DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY

Transkript

1 Digitaliseret af / Digitised by DET KONGELIGE BIBLIOTEK THE ROYAL LIBRARY København / Co pen hagen

2 For oplysninger om ophavsret og brugerrettigheder, se venligst For information on copyright and user rights, piease consult

3 Jh *

4 DET KONGELIGE BIBLIOTEK

5

6

7 <r v : - - r s Sf ~:t mi s; Anvisning til B 1 o d u d t ø m m e 1s e Aareladning og Kopsætning, Udarbeidet for Jordemødre ved Sundhedskollegiets Foranstaltning. Kjøbenhavn, Trykt hos J H. Schultz

8

9 Aareladning. Ved Aareladning forstaaes den Operation, hvorved m an udtøm m er Blod af en B io d a are. Blodaarerne føre B lodet fra Legem ets Y derpunkter, og m an vælger af de næ vnte A arer helst en af dem, der ligge overfladisk lige nnder H uden i Arm ens Albubøining. Pulsaarerne ligge i R eglen dybere under H uden, føre B lodet fra H jertet ud i Legem et og kjendes ved den B anken (Puls), som føles, naar Fingeren lægges oven paa dem. De maa ikke forvexles m ed Blodaarerne, naar m an skal foretage en A areladning. I de Tilfælde, hvor det findes angivet i L æ rebogen for Jordem ødre, maa Jordem oderen a f sig selv foretage en A areladning; ellers kun efter Lægens Ordre. De A pparater, Jordem oderen behøver e re : 1) et A areladebind 2) en A areladesneppert 3) H opper til Opfangning af det udtøm te Blod 4) og endelig F o r bindingsstoffer til at lægge paa Saaret efter endt A areladning. A areladebindet skal være godt IV2 Fod langt, 2 3 F ingre bredt, helst af Flonel, da det saa er

10 4 lidt elastisk. D et m aa være fuldstæ ndig rent, altsaa vådskes, h v er G ang d et er brugt. A areladesnepperten er det Instrum ent, der bruges til at slaa H ul paa B lodaaren med. D en bestaaer af et paa et S kaft anbragt øxeformet skærende Blad og en Fjeder, der tjener til at slynge B ladet frem m ed stor H urtighed ved T ry k paa en lille A ftræ kker. D et H ele er indesluttet i en lille M etalkasse. Til at opfange det udtøm te Blod kan benyttes alm indelige sm aa K affekopper. Disse kunne jo i R eglen skaffes tilveie i P atientens Hjem, saa at Jordem oderen ikke behøver at føre dem m ed sig. 3 K opper vil være tilstræ kkelig; selvfølgelig maa de væ re fuldstæ ndig rene. Til F orb in d in g af S aaret kan Jordem oderen benytte en i K arbololie dyppet, ren linned K lud, endvidere lid t ren t Y at og endelig et Bind. D ette sidste vil hun selv kunne lave i Patientens H jem af gam m elt ren t Linned. D et gjæ lder om at iagttage den største Renlighed, for at A areladningssaaret ikke skal blive forurenset, da m an ellers kan see B lodforgiftninger, der kunne m edføre D øden, tage sit U dgangspunkt derfra. Jordem oderen m aa derfor rense sine H æ nder paa samme om hyggelige Maade, som hun gjør det, naar h u n y der H jælp ved en Fødsel. D ernæ st maa A areladningssnepperten renses paa samme Maade, som hun gjør det m ed sine øvrige A pparater, og endelig skal det Sted, hvor A areladningen skal foretages, renses, og det ikke alene selve Stedet m en ogsaa det næ rm este Om fang i m indst et P ar H aandfladers Størrelse. D ette gjøres bedst ved først at afvadske Stedet grundig m ed lunken t V and og grøn Sæbe og derefter overskylle det gjentagne G ange med K arbolvand.

11 5 Tidligere har m an foretaget A areladningen paa forskjellige S teder; nutildags vil det kun have B e tydning at kjende A areladningen i A lbubøiningen. Man kan foretage A areladningen, paa hvilken Arm m an vil. Jordem oderen undersøger derfor, om Blodaarerne træ de tydeligere frem paa den ene end paa den anden Arm. Gjøre de det, saa vælges den, hvor de vise sig fyldigst. E r der ingen Forskj el, saa aarelader m an paa venstre Arm, da P atienten de første Dage efter O perationen m aa holde A rm en i Ro, og det saaledes vil være til m indre Besvær, da de fleste M ennesker er vante til at bruge høire Arm mest. Skal A areladningen foretages om A ftenen eller N atten, m aa m an sørge for god B elysning. P a tienten anbringes som Regel, selv hvor der ikke er anden G rund dertil, i liggende Stilling, da der ellers let kan komme Besvim elser, naar B lodet strøm m er ud. Vil m an aarelade paa høire Arm, stiller m an sig mellem denne og P atientens K ro p ; er det derimod paa venstre Arm, stiller m an sig paa dennes udvendige Side. P atientens A rm dreies saaledes, at H aandfladen vender opad, og m an anbringer nu P artiet i E gnen af H aandleddet mellem sin egen K rop og venstre Overarm og holder det fast her, saa at m an h ar b egge sine H æ nder til R aadighed. Nu skal A areladebindet anlægges m idt paa Overarm en saaledes, at det kun holdes stram m et ved en Sløife, der let løses ved et Træ k i B indets ene Ende. M eningen med B indets Anlæggelse er at bringe B lodaarerne til at springe endnu tydeligere frem, og det gjæ lder om hverken at lægge det for løst eller for fast. Blodaarerne sam m entrykkes nem lig lettere end Pulsaarerne, og det gjæ lder netop at anlægge B indet

12 6 kun saa stram t, at B lodaarerne sam m entrykkes, saa at Blodets T ilbagestrøm ning hindres, medens Pulsaarerne ere frie, saa at der kan tilføres mere B lod; kun paa denne M aade vil m an kunne bringe B lodaarerne til at springe tydelig frem. M an overbeviser sig om, hvorvidt m an h ar anlagt B indet for stram t ved paa sæ dvanligt Sted i N æ rheden af H aandleddet at føle Pulsen. Slaaer denne tydelig, er B indet ikke for stram t; kan m an derim od ikke føle den, m aa B indet anlægges løsere, saa at Pulsen bliver tydelig. Træde B lodaarerne ikke fyldigt frem, kan det bero paa, at B indet ligger for løst, og m an kan da forsøge a t stram m e d et noget, m en som ovenfor Tegning af en Arm, præpareret til Aareladning før rinepperten anbringes. '

13 sagt ikke altfor meget. Springe B lodaarerne trods det, at B indet er rig tig anlagt, ikke tilstræ kkelig frem, k an d ette afh jæ lp es v ed følgende M idler: 1) ved at lade A rm en hænge lige ned et P a r M inutter 2) ved at holde A rm en i varm t Vand, saa varmt, som m an kan taale det 3) ved at lade P atienten bevæge Fingrene. D ette skeer bedst ved, at m an giver V edkom m ende en T ing i H aanden og opfordrer til afvexlende at aabne og lukke F ingrene derom. L ykkes det ikke at faa en B lodaare til at træde tydelig frem paa disse M aader, kan m an forsøge, om det ikke lykkes bedre paa den anden Arm. D en B lodaare i A lbubøiningen, der viser sig fyldigst, udvælger man til A areladning; først m aa m an dog om hyggelig undersøge, om der i D ybden kan føles en Puls i dens um iddelbare N æ rhed; kan m an føle en saadan. vil m an vælge en anden ty d e lig Blodaare, hvor dette ikke er Tilfældet. Med Tommel- og Pegefinger paa venstre H aand fastholder man den ellers letforskydelige Blodaare. Snepperten, der iforveien er spændt, fattes med høire H aands F in g re og anbringes over det P arti af Blodaaren, der ligger mellem de to F ingre, bedst saaledes, at det øxeformede B lad stilles i skraa R etning til Blodaarens Længdeforløb, det vil sige hverken fuldstæ ndig paa langs eller paa tværs. N aar Stillingen er rigtig, b ringer m an ved T ryk paa A f træ kkeren K niven til at springe frem og slaa Hul, idet m an sam tidig try k k er M etalkassen lid t fast ned mod H uden. N u lægges A areiadesnepperten og en af A areladekopperne fattes med høire H aand, m edens venstre H aands F ingre stadig blive paa deres Plads. F ørst naar m an er p arat m ed K oppen, slippe de, og er A areladningen vellykket, seer man Blodet

14 8 springe frem i en jæ vn m ørk Straale, hvilken opfanges i K oppen. K om m er der ikke noget Blod, kan det bero paa, at m an ikke har slaaet dybt nok, saa at man ikke er naaet ned til B lodaarens Væg, m en kun er gaaet gjennem H uden; dette er dog kun sjeldent, og m an kan da blive nødsaget til at slaa igjen. L angt hyppigere beroer det paa, at H udsaarets og Blodaaresaarets R ande ere forskudte i F orhold til h in anden, saa at H uden dæ kker over H ullet i Blodaaren. F or at undgaa dette er det af største V igtighed, at hverken Jordem oderen eller P atienten forandrer A rm ens Stilling, m en lige fra B egyndelsen holder den uforandret. E r F orskydningen nu alligevel skeet, forsøger m an ved at try k k e lem pelig, at forskyde H udsaaret lid t i forskjellige R etn in g er; seer m an da B lodet springe frem, antyder det, at S aaret i H uden svarer til Blodaaresaaret, og H uden holdes nu ubevæ gelig i samme Stilling. Synes man, at B lodet strøm m er for langsom t ud, kan m an lade P atienten bruge F ingrene paa den før angivne Maade. H en Blodm ængde, m an udtøm m er ved en A areladning, kan sæ ttes til IV 2 Pæ gel, hvilket om trent sv arer til saa m eget, som k an fylde 3 sm aa K affekopper. N aar der er udtøm t tilstræ kkeligt Blod, try k k er m an m ed venstre H aands Tom m elfinger Blodaaren sam m en nedenfor Saaret, og Blødningen hører da op. Med høire H aand løses A areladebindet, og efterat S aaret er overskyllet m ed K arbolvand, lægges F orbindingen paa, nem lig først K arbololielappen og ovenpaa den en K lum p ren t V at; vedhjøelp af korsformi g krydsede Ture m ed L æ rredsbindet holdes d ette p aa sin Plads.

15 P atienten maa de første 8 14 Dage holde A rm en i R o ; saafrem t V edkom m ende ligger i Sengen, anbringes A rm en bedst halvt strak t paa en Pude ved Siden af K roppen. K an P atien ten derim od være oppe, bæres A rm en i et A rm klæ de. K om m er der under A areladningen Besvim elser, anvendes de sædvanlige oplivende M idler: Hoffm annsdraaber, V adskning i A nsigtet m ed E ddike o. s. v. A f U held skal nævnes, at m an aabner en Pulsaare sam tidig med B lo d aaren ; har Jordem oderen tilstræ kkelig om hyggelig følt efter, at der ikke var nogen Puls i K æ rheden af den Blodaare, hun aabnede, kan det ikke skee. K jendetegnene paa, at der er slaaet H ul paa en Pulsaare, ere, at Blodstrøm m en ikke kom m er jæ vnt, m en stødvis ligesom Pulsen, at Blodet h ar en lysere rød Farve end ellers, at Blødningen ikke standser, naar A areladebindet løses, m en tvertim od tiltager. Skulde dette U held hænde en Jordem oder, m aa hun, da B lødningen kan true Patientens Liv, ufortøvet sende Bud efter en Læge. In d til hans A nkom st søger hun at standse B lødningen ved a t anlæ gge den sæ dvanlige F o rb in ding og sam tidig lægge sit A areladebind stramt om Overarmen, altsaa ovenfor det blødende Saar. Forslaaer dette ikke, m aa hun holde en ren, i K arbolvand dyppet F in g er fast ned- mod Saaret. A arebetæ ndelser og Blodforgiftninger komme kun, naar m an ikke har væ ret tilstræ kkelig renlig og om hyggelig, og begynder der at afsondres Materie i A areladningssaaret, skal hun strax lade en Læge tilkalde.

16 10 Kopsætning. K opsæ tning er den Operation, hvor m an gjennem en M ængde smaa In d sn it i H uden ved H jælp af et lu ftfortyndet R um udsuger Blod. De A pparater, der behøves dertil, ere: 1) en K opsæ ttesneppert, 2) K opper og 3) en Spirituslam pe. K opsæ ttesnepperten bestaaer af en tæ rningeform et M etalkasse, der indeholder skjulte smaa K nivsblade, der ved F jed ertry k kunne bringes til at springe hurtig frem og igjen tilbage gjennem tilsvarende S palter i K assen. D ennes øverste Plade kan ved en Skrue stilles høiere og lavere, hvorved K nivene bringes til at springe m ere eller m indre frem, og Snittenes D ybde kan saaledes bestemmes. V ed en H ane spændes alle K nivene paa engang, og ved en A ftrykker bringes de alle til at springe frem. K opperne ere af Størrelse som et alm indeligt Y in g las; de kunne være af M etal eller bedre af Glas. Lam pen kræ ver neppe nogen nærm ere B eskrivelse. Ligesom ved A areladningen m aa ogsaa ved K opsæ tningen den største R enlighed iagttages med H ensyn til Jordem oderens H ænder, Instrum enterne og

17 11 S te d e t, hvor Blodkopperne skulle sættes. D ette renses paa den tid lig ere an g ivne M aade i vid Omfang med Sæbe, lunkent V and og K arbolvand. De Steder, der bedst egne sig til Sæ tning af Blodkopper, ere N akken, R yggen, Lænden, B ry stvæggen, O verarm en og L a a re t; for de to sidste Steders V edkom m ende sættes de bedst paa Legem ets udvendige og bagerste Flade. N akkens og R yggens H ud er tyk, saa at K nivene her kunne stilles, saa at de springe stæ rkt fre m ; paa de andre Steder, hvor H uden er tyndere, m aa m an lade dem springe m indre frem. F ørst begynder m an m ed at sætte K opperne paa for at frem kalde B lodfyldning paa de Steder, hvor man vil foretage Operationen. Frem gangsm aaden er, at m an et Ø ieblik holder K oppen ned over Spirituslam pens Flam m e, ved O pvarm ningen fortyndes Luften i K oppen, og denne anbringes nu ved en hurtig Bevægelse med R anden try k k et fast ned mod Patientens Hud. Den fortyndede L uft suger nu H uden noget op i K oppen, der snart selv hæ nger fast, og B lodet strøm m er ved Sugningen til dette Sted af Huden. D er hører en vis Fæ rdighed, der kun kan læres ved Øvelse, til at sætte K oppen paa. N aturligvis skal man vogte sig for at varm e K oppen saa m eget, at den brænder Patienten. Man sæ tter nu efterhaanden saa m ange K opper paa, som m an vil sæ tte Blodkopper, i R eglen K opperne maa staa fjernede m indst IV2 Tomme fra hinanden. N aar de have sid d et p aa 2 3 M i nutter, tages de af ved at løfte R anden paa den ene Side, og m an seer da en rød, rund, frem hæ vet Flade, svarende til det Sted, hv o r K o p p en h ar siddet. D en iforveien stillede og spændte K opsættesneppert anbringes nu paa de blodfyldte H udpartier,

18 12 og ved T ryk paa A ftræ kkeren gjøres ligesaa m ange smaa Snit, som der er K nivsblade. Snepperten spændes igjen og sæ ttes paa samme Sted men saaledes, at K nivene anden Gfang skære H uller i m odsat R etning; man faaer derved en Mængde smaa K orssnit. K opperne sættes nu paa, dækkende den saarede H udflade, efter at være opvarm ede ligesom før. B lodet fra S nittene suges da ind i K oppen, og naar denne h ar optaget saa m eget Blod, som svarer til L uftens Fortyndingsgrad, falder den af. B lødningen standser af sig selv, naar K oppen er fjernet; Saarene dækkes med en ren linned K lud, besm urt med B orsyrevaselin eller ren t Svinefedt, og de m aa ikke komme i B erøring med uldne Stoffer eller sm udsket Linned, før de ere h eled e; 8 til 10 D age m edgaa dertil. \

19 - ' "4

20

21

22 "r ' f tt ajl * V i- < # < w? '' j * 1 r, y : < * v ^ *,. V. «I.. %*»r **#<? * # 7 /,v * - *--**. *» V ^ w >">/ ^ 1 /» "faj > i 4 * m~t M * t - * * <** ' * - -» * > * 4. " jr* a., ; ^ ;. ' *, *» r ^ V * --V * * ^ #* 1 ^ +m "ffnt jl». - v / ** i ^ ^ jét 1, "L. S, s, - - > * v* «-». V v - ' " i * * * V * r f? - o * K * * /. > * ws v» k ' - irff' % s * 4 - f * J" i > Wu -* s r > - c ; K v - v - ' * ' v 4 f.?- X / L ^ i - V *T * - *- *. ** 'S**W & * %tu f *. i - -* F i ' -, J v 4 \ 1!> : ^v w, * i v - * > r >.. /, f v n V - ' w - c v * v - & * >e. t * t f l Ps_ W V&, '"S ' %*, v * tf * r ^» T f ^ ^ v > f4 ^ A, V* '^pw#4 *^f A i f k s -*}.4 V-'.#, * I ^ V, - V a x^* n v ( >,.. > V' \ ^ ^ w.«v ' s W > * V,-S Hr* A- N t ^.* 4, *4 ' > >/ r ' ^ r ^ r i *Jl -t *1 * t ' r*i Jk *f..lt-5; * / f ^ ' ** -*. % v > % K -.fe 4 r v V,.. s. >f 1 c * - ' *t p 7 '} *' i - g j *, #* H - *. ^ rv " -1' # 4 r* v t < - % # / T *% 1 ' > ' s. / ^ ^ > 4 # ^ r, c 1 * J t 4 *r ', * >,..; f j 3 g C r -V5f V,. W ^ - «. r<. j l * - 1» ^ tf -i. 4iv * V- A. * ' / ^ t -4- V^ ^»4^ 4r j <, > r-v»» 4 M f f l w s S - ' f H r - < ir ' p» r ' \ :' ' - ' i r > > J \ C ' V 4 ** ^ il -.^v, V - ^ i; ~ n - - v P w ' ^ ^ ^ V ' 4 - / '^ f J v * > v / ^ V 7 r< ^ ^ n i r C, * -fc. %. > *. * ^ 7 f?.n i i *< ^ ^ - ^ :» r. vv ; v i ^ # *%*' ^w*-' / - c L i -,.^v v*- jå' *» '* _<4^^ 4?.» %-^ -I V. ^«4. *%, v» a * -j. r * * > m*-+ * * s **0*-' / V CV. y V V i <A > r % :f- %*> Ik.Jr * * * V ~*.«t K f < -. r a. w v 1 * w. A' C