At tage arabere alvorligt!

Transkript

1 ANALYSE Februar 2009 At tage arabere alvorligt! Peter Seeberg Barack Obama, USA s nyudnævnte præsident, vil tilsyneladende anlægge en noget anderledes linje over for den arabiske verden end forgængeren George W. Bush. Dette blev bl.a. klart i et interview den 26. januar 2009 på den arabiske satellitkanal Al Arabiya. Han vil ifølge interviewet lytte til de arabiske stemmer og arbejde sammen med både EU og Rusland i et forsøg på at nå resultater i Mellemøsten. Han antyder en politik, der bl.a. har som mål at isolere yderliggående kræfter og opnå fremskridt ved at lægge op til dialog og samarbejde en politik, som flere analytikere har påpeget netop ikke kendetegnede den tidligere ledelse i USA.

2 Peter Seeberg: At tage araberne alvorligt! 2 En af de nævnte analytikere er den amerikanske politolog Marc Lynch, der i 2003 i en meget omtalt artikel i Foreign Affairs gjorde gældende, at det ikke bare var invasionen af Irak i marts 2003 og den ensidige støtte til Israel, der var problemet. Endnu mere vigtig var den rå, tonedøve måde, hvorpå denne politik blev ført ud i livet. Dette var måske den faktor, der ifølge Lynch mere end noget andet forhindrede en regime change politik i at slå igennem. George W. Bush byggede ifølge Lynch sin politik på en forestilling om, at arabere har respekt for styrke, og at forsøg på fornuftsbaseret argumentation vil blive opfattet som svaghed. Desuden at den arabiske opinion ikke har nogen som helst betydning, simpelthen fordi de autoritære stater kan kontrollere og/eller ignorere udtryk for utilfredshed. Derfor kunne Bush administrationen med stor sindsro se stort på vreden vendt mod USA, da denne enten havde at gøre med noget dybt rodfæstet i islamisk eller arabiske kultur eller med at de arabiske ledere anvendte anti amerikanismen for at dække over regimernes egen elendige ledelse. Og endelig var det opfattelsen, at anti amerikanismen simpelthen byggede på misforståelser af amerikansk udenrigspolitik. Blandt andet derfor er så meget gået galt i de senere års amerikansk Mellemøst politik. Den arabiske offentlighed er ikke ligegyldig uanset at de autoritære regimer kontrollerer denne. Ikke mindst i lyset af de nye arabiske mediers udbredelse er det væsentligt at forholde sig til, hvad der i virkelighedens verden er langt mere kompliceret end blot et spørgsmål om nogle repressive regimer, der undertrykker en folkelig opinion og understøtter sig selv gennem statsstyrede medier. Vel er det sandt, at de arabiske ledere anvender de (selv ) censurerede medier til at dække over de ringe sociale vilkår i den arabiske verden, men de nye arabiske medier (Al Jazeera, Al Arabiya, Abu Dhabi TV, Al Manar etc.) formulerer en slagkraftig anti amerikanisme, der får stor gennemslagskraft, hvis der ikke er et modspil, der tager den samlede arabiske offentlighed alvorligt. Dette var tydeligt i forlængelse af krigen i Irak. Uanset at der i vide kredse i Mellemøsten var stor skepsis over for Saddam Hussein, blev den amerikanske afvisning af at søge bredere såvel international som arabisk opbakning til invasionen i Irak i marts 2003 opfattet som et udtryk for amerikansk arrogance. Og de amerikanske soldater blev opfattet som en indtrængende fjende snarere end en magt, der frelste irakerne for en hadet diktator. Tilsvarende blev Bushs bemærkning om at Sharon var a man of peace til et vigtigt og ofte anvendt symbol på den amerikanske mangel på forståelse for den arabiske offentlighed.

3 Peter Seeberg: At tage araberne alvorligt! 3 Marc Lynch gjorde i sin artikel afslutningsvist opmærksom på, at dialog med den arabiske verden næppe var nogen let løsning. At det ville kræve tålmodighed og selvbeherskelse. At Bush administrationen måtte tilsidesætte sit ubehag ved diplomatiets vej, sin hang til trusler og tvang og sin tendens til at dele verden op i simple dem der ikke er med os er imod os kategorier. Men samtidig pegede Lynch på, at der næppe var nogen vej uden om dialog var den eneste vej til fremskridt på vejen frem mod at realisere de mål, som Bushadministrationen havde sat sig i relation til Mellemøsten. Har Obama set skriften på væggen? Måske har Bushs sandsynligvis triste eftermæle bidraget til at Obama har besluttet sig for i langt højere grad at tage arabere alvorligt, hvilket netop var titlen på Marc Lynch s artikel (Taking Arabs Seriously). En række formuleringer peger i retning af dialog og konstruktivt samarbejde: Adspurgt af den arabiske stjernereporter ved Al Arabiya, Hisham Melhem, om udpegningen af senator George Mitchell og hvad denne nu skal i gang med i Mellemøsten, understreger Obama, at det han har bedt Mitchell om at gøre, er i første omgang at tage til Mellemøsten og lytte til de væsentlige parter i regionen. Derefter skal han rapportere til præsidenten og herefter formuleres der en politik. Obama understreger i interviewet, at det ikke alene handler om at forholde sig til forholdet mellem Israel og palæstinenserne, men at det også vil være væsentligt at forholde sig til hvad der sker i Syrien, Iran og Libanon. Tilsvarende er det vigtigt at forholde sig til Afghanistan og Pakistan. Videre peger Obama på, at hans udenrigsminister Hilary Clinton har udtalt, at det vil være væsentligt at se på regionen som en helhed og kommunikere et budskab til den arabiske verden om, at USA er villig til at tage initiativ til et nyt partnerskab i Mellemøsten baseret på gensidig respekt og gensidige interesser. Et interessant aspekt af interviewet er forholdet til de terrorister, som intervieweren nævner, herunder Osama bin Laden og Zawahiri. Obama gør gældende, at deres ytringer for øjeblikket afslører nervøsitet og at deres idéer er at betragte som håbløse fallitboer. Det er tydeligvis som om Obama ønsker at markere en eksplicit afstandtagen til disse grupper formentlig i et forsøg på politisk at isolere dem. Obama slutter af med at påpege sin disrespekt for terrororganisationer som Al Qaida, der dræber uskyldige civile. De ekstremistiske

4 Peter Seeberg: At tage araberne alvorligt! 4 organisationer findes, siger han, men vi kan ikke lade en bestemt tro tage ansvaret for, hvad der er blevet gjort i den pågældende tros navn. Interviewet sluttes af med en kort markering fra Obamas side hvad angår Iran. Det er væsentligt for ham at udtale sin respekt for det iranske folk og den persiske civilisation, men også at være villig til at tale med Iran. Hvis Iran ikke knytter næven, vil de møde en udstrakt hånd fra USA s side, som det udtrykkes til sidst med en karakteristisk, retorisk Obama formulering. Elfenbentårnets råd og virkelighedens muligheder Den amerikanske politolog Michael Hudson udtrykker i en artikel med gode råd til præsidenten (Advice to President Obama), skepsis over for, om Obama vil ændre signaler. Det er mest sandsynligt, siger han, at man vil forblive på den kendte, uproduktive kurs. Ikke desto mindre peger han på, at den amerikanske præsident vil kunne anvende sin talerstol til at ændre den opfattelse af Mellemøsten, som længe har været den herskende i USA og som har forhindret en effektiv og retfærdig Mellemøst politik. Gevinsterne ved en sådan politik, hævder Hudson, vil være enorme. Hudson gør opmærksom på, at der er stor forskel på hvad det akademiske elfenbenstårn foreslår, og hvad præsidenten vil gøre i virkelighedens verden. I samme artikel peger en anden amerikansk Mellemøst kender, antropologen Richard Norton, på nødvendigheden af at reetablere USA s troværdighed i Mellemøsten. Det forekommer næsten som om Obama har læst artiklen og har til hensigt at følge nogle af de råd, der gives i denne. Specielt Michael Hudsons bidrag til artiklen rummer en række konkrete anvisninger, som i særdeleshed handler om at stille krav til Israel om at bidrage til at skabe mulighedsbetingelser for realisering af en tostatsløsning. Det er selvsagt for tidligt at bedømme den nytiltrådte præsident Obamas Mellemøst politik. Men der er klart nok nogle elementer i politikken, som forekommer hensigtsmæssige. Det er klogt i første omgang at skabe sig en tænkepause og noget handlerum ved at lade Mitchell tage til Mellemøsten og tale med alle parter i regionen, som vil være med til at skabe fremskridt. Obamas udtalelser virker som en invitation til både Syrien og Iran og spørgsmålet er, om de er i stand til at afvise invitationen. Måske kan der blive skabt et forhandlingsmiljø, hvor det kan være problematisk at stå udenfor. Det forekommer også klogt at søge at isolere ekstremisterne i regionen eller for den sags skyld globalt. Netop denne detalje i interviewet er godt tænkt

5 Peter Seeberg: At tage araberne alvorligt! 5 også i den arabiske verden er man led og ked af Osama bin Laden og Al Qaida. Men det forbliver uklart, hvilken rolle Obama har tiltænkt for stærke ikkestatslige aktører som Hizbollah og Hamas. Vil disse organisationer også blive forsøgt isoleret? Det forekommer sandsynligt men det er ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt. Snarere vil det være klogt at forhandle med alle aktører, som har en rolle at spille, de ikke statslige inklusive. De kommende måneder vil vise, hvordan en fornyet amerikansk administration vil tackle de meget vanskelige udfordringer i Mellemøsten, som også handler om at forholde sig til alle betydningsfulde parter og i den forbindelse også inddrage EU og Rusland, som Obama er inde på i interviewet. Under alle omstændigheder er budskabet om at tage arabere alvorligt og lægge arrogancen på hylden et klogt bud på en fremtid for regionen og for amerikansk Mellemøst politik. Som Marc Lynch gør opmærksom på i en kommentar til interviewet: Hvordan kan jeg være andet end begejstret for, at Obama har taget min policy anvisning alvorligt om at tage arabere alvorligt? Uanset om Obama har læst Marc Lynch eller ej, er det forsonende at se en amerikansk præsident, der både synes villig til at lytte til sine modstandere og til sine kommende kritikere! Litteratur: Lynch, Marc: The fallout from Obamaʹs interview: day one, Foreign Policy: ts_a_hit_a_third_of_the_time. Lynch, Marc: Obama to Arabs: ʺwhat youʹll see is someone who is listeningʺ, Foreign Policy: Lynch, Marc: Taking Arabs Seriously, Foreign Affairs, Sept/Oct 2003, Vol. 82, Issue 5. Macgregor, Douglas, Marvin Weinbaum, Abdullah Ansary, Robert Pape: The Global War on Terror : What Has Been Learned? Symposium, Middle East Policy, Vol. XV, No. 4, Winter 2008.

6 Peter Seeberg: At tage araberne alvorligt! 6 Melham, Hisham, Al Arabiya: Interview with President Barack Obama, al arabiyaintervie_n_ html. Norton, Augustus Richard, Eva Bellin, Eric Davis, Michael C. Hudson, Bahman Baktiari and Kristin Smith Diwan: Advice to President Obama. Dedicated to the Memory of Professor Louis J. Cantori. Middle East Policy, Vol. XV, No. 4, Winter Stikord: Lande: USA, Mellemøsten, Israel, Syrien, Iran Emner: Amerikansk udenrigspolitik, demokrati, fremskridt, dialog Anslag: