Synspunkter og forslag til Regeringens debatoplæg til Indikatorsæt til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling.

Transkript

1 Aalborg, august Synspunkter og forslag til Regeringens debatoplæg til Indikatorsæt til Danmarks strategi for bæredygtig udvikling. TID - OG UDVIKLING AF BÆREDYGTIGHED Bæredygtig udvikling har været et vigtigt begreb i den miljøpolitiske diskussion siden Brundtlandkommisionens rapport Vor fælles fremtid, (1987). Heri blev begrebet defineret således: en udvikling, som opfylder de nuværende generationers behov uden at bringe fremt i- dige generationers mulighed for at opfylde deres behov i fare Denne definition har siden været den centrale, rundt om hvilken senere modifikationer som stærk og svag bæredygtighed har formeret sig. Langsommeligheden i realiseringen af den bæredygtige udvikling det bæredygtige samfund har undertiden fået visse kritiske iagttagere til at anbefale at begrebet skrottes: det var blevet upræcist ved at blive anvendt i så mange uforpligtende forbindelser i stedet for at blive skærpet ved brug. Andre har fastholdt begrebet og bidraget (NOAH / Friends of the Earth) med præciseringer som det miljømæssige råderum, der blev skrevet ind i Miljø- og Energiministeriets redegørelse fra Regeringen offentliggjorde i juni sin Nationale strategi for bæredygtig udvikling. Et udkast til denne strategi havde været ude i en kort offentlighedsfase - hvilket mange, som fandt tid til at kommentere den, kritiserede. i I slutningen af april offentliggjorde regeringen desuden forslag til indikatorer, der skulle bruges som redskaber til at overvåge om udviklingen nu også går i bæredygtig retning. I det følgende vil vi tilslutte os begrebet bæredygtig udvikling og prøve at tage det på ordet. Vores ærinde skal her være at sætte det i forbindelse med tid tidsopfattelsen, tidsdimensionen, tidsfaktoren og vi vil gøre gældende, at en strategi for en bæredygtig udvikling nødvendigvis må indebære en orientering mod en forandring af den fremherskende tidsopfattelse. Vi vil konkretisere disse overvejelser i forhold til debatten om indikatorer. Hvorfor er tidsperspektivet vigtigt? Det korte og lange sigt er en væsentlig (tids)dimension i bæredygtigheden for såvidt angår - social retfærdighed indenfor den enkelte generation og mellem generationerne - naturgrundlagets evne til at opretholde samfund og diversitet - politiske, administrative og økonomiske aktørers planlægnings- og beslutningshorisonter Ligesom tiden er begrænset og døgnet (kun) har 24 timer, så lægger bæredygtighedstanken i sin "stærke" version op til et opgør med den tidsopfattelse, der er en fundamental bestanddel af det materielt-økonomiske vækstparadigme, hvor tid kan effektiviseres og substitueres, hvor tid er penge. 1

2 Hvordan er tidsperspektivet vigtigt? Vi vil vise det gennem en række eksempler: Det produktive arbejde : I et hvilket som helst samfund er der behov for en produktiv arbejdsindsats. Uden at diskutere hvor stor den behøver at være eller hvad den består af, så vil frembringelsen af (materielle) livsfornødenheder ofte indebære en risiko for mennesker og miljø for de mennesker der er involveret i produktionen, i produkternes transport og forbrug. For miljøet hele vejen fra råstofudvindelse til slutdeponering. Lige siden industrialismens gennembrud har det produktive arbejdes tid været til forhandling, formidlet via penge-for-tid relationen: arbejdsdagens og -ugens længde, ferier, akkordsystemer, samlebåndssystemet osv. - og det er fortsat en grundpille i al tale om arbejde og produktion. Produktion: Der produceres flere og flere varer, der er vanskelige at reparere/genbruge. Det bliver et mere og mere almindeligt træk ved varerne, at de i højere grad slides ned ved at blive overhalet af nyere varer, nye versioner. Dette ikke-fysiske slid resulterer i stadigt stigende mængder af affald. En sådan vareproduktion karakteriseres ved en stadig tidsoptimering. Omvendt kan det hævdes, at forudsætningen for at skabe holdbare produkter af en høj kvalitet er, at der er mere tid til rådighed. Det gælder også, hvis man vil reducere brugen af energislugende hjælpemidler. Just-in-time -produktion er et nyere eksempel på, at tidsfaktoren tillægges stadigt større betydning på bekostning af miljøet gennem den øgning i transportarbejdet, som systemet medfører. Transport: Transportsystemerne konstrueres med det formål at komme hurtigere fra A til B, men ender som regel med at vi ikke nøjes med B, men tager til det fjernereliggende C. Motivation er at komme stadigt hurtigere frem underforstået: at spare rejsetid. men vi snøres som sagt af noget som ligger endnu dybere : trangen til bevægelse. Jo hurtigere et transportsystem bringer de rejsende eller godset frem, jo mere skadeligt er det miljømæssigt: det gælder luftforurening, støj, barriereeffekt, CO2-udledning osv. Byplanlægning: Et af midlerne til at reducere den daglige (bil)transport er at sørge for, at de nødvendige daglige mål lettere kan nås ved at cykle eller gå dvs. ved en fortætning af byerne. Det handler med andre ord om at lægge vægt på tilgængelighed frem for mobilitet (hastighed). Planteforædling: Et af de mest forjættende perspektiver ved gensplejsningen af planter er, at man kan speede forædlingen op: det der før tog en god bid af et langt liv for en planteforædler, kan nu gøres meget hurtigt i laboratoriet. Denne tids-fristelse er for stor til ikke at blive benyttet, men meget store dele af offentligheden frygter for de miljømæssige konsekvenser. Økologisk jordbrug: økologisk dyrkning kræver alt i alt mere tid end det kemiske landbrug målt isoleret. Det oversættes i højere forbrugerpriser via mekanismen: Tid er penge. Den miljøbevidste forbruger: Alle de ting man skal vide, alle de ting man skal huske, alle de deklarationer man skal forholde sig til tager tid. Indkøbene kræver flere butikker og mere tid. Det gælder for den enkelte, private forbruger, for virksomheder og offentlige indkøbere. 2

3 Besparelser: Siden miljøbevidstheden dukkede frem af de historiske lossepladser i 1960 rne har et stadigt omkvæd været, at vi skulle spare. Endelig var overflodssamfundet ankommet og så skulle borgeren alias forbrugeren igen til at spare. Den første oliekrise satte det meget langt frem på dagsordenen. Besparelser er da også meget ofte den mest enkle og geniale måde at imødegå bestemte miljøproblemer på: f.eks. på energiområdet. Dansk forskning har vist, at det er den hurtigste, billigste og mest elegante måde at nedsætte CO2-udledninger mv. på. Men der er den nisse ved besparelser, at man alt for nemt omsætter besparelsen til nyt forbrug. Der er i stedet brug for at omsætte besparelser til fri tid, til varer af en højere kvalitet eller til sociale formål. Tidsbesparende teknologier: udtænkes med den bagtanke, at de skulle give os mere fri tid. Det bliver det sjældent til. Ligesom transportsystemerne blot gav os længere rejser og (energi)besparelserne mere produktion og nyt forbrug, således går det med vaskemaskiner, malkemaskiner og computere. Men vi kunne jo begynde at indfri den dividende, der har været lovet os længere end nogen af os kan huske: Mindre stress, ingen akkorder, mere fritid. Demokrati: Beslutninger tages nemmere hurtigere og mere effektivt i et bestyrelseslokale, af nogle embedsmænd eller af en minister end hvis de skal fremkomme gennem en folkelig debat. Hvis den befolkning, det i sidste ende handler om, skal have mulighed for at få sjælen med, få mulighed for at indflydelse og ansvar, så tager det tid og kræver det tid af deltagerne. Apropos debatten om den bæredygtige udvikling. ii Sociale forhold: Det er centralt i Agenda 21 at tænke miljømæssige spørgsmål sammen med sociale. Det har ikke været tydeligt i dansk sammenhæng måske ud fra en forestilling om at de sociale forhold her i landet er så gode, at det ikke er nødvendigt. Børns vilkår i det tempofyldte nutidsliv viser at alt ikke er i den skønneste orden. Sammenhæng mellem tid og penge virker to veje. For at få penge (en indkomst) må de fleste mennesker sælge deres arbejdskraft i en vis tidsperiode. Det betyder at de fleste lever med en fremmedbestemt tid, en tid de ikke selv råder over. Hvis der samtidig eksisterer en norm om en sammenhæng mellem penge og magt og økonomisk vækst som værdi, ligger der et stort indbygget pres i retning af at bruge mere tid til at skaffe sig flere penge. I et materielt vækstsamfund er den frie tid altså truet. I et markedssamfund er der store forskelle i mulighederne for at konvertere tid til penge (og penge til fri tid ). Vi har den samme tid, men aflønnes meget forskelligt for vores arbejde. Og nogle kan slet ikke konvertere tid til penge, fordi ingen vil købe deres arbejdskraft. De dårligst stillede i denne gruppe bliver under tvangsmæssige vilkår (aktivering) tvunget til at afhænde deres arbejdskraft for relativt få penge. Ved at skabe en garanteret mindsteindtægt f.eks. borgerløn vil man kunne bløde op og formindske den tvangsmæssige relation mellem tid og penge. Alle ville være sikret en mindsteindtægt og dermed også en fri tid til autonom disposition. Det kunne skabe rum for engagement i samfundsmæssigt nødvendige aktiviteter blandt andet det der er brug for til at udvikle bæredygtigheden. Som det er nu øges polariseringen mellem dem der har for lidt tid (højtuddannede med fleksibel arbejdstid og krævende job) og dem der har for meget tid. Det medfører at en stor del af dem der har været drivkræfter i politiske organisationer, i miljø- og beboerorganisationer får mindre tid og 3

4 overskud til den slags arbejde. Det er med til at øge professionaliseringen af græsrødderne og svække demokratiet. Desuden vil den travlere del af befolkningen føle sig presset til at vælge tidsbesparende men miljømæssigt dårlige løsninger. Indikatorer er under alle omstændigheder forbundet med tid: de er pejlepunkter, vi lægger ud i fremtiden for at måle om vi når de resultater, vi ønsker. Vi mener, at det er nødvendigt at finde indikatorer, der kan vise, om vi kommer nærmere bæredygtige livsformer, energi- og transportsystemer, landbrugsproduktion etc. Jo mere anderledes man forestiller sig et bæredygtigt samfund i forhold til nutidens, jo mere radikale indikatorer vil der være behov for. Men selv de mest radikale indikatorer skal kunne bruges allerede nu, for at de kan registrere forandringerne. I den forstand skal indikatorerne kunne bygge bro. De fleste af de indikatorer, som Regeringen har præsenteret er instrumentelle, kvantitative indikatorer, som kan indikere ændringer i visse miljømæssige aspekter i samfundet. Hvis indikatorerne skal kunne registrere veje til den bæredygtige helhedstænkning, skal de have kvantitative egenskaber, men de skal først og fremmest kunne registrere kvalitative forandringer; de skal kunne sige noget om årsager, ikke kun om symptomer. De meget instrumentelle og kvantitative indikatorer er orienteret mod ekspertviden. Indikatorer, der handler om tid, kan bidrage til at styrke den demokratiske deltagelse al den stund at tid ikke er et ekspertanliggende. Tid er demokratisk på samme måde som tyngdekraften. Regeringens strategi taler om at anvende indikatorer som udgangspunkt for at "rapportere om fremskridt mod en bæredygtig udvikling"; et endeligt sæt af indikatorer vil blive fastlagt på baggrund af en debatfase og indikatorerne vil blive afrapporteret løbende og Regeringen [vil] tage initiativ til at vurdere og justere strategien for bæredygtig udvikling hvert femte år fra vedtagelsen. Vores forslag Vi vil med baggrund heri og i de betragtninger vi har fremført ovenfor foreslå, at Regeringen tager initiativ til en mere grundig offentlig debat end der har været tale om i perioden fra offentliggørelsen af regeringens forslag. at et af temaerne i de kommende års debat bliver tidsperspektivet i forbindelse med udvikling af et bæredygtigt samfund, at man i den sammenhæng inkludere tidsperspektivet i et indikatorsæt på en meningsfuld måde, f.eks. i sammenhæng med folkelig deltagelse. På arbejdsgruppens 1 vegne Palle Bendsen & Klaus Lindegaard Center for Miljø og Udvikling, Aalborg Universitet, Fibigerstræde 13, DK-9220 Aalborg Ø. 1 Arbejdsgruppen består af Palle Bendsen, Erik Christensen, Jens Christensen, Lotte Holmberg, KLaus Lindegaard og Petter Næss. 4

5 i Høringsperioden En del organisationer og enkeltpersoner* bemærker at høringsperioden har været for kort til både faglig og politisk behandling af et så omfattende og væsentligt forslag. Nogle peger på at den begrænsede høringsperiode kun har givet mulighed for at afholde et mindre antal møder med det sigte at engagere den brede befolkning i strategiforslagets prioritering af mål og midler. Der peges på at det er væsentligt at videreudvikle det folkelige engagement i bæredygtighedsprocessen, så en bred forankring af strategien bliver sikret. * Bl.a. Landboforeningerne/Landbrugsraadet/Dansk Familielandbrug, Danmarks Naturfredningsforening (DN), ØKO- NET, Dansk Byplanlaboratorium, Kommunernes Landsforening (KL), Hadsund og Helsinge kommuner, Friluftsrådet, Teknologirådet, Natur og Ungdom, 92-gruppen, Naturvejlederforeningen i Danmark, Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), Københavns Miljø og Energi Kontor (KMEK), Rådet for Bæredygtig Udvikling i Københavns Kommune, Landsforeningen for Økosamfund (LØS), Hvalsø kommunes Agenda 21 gruppe, Det Grønne Råd i Støvring kommune, samt enkeltpersoner. ii Se foregående note. 5