MELLEMØST INFORMATION MÅNEDSOVERSIGT NR ÅRGANG

Transkript

1 MELLEMØST INFORMATION MÅNEDSOVERSIGT NR ÅRGANG CENTER FOR MELLEMØSTSTUDIER SYDDANSK UNIVERSITET ODENSE 01 Anti-amerikanisme og terror i Aden Lars Erslev Andersen 05 Oppositionen i Saudi-Arabien Khaled Salih 08 Palæstinakonflikten set fra Kairo Torben Rugberg Rasmussen 11 Det nødvendige opgør med bosætterne Søs Nissen 14 Libyens menneskeskabte flod Martin Hvidt 19 Ramadan for de raske Helle Lykke Nielsen REDAKTIONELT Redaktion: Morten Valbjørn Iversen (red.), Martin Hvidt (ansv.), Torben Rugberg Rasmussen, Helle Lykke Nielsen. Redaktionen afsluttet 3. november Udsendt til abonnenterne 6. november Kommentarer og ideer til artikelemner m.m. modtages gerne via på adressen: mortenvi@hist.sdu.dk. Årsabonnement kr inkl. to bogudgivelser. Løssalg kr. 60. Citater tilladt med kildeangivelse. Gengivelse af hele artikler kræver aftale med Mellemøstinformation. Mellemøstinformation, Syddansk Universitet Campusvej 55, 5230 Odense M Tlf ISSN USS COLE: Anti-amerikanisme og terror i Aden Terrorangrebet mod den amerikanske destroyer USS Cole har efter alt at dømme ingen forbindelse til de voldsomme uroligheder, der har udspillet sig i Israel og Palæstina siden 28. september En aktion, som den, der 12. oktober kostede 17 amerikanske soldater livet, kræver stor planlægning og meget forarbejde Af Lars Erslev Andersen Det fastlog terrorismeforskningens grand old man, amerikaneren Brian Jenkins, i et interview på CNN dagen efter bombeangrebet mod USS Cole. Og han har givetvis ret. Selvom det kan se ud som en enkel sag at springe en bombe, er et vel gennemført terrorangreb faktisk en særdeles kompliceret sag, som stiller store krav til efterretningsvirksomhed, logistik, teknik og adfærd. Det betyder, at angrebet mod den amerikanske destroyer formentlig er planlagt uger, måske måneder, inden den israelske Likud-leder Ariel Sharon gennemførte sit provokerende og ulyksalige besøg på Tempelbjerget i Jerusalem, der udløste blodbadet i Israel og Palæstina 28. september. Endvidere, at de mennesker, der organiserede bombeangrebet, kan trække på et velorganiseret netværk med erfaring i gennemførelse af terror. Det er derfor, at opmærksomheden retter sig mod Usama Bin Ladins netværk, der både har erfaringen med international terror, prioriterer amerikanske mål og tillige er godt forankret i Yemen. At terrorisme er en kompliceret sag er formentlig en af de vigtigste grunde til, at Mellemøsten og resten af verden faktisk ikke er ramt af mere terror, end tilfældet er. Langt de fleste planlagte terrorhandlinger bliver nemlig aldrig gennemført. En del bliver afværget, fordi diverse efterretningstjenester har afsløret dem, inden de føres ud i livet. Men det er dog langtfra alle, som afværges af myndighederne. Mange mislykkes simpelthen, fordi terroristerne på den ene eller måde begår fejl, kludrer i det eller er hvis man kan tillade sig at bruge det ord uheldige. Således anslog en højtplaceret kilde i den militære israelske efterretningstjeneste i foråret, at omkring 40% af de planlagte terrorhandlinger, som det er lykkedes at afværge i Israel de seneste par år, må tilskrives held. Dertil kommer, at nogle af de voldsomste terrorhandlinger i 1990 erne, nemlig bombningen af World Trade Center i New York i 1993 og bombningen af de amerikanske ambassader i Østafrika i august 1998 faktisk begge var

2 USS Cole mislykkede set med terroristernes øjne: i New York var det helt klart hensigten at springe hele World Trade Center i luften, ligesom sprængstoffet i Tanzania skulle have været placeret i kælderen under ambassaden, der er bygningens akilleshæl. Imidlertid blev den lastbil, der transporterede sprængstoffet, i sidste øjeblik afsløret, hvorfor den kørte ind i væggen på ambassadebygningen, og derfor "kun" anrettede begrænset skade i forhold til hensigten! Irak er problemet Selvom angrebet mod USS Cole derfor i udgangspunktet intet har med det palæstinensiske oprør at gøre, kan det naturligvis hurtigt retorisk knyttes til den palæstinensiske sag og det er selvfølgelig sket. På grund af USA s tætte forhold til Israel har et terrorangreb, som det i Aden i 12. oktober, en turboeffekt på den anti-amerikanske retorik og hvad værre er inspirerer andre til at ty til terror. Bomben fredag 13. oktober mod den britiske ambassade i Yemen er et tydeligt eksempel. Her var der, som Storbritanniens udenrigsminister Cook udtrykte det, tale om "en opportunistisk handling" altså en spontan, ikke planlagt handling, der er inspireret af bomben mod det amerikanske krigsskib. De anti-amerikanske følelser i Mellemøsten er ikke af ny dato. Men de er i høj grad blevet forstærket i takt med, at Irak-problemet er blevet stadig mere absurdt. Efterhånden er alle enige om, at sanktionerne mod Irak er en fiasko, og at de irakiske børn er gidsler i en fastlåst konflikt mellem Saddam Hussain og USA. Dette synspunkt deles af det amerikanske senat, der netop har gennemført høringer om Irak-politikken. Men med rette peger amerikanerne på, at Saddam Hussain er ene ansvarlig for det irakiske folks lidelser: Overholder Saddam Hussains regime betingelserne fra våbenhvilen efter Golfkrigen i 1991, ville der ikke være nogen sanktioner mod Irak. Så simpelt er det, men Irak har systematisk undgået at destruere sine masseødelæggelsesvåben, manipuleret med midlerne under FN-programmet "olie for mad", smuglet olie ud af og illegale varer ind i landet, gang på gang truet sine naboer samt udøvet utallige morderiske overgreb mod sin egen befolkning. Derfor fører USA med Storbritannien som eneste reelle støtte en lavbluskrig mod Irak og insisterer på kravet om sanktioner mod Saddam Husseins diktatur. Dette synspunkt står regeringen i Washington efterhånden temmelig alene med naturligvis får den massiv støtte fra Israel og moralsk støtte fra andre lande, heriblandt Danmark. Men alliancen mod Irak er i dag sprængt i stumper og stykker. Støtten til Clinton-administrationens Irak-politik er også vigende i den amerikanske kongres, hvor prominente senatorer som f.eks. Edward Kennedy, var stærkt kritiske ved senatshøringerne i september. Man peger med rette på, at Saddam Hussain fremdeles er ved magten i Bagdad, at der ingen våbenkontrol finder sted, samt at Irak i stigende grad igen er blevet truende over sine naboer. Skønt Irak formentlig ikke reelt kan true sine naboer militært, er Irak-politikken i USA efterhånden blevet en stadig mere betændt sag, fordi den på den ene side ikke giver de ønskede resultater og på den anden side kræver store ressourcer: Det koster de amerikanske skatteydere omkring 1,5 mia. US$ (13,2 mia. kr.) hvert år at opretholde et militært beredskab i Golfen, der omfatter ca soldater. De er stationeret på baser i Oman (690), Qatar (30), Saudi- Arabien (5.720), Kuwait (5.190), Bahrain (900) og Tyrkiet (3.590). Dertil kommer, at den 6. flåde konstant befinder sig i Middelhavet med 17 skibe, 66 fly og soldater og den 5. flåde i Golfen med 22 skibe, 66 fly og søfolk og marineinfanterister. Dette massive militære opbud har primært til opgave at sikre den fri gennemsejling i Golfen, inddæmme og kontrollere Irak, forhindre at irakerne smugler olie ud af landet samt konstant være i beredskab til angreb mod regimet i Bagdad. Flere og flere amerikanske politikere stiller spørgsmålstegn ved, hvad USA får ud af denne investering. Tvivlen drejer sig ikke om, at USA skal sikre sine vitale interesser i Golfen, men om strategien er rigtig. Problemet er, at ingen rigtig har alternative ideer. Ved høringerne i september kom forslaget om at støtte den irakiske opposition atter engang på bordet, og regeringen har efterfølgende taget initiativer til at intensivere støtten til oppositionen. Men det sker halvhjertet, fordi kun ganske få faktisk tror, det nytter noget. 02 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

3 USS Cole Sanktionerne undergraves Problemet bliver ikke mindre af, at det med stor hjælp fra Rusland er lykkedes for Saddam at få det fremstillet som om USA er eneansvarlig for de døende børn i Irak, og at den amerikanske militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf ene og alene skyldes amerikanernes ønske om at holde araberne nede for at udnytte deres olieressourcer til USA s egen fordel. Sådan ser store dele af de arabiske befolkninger samt ikke mindst den islamistiske opposition på sagen. I stigende grad får Irak endvidere støtte fra lande som Frankrig og Kina samt regeringer i Mellemøsten. Det faktum, at der endnu ikke finder nogen international kontrol af Iraks våbenproduktion sted efter, at Saddam smed FN s våbenkontrollører ud i november 1998, samt at 9 lande nu beflyver Bagdads internationale lufthavn på trods af FN s embargo, er markante eksempler på, at sanktionerne undergraves. Senest har Iran sendt et fly til Bagdad. Det skete 14. oktober, hvor Irans udenrigsminister Kharazzi drog til Irak for at møde ærkefjenden på hans egen jord. De to lande har længe kørt parløb i OPEC, hvor iranerne mere eller mindre slet skjult har varetaget Iraks interesser. Nu skal der sættes en stopper for, at irakiske oppositionsgrupper kan operere fra iransk territorium og omvendt. Altså reelt en håndsrækning fra Iran til Saddam Hussain i Iraks bekæmpelse af den opposition, som USA håber på, kan vælte tyrannen i Bagdad. Med andre ord et direkte slag i ansigtet på den amerikanske regering. For at føje spot til skade blev Kharazzis besøg i Irak aftalt i USA, nemlig i New York i forbindelse med FN s generalforsamling i september. Her var såvel Clinton som udenrigsminister Madelaine Albright ellers på charmeoffensiv over for Iran, men deres tilnærmelser blev mødt med en kold skulder og tilnærmelsen mellem Iran og Irak samt Kharazzis utvetydige støtte til Hizbullah og de palæstinensiske oppositionsgrupper Hamas og Islamisk Jihad under sit besøg i Beirut i midten af oktober, må i Washington ses som en direkte afvisning af amerikanernes fremstrakte hånd. Islamisme og Israel Sagen er altså, at den islamiske modstand mod USA s tilstedeværelse i Golfen får stadig mere støtte med øget risiko for terror tilfølge, at støtten til Irak både i og uden for regionen vokser, og at billedet af USA som en arrogant supermagt, der blot vil udbytte Mellemøsten, bliver mere og mere udbredt i Mellemøsten. Billederne af en veludstyret og i vid udstrækning amerikansk støttet - israelsk hær, der står over for stenkastende palæstinensere, forstærker selvsagt de anti-amerikanske følelser kolossalt. I dag sendes billederne af de blodige begivenheder via satellitter til flertallet af de arabiske familier. På samme tv-kanal kan de se de to førende kandidater i den amerikanske præsidentvalgkamp, George W. Bush og Al Gore, med et fast blik forsikre deres vælgere om, at USA entydigt står bag Israel. Undersøgelser, der er gennemført under de voldsomme uroligheder i Palæstina, viser, at over 40% af de amerikanske vælgere ønsker, at den amerikanske regering utvetydigt skal stå bag Israel i konflikten. Billederne af de kæmpende palæstinensere, præsidentkandidaternes demonstrative opbakning til Israel, og rapporterne om det lidende irakiske folk er sammen med islamisternes retorik nok til at gøre USA til terroristernes yndlingsmål nummer 1. Fredsprocessen og Irak-problemet To ting kunne ændre dette billede: fred mellem Israel og palæstinenserne og en løsning på Irak-konflikten. Begge problemer har siden Golfkrigen været tæt knyttet sammen. Det var Saddam Hussain, der med sine appeller i 1990 til de arabiske folk om at støtte ham i sin pan-arabiske kamp for at befri Palæstina fra den zionistiske besættelse og Mellemøsten for amerikansk dominans, som fik præsident Bush til at binde befrielsen af Kuwait sammen med "en omfattende fredsløsning i Mellemøsten". Det førte til fredskonferencen i Madrid i 1991 og senere til Oslo-aftalerne. Men uden en løsning på krisen i Golfen smuldrede den arabiske opbakning til en pax americana i Mellemøsten. Og uden en fred mellem Israel og palæstinenserne faldt alliancen mod Irak fra hinanden. Dertil kom- Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

4 USS Cole mer, at det kortvarige tøbrud mellem Iran og USA er frosset til igen: Iran vil ikke, og i sidste måned vedtog et flertal i den amerikanske kongres en resolution, der skarpt kritiserer Clinton-administrationens tilnærmelser til Teheran, og opfordrer til, at støtte Irans Nationale Modstandsråd (NCRI). Det paradoksale i den sammenhæng er, at NCRI, der er et alias for Mujahidin-e Khalq, står på det amerikanske udenrigsministeriums liste over internationale terrorgrupper. amerikanske flåde siden 1999 har benyttet Aden som havn til brændstofpåfyldning. Der er blevet fremsat beskyldninger om, at sikkerheden for de amerikanske soldater er blevet svækket til fordel for udenrigspolitiske og strategiske interesser i Yemen. Sagen er, at Yemen ligger strategisk meget vigtigt, hvad angår kontrol med olieskibstrafikken. Dertil kommer, at såvel Rusland som Irak, som Yemen traditionelt har et godt og tæt forhold til, gerne vil have større fodfæste på den sydlige del af Den Arabiske Halvø. Hvorfor Yemen? Islamistisk terrorisme mod USA er ikke af ny dato, men går tilbage til den amerikanske militære tilstedeværelse i Libanon i begyndelsen af 1980 erne. Faktisk er islamistiske terrorister ansvarlig for de største amerikanske militære tab siden Vietnamkrigen. Alene i 1990 erne har grupper to gange rettet angreb mod militære baser i Saudi-Arabien samt nu formentlig i Yemen. Dertil kommer bombningen af World Trade Center i New York i 1993 og de amerikanske ambassader i Østafrika i Mens det er bevist, at det var islamister, som stod bag World Trade Center bombningen, er opklaringen af ambassade-angrebene endnu ikke afsluttet, men stadig flere spor peger mod Usama Bin Ladins netværk. Usama sættes også i forbindelse med angrebet i Aden. Selv har han i et interview med en pakistansk avis afvist, at han har noget med det at gøre, og Taliban-regeringen har ligeledes bebudet, at Usama ikke er indblandet. Ikke desto mindre har Usama gode forbindelser i Yemen, hvilket det amerikanske udenrigsministerium flere gange har påpeget. Ministeriet ser Yemen som et transitland for terrorister, hvilket støttes af Saudi-Arabien, der hævder, at sprængstoffet til terroraktionen mod militærbasen i al-khobar i 1996, der kostede 19 amerikanske soldater livet, netop kom ind i Saudi-Arabien via Yemen. Modstanden mod amerikanernes tilstedeværelse i Golfen er stor i Yemen, navnlig i det store islamiske reformparti Islah samt i de mere ekstremistiske grupper, men også i befolkningen som sådan. De pårørende til de dræbte søfolk har derfor gang på gang stillet spørgsmål om, hvorfor den Den ansvarlige for den amerikansk-yemenitiske aftale, general Anthony Zinni, afviste kategorisk ved en senatshøring 19. oktober, at sikkerheden var blevet svækket. Han henviste til, at ingen havne i området er sikre, at de alle er "rottereder for terrorister" og påpegede, at Aden faktisk var den eneste havn, der indtil angrebet mod USS Cole ikke havde været udsat for terror. Aftalen mellem Yemen og USA, der går ud på, at den amerikanske flåde benytter Aden, sigter ifølge Zinni lige præcis mod at forhindre, at Yemen bliver et nyt Afganistan. Den yemenitiske regering er stærkt interesseret i at bekæmpe de islamistiske grupper, og aftalen med USA indebærer derfor også, at amerikanerne hjælper Yemen med at opbygge et anti-terrorkorps. Terror avler terror Problemet nu er imidlertid, at angrebet mod USS Cole faktisk forøger risikoen for mere terror. For det første inspirerer terrorangreb altid til nye og for det andet indebærer opklaringsarbejdet en forøget amerikansk tilstedeværelse, der forstærker modstanden mod USA. Således befinder der sig netop nu omkring amerikanske soldater i Aden, hvortil kommer omkring 200 amerikanere fra FBI, CIA og Udenrigsministeriet, der bistår Yemen i opklaringsarbejdet. Hvis det for tredje viser sig, at der faktisk står en islamistisk gruppe bag terrorangrebet, vil USA det er der udbredt konsensus om i Washington hævne det med en militær aktion i lighed med de bombninger af Sudan og Afghanistan, der fulgte efter terrorangrebene mod ambassaderne i Østafrika. Dette vil ske uanset, at amerikanerne er pinlig bevidste om, at dette også vil medføre til øget modstand mod USA og risiko for terror både i og uden for USA s grænser. 04 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

5 Majlis al-shura Den sidste bombe er derfor efter al sandsynlighed ikke sprunget. Med konflikten mellem palæstinenserne og Israel, der er som benzin på et brændende bål, en uløst Irak-konflikt og et Iran, der i stigende grad afviser de amerikanske tilnærmelser, får en ny amerikansk præsident rigelig at se til i Mellemøsten de næste par år. KILDER Aden s Wary Welcome, The Washington Post, 20. oktober 2000 In Yemen a Search for Clues, The Washington Post, 15. oktober 2000 Iran, Iraq said to agree on ending insurgency, Middle East Newsline, 19. oktober 2000 Interview med (anonym) officer fra IDF s efterretningstjeneste, april 2000 Kharazzi s Visit Marks New Chapter in Relations Between Iranian, Iraqi Nations, Tehran Times, 15. oktober 2000 Laurie Mylroie: American s at Risk: Saddams Secret War against the United States (Washington, D.C., The AEI Press, 2000) Persian Gulf, U.S. Danger Zone, The Washington Post, 15. oktober 2000 HØRINGER I DET AMERIKANSKE SENAT: Committee on Armed Services: U.S. Policy toward Iraq, tirsdag 19. september og torsdag 28. september Dele af høringen offentliggøres på komiteens hjemmeside: armed_services/ Committee on Armed Services: The Attack against USS Cole. Offentliggøres på hjemmesiden. Dog ikke Anthony Zinnis forklaring. Referat findes i artiklen General Defends Decision to refuel in Yemen, The Washington Post, 20. oktober 2000 Subcommittee on International Security, Proliferation, and Federal Services: Iran s Ballistic Missile and Weapons of Mass Destruction Programs, 21. september LARS ERSLEV ANDERSEN ER I ØJEBLIKKET GÆSTEFORSKER VED CEN- TER FOR NONPROLIFERATION STUDIES, MONTEREY INSTITUTE, WASHINGTON D.C. MAJLIS AL-SHURA: Oppositionen i Saudi-Arabien For at imødegå kritik og skabe legitimitet har den saudiarabiske konge forsøgt at formalisere et konsulterende organ, majlis al-shura, i en langsom og selektiv politisk proces Af Khaled Salih Da et saudisk passagerfly i midten af oktober blev kapret, blev der i medierne spekuleret over, om den saudiske opposition ville være i stand til at destabilisere landet. Den relativt udramatiske løsning på konflikten bekræftede imidlertid, at kaprene ikke havde handlet vegne af nogen intern saudisk opposition. Hvordan ser oppositionen i Saudi-Arabien ud? Hvilken politik fører den saudiske regering mod sin opposition? Et lukket land Saudi-Arabien betragtes af de fleste iagttagere som et af verdens mindst tilgængelige lande. Der er ingen tvivl om, at kongefamilien sidder meget sikkert i sadlen, og at man har fuld kontrol over landet og dets befolkning. Offentlige manifestationer af utilfredshed og organiseret opposition mødes med høj grad af intolerance. Samtidig har Saud-familien forsøgt a købe vigtige gruppers loyalitet og er gået med til visse politiske forandringer. Det har været karakteristisk for Saud-familiens dynastiske udvikling, at man har været parat til at dele den økonomiske magt uden samtidigt at omfordele den politiske magt, således som det tidligere er blevet beskrevet i Mellemøstinformation. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

6 Majlis al-shura Politisk islam Trods regimets ihærdige forsøg på at anvende islam som legitimeringsgrundlag for sit styre, har man i løbet af de seneste år ironisk nok kunne høre flere røster i Saudi-Arabien, som netop har kritiseret kongemagten for afvige fra islam. Saud-familien regerer ikke i egenskab af et slægtskab med profeten, men derimod i wahhabismens navn (en islamisk puritansk bevægelse, som voksede frem i Saudi-Arabien i løbet af 1700-tallet). Under den arabiske nationalismes højkonjunktur (fra 1950'erne til 1970'erne) spillede islam en fremtrædende rolle for Saud-familiens legitimitet og stabilitet. Frem til Iraks invasion af Kuwait og den efterfølgende krig var der et relativt godt samarbejde mellem Saud-familien og den saudiske ulama, som er gruppen af islamisk lærde mænd. Ulamaen godkendte eller accepterede en gradvis introduktion af moderne produkter og af et uddannelsessystem i landet. Men i 1979 kom det første og alvorligste varsel om forandring. En ung mand ved navn Juhayman al-utaybi besatte den store moske i Mekka. Juhayman anvendte offentligt islam som et middel mod Saud-familien. Ingen andre individer eller grupper i landet søgte igennem 1980'erne at efterligne dette eksempel. Med Golfkrigen (1990 til 1991) ændrede situationen sig. De islamiske gruppers modstand mod vestlig militær tilstedeværelse gav mulighed for at udtrykke åben kritik og i nogle tilfælde modstand mod det politiske system og Saud-familiens magtposition. I maj 1991 sendte en gruppe af den saudiske ulama en begæring til kongen, hvori man opfordrede til, at majlis-al-shura blev genåbnet, og at der skulle gennemføres visse reformer. Dette blev nogle måneder senere efterfulgt af en endnu mere detaljeret begæring. Begge disse begæringer er karakteristiske derved, at der ikke er krav om almene valg i landet. I stedet krævede man, at det religiøse etablissement skulle have systematisk kontrol over landet institutioner, noget som de saudiske myndigheder ikke kunne tolerere. Medens Saud-familien gennemførte visse reformer, tog myndighederne samtidigt skridt til at forstærke statens kontrol over ulamaen. Oppositionens røster Visse kritiske røster taler imidlertid fortsat for forandringer, herunder bl.a. Sheikh Safar al-hawali, Salman al-auda, Muhammad al-masaari, Saad al-faqih, Usama Bin Ladin og Sheikh Hassan al-saffar. Samtidigt er disse personer også ideologisk og strategisk indbyrdes forskellige. Hawali er en højrøstet kritiker, som gennem bøger og båndede fredagsbønner spreder sit budskab både i Saudi-Arabien og den øvrige arabiske verden. Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid, at Hawalis primære kritik ikke er rettet mod den saudiske regering eller den regerende familie, men eksterne forhold såsom Vestens dominans og amerikansk 'neokolonialisme' som direkte påvirker forholdene i Saudi-Arabien. Han advarer imod, at alle former for samarbejde med Vesten underminerer det, som han kalder den islamiske kultur. For at fastholde det saudiske samfunds islamiske identitet må den saudiske stat 'renses' for udenlandsk ondskab og indflydelse. Endvidere vil Hawali ændre styrkeforholdet mellem Saudi-Arabien og dets fjende (USA), således at Saudi-Arabien ikke fastholdes som underordnet i denne relation. Saudi-Arabiens nuværende herskere kritiseres for deres manglende formåen i forhold til at beskytte islam og til at modvirke spredningen af vestlige tanker og kultur gennem satellit-tv og elektroniske medier. Audas kritik er mere direkte rettet mod de saudiske herskeres afvigelse fra sharia, noget som i sidste ende vil forgifte islams værdier og kultur. Ved at kritisere ulamaen og den herskende familie går Auda længere end Hawali, men hans indflydelse er begrænset til hans egen hjemby. Masaaris kritik af Saud-familien har fået større udbredelse, fordi han udspreder sine tanker fra sin base i London. Samtidigt er det imidlertid svært at vurdere betydningen af hans kritik, eftersom han befinder sig udenfor Saudi- Arabien og anvender ny informationsteknologi og medier, som kun når frem til en begrænset del af den saudiske befolkning. Faqih anvender samme slags taktik og teknologi, men hans synspunkter er så tætte på de officielle saudiske, at de ikke udgør nogen trussel mod Saud-familien. 06 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

7 Majlis al-shura Den mest kendte saudiske oppositionsleder er Usama Bin Ladin, som retter sin kritik og sine handlinger direkte mod den saudiske stat og dennes allierede. Det faktum, at Bin Ladins tilhængere har været i stand til at gennemføre visse angreb mod amerikanske soldater og baser i Saudi-Arabien har i de seneste år har skabt uro. I modsætning til andre kritikere har Bin Ladin vist sig parat til at anvende vold og terror for at opnå sine mål, men hidtil har han ikke formået at destabilisere Saudi-Arabien. Saffar og hans shiittiske reformbevægelse har et meget begrænset mål om at forbedre shiitternes situation i landet. Eftersom Saffar og hans bevægelse har ændret taktik fra at være pro-iransk til at ville skabe dialog mellem Saudi-Arabiens sunni- og shiamuslimer, udgør han i dag ingen trussel mod det politiske system. Saud-familien Selvom Saud-familiens dominans gennem de seneste par årtier har ført til fremvæksten af visse oppositionsgrupper, udgør disse dog ikke noget livstruende element i det dynastiske monarki. Der har været en del rygter om mislykkede kupforsøg mod Saud-familien, men det hidtil alvorligste forsøg skete helt tilbage i Myndighederne afslørede og arresterede et stort antal mennesker, som blev anklaget for at ville styrte monarkiet. Blandt de arresterede fandtes officerer fra flyvevåbnet. Siden har der ikke været rapporter om alvorlige kupforsøg. Majlis al-shura I et forsøg på at imødegå kritik og skabe legitimitet for Saud-familien har kongen af Saudi-Arabien på forskellige tidspunkter forsøgt at formalisere et konsulterende organ, majlis al-shura, i en langsom og selektiv politisk proces. Begrebet shura (konsultation) udgør både idemæssigt og i praksis et centralt element i islams politiske historie. I Saudi-Arabien har ideen om majlis al-shura (konsultativt råd) været afprøvet i flere omgange. Allerede i 1927 udnævnte kong Ibn Saud i Hijaz et majlis al-shura med otte medlemmer, som siden blev hævet til 20 medlemmer. I 1956 forøgede kong Saud gennem et dekret majlis al-shura medlemstal til 25, men efter en kort periode blev dets funktioner flyttet over til regeringen. Trods op til flere løfter om et nyt råd tog det mere end tre årtier, inden kong Fahd i 1993 besluttede sig for at udnævne et nyt majlis alshura. Tre faktorer havde stor indflydelse på kong Fahds beslutning: Golfkrigen - og dennes forskellige aspekter, herunder de enorme økonomiske omkostninger, udenlandske troppers tilstedeværelse i Saudi-Arabien, samt de heraf afledte psykologiske og sikkerhedspolitiske dimensioner; de faldende olieindtægter; og et stigende antal kritiske røster, som brugte islam mod kongefamilien. Åbningen af majlis alshura var Saud-familiens måde at håndtere de nye omstændigheder efter Golfkrigen på. Udnævnelsen af majlis al-shura var ikke vanskelig at retfærdiggøre. De regerende skal, ifølge Koranen, sunna (islamisk tradition) og sharia (islamisk lov), konsultere de regerede. Det er med andre en ord en religiøst sanktioneret handling. I det kongelige dekret formuleres det specifikt, at majlis al-shura skal bistå kongen med råd (nasiha) inden for fire bestemte områder: lovgivningen, de socioøkonomiske udviklingsplaner, ministerierne og andre statslige organers årsrapporter samt i forbindelse med internationale aftaler og overenskomster og folkeretsspørgsmål. Det saudiske majlis al-shura mødes to gange om måneden og arbejder indenfor fem komiteer, hvis anbefalinger og råd er fortrolige. Såfremt majlis al-shura og regeringen vedbliver med at være uenige om et bestemt spørgsmål, tager kongen den endelige beslutning. Derudover kan majlis al-shura fungere som et formidlingsorgan mellem magthavere og medborgere. Medborgere kan sende klager og forslag til rådet, som i nogle tilfælde kan lede til lovændringer eller blive sendt videre til det relevante ministerium. Rådets nuværende medlemmer (for perioden ) - som ifølge kongeligt dekret skal være mænd, der er fyldt 30 år, er bosat i Saudi-Arabien samt nyder god anseelse og har stor kompetence - kommer fra fire samfundskategorier: ulamaen, de (ud)dannede (ahl al-ilm), opinionsdannere (ahl al-ray) og eksperter. Gennemsnitsalderen ligger omkring 54 år, men med en interessant erhvervssammensætning: den største andel er bureaukrater, efterfulgt af akademikere, forretningsfolk, politifolk, diplomater og militærfolk. Tilsammen udgør de tre sidstnævnte grupper kun 12% af antallet af medlemmer. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

8 Fjendebilledets logik Udover at være rådgivere og formidlere udfylder rådet også andre funktioner i det saudiske samfund. Kongens udnævnelse af en person til majlis al-shura er en hædersbevisning for den pågældende og dennes familie. Få, om nogen, indflydelsesrig person eller familie kan takke nej til en sådan udnævnelse, eftersom kun et fåtal af personer i landet nyder kongens tillid. Efter kongen, hoffet og regeringen anses majlis-medlemmerne i offentligheden for at tilhøre landets mest kompetente gruppe. Majlis al-shura symbolværdi kan ikke undervurderes i et statussamfund som det saudiske. Eftersom majlis al-shura er landets eneste politiske institution, fungerer rådet som et repræsentationsorgan for samfundets forskellige sociale, religiøse, politiske, ideologiske og regionale grupper. Selvom visse samfundsgrupper, såsom shiitterne og kvinderne, er underrepræsenteret eller helt udelukket, håber kongefamilien på, at genåbningen af majlis al-shura vil kunne bidrage til en øget følelse af samhørighed og solidaritet. Indirekte fungerer rådet også som en mekanisme til at neutralisere potentielle eller tidligere regimekritikere. Generelt set bidrager majlis al-shura således til Saud-familiens balancepolitik mellem de, som kræver en endnu højere grad af politisk deltagelse, og de, som kræver et udelukkende religiøst styre. KILDER Dekmejian, R. Hrair: The Rise of Political Islam in Saudi Arabia, Middle East Journal, nr. 4, vol. 48, 1994 Dekmejian, R. Hrair: Saudi Arabia's Consultative Council, Middle East Journal, nr. 2, vol 52, 1998 Fandy, Mamoun: Safar al-hawali: Saudi Islamist or Saudi Nationalist?, Islam and Christian-Muslim Relations, nr. 1, vol. 9, 1998 Fandy, Mamoun: Saudi Arabia and the Politics of Dissent (New York: St. Martin's Press, 1999) Salih, Khaled: Stabilitet i Golfen, Mellemøstinformation, nr. 10, FJENDEBILLEDETS LOGIK: Palæstinakonflikten set fra Kairo Trods formel fred mellem de to lande hersker der i Ægypten et relativt banalt fjendebillede af Israel, således som det ses i de aktuelle demonstrationer i Kairo Af Torben Rugberg Rasmussen Det er efterhånden mere end 21 år siden, at de såkaldte Camp David-aftaler mellem Israel og Ægypten blev indgået, nemlig i september 1978 og i marts Aftalerne indebar, at Ægypten som det første arabiske land anerkendte staten Israel som en del af det mellemøstlige statssystem, og som bekendt udløste fredsslutningen mellem de to lande ikke blot, at de to hovedunderskrivere, Israels Menachem Begin og Ægyptens Anwar Sadat, hver fik en Nobelpris, men også at modellens variant over temaet nogetfor-noget, nemlig fred-for-land, kom til at fremstå som en eksemplarisk løsningsmodel i forhold til Israels øvrige mellemstatslige konflikter. Det er inden for den skabelon, normaliseringen af forholdet til Jordan blev indgået, det er i samme regi, mellemværendet med Syrien tænkes løst, og det er dette koncept, der skaber problemerne i den igangværende israelsk-palæstinensiske normaliseringsproces: Israel kan eller vil ikke afstå land herunder Østjerusalem - mens PLO ikke kan eller vil levere, donere eller garantere freden. 08 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

9 Fjendebilledets logik En kold fred Selvom Camp David-aftalernes bærende elementer i al væsentlighed er blevet overholdt, og der ikke har været tilløb til militære konfrontationer mellem Israel og Ægypten siden indgåelsen af aftalerne, kan forholdet mellem de to lande bedst beskrives som en "kold fred". Samhandlen er minimal, meget få ægyptere besøger Israel, og FN har fortsat udstationeret ca observatører for at overvåge den demilitariserede zone mellem de to lande. Hertil kommer en fortsat international kontrol i Aqaba-bugten med henblik på at sikre fri sejlads til og fra Israel. Mest graverende er den "kolde fred" imidlertid på et ideologisk eller holdningsmæssigt niveau. Udover at aftalen foreskriver en normalisering af de diplomatiske, økonomiske og kulturelle relationer, hedder det "varmt" og optimistisk, at de to lande skal arbejde for at " fremme en gensidig forståelse og tolerance" både i deres egne befolkninger og i forhold til regionen som helhed, og her er virkeligheden for alvor leveringsdygtig i krasse modsigelser eller dementier. Det er meget synligt, hvis man kaster et blik på de i alt væsentlighed statskontrollerede ægyptiske medier og tillige inddrager den menige ægypters udblik på verden. Det er med andre ord ikke et billede af "gensidig forståelse og tolerance" eller et folk eller en stat, som man principielt i næsten en menneskealder har haft fred med, der her gør sig gældende. Snarere et relativt banalt fjendebillede, der kommer til udtryk i forskellige varianter og grader af fjendtlighed og disrespekt. Ifølge Ayllet Yehiav, der er talsmand for den israelske ambassade, som blev oprettet i Cairo i forbindelse med indgåelsen af fulde diplomatiske relationer mellem de to lande, har den typiske ægypter, hvad enten vi taler om børn, teenagere eller studerende, således aldrig været eksponeret for andre billeder eller udsagn om Israel end forskellige variationer over fjendebilledets logik, og det kan således ikke undre, men nok vække til eftertanke, at freden med Israel er kølig eller karakteriseret ved en tilstand af ikkekrig snarere end fred. "Hvor er den ægyptiske hær?" Det er på denne baggrund og som følge af en fortsat høj grad af identifikation med palæstinenserne og den palæstinensisk-islamiske sag, at den seneste tids omfattende demonstrationer vendt imod Israel rundt omkring i Ægyptens større byer skal ses. Demonstrationerne har tilsyneladende først og fremmest mobiliseret unge eller yngre ægyptere. Både i Kairo, Alexandria og Minya var udgangspunktet for demonstrationerne således de lokale universiteter eller andre uddannelsesinstitutioner, og demonstrationerne er langt fra forløbet hverken fredeligt eller disciplineret, selvom den ægyptiske regering havde udkommanderet store styrker fra sikkerhedspolitiet for at overvåge og kontrollere slagets gang. For at forhindre, at en demonstration blandt de studerende på Det Amerikanske Universitet i Kairo skulle spredes til den nærtliggende amerikanske ambassade, lagde ca. 500 politifolk således en ring omkring universitetsområdet, og ved Kairo Universitet, der ligger i gå-afstand i forhold til den israelske ambassade, tog sikkerhedspolitiet lignende forholdsregler for at inddæmme de demonstrerende studenter. En af de største demonstrationer i Kairo fandt sted 11. oktober, hvor mere end 2000 studerende fra Kairos Tekniske Universitet gik på gaden for at synliggøre deres sympati med palæstinenserne og deres anti-israelske synspunkter. Også her greb politiet imidlertid hurtigt ind for at undgå, at demonstrationen skulle sprede sig på gadeniveau, og tilsyneladende har sikkerhedspolitiet generelt formået at kontrollere de mange lokale demonstrationer, der snarere fremstår som relativt spontant organiserede end et resultat af bevidst planlægning og politisering fra f.eks. islamistiske gruppers side. Er fjendebilledet kontraproduktivt? Der er næppe nogen tvivl om, at den ægyptiske regering som formodentligt alle arabiske regeringer nærer en høj grad af modvilje over for folkelige manifestationer som f.eks. demonstrationer, netop fordi de er folkelige og spontane og som følge heraf vanskelige at kontrollere politisk Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

10 Fjendebilledets logik og politimæssigt. Denne modvilje og dermed opfattelsen af de anti-israelske demonstrationer som en potentiel trussel mod styrets monopol på at styre offentligheden er formodentligt en del af forklaringen på den ægyptiske håndtering af de anti-israelske demonstrationer. Der er imidlertid også en anden forklaring, der har et videre perspektiv: "Hvor er den ægyptiske hær?" lød en af parolerne i forbindelse med demonstrationerne ved Kairos Tekniske Universitet, og denne parole - formuleret med direkte adresse til den ægyptiske stat, den ægyptiske hær og det ægyptiske sikkerhedspoliti - er i al sin enkelthed dobbelttydig. Enhver kunne således ved selvsyn konstatere, hvor den ægyptiske hær var, nemlig i massivt omfang ved at kontrollere ægyptiske borgeres solidaritetstilkendegivelser i forhold til den palæstinensisk-islamiske sag, som den ægyptiske regering principielt også selv taler. at det fjendebillede af jøder, Israel og israelere, der har kendetegnet den kolde fred internt i Ægypten, er kontraproduktivt i forhold til den rolle som fredsmægler, som den ægyptiske regering spiller på den internationale scene, og som den ikke kan afstå fra fortsat at spille i kraft af sin økonomiske afhængighed af USA. KILDER Cairo Times, vol. 4, issue 32, oktober 2000 Daniel Heradstveit: Fjendens seks ansigter, Vandkunsten, nr. 5, 1991 Encyclopedia of the Modern Middle East, vol. 1, Simon & Schuster, New York 1996 Washington Post, 27. oktober 2000 Derimod var den ægyptiske regering meget synligt ikke der, hvor palæstinenserne i den tilspidsede situation mest af alt havde brug for den, nemlig som en potentiel militær støtte til palæstinenserne i kampen mod Israel, og der har den ægyptiske hær principielt ikke været siden 1979, hvor fredsaftalen med Israel blev underskrevet og den "kolde fred" en formel realitet. Ved siden af frygten for at miste kontrollen over den politiske offentlighed på gadeniveau var det formodentligt bekymringen for, at de anti-israelske demonstrationer skulle udvikle sig til en regulær kritik af den ægyptiske regerings politik over for Israel, der lå bag den ægyptiske stats klare ambitioner om at inddæmme disse demonstrationer. Og det står næppe til diskussion, at en sådan kritik findes i den ægyptiske befolkning. Det står heller ikke til diskussion, at denne kritik er særdeles udbredt blandt de partier, der udgør den politiske opposition i landet, og at kritikken i høj grad, men ikke udelukkende, skyldes den anti-israelske retorik, som den ægyptiske regering både før og efter 1979 har bragt i cirkulation i den ægyptiske befolkning. Man kan således sagtens hævde, 010 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

11 De israelske bosættelser DE ISRAELSKE BOSÆTTELSER: Det nødvendige opgør med bosætterne Den amerikanske politolog Ian Lustick forudså allerede i 1993 en række af de aktuelle problemer i den israelsk-palæstinensiske fredsproces Af Søs Nissen Det er nogenlunde klart, at det ville være gavnligt for freden i Mellemøsten, hvis Israel trak sig fuldt og helt tilbage fra de besatte områder, og lod palæstinenserne få en sammenhængende stat her. Når det ikke sker, skyldes det bl.a., at årtiers bosættelsespolitik har skabt et ømtåleligt politisk problem i Israel. Ingen israelsk leder kan opgive bosættelser og beordre bosættere at flytte uden at skulle konfrontere en meget stærk alliance af bosætter-organisationer og højrefløjspartier. En sådan konfrontation kan risikere at medføre så store interne rystelser i Israel, at man kan tale om borgerkrigslignende tilstande. I hvert fald tilstande, hvor det normale politiske system og dets måder at fungere på, bliver sat ud af kraft. fredsproces i stil med Oslo-processen ville indebære. Og det var vel at mærke i 1993, dvs. før Oslo-aftalen var indgået. En ond cirkel Hvis de israelske ledere undlod at tage det nødvendige opgør med bosætterne, ville man udfra Lusticks hypotese, så at sige eksportere problemet til den palæstinensiske side, idet palæstinenserne dermed måtte acceptere en proces med langsommelige forhandlinger samt vage aftaler om såvel autonomi som overgang til selvstændighed. Større og hurtigere territoriale indrømmelser fra israelsk side ville være det samme som at invitere til oprør fra bosætterne. Det er dette scenario, de israelske ledere frygter eller spekulerer i, alt efter om de er villige til at afgive områderne eller ej. Og det er dette scenario, der indtil videre har afholdt israelske ledere som f.eks. Yitzhak Rabin fra at give de nødvendige indrømmelser i form af sammenhængende territorium og myndighed til palæstinenserne. Dette på trods af, at han og andre sandsynligvis gerne så en såkaldt landfor-fred løsning på konflikten. Ifølge Lustick ville den palæstinensiske side sandsynligvis ikke kunne bære dette pres, og modstanderne af aftalerne ville være i stand til at gøre så stor modstand, at det palæstinensiske lederskab ikke ville kunne leve op til aftalernes betingelser om ro og orden i den palæstinensiske lejr. Modstanden ville forskrække israelerne, der så ville blive endnu mere uvillige til at give indrømmelser til palæstinenserne. Og dermed ville situationen være fastlåst. Denne analyse af bosætter-problemets betydning i israelsk politik kunne man læse i bogen Unsettled States, Disputed Lands af den amerikanske politolog Ian Lustick. Det interessante ved Lusticks bog var dengang (og i dag) ikke blot fremstillingen af bosætter-problemet, men også at bogen med forbløffende præcision forudså de problemer, som en Ian Lustick forudså med andre ord den udvikling, vi netop har set fra 1993 og frem til idag. Forhandlingerne om overdragelse af territorier har været træge, og resultatet er blevet et begrænset og geografisk set opsplittet selvstyre for palæstinenserne. Som forudset, har denne situation skabt stor intern uro i de palæstinensiske områder og Lusticks Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

12 De israelske bosættelser analyse synes således at have aktualitet den dag i dag. Ikke mindst fordi udfordringen fra bosætterne stadig er afgørende for, om Israel trækker sig fuldt tilbage fra alle de besatte områder. Bosætter-problemet Men hvordan er bosætterne blevet et så stort problem? Det skyldes først og fremmest mange års bevidste forsøg på det, man kan kalde de facto anneksion af de besatte områder. En del af det israelske politiske establishment har altid arbejdet for at Israel også skulle omfatte de besatte områder, og specielt Judæa og Samaria dvs. Vestbredden. Siden besættelsen af Vestbredden, Gaza og Østjerusalem i 1967 har denne "alliance for anneksion " arbejdet effektivt for, at områderne skulle blive indlemmet i Israel, og i perioden med Likud- og samlingsregeringer (1977 til 1992) gjorde den store fremskridt. Alliancen for anneksion omfattede Likud-partiet, men også nogle af Arbejderpartiets ledere, samt flere af de mindre partier på højrefløjen. Foruden partierne var bosætterbevægelsen, Gush Emunim, en central aktør. Det mest markante resultat af deres arbejde har været det store antal bosættere i de besatte områder. Mange af bosættelserne er i dag regulære byer med industri, skoler, rådhuse og indkøbscentre, og man regner med, at der er mere end bosættere (inkl. Østjerusalem), altså ca. 1/9 af den samlede befolkning i de besatte områder. Det konkrete byggeri og udflytningen af israelere har imidlertid kun været en del af den samlede indsats for at integrere områderne i Israel. I de første 7 år af Likuds regeringstid kom omkring 50 % af de besatte områders areal under direkte israelsk kontrol enten ved køb, konfiskation eller som resultat af andre juridiske og byplanmæssige tiltag. Det israelske parlament Knesset vedtog lovgivning, der udvidede den israelske jurisdiktion til at omfatte jødisk tilstedeværelse i områderne, og skiftende israelske regeringer brugte milliarder af kroner på infrastrukturel udvikling og oprettede særlige favorable økonomiske ordninger for bosætterne. Regional planlægning i Israel skelnede ikke mellem selve Israel og de besatte områder, og den tidligere grænse til Vestbredden og Gaza, den såkaldte grønne linie, blev slettet fra officielle israelske kort. I praksis blev områderne således forsøgt reelt annekteret og gjort til en fuld og hel del af Israel. Men officielt og politisk kunne man ikke annektere områderne, fordi det ikke ville blive accepteret af det internationale samfund, og fordi der stadig ikke var flertal for dette blandt israelerne. Mange israelere mente fortsat, at det ville være problematisk at annektere områderne, idet den demografiske balance i Israel ville blive forrykket, hvis et par millioner flere arabere skulle tildeles statsborgerskab. Andre forestillede sig, at Israel skulle handle områderne for en fred med de arabiske stater og palæstinenserne. I 1980'erne færdedes almindelige israelere dog i de besatte områder uden problemer, og processen i retning af integration forløb forholdsvis stille og roligt. I alt fald frem til 1987, hvor den palæstinensiske opstand, Intifadaen, viste israelerne, at palæstinenserne ikke ville finde sig i israelsk styre. Dermed blev det problematiske i højrefløjens vision om områdernes anneksion - at palæstinenserne måtte flyttes eller kraftigt undertrykkes - igen helt synlig og nærværende, og debatten om områdernes fremtid blussede op igen. De militante bosættere Højrefløjen opnåede dog noget væsentligt i alle disse år. Gennem udbygningen af de jødiske bosættelser, institutionaliseringen af jødisk tilstedeværelse i områderne og den massive støtte til bosætternes sociale og politiske infrastrukturer var der blevet skabt en endnu stærkere alliance for indlemmelse af områderne i Israel. Og denne alliance havde netop en ideologisk, politisk og økonomisk styrke, der betød, at forsøg på at bytte territorier for fred ikke længere ville være et overkommeligt politisk problem for en israelsk regering. Dette blev ifølge Lustick klart i begyndelsen af 1980'erne, hvor en række begivenheder sandsynliggjorde, at dele af højrefløjen samt bosætternes organisationer ikke længere automatisk ville respektere demokratiske spilleregler. Ledende personer i og omkring de mere ekstreme grupper på højrefløjen havde længe erklæret, at de med alle midler ville bekæmpe en israelsk regering, der ville handle jord for fred. Men noget tydede nu på, at der var magt bag ordene. 012 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

13 De israelske bosættelser For det første viste det sig, at visse grupper blandt bosætterne havde organiseret sig i egentlige terrorceller. Flere palæstinensiske borgmestre på Vestbredden blev ramt af bilbomber i 1980, og i årene 1982 til 1984 var der adskillige tilfælde af voldelige angreb på palæstinensere eller deres ejendom. I 1984 blev en større gruppe af Gush Emunim aktivister arresteret og anklaget for at være medlemmer i et organiseret netværk af terrorgrupper, der var ansvarlige for en stor del af disse angreb. Samme netværk havde desuden foretaget en række sabotageforsøg på Tempelpladsen (al-haram al-sharif) uden held. Også jødiske fredsaktivister blev ramt af denne bosætter-terror, hvilket hidtil havde været uset. For det andet så det ud til, at politiske ledere og ministre specielt fra Likud-partiet opmuntrede, beskyttede og bevæbnede disse ekstremister. I 1982 blev man tvunget til at nedsætte en undersøgelseskommission, og dens rapport tegnede et mønster, hvor manglende respekt for loven og tilfældig og useriøs efterforskning af bosættervold tilsyneladende var resultatet af en uhellig alliance af Likud ministre, ledende officerer i hæren og radikale bosætterne. Eksemplerne var flere i begyndelsen af 1980'erne. Premierminister Begin og hærchefen Rafael Eitan havde i tydeligvis obstrueret efterforskningen af bilbombeattentaterne, hvilket fik lederen af den israelske indenlandske efterretningstjeneste Shin Bet til at tage sin afsked. Da bosættelsen Yamit i Sinai som følge af Camp David-aftalerne skulle evakueres i 1982, kom det til voldsomme kampe mellem bosætterne og den israelske hær. Selvom Likud havde indgået aftalen, støttede de åbenlyst bosætterne, og hundredevis af Gush Emunim aktivister undgik efterfølgende retsforfølgelse. Likud ministre var desuden ivrige fortalere for at tildele de føromtalte Gush Emunim-terrorister amnesti. Situationen var altså den, at spørgsmålet om de besatte områders fremtid fra begyndelsen af 1980'erne ikke længere kun var et politisk spørgsmål, der måske nok kunne medføre et tabt valg, mistillidsvotum eller lignende. En beslutning om at afgive områdene ville nu også kunne udløse et indenrigspolitisk kaos, hvor lovløshed ville råde, og hvor statens sædvanlige redskaber til sikring af den offentlige ro og orden ikke nødvendigvis ville fungere. At man kunne frygte en sådan udvikling, var ifølge Lustick almindeligt anerkendt blandt israelske politikere, samfundsforskere og intellektuelle i midten af 1980'erne. De politiske partier bestilte således opinionsundersøgelser om befolkningens holdning til de demokratiske spilleregler og til udenomsparlamentariske metoder. Samfundsforskere undersøgte de demokratiske institutioners sårbarhed over for udenomsparlamentariske udfordringer i tilfælde af tilbagetrækning, og aviserne skrev ledere om den alvorlige polariserings betydning for de demokratiske institutioners beståen. Selvom de mange års forsøg på at annektere områderne ikke var lykkedes, havde den israelske højrefløj altså formået at skabe en situation, hvor en eventuel tilbagetrækning ville blive overordentlig vanskelig. Bosætterne og fredsprocessen Denne politiske klemme har tydeligvis formet 1990'ernes israelske fredspolitik. Ingen israelsk ledelse har endnu turde tage det nødvendige opgør med bosætterne. Tværtimod har man yderligere tilgodeset bosætterne ved en endog meget kraftigt udbygning af både bosættelserne og infrastrukturen. Det skønnes, at der i 1990'erne er bygget omkring 500 km nye bosætterveje, samt flyttet yderligere bosættere ud i de besatte områder. I slutningen af 1990'erne har det været knap så tydeligt, at territoriale kompromiser ville udløse lovløse tilstande i Israel. Forklaringen kan være, at Netanyahus og sidenhen Baraks politik ikke er blevet set som en seriøs trussel fra bosætternes side, idet begge har været modstandere af Oslo-aftalen (Barak stemte imod den i Knesset). Som nogle måske husker, så billedet imidlertid anderledes ud i Rabins tid ( ). Forhandlinger med palæstinenserne var dengang endnu nye, og Rabins signaler var knap så beroligende set fra bosættter-synspunkter. Bosætterne førte derfor en meget aggressiv kampagne mod Rabin, og han blev dræbt af en jødisk ekstremist i november Mange israelere mente efterfølgende, at højrefløjen og bosætternes had-kampagner havde banet vejen for dette. Drabet på Rabin kunne derfor ses som et varsel om den uro, der vil komme, når en israelsk politiker bare tilnærmelsesvis nærmede sig grænsen for, hvad bosætterne ville acceptere. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

14 Kadafis vand Det bemærkelsesværdige er, at Rabin faktisk prøvede at undgå et åbent opgør med bosætterne. Hans strategi var netop at udskyde de afgørende territoriale spørgsmål som grænsedragning, bosættelser, suverænitet og Jerusalem i håb om, at den israelske offentlighed i mellemtiden ville blive mere indstillet på at give indrømmelser til palæstinenserne. Som Lustick formodede, ville denne strategi mislykkes, fordi de israelske ledere derved ville kræve noget næsten umuligt af et palæstinensisk lederskab, der i forvejen ville have svært ved at etablere sig som en legitim autoritet i områderne. Dette lederskab ville i stedet have brug for hurtige og substantielle resultater. Selvom Ian Lustick har peget på, hvor stort et problem bosætterne udgør for fredsprocessen, mener han ikke, at det er umuligt eller uoverkommeligt at løse. Han sammenligner således Englands delvise tilbagetrækning fra Irland (1922) og Frankrigs tilbagetrækning fra Algeriet (1962) med Israels situation. Ud fra en samlet vurdering af bosætternes organisationer og levevilkår, den israelske hærs opbygning og sammensætning, samt den israelske befolknings ønske om politisk stabilitet, konkluderer Lustick, at et opgør med bosætterne faktisk kan gennemføres med et heldigt udfald. Det kræver imidlertid en israelsk leder, der tør tage konfrontationen med bosætterne. KILDER Lustick, Ian S.: Unsettled States, Disputed Lands. Britain and Ireland, France and Algeria, Israel and the West Bank (Ithaca, Cornell University Press, 1993) Lustick, Ian S.:Necessary Risks: Lessons for The Israeli-Palestinian Peace Process from Ireland and Algeria., Middle East Policy, nr. 93, vinter 1993/94, s SØS NISSEN ER KULTURGEOGRAF KADAFIS VAND: Libyens menneskeskabte flod "Kommer bjerget ikke til Muhammad, må Muhammad komme til bjerget". I Libyen trodser man logikken i det gamle ordsprog man flytter bjerget til Muhammed Af Martin Hvidt Den store menneskeskabte flod eller Verdens ottende vidunder er de betegnelser, som oberst Kadafi, Libyens karismatiske leder gennem de sidste 31 år, bruger om det projekt, der skal flytte vandmængder i Libyen i et omfang, der kan sammenlignes med at flytte bjerge. Bygningen af den store menneskeskabte flod blev igangsat i 1984 og er uden den internationale verdens bevågenhed nu godt på vej mod den endelige færdiggørelse. Det er et projekt af utrolige fysiske dimensioner og med en pris, der heller ikke er til at overse, nemlig ca. 30 mia. dollars, hvilket svarer til 35 Storebæltsbroer. Stik imod alle vestlige eksperters forventninger er projektet blevet gennemført stort set til tiden og stort set til den pris, der var forventet. Projektet er omgæret af stor mystik. I amerikanske militærkredse har der siden 1997 verseret rygter om, at det flere tusinde km lange underjordiske net af rørledninger (4 meter i diameter) slet ikke skal bruges til at føre vand i. Det skulle derimod være kon- 014 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

15 Kadafis vand strueret som skjul for tropper og militærkøretøjer, således at det vil være muligt at iværksætte overraskelsesangreb i Ægypten, Tunesien, Algeriet, Niger og Tchad. Ifølge samme rygter skulle der i forbindelse med tunnelsystemet være underjordiske fabrikker til fremstilling af kemiske våben. Denne opfattelse af projektet er dog nu effektivt blevet manet i jorden af militæreksperter i USA. Det var en historie plantet af det amerikanske forsvar med det formål at sikre større bevillinger og nye våben til militæret. En anden kilde til mystik er Kadafis politiske mål med projektet. Projektet oppumper fossilt grundvand - dvs til år gammelt vand - der ligger i store lommer under ørkenen i en dybde af 400 til 2000 meter. Ingen geologisk ekspert har med sikkerhed kunne afgøre, om det fossile grundvand ligger i afgrænsede lommer, som vi kender det fra olien, eller om hele undergrunden fra Ægypten til Marokko er én stor lomme. Skeptikere ser flodprojektet som del af en djævelsk plan, hvor Kadafi søger at opnå kontrol med de nordafrikanske vandressourcer for herigennem på længere sigt at sikre sig politisk kontrol over området. Når mystikken får lov at omgærde projektet, skyldes det først og fremmest den mystik, der omgiver personen Kadafi, der i flæng betragtes som bindegal, excentrisk og skrupelløs. En anden grund er, at hverken vandeksperter, militærfolk eller den vestlige presse har haft adgang til at bese projektet, mens det har været under opførsel. Der er altså god plads til spekulationer. Men hvorfor valgte libyerne at igangsætte flodprojektet? Og kan det færdige projekt, som kritikere hævder, være et instrument til at styrke Libyens politiske position i Nordafrika? Hvad er den store menneskeskabte flod? Den store menneskeskabte flod er i al sin enkelthed et km stort net af underjordiske rør, der har til formål at transportere vand fra det indre Libyen til kystområderne. Det er her, 85% af landets befolkning bor og landets bedste landbrugsjord findes. Projektet blev igangsat i 1984, og ved indgangen til 2000 er ca. 80% af ledningsnettet færdigt. Det sydkoreanske firma Dong Ah er hovedentreprenør og har gennem 1990'erne haft mand ansat til at fremstille rørsektionerne og få dem lagt. Efter planen vil projektet stå endeligt færdigt i år I 1991 kunne Kadafi fejre sit 22 års jubilæum som landets leder med at indvie første fase af projektet, som omfattede km ledningsnet fra Tazerbo i syd til byerne Benghazi og Sirt i nord. I 1996 kunne han endnu en gang invitere til en stort anlagt indvielsesceremoni. Denne gang gjaldt det anden fase af projektet den vestlige gren, som bragte ørkenvandet til hovedstaden Tripolis borgere. De resterende faser af projektet sigter imod at forfine forsyningsnettet. Det skal bl.a. ske gennem etablering af en forbindelse mellem den østlige og den vestlige gren og gennem opbygningen af reservoirer og andre kontrolstrukturer, således at både bybefolkningen og landbruget sikres vand. Status er i dag, at kun en tiendedel af det vand, som projektet kan føre frem, bliver brugt. Projektet er designet til at kunne levere ca. 6 mio. m 3 vand dagligt. Til sammenligning bruger vi i Danmark 1,3 mio. m 3 dagligt i husholdninger, industri og institutioner. Med andre ord vil flodprojektet, når det er fuldt udbygget, kunne forsyne fire lande af Danmarks størrelse og udviklingsgrad. Libyen har i dag 5 mio. indbyggere, men forventer i år 2025 at have 12 mio. inklusiv gæstearbejdere. Så taler vi alene om, at projektet skal forsyne befolkningen med drikkevand og lignende, vil libyerne kunne boltre sig i en sand overflod af vand. Men projektet er ikke tænkt som et drikkevandsprojekt. Tværtom. Hele 80% af vandet er planlagt til at skulle gå til landbrugssektoren for at sikre befolkningen mad på bordet. Et barn af selvforsyningens æra Som en konsekvens af migrationen til byerne, en hurtigt voksende befolkning og den forbrugseksplosion, som fulgte i kølvandet på olieboomet i 1960'erne og 70'erne, befandt Libyen sig i 1970'erne i en situation, hvor man importerede op imod 80% af sine fødevarer. I Libyen som i andre mellemøstlige lande, der havde bragt sig i samme situation, blev Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

16 Kadafis vand størrelsen af fødevareimporten oplevet som en ubehagelig langsigtet løsning på vandproblemerne. Regeringen besluttede, at afsaltning af havvand både var for dyrt og for risi- afhængighed af Vesten. Selvforsyning koste hvad det ville blev derfor en væsentlig del af landenes politik. kofyldt, da landet ville blive fuldstændig afhængig såvel af udenlandske teknologi som af eksperter til at bygge og Objektivt set har der også været god grund til at tænke i vedligeholde sådanne anlæg. Valget var derfor ikke svært. selvforsyning. I forbindelse med oliekrisen i 1973, hvor Med så overdådige mængder vand liggende under ørkenen, OPEC drastisk hævede verdensmarkedsprisen på olie, truede de vestlige lande med USA i spidsen med at spille kenen, hvor vandet er, eller flyt vandet ind til befolkningen". var der reelt kun to muligheder. Flyt befolkningen ud i ør- "fødevarevåbnet" som gengæld for OPEC's brug af "olievåbnet." Yderligere bidrog den israelske/ palæstinensiske Bybefolkning tilbage til landet? konflikt til at skabe usikkerhed blandt arabiske statsledere Mens projektet teknisk set nu er en realitet, er tiden løbet om det fremtidige forhold til Vesten. Det var derfor ikke sikkert, at fødevareimporten ville kunne opretholdes. På denne det for fødevarer er i dag ikke blot mere åbent og fra tanken om selvforsyning med fødevarer. Verdensmarke- baggrund omlagde de fleste mellemøstlige lande i 1970'erne diversificeret, men også billigere end det nogensinde har GRATIS PERRIER Totalt set ville det have været billigere at dække Libyens vandbehov både i industri og husholdninger de næste 50 år ved at flyve Perrier-flaskevand ind fra Frankrig og uddele det gratis. været. Det er ikke længere kun USA's kornproduktion, der er så tilstrækkelig, at man er i stand til at eksportere. Dette gælder også EU's, ligesom man i Asien har overskud af ris. Hertil kommer, at frygten for, at et enigt verdenssamfund vil kunne udelukke Libyen fra at købe fødevarer, synes at have mistet sin begrundelse. Tiden siden Golfkrigen ( ) har vist, hvor vanskeligt det i praksis er at gennemføre økonomiske straffeaktioner. Libyen er selv et godt eksempel herpå. Selvom man i perioden 1986 deres landbrugspolitik således, at selvforsyning af de mest basale fødevarer blev målet. Kadafi havde i løbet af 1970'erne igangsat store landbrugsprojekter inde i ørkenen, hvor ferskvandskilderne befinder sig. Projekterne blev mildest talt ingen succes. Libyerne måtte - som saudierne 10 år senere - erkende, at det ikke blot er overordentligt dyrt, men også forbundet med store vanskeligheder at opdyrke ørken. Der er stadigt landbrug i ørkenoasen al-kurfa i dag, men man har erfaret, at 70% af vandet fordamper, og at de landbrugsprodukter, der i sidste ende til 1999 f.eks. var udsat for amerikansk embargo, har man i kommer ud af anstrengelserne, koster mellem 4 og 8 gange samme periode øjensynligt ikke haft besvær med at købe den pris, som de ville kunne købes for på verdensmarkedet. amerikansk producerede Caterpillar-gravemaskiner eller nogen som helst andre amerikanske produkter. Tjenstvillige Besat af tanken om selvforsyning med fødevarer og stillet forretningsfolk i Europa har fungeret som mellemled. Heller ikke FN-embargoen ( ) synes at have forårsa- over for kravet om at finde en løsning på de stigende problemer med at skaffe drikkevand til byerne, hyrede Kadafi i get større afsavn. slutningen af 1970'erne et af de største amerikanske ingeniørfirmaer til at undersøge muligheden for at lave flodprojektet og senere at designe det. projektets planer, og Kadafi ved enhver given lejlighed Selv om landbruget fortsat nyder høj prioritet i flod- fremhæver dette mål, foregår der i dag en diskussion blandt Stillet overfor spørgsmålet, om det var en klog beslutning beslutningstagere i Tripoli om, hvorvidt det stadigt er hensigtsmæssigt at satse på en opbygning af landbrugssektoren. at igangsætte projektet, siger Omar Salem, den nuværende generaldirektør for Libyens vanddirektorat: "Det var aldrig Vandet, argumenteres det, ligger bedre i undergrunden, og et spørgsmål, om vi skulle benytte de vandressourcer, vi vil kunne tjene samfundet over en meget længere tidshorisont, end de 50 år projektet oprindeligt var planlagt havde i undergrunden eller ej. Vi var tvunget til at finde en at 016 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

17 Kadafis vand skulle løbe over, hvis man satser på import af fødevarer fremfor på opbygningen af en stor og ineffektiv landbrugssektor. Dette synspunkt synes at komme belejligt i forhold til det faktum, at det stort set har været umuligt at få den libyske bybefolkning til at vende tilbage til landet. Til Kadafis store skuffelse har det været svært at finde libyere, der ville tage imod de stykker jord, der stort set er blevet foræret til dem. Og forsøgene på at tilkalde ægyptere, der jo udmærker sig ved at have forstand på overrislet landbrug, har ikke givet de ønskede resultater. Der er i dag klare tendenser til, at landbrugssektoren er ved at blive nedprioriteret i flodprojektet. I stedet ønsker man at opbygge en mindre, men højteknologisk landbrugssektor. Gyldne dråber 30 mia. dollars er mange penge. Ikke mindst, hvis man udregner den værdi, de ville have haft, såfremt de i stedet for at være udbetalt løbende til byggeriet af vandprojektet var blevet investeret i værdipapirer. Ender den menneskeskabte flod med hovedsageligt at blive et drikkevandsprojekt, ville det totalt set have været billigere at dække landets vandbehov både i industri og husholdninger de næste 50 år ved at flyve Perrier-flaskevand ind fra Frankrig og uddele det gratis. Selv når befolkningen i år 2025 forventes at stabilisere sig omkring 12 mio. indbyggere, vil projektet være dimensioneret til at kunne levere dobbelt så meget vand, som der forventes at blive forbrugt i husholdninger, industri osv. I økonomisk forstand er det dyrt med en sådan overkapacitet. Det svarer til at købe en ny bil. Kører man mange kilometer om året, når man at slide bilen op, før rusten tager den. Det betyder, at den dag man vinker farvel til bilen ved autoophuggeren, har den pris, man har betalt pr. kilometer, været meget lille. Kører man derimod kun få kilometer årligt, gælder det modsatte. Hvad flodprojektet angår, befinder Libyen sig i den sidstnævnte situation. Prisen pr. kubikmeter er tårnhøj. Det er i sandhed gyldne dråber. Libyen som regional stormagt? Spørger man en økonom, hvad libyerne skulle gøre for at få bedre økonomi i projektet, vil svaret komme prompte: Sælg det vand, som landet ikke selv bruger. Det giver maksimal udnyttelse af anlægget over dets tekniske levetid. Hermed kommer vi tilbage til spørgsmålet om, hvad Libyen udenrigspolitisk kan bruge sine vandressourcer til. Vil vandet styrke Libyens politisk i Nordafrika? Der er kun fornuft i at tale om en sammenhæng mellem vand og politisk magt, hvis vandet reelt bliver efterspurgt af nabostaterne. Og det er ikke sandsynligt inden for en overskuelig fremtid. For det første er det svært at forestille sig, at lederne i Ægypten, Tunesien, Algeriet, Tchad eller Niger ønsker at indgå en langsigtet aftale (og den skal være langsigtet for at det kan betale sig at lægge rørnettet), der reelt sætter Kadafi i stand til fra dag til anden at lukke vandforsyningen i f.eks. Tunis eller Algier by. For det andet kan Libyen ikke komme med et tilbud, som nabostaterne ikke kan sige nej til, med mindre Kadafi skulle vælge at forære vandet væk til sine arabiske naboer som en venlig gestus. Det ville være i strid med al fornuft, hvis han gjorde det. Dels vil det være forbundet med store omkostninger og dels opfattes vandet som et nationalt gode, som skal holde libyerne fri fra tørkens svøbe i generationer. At give det væk ville svare til at forære dele af olieproduktionen bort. Så skal vand afhændes til nabostaterne, vil der skulle betales for det. Såfremt vandet skal prisfastsættes, vil den pris, som f.eks. Tunesien eller Algeriet skulle betale for Libyens vand, imidlertid blive for høj til, at vandet er en salgsvare. Siden libyerne i begyndelsen af 1980'erne afviste afsaltning af havvand som en måde at tilfredsstille samfundets vandbehov på, er der sket voldsomme teknologiske fremskridt inden for denne branche. Og det har betydet at prisen for en m3 afsaltet vand er faldet drastisk. En m 3 afsaltet vand kan i dag produceres for omkring 6 kr., hvilket vil sige, at man vil kunne få liter drikkevand for 6 kroner. Det er billigt. Med den pris kan det ganske enkelt ikke betale sig at lægge et ledningsnet fra Libyen til f.eks. Tunis eller Algier, og da slet ikke over længere afstande. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

18 Kadafis vand Så havde Kadafi igangsat flodprojektet med det formål at skabe sig politiske alliancer og dermed magt i Nordafrika pga. af en overflod af vand, så er han uheldig. Afsaltningsteknologien har brudt den magt, som et monopol over vandet i Nordafrika ville have givet ham. Og dermed bliver det utænkeligt, at den menneskeskabte flod kommer til af fungere som et instrument til at styrke Libyens politiske position i Nordafrika. KILDER Bonner, Raymond: Mysterious Libyan Pipeline Could Be Conduit for Troops, New York Times, December , Danmarks Statistik: Statistisk Årbog 1998, København Hvidt, Martin: Den Menneskeskabte Flod, Mellemøstinformation, april 1990, s. 4-7 Margolis, Erik (1997): Col. Khadaffi's Secret Tunnels of Death, The Toronto Sun, Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

19 Den sunde faste? DEN SUNDE FASTE?: Ramadan for de raske Ramadanen, som begynder om få uger, nyder høj status blandt muslimer, og det er ikke ualmindeligt, at selv folk med kroniske sygdomme ønsker at deltage i fasten. Imidlertid hersker der inden for lægevidenskaben stor uenighed om fastemånedens indflydelse på muslimers helbred Af Helle Lykke Nielsen Har muslimer godt af at faste i ramadanmåneden rent fysisk altså? Det mener de fleste muslimer både lærde og lægfolk med henvisning til såvel den religiøse litteratur som mere almindelige talemåder om, at fasten er sund for både sjæl og legeme: Overvægtige kan jo tabe sig, kroppen renses for skadelige stoffer og den fastende kommer i det hele taget i bedre fysisk og mental form. Nogle muslimer går endda så vidt som til at hævde, at ramadanen forsinker aldringsprocessen: Jo mere man faster, jo længere tager det før man bliver gammel. Men den islamiske fastemåned, der i år starter omkring 29. november, er også forbundet med fysiske gener for mange muslimer - alene af den grund, at fasten ofte er ensbetydende med for meget mad i aften- og nattetimerne, ændrede kostmønstre og manglende søvn. Det vrimler da også med gode råd f.eks. på internettet om, hvad man skal stille op mod forstoppelse, luft i maven og andre fordøjelsesproblemer, for lavt blodtryk og blodsukker og for meget mavesyre, hovedpine, muskelkramper og de knæsmerter, der kan komme af at bede flere gange end normalt. At de helbredsmæssige aspekter af ramadanen tages alvorligt i muslimske kredse kan bl.a. ses af, at der i de senere år er publiceret en række undersøgelser i forskellige internationale lægetidsskrifter om den islamiske fastes indflydelse på stofskifte, blodtryk og andre kropslige reaktioner. Hertil kommer, at nogle hospitaler og universiteter, primært i Mellemøsten, ligefrem har oprettet særlige forskningsenheder til undersøgelse af ramadanens indflydelse på helbredet et eksempel er "Kong Hassan d. 2.s Fond for Videnskabelig og Medicinsk Forskning om Ramadanen" i Casablanca, Marokko. Hvert 4. år afholdes der ligeledes en international konference om sundhed og ramadanen den næste afholdes i Teheran i oktober og så er der kommet et internationalt tidsskrift på markedet - International Journal of Ramadan Fasting Research der udgives af Det Internationale Selskab for Forskning i Ramadanfasten, og som har til formål at undersøge "det menneskelige stofskifte og anden adfærd i forbindelse med ramadanen samt forbedre kost, sundhed og medicinske, sociale og personlige anliggender". Ramadanen en slankekur? En af de ting, der har optaget muslimske læger, er, om muslimer generelt taber sig eller tager på i forbindelse med fasten. Og her peger undersøgelsesresultaterne i meget forskellige retninger: Nogle undersøgelser vise vægttab på mellem 1,7 og 3,8 kg, mens andre viser uforandret vægt, vægtforøgelse eller en blanding af alle tre ting. F.eks. viser en undersøgelse af 265 kuwaitiske universitetsstuderende mellem 20 og 27 år, der næsten alle var ugifte og boede med deres familier, at 48% havde uændret vægt, 35% havde tabt Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

20 Den sunde faste? sig, mens 13% havde taget på. De resterende 4% vidste ikke, om de havde tabt sig eller taget på. Problemet med sådanne undersøgelser er, at de ikke uden videre er sammenlignelige, bl.a. fordi de bygger på forskellige alders- og socialgrupper, og fordi de f.eks. ikke tager højde for så grundlæggende ting, som hvorvidt ramadanen falder i sommermånederne, hvor det kan være meget varmt, og der derfor er stor væskefordampning, eller i vintermånederne, hvor dagenes længde betyder kortere fasteperioder. Disse metodiske problemer betyder selvsagt, at det p.t. er umuligt at udsige noget mere generelt om ramadanens indflydelse på fastende muslimers vægt. En af de ting, der til gengæld går igen i undersøgelsesresultaterne, og som også understøttes af forbrugsstatistikker fra forskellige mellemøstlige lande, er, at der sker en betydelig kostomlægning i ramadan-måneden: Forbruget af kød og grøntsager stiger mærkbart, mens brugen af kornprodukter som brød falder, og det betyder i praksis en mere fed kost. Men som en af forfatterne til en undersøgelse af kolesteroltal skriver i International Journal of Ramadan Fasting Research, skulle "en særlig fed kost, hvor 36% af energien kommer gennem fedt, der indeholder flerumættede fedtsyrer, være gavnlig til at forebygge stigende kolesterol i blodet og urinsyreniveau og give en bedre proteinoptagelse i kroppen." Så fed kost skulle altså have sine fordele. Også ramadanens indflydelse på rygning er undersøgt. I et britisk forsøg på at få folk til at holde op med at ryge blev der lavet et særligt Ramadan-projekt: Tanken var, at man kunne udnytte det faktum, at muslimer ikke må ryge under fasten om end nogle muslimer i praksis ser stort på dette forbud ved at få dem til at forsætte det nedsatte cigaretforbrug, når ramadanen var overstået. I 7 år blev der sat plakater op i moskeer og andre islamiske aktivitetscentre med angivelse af fastetidspunkter altså tidspunkter for solopgang og nedgang og medfølgende budskaber om de sundhedsmæssige fordele ved at holde op med at ryge. Der blev samtidig lavet antirygekampagner på de lokale radio- og tv-stationer og distribueret antirygemateriale gennem lokale muslimske bogtrykkere og taxiselskaber. Resultatet har dog ikke været overvældende, for man har ikke kunnet notere nogen nedgang i antallet af rygere. Det afholder dog ikke forfatterne til undersøgelsen i at konkludere, at særligt tilrettelagte kampagner nok er den bedste vej frem i indsatsen mod rygning blandt etniske og religiøse mindretal. Bør sukkersyge faste? Ramadanen har høj status blandt muslimer: Det er et selvfølgeligt udgangspunkt især i Mellemøsten at man som muslim overholder fasten i ramadanen, med mindre man hører til gruppen af børn, svagelige gamle, syge, folk på rejse eller kvinder, der er gravide, lige har født eller ammer. Ifølge Koranen har disse grupper nemlig ikke pligt til at faste. Men netop fordi ramadanen nyder høj status, er det ikke ualmindeligt, at folk med kroniske sygdomme selv ønsker at deltage i fasten. Det gælder ikke mindst udsatte grupper som f.eks. sukkersygepatienter, der ellers i hverdagen har behov for nøje kostovervågning. Og netop sukkersygepatienter har da også været genstand for en række medicinske undersøgelser i et forsøg på at afklare, hvorvidt disse patienter kan klare at faste og i givet fald i hvilket omfang. Resultaterne af de publicerede undersøgelser er blandede: I en af de nyeste artikler om diabetes og ramadanen, der udkom i 1998 i tidsskriftet International Journal of Ramadan Fasting Research gennemgår to iranske læger, Azizi og Siahkolah, problemerne med vægt, blodsukker, kostindtag og andre biologiske parametre hos diabetespatienter, og de konkluderer følgende: "Det meste faglitteratur viser, at det at faste i Ramadanen er sikkert nok for flertallet af diabetespatienter (sålænge det følges op af) ordentlig vejledning og diabetisk kontrol. De fleste ikke-insulinkrævende patienter kan uden videre faste under ramadanen. En del af de insulinafhængige diabetespatienter, som insisterer på at faste under ramadanen, kan godt gøre det, hvis de håndterer det omhyggeligt. Det er afgørende, at der er stor opmærksomhed på diætkontrol, det daglige aktivitetsniveau og medicinregulering, hvis fasten skal forløbe hensigtsmæssigt." 020 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000

21 Den sunde faste? Også lægerne ved "Kong Hassan d. 2.s Fond for Videnskabelig og Medicinsk Forskning om Ramadanen" udviser stor interesse for diabetespatienter, men her er kriterierne for, hvornår man som sukkersyg muslim bør afholde sig fra at faste mere strikse: Både diabetespatienter, der tager insulin, og dem, der ikke tager det, og hvis sukkersyge ikke er ordentligt reguleret, frarådes entydigt at faste. Det er selvfølgelig ikke overraskende, at lægevidenskabelige undersøgelser kan komme frem til forskellige resultater for, hvad der er forsvarligt for sukkersygepatienter, jvf. de metodeproblemer, der også blev omtalt ovenfor i forbindelse med vægtundersøgelserne. Men det hjælper ikke de sukkersyge muslimer, der let kommer i klemme mellem divergerende informationer fra muslimske læger og deres eget ønske om at deltage i det sociale og religiøse fællesskab, som ramadanen nu engang er. Faste for de sunde Skal man konkludere noget på basis af de undersøgelser, der foreligger om fastens indflydelse på helbredet, må det være, at ramadanen først og fremmest er for de raske eller som det formuleres i en undersøgelse af "biokemiske parametre hos unge kvinder under ramadanen": "Undersøgelsesresultaterne ( ) viser, at det er helt forsvarligt at faste under ramadanen for normale sunde voksne." KILDER Afifi, Zeinab: Daily Practices, Study Performance and Health During the Ramadan Fast, Journal for Royal Society for Health, vol. 117, no. 4, s Azizi, Fereidoun Azizi: Ramadan Fasting and Diabetes Mellitus, International Journal of Ramadan Fasting Research, vol. 2, s. 8-17, 1998, ains/ramadan.htm Consultative Services, Kong Hassan d. 2.s Fond for Videnskabelig og Medicinsk Forskning om Ramadanen, Farren, Cecilia & Jennie Naidoo: Smoking Cessation Programmes Targeted at Black and Minority Ethnic Communities, British Journal of Cancer, vol. 74, a996, s. S78-S80 Nomani, Mohammad Zafar: Diet During Ramadan, International Journal of Ramadan Fasting Research, vol. 3, 1999, Nomani, Mohammad Zafar: Dietary Fat, Blood Cholesterol and Uric Acid Levels During Ramadan Fasting, International Journal of Ramadan Fasting Research, vol. 1, 1997, Sakr, Ahmad: Significance of Fasting, Some Health Guidelines for Ramadan, Omvendt peger en række andre undersøgelser på, at tidligere mavesårspatienter og i det hele taget patienter, der tager medicin, bør være meget forsigtige med kostomlægninger og ændrede sovemønstre, endsige medicinforbrug, for det er alle risikofaktorer, der kan forværre en given sygdom eller få den til at bryde ud igen. Og det budskab burde måske formidles klarere ud til de muslimske patienter, der gerne vil faste, men hvis fysiske tilstand ikke har godt af det. Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/

22 MELLEMØSTEN I TAL af Peter Seeberg Areal Bef. Bef.- Leveår Analfa- BNP Vækst Valutakurser Eksport Import vækst betisme i BNP fra DK til DK (1) (2) (3) (4) (5) (6) (7) (8) (9) (10) Algeriet , ,0 0,111 per dinar Bahrain 0,7 0, ,3 23,52 per dinar Emiraterne 84 2, ,9 2,42 per dirham Irak a.. suspenderet Iran , ,005 per rijal Israel , ,4 2,15 per shekel Jordan , ,5 12,52 per dinar Kuwait , c.. 28,79 per dinar Libanon , ,7 0,0059 per pund Libyen , b.. 17,21 per dinar Marokko , ,0 0,80 per dirham Oman 213 2,3 5, b.. 23,04 per rijal Qatar 11 0, c.. 2,44 per rijal Saudi-Arabien , b.. 2,36 per rijal Sudan ,7 0,03 per dinar Syrien , ,8 0,20 per pund Tunesien , ,9 6,02 per dinar Tyrkiet , , per lira Palæstina 6.2 2, Yemen , ,6 0,055 per rijal Ægypten , ,3 2,37 per pund I alt , Danmark ,4 76 < ,6 Uddybning af tabeloverskrifterne: 1. Areal i km 2 6. BNP per capita 1998 i USD 2. Befolkningstal medio 1998 i mio. 7. Årlig gns. vækst i BNP per capita i % 3. Befolkningsvækst årligt gns i % 8. Valutakurser ultimo okt i kroner per enhed 4. Forventet antal leveår ved fødslen, Eksport fra Danmark 1997 i kroner 5. Analfabetisme 1997 blandt voksne i % 10. Import til Danmark 1997 i kroner Vedr. BNP-tal: a) estimeret mellem 761 og USD b) estimeret mellem og USD c) estimeret over USD Kilder: World Development Report 1999/2000, Statistisk Årbog 1998, Danske Bank. 022 Mellemøstinformation Center for Mellemøststudier Syddansk Universitet Odense 17. årgang Nr. 11/2000