MARTINUS LIVETS BOG KØBENHAVN 1960

Transkript

1 LIVETS BOG

2 MARTINUS LIVETS BOG SYVENDE BIND VALD. PEDERSENS BOGTRYKKERI KØBENHAVN 1960

3 Copyright by MARTINUS 1960

4 DET EVIGE LIV (Fortsat fra 6. Bind) 16. Kapitel. DEN KOSMISKE VERDENSMORAL Den i Livets Bog beskrevne Guddom bliver til realistisk vaagen dagsbevidst Kendsgerning for det levende Væsen, alt eftersom det naar det herfor eksisterende Udviklingstrin og paa dette Trin bliver sansemæssigt paa Bølgelængde med denne evige Faders primære Bevidsthed. Men denne Oplevelse kan ikke gives Væsenerne af andre Væsener. Den kan kun opnaas ved absolut egen Oplevelse. Denne Oplevelse faar ethvert Væsen, naar det i Udviklingen i en tilstrækkelig Grad er naaet igennem Spiralkredsløbets Vinterzone, Mørke- eller Lidelsessfære, der ogsaa kan betegnes som de ulykkelige Skæbners Hjemsted. I denne Sfære, hvor det levende Væsen har al mulig Frihed til at gøre, hvad det vil, baade godt og ondt, lærer det at skelne imellem disse to Manifestationsprincipper eller Sansekontraster. Da man ikke kan udløse nogen som helst Form for Manifestation uden at blive Aarsag til Virkninger, kan man udelukkende kun leve i Virkningerne af sine Manifestationer. Disse Virkninger bliver derved ens egen fundamentale Livsoplevelse eller Skæbne. Om denne Skæbne bliver behagelig eller lykkelig, eller den bliver ubehagelig eller ulykkelig, afhænger altsaa af ens tidligere udløste Manifestationer og de hermed forbundne Begær og Tilfredsstillelser. Hvis disse Begærs Tilfredsstillelser har været af en saadan Natur, at de i større eller mindre Grad har kostet andre levende Væsener, Medmennesker og Dyr deres normale eller naturlige Livsoplevelse og den her ind under hørende Livsglæde eller Livslykke, er deres Væremaade altsaa af dræbende Natur.

5 2656 Livets Bog At formindske andre Væseners naturlige Livsglæde og Ret til at være til er det samme som at dræbe. Det er en Overtrædelse af det femte Bud, Du skal ikke dræbe". I samme Grad som man tidligere har bevirket andre Væseners Ulykke og Lidelse og dermed deres Tab af Livsglæde, i samme Grad bliver ens egen Skæbne i Dag eller i en kommende Tid bestaaende af tilsvarende Ulykke og Lidelse og det hermed forbundne Tab af Livsglæde. Det er denne Væsenets af det selv skabte ulykkelige Skæbne, der efterhaanden vil afføde den humane Evne eller den begyndende Næstekærlighedsevne og virkelige Visdoms- eller Sandhedserken delse. Og det er Oplevelse af denne virkelige Visdoms- eller Sandheds erkendelse, der udtrykkes som Den store Fødsel" Naar Næstekærligheden bliver det primære i det levende Væsens Væremaade, er det dyriske eller det Onde i dets Bevidsthed degenereret og gaaet under. Da denne dyriske Væremaade, hvis elektriske Struktur umuligt kan bringes i Kontakt med det menneskelige eller Kærlig hedsværemaadens elektriske Struktur, men her uundgaaeligt skaber Kortslutninger (Skinsyge, Skænderier, Hidsighed, Vold, Mord og Drab) er den det ufærdige Menneskes Hindring i at opnaa den fulde Kontakt med Næstekærlighedens Bølgelængde eller Universets Grundtone. Da denne Kontakt uundgaaeligt kræves, for at et Væsen kan blive kosmisk bevidst og dermed opleve sin egen Udødelighed, opleve Guddommen som realistisk Kendsgerning og Verdensaltets øvrige kosmiske Analyser som Guds Legeme og dermed Livsmysteriets Løsning, er det dyriske i Mennesket saaledes nødsaget til at blive en Spærring for det ufærdige Menneskes Opnaaelse af kosmisk Bevidsthed og dermed af Livsmysteriets Løsning. Og uden den kan det umuligt udgøre det færdige Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse. Derfor har vi ogsaa her i Livets Bog kaldt det Onde, det dyriske eller det ufærdige i Mennesket for Tærskelens Vogtere". De ufærdige Naturer i Menneskene og forøvrigt i alle levende Væsener er saaledes den absolut eneste Aarsag til al Ulykke og Lidelse, Krig, Mord, Drab, Lemlæstelse og Sygdom, saavel som disse ufærdige Naturers Over

6 Det evige Liv 2657 vindelse og Degeneration udgør det absolutte Fundament for alt, hvad der kommer ind under Begrebet Kosmisk Bevidsthed" og den heraf følgende Visdom, Fred og Glæde, Lykke og Salighed Vi er nu naaet saa langt frem igennem Livets vigtigste Analyser, at vi kan danne os et Billede af den Væremaade, der maa være helt i Kontakt med Livets Struktur og derigennem faa den Vejledning til at undgaa de mange Kortslutninger: Had, Hævn, Myrderier og Lemlæstelse eller alt, hvad der ligger til Grund for Menneskets ulykkelige Skæbner. Det, det i særlig Grad drejer sig om, er dette, at komme til at forstaa, at hele det ufærdige Menneskes Bevidsthed eller Mentalitet og den heraf følgende Væremaade udelukkende kun er bygget op af to store mentale Energikombinationer. Disse to Energikombinationer udgør det, vi kender som Hadet og Kærligheden. Vi ved ogsaa, at disse to Energiarter hører ind under Kontrastprincippet, paa hvilket al Sansning er baseret. Hadet repræsenterer mentalt Mørke, og Kærligheden repræsenterer mentalt Lys paa samme Maade, som sort Farve repræsenterer Mørke, og hvid Farve repræsenterer Lys rent fysisk materielt set. Imellem det helt mørke og det helt lyse eksisterer der mange Kombinationer mentalt set. Af disse bestaar alle levende Væseners Bevidsthed. Disse Bevidstheder kommer igen til at fremtræde som mørke og lyse, alt eftersom de henholdsvis i deres Kombination rummer mest Mørke eller mest Lys. Og de levende Væsener kommer derved hver især saaledes til at fremtræde som Mørkets eller Lysets Væsener, alt eftersom Mørket eller Lyset er det fundamentale eller herskende i deres Bevidsthed eller Sind og dermed i deres Væremaade Paa et vist Stadium i Udviklingen udtrykkes Mørkets Væsener som onde" Væsener. Og vi er her ved Kærnepunktet i alt eksisterende mentalt Mørke imellem de jordiske Mennesker. De tror, deres Medmennesker er onde", naar de udløser Handlinger ud fra mentalt Mørke, ligesom de opfatter Medvæsenerne som gode", naar de handler ud fra mentalt Lys. Her er det absolut en Hovedbetingelse for enhver Forsker

7 2658 Livets Bog eller ethvert Menneske, der vil tilegne sig den rette Væremaade og komme ud af Overtroens Forbandelse, at sætte sig ind i, hvorfor Væsenerne handler ud fra Mørkets Mentalitet, eller de handler ud fra Lysets Mentalitet. Naar man tror, at et Menneske er ondt, skyldes det den store Fejltagelse, at man tror, at dette at være ond" eller god" kun er en Villiesakt. Hvis Væsenernes Væremaade var saa enkel, var det ingen Sag at være god. Saa kunde alle med Magt tvinges til at være gode. Og det er det, man mener, man kan opnaa med alt, hvad der kommer ind under Begreberne Straf, Hævn og Tugt. Man tror hermed at kunne vænne de saakaldte Forbrydere" af med at være Forbrydere", hvilket vil sige det samme som at vænne dem af med at være onde Mennesker". Men man har endnu aldrig set, at Straf, Hævn og Forfølgelse har kunnet forvandle noget Væsen, saaledes at det derved, fra at tilhøre et lavere Udviklingstrin er kommet til at tilhøre et højere Udviklingstrin. Med Straf og overlegen Magt kan man naturligvis tvinge et Menneske til at afstaa fra sine eventuelle dødbringende Handlinger, men dette sker ikke med det samme Væsens frie Villie. Straf og Tvang kan saaledes kun skabe en Slags Dressur, ligesom man kan tvinge Dyr til visse Handlinger ved Vold og Magt. Hverken Menneskene eller Dyrene bliver derved løftet fra deres normale Udviklingstrin og op til et højere Trin. Derfor vil ogsaa det nuværende Straffesystem være ganske fejlagtigt Menneskeheden vil, som vi tidligere har berørt, helt forandre sit nuværende Straffesystem til en ren human Praksis, hvor man ganske rigtig beskytter Samfundet mod de saakaldte Forbrydere"s farlige Udslag uden i Form af Straf eller brutal og primitiv Fængsling. Alle mindre udviklede Væsener, der er farlige for det normale Samfund, vil ikke være frigivet til at leve i dette. Derimod er der reserveret disse Væsener et Omraade indenfor Staten, i hvilket de under særlig Kontrol kan leve uden at kunne komme til at skade andre Beboere af samme Omraade. Rent bortset fra denne Begrænsning, kan de her leve et frit Liv. De kan gifte sig, de kan faa Uddannelse i og Arbejde ved hvad som helst, de

8 Det evige Liv 2659 maatte have Lyst til og som passer for deres Evner og intellektuelle Anlæg. Et saadant Omraade vil ikke udgøre et Fængsel, men derimod et lille Kulturomraade med Skoler, Teatre, Biografer, Sportsbaner og Idræts huse o.s.v. Disse Mennesker, der, paa Grund af deres underudviklede Tilstand, maa opholde sig her, befinder sig saaledes ikke i noget nedværdigende Fængsel eller noget nedværdigende Tugthusomraade. De befinder sig her udelukkende for at blive vænnet til at kunne leve i det virkelige normale og frie Samfund udenfor. At være underudviklet, og derfor umuligt kan opfatte og acceptere den højere Moral og Kulturbasis, der paabyder, at man ikke maa myrde eller dræbe ikke maa bedrage ikke maa stjæle, røve og plyndre eller paa anden Maade skade sin Næste, kan umuligt være en Forbrydelse". At behandle saadanne Mennesker som Forbrydere" er det samme som at straffe dem for noget, de umuligt forstaar. Det er næsten det samme som at straffe Børn, fordi de er Børn. Det er det samme som at straffe det blinde Menneske, fordi det ikke kan se. Det er en skrigende Overtrædelse af Livets Love. Derfor vil Udviklingen fjerne Nutidens autoritative, men falske Moralbegreber om Fængsling og Straf. Men det er ikke blot Statens falske Begreber om Straf og Gengældelse for underudviklede Væseners tilsvarende underudviklede Manifestationer eller Handlinger, der vil degenerere og forsvinde for at give Plads for en human Opfattelse af de underudviklede Væsener og deres Væremaade. Den samme Opfattelse vil naturligvis ogsaa efterhaanden forsvinde bort i Forholdet Mand og Mand imellem, fordi man ogsaa her vil komme til at indse Taabeligheden i at hævne og straffe mindre udviklede Væsener for deres, fra deres eget Udviklingstrin set, normale Handlinger. Man vil ligeledes indenfor den kommende højere Verdenskultur være fuldt indforstaaet med, at virkelige Forbrydere" absolut ikke eksisterer Naar Mennesker med de særlige underudviklede Trins Handlinger er blevet betragtet som Forbrydere", skyldes det altsaa Betragternes totale Uvidenhed eller manglende Evne til at vurdere det, de bliver

9 2660 Livets Bog Vidne til i Form af disse Handlinger. Og det er dette, der er Aarsagen til Verdens Ragnarok eller Dommedagstilstand, hvad enten det gælder Nationernes eller Staternes indbyrdes Forhold eller Forholdet Mand og Mand imellem. Og det var netop denne Menneskenes Uvidenhed og fejlagtige Indstilling til deres Fjender, Kristus med sin guddommelige Væremaade afslørede paa Golgathas Kors, idet han der aabenbarede den fuldkomne Kærlighed, der ligesaa godt gælder Fjende som Ven. Midt i sin forfærdelige Lidelse paa Korset, raaber han til sin himmelske Fader og beder for sine Bødler, Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Det er Efterfølgelsen af denne Væremaade overfor sine Fjender, der udgør den ny Verdensgenløsning og dermed er Verdens Frelse eller absolut eneste sikre Vej til Verdensfreden. Og vi vil nu her i de kommende Analyser vise, hvorledes Livet selv aabenbarer denne Væremaade, der er i Kontakt med den højeste Livslov, og som netop gælder for den Livsepoke, Jordens Mennesker staar paa Grænsen til at skulle betræde Hvordan skabes nu en saadan højere Livsepoke, hvor Væsenerne kommer til at elske sin Næste som sig selv og i Kraft af denne Kærlighed kommer til at opleve Livsoplevelsens Kulmination? Igennem tidligere Analyser i nærværende Værk Livets Bog" har vi faaet Grundanalyserne for Livsoplevelsens Passage igennem Mørkets og Lysets Kulminationer. Vi ved saaledes, at det levende Væsens evige Struktur bestaar af et navnløst Noget" eller dets evige Jeg", dets evige Skabeprincip og dets evige Organismeprincip. Vi ved saaledes, at disse tre Principper danner den uadskillelige Enhed, der udgør det, vi oplever som Det levende Væsen". Et levende Væsen maa nemlig uundgaaeligt bestaa af et Jeg eller et Noget", der kan opleve og skabe, hvilket igen vil sige: kan opleve Omgivelserne og ligeledes give sig til Kende for Omgivelserne og derved befordre den Kombination af Energi og Bevægelse eller Vibration, der kendes som Livets Oplevelse". Men denne det levende Væsens Tilkendegivelse for og Oplevelse af Omgivelserne befor

10 Det evige Liv 2661 dres og reguleres ligeledes af et evigt Princip. Dette evige Princip kender vi fra tidligere Analyser som nden højeste Ild". Dette Princip befordres igennem et Organsystem, vi kender som De sympatiske Anlæg", og hvis Funktion hovedsagelig kun er kendt som det levende Væsens Parringseller Kønsdrift. Det er ogsaa de samme Anlæg, der bevirker Væsenernes Fremtræden som Hankønsvæsener" og Hunkønsvæsener" Den seksuelle Struktur afslører saaledes her, at den udløses igennem to særlige modsatte Manifestationsprincipper, som vi udtrykker som Den maskuline Pol" og Den feminine Pol". Disse to Poler er altsaa til Stede i ethvert levende Væsen. Og det er disse to Polers indbyrdes Forhold til hinanden i det levende Væsen, der udelukkende bestemmer hele dets Livsoplevelsestilstand, dets Forhold til andre levende Væsener, dets Forhold i Ægteskabet og Parringsdriften, dets Fremtræden som Dyr eller Menneske, dets Væremaades Natur og dermed dets Moral og Plads paa Udviklingsstigen, dets Forhold til Reinkarnation og Skæbne, dets Forhold til den fysiske og aandelige Verden, dets Forhold til Gud, dets Viden og Kunnen med Hensyn til baade dets fysiske og aandelige Tilværelse, dets Opfyldelse af Næstekærlighedsloven eller dette at elske sin Næste som sig selv. Ingen som helst Form for Livsoplevelse og Manifestation kan overhovedet finde Sted uden at være et Produkt af en særlig Konstellation eller et særligt Forhold imellem de nævnte Poler i det paagældende Væsen. Disse to Polers indbyrdes Forhold er foranderligt og gør derved ogsaa Individets mentale og kropslige Struktur foranderlig. Og det er dette Polernes skiftende indbyrdes Forhold til hinanden i Væsenet, der befordrer hele dets Forvandling til alle Kredsløbets forskellige Livsstadier og de hermed forbundne fysiske og aandelige Organismer eller Legemer Denne Polbevægelse i Væsenet danner ligesom en Slags evig Rytme. Den feminine og maskuline Pol i Væsenet kan være totalt jævnbyrdige. Og Væsenet bliver da efterhaanden et totalt aandeligt Væsen, hvorved dets Reinkarnation eller Genfødelse paa det fysiske Tilværel

11 2662 Livets Bog sesplan kommer ind i sidste Fase for efterhaanden helt at ophøre. Og efter at være totalt jævnbyrdige i en vis uafbrudt Epoke paa det aandelige Plan forandres de to Polers Konstellation i Væsenet hen imod et Stadium, hvor den ene Pols Udfoldelse gradvis har udviklet sig til en højeste Udfoldelsestilstand i Renkultur. Da den anden Pol ikke har været Genstand for en lignende Forandring eller Vækst, men næsten befinder sig i samme Tilstand, som da begge Polerne var jævnbyrdige, har den udviklede Pol helt overtaget Føringen og er blevet Fundament for det paagældende Væsens hele Bevidsthedsstruktur. Paa det Livsstadium, hvor den ene Pol saaledes er i sin højeste Udfoldelse, medens den anden Pol endnu er latent eller befinder sig i sin Mindsteudfoldelse, er det levende Væsen et Dyr i Renkultur". Det Væsen, i hvilket det er den maskuline Pol, der befinder sig i sin kulminerende eller højeste Udfoldelse, medens den feminine Pol er latent, udgør et Hankønsvæsen" i Renkultur, ligesom et Væsen, i hvilket det er den feminine Pol, der befinder sig i sin kulminerende eller højeste Udfoldelse og den maskuline Pol er latent, udgør et Hunkønsvæsen" i Renkultur Men Polforvandlingen standser ikke her, og derfor kan intet kulminerende Hankønsvæsen eller Hunkønsvæsen blive ved med at være et Dyr i Renkultur. Paa et givet Stadium i dette Væsens Fremtræden som Dyr i Renkultur begynder den stagnerende Pol ogsaa at udvikle sig. Og den bliver nu ved med at vokse, til den bliver jævnbyrdig med den anden Pol i Væsenet. Og med denne den stagnerede Pols Vækst i Væsenet ophører det med at være et Dyr i Renkultur. Med den modsatte Pols Udvikling i Væsenet opstaar der et nyt Bevidsthedsomraade, nemlig det begyndende menneskelige Bevidsthedsomraade". Og det er i dette, den modsatte Pols Vækstomraade, at det jordiske Menneske befinder sig. Det jordiske Menneske kommer derved til at repræsentere denne ny Form for Bevidsthed i samme Grad, som den modsatte Pol i dets Psyke vokser. Dette nye Bevidsthedsomraade afføder alt, hvad der af Sanseevner kommer ind under Begrebet Intellektualitet og Humanitet og dernæst In

12 Det evige Liv 2663 tuitionsevnen. I Kraft af denne Evnes Udfoldelse bliver Væsenet tilsidst identisk med det totalt fuldkomne Menneske i Guds Billede efter hans Lignelse, saaledes som netop Bestemmelsen med det levende Væsen er udtrykt i den kristne Verdensreligion Det er saaledes den modsatte Pol, hvilket, som før nævnt, vil sige: den feminine i Manden og den maskuline i Kvinden, der befordrer disse to Slags Væseners Forvandling fra Dyr til Menneske. Det ufærdige Menneskes Psyke bestaar saaledes af et dyrisk Bevidsthedsomraade og et menneskeligt Bevidsthedsomraade, der henholdsvis befordres af den ordinære Pol og den modsatte Pol. Da det begyndende menneskelige Bevidsthedsomraade i Mennesket afføder alle de virkelige humane og højintellektuelle Evner, er det blevet kaldt Det Gode", medens det dyriske Bevidsthedsomraade, der afføder alle de Tankearter eller Bevidsthedstendenser, der befordrer Had, Hidsighed, Vrede, Skinsyge, Mord og Drab eller alle Former for Krig, bliver udtrykt som Det Onde". I Kraft af dette lille Tilbageblik paa Realiteter, vi alle kender fra tidligere Analyser her i Livets Bog, har vi faaet en Forudsætning for virkeligt at kunne se Livets eget Grundlag for Skabelsen af Væsenernes Livsoplevelses- og Manifestationsevner. Og udelukkende ud fra dette kan vi her aabenbare, hvad der vil være den absolutte Verdensmoral eller Vejen til den virkelige Fred paa Jorden, hvilket vil sige: Oplevelsen af den guddommelige Tilstand, i hvilken hverken Krig, Had eller Hævn kan eksistere, men hvor Fred, Intellektualitet, Visdom og Kærlighed har til Huse Det, vi her gerne vil gøre klart, er netop det, der er det absolut vigtigste i al menneskelig Tilværelse og den absolut eneste virkelige Aarsag til, at nærværende Værk, Livets Bog, med Livets kosmiske Analyser er skabt og under Forsynets Beskyttelse har kunnet gennemføres, er dette, at skabe den fulde Forstaaelse af vor Næstes særlige Livsindstilling og hans heraf følgende Væremaade. Manglen paa denne Forstaaelse imellem Menneskene indbyrdes er katastrofal, idet det udelukkende er denne, der skaber Menneskenes nuværende Samliv om til det Ragnarok, den Dom

13 2664 Livets Bog medag eller det aabenlyse og skjulte Krigsbaal, der har sin underminerende og farlige Ild alle Vegne. Kort sagt, det er saaledes en total Uvidenhed om den guddommelige Verdensplan og de levende Væseners Skæbnedannelse og Plads i denne guddommelige Plan, der er Aarsag til alt det saakaldte Onde". Men selv om vor Hjælp er begrænset, er den alligevel totalt uundværlig for Mennesker, der i deres Udvikling er naaet frem til et saa fremtrædende intellektuelt Stadium, at de kan forstaa Analyserne, saa disse kan have positiv Virkning i de paagældende Væseners Bevidsthed og Sindelag og dermed i deres Væremaade For at faa tilegnet sig Forstaaelsen af de kosmiske Analyser og dermed af Livsmysteriets Løsning, kræves der ikke blot Intelligens. Intelligens alene kan ligesaa godt bruges til at skabe raffinerede Planer, ved hvilke man kan udnytte sin Næste paa egoistisk Maade eller hævne sig paa ham, ligesaavel som man kan bruge Intelligensen til at skabe de mest glimrende Planer, ved hvilke man paa bedst mulig Maade kan tjene sin Næste og dermed skabe en fuldkommen Væremaade. Og her er det, at vi kommer til Spørgsmaalet: hvad er det, der faar Væsenet til at anvende sin Intelligens i det Godes eller det Ondes Tjeneste? Svaret herpaa kan udelukkende kun blive dette, at Væsenets Anvendelse af sin Intelligens enten i det Godes eller i det Ondes Tjeneste afhænger af den Kapacitet, som dets humane Evne eller sympatiske Anlæg er udviklet til at kunne præstere. Medens Intelligensen kan udvikles ved Erfaring og Undervisning, kan Humaniteten ikke udvikles ved Undervisning. Den kan udelukkende kun udvikles ved Lidelseserfaringer. Alle Sygdomme, ulykkelige Skæbner eller Tildragelser, Sorger og Bekymringer o.s.v, som Væsenet i tidligere Liv har gennemgaaet, efterlader i Væsenets nuværende Liv en ubevidst Hukommelse om disse Tildragelser. Dette vil igen sige, at Væsenet fornemmer det slet ikke som Hukommelse. Rent fysisk, hjernemæssigt kan det naturligvis ikke huske noget som helst fra sine tidligere Liv. Al Smerte- eller Lidelseserfaring bliver paa det aandelige eller psykiske Plan omdannet til en Evne til i Bevidstheden at danne, ikke blot

14 Det evige Liv 2665 et rent intelligensmæssigt, men ogsaa et følelsesmæssigt eller sjæleligt Billede i ens inderste Selv" af de Lidelser, man bliver Vidne til, at ens Næste mere eller mindre martres under. Idet Væsenet saaledes med denne Evnes Udvikling, ikke blot rent hjernemæssigt eller teoretisk, men ogsaa i sin egen Følelsesevne kan fornemme sin Næstes Lidelser og blive ligesaa bevidst i disse som i sine egne eventuelle Lidelser, afføder denne Evne i Væsenet en Lyst til at hjælpe vedkommende Næste ud af hans Lidelse eller Nød. Det er denne Evne, der bevirker, at vi kan føle Medlidenhed med andre Væsener, der befinder sig i ulykkelige Tilstande. Hvis et Menneske endnu kun er udviklet til kun at kunne begribe sin Næstes Lidelse med Hjernen, men ikke med Hjertet, hvilket vil sige, den humane Følelsesevne, føler det ikke nogen som helst Trang til at hjælpe sin trængende Næste. Her er de sympatiske Anlæg endnu saa begrænsede, at de i Virkeligheden kun kan udløse den rent parringsmæssige Sympati til Ægtefælle, Afkom og Familie Idet den humane Evne saaledes ikke kan udvikles ved Undervisning, men kun igennem selvoplevede Lidelseserfaringer, kan kun Livet selv udvikle denne Evne hos Væsenerne. Den Sympati- eller Kærlighedsudløsning, der befordres af et højere udviklet sympatisk Anlæg eller en human Evne, kan aldeles ikke fattes eller forstaas af et Væsen, der kun besidder et meget mindre udviklet sympatisk Anlæg. Jo mindre udviklet et Væsens sympatiske Anlæg er, desto mindre Kærlighed eller Humanisme kan det udløse i sin Væremaade overfor sin Næste, ligesom det omvendte er Tilfældet, jo mere udviklet dets sympatiske Anlæg er. Hvor meget man er i Stand til at føle Sympati for sin Næste og dermed Lyst til at hjælpe ham i eventuel Nød og tilgive ham Ubehageligheder, han eventuelt har forvoldt en, vil saaledes i Realiteten ikke være afhængigt af ens Forstand, men vil derimod blive bestemt af ens humane Følelse. Er denne Følelse endnu meget primitiv hos en, er det ikke ret meget, man tilgiver sin Næste. Ja, ud fra et saadant Sindelag betragter man det ligefrem som Vanære eller nedværdigende at skulle tilgive andre Væse

15 2666 Livets Bog ner deres eventuelle Forseelser imod en. I et saadant Sindelag vil som oftest en meget stærk Hævn- eller ond Gengældelseslyst gøre sig gældende. Og det er saadanne Sindelag, der skaber og vedligeholder Krigen i Verden, baade mellem Nationer og Mand og Mand imellem. Hvis der endelig foreligger en Tilgivelse fra et Væsen med et saadant Sindelag, er den som oftest kun hjernemæssig, hvilket vil sige teoretisk. Den kan jo ikke gives ved Hjælp af den virkelige humane Evne, hvis denne ikke er tilstrækkelig udviklet hos Væsenet. Den teoretiske Tilgivelse kommer som Regel kun i Stand der, hvor den giver sit Ophav en stor praktisk Fordel paa en eller anden Maade materielt eller økonomisk set. Tilgivelsen er saaledes her ikke givet af virkelig Sympati eller Kærlighed, men derimod udelukkende af egoistiske Grunde. Tilgivelsen er her ikke nogen virkelig Tilgivelse, men kun en som Tilgivelse camoufleret Overflade, under hvilken der stadig kan lure Nag, Bitterhed og Vrede imod den anden Part. Men den teoretiske Tilgivelse er bedre end slet ingen Tilgivelse. Den virkelige Tilgivelse er den, der er givet baade med Forstand og Hjerte og dermed har forenet de to stridende Parter i virkelig Sympati og Kærlighed Man forstaar saaledes her, at der kan være Situationer, i hvilke Parterne eller en af Parterne er saa langt tilbage i Udvikling, at den slet ikke engang har Evne til at give en teoretisk Tilgivelse, ligegyldigt hvor gavnlig og logisk denne saa end vilde være for Parterne. Og her kan Væsenerne ikke undgaa at leve i Krig. Hvor stor et Menneskes Kærlighedsevne eller sympatiske Anlæg er, kan det altsaa ikke selv gøre noget ved, ligesaa lidt som det kan gøre ved, hvilke Erfaringer det har og ikke har i Dag. Den Viden og Klogskab, det først faar paa et senere Tidspunkt, kan det umuligt handle efter i Dag. Og her er det, at det ufærdige Menneske meget ofte ødelægger sin fremtidige Skæbne, baade i dets nuværende og i dets kommende Liv, ved ikke at kunne forstaa, at dets Næste ikke kan yde større eller mere human eller retfærdig Væremaade end ud fra den Kapacitet, der udgør Grænsen eller Højdepunktet for hans

16 Det evige Liv 2667 Udvikling. Den Udvikling, han endnu ikke har opnaaet, kan selvfølgelig ikke give ham nogen som helst forøget Kapacitet. Naar det, Menneskene venter sig af Medmenneskenes Væremaade, ikke altid kan ydes, idet det overstiger den Kapacitet i Væremaade, der er Toppunktet af de samme Væseners Udvikling, Viden og Kunnen, bliver Menneskene vrede og bitre paa saadanne mindre udviklede Mennesker og vil hævne sig paa dem eller straffe dem. Og er det ikke for at tjene dette Formaal, at Staternes eller Nationernes Fængsler, Tugthuse og Straffeanstalter er opførte? Og kalder man ikke saadanne underudviklede Mennesker Forbrydere"? Kan noget være mere taabeligt eller være en større Vildfarelse end dette, at forlange af et Menneske, at det skal manifestere Handlinger eller en Væremaade, der ligger himmelhøjt over Toppunktet af det, det kan opfatte og forstaa som Idealisme eller Moral? Det er saaledes taabeligt at bedømme ens Næste ud fra sit eget Synpunkt. Han kan kun bedømmes ud fra hans eget Synspunkt eller det Udviklingstrin, han i Øjeblikket befinder sig paa, og ikke fra det Udviklingstrin man selv befinder sig paa, eftersom dette kan udgøre et Trin, der ligger højere end hans, ligesom det naturligvis ogsaa kan være et Trin, der er lavere end hans Det er saaledes skrigende ulogisk ikke at regne med det Udviklingstrin, et Menneske befinder sig paa, naar man vil bedømme dets Psyke og Væremaade. En retfærdig Analyse af et Væsens Psyke kan kun være en Analyse af dets virkelige Udviklingstrin og ikke en Analyse af et Udviklingstrin, der udgør et helt andet end netop det, nævnte Væsen befinder sig paa. Men paa Grund af Menneskenes endnu meget mangelfulde Viden om et Væsens sjælelige eller aandelige Struktur bedømmer de næsten altid andre Mennesker ud fra deres eget Udviklingstrin uden at ane, at de Mennesker, de saaledes bedømmer, eventuelt repræsenterer et helt andet Udviklingstrin. Hvis dette Udviklingstrin udgør et lavere Trin end deres eget, repræsenterer disse Mennesker selvfølgelig en Moral eller Livsopfattelse, der er lavere end de førstnævnte Væseners. Denne

17 2668 Livets Bog lavere Moral eller Livsopfattelse vil da af de førstnævnte Væsener i værste Tilfælde blive betragtet som Forbrydelse" og Væsenerne som Forbrydere". Og vi er her ved Roden til alt ondt i Verden. Hvad enten vi staar overfor en Verdenskrigs Helvedesrædsler eller Dødedanse eller det blot er en lille spagfærdig Udløsning af Antipati mellem to Mennesker, vil Grundaarsagen altid i sin inderste Analyse være Parternes fejlagtige Bedømmelse af hinandens særlige Moral eller Livsopfattelse. Hvis Universiteter, Skoler og Læreanstalter blot havde saa megen psykologisk Viden eller Indsigt i Menneskets sjælelige Struktur, at de kunde oplyse deres Elever om, at ethvert Menneske har sin særlige medfødte Livsoplevelsesevne, ligesom det har sine medfødte blaa eller brune Øjne, og ligesom det ikke kan gøre ved, at det har blaa eller brune Øjne, saaledes kan det heller ikke gøre ved, hvilken Kapacitet dets medfødte Livsoplevelsesevne repræsenterer, vilde man hermed skabe det psykiske Fundament i Menneskesindet, uden hvilket en virkelig Verdensfred vil være absolut umulig. Hvordan skal et Menneske kunne have anden Forstaaelse af Moral eller Væremaade end den, der er Toppunktet af, hvad dets Livs oplevelsesevnes højeste Kapacitet kan yde det? Hvordan skal de mindre udviklede Væsener komme til at tro paa og faa Tillid til de højere udviklede Væseners Moral og Væremaade, naar de straffer og henretter de mindre udviklede Væsener netop fordi de er mindre udviklede? Naar vi her er kommet til Grundaarsagen til al Krig og Ufred og de heraf følgende ulykkelige Skæbner, er vi i Stand til teoretisk at kunne begrænse denne hidtil altbeherskende døds- og lidelsesbefordrende Overtro, at de levende Væsener, som vi har lært at kende som Fundamentet for Guds Bevidsthed, Manifestation og Livsoplevelse, altsaa som Guds Sanse- og Manifestationsredskaber, skulde være Forbrydere", skulde være virkelige djævlebesatte onde Væsener i absolut eller kosmisk Forstand. Vi ved igennem vore kosmiske Analyser, at noget virkeligt absolut ondt" ikke findes i Universet. Det er rigtigt, at der findes to Slags Væremaade i Verden: en vi kalder ond", og en vi kalder god".

18 Det evige Liv 2669 Men vi ved ogsaa, at hvis den ene af dem ikke eksisterede, kunde den anden umuligt sanses. Var der ikke noget Mørke, kunde vi ikke sanse Lyset, og var der ikke noget Lys, kunde vi ikke sanse Mørket. Alt det, vi kender, kender vi kun paa Grund af dets Modsætning eller Kontrast. Vi maa derfor lære at se paa det saakaldte Onde" som det, det er, og ikke som det, det ikke er eller som det, det paa Grund af Uvidenhed menes at være. Men da det saakaldte Onde" er en Livsbetingelse for Vedligeholdelsen af Væsenets evige Livsoplevelsesevne, er det allerede af den Grund nødvendigt at udtrykke det som et Gode", selv om det er et ubehageligt Gode" i Forhold til det saakaldte Gode". Begge Realiteterne er skabte Foreteelser. De kan derfor overfor deres Skaber: det levende Væsen, som er hævet over al Materie, kun være underordnet Materiale for dets Skabelse og Oplevelse af dets evige Liv og Tilværelse og dermed af Tid og Rum, hvis overlegne Ophav og Herre det dermed saaledes ogsaa er Da det levende Væsen saaledes er hævet over den saakaldte Død", Tid og Rum, Ondt og Godt, idet disse Foreteelser kun eksisterer som det levende Væsens Frembringelser eller skabte Foreteelser, er det i sig selv eller i sin egen kosmiske Natur urørligt. Her kan det ikke paa nogen som helst Maade rammes af noget som helst af Væsener eller Ting. Det er her i sit eget Jeg's Element evigt uforanderligt rodfæstet i og eet med Guds Straaleglorie. Men for at kunne opleve denne sin Udødelighed og Identitet som Livets Herre og eet med Gud, er det, at det med sin Skabeevne kan skabe Organismer, Sanseorganer og yderligere supplerende Skabeevner, i Kraft af hvilke det kan operere med Materien og i Resultaterne heraf i Form af de materielle fysiske, dødelige Oplevelsesorganer eller timelige Foreteelser, opleve den Modsætning til sin egen evige kosmiske Tilværelse, som er nødvendig, for at det i det hele taget kan erkende denne sin evige, udødelige Tilværelse og Ophøjethed i Guds Eksistens, Bevidsthed og Straaleglorie Det er Væsenets Tilegnelse af denne foran beskrevne Ophøjet 27 Livets Bog VI.

19 2670 Livets Bog hed, der er Maalet for de levende Væseners Gennemlevelse af hele det fysiske Tilværelsesplan. Det er Slutfacittet paa alt, hvad der kommer ind under Begrebet Udvikling. Uden Gennemlevelse af det fysiske Tilværelsesplan, lige fra de første spæde Mineralskabelser og frem gennem Planteog Dyretilværelsen og den jordiske Mennesketilværelse, vilde det levende Væsen aldrig nogen Sinde kunde blive bevidst i Kosmos, Universet, Guddommen eller det evige Verdensbillede Vi har her igennem Livets Bog set hvorledes, at hele denne lange Epoke udelukkende udgør een eneste stor fortsat permanent Udvidelse og Fuldkommengørelse af Bevidsthed, der igen er Fundamentet for Væsenets Livsoplevelse og Manifestation. Da det levende Væsens Jeg er hævet over al Materie, Tid og Rum, idet det i sig selv udgør en evig Realitet, kan det kun manifestere sig, hvilket vil sige: opleve og skabe ved Hjælp af Materie. Derfor er det i Kraft af sin evige Struktur i Stand til af denne Materie at danne sig Organismer, hvilket vil sige: Redskaber, i Kraft af hvilke det kan beherske Materien og i den manifestere sin egen Tilkendegivelse overfor Omgivelserne og ligeledes igennem den opleve Omgivelsernes Tilkendegivelse af deres Eksistens. Det vil saaledes ved Hjælp af Organismerne befinde sig i en permanent fortsat Vekselvirkning imellem sin egen Tilkendegivelse eller Manifestation og Omgivelsernes Manifestationer. Det er denne Vekselvirkning, vi kender som Livets Oplevelse" Ser vi paa denne lange Vekselvirkning mellem det levende Væsen og dets Omgivelser i den fysiske Verden, ser vi hvorledes, den fra sin svage og primitive Begyndelse og frem til det færdige Menneske - Mennesket i Guds Billede eller det gudbevidste Menneske, voksede frem til en kulminerende, dramatisk Epoke, hvor Væsenerne maatte dræbe for at leve, hvilket vil sige: at Væsenerne maatte ødelægge hverandres fysiske Organismer eller Legemer, altsaa Redskaberne for deres fysiske Livsoplevelse. Ja, disse Redskaber blev ligefrem en livsbetingende Føde for andre Væsener. Da Væsenet ved at miste sit fysiske Redskab ikke kunde

20 Det evige Liv 2671 manifestere eller tilkendegive sig paa det fysiske Tilværelsesplan, og Væsenerne i vaagen, fysisk Tilstand ikke var bevidst i det psykiske eller aandelige Plan, opstod den Overtro, at Væsenerne ved at miste den fysiske Organisme døde, blev udslettet af de Levendes Tal. De eksisterede simpelthen ikke mere. Derfor kom denne dramatiske Hændelse i sin værste Udfoldelse til at hedde: Død, Mord og Drab Men da de døde" eller diskarnerede Væsener havde Evne til igennem de inkarnerede fysiske Væseners Forplantningsprincip atter at kunne skabe en ny fysisk Organisme, blev de atter i Stand til at manifestere sig paa det fysiske Tilværelsesplan. Men Erfaringerne for baade de dramatiske Hændelser saavel som Erfaringerne for de behagelige eller lyse Oplevelser i dets tidligere Liv, omdannedes til Bevidsthed, hvilket vil sige: til Viden, Evner og Anlæg. Samtidig blev Væsenets fysiske Livsoplevelse i Kraft af dets Udskiftning af fysiske Organismer opdelt i smaa fysiske Livsepoker, der hver især begrænsedes af det paagældende fysiske Legemes Eksistens- eller Levetid. Det er disse smaa Livsepoker, vi kender som vore fysiske Jordliv. Disse Jordliv opretholdes altsaa ved, at det evige Væsen er inkarneret i en fysisk Organisme, saalænge denne endnu ikke ved Lædering eller Slitage (Alderdom) har mistet sin Duelighed som Manifestationsredskab for Væsenet. For hver Gang Væsenet har maattet udfri sig fra sit fysiske Legeme paa Grund af Lædering eller Slitage, faar det, som vi allerede ved, en aandelig Tilværelse, indtil det atter har faaet Betingelser for at kunne inkarnere i en ny fysisk Organisme. For hver Gang Væsenet inkarnerer i en fysisk Organisme, er det blevet beriget med Talenter, opstaaet af de Erfaringer, Lidelser og Behageligheder, det i dets tidligere fysiske Inkarnationer har oplevet. Dets Bevidsthedsomraade vokser altsaa for hver ny fysisk Inkarnation, det oplever. Det bliver saaledes et fuldkomnere og fuldkomnere Væsen for hver Gang, det genfødes i fysisk Tilværelse. Men idet Væsenet saaledes faar en større og større Bevidsthed og dermed en tilsvarende voksende Begavelse til at kunne manifestere sig i et tilsvarende større og større Omfang, vokser dets 27*