Bæveren (Castor fiber)

Transkript

1 Bæveren (Castor fiber) én analyse af dens effekt på sine omgivelser Kandidatafhandling Udarbejdet af: Andreas Bruun Kristensen Vejleder: Ib Johnsen Afdeling: Botanisk Institut, Københavns Universitet 2004 og 2005

2 Forord...4 Abstract...4 Resumé...5 Indledning...5 Bæverens udbredelse...7 Reintroduktioner i Europa...11 Bæverens forekomst i Danmark...15 Vurdering af bævernes antal og alder...15 Udsætning af bæver på Klosterheden...17 Bestandstæthed...20 Sådan koloniserer bæveren et nyt område...21 Tendens til at bestanden øges i 25 år efter kolonisering...23 Ulemper og fordele ved at bo i et randområde...25 Er en mindsket genetisk variabilitet et problem ved bæverudsætninger?...28 Bæveren - ingeniøren blandt gnaverne...29 Bæverens bolig...33 Bæverens føde...3 Bæverens dødsårsager...37 Bævere og paragraffer...40 Bævers effekt på flora og økosystemet...42 Bævere og fisk...44 Bæverdammes betydning for fisk...45 Bæverdæmninger og passage af fisk...4 Kan en reducering af bæverbestanden komme på tale p.g.a. nedgang i fiskebestande?...53 Bæverens effekt på fugle...55 Undersøgelse på Klosterheden i perioden Undersøgelse på Klosterheden i Fuglemoniteringen på Klosterheden, Damhus Å og Storå i Metode...1 2

3 Resultater...2 Diskussion...70 Bæveren et skadedyr?...78 Hvor stort er problemet m.h.t. skader forårsaget af bævere?...81 Regulering af bæverbestande...83 Hvor mange procent af en bæverbestand skal nedlægges hvert år før det har en effekt på bestandsudviklingen?...83 Bæverforvaltning i Norge og Danmark...84 Konklusion...88 Referencer...91 Appendix Appendix Appendix

4 Forord I sommeren 2004 fandt jeg på Skov- og Naturstyrelsens hjemmeside ( et oplæg til et speciale om bævere. Jeg sendte en mail til S. Asbirk, og vi fandt i fællesskab ud af, at mit speciale skulle omhandle bæverens effekt på sine omgivelser, med særligt fokus på fugle. Jeg forelagde idéen til I. Johnsen der indvilgede i at blive vejleder for mig. Jeg skal takke begge for udlån og kopiering af bøger, artikler og diskussioner. Jeg skal desuden takke T. R. Nielsen for vejledning i excel, Botanisk Institut for lån af bil, plads på specialekontoret og adgang til ISI Web of Knowledge. Der har været perioder hvor det har været svært at finde gejsten til at skrive og hvor der har været bad vibes mellem computeren og mig og jeg skal derfor takke N. W. Schmidt, R. K. Schmidt, A. L. Hørnell, J. K. Pedersen og P. L. Nielsen for god karma i.f.m. skrivningen. Det har glædet mig, at jeg tre gange under forløbet har besøgt Klosterheden ved Lemvig som er det sted hvor den praktiske del af mit speciale har fundet sted. Jeg skal takke H. Glüsing for diskussion om bævers effekt på fisk og T. B. og L. B. Svendsen for indlogering på Skovridergården på Klosterheden og mange diskussioner om naturforvaltning og bævere. Abstract This master thesis includes information regarding the European beaver s (Castor fiber) occurrence, the reintroduction of the species to European countries including a detailed account on the Danish reintroduction at Klosterheden. Methods used to estimate beaver population density, causes of death, building activity, choice of food and patterns of dispersal are presented. Beaver impact on the ecosystem, plants, fish and birds are presented, including data on beaver impact on birds on Klosterheden observed during April and May Identification of problems caused by beavers and how to deal with them is 4

5 discussed. ABK s approach is presented, including a guideline on how to maintain a good relationship between those responsible for beaver management and local citizens by information and by legalizing hunting. Resumé Denne kandidatafhandling inkluderer information om den europæiske bævers (Castor fiber) forekomst og reintroduktion i Europa med særligt henblik på den danske reintroduktion på Klosterheden. Metoder til at estimere bæverpopulations tætheder, årsag til dødsfald, byggeaktivitet, valg af føde og spredning bliver præsenteret. Bævers effekt på økosystemet, flora, fisk og fugle bliver præsenteret, inklusiv data om bævers effekt på fugle, som jeg har indsamlet på Klosterheden i april og maj Identifikation af de problemer som er forårsaget af bæver og hvordan de tackles bliver diskuteret. ABK s approach bliver præsenteret som er en vejledning til hvordan et godt forhold kan fortsætte mellem de der har ansvaret for udsætning af bæver og borgere i udsætningsområdet ved oplysning og legalisering af jagt. Indledning Mange mennesker har hørt om bæveren (Castor fiber), p.g.a. dens fascinerende adfærd. Bæverens adfærd og specielle egenskaber betyder, at den kan bære titlerne: skovarbejder, tømrer og naturforvalter. Lige som mennesket lever bæveren i familier, hvor ældre søskende deltager i opfostringen af årsunger. Fordi bæveren tidligere ynglede i Danmark, og menneskers ødelæggelse af bæverens habitat og jagt (Aaris-Sørensen, 1988 i Andersen, 1997) medførte, at Danmark var bæverfrit område i ca år er det OK at den nu er genindført til den danske natur. Bæverfossiler er fundet i 12 mio. år gamle aflejringer i Europa. Der er fundet fossiler af canadisk bæver (Castor canadensis) i 1 mio. år gamle aflejringer i 5

6 Nordamerika. Det er opfattelsen blandt mange, at den europæiske bæver for ca. 5 mio. år siden vandrede fra Sibirien over en daværende bro, som koblede Den Gamle Verden til Den Nye Verden, via Alaska (Rosell & Pedersen, 1999). Broen er nu gennemskåret af Beringsstrædet. Som følge af forskelligt kromosomantal; den europæiske bæver har 48, og den canadiske har 40 (Rosell & Pedersen, 1999), forskellig reproduktionsevne (større kuld hos den canadiske), og forskel på opbygning af kraniet, er det nu bevist, at den europæiske bæver og den canadiske bæver er to forskellige arter (Lavrov & Orlov, 1973 i Collen & Gibson, 2001; Rosell & Pedersen, 1999). Hybridisering mellem europæisk og canadisk bæver er aldrig blevet påvist (Nolet & Rosell, 1997). Der er delte meninger om, hvor mange racer der findes af hhv. canadisk og europæisk bæver. Det blev tidligere vurderet, at der fandtes ca. 13 racer af canadisk og otte racer af europæisk bæver (Rosell & Pedersen, 1999). Raceopdeling var primært baseret på forskelle i størrelse og pelsfarve. To racer af europæisk bæver er det antal, der er vist i den nyeste mdna forskning. Den europæiske bæver deles nu op i Castor fiber fiber (skandinavisk, Elben og Rhonebæver) og Castor fiber vistulanus (hviderussisk, Voronezh, vestsibirisk, Yensei og mongolsk bæver). Hybridisering kan forekomme mellem Elben og Voronezh bævere, og mellem Hviderussiske og Voronezh bævere (Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). Bæveren er en gnaver (Rodentia), og er i familie med flodsvinet (Hydrochoerus hydrochaeris), der lever i Sydamerika. Flodsvinet er den største nulevende art i gnaverfamilien. Til gengæld er bæveren Europas største gnaver. Murmeldyret (Marmota marmota) og egernet (Sciurus vulgaris) er to af bæverens nærmere slægtninge (Rosell & Pedersen, 1999). En bæver vejer i sit første leveår -9 kg, og en udvokset bæver vejer kg. Han og hun bævere har normalt samme vægt, men de største individer er overvejende gravide hunner. De største europæiske bævere, der er kendskab til, er et eksemplar på 28 kg i Norge, og én på 3 kg et sted i Europa. Den canadiske bæver er større end den europæiske.

7 Den største canadiske bæver, der kendes til, havde en vægt på 57 kg (Rosell & Pedersen, 1999). Bæveren afsløres som gnaver ved dens karakteristiske ansigtsudtryk, og de store fortænder. Bæveren bruger fortænderne til træfældning. Den har fire af slagsen, to i overmunden, og to i undermunden. Fortænderne bliver slebet ved at tænderne i overmunden og undermunden gnides mod hinanden. Den adfærd begynder allerede i 1,5 måneds alderen. Det er beregnet, at bæverens fortænder vokser ca. 0,39 cm pr. måned. Bortset fra tand/tand slibningen skærpes tænderne også ved almindelig slitage i.f.m. træfældning. Bæveren benytter fortænderne til mange funktioner: spisning, afbarkning, gnavning, pelspleje, transport af grene, og som våben, d.v.s. skræmme-funktion mod fredsforstyrrere, som bævere og hunde. Tandslibning kan bruges under en konflikt med en anden bæver for at skræmme den væk. Der er fire kindtænder i hver kæbehalvdel, i under og overkæben. Der er altså 4 (fortænder) + 4 x 4 (kindtænder) = i alt 20 tænder i bæverens mund. Bæveren har ingen hjørnetænder. Det er emalje, som tyggefladen på kindtænderne er bygget af. Til forskel fra fortænderne, vokser kindtænderne ikke. Det betyder, at de dag for dag bliver kortere. Der afsættes dog ét cementlag langs tandkanten fra to års alderen. Der kommer et tidspunkt hvor kindtændernes emaljelag er slidt væk, og det betyder at bæveren ikke kan indtage føde. Det betyder, at bæveren dør af sult (Rosell & Pedersen, 1999). Bæverens udbredelse Otte relikt-populationer er grundstammen til Den Gamle Verdens bæverpopulation: Rhone bæver, Elben bæver, skandinavisk bæver, hviderussisk bæver, Voronezh bæver, vestsibirisk bæver, Yensei bæver og mongolsk bæver. Deres udbredelse kan ses på figur 1 og 2. 7

8 Figur 1. Bæverens udbredelse i Europa og øst til Uralbjergene. A angiver udbredelsen i ca for Rhone bæver. B ditto for Elben bæver. C ditto for skandinavisk bæver. D ditto for hviderussisk bæver. E ditto for Voronezhbæveren. De grå felter angiver bæverens omtrentligt nuværende udbredelse (Nolet & Rosell, 1997). Figur 2. Bæverens udbredelse i Asien. F angiver udbredelsen i ca for vestsibirisk bæver. G angiver ditto for Yenseibæver. H angiver ditto for mongolsk bæver. De grå felter angiver bæverens omtrentligt nuværende udbredelse (Nolet & Rosell, 1997). Den europæiske bæver har været stærkt udryddelsestruet, da der i begyndelsen af det 20. århundrede kun var ca. 30 stk. ved Rhonen, 200 langs Elben, 100 i Skandinavien (Sydnorge), 290 i Hviderusland og i Ukraine, 70 ved Voronezh, 300 i Vestsibirien, langs Yensei floden og i Mongoliet og i Kina. Det 8

9 viser, at populationen har været i stand til at overleve en flaskehals, idet den samlede population skrabede bunden med ca individer (Asbirk, 1998; Nolet & Rossel, 1997). Bæverens fine pels var den primære årsag til, at den har været i fare for at uddø i Europa. Sammenholdt med, at de kemiske substanser i bævergejlkirtlerne, som tidligere var efterspurgt til produktion af parfume, og fordi bæveren er nem at lokalisere p.g.a. sine dæmninger, var den et eftertragtet bytte blandt jægere. 9

10 Tabel 1. Bævere i Europa og udvalgte lande i den vestlige del af Asien (A. W. Featherstone, pers. meddelelse; Berthelsen & Madsen, 2003; Halley & Rosell, 2003; J. Seiber, pers. meddelelse). Udryddet Fredet Reintroduceret Bestanden i 2003 Land Belgien Bulgarien? Danmark Ca. 500 f.v.t England Ca Estland Finland & Frankrig Ikke udryddet Holland Hviderusland Ikke udryddet Italien Kroatien? Ca. 180 Letland & > Litauen Norge Ikke udryddet & Ca Polen & Rumænien? >170 Rusland Ikke udryddet & & Skotland Ca Slovakiet >500 Slovenien? - - Schweiz Spanien 17. årh Sverige > Tjekkiet Ca Ca. 500 Tyskland Ikke udryddet & Ukraine Ikke udryddet Ungarn >400 Østrig >1.300 Tallene, der er benyttet i tabel 1, er de for hvert land laveste estimater (Halley & Rosell, 2003). Det er kun seks lande i det nævnte område (tabel 1), som har en oprindelig bestand af bæver. De eneste lande, der har haft en bestand af bæver, men som endnu ikke har genintroduceret den, er England, Italien, og Skotland. Det bemærkes, at vurderingen af bæverbestandene i Europa er forskellig i Asbirk, 1998 og Halley & Rosell, Bortset fra Ukraine, er bestandsopgørelserne højere i Halley & Rosell, sammenlignet med Asbirk. F.eks. opgives bestandene i Belgien, Estland, Hviderusland og Østrig til hhv. 12, 9.000, 10

11 24.000, og i Halley & Rosell, De tilsvarende tal er opgivet til: 1, 4.000, , og 130 i Asbirk, bævere er bestanden estimeret til i 2005 i Østrig (J. Sieber, pers. meddelelse). Det land, hvor Asbirk har en højere bestandsvurdering sammenlignet med Halley, er Ukraine, hvis bestand af Asbirk vurderes til og af Halley & Rosell til.000. Da der m.h.t. bæverbebestande er flere kildehenvisninger i Halley & Rosell (2003) hvis artikel er fokuseret på bestandsudvikling hos bævere i Europa, har jeg valgt at bruge tallene i den artikel som reference. I Europa blev det bemærket, at bæveren var i fare for at uddø. Norge var det første land, der fredede bæveren. Det skete allerede i Det betød, at jagt på bæver blev forbudt. Der blev også indført fredning af bæver i Sverige og Finland, men her kom fredningen for sent. Den første reintroduktion af bæver skete i Sverige i ca Siden hen blev bæver genintroduceret, i kronologisk rækkefølge, i: Frankrig, Østrig, Ungarn, Holland, Tjekkiet, Slovakiet, Kroatien, Rumænien, Belgien, Danmark og Spanien (Halley & Rosell, 2003). Det var m.h.p. jagt, at bæveren blev reintroduceret mellem 1845 og Det var derefter bæverens økologiske rolle, som var formålet med reintroduktionerne (Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). Reintroduktioner i Europa I Frankrig var der ca. 30 bævere tilbage i 1909, og de blev beskyttet af et jagtforbud samme år. Der oprettedes et reservat til bæverne i bævere blev udsat i Frankrig i perioden 1959 til 1995 og der findes nu ca bævere i Frankrig. Der blev desuden ulovligt indført tre canadiske bævere i 1975, syd for Paris. Bestanden øgedes til ca. 50 dyr i 198. P.g.a. faunaforurening blev disse dyr uden opholdstilladelse, indfanget, og sendt til zoologiske haver (Fustec & Cornier, 2003; Nolet & Rosell, 1997). Langs Elben i Tyskland var der ca. 200 bævere tilbage i begyndelsen af d. 20. århundrede. Der blev nedlagt forbud mod jagt i 1910, hvilket betød at bestanden 11

12 hurtigt øgedes. På andre steder i Tyskland blev der sat bævere ud i perioden Da 2. Verdenskrig brød ud var der ca. 500 bævere i Tyskland, men krigen medførte en decimering af bestanden, således at den ved krigens afslutning var på ca Der er udsat mindre grupper bævere flere steder i Tyskland, og der blev oprettet et bæverreservat et sted langs Elben. Det vurderes, at bestanden var oppe på i 2003 (Halley & Rosell, 2003). I Belgien uddøde bæveren i 1848 p.g.a. opdyrkning af jorden og jagt (Van den Bergh & Manet, 2003; Verbeylen, 2003). En bæver blev set i Ruhrfloden, nær grænsen til Tysland, i Det har sandsynligvis været et strejfende individ fra den tyske bestand. Man antog, at bæveren selv var i stand til at kolonisere Belgien, og det betød at belgiske miljøorganisationer og lobbyister målrettede deres indsats på andre arter. Den forventede tyske bæverkolonisering gik tilsyneladende i stå, og det var først i 1997 at der igen rapporteredes bævere ved Ruhrfloden, Belgien. I 1998 og 1999 blev der fundet spor efter bæver ved Ourthe og i Houlilledalen, der ligger henholdsvis ca. 50 og 100 km vest for Ruhrfloden. Disse bævere antages at være ulovligt udsat (Van den Bergh & Manet, 2003). En naturlig kolonisering er dog en mulighed, da bævere kan tilbagelægge strækninger på 100 km (Macdonald et al., 1995). Bævere blev registreret i seks nye områder i Belgien mellem 1999 og Nogle, hvis ikke de fleste, af disse bævere har sandsynligvis været ulovligt udsat, fordi en del individer er iagttaget i / ved byer, der er lokaliteter, som bæverne helst undgår. Det antages, at ca. 100 bævere blev ulovligt udsat i Belgien i perioden 1999 til I 2003 husede 0 lokaliteter en bestand, der er vurderet til individer (Halley & Rosell, 2003; Van den Bergh & Manet, 2003). Belgien fungerer nu som et link mellem den franske og den tyske bestand. Det kan sikre en større genetisk diversitet i den mellemeuropæiske bæverbestand, og det kan øge modstandsdygtigheden over for sygdomme. 12

13 I Holland blev der i perioden 1988 til 1991 reintroduceret 42 bævere til Biesbosch Nationalparken. Disse bævere var fra den tyske bestand langs Elben. 54 bævere blev reintroduceret i 1994 ved Gelderse Poort, og den totale hollandske bestand er i 2003 vurderet til individer (Sluiter, 2003). Den hollandske bestand blev i 2003 vurderet til individer (Halley & Rosell, 2003). I det sydlige Norge var der kun ca. 100 bævere tilbage omkring Bæverne i Norge er blevet fredet i tre omgange. Det skete i 1845, 1899 og 1924, og det medførte, at bestanden voksede. Der blev gjort forsøg på at sprede bestanden i og ved udsætning af 40 bævere på ni forskellige lokaliteter. Det var antageligt p.g.a. dårligt habitat, at de fleste af disse udsætninger mislykkedes. Det var norske bævere, udsat i Sverige, som reddede situationen, da de fra 1950 og frem begyndte at udvandre til Norge. Der findes nu ca bævere i Norge (Halley & Rosell, 2003; Parker & Rosell, 2003). I Sverige blev 80 norske bævere udsat i 19 forskellige områder i perioden Bestanden af bæver i Sverige er nu oppe på mindst (Halley & Rosell, 2003; Hartman, 1994). I Finland er der både udsat europæisk og canadisk bæver. Der blev udsat 17 bævere fra Norge i , og de er nu blevet til en bestand på ca Bestanden findes i den vestlige del af landet. Der blev desuden udsat syv canadiske bævere i Årsagen til, at de syv canadiske bævere blev udsat, er at man på det tidspunkt regnede med, at europæisk og canadisk bæver var samme art. Der var en bestand på ca canadiske bævere i Det bemærkes, at på én lokalitet, uddøde en bestand på 12 europæiske bævere, da ét par canadiske bævere blev udsat. Det ses, at den finske bestand af europæisk bæver er øget langsommere, sammenlignet med bestandene i Norge og Sverige (Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). 13

14 Langs Donaufloden, som har sit udspring i Sydtyskland, og fortsætter gennem bl.a. Østrig, Ungarn, og Rumænien, hvor den løber ud i Sortehavet, er der udsat bævere fra Sverige, Polen, Rusland, og Frankrig. Bestanden i Sydtyskland er nu oppe på ca dyr. Der lever nu ca bævere i Østrig. Disse er inklusive bybæverne, som er en gruppe europæiske bævere, der består af familier, som lever i Wiens centrum (Asbirk, 1998; Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). I Schweiz blev der udsat 141 bævere fra Frankrig, Tyskland, Norge, og Polen i perioden Schweizerne har været elendige til at finde egnede områder til bæverne, da udsætningerne mislykkedes på 20 ud af de 30 valgte lokaliteter. De ti lokaliteter, hvor udsætningerne har været en succes, har medført, at Schweiz i dag har en bestand på ca. 350 individer (Asbirk, 1998; Halley & Rosell, 2003). I de baltiske lande, blev der i Letland udsat 1 bævere, fra Norge og Rusland i perioden I Litauen blev der udsat 78 bævere fra Rusland og Hviderusland mellem 1947 og Der blev udsat bævere i Estland i I Polen blev der udsat bævere i to perioder ( og ). Bestandene i de baltiske lande og i Polen er øget p.g.a. indvandring fra Hviderusland. For at fremskynde koloniseringen af bæver i Letland og Polen, blev nogle af bæverene indfanget og fordelt på egnede områder. Bestanden i Polen blev også boostet ved udsætning af 31 bævere, der var opdrættet på en farm; de var importeret fra Rusland og Hviderusland (Asbirk, 1998; Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). I Rusland blev otte europæiske, og ti canadiske bævere udsat i perioden Genudsætningen var mislykket, men mellem 1934 og 1941 blev 300 bævere flyttet fra Voronezh-regionen i det vestlige Rusland til ubeboede områder. I perioden blev bævere fra Hviderusland flyttet til Rusland. Disse bæverdeporteringer medførte en stigning i bestanden, som nu er på ca

15 individer. Man ved ikke hvor mange af disse dyr, som er hhv. europæiske og canadiske, da der også har været en indvandring fra den finske bestand af canadisk bæver (Asbirk, 1998; Halley & Rosell, 2003; Rosell & Pedersen, 1999). Bæverens forekomst i Danmark Der er fundet bævergnavede træstammer i moser i Danmark, som viser, at der allerede fandtes bævere her i landet i Eem-mellemistiden for ca år siden. Det antages, at bæveren derefter uddøde i Danmark p.g.a. for lave temperaturer. Der er gjort knoglefund, som viser, at bæveren igen har været i Danmark fra Allerødtiden, ca f.v.t., til bronzealderen, ca til 500 f.v.t (Aaris-Sørensen, 1988 i Andersen, 1997; Wikipedia, 2005). Danmark var dengang egnet til bæver, da pollenanalyser har vist, at der fandtes pil (Salix), og bævreasp (Populus tremula), som er bæverens foretrukne føde i vinterhalvåret. Der skete en reduktion af de danske pattedyrs bestande fra tidlig subboreal tid til sen bronzealder, ca til f.v.t., fordi de blev brugt til føde og p.g.a. deres pels. Bæverens pels var højt skattet, og den var derfor et yndet offer. Det medførte, at den danske bæverbestand blev reduceret og uddøde ca. 500 f.v.t. Der kom herefter til at gå ca år, før en bæver igen satte sine poter på dansk jord (Asbirk, 1998; Rehfeldt, 1994 i Andersen, 1997). Vurdering af bævernes antal og alder Den danske bæverudsætning på Klosterheden har været vellykket indtil videre. 18 stk. s blev udsat i 1999, og bestanden er siden vurderet til hhv. 24 i 2000, 34 i 2001, 45 i 2002, og 51 i 2003 og 0 i foråret 2005 (Asbirk, 2004; Svendsen et al., 2004; T. B. Svendsen, pers. meddelelse). De danske bævere, der blev sat ud i 1999, er ikke forsynet med visuelle mærker eller radiosendere. Det er muligt, at radiosendere kan medføre en øget risiko for infektion (S. Asbirk, pers. meddelelse). Bæverne er til gengæld forsynet med en tatovering på svømmehuden på den ene bagfod. Tatoveringen er et nummer, der 15

16 løber fra 323 til 340 (Elmeros et al., 2004). Det betyder, at optælling af bestanden er baseret på man-power. Tællingerne er foregået ved, at personer har talt op i to på hinanden følgende skumringer og daggry. Tællingerne er udført i april og september / oktober ved de registrerede bosteder i aktivitetsområderne. Aktivitetsområder er de steder, hvor der er beviser på, at bæveren regelmæssigt opholder sig. D.v.s., at der er fældet træ- og buskevegetation, ædespor og fødedepoter. De steder, som bæveren kun sjældent besøger kan betegnes randområder; her er fourageringsspor det eneste bevis på bæverens tilstedeværelse. Tabel 2. Bestandsstørrelser hos bæverne på Klosterheden i perioden 1999 til (Elmeros et al., 2004) Alder Voksne > 2 år * Ungdyr 1 til 2 år Unger < 1 år Ialt *: Én død bæver er inkluderet i estimatet. To døde unge bævere er fundet på Klosterheden, i hhv og Disse er ikke inkluderet i tabel 2. En gammel bæver blev fundet død på lokaliteten i maj Årsagen til de unge bæveres alt for tidlige død, har ikke kunnet diagnosticeres. Den gamle bæver døde som følge af tarmsprængning p.g.a. forstoppelse (Elmeros et al., 2004). Bortset fra det totale antal dyr er observationerne delt op i tre aldersklasser. Jeg er betænkelig ved, at alle de dyr, der indgår i bestandsstørrelseskemaet (tabel 2) er aldersbestemt. Det er svært at aldersbestemme bævere i felten. De, der aldersbestemmer to-årige bævere fra voksne tager som regel fejl, ifølge Rosell (Rosell & Pedersen, 1999). Problemet er, at mængden af vand i bæverens pels har en effekt på den størrelse, som øjet opfatter. Én bæver med våd pels gør, at den virker mindre. Svømmeposituren kan give et fingerpeg om hvilken 1

17 aldersklasse, som man har med at gøre. Som tommelfingerregel svømmer bævere, der er ét år, med hovedet og hele ryggen over vandet. To-årige bævere svømmer med hovedet og bagryggen over vandet. Ældre bævere svømmer kun med hovedet over vandet. Rodsammenvoksningen på den anden molar er den sikreste metode til aldersbestemmelse af bæver. Metoden foregår ved at tage røntgenfotos af den anden molar, idet graden af rodens sammenvoksning er proportionalt med alderen. Det bemærkes, at metoden kan bruges på levende bævere (Rosell & Pedersen, 1999). Aldersfordelingen hos bævere på Klosterheden ved optællingen i foråret 2005 er angivet i to alderklasser: juvenil, d.v.s. bævere født i 2004, og adult, d.v.s. bævere født i 2003 eller tidligere (O. G. Olsen, pers. meddelelse). Udsætning af bæver på Klosterheden Ti gamle, seks 1-årige og to unger er aldersfordelingen på de bæverne, der er forfædrene til den nuværende danske bestand. De blev indfanget på seks forskellige lokaliteter ved Elben, Tyskland. De 18 bæver blev udsat på forskellige lokaliteter i Klosterhede området. Én bæver blev set 20 km syd f. udsætningslokaliteten allerede efter få måneder (Svendsen et al., 2004). 17

18 Figur 3. Bæverne på Klosterheden. De grå cirkler viser udsætningslokaliteterne. De sorte cirkler viser aktive bosteder i Bæveren er desuden set i Storåen (Elmeros et al., 2004). 18

19 Tabel 3. Bæverbosteder på Klosterheden i perioden 1999 til 2003 (Elmeros et al., 2004). Bostedernes placering kan ses på fig Lokalitet Møllesøen / Opstrøms søen Udsat (X)* (X)* (X)* X* Rishøje Sø Udsat Nedre Sø / Risbæk Udsat X X X X Stensbæk Sø Udsat Ellebæksøerne Udsat Rørkær Sø Udsat U1 X X X X X U2 X X X X X Flynder Å, Øvejen & Møllesøen X X X X Hestbæk X X X X U3 X X X X U4 X X X X U5 X X X Fruerbæk X X U X X U7 X X U8 X *: Bosted ikke fundet, men der har været bæveraktivitet. Det ses på figur 3 og tabel 3, at bæverne efter udsætningen, har bevæget sig sydpå. Meget tyder på, at Klosterheden er egnet til bævere, da der fortsat var ca. 7 bæverfamilier i området i 2005 (T. B. Svendsen, pers. meddelelse). Kun én af udsætningslokaliterne på Klosterheden var beboet i Der var sporadisk bæveraktivitet ved to af de resterende fem. Fire nye bopladser var etableret på Klosterheden Statsskovdistrikts areal, og otte nye var etableret på grunde hos private lodsejere (Elmeros et al., 2004). De udsatte bæveren har haft styrke til at bevæge sig rundt i området og bosætte sig på de lokaliteter, der er optimale. Vækstraten var gennemsnitligt 22% om året på bæverbestanden på Klosterheden i perioden 1999 til Den vækstrate er høj, sammenlignet med de 7%, der var vækstraten hos den reintroducerede bæverbestand i Biesbosch nationalpark i Holland i perioden (Sluiter, 2003). 19

20 Bestandstæthed Bæverens bestandstæthed kan gøres op i.f.t. to parametre; det totale areal, som én bæverfamilie holder til på, og længden af den sø / åstrækning, som de bor ved. Fordi bæveren netop holder til ved søer og åer, så er længden af de beboede strækninger langs disse, et godt udgangspunkt til vurdering af bestandstætheden. Der var i gennemsnit én bæverfamilie per 7,2 km vandløbsstrækning i Flynder Å systemet i ,8 km (+ / - 0, km. (standardafv.)) var den gennemsnitlige længde af bæverfamiliernes aktivitetsområde (Svendsen et al., 2004). I et ikke nærmere angivet område i Sverige var der én bæverfamilie per 7, km åstrækning i Bestandstætheden var øget til én bæverfamilie per 1,7 km i 1995 (Rosell & Pedersen, 1999). Ved Bø-elven i Norge var der syv bæverfamilier på en 9,2 km lang strækning i D.v.s., at der var en bæverfamilie per gennemsnitligt 1,3 km elv. Den gennemsnitlige længde på bæverfamiliernes aktivitetsområde i Tyskland er målt til 1,3-2 km (Geiersberger, 198 i Elmeros et al., 2004). Det menes, at 1 km vandløbsstrækning er den mindste længde, som en bæverfamilie kan klare sig på. Lokaliteter med en så høj bæverfamilie tæthed findes i Sverige og Norge (Hartman, 1994). Jeg mener, at den gennemsnitlige vandløbsstrækning, som hver bæverfamilie opholder sig på, er en god indikator for lokalitetens egnethed til bæver. Den gennemsnitlige strækning på 2,8 km på hver bæverfamilies aktivitetsområde i Flynder Å systemet tyder foreløbigt på, at lokalitetens kvalitet er noget under de luxe lokaliteterne i Sverige og Norge. Den foreløbige bæver-bestandstæthed i Flynder Å systemet svarer til den der findes i Frankrig og i marginalt egnede områder i Sverige (Fustec et al., 2001; Hartman, 1994). Det skal bemærkes, at bæverbestanden i Flynder Å systemet fortsat viste fremgang i bestanden fra Det betyder, at det antageligt er for tidligt at sige noget om områdets bærekapacitet. Jeg mener, at det først kan siges med sikkerhed, når antallet af individer har nået et niveau, der har været stabilt over fem år. 20

21 Flynder Å systemets bærekapacitet m.h.t. bæver er estimeret til 50 individer (Kargo, 1999). Klosterheden Statsskovdistrikts bærekapacitet m.h.t. bæverfamilier blev estimeret til 11 (Blom-Hansen, 1998). Der var, som tidligere nævnt, ca. 7 bæverfamilier i 2005 på Klosterheden Statsskovdistrikt bæverfamilier (T. B. Svendsen, pers. meddelelse) og 51 var det estimerede antal individer i Flynder Å systemet, i Det er derfor muligt at både Kargos og Blom-Hansens forudsigelser er sat for lavt. Især i betragtning af, at det kun er 40% af områdets vandløbsstrækning, der er betegnet aktivitetsområde (Svendsen, et al., 2004). Hvis det forudsættes, at de 0% af Flynder Å systemet, der endnu ikke var koloniseret med bævere i 2003, er lige så attraktive som de 40%, der allerede var koloniseret, kan man beregne, at Flynder Å systemet har en bærekapacitet på 32 bæverfamilier og 127 individer. I staten New York, USA, blev det vist i en undersøgelse, at reproduktionen blev reduceret hos to årige bævere, når procentdelen af det egnede habitat, som bæveren benyttede var over 40 (Parsons & Brown, 1979 i Hartman, 1994). Heterogeniteten af området, d.v.s. hvor stor forskel der er på det mindst egnede til det mest egnede bæverhabitat og føderesurser, har også en effekt på den konklusion. Det er først i ca. 2015, at man kan se, om prognosen på 32 bæverfamilier i Flynder Å systemet holder stik. Sådan koloniserer bæveren et nyt område Det er nødvendigt for bævere at begive sig ud på vandringer, når det område som de er født i, har nået den maksimale bærekapacitet hvad angår antal individer og hvis der er mangel på føde. Bæverne koloniserer et område, ved at etablere store territorier, hvor der er de bedste føderesurser. De områder, der har de dårligere føderesurser, koloniseres naturligvis senest. Størrelsen på bæverfamiliens territorium bliver som regel mindre, hvis antallet af bævere øges. Bæverens chance for overlevelse og reproduktion er størst, hvis den i stedet for 21

22 at forsvare sit store territorium mod andre bævere, bruger sin tid til at søge føde (Hartman, 1994). Fordi bæveren er selektiv m.h.t. sit fødevalg, så kan områder, der har huset bævere, gro til med vegetation, der til bævere er uegnet. Skovbrande kan derfor booste et områdes attraktivitet til bævere, da de kan skabe bedre vækstbetingelser for pil (Hartman, 2003). Lavsund og Hartman foretog i hhv. 197 og 1987 undersøgelser i Värmland og Västernorrland, Midtsverige, om bæverens spredning og bestandsudvikling (Hartman, 1994)..533 km 2 var det areal, som undersøgelsen foregik på i 197 (Lavsund, 1979 i Hartman, 2003) og km 2 var tilsyneladende det areal, som undersøgelsen foregik på i 1987 (Hartman, 1994). Det skal bemærkes, at arealet for 1987 undersøgelsen er opgivet til km 2 ifølge Hartman (2003). Undersøgelserne foregik ved, at jægere, der havde licens til at skyde elge, modtog et spørgeskema om bævere. De spørgsmål, der blev stillet til jægerne var: 1. Hvad er størrelsen på dit jagtområde? 2. Hvilket år koloniserede bæveren dit område? 3. Ca. hvor mange bæverfamilier findes der på dit område? 4. Hvor mange bævere blev der skudt på dit område sidste år? En definition på en bæverfamilie var inkluderet i spørgeskemaet (Hartman, 2003). D.v.s., at de data, der indgår i undersøgelsen er baseret på jægeres hukommelse. Resultaterne viser, at den gennemsnitlige bestandstæthed var steget fra 0,1 til 0,22 bæverkolonier per km 2 i Värmland, og fra 0,0 til 0,17 bæverkolonier per km 2 i Västernorrland. Bemærk, at der her benyttes areal i stedet for km sø / åstrækning til bestandstæthed vurdering. Bestandsudviklingen per areal var noget svingende. På de områder, der fra starten havde en høj bæverfamilie tæthed, var det almindeligt, at der sås en negativ vækstrate (Hartman, 1994). 22

23 Tendens til at bestanden øges i 25 år efter kolonisering Figur 4. Bestandstætheder hos bæverfamilier i Värmland og Västernorrland, Sverige (Hartman, 1994). Hartman sammenlignede bæverfamilie bestandstæthederne på 58 lokaliteter i Värmland fra 197 og 1987 med det år, de blev koloniseret. Selv om der er noget spredning på data, så er der en tendens, der viser, at bestandstætheden er øget i de første 25 år efter koloniseringen, som det ses på figur 4. Derefter er der en stagnering eller en nedgang i bestandstætheden. I 1999 blev elgjægerne igen spurgt til bæverne i Värmland. 0,21 bæverkolonier per km 2 var gennemsnittet, og det viser, at fremgangen hos bæverne i perioden fra 197 til 1987 var stagneret..32 km 2 var det moniterede areal i 1999 (Hartman, 2003). 23

24 Figur 5. Udbredelsens relative størrelse og populationsvækst hos bævere fra 1927 til 1987 ved Klarälven (A), og fra 190 til 1987 ved Byälven (B) i Värmland, Sverige (Hartman, 1994). På fig. 5 ses det, at der er en forskel på den hastighed, hvorved bæverpopulationen øges; og den hastighed, hvorved det territorium, som bæveren opholder sig på, øges. Kurverne for bæverpopulationen og deres territorium, som funktion af tiden, ville være sammenfaldende, hvis de bævere, der søgte nye områder, bosatte sig i det første område de fandt uden bævere. En passende mængde føde, og en mage, er de to kriterier, der har den største betydning, når en bæver skal finde et nyt territorium. Jeg mener, at længden af bævernes vandringer øges i områder med lav bestandstæthed sammenlignet med områder der har en høj bestandstæthed. Årsagen er, at der er risiko for at bæverne ikke kan finde en mage p.g.a. den lave bestandstæthed. Det betyder, at de må bruge mere tid, og derved tilbagelægge en større afstand, før de finder én. I værste fald finder sådan én bæver aldrig en mage, men kan i bedste fald finde en mage i et godt habitat, der er i stor afstand til andre bæverterritorier, og derved blive grundlægger af en sattellitbestand. Undercrowding, der på dansk bedst kan oversættes til underbemanding er betegnelsen på det fænomén, at individerne p.g.a. en for lille bestandstæthed, ikke er i stand til at finde mager. I München, Sydtyskland, var underbemanding et problem ved en 24

25 bæverreintroduktion (Reicholf, 1977 i Hartman, 1994). Fejlagtigt valg af habitat er dog snarere årsag til mislykkede bæverreintroduktioner, set i lyset af den store fremgang i de bæverbestande, som udsætningerne på mellem to og ni individer, har medført i Sverige. Ulemper og fordele ved at bo i et randområde Vand er bæverens primære transportvej i.f.m. kolonisering af nye områder. Inden for det samme åsystem har bæveren derfor haft nemt ved at komme rundt. For bæveren er det betydeligt sværere, men ikke umuligt, at krydse skove eller veje, i sin søgen efter et nyt territorium. En 15 km spredningsafstand er almindeligt hos unge bævere. Ni km var den gennemsnitlige spredningsafstand i en periode på 25 år, hos bævere i Loirefloden, Frankrig, efter en reintroduktion (Fustec et al., 2001). Der er registreret spredningsafstande på mere end 100 km, men det foregår kun i sjældne tilfælde (Macdonald et al., 1995). Spredningsafstande, der har været større end 100 km, er registreret i Kroatien. De bævere, som vandrede så store afstande var udsat i.f.m. en reintroduktion og det var de første år efter reintroduktionen at de førte denne nomadetilværelse (Grubesi et al., 2003 i Svendsen et al., 2004). Det er normalt, at en bæver foretager vandring i sine første to leveår for at finde et nyt territorium, og efter 3 måneder, at den har sin første hytte (Hartman, 1994). De bævere, der har været udsat for indfangning og udsætning, bliver tilsyneladende sexuelt aktive tidligere og foretager vandringer i en yngre alder sammenlignet med bævere, der er vokset op i naturen. Det var resultatet af en undersøgelse, der sammenlignede udsatte bævere med naturligt hjemmehørende bævere i New Brunswick, Canada (Nordstrom, 1972 i Hartman, 1994). Vandringer foregår hyppigst, når bæverens alder er måneder. Det er rapporteret, at 2-årige bævere stadigt har opholdt sig i det bæverterritorie, hvor 25

26 de er født. Det er muligt, at sådanne individer har forsøgt at finde et nyt territorie, men at det er mislykkedes, og at de derfor er vendt hjem (Hartman, 1994; Macdonald et al., 1995). Årsagen kan være, at der er mangel på egnede habitater i naboområderne. Bævernes bestandstæthed er naturligvis stor ved udsætningslokaliteten på udsætningstidspunktet, og den aftager gradvist dets større afstanden bliver til udsætningslokaliteten, forudsat, at området er homogent. Bævernes bestandstæthed falder ved udsætningslokaliteten, når føderesurserne bliver reduceret. Det betyder, at det er nødvendigt for bæverne, at søge til randområderne, hvor der stadig er en tilstrækkelig mængde føde. D.v.s., at det område, der huser den største bestandstæthed gradvist bevæger sig væk fra udsætningslokaliteten (Hartman, 1994). 2

27 Figur. Bævernes spredning i Värmland og 190 er årene for bæverudsætninger. Sort cirkel angiver lokaliteter med bæverfamilier i 1950; sort trekant angiver ditto i 190; ej udfyldt cirkel angiver ditto i 1970; og ej udfyldt trekant angiver ditto i De sorte linjer angiver åernes vandskel. A angiver Klarälvens opland. B angiver Byälvens opland. (Hartman, 1994). Bæverens spredning i Värmland efter udsætninger i 1927 og 190 ses på fig.. Det ses særligt i område A, at der er en tendens til, at åsystemernes udbredelse har en effekt på spredningen. Det ses ved, at størsteparten af de bæverfamilier, der var sat ud i 1927 i område A, stadig opholdt sig i netop område A i 1950, selv om den afstand, der var til de andre åsystemer var kortere i.f.t. den nordlige del af område A. Efter 190 er spredningsmønstret for de bævere, der blev udsat i område A svært at vurdere, da der er mulighed for, at de bæverfamilier der indgår i undersøgelsen er fra område B. Tendensen til, at åernes vandskel fungerer som en barriere for bæverfamiliernes spredning, kan også ses i område 27

28 B. De fleste bæverfamilier fra udsætningen i 190, der fandtes i området i 1970, blev fundet i område B s vestlige del. Bæverne har altså foretrukket Byälvens opland, selvom afstanden er kortere til det åopland, der har en placering umiddelbart øst herfor. Hartman konkluderer, at bestandsudviklingen, som de reintroducerede bævere har vist i Sverige, snarere afhænger af art og habitat, end om det er en reintroduktion eller en naturlig kolonisering. Spredning kan ikke forventes at forekomme i reintroducerede populationer, fordi de umiddelbart efter udsætningen har været påvirket af de faktorer, der tidligere har reguleret deres bestand, er foreslået af M. R. S. Price (Price, 1989 i Hartman, 1994). Jeg mener, at den påstand kan tilbagevises m.h.t. bævere, ved at se på Hartmans undersøgelse. De faktorer, der dengang havde en negativ effekt på populationen, kan være forsvundet, og nye faktoterer der har en positiv effekt kan være til stede. M.h.t. valg af en reintroduktionslokalitet, så konkluderer Hartman, at det er det habitat, der er mindst favorabel for den faktor, der var årsag til, at bæveren uddøde, der er det bedst egnede. Jeg er skeptisk ved den anbefaling p.g.a. tidsfaktoren. Der kan være kommet nye faktorer, der har større effekt på en bestandsudvikling end den årsag der medførte, at arten forsvandt for mange år siden. Jeg mener, at en passende lokalitet findes ved, at se på andre reintroduktioner, og lytte til de erfaringer, som andre har gjort m.h.t. vegetation, åers bredde og strømføring, afstand til veje, predatorer og lokalbefolkningens meninger. Er en mindsket genetisk variabilitet et problem ved bæverudsætninger? Nej er det preliminære svar på det spørgsmål. Manglende modstandskraft overfor sygdom, sult, kulde o.s.v. er årsagerne til, at en mindsket genetisk variabilitet kan få fatale følger for en population. Den reintroduktion, der fandt 28

29 sted i Sverige i perioden , blev foretaget uden at de personer, der varetog hvervet, tog stilling til, om genetisk variabilitet kunne udgøre et problem. Det var ikke et problem (Hartman, 1994), nu hvor der er ca bævere i Sverige. Den svenske udsætning foregik ved, at et antal på mellem to og ni bævere, blev udsat på hver lokalitet. Afstanden mellem de enkelte udsætninger har nok en effekt på bævernes mulighed for reproduktion. Bævere er svære at kønsbestemme (opsvulmede brystvorter på gravide hunner, hvilket er svært at se i felten; penis og testikel på hannen, livmoder på hunnen). Det betyder, at det antageligt er forekommet ved en fejltagelse, at kun bævere af det samme køn, er blevet udsat på en lokalitet (Hartman, 1994). Man kan så sætte spørgsmålstegn ved, om flaskehalse og founder effekter har en effekt m.h.p. udsætninger og deres mulighed for overlevelse. Russiske bævere har sammenlignet med norske og svenske bævere en større genetisk variabilitet (Hartman, 1994). Årsagen er antageligt, at den norske bæverpopulation har været nede på en så lille bestand, at det har medført en flaskehals, der har betydet en mindsket genetisk variabilitet. Det er, som tidligere nævnt, norske bævere, der er forfædre til den nuværende svenske bestand (Hartman, 1994; Rosell & Pedersen, 1999). Bæveren - ingeniøren blandt gnaverne Bæverens dæmningsbyggeri afhænger bl.a. af bredden af vandløbet, hvor de bor. Det menes, at dæmningsbyggeriet indstilles, hvis vandløbets dybde er mere end én m % af dæmningerne i Sverige fandtes i åer med en dybde, der var mindre end 0 cm. Almindeligvis bliver dæmningerne bygget i åer, der har en bredde under ti m (Collen & Gibson, 2001). Bæveren kan dog bygge meget store dæmninger i sjældne tilfælde. Rekorden for den europæiske bævers dæmningsbyggeri blev sat i Voronezh floden i Rusland, med målene: 120 m i længden, én m i højden, og 0,-1 m i bredden (Rosell & Pedersen, 1999). 150 m anses for en normal længde på en dæmning, der er bygget af canadisk bæver. En dæmning der var m i længden i New Hampshire, USA, er rekorden (Rosell & Pedersen, 1999). 2 dæmninger bygget af bævere er ialt fundet på Klosterheden i perioden 1999 til dæmninger var forsvundet, mens de 29

30 resterende 40 er registreret i 2003 (Elmeros et al., 2004). D.v.s., at ca. 1/3 af dæmningerne er forsvundet på fire år. Tallene viser, at bæverens tilstedeværelse tilfører området dynamik, og at bestanden fortsat vil trives, selvom dæmninger forsvinder. 74 m er længden, og 75 cm er højden på Klosterhedens længste dæmning, der blev grundlagt i 1999, og var fortsat under udbygning i Dæmninger med en længde på mere end 30 m er registreret på to andre lokaliteter på Klosterheden (Elmeros et al., 2004). Bæverdamme, d.v.s. vandstuvninger, som de kaldes på Klosterheden, har ved oversvømmelse påvirket 4,7 km af Flynder Å systemet. Det svarer i bæverens udbredelsesområde til 5% af åstrækningernes totale længde (Elmeros et al., 2004). Den canadiske og den europæiske bæver foretrækker flade terræner, men de kan også kolonisere åer med en vis stigning. De største bæver-tætheder findes i flade terræner. Dæmningsbyggeri er tilsyneladende mere udbredt i stejle- end i flade områder (Zurowski, 1989 i Collen & Gibson, 2001). Det blev bekræftet, da to åer i Oregon, USA, blev undersøgt. Der var 12 bæverdæmninger i et vandløb med en stigning på 5%, mens der var fem i et vandløb med en stigning på 2,1%. Det bemærkes dog, at dæmninger i vandløbet med 5% stigningen var mindre end i vandløbet med 2,1% stigning (Stack & Beschta, 1989 i Collen & Gibson, 2001). Dæmningsbyggeriet bliver mindsket, hvis åens stigning øger, skriver Rosell & Pedersen (1999). Jeg er noget skeptisk m.h.t. den konklusion, p.g.a. resultaterne fra undersøgelsen i Oregon, men den canadiske bæver har muligvis en anden strategi til bygning af dæmninger sammenlignet med den europæiske. Grene, kviste, jord, sten og vandplanter er de materialer, som bæveren bruger til at bygge dæmninger. El (Alnus) og nåletræer (Pinopsida) indgår sjældent i bæverens menu, men bliver istedet benyttet til dæmningsbyggeri. Asp (Populus) kan også bruges, men det er kun stammen der benyttes, idet aspens bark er en af bæverens livretter. Bildæk, døde bævere og waders er brugt enkelte gange som byggemateriale til bæverdæmninger. Dæmningerne er ofte solide 30

31 bygningsværker, således at mennesker (egne observationer) og elge kan bruge dem som broer (Collen & Gibson, 2001; Rosell & Pedersen, 1999). Hævning af vandspejlet er dæmningbyggeriets formål. Årsagen er, at vandløbet / søens bred bliver længere opstrøms dæmningen, og det betyder, at adgang til træer, der er bæverens primære fødekilde, bliver bedre. Bæveren opholder sig helst i og ved vandet, fordi risikoen for predation er mindre her end på land. Nedstrøms bæverhytten er den almindeligste placering af bæverdæmninger. Lyden af rindende vand har man tidligere ment, var det, der fik bæverne til at iværksætte byggeri af dæmninger. Den antagelse blev gjort p.g.a. en undersøgelse, hvor en højttaler, der spillede lyden af rindende vand, blev sat op bag en væg, der grænsede op til et bassin, så den var usynlig for bæverne. Bæverne byggede så en dæmning langs væggen (Rosell & Pedersen, 1999). Rindende vand har nok en betydning, men det er mængden af vand, d.v.s. vandspejlets niveau opstrøms dæmningen, der tilsyneladende er den afgørende faktor (Macdonald et al., 1995; Rosell & Pedersen, 1999). Det er muligt, at fødetilgangen også har en betydning. Det koster energi at bygge en dæmning for bæveren. Den kan undlade at bygge en dæmning, hvis fødetilgangen er tilstrækkelig på åens / søens oprindelige bred. Efteråret er det normale tidspunkt, som bæveren benytter til reparation og konstruktion af dæmninger (Macdonald et al., 1995; Rosell & Pedersen, 1999). Det sted langs vandløbet hvor afstanden mellem brederne er kortest, er ideelt til anlægning af en dæmning, da forholdet her mellem vandstandshævning og bævernes arbejdsindsats er størst. Bæveren har dog blik for at drage nytte af et træ, eller en stor sten, der er havnet i åen til dæmningsbyggeriet. Grene og træstammer, der har en diameter som er mindre end 4,5 cm, er fundamentet i dæmningerne. De bliver placeret parallelt med strømretningen, og den tykkeste del af stammen bliver presset ned i åbunden. Sten bliver brugt til at holde grene og træstammer på plads. 8 kg er den maksimale vægt på én sten, som en bæver kan bære. Mindre grene bliver flettet ind i fundamentgrenene. Tørv, mos, jord og 31

32 små sten og grene bliver placeret på opstrømssiden af fundamentgrenene, for at tætne dæmningen. Vinklen er stejl (nærmest retvinklet) mellem dæmningen og vandspejlet på opstrømssiden, mens den er fladere (ca ) på nedstrømssiden. Grunden til det er at forhindring af vandgennemstrømning er dæmningens funktion på opstrømssiden. Arealet på dæmningens opstrømsside, som vandet kan trænge igennem er mindst, hvis dæmningen har en ret vinkel i.f.t. vandspejlet. Årsagen til, at vinklen på nedstrømssiden er fladere er, at den så kan modstå trykket, der kommer fra det vand, der er opstrøms (Andersen, 1997; Collen & Gibson, 2001; Rosell & Pedersen, 1999). Det er nødvendigt med kontinuerlig vedligeholdelse af dæmningen, især ved kraftig regn eller tø, der medfører at vandgennemstrømningen øges. Vedligeholdelsen kan både bestå i at tilføre og fjerne materialer fra dæmningen. Tilførslen af materialer bliver brugt, hvis vandspejlet i bæverdammen opstrøms dæmningen skal hæves. Det er nødvendigt, hvis indgangen til én bæverhytte er kommet over vandspejlet. Der dannes overløb forbi dæmningen ved at bæverne fjerner materiale, så vandet nemmere kan passere, hvis bæverne er opmærksomme på, at en øget vandføring kan forårsage skader, eller i værste fald en total ødelæggelse af dæmningen (Rosell & Pedersen, 1999). 32

33 Tabel 4. Effekten af dæmningsbyggeri og det medfølgende øgede vandspejl. Strejfende bævere bliver opmærksomme på, at området er optaget når de ser en dæmning Regulering af vandstanden så indgangen til bæverhytten er under vand hele tiden Der bliver en øget tilgængelighed til træer Nemmere transport af føde og byggemateriale til bæverhytten Risikoen for at bæverdammen bundfryser bliver mindsket Hvis bæverdammen ikke er bundfrosset, kan bæveren danne et luftrum under isen ved at fjerne grene fra dæmningen. Bæveren kan så svømme store afstande under isen og øge muligheden for adgang til føde Bæverens bolig Bæveren bor enten i en jordhule eller i en bæverhytte. Der er en glidende overgang mellem en jordhule og en bæverhytte. Jordhulen graves i brinken langs et vandløb eller en sø. Bæverhytten er enten en jordhule med grene og kviste der bliver brugt som tag, eller en decideret grenhytte, hvor hele hytten, bortset fra indgangen der er gravet i brinken, er bygget af grene. Jordhulen er den type bopæl, som er mest almindelig hos bæverne i Nordskandinavien (Rosell & Pedersen, 1999). Jordhulen er også favoritbopælen hos bæverne i Rhonedalen, Frankrig. 0,8 til 11 m er længden, 30 til 50 cm er højden, og 50 til 80 cm er diameteren på de jordhuler, der er målt i Rhonedalen. 95% af bæverens jordhuler i Rhonedalen er i brinker (Erome, 1984 i Macdonald et al., 1995). Der er eksempler på, at jordhuler er kollapset i Rhonedalen. Der er risiko for, at køer kan brække ben, hvis der er marker nær en å, hvor der er bævere, eller veje kan blive ødelagt, p.g.a. underminering, som følge af bævernes byggeri (Macdonald et al., 1995). Bæverhytter er registreret på ni af de ialt 12 bæverlokaliteter, mens der var jordhuler på syv lokaliteter på Klosterheden (Elmeros et al., 2004). Habitaten har betydning for, hvilken type bolig, bæveren vælger. Bæverhytter kan bygges på så 33