fra kold krig til krisestyring historien om natos fremtid

Transkript

1 fra kold krig til krisestyring historien om natos fremtid forum for sikkerhedspolitik

2 forum for sikkerhedspolitik fra kold krig til krisestyring historien om natos fremtid Ansvarshavende redaktør: Generalsekretær Troels Frøling Redaktør: Stud.scient.pol., projektkoordinator ved Atlantsammenslutningen Berit Kaja Børgesen Forfattere: Udenrigsminister Per Stig Møller Generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer, NATO Professor, dr.phil. Poul Villaume, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet Forsker Kristian Søby Kristensen, Dansk Institut for Militære Studier Forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet Post.doc. Jens Ringsmose, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet Professor Sten Rynning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet Ambassadør Per Poulsen-Hansen, Danmarks Faste Repræsentation ved NATO MF Svend Auken, Socialdemokraterne Forsidefoto: Underskrivelse af The Paris Agreements den 23. oktober 1954, hvor Forbundsrepublikken Tyskland inviteres til at indtræde i NATO. Foto: NATO Layout/tryk: Kosmos Grafisk ApS Oplag: 2000 eksemplarer, april 2009 ISBN nr.: Udgiver: Atlantsammenslutningen Ryvangs Allé 1 DK 2100 København Ø Tlf.: (+45) Fax: (+45) atlant@atlant.dk Hjemmeside: Udgivet med støtte fra: NATOs Public Diplomacy Division Undervisningsministeriets tips- og lottomidler Kredsen Mars & Merkur Danmark Skandinavisk Tobakskompagni s Gavefond Atlantsammenslutningen, oprettet i 1950, er en landsdækkende og internationalt orienteret NGO, der informerer om udenrigs- og sikkerhedspolitik herunder NATO, EU og FN. Vi arbejder for at bidrage til integrationen af nye medlemmer i NATO og EU gennem opbygning af civilsamfundet i disse lande. Bogen kan bestilles enkeltvis eller i klassesæt for et administrationsog ekspeditionsgebyr.

3 leder Af generalsekretær Troels Frøling Atlantsammenslutningen Et ord med på vejen Denne bog er et resultat af flere ting. Dels Atlantsammenslutningens tradition for i vort virke at tilvejebringe lødig og let tilgængelig information om dansk og international sikkerhedspolitik herunder ikke mindst om NATO og NATO-relaterede emner. Dels NATOs 60-års jubilæum i april 2009, der betyder, at alliancen i den grad er på dagsordenen i Danmark såvel som internationalt. I forlængelse af disse to ting, er bogen derfor resultatet af et ønske om at samle vigtige og aktuelle bidrag om NATO i en bog, der kan fænge og læses af såvel den særligt interesserede som af et bredt publikum. I en tid, hvor der for alvor er fokus på NATO, alliancens fremtid og foranderlige karakter, mener vi, det er vigtigt, at flest muligt er med i debatten og diskussionen. At deltage i debatten kræver, at man som et minimum har et udgangspunkt og et grundlag for at kunne tage diskussionen op. Det er netop dette fundament, Atlantsammenslutningen håber at kunne bibringe den enkelte læser af bogen ung som voksen. Bogen giver intet entydigt svar på, hvor NATO er på vej hen, hvilket heller ikke er formålet. Tværtimod er formålet med bogen at tegne et billede af, hvad NATO har været, hvad NATO er i dag, og ikke mindst, hvilke udfordringer, alliancen står overfor og vil komme til at stå overfor i fremtiden. For at få belyst disse problemstillinger har Atlantsammenslutningen henvendt sig til en række personer med indgående kendskab til NATO - praktikere og politikere såvel som forskere. Alle forfattere kommer dermed fra forskellige miljøer og med forskellige tilgange til problemstillingerne. Dette er et bevidst valg fra Atlantsammenslutningens side. Vi ønsker at give så bredt et billede af alliancen og dens historie som muligt, da det giver den enkelte læser en unik mulighed for selv at tage stilling i debatten. De fremsatte synspunkter står således for de enkelte forfatteres egen regning og er ikke nødvendigvis et udtryk for Atlantsammenslutningens tilgang og holdninger. På trods af forfatternes forskellige tilgang synes den overordnede konklusion dog at være, at NATO bestemt ikke er et levn fra fortidens kolde krig, men tværtimod en alliance i konstant forandring, der forsøger at tilpasse sig de ændrede omgivelser og vilkår for dens eksistens. NATO er eksemplet på en unik alliance, der måtte opfindes på ny, hvis den altså ikke allerede eksisterede. 28 landes interesser vidner herom. Bogen er bygget op som en artikelsamling. Det er derfor muligt for læseren selv at plukke i indholdet alt efter interesse og behov, da de enkelte kapitler hver for sig giver et helt billede af en udvalgt del af bogens problemstillinger. Kapitel 1 giver læseren en historisk gennemgang af NATOs virke og udvikling fra alliancens etablering i 1949 til i dag 60 år senere. Professor, dr.phil. Poul Villaume beretter her om NATOs tilblivelse og politiske såvel som militære opgaver og placering med særlig vægt på tiden under den kolde krig. I Kapitel 2 tager forsker Kristian Søby Kristensen stort set fat, hvor Poul Villaume

4 forum for sikkerhedspolitik slap. Med særligt fokus på tiden efter den kolde krig forklarer Kristian Søby Kristensen, hvordan og hvorfor NATO har udvidet sin medlemskreds og sine partnerskabsrelationer til at omfatte langt flere lande, end man forestillede sig ved alliancens oprettelse i Kapitel 3 er tilegnet NATOs engagement i Afghanistan, der af mange anses som alliancens største udfordring hidtil. Her gives læseren et indblik i forholdene på jorden i Afghanistan, samtidig med at forsker Peter Dahl Thruelsen præsenterer nogle af de største udfordringer, NATO møder på sin mission i Afghanistan herunder den civil-militære samtænkning, samarbejdet mellem de enkelte lande i NATO og oprørsbekæmpelse. Professor Sten Rynning og post.doc. Jens Ringsmose giver i kapitel 4 deres bud på, hvordan NATOs nye Strategiske Koncept kommer til at se ud. Et nyt Strategisk Koncept forventes i løbet af 2009, og forfatterne giver læseren et indtryk af, hvilke problemområder, der vil være i fokus i denne forbindelse. Kapitel 5 kommer i naturlig forlængelse af kapitlet om det nye Strategiske Koncept. Her giver Danmarks ambassadør i NATO Per Poulsen-Hansen sit personlige indlæg om, hvad der vil komme til at forme alliancen i fremtiden, og hvilke udfordringer, der vil komme til at tegne NATOs missioner og opgaver. Til sidst bidrager MF, Svend Auken med en perspektivering, der dels præsenterer en personlig beretning om en dansk politikers arbejde med NATO i Danmark samt en personlig kommentar til alliancens virke og fremtid. Men samtidig kan bogen naturligvis også læses i sin fulde længde. Læser man hele bogen, har man et godt grundlag for at forstå alle tre førnævnte problemstillinger; hvad har NATO været, hvad er NATO i dag, og hvilke udfordringer står NATO overfor i dag og i fremtiden? Atlantsammenslutningen mener da, at man har et godt fundament for at deltage i debatten. Alle citater og uddrag er så vidt muligt blevet oversat til dansk af forfatterne eller redaktøren. Stud.scient.pol. og projektkoordinator ved Atlantsammenslutningen Berit Kaja Børgesen har været redaktør på bogen. Atlantsammenslutningen retter en stor tak til alle forfatterne for deres bidrag til bogen samt til NATOs Public Diplomacy Division, Kredsen Mars og Merkur Danmark, Skandinavisk Tobakskompagni s Gavefond og Undervisningsministeriets tips- og lottomidler for støtte. Vi ønsker god debat. Troels Frøling Generalsekretær

5 Indholdsfortegnelse forord intro kapitel i kapitel ii kapitel iii kapitel iv kapitel v kapitel vi NATO ved 60: Fra forsvarsalliance til sikkerhedsfællesskab...side 7 Ved udenrigsminister Per Stig Møller Introduction...side 9 Af Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, NATO NATO : Fra regional forsvarsalliance til global militær aktør...side 11 Af professor, dr. phil. Poul Villaume, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet Mod et globalt NATO? Partnerskaber og udvidelse...side 35 Af forsker Kristian Søby Kristensen, Dansk Institut for Militære Studier NATOs engagement i Afghanistan Alliancens største udfordring...side 57 Af forskningsmedarbejder Peter Dahl Thruelsen, Institut for Strategi, Forsvarsakademiet Spillet om NATO: Det nye Strategiske Koncept og alliancens fremtid...side 77 Af post.doc. Jens Ringsmose & professor Sten Rynning, Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet Fremtidens missioner og udfordringer...side 85 Af Ambassadør Per Poulsen-Hansen, Danmarks Faste Repræsentation ved NATO, DANATO Et folketingsmedlems bekendelser...side 103 Af MF, Svend Auken, Socialdemokraterne

6 forum for sikkerhedspolitik

7 forord Ved udenrigsminister Per Stig Møller Fotograf: UM/Lars K. Crone NATO ved 60: Fra forsvarsalliance til sikkerhedsfællesskab NATO fyldte 40 samme år, som Berlinmuren faldt. Dengang var der mange, der tvivlede på, om NATO ville nå at blive 50 for ikke at sige 60. Men det viste sig, at NATO havde en eksistensberettigelse, der rakte langt ud over den kolde krigs alliancelogik. Det blev hurtigt klart, at alliancen selv uden kold krig og nærværende trusler mod medlemslandenes territorier havde en vigtig rolle at udfylde som sikkerhedsgarant. Når NATO i år kan fejre sit 60-års jubilæum, er det således ikke blot som den mest succesfulde forsvarsalliance i historien, men også som en uomgængelig ramme om et sikkerhedsfællesskab, der rækker langt videre end blot den fysiske beskyttelse af medlemsstaternes territorier. NATO er stadig den bedste sikkerhedsgaranti over for uforudsigelige farer i en i stigende grad uforudsigelig verden. NATOs artikel 5, også kendt som musketéreden én for alle og alle for én garanterer, at vi kan være forvissede om alliancesolidaritet fra vores partnere i tilfælde af et angreb mod os. Det giver tryghed, også selvom risikoen heldigvis er lille. Men NATO er i dag ikke blot en forsvarsalliance; det er i høj grad også en bredt funderet sikkerhedsalliance. Det NATO, vi har i dag, er fundamentalt anderledes end det NATO, der kom sejrrigt ud af den kolde krig. Dels har NATOs succes virket som en sikkerhedsmagnet og en række udvidelser næsten fordoblet antallet af medlemmer. På jubilæumstopmødet i år tiltræder således endnu to lande, Albanien og Kroatien, hvormed antallet af medlemslande når op på 28. Dels har afslutningen på den kolde krig og den kunstige opdeling af Europa betydet, at vi nok lever i et mere sikkert Europa, men ikke i en mere sikker verden, og det har NATO løbende taget bestik af. Ændringerne i verden har også medført en fundamental ændring af Danmarks sikkerhedspolitiske rolle. Fra at have været en forbruger af sikkerhed under den kolde krig, hvor vores overlevelse afhang af vores NATO-medlemskab, og vores råderum var begrænset, er vi i dag blevet en værdsat udbyder af sikkerhed i kraft af vores store engagement i en række internationale NATO-operationer. Dermed bidrager Danmark nu til at bringe fred og sikkerhed til en række af verdens brændpunkter. Det har givet Danmark en stærk position i alliancen og en høj grad af troværdighed hos vores partnere. Samtidig har den indenrigspolitiske opbakning til Danmarks medlemskab af NATO undergået en grundlæggende forandring i løbet af de tyve år, der er gået siden Berlinmurens fald. Vores medlemskab af NATO har altid været båret af en bred folkelig opbakning. Men i modsætning til tiden under den kolde krig, er der i dag også en enestående bred politisk opbakning til NATO blandt partierne i Folketinget. Det bidrager til at gøre Dan- 7

8 forum for sikkerhedspolitik mark til en solid og pålidelig partner for vores allierede, og det giver os et godt råderum til at påvirke NATOs virke. NATOs store styrke er og har altid været, at det er et unikt historisk baseret værdi- og sikkerhedsfællesskab, som er fast besluttet på at stå sammen om at imødegå fælles sikkerhedspolitiske udfordringer. NATO har hidtil vist en enestående evne til at tilpasse sig udviklingen og ikke mindst de ændrede sikkerhedspolitiske vilkår. Det er en evne, som alliancen også får brug for fremover, hvor de konstant skiftende trusler og udfordringer stiller krav til NATOs fortsatte omstillingsparathed. Der er ingen tvivl om, at de sikkerhedspolitiske vilkår og udfordringer i disse år forandres hastigt. Nye trusler fra ikke-statslige aktører ofte som f.eks. terrorister og pirater med udgangspunkt i såkaldte skrøbelige stater samt nye globale sikkerhedsudfordringer, f.eks. i relation til klima og energi, kræver en anden type håndtering end de gammelkendte. Disse udfordringer har det tilfælles med de udfordringer, som NATO i hele sin levetid har imødegået, at de fordrer transatlantisk dialog og lederskab. Og netop den transatlantiske dimension gør fortsat NATO til det helt centrale omdrejningspunkt, når det gælder om at finde holdbare løsninger på internationale sikkerhedspolitiske udfordringer. NATOs engagement i Afghanistan er et godt eksempel på NATOs nye rolle og på de udfordringer, der følger med NATOs indsats for sikkerhed, stabilitet og terrorismebekæmpelse. NATO har påtaget sig et enormt ansvar i Afghanistan, og resultatet af indsatsen vil givet påvirke NATOs fremtid. Samtidig står det klart, at traditionelle måder at håndtere sikkerhedsmæssige udfordringer på ikke er nok i en så kompleks konflikt som den i Afghanistan. Skal vi undgå, at Afghanistan igen bliver et fristed for terrorister, skal vi sætte ind ikke bare militært, men også civilt. Den sikkerhedsmæssige indsats skal integreres med den udviklingsmæssige og den politiske. Vi kan ikke skabe stabilitet uden udvikling og omvendt. Det understreger også behovet for, at alliancen styrker sit samarbejde med andre aktører. Det gælder naturligvis især FN, men i særdeleshed EU, der er blevet en naturlig partner for NATO. Begge organisationer har fælles sikkerhedspolitiske målsætninger, og vi må sikre, at vi udnytter hver organisations individuelle styrker og kompetencer bedst muligt. NATO bør også forstærke samarbejdet med sine øvrige partnere, ikke mindst i Europas nærområde. NATO-udvidelserne har været og forbliver et vigtigt signal om en fortsat åben alliance. Ligesom tilfældet har været med EU-udvidelserne, har optagelsen af nye NATO-medlemmer haft en stabiliserende effekt i Europa. NATOs åbne dør politik bør derfor fortsætte. Det er suverænt op til NATO og de lande, som ønsker medlemskab, at beslutte om og hvornår et sådant skal gives. Ingen andre har nogen vetoret i den forbindelse. NATO har bevist sin eksistensberettigelse også efter Berlinmurens fald. Forsvarsalliancen har udviklet sig til et unikt transatlantisk sikkerhedsfællesskab, som vi heller ikke i dag kan undvære. Danmark er i kraft af sine indhøstede erfaringer i stand til at spille en stærk og aktiv rolle i bestræbelserne på at gøre det 20. århundredes mest succesfulde forsvarsalliance til en ligeså succesfuld sikkerhedsalliance for det 21. århundrede. Med den unikke historiske baggrund som NATO har, med de sikkerhedsmæssige udfordringer som vi står over for i dag, og den høje grad af troværdighed NATO har, er jeg overbevist om, at alliancen fortsat vil udgøre kernen i det transatlantiske samarbejde også i mange år fremover. 8

9 i n t r o Af Secretary General Jaap de Hoop Scheffer, NATO Introduction Foto: NATO When NATO was founded in April 1949 by Denmark and eleven other democracies from Europe and North America, few could have thought that it would become one of the longest-lasting and most successful alliances in history. But as it turned out, NATO has not only succeeded in dealing with the challenges that brought it into being, but it has also engaged in a range of new missions and partnerships that ensure its key role in transatlantic and indeed international security for decades to come. The fact that the number of NATO member states has more than doubled since 1949 is just one indication of the undiminished attractiveness of this unique security framework. The reasons for NATO s success are manifold, but fundamentally they lie in the fact that it is not an alliance in the traditional sense. Unlike past alliances, which came together as temporary coalitions of convenience, NATO is a permanent transatlantic framework. Although the Washington Treaty was initially conceived as a short-term measure to inject self-confidence into a weak and fragmented post-war Europe, the notion of creating a lasting bond between North America and Europe was clearly present at the creation. Over the past six decades, the transatlantic relations cemented in NATO have grown in depth and intensity, to the extent where the Alliance is now well able to cope with occasional differences and dissent. NATO represents a fully-fledged international organisation with civilian and military staffs and an effective permanent infrastructure. A Council in permanent session, supported by a wide range of committees, and not least its integrated military structure, give NATO an unrivalled degree of credibility and effectiveness. Joint defence planning maximises the efficiency of Allied contributions and ensures a cost-effective defence through standardisation and a division of labour between Allies. The fact that every decision is made by consensus ensures that all nations, big and small, can make their specific views known and that no nation is marginalised. It also ensures that once a decision is taken, it enjoys the full support of all member states. NATO s decisions thus carry a special weight and authority. Unlike traditional alliances, NATO is based not only on common strategic interests, but also on common values. Its unique combination of both elements has enabled the Alliance to overcome seemingly insurmountable challenges. Guided by a common vision of a more secure and just international order, and inspired by a common democratic ethos, the NATO Allies have been able to play a key role in consolidating Europe after the end of the Cold War and in bringing a war-torn Balkans back into the European mainstream. Today, NATO s leadership of the International Security Assistance Force in Afghanistan is a key element of the international community s effort to turn that country from a hotbed of global terrorism into a viable, stable entity. Afghanistan is NATO s most demanding mission ever, and soldiers from many nations, including from Denmark, have paid the ultimate sacrifice. Yet that sacrifice has not been in vain. Steady 9

10 forum for sikkerhedspolitik progress is being made in Afghanistan. And the political and military cohesion displayed by the Allies is bolstered by the growing interest from other nations and institutions in cooperating with NATO and in a comprehensive approach to bring stability to Afghanistan and the wider region. By assembling likeminded democracies in a permanent institutionalised Alliance, NATO represents a novel approach in the multinational management of security, squaring the circle between multilateralism and effectiveness. Terrorism, the spread of weapons of mass destruction, failed states and other new challenges look set to enhance the salience of this approach still further. NATO s unprecedented combination of political consultation and military competence will continue to enable the transatlantic Allies to shape the strategic environment in line with their interests and values. For Denmark and the Alliance s other member states, but increasingly also for countries elsewhere, NATO remains an anchor of security in an uncertain world. 10

11 kapitel i Af professor, dr. phil. Poul Villaume, Saxo-Instituttet, Københavns Universitet NATO : Fra regional forsvarsalliance til global militær aktør Baggrunden for NATOs oprettelse ( ) Den 4. april 1949 underskrev udenrigsministrene fra USA, Canada og ti vesteuropæiske lande, herunder Danmark, Den Nordatlantiske Traktat (North Atlantic Treaty, NAT), på dansk dengang kaldet Atlantpagten. Forud var gået mere end 15 måneders samtaler og forhandlinger mellem flere af de involverede stormagter om, hvordan en sikkerhedspagt mellem Nordamerika og Vesteuropa skulle se ud. Forhandlingerne begyndte ved jule- og nytårstid , og deres baggrund var det hastigt forværrede politisk-diplomatiske klima siden begyndelsen af 1946 mellem på den ene side de ledende stormagter i Vest USA, Storbritannien og Frankrig og på den anden side Stalins Sovjetunionen i Øst. Den alliance, som i 2. Verdenskrig havde bundet de fire stormagter sammen i kampen mod Hitlers Nazi-Tyskland, smuldrede hastigt i de første efterkrigsår, da den globale, geo-strategiske og ideologiske systemkonflikt, vi kender som den kolde krig, tog form. På grundlag af de store mængder kilder fra både Vest og Øst, som vi har fået adgang til efter den kolde krigs afslutning, er de fleste historikere i dag enige om, at ingen af de to parter egentlig ønskede eller forventede en så skarp og fundamental og militariseret konfrontation som den, der udviklede sig i sidste halvdel af 1940 erne og de følgende tiår. I lyset af deres ganske forskellige, men i alle tilfælde traumatiske, erfaringer fra den netop overståede verdenskrig forfulgte lederne i begge lejre, hvad de hver især opfattede som deres egne legitime sikkerhedsinteresser. Dem varetog begge parter ud fra en ideologisk overbevisning om deres eget politisk-økonomiske samfundssystems universelle overlegenhed med dets løfter om velstand og frihed for verdens befolkninger: Den demokratiske kapitalisme over for den statsdikterede kommunisme. 1) Den danske udenrigsminister Gustav Rasmussen underskriver Den Nordatlantiske Traktat i Washington den 4. april Foto: NATO 11

12 forum for sikkerhedspolitik Indbygget i disse ideologiske systemer var, at modpartens system blev set som en potentiel dødelig fjende af det andet. En grundlæggende, gensidig og selvforstærkende mistillid var derfor udgangspunktet for det diplomatiske og militære møde i Europas hjerte mellem USA og Sovjetunionen, som magttomrummet efter Nazi-Tysklands totale nederlag i 1945 havde skabt. Uenighederne mellem de to parter omfattede stort set alle de store spørgsmål: Hvilken fremtid skulle det slagne Tyskland have, så endnu en genrejsning af tysk militarisme og ekspansionisme blev afværget i fremtiden? Havde Sovjetunionen, som havde mistet mindst 25 millioner mennesker i krigen mod Tyskland, ret til, med denne problematik for øje, at oprette et sikkerhedsbælte af 100 procent venligtsindede kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa, også selv om det skete med brutal undertrykkelse og politisk ensretning til følge? Hvordan og hvor meget skulle Tyskland betale i krigserstatninger? Hvordan skulle der sikres international kontrol med det nye militære supervåben, atombomben, som ved verdenskrigens afslutning kun blev ejet og brugt af USA? Hvilket samfundssystem skulle dominere i Asien og Afrika, hvor befolkningerne i efterkrigstiden måtte forventes at ville frigøre sig fra de svækkede europæiske imperiemagters undertrykkende kolonivælde? Og hvordan overhovedet sikre en for begge parter rimelig europæisk og global magtbalance mellem de to dominerende stormagter, USA og Sovjetunionen, hvis militære og geopolitiske ressourcer var så asymmetrisk fordelt, som tilfældet var? Mens USA allerede i 1945 var en global, atombevæbnet militærmagt med stærke flåde- og flybase-støttepunkter overalt på kloden (især langs Sovjetunionens periferi), var Sovjetunionen en kontinentalmagt med langstrakte, sårbare grænser, men samtidig i besiddelse af verdens største landhær, Den Røde Hær. Denne kunne især kaste sine skygger ind over også Vesteuropa, hvor de kommunistiske partier samtidig af mange blev set som Moskvas forlængede arm på den indenrigspolitiske scene. Det gjaldt ikke mindst i Italien og Frankrig, hvor kommunistpartierne havde støtte fra mellem en fjerdedel og en tredjedel af vælgerne. 2) Uroen over, hvad en totalitær diktator som Stalin måtte have af hensigter over for udlandet, var naturligvis politisk-psykologisk forståelig nok, også på baggrund af de nylige erfaringer med Hitler-Tyskland. Men selv om mange vestlige politikere og opinionsledere netop drog hastige paralleller mellem Hitler og Stalin, var bekymringen i politisk-militære beslutningstagerkredse i både USA og de vesteuropæiske magter i sidste halvdel af 1940 erne i virkeligheden ikke et snarligt sovjetisk militært angreb på Vesteuropa. Offentligheden kunne dog let få det indtryk, f.eks. når den forhenværende britiske premierminister Winston Churchill gentagne gange udtalte, at det eneste, der hindrede Den Røde Hær i at rykke frem til Den Britiske Kanal, var frygten for den amerikanske atombombe. I dag ved vi, at britiske og amerikanske efterretningsanalyser samtidig vurderede, at Stalin ønskede at undgå en militær konfrontation med Vesten i de næste 10 eller 20 år en vurdering, som er blevet bekræftet af det nu tilgængelige sovjetiske arkivmateriale. 3) Den virkelige bekymring i vestlige beslutningskredse i slutningen af 1940 erne var snarere, om det kunne lykkes de lokale, sovjetisk støttede kommunistiske partier at profitere af de store økonomisk-sociale genopbygningsproblemer og de politiske fornyelsesønsker, som krigen havde skabt i Europa og dets kolonier. 4) Dette var også grundlaget for USA s såkaldte inddæmningspolitik over for Sovjetunionen, som var inspireret af den amerikanske diplomat og Sovjetkender George Kennans analyser. Det første markante udtryk herfor var den såkaldte Trumandoktrin fra marts 1947, hvor USA s præsident Harry Truman lovede amerikansk militærhjælp 12

13 til principielt ethvert land, som blev anset for truet af kommunistisk undergravning. Den anden halvdel af valnødden (Trumans udtryk) var lanceringen i juni 1947 af Marshall-planen (opkaldt efter USA s udenrigsminister George Marshall), som lovede massiv økonomisk hjælp til selvhjælp til Europa fra USA. Til gengæld fordrede USA åbne europæiske markeder og økonomier og afskaffelse af begrænsningerne på den frie bevægelighed for varer og kapital over grænserne. Da det gik op for Stalin og hans udenrigsminister Molotov, hvor centrale disse betingelser var for USA s økonomiske dollarhjælp, opgav de deres oprindelige interesse for Marshalls tilbud. I stedet strammedes jerngrebet om det nye sovjetiske imperium i Øst- og Centraleuropa yderligere, bl.a. med ideologiske kampagner mod Marshall-planens imperialistiske karakter. 5) Den gensidige mistænksomhed over for modpartens hensigter førte således i til en konsolidering af Europas deling i en Vestblok og en Østblok, som reelt også omfattede Tyskland, der i 1949 blev delt i en vesttysk Forbundsrepublik og en østtysk Folkerepublik (DDR). Som nævnt foregik de første sonderinger om en egentlig transatlantisk forsvarsalliance allerede ved årsskiftet , da udenrigsministrene og topembedsmænd fra USA, Frankrig og Storbritannien reelt enedes om at sigte mod et sådant vestligt forbund. Det største umiddelbare problem var at overvinde den udbredte skepsis fra den traditionelt isolationistisk-sindede amerikanske Kongres, hvis flertal var imod, at USA lod sig indvikle i alliancer med de europæiske lande. Det var derfor vigtigt for den amerikanske regering, at initiativet officielt kom fra Europa. Det skete, da den britiske udenrigsminister Bevin i januar 1948 foreslog en forståelse mellem vestmagterne, bakket op af magt, penge og beslutsomhed, med henblik på at hindre skridtvis sovjetisk aggression. Godt hjulpet på vej af chokket i den vestlige offentlighed over den kommunistiske magtovertagelse i Tjekkoslovakiet måneden efter ( Prag-kuppet ) blev Bevins forslag realiseret i marts 1948 med dannelsen af den såkaldte Vestunion (Bruxelles-Pagten) mellem Storbritannien, Frankrig og de tre små Benelux-lande. Under forhandlingerne i resten af 1948 og begyndelsen af 1949 om udformningen af Den Nordatlantiske Traktats (NAT s) tekst ønskede europæerne garantier for en umiddelbar militær reaktion fra USA i tilfælde af en aggression mod Vesteuropa. Både af hensyn til de tilbageværende isolationistiske strømninger i Kongressen og for at fastholde maksimal amerikansk handlefrihed insisterede USA imidlertid på, at traktattekstens afgørende artikel 5 (ofte populært kaldet musketér-paragraffen ) blev formuleret så fleksibelt som muligt med hensyn til medlemmernes afgørelse af, hvad svaret på et angreb på én eller flere af dem ville være. Og sådan blev det ( hver af dem [ ] bistå ved [ ] at tage sådanne skridt [ ] som hver af dem anser for nødvendige [ ] ). Til gengæld lagde europæiske forhandlere stor vægt på NAT s artikel 3, som taler om fortsat og effektiv gensidig hjælp; målet var at forpligte USA stærkere til at deltage i forsvaret af Vesteuropa, herunder med våbenhjælp i fredstid. Den Nordatlantiske Traktat, Atlantpagtens, indgåelse 1949 Den 4. april 1949 blev Den Nordatlantiske Traktat, Atlantpagten, underskrevet i Washington af følgende lande: Belgien Canada Danmark Frankrig Island Italien Luxembourg Nederlandene Norge Portugal Storbritannien USA 13

14 forum for sikkerhedspolitik NATOs formative periode ( ) Det er med nogen ret blevet anført, at Atlantpagtens vigtigste funktion, især i de første par år af sin levetid, var at være et politisk-psykologisk rygstød symboliseret ved et stykke papir, NATteksten underskrevet af 12 vestlige lande. Hver især havde landene relativt beskedne militære styrker (dog undtaget USA), og de udgjorde på ingen måde en egentlig, fasttømret militæralliance. Det blev der dog i høj grad rådet bod på op gennem 1950 erne. Allerede i begyndelsen af 1950 overvejede Truman-regeringen en massiv konventionel og atomar oprustning i USA, ikke mindst under indtryk af Sovjetunionens første atomprøvesprængning (august 1949) og den kommunistiske magtovertagelse i Kina under Mao Zedong (oktober 1949). Bekymringen var, at der var ved at ske et afgørende skred i den globale magtbalance til fordel for den kommunistiske lejr, også pga. de gærende anti-koloniale folkelige oprør flere steder i Asien. Det er dog tvivlsomt, om de storstilede amerikanske oprustningsplaner var blevet realiseret så hurtigt og i så stor udstrækning, som tilfældet blev, hvis ikke det havde været for Koreakrigens udbrud i juni Med det kommunistiske Nordkoreas angreb på eller befrielse af, som nordkoreanerne kaldte det Sydkorea, der var USA s allierede, syntes billedet af en verdenskommunistisk militær offensiv bekræftet for den vestlige offentlighed. Var Korea blot en generalprøve på et sovjetisk ledet angreb på Vesteuropa? I dag ved vi, at Stalin kun tøvende og efter mange forgæves appeller fra Nordkorea gav grønt lys for angrebet på Sydkorea, og at Stalin lige efter krigsudbruddet frygtede et vestligt angreb på Tjekkoslovakiet. Det til trods for, at han tilsyneladende også håbede på, at USA ville blive bundet militært i Korea, så et amerikansk angreb mod øst i Europa dermed ville blive udsat på ubestemt tid. Besindige røster internt i både det amerikanske og det britiske efterretnings- og militærapparat anså da også Koreakrigen for at være en lokal affære antændt og næret af stærk koreansk nationalisme; men de ansvarlige vestlige beslutningstagere turde alligevel ingen chancer tage. 6) Truman-regeringen samlede en koalition af villige, vestligt orienterede lande, som formelt under FN s flag, men reelt under amerikansk kommando og dominans, intervenerede militært i Korea for at imødegå angrebet (Sovjetunionen boykottede FN s Sikkerhedsråd og kunne derfor ikke nedlægge veto). Den Nordatlantiske Traktat artikel 3 Med henblik på mere effektivt at virkeliggøre denne traktats formål vil deltagerne, hver for sig og i fællesskab, gennem stadig og effektiv selvhjælp og gensidig hjælp opretholde og udvikle deres individuelle og kollektive evne til at imødegå væbnet angreb. Den Nordatlantiske Traktat artikel 5 Deltagerne er enige om, at et væbnet angreb mod en eller flere af dem i Europa eller Nordamerika skal betragtes som et angreb mod dem alle; og de er følgelig enige om, at hvis et sådant angreb finder sted, skal hver af dem under udøvelse af retten til individuelt eller kollektivt selvforsvar, som er anerkendt ved artikel 51 i De Forenede Nationers pagt, bistå den eller de således angrebne deltagerlande ved straks, hver for sig og i forståelse med de øvrige deltagerlande, at tage sådanne skridt, derunder anvendelse af væbnet magt, som hver af dem anser som nødvendige for at genoprette og opretholde det nordatlantiske områdes sikkerhed. Ethvert sådant angreb og alle som følge deraf trufne forholdsregler skal uopholdeligt indberettes til Sikkerhedsrådet. Sådanne forholdsregler skal bringes til ophør, når Sikkerhedsrådet har truffet de til genoprettelse og opretholdelse af den mellemfolkelige fred og sikkerhed fornødne forholdsregler. 14

15 Koreakrigen blev dermed en afgørende katalysator for forvandlingen i eksprestempo af Atlantpagten til en fast integreret militæralliance med fælles permanente stabe, forsvarsplaner og europæiske og transatlantiske kommandostrukturer samt en øverstkommanderende for alle NATOs styrker i Europa (SACEUR) i spidsen for alliancens europæiske hovedkvarter (SHAPE). De skelsættende beslutninger herom tilføjede O et (= Organisation) til NAT, der nu blev til NATO (North Atlantic Treaty Organisation). De blev truffet i skyggen af Koreakrigens mest intensive fase i vinteren , da præsident Truman i en periode erklærede USA i national undtagelsestilstand og raslede med brug af atombomben i Korea. Samtidig forberedte Stalin sine østeuropæiske klientstater på en muligt forestående militær konfrontation med det nye NATO. Den kolde krig Den kolde krig er betegnelsen for den storpolitiske konflikt mellem de kapitalistiske og de kommunistiske lande, der med USA og Sovjetunionen som anførere for hver sin part stod på fra 2. Verdenskrigs slutning til den østeuropæiske kommunismes fald i 1989/90. Udtrykket tilskrives normalt den amerikanske præsident Trumans rådgiver Bernard Baruch, som benyttede det i en tale i april Den kolde krigs vigtigste særkende var, at den blev udkæmpet med diplomatiske og propagandistiske midler, samt med et voldsomt oprustningskapløb inkluderende kernevåben, men uden direkte militære konfrontationer mellem hovedaktørerne. Den kolde krig et overblik af Søren Hein Rasmussen, 28. september 2005 ( - Historie Netmagasinet Både Koreakrigen og Stalins ekstremt hemmelighedsfulde og lukkede regime øgede NATOmagternes usikkerhed med hensyn til Sovjetunionens militære hensigter og kapaciteter. I mangel på egne alternativer traf de derfor allerede kort efter krigens afslutning det skæbnesvangre valg i udstrakt omfang at støtte sig på tyske efterretningsoplysninger fra Reinhard Gehlen og hans netværk. Gehlen havde været Nazi-Tysklands militære efterretningschef på Østfronten. Ikke mindst hans påstand om, at Den Røde Hær i slutningen af 1940 erne havde den frygtindgydende størrelse af 175 kampklare hærdivisioner, forblev helt op til omkring 1960 grundlaget for NATOs officielle og interne militære styrke- og trusselsvurderinger i Europa. Disse forudså gennem første halvdel af 1950 erne, at horden af 175 sovjetiske divisioner (NATO rådede i begyndelsen af 1950 erne højst over divisioner) samtidig kunne angribe Nord-, Vest- og Sydeuropa, De Britiske Øer, Nordafrika, Mellemøsten, Sydøstasien og endda Nordamerika og stadig have tilstrækkelige reserver til at forsvare hjemlandet, idet man kunne udvide til 300 divisioner en måned efter et krigsudbrud. 7) Fremmaningen af denne formidable trussel var nok velegnet til at svejse NATO-landene sammen om den enorme konventionelle og atomare oprustningsindsats, som faktisk fandt sted i disse år. NATO er ligefrem blevet kaldt hoveddrivkraften med amerikansk opmuntring for vesteuropæisk integration i den tidlige kolde krig. USA s udenrigsminister John Foster Dulles talte i 1955 ikke uden grund om den cementblanding af frygt og en følelse af moralsk overlegenhed, som hidtil havde bundet NATO sammen. 8) Men Gehlens data om de sovjetiske militære styrker var ofte både stærkt overdrevne, forkerte og forældede. Midt i 1950 erne var stadig klarere indikationer herom begyndt at hobe sig op, men da var tallet 175 sovjetiske divisioner forlængst slået fast og urokkeligt gentaget som den konventionelle visdom, og derfor kunne det meget vanskeligt fraviges, uden at NATOs troværdighed ville lide alvorlig skade. 9) I dag ved vi (især 15

16 forum for sikkerhedspolitik via tjekkoslovakiske arkiver), at de faktiske sovjetiske krigsplaner altså ikke blot de militære øvelsesplaner i Stalin-årene fra slutningen af 1940 erne til 1953, og også op gennem resten af 1950 erne, var entydigt defensive og kun omfattede operationer på eget territorium. 10) Warszawapagten Warszawapagten var en traktat om venskab, samarbejde og gensidig bistand og en militæralliance med en række østeuropæiske lande som medlemmer. Den officielle begrundelse for pagtens stiftelse var det tættere militære samarbejde mellem USA og Vesteuropa med Vesttysklands indtræden i NATO i Pagten blev officielt opløst i 1991 som følge af kommunismens sammenbrud i Østeuropa. På dette tidspunkt havde visse lande dog allerede forladt alliancen. Warszawapagten blev underskrevet i Warszawa den 14. maj 1955 af følgende lande: Albanien Bulgarien Polen Rumænien Sovjetunionen Tjekkoslovakiet Ungarn Østtyskland (DDR) Problemet var, at NATOs oppustede trusselsbillede i nogen grad blev en selvopfyldende profeti. For at opveje den angiveligt enorme sovjetiske landmilitære overlegenhed vedtog NATOlandene i 1952 en storstilet plan om at opstille knap 100 NATO-divisioner i løbet af et par år. Da dette snart viste sig politisk og finansielt ugennemførligt, tyede NATO fra og frem, med USA som stærkt pådrivende kraft, til en massiv oprustning af de europæiske NATOlande med (amerikanske) taktiske atomvåben, fra også placeret på kortrækkende raketter. Fra december 1954 blev det alliancens doktrin (MC-48) at anvende atomvåben fra en militær Øst-Vest-konfrontations allerførste stund, også selv om fjenden kun brugte konventionelle (ikke-atomare) våben. 11) Østblokken, som lige efter Vesttysklands optagelse i NATO i 1955 havde organiseret sig Warszawapagten, fulgte på sin side gradvis efter med en tilsvarende atomar oprustning, og fra slutningen af 1950 erne og frem blev det europæiske kontinent en masseophobningsplads for tusinder af taktiske atomvåben på begge sider af Øst-Vest-skellet. Forskere i NATOs historie har med henvisning til denne udvikling kaldt NATO-beslutningen i om at atombevæbne alliancen for en fejltagelse, der kunne være undgået. 12) Fra NATOs 10-års jubilæum. Illu. NATO posters. NATO udgjorde utvivlsomt et politisk-psykologisk rygstød for vesteuropæerne i disse år, men bidrog alliancens dannelse og massive militære oprustning i årene omkring 1950 og derefter i 16

17 så i sig selv til, at Stalin afholdt sig fra at overveje at angribe Vesteuropa? Det kan ikke udelukkes. Der findes dog ingen klare indikationer herpå i det i dag tilgængelige sovjetiske kildemateriale. Det er nærliggende at antage, at Stalins spion-net i især Storbritannien i disse år, som rakte højt op i NATO-organerne, var med til at overbevise Kreml om, at et angreb fra de imperialistiske NATO-lande i det mindste ikke var umiddelbart forestående. Stalin var dermed ikke tilskyndet til et snarligt præventivt angreb mod Vesteuropa, mens et sådant måske endnu var muligt med en vis udsigt til sejr, men snarere til at udsætte eventuelle planer om et angreb på ubestemt tid. På den måde var de især britiske top-spioner for Sovjetunionen i disse år snarest en velsignelse i forklædning, som historikeren Vojtech Mastny har påpeget. 13) Underskrivelse af The Paris Agreements den 23. oktober Forbundsrepublikken Tyskland inviteres her til at indtræde i NATO. Foto: NATO Stalins død (1953) og hans mindre stejle efterfølgere i Kreml, især Nikita Khrustjov, betød under alle omstændigheder en vis mildning i koldkrigsklimaet i Europa. Alligevel ved vi i dag, at Khrustjov så med stor bekymring på, at USA fra 1958 leverede atomvåben til det vesttyske NATO-forsvar. Stadig under indtryk af krigserfaringerne stolede den sovjetiske leder simpelthen ikke på, at amerikanerne ville eller kunne kontrollere et atombevæbnet Tyskland, hvis eller når revanchisterne kom til magten. Den sovjetiske fremprovokering af Berlin-krisen i 1958, da Moskva søgte at lukke for de vestlige adgangsveje til Vestberlin, skal især ses som et forsøg på at sætte tommelskruer på Vesten for derved at blokere for vesttysk atombevæbning. 14) Men forsøget var kontraproduktivt, da det kun satte yderligere skub i de flygtningestrømme fra Øst- til Vestberlin, som i 1961 fik den trængte østtyske ledelse til med Kremls accept at bygge Berlinmuren. Dette symbol på det østlige samfundssystems diktatoriske karakter var i høj grad med til at sikre fortsat folkelig tilslutning til NATO i de vesteuropæiske medlemslande op gennem 1960 erne. Resultatet var for så vidt paradoksalt, idet opførelsen af Berlinmuren banede vej for en vis neddæmpning af spændingsniveauet i det delte Europa. Ved 1960 ernes begyndelse stod det også klart for NATOs ledelse, at en militær magtbalance i Europa mellem Øst og Vest var etableret og formentlig endda tilnærmelsesvist havde eksisteret hele tiden. Præsident Kennedys forsvarsminister McNamara og hans embedsmænd kunne ved brug af nye analysemetoder bekræfte, at de sovjetiske konventionelle hærstyrker var langt mindre og svagere, end NATO hidtil havde kalkuleret med: De famøse 175 sovjetiske hærdivisioner svandt ind til reelt kun ca. 50 kampklare divisioner. Samtidig havde USA/NATO på dette tidspunkt mellem 8 og 17 gange flere operative taktiske og strategiske atomvåben end Sovjetblokken. 15) NATO-magter out-of-area : kolonikrige og interventioner ( ) Fokuspunkterne for den kolde krig flyttede efter 1961 i højere grad uden for Europa, hvor Øst og Vest, typisk repræsenteret ved de to supermagter, konfronterede hinanden via stedfortræder, jævnfør f.eks. Cubakrisen (1962), Vietnamkrigen ( ) og kolonikrigene i det sydlige Afrika i 1960 erne og 1970 erne. Allerede i 1950 erne var flere NATO-magter dog direkte involverede i oversøiske (koloni)krige og konflikter, som påvirkede hele alliancen politisk og militært. Fran- 17

18 forum for sikkerhedspolitik krigs krig mod det nationalistisk og kommunistisk-orienterede oprør mod det franske kolonistyre i Indokina fik således udtrykkelig moralsk støtte fra NATOs ministerråd i årene Og i sidste halvdel af 1950 erne accepterede alliancen, at Frankrig udstationerede to af sine europæiske hærdivisioner i Algeriet for at bekæmpe det antikoloniale opgør der. 16) * ) En del af baggrunden var bekymring for, at den pan-arabiske nationalisme, som Egyptens autoritære leder Nasser var en fremtrædende repræsentant for, skulle vinde frem i det, for især Vesteuropa, strategisk vigtige, olierige mellemøstlige område og dermed i værste fald bane vej for sovjetisk indflydelse i Middelhavsregionen. Af samme grund var NATOs sydøstlige flanke i 1951 blevet styrket med indlemmelsen af Grækenland og Tyrkiet i alliancen, og ud fra samme hensyn væltede USA og Storbritannien ved hjælp af CIA i 1953 den demokratisk valgte konservative nationalist Mossadeqs regering i Iran, da den nationaliserede det britiske olieselskab i landet. Da Nasser i 1956 nationaliserede det britisk-franske Suezkanal-selskab, konspirerede Storbritannien, Frankrig og Israel om et militært angreb på Egypten i et forsøg på at vælte Nasser. Forsøget mislykkedes, og da USA s regering under præsident Eisenhower ikke på forhånd var informeret om angrebet, udviklede der sig en kortvarig transatlantisk krise i NATO. Washington anså dog reelt Nasser for at være lige så farlig, som London og Paris gjorde, og et par måneder senere var krisen glattet ud. Samtidig fremlagde den norske, den canadiske og den italienske udenrigsminister en tidligere bestilt rapport om fremme af NATOs ikke-militære samarbejde og om styrkelse af de allieredes konsultationer på alle felter, herunder de såkaldte out-of-area -aktiviteter uden for NATOs geografiske område. Rapporten afspejlede nok især de mindre medlemslandes bekymring for den retning, stormagterne i NATO kunne føre alliancen i. USA s udenrigsminister Dulles gjorde det imidlertid i december 1956 klart, at USA havde et globalt ansvar, som ville hindre USA i at reagere på en krise uden for NATOs traktatområde, hvis man skulle vente på en konsultation med de øvrige NATO-allierede. USA forbeholdt sig med andre ord ret til at handle på egen hånd, når det greb militært ind i områder uden for traktatområdet. 17) Kort efter, i januar 1957, fik Eisenhower af den amerikanske Kongres frie hænder til at anvende USA s militær i Mellemøsten til at hjælpe nationer, som var udsat for væbnet aggression fra den internationale kommunisme. Denne doktrin blev grundlaget for USA s Mellemøsten-politik i de følgende mange år og blev første gang taget i brug i 1958, da soldater fra det amerikanske marinekorps invaderede Libanon. Umiddelbart efter intervenerede Storbritannien i øvrigt militært i Jordan med amerikansk støtte. I begge tilfælde gav man som begrundelse sikring af stabiliteten i regionen, det vil sige understøttelse af vestligt orienterede regimer imod radikal arabisk nationalisme, som mistænktes for direkte eller indirekte at ville gå i Moskvas tjeneste. Allerede i 1954 havde NATO-medlemmet Tyrkiet underskrevet en militæraftale med Pakistan, som samtidig blev medlem af NATOs nye sydøstasiatiske søsterorganisation SEATO, der også havde USA, Storbritannien og Frankrig som medlemmer. I 1955 oprettede Tyrkiet og Irak desuden med USA s støtte Bagdad-pagten, som også Pakistan og Iran tilsluttede sig (i 1959 omdøbt til CENTO). Selv om der ikke var noget formelt indbyrdes samarbejde, var NATO således fra midten af 1950 erne reelt forbundet med Mellemøsten og hele det sydlige Asien (minus det alliancefri Indien) i en kæde af anti-kommunistiske militærpagter. Fra sidst i 1950 erne og gennem 1960 erne og 1970 erne var det, som nævnt, især i Afrika syd for Sahara, NATO-lande direkte eller indirekte var militært involverede i kolonialt relaterede *) Den algierske befrielseskrig kostede mellem én og to millioner mennesker livet. 18

19 konflikter eller krige. Belgien gav således (modvilligt) slip på Congo i , mens det autoritært styrede Portugal samtidig optrappede krigen mod de nationale befrielsesbevægelser i sine kolonier Angola, Guinea og Mocambique. Med henvisning til præcedens fra 1950 erne med overførslen af franske NATO-styrker fra Europa til krigen i Algeriet opnåede Portugal i 1961 NATO-Rådets accept af, at portugisiske divisioner, der var øremærkede til Europa, blev overført til Afrika. I 1963 udtalte den nytiltrådte NATO-øverstkommanderende (SACEUR) general Lyman Lemnitzer ligefrem sin beundring for de portugisiske tropper, som i Afrika kæmpede ikke blot for friheden, men også for råstoffer og baser, som var uundværlige for Vestens sikkerhed. I december 1974 indrømmede USA s udenrigsministerium, at portugisisk Afrika var blevet inkluderet i NATOs kriseplanlægning. 18) * ) På dette tidspunkt var mindre NATO-lande som Norge, Danmark og Holland begyndt at yde humanitær økonomisk bistand til de afrikanske befrielsesbevægelser, som bekæmpede Portugals kolonistyre. De små NATO-landes argument var, at disse bevægelsers kamp var retfærdig, og at Vesten ikke måtte drive dem i armene på Østblokken ved at afvise at yde dem bistand. De små NATO-landes bistand omfattede efterhånden også befrielsesbevægelserne i de hvide apartheid-regimer i det sydlige Afrika, som siden 1962 var underlagt en frivillig FN-embargo, der dog ikke fik tilslutning fra stormagter som USA, Storbritannien og Frankrig. NATO-magterne så fra 1968 og frem med voksende bekymring på sovjetiske flådeenheders opdukken i det Indiske Ocean og i Sydatlanten, hvor de ifølge NATOs planlæggere i en krigssituation ville kunne afbryde den vitale allierede skibsfart syd om Afrika. 19) Atomoprustning og europæisk afspænding ( ) Op gennem 1960 erne satte Sovjetunionen alt ind på at indhente USA s og NATOs enorme atomare forspring og sikre en nogenlunde kvantitativ strategisk ligevægt. Samtidig regnede de militære planlæggere i både NATO og Warszawapagten i 1960 erne og 1970 erne med eller foregav i hvert fald at regne med en sejr, om end en omkostningsfyldt sejr, i en eventuel storkrig startet af modparten. NATO satsede på en hurtig og massiv indsats af sine klart overlegne atomstyrker på alle niveauer, mens Warszawapagten stolede på succes for en hurtig, offensiv konventionel og atomar operation ind i Vesteuropa kombineret med et teknisk overlegent sovjetisk forsvar mod NATOs missiler og fly og Vestens relativt større sårbarhed over for atomar ødelæggelse. 20) Realiteten var, at der internt i begge alliancer var meget stor usikkerhed og uklarhed om, hvordan en eventuel storkrig ville forløbe. I NATO kunne man dog bl.a. finde fortrøstning i, at alliancens taktiske flykapacitet ifølge dybt fortrolige Pentagon-analyser i 1966 i virkeligheden både var 50 procent større end Warszawapagtens og som helhed væsentlig mere effektiv end Østblokken. Sidstnævnte havde endda en stærk orientering mod luftforsvar og kun en begrænset offensiv kapacitet. 21) Præsident de Gaulle trak i 1959 Frankrig ud af dele af det militære NATO-samarbejde i protest mod amerikansk dominans, og i foråret 1966 meddelte de Gaulle sine NATO-allierede, at Frankrig trak sig ud af alle NATOs militære kommandoer, og at NATOs hovedkvarter (i Paris), baser og anden infrastruktur skulle flyttes ud af Frankrig i De Gaulle lovede dog, at Frankrig ville komme de NATO-allierede til hjælp i krigstilfælde, og at man ville forblive i NATO, så længe det synes nødvendigt. For de Gaulle var Frankrigs rolle at være den primære vesteuropæiske brobygger til et Sovjetunionen, som han ikke længere anså for at udgøre en overhængende militær trussel. * ) De portugisiske kolonikrige krævede mindst afrikanere livet. 19

20 forum for sikkerhedspolitik Frankrigs afsked med NATOs formelle militære samarbejde bidrog dog til, at USA omsider i 1967 kunne få NATO til at vedtage den nye flexible response -atomstrategi. I stedet for den hidtidige strategi om (omgående) massiv gengældelse med atomvåben skulle NATOs svar på et (konventionelt) angreb nu afpasses fleksibelt til det niveau, angrebet var sket på, således at en utilsigtet gensidig optrapning hindredes. Men at denne strategi lige så vel kunne gøre eskalation til altomfattende atomkrig mere sandsynlig end det modsatte, fremgik med foruroligende tydelighed af alliancens tophemmelige strategidokumenter. F.eks. hed det i dokumentet MC 48/3, som blev vedtaget af NATO-Rådet i december 1969: Selv om muligheden for eskalation foreligger, kan en passende brug i tide af taktiske atomvåben muligvis stoppe aggressoren og således begrænse yderligere eskalation. Når først atomvåben er taget i brug, kan konflikten imidlertid blive meget vanskelig at kontrollere. 22) På dette tvetydige grundlag denne strategiske knivsæg trådte alliancen ind i 1970 erne, som ellers så ud til at blive afspændingens årti. Under indtryk af de første tendenser til en Øst-Vest-afspænding anerkendte NATO med vedtagelsen i december 1967 af den såkaldte Harmel-rapport, at militær afskrækkelse og diplomatisk afspænding var to principielt ligeværdige komponenter i alliancens konfrontation med Østblokken. Drivende kræfter bag Harmel-rapporten var små medlemslande som Belgien, Danmark og Norge, hvoraf især de to sidstnævnte helt tilbage fra 1950 ernes begyndelse havde lagt vægt på, at NATO foruden det militære beredskab også burde have en vigtig rolle som politisk-diplomatisk (forhandlings)redskab, jævnfør NAT s artikel 2 om politisk-økonomisk samarbejde. Allerede i maj 1966 havde Danmark, som det første medlemsland i NATO, stillet forslag om, at alliancen tilsluttede sig det sovjetiske forslag fra 1950 erne, kort tid forinden relanceret af Warszawapagten, om indkaldelse af en al-europæisk sikkerhedskonference mellem Øst og Vest. Det danske forslag blev mødt med en kold skulder i NATO-Rådet, men især efter at socialdemokraten Willy Brandt blev kansler i Vesttyskland i slutningen af 1969, fik tanken medvind i NATO-kredsen. 23) Den Nordatlantiske Traktat artikel 2 Deltagerne vil bidrage til den videre udvikling af fredelige og venskabelige mellemfolkelige forhold ved at styrke deres frie samfundsordninger, ved at hidføre en bedre forståelse af de grundsætninger, som disse samfundsordninger hviler på, og ved at fremme almindelig stabilitet og velfærd. De vil søge at fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og vil tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde. Brandt-regeringens Ostpolitik over for Østeuropa tog sigte på anerkendelse af de eksisterende grænser i Europa og en gensidig diplomatisk udsoningsproces mellem Vest- og Østtyskland og mellem på den ene side Vesttyskland og på den anden side Polen og Sovjetunionen. Kulminationen på denne såkaldte détente -proces mellem Øst og Vest blev nået med afholdelsen i Helsinki i 1975 af Conference on Security and Cooperation in Europe (CSCE), hvor samtlige 32 vestog østeuropæiske lande (minus Albanien og plus USA og Canada) underskrev den såkaldte Helsinki-Akt. Foruden forpligtelsen til at afstå fra med magt at ændre de eksisterende grænser i Europa (Kurv 1) indeholdt Akten bestemmelser om økonomisk-teknisk Øst-Vest samarbejde (Kurv 2) samt en forpligtelse til at respektere de grundlæggende menneskerettigheder, herunder ret til familiesammenføring på tværs af Øst-Vest-skillelinjen (Kurv 3). Især de sidstnævnte elementer i Helsinki-Akten skulle vise sig at få stor betydning for den kolde krigs sidste fase i Europa fra slutningen af 1970 erne til slutningen af 1980 erne. 20