Den blomstrende landsby Ressourcer og udfordringer

Transkript

1 FACULTY OF SOCIAL SCIENCES DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET Selskabet for Landdistriktsog Regionalstudier (SeLaRS) Årsrapport 2009 Den blomstrende landsby Ressourcer og udfordringer Redaktion: Jørgen Møller og Gunnar Lind Haase Svendsen Forfattere: Anders Bune, Kræn Ole Birkkjær, Steffen Damsgaard, Carsten Blomberg Hansen, Robert Mogensen, Jørgen Møller, Niels Christian Nielsen, Gunnar Lind Haase Svendsen Danish Centre for Rural Research (CLF) University of Southern Denmark CLF Report 3/2010

2 Selskabet for Landdistriktsog Regionalstudier (SeLaRS) Årsrapport 2009 Den blomstrende landsby Ressourcer og udfordringer Redaktion: Jørgen Møller og Gunnar Lind Haase Svendsen Forfattere: Anders Bune, Kræn Ole Birkkjær, Steffen Damsgaard, Carsten Blomberg Hansen, Robert Mogensen, Jørgen Møller, Niels Christian Nielsen, Gunnar Lind Haase Svendsen Juni 2010

3 Alle rettigheder forbeholdes centret (CLF). Mekanisk eller fotografisk gengivelse af denne REPORT eller dele heraf er uden instituttets skriftlige samtykke forbudt ifølge gældende dansk lov om ophavsret. Undtaget herfra er uddrag til anmeldelser. Syddansk Universitet, Esbjerg og forfatterne, Center for Landdistriktsforskning CLF REPORT 3/2010 ISBN Forfatterne Center for Landdistriktsforskning Syddansk Universitet Niels Bohrs Vej 9-10 DK-6700 Esbjerg Tlf.: Fax:

4 Indholdsfortegnelse Summary Indledning af Jørgen Møller, Carsten Blomberg Hansen, Gunnar Lind Haase Svendsen... 7 Resolution fra SeLaRS årsmødet 2009, Aalborg Universitet, 5. oktober 2009: Anders Bune: Erfaringer fra en moderne levende vestjysk landsby Kom til den rådne banan De omfattende forandringer på landet Fjaltringloven: Den omvendte Jantelov Det er vigtigt for en landsby at have nogle pengemaskiner Tilblivelsen af Fjaltring Landsbyhøjskole og Fjaltring Gæstehus Fjaltring Købmandsgård Øvrige indtægtskilder Egnen i øvrigt LAG-Lemvig Afsluttende betragtninger Niels Christian Nielsen: Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer Introduktion: kulturelt, kvalitativt, rumligt Landskab og kortlægning Kilder til dansk landsbykortlægning Opsamling, diskussion syntese Referencer Jørgen Møller: De afrakkede landsbyer i Danmark Abstract Indledning Italesættelsen, benævnelsesmagten og den politiske diskurs Et forsøg på at begribe fænomenets kvantitative omfang De enkelte fysiske artefakter på skemaform Otte analytiske begreber anvendt på landsbyens artefakter Metoder til registrering og fortolkning af fysisk kapital i en landsby På vej mod fremtidens landdistrikter og landsbyer

5 4.9 Planlægningen af landsbyfremtider på det kommunale og lokale niveau På jagt efter et nyt planlægningsparadigme for den blomstrende landsby Konkrete indsatser til genopretning af det fysiske miljø i landsbyerne Afslutning Referencer Robert Mogensen: Kommentarer til lektor, arkitekt MAA Jørgen Møllers artikel De afrakkede landsbyer i Danmark Kræn Ole Birkkjær: Kan det danske landskab overleve fremtidens landbrug Fakta og visioner Fremtidsbilleder Landbrugslandskabet Dialog og samarbejde Mælkeproduktion Produktudvikling og reformer Planlægning Afslutning Gunnar Lind Haase Svendsen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan? Indledning Hvorfor måle? Måling af hvad? Hvordan måler vi? Opsummering Referencer Steffen Damsgaard: Kommentarer til artiklen: Måling af lokale ressourcer på landet. Hvorfor? Hvad? Hvordan?

6 Summary Life conditions have changed drastically in rural Denmark during the last years, as is the case in many Western European countries. Not many years ago, farmers were dominant. Today, their number has shrunk to almost nothing. The Danish rural population is now very heterogeneous, consisting of many, diverse groups with different needs and worldviews, including many newcomers. But in which villages do the newcomers choose to settle? Which villages will get enough newcomers to survive? Which villages will win this demographic battle? What we see today is a merciless competition for survival between the villages. Who can attract the wealthy families with children? Some villages end up as winners in particular villages rich on public services, voluntary associations, amenities, and close to the motorway net and/or urban areas. Other villages are, however, losing the battle. These are the so-called villages without attractions. These villages are often situated far from urban areas. They appear shabby, and many of them are in progressive physical deterioration. All shops are closed and, maybe also, the local school. No buses go there anymore. The youngsters leave with no return. It is exactly these two divergent paths in rural Denmark the paths of the loser and winner villages that is the subject of this anthology. Except from the introduction, the chapters are based on presentations that were held at the annual meeting of the Danish Society for Rural and Regional Studies, October 5, The theme of the annual meeting was Thriving villages. Important issues were: How can we minimize the number of loser villages? How can we help these villages switch track and become successful, thriving villages? 5

7 6

8 1 Indledning af Jørgen Møller, Carsten Blomberg Hansen, Gunnar Lind Haase Svendsen Jørgen Møller, lektor Aalborg Universitet Carsten Blomberg Hansen, Dir. Landdistrikternes Fællesråd Gunnar L.H. Svendsen, professor mso, Syddansk Universitet Frem til omkring 1970 var de danske landsbyer meget homogene. Her fandtes i byer af en vis størrelse fra 200 til 999 indbyggere de almindelige funktioner, man forventer af en landsby, såsom brugs, skole med et lille bibliotek, frisør, bankfilial, tatol, forsamlingshus, kro, læge, kirke, håndværkere og andre erhvervsdrivende, samt et rigt, traditionsbåret foreningsnetværk. Frem til midten af 1960 erne talte man derfor næsten udelukkende om forskellen mellem land og by og som oftest i landsbyens favør. Livet i de store byer var blandt andet præget af meget dårlige boligforhold i de store, usanerede brokvarterer, hvorimod livet på landet var forbundet med overskuelighed, personligt kendskab, fred og ro, selvbestemmelse, lokal identitet og et virksomt liv, der som oftest foregik inden for sognets grænser. Livet var i høj grad præget af de mange landbrugere. Og det var præget af de mange foreningsildsjæle, der gerne ville gøre en ekstra indsats for landsbyen og sognet, både inden for det økonomiske og kulturelle liv. Siden da har det imidlertid været forskellene på landet, der har været mest iøjnefaldende. Antallet af fuldtidslandbrugere er svundet ind til næsten ingenting. Mange forskellige grupper af tilflyttere er kommet i stedet, og ofte med vidt forskellige holdninger til, hvorfor man er flyttet på landet. Nogle ønsker fred og ro eller plads til at rode lidt og passe sig selv. Andre ønsker et stærkt fællesskab eller måske bare en billig bolig. Så er der selvfølgelig alle de landsbyer, hvor tilflytterne ikke kom og sandsynligvis heller ikke kommer. Der er på den måde opstået hård konkurrence mellem landsbyerne: Hvem får tilflyttere nok? Hvem kan tiltrække børnefamilierne og de ressourcestærke? Det, vi ser, er en overlevelseskamp. Det er et udskilningsløb, hvor nogle landsbyer ender som vindere her primært de landsbyer, der har en god offentlig service, et velfungerende og udviklingsparat foreningsliv, store naturherlighedsværdier og ligger tæt på motorvejsnettet og/eller større byer. Tillige har de den kommunalpolitiske bevågenhed og størrelse til at være værdige til at få planmæssigt tildelte udviklingsmuligheder. Andre er derimod endt som de store tabere. De sidste er også blevet kaldt taberlandsbyerne eller de attraktionsløse landsbyer. Disse er som regel beliggende langt fra alfarvej og prægede af et tiltagende fysisk forfald og en omsiggribende funktionstømning, hvor den sidste butik for længst er lukket, og hvis ikke skolen og busforbindelsen er lukket ned, så hænger de i hvert fald i en tynd tråd. Ofte står kun landsbykirken tilbage som et sidste levn fra gamle dage. 7

9 Netop disse to vidt forskellige udviklingsspor i landdistrikterne blev belyst på selskabets årsmøde 5. oktober 2009, der bar titlen Blomstrende landsbyer. Centrale spørgsmål var: Hvordan kan vi minimere antallet af taberlandsbyer? Kan vi i fremtiden få disse byer til at skifte udviklingsspor og forvandle sig til smukke, blomstrende landsbyer, der rummer udvikling snarere end afvikling? Og i givet fald hvordan? Og hvad gør vi egentlig ved de landsbyer, det er umuligt at holde liv i? På årsmødet blev vigtigheden af at udnytte landsbyens egne ressourcer understreget. Hvordan udnytter en landsby fx sine herlighedsværdier? Hvordan udnytter man et stærkt sammenhold og en stærk lokal identitet? Hvordan etablerer man sine egne pengemaskiner, som kan understøtte lokale projekter til gavn for fællesskabet? (Se Anders Bunes artikel heri). Hvordan formår man at fastholde og videreudvikle stærke traditioner for erhvervsliv og foreningsliv? Hermed mener vi ikke, at regeringen, regionerne og kommunerne blot kan lade stå til og lade alt falde, hvad ikke kan stå. Der er også tegn i sol og måne på, at den blinde tro på centraliseringens velsignelser, der blusser op i disse ord, i fremtiden vil blive udfordret mere og mere af ikke-urbane borgere og tankesæt de vedvarende debatter om sygehuse, skoler, bredbånd og motorvejsnet vidner herom. Opkomsten af et landdistriktsparti i Holstebro, Fælleslisten, og den nylige debat om udkantsdanmark, anført af DR, kunne også pege i den retning. Udviklingen i landdistrikterne har på mange måder fundament i de borgere, der aktivt har valgt at bo på landet. Disse lokale borgere kan betragtes som entreprenørerne, der sikrer, at landsbyens liv ikke dør ud, og de arbejder oftest uden betaling men ikke uden motivation. Denne motivation har myndighederne et ansvar for at fastholde og understøtte. Alternativet er betalte entreprenører, der skriver en regning ud fra et budget, der ikke findes. Vi mener således, at landsbybeboerne selv bør have nogle redskaber til i bred forstand at måle på landsbyens egne fysiske og menneskelige ressourcer og hermed få et realistisk billede af, hvor stærkt landsbyen står i konkurrencen om tilflytterne. Hvori består landsbyens styrker? Hvori består dens svagheder? Hvad kan ikke laves om, og hvad kan man i fællesskab forsøge at fremme og videreudvikle? Disse redskaber giver landsbyerne værktøj, der på det strategiske, altså det planlæggende niveau, kan skabe en forbedret og positiv dialog mellem landsby og forvaltningen i kommunen. Dermed bevares og styrkes den gensidige motivation hos de to vigtigste partnere i udviklingen landsbyen og kommunen. Tæller vi de mindre bysamfund med op til beboere med, så udgjorde landdistriktsbefolkningen i % - så det er trods alt en ganske stor del af befolkningen, vi taler om, også den dag i dag. Nogle af disse landsbyer er vindere, andre tabere. Opgaven for samfundet, planlægningen og landsbybeboerne selv må være, at så mange landsbyer som overhovedet mulig i fremtiden bliver blomstrende landsbyer, der formår at tiltrække gode, fastboende skatte- 8

10 borgere, folk der ønsker sig et sommerhus eller second home i smukke omgivelser, samt turister fra ind- og udland. Samtidig vil en landsby med et veltrimmet, fysisk ydre signalere overskud på alle fronter og modvirke, at man kommer ind i den dødsspiral, der hurtigt kan bringe en landsby ud over afgrundens rand. Årsmødet 2009 bød på 10 foredrag og diskussioner i 3 workshops, der beskæftigede sig med henholdsvis landsbyernes fysiske aspekter, erhvervsudvikling og måling af lokale ressourcer. Rapporten bygger på indlæggene fra 5 af disse foredrag. Først fortæller fmd. for LAG Lemvig, Anders Bune, i artiklen Erfaringer fra en moderne, levende vestjysk landsby om de spændende tiltag, de har gjort i landsbyen Fjaltring med hjemmel i den omvendte Jantelov, Fjaltringloven. Herefter følger post.doc, ph.d. Niels Christian Nielsens artikel om Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer, der er en inspirationskilde til planlæggere og lokale beboere, som ønsker at skabe sig et overblik over deres lokalsamfunds herlighedsværdier og fysiske kulturarv. Lektor Jørgen Møller giver derpå et grundigt indblik i De afrakkede landsbyer i Danmark, som råber på handling, efterfulgt af en kommentar hertil af arkitekt Robert Mogensen. Bygnings- og landsskabsarkitekt Kræn Ole Birkkjærs artikel stiller det samfundsrelevante spørgsmål Kan det danske landskab overleve fremtidens landsbrug?. Den sidste artikel, Måling af lokale ressourcer på landet er skrevet af professor mso Gunnar Lind Haase Svendsen. Den efterfølges af en kommentar af formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. Udover vidensformidling var et vigtigt formål med årsmødet at give landsbybeboere, planlæggere og politikere på alle niveauer nogle konkrete redskaber til at måle på en landsbys bæredygtighed både i henseende til landsbyens ansigt udadtil, erhvervslivet samt foreningslivet og det lokale sammenhold. På den baggrund mundende mødet ud i en resolution med 11 konkrete anbefalinger til, hvad der skal gøres, på baggrund af forudgående diskussioner i de tre temagrupper. Resolutionen, der gengives nedenfor, har været offentligt tilgængeligt på nettet siden november Resolution fra SeLaRS årsmødet 2009, Aalborg Universitet, 5. oktober 2009: 1. En konsensuskonference i løbet af et år: Hvad ved vi om landdistrikterne og landsbyerne? Udvikling på baggrund af faktuel viden og videnskabelig evidens for at sikre vidensbaseret udvikling frem for mytebaseret udvikling. 2. Der er stærkt behov for en mental og funktionel beredskabsopbygning hos folk på landet og i landsbyerne, hvor man begynder at tænke i netværkskonstruktioner servicemæssigt, foreningsmæssigt og lokalsamfundsmæssigt under overskriften Fra landsby og sogn til egn. 9

11 3. Brug lovgivningen og reglerne i Plan & Miljølovene, og tag planer og planlægning seriøst. Der bør sættes fokus på, at Planloven rent faktisk kan bruges differentieret. Der er sandsynligvis ikke brug for nye regler, men for at potentialet i de regler og love, vi har, udnyttes optimalt i forhold til den ønskede udvikling i landdistrikterne. 4. Bedre byggeskik for alle. Der bør nationalt, regionalt, kommunalt og lokalt tilbydes borgerne kvalificeret vejledning i forbindelse med nybyggeri, tilbygninger og ombygninger i landsbyerne og det åbne land i relation til materialevalg, arkitektur, æstetik og byggeskik samt energirigtigt byggeri. At skabe synlige og varige forbedringer i det fysiske miljø kræver en grundig planlægningsindsats og vedvarende fokus på emnet fra myndigheder og borgeres side. I forbindelse med de udmeldte puljer til nedrivning og oprydning opfordres til mådehold og eftertanke, inden gummigeden sættes i gang. Et fjernet hus er et mistet hus. 5. Der er behov for en prioriteringsmodel for investeringer landsdækkende og lokalt med målbare indikatorer, og ikke kun investeringer i mursten, som ikke er nok. 6. Der er behov for at sikre synergi mellem de administrative niveauer (statsligt, regionalt og kommunalt), så der på den måde kan defineres klare mål for erhvervsudvikling i landdistrikterne. Hvor vil vi gerne hen med erhvervsudviklingen, og hvordan sikrer vi, at målene ikke modarbejdes af de rammer, der kan ageres inden for? 7. Gør plads til eksperimenter (også forskningsbaserede) à la frikommunebegrebet tilpasset landsbyniveauet. Det er nødvendigt at tænke i nye og utraditionelle baner, når det gælder erhvervsudvikling i landdistrikterne. Gerne som en del af en større sammenhæng udviklingsmæssigt. 8. Lokale beboere skal have et konkret redskab til at få et overblik over, hvor mange lokale ressourcer de råder over fx herlighedsværdier, uddannelsesniveau, netværk, mødesteder, bebyggelse. En sådan måling af de lokale ressourcer vha. et elektronisk tilgængeligt spørgeskema skal gennemføres frivilligt af lokalbefolkningen (fx i en landsby eller i et sogn) og gerne i samarbejde med kommunen. 9. Formålet med at måle de lokale ressourcer er at få et videns- og debatgrundlag, der kan være med til at fremme en bæredygtig, lokal udvikling. 10. Det er vigtigt i målingen at inkludere et spørgsmål vedr. etablering/vedligeholdelse af et lokalt mødested, fx et kulturhus/multifunktionelt center. 11. Der er behov for en samlet viden om redskaber til måling af lokale ressourcer, der skal være synlig og tilgængelig for alle brugere (lokale borgere, lokalråd, foreninger, kommuner mv.) på nettet og andetsteds, med henblik på at fremme tværgående planlægning. 10

12 2 Anders Bune: Erfaringer fra en moderne levende vestjysk landsby Anders Bune er formand for Fjaltring Landsbyhøjskole, formand for Fjaltring Gæstehus/Danhostel Fjaltring samt formand for LAG-Lemvig Den rådne banan trænger sig på. Den bliver med ujævne mellemrum markedsført i både de trykte og de elektroniske medier. Her i foråret 2010 har udkantsdanmark igen været et centralt emne i næsten alle medier, og bananen bliver nævnt igen og igen. Den bliver markedsført både af landsbyernes venner og fjender. Det er ved at være et billede eller, som man siger på nudansk, et Brand. Mange virksomheder kæmper i årevis for at opnå et brand med stor genkendelighed og gennemslagskraft. Her har vi fået et forærende helt uden at bede om det. Lemvig kommune og dermed LAG-Lemvig ligger lige midt i denne banan, og vi er ramt af en af de store mørkebrune rådpletter. Det ser ikke godt ud. Skal man tro på meldingerne, så er vi i en situation, hvor sidste mand lukker og slukker. Hver gang bananen bliver nævnt er vi, der bor i landdistrikterne, tilbøjelige til at jamre os og påpege, hvor uretfærdigt det er. Det gør ikke indtryk på nogen, mange bliver bekræftet i, at der nok er noget om det. 2.1 Kom til den rådne banan Jeg har uden held gjort mig til talsmand for, at vi skal tage navnet til os. Vi skal lave en reklamekampagne under sloganet Kom til den rådne banan. Helsides annoncer med en stor rådden banan hen over siden, og så skal teksten være omtale af alt det, der foregår i vores område. Det kan være de mange kulturelle tilbud. Det kan være skoler, børneinstitutioner, plejecentre eller de mange foreningstilbud. Vi kunne i vores område med lethed fylde en helsides annonce med kulturelle tilbud inden for en halv times bilkørsel, måned for måned, år efter år. For sandheden er jo, at selv om vi ikke skal fornægte faresignalerne, dem er der mange af, så leves der et moderne, spændende liv i landdistrikterne. Anderledes end det, der leves i de store byer, men man skal være mere end blinddøv for at tro, at samfundets tabere kun findes på landet, ligesom det er åbenlyst forkert, at det kun er i landdistrikterne, at der findes faldefærdige bygninger. Hvis en landsby skal klare sig, det vil sige blive ved med at være et sted, hvor man kan leve det gode liv, er det godt, hvis beboerne gør sig nogen ting klart, og at de derefter lægger en strategi for deres mål. Det er naturligvis ikke alle beboerne, som tænker på denne måde, men det er også nok, bare nogen gør det. En af de vigtigste forudsætninger for succes er, at man ser kendsgerningerne i øjnene. Vi lever i en tid med særdeles store forandringer, ikke mindst i landdi- 11

13 strikterne. Hvis man bruger al sin energi på at kæmpe for, at ting skal blive ved med at være, som de var engang, så er man dømt til at tabe, for de omfattende forandringer gør, at dette er umuligt. 2.2 De omfattende forandringer på landet Med udgangspunkt i min egen landsby Fjaltring, som ligger i Lemvig Kommune helt ud til havet, vil jeg anskueliggøre, hvor omfattende forandringerne har været. Jeg vil også prøve at vise, hvordan ideer og projekter som i sit udgangspunkt bare er folkelige initiativer, kan blive til projekter, som også har erhvervsmæssig betydning. Selv om rigtig meget kan gennemføres i en lille landsby uden penge, så er der naturligvis brug for penge til mere omfattende projekter. Jeg vil også komme ind på, hvordan vi i Fjaltring har tacklet dette problem. I Fjaltring bor der ca. 200 mennesker, og i nabosognet Trans, som der altid har været et tæt samarbejde med, bor der ca. 50. De forandringer, jeg vil beskæftige mig med, er dem, der er sket de sidste 40 år, altså siden Dengang lå det aktive, lille mejeri midt i byen, og der var ca. 70 leverandører. De 70 gårde leverede ca. 1 millioner liter mælk om året. I dag ligger det nærmeste mejeri i Holstebro ca. 40 km væk, men den ene leverandør, der er tilbage, er økolog og leverer til Thise helt oppe i Nordsalling. Til gengæld leverer den ene gård ca. 1,2 millioner liter mælk. Alle de mange gårde havde dengang i 60 erne og begyndelsen af 70 erne blandet besætning, så der var også svineproduktion. Det er lidt sværere at opgøre, hvor mange af svinebønderne, der er i Fjaltring i dag. Billedet er noget broget, for megen jord er opkøbt af landmænd uden for området. Bosat her i området er der kun en familie tilbage med svineproduktion. Her produceres ca slagtesvin om året, og der er ca søer. Desuden er næsten alle arbejdspladser i forbindelse med forarbejdning af landbrugsprodukterne flyttet til andre egne af landet eller ud af landet. Det siger sig selv, at denne forandring medfører stor nedgang i arbejdsmuligheder inden for landbruget, og at dette har haft stor betydning for folketallet. Og da stort set samtlige huse i Fjaltring er beboede, har det også betydet, at befolkningen er skiftet fra at være beskæftiget med landbrug til nu at være aktive i alle mulige andre erhverv. Det gamle billede af en landsbybefolkning som en befolkning med generationers tilknytning til stedet er væk. Nu bor her folk fra mange forskellige steder, og vores egne unge er spredt ud over hele verden. I skrivende stund har vi i Fjaltring beboere fra Danmark, Grønland, Færøerne, Norge, Estland, Polen, Østrig, Holland, Tyskland og sandsynligvis flere nationer endnu. For den fremmede ligner det hele sig selv. Der er lys i vinduerne om aftenen i alle huse, og markerne er dyrkede, men virkeligheden bag kulissen er altså, at bondegårdene nok er beboede men ikke med bønder. Det stiller store krav til nutidens landsbybeboere at få dette til at virke. Dels at få nogen til at købe husene og flytte ind i dem, og dels at få landsbylivet til at fungere på en ordentlig måde. 12

14 2.3 Fjaltringloven: Den omvendte Jantelov I Fjaltring har vi italesat (da det jo ikke er noget, som kan vedtages) det, vi kalder Fjaltringloven, og vi har også besluttet os for en strategi til løsning af problemerne. Den første paragraf lyder sådan her: Du skal tro, du er noget. Selvbevidsthed er ikke noget ukendt fænomen i Vestjylland, men normalt er det bare noget man er. Det er ikke noget man siger. Der er ikke tradition for at holde sig selv frem i lyset. Det er mere almindeligt at lade som om, man ikke er noget særligt. Hvordan skal man få nogen til at flytte til, hvis man signalerer, at landsbyen ikke er anderledes end alle andre landsbyer. Man skal, så ofte det er muligt, sige til sig selv, til hinanden og til fremmede, at netop ens egen landsby er noget ganske særligt. Paragraf nr. 2 lyder sådan: Du skal ikke tro, at du er noget særligt bare fordi, du er født her. Så snart man er flyttet til, har man samme ret som alle andre til at deltage i fællesskabet og til at mene noget om, hvor dan tingene skal gribes an. Der findes landsbyer og egne, som praler med, at man skal have boet på stedet i tre generationer eller mere, før man bliver anerkendt. Den holdning er den sikreste måde at lukke sin landsby ned på. Sidste mand kan godt begynde at slukke. Oven på disse to grundregler, som ikke er skrevet ned noget sted, er der en strategi, som heller ikke er nedskrevet eller besluttet, men som fungerer: Hvis du har en idé til noget, som skal udføres, så udfør den. Der er rigtig mange landsbyer og landdistrikter, som er faldet i den demokratiske faldgrube. Det vil sige, at hvis en idé skal udføres, så skal den først til bedømmelse i den lokale beboerforening. Tit og ofte ender det så med, at man vedtager, at beboerforeningen skal udføre idéen. Det man får ud af den procedure er, at den der fik idéen og havde lyst til at udføre den, pludselig er koblet af projektet, som i stedet er havnet hos nogen, som måske slet ikke er interesserede i sagen eller har travlt med en række andre ting. Vi har i stedet i Fjaltring haft det princip, at hver gang et nyt initiativ sættes i gang, så påtager idéhaverne sig gennemførslen. Det kan ske gennem en af de eksisterende foreninger eller ved at danne en ny forening eller blot en aktivgruppe, som virker så længe, projektet varer. Det har aktiveret rigtig mange og gjort, at der hele tiden er brug for nogen, som vil gøre en indsats. Lige nu er der over 30 foreninger eller aktivgrupper i gang med et eller andet i Fjaltring. Det har vist sig at være særdeles effektivt og samtidig en let indgang i landsbylivet for tilflyttere. De har ikke været længe i Fjaltring, før de er blevet spurgt, om de vil være med i en af grupperne. Jeg vil her i tilfældig orden liste foreninger, aktivgrupper, institutioner m.m. op for at give et indtryk af, hvad der foregår i vores lille landsby: Fjaltring Beboerudvalg, Fjaltring Gæstehus, Fjaltring Friskole, Kulturcentret Tuskær, Tuukak-teatret, Galleri Møller P, Børneteatret Balder, Fjaltring Lokal- 13

15 arkiv, Fjaltring Redningshus, Husholdningsforeningen, Fjaltring-Trans Sparekasse, Dilettantholdet, Revyholdet, St. Hansarrangementet, Open by Night gruppen, FT-GUF (gymnastikforeningen), Fjaltring Genbrugsplads, Fjaltring Forsamlingshus, Fjaltringudstillingen, Universitetet, Fjaltring Byorkester, Savførerforeningen af 1984, Fjaltring Fællesspisning, Fjaltring Menighedsråd, Trans Menighedsråd, Stigruppen, Medborgerhus, Billardklubben, Outdoorgruppen, PHD-Cafégruppen, Græskarfestivalgruppen, Kagebagningskonkurrencegruppen og Litteraturgruppen. Denne liste omfatter de grupper og steder, hvor alle, der har lyst, kan deltage på den ene eller anden måde. Derudover er der en række mere private grupperinger om forskellige interesser. Vi tror ikke på, at sammenlægning af foreninger i det folkelige arbejde er nogen god idé. Det er ofte sidste trin før lukning. Næste afgørende punkt i strategien lyder sådan her: Start aldrig med at undersøge, hvad der gives støtte til. Hverken fra stat, kommune eller EU. Start altid med hvad det er, du gerne vil gennemføre. Start med idéen. Først derefter skal du undersøge, hvilke støttemuligheder der er. Bøj aldrig din idé efter støtteordningerne. Hold fast i idéen og bøj så støtteordningerne, til de passer til din idé. Der er gennemført rigtig mange projekter, som blev betydningsløse, fordi de kun blev udført, fordi der var støttemuligheder. Og der er nok endnu flere projekter, der er røget af sporet, fordi de, der sidder på fondsmidlerne, fremmer egne ideer frem for det, der oprindeligt var planlagt og ønsket. Næste punkt: Sørg for at de gode historier om din landsby bliver fortalt og kendt. Det er ikke nok, at beboerne i Fjaltring ved, at der er godt at være. Man skal sørge for, at det bliver kendt. Man kan selv gøre rigtig meget for, at det sker. Hvis man kontakter medierne, gerne med den færdigskrevne historie, så vil den meget ofte blive bragt. Selv om det kan lyde svært, så kan det også lade sig gøre at komme både i radio og tv, blot man bruger sin fantasi lidt. Der er ingen andre end Fjaltrings beboere, som tænker på Fjaltrings skæbne. Der er ingen folketingsmand, intet regionalrådsmedlem og heller intet kommunalbestyrelsesmedlem, som har det sådan, at når de vågner om morgenen, så tænker de: Hvad kan man gøre for Fjaltring i dag? De eneste, som har det sådan, er Fjaltrings egne beboere. Derfor bliver den sidste grundsætning og sandhed, som i virkeligheden gælder for alle små landsbyer: Hvis der skal ske noget i ens landsby, må landsbyens egne beboere selv sørge for det. Det folkelige liv i en lille landsby er ikke afhængigt af nogen uden for landsbyen. Det kan lade sig gøre at skabe en lang række arrangementer og initiativer, 14

16 som ikke kræver nogen penge, men kun kræver, at man gør det. I Vestjylland er bevidstheden om, at man må klare sig selv, meget gammel. Det er derfor som regel ret let at få folk til at yde en frivillig indsats, og mange af dem, der flytter til, bliver hurtigt præget af denne indstilling. Der er naturligvis nogen, som ikke ønsker at deltage, men gratisterne behøver ikke at være noget større problem, end man selv gør det til. Selv om meget altså kan lade sig gøre uden økonomi, så er der også projekter, som kræver penge. Beløb, som er små set i national sammenhæng men store i det lokale perspektiv, kan være særdeles svære at skaffe. Både LAG er og fonde synes, at beløb på kr. f.eks. er helt uinteressante, men i landsbyen er det beløb, som betyder noget. Hvis man f.eks. ønsker at etablere nogle borde og bænke på et udsigtspunkt eller i et anlæg, så rækker kr. langt, men hvem skal betale? Hvor skal man tage pengene? 2.4 Det er vigtigt for en landsby at have nogle pengemaskiner Når der ikke er nogen, som ønsker at give en de penge, man har brug for, så må man søge udveje for at skaffe dem selv. Der er mange steder traditioner for, at lokale foreninger ved forskellige arrangementer skaffer penge til veje, men de går jo så netop kun til den forening. Det er vigtigt at finde på noget, som giver penge til helheden. Jeg vil i det næste gennemgå nogle eksempler på, hvordan et projekt kan udvikle sig og medføre ny projekter, som ingen måske havde tænkt på i forvejen, og hvordan et projekt, som slet ikke var erhvervsrettet fra begyndelsen, endte med at få erhvervsmæssig betydning. Vores primære pengemaskine er vores vindmøller. Der står i Fjaltring i øjeblikket fem vindmøller. Da de blev bygget for 11 år siden, var de store, men nu er det fem små vindmøller på hver 750kw. I etableringsfasen blev det sådan, at de to af møllerne blev fællesejede i form af to vindmøllelaug, og de tre blev privatejede. Det vil føre for vidt her at gøre rede for, hvordan det gik til, men det lykkedes for Fjaltring at få det organiseret sådan, at hver af møllerne skulle afgive 2 % af overskuddet til fællesskabet. Det blev skrevet ned og tinglyst på møllepladserne, at dette beløb skulle gives til kulturelle og bosætningsfremmende formål i Fjaltring og Trans. Det lyder ikke af så meget, men det er sådan, at i løbet af de første 11 år har møllerne til denne fællespulje udbetalt godt og vel 1,1 millioner kr. Det er et beløb, som har haft enorm stor betydning i Fjaltring. Nogen vil måske mene, at det er noget helt specielt for Fjaltring, som ikke kan overføres til andre, men det holder nu ikke helt. I vore dage er der intet til hinder for, at en hvilken som helst landsby danner et møllelaug og investerer i en mølle et eller andet sted, ligesom der så heller ikke er noget til hinder for, at man beslutter, at 2 % af udbyttet afgives til fællesskabet. Det er bare at gøre det. 15

17 2.5 Tilblivelsen af Fjaltring Landsbyhøjskole og Fjaltring Gæstehus For 15 år siden var vi en gruppe i Fjaltring, som mødtes og talte om landsbyens situation. Der var på det tidspunkt nogle tomme bygninger i sognet, og der var noget der tydede på, at der ville blive flere. På mødet blev det overvejet, om man kunne gøre noget for at vende denne situation. Opfattelsen var, at det gjaldt om at udsprede kendskabet til livet i Fjaltring. Som ovenfor nævnt, er det ikke nok, at man selv kender det gode landsbyliv. Kendskabet skal udbredes. Det blev besluttet, at vi ville invitere folk (familier) fra hele landet til at komme og bo i Fjaltring i en uge for en billig penge. Så ville landsbybeboerne sørge for et program, hvor både børn og voksne fik indblik i livet i en moderne landsby. Vi kunne tilbyde primitiv overnatning på madrasser i klasseværelser eller i telte på sportspladsen. Derudover kunne vi tilbyde gæstevenskab og åbenhed. Det hele blev startet under mottoet Kom indenfor i Fjaltring. Som symbol på hele projektet og som et mediestunt arrangerede vi et stort møde på stranden, hvor der blev udsat flaskeposter med budskab om Landsbyhøjskolens start. Flaskeposten lovede gratis deltagelse i afslutningsmiddagen til evt. findere. Et par af posterne blev fundet af to tyske familier, som kom og deltog i den store fest. På den måde fik vi presseomtale to gange. Både da flaskeposterne blev afsendt, og da tyskerne kom på besøg. Der blev også indrykket små annoncer i de store dagblade. Tilmeldingen var meget sparsom, men det blev besluttet at gennemføre med kun 16 deltagere udefra. Det blev et rigtig godt ophold. Næsten alle kom igen næste år plus nogle flere. Senere har vi udvidet konceptet med flere aktiviteter og bespisning og med foredragsholdere, som er mere landskendte. Nu efter 15 år er foredragssalen fuldstændig fyldt hver formiddag og aften. Vores egentlige formål er at give os selv nogle gode oplevelser og samtidig uddanne alle vores gæster til Fjaltringambassadører. Vi tror på, at hvis de har haft en god oplevelse ved at være her, så spreder vi det gode budskab om landsbyen, hvor det er godt at være. Det er vores håb, at det vil være medvirkende til, at hvis man ønsker at bosætte sig på vores egn, så vil man undersøge mulighederne her hos os. Efterhånden blev vi så mange, at den tanke opstod, at vi måtte have et gæstehus til alle de gæster. Vi var godt klar over, at man ikke kan bygge et hus med henblik på at bruge det en uge om året, men vi havde samtidig den tanke, at når huset var bygget, så kunne vi måske lave nogle kulturelle byttehandler, forstået på den måde, at vi måske kunne få forskellige kunstnere og kunstnergrupper til at komme herud og optræde, mod at vi så kunne tilbyde gratis overnatning. Ved hjælp af vindmøllepengene fik vi lavet tegninger og øvrigt forarbejde. Arbejdet med at få vores projekt accepteret af forskellige puljer og fonde var vanskeligt. Lokale- og Anlægsfonden forsøgte at overtale os til at bygge en multihal i stedet, men vi holdt fast ved vores idé, og til sidst lykkedes det at skaffe de nødvendige midler til veje. Så snart huset var bygget, blev vi klar over, at vi måtte gøre noget ekstraordinært for at få udnyttet huset og dermed få en god økonomi i husets drift. Vi 16

18 henvendte os derfor til Danmarks Vandrerhjem/Danhostel, og det lykkedes at få vores hus med i denne kæde. Det blev allerede efter to år klart, at huset var for lille, og allerede på det tidspunkt var økonomien så god, at vi hurtigt kunne sætte i gang med næste fase af byggeriet. I 2002 var huset i sin nuværende skikkelse færdigbygget. Huset er åbent som ganske almindeligt vandrerhjem hele året og drives bortset fra rengøringen med frivillig arbejdskraft. Netop den langvarige frivillige indsats har betydet, at huset har været en sand pengemaskine, og dette har dannet grundlag for næste initiativ. 2.6 Fjaltring Købmandsgård Købmandsgården i Fjaltring har i mange år været en succeshistorie, hvor man valgte at gå kvalitetsvejen og have en lang række specialiteter, som man ellers ikke finder på egnen, heller ikke i Lemvig. Men her på det sidste er krisen også kommet til vores butik. Købmanden gjorde det klart, at der var røde tal på bundlinjen. På offentlige møder om sagen blev det drøftet, om det var den moderne udvikling, vi bare skulle indstille os på, og så få det bedste ud af en situation uden en lokal købmand. Om det måske var en af den slags kampe, man skulle undlade at tage. Der var ingen, som troede på, at man kunne ændre handelsvanerne ret meget, især ikke fordi loyaliteten over for forretningen i forvejen var stor. Det blev dog besluttet at undersøge sagen nærmere. Ud over de faste beboere gjorde Fjaltring Vandrerhjem det klart, at en købmandshandel i nærheden var meget vigtig for vandrerhjemmets drift. Resultatet blev, at vandrerhjemmet opkøbte Købmandsgårdens bygninger med kraftig opbakning af beboerne for derefter at leje lokalerne ud til købmanden for en særdeles favorabel leje, så man på den måde tog en stor udgiftspost fra købmandsdriften, plus at et fremtidigt købmandsskifte blev gjort lettere ved, at en ny købmand ville kunne komme i gang udelukkende ved at investere i varelageret. Vi har således en beslutningskæde fra en vindmøllepulje, som gør det muligt at gå i gang med et gæstehus, som gør det muligt at udbygge til et vandrerhjem, som danner økonomisk grundlag for overtagelse af en købmandsgård. 2.7 Øvrige indtægtskilder Ud over vindmøllepuljen og vandrerhjemmet er der også andre, som yder økonomisk hjælp til fælles initiativer. På Fjaltring Genbrugsplads er der et overskud på kr. om året, som kan søges. Open by Night gruppen laver et tilsvarende beløb, og Sparekassen uddeler også nogle tusind kroner hvert år. På den måde er der skabt mulighed for finansiering af små men vigtige ting. 17

19 2.8 Egnen i øvrigt Lemvig er en udpræget landkommune med mange små landsbyer. Der er rigtig mange faresignaler for vores område, sådan som de er belyst i den kendte bananproblematik. Det største problem for os som kommune og LAGområde er det faldende befolkningstal. Også etableringen af nye arbejdspladser er problematisk, selv om området har mange særdeles innovative iværksættere. Vores område er præget af en enkelt stor virksomhed, Cheminova, og mange mindre virksomheder. Der er rigtig mange, som pendler til de nærliggende lidt større byer, hvor de har deres arbejde. På trods af denne situation, som er reel og alvorlig nok, så er egnen også præget af mange spændende initiativer. I Fjaltrings nabolandsby Bøvlingbjerg har man haft et omfattende og inspirerende landsbyprojekt Bøvling2010, som har været dygtigt gennemført med mange aktive frivillige. Bøvlingbjerg har en meget stærk profil med mange små industrivirksomheder, og selv om den offentlige skole i Bøvlingbjerg er blevet lukket, har byen også en stærk skoleprofil med en succesrig friskole og idrætsefterskole. Et virkelig opmuntrende projekt i Lemvig er Bovbjerg Fyr. I forbindelse med at de danske fyrs rolle som vigtige fyrtårn for skibsfarten udspilles, har staten sat sine fyrtårne til salg. En lokal beboergruppe tog sagen i sin egen hånd og fik afværget, at fyret kom på private hænder. Ved hjælp af bl.a. kommunale midler og støtte fra Leader+ lykkedes det at overtage fyret, og det er siden blevet et meget aktivt kultursted med et væld af tilbud året igennem, og der er også etableret arbejdspladser i den forbindelse. Her er frivillige fra hele kommunen engageret i den daglige drift. Det er blevet til et fyrtårn i mere end én forstand. Heldigvis er der stor aktivitet, og der er en stor del af vores landsbyer, som har realiseret nogle af deres planer i samarbejde med LAG-Lemvig. 2.9 LAG-Lemvig I LAG-Lemvig har vi formuleret en bred strategi. Vi mente ikke, at vi kunne forudse, hvilke typer af ansøgninger der ville komme, så vi forsøgte at beskrive, på hvilke områder vi ønskede en udvikling, og i hvilken retning denne udvikling skulle gå. Sammen med Lemvig Kommune er vi meget bevidste om, at LAG og kommune skal arbejde i samme retning, hvis det skal nytte noget, men vi har også gjort os klart, at vi ikke skal styre hinanden. Vi skal i LAG en repræsentere det, der kommer nedefra og få det til at passe med kommunens overordnede planer. Vi skal også på Leader+ manér forsøge at udbygge og understøtte netværk, så synergieffekter kan opnås. I LAG-Lemvig besluttede vi med det samme, at vi ville sørge for, at de mange folkelige initiativer kunne mærke, at nu var der mulighed for støtte også til mindre ting. Vi afsatte fra starten en pulje på kr., som vi besluttede skulle gå til den type projekter, man under et kan kalde livskvalitet på landet. Det er vores opfattelse, at det er meget vigtigt for en egns befolkning, at man 18

20 har fornemmelsen af succes. At det, man vil, kan lykkes, og at der ikke kun er modvind. Andre steder er det op ad bakke, mens det hos os er mod vinden. Alle de projekter, LAG en har støttet på den måde, kalder vi medvindprojekter, og det er projekter, som er kommet til os gennem ansøgninger fra græsrødderne. Her har vi virkelig fulgt bottom up princippet. Det er naturligvis ikke projekter, som umiddelbart giver arbejdspladser eller tilflytning, men for at budskabet om det gode liv her på egnen skal spredes, er det nødvendigt, at de aktive føler og oplever, at ting kan lade sig gøre. Samtidig er vi i LAG-bestyrelsen meget opmærksomme på, at vi gerne vil støtte erhvervsprojekter. Vi er ikke det mindste bekymrede over, at modtagerne kan få profit ud af det, tværtimod. Det ville jo være en lidt mærkværdig betragtning, hvis man besluttede kun at støtte projekter, som ikke kunne give overskud. Heldigvis har vi fået en god del ansøgninger på erhvervsprojekter. Nogle med potentiale til få arbejdspladser og nogle til mange. Ved udgangen af 2009 har vi indstillet 33 projekter til støtte med godt og vel 5 millioner kr., som vi havde til rådighed. Vi er også gået ind i et samarbejde med en række kommuner, LAG er og regionen om et stort fødevareprojekt. Og vi har selv sat et par undersøgelser i gang i lokalområdet. Det bliver spændende at følge projekterne. Vi tror, at langt de fleste bliver gennemført efter planen Afsluttende betragtninger Her i foråret 2010 er debatten om udkantsdanmark blusset op. Centralmagtens arrogance har ført til, at grupper i landbefolkningen, som ellers har været regeringens trofaste støtter, nu synes, at nok er nok. Noget tyder på, at der vil opstå et nyt parti, som har udkantsområderne som det centrale emne. Det har medført, at de gamle partier har vist en ny interesse for sagen, og det har vist, at man godt er klar over, at noget må gøres. Desværre er en af debattens konsekvenser et billede hos bybefolkningen af, at landdistrikterne ligger hen i ruin og tilbagegang. Et billede af håbløshed. Det kan ikke nytte at fornægte kendsgerningerne. Udkantsområderne er truet af den nuværende udvikling, hvor flere og flere søger til de større byer. Meget er forandret i de seneste år og endnu mere vil sikkert blive det, men ligesom det er en trussel at være et udkantsområde, er det også en mulighed. Det er ikke alle forandringer, der er af det onde, men man skal være villig til at gå nye veje og ændre på gamle vaner. Hvis man vælger et liv i landsbyen, så vælger man et liv langt fra storbyen og dens liv, og dermed også langt fra trafikstøj, bilos, bandekrige osv., men man vælger samtidig et liv tæt på så meget andet. Tæt på naturen. Tæt på naboer. Tæt på fællesskabsmuligheder. Tæt på et rigtigt godt barndomsland. 19

21 Det siger sig selv, at heller ikke i landsbyerne er alt idyl. En landsby er ikke en institution, hvor nogen hele tiden tager sig af en. Der er også ensomme mennesker på landet, ligesom der også er sociale tabere. Det er ikke noget, byerne har patent på. Landsbyboere er lige så forskellige som byboere med lige så differentierede interesser. Her findes den mest moderne teknologi. Her findes finkulturen side om side med populærkulturen. Den største forskel på folk, der bor i landdistrikter og folk i byerne er, at på landet er vi kendte. De unge, der drøner rundt på knallert, er nogen vi kender. Vi ved, hvad de hedder, og hvor de bor. På samme måde med de ældre. Vi kender dem. Vi har kendt dem i deres velmagtsdage, og vi kender dem stadig. Hvis man ikke kan lide at være kendt, hvis man ikke kan lide at have sin historie med sig, så er landet ikke det rigtige sted. De forskellige landdistriktsprogrammer, der har været, og dem der kommer, er udmærkede. Det er til god gavn for landdistriktsudviklingen. Men det, der virkelig kunne betyde noget, ville være en mindre arrogant centralstyring. Som det er nu, har man med stor hast centraliseret det ene område efter det andet, og næsten altid er den centraliserede funktion efterfølgende blevet placeret så tæt på de største byer som muligt. På den måde tømmes landdistrikterne for arbejdspladser for højtuddannede. Centraliseringen forstærkes. Her senest, hvor der har skullet placeres nye store centralsygehuse, er man udelukkende gået efter befolkningstæthed. Man har således besluttet, at der i den østlige del af Region Midt skal placeres 4 eller 5 sygehuse, mens der ikke skal være noget i Vestjylland. Der er en højt berømmet rehabiliteringsafdeling på det gamle Lemvig Sygehus, men med jævnlige mellemrum foreslås afdelingen nedlagt og flyttet øst på. Dette er atter foreslået i skrivende stund (maj 2010) Vi har et lærerseminarium i Nr. Nissum, men igen og igen er der planer om at nedlægge det og flytte det til en større by. Vigtige arbejdspladser går tabt. Det bliver færre og færre unge, som kan skabe et livsgrundlag på landet. I vores område skal der nu etableres kæmpe havmøller i Nissum Bredning i Limfjorden. Lokale folk har forhåndstegnet sig for anparterne i samtlige møller. Det er mange, mange millioner, man er villig til at investere. Det er vel ikke helt urimeligt, når nu møllerne ikke skal være statsejendom, at de så bliver ejet af dem, der skal se på dem. Meget tyder på, at centralmagten vil optræde lige så centralistisk som sædvanlig og sørge for, at det lokale ejerskab enten bliver forhindret eller i hvert fald begrænset. Det er rimeligt nok, at man centraliserer industriområder. Der skal ikke være fabrikker i hver eneste landsby, men er det rimeligt, at der er så mange forhindringer for udviklingen i en landsby? Hvis nogen ønsker at flytte til og bygge, er det ofte næsten umuligt at få lov til at bygge. Det er som om, det tætbefolkede Nordsjælland skal danne model også i Vestjylland uden hensyn til de enorme afstande her, hvor reglerne måske ikke behøver at være helt de samme. En landsby som Fjaltring kunne uden tvivl let få den ønskede tilflytning, hvis det blev tilladt at bygge på nogle steder, hvor der er udsigt over havet. Men tag ikke fejl. Bananen har nok sine rådne pletter, men smag og næringsindholdet er godt nok. 20

22 Livet på landet er forandret, men det er slet ikke så ringe endda. Vigtige adresser for yderligere oplysninger:

23 22

24 3 Niels Christian Nielsen: Metoder til kortlægning og måling af fysiske ressourcer Niels Christian Nielsen er post.doc., Center for Landdistriktsforskning, Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi, Syddansk Universitet, Esbjerg Dette indlæg bygger dels på mit oplæg ved workshoppen om måling af lokale ressourcer, og dels på de spørgsmål og kommentarer, der fremkom under den efterfølgende diskussion samt i den efterfølgende skrive- og review-proces. De har i høj grad været med til at give dette struktur og retning tak for det. Diskussionen gik, som den nu skal, på kryds og tværs af temaer og definitioner, men jeg vil her afgrænse mig fra opgørelser af de sociale, erhvervsmæssige og økonomiske ressourcer i et lokalområde, som de to andre oplægsholdere har beskrevet. I oplægget til workshoppen udfoldedes ideen om, at en landsbys ressourcebeholdning og -anvendelse simpelthen kan måles i form af et slags rating-tal, så dette indlæg kredser om de parametre, der kan karakterisere de tilsyneladende mest konkrete og stedbundne ressourcer, nemlig de fysiskgeografiske, eller med andre ord dem, som det er muligt at sætte på et kort og efterfølgende observere og sammentælle. At det ikke er helt så enkelt i virkeligheden, kommer næppe som den store overraskelse, men jeg vil i det følgende prøve at reflektere over, dels hvad det egentlig vil sige at kortlægge i og omkring et lokalsamfund, og dels hvilke informationer som man kan og bør sætte på kortet. 3.1 Introduktion: kulturelt, kvalitativt, rumligt Lige så lidt som noget menneske er en ø, er der nogen landsby, der udvikler sig uafhængigt af den geografiske kontekst, som den befinder sig i. Landsbyen og dens beboere er i et økonomisk og socialt rum, hvor der på kryds og tværs udveksles alle former for kapital. Man kører på arbejde eller til skole i nærmeste større by eller endnu længere væk, og informationer og økonomiske midler flyder over by-, sogne-, kommune- og landegrænser. Landsbyen befinder sig naturligvis også i det geometriske rum, hvor den har en placering, der kan beskrives med et par X- og Y-koordinater - så det er muligt at slå den op i et vejatlas eller finde frem til den med bilens GPS-navigation. Landsbyen og dens ejendomme svæver ikke i den blå luft, men er bygget på grus eller ler og ligger omgivet af majsmarker eller bøgeskov. Igennem mange år var den dominerende holdning inden for de mere sociale og humanistiske studier på regionalt plan, at det fysiske miljø og den rumlige dimension spillede en minimal rolle, eller man så ligefrem det rum, der fremtrådte på landkortene, som en konstruktion (Lefebvre 1974). Man talte på det tidspunkt om the cultural turn, med vægt på parametre som køn, klasse, etnicitet og hverdagsliv (Soja 1999). Inden for økonomisk forskning har man 23

25 også haft et abstrakt forhold til det rumlige, og man har generelt enten helt set bort fra, at økonomisk aktivitet foregik i en fysisk verden eller reduceret den til enkle, håndterbare parametre som afstande eller transportomkostninger. Begrænsningen til disse aspekter har muliggjort en delvis forståelse af de processer, der foregik i mindre samfund, men den fulde forståelse (eller for den sags skyld forudsigelser af den økonomiske udvikling i mindre områder) har de modeller, der bygger på så forenklede antagelser, ikke kunnet levere alene. Inden for kulturgeografien, den disciplin der her i Danmark sammen med og i overlap med landbrugshistorie (Møller 1990, Porsmose 2008) har beskæftiget sig med landsbyernes udvikling, var der dog altid brug for at benytte kort som kildemateriale og som redskaber til analyse og illustration. Der findes et stort og varieret udvalg af nutidige og historiske kort i Danmark, som hidtil kun er blevet udnyttet til en vis grad, se f.eks. Korsgaard (2006). Ligeledes var der internationalt, i takt med udviklingen af matematiske modeller og (ikke mindst) computere til at udføre de tunge beregninger fra 60 erne og frem, en tendens inden for økonomi og samfundsvidenskab, som man har kaldt den kvantitative revolution (Barnes 2001). Fagdisciplinen geografi har med sin position et sted mellem natur- og samfundsvidenskab haft et særligt forhold til både rumlige og kvantitative data, i sagens natur med fokus på kort og stedsbeskrivende statistik. I takt med den stadig hastigere udvikling inden for informations- og kommunikationsteknologi blev det muligt at samle stadig større datamængder og udføre stedse mere omfattende beregninger ved hjælp af den type programmel, der skulle blive kendt som geografiske informationssystemer (GIS). For en god diskussion af forskellene på papir- og computerkort, se (Balstrøm et al 2006, kapitel 8). Ligeledes har GIS og tilgængeligheden af internet-baserede søgninger og visninger af geografiske data gjort det mere overskueligt at finde og anvende data, der førhen vanskeligt lod sig opdage, for slet ikke at tale om at lade sig bringe på en form, hvor kvantitative analyser var mulige. Denne udvikling, hvor det nu faktisk er muligt at regne på eksempler fra den virkelige verden i de modeller, som den kvantitative revolution frembragte, og hvor der - måske som en modreaktion på den kulturelle drejning - igen sættes fokus på steder og rum kaldes nu the spatial turn, se f.eks. Warf og Arias (2008). Denne artikel kan også siges at være et bud på en rumlig drejning i danske landdistriktsstudier dog med en central rolle for de aktører i landskabet, som den kulturelle drejning rettede søgelyset mod. Men før der gives et bud på, hvordan det udmøntes i ressource-opgørelser på landsbyniveau, skal der introduceres nogle begreber, som hænger tæt sammen med GIS-tilgangen, specielt natur, landskab og kortlægning. De kan forekomme trivielle og dagligdags, men som det vil fremgå, er det fælles træk, at de hurtigt viser sig at have forskellig betydning for dem, som anvender dem, hvilket kan lede til uenigheder og hindre effektivt (sam-)arbejde. 3.2 Landskab og kortlægning Før der kan opstilles en metode eller tilgang til opgørelse af fysiske ressourcer i et givet område, antageligt mindre og velafgrænset, som typisk et landsogn vil 24