? Autoritet og frisættelse over for pædagogiske metodetænkninger i dag?

18 Målet for Bernadotteskolens oprindelige virke var som sagt ikke kun indlæring af det faglige indhold og teknikker som læse-skrive-regne, men udviklingen af en reflekterende og kreativ personlighed hos eleverne. Man anså dette for en grundlæggende forudsætning for både frihed og demokrati, for en reflekterende personlighed må selvfølgelig i udstrakt grad betjene sig af kulturteknikker og viden, symboltolkning og sprogliggørelse. Mens man fx lader øjnene glide henover tegn og figurer på siderne i dette skrift så er man pludselig i kontakt med en helt anden persons tanker i en anden tid og kontekst. Og kan forholde sig reflekterende til samme ved at standse læsningen, gå tilbage i teksten, tænke lidt over den og derefter fortsætte i eget tempo. Denne bemærkelsesværdige egenskab ved menneskets sprog en overskriden af tid og rum via symboltolkning gør en kumulativ kulturel progression mulig. Ved at læse kan man komme i kontakt med ikke kun tankerne hos en enkelt person på en enkelt dag men man er også i kontakt med summen af den kollektive viden, der udgør den kulturelle baggrund for disse tanker. Ved at sprogliggøre sig gør man det muligt for mennesket at række udover grænserne for tid og rum. Man kan endda række udover sig selv og forlade den vulgære selvfremføring og derved øge muligheden for at akkumu-

19 lere viden, der overskrider den enkeltes egen hukommelse og hverdagslige bundethed. Det er ikke altid lige nemt eller let tilgængeligt når man læser eller søger viden på anden vis er det nødvendigt at stå på tæer engang imellem. Ikke alt kan omsættes til ugeblade, TV-serier eller Pixi-format og billeder. Den anden side af miraklet ved læseprocessen er at skriftliggøre sig. Den samme eftertænksomhed, som man kan lære sig ved den grundige læsning kan erhverves gennem skriftligheden så længe man fastholder, at enhver beskrivelse er et oplæg til tanke, efterprøvelse og diskussion. Selv en fagtekst er at betragte således. For tiden taber skriftsproget terræn i forhold til talesprogets plapren, som desværre også misfarver dele af skriftsproget. Man bør erindre sig at uden bogtrykkerkunsten og skriftens udbredelse efter 1450 erne havde der ikke været sekularisering, ingen borgerlig offentlighed og ingen nævneværdig videnskab. Det talte ords rum er ganske anderledes. Dér tilvejebringes ofte ublodige, men tunge magtrelationer. Når der er én, der taler, er der mindst én og ofte flere, der tales til. Tilhørerne lytter, lader som om eller vælger blot at lade ordene flyde ind ad det ene øre og ud af det andet. Men de tiltalte må hellere høre efter, for det talte

20 ord er i modsætning til det skrevne væk, mens det bliver sagt. Og man kan ikke argumentere med en talende uden at afbryde, så enten enes man om efter tur at høre efter, hvad der bliver sagt eller også skændes man. Skriftsproget er helt anderledes. Det skal læres. Man skal blive skriftklog og kunne beherske teksten. Det er en langvarig, tornefuld og besværlig proces. Magtrelationerne mellem det skrevne og det talte ord er i dag blevet uklare. Den industrialiserede medie-tale inklusive billeder er via de nye medier blevet til en flydende strøm af banaliteter, til en lind grød af snik-snak. Den drejer sig endvidere oftest af noget, som ikke kan efterprøves. Følelser og fornemmelser frem for argumenter til saglig efterprøvning. Billeder og metaforer frem for kendsgerninger. Blind tillid frem for kritik. Sådan er det blevet, og der er kun én trøst: Det bliver meget værre! Men man skal ikke tage fejl, for skriftsproget ligger fortsat over det talte! I dag udvider det talte sprog sit domæne i uhyrlig grad men det sker via digitalitet og maskiner. Og til fremstilling og vedligeholdelse af disse kræves skriftlighed. Så, Fag, fagfaglighed og dannelse Mit aktive erhvervsliv bestod som sagt for de sidste 30 års vedkommende af pædagogik og

21 undervisning i de sidste år sideløbende hermed af psykoterapi. De første år af mit liv er til tider en ganske anden historie, som må have sit eget liv, sin egen indramning, og så alligevel. Det er denne periode, som jeg tog hul på med fortællingen fra Bernadotteskolen for at efterforske mulige sammenhænge. Men optikken i fortællingen og refleksionen hentes selvfølgelig fra, hvor jeg står i dag. Indenfor mit erhvervsområde har man med stor ildhu ødelagt en mulig sammenhæng for elever og studerende ved at skændes om, hvorvidt skolefagenes faglighed eller den pædagogisk-psykologiske faglighed er det væsentligste et enteneller. I slagsmålet opfandt man endda et udtryk fagfaglighed for på den måde at lægge afstand til alt andet end de for tiden herskende skolefags virkelighed. En sådan klonisk stammen forekommer mig forståelig, men er også udtryk for en magtkamp, der skygger for, hvad jeg synes er det almene og væsentligste i pædagogisk arbejde: et reflekteret og ligeligt vægtet forhold mellem kommunikation, relation og arbejdet med historiskkulturelle værdisæt og funktionelle redskaber. Jeg tror endvidere, at vi i årene, som dækkes af begreberne barndom, ungdom og overgangen til voksendom, opbygger mønstre for handling og forståelse, der har kolossal betydning

22 for det videre voksen- og arbejdsliv. Den norske psykolog og forsker Karsten Hundeide, plæderer for, at man altid må se børns og unges udvikling i et historisk-kulturelt perspektiv. Kun de færreste gør det i dag. Hundeide betragter det som en grundegenskab hos mennesket, at det justerer sine ytringer efter, hvad det tror, at der forventes, og at dette er situationsbestemt. Han gennemgår bl.a., hvor galt det kan gå i interviewsituationer fra vidneafhøring og til testning, hvis man ikke sikrer sig, at interviewer og interviewperson har samme opfattelse af, hvad situationen går ud på. Det samme er i allerhøjeste grad tilfældet med pædagogik. Socialpsykologen Stanley Milgram udførte i 1963 inspireret af retssagen mod nazisten Adolf Eichmann et eksperiment, som skulle vise styrken af autoritetstro. Milgram-eksperimentet gik ud på, at en autoritetsperson (iklædt en lægekittel) instruerede en forsøgsperson i at give en skjult deltager i forsøget elektriske stød af forskellig styrke alt efter om denne løste en given opgave eller ej. Der var selvfølgelig ikke sat strøm til apparaterne. Det viste sig, at flertallet gav stød, som ville have været yderst smertefulde blot på grundlag af ordrer givet af forsøgets autoritetsperson men et uhyggeligt stort antal gav stød, som hvis anlægget havde været strømførende,

23 kunne have været dræbende! Forsøget publicerede han 10 år senere i bogen: Obedience to Authority (senere på dansk: Lydighedens dilemma). Senere forsøg har påvist, at disse valg ikke kun skyldes den enkelte persons naturlige tilbøjelighed eller lignende, men i høj grad også skyldes den kontekst, personen befinder sig i. Der viser sig herved nogle skræmmende perspektiver ved børns fanatiske idoldyrkelse og stærke optagethed af voldsprægede og autoritære PC-spil i dag. Lydighed og autoritet i dag Da jeg var barn ved 2. Verdenskrigs ophør var nogle udbredte temaer i børneopdragelsen kravet om lydighed og sammenstødet mellem folkelig kultur og klassisk dannelse, hverdagskultur og finkultur. Lydigheden er siden gennem tidens individualisering og frisættelse blevet uddybet som dilemma og offentlighedens demokratisering har snart sprængt de sidste rester af den klassiske dannelse til atomer og Danmark er for første gang siden 1864 igen en krigsførende nation. Endda før vi rigtig har fået gang i vores egen oprydning og refleksion efter 2. Verdenskrigs retsopgør og tabuer. Det er ikke vores krige i sig selv, der ryster mig lidt krig er krig og forråelsen og tab af humanitet herved bør ikke overraske i et

24 konkurrencefikseret og sportificeret samfund som vores. Det, som ryster mig, er mangelen på offentlig diskussion og civil refleksion. Har det pædagogiske mon fejlet og er andre og mere autoritære kræfter igen blevet styrket? Lærer vi ikke længere vores børn at tænke? Er der tale om en stigende grad af samfundsmæssig vulgarisering, som i sine processer fremdriver krav om simpel handlekraft fremfor analyse og øget viden; reduktion ved forsimpling og ikke ved kompleksitet? Se fx brevet på den følgende side fra en amerikansk klasselærer (formteacher): Et skræmmende eksempel fra Internettet, der viser hvorledes ovenstående holdninger folder sig ud i dag også i professionelle kredse. Forholdet er nok stadig værd at undersøge for

25 fremtidige pædagoger og undervisere? Det er det i hvert fald for mig. Nye værdisæt og tænkemåder? Med undtagelse af Bernadotteskolen var pædagogikken i min skoletid mest præget af den tekniske rationalitet, der følger med autoritære og autoritetstro samfund som jeg senere oplevede i meget ekstreme former i Spanien under Franco og i Danmark på Herlufsholm Kostskole i 1950 erne. Teoretisk opstillede man metodikker og producerede endda en pædagogisk metodologi, som skulle skabe orden og overskuelighed i det stadigt voksende antal forskellige prøver, tekniske redskaber og metoder. En sådan teknisk rationalitet kan dog ikke alene forklare hvorfor og hvordan pædagogisk professionelle faktisk kan eller skal håndtere deres arbejde med dannelse i overgangen fra modernitet til senmodernitet. Senmodernitet er nemlig til forskel fra industrialderens type modernitet karakteriseret ved fire overordnede forhold, der alle strider mod den tekniske rationalitet: (1) Problemstillingerne er komplekse, (2) de er foranderlige, (3) de er singulære frem for generelle eller universelle, og (4) de involverer flere forskelligartede værdisystemer. Det er ikke længere muligt at opstille almene taksonomiske mål for

26 opdragelse og undervisning, som alene ved hjælp af diverse metoder kan opfyldes. Der er lige så ofte tale om co-varians som om ækvivalens. Jeg mærker en stigende grad af følsomhed og ængstelighed som reaktion en sensibilisering. Man kan som følge heraf næsten tale om en af-professionalisering af faget pædagogik. Netop derfor er der ikke alene behov for at udvikle en ny praksisepistemologi, men også at udvikle selvrefleksive teknikker, der øger forståelsen af ens egen funktion og værdimæssige placering i det historiskkulturelle. En forudsætning er dog, at det pædagogiske stadig indeholder aspektet dannelse. Hvor langt skal vi trække tråde tilbage? Nogle forskere peger på at elementer i vores dannelsesforestillinger kan have deres oprindelse så langt tilbage som fra vikingetiden ja, måske endda så langt tilbage som bronzealderen. Fra Bjarkemålet, et nordisk heltekvad fra 1000-tallet, stammer følgende lille strofe (her i norrøn form): Fæ skal dø. Frænder skal dø. Dø skal også du. Kun dit ry skal aldrig dø, hvis det var godt, det du vandt.

27 Dette kunne tolkes i retning af, at dine handlingers spor er, hvad der står tilbage, når du er død og de er måske mere værd end din blotte fysiske fremtoning. Måske skal vi lade os nøje med, at vi i bedste fald huskes for gode ting, som har betydet noget for andre end os selv? Erindringer, som kan tages frem eller fremmanes ved berøring eller synet af en lille ting med affektionsværdi? Måske et vanskeligt budskab at sælge i en materialistisk og hedonistisk tid? En stærk kongemagt vender senere op og ned på denne vikingevirkeligheds grundforestillinger og adfærdsregler. I følge den marxistiskfreudiansk inspirerede filosof Norbert Elias optræder Overjeg et for første gang i historien i hoffet omkring en stærk konge. Kongen har fået monopol på magten og den enkelte stormand kan ikke længere med succes følge sit bersærkerinstinkt (id et). Han bliver nødt til at beherske sig og tænke sig om, før han taler. Omkring hoffet er det ikke længere nødvendigvis den stærkeste viking, der sejrer. Det kan også være en "hofsnog", som ved hjælp af list, intriger og falskhed vinder kongen over på sin side i kamp mod f. eks. en stormand. Et andet aspekt af de ændrede regler for adfærd omkring kongen er, at selv om man ikke har rettigheder og status ifølge de gamle normer, kan man opnå magt og anerkendelse i det nye hof-

28 system ved at gøre sig gode venner med Kongen (heraf betegnelsen: en lykkeridder og begrebet ny-adel). I følge Norbert Elias spalter denne hofforstillelse mennesket. I den snedige intrigante hofmand har vi kimen til det moderne "fremmedgjorte" menneske og måske også til rollebesætningen i vores nutidige realityshows? Den danske forfatter Villy Sørensen så Loke-figuren som en forløber for det moderne menneske. Men man kan også se Loke som et billede på den listige og intrigante hofadelsmand til forskel fra den gamle vikingekriger og ur-adelens moraler. Den snu hofsnog kan let udmanøvrere de simple vikinger på samme måde, som Loke narrede de troskyldige Guder til at dræbe Balder. Loke er som hofmandens arketype den, der varsler Ragnarok for vikingekulturen og måske også indvarsler indtoget af nutidens kræmmere og politikere sammen med reklamens løgne og politikernes rænkespil? Man kan også genfinde træk af de gamle (måske arketypiske) elementer i kolonialiseringen af det vilde vesten. Vores egen landnamstid og nybyggertiden har mange lighedspunkter, bl.a. lovløsheden og fraværet af en udøvende magt. Island var fx tæt på at udslette sig selv via blodhævn i 1300-tallet. John Waynes og Clint Eastwoods "stonefaces" minder om den tilknappede

29 adfærd hos vores egne helte fra sagaerne. Den tredje verdens familieidealer ligner også vores egne tidligere normer ligesom slægtssammenholdet kan paralleliseres med indvandrergruppers familiesammenhold. Rockerbanders "æresbegreber", og fejderne mellem Hells Angels, Bandidos og diverse andre grupper ligner i forbløffende grad tidlige cowboy-film. De interne regler og moraler fra mafiaens Cosa Nostra og siciliansk blodhævn er som klantænkning også sammenlignelige. Mandegrupper á la Carl Mar Møllers, hvor "mænd" slår sig løs på hinanden og deres afføring henter også inspiration sammesteds fra. Nazisterne fortolkede den nordiske mytologi, så den passede ind i deres teorier om det Arisk- Germanske folks overlegenhed ligesom Grundtvigs romantisk sødladne helte lagde et plaster på Danmarks sår efter Monrad og co. s nationalromantiske overmod og nederlaget i I Gangsta Rap finder vi igen i dag kombinationen af stamme/slægt, vold og lyrisk kunstnerisk udfoldelse. Dens selvpralende "løse-vers" kan måske sammenlignes med de spontane "prale"-kvad i den norrøne digtning, og i mange nuværende drengeklikers æresbegreber finder vi de samme forestillinger. Også i OL-sammenhæng præsenteres holdningen. Den kvindelige roer, Anne Lolk, bærer således dette motto på sin T-

30 shirt: Pain is temporary pride is forever! De 7 dødssynder og kardinaldyderne Overfor æresbegrebet står i vores del af verden endnu en rest af syndsbegrebet. I 1589 knyttede teologen Peter Bindselet en dæmon til hver af de syv dødssynder, som kirken havde fundet ud af fristede folk: Lucifer-Hovmod, Mammon-Griskhed, Asmodeus-Utugt (nydelsessyge), Leviathan- Misundelse, Beelzebub-Grådighed, Satan-Vrede og Belphegor-Dovenskab. Hvis vi nu lader dæmonerne passe sig selv et øjeblik og nøjes med at se på de 7 egenskaber, som menneskene muntrer sig med, så kan disse modstilles værdisæt, som fra den førkristne oldtid har været udtrykt gennem de såkaldte Kardinaldyder. Det var oprindelig fire anlæg, som mennesket antoges at være i besiddelse af: visdom, retfærdighed, mod og selvbeherskelse. Oprindelig stammer de fra oldtidens Grækenland, hvor rækkefølgen udtryktes således: visdom, retfærdighed, mandighed og selvbeherskelse. Kristendommen tilføjede deres egne tre: tro, håb og kærlighed i et forsøg på at afbalancere de 7 dødssynder og fastholde deres binære syn på verden og kampen mellem det gode og det onde. Findes disse 7 dødssynder eller kardinaldyder mon i dag? Eller er de som nogle hævder gået hen og blevet til spidskompetencer for det

31 moderne menneske? Jeg selv finder, at det giver god mening at efterforske dette forhold i vores eget kulturelle og samfundsmæssige opgør mellem menneskeret og ejendomsret. Sådan står der på WikiPedia om vores familie: Barner er navnet på en uradelig slægt, en af de ældst registrerede adelsslægter i Danmark. Slægten stammer fra Schwerin i Mecklenburg og slægtens våbenskjold er en jernklædt arm med guldhandske, der holder en brændende fakkel i et blåt felt; på hjelmen er der tre røde faner, nogen gange med sølvkors. Slægten kan føre sin historie over 1000 år tilbage. Sagt på en anden måde: Hvor stammer dagens moraler mon fra? Fra familien, institutioner, underholdningsindustri eller helt andre steder? Fra Bjarkemål eller pengepung? Hvor langt rækker de tilbage og hvorledes opblandes de gennem tiderne? I dag findes måske slet ingen dødssynder eller kardinaldyder?

32 Min gren af slægten von Barner (oberstløjtnant Reimar Heinrich von Barner af familiegrenen Weselin-Sülten-Kucksdorf) kom til Danmark i midten af 1700-tallet, og anskaffede sig godset Dønnerup (også kaldet Benzonslund) i det nordvestlige Sjælland. I samme område havde flere andre grene af familien Barner bosat sig netop i de årtier (Vedbygård/Barnersborg, Egemarke og Alkestrup, Kalundborg Ladegård, Eskildstrup m.fl.). Hvorledes familien gennem de sidste 300 år i Danmark forvandledes fra adel til borger, og billedlig talt fik en tiltrængt transfusion til det noget indgiftede og udvandede preussiske junkerblod, er i sig selv en fascinerende historie af stor samfundsmæssig relevans. Den er både opløftende, nogle steder rørende og ikke mindst demokratisk inspirerende, men den må tages andetsteds. Nødvendig, fordi der stadig findes mennesker, som tildeler enkeltpersoner status og fordelsrettigheder ud fra hvilken familie, de kommer fra hvilket skød, de er trukket ud af. Tro det eller ej! Når man studerer slægtshistorie er det i øvrigt værd at erindre sig, at vi i vores del af verden allesammen formentlig har

33 vores oprindelse fra nogle få hundrede individer, der krydsede Gibraltarstrædet for måske år siden eller mere. I øvrigt mener man, at vi alle stammer fra en lille gruppe af overlevende efter en kæmpevulkans udbrud (Toba) for godt år siden. Derfor er vores genetiske profil også så ensartet. Der er større genetisk forskelle i en tilfældig chimpansegruppe end der er i hele menneskeracen. Så lad mig byde dig velkommen i familien. Men for at drage lære af såvel fortidens syndere som helte er slægtshistorie såmænd en helt fornuftig beskæftigelse, som kan mane til både ydmyghed, personlig ansvarlighed og øget historiebevidsthed. Grunden til at de adelige kilder fylder så meget i forhold til mere folkelige er som sagt, at en sådan beskrivelse eller optælling af forfædre fungerede både som fastholdelse af ejendom og som den tids CV. Der er altså u- middelbart mere information at hente ikke nødvendigvis en påvisning af bedre gener eller medfødte egenskaber. Hvis man ikke tror mig, bør man sætte sig ind i den historiske fortælling om vores eget kongehus. Mage til samling af despotiske klovne og fumlegængere med tilhørende slæng af hofsnoge skal man lede længe efter. Jeg er i øvrigt republikaner. En forudsætning for den borgerlige dan-

34 nelse og samfundsmodel, som jeg voksede op i, var at de huller, som folk faldt igennem fysisk eller socialt, blev lappet enten ved udstødning eller ved filantropi; de blev reddet eller hjulpet af de, som havde råd og magt. Sådan var myterne i hvert fald, mens man stadig kunne beskrive samfundet ved hjælp af klassebegrebet. Jeg husker stadig mange, der i årene lige efter krigen kom forbi ved køkkendøren og blev glade for et måltid mad. Der var selvfølgelig også dem, som tiggede penge til sprut. Det kan jeg godt forstå i dag.

35 Anden del: Bog 2, afsnit 3 Men findes filantroper mon i dag? Afsnittet handler om filantropi i dag: Hvordan opfattes det af overflodsmennesket? Filosofi og forskningens indblik i nutidens personlighedsstrukturer: Et hverfor-sig-fund og fascisme? So what did you do for a living then? I blew raspberries into a bottle when we sang It was a much simpler time (1970; Mungo Jerry, kendt for sangen: In the Summertime )

36 Som fortalt i afsnittet om Bernadotteskolen, så var det at dele med andre altså et eksplicit dannelseselement, da jeg var ung. En gruppe psykologer ved UCLA, Berkeley USA, og University of Toronto, Canada, har i dag analyseret folks opførsel via en række eksperimenter. En del af deres resultater provokerer mig. Fx melder de, at overklassen snyder og bedrager mere end den fattigere del af befolkningen. Mere velbeslåede mennesker bryder loven oftere end andre, når de kører bil, de tager slik fra børn, og de er ikke blege for at stikke en løgn, hvis det kan gavne deres egen økonomi. Undersøgelserne når også frem til, at folk i dyrere biler oftere bryder færdselsregler, og de tager også mindre hensyn til fodgængere, der vil krydse vejen, end bilister i mere ydmyge køretøjer. Andre tests involverede spil med terninger. De deltagere, der tilhørte den bedrestillede del af befolkningen, havde en større tendens til at lyve og sige, de havde slået mere med terningerne, end de gjorde. Under de hypotetiske jobsamtaler var de bedrestillede mindre tilbøjelige til at være ærlige. Blandt samfundets elite er det et mere fundamentalt motiv at forfølge egne interesser, er en af konklusionerne i undersøgelserne, som også forsøger sig med forklaringer. En af disse er, at rige folk umiddelbart kan synes mindre afhængige af andre og derfor tager sig mindre af, hvad andre tænker

37 om dem. Desuden synes velstillede også at være mere målorienterede, de ser mere positivt på begrebet grådighed og har større tiltro til, at de kan klare evt. problemer selv. Det kan føre til, at de ikke hæfter sig så meget ved de konsekvenser, deres handlinger kan have for andre. Det kan også være en del af forklaringen på den grænseløse grådighed, der kendetegner erhvervslivets lederlønninger i den globaliserede hyperkapitalismes kølvand. Det åbner også op for ubehagelige analyser af samfund, som har haft det materielt godt for længe og for meget? Bør der mon være grænser for velstand? Verdens velhavere har samlet set gemt et beløb i skattely, der svarer til det samlede bruttonationalprodukt for Japan og USA. En ny rapport fra organisationen Tax Justice Network peger på, at det samlede beløb, der er gemt i skattely, som fx Schweiz og Cayman-øerne, er i omegnen af milliarder pund eller 124 billioner kroner. Der er naturligvis tale om et estimat, da beløbene i sagens natur ikke lige er sådan at regne sig frem til. Men tallet er ifølge rapporten lavt sat. Muligvis er der tale om godt milliarder pund. Konsekvenserne er store specielt i udviklingslandene. Her kunne en beskatning af kapitalflugten nemlig være en så stor indtægt for det offentlige, at det i flere tilfælde kunne

38 betale de pågældende landes statsgæld. Også i de udviklede lande ser det sådan ud. For eksempel kunne USA på den måde betale hele sin gæld til Kina, hvis de ville. Grådighed har tilsyneladende ingen grænser ingen stopmekanismer. Lad os se på nogle eksempler. Det amerikanske magasin Forbes udarbejder lister over verdens rigeste mennesker. I 2011 omfatter listen 1210 personer øverst ligger mexicaneren Slim Helu, som er god for ca. 400 milliarder kroner ( ). For BRIC-landenes vedkommende drejer det sig om 125 kinesiske milliardærer, 36 i Hongkong, Indien har 55, Brasilien 30 og Rusland 121. Dette stenrige segment af mennesker, der tilsyneladende er unddraget betingelser eller holdninger, som er normale for flertallet, skaber dog deres egne problemer. Fx løb russeren Abrahamovic ind i problemer, da han ville lægge til kaj i Antibes i Sydfrankrig. Hans private luksusyacht Eclipse er 173 meter lang 40 meter længere end Danmarks største krigsskibe. Det var dog ikke hovedproblemet det bestod i at én af hans egen slags, den saudiarabiske milliardær prins Waleed bin Talal, lå der i forvejen med hans lidt mindre yacht, Kingdom KR5. Begge skibe kunne ikke rummes i havnen på samme tid, så Abrahamovic måtte efter lange protester bide i det sure æble og

39 meget imod sin vilje lade sig transportere i land i en simpel motoryacht. De kunne dog begge senere drøfte intermezzoet ved en sammenkomst hos Ukraines rigeste mand, Rinat Akhmetov, som indbød til fest i sin nys indkøbte ejerlejlighed nær Hyde park i London. Den havde kostet ham den nette sum af millioner kroner. Skal man mon have ondt af dem eller? Hvordan kan det være, at disse menneskers uhyrligheder er så vanskelige at få på plads i sigtekornet? Samfund, der fremelsker grådigheden og således dyrker nydelsen og det individuelle i det ekstreme, æder sig selv op, da det ikke giver nogen belønning til de fælles omsorgsaktiviteter, som måske kunne moderere eller ændre det. Hvordan er det kommet så vidt hvorfor lader vi det fortsætte? Er det fordi erhvervslivets koder er trængt langt ind i privatlivet; og disse koder kun handler om evig vækst og personlig velstand og ikke om sociale anliggender? Eller må vi grave dybere? Hvad kan vi forvente? På baggrund af at en lille kreds af ekstremt rige mennesker med Bill Gates i spidsen nu er begyndt at donere store dele af deres fondsmidler til selvvalgte problemområder, fx måling og effektivisering af skoleresultater, AIDS og diverse vac-

40 ciner, kunne det være interessant at se bredere på dette indslag af filantro-kapitalisme eller som Bill Gates selv kalder det: Creative Capitalism. Umiddelbart ser det jo tilforladeligt ud, specielt når disse plutokrater selv udtrykker deres vilje til: not only fund the processes, but change them. Men lad mig give et eksempel. I Afrika har en del af Gates etablerede fonde til vaccine for AIDS, tuberkulose og malaria haft skadelige følgevirkninger. Det viser sig, at de suger hele den bedst uddannede del af lægerne til sig, idet de oppebærer højere lønninger og yder bedre forsknings- og karriéremæssige muligheder for dem. Store dele af arbejdet i det lokale sundhedsapparat, som skulle udføres af lægeligt personale, ligger nu stille. Dette arbejde er ikke på samme måde gloriøst, selv om det er desperat nødvendigt. I Danmark kan det samme ses i meget mindre målestok, når der optræder vanskeligheder ved at besætte stillinger som praktiserende læger i udkantsområder. Dr. Peter Poore, med 30 års erfaring fra lægeligt arbejde i Afrika, udtrykker det således: They (the Gates Funding) can also do dangerous things. They can be very disruptive to health systems the very things they claim they are trying to improve. Filantropi på en sådan skala i en globaliseret verden indebærer tilsyneladende ingen garanti for bedre sundhed etc. Det

41 kan være, at disse plutokrater er vældig dygtige til at tjene penge men ikke så dygtige til ret meget andet? Hvordan ligger det med mere almindelige menneskers aktiviteter i retning af filantropi? En undersøgelse viser, at antallet af unge, som arbejder frivilligt i Røde Kors og Red Barnet, i dag er fordoblet på 3 år. Og det er ikke blot de to store humanitære organisationer, der kan fortælle om unges lyst til at arbejde for andre viser en rundspørge, som Berlingske Tidende har foretaget blandt de 9 største velgørenhedsorganisationer. Måske er det et udtryk for, at vi er på vej ind i en tid, hvor Aktieselskabet Mig Selv er under afvikling? Det mener den 33-årige filosof og forfatter Morten Albæk. X-faktor dommer, Thomas Blachmann, kendt fra TV, har dog en lidt afvigende mening. Generation Z, som han kalder dem, som i dag er under 20 år, er nogle forkælede børn, som er totalt fortabte. De er produkter af familieterapeuten Jesper Juuls misforståede begreb, Det Kompetente Barn. Forældrene lærte at sige: Jeg kan se, at du kan lide at gynge højt i stedet for at rose benarbejdet eller kræve højere himmelflugt og at stille krav. Lige fra begyndelsen var disse babybørn noget helt særligt. En lille fuldt udviklet personlighed, som man blot kunne understøtte og coache ikke afrette. De er samtidig

42 vant til umiddelbar tilfredsstillelse fra internettet og mødrenes shop-a-holic træning. Hos nogle er køleskabet simpelthen flyttet ind i munden, og de kan trænge til et spark i røven. Der har været individuelle planer for dem derhjemme og i skolen, så de føler sig alle som noget særligt, og forventer at andre ser det samme. Blachmann fra TV skælder dem ud for at være nogle hundehoveder, hængerøve og skidesprællere uden fremtid, som bare vil være kendte, og som får et kæmpechok, når de kommer ud i den virkelige verden. Men når de er ved at dø af kedsomhed i skolen, så følger de med på facebook samtidig. De har det globale inde under huden. De er digitale indfødte, og de virkelige talenter iblandt dem bliver formentlig sindssygt meget dygtigere end tidligere generationer fordi de har hele verden som scene og inspiration. De er dygtige til at skabe netværk, men kun flygtige og deres sociale relationsarbejde er voldsomt overskygget af deres trang til at blive set, kendt eller blot at være på. Den udvikling er nok værd at følge nærmere. I bogen Generation fucked up fra 2002 anklager Morten Albæk generationen født efter Vietnamkrigens afslutning for at være dum, inaktiv og til skade for demokratiet. Samme anklager retter han mod generationen efter sin egen, de nu årige. Den er vokset op i lyset af 11.

43 september, Irakkrigen, klima- og energikrisen og den finansielle krise. Det har givet den en helt anden politisk bevidsthed, mener Morten Albæk. Det er en hård dom over filosoffens egen generation. Optaget af egne følelser gjorde den det offentlige rum til et følelsesrum og politik til et spørgsmål om egne individuelle behov og følelser. Dette er måske ved at ændre sig nu. Unge i dag ser ud til i højere grad at lægge distance til sig selv og ironisere over deres egne individuelle behov og følelser om end formens barske spidsformuleringer falder nogle for brystet. Det er muligt, at det er en ny 68 er generation, vi står over for, men den er ikke på samme måde i sine følelsers vold, som 68 erne var det. University of Michigan har netop færdiggjort et studium af studerende over 30 år, som angiveligt skulle vise at empatien er blevet ca. 40% svagere med tiden. Det kan så være bagsiden af medaljen. Danmarkshistoriens mindste årgange er født i 1980 erne. De bliver af mange kaldt forkælede, krævende og selvcentrerede. Små og selvstyrende egoer, der fra barnsben har fået det, de peger på. Projektbørn, der i egen selvopfattelse har hele verden til deres rådighed. Vi taler om generation Y. En skræk for enhver arbejdsgiver, da de tilsyneladende ikke kan samarbejde og kun gider arbejde, hvis lysten er til stede.

44 Men Jens Christian Nielsen, lektor ved Institut for Pædagogik, DPU, siger modsat dette, at vi står med en generation, der for de flestes vedkommende har alle de kompetencer, det moderne arbejdsmarked efterspørger. Han mener, at der i den grad er brug for at få aflivet mange af de u- nuancerede forestillinger, der knytter sig til generation Y. Han bryder sig derfor ikke om betegnelsen Generation Y, som er opstået i amerikansk sammenhæng Y står for Why, altså en generation, der ustandseligt stiller spørgsmål. Nielsen foretrækker i stedet at tale om generation Fremtidsplan. Han peger blandt andet på det faktum, at de unge er omstillingsparate og ambitiøse. Deres ambitioner udspringer af et fokus på, hvad der er rigtigt for dem selv, og hvad der giver mening. Men bliver de stillet overfor motiverende opgaver, som vækker deres personlige engagement, kaster de sig med stor lyst over arbejdsopgaverne. Forskningsmæssigt har han ydermere stillet spørgsmålet om, hvad der bekymrer disse unge mest. Og her var svarene bemærkelsesværdige: Selv om de ikke engang var gået ud af folkeskolen, så udtrykte flere af dem bekymring over, at de endnu ikke vidste, hvad de ville arbejdsmæssigt. Et sådant syn understreger, at vi har at gøre med en generation, der vil noget med

45 deres liv, og som ønsker at finde den rette plads på arbejdsmarkedet. Nutidens unge er ikke blot ligeglade. Samtidig hermed bør vi erindre os, at den generelle tendens er, at den stigende konkurrence medfører en uddybelse af forskellene de gode bliver bedre og de dårlige bliver ringere. Samtidig erkender han, at generationen ikke hovedløst kaster sig ud i alskens job. De stiller krav om, at jobbet skal give mening og udvikle dem både personligt og fagligt. Sker det ikke, mister de lysten. En vigtig motivationsfaktor for de unge er i den sammenhæng responsen fra deres leder og kollegaer. De unge kan umiddelbart virke meget selvsikre, men det snyder. Deres udgangspunkt er, at de vil føle, at de laver et godt stykke arbejde. Og denne følelse får næring, når de får tilbagemeldinger på deres arbejde, siger Nielsen, og fremhæver, at de ikke stiller sig til tåls med én årlig medarbejderudviklingssamtale. Tværtimod har de brug for konstant tilbagemelding på deres arbejdsindsats. Netop det element har at gøre med de unges sociale indstilling. Igen et punkt, hvor man ifølge Nielsen alt for ofte tager fejl af generation Y. De unge er i høj grad sociale netværkere og fællesskabssøgende vel at mærke samtidig med, at de også er udprægede individualister. Det benævnes selvvalgte fællesskaber, hvor de indivi-

46 duelt har mulighed for at forme og præge rammerne. Han konstaterer på den baggrund, at bundne fællesskaber som spejderbevægelser og fagbevægelser ikke har gode odds men måske nok en (international) militærkarriere eller politik? I forhold til arbejdspladsen betyder de unges sociale tilgang, at de søger hen, hvor de føler, at de er medskabere af for dem meningsfulde sociale fællesskaber. En faktor, der betyder, at de ikke bliver på arbejdspladsen, hvis ikke det har værdi for dem. Et eksempel på dette forhold er Socialistisk Folkepartis deroute og den såkaldte børnebandes udmeldelse og overgang til Socialdemokratiet da de tabte formandsvalget og stemmetallene sank. Det er vist også betegnende, at Thor Møger gik direkte fra et job som skatteminister til et arbejde som TV-vært for et talkshow. Det er vist sjældent set før! Denne generation vil ses. Dette fokus efterlader kun ringe plads til en eftertænksom dannelsesdiskussion eller til udvikling af den kritiske sans, vores 7. sans og beskriver samtidig en ny form for studie- og arbejdskultur. Det mærkes for øjeblikket på vores højere læreanstalter. Dannelsens og kulturens epokale afsnit Kulturens former kan beskrives i forskellige epo-

47 kale afsnit, hvis flydende markører og vilkårlige punktueringer iagttagere kun kan forsøge at indsamle via forskellige optikker som ovenstående og skriftens symbolik rækker jo udover de gennemsnitlige 75 år, som synes at være det individuelle menneskes betingelse for øjeblikket. Disse kulturelle og dannelsesmæssige ændringer kommer snigende som en tyv om natten. Mit projekt er som sagt endt med at være en række fortællinger fra min barndom og skolegang blandet med pædagogisk filosofiske og samfundsmæssige overvejelser. Så kan andre tænkende læsere selv sammenligne med ovenstående eller egne erfaringer. For mig er et mål for arbejdet med børn og unge, at de tilegner sig en række kundskaber og færdigheder, så de bliver i stand til at leve deres liv. Men spørgsmålet er ikke kun, om de unge bliver til noget, men i højere grad om de bliver til nogen. Ikke i en form som C.G. Jung s ægte Selv eller lignende men en mere senmoderne form, der anskuer individuationsprocessen som en selv-formning af personligheden til en opfattelse af en sammenhængende helhed. I det hele taget stemmer udviklingen i dag desværre overens med den enkeltes ønske om at være unik og speciel uanset kontekst, som igen blot ender med at være spektakulær i det ydre, mens individuationen stø-

48 bes i massemenneskets form. En vigtig værdi i arbejdet må endvidere være, at de unge lærer at indgå i forpligtende, livsnødvendige fællesskaber og derigennem lærer sig at skabe og opnå en bæredygtig kontakt til hinanden, sig selv, andre og verden. Som jeg forsøgte at beskrive i afsnittet om Bernadotteskolen, så er spørgsmålet om dannelse således for mig ikke kun et spørgsmål om hvilke fagdidaktiske øvelser, der kan understøtte en faglig kvalificering og slet ikke et spørgsmål om monoman talentudvikling og en kamp med alle midler om førstepladsen. Spørgsmålet er heller ikke alene hvilket fokus og hvilken handlekompetence børn skal have, men spørgsmålet om hvilket samfund børnene kommer til at handle i som voksne på grundlag af deres levede liv. I mine øjne er et hver-for-sig-fund ikke at foretrække. Ej heller et fascistisk diktatur, som jeg oplevede det i Spanien en ekstrem autoritær opdragelsesform og skoling. Klosterskolen i Arenys de Mar.

49 Anden del: Bog 2, afsnit 4 Spanien vinteren Spansk klosterskole : Caldetas og Arenys de Mar mørkemænd i en sort skole!

50 Ud over de følelsesmæssige udfordringer min bror og jeg var udsat for i kølvandet af vores forældres turbulente ægteskab (eller mangel på samme), så var et ophold på en spansk klosterskole vores første altomfattende traumatiske begivenhed. Den rystede os begge to endegyldigt i vores barnetro på godhed, venlighed og social acceptabel adfærd mellem mennesker og placerede os i et fremmed dannelsesmiljø, der præsenterede os for fx børne- og dyremishandling på et plan ingen af os var forberedt på efter Bernadotteskolens empatiske og humane skolehverdag: Diktaturstaten Spanien en halv snes år efter Spaniens egen blodige borgerkrig og 2. Verdenskrig. Hvis man kan tale om systemisk lukkede systemer så var denne periode en barsk indføring heri. Vi befandt os i et sprog, men ikke vores eget og vi blev sandelig også berørte af det, som Maturana ville sige. San Antonio kolonien 1955 Det var røgen, jeg husker som noget af det første. Mildt puffet til af vinden fra bjergene hang den

51 som slørlette tåger over markerne og videre ud over Middelhavet, da vi kom kørende til den lille landsby, Caldetas, godt 30 km. nord for Barcelona. Vi var 5 i bilen: min mor, min storebroder og mig på bagsædet og min onkel og tante på forsædet. Onkel Jens havde kørt den store blankt skinnende flyder af en Chevrolet det meste af vejen fra Danmark med en lille afstikker til Nice (Hotel Negresco) og Monte Carlo undervejs. Jens var en farverig og excentrisk type med en fortid som investor og spiller med derby-galopheste i Klampenborg. Han førte sig frem i selskabslivet sammen med skibsreder Jørgen Jensen, som dengang havde et stort stutteri med galopheste og bl.a. ejede de dengang så berømte Scarlettbåde spritruter mellem Hellerup Havn og Sverige. Det kostede Jens et par år i fængsel for totalisatorsvindel, uden at det vist bremsede hans aktiviteter synderligt. Han havde giftet sig med min tante efter at hendes første mand, hofjægermester M-L, var stukket til Sydamerika med en 20-årig skønhed. Desværre havde Jens også sine store opog nedture. Vi var med på en optur. Jeg var 10 år gammel, min broder 12 og året var Baggrunden var to ting: for det første at min mor var blevet diagnosticeret som psykisk syg for det andet at noget sådant ikke kunne forekomme i vores familie. Denne type paradokser

52 løste man dengang i de bedre kredse ved at eksportere problemet. Ligesom uønskede graviditeter løstes ved at man altid havde en læge i familien eller omgangskredsen som så udførte den absolut nødvendige udskrabning på grundlag af en diagnosticeret betændelsestilstand. Fosterfordrivelse som abort hed dengang var ulovlig. Tilsvarende var psykisk sygdom at betragte som en betændelsestilstand i familien. Væk skulle den! Planen var, at vi tre skulle parkeres i Spanien et års tid som en rekonvalescens efter min mors indlæggelser på Rigshospitalets 6. afdeling, Skt. Hans, Dianalund og andre tosseanstalter. Dette i kølvandet på flere afbrudte svangerskaber samt en graviditet uden for livmoderen. Vores familie kendte den daværende danske generalkonsul i Barcelona, som havde skrabet så mange penge til sig, at han havde anlagt en række villaer på en bjergtop over byen Caldetas. Det var stort set det eneste turistmæssige indslag, som var på den tid ud over et enkelt hotel nede ved vandet. Han havde døbt stedet: Kolonien San Antonio. I midten var der en Cantina, dvs. en restaurant, som servicerede

53 beboerne og holdt opsyn med området. Normalt beboedes husene af kunstnere, pensionerede amerikanske generaler og lignende, men vi havde fået huset tættest på Cantinaen stillet til rådighed i et år. På den måde mente man, at der var folk og tyende i nærheden, hvis min mor skulle blive upasselig igen. Gud forbyde det ha, ha. Det var sommer og duften af røg hang som sagt i luften, da vi kom kørende nordfra ad kystvejen langs Middelhavet. Min broder og jeg hang ud af vinduerne på den store bil og udpegede begejstret palmer, agaver eller citrustræer. De virkede jo som mageløse og ufattelige fata morganaer for os danskere, som lige var kommet os over det fantastiske ved at modtage den første banan efter krigen og afslutningen på fødevarerationeringen. Og da vi drejede op ad den stejle vej mod kolonien på bjergtoppen blev vi helt stumme figentræer og bambusskove! Bambus så store som træer med stammer, som man ikke kunne nå om selv om man brugte begge hænder! Det var eventyr, så det battede noget. Huset var pragtfuldt, syntes vi. Vejen, det lå ved, var stejl og fra gårdspladsen foran vores hus kunne man kigge næsten lodret ned i dalen. Der var pæne værelser og en stue bad og køkken. Lige på den anden side af vejen lå Cantinaen, hvor bestyrerparret umiddelbart tog min

54 mor til sig. De opfattede med det samme hendes offerrolle og behov for omsorg. De havde store hjerter med megen plads. Vi blev også annekteret, selv om de ikke helt kunne forstå skandinaviske børns frihedsgrader og selvstændighed upassende selvrådighed, tror jeg de antog det for. Så generelt fik vi lov til at passe os selv, så længe vi ikke gik i vejen for dem eller lavede alt for store ulykker. Der blev dagligt vasket og gjort rent i huset og maden kunne vi enten få bragt over eller spise i cantinaen. Jeg husker specielt godt en flaske med cacaolikør, som stod til gæsternes frie afbenyttelse lige indenfor døren. Ordningen passede os strålende vi var vant til at klare os selv og jeg betragtede i den grad mig selv som gæst. Efter en måneds tid med driverliv og oplevelsesrige ekspeditioner i det omkringliggende bjerglandskabs forladte kanonstillinger hvor vi samlede patronhylstre, afkastede slangehamme og skorpioner (døde) og nede i byen ved havet ændredes forholdene dog til det værre. Generalkonsulen havde opdaget, at vi ikke gik i skole. Da byen Caldetas ikke var stor nok til at drive en sådan, havde han ordnet problemet i fællesskab med nabobyen, Arenys de Mar. Vi skulle begynde i byens klosterskole med kun én klasse 6 km. fra vores nye hjem! En tur, som vi selv måtte klare. Konsulen var såmænd flink nok. Han

55 kørte os til klosteret den første dag, og afleverede os til en af de yngre katolske præster, pater ételler-andet, som vi skulle kalde dem. Mørke mænd i sorte klæder, der nåede ned til skoene og med kors svingende til midt på maven. Der var et par stykker, som kunne en lille smule amerikanske brokker så de fik til opgave at sætte os i gang. Det foregik ved at en af dem havde fremskaffet en engelsk læsebog for begyndere, I can hop, I can run etc. Det var så meningen, at vi skulle skrive af efter den og samtidig lære os selv noget spansk. Den øvrige undervisning foregik på god middelalderlig skolastisk vis: Læreren fremsagde en remse, hvorefter alle eleverne efterplaprede i kor dog kunne det ske enkelte gange, at elever lirede en eller anden latinsk liturgi af. Stadigvæk til efterplapren, og formodentlig med en udbredt uvidenhed om indholdets betydning. Det så ikke ud til at nogen af eleverne forstod noget. Vi forstod det i hvert fald ikke, selv om vi da fortsatte vores engelskstudier og lærte os spansk efter naturmetoden. En anden udbredt aktivitet var afskrivning af hele passager i den latinske Vulgata-oversættelse af biblen. Megen spildt skønskrift, der heldigvis også blev benyttet kreativt af elever, som ved efterligning lærte sig en mellemting mellem bredpenskursiv og billedkunst. Et progressivt træk var anvendelsen af plancher fra

56 Comenius værk, Orbis Pictus, fra 1600-tallet. Der var jo ingen grund til at opgive gode pædagogiske metoder, blot fordi de havde nogle år på bagen. Kirker elsker traditioner. Undervisningen foregik i øvrigt i ét stort lokale, summende af fluer, med kalkede vægge og selvfølgelig med tremmer for vinduerne. Midt på dagen var der siesta. Her blev alle gennet ud og ført i grupper op til et mindre lokale, hvor man skulle knæle og plapre efter at have plasket i et vandfad (af sten) og gjort korsets tegn. Efter en kortere periode og en enkelt vandkamp blev mørkemændene enige med sig selv om at vi nok ikke var katolikker, så vi slap for videre gudsdyrkelse. I stedet havde vi så lidt mere tid til at fordøje maden. Det var mad, som vi havde med hjemmefra i aluminiumsspande fra hæren 2 til 3 oveni hinanden. Det var udmærket og tilstrækkelig mad ledsaget af vin med vand i båret i vores lædersække over skulderen. Og så var der fri leg! Jeg ved ikke nøjagtig, hvad mørkemændene lavede, men jeg så flere af drengene blive kaldt ind i skolebygningen igen sammen med enkelte af de kutteklædte mens vi andre løb ud i skolegården. Og jeg lagde efterhånden også mærke til at de kom ud igen røde i hovederne og nogle gange forgrædte. Jeg gik ud fra, at de havde lavet noget, som var for-

57 budt, og derfor var blevet straffet korporligt. Det skete ret tit, og var en uadskillelig del af skolehverdagen. Man havde ris og ferle eller noget, der lignede. Specielt ferlen husker jeg bl.a. fordi jeg blev tildelt klap af den. Det var en lang stang, som for enden havde en hård kugle. Dens anvendelse bestod i, at man skulle strække hånden ud med håndfladen opad hvorefter mørkemanden med tydelig fornøjelse og et ordentligt svirp knaldede den lige ned i den spændte håndflade. Det gjorde afsindig ondt og man kunne ikke rette hånden ud i flere timer bagefter. Blandt mine forseelser var, at jeg havde udført en ikke særlig vellignende karikatur af Jesus på korset. Historien bag var, at jeg i al fredsommelighed forsøgte at tegne af fra en bog, men undervejs blev så ked af kvaliteten af produktet, at jeg begyndte at lave den regulært karikeret Jesus med stor hængevom og smøg i munden. Stor opstandelse og vrede miner! Men den frie leg lærte mig noget vigtigt. Efter et stykke tid blandede jeg mig lidt forsigtigt i det fælles boldspil min bror holdt sig lidt mere tilbage. Han var ikke meget for det sportslige. Boldspillet bestod i, at én eller anden smed noget, der lignede en bold ned midt i klumpen af vilde hanner og overlod det så til den rå og udfoldede magt at få den i mål hen-

58 holdsvis i det ene eller det andet mål. Noget lig den pengebaserede boldsport i dag, som nu også er blevet til blodsport folk kræver i dag skamløst mere blod på banen blot det underholder. Målene bestod af et par store sten placeret i hver ende af gården. De blev så under kampen jævnligt forsøgt flyttet. Ofte kunne det se ud som om kampen om placeringen af målstenene var mere vigtig end kampen om bolden. Under en sådan stenkamp var jeg så uheldig at blive inddraget i et slagsmål. Efter at have fået et blåt øje og en blodtud ville jeg efter Markis en af Queensbury s sportslige regler gøre en ende på kampen ved at give alle tegn på overgivelse. Her oplevede jeg kulturforskellen på egen krop! Niks her var nemlig ikke tale om at kunne overgive sig. Fyrene ovenpå mig tampede bare videre med hænder og fødder. Én eller anden havde samtidig slået mig i hovedet. Der havde været et kolossalt stort brag sådan ét, der føles som om hele kroppen er blevet til ét stort øre lagt ind mod en kæmpe gong-gong. Da jeg var barn var der et filmstudie, som begyndte alle deres film med at vise en muskelsvulmende mand, der i slowmotion stod og knaldede en kolo-kæmpe kølle ind på en gong-gong, der fyldte næsten hele lærredet. Sådan én var der tale om her. Her fyldte den bare hele kroppen. Hele verden vibrerede og gyngede. Al

59 luft blev mast ud af kroppen og jeg lå og åd støv. Jeg kunne næsten ikke få luft. Men det gjorde ikke ondt. Ikke før senere. Hvis I er faldet og har slået jer eller været i slagsmål, så ved I, hvad jeg mener. Man er følelsesløs i lang tid også selv om skaderne kan være alvorlige. Og så den her klingrende fornemmelse lige efter slagene, som egentlig er noget, man burde høre men altså føler eller ser i stedet for. Synæstesi tror jeg det hedder. Det er noget hooligans og andre voldsafhængige går efter. Jeg havde ikke oplevet det før: suset i kampen og den syngende højdepunktsoplevelse, der tværes dybere ind for hvert slag sammen med snot og blodrøde billeder i glimt. Og eksplosionen af uovervindelig adrenalinpumpet livskraft i hele kroppen når man altså til sidst får den anden ned med nakken. Det var første men ikke sidste gang jeg rigtig oplevede voldens fascination, og jeg fik samtidig et begyndende indblik i machismoens grundelementer. Aviserne skriver tit om den meningsløse vold. De ved bedre, men de færreste tør skrive det. Det ville skrælle den sidste rest af civilisatorisk fernis af deres lege. Vold giver stor mening volden er selve meningen. Enhver sportsjournalist med mere end 14 dage på redaktionen ved det og lever og ånder for det. Der skal blod på banen og i stigende mængder. De

60 færreste skriver det som sagt så direkte, for man skal fastholde det politisk korrekte om end i mindre og mindre grad. Sådan var det også i gladiatorernes dage og formentlig tidligere end det. Dengang var det kejsere og diktatorer, som tilfredsstillede folkets blodtørst ved tvangsmæssig opdræt og iscenesættelse af slagsbrødre, der blev sat til at forsøge at slå hinanden ihjel og løver, som gnaskede kristne i sig. I mellemtiden kunne de så fortsætte med det, de nu var i gang med. I dag er det pæne og ordentlige folk som don Ø., Kasi-Jesper og andre finansekvilibrister og typer, som udøver samme funktion altså iscenesættelsen og ikke det der med at gnaske kristne. Man skal nemlig ikke tro, at folk kun får afløb for deres frustrationer gennem sport, underholdning eller hvad man nu kalder det. De mere psykoanalytisk funderede aggressionsteoretikere bør korrigere deres katharsisteori. Under bestemte samfundsmæssige konstellationer vedligeholder og dyrker man sine aggressioner i sporten i stedet for at blive forløst fra dem man raffinerer dem på en måde. Og grænsen mellem leg og vold usynliggøres. Samtidig kanaliseres lidenskaben ind i forskellige grupper og fællesskaber, som kan tydeliggøre hvem man skal hade i dag. Sport kan gå fra at være en afledning af aggressioner til at være en skjult forberedelse til krig. Suset og endorfinet

61 hjælper det hele på vej. Sådan ser det desværre ud for mig. Et indskud om aggression De social- og erkendelsespsykologisk orienterede synspunkter på aggression stiller sig med rette tvivlende overfor alle forsøg på at forklare aggressive handlinger ved hjælp af et rent postuleret indre aggressions-instinkt eller en rent postuleret indre aggressions-drift. Hvorvidt instinktet eller driften opfattes overvejende som medfødt eller som et resultat af frustration spiller i denne sammenhæng en mindre rolle. Hvorvidt hindringen af noget man vil fører til aggressive handlinger eller ikke, vil afhænge af, om individet tidligere har oplevet aggressive handlinger som vellykkede for at fjerne hindringerne. Aggressiv adfærd adskiller sig derfor ikke fra andre tillærte normer for adfærd. Denne form for adfærd tilegnes ved, at man i agttager og (mimetisk) efterligner andre, som handler aggressivt. Jo oftere og bedre den bliver belønnet, jo oftere vil den aggressive adfærd optræde. En del videnskabelige undersøgelser synes at give en klar støtte til disse social- og erkendelsespsykologiske synspunkter. Det er nu en veldokumenteret (common sense) kendsgerning, at aggressive handlinger for en stor del især hos børn læres gennem iagttagelse og efterligning.

62 Drenge opmuntres også i langt højere grad end piger til at være aggressive, og især til at være åbent og ofte fysisk aggressive. Selv om pigerne bestemt er kommet godt med. Dette forklarer derfor kun delvis de forskelle i aggressivitet mellem mænd og kvinder, som indtil videre stadig kan iagttages i vort samfund. Videre har det vist sig, at udlevelse af aggressioner i form af selvudført aggressiv handling eller i form af i agttagelse af andres aggressive handlinger, ligger langt fra at have nogen aggressionsdæmpende renselsesvirkning (katharsis). Tværtimod vil den føre til, at personen oftere er aggressiv. Dette sker, fordi det opleves som godt at udføre aggressive handlinger forholdsvis frit, men også fordi katharsistanken i sig selv bestyrker og retfærdiggør denne oplevelse. Dermed bliver aggressiv adfærd stærkt belønnet, og hyppigheden af denne adfærd øges i stedet for at blive reduceret (jf det senere eksempel med fodboldspilleren Zlatan Ibrahimovic). Af denne grund bør den tiltagende voldstendens i de såkaldt civiliserede vestlige samfund ikke blot ses i sammenhæng med de hindringer og begrænsninger som byudvikling og centralisering repræsenterer for de økonomisk særligt dårligt stillede eller underprivilegerede menneskers livsudfoldelse. Den bør også ses i

63 sammenhæng med, at disse samfund især gennem massemedier som aviser, radio, TV, PC-spil, kulørte ugeblade, osv. på en usædvanlig effektiv måde skaber betingelserne for at iagttage vellykket aggressiv adfærd. Dertil kommer så, at samfundet gennem reklame, en udbredt konkurrencementalitet og en stenhård kapitalistisk virkelighed (hvor grundreglen ofte synes at være alles kamp mod alle), både nødvendiggør, opmuntrer til og stærkt belønner aggressiv adfærd på måder, som det ofte er vanskeligt umiddelbart at få øje på. Og forældrene spiller desværre ofte med Men tilbage til fodboldspillet Ved en tilfældighed fandt jeg så midt i virvaret af arme og ben den sten, som jeg så idiotisk havde forsvaret og knaldede den i rå frygt, desperation og i øvrigt af al magt i hovedet på de nærmeste to spillere. Dette gjorde en ende på slagsmålet, og videre hen var der ingen, som generede mig. Men med glæden over fodboldspillet var det slut og jeg selv blev heller ikke den samme igen. Erfaringen kom mig dog til gode, da jeg senere hen stak til søs som 15-årig. Der var brudt en vigtig barriere, og jeg fandt ud af at rotter såvel som mennesker forsvarer sig til døden, når de jages op i et hjørne. Dengang var jeg rotten. Turen til skolen indeholdt også lærerige situationer. I begyndelsen gik vi den lange vej over

64 bjerget til nabobyens skole. Det var træls, så vi forsøgte os med kystvejen, som godt nok var længere, men indeholdt muligheder for et lift. Liftmulighederne var de æselkærrer, som opretholdt en nogenlunde flydende og stabil trafik mellem de to byer og selvfølgelig videre. Det var kærrer med enten et muldyr eller et æsel som trækkraft, og med 2 kæmpehjul. Hjulenes størrelse var fordi vognene skulle kunne forcere bygadernes meget høje trædesten. Disse var anlagt for at borgerne kunne komme over hovedgaden ved efterårets og forårets store vandmasser. Hovedgaden var ved disse tider en rivende flod, der gik midt gennem byen fra bjergene mod havet. Her fik vi oftest lov til at hoppe op bagi. Én dag opdagede jeg til min forfærdelse, at vognen havde en speeder. Den bestod i at æseldriveren drev en stang med et søm for enden direkte op i det stakkels dyrs anus! Heldigvis ramte han ikke hver gang. En tid håbede jeg, at der kun havde været tale om en enkelt galning men dette håb blev slukket efterhånden, som jeg oplevede den meget almindelige og udbredte vold mod dyr hunde, katte, høns mm. fik slag og spark efter humør og forgodtbefindende. Jeg begyndte at forstå andre æres- og opdragelsesbegreber end mine egne og en lille smule af tyrefægtningens gåde. Jeg vænnede mig dog aldrig til denne fornedrende

65 menneskelige adfærd lige så lidt som jeg i dag kan forstå danske landmænds burhøns og grisetransporter. En anden genvej var gennem en togtunnel, der fulgte kystvejen til Arenys de Mar. Den var næppe mere end et par hundrede meter lang, men lang nok til at være buldrende ravende mørk på midten. Undervejs var der med jævne mellemrum lavet murede indhak i væggen, så man kunne søge ly for togene. Det var gys, når vi kunne høre et tog i anmarch, og så stormede videre til næste indhak. Det var en fantastisk følelse, når et sådant prustende og ildspyende lokomotiv bragede forbi og pustede damp i hovedet på os, mens luftpresset uglede håret. Rå naturkraft. Det hele endte med at min mor blev så syg, at vi var nødt til at drage hjemad igen men det er en anden og mere trist historie, som bl.a. indeholder beretningen om en landarbejders voldtægt af min mor og hendes flugt ind i den katatone stupors frysende stumhed. Det overordnede indtryk og den stemning, som jeg stadig får, når jeg tænker på denne periode i mit liv og skolehverdagen knyttet hertil, er mest en tone af grundlæggende aggression og pine, en anspændthed, hvor jeg billedlig talt konstant var på vagt overfor, hvad der kunne komme bagfra specielt voksne. Evindelig kampberedt!

66 I Danmark var man derimod på samme tidspunkt begyndt at tænke i nye skoleformer samt en udbygning til en ensartet og samlet skole for hele folket grundlagt på en demokratisk tænkning. Det blev bl.a. udtrykt i den såkaldte Blå Betænkning fra 1958 (udgivet 1960), og videreført i skoleloven af De store centralskoler er så talrige som vores kirker fra 11- og 1200-tallet stadig de synlige tegn på denne udvikling. Kolossale fabrikker til formning af borgerne. Nu skal disse så indeholde individuelle og friere organiseringer af undervisningen til gavn for konkurrencestaten. Tjae.

67 Anden del: Bog 2, afsnit 5 Skolevalg og enhedsskolen Lidt om dannelsesskolen og curriculumskolen, fagfaglighed og pædagogisk virkelighed i senmoderniteten.

68 Den danske socialdemokratiske idé om en enhedsskole, hvor alle sociale grupper mødes, ligner desværre i dag et fatamorgana. Enhedsskolen har aldrig virket efter sin fulde hensigt, og den kommer formentlig heller aldrig til det. Det er der mindst tre grunde til: Den ene er, at den umuliggøres i en systemteoretisk optik. Den anden er, at globalisering og modernitet blandt mange andre ting også øger børns forskellighed og individualitet. Den tredje er, at den sociale sammensætning og baggrund har stor betydning for, om et barn trives i skolen. Men dermed ikke sagt at en del af enhedsskolens mål ikke kan fastholdes. Dannelsesbegrebet er her centralt. Lidt skolehistorie: Dannelsesskolen Dannelsesskolen, som blev grundlagt i Danmark 1814, er unik. Skoleloven fjernede dengang præstestandens prægning af børnenes (nødtørftige) undervisning, hvilket for mig er et mere væsentligt træk end 1903-lovens demokratisering. I alle senere skolelovsrevisioner stod spørgsmålet om skolens dannelsesopgaver mere eller mindre centralt og eksplicit formuleret. Og i folkeskolelovene efter 2. Verdenskrig har dannelsen indtil for nylig været en velformuleret dimension i den undervisning, som folkeskolen skulle præsentere dens elever for. Den forrige VK-regering har (til 2011)

69 med skiftende partnere gjort voldsomme indgreb over for det skolesyn, og de seneste tiltag viser med al tydelighed, at det er den såkaldte curriculumskole, der nu er på dagsordenen. Denne pensumskole opererer ikke med begrebet dannelse i sit læringssyn. Og bringes talen hen på dannelsen, er synspunktet, at den kommer gennem pensum i sig selv dvs. af sig selv. Curriculumskolen pensum frem for alt Curriculumskolen hører hjemme i en angelsaksisk tradition. Den danske folkeskole med dens dannelsesperspektiver på lærdommen hører derimod til i den europæiske åndsvidenskabelige tradition, hvor der grundlæggende ligger en opfattelse af, at bibringelse af lærdom, humanisme og demokratisk kompetence hænger uløseligt sammen. Hvor sympatisk dette end lyder, så er det derimod ikke umiddelbart indlysende, at sammenhængen skulle optræde automatisk skolens struktur og dagligliv skal understøtte og leve disse mål. Man tilskriver den britiske forfatter H.G. Wells følgende udsagn: Civilisation er et kapløb mellem uddannelse og katastrofe. Citatet understreger det manglende dannelsesperspektiv i curriculumskolen og fastholder aktuelt et instrumentelt syn på samfundsudviklingen. Målsætningen for skoleudvikling kan

70 sagtens forbindes med dele af enhedsskolens mål men enten at privatisere den i sin helhed eller at dele skolen op i en børne- og ungeskole ligner for meget andre fejlslagne modeller. Sverige har en opdeling i låg-, mellan- og högniveau (-skola), som ikke virker tilfredsstillende, og Finland er i øjeblikket på vej væk fra en deling. De ønsker i stedet en model, der går i retning af en 12-årig enhedsskole med vægten lagt på få lærere omkring eleverne i mange år altså teamdannelser med indbygget pædagogisk efteruddannelse. Skoleforskningen peger også på, at det ser ud til at det er kvaliteten af selve undervisningen, herunder det man kalder pædagogisk relationskompetence (lærerens evne til at skabe et godt miljø), klasseledelse (lærerens evne til at lede, sætte sig igennem og skabe arbejdsro) og didaktisk ekspertise (lærerens evne til at planlægge undervisningen og formidle det faglige stof), der har den afgørende betydning for elevernes udbytte af undervisningen. Finsk forskning peger endvidere på værdien af den løbende evaluering som en integreret del af undervisningen ikke standpunktsprøver eller gennemsnitstal til ekstern sammenligning. Ydermere er alle folkeskolelærere her universitetsuddannede samt måske derfor også respekterede og understøttet af forældrene. En skoleudvikling med hovedvægten lagt på oven-

71 stående vil kræve radikale ændringer i læreruddannelsen og genindførelse af en professionsbevidsthed, der lægger vægten på først at være lærer, dernæst men ikke mindre væsentligt faglærer. Overordnet er man lærer af profession men faglærer som topspecialist. Der er tale om intet mindre end en radikal kulturændring. Et truende aspekt udover curriculumskolens indførelse er den stigende udnyttelse af friskoleloven. Ikke alene etableres der private friskoler til erstatning for små nedlagte folkeskoler i et tempo, der næsten svarer til kommunernes desperate besparelser på samme område, men denne proces kan i sig selv medføre store ændringer i den beskårne folkeskole, som vil blive tilbage. Selv om nogle få kommuner nu uden at skele til lovens bogstav eller ånd åbenlyst lægger hindringer i vejen for denne frie ret til at etablere steder for undervisning, så må vi nok regne med at de ikke kan dæmme helt op for udviklingen. Muslimske særskoler, kristne friskoler, skoler med hovedvægten på elitesport af enhver slags og dragebådssejlads om vinteren mm. vil kunne supplere private skoler for de velbjærgede, mens de kommunale mastodontskoler under stigende forfald er sat til at rumme de, der er tilbage mens Fanden tager sig af de sidste. Et tåbeligt misforhold i stedet for at lade sig inspirere af hin-

72 andens forskelligheder såvel køns- som kulturgivne? For at få en moderne skole til et moderne samfund må man både have et begreb om skolens aktuelle tilstand og have en nogenlunde bred konsensus om, hvad modernitet er og hvorledes læringsprocesser ser ud. Det er altid en fordel at vide, hvad man taler om uanset om det er forvirringen med hensyn til helheds- eller heldagsskolen, aktivitetstimer eller idræt, lektiehjælp eller cafétimer. Fastholde målet i det refleksivt moderne? Professor Jens Rasmussen henviser i sin bog, Socialisering og læring i det refleksivt moderne (1996), til at det moderne samfund ofte beskrives som kaotisk og pluralistisk. Dette kan hævdes at være i nøje sammenhæng med processer, der beskrives med sociologiske begreber som uddifferentiering og individualisering. Vi lever i dag i et samfund uden en grundlæggende sikkerhed; alt kan være anderledes, alt kan forandre sig og den enkelte kan altid gøre noget andet. En sådan tilstand betegnes med udtrykket kontingens. Vi har altså en kompleks omverden, der til stadighed tvinger til valg. Som påpeget af den tyske psykolog Thomas Ziehe, ser vi i dag derfor en tendens til øget refleksivitet, dvs. muligheden for at kunne

73 forholde sig til sig selv. Men for det moderne menneske er det ikke tilstrækkeligt blot at iagttage sig selv, det må også være i stand til at mediagttage og redegøre for det grundlag dets i agttagelser er foretaget ud fra, når det foretager disse valg. Dette har konsekvens ikke kun for vores krigsførelse i det oversøiske, men også for læringen i skolen. For det første findes der ikke længere pædagogisk disciplinære gratisværdier, således at lærerens og elevernes roller på forhånd er defineret og bredt accepteret. Der er i dag tale om et dobbeltkontingent forhold. Lærer og elev må ud fra hver deres kontingente valgsituationer og i agttagende positioner etablere et fælles tillidsfuldt forum for kommunikationen. At skabe et læringsmiljø med rum til sådanne processer er en kompleks og personligt krævende affære for alle parter. Derfor er samarbejdet mellem skole og hjem også alt afgørende. Jeg har fx altid undret mig over, at det ikke er en indlysende præmis, at der som en selvfølgelighed skal være ro, når der undervises og at det nødvendigvis må skabes i samarbejde og forståelse mellem de voksne parter i skolen. Det er et spørgsmål om at genskabe den integritet i og respekt om lærerarbejdet, som synes tabt. For det andet synes skabelsen af et sådant

74 tillidsfuldt læringsmiljø tilsyneladende at være afgørende for progressive læringsprocesser indenfor rammerne af den nuværende enhedsskole. Tidligere professor Per Schultz Jørgensen fra den daværende Danmarks Lærerhøjskole peger på den kraftige udskillelse af en bestemt type elever (drenge fra bestemte miljøer ikke etniciteter), som finder sted pga. skolens fiksering på det bogligt materiale indhold (curriculum). Det fælles stof er i mange situationer på forhånd angivet i vejledende læseplaner, en kanon, men kan ikke som folkeskoleloven og samfundets socialiseringsprocesser ser ud i dag være det eneste udgangspunkt for undervisningsforløbene. For at undgå en hyppig misforståelse er jeg nødt til her at understrege, at det ovenstående ikke er ensbetydende med en afvisning af, at udgangspunktet for en undervisning tages i noget fagligt der kan blot være forskellige forudsætninger af anden art, der skal afdækkes og bearbejdes inden, eller i hvert fald medinddrages i processen. Ligeledes skal læringsteorier kun inddrages i den udstrækning, undervisningen må tage hensyn hertil. At etablere Howard Gardner skoler med individuelle læringsstile som det bærende grundlag er derimod en indsnævring i retning af tidligere tiders ensidige elevdifferentiering (modsat det at differentiere undervisningen) en konkretisme, som i

75 sin konsekvens kan underbygge etableringen af eliteskoler af alle mulige typer. Det er også en meget tvivlsom omgang med psykologisk teori; ligesom pædagogisk teori heller ikke foreskriver praksis. Jeg gør mig til talsmand for et alment og bredt didaktikbegreb, der i sin selvforståelse er forbundet med diskursiv dannelse og metodisk diversitet. I sammenhæng med min modernitetsforståelse læner jeg mig også kraftigt op ad konstruktivismen i dens mange former. En nærmere beskrivelse af denne videnskabsteoretiske tilgang har jeg som sagt beskrevet i et efterstillet afsnit hvis man skulle have interesse heri. Den danske velfærdsstat er efterhånden tæt befolket med velfærdsprofessionelle, som i kraft af deres specialiserede viden og kompetencer løser en række opgaver for stat og borgere. Lærerprofessionen er her én blandt flere sådanne. I takt med reformer stiger presset også på de professionelles effektivitet og legitimitet. Den autonomi, der traditionelt har været definerende for professionelt arbejde, sættes derved under politisk pres for at kunne levere kvantitativt mere eller kvalitativt andet end, hvad de professionelle selv ville ønske. I denne proces forandres også lærerprofessionens vidensgrundlag, bl.a. med forandringerne i uddannelsessystemet og med det generelle uddannelsesløft i befolkningen.

76 Men uanset hvad så er skolevalget og skolelivet en overordentlig vigtig begivenhed i alle børns liv. Bernadotteskolen havde måske foregrebet noget af denne udvikling i retning af respekt for barnet og differentiering af undervisningen. Spanien havde ikke! Spørgsmålet for mig blev nu, om den danske folkeskole i 50 erne havde?

77 Anden del: Bog 2, afsnit 6 Dansk skolevalg efter Spanien

78 Skolevalg blev aktuelt for os, for det blev andre tider, da vi kom hjem fra Spanien. Min mor var så syg, at hun blev kørt direkte på hospitalet fra Københavns Banegård. Vi blev modtaget af hendes storesøster, og afleveret hos min mormor Inez. Vi skulle placeres og vi skulle også placeres skolemæssigt. Min mormor var flyttet fra hjemmet i Odense, Maria Lyst, nogle år efter krigen, fordi min morfar havde begået selvmord i Familiehistorien melder, at det skyldtes at hans kompagnon havde begået underslæb og fiflet med nogle klientkonti. Det moralske chok og arbejdet med at rydde op efter det samt morfars dårlige hjerte var blevet for meget, og han endte med at lægge sig med hovedet i en gasovn. Min ældste onkel trådte til og kørte sagførervirksomheden videre et stykke tid indtil han senere fik sin egen praksis i Esbjerg. Men ultimativt måtte familielivet i det store hus på Hunderupgade jo opløses efterhånden som alle 5 børn blev færdige med studierne eller gift. Jeg selv husker endnu sommerlivet i Bakkehuset i Strib, som hele familien med børn og

79 børnebørn flyttede ud til i sommermånederne. Af en eller anden grund husker jeg altid somrene i gamle dage som varme og solfyldte, der var tilsyneladende meget lidt regn, og vintrene var selvfølgelig hvide og underlagt med julemusik og bjælde-klang. Ja, ja sådan var det jo ikke, men det er da et tegn på, at jeg midt i al rodet med lurende skilsmisser, flytninger osv. har haft nogle tidsmæssige lommer, nogle gode og rolige stunder, som alle børn burde have som udgangspunkt i livet. Klare mentale billeder fra førskolealderen så fyldt med farver, lyde og dufte, at de nærmest dukker op af sig selv, når man har mest brug for dem. Selv det udendørs das omfattes af en nostalgisk aura måske fordi der var to huller, hvilket gjorde de udførte aktiviteter til selskabelige stunder. I mit tilfælde sammen med min meget villige yndlingskusine, Liselotte. Mormor Inez er altid det stabile og rolige center og samlingspunkt i disse erindringer. Endnu en årsag til flytningen var to skilsmisser min mors og hendes ældste søsters. Mormor Inez ville gerne være i nærheden, og da begge søstre var endt i København, så endte hun med at købe et stort skrummel af et hus i Gen-

80 tofte. Her var der også plads til fraskilte døtre med børn og hele menageriet. Jeg tilbragte megen tid her faktisk var jeg der mere end i vores eget hjem på Jægersborg Allé igennem de år, hvor jeg gik på Bernadotteskolen. Der var lige langt hjem fra skole. Huset lå mellem Bernstorffvejens station og Gentofte skole lige op til en smule skov, Kildeskoven. Her huserede den skrækkelige Kildeskovsmorders spøgelse, som gjorde turen gennem skoven til en frygtelig spændende oplevelse hver gang man gik hjem til mormor Inez fra stationen. Hvem han egentlig havde været fortabte sig i fortidens tåger, Men det kildede i maven når det var mørkt. Et tidsbillede: Midt i dette kvarter af gamle patriciervillaer lå der en købmandsbutik. En sådan placering var stadig naturlig dengang i 50'erne. Heldigt for mig lå den lige overfor mormor Inez' hus. Butikken kunne være hentet lige ud af Egeskov Slots museumsbutik med kaffemølle i vinduet, glaskrukker med bolscher, kræmmerhuse og poser og en duft af 1000 ting og jeg ved ikke hvad. Manglende gulvopfejning måske? Konen i huset havde fået dårlige hofter, så jeg hentede små ting til hende engang imellem, mens manden var i butikken. Min betaling og brændstof var en lind strøm af bolscher, Kongen af Danmarks hed de,

81 røde, knasende og lækre. Højdepunkter var, når konen fik manden overtalt til at hente sin violin ned fra væggen og give et nummer spillemandsmusik. Mormor Inez' hus var stadig rammen om familien i den forstand, at hun udover at fungere som babysitter ja, vel nærmest som børnehjemsleder i perioder så var det her, man stadig samledes alle sammen til jul og andre højtider. Hun havde jo pladsen og overskuddet. Fantastisk, når man tænker på, hvilket arbejde det egentlig var at holde hus dengang og samtidig bliver præsenteret for historier om barnløse sportskvinder, som er nødt til at have udenlandsk hushjælp, for ellers kan hun ikke nå træningen! Huset var i 2 etager med fuld kælder. Stueplanet indeholdt 3 store stuer, toilet, køkken og hall. Ovenpå var der 4 værelser og bad. Køkkenet var ikke et, som man ville genkende i dag på trods af krav om samtalekøkkener og lignende. Det bestod af 3 store rum: først et anretter/bryggers med nedgang til kælderen, så det egentlige køkken og endelig et stort fadebur, dvs. et rum til opbevaring af præserveret mad og konserves. Her stod alskens dejlige henkogte eller syltede ting, saft fra årets frugthøst, dej til hævning og brød mm. Her kunne vi endda stadig lave tykmælk. Det var før mælken blev pasteuriseret, varmebehandlet og skummet

82 fri for fløde og andre ækelt naturlige ting. Store glasflasker på en liter med en gul prop af fed fløde. Oprindelig havde der været et brændekomfur, som blev udskiftet med et gaskomfur. Også badevandet blev gasopvarmet i en stor kobbervandtank ophængt på væggen ligesom hele huset i begyndelsen var opvarmet af kul og koks. De blev leveret af KKK, som ikke havde noget at gøre med Ku Klux Klan, men blot stod for Københavns Kulog Koks. Leveringen blev udført af store, dejligt beskidte mænd i undertrøjer med læder over skulderen, hvor de bar sækkene. Således blev isen til isskabene også bragt ud dog ikke af beskidte mænd. Jeg husker stadig, når jeg gik ned i kælderen sammen med mormor Inez, der både hentede kullene fra kulkælderen, rensede ildstedet og skovlede nyt kul i fyret. Sej dame og spændende for mig! For den historiske retfærdigheds skyld må jeg hellere tilføje, at Inez havde hjælp af et gammelt faktotum, Bisgård, som fulgte med fra Odense. Hun på sin side fik senere en gård i Odder foræret, som tak for mange års trofast tjeneste. Jeg er klar over, at min beskrivelse af denne epoke kan virke rosenrød og overdrevent nostalgisk men sådan tager den sig altså ud i min erindring. Den er et forsøg på at give en tids-

83 mæssig kulisse og baggrund for mine skolehistorier. Den forklarer til dels i hvert fald for mig selv min senere afsky og væmmelse over forhold som yuppiekulturen og den stigende selvcentrering og egoisme i samfundet. Afskyelighedstærskler bliver grundlagt tidligt i livet. Ordrup skole anno Min bror Peter kom direkte på Herlufsholm kostskole, da vi kom hjem fra Spanien i foråret Jeg selv måtte en omvej via en kommuneskole, og jeg skulle aflægge en prøve før jeg kunne optages i eksamensmellemskolen som det hed dengang. Dvs. at jeg var tvunget til at gå hele 5.te klasse i en kommuneskole, fordi Herlufsholm først tog elever fra 1. mellem (6.klasse). De to måneder, som jeg nåede at tilbringe på Bernadotteskolen inden overflytningen til Ordrup skole eller Grønnevænge Skole, som den også blev kaldt var en pine. Når man ikke ved eller de voksne ikke fortæller, hvad der venter én, er der frit spil for alskens selvopfundne og dramatiske fantasier om

84 et sådant brud. Nu bagefter må jeg indrømme, at det altdominerende og meget udramatiske ved kommuneskolen var dens kedsommelighed og krav om ensartethed. Men, men, men Én epokegørende ting skete dog heldigvis: Det var her, jeg mødte min hjertehustru, Jette. Det første møde havde dog bestemt ikke karakter af vores senere lykkelige ægtestand. Jeg fik en kammerat, Henning, som havde en storesøster. Denne storesøster var Jettes veninde så vi mødtes hos Henning, når vi skulle lege. Vi drønede rundt i vores korte bukser mens pigerne var stærkt irriterede af os og optaget af, hvad sådan nogle årige mærkværdigheder nu er optaget af. Jeg selv var 12. Denne kolossale forskel i alder blev dog i løbet af de næste to år udlignet og erstattet af en væsentlig mere spændende tilstand, som nu har varet ved i over 45 år. Men det er en anden historie, som måske bliver skrevet senere. På billedet er det Jette med viften det stammer fra

85 skolekomedien 1958, hvor hun med bravour spillede den ene af to overordentligt højrumpede onde søstre. Iøvrigt foreviget i TV. Ordrup kommuneskole var en stor kolos fra 1871 arkitektonisk bygget med en panoptisk overvågning og en pædagogisk ensretning og opbevaring for øje. En panoptisk overvågning betyder muligheden for at kunne se alt også ind i hvert et hjørne. Begrebet blev brugt af Foucault i hans undersøgelser af fængselsbygningers form som et hjul med eger hvor man fra centrum, navet, kan se ud i alle egerne af hjulet. Det panoptiske fængsel blev egentlig opfundet af den engelske filosof mm. Jeremy Bentham. Ordet kommunal har sin oprindelse både i det almindelige og i det fælles. I Ordrup kommunale skole var vi meget almindelige, meget fælles og meget overvågede. Når vi sammenligner os med andre, så har vi ikke i samme grad som de andre europæiske lande været præget af en tradition for forskelsbehandling eller elite indenfor uddannelsessystemet og da slet ikke hvad angår grundskolen. Årsagen tilskrives en slags grundtvigiansk

86 frihed og folkelighed desværre oftest hvor lighed udvikles som ensartethed: Få har for meget og ingen for lidt, og lad os alle blive ved jorden. Denne beskrivelse fremkalder altid ganske bestemte billeder hos mig. De minder i uhyggelig grad om billeder fra Ordrup skole. Der var en ganske bestemt lugt ved stedet, som også er beskrevet af andre fra min generation. Lidt kridt og støv blandet med gamle oste- og leverpostejmadder og sved fra kroppe som trænges sammen enten på vej ud i frikvarterets åndehul og buksevand eller som på snorlige rækker trasker på vej ind igen. Det var dengang ikke almindeligt med brusebad eller vask hver dag. Lange linoleumsbelagte gange med knagerækker og helt ensartede døre med små aflange glasruder til overvågning. Klasseværelser ens bestykket med enkeltpulte 4 rækker á 7 til 8 pulte og døde fluer i vinduerne. Læreren anbragt midt for den sorte tavle, ophøjet på sin piedestal, som selvfølgelig blot var en kasse, der hævede hende en smule over gulvet, men gav hende en gudelignende fjernhed fra os underlige små mennesker, eleverne. Det samme trick var jeg i øvrigt udsat for langt senere, da jeg læste arkæologi ved Københavns Universitet. Alle de nye studerende skulle til en meget frygtet studiesamtale hos professoren. Han var et højt skideskur af en mand

87 og havde samtidig genopført piedestalen fra sin skoletid. Han sad på en høj stol bag et imponerende skrivebord, mens vi blev tilbudt en stol, der var 40 cm. lavere end hans. Ups. Heldigvis havde mine 5 år til søs givet mig lidt modstandskraft overfor autoriteters spil i mellemtiden så jeg havde en propfyldt taske med, som jeg satte mig på. Voila og standsforskellen var ophævet. Sådan da næsten. Viden som magtudøvelse er der jo altid. Vi elever eksisterede som en stor grå klangbund for lærerens humør, oratoriske udgydelser, ordrer og kommandoer. Min klasselærer, fru B., var i mine øjne en diktatorisk udgave af hun-ulven Ilse uden pisk. I virkeligheden var hun nok set med ældre øjne en hårdtarbejdende dansklærerinde i 30 erne, gift og med 2 børn og af stram og disciplineret konservativ observans. Det var jo Gentofte kommune. Og når jeg hævder, at elitebehandling ikke var almindelig i datidens skole, må jeg i samme åndedrag svække udsagnet lidt der var jo tale om en organisatorisk delt skole. I B. s tilfælde foregik det i den praktiske dagligdag ved, at vi i spisetiden hvilket var halvdelen af det store frikvarter sad i klassen overvåget af B. selv. I hendes pædagogiske velvilje havde hun til vores underholdning indført at klassens bedste oplæser fra dansktimerne fik til-

88 bud om at læse højt for os andre. Tilbuddet var sikkert meget velment og måske tænkt som en slags belønning for tro tjeneste, mens jeg syntes, at det var gudsjammerligt kedeligt. Så da fru B. en dag foreslog mig at læse for klassen, takkede jeg rimeligt høfligt nej. Jeg tror nok, at jeg sagde, at jeg ikke gad i dag men om jeg ikke kunne gøre det en anden dag? Jeg kan ikke beskrive hendes ansigtsudtryk mere præcist her, men må dog sige, at hun hverken råbte eller sendte mig til inspektøren hvilket ellers skete med jævne mellemrum. Jeg tror vitterligt, at vi gik fejl af hinanden den dag men det gjorde måske ikke så meget. I hvert fald blev tilbuddet ikke fremsat mere. Ved nærmere eftertanke var der nok tale om B. s måde at styre klassen på ved hjælp af uddeling af royale nådesbevisninger, inddragelse heraf eller hensynsbetændelse. Det kunne jeg ikke gennemskue dengang, idet jeg hverken havde læst min Machiavelli eller havde nogen større respekt for hende. Respekt var for mig noget, som man gjorde sig fortjent til ikke noget, som kunne fremtvinges ved vold eller blot og bar position. Og en accept af disse forhold er jo en forudsætning for at deltage i et sådant skub-og-træk doublebind med følelsesmæssig kapital som indsats. Det var i tiden før det berømmelige cirkulære om fremme af god ro og orden (1967),

89 som afskaffede det legitime grundlag for korporlig afstraffelse i skolen. Jeg må sige til B. s ros, at hun nok kunne knibe og trække i armen, men hun slog mig aldrig. Det var der så heldigvis andre, der gjorde. En vis hr. Br. et navn man ikke glemmer, derfor heller ikke nævnt var vanvittig opfindsom og desværre også lynende hurtig. Han havde os drenge i træsløjd, så man havde ikke en chance for at undgå hans bagholdsangreb vi var jo optaget af vigtige ting, såsom fremstilling af en million milliard stærekasser og lignende. Alle sammen på samme tid, på linje og i takt. Nødder, dvs. knoslag i hovedet, blev leveret med lydelig fornøjelse og tilfredshed, dersom vi måtte afgive et støn af smerte. Også det han kaldte vores ophøjede tilstand når vi stod på tæer hjulpet af hans greb i vores nakkehår eller sidehår husker jeg endnu med gåsehud den dag i dag. Jeg havde godt nok Spanien i klar og blodig erindring endnu, men til den danske skoles ros må jeg sige, at niveauet af smerte og vildskab på ingen måde kunne sammenlignes. Til forskel fra i dag var der stadig kulturelt indbyggede bremser for vold. Ubehageligt var det alligevel, selv om der nok ikke var nogen, som fik fysiske mén af det. Det mest ubehagelige syntes jeg lå i selve overgrebets natur ikke i smerten. Det var ydmygende for alle parter og min pinlighedstærskel var stærkt berørt over

90 at opleve voksne ansvarlighedspersoner begå disse overgreb. Det virkede måske også mere stærkt på mig, som havde længtes efter at komme tilbage til Bernadotteskolens afslappede relationer og voksenautoriteter men endte på Ordrup skole. Heldigvis blev det hele da bare meget værre med tiden. Derom senere. Det almindelige skolearbejde var som sagt kedsommeligt. Bestemt ikke fordi alt, hvad der sker i en skole behøver at være hylende morsomt, men alligevel Kapers princip om klasserumsundervisning fra 1920 erne blev nøje overholdt. Én for en blev vi overhørt i dagens tekster, men på en så uforudsigelig måde, at man aldrig kunne føle sig sikker på, hvornår det blev ens tur. Man blev holdt på tæerne, selv om ånden ret hurtigt blafrede væk på eventyrfærd til andre steder. Jeg lærte hurtigt at sove med åbne øjne. Tavledemonstration af stave- eller regnestykker skilte også fårene fra bukkene, så det blev tydeligt at se for alle, hvem der skulle arve nøglerne til en glorværdig fremtid i eksamensmellemskolen og hvad deraf fulgte af uanede muligheder og hvem der måtte finde sig i en underordnet tilværelse på bunden af uddannelsessystemet: den eksamensfrie mellemskole eller ud efter 7.de klasse. Også lektierne fulgte det ritualiserede spor: endeløse kolonner af ensartede regne-

91 stykker, som man kendte til fuldkommenhed og modsat dette alt det stof, som man ikke kunne forstå i skolen til ulidelig gentagelse i hjemmet stadigvæk uden forståelse. Hvis ikke man fik at vide, at man var dum i skolen så skulle denne type hjemmearbejde nok konsolidere en sådan selvforståelse. Det skabte megen ulykke i de små hjem specielt hvor forældrene heller ikke kunne forstå de foreliggende opgaver. Det befæstede endvidere den klassebestemte udskillelsesproces, som var skolens væsentligste funktion. Selv om en barnecentreret skole og frigørende pædagogik blev diskuteret i snævre kredse strakte det sig ikke ud i alle folkeskolens støvede kroge. Seminariernes og i høj grad også seminaristernes opfattelse af lærerens virke var stærkt funktionel og praksisbundet. Metaforen manden bag ploven som blev til manden i skolestuen, der med det levende ord direkte overførte viden til eleverne blev forherliget af de studerende i en modstand mod den skolastiske skoleform uden at uddannelsen magtede at afkode teori og videnskab for seminaristerne, som de lærerstuderende jo hed dengang. Et misforhold, som stadig til en vis grad præger relationen mellem uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne og unødigt vanskeliggør samarbejdet mellem teori og praksis. I min barndom var normalen 7 års

92 skolegang for den jyske skoleordning endda kun hver anden dag og kun mellem 4% og 5% af en årgang endte på universitetet. Når man læser dette, så bør man erindre sig, at gymnasiet rettede sig direkte mod produktion af akademikere og forskere, mens den danske realskole i høj grad var lavet med det for øje at skaffe staten egnede embedsmænd eller kongelige bestillingsmænd, som de jo hed i begyndelsen til de forskellige etater. Stabile uddannelser i et stabilt samfund, hvor Statsbanernes tog gik til tiden og Den Kongelige Post kom smilende frem uanset vejret. Jo, det var sandelig dengang grise kunne flyve. I tiden efter 1950 erne eksploderede verden så og både barndom, institutioner og idoler ændrede sig. Det beskriver jeg nærmere i BOG 3.