D e n i d e e II e F ø d e.

Transkript

1 Nr. 4 Juli Aargang Martinus: D e n i d e e II e F ø d e. Til de store Problemer, som i Kraft af den ny kosmiske Verdensimpuls er under stærk stigende Udvikling, hører ogsaa Spørgsmaalet om den ideelle Føde. At Menneskene er under stærk stigende Udvikling fra en primitiv grov dyrisk Tilstand til en mere fuldkommen eller forfinet Form for Tilværelse er jo forlængst blevet en Kendsgerning for den udviklede Aandsforsker. Ligeledes er det ogsaa for det samme Væsen en Kendsgerning, at jo mere forfinet en Organisme er, desto finere Vedligeholdelsesmateriale eller Næring maa denne Organisme have. Medens det primitive Naturmenneske næsten ugenert kan spise af en Skarnbøtte eller nyde fordærvede og stinkende Produkter, kan det forfinede Kulturmenneske kun nyde saakaldte "friske Varer'" der "uberørt af Menneskehænder" er fremstillet under de mest raffinerede hygiejniske Renlighedsprocesser. Og dog maa det bemærkes, at Udviklingen af sidstnævnte Væsens Ernæringssanser, hvilket i dette Tilfælde i særlig Grad vil sige dets Smagsorganer endnu langt fra har kunnet følge Trop med dets øvrige Udviklingstilstand. Det er nemlig Ernæringssansernes Opgave at fremkalde en naturlig Sult og en naturlig Tørst. Ved en naturlig Sult og Tørst maa her forstaas et sundt eller naturligt tilpasset Begær efter de specielle Stoffer, som Organismen maa optage i sig og assimilere for dens absolut e sunde Vedligeholdelse. At de jordiske Kulturmenneskers Ernæringssanser ikke helt skaber naturlig Sult og Tørst, men derimod i stor Udstrækning befordrer Hunger efter unaturlige Ernærings- og Nydelsesmidler, er det Utal af organiske Sygdomme og svære Lidelser, som de samme Væsener er befængte med, Beviser for. Fra det okkulte eller kosmiske Syn findes der ikke engang I Procent virkelige eller absolut sunde Mennesker indenfor Jordens Zoner. Men her maa jo ogsaa tages i Betragtning andre Omstændigheder, saasom deres Forhold til Klima, Motion, Søvn, frisk Luft, Lys, Bad og Beklædning. Overfor disse Realiteter maa Begæret naturligvis ogsaa være sundt, thi i modsat Fald nytter det ikke, at Individets indtagne Fødemidler er sunde. Det kan saaledes ikke nytte noget, at et Menneske indtager sund F øde, hvis det permanent lever i daarlig Luft og Lys eller gaar klædt i altfor tyndt Tøj, ligesom det jo heller ikke kan nytte noget, at det lever i frisk Luft og gode og varme Klæder,

2 KOSMOS sundt Klima o. s. V., naar det i Form af Fødemidler permanent indtager unaturlige Stoffer i sin Organisme. Oprindeligt er ethvert levende Væsen altsaa udstyret med Organer, der udvikler den normale Sult og Tørst eller det normale Begær efter den for Organismen absolut naturlige Føde eller efter Opfyldelsen af de særlige specielle Betingelser, hvorpaa dens absolut sunde Eksistens er baseret. I al Almindelighed er disse Organer eller denne Ernæringsbevidsthed hos Dyrene endnu i Renkultur, hvilket vil sige, at de næsten i en Hundrede Procents Grad beskytter disse mod Fejlgreb i Levevis eller i tilsvarende Grad bevirker, at kun de Former for Nydelse og Levevis kan sanses som behagelige, der er de absolut normale for de nævnte Væseners U dviklingsstandard eller Trin. N oget ganske andet er Tilfældet med de Væsener, vi almindeligvis udtrykker som "Mennesker", men som i Følge Livets Bog ikke er færdigudviklede som saadan og derfor i en vis Udstrækning endnu er tilhørende Dyreriget. Disse Væseners Ernæringssanser er i allerhøjeste Grad forkvaklede, degenererede og upaalidelige. Dette vil igen sige, at de paagældende Væsener undertiden kan have en meget stærk Hunger eller et endog meget stærkt Begær efter mere eller mindre unaturlige Stoffer, ja undertiden i en saadan Grad, at disse i mange Tilfælde ligefrem fremtræder som daglige F øde- og Drikkernidler. Da unaturlige Stoffer jo er det samme som Stoffer, der for den menneskelige Organisme er mere eller mindre ufordøjelige, hvilket vil sige Materie, hvis virkelige Indhold af Næringsværdi fordrer et altfor stort Krafttab for Organismen for sin Udvindelse, og dels er ganske uden Næringsværdi, ligesom de naturligvis ogsaa undertiden repræsenterer en Kraftudfoldelse, der er altfor stærk fremtrædende i Forhold til Organismen og derfor ryster denne helt i sine Grundvolde, bliver disse jo den rene Gift for denne. Det er jo givet, at naar Jordmenneskenes Ernæringssanser eller Smagsorganer ikke er mere stabiliserede end at de undertiden kan diktere en daglig eller permanent Nydelse af saadanne Giftstoffer, maa de samme Væseners Organismer i tilsvarende Grad faa en sygelig, abnorm eller elendig Fremtræden. * * * Med Hensyn til de jordiske Mennesker, da har de gennem Religioner, Visdom og Videnskab i Forbindelse med selve de øvrige Foreteelser i Livet i de sidste Aarhundreder gennemgaaet en stærk stigende Udviklingsproces. N avnlig har dette bevirket en fremragende Intelligensudvikling hos Individerne. Denne Intelligensudvikling har udvidet deres Sansehorisont og givet dem Herredømme over Kræfter og Realiteter, de før ikke havde nogen Anelse om. Da dette ny Herredømme jo er det samme som en Forøgelse af den saakaldte "Fri Villie", er denne Jordmenneskets "Fri Villie" saaledes blevet hævet et Stykke op over den almindelige vante primitive dyriske Form for "Fri Villie". Medens denne sidstnævnte Form for Villie i størst Udstrækning er eller bliver dirigeret af instinktmæssige Anlæg, er den førstnævnte Villie nu i stor Udstrækning overgaaet til at blive dirigeret af intelligensmæssige Anlæg. Det jordiske Menneske har saaledes indtil en vis Grad hævet sig op over det almindelige Dyrerige ved en Erobring af omfattende nye aandelige eller sjælelige Terræner. Men i samme Grad som Mennesket saaledes er kommen ind paa nye aandelige Omraader og benytter Intelligens i Stedet for Instinkt, er Instinktet naturligvis i samme Grad overgaaet til Degeneration, thi det er nemlig en ubrydelig Naturlov, at de Dele ved en Organisme, saasom Organer, Lemmer, Sanser o. s. v., som ikke bliver benyttet, sluttelig bliver ubrugelige, degenererer, for tilsidst gennem de forskellige efterfølgende Inkarnationer helt at opløses og forsvinde og kan altsaa absolut kun opretholdes ved at blive benyttet. IdetDyrets fremragende udviklede Instinkt saaledes er degenereret hos Mennesket, og dette Instinkt var Basis for Evnen til at føle den absolut normale Sult og Tørst, er det jordiske Menneskes Evne til at føle

3 KOSMOS 3 denne saaledes i tilsvarende Grad ogsaa degenereret. Hvis det jordiske Menneskes Organisme samtidigt med dets Udvikling ud af Dyreriget ikke var blevet forfinet, men derimod var blevet ved med at være lige robust, og det dermed kunne være blevet ved med at indtage den vante grove dyriske F øde, da vilde dets Vanebevidsthed kunde have frelst det, idet der da ikke vilde være blevet nogen Forandring i dets Levevis. Men Organismen er som før nævnt netop forfinet og kræver tilsvarende forfinede Stoffer for sin Vedligeholdelse eller Eksistens. Men idet det jordiske Menneske i Udvikling saaledes er kommen ind paa Omraader, hvor dets Organisme ikke mere i samme Grad som før taaler den gamle dyriske F øde, men kræver nye og forfinede Produkter for sin Ernæring, og dets Instinkt paa disse nye Omraader fremtræder i degenereret Tilstand, kan dette ikke mere garantere Individets Begær efter eller Valg af den rigtige Føde saaledes som i de gamle Omraader. Og Individet maa da med sin Intelligens søge at komme til Klarhed over, hvilke Fødemidler der vil være at udtrykke som de retmæssige for dets Organismes nuværende U dviklingstrin. Men da intet ved en Organisme kan fødes voksent, men kun kan blive brugbart ved en gradvis Udvikling, kan en Intelligens heller ikke fødes voksen men maa udvikles. Da Intelligens igen kun kan udvikles ved Erfaringer, maa det jordiske Menneske saaledes i de Omraader, hvor det har hævet sig ud over at blive ledet af de gamle dyriske Instinkter, erfare sig til de rigtige Realiteter. Men Erfaringerne opstaar jo paa Basis af Fejltrin, og det jordiske Menneske befinder sig saaledes i en Zone i Udviklingen, hvor det netop begrundet paa sit svigtende Instinkt og sin endnu mangelfulde Intelligens begaar en umaadelig Masse Fejltrin. I Kraft af sin fremskredne fri Villi e kan det selv vælge, hvad det vil spise og drikke, men har altsaa hverken Instinkt eller Intelligens til at vælge det absolut fuldkomne eller det for Organismens U dviklingstrin absolut tilpassede. Det kommer derfor i overordentlig stor Udstrækning ikke alene til at vælge Fødemidler, der kun i det store og grove kan siges at være Fødemidler, men det vælger endog Realiteter, der absolut ikke er Fødemidler. Men at optage i en Organisme Fødemidler, der ikke er tilpasset til denne Organisme, skaber jo Disharmoni i denne. Da Disharmoni i en Organisme kun kan udløse sig i Sygdom eller Smærte, er det forstaaeligt, at dette indenfor den jordiske Menneskehed har affødt saadanne Realiteter som "Medicinmænd", "Kvaksalvere", "Kloge Mænd" og "Kloge Koner", "Naturlæger", "Læger" o. s. v., der alle er udgørende mere eller mindre heldige Reparatører af de underminerede og overbelastede Organismer. Endvidere er det de samme Omstændigheder, der faar den betrængte Menneskehed til at klamre sig til det Utal af "Patentmediciner", der saa frodigt florerer, eller til enhver F orm for Pulver og Vædsker, blot disse har faaet paaklistret Etiketten "Medicin", ganske uanset hvor farligt og underminerende for Organismen de ifølge en kosmisk Analyse saa end maatte være. Ligeledes har man opdaget eller opfundet bedøvende Midler, der ganske vist stiller midlertidige Smærter, men derved i Virkeligheden undergraver Organismens Tilkendegivelse af Giftstoffernes Nærværelse i Organismen og dennes Kamp eller Modstand overfor disse. Det er givet, at en Livsform eller Tilværelse, der saaledes i Form af unaturlig Mad og Drikke befordrer en permanent Opsummering af Giftstoffer i Organismen, og dernæst i F orm af "Medicin" befordrer en anden Opsummering af Giftstoffer, der maaske nok i visse Tilfælde kan bøde paa Virkningerne af de første, men saa til Gengæld i mange Tilfælde efterla - der helt andre skadelige eller uhelbredelige Virkninger, tilsidst underminerer selve Individets højeste Skabeevne eller det i "Livets Bog" omtalte "X. 2". I F ølge evige Kærlighedslove kulminerer denne U nderminering i en Katastrofe. Denne Katastrofe er ganske vist i sin egen Natur forfærdelig og fremtræder som den allerhøjeste eller mest indgribende Erfaringsoplevelse, der eksisterer, men til Gengæld standser den

4 4 KOSMOS netop i Kraft af sin stærke Virkemaade fuldstændig Undermineringen og bringer derved Individet tilbage til det Normale eller Naturlige med Villie og Kraft til aldrig mere indenfor dets nuværende U dviklingsspiral at komme bort fra de normale eller guddommelige Veje paa Ernæringsomraadet. Den nævnte Katastrofe udløses altsaa i Kraft af den Omstændighed, at Individet for en Tid helt har sat sin Skabeevne over Styr og derved i værste Tilfælde gennem flere Inkarnationer ganske er ude af Stand til at skabe et fuldkomment eller normalt fysisk Legeme, og maa derfor isaadanne Perioder fremtræde paa det fysiske Plan som tilhørende de Væsener, vi udtrykker som "Aandssvage". Her maa man erindre, at i Følge "Livets Bog" betinges Individets nuværende fysiske Fremtræden af tre Sæt Arvelighed i Form af medfødte Anlæg, nemlig - dets egne Anlæg fra en tidligere Tilværelse - og dets nuværende Faders og Moders Anlæg, som jo til en vis Grad er til Stede i dets fysiske Legeme. Medens Faderens og Moderens Anlæg eller Tendenser i en vis Udstrækning dominerer dette i Barnealderen, for derefter at tage af henimod Trediveaarsalderen, saa dominerer Individets egen Arvelighed eller medfødte Tendenser fra en tidligere Tilværelse dets Legeme fra nævnte Alder og videre frem til og gennem Døden. Og det er denne Arvelighed fra en tidligere Tilværelse, der er afgørende for Normaliteten i Individets nuværende fysiske Inkarnation. Men dette Problem er for omfattende her til "Kosmos", og jeg maa derfor angaaende Studiet af dette venligst henvise Læserne til de kommende Bind af "Livets Bog". * * * De jordiske Mennesker befinder sig altsaa i en Zone, hvor de kæmper med Sygdomme og Lidelser baseret paa uheldigt Valg af Nydelsesmidler eller Ernæringskilder. Denne Kamp er saa dominerende og Ernæringsbevidstheden saa fejlagtig for en overordentlig stor Skare Menneskers Vedkommende, at det allerede nu for den kosmiske Bevidsthed er synligt, at de paagældende Væsener er stærkt paa Vej til at miste deres Normalitet eller Evne til at skabe fuldkomne Legemer i deres nærmeste kommende Inkarnationer og derfor i disse vil blive analogt med de Væsener, der i Dag fylder vore Aandssvageanstalter, Sindssygehospitaler og Sygehuse. Saadanne Aspiranter til kommende mere eller mindre abnorme Inkarnationer eller Tilværelser grundet paa fejlagtig Ernæringsbevidsthed er identiske med dem, der i den daglige Tilværelse fremtræder som villieløse "Morfinister", "Drankere", "Rygere" o. s. v. De Nydelsesmidler, som bringer Væsenerne til at høre ind under de nævnte Kategorier, er alle uden Undtagelse Realiteter, der er den rene Gift for Organismen og opsummeres kun i denne paa Basis af en opstaaet eller tilvænnet ganske unaturlig Sult eller Tørst, idet disse ikke har noget som helst med Ernæringen at gøre, men i absolut Renkultur er Fremmedstoffer for Organismen. Da Stof i Realiteten er det samme som Kraft eller Energi, og Energi igen skaber Bevægelse eller Vibration, kan ingen af de nævnte Fremmedstoffer eller Energier indføres i en Organisme uden at skabe tilsvarende Bevægelse eller Vibration. Det er denne Vibration, der ligger til Grund for Smagen. Hvis Stof ikke var koncentreret Vibration vilde det aldrig nogen Sinde kunne smages eller lugtes. N aar noget smager surt eller sødt, er denne særlige Smag kun Udtryk for Reaktionen mellem Stoffets Vibration og Vibrationen i Stoffet i vor Tunge eller Smagsorganer. Paa samme Maade er det Reaktionen mellem Stoffets Vibration og Vibrationen af Stoffet i vore Lugteorganer, der er identisk med det, vi kalder Stoffets "Duft" eller "Lugt". En permanent Indføring af Fremmedstoffer i en Organisme vil altsaa sige det samme som en Vedligeholdelse af en Fremmedenergiudfoldelse i denne. Men en saadan Energiudfoldelse kan jo kun være en Gene for Organismens normale og nødvendige Energiudfoldelse, idet den jo ikke kan eksistere i denne uden at betyde Modstand eller Hæmning af Organismens Normalfunktioner. Den Reak-

5 KOSMOS 5 tion, der opstaar mellem N ormalenergien og Fremmedenergien vil altsaa umuligt kunde betyde andet end Disharmoni for Organismen. Det er en saadan Disharmoni, vi kalder "Sygdom". Naar Fremmedenergien er stærkere end N ormalenergien og overvinder denne helt, gaar det fysiske Legeme til Grunde, og Døden indtræder. Gennem Døden eller Livet i den aandelige Verden faar Individet i Kraft af "X. 2" eller sit Skabeprincip Evne til at inkarnere eller fødes i et nyt fysisk Legeme. Men i samme Grad som det ved fejlagtig Levevis har undermineret eller modarbejdet dette sit Skabeprincip, i samme Grad vil nævnte Evne blive mangelfuld. Og Individet vil da som tidligere nævnt i tilsvarende Grad komme til at fremtræde som abnormt eller sygt i sin ny fysiske Tilværelse. Men gennem disse mørke Liv eller dybtgaaende Erfaringer bliver "J eget" atter ført tilbage til Lyset, men i en ny forklaret Skikkelse. * * * Medens de her skildrede Nydelsesmidler alle uden Undtagelse i Realiteten ikke er F ødernidler og derfor intet har med Ernæringen at gøre, vil de Nydelsesprodukter, jeg nu skal gaa over til at nævne, derimod ikke kunne frakendes indtil en vis Grad virkeligt at udgøre Næringsmidler. Men det er ogsaa kun til en vis Grad. De hører nemlig til den F orm for Næringsmidler, der er tilpasset til Organismer af lavere eller mere robust og primitiv Natur end den menneskelige, eller med andre Ord, det er N æ ringsmidler, som det jordiske Menneske i Virkeligheden mere eller mindre er vokset fra, men i stor Udstrækning uden at vide det. Men de talrige abnorme Tilstande, som disse Næringsmidler afstedkommer, har dog affødt en begyndende stærk stigende Udvikling af Individernes Ernæringsbevidsthed eller Tendenser i Retning af at begære en mere forfinet og for deres fremskredne Organisme og ophøjede aandelige Indstilling mere tilpasset og naturlig Føde. De Fødemidler, som de jordiske Mennesker saaledes er vokset fra og derfor er i Færd med at faa Afsky for, vil altsaa absolut ikke kunde betragtes som de normale for de nævnte Væsener, idet de indtil en vis Grad ogsaa fremtræder som Udtryk for store Dele Organismen uvedkommende Fremmedenergi. Til saadanne Fødemidler hører: Kød, Flæsk, Fisk, Fedt, Hummer, Krabber, Rejer, Snegle, Muslinger o. 1. Disse Fødemidler er kun tilpasset til Væsener med grove og robuste Organismer saasom: Løver, Tigre, Hyæner, Hunde, Katte o. s. v. I samme Grad som det jordiske Menneskes Udviklingstrin ligger over disse Væseners Trin eller Stadier, i samme Grad vil de nævnte Ernæringsprodukter være una turlig F øde. N aar Menneskene ikke desto mindre i stor U dstrækning alligevel ind tager disse Produkter som daglig Føde, er det Udtryk for, at deres Ernæringsbevidsthed eller Smagsorganer ikke har kunnet følge med i samme U dviklingstempo som den øvrige Del af Organismen. Disse Smagsorganer bevirker derfor ikke endnu den for Menneskenes fremskredne Trin retmæssige Sult eller Tørst eller Normalbegæret efter de for de samme Trin tilpassede Ernæringsprodukter. Med andre Ord, disse Produkters særlige Smag er dem endnu ikke af en saa behagelig eller tilvant Natur, at den har kunnet distancere de nævnte animalske Stoffers Smag. Man oplever derfor det Særsyn, at Menneskene netop i Dag vælger de grove animalske Fødemidler eller Kødspiser, der i Realiteten som Næringsmiddel betragtet staar altfor langt under det Trin for F ødemidler, som for det kosmiske eller okkulte Syn viser sig at være det retmæssige for det fremskredne jordiske Menneskes OrganIsme. Den jordiske Menneskehed af 1933, som ellers i overordentlig stor Udstrækning er moderne eller med Tiden, er saaledes paa Ernæringens Omraade i Virkeligheden endnu umoderne eller gammeldags. Det samme Væsen vil saaledes ikke alene paa aandelige, men ogsaa paa Ernæringens Omraader være at udtrykke med Biblens Ord som "Den forlorne Søn - der æder sammen med Svinene". Ja, det ikke alene

6 6 KOSMOS spiser de omtalte primitive Produkter som en Nødvendighed for Livets Opretholdelse, men det har endog undertiden gjort denne Spisen eller unaturlige Sults Tilfredsstillelse til Kærnen i enhver F orm for Forlystelse. Det lever saaledes i disse Tilfælde kun for at spise, medens det i Virkeligheden kun skulde spise for at leve. Da alle de nævnte animalske Produkter er udtaget af dræbte Væseners Organismer, kan de ikke undgaa at høre ind under "Ligstoffer". Og enhver F orm for N ydelse af disse er derfor identisk med "Ligæderi" og kan som saadan naturligvis kun høre en primitiv dyrisk Natur til og absolut ikke være hjemmehørende i en højere Form for menneskelig Kultur eller Tilværelse. Men lad mig her skynde mig at bemærke, at jeg naturligvis ikke fremfører nærværende Analyser for at angribe den eller den Kødspiser, Slagter, Jæger eller Fisker. Tværtimod, det er min Opfattelse, at ethvert Individs Forhold til de omtalte Problemer i Henhold til dets aandelige Indstilling, Begavelse og Udvikling maa afgøres af det selv og ikke hverken af mig eller andre. Naar jeg fremfører nærværende Analyser, er det fordi Ernæringsspørgsmaalet for Menneskeheden er af en saa alvorlig Karakter, at intet af dens enkelte Individer kan blive virkeligt sundt eller komme ind i en virkelig sygdomsfri Tilværelse, før det kommer i Kontakt med den Ernæringskilde, der absolut uden at eksistere paa Basis af Mord og Lemlæstelse, i Henhold til evige Love er tilpasset til det fremskredne Menneskes Udviklingstrin. Og jeg skal i Tilslutning hertil i næste Nummer af "Kosmos" gaa over til at paavise Udviklingen af en saadan Ernæringskildes Tilstedeværelse paa Jorden, samt give et Overblik over, hvorledes de nævnte animalske Spiser eller Produkter, foruden at betyde Drab og Lemlæstelse for de Væsener ud af hvis Organismer de er udtaget, ogsaa betyder Mord og Selvmord for de menneskelige Væsener, der optager dem som Næring i deres Organisme og saaledes er i Strid med selve Loven for Tilværelse eller det evige Bud "Du skal ikke dræbe". (Fortsættes)

7 Nr. 5 August Aargang Martinus: Som jeg begyndte at omtale i forrige Artikel, er den dyriske Føde ikke den korrekte Ernæring for Mennesket. Da det jordiske Menneske er et Overgangsvæsen fra Dyreriget til Menneskeriget, vil disse to Rigers særlig specielle Natur hver især mere eller mindre være repræsenteret i det nævnte Væsens Manifestation. Det første Rige er naturligvis i overvejende Grad dominerende, idet Individets fysiske Legeme endnu er et dyrisk Legeme. Det jordiske Menneske er jo henhørende under "Pattedyrene". Hele dets Befrugtnings- eller Forplantningssystem er jo Dyrerigets Love ganske underkastet. Det færdige Menneske er slet ikke henhørende under disse Love, men fremtræder i et ganske anderledes frigjort og uafhængigt Opretholdelsessystem, hvilket jeg dog ikke kan komme ind paa at forklare her. Men det er mod dette færdigtudviklede Menneske eller "Gudernenneske", at den højere Natur i det jordiske Menneske stiler. Da den dyriske Natur er den ældste eller mest udlevede, er dens Manifestation forlængst overgaaet i Individets Bevidsthed som fast indgroede Vaner eller Tilbøjeligheder. Dette vil igen sige, at den kræver ingen særlig Villieanspændelse for dens Manifestation. Den fremkommer eller udløses Den i d eell e F ød e. (Fortsat.) rent automatisk. Noget ganske andet gør sig gældende med den menneskelige Natur i Individet. Da den er af relativ ny Dato, er den kun i meget ringe Udstrækning blevet til Vanebevidsthed og udløses egentlig kun ved Villieanspændelse. Det er saaledes for de allerfleste Mennesker betydelig lettere at tage til Genmæle overfor en Fornærmelse, lettere at leve til Fordel for sig selv end til Fordel for sine Medvæsener, lettere at blive hidsig eller vred, end det er at udløse den modsatte Manifestationsform. Denne sidstnævnte F orm, hvilken igen vil sige dette, at "vende den højre Kind til, naar man bliver slaaet paa den venstre", sker kun i meget ringe Udstrækning som et naturligt Anlæg, men maa altsaa hos de allerfleste Mennesker fremtvinges ved Villiekraft. Som stimulerende for denne Villiekraft er alt, hvad der kommer ind under Begrebet "Kærlighed". I Form af Religioner, Idealisme, Moralo. s. v. virker denne Kærlighed ind paa Menneskene og er med til at udvikle den i hvert enkelt Individ paa Grund af dets Lidelser begyndende Følelsesudvikling, der netop efterhaanden bliver til Kærlighed og dermed skaber Individet om fra Dyr til Menneske. Dette vil altsaa igen sige, at det jordiske Menneske vænner

8 KOSMOS sig mere og mere af med at hævne, dræbe og lemlæste. Da de fleste F ormer for Religion og Moral i størst Udstrækning har lagt mere Vægt paa Individets Tanke- og Sjæleliv, dets Handlemaade overfor Medmennesket end paa selve dets fysiske Legeme, dets Ernæring eller Føde, dets Forhold til Dyrene, er denne sidstnævnte Side af dets Bevidsthedsliv saaledes som tidligere omtalt endnu meget tilbage i Udvikling i Forhold til dets øvrige Tilstand. Dette giver sig igen Udslag i den næsten utrolige Udskejelse, som den jordiske Menneskehed i nævnte mindre udviklede Bevidsthedsfelt befinder sig i, og hvis Virkninger i Form af kroniske Sygdomme og svære Lidelser den i Dag sukker og stønner under. Gennem den nyaandelige eller kosmiske Verdensimpuls, der nu gaar hen over J orden, og ud fra hvilken en fuldkommen Aandsvidenskab, en renere og højere Idealisme, Moral eller Kultur end den nugældende vil blive udløst, vil Jordmenneskehedens Ernæringsbevidsthed ligeledes blive fuldkommengjort. Man vil saaledes nu i en langt større Udstrækning end tidligere komme til at lægge Vægt paa det femte Bud. Den jordiske Menneskehed er nu saa at sige saa langt fremme i Udvikling, at den bogstaveligt talt ikke kan komme længere, før den faar lært at respektere dette Bud i sin rette Overholdelse. Da Virkningerne af enhver F orm for Handling før eller senere i sit Ophavs evige Tilværelse kommer tilbage til dette og udløser sig som dræbende, lemlæstende eller kærtegnende og opbyggende, alt eftersom de i samme Forhold er udsendt fra Individet, kan intet Individ saaledes faa en absolut fuldkommen Skæbne eller blive fri for lemlæstende eller dræbende Energier, saalænge det endnu selv er Ophav til saadanne og i Kraft heraf er bunden til disse mørke Energiers Hjemstavn eller Tilværelsesplan. Man vil saaledes komme til at revidere sin Opfattelse af nævnte guddommelige Bud. Det lyder som bekendt ikke saaledes: "Du skal ikke ihjelslaa Mennesker", men udtrykkes derimod slet og ret: "Du skal ikke ihjelslaa". Det udtrykker saaledes absolut ikke nogen som helst Form for Undtagelse. Men Menneskene har ikke respekteret dette Bud i sin fulde Udstrækning og har selv i Kraft af deres endnu uudviklede Følelse og vanemæssige dyriske Begær efter Nydelsen af Blod og Kød gjort Dyrene til en Undtagelse. De slagter, dræber og lemlæster disse, ja næsten i en endnu mere mørk F orm end selve Rovdyrene. Overfor disse sidstnævnte har ethvert Dyr dog sin Chance til Flugt og bliver som Regel kun overmandet ved egen U forsigtighed. Men saaledes er Dyrene ikke stillet overfor Mennesket, thi dette har jo forlænget sine Rovdyrevner med omfattende tekniske Hjælpemidler, saasom langtrækkende Skydevaaben, Fælder o. l. Men endnu mere genialt kommer Rovdyrbevidstheden til Manifestation gennem den kunstige Opdrætning af Dyrene. Her er Dyrene allerede fanget og dødsdømt, inden de kommer til Verden, ja endog inden de er undfanget. Her er ingen Chance for Flugt mulig. De smaa Dyrebørn er allerede helt i deres Morderes Magt fra F ødslen, og alt i deres Tilværelse bliver kun baseret paa, at de enten kan blive saa godt et Trældyr eller saa god en Steg som muligt. Her har Rovdyret altsaa faaet Magt og Evne til at afklæde sig sin virkelige Ham og optræde næsten i en Engels Skikkelse som "Ven" og "Beskytter" af Dyret, for saa senere, naar den passende Lejlighed er inde, uden nogen som helst Naade eller Barmhjærtighed at overgive det til Trældom, Slagtning eller Lemlæstelse. Mennesket berøver altsaa et saadant Dyr eller levende Væsen en mere eller mindre fremtrædende Del af dets fysiske Levetid, undertiden flere Aar, blot for a t dets Organisme skal udgøre - et Maaltid Mad. Dette er i Sandhed en Manifestations- eller Tilværelsesform, der er h j emmehørende i de Væseners Bevidsthed, der befinder sig paa de blod- og kødhungrende Dyrs Stadium og endnu ikke i nogen særlig Grad har følt Alkærlighedens Lue gennem sine Aarer eller i nogen væsentlig Udstrækning i det givne Felt kan betjene sig af den guddommelige Magt, vi kalder "Tænkning".

9 KOSMOS 3 De blod- og kødædende Mennesker har altsaa en Side i deres Natur, som de endnu ikke har naaet at faa med op paa den Tænkningens og Kærlighedens Zone, hvor de i Realiteten ellers befinder sig, og som gør, at de kan smykke sig med Navnet "Menneske". Og det er dette permanente Blod- og Kødæderi, der formørker det jordiske Menneskes Tilværelse, thi Kærlighedens Sol kan umuligt skinne der, hvor Mennesket er blottet for al Respekt for det levende Væsens Ret til Livet og har gjort det til en Nydelse at eksistere paa andre Væseners Død og Lemlæstelse. Denne Nydelse maa derfor blive det udløsende Moment for den Realitet, vi udtrykker som "Helvede". * * * Helvede er ikke en Straffeanstalt i F orm af et gloende Ildsted et eller andet Sted henne, tjenlig for en evig Forbrænding af levende Væsener, men fremtræder derimod som en her i det daglige Liv særdeles velkendt Realitet, idet al Sygdom, Sorg og Pine er Helvede. Noget andet Helvede findes absolut ikke. Da Sygdom, Sorg og Pine eller al Elendighed er Udtryk for Virkninger af udløste Handlinger, som ikke har været i Kontakt med de evige Love, i Kraft af hvilke Verdensaltet opretholdes, bliver Helvede saaledes det samme som den samlede Disharmoni i Tilværelsen. Da det jordiske Menneske jo ikke udgør et færdigudviklet Menneske, men paa mange Felter endnu er uvidende om disse evige Love, lever det i en permanent Overtrædelse af disse. Da al Overtrædelse kun kan ske igennem en fra Individet udstraalende Kraft, og da al Kraft eller Energi ifølge Livets Bog ikke kan gaa i lige Linie, men maa bevæge sig i Cirkelbaner og saaledes nødvendigvis maa komme tilbage til sit Ophav, vil den ved enhver Form for Overtrædelse udløste Energi komme tilbage til sit Ophav og berede dette en tilsvarende Disharmoni. Nævnte Ophav kommer derved til at blive Genstand eller Offer for samme Skæbne som den, det har udløst mod sine Omgivelser eller Medvæsener. Da al Slagtning, Blod - og Kødnydelse umuligt kan finde Sted uden at betyde en unaturlig Død og Rædsel for de Væsener, hvis Organismer maa ofres, kan Blod-og Kødspiseren saaledes umuligt blive fritaget for før eller senere at møde Virkningerne af denne sin større eller mindre Medskyldighed i den mod de nævnte Væsener frembragte mørke Skæbne. Da de nævnte Virkninger, fra de bliver udløste, og til de naar tilbage til deres Ophav, undertiden maa passere en umaadelig lang Passage eller Cirkelbue i Verdensrummet, er de ofte flere Hundrede Aar paa Rejse trods dette, at de bevæger sig med en Hastighed, der langt overstiger baade Lysets og de almindelige Radiobølgers. Dette betyder saa igen, at Mennesker, der i Dag er med til at slagte, fiske eller paa anden Maade dræbe Dyr, i mange Tilfælde ikke møder Hovedvirkningen af denne deres Manifestation i deres nuværende Liv, men derimod først i de efterfølgende. Her maa man jo erindre, at alle levende Væsener er evige Realiteter og saaledes har eksisteret altid, men naturligvis i skiftende Organismer eller Legemer, da disse jo bestaar af Stof og derved i Lighed med andre stoflige Realiteter, Maskiner og Redskaber, stadigt maa fornyes, idet de efterhaanden bliver gamle og opslidte. Men naar de nævnte Virkninger naar tilbage til Individet, vil de indvikle sig i dettes U dstraaling og Tilstand og derved bevirke, at dette bliver Genstand for Smærte og Lidelse. De bliver saaledes den for det almindelige jordiske Menneske usynlige eller hemmelige Aarsag til dettes Indlemmelse i Krig, Lemlæstelser, Drab, Mord o. s. v. Paa samme Maade er det store Flertal af Jordens Mennesker i deres nuværende fysiske Liv Genstand eller Ofre for Hovedvirkningerne af deres Blod- og Kødæderi i fortidige Tilværelser, samtidigt med at de naturligvis ogsaa er Genstand for Virkningerne af de øvrige Handlinger eller Manifestationer, de har udløst i fortidige Liv. Intet Væsen kan saaledes slippe fri for Virkningerne af sine ufuldkomne Handlinger. Men det er jo kun guddommeligt. Thi hvis det modsatte var Tilfældet, vilde al Udvikling dermed være

10 4 KOSMOS standset, og Døden vilde herske i Universet i Stedet for Livet. Det er givet, at jeg ikke her kan gaa i Detailler med selve Skæbnedannelsen og derfor maa henvise til Livets Bog. Men jeg maa dog gøre opmærksom paa, at ovennævnte ikke paa nogen som helst Maade er blot og bar Spekulationer eller Teorier, men er virkelige Kendsgerninger, idet de skæbnedannende Straaler i deres Cirkelbaner i Kraft af de højere okkulte Sanser kan følges igennem Verdensrummet og der iagttages med samme Lethed som de fysiske Realiteter kan iagttages gennem fysiske Sanser. F oruden Hovedvirkningen er der ogsaa en Bivirkning af Blod- og Kødnydelse. Energibølgerne, der befordrer disse Virkninger, har kun meget korte Baner at gaa. De nævnte Virkninger kommer derfor til Udløsning øjeblikkelig, hvilket vil sige, at de begynder samtidigt med Fordøjelsen af de omtalte animalske Produkter. Nævnte Bivirkninger er i al Almindelighed saa at sige mikroskopiske og kan ikke mærkes, naar Produkterne hører under de saakaldte "friske Varer". Men ved den stadige Indtagelse eller Nydelse bliver de af underminerende Virkning for Organismen og er netop saa meget desto farligere, eftersom de er hemmelige eller skjulte og kun kommer til Syne i deres Kulmination i Form af organiske Sygdomme. Disse Virkninger bliver frembragt af den altfor store Difference, der er mellem "Ligstoffernes" Egenvibration og den levende Organismes Egenvibration, i hvilken de er blevet optaget som Næring. Naar denne Difference permanent bliver vedligeholdt, hvilket altsaa sker ved en permanent Blod- og Kødnydelse, vil Ligstoffernes Egenvibration tilsidst overvinde Organismens Egenvibration, og det paagældende Individ taber dermed i tilsvarende Grad sit Herredømme over Organismens N ormalfunktion. Der hvor Ligstoffernes Egenvibration bliver den stærkeste, bliver Organismen forsvarsløs overfor al Invasion af Fremmedlegemer (Baciller og Bakterier), idet disses Egenvibration er i Harmoni med Ligstoffernes Egenvibration og faar saaledes intet at overvinde for at tage Organismen eller Dele af denne i Besiddelse. Og der, hvor Organismen paa denne Maade er blevet overvundet, udviser den en mere eller mindre fremtrædende livsfarlig organisk Sygdom. Og det er en saadan U nderminering af Organismens Normalvibration, dels i Form af Blod- og Kødnydelse og dels i F orm af narkotiske N ydelser og andre uheldige Ernærings- og Forplejningsforhold, der er den absolute Aarsag til en hvilken som helst F orm for Sygdom, det være sig Tuberkulose, Kræft, Bylder, Gigt, Galdestene, Nyregrus,Overfedme, Hjærtesvaghed, unormalt Blodtryk, Blodfattigdom, Fordøjelses- og Afføringsbesværligheder e. 1. Enhver F orm for narkotiske N ydelsesmidler samt Blod- og Kødnydelser vil altsaa ikke kunne finde Sted, uden at man derved befordrer sin egen alt for tidlige Død. Men et Væsen, der fremskynder eller befordrer sin egen Død er jo "Selvmorder". Ethvert Menneske, der endnu ikke er kommen i Kontakt eller Harmoni med den naturlige Ernæringskilde, er saaledes i Kraft af sin Blod-og Kødnydelse ikke alene med til at myrde sine Medvæsener, men det er ogsaa med til, om end langsomt, at myrde sig selv. Det er baade "Morder" og "Selvmorder" og kan saaledes ikke i nogen som helst høj ere Grad repræsentere Overtrædelsen af det femte Bud eller U ndermineringen af det evige Fundament for det fuldkomne Liv: Du skal ikke ihjelslaa. Et saadant Individ er endnu Udtryk eller Repræsentant for Hedenskab og maa i tilsvarende Grad være dettes Love og Konsekvenser underkastet, bliver belastet med Sygdomme og Lidelser ganske uafhængig af, om det er "Præst", "Biskop" eller "Pave", eller hvor meget det saa end kalder sig "Kristen", "Hellig", "Omvendt", "Salig", "Rettroende" e.l.den virkelig store Overskygning af "Den hellige Aand" eller den fundamentale F orm for "Den store F ødsel" og den deraf udløste forklarede Tilværelse som "Gudernenneske" faar intet Individ, saalænge det endnu er hungrende efter andre Væseners Blod og Kød, endnu er baade Morder og Selvmorder. Og det nævnte V æ-

11 KOSMOS 5 sen maa saaledes i samme Tidsrum stadigt i tilsvarende Grad mangle "kosmisk Bevidsthed" eller den virkelige Evne til at "se Gud", (F ortsættes).

12 Nr. 6 September Aargang Martinus: F or mange af mine Læsere vil mine Artikler om fejlagtige Ernæringsforhold ganske naturligt afføde adskillige Indvendinger. Der er saaledes Mennesker, der mener, at der vilde blive alt for mange Dyr, hvis ikke netop Menneskene aad disse. Men en saadan Indvending kan jo kun affødes af Ophav, der absolut ikke har nogen som helst dybere Indsigt i selve den guddommelige Verdensordning, thi hvis de havde det, vilde de blive Vidne til, at Antallet af de levende Væsener reguleres ad helt andre Veje. De samme Kræfter, der regulerer Havets Dyr, Insekternes Hærskarer og øvrige Myriader af Væsener udenfor Menneskets Rækkevidde, omspænder og regulerer ogsaa V æsenerne indenfor Menneskenes Omraade eller Virkefelt. At Mennesket skulde blive fortrængt af Faar, Køer og Svin, fordi de holdt op med at æde disse, vil aldrig nogen Sinde kunde blive en Kendsgerning, i Særdeleshed da al kunstig Opdræt af samme jo dermed vilde ophøre. Det, der er faldet i Menneskenes Lod at regulere af de levende Væseners Antal paa Jorden, er i Realiteten kun en Ubetydelighed ved Siden af den virkelige Reguleringsfaktor: J ordens aandelige Atmosfære, idet den er det direkte udløsende Mo- Den i deell e F ød e. (Fortsat.) ment i J ordens Tiltræknings- og Frastødningsevne, og denne igen ifølge kosmiske Analyser udgør Fundamentet for J ordens astronomiske Forhold og dermed for dens Klima. Følgelig bliver den aandelige Atmosfære derved bestemmende for alle Ernærings forhold og Eksistensmuligheder og dermed ogsaa for de levende Væseners Antal paa Kloden. En anden stor Indvending vil gaa i Retning af Spørgsmaalet om, hvorledes det skal gaa de mange Tusinder af Menneskers Eksistensmulighed, hvis Levebrød netop er baseret paa Beskæftigelse indenfor de store F orretninger eller Virksomheder, der befordrer Befolkningens Forsyning af de omtalte narkotiske og alkoholindholdige Nydelsesmidler, samt de animalske Produkter. Ophavene til nærværende Indvending vil nemlig være Offer for den Forestilling, at alle disse Mennesker vilde blive subsistensløse, hvis alle Mennesker pludselig vendte sig bort fra den narkotisk-animalske Ernæringskilde. Men en saadan Forestilling vil ved nærmere Iagttagelse ligeledes vise sig, kun at være Udtryk for en ganske overfladisk Betragtning og har intet med absolut Virkelighed at gøre. Udviklingen gaar nemlig efter bestemte, evige, haarfine, urokkeli-

13 KOSMOS ge Love. Disse bevirker blandt andet, at U dviklingen absolut ikke kan forekomme i Spring, men maa følge en absolut ganske langsom stigende Skala af smaa Trin fra Ufuldkommenhed til Fuldkommenhed. Af disse Trin, der er saa mikroskopiske, at det enkelte næsten ikke kan skelnes fra det nærmeste over- eller underliggende Trin, kan absolut intet Trin springes over, men maa opleves af ethvert levende Væsen. En Løve kan saaledes ikke pludselig blive en Abe, ligesaa lidt som en Abe pludselig kan blive Kulturmenneske. En saadan Forvandling kan absolut kun finde Sted gennem en umaadelig lang og i en enkel Inkarna tion ganske umærkelig U dviklings- eller F orvandlingsproces. Da Menneskenes Ernærings- eller Nydelsesforhold ogsaa er et Udviklingsspørgsmaal, kan dette ligeledes umuligt forvandles paa et Øjeblik. Ligesaa lidt som den narkotisk-animalske Ernæringskilde og de med denne forbundne store Virksomheder og kostbare Anlæg, der i teknisk Snille er ved at naa op paa den højeste Genialitet, har kunnet blive til paa en Dag, men er blevet til gennem mange Generationers daglige Liv og Færden, ligesaa lidt kan den nye og for Menneskene bestemte eller tilpassede Ernæringskilde og de for denne egnede Virksomheder og Anlæg blive til pludselig, men kun gennem Generationers gradvis stigende Udvikling. Der er derfor ingen Tobaksvirksomhed, intet Bryggeriforetagende for alkoholindholdige Drikkevarer, ingen Slagterivirksomhed, ingen Kvægavlsforretning eller nogen som helst anden Form for de ind under den narkotisk-animalske Ernæringskilde henhørende Virksomheder, der vil blive ruineret eller arbejdsløs paa Grund af Menneskehedens pludselige Overgang til den ny Ernæringskilde, idet en saadan pludselig Overgang altsaa er en absolut Umulighed. Menneskene er jo spredt over altfor mange forskellige Udviklingstrin, til at de samtidigt kan gaa over til den ny Ernæringskilde. Overgangen til denne kan derfor kun ske gradvis paa den Maade, at det ene Menneske efter det andet, alt eftersom det naar frem i Udvikling gennem sine Sygdomme og Lidelser, gennem sine Erfaringer, gennem sin Intelligens og Følelse kommer til at fornemme eller opleve Ufuldkommenheden i den gamle og dyriske Ernæringskilde. Men denne gradvise Overgang er ikke noget nyt Fænomen, men en Realitet, der allerede forekommer i fuld Udvikling og er synlig for vore øjne i det daglige Liv. At gaa imod denne er haabløst, thi det vilde være det samme som at gaa imod Lyn og Torden, det vilde være det samme som at prøve paa a t forandre J orden i sin Bane og Solen i sin Plads i Universet. Enhver har derfor kun Grund til at føle sig ganske rolig, thi Overgangen til den ny Emæringskilde vil ikke komme til at forme sig paa en saadan Maade, at den bliver en Gene eller Ulykke for Menneskene. Den er en naturlig Proces, som ethvert jordisk Menneske uundgaaeligt maa møde og gennemgaa for at blive det virkelige "Gudernenneske", paa samme Maade som det engang maatte møde og indleve sig i den dyriske Ernæringskilde for at blive Udtryk for Genialiteten af den dyriske F orm for Tilværelse. I Henhold til min Beretning om Konsekvenserne af den animalske Ernæringskilde vil der eventuelt ogsaa kunde opstaa Spørgsmaalet om, hvorledes "alt kan være saare godt", hvis disse Konsekvenser er rigtige. Men her maa jeg henvise til "Livets Bog". Dog kan j eg berette, a t alle Væsener jo nødvendigvis maa igennem Mørket og Lidelserne, thi uden Oplevelse af Mørke ingen Oplevelse af Lys. Mørket er saaledes en guddommelig Anordning. Spørgsmaalet bliver blot, hvem der skal udløse eller manifestere dette. Forsynet eller Guddommen maa jo bruge de Væsener, som af Naturen er bedst egnede, hvilket vil sige, de V æsener hvis Kærlighedsevne endnu er saa primitiv eller latent, at denne mørke Manifestationsmaade endnu er deres højeste Nydelse eller Lykke og dermed deres Livsbetingelse. Men i Kraft af denne deres Udfoldelse af Mørke bliver disse Væsener jo bundet til Mørkets eller Lidelsernes Zoner. Men da Virkningerne af deres mørke Manifestations- eller Tilværelsesmaade jo falder tilbage paa dem selv i Form af svære

14 KOSMOS 3 Lidelser og Ulykker, begynder der samtidigt i dem at udvikles en svag Længsel efter en fuldkomnere og renere Tilværelse. Anelsen om et højere Tilværelsesplan begynder saaledes at dæmre i disse Væseners inderste Bevidsthedslag. Og det er til Væsenerne i dette Morgengry, at disse Linier er skrevet. I de fremtrædende Rovdyr findes ingen saadan Dæmring, heller ikke i de mest primitive menneskelige Blod- og Kødæderes Bevidsthed. Her er endnu den Forestilling urokkelig, at Mennesket slet ikke kan leve uden Kød, altsaa den samme Livsbetingelse som Rovdyrets. Til disse Væsener vil det være haabløst at tale, men man maa naturligvis i allerhøjeste Grad være tolerant overfor dette deres Livssyn, thi de har alt for lille en Kærlighedsevne til at kunne forstaa noget andet og maa derfor endnu en Tid i Form af Blod- og Kødæderi udløse de Aarsager, der før eller senere skal overskygge dem med det resterende Kvantum Lidelser, de endnu mangler for at faa en fuldkommen Kærlighedsevne eller en Hundrede Procents Afsky for at være Redskab for Udløsningen af det dræbende Princip eller Lidelse. N ærværende Artikelserie vil saaledes ikke kunne blive forstaaet eller accepteret af disse Væsener og er derfor ogsaa kun beregnet paa at blive modtaget af de Væsener, der allerede har begyndt at føle Antipati eller Afsky for al Slagtning og Drab, men som paa Grund af utilstrækkelig Oplysning endnu befinder sig indenfor Ligædernes Rækker. Mine Ord er saaledes rettet mod de Væsener, der længes efter en høj ere og renere F orm for Tilværelse, og hvis hele Bevidsthedsindstilling gaar ud paa at blive omformet til at være tjenlig for Gennemstrømning af den allerhøjeste Bevidsthedsenergi eller "Den hellige Aand", til Væsener der virkelig ønsker a t møde "Den store Fødsel", til Væsener der hungrer og tørster efter at vide, "hvad de skal gøre for at blive salig". Mine Ord er til de Væsener, som ønsker at uddanne sig til at være de højeste Redskaber for Udfoldelse af Visdom og Kærlighed og ønsker at være med til at gøre "Guds Rige" eller det rigtige Menneskerige til en Kendsgerning paa J orden. De er for alle, der har Evne til at se det, et videnskabeligt Supplement til Kristi Ord til Nikodernus "uden nogen bliver født paany af Vand og Aand, kan han ikke komme ind i Guds Rige". "Guds Rige" er det Rige, i hvilket der ikke er "Skrig eller Pine", det er det Rige i hvilket "Retfærdighed bor". Dette vil altsaa igen sige, det Rige j eg i "Livets Bog" udtrykker som "Det rigtige Menneskerige". Da Individets fysiske Legeme hovedsageligt er Vand, vil dette at blive født paany af "Vand" være det samme som at blive født i et nyt fysisk Legeme. Men med et nyt fysisk Legeme menes her ikke blot og bar ny Inkarnation, men derimod en ny Art fysisk Legeme. Denne ny Art fysisk Legeme er "Det rigtige Menneskelegeme", som for Tiden er under stærk Udvikling netop igennem Individets voksende Afsky for Ligæderi eller Blod- og Kødnydelse. "Det rigtige Menneske" kan kun elske sin N æste som sig selv og kan som Følge heraf umuligt have til Livsbetingelse at skulle æde sine Medvæseners Organismer eller eksistere paa deres Død og Lemlæstelse. Da Aand er det samme som Bevidsthed, vil dette at blive født paany af "Aand" være det samme som at blive født i en ny Bevidsthed. Men hvis denne ny Bevidsthed er af samme Art som den gamle, vil den jo ligesaa godt som denne være uden Influering paa Individets Indlemmelse i "Guds Rige". Kristi Ord udtrykker derfor ikke alene en ny Bevidsthed, men ogsaa en ny Art Bevidsthed. Denne ny Art Bevidsthed er "Den kosmiske Bevidsthed" eller "Den hellige Aand". Da "hellig" er Udtryk for den højeste Renhed, og denne igen er det samme som virkelig Kærlighed, og Kærlighed igen er det højeste livgivende Princip og Modsætningen til det dræbende Princip, der jo er Livsbetingelsen i den dyriske Bevidsthed, bliver dette at fødes paany af Aand det samme som at fødes i "den rigtige Menneskebevidsthed." Kristi Ord omsat i moderne videnskabelig Form vil saaledes være at udtrykke: "Uden det jordiske Menneskes fysiske Legeme bliver forandret fra Dyrelegeme til Menneskelegeme og uden det

15 4 KOSMOS samme Væsen faar sin dyriske Bevidsthed forandret til at udgøre "kosmisk Bevidsthed" eller "Den hellige Aand", kan det aldrig blive en fuldkommen Undersaat i "Det rigtige M enneskerige", men maa fremdeles høre det dræbende Princips Zone eller Dyreriget til og der være underkastet dettes mørke Tilværelsesform." Derfor lyder den guddommelige Røst til de jordiske Mennesker i Dag: "Salig er de, som vender sig bort fra det dræbende Princip og har begyndt at gøre Kærligheden til Livsbetingelse, thi de er paa Vej mod en forklaret Tilværelse. Gennem dem opstaar "Guds Rige" paa Jorden." (Fortsættes).

16 Nr. 7 Oktober Aargang Martinus: Den ideelle Føde. (Fortsat.) Efter nu i mine tidligere Afsnit af nærværende Artikel om den ideelle Føde at have gjort opmærksom paa den Disharmoni som Blod-, Fedt- og Kødnydelse bevirker i den menneskelige Organisme, saavel den sjælelige som den legemlige, vil det store Spørgsmaal jo rejse sig for enhver alvorligt søgende Læser: H vad er den ideelle Føde? For at Svaret herpaa ikke skal blive altfor afskrækkende, vil det her være nødvendigt a t give et lille Overblik over Kødspisernes Indstilling til den for Mennesket absolut naturlige Føde. Denne Føde er nemlig saa enkel, saa lidet raffineret og blottet for Krydderi og Pirringsmidler, at den for den forvænte Kødspiser vil virke ligesaa kedelig og umulig, som Vand eller Mælk virker kedelig overfor Alkoholisten eller Drankeren. Ligesom denne har opelsket et ganske unaturligt Begær med Hensyn til Drikkernidler, saaledes har Tilhængeren af de animalske Ernæringsprodukter om end ubevidst og under et langt længere Tidspanorama opelsket i sig et altoverskyggende unaturligt Begær med Hensyn til Spisemidler. Slægterne har gennem mangfoldige Generationer i den Grad vænnet sig til Smagen af Kødprodukterne, at denne fra at vække en naturlig Afsky nu vækker en stor unaturlig Vellyst. Ligesom Organismen ved Tilvænning af Tobak, Alkohol og andre unaturlige Nydelsesmidler mister sin naturlige Modstandsevne overfor disse Giftstoffer og disse derved bliver til "Nydelsesmidler", saaledes taber Organismen ved den megen Tilvænning ogsaa sin naturlige Modstandsevne overfor de i Form af den animalske Føde fremtrædende Giftstoffer, hvorved disse ligesom Tobakken og Alkoholen vækker unaturlig Lystfølelse. Men selvom Tilvænningen i nogen Grad hærder Organismen imod Giftstoffernes Virkning, kan det ikke nægtes, at Organismen i det lange Løb bliver fuldstændigt undermineret. Denne U nderminering er hovedsageligt synlig gennem det okkulte Syn, der kan følge Individet gennem flere Inkarnationer. Da det er Smags evnens Opgave at skabe Afsky eller Ulyst i Individets Bevidsthed for unaturlige Ernæringsprodukter og skabe Begær efter eller Lyst til de naturlige, er det saaledes her synligt, at Kødspiserens Smagsevne er sat over Styr, idet den ikke bevirker Afsky for Blodprodukterne, men

17 2 KOSMOS derimod lader Smagen af disse som før nævnt være en overordentlig stor Vellyst. Men at fornemme Vellyst for Ting, der er nedbrydende eller underminerende for Organismen, og hvis Natur det derfor ved Hjælp af Smagen skulde være Individet imod, er jo det samme som en Last. At vænne sig af med at æde Dyrenes Legemer eller Legemsdele er altsaa det samme som at vænne sig af med en Last. Men at vænne sig af med en Last koster undertiden umaadelig Anstrengelse og Villieenergi. Frigørelsen af den her nævnte Last bestaar jo netop i at omskabe den forkvaklede Smagsevne, saaledes at den fa ar sin naturlige Reaktionsevne overfor de skadelige Nydelsesmidler tilbage. Men at omskabe Smagsevnen kan kun gøres ved en Tilvænning til de naturlige Produkter. Det der gør denne Tilvænning saa besværlig er jo netop dette, at de naturlige Produkter paa Grund af den fejlagtige Smagsevne smager om end ikke afskyeligt saa dog kedeligt eller mindre tilfredsstillende for det forvænte Individ. Men ligesom Tobak, Alkohol og andre unaturlige N ydelsesmidler før Tilvænningen var utiltalende og ubehagelige, men efterhaanden blev vellystbefordrende, saaledes vil de naturlige Ernæringsprodukter ogsaa ef terhaanden ved en Tilvænning igen kunne bringes tilbage til at befordre den virkelige sunde og naturlige Vellyst eller Behagsfornemmelse for det paagældende Individ, som de oprindelig af Naturen er skabt til. Men der kræves altsaa Træning. At omtalte Last er almengældende, saaledes at ens Forældre og Søskende, Bedste- og Oldeforældre, Venner og Bekendte o. s. v. i Reglen ogsaa er Ofre for denne, forandrer jo ikke Princippet eller ophæver Lastens Virkninger, men blænder derimod i mange Tilfælde Individets Fornuftsevne, saa det ikke ser klart i det paagældende F elt, j a undertiden ligefrem netop af disse Omstændigheder er suggereret til at tro, at hele det fejlagtige Ernæringsproblem ikke er fejlagtigt, men absolut i Kontakt med Naturen og derfor ogsaa i Kontakt med Sundheden. Og det er givet, at denne Indstilling af Bevidstheden er absolut dræbende for Villien til det naturlige. Saadanne forblindede Individer vilde derfor aldrig nogen Sinde komme ud af Suggestionen og dermed bort fra Lasten, hvis ikke netop de evige Love, paa hvilke alt i Naturen er baseret, bevirkede, at en Last aldrig i noget Tilfælde kan eksistere uden at være identisk med Underminering af den paagældende Organisme, ganske uanfægtet af i vor høj Grad den saa end maatte forekomme som Nydelse for det paagældende Individ. Og det er denne Underminering, der i F orm af alle eksisterende organiske Sygdomme er den største Agitator for Menneskenes Udvikling hen imod den virkelige Menneskeføde. Og da Sygdommene tager til i samme Grad som Menneskenes Ernæringsforvildelser tager til, og en absolut Sundhed eller sygdomsfri Tilværelse dermed er umulig, saalænge Lasten eller den narkotisk-animalske Ernæringskilde bibeholdes, vil alle Mennesker gennem deres organiske Lidelser og Sygdomme tilsidst blive ført mod en renere Ernæringskilde, mod den absolut e Sundhed. Hovedfaktoren i Menneskehedens Førelse mod den rigtige Menneskeføde, mod Sundheden, er saaledes ikke den almindelige Propaganda i Form af Taler og Skrifter, thi selvom disse fuldstændigt manglede, vilde Menneskeheden alligevel uundgaaeligt føres frem til at være i Harmoni med Naturen. Det der derimod er det bærende i denne F ørelse er Lidelserne eller Sygdommene. Men den skriftlige eller mundtlige Oplysning er et glimrende Supplement til Lidelserne og gør Udviklingen hurtigere for de Væsener, der er naaet saa langt frem gennem Lidelserne, at de netop er blevet modtagelige for den teoretiske Form for Paavirkning og har Lyst og Energi til at gøre sig den efterrettelig. For de øvrige Væsener er al Undervisning eller teoretisk Paavirkning ganske uden Betydning. For disse er den narkotisk-animalske Ernæringskilde grundet paa deres fejlagtige eller unaturlige Smagsevne endnu en Slags Hængedynd, en Slags Fluepapir, de ikke kan komme fri af. Sygdommene eller Lidelserne er derfor overfor disse Væsener

18 KOSMOS 3 det eneste talende eller virkningsfuld e Sprog. Og det tilkommer enhver at være tolerant og forstaaende overfor de samme Væsener, thi de har endnu ikke Evne til at fatte eller begribe Situationens Alvor. * * * Det vanskelige Punkt for Tilhængeren af den gamle N ydelses- eller Ernæringsform vil altsaa bestaa i Omskabelsen af hans Smagsevne, Overvindelsen af det altfor stærkt udviklede Madbegær, der for ham jo ligefrem er blevet en Forlystelse og dermed en Last. Han maa nemlig vænne sig til, at et Maaltid Mad, der er i Harmoni med de guddommelige Love, hvilket altsaa vil sige et Maaltid Mad, der er absolut sundheds befordrende og dermed sygdomsforebyggende, absolut umuligt kan bestaa af saa og saa mange forskellige Slags af de gængse Retter, der hver især i mange Tilfælde repræsenterer højst uvidenskabelige og for Organismen skadelige kemiske Sammensætninger eller saa og saa mange forskellige Slags mere eller mindre alkoholeller giftindholdige Drikkernidler. Han maa gøre sig klart, at et efter Nutidens højeste Mode "veldækket" Bord udgør en i Sølv, Krystal og Blomster skjult Vej til Hospitalet, en festsmykket Genvej til Døden. Det er den udløsende Aarsag til organiske Lidelser og Forkalkning. Medens Lidelserne er direkte nedbrydende Momenter for Humør og Sind, er Forkalkningen hæmmende for al Aandsfunktion. Det nævnte Bord befordrer yderligere F edme. Den kunstneriske slanke Linie, som af Naturen er bestemt som Konturer for den menneskelige Legemsform er i altfor stor en Udstrækning sat over Styr. Den er saaledes en Sjældenhed hos Individer, der er naaet op over Fyrretyveaarsalderen. Her ser man i stor Udstrækning en Legemslinie, der er ligesaa skrigende unaturlig som det "veldækkede" Bord, der er dens Aarsag. At man, navnlig for "Det smukke Køn"s V edkommende, søger a t tilbage erobre den tabte naturlige Linie ved Hjælp af ligesaa skrigende unaturlige, men opreklamerede Afmagringsmedikamenter, gør ikke Sagen bedre. De engang ødelagte Stofskifteorganer lader sig ikke saaledes i en Haandevending ved et "Trylleord" i Form af "Piller" eller "Pulvere" øjeblikkelig som ved et Mirakel bringe tilbage til sin Normalfunktion. For det kosmiske Syn viser det sig, at en saadan ødelagt Stofskifte evne i værste Tilfælde kan følge Individet gennem flere Inkarnationer. I disse Inkarnationer har Individet altsaa en unormal Stofskifte evne lige fra F ødslen. Nævnte Individ udviser saaledes allerede i den spæde Alder Tendenser til en altoverskyggende Fedme. Her vil man maaske paastaa, at de nævnte Tendenser er nedarvede fra Forældrene. Men hvorfor fødes et Individ netop hos saadanne F orældre og ikke hos Forældre, hvor disse besværlige Tendenser ikke findes? En F ødsel, der for Individets Aand betinger en unaturlig Tilværelse, ja ligefrem en Arrestation i Fedt, vilde jo være Udtryk for den højeste Grad af U retfærdighed eller Mørke, hvis ikke der netop ved det paagældende Individ selv var noget, der retfærdiggjorde nævnte F ødsel. Og det er dette noget, der for den okkulte Iagttagelse viser sig at være identisk med Individets egen i dets Evighedslegeme fremtrædende Skabe evne fra en tidligere Tilværelse. Nævnte Evighedslegeme udgør et Aandslegeme i hvilket Individets Jeg permanent fremtræder, ganske uafhængigt af om det er inkarneret eller diskarneret i et materielt eller fysisk Legeme. Ved Udskejelser, ved Tilvænning af fejlagtige eller unaturlige Tilbøjeligheder i en materiel Tilværelse eller et Jordliv nedsætter eller ødelægger Individet i tilsvarende Grad denne sin Skabeevne. Med Hensyn til den omtalte uheldige Ernæring kan denne altsaa indvirke saaledes paa Individets Skabeevne, at samme Individ blandt andet bliver ude af Stand til at opbygge normale Stofskifteorganer i sit fysiske Legeme ved en ny Inkarnation. Virkningen heraf bliver, at samme Legeme lige fra F osterdannelsen bliver Genstand for altfor megen Fedme. At et saadant Individ fortrinsvis fødes hos Forældre med lignende Tendenser, eller hvis det har nedbrudt sin Skabeevne ved Drikkeri og derved fortrins-

19 4 KOSMOS vis fødes hos drikfældige Forældre eller paa andre Maader fødes hos Forældre, der har de samme gode eller slette Tilbøj eligheder som det selv, skyldes ganske naturligt Loven for Tiltrækning og Frastødning. Men for at forstaa dette maa vi gaa helt tilbage til nævnte Individs diskarnerede Tilstand, hvilket vil sige, dets aandelige Tilværelse før dets nuværende Fødsel. I nævnte Tilværelse fremtræder det foruden i visse underordnede aandelige Legemer ogsaa i et General- eller Hovedlegeme. Dette Legeme beskrives i Livets Bog som Individets "Evighedslegeme" eller "X 2". Nævnte Legeme er Hovedsædet for Individets Skabeevne og ligger til Grund for al Individets Manifestation og Evne til at genfødes. N ævnte Legeme bliver altsaa det dybeste udløsende Moment for Individets Skabelse af et nyt fysisk Legeme. Gennem førstnævnte Legeme, der selv repræsenterer den syvende Grundenergi udløses Individets Korrespondance med Tilværelsens seks andre Grundenergier, hvilket vil sige dets daglige Liv og Færden, dets Opbyggelse og Nedbrydning af Materie, dets Ungdom og Alderdom, dets fysiske og aandelige Tilværelser. Da det samme Legeme saaledes fremtræder som Sædet for en stadigt skiftende Kombinering af Grundenergierne, repræsenterer det saaledes til enhver Tid en tilsvarende F orm for U dstraaling. Denne U dstraaling vil igen være at udtrykke som Individets "Aandsglorie". Denne Glorie udgøres altsaa af aandelig Energi. Men da aandelig Energi igen ifølge Livets Bog kommer ind under Begrebet "Elektricitet", vil nævnte Glorie saaledes repræsentere en eller anden Form for elektrisk Natur. Men en elektrisk Energimængde, der fremtræder i en bestemt Form for Begrænsning, vil jo være at udtrykke som en "Bølgelængde". Men en "Bølgelængde" kan igen kun dirigeres ved Tiltrækning og Frastødning. Tiltrækning og Frastødning kan igen kun komme til Udløsning gennem "Apparater". For det aandelige eller ufødte Væsen udgøres disse "Apparater" indtil et vist Omraade af inkarnerede Væseners fysiske Legemer. Naar et Han- og Hunvæsen gennem deres fysiske Legemer indgaar en seksuel Forbindelse, og denne Forbindelse er fuldkommen, hvilket vil sige, at Befrugtning finder Sted, har de nævnte Væsener om end ubevidst udløst Tiltrækning af et diskarneret Individs Aandsglorie. Ved deres seksuelle Samleje har de nævnte to Væsener saaledes tilsammen virket som "Modtagerapparat" for et ufødt Individs Glorie eller "Bølgelængde". Denne "Bølgelængde" bliver igen direkte fastholdt af "Modtagerapparatets" "Kondensator", hvilket vil sige Hunvæsenets Befrugtningsorganer. Efter at denne F orbindelse er kommen i Stand, kan det ufødte eller diskarnerede Individs Energi ved Hjælp af nævnte Organer begynde at vibrere i fysisk Materie. Og Resultatet heraf udgør det vi kalder "Fosterdannelse". Hunvæsenet virker altsaa her som et direkte Medium eller Redskab for et diskarneret Individ eller Aandsvæsen, der nu er i Færd med at materialisere eller skabe sig et nyt fysisk Legeme. N aar dette Legeme naar en vis tilstrækkelig Position, udskilles det gennem den Proces, vi kalder "F ødslen", fra Mediets fysiske Legeme, hvorefter det bliver synligt paa det fysiske Plan som en "nyfødt" Verdensborger. Til denne er altsaa Hunvæsenet "Moder" og Hanvæsenet "Fader". Jeg kan naturligvis ikke her gaa i Detailler med saa omfattende et Problem, men maa henvise til de kommende Bind af Livets Bog. Naar jeg her giver disse enkelte svage Konturer af Problemet, er det kun for at vise, at ingen medfødte Tendenser er uskyldigt paaførte, men at disse i absolut alle Tilfælde vil være identiske med Resultater af Individets egen Vandel i tidligere Liv eller Tilværelser. Thi da ethvert diskarneret Individ udgør en "Bølgelængde", og dennes Karakter udgøres af Individets i dets sidste forudgaaende fysiske Inkarnationer opelskede Vaner og Tilbøj eligheder, Opbyggelser og Nedbrydelser af Skabeevnen, og denne særlige Begrænsning af "Bølgelængden" betinger tilsvarende særlig Indstilling af "Apparaterne" for sin "Modtagelse", kan intet diskarneret Individs "Aandsglorie" blive tiltrukket af noget

20 KOSMOS 5 "Apparat", hvilket vil sige Medium eller F orældre, der ikke paa en eller anden Maade er indstillet paa samme "Bølge omraade". Det er denne guddommelige Anordning, der betinger, at Køer ikke føder Bjørneunger, at Bjørne ikke føder Elefanter, at Elefanter ikke føder Mennesker eller lignende, men at hver Art af levende Væsener netop føder de for sin Art særligt passende Individer. Men ligesom de evige Love saaledes her betinger eller garanterer Arternes rigtige F ødsler, saaledes betinger de samme Love ogsaa, at de defekte og fuldkomne Individer faar de for hver især særligt passende Fødsler, saaledes at intet Individ ved Arvelighed kan paaføres Tendenser, gode eller slette, som det ikke oprindelig selv er Ophav til. Loven for Tiltrækning og Frastødning betinger saaledes, at ethvert Individ hele Tiden har sin egen Skæbnes Traade i sin Haand og ustandseligt kan arbejde paa sin egen Guddommeliggørelse. Det vigtigste Punkt for det samme Individ bliver altsaa at komme til Erkendelse eller fuld Klarhed over denne sin egen altoverskyggende guddommelige Magt for derved at anvende den i Styringen af sin egen Skæbne mod de højeste Tinder. * * * Individets medfødte gode eller slette Tilbøjeligheder er saaledes ikke en Nedarvning fra Forældrene, men en direkte Nedarvning fra dets egen fortidige Tilværelser. Men denne Nedarvning stabiliseres eller bringes altsaa til Udløsning gennem de Omstændigheder, at Individet netop tiltrækkes mod F orældrene indenfor samme "Bølgeomraade" eller med de samme Tendenser. N aar Individet fødes med Tendenser til Fedme, er det ligeledes dets egen Nedarvning fra fortidige Tilværelser, der gør sig gældende. At komme tilbage til den naturlige Linie eller Slankhed, kan altsaa kun ske ved en Tilvænning til den naturlige Føde. Men en saadan Tilvænning kan naturligvis ikke gøres paa Dage eller Uger, men kun paa Maaneder eller Aar, for Individer, hos hvem de nævnte Tendenser er medfødte. For de Individer, der kun lider af Tendenser fra deres nuværende Liv, stiller Sagen sig jo meget lettere. Men for begge Parters Vedkommende, gaar Vejen til Sundhed og Førlighed saaledes ikke over kunstige Medikamenter, men derimod udelukkende kun gennem Omformningen af samtlige Individers fejlagtige Smagsevne, saaledes at al unaturlig Føde eller de for Organismen skadelige Produkter gennem denne bringes til at vække Afsky, medens de for Organismen absolut sunde og velgørende Produkter ligeledes gennem Smagsevnen bringes til at vække naturlig Lysteller Behagsfornemmelse. Da en fejlagtig Smagsevne og de med denne forbundne uheldige Tendenser er almengældende, bliver Spørgsmaalet: Hvorledes faar man denne Smagsevne forandret? aktuelt. Og Svaret herpaa vil ganske enkelt og naturligt komme til at lyde: Gennem Træning. Denne Træning bestaar altsaa i at vænne sig til at spise de naturlige Produkter, som j eg eventuelt i næste Nummer af Kosmos naar frem til at paavise som udgørende den for den menneskelige Organismes Vibrationstilstand fremtrædende absolut rigtige Føde. Naar Individet har vænnet sig saa meget til den, at dens Produkters Smag forekommer det som det eneste appetitlige i Verden, da er det frigjort af den dødbringende K ost, der nu i Følge Vanens M agt som en Lænke binder det til primitiv Oplevelse af Livet, til Sygdom, Sorg og Lemlæstelse. ( Fortsættes).