Fyringen vi kan desværre ikke bruge dine kompetencer mere (kapitel 2)

Transkript

1 Fyringen vi kan desværre ikke bruge dine kompetencer mere (kapitel 2) Fra Inges dagbog 30. september 2010: Dagen startede pragtfuldt med den skønneste solopgang over fjorden. At stå der på min altan med udsigten over fjorden gav mig styrke og kraft og uanede muligheder som om jeg kunne klare alt. Og den styrke skal jeg love for, jeg har brug for, kan jeg huske jeg tænkte. Siden jeg for et par måneder siden fortalte min mand, at jeg syntes, vi skulle flytte fra hinanden i en periode for at redde vores 32 år lange ægteskab, var det gået virkelig stærkt. Jeg havde måttet erkende, at håbet om at redde vores ægteskab ikke levede ret længe, og følelsen af at stå med ansvaret for mit liv helt alene fyldte mig til kvælningspunktet. Men her på altanen kunne jeg trække vejret frit. Her var højt til loftet, muligheder og lys. Her kunne jeg finde kræfter, se lyset og klare dagene i gul zone. Fra Lis dagbog 29. september 2010: Endelig en dag hvor jeg holdt fokus fra dagens begyndelse. I går var jeg kommet sent hjem, fordi jeg havde siddet et par timer ved min gamle fars seng på sygehuset. Han havde fået en infektion, og hans læge havde i samråd med personalet på plejehjemmet sørget for, at han blev indlagt på sygehuset noget der er ganske svært for en 91-årig mand med en fremskreden demens. Han var forvirret, ville stå op og kunne ingenting forstå, men han blev rolig og døsig, mens jeg sad ved hans seng. Nogle gange kiggede han på mig med et spørgende blik, som om han ville sige, hvem er du egentlig og hvorfor sidder du der? Samtidig trykkede han min hånd, så selv om han ikke helt vidste, hvem jeg var, tror jeg, han oplevede mig som en støtte. Jeg startede dagen på bedste vis med at tænde computeren og skabe mig overblik over dagens større gøremål på flipoveren på væggen. En god formiddag hvor arbejdet rykkede, samtidig med at nye ideer spirede frem. Det kunne ses på flipoveren. Der var tegninger, skitser og bobler det boblede af liv, og solen skinnede. Inge ville komme ind kl. 14, hvor vi skulle gøre status over ventende opgaver i denne uge. Der er aldrig et godt tidspunkt for en fyring, og selv om der var, ville det enkelte menneskes virkelighed sikkert gøre tidspunktet forkert alligevel, for hvordan kan chefen vide, hvad hans medarbejdere har lavet aftenen før, dagen før eller dagene før. Og selv om den virkelig omsorgsfulde chef undersøger, hvad pågældende medarbejder går og tumler med lige nu, kan situationen være af en sådan art, at fyringen alligevel skal ske nu. Tilbage er derfor kun at gøre det så godt og professionelt som muligt, dvs. forberede fyringssamtalen og formulere sig klart og tydeligt og give plads til følelsesmæssige udbrud, frustration, afmagt mv. hos den, der bliver fyret. Det må man som chef rumme. Samtidig med at man skal fastholde, at beslutningen er taget og ikke står til at ændre.

2 Vi fik meddelelsen hver for sig. Vi var fuldstændig uforberedte. Havde nok haft det i tankerne, men eftersom vi havde leveret vores input til budgettet, troede vi, at faren for os var drevet over. Vi havde jo fået meddelelsen om, at en anden afdeling var lukket, så hvis vores afdeling skulle lukkes, havde de vel sagt det også. Derfor kom meddelelsen, da vi var allermest uforberedte på det og ubevidst fornemmede, at faren var drevet over. Der er aldrig et godt tidspunkt for en fyring. Den er, hvad man gør den til. Og ingen er fredet heller ikke den medarbejder, der befinder sig i en skilsmisseproces, eller den medarbejder, der bruger al sin energi på at være til stede for alvorligt syge familiemedlemmer. Her ophører al snak om det hele menneske. Vi er pludselig medarbejdere i en virksomhed, som skal have tallene til at stemme i budgettet. Vi havde begge en ugod fornemmelse, da mødet om fyringen startede. Vi havde ikke fået at vide, hvad vi skulle mødes om, og fælles for møderne var, at vi kunne mærke, at vores chefer ikke var i deres kerne, ikke havde deres sædvanlige indre ro, humor og indføling som om de var stivnet og havde erstattet deres normale talegaver med en kontrolleret talestrøm af sætninger som Vi kan desværre ikke bruge dine kompetencer mere, Vi er kede af det, for vi finder aldrig igen én som dig, Vi havde jo håbet, vi kunne undgå at lukke din afdeling, men vi havde ikke noget valg osv. Og samtidig var der en masse snak om sindeskrivelse, opsigelsesfrist, fagforening osv. Vi var ikke i stand til at skabe os et overblik over skadernes omfang - eller mulighederne for den sags skyld. Fra Lis dagbog 29. september 2010: Kl. ca ringede min chef og spurgte, om jeg lige ville komme over. Jeg nåede at bemærke, at han ikke spurgte, om jeg havde tid. Det plejer han ellers, og det fik mig til at spørge, hvad det drejede sig om. Han sagde så, at han gerne ville tale med mig om forholdene i afdelingen. Mærkeligt uklart, kan jeg huske, jeg tænkte. Da jeg kom ind på kontoret, stod han og hang ind over skrivebordet. Vi satte os ned, og min chef blev med ét både formel og lidt stammende. Vi har jo nogle økonomiske udfordringer, tror jeg han indledte med. Og i den forbindelse har vi besluttet at nedlægge din afdeling. Jeg blev vist ikke overrasket tænkte bare, hvad de så ville bruge mig til. Så fortsatte han: Vi ville jo gerne snakke med dig om det først, inden vi skriver en egentlig opsigelse. Er der noget med, at du er ved at blive selvstændig? Her vågnede jeg op. Hvad var det, de troede? At de nærmest gjorde mig en tjeneste? Jeg svarede, at jeg gerne ville have noget at lave, når jeg blev pensioneret, men tænkte at arbejde, til jeg blev 65. Jeg spurgte så til min kollega i afdelingen. Hun ville også blive opsagt. Jeg nåede lige at tænke, at det godt nok var bad timing, for hun stod midt i en skilsmisse. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte vise samarbejdsvilje og sagde, at jeg ville overveje alle muligheder og vende tilbage. Vi enedes om, at jeg skulle kontakte fagforeningen med henblik på et møde med dem så hurtigt som muligt, så vi kunne melde ud i organisationen. Og med hensyn til mine aftaler torsdag og fredag kunne jeg aflyse dem. Endelig fik jeg at vide, at det var fortroligt mellem os indtil videre.

3 Fra Inges dagbog 30. september 2010: Jeg skulle mødes med min chef over middag, og han ville ringe efter mig, når han var blevet ledig. Han ringede omkring kl. 14, og jeg fandt mine papirer frem og skyndte mig over på hans kontor. Han lød lidt anspændt, da jeg sagde Hej, og jeg husker, at jeg sagde, Nå, du lyder til at have travlt, og han svarede, at der var lidt meget lige nu. Og så kom det, da han med alvorlig mine sagde, at han var nødt til at fortælle mig, at min afdeling skulle nedlægges Nå da, var vist min første tanke. Hvad så med min kollega i afdelingen? Det var vist min næste tanke. Og hvad så med mig? Åh nej, i denne tid, hvor jeg i forvejen havde problemer nok med at tackle at være alene, hvordan skulle jeg så klare mig med al den tid, jeg sandsynligvis ville få, når jeg blev ledig Jeg tænkte og tænkte, mens min chef forklarede og fortalte op og ned ad stolper om HK, om regler og lovmæssige ting og sager og jeg tror faktisk ikke, jeg fattede så meget. Men der var noget med en sindeskrivelse, der skulle afsendes og som ikke var klar endnu, fordi ledelsen mente, at de ville orientere mig hurtigst muligt. De havde nemlig fået at vide, at jeg om mandagen havde et vigtigt møde i forbindelse med min skilsmisse, og at min fremtidige økonomi havde en central rolle netop på det møde. Jeg husker, at jeg græd, for som jeg sagde, så var jeg før blevet fyret, men det var første gang, jeg virkelig var rigtig ked af at blive fyret. Jeg tænkte slet ikke i arbejdsløshed, manglende indkomst eller sådan noget jeg tænkte mere på, hvad jeg dog skulle stille op med al den ledige tid Omvendt sagde jeg også, at jeg aldrig havde været bange for udfordringer, men denne her var nu alligevel topmålet især min personlige situation taget i betragtning. Det var virkelig Ikke ret godt timet! At få meddelelsen Du er fyret ligger på linje med meddelelser som Du har kræft og Jeg vil skilles. Livstruende sygdom, skilsmisse og fyring ligger helt i top på listen over ting, der kan slå benene væk under et menneske. Det ved de fleste mennesker, og faren for helt at miste sit selvværd, troen på et nyt job og i det hele taget evnen til at se muligheder er overhængende. Det er derfor afgørende, at man allerede den første dag får snakket med nogle mennesker i den nærmeste familie, vennekreds eller andre sammenhænge, som kan give én troen på, at det ikke er verdens undergang, og at man stadigvæk er et kompetent og fantastisk menneske. Vælg derfor dine samtaler med omhu. Ring ikke først til den af dine venner, som vil ynke dig. Heller ikke til den af dine søskende, som vil sige: Hvad sagde jeg du har også arbejdet alt for meget for det firma. Og nu fyrer de dig bare. Eller den veninde, som vil sige: Så blev det din tur. Stil du dig bare op i køen af arbejdsløse og vent der. Lige her er der brug for nogen, der kan vende situationen til noget positivt og få én til at se muligheder i situationen. Én, der klart kan huske, hvad det er, man har sagt om arbejdet, når man har været træt af det; én, der kan huske, hvad man drømmer om. Sådan én kender vi alle, men ofte har vi en tilbøjelighed til at ringe til dem, der vil ynke os, stryge os over og med hårene og gøre os til ofre. Vi ringede til vores kærester og børn allerførst. Dernæst til hinanden, og vi mødtes sidst på eftermiddagen, hvor vi fandt alle de positive sider i denne uventede og chokerende situation. For det første fik vi klarhed over, hvilke skridt vi nu skulle gå. Vores ben skulle ikke være fastlåst, og de skulle heller ikke bare gå videre ad den samme vej. For det andet holdt vi stædigt fast i, at vi ville se vores fyring som en gave. Ganske vist var gaven ikke pakket særlig pænt ind, vi havde ikke ønsket at få den, og den kom helt på tværs af vores planer for livet

4 som sådan. Men ikke desto mindre viste der sig at være et rigtig fint indhold i gaverne, og vi skiltes med en beslutning om at skrive dagbog de næste måneder for at styre vores følelser og tanker og for at have autentiske dagbogsoptegnelser til en bog om det at blive fyret og holde fast i det positive i det. For det tredje besluttede vi at søge professionel hjælp. Lis fik professionel hjælp hos en coach og terapeut, som hun kendte, og Inge fik professionel hjælp af Lis, som havde været coach i virksomheden frem til fyringstidspunktet.

5 Med disse tre vigtige beslutninger i rygsækken gav vi os til at pakke gaven i vores fyring ud, og her er, hvad vi til vores store overraskelse pakkede ud: Lis gaver 1. Tid, tid, tid 2. Mulighed for at udbyde coaching og terapi i privat regi 3. Tid til at skrive bøger 4. Frihed til at være 5. Mulighed for at springe ud i et liv uden sikkerhedsnet Inges gaver 1. Mulighed for et helt andet arbejde 2. Tid til at få livet op at køre i et helt nyt spor efter skilsmissen 3. Mulighed for at køre livet i et lavere gear 4. Tid til at lære at være i nuet og være med det 5. Tid til det nye og første barnebarn Fælles gave Mulighed for at skrive en bog om at blive fyret og finde gaven i fyringen

6

7 Gaverne til dig Pak din gave ud og lav en liste over alle de ting, den indeholder den vil hjælpe dig til at tage action! o Du er fyret Mine gaver: Værdsæt din gave og giv dig tid til at tænke over, hvad du skal gøre for at få de ting, du lige har pakket ud.

8 De grimme gaver kan vise sig at være de allerbedste

9

10