- 1 - Pederstrup. Romantisk udsigt & herskabelig omsorg. Herregårdslandet Lolland

Transkript

1 - 1 - Pederstrup Romantisk udsigt & herskabelig omsorg

2 - 2 - Formidlings- og landskabsprojektet Rapporten er udarbejdet af Museum Lolland-Falster i samråd med ejerne af de deltagende herregårde. Ud fra et fastlagt fokus indeholder rapporten oplæg til nedslagspunkter i formidlingen af herregårdens nærområde samt anbefalinger til markering og genopretning af udvalgte træk i landskabet. Landskabs- og formidlingsprojektet er en del af partnerskabsprojektet Mulighederne Land og danner grundlag for formidlingsprojektet Herregård & Landskab Lolland, der åbner i 20. juni Mulighedernes Land Mulighedernes Land er et partnerskabsprojekt mellem Lolland Kommune, Thisted Kommune, Bornholms Regionskommune og Realdania om udvikling af Danmarks yderområder. Projektet skal udvikle og afprøve nye strategier til positiv udvikling i landdistrikter og landsbyer i Danmarks yderområder. De nye strategier udvikles og afprøves gennem en række konkrete demonstrationsprojekter i Lolland Kommune, Thisted Kommune og Bornholms Regionskommune. Landskabs- og formidlingsprojektet er et ud af fire demonstrationsprojekter i Lolland Kommune. Øvrige demonstrationsprojekter er Energi til lokal udvikling Horslunde som energilandsby, Porten til Lolland og Bedre boliger færre boliger. Mulighedernes Land gennemføres mellem Læs mere om projektet på

3 - 3 - Historisk rids Første skriftlige vidnesbyrd om Pederstrup daterer sig til 1340'erne, da stedet ejedes af rigets drost Laurits Jonsen. I 1354 overgik Pederstrup med gods og birk til kongeligt eje og fungerede frem til 1576 som lensmandsbolig for kongens repræsentant i området placeret strategisk sikkert i det lave vandfyldte terræn mellem søen og de våde enge. Endnu i 1564 omtales seks gårde i Pederstrup landsby som vidnesbyrd om, at gården oprindeligt var en landsbyhovedgård, der i slutningen af 1500-tallet underlagde sig de sidste bøndergårde. I 1576 overgik herregården til adeligt eje ved mageskifte med familien Venstermand, og igennem 1600-tallet blev gården løbende handlet. Pederstrups idylliske beliggenhed ved søens bred dækker således over en militærstrategisk placering, der som det tydeligste spor i herregårdslandskabet fra middelalderen endnu er synligt. De tidligste bygningsspor findes i den nuværende hovedbygnings kælder, hvor rester af et mindre stenhus formentlig rejst af lensmanden Mikkel Brockenhuus i midten af 1500-tallet indgår i den nuværende bygning. Stenhuset har oprindeligt været omgivet af et anlæg af bindingsværks- og trælænger. Senest da gården i 1576 overgik til adeligt eje må der være rejst et større avlsbyggeri på Pederstrup, der kunne huse gårdens produktion. Ved overdragelsen i 1576 til familien Venstermand blev gårdens fæstegods opgjort til 57 gårde spredt ud i et større område fra Havløkke i øst til Øster Karleby i vest. Gårdens strøgodskarakter skal formentlig finde sin årsag i dens tidligere status som administrativt center for kongemagtens spredte gårde i området. Pederstrup fastholdt strøgodskarakteren frem til 1680, da herregården kom i overrentemester Henrik von Støckens eje. Gennem kongelige gaver indledtes en samling af gårdens gods, som svigersønnen overrentemester Peder von Brandt videreførte efter overtagelsen i Foruden store donationer af fæstegårde modtog han også patronatsretten til kirkerne i Vesterborg, Horslunde og Nordlunde, ligesom han fik tilladelse til at nedlægge flere mindre landsbyer med henblik på at samle et større jordtilliggende til herregården. Arronderingen og udvidelsen af Pederstrup fulgte den enevældige kongemagts intentioner i perioden for etablering af storgodser, der kunne løfte den administrative byrde i lokalområderne for det nyetablerede enevælde. Ikke blot i arronderingen af jord under Pederstrup fulgte Peder von Brandt kongemagtens bestræbelser. Også gennem om- og udbygninger på gården fulgte udviklingen på Pederstrup tidens herskende ideal. Oprettelsen af forpagtergården Skelstofte i 1763 beskrevet som en god Ladegaard uden anden Bygning vidner både om en driftmæssig optimering af fæstebøndernes og husmændenes hoveribyrde og om herskabets barokke distancering fra driften. Forpagtere og forvaltere blev overladt styringen af avlsgårdene og jorderne, mens herskabet henlevede en uforstyrret tilværelse i Pederstrups hovedbygning opbygget over den middelalderlige kælder i 1686 der indgik i en større barok iscenesættelse af gårdens nærområde. Den aksefaste barokke iscenesættelse af Pederstrup skal ses i forhold til den generelle hede-, skov- og overdrevskarakter, der prægede området, og som det fremgår af Peder von Brandts kort fra 1690 erne, hvor blandt andet Perstrup Koe Haue beslaglagde en stor del af jorden nord for gården. Ved godsets patronatkirke i Vesterborg oprettede Peder von Brandts enke omkring 1701 et hospital, der fortæller, at Pederstrup allerede på dette tidspunkt primært orienterede sig sydover. På overgangen til herregårdsmarkerne fra Horslunde lå Pederstrup Birks tinghus ved Bøgeskovens nordvestlige grænse. Områdets marker var i perioden indhegnet formentlig med løse risgærder der hindrede vildtets adgang til afgrøderne.

4 - 4 - Peder von Brandts godssamling udvidede Pederstrups jorder og domæne, så herregårdens hovedgårdstakst i 1776 kunne opgøres til 117 tdr. hartkorn. Gården var i 1729 med Skelstofte blevet indlemmet i Reventlowfamiliens nyoprettede grevskab fra 1741 benævnt Christianssæde og fungerede igennem hele tallet som en forpagtergård. Både i 1763 og igen i 1776 blev Pederstrup beskrevet som en stor og god gård, og P. Rhode forsætter Dette overmaade Lystige Sted ligger ved en Sø [der] indeholder Aborrer, Suder, Gjeder, Aal og Brasen [og] forpagtes nu bort.... Sværmeriet for naturen og en romantisk livsførelse fra 1760 erne og frem, farvet af periodens tænkere som filosoffen J.J. Rousseau, kan ikke undsiges at have medvirket til den positive bedømmelse af Pederstrup og gårdens omgivelser. Begejstringen for det enkle liv og det naturlige er formentlig også årsagen til, at C.D.F. greve Reventlow og hans hustru efter overtagelsen af grevskabet i 1775 netop længtes efter Pederstrup som ramme for et liv som C.D.F. greve Reventlow skrev i der er fuldt op af honning, smør, hvede, mælk, fløde og alle gode ting. Samtidig må egnens fragmenterede karakter have appelleret til den store landboreformator, der her kunne opdyrke nyt land og se resultatet af de mange anstrengelser. I 1806 blev der gjort status over arbejdet med landboreformerne, og heri fremgår det, at der af grevskabets 270 bøndergårde nu var udflyttet 98, mens lidt over halvdelen af de 246 husmandssteder ligeledes var flyttet. Samlet for en stor dels vedkommende i nye husmandskolonier som bl.a. oprettedes i Ørslykke Huse på overgangen mellem landsbyens udskiftede jorder og herregårdens store marker. De udskiftede fæstegårdes jordlodder blev af grevskabet foranlediget indgrøftet og hegnet med stiklinger fra poppeltræet, som fra Frankrig kom til Danmark i slutningen af 1700-tallet. Landskabet omkring Pederstrup gennemgik i de sidste årtier af 1700-tallet således en transformering. Efter C.D.F. greve Reventlow i 1813 trak sig tilbage fra sine embeder, kom turen nu til selve Pederstrup, der fik fornyet sin bygningsmasse i løbet af 1810 erne foranlediget af bl.a. en brand i avlsgården. Gårdens barokke iscenesættelse og velkomponerede bygningsmasse blev erstattet af en landsbyagtig klyngebebyggelse, hvortil de tre ankomstveje endnu førte ind over gårdspladsen. Vægtningen af Pederstrups jævne karakter skinnede endnu i 1833 igennem, med Store Pilerækker langs vejene til herregården, der bedømtes som ret smuk, men noget skiult Beliggenhed, og med en bygningsmasse der primært vurderedes på avlslængernes udformning. Romantikken og drømmen om det simple liv i overensstemmelse med naturen var tydeligt styrende for gårdens udseende og som et ægte produkt af tiden så kunstfærdigt tilrettelagt, at Pederstrups nærmeste omgivelser blev udlagt med en landskabsæstetisk karakter, der gjorde det ud for den manglende romantiske have ved hovedbygningen. Gårdens simple udtryk blev sideløbende med de karakteristiske poplers tilbagegang i 1860 erne erstattet af en ny herskabelig iscenesættelse, der ikke kun opretholdt den æstetiske zone om herregården, men tilførte den en fornyelse, der løftede Pederstrup op på linje med tidens andre toneangivende herregårdsbyggerier. Avlsgården blev udflyttet og vejen ind over gården omlagt, så hovedbygningens nærområde kunne fremstå som en parkkulisse til den ombyggede hovedbygning. Langs markskel og veje sattes lave hække formentlig tjørnehække der vedligeholdelsesmæssigt var billigere og ikke ødelagde de metervis af drænrør, som blev udlagt over det ganske Lolland. Det betydelige arbejde, der udførtes på Pederstrup i 1860 erne, berørte i mindre grad det overordnede indtryk af herregårdens omkringliggende landskab, der i langt højere grad blev berørt af poplernes forsvinden og samlingen af de tidligere fæstegårdsjorder til større brug. Ved det etapevise bortsalg af Pederstrups jorder i 1930 erne blev en del af jorden udlagt til statsmandsbrug nord og øst for herregården, der dermed fik et mere bebygget præg nu igen på tilbagegang i forbindelse med den igangværende nedrivningsbølge.

5 - 5 - Pederstrup ca fra søens vestlige side Pederstrup set fra øst malet af N. Aa. Lützen mellem 1861 og 1868 Peder von Brandts kort over Pederstrups jorder og fæstegods 1690 erne Pederstrup på Originalkortet fra 1807, Kort og Matrikelstyrelsen Pederstrups nuværende omgivelser

6 - 6 - Pederstrup fotograferet i 1930 erne med hækbeplantningen langs vejene De solitære træer ved Skelstofte Udsigt til søen fra parken Pederstrup gengivet af Ferdinand Richardt 1845 med den oprindelige indkørsel til gården

7 - 7 - De våde enge På Peder von Brandts kort over Pederstrup fra 1690 erne fremgår det tydeligt, hvorfor gården blev anlagt netop her på en smal tange i det lave vandfyldte terræn mellem søen og de våde enge. Kun fra nord og syd var det fra naturens side muligt at komme til herregården, der via en dæmning over den Store og Lille Eng omkring 1690 også blev tilgængelig fra øst. De våde enge vidner sammen med søen om Pederstrups middelalderlige historie som lensmandsbolig for kongen repræsentant i området og fra 1576 hjemsted for familien Venstermand. I et svært fremkommeligt terræn De våde enge gengivet på Peder von Brandts kort over Pederstrups jorder og fæstegods 1690 erne var statens interesser i sikkerhed på Pederstrup, der formentlig yderligere var omgivet af voldgrave. Igennem århundreder opretholdtes de våde enge ved Pederstrup i 1690 erne endnu indtegnet med blågrønt, der indikerer moselignende forhold. I takt med landhævningen, som allerede i 1833 blev beskrevet som mærkbar for området, blev engene formentlig i stigende grad udlagt til sommergræsning for herregårdens store kvæghold, der i 1776 blev opgjort til 100 hollænderikøer. Til trods for C.D.F. greve Reventlows store arbejde for optimering af landbrugslandet bl.a. ved afgravning af...alt skadelig vand... for at forvandle...de sure enge og moser... til...fede hårdbundsenge vedblev engarealet foran Pederstrup at eksistere. Udlagt som en del af den æstetiske landskabszone, der sammen med de solitære træer og gamle gravhøje omgav Pederstrup. Engområdet vedblev igennem tallet at være udlagt til eng og græsningsareal. Fra midten af århundredet formentlig udelukkende for herskabets heste, der i 1872 rykkede ind i det nye ridehuskompleks, som yderligere bidrog til den landskabelige iscenesættelse omkring herregården. I 1978 blev engområdet mellem hovedbygningen og avlsgården underlagt en frivillig fredning sammen med de tilstødende marker, der sikrer, at området opretholder sin store landskabelige værdi. De våde enge foran Pederstrup

8 - 8 - Akserne Det stærkeste vidnesbyrd om Peder von Brandts barokke iscenesættelse af sit nyombyggede Pederstrup spores i Bøgeskoven vest for hovedbygningen og i den snorlige dæmning over de våde enge. Hovedbygningens symmetri blev i aksen igennem skoven på den anden side af søen understreget, og sammen med de lange kig bidrog den til at fæstne anlægget i landskabet. Søens tilstedeværelse kamuflerede formentlig allerede ved anlæggelsen det forhold, at aksen ikke løber vinkelret på hovedbygningen. Aksen mod øst går i dag ligeledes skævt ind på hovedbygningen i den nuværende park. Dette beror dog ikke på en fejl, men på det forhold, at aksen oprindeligt sigtede på avlsgårdens portlænge, der, som traditionen i 1600-tallets avlsbyggeri foreskrev, var placeret ved siden af den store tærskelade. På Originalkortet fra 1807 er begge akser tilplantet med allétræer den østlige dog kun frem til skovbrynet ved Lille Ellemose Fredskov og som det fremgår i Pontoppidans Den danske Atlas, så var det kendetegnende for vejene til Pederstrup, at de var...omgiven med Alleer og mange Herligheder. Ingen af de to akser i landskabet har formentlig været benyttet som Pederstrup gengivet 1820 fra Bøgeskoven, Det Kongelige Bibliotek primære ankomstveje. Søen hindrede brugen af den vestlige akse, mens den østlige løb ud i uanseelige småveje i Bønnet efter at have passeret herregårdens smedje. Pederstrups barokke iscenesættelse fastholdtes endnu i 1820 erne til trods for, at herregårdens bygningsmasse havde gennemgået en fornyelse, der havde givet den en langt mere uensartet karakter. Aksen igennem skoven havde ved C.D.F. greve Reventlows optimering af skovdriften i 1790 erne fået tillagt en funktion som transportvej for skovens tømmer. Den omkringliggende Bøgeskov hvis forreste partier mod søen under Peder von Brandt bl.a. var udlagt til græsning for gårdens heste blev inddelt i rektangulære afdelinger adskilt af tre meter brede huggede linjer. Ad vejen kunne tømmeret som det beskrives i 1806 transporteres ud, ligesom aksen blev benyttet som strukturel rettesnor for hugningen og behandlingen af de adskilte afdelinger. Barokkens akser omkring herregården mistede igennem 1800-tallet mistede deres statusgivende værdi. Således er de ikke markeret på landskabsarkitekt F.J.C. Jürgens plan for omlægning af parken i Aksen mod øst fik ved avlsgårdens flytning i en driftmæssig funktion, idet forbindelsesvejen mellem herskabet i hovedbygningen og produktionsanlægget i avlsgården blev udlagt i aksen. I dag er sammenhængen mellem hovedbygningen i parken og de to barokke akser i landskabet udvisket. Mod øst spærres forbindelsen af parkens omkringløbende hæk, mens aksen på den anden side af søen forstyrres af senere tilkomne træer og kratbeplantning. Akserne gengivet på Originalkortet fra 1807, K&M Kratet der i dag spærre for udsynet igennem aksen i Bøgeskoven

9 - 9 - Den landskabelige romantik I området omkring Pederstrup fra Skelstoftes bølgende herregårdsjorder i syd til Kong Svends Høj i nord er der bevaret flere forstyrrende elementer i landbrugslandskabet. Dette til trods for, at C.D.F. greve Reventlow iværksatte en mønsterværdig transformering af sit grevskabs jorder til et rationelt, gennemkultiveret og struktureret produktionslandskab, der i stor stil fjernede disse fortidens forstyrrende træk i fremdriftens navn. Det bølgende landskab omkring Vesterborg med kirken i baggrunden Ganske ekstraordinært skånede C.D.F. greve Reventlow i sit arbejde på at underlægge landbrugslandskabet en strukturel inddeling flere af de store solitære træer samt gamle gravhøje i sine marker. Trods en fremtidsvision om at alt... unyttigt krat bortryddet [og] alle kampesten brugte til varig indhegning med stengærder..., og at bønderne, som bl.a. Christian Poulsen mødte i 1776 i Ravnsborg, var godt i gang med at fjerne store stendysser, så var C.D.F. greve Reventlow ikke blind for træernes og oldtidshøjenes landskabelige virkning på sine egne marker. I overensstemmelse med periodens sværmeri for historien, det naturlige og det skønne blev de bevaret for at give området karakter. Slutningen af 1700-tallet var ikke blot kendetegnet af det rationelle og oplyste virke, som C.D.F. greve Reventlow repræsenterede, men også af et hidtil uset natursværmeri med fokus på fortiden og den uspolerede natur, som fik tillagt en uskyldsren og god værdi kilden til ægte menneskelig dannelse. Modsat tendensen i periodens herskabsbyggeri forsynedes Pederstrup i 1810 erne ikke med et romantisk haveanlæg med kunstigt anlagt gravhøje og strategisk placerede træer, men derimod af en landskabszone om herregården, der flyttede romantikken ud i landskabet. Fra den idylliske Vesterborg Sø mødtes blikket ved ankomsten til grevskabets jorder af Skelstoftes let bakkede marker med de ædle fritstående træer, inden vejen gennem forpagtergården førtes ind i alléens skygge, forbi gravhøjene i Ludvigshave og frem mod Stenhøjsegen lave stamme og store krone vidner om, at det gamle træ har fået lys fra alle sider under opvæksten Pederstrup og udsigten til søen. Områdets store fortidsminder som Kong Svends Høj og Glentehøjen blev udgravet og undersøgt i henholdsvis 1780 og 1826, mens de solitære træer blev navngivet eksempelvis Grevindebøgen og Stenhøjsegen alt tillagt fortællinger, sværmerier og romantiske egenskaber, der bidrog til at skabe ærefrygt for naturens historiske monumenter. Flere træer er gået til igennem årene bl.a. som ofre for sygdom og storme men området er endnu kendetegnet ved de smukke træer, der ved en frivillig naturfredning foranlediget af den sidste ejer af Pederstrup, Christian Einar Ferdinand Ludvig Eduard greve Reventlow, iværksattes 16. februar Udsigten fra Kong Svends Høj 1820, Det Kongelige Bibliotek

10 Vejforløbet Vejforløbet til Pederstrup fra nord og syd er kendetegnet ved et bugtet forløb, der oprindeligt var styret af søens og skovenes udstrækning. Især vejen fra Vesterborg er præget af mange sving, og idet den er placeret på en vandskelsgrænse, er den formentlig jævnaldrende med den jyske hærvej. Vejnettet mod nord grener sig ud i vejen til Horslunde langs Bøgeskoven og i et ret forløb mod Svinsbjerg frem til Bøgeholtskoven, hvor den får det bugtede forløb igen. Det nærmeste vejnet ved Pederstrup er formentlig blevet udrettet i forbindelse med Peder von Brandts byggeaktiviteter, der dog kun i mindre grad berørte de primære ankomstveje. Jævnfør Pontoppidans Den Danske Atlas var vejene kantet af allétræer i 1767, hvilket bekræftes af en beskrivelse fra 1833, hvor allétræerne dog blev beskrevet som popler og dermed også udfylde en praktisk hegnfunktion. Frem til omlægningen af herregården i midten af tallet førte vejnettet tæt forbi hovedbygningen ind over den foranliggende gårdsplads, som det også var tilfældet på avlsgården Skelstofte frem til Pederstrup udgjorde på det tidspunkt endnu et knudepunkt i området som administrativt centrum og stedet, hvor fæstebøndernes hoveri skulle erlægges. Fra Horslunde førte vejen forbi Hækbeplantningen i den gamle akse frem til leddet ved gården grevskabets Tinghus ved Bøgeskoven, videre ind forbi herregårdens prydhave og gennem en muret port i ride- og hestestalden, hvorover ridefogeden under Peder von Brandt residerede. Herfra førtes den gennem det åbne gårdsrum, forbi det gule hus, for at fange vejen mod syd til Vesterborg eller østover gennem et led ud i aksen over engene. De karakteristiske rækker af popler samt gårdens alléer må allerede i midten af 1800-tallet være blevet erstattet af hækforløb, som det bl.a. fremgår af et maleri fra begyndelsen af 1860 erne. Gården var nu blevet afgrænset fra omgivelserne af en lav beplantning, som også flankerede den østlige akse. Langs vejen mod Svinsbjerg findes endnu partier af disse hække, som erstattede de stynede popler, i takt med at dræningen af områdets jorder iværksattes. Bøgehækken om parken og omlægningen af vejforløbet blev formentlig etableret ved avlsgårdens flytning i Næsten som symbol på herregårdens mistede greb om lokalområdet forsvandt den direkte fysiske forbindelse mellem herregården og landskabet. En distancering og hierarkisering havde fundet sted, så det nu kun var herskabet og dets gæster, der havde adgang til hovedbygningens nærområde, omlagt efter nye planer i Områdets daglige færden førtes nu udenom hovedbygningen. Vejforløbet om gården var endnu i 1930 erne kendetegnet ved sammenhængende hækforløb, som siden er blevet fjernet. I dag fremstår vejene til Pederstrup endnu bugtede med spredte vejtræer, der er eneste vidnesbyrd om den oprindelige markering af vejforløbene via en beplantning. Strækket fra Vesterborg over Pederstrup til Kong Svends Høj er siden 1988 udlagt til Museumsvej og er forsynet med opstillede originale mile- og mærkesten. Vejens forløb til Pederstrup i slutningen af 1800-tallet, K&M

11 Theophiliskoven Området omkring Pederstrup var i slutningen af 1700-tallet kendetegnet ved usammenhængende skovøer fordelt ud på grevskabets jorder. I syd, ned til Vesterborg Sø, ligger Theophiliskoven, hvori Reventlow-slægtens begravelsesplads endnu findes. Siden 1813 har medlemmer af familien fundet deres sidste hvilested her. I overensstemmelse med tidens natursværmeri havde C.D.F. greve Reventlows svigerdatter Theophiliskoven på Originalkortet over Skelstoftes jorder 1807, K&M Benedicte von Qualen forud for sin død i 1815 ønsket at blive begravet i skoven ved Vesterborg Sø, hvilket blev imødekommet ved etablering af gravpladsen, som i 1859 endnu var omgivet af en mur. Traditionen med begravelser i naturen skal ikke blot ses i forlængelse af det roussauske sværmeri for det oprindelige og naturlige som også ses i periodens begejstring for gravhøje og oldsager men også som udtryk for, at det i 1805 blev forbudt at blive begravet indendørs i kirkerne. Når familien Reventlow efterfølgende lod sig begrave i skoven med undtagelse af C.D.F. Reventlow og hans nærmeste skal det samtidig ses som vidnesbyrd om, at koblingen mellem slægt og besiddelser igennem 1800-tallet undergik en forandring, der medførte en stigende betoning af ejerskabet til jorden. Lågen ind til Reventlow-familiens gravplads i Theophiliskoven Ved valget af Theophiliskoven som ramme om gravstedet bekræftede Benedicte von Qualen skovens særlige status i området, som det også fremgår i Laurits Jørgensens erindringer, hvor det bl.a. beskrives, at præstefamilien i Vesterborg i 1830 erne drog på spadsereture til den deilige Theophilii Skov ved Vesterborg Sø, som er et meget smukt Sted. Modsat grevskabets andre skove blev Theophiliskoven igennem 1800-tallet holdt uden for driftsplanerne, der ellers blev udfærdiget for alle grevskabets skove. I skoven, der i 1840 erne blev tilplantet med bøgetræer, var anlagt spadseregange og stier, hvilket bekræfter stedets særlige position og lystbetonede karakter. Det lille bindingsværkshus ved søens bred neden for gravpladsen er også igennem generationer blevet benyttet til udflugtsmål og badested for herskabet på Pederstrup siden af ejerne af Halsted Kloster. Endnu i 1830 erne blev skoven også benævnt Benedictes Lund efter svigerdatteren. En benævnelse der lægger sig smukt i forlængelse af traditionen på Pederstrup med navngivning af særlige træer, skove og områder. Gravpladsen er endnu i familien Reventlows eje, mens Theophiliskoven i dag er ejet af Halsted Kloster. Udsigt til Vesterborg omkring 1820, Det Kongelige Bibliotek

12 Hjorteapoteket Nord for Vesterborg på overgangen fra landsbyens fæstejorder til grevskabets herregårdsmarker findes stadig et synligt bevis på grevskabet Christianssædes sociale indsats i området. Her lå fra første halvdel af 1800-tallet en doktorbolig fornyet i 1950 erne samt det endnu eksisterende stuehus til et af landets første landapoteker, Hjorteapoteket, opført i 1847 efter anvisning af bygmester C.P. Weinberg. C.D.F. greve Reventlows bestræbelser på at mildne vilkårene for sine undergivne inkluderede også en sundhedsmæssig forbedring. Ti l sit grevskab knyttede han en læge, ligesom han fra 1770 erne tilstræbte at få ansat uddannede jordemødre. I 1806 blev jordemødrene delvist lønnet via grevskabets 12 skolekasser med tre mark for hvert levende barn, der fødtes, finansieret via en årlig afgift til skolekassen for arvefæsterne på 1 rigsdaler samt fra grevskabets kasse. Fra 1810 blev de desuden lønnet gennem offentlige midler. I 1834 nævnes i folketællingerne, at der i doktorboligen residerede den 28årige Ernst Julius Haderup, der som Læge for Grevskabet varetog tilsynet med områdets befolkning. Jordemødrene var spredt ud over grevskabets landsbyer, bl.a. i Vedbye, hvor skrædderen Jens Hansens kone i 1834 var Gjordemoder til trods for, at C.D.F. greve Reventlow i 1794 havde anbefalet, at den ideelle jordemoder var skoleholderens kone. Oprettelsen af landapoteket i 1842 den første apoteker Carl Gustav Krenchel tiltrådte 15. oktober dette år lægger sig i forlængelse af C.D.F. greve Reventlows hensigter. Apoteket blev placeret i en firelænget fæstegård, og 26. oktober 1843 udstedtes et grundskatbrev til apotekeren på leje af grunden for 5 rigsdaler årligt. Til ejendommen hørte fæstejord hentet fra Skelstoftes herregårdsmarker, som apotekeren drev ved siden af en urtekrambod og postcentral, som også var indrettet i Hjorteapoteket. Som det var tilfældet med andre af grevskabets funktioner som skolelærerembedet og jordemodererhvervet, var apoteket kombineret med fæste af et større eller mindre landbrug. Betalte brugerne af embederne et mindre beløb, når eksempelvis jordemoderen skulle tilkaldes, eller børnene skulle i skole, så var grevskabet via fæste af jorder garant for en minimumsindtægt for embederne. I 1894 overgik Hjorteapoteket fra et delvist fæsteforhold til alene at være en udlejningsejendom under grevskabet, hvortil der stadig var knyttet et landbrug. Først i 1970 flyttede lægepraksissen fra Vesterborg til Nakskov, mens apoteket i 1985 flyttedes til Søllested. Tilbage af fysiske spor i landskabet er nu kun stuehuset til det gamle Hjorteapotek, den gamle apotektereg samt den fornyede doktorbolig. Den gamle doktorbolig, der i 1950 erne blev erstattet af et nybyggeri, Højreby Arkiv

13 Anbefalinger til genopretningsprojekter i Pederstrups landskab Museum Lolland-Falster anbefaler, at der fremadrettet arbejdes med at styrke og genoprette følgende elementer ved Pederstrup, der understøtter forbindelsen mellem Pederstrup og det omkringliggende herregårdslandskab. 1. Det anbefales, at en udhugning, bortfjernelse og opstramning af den kratlignende bevoksning, der i dag kamuflerer aksen gennem Bøgeskovens møde med parken, finder sted (rød markering bilag 1) 2. Det anbefales, at der etableres en åbning for gående i parkens hækforløb overfor den østlige akses udløb i Pederstrupvej, for at understøtte sammenhængen mellem Pederstrup og aksen. Etableringen kan tage form af et ledsted, der understreger gårdens simple udtryk (brun markering bilag 1) 3. Det anbefales, at en markering af det historiske vejforløb fra Vesterborg ind over parken etableres via åbning af parken mod vejen for gående samt gennem etablering af en sti i det dalstrøg, der endnu findes i parken, og som vidner om vejen oprindelige forløb (gul markering bilag 2) 4. Det anbefales, at en udtynding af bevoksningen mellem Pederstrupvej og søen finder sted med henblik på at genskabe udsigten til søen fra ankomstvejen fra Vesterborg for at understøtte vejforløbets vekslende udsigter (lilla markering bilag 2) Punkter og områder er markeret på kortmaterialet i vedlagte bilag og samlet i bilag 3.

14 Bilag 1 De to første anbefalinger indtegnet på Originalkortet fra 1807, K&M

15 Bilag 2 Den tredje anbefaling indtegnet med gult punkt på Det Høje Målebordsblad, K&M

16 Bilag 3 De tre anbefalinger indtegnet på 4-cm kort 1950 erne, K&M