nr. 196 marts 2013 tema: IT i historieundervisningen

Transkript

1 nr. 196 marts 2013 tema: IT i historieundervisningen

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 5 Præsentation af artiklerne... 8 Lars Due Arnov & Steen Schjødt Christensen : Fortid møder fremtid historie og IT Steen Christensen, Anders Cordes & Stig Pedersen: Om udvikling af digitalt undervisningsmateriale til Gymnasiet og hf Arnt Vestergaard Louw: Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i undervisningen på gymnasiet myter og potentialer Geert A. Nielsen: På sporet af nogle anderledes historier Vinderne af Historiekonkurrencen Det humoristiske hjørne Kildekvissen Nyt fra EMU DIIS kursus Anmeldelser Kommende kurser Adresser Forside illustration: Mobiltelefon (Foto: Allan Ahle) 2

3 Nyt fra bestyrelsen nr. 196 / marts 2013 Først og fremmest et forsinket godt nytår til jer alle. SRP, SSO og AT De fleste af os er efterhånden kommet over SRP og SSO, men med årets AT emne er det jo nok igen bud efter historielærerne i gymnasiet. Årets emne til AT eksamen: Kampen for det gode liv giver umiddelbart gode muligheder for historie til at indgå som fag i forhold til elevernes valg af en sag. Medlem nummer 1648 og seniorafdelingen Historielærerforeningen vokser til stadighed i disse år, for få år siden rundede vi det skarpe hjørne 1492, sidste år nåede vi 1536 og i december 2012 nåede vi endnu en historisk milepæl, da vi fik medlem nummer Det drejer sig om Anne Marie Lundø, som underviser på Brønderslev Gymnasium og hf. Gaven er i lighed med tidligere et års medlemskab af Historielærerforeningen og en boggave. En del seniorer kan ikke undvære foreningen og Noter, selv om de har trukket sig tilbage fra deres aktive karriere i gymnasieskolen. Derfor overvejer vi at starte en seniorafdeling i Historielærerforeningen. Hvis man er interesseret i at høre mere om disse tanker eller selv gerne vil bidrage med at præge en sådan seniorafdeling kan man kontakte tovholder Klaus Bjerre ([email protected]). Historiekonkurrencen Vi har fundet årets vindere af historiekonkurrencen, som kommer fra Rysensteen Gymnasium. De har været hos Christine Antorini og modtaget deres præmie. Konkurrencen har været inde i en positiv udvikling siden sidste år, men vi kunne stadig fra bestyrelsens side ønske os endnu flere bidrag. EUROCLIO Bestyrelsen har i løbet af efteråret været aktiv med støtte til EUROCLIO i forbindelse med EU's nye budget og omlægning af blandt andet Comenius støtteordningen. I den forbindelse har vi været i kontakt med medlemmerne af Folketingets undervisningsudvalg, ministeren for børn og undervisning Christine Antorini og danske europaparlamentarikere. På nuværende tidspunkt er EU s budget endnu ikke afklaret, hvorfor vi ikke ved, hvor meget vores lobbyarbejde" har påvirket beslutningerne, men vi vil fortsætte med kontakterne, og flere politikere har svaret positivt tilbage og de håber, at EUROCLIO s arbejde fortsat vil blive understøttet af EU. På EUROCLIO s hjemmeside kan man finde oversigt over både kurser der afholdes i EUROCLIO regi ( samt materialer i forbindelse med tidligere projekter ( EUROCLIO.eu/new/index.php/resources-publications-a-websites/educational-material-mainmenu-391). Jeg har for eksempel selv med succes i forbindelse med et forløb om Tyrkiets historie benyttet mig af dele af materialet fra projektet: 2012: Innovative History Education - Exemplar Activities. Ligeledes står EUROCLIO også bag siden hvor der er mange interessante materialer, som kan medtænkes i den daglige undervisning (også selv om de er på engelsk). Ligeledes kan EUROCLIO være et godt sted at kigge, hvis man i forbindelse med en studietur gerne vil have kontakt til et gymnasium eller høre mere om histories position i det pågældende land. På EUROCLIO s hjemmeside er der kontaktinformationer på de faglige foreninger som er 3

4 medlem af EUROCLIO ( new/index.php/about-the-association-who-whata-why/members). Ligeledes kunne det være interessant i forbindelse med studieture at huske på Dansk Kulturinstitut, som gerne er behjælpelig med lokale kontakter. Dog er de ikke gratis at benytte. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til igen at reklamere for, at EUROCLIO s årlige seminar i 2015 afholdes i Danmark, hvor vi håber at se rigtigt mange af jer deltage og møde historielærere fra hele Europa (og mange andre dele af verden). Læreplan i historie Vores 3.g ere er den første årgang som skal til eksamen efter den nye læreplan i historie (hvis man ikke allerede tidligere har skiftet på skolerne). Dette betyder, at man nu skal lave prøvematerialer til samtlige 9-15 forløb. I den sammenhæng vil vi gerne fra bestyrelsens side gøre opmærksom på, som fagkonsulent Lene Jeppesen tidligere har sagt, at det er tilladt at integrere forløb med hinanden i forhold til eksamen. Dansk Historisk Fællesråd står blandt andet bag siden som indeholder mange interessante materialer for historielærere i forbindelse med undervisningen. Vi arbejder desuden stadig videre i bestyrelsen med planerne om at lancere vores egen hjemmeside. Endelig vil jeg gerne benytte lejligheden til at minde jer alle sammen om generalforsamlingen i Historielærerforeningen til november sæt allerede nu kryds i kalenderen. På bestyrelsen vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand for Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF Formanden byder medlem nr velkommen 4

5 Nyt fra fagkonsulenten nr. 196 / marts 2013 Udvikling for de gymnasiale uddannelser fase 2 Udvikling for de gymnasiale uddannelser fase 2 er nu på gaden, og der er allerede sendt indbydelser ud til orienteringsmøder i det ganske land. Det er hovedsageligt skolens ledelse der vil konsultere disse møder, men her vil jeg forsøge at give et indblik i de mål, midler og intentioner der er indlejret i fase 2, og ikke mindst hvilken betydning og hvilke muligheder det giver for historiefaget. Målet med udviklingsplanen, fase 2 er: Alle gymnasieegnede elever skal kunne udvikle sig optimalt inden for de gymnasiale uddannelsers profiler Studenternes faglige kompetencer og studiekompetencer skal styrkes Der er tale om at se på en elevvinkel og en kvalitetsvinkel, hvor elevens studiesituation og læring er i centrum i et ønske om at optimere elevernes uddannelse. Derudover er der også et ønske om at løfte uddannelserne generelt gennem øget målstyring og færre detailkrav. Styredokumenterne for de gymnasiale uddannelser har fra reformens start indeholdt krav om faglighed og øget samspil mellem fagene og dette skal nu sættes på dagsordnen i højere grad. Med andre ord: Udviklingsplanen skal desuden ses i sammenhæng med regeringens vision om et generelt kvalitetsløft af ungdoms- og voksenuddannelserne, hvor hovedsynspunktet er, at engagerede lærere og ledere er nøglen til forandring og udvikling på skolerne og i undervisningen. Derfor er det også et af målene med Udviklingsplanen, at lærerne skal blive endnu bedre til at undervise, og lederne blive endnu bedre til at lede. (Udviklingsplanen s. 2) Udviklingsplanen har forskellige indsatsområder: Faglig overgang fra grundskolen til de gymnasiale uddannelser Innovative kompetencer og fleksibel organisering af undervisningen Styrket formativ evaluering og udvikling af evalueringskulturen Klare studieretningsprofiler og fagligt samspil Klasserumsledelse og elevinddragelse Elevernes internationale kompetencer Talentudvikling og praktik i de videregående uddannelser Af ovenstående indsatsområder er der valgt 3 ud til forsøgsarbejde og udvikling i historie stx, KS og hfe nemlig følgende: 1. Brobygning mellem grundskole og stx/hf I arbejdet med at styrke den faglige overgang mellem grundskolen og de gymnasiale uddannelser kan der være fokus på hvilket fagligt udgangspunkt eleverne har, når de starter i en gymnasial uddannelse. Der kan være tale om at få indsigt i, i hvor høj grad eleverne har været bekendt med lektielæsning og arbejde med større stofmængder. 2. Historie i et internationalt og globalt perspektiv I arbejdet med at styrke elevernes internationale kompetencer skal der således være fokus på at udvikle historiefagets undervisningsforløb, således at de autentiske og virkelighedsnære problemstillinger kommer i centrum. Historie har mange muligheder for at samarbejde med udenlandske 5

6 skoler o. lign. Dette samarbejde kan være med til at styrke og inddrage eksempelvis elevernes formidlingskompetence. 3. Innovative processer i historiefaget/ks Her tænkes der på at sætte fokus på elevinddragende og virkelighedsnære arbejdsformer. Der arbejdes allerede på mange skoler med at udfolde uddannelsernes formål om at fremme elevernes innovative kompetencer. I den forbindelse kan der til inspiration nævnes og anvendes rapporterne om hovedstadsregionens forsøg med innovativ undervisning. Ligeledes kan forsøgene med innovation i AT i indeværende skoleår fremhæves. Placeringen af ks og matematik i hf Skoler, der anvender dette rammeforsøg, kan 1. placere kultur- og samfundsfaggruppen som et etårigt forløb i 2. hf med mindst fire fællesfaglige forløb og med historieopgaven placeret i 2. hf. Det etårige forløb kan gøre det lettere at tilrettelægge undervisningen, så fagene integreres bedre i alle forløb. Kursisterne kan med fordel bygge på de flerfaglige kompetencer, de har opnået i nf i 1. hf, herunder deres erfaringer fra arbejdet med evalueringsopgaven. (udviklingsplanen s.18) Der er således åbnet for et forsøg med KS i 2.hf, men det er dog vigtigt stadig at tænke i at planlægge de 4 fællesfaglige forløb således at KS-strukturen, som optimalt tager udgangspunkt i et fælles oplæg/tekst og afsluttes med en fælles synopsis træning, bevares. Eksamensforsøg Der udmeldes tre typer eksamensforsøg forsøg med projektorienterede mundtlige prøver, forsøg med gruppeprøver samt forsøg med lokalt emnevalg i almen studieforberedelse (AT) i stx som beskrives nedenfor. Formålet med eksamensforsøgene er at videreudvikle prøveformerne, så de afspejler arbejdsformer i undervisningen, studier og arbejdsliv og understøtter udviklingen af elevens/kursistens faglige kompetencer og studiekompetencer. (Udviklingsplanen s. 19) Gruppeprøver Tilrettelæggelse Forsøget omfatter dels fag med mundtlige prøver, der er i udtræk, og dels flerfaglige obligatoriske mundtlige prøver, inkl. Det Internationale Område på hhx. I udtræksfag skal disse afsluttes efter 1. eller 2. år. Dog er udtræksfag, der afsluttes på 3. år, og som har mundtlig prøve med længere forberedelsestid (3 timer eller derover), hvori eksaminanderne skal udarbejde synopsis, forberede faglige problemstillinger eller lignende, også omfattet. I udtræksfag kan prøvegrupperne først dannes efter offentliggørelsen af prøveudtrækket. Gruppeprøver i fag med udtræk kan ikke forudsætte, at enten udtrækkes hele gruppen/holdet, eller også udtrækkes ingen af eleverne i gruppen/ på Holdet. (Udviklingsplanen s. 21) Der er altså mulighed for at prøve andre eksamensformer også i historie stx. Mindst to skoler skal samarbejde om samme forsøgseksamen, og det er forsøg fra maj-juni Forsøg med læreplaner For forsøg med læreplaner for fag og flerfaglige forløb gælder det normalt, at mindst fem skoler skal samarbejde om samme læreplansændringer. Det skal understøtte, at forsøget kan have overføringsværdi i forhold til sektoren som helhed. Skoler, der gennemfører forsøg med læreplaner, skal desuden samarbejde med de relevante fagkonsulenter og stille sig til rådighed for fagkonsulenternes erfaringsopsamling. Der vil ikke blive godkendt forsøg med læreplaner: som indebærer ændrede skriftlige prøver som ændrer fagenes identitet og formål som indebærer væsentlige ændringer i fagenes faglige mål. (Udviklingsplanen s. 25) Udviklingsplanens intentioner og regelsæt er her 6

7 forsøgt gengivet men det er vigtigt at læse og studere udviklingsplanen fase 2 nøje se også Gymnasiale-uddannelser/I-fokus-paa-omraadetgymnasiale-uddannelser/Forsoegs-og-udviklingsarbejde-i-de-gymnasiale-uddannelser nr. 196 / marts 2013 Udviklingsplanen: Udmelding 30. januar og orientering af sektoren på møder 7. og 8. februar. Ansøgningsfrist 15. april, tilbagemelding inden sommer. Iværksættelse fra august Indrapportering efterår 2014, opsummering vinter 14/15. Jeg håber mange kolleger/skoler og historielærerforeningen vil støtte op om de nye forsøgsmuligheder. I hvert fald stiller jeg mig gerne til disposition og rådighed og afholder gerne to møder i marts (f.eks ) i henholdsvis Jylland og København, hvis der er interesse herfor. Fagkonsulent Lene Jeppesen 7

8 Præsentation af artiklerne De fleste historielærere - eller lærere i det hele taget - vil kunne genkende situationen: deres skole ønsker eller har allerede en aktiv IT-politik, som skal integrere IT i undervisningen. Alle lærere beskæftiger sig naturligvis med IT i én eller anden form, men reelt er der nogle få kolleger, der er såkaldte spydspidser, ressourcepersoner, IT-vejledere eller hvad man nu har valgt at benævne dem på de enkelte skoler. Disse personer har en særlig interesse for IT og bruger sandsynligvis uanede mængder af tid på at holde sig opdateret med det nyeste nye indenfor denne verden. De behersker samtlige elementer af IT, og det de ikke behersker kaster de sig over med desto større ildhu! Okay, måske et lidt fordrejet billede af virkeligheden, men et billede som sikkert er genkendeligt for mange, mere "almindelige" lærere. Udfordringen er, at få disse to grupper til at tale samme sprog, når det gælder IT i undervisningen. Redaktørerne af dette nummer af Noter henvender sig først og fremmest til den sidste kategori, de "almindelige" lærere, ganske enkelt fordi de udgør langt den største del af et hvilket som helst lærerkollegium. Men IT-supermenneskene må meget gerne læse med! Temaet for dette nummer af Noter er således IT i historieundervisningen, og forhåbentlig kan nummeret give anledning til en nuanceret debat i fx faggrupperne om inddragelse og ikke mindst anvendelse af IT i historieundervisningen. Lars Due Arnov (Gribskov Gymnasium) og Steen Schjødt Christensen (Brøndby Gymnasium) skriver om hvorfor IT har eller bør have en naturlig rolle i historieundervisningen. Artiklen kommer ind på både muligheder og udfordringer, som begge dele er blevet øget med introduktionen af web 2.0 og i det hele taget netmediets sejrsgang også i undervisningsverdenen. De mener at IT kan bruges til både at aktivere og ansvarliggøre eleverne, og de giver også deres bud på såvel elevernes som lærerens rolle i forbindelse med øget inddragelse af IT i historieundervisningen. Udover en præsentation af en række programtyper/tjenester som kan anvendes i historieundervisning med IT kommer artiklen ind på de tre nødvendige faser, nemlig før, under og efter undervisningen. Til sidst afsluttes med nogle overvejelser over digitale læremidlers muligheder og ulemper. Derefter giver Steen Christensen (Brøndby Gymnasium), Anders Cordes (HF & VUC Nordsjælland) samt Stig Pedersen (Københavns VUC) meget passende et bud på udvikling af digitalt undervisningsmateriale til gymnasiet og hf. De præsenterer deres arbejde med projekt e-læring, som er et samarbejde mellem otte skoler i region hovedstaden, der sætter undervisningen ind i en digital kontekst. Formålet med projektet er at forsøge at mindske frafaldet og i det hele taget at få flere igennem en ungdomsuddannelse ved at nå ud til en bredere målgruppe. Desuden indeholder artiklen to - i hvert fald periodemæssigt - meget forskellige emner, nemlig "Det antikke Grækenland" og "Velfærdsstaten i Danmark". På den måde giver dette nummer af Noter hele to konkrete undervisningsforløb til inspiration for historielærerne. Men hvad sker der så egentlig, når læringen bliver digital? Og i hvor høj grad er elever og kursister 8

9 på ungdomsuddannelserne i stand til at udnytte de digitale medier? Det skriver Arnt Vestergaard Louw (Ph.D-stipendiat, Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet) om. Enhver lærer ved, at der foregår meget andet IT-relateret i klasselokalet eller grupperummet end lige netop det, der drejer sig om historieundervisningen. Enhver lærer ved også, at teen-age elevernes tilgang til og syn på IT i de fleste tilfælde er anderledes end lærerens. Hvem ved egentlig mest - og bedst - om IT og undervisning? Kunne man fristes til at spørge. Artiklen behandler bl.a. disse emner og undersøger desuden de mest udbredte myter om IT i undervisningsmæssig sammenhæng, herunder ikke mindst (mis-)brugen af facebook og begrebet multitasking. Efter læsningen af disse artikler, der forhåbentlig kan kvalificere debatten om form og indhold og ITs rolle i historieundervisningen, kan det være gavnligt at se lidt på noget af det, som (også) er centralt for alle historielæreres undervisning, nemlig kildematerialet. i højere grad at inddrage arbejdet med sproget og fortællingen, herunder den fiktive fortælling. Han skriver om mangfoldigheden af kildemateriale til historiefaget, ikke mindst de lidt utraditionelle kildetyper, som måske nogle gange bliver lidt overset i en travl dagligdag. Artiklen indeholder også forslag til arbejdet med fiktive tekster i historieundervisningen. Vinderne af Historiekonkurrence er fundet, og de dygtige elever har fået overrakt førstepræmien af ministeren for Børn og Undervisning, Christine Antorini, hvilket naturligvis blev dokumenteret af Noters udsendte redaktør. Kildekvissen erstattes af en idé til et lille, humoristisk indslag i historieundervisningen. Desuden indeholder nummeret naturligvis de gule sider med kursusoversigt, Nyt fra EMU og sidst, men ikke mindst, anmeldelserne. God fornøjelse med læsningen. nr. 196 / marts 2013 Til kilderne! Sådan kunne man indlede overgangen til Geert A. Nielsens (Solrød Gymnasium) artikel, der har til hensigt at udvide kildebegrebet ved Mikkel Elklit Olsen og Allan Ahle 9

10 Fortid møder fremtid - historie og it Af Lars Due Arnov (Gribskov Gymnasium) & Steen Schjødt Christensen (Brøndby Gymnasium) I denne artikel vil vi fortælle, hvorfor vi inddrager IT i historieundervisningen, og vil fremhæve en række muligheder og udfordringer ved at bruge IT i historieundervisningen. Vi vil pege på, hvordan disse muligheder og udfordringer i vores optik vil påvirke historiefaget og fremtidens historiedidaktik. Vi har tidligere - i nummer 194 af Noter - argumenteret for, hvordan en produktionsbaseret tilgang til historiedidaktik kan være med til at styrke træningen af elevernes historiebevidst. I denne artikel er vores fokus lidt bredere og mindre teoretisk. Erfaringer - hvorfor IT i historieundervisningen? I løbet af de sidste 6-7 år har en række forskellige udviklinger, direkte og indirekte påvirket betingelserne for historieundervisningen i gymnasiet: - Netværkssamfundet har for alvor sat sig igennem med platforme som fx Facebook og Twitter. - Internettet er udviklet til det såkaldte web 2.0, hvor brugerne - i stedet for en webmaster - kan bidrage, producere og distribuere på internettet. - Udviklingen i programmer og nettjenesters kapacitet giver mulighed for at udarbejde digitale produkter, hvor der ikke kun kommunikeres skriftligt, men derimod multimodalt (dvs. gennem kombinationer af lyd, musik, billeder, film, symboler, skrift mv.) - Antallet af bærbare computere, smartphones og ipads er eksploderet i klasserummene. Typisk har % af eleverne i en 3g-klasse bærbare computere med til timerne. - Internettet er efterhånden blevet elevernes primære bibliotek - både i forbindelse med den daglige historieundervisning, og i historie- og SRP-opgaverne, hvor antallet af netsites langt overstiger antallet af bøger på litteraturlisten. - Internettet og tjenester som YouTube/Facebook mv. formidler efterhånden enorme mængder af historie og påvirker derved samfundsborgerens historiebevidsthed på både godt og ondt. Nogle vil måske begræde ovenstående udvikling, men den er ganske givet kommet for at blive. Derfor mener vi heller ikke, at vi kan undgå at inddrage IT ganske meget i historieundervisningen, når IT fylder så meget i elevernes hverdag, i deres livsverden og i deres udtryksformer - og ikke mindst i hele det øvrige samfund. Principielt vil vi fastholde, at skolen skal afspejle samfundet og interagere i samspil med omverdenen, så vi får en skole for samfundets skyld. Men endnu vigtigere mener vi, at vi skal udnytte udviklingen i stedet for at begræde den, og at der er et uudnyttet potentiale i historiefaget i forhold til at bruge elevernes egne digitale værktøjer så som mobiltelefoner, ipads og bærbare computere. Og vores erfaring er faktisk, at når eleverne anvender disse værktøjer oplever de historieundervisningen som mere engagerende. 10

11 It s potentialer I stedet for de evindelige diskussioner om forbud mod bærbare computere og Facebook i timerne, så gælder det efter vores opfattelse om at bekæmpe IT med IT. 1 Forstået på den måde, at eleverne skal bruge deres bærbare computere, deres netværk og nettjenester fagligt i stedet for som tidsfordriv under tavleundervisning. Og frem for at lade elevernes historiebevidsthed påvirkes blindt af internettets forskellige inputs skal eleverne bevidstgøres om historieformidling, dens betydning og selv bidrage gennem produktion af egne historieprodukter på nettet. En god måde at gøre det på er at basere betydelige dele af historieundervisningen på produktion og distribution af digitale artefakter (præsentationer, lydfiler, film, animationer, digitale tekster mv.). Når eleverne skal producere et produkt bliver de først og fremmest nødt til, i større eller mindre grad at være aktive for at kunne udarbejde produktet. Og de tvinges desuden til at eksternalisere deres indre viden og forståelse. Derudover tager eleverne på den måde selv med tilstrækkelig lærerstøtte og stilladsering stilling til, hvordan historien kan behandles og fremstilles, og de skal træffe en lang række af valg i processen. Ved afslutningen af en sådan seance eller forløb, vil eleverne have produceret et vidensprodukt, der både konkretiserer noget historisk, og giver gode muligheder for fælles diskussioner af temaet, historieudlægningen og forståelsen af faget i det hele taget. Det er en vigtig pointe, at elevernes produkter skal uploades og distribueres på relevante net-tjenester. Ud over at distributionen forpligter og ofte motiverer eleverne ekstra, er det vores tese, at eleverne med deres produktion og distribuering spiller deres produkter op imod ikke bare egen indre forståelse, men imod den store mængde mangetydig historisk information, der allerede ligger på internettet. Dette samspil, eller måske nærmere sammenstød, mellem elevernes egne produkter og andres både professionelles og amatørhistorikeres vil kunne aktualisere elevernes refleksioner over at de selv er historiebrugere og historieskabere i en helt bestemt historisk kontekst. For os er en vigtig pointe i brugen af IT i undervisningen, at vi ikke som historielærere skal være eksperter i at bruge de forskellige programmer. Derimod skal vi besidde overblikket og modet til at kaste programmer i hovedet på eleverne og lade dem selv finde ud af, hvordan de virker. Vores erfaring er desværre, at elever tit bruger manglende IT- og programfærdigheder som undskyldning for ikke at løse en opgave, der involverer digital teknologi. Her gælder det som lærer om at insistere på, at teknologien skal anvendes. Hvis fx en lydfil skal afleveres, og eleven ikke har det givne lydoptagerprogram på computeren, så lad dem bruge et andet, som de er mere fortrolige med. Eller bed dem om at hente et program på nettet, der kan optage lyd. Gør det også til en rutine at eleverne hjælper hinanden indbyrdes med teknikken i stedet for at det er læreren, der skal være teknikekspert. Det er et vigtigt element i forhold til at træne elevernes digitale dannelse, at de er i stand til, som Allan Martin formulerer det: at kunne betjene IT, og at de har et udviklet repertoire af måder at omgås IT på (Martin 2006: ). Er eleverne vant til at arbejde med IT i undervisningen, er det en god idé at lade eleverne selv vælge, hvilke programmer de vil bruge til at løse en given opgave med. Nutidens gymnasieelever tilhører en generation, der er opvokset med Internettet, og hvor brugen af digital teknologi i form af pc er og mobiltelefoner er en naturlig del af deres liv. Denne type elever stiller andre krav end tidligere til, hvordan digital teknologi skal nr. 196 / marts Bemærkningen er sagt af Helle Mathiasen, se: 11

12 bruges i undervisningen. Krav der peger i retning af en mere individualiseret teknologianvendelse. Vi mener også, at det er en meget nyttig studieforberedende kompetence for gymnasieelever, at træne dem i at reflektere over, hvilke værktøjer der passer til forskellige læringssituationer, og bevidstgøre dem om mulighederne for at udvikle deres egne digitale læringsmiljøer. Nedenfor vil vi kort gennemgå og beskrive eksempler på vores brug af en række programtyper/ tjenester, der med fordel kan anvendes i en historieundervisning med IT. Det skal siges, at der findes mange andre programmer, der kan det samme og den konkrete didaktik kan variere. I vores optik er det imidlertid afgørende, at læreren engagerer sig og insisterer hårdt på at følge med i, hvad eleverne producerer og stopper processen for at midtvejsevaluere, bedømme og sikre kvaliteten - mere herom senere. Tidslinjeprogrammer/tjenester Som navnet antyder, kan sådanne programmer/ tjenester udarbejde digitale tidslinjer. Det kan være med til at skabe overblik og strukturere begivenhederne for eleverne. Samtidig forsvinder tidslinjen ikke - men er der også til eksamen - selv om man har smidt papirer og computer væk! Det er selvfølgelig eleverne selv, som skal udarbejde tidslinjer, og det er ikke nok bare at skrive en dato. Læreren bør opstille krav om, at begivenhederne skal forklares og at der fx skal findes et billede til begivenheden. Animationsprogrammer/tjenester Der er efterhånden kommet en række programmer/tjenester, hvor man relativt nemt kan få figurer til at bevæge sig og tale med hinanden. Animationsprogrammer egner sig især godt til arbejde med tendens og synspunktsmateriale, idet eleverne kan lade figurerne spille og agere historikere, der indtager modsatrettede holdninger. En noget nemmere didaktisering, som ifølge vores erfaringer passer bedst til 1.g elever, kan være at lade figurerne være en journalist, der interviewer en historiker om en begivenhed eller en kilde. Præsentationsprogrammer/tjenester Næsten alle gymnasielærere kender PowerPoint og Prezi, men programmernes muligheder for præsentation er større end man umiddelbart skulle tro. I vores undervisning har vi bl.a. udnyttet, at PowerPoint giver mulighed for indtaling af lyd, således at præsentationen bliver en slags dias-film med elevernes voice-over. Det giver en god variation som supplement til traditionelle elevoplæg. Og så er det en rigtig god øvelse for eleverne, at få styr på, hvad der skal siges, og ikke mindst times i forhold til billederne. Det er slet ikke nemt! Ligeledes har vi brugt PowerPoints dias-format til at træne elevernes evner til at tage korte og præcise noter til fx en redegørende tekst. Eleverne bytter derefter note-powerpoints som led i den fælles videndeling. Lyd og filmprogrammer/tjenester Der er efterhånden kommet en lang række af tjenester, som tilbyder indtaling af lydfiler. Det fungerer på den måde, at man indtaler noget lyd/ en lydseance, hvortil der knyttes et link. Klikkes der på linket afspilles lyden. Vi har bl.a. brugt lydtjenesten Soundcloud til at lade eleverne lave en radioudsendelse om en bestemt begivenhed, eller man kan også lade eleverne svare på en given opgave ved, at indtale deres besvarelse og sende linket (lydaflevering). Har skolen et LMS system som fx Moodle, er det muligt at indtale lyd direkte i systemet som en aflevering eller som et indlæg i et forum. Som afslutning på forløb har vi også prøvet at lade eleverne udarbejde små film om det pågældende emne på deres smartphones. Efterfølgende er filmene blevet uploadet til YouTube. Det kunne desuden være oplagt at lade eleverne diskutere/ rette hinandens film og fagligheden i dem via 12

13 kommentarfelterne på YouTube. Videndelingstjenester Der eksisterer i dag en lang række af videndelingstjenester, hvor eleverne kan arbejde samtidigt i samme dokument, dele noter og kommunikere på kryds og tværs (Google Apps for Education, Facebook, Moodle, Wikispaces mv.). Når det fungerer bedst kan man skabe egentlige minicommunities omkring en klasse eller et fag - fx ved at klassen har en fælles Facebook side eller i et diskussionsforum i Moodle. Omvendt er det vores erfaring, at det kan være meget tidskrævende for læreren at være ansvarlig for en sådan side. Det giver derfor i vores erfaring bedre mening at arbejde med begrænsede dele af tjenesterne. Eksempelvis egner Google docs sig glimrende til at lade flere elever arbejde samtidigt - fx hvis man ønsker at opbygge en begrebsamling, eller i fællesskab udarbejde små redegørelser og kildeanalyser. Screencast programmer/tjenester Programmer og tjenester som Jing og Screencast- O-Matic kan optage, hvad der sker på skærmen samtidig med, at elevernes voice-over registreres. Det har vi med held afprøvet, når eleverne skal forklare og illustrere komplicerede historiske forhold med mange aktører og forklaringsfaktorer - fx om Den franske revolution. Udfordringer Udfordringerne ved at bruge IT i historieundervisningen kan inddeles i tre kategorier: 1. før undervisningen 2. selve undervisningen og 3. efter undervisningen. Før undervisningen: Som forberedelse til undervisningen gælder det om at sikre sig at IT-infrastrukturen er i orden. Dvs. at eleverne har deres computer, ipads, mobiltelefoner el.lign. med til undervisningen. At det trådløse netværk virker og at eleverne har styr på, hvordan de logger på, og at de kan huske deres password til de forskellige tjenester. At de har strøm på computeren, og at der er kabelbokse i klasselokalet osv. Det lyder som banale forhold, der naturligvis skal være i orden. Ikke desto mindre kan det på mange gymnasier være en reel udfordring at få disse basale IT-infrastrukturelle forhold til at fungere. Selve undervisningen: Det er i undervisningen at den digitale teknologi skal i spil, og som nævnt mener vi bedst, at det lader sig gøre ud fra en produktorienteret didaktik. En sådan tilgang er dog ikke uden problemer. Produktionen af vidensprodukterne er ofte tidskrævende, og her gælder det om at sætte meget klare rammer for produkternes form og indhold. Det fordrer en meget aktiv lærer, som hele tiden kigger eleverne over skuldrene for at vejlede vedrørende fagligt indhold, og for at presse dem til at få produkterne færdige indenfor den aftalte tidsramme. Første gang man som historielærer eksperimenterer med fx animationsproduktion, vil man opleve at tiden spildes, og at produktionerne ikke fagligt står mål med projektets antal moduler. Men her gælder det om at få skabt en dialog i klassen om vidensprodukterne kvalitet. Og her nr. 196 / marts

14 spiller fremvisningen af produkterne en vigtig rolle. Traditionel klassefremvisning kan være fint en gang imellem, men oftest er det for tidskrævende at se alle produkter igennem i plenum og eleverne taber koncentrationen. Vi mener, at det er langt mere givtigt, at produkterne distribueres rundt mellem eleverne, hvor de i små grupper i klassen, eller som lektie, ser produktionerne igennem. Enten kan de evaluere ud fra en responsmodel, eller de kan bruge hinandens produkter til at løse nye opgaver. Eleverne er ofte meget lidt kritiske overfor hinandens produkter, og det er en stor udfordring for læreren at skabe en klasserumskultur, hvor eleverne konstruktivt og nuanceret diskuterer hinandens produktioner. Kravet for en god historieproduktion må være, at den kan bruges af andre elever til at lære af, som et digitalt læremiddel. Efter undervisningen: Her er det vigtigt at elevproduktionerne samles et fælles sted. Dvs. uploades til skolens LMS system, en blog, YouTube el.lign. gerne med en klar deadline. Det skal være forpligtende og eleverne skal trænes i at blive færdige inden for tidsrammen. Hvis en hel klasse på 28 elever, delt i 7-8 grupper producerer en lydfil på 3 minutter, så er det let at regne ud at lærerens forberedelsestid ikke rækker til at lytte og se og rette alt igennem plus at forberede sig til næste modul. I takt med at eleverne arbejder projektorienteret med vidensprodukter i klasserummet, skal lærerens forberedelsestid i mange tilfælde placeres efter timen er afsluttet, som en form for efterbearbejdelse. Her ses alle eller udvalgte produktioner igennem, kommenteres og evalueres eller indarbejdes i nye arbejdsopgaver til klassen. Udfordringen består for os som historielærere i at få forberedelse og efterbearbejdelse til at hænge sammen tidsmæssigt. Til en vis grad kan eleverne rette/evaluere hinandens produkter (peer-review), men ifølge vores erfaringer efterspørger eleverne alligevel ofte en lærertilbagemelding og bedømmelse. Vi vil dog også fremhæve, at det næppe er vejen frem hele tiden at arbejde med fremstilling af digitale produkter. Vi mener at det fungerer bedst at anvende produktdidaktikken som en variation, der dog bruges forholdsvist regelmæssigt, således at eleverne ikke ser IT i historieundervisningen som en kuriositet, der hives frem i ny og næ - eller når læreren har været på kursus - men som en helt naturlig del af undervisningen. Fremtiden: IT og historiefagets samspil i fremtiden Der er ingen tvivl om at digital teknologi i de kommende år vil blive mere og mere integreret i historieundervisningen. Det vil betyde en forandring af lærerrollen i retning af det mere konsulentagtige. Der vil helt sikkert komme forandringer i mange retninger. Fx vil udviklingen af virtuelle historieundervisningsforløb blive mere aktuelle, og træning af elevernes informationskompetencer ift. til internettet vil stadig stå centralt i faget. At finde og bruge relevant materiale fra nettet er med Googles søge monopol paradoksalt nok blevet sværere, fordi Googles søgekriterier er umulige at gennemskue. Én ting vi særligt vil pege på er udviklingen af digitale læremidler. På langt sigt vil vi som lærere, som en naturlig del af vores job, måske kun undervise ud fra digitalt materiale. Digitale læremidler til historie er så småt ved at dukke op som fx Systimes i-bøger, og denne udvikling er kun lige begyndt. I fremtiden vil al undervisning foregå via multimodalt elektronisk materiale (tekster, billeder, lyd og film). I udviklingen af disse læremidler mener vi, at historielærerne i langt højere grad vil komme til at designe deres eget undervisningsmateriale, som bliver faciliteret via skolens LMS system som fx Moodle e. lign. Faren ved at undervisningsmaterialet bliver digitaliseret er, paradoksalt nok, at de enkelte 14

15 forløb kan blive meget standardiserede, fordi det er så let at genbruge digitalt materiale, og fordi det kan være tidskrævende at sætte de forskellige materialer sammen. Her mener vi, at det vil være en fordel at styrke samarbejdet i faggruppen omkring brugen og udvikling af digitale læremidler til historie. Fremtidens materialer til historieundervisningen vil komme til at bestå af små faglige digitale byggeklodser, som fx metodevideoer, interaktive modeller om det athenske demokrati, rollespil om Cubakrisen på nettet o.lign. Digitalt materiale som den enkelte lærer sammensætter som det nu passer ind i den didaktiske planlægning. Online vidensportaler af stor kvalitet, som fx er allerede ved at slå igennem og den udvikling vil fortsætte. Digitaliseringen af kilder, hvad enten, der er tale om tekst, lyd, billeder og film i deres originale form vil for os at se være med til at berige historieundervisningen. En filmet statsministertale, scannede originale breve fra 1800-tallet eller et middelalder manuskript, vil være med til at få autenticitet ind i klasserummet, og det vil være med til at træne elevernes metodebevidsthed. Lad os fortsætte diskussionen Vi vil slutte, som vi startede med at pointere, at jo hurtigere vi som historielærere er til at erobre og få den digitale teknologi ind i undervisningen, jo bedre bliver vi til at håndtere teknologien til gavn for faget og for elevernes læringsudbytte. Vi mener at diskussion og praktiske eksperimenter er vejen frem. Derfor holder vi den 6. marts, i GL regi, et kursus med titlen Historie 2.0, ligesom vi også gerne kommer ud på gymnasier og afholder kurser i IT-didaktik for humanistiske- og samfundsfaglige faggrupper. Kontakt os på: Lars Due Arnov larsarnov@gmail. com & Steen Schjødt Christensen mailto:[email protected] Litteratur: Martin, Allan. A European framework for digital literacy, in: Digital Kompetanse, , Vol. 1, p nr. 196 / marts

16 Om udvikling af digitalt undervisningsmateriale til Gymnasiet og hf Af Steen Christensen, Anders Cordes & Stig Pedersen Af Steen Christensen (Brøndby Gymnasium) og Anders Cordes (HF & VUC Nordsjælland) og Stig Pedersen (Københavns VUC & projektleder) Den danske gymnasieverden prøver ihærdigt på blive klar til en ny digital kontekst. Det sker gennem lokale, regionale og nationale udviklingsprojekter. Projekt e-læring indskriver sig i denne række af tiltag som et af de største digitale udviklingsprojekter i disse år. Projekt e-læring går i al sin enkelthed ud på at producere 42 e-læringsprodukter, som har karakter af egentlige undervisningsforløb. Disse forløb skal kunne benyttes både til holdundervisning, blended learning og fjernundervisning 1. Hvert forløb skal dække ca. 10 procent af kerneydelsen i det pågældende fag/niveau. I Projekt e-læring indgår 8 gymnasiale skoler fra Region Hovedstaden (3 gymnasier og 5 VUC er 2 ). De 8 skoler har tilsammen udpeget 42 lærere 3, som skal stå for udarbejdelse af de 42 forløb dækkende en bred vifte af gymnasiale fag (+ AVU fag). Projektet er støttet af Region Hovedstaden og Ministeriet for Børn og Undervisning med hhv. 5 og 1 million. Dertil kommer skolernes egen finansiering på ca. 9,5 million. Projektvisionen er at udvikle materialer, som kan medvirke til at mindske frafald og få flere igennem en ungdomsuddannelse. En vision som skal ses i forlængelse af 95 % målsætningen. Projektets fokus er i høj grad på de unge fra uddannelsesfremmede miljøer - en gruppe af unge som er svære at nå med de tilbud vi tilbyder i dag. Der skal med andre ord nye tiltag til både indholdsmæssigt og strukturelt. Projekt e-læring skal i løbet af projektperioden afprøve og udvikle nye undervisningsmidler som kan: Skabe transformation til nye tider Finde nye veje til øget gennemførsel Inkorporere viden & forskning i digital undervisningstilrettelæggelse Øge motivation & begejstring hos alle involverede Sikre en digital almen dannelse hos kursister/ elever Inspirere på tværs af fag (videndeling) Projektets organisering Projektet kører i to år med afslutning juli Et unikt træk ved projektet er ansættelsen af 5 1 Erfaringer med fuld digital tilrettelæggelse er vokset enormt de sidste små ti år, specielt på VUC erne hvor forskellige former for fleksibel tilrettelæggelse (fjernundervisning) er en succes. På eksempelvis Københavns VUC har flex en i 2012 et omfang svarende til mere end 20 procent af det samlede antal årskursister. Projekt e-læring tager afsæt i bl.a. disse erfaringer, men har samtidig lige så stor fokus på den almindelige klasseundervisning og på gymnasieundervisningen 2 De 8 skoler er: Brøndby Gymnasium, Rysensteen Gymnasium, Ørestaden Gymnasium, HF & VUC Nordsjælland, VUC Lyngby, VUC Vestegnen, VUF og Københavns VUC 3 Efterfølgende vil der fra de 8 skoler yderligere blive efteruddannet 100 lærere med udgangspunkt i de 42 læreres erfaringer og kurser 18

17 e-konsulenter, som bistår de 42 lærere i udviklingsarbejdet. De færdige produkter får med dette samarbejde et højt teknisk, pædagogisk og designmæssigt udtryk, og skal ses som en erkendelse af at lærere er gode til pædagogisk udvikling, men ikke professionelle når det gælder den videre proces. Når projektet slutter i 2013 vil der være udviklet digitale forløb svarende til ca. 20 % af læreplanernes krav i involverede fag. I historie slutter vi med 2 forløb, som både kan benyttes på hf og stx. Projektet følges af en forskergruppe fra Århus Universitet (Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier) og Danmarks Evalueringsinstitut. Pædagogiske tanker Den digitale tilgang er mangfoldig og i evig udvikling. Og vores kursister/elever er ikke samme sted kulturelt og læringsmæssigt. Med det som ståsted tror vi at e-læring har følgende udviklingspotentialer: 1. Den enkelte kursist kan i ro og mag selv arbejde med et fagligt materiale i eget tempo. Og ikke mindst gense forklaringer, modeleksempler, animationer, instruktioner mv. egen forståelse af stoffet osv. 4. Vi kan systematisk arbejde med konkret støtte (stilladsering). Vi kan gøre materialet læsevenlig samtidig med at vi understøtter og forklarer det enkelte fags læsemåde - et felt som giver problemer i dag. Vi har rigtig mange svage læsere på (især) VUC erne. Derudover oplever vi stort set i alle fag og på alle niveauer, at mange kursister mangler helt basale studiekompetencer. Hvordan tager man brugbare notater, skaber overblik i et fagligt stof og generelt arbejder med et fagligt materiale? Det er selvfølgelig altafgørende for at udvikle faglighed og får nok ikke den vægt i undervisningen, det burde. Vores erfaring er, at alle disse understøttende/stilladserende aspekter skal integreres i faget og introduceres i forbindelse med gennemgang af det faglige materiale. Det er helt oplagt, at man i alle fag udarbejder materialer, hvor faglighed og studiehjælp går hånd i hånd. 5. Arbejde med model-læring, hvor der på forhånd ligger kommenterede eksempler på besvarelser mv. Her er mediet fleksibelt og giver nem adgang til mange eksempler samlet på et sted og tilgængelige nu og her. nr. 196 / marts Vi har som individer forskellig tilgang til læring. Vi kan opbygge et læringsmateriale med forskellige læringstilgange. 3. Traditionelt er digitale læringsprodukter lukkede produkter, som hovedsagelig har en envejs kommunikativ funktion. Den lærerende kan kun kigge på og måske efterfølgende tjekke læringsudbyttet ved en multiple-choice-test. Men selvfølgelig kan e-læring udvikles til meget mere end det. Aktivitet og dialog er vigtig i den sammenhæng. Her vil der i de kommende år komme et voksende fokus på muligheder med de sociale medier og web 2 teknologier. Og træne argumentation, bringe fagsproget i spil, afprøve sin 6. Motivation og nysgerrighed kan erfaringsmæssigt også skabes gennem brug af it. Og måske er der især her en mulighed for at fange de unge drenge/mænd, som i frafaldssammenhæng er en stor gruppe. 7. Både lærer og elevers ønsker og motivation går i retning af højere grad af aktiv deltagelse i undervisningen. Envejs kommunikation er sjældent befordrende for engagementet. Mange af de nyeste digitale værktøjer kan sætte aktiviteten i spil på nye måder. 8. e-læring kan skræddersyes til at implementere differentiering! 19

18 Konkret om de historiefaglige produktioner Historiefagets del af Projekt e-læring omfatter to undervisningsforløb. Det ene handler om det antikke Grækenland og det andet om Velfærdsstaten i Danmark. Forløbene hænger sammen således, at den faglige progression specielt det metodiske arbejde med kilderne er øget fra forløb 1 til forløb 2. Det første forløb er færdigproduceret og testes af en række lærere pt. Forløb nr. 2 er i produktionsfasen 4. Overordnet didaktisk design Begge forløbs overordnede didaktiske design bygger på idéerne i den didaktiske planlægningsmodel Didaktik Her er der ikke plads til at gennemgå modellens indholdskategorier, men en af modellens væsentlige pointer er, at eleverne i undervisningen producerer vidensprodukter i form at digitale pro- dukter som fx lydfiler, tråde i et diskussionsforum, film på mobiltelefonen eller andet. En anden vigtig pointe i modellen er, at eleverne i langt højere grad skal medtænkes som didaktiske designere i forhold til det undervisningsdesign, som læreren opstiller (Gynther 2010: 58). Dvs. at eleverne skal trænes i at fremstille vidensprodukter der fagligt er så gode, at de kan bruges som undervisningsmateriale af andre elever i klassen. Forløb nr. 1: Google og Historie Antikken og Velfærdsstaten som e-læring Forløbet er udarbejdet som et Google-forløb, hvor vi forsøger at bruge google-programmer og faciliterer brugen af disse så meget som muligt. Vi har ønsket at vise, hvordan forskellige Google redskaber kan bruges i forbindelse med e-læring og virtuel undervisning. Hensigten er at lærere, der afprøver forløbet, måske får lyst til at bruge 4 Bag udviklingen af de 2 forløb står: Steen Christensen (Brøndby Gymnasium), Anders Cordes (HF & VUC Nordsjælland) og e-konsulent Tina Lybæk 5 Günther, Karsten (red.) (2010): Didaktik 2.0 læremiddelkultur mellem tradition og innovation. Kbh. 20

19 en polis. Tegningen digitaliseres og uploades til læreren. Under Tjek din viden gemmer sig en multiple choice test, som samler op på det vigtigste fra teksten om den græske polis. nr. 196 / marts 2013 de samme redskaber i andre undervisningsforløb. Forløbet er delt op i 5 moduler og har en indledende del med en introvideo og en metodevideo, som eleverne med fordel kan se inden de går i gang med modulerne. Forløbet er primært tænkt som et introduktionsforløb placeret i 1.g/1. hf., men det kan desuden indgå som tematiseret undervisning om styreformer senere i 2.g og 2.hf. Opgaver i forløbet Alle opgaverne er som nævnt centreret omkring brugen af Googles online værktøjer. Ved alle moduler kan der vælges forskellige former for interaktion og opgaveaflevering, hvor eleverne producerer vidensprodukter. Dette øger elev aktiviteten og træner elevernes evne til at være didaktiske designere. En skriftlig aflevering kan erstattes af en lydfil, podcast eller tegning, som uploades. Derudover er der under tjek din viden, interaktive tests, som er selvevaluerende, så at eleverne kan teste sig selv efter behov. Modul 2. Det Athenske demokrati: I dette modul skal eleverne få viden om hvordan det athenske demokrati var opbygget. De skal arbejde i Google.docs og besvare en række arbejdsspørgsmål, som de evt. deler med andre elever på holdet via delingsfunktionen i Google. docs. Yderligere er der mulighed for at eleverne kan teste deres viden om det athenske demokrati via en multiple choice test og via et lille spil, hvor de selv skal bygge det athenske demokrati. Modul 3. Den Peloponnesiske krig: I dette modul skal eleverne få viden om den Peloponnesiske krig og lære at foretage en kritisk informationssøgning ved at sammenligne en søgning om den Peloponnesiske krig i henholdsvis en tilpasset søgning med en standard Google søgning. Derudover skal de arbejde med Google- Maps, hvor de skal få et overblik over krigen ved at indsætte centrale geografiske steder på Google-kortet. Modul 4. Antikkens styreform til debat: I dette modul skal kursisterne arbejde med kildeanalyse. De skal ud fra to forskellige synspunkter Det faglige indhold er centreret omkring følgende punkter: Modul 1. Den græske Polis: Tekstmaterialet skal give eleverne viden om hvordan den græske Polis/bystat var indrettet. I dette modul skal eleverne ud fra tekstmaterialet tegne 21

20 fra det antikke Grækenland diskutere, hvordan der i det antikke Grækenland var forskellige opfattelser af hvad der var den bedste styreform. Aflevering af opgaven kan enten foregå skriftligt eller indtalt som en lydfil. Modul 5. Direkte demokrati i dag: I dette modul skal eleverne læse en artikel der handler om hvorvidt det er muligt og om danskerne er villige til at indføre e-demokrati i Danmark i dag. Artiklen skal være igangsættende for en diskussion blandt eleverne omkring fordele og ulemper ved direkte e-demokrati. Opgaverne er it-tunge, forstået på den måde at eleverne i grupper skal være i stand til at designe og foretage en online afstemning på holdet og yderligere præsentere afstemningsresultatet elektronisk. I den sidste af opgaverne skal eleverne i gruppen optage et Google-Hangout (Googles videokonference system) af deres diskussion omkring brugen af e-demokrati. Opgaven udfordrer både lærerens og elevernes it-kompetencer. Forløb nr. 2: Velfærdsstaten i Danmark Forløbet om velfærdsstaten er bygget op omkring 7 moduler. Forløbet er tænkt placeret i 2.g-3.g/2. hf. I dette forløb bruger vi ikke kun Google værktøjer, men en lang række andre produktionsværktøjer. Da forløbet ikke er færdigproduceret har vi ikke en samlet modul beskrivelse, men vores fokuspunkter er følgende: 1. Vi ønsker at udnytte de digitale muligheder ift. at vise kilder som de så ud, for eksempel den originale avisartikel, det originale lovforslag osv. For at vise og bruge kilderne i deres oprindelige form. 2. Elevernes produktion og kreativitet er stadig i fokus. Vi mener, at det gælder om at aktivere computeren mest muligt i undervisningen, således at den bliver et nyttigt redskab og ikke et forstyrrende element. 3. Vi har fokus på relevant men varieret kildema- 22

21 teriale - billeder, lyd, video, og tekst der alt sammen er netbaseret, dvs. at vi vil forsøge at minimere brugen af indscannede pdf-dokumenter. 4. Fokus på videndeling mellem eleverne, dvs. at eleverne skal lære af hinandens vidensprodukter. 5. Til sidst afsluttes forløbet med produktion af et produkt i form af en reklamevideo for eller imod velfærdsstaten. De forskellige reklamevideoer kan give gode muligheder for fælles diskussioner af velfærdsstaten, historieudlægningen og forståelsen af faget i det hele taget. Vores mål med forløbene er at vise, at historiefaget via brugen af digitale værktøjer kan være kreativt og vidensproducerende på nye spændende måder. Forhåbentlig har ovenstående vakt jeres nysgerrighed. Alle historielærere inviteres til at kigge nærmere på materialet og evt. afprøve det i undervisningen. Generelt har vi brug for så mange afprøvninger som muligt her i foråret. Så hvis du er interesseret skriv til Stig Pedersen [email protected]. Så får du tilsendt en adgangskode. Vi er meget interesseret i tilbagemeldinger og håber ligeledes på sigt at skabe et netværk, hvor e-læringstanker kan deles. Konkret skal projektet også munde ud i forskellige forslag til fremtidig kompetenceudvikling. Det kunne fx være et tillæg til pædagogikum et epædagogikum hvem ved? Første skridt i denne proces er en ny hjemmeside som forhåbentlig kommer i omdrejninger i løbet af foråret. nr. 196 / marts 2013 Kulturrejser i sommerferien Kina & Tibet med Mogens Lykketoft og Mette Holm juli kr Vietnams etniske minoriteter med Anya Palm juli kr Sarajevo med Klaus Bjerre juli kr Læs program på HorisontRejser.dk. 23

22 Af Arnt Vestergaard Louw, Ph.d.-stipendiat, Center for Ungdomsforskning, Aarhus Universitet Informations- og kommunikationsteknologi (IKT) i undervisningen på gymnasiet myter og potentialer For 20 år siden holdt computerlære sit indtog i gymnasiet. Dengang under betegnelser som fx EDB (Elektronisk Data Behandling) med hovedfokus på, hvordan disse teknologier fungerer. Siden er det gået stærkt med udvikling af nye og moderne informations- og kommunikationsmidler og tilstedeværelsen af IKT i gymnasiet er i dag massiv. I dag handler det således ikke længere så meget om, hvordan disse teknologier fungerer, men i langt højere grad hvad de kan bruges til i undervisningen og med web 2.0 (de sociale medier) er der for alvor åbnet op for nye muligheder for at samarbejde og dele information online og globalt. Danmark indtager, sammen med Norge og Sverige, på mange måder i dag en førerrolle i Europa, når det kommer til tilstedeværelsen af bærbare pc er og internetadgang pr. studerende. Stort set alle elever har bærbare pc er eller tablets og stort set alle lærere inddrager IKT på en eller anden måde i deres undervisning. Gymnasierne er således i disse år i fuld gang med at implementere og eksperimentere med brug af IKT-værktøjer i undervisningen og nogle gymnasier har, som Ørestad Gymnasium, taget skridtet fuldt ud og er blevet papirløse. Erfaringerne viser da også, at IKT-værktøjerne kan give lærerne nye muligheder for at løse pædagogiske opgaver, forny undervisningsformerne og forbedre kommunikationen mellem elever og lærere. Men erfaringen viser også, at dette ikke sker af sig selv, blot fordi man inddrager nye teknologier i undervisningen. Der er ikke en direkte og automatisk sammenhæng mellem mere IKT i undervisningen og øget læring. Der er masser af faldgruber og teknologierne rummer nye pædagogiske udfordringer, der, hvis de ikke takles, betyder at de, i stedet for at føre til øget læring, bliver en forhindring for læring og en forstyrrelse for undervisningen. Eleverne får eksempelvis mange fristelser fra sociale medier og spil, når de har en bærbar computer med i undervisningen udfordringer de ikke selv fuldt ud er i stand til at håndtere, som en gymnasieelev her formulerer det: Det er ligesom at stille en skål slik foran os og sige at det er vores eget ansvar at vi får huller i tænderne. Efter de første generationer med anvendelse af IKT i undervisningen har der således udviklet sig en række institutionelle myter om betydningen af IKT i undervisningen: 24

23 - Øget anvendelse af IKT fremmer elevernes læring - Øget anvendelse af IKT kan løse udfordringerne med at fastholde frafaldstruede elever - Øget anvendelse af IKT kan løse udfordringerne med at motivere utilpassede drenge - De-unge-ved-meget-mere-myten: De unge har et større kendskab til teknologierne og ved derfor bedst, hvordan læringspotentialet udnyttes. - Højteknologiske kruseduller-myten: Det er ikke anderledes end det altid har været. - Multitaskningsmyten: De unge er i stand til at multitaske, så det er ikke noget problem at de er på Facebook i timerne. I denne artikel vil jeg fokusere på de tre sidste myter: De-unge-ved-meget-mere-myten; højteknologiske-kruseduller-myten og Multitaskningsmyten. Myter som jeg er blevet mødt med adskillige gange, når jeg har fortalt om vores undersøgelser af læringsmiljøet på gymnasierne rundt omkring i landet og som jeg mener det er vigtigt at adressere for at komme videre i udviklingen af potentialerne med IKT i gymnasiet. For IKT rummer bestemt potentialer og hvad disse udgør, vil jeg pege på i forlængelse af hver myte. Undervejs vil jeg inddrage elev- og lærercitater og observationsuddrag fra vores forskellige undersøgelser af læringsmiljøet på gymnasiet (se wwe.cefu.dk). Myte 1: De-unge-ved-meget-mere myten Du unge i gymnasiet i dag er vokset op med de digitale medier, mobiltelefoner og det allestedsnærværende internet. Ungdomsgenerationen beskrives nogle gange som digitale indfødte. Denne metafor giver fornemmelsen af, at de unge i dag er borgere i et land, som vi andre kommer til som fremmede. De er de indfødte og vi er dem, der skal lære om den fremmede kultur og de anderledes vaner. Hvis man lader sig besnære af denne metafor følger det også, at disse digitale indfødte jo altid vil være et skridt foran de vil altid vide mere end os andre fremmede (gamle?), ikke-indfødte. Det følger således også, at denne metafor har potentiale til at gøre noget ved relationen mellem lærer og elev, der jo traditionelt set har karakter af en lærer, der ved lidt mere end eleven og en elev, der skal lære noget af læreren for nu at sige det lidt firkantet. En forståelse af de unge som digitalt indfødte og indførelsen af IKT i undervisningen har altså potentiale til at destabilisere lærerens faglige autoritet, og det kan føre til en form for beskyttelsesstrategi hos nogle lærere, der for ikke at blive fagligt undermineret, minimerer brugen af IKT i deres undervisning så meget som muligt. Der er måske et gran af sandhed i metaforen om de digitale indfødte. Men ved de unge i dag nødvendigvis mere om den information man kan finde på Internettet, blot fordi de måske kan finde den hurtigere end os andre? Ved de nødvendigvis mere om vurderingen af forskellige kilder, blot fordi de kender flere søgemaskiner end os? Er det fx sandt, blot fordi det står på Wikipedia? Eller hvordan skal man forholde sig til den information man finder og hvordan kan man fx anvende den kritisk i en dansk-opgave? Her er det min påstand, at lærerens faglige autoritet bestemt ikke er destabiliseret. Det er lige præcis her der kan ske frugtbare koblinger mellem de styrker gymnasieeleverne bringer med ind i undervisningen og så den fagligt velfunderede og mere vidende lærer, der kan sætte tingene ind i en større faglig og uddannelsesmæssig sammenhæng. Men det kræver, at man som lærer ikke har berøringsangst over for de nye teknologier og ikke lader sig dupere af, at eleverne er hurtige på tasterne eller søgemaskinerne. Det er læreren, der har ansvaret for at sætte de pædagogiske rammer for anvendelsen af IKT i undervisningen. Det kan godt være at eleverne er hurtige til at finde en YouTube video, men det betyder ikke at de nødvendigvis ved mere om, hvordan man laver en video. Eller som leder af Danish Research Centre on Education and Advanced Media Materials, professor Kirsten Drotner formulerer det: nr. 196 / marts

24 Det kan godt være, at børnene er gode til at bruge teknologierne, men de skal også lære at begå sig i den digitale verden. (IClass). Myten om de digitale indfødte er nok besnærende men holder altså ikke. De unge ved ikke meget mere. De ved måske noget andet og har nogle tekniske kompetencer, men når det kommer til adfærd på nettet, kildekritik, vurdering af information, konstruktion af digitale produkter m.m. ved lærerne meget mere. Og det er her, der både ligger et potentiale og en opgave i at (ud)danne de unge til at blive gode digitale medborgere i den fælles digitale glo-kale verden, som en gymnasielærer her udtaler det: der må vi forsøge at disciplinere dem og gå frem med de gode eksempler og sige hvad vi i det her fag skal bruge computeren til og i givet fald, hvad vi så ikke skal bruge den til. Myte 2: Højteknologiske kruseduller myten En lærerkommentar jeg ofte hører, når snakken falder på IKT i undervisningen og det forstyrrende element ved disse teknologier med deres rige underholdningsmuligheder i undervisningen lyder som følger: Det er jo ikke anderledes end da jeg gik i skole, hvor vi sad og tegnede kruseduller på papiret og kiggede ud af vinduet og tænkte: Gaab, er læreren ikke snart færdig! Forståelsen her er altså, at der ikke er noget nyt under solen. At disse nye teknologiers forstyrrelse blot er at forstå som højteknologiske kruseduller. To undervisningssituationer fra vores undersøgelser af undervisning på gymnasiet kan måske kaste lidt lys over denne myte: og dag. Nogle fag, der deltager jeg og andre fag, der deltager jeg overhovedet ikke. Men alt sammen handler om, at jeg har åbnet min computer. Og så lige meget hvilket fag jeg har, hvis jeg først har fået åbnet min computer og sidder og skriver på Facebook eller et eller andet, jamen så har jeg simpelthen mistet den time! (elevinterview). Andre elever fortæller, at selv om de ikke selv har åbnet deres pc, så kan de ikke lade være med at kigge med på skærmen hos sidemanden eller dem der sidder foran, hvis de fx sidder og kigger på en YouTube video eller Facebook-billeder fra festen i weekenden. Det er altså ikke blot en individuel sag om man vil følge med eller ej. Det har betydning for andre i klassen, når der er gang i de højteknologiske kruseduller på skærmen. Og som eleven i citatet ovenfor peger på, så er hans bevidsthed helt opslugt, når han åbner computeren. Påstanden her er altså, at der er andet og mere på spil end blot højteknologiske kruseduller. Det lader til at disse nye teknologier på en mere massiv måde end kruseduller på et stykke papir har potentiale til at tilrane sig elevernes opmærksomhed og koncentration. Og det gør noget ved undervisningsrummet og de potentialer for fælles dialog, der kan foregå i undervisningen. Når en del af eleverne på den måde mentalt forsvinder forsvinder også det potentiale, der ligger i, at eleverne indgår i en fælles dialog med hinanden, hører hinandens indlæg og lærer at forholde sig kritisk, dialogisk og konstruktivt til hinanden 2/3 sidder med deres bærbare og laver et eller andet hele tiden. Det er Facebook der dominerer, men også mails fotos, nogle ser film. Det faglige fylder ikke noget, det snakker de slet ikke om. Mange har små høretelefoner i ørene de hører musik og er på FB. Så laver de i hvert fald ikke uro, siger en lærer til mig. (observation). Jamen for mit vedkommende, der er det som nat 26

25 noget der (også) er essentielt for læringen i gymnasiet. Påstanden her er ikke, at IKT ikke kan indgå i et sådan fælles og dialogisk undervisningsrum, men det gør det ikke af sig selv og slet ikke, hvis nogle af eleverne er på Facebook eller er opslugt af en YouTube-video. nr. 196 / marts 2013 Myte 3: Multitaskningsmyten At lave lektier på pc en mens sms er tikker ind på mobilen og tv et kører er en normal hverdagssituation for mange unge (og måske også nogle lidt ældre?). At lave flere ting på en gang multitaskning er blevet så normalt, at vi ikke tænker over det mere, og generationen af unge i dag er sommetider også kaldt for multitaskningsgenerationen. Idéen bag dette begreb er, at de unge er bedre i stand til at håndtere flere opgaver på én gang end tidligere generationer. Denne forståelse har således forbindelse til idéen om de unge som digitale indfødte og man kunne næsten få fornemmelsen af, at der her er tale om en anden slags mennesker end generationen før. Hvis det er sandt, så er det ikke så bekymrende, at de unge er på Facebook i undervisningen samtidig med, at læreren lægger op til fælles dialog omkring mekanismerne bag finanskrisen eller hvordan dansk deltagelse i internationale konflikter har betydning for Danmark og danskere. Men hvad nu hvis det ikke forholder sig sådan? Hvad nu hvis det er en myte? Sikkert er det, at de unge laver mange ting på én gang - multitasker, men spørgsmålet er om det de laver, når de multitasker er bedre end det vi ville kunne lave, blot fordi de gør det i stor udstrækning. Vismand i kompetencerådet og hjerneforsker Kjeld Fredsen hævder således, at multitaskning er en myte, og det er blevet så almindeligt, at vi ikke længere bemærker, at det vi laver, når vi multitasker er middelmådigt og svarer til det vi kunne lave, når vi er småfulde. At lave noget ordentligt kræver koncentration og tid. Når man bliver forstyrret, tager det fem til ti minutter at komme ind i arbejdet igen påpeger Fredsen. Lektor på Institut for Psykologi ved KU, Thomas Habenkost påpeger, at evnen til at koncentrere sig og være opmærksom er noget man skal træne og øve sig på, og når vi hele tiden forstyrrer os selv med digitale stimuli træner vi ikke denne koncentration og fordybelsesevne, og det leder i stedet til mental dovenskab. Lidt firkantet kan man sige at koncentrationsevnen og fordybelsen er i fare, hvis vi hele tiden kun multitasker. At multitaske er givetvis godt at kunne i visse situationer. For piloter er det fx en afgørende evne at have. Men selv piloters succesfulde multitaskning kan kun komme i stand, hvis man har øvet sig på de forskellige elementer grundigt først og det kræver solotaskning. At det er et empirisk faktum at mange unge multitasker i vid udstrækning er altså ikke nødvendigvis lig med, at det de gør, når de multitasker er godt de gør de bare mere. Her kan gymnasiet tage opgaven på sig som den gode anderledeshed og insistere på rum til fordybelse og koncentration. Og eleverne efterlyser det faktisk selv: Folk snakker så meget om modenhed og man skal selv gøre det. Altså selvfølgelig skal eleverne sørge for, at de selv lærer noget. Men skolen bliver også nødt til at se, at alle elever sidder på Facebook eller sidder og spiller Tetrix eller de sidder og spiller Counterstrike eller sådan noget fis over et net, de har lavet. (elevinterview). Jeg skulle måske have startet denne artikel med at slå fast, at jeg ikke er imod IKT i undervisningen. Tværtimod: IKT rummer store læringspotentialer og giver fantastiske muligheder for innovation, 27

26 kreativitet og nytænkning. Udviklingen af de unges IKT-kompetencer er af vital betydning både for den enkeltes livslange læringsmuligheder og for Danmarks samlede konkurrenceevne i en globaliseret verden, hvor digitale kompetencer, innovation og kreativitet er nøgleord. Men denne fantastiske læring sker ikke bare af sig selv, blot fordi man putter digital hardware ind i gymnasiet. For at der skal komme læringsmæssig software ud af det, kræver det bevidste pædagogiske og didaktiske rammesætninger fra skolens og lærernes side. Status er, at vi de seneste år i Danmark i stigende grad har implementeret IKT i gymnasiet, men når det kommer til, hvad der virker og hvad der ikke virker, hvilke læringsmuligheder og hvilke udfordringer IKT stiller til underviserne, pædagogikken og til eleverne, mangler der en mere systematisk forskningsbaseret og evidensbaseret viden. En viden der er helt nødvendig, dels for at støtte og styrke lærernes pædagogiske og didaktiske kompetencer i relation til anvendelsen af IKT i undervisningssammenhæng, dels for at støtte og udvikle elevernes læring og IKT-kompetencer, og dels for at Danmark kan udvikle sig fra brugernation til skaber- og Innovationsnation. Sat på spidsen kan man sige, at vi er verdensmestre i at udstyre undervisningslokalerne i gymnasiet med hardware. Men spørgsmålet er, hvordan vi beholder førertrøjen, når det handler om at udnytte de nye læringspotentialer i IKT? 28

27 På sporet af nogle anderledes historier nr. 196 / marts 2013 I løbet af foråret 2013 udgiver forlaget Columbus kildesamlingen Erindringsmaskinen med tekst- og billedstof til Anderledes Danmarkshistorier. De følgende overvejelser er dog hverken tænkt som forskræp eller reklame for den bog eller for de fortællinger, den senere får følgeskab af. Derimod har jeg stor lyst til at dele mine oplevelser og fortælle, hvad der skete, da jeg bevægede mig ned i maskinrummet og med lidt inspiration fra bl.a. mikrohistorien og sprogfagene kom på sporet af nogle anderledes måder at udvælge kildemateriale og fortælle historier herunder også metodehistorie på. For der var engang, hvor selve det at fortælle om det levede og oplevede liv havde større betydning og faglig opmærksomhed, end det er tilfældet nu. Derfor: Når jeg efterfølgende har valgt at udvide kildebegrebet og inddrage bl.a. personlige erindringer og ikke mindst fiktive tekster og når jeg ligeledes har eksperimenteret med at skrive korte, afsluttede og klart fokuserede enkeltfortællinger indgår det alt sammen i et forsøg på skifte spor og åbne for forandring. Lige her og nu Aktuelt befinder historiefaget sig i en situation, hvor det vil vinde ved at øge opmærksomheden på hverdagslivet, sproget og alle de fortællinger, som viser sig at forbinde den mikrolille historie med den store. Ved at øge ikke mindst lydhørheden overfor, hvad de umiddelbart mindst sandsynlige kilder fortæller, får vi muligheden for at komme tættere på virkeligheden og på sporet af alt det spændende, som en mere overfladisk tekstlæsning aldrig rigtigt trænger ned i eller ind til. I jagten på at begribe og forklare den komplekse fortid, vi interesserer os for, vælger jeg at udvide undersøgelsesfeltet. Det sker ved at inddrage fiktion og tekster af alle slags, men ikke mindst ved at gå til kilderne og alle historiefortællingerne med inspiration fra teorier og analysemetoder, der er udviklet i en lang række andre fag. Den tætte tekstlæsning og anvendelse af viden fra andre fag stiller krav og kræver vejledning eller indsporing, som det hed med et gammelt udtryk fra jægernes verden. Derfor denne lille indføring i lidt af det, der skal til for at arbejde mere fokuseret med sprog og kultur, fremstillingsform, diskurs, fortælleteknik og samtidig pege på nogle begreber til brug i en analyse og tydning af forskellige udtryksformer. Læg i øvrigt allerede her mærke til nøgleordene spor, jagt, indsporing der alle refererer til menneskelig praksis og forståelsesformer, der rækker udover det, vi kan fastslå som objektive kendsgerninger, men som ikke desto mindre har været og er af vital betydning for menneskers liv i naturen og i samfundet. Faktisk talt Der var engang, hvor historie først og fremmest blev betragtet som fortællekunst. Traditionelt og det vil sige helt fra oldtiden og til midten af 1800-tallet var det kravet og forventningen, at den gode historiefortæller skulle afdække fortiden, men på en og samme tid også belære, underholde og indføre sine tilhørere og læsere i noget, som i kraft af fortællingen kunne blive til en fælles forestillingsverden. Af Geert A. Nielsen, Solrød Gymnasium 29

28 I løbet af 1800-tallet blev historie både et etableret universitetsfag og et skolefag. Og i den proces gik der ikke lang tid, før det moderne videnskabsfag bevidst bragte sig i en position, hvor det, for at styrke sin anseelse i forhold til andre fag, bestræbte sig på at efterligne naturvidenskabernes måder at arbejde på så meget som muligt. Al sand og eksakt viden måtte herefter baseres på observation, erfaring og faktatjek. Dette gennembrud for et såkaldt positivistisk videnskabssyn fik følger: Mens den historiske forskning fuldt og helt koncentrerede sig om at nå frem til sikre kendsgerninger afstod den samtidig fra at forholde sig til andet og mere end det 100 % dokumenterbare. Interessen for det eksakte blev altafgørende. I kampen for at vinde anseelse som rigtig videnskab afstod de allerfleste historikere nu fra at fortælle om deres resultater på en spændende måde. Måske skete den ændring, fordi form og kendsgerninger ellers kom til at stride for meget mod hinanden. Under alle omstændigheder blev konsekvensen, at de historiske fremstillinger blev mærket af, at fantasiens sproglige kilder næsten tørrede ud. Så længe det positivistiske videnskabssyn dominerede, måtte historikeren begrænse sit undersøgelsesfelt og indtage en position, der lignede den, dommeren og juryen har i en retssal. Undersøgelsen af den enkelte kildetekst som vidneudsagn koncentrerede sig først og fremmest om at fastslå, hvor troværdig afsenderen (vidnet) syntes at være. Derefter handlede det, hvad jeg har nævnt, om at udlede sikre (faktuelle) kendsgerninger af kildeudsagnet. Og til sidst efter afhøring af flere vidner faldt historikerens og historiens dom formuleret i et tørt og nøgternt sprog. Alt dette fik også betydning for, hvad det var for typer af tekster, som kom i betragtning som pålideligt historisk kildemateriale. Opskrift på en kildesamling Historiske kildematerialer kom herefter normalt til at bestå af ikke-fiktive tekster eller såkaldt sagprosa f.eks. af et udvalg af juridiske og politiske dokumenter samt beretninger, der tydeligt og direkte vedrørte den fortidige virkelighed. Alle andre former for fortællinger blev som hovedregel siet fra af de ovennævnte grunde. I netop den optik, hvor det i alle fag drejede sig om at ligne de succesrige naturvidenskaber så meget som muligt, nyttede det selvfølgelig heller ikke at inddrage fiktion i historikerens arbejdsfelt. For fiktive tekster var alt andet lige i familie med løgn, fordi de var opdigtede. Satsningen på det med sikkerhed dokumenterbare og faktuelle styrkede som nævnt fagets anseelse som videnskab. Til gengæld førte den øgede skepsis i undersøgelsen af kildestoffet samtidig til et kulturtab. Historikerne syntes næsten helt at glemme, at deres fag dybest set byggede på fortællinger, og på det at fortælle videre. Et langstrakt farvel til positivismen Allerede i starten af 1900-tallet blev positivismen udfordret. I psykologien eller nærmere bestemt i psykoanalysen i antropologien samt i sprog- og litteraturfagene blev det efterhånden tydeligt, at menneskevidenskaberne begyndte at betragte sig selv som fortolkningsvidenskaber, der interesserede sig for andet end for det rent faktuelle. I lyset af dengang nye teorier om f.eks. det underbevidste i den menneskelige psyke og om sprog som koder eller sociale systemer af tegn kunne de moderne fortolkningsvidenskaber nå nye, interessante og relevante, men ikke nødvendigvis 100 % sikre resultater. Konsekvensen af den vending blev, at også historikere oplevede at kunne vælge mellem at begrænse sig til det fuldstændigt faktuelt tjekkede, men måske ikke så spændende eller vælge at gå ad nye veje. Denne sidstnævnte mulighed førte dem billedligt 30

29 talt bort fra dommerrollen og på opdagelsesrejse i fortællinger om fremmede verdener eller på jagt efter spor, indicier og forskellige andre tegn og koder, der kaldte på at blive tydet og fortolket. Den nævnte nyorientering i videnskaberne om mennesker, samfund og kultur påvirkede også historiefaget internationalt, men af en eller anden grund gik opgøret med positivismen ikke særlig hurtigt i Danmark. Tværtimod, faktisk Det blev et endda meget langstrakt farvel. Udover det faktiske En god typisk dansk forklaring kunne ligge i påstanden om, at historie af natur er et forsigtigt og lidt konservativt fag. At det ikke holder, fremgår tydeligt af de mange eksempler på faglig nytænkning og brug af andre fags teorier og metoder, der præger den historiske forskning og historieskrivning internationalt. I Danmark har situationen indtil næsten nu set anderledes ud, men forandringer synes også her at være på vej. Når det store ryk kommer så sent, skyldes det, at næsten alle danske historikere gennem de sidste hundrede år er blevet undervist i tekstkritik, kildelæsning og metode ved brug af professor Kristian Erslevs lille bog Historisk Teknik fra Den nærmest lammende autoritet, som denne lille bog har haft i generationer, udgør et lærerigt stykke faghistorie. Mens andre fag med ret stor omløbshastighed har udskiftet gamle bøger og erstattet dem med nye, har danske historikere, når metodedebatten gik højt, begrænset sig til at diskutere, hvorvidt Erslev stod fast på positivismens grund eller om hans formuleringer især i bogens anden udgave fra 1926 indeholdt åbninger, der kunne tydes i retning af at være udtryk for en fortolkende tilgang til historien som en mere åben menneske- og samfundsvidenskab. Aktuelt ser det ud til, at tingene vender ikke mindst fordi historie som fag er udsat for et konkurrencepres, hvor det må kæmpe for at overbevise omverdenen om sin relevans. Når udfordringen er blevet så tydelig, skyldes det ikke mindst, at ikke-historikere gennem medierne er lykkedes med at bruge historisk stof og fortælle langt mere underholdende og personligt engageret om fortidige forhold og hændelser, end historikerne selv har for vane at gøre. Så hvis historie skal bestå og samtidig forny sig, må fagets udøvere både arbejde mere fokuseret med selve det at fortælle og med at trænge dybere ned og ind i andre fortælleres forestillinger. Det betyder, at faget må være indstillet på at lade sig inspirere af ikke mindst antropologiske studier af det levede og oplevede liv og af indsigter og undersøgelsesmetoder fra sprog-, kommunikations- og litteraturforskningen. På opdagelse i virkeligheden og gennem sproget I netop den sidstnævnte forbindelse byder de fiktive genrer på oplagte muligheder, men også på den faglige udfordring, som ligger i at tilegne sig og anvende færdigheder og metoder fra andre fag. Skønlitterære tekster og egentlig alt, hvad der er opdigtet, har nemlig det ekstra potentiale, der kommer af at kunne folde en hel livagtig mikroverden ud for læsernes øjne. Skønt ikke alt er sandt, men netop fundet på, kan fiktive tekster godt fortælle os noget vigtigt, sandsynligt eller plausibelt om fortiden eller om senere forståelser af den. Hvis historikeren en gang imellem mestrede at skifte spor fra dommerrollen til f.eks. at tage antropologens, detektivens, lægens, psykoanalytikerens, drømmetyderens, litteraturforskerens eller jægerens tilgange til indicier, symptomer, symboler, spor eller andre tegn med i betragtning, ville meget blive anderledes. Den fornyelse, der kommer af i overført forstand at kunne skifte spor og lære af andre fag og forestillingsverdener, åbner i virkeligheden nr. 196 / marts

30 historie for den nytænkning og dynamik, der har præget sprog- og kulturvidenskabernes udvikling siden århundredskiftet Den slags levendegørelse af alverdens historier og forestillinger, som fiktion også repræsenterer, bidrager i virkeligheden til at udvide vores personlige og faglige horisont. Ofte vil det være sådan, at selv den mindste detalje kan vise sig at pege på væsentlige sammenhænge og forklaringer, der forud for opmærksomheden på dem havde været skjult for vores øjne. Den styrke, der kommer af at kunne stille ultraskarpt på teksternes sprogbrug, kan næppe overvurderes. Netop opmærksomheden på den betydningsbærende detalje bliver ofte afgørende, når det handler om at nå til en tydning eller tolkning af helheden og dermed af sammenhængen bag netop det historiske problemfelt, vi i det konkrete tilfælde har fokuseret vores opmærksomhed på. Med andre ord her følger nu nogle konkrete ledetråde til arbejdet med det udvidede tekst- og kildemateriale. Ledetråde til anderledes tilgange Resten af denne tekst fokuserer på, hvad inddragelsen af fiktive tekster kræver, og hvad den kan bidrage med. I netop denne sammenhæng undlader jeg derfor at gå nærmere ind i f.eks., hvordan antropologiske feltstudier, kulturanalyse og kulturforståelse kan give inspiration til historie. Jeg uddyber heller ikke, hvordan retorik og diskursanalyse ellers byder på relevante undersøgelsesværktøjer, begreber og nye tilgange til arbejdet med kildetyper, som historikere allerede arbejder med og kender så godt i forvejen. Her vil jeg i det følgende begrænse mig til at kommentere, hvad de litterære fag kan stille til rådighed af erfaringer og inspiration. Anvendelsen af læseteknikker og begreber fra litterær analyse og fortolkning rummer nemlig potentialer og perspektiver, der også rækker ud over det at beskæftige sig med fiktion. På nogle områder specielt hvad angår synsvinkelbrug og billedsprog kan en øget opmærksomhed i kombination med nogle ganske få centrale begreber levere værktøjet til at trænge dybere ind og ned i en lang række brugstekster og fortællinger i alle former og genrer. Basal viden om, hvad det vil sige at fortælle har ligeledes direkte relevans, når vi selv skal fortælle historie eller når vi skal forholde os til forskellige historikeres forskellige måder at fortælle og dermed formidle historisk indsigt på. Arbejdspapir til fiktive tekster Anvisninger på en fremgangsmåde Læs først teksten igennem. Tag notater for at fastholde dit umiddelbare indtryk: Hvad handler teksten om? Hvad er væsentligt? Undersøg derefter om du kan gøre iagttagelser, som underbygger dit første indtryk. Ellers må du justere din forhåndsopfattelse, fordi du er blevet klogere Start analysen dér, hvor tekstens indhold og sprogbrug springer lige i øjnene på dig og gå så videre derfra Skemaet herunder udpeger nogle centrale områder til en nærmere undersøgelse. Det er imidlertid ikke hensigten, at alle analyser skal starte ovenfra og følge skemaet hele vejen ned. Begynd i stedet netop dér, hvor du selv oplever, at teksten indbyder til at gå på jagt Ordforklaringer til skemaet og selve den tekst, du arbejder med kan du søge hjælp til på ordnet.dk/ 32

31 Komposition Tekstens univers Hvordan er teksten opbygget? Logisk eller associativ opbygning? Beskriv det fiktive rum: Tid Sted Personer Situation Er rummet realistisk eller fantastisk (dvs. eventyragtigt eller magisk)? Hvor konkret eller abstrakt virker skildringen? nr. 196 / marts 2013 Fortæller Alle fiktive tekster har en skjult (= en implicit) fortæller. I nogle tekster optræder også en synlig (eksplicit) jeg- eller vifortæller. Gå nærmere på fortællerens position ved at undersøge: Fortællerens vidensniveau. Er fortælleren alvidende eller er det muligt at præcisere, hvor grænserne for fortællerens viden går? Synsvinkelbrug: Hvordan og i hvilket omfang anvender fortælleren indre eller ydre syn, tilbagesyn eller medsyn? Fortællerholdning. Er den skjulte fortæller solidarisk med bestemte personer - og i hvilket omfang bakker den skjulte fortæller den synlige jeg- eller vi-fortæller op? Tid som betydningsfaktor Hvordan er balancen mellem beretning og beskrivelse? Hvor langt et tidsforløb strækker teksten sig over? Hvordan er fortælletempoet og forholdet mellem fortælletid og fortalt tid? Springer teksten i tid eller er den kronologisk opbygget? Hvad betyder disse forhold for læserens oplevelse og forståelse af teksten som helhed? Forløb og handling Hvordan starter teksten og hvordan bygger den forløbet op? Hvilke ændringer sker undervejs? Hvor ligger vendepunktet/vendepunkterne? Tekstens temaer og motiver Hvilke problemkredse beskæftiger teksten sig med? 33

32 Sprogbrug og stiltræk Disse iagttagelsesfelter kan føre direkte over i diskursanalyse og retorik. Hvordan bruger teksten et synligt sprog, der afviger fra normalsproget? Hvad er virkningerne? Se nærmere på anvendelsen af troper (billedsprog): Metaforer (og sproglige planbrud) Symboler Samspillet mellem neutrale og følelsesladede ord Hvilke stilfigurer f.eks. gentagelser, paralleller, modsætninger opererer teksten med? Og hvilken betydning får de? Hvordan spiller alle disse forhold sammen og hvad betyder det for helhedsopfattelsen af teksten? Erfaringer med overførselsværdi Den skærpelse af opmærksomheden på selve teksterne, som den skitserede fremgangsmåde lægger op til, har en direkte overførselsværdi. Sprog- og genrebevidsthed spiller nemlig en vigtig rolle, når vi beskæftiger os med historiske fremstillinger eller selv fortæller historier. Allerede Aristoteles fastslog i 300-tallet før vores tidsregning, at velformede historier altid havde en begyndelse, en midte og en slutning. Samme A var også overbevist om, at rigtigt gode fortællere burde begrænse sig til at fortælle én historie ad gangen Hvis vi i lyset af denne oldgamle lærdom og de erfaringer, vi selv gør os med tekstanalyse og fortolkning, begynder på en ny fortælling, sker der noget væsentligt. Pludselig befinder vi os i kulturel kontekst, hvor historiefortælling og -skrivning handler om noget andet og mere end overførsel af faktuel information. Værktøjerne til tæt tekstlæsning viser sig at åbne muligheder for at stille nye og anderledes spørgsmål og krav til de historiske fremstillinger. Det er i øvrigt ikke erfaringer af hel ny dato. I virkeligheden har filosoffer og idéhistorikere, der har beskæftiget sig med historieskrivningens historie eller metahistorie i hvert fald siden 1920 erne været optaget af at undersøge, hvad den enkelte historikers valg af emnefelt og fortællemåde kom til at betyde for deres værker og for læsningerne af dem. Denne interesse for fortælleformer og deres funktion har medført, at nogle historikere er begyndt at søge inspiration hos og udveksle erfaringer med sprog- og litteraturforskere. Dette samspil på tværs af fag har den virkning, at historikere gennem studiet af sprog, sprogbrug og fortælleformer opnår større indsigt i, hvordan meningsbærende sociale betydningssystemer fungerer og forandrer sig. Strukturalismen dvs. de videnskabelige teorier og metoder, der beskæftiger sig med tingenes (her sprogets og fortælleformenes) indre strukturer og sociale funktioner åbner mulighed for tætte tekstanalyser og lige så dybgående undersøgelser af alle de andre kode- og kommunikationssystemer, der binder mennesker og samfund sammen. Det centrale i tilgangen er, at analyserne giver afkald på at forklare, hvordan strukturerne oprindelig er opstået. Fokus ligger på, hvordan de fungerer og undervejs forandrer sig. Tydning af strukturerne som tegn Med andre ord: I dette perspektiv kommer historikere til at virke som tegntydere og fortællere. Den enkelte tekst og det samme gælder for billeder 34

33 og film kan opfattes som et mikrounivers(er), hvor de sproglige, visuelle og litterære tegn skal afkodes og fortolkes af historikeren, før denne selv kan fortælle videre. Strukturalismens ambition om at søge enkelheden og systemet bag og i tingene (her sprogets og tekstens betydningsbærende tegn) har fået nogle diskursteoretikere til at mene, at alle historier kan føres tilbage til kun fire fortælletekniske grundformer, der har hver deres sproglige koder og litterære former nr. 196 / marts 2013 De fire grundformer er i den optik den komiske fortælling den eventyrlige fortælling den tragiske fortælling og endelig den ironiske fortælling Måske holder forestillingen om strukturernes og fortælleformernes enkelhed. Noget taler imidlertid for det modsatte nemlig at den enkelte fortæller selv bevidst eller ubevidst kan skabe sine egne blandingsformer. Egentlig betyder det ikke så meget, at forestillingen om de fire urformer holder eller ikke. Det må være langt mere betydningsfuldt, at den øgede opmærksomhed på fortælling og fortolkning kan lære os, at beskæftigelsen med historie og den fortidige menneskelige virkelighed begynder og hele tiden fortsætter i sproget. Og at den øjenåbnende forståelse af en større sammenhæng ofte kan ligge i detaljen, hvor i øvrigt også djævelen siges at gemme sig. 35

34 Vindere af Historiekonkurrencen 2012 Af Mikkel Elklit Olsen Celia Faye Jacobsen, Jacob Ungar Felding, og Shila Sharifi fra 2. w på Rysensteen Gymnasium blev årets vindere af Historiekonkurrencen Den var udskrevet af Historielærerforeningen for gymnasiet og HF i samarbejde med EUSTORY som årets Historiekonkurrence. Vejleder har været lektor Mads Blom - også fra Rysensteen Gymnasium. Gruppen har indenfor årets tema om demokrati lavet en opgave hvor centrale teorier om historiens udvikling og hvor konkrete historiske begivenheder som bl.a. krigen i ex-jugoslavien og det Arabiske Forår formidles på et højt fagligt niveau og i en teknisk meget dygtig og spændende form. Opgaven er lavet som en undervisningsfilm der på fornem vis kombinerer tavle, tale, film og billeder. Vindergruppen har taget udgangspunkt i teorier fra Francis Fukuyama og Samuel P. Huntington om historiens udvikling. Teorierne om en udvikling på globalt plan frem mod henholdsvis liberale demokratier eller mod kulturenes sammenstød bliver af gruppen set i sammenhæng med de seneste 30 års Europæisk og Nordafrikansk samfundsudvikling. Gruppen undersøger Francis Fukuyama s påstand om, at alle lande er på vej imod et liberalt demokratisk styre, hvilket vil betyde, at verdenens grundlæggende konflikter vil afsluttes, da man anerkender andre landes legitime demokratiske maksimer. Der stilles i opgaven kritiske spørgsmål til om det kan passe, at hele verden er på vej imod liberalt demokrati og vil denne styreform betyde, at kulturelle aspekter i bund og grund er ubetydelige? Som modvægt mod dette sidestilles Samuel P. Huntingtons teori om civilisationernes sammenstød, og med disse to teoretikeres historieopfattelser i baghovedet vender gruppen blikket mod det Arabiske Forår. Om vindergruppen skriver dommerkomiteen: Videoen udviser en meget imponerende balance mellem seriøsitet og sprælskhed / faglighed og formidling. Den klassiske opstilling af Fukuyama over for Huntington afvikles fornuftigt med en sikker forståelse af de teoretiske/historiske begreber. Og formidlingen er bedre end meget af den professionelle e-læring, man ser. De tre vindere og vejleder samt undertegnede var onsdag d. 30. januar til præmieoverrækkelse hos Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini. Ministeren var meget imponeret over elevernes arbejde og Historiekonkurrencen blev omtalt i positive vendinger. Bl.a. i forbindelse med talentpleje og profilering af historiefaget. Gruppen vinder hovedpræmien på kr. samt mulighed for at deltage i EUSTORY s sommerseminar for unge historieinteresserede fra hele Europa og historiebogen "100 års katastrofer" af Rasmus Dahlberg. Link til opgaven: 36

35 De tre vindere af Historiekonkurrencen 2012 til præmieoverrækkelse hos Børne og Undervisningsminister Christine Antorini Se også link: 37

36 Det humoristiske hjørne Den, der kun tager spøg for spøg, og alvor kun alvorligt, han og hun har faktisk fattet begge dele dårligt. «Gruk» af Piet Hein ( ) Klippet "A Brief History of the United States of America" kan ses via følgende link: Vi kunne ikke have sagt det bedre selv, så derfor vil vi introducere et lille, humoristisk element i Noter. Denne gang er det et desværre aktuelt eksempel om den yderst liberale våbenlov i USA. Denne lov debatteres atter efter det måske mest tragiske, såkaldte skoleskyderi i USA i efteråret Kan man overhovedet bruge humor i forbindelse med et så alvorligt emne? Den debat vil vi gerne åbne med et forslag til at introducere behandlingen af dette emne (eller andre emner i USA s historie som fx uafhængigheden, slaveriet eller borgerrettighedsbevægelsen) med et ganske kort klip fra tegnefilmsserien South Park. Klippet omhandler den historiske baggrund for den liberale våbenlov i USA og blev i sin tid brugt af Michael Moore i filmen "Bowling for Columbine", der omhandlede et skoleskyderi i byen Columbine. Historiekollegerne opfordres til at indsende idéer til sådanne små indslag, der kan introducere, perspektivere eller blot være et krydderi til den daglige, fagligt solide historieundervisning. Forslag, meget gerne ledsaget af en kort kommentar, sendes til næste nummer af Noters redaktører (fremgår af oversigten på bladets næstsidste side) Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til: Klaus Bjerre, Norsgade 19, 8000 Århus C eller [email protected] 38

37 Kildekvissen Vinder af den foreløbigt sidste Kildekvissen (Noter 195) blev Erling Bjerreskov, som fuldstændig korrekt svarede: "Citatet stammer fra King-Crane kommissionens (udpeget efter krav fra Woodrow Wilson på fredskonferencen i Paris efter 1. verdenskrig) anbefaling vedr. reguleringen af forholdene for Palæstina, Syrien og Irak efter 1. verdenskrig og blev afleveret den 29. august På kommissionens vegne er dokumentet underskrevet af Henry C. King (college præsident) og Charles R. Crane (forretningsmand) - begge amerikanere." Erling modtager snarest en erkendtlighed for hurtigste, korrekte vindersvar! Kontingent og kartotek Det girokort / den pbs-meddelelse, som I fik i januar indeholdt nogle oplysninger fra foreningens kartotek. Vi beder jer hjælpe med at holde kartoteket ajour med telefonnummer, adresse og ansættelsessted. Send oplysninger til [email protected] Hvis I ikke allerede har betalt kontingent, beder vi jer gøre det NU - vi bruger mange ressourcer på at sende rykkere. Efter betalingsfristens udløb savner vi kontingent fra ca. 265 medlemmer, ca kr. 40

38 Af Peder Wiben Nyt fra EMU Heller ikke denne gang er der meget nyt fra EMU siderne. Dette skyldes fortsat at der arbejdes hårdt på at få de mange historiesider overført til NY EMU, som skal være færdig sidst i juni 2013 (herom mere i næste nummer). Dette er også forklaringen på, at de mange der abonnerer på nyhedsbrevet fra siderne ikke har fået nyhedsbrev i efterhånden et stykke tid. Islands, der har haft interesse i at besøge siderne om retssagerne. Disse er nu helt opdaterede og det nye er, at der nu også ligger biografier om de enkelte tiltalte slaver i retssagerne. Materialet vil kunne nås fra index.html der er indgangssiden til emnet og de enkelte sager på tst/danskvestindien.html Der er fortsat mange besøg på historiesiderne. I hele 2012 var der knap besøg på historie siderne. Dette indskriver historie siderne som en af de mest besøgte på hele EMU universet. Og det finder jeg meget opmuntrende. Jeg håber at lige så mange vil få glæde af materialerne efter omlægningen til NY EMU, hvor det bliver noget anderledes at finde materialerne. De mest besøgte sider er de nye om Kolera epidemien i 1853 (som mange har brugt i forbindelse med SRP), Israel-Palæstina konflikten og så har der også været ret mange besøg på de nye sider om retssagerne i Dansk Vestindien Det har også vist sig at der er rigtig mange i Virgin Internationale nyheder kan nu igen nemt nås fra hvor nyheder fra EUROCLIO samles i et RSS Feed, der løbende opdateres. Til sidst skal lyde de sædvanlige 2 opfordringer: dels til at sende materialer ind til EMU historie (det behøver slet ikke være det store forkromede meget mindre kan gøre det!) og dels til at melde sig til det gratis nyhedsbrev fra EMU historie, hvorefter man hele tiden er opdateret med det sidste nye (dette gøres nemt fra forsiden husk at bekræfte den efterfølgende mail samt at man skal tilmelde sig på ny hvis man skifter adresse). Postkort fra Dansk Vestindien, beg. af 1900-tallet. 42

39 Kursus i Israel om holocaust nr. 196 / marts 2013 DIIS, Holocaust og folkedrab, tilbyder i samarbejde med uddannelsesstedet Yad Vashem i Israel et kursus for undervisere om Holocaust. Kurset fokuserer på folkedrabet på omkring seks millioner jøder under 2. Verdenskrig ud fra både forskningsbaserede og didaktiske tilgange og vil give deltagerne faglige input, pædagogiske redskaber og inspiration til at undervise om emnet. Kurset indeholder både workshops og forelæsninger, besøg på Yad Vashem museet og i Yad Vashem s mindepark, en guidet tur i Jerusalems gamle bydel og hvis tiden og vejret tillader det et besøg på Massada bjerget og Det Døde Hav. Derudover arrangeres en række aktiviteter uden for programmet, fx besøg på Israel-museet, mulighed for at deltage i en shabbat gudstjeneste mm. Kurset er åbent for undervisere fra grundskolen, ungdomsuddannelserne og seminarielærere fra alle fag. Kursusforløbet inkluderer udover seminaret på Yad Vashem et forberedende seminar i Danmark, arrangeret af DIIS. Praktiske oplysninger: Kursusafgiften er 8750 kr. Prisen inkluderer fly tur/retur til Israel, 10 overnatninger i dobbeltværelse med morgenmad, undervisning og frokost på Yad Vashem, udflugter og transport i Israel, kursusmateriale samt et seminar i Danmark. Tillæg for enkeltværelse er 1950 kr. Rejsedatoer: Fra den 11. til den 21. oktober Ansøgning: Du kan ansøge om at deltage i kurset ved at sende en kort motiveret ansøgning, hvor du præsenterer dig selv og din pædagogiske og faglige interesse for kurset. Ansøgningen sendes til Sine Molbæk-Steensig på mail til: [email protected]. For yderligere oplysninger skriv til [email protected] eller ring på tlf.: Ansøgningsfrist: 18. marts 2013 Læs mere om kurset på: yadvashem Af DIIS Valley of lost communities 43

40 Anmeldelser USA de seneste 110 år HENRIK BONNE LARSEN & ANDREAS BONNE SINDBERG: Det moderne USA. Forbillede eller skræmmebillede?, Systime sider, 167 kr. ekskl. moms. Endnu en bog om USA's historie har set dagens lys. Denne gang er det de to erfarne undervisere og forfattere, Henrik Bonne Larsen og Andreas Bonne Sindberg, der har skrevet en undervisningsbog om vigtige begivenheder og udviklingen i landets historie fra 1900 og frem til nutiden. Bogen falder i to dele. Fra side 6 til 128 gennemgås i klart og forståeligt sprog de væsentligste træk i perioden, både indenrigs- og udenrigspolitisk i 5 kapitler: 1)USA s politiske rødder og rammer, 2)De progressive år USA , 3)Fra stormagt til supermagt , 4)USA i Den Kolde krig og 5)USA fra Anden del fra side 129 til 165 indeholder en række kildetekster lige fra Theodore Roosevelt om statsmagten og trusterne til Occupy Wall Street-bevægelsen og dens krav. Bogen er velillustreret og den egentlige brødtekst suppleres af en del relevante faktabokse, f.eks. om danske indvandrere til USA og et biografisk afsnit om Franklin D Roosevelt. Bogen afsluttes med en 2 siders brugbar litteraturliste samt 1 side med oversigt over de anvendte billeder. Et register savnes ikke, da bogen er meget systematisk og kronologisk opbygget, men underafsnittene til de 5 hovedkapitler mangler i indholdsfortegnelsen, hvilket er en skam. Kapitel 1 indeholder 5 underafsnit, kapitel 2 6, mens der er hele 17 i kapitel 3 og 18 i både kapitel 4 og 5. Til gengæld er alle 20 kildetekster med i samme indholdsfortegnelse. Grundbogsteksten giver på traditionel vis et fint overblik over og en god indsigt i de problemer, der kendetegner perioden, og som læser føler man dels, at det er rart at få repeteret kendt stof, dels at man er blevet klogere efter læsningen. Som erfaren underviser i USA s historie vil jeg mene, at alle væsentlige aspekter er med. Vil man fokusere på f.eks. 1. verdenskrig, krisen i 1930 erne, Vietnamkrigen, Den kolde krigs afslutning og den nye verdensorden eller Bill Clintons såkaldte tredje vej, giver bogen et godt udgangspunkt. Især er det godt, at der fokuseres både på indenrigs- og udenrigspolitik. Således er der grundlag for at give et meget nuanceret billede af f.eks. præsident Johnson, Nixon og Reagan og deres præsidentperioder. Johnson står vel stadigvæk som det bedste eksempel på, at det næsten er umuligt for en præsident både at have succes på hjemmefronten med tiltag som The Great Society og borgerrettighedsloven og klare sig godt udenrigspolitisk, hvor Vietnamkrigen trækker meget ned i den samlede vurdering. Det var vel nærmest omvendt med Nixon, der fik afspændingsaftaler igennem med både USSR og Kina, (hvilket der ikke fokuseres på i bogen) og fik de amerikanske tropper ud af Vietnam, om end det ikke blev en ærefuld fred, ligesom inddragelsen af Cambodia og Laos i krigen fik frygtelige konsekvenser. Rent indenrigspolitisk behøver man blot nævne ordet Watergate 44

41 og præsidentens afgang i skam. Således kan bogen give anledning til gode diskussioner om og vurderinger af de forskellige præsidenter. Kilderne er meget relevante og af tilpas længde. Der er naturligvis både traditionelle og velkendte fra andre kildesamlinger som USA i støbeskeen og Negeren i USA, men også andre og nyere. Af de traditionelle kan som eksempel nævnes landbrugsminister Wallace om landbrugskrisen i 1933 (fra kildesamlingen USA i 1930rne ), mens Er det amerikanske århundrede ved vejs ende? (Jørn Boisen, Weekendavisen 5/8 2011) er et eksempel på en nyere. Som et særligt scoop er der også inddraget et par skønlitterære tekster: uddrag fra Mary McCarthy: Gruppen (1963) om kvinder i 1930 erne og fra Bret Easton Ellis: American Psycho (1991) om yuppie-generationen. Med vort begrænsede timetal i faget historie er bogen meget velegnet til at indgå i små forløb. Som forfatterne selv skriver i forordet, rummer bogen materiale til 8 pinde i fagbilaget på stx lige fra National identitet til Globalisering. Desuden vil den være meget brugbar i et tværfagligt samarbejde med især engelsk og samfundsfag, og det siger sig selv, at den kan anvendes i et AT-forløb med de to nævnte fag, men også med dansk og religion. Umiddelbart skulle man tro, at markedet for bøger om USA de seneste år var dækket, men det er åbenbart ikke tilfældet. Denne bog får i al fald de varmeste anbefalinger og bør anskaffes. Kai Verner Nielsen En rodet men brugbar fremstilling HEIDI FUNDER: Skriv historie. Columbus ,25 kr., skolepris 109 kr. 108 sider Med Heidi Funders lille bog om skriftlighed i historie Skriv historie! kunne man med rette sige "endelig kom den". Historie har i lang tid været det helt store fag i både SRP og AT, men er som bekendt det eneste uden en skriftlig dimension. Det har jo betydet, at eleverne ingenlunde har været trænet tilstrækkeligt til at formulere sig fornuftigt og sikkert, når de har skrevet i vores fag. Funders tilgang til bogen har været, at den skal henvende sig både til lærere og elever, og skal dermed kunne forstås af begge. Hensigten er grundlæggende fornuftig, men den skaber nogle uhensigtsmæssige konsekvenser for læseren. Hun har sprogligt forsøgt at lægge sig på et middelniveau, hvilket efter anmelderens opfattelse har den konsekvens, at det enten taler over elevens niveau og dermed delvist bliver svær at bruge, eller at den taler under lærerens niveau og dermed forklarer og gentager begreber, hvilket bliver irriterende at læse i længden. Dette gør sig bl.a. gældende i metodeafsnittet, hvor de kildekritiske begreber bliver gennemgået. Dog bliver de ikke uddybet til bunds så den usikre elev vil kunne bruge afsnittet konstruktivt og på den anden side er det vel egentligt ikke et afsnit, der er nødvendigt i en bog henvendt til gymnasielærere. nr. 196 / marts 2013 Heidi Funder har valgt at bygge bogen og sin undervisning op efter at man årligt kan få et antal elevtimer tilknyttet faget. Selvom hun skriver at man sagtens kan bruge bogen uden, kommer 45

42 man ind i nogle problemer i forhold til hendes progressionsplaner, da det netop er situationen på mange gymnasier, at elevtimer ikke er en mulighed. Jeg kan såmænd sagtens se det fornuftige i at have dem, men det forekommer mig underligt at basere en bog om skriftlighed på en antagelse der ikke er virkeligheden. Men på trods af disse indledende kommentarer syntes jeg, at der er mange fine øvelser og tanker i de tre hovedafsnit, der behandler skriftligheden i de tre år. Eksemplerne er illustrative og det er også fint at se hvordan hun retter opgaverne efter g- og f-faktorerne som blev præsenteret i et teoriafsnit. Dog bliver det til tider lidt for langtrukkent med alle de elevbesvarelser hun har valgt at medbringe. Der kunne man sagtens have klaret sig med færre og alligevel fastslået de pointer, der måtte være. Til trods for min kritik mener jeg alligevel, at det er en bog der har sin berettigelse på et historiebibliotek, da netop eksemplerne og især tankerne bag eksemplerne er vældig fornuftige. Niels Bendiksen Green De muslimske brødre SVEND LINDHARDT: De muslimske broderskaber brandslukkere eller brandstiftere? Frydenlund 2012, 146 sider, Ill. 146 kr. (vejledende) Det arabiske forår og ikke mindst revolutionen i Ægypten har endnu en gang tvunget os til at betragte den islamiske verden i et nyt lys. Det Muslimske Broderskab fremstår nu som den dominerende politiske kraft. Der kan derfor være al mulig grund til både i den faglige og den mellemfaglige historieundervisning at give sig i kast med en nærmere undersøgelse af, hvad dette broderskab egentlig er for en størrelse, og hvilken tænkning og sammenhængskraft det rummer. Det er den opgave, Svend Lindhardt har sat sig for i De muslimske broderskaber brandslukkere eller brandstiftere? Som forlaget Frydenlund har for vane og det er bestemt en god vane har bogen karakter af en grundlæggende, informativ og noget koncentreret fremstilling. En bank med et bredt udvalg af relevante kilder kan man så finde på forlagets hjemmeside, Hvis nogen går rundt i den vildfarelse, at Det Muslimske Broderskab er et nyt fænomen eller geografisk begrænset til Ægypten, kan Svend Lindhardts bog varmt anbefales som en passende øjenåbner. Broderskabet har i generationer spillet en central rolle i det meste af Mellemøsten og er i dag den dynamiske kerne i et netværk, der omfatter stærke muslimske organisationer i Europa og USA. Et gymnasialt forløb, der tager sit udgangspunkt i et studium af Det Muslimske Broderskab, kan bidrage til at kaste lys over afgørende aktuelle brydninger i den arabiske verden og i forholdet mellem islamisk og vestlig samfundsorden. Fremstillingen er problemorienteret, som allerede titlens spørgsmål "brandslukkere eller brandstiftere?" signalerer. Begge muligheder diskuteres gennem de forskellige kapitler. Det endegyldige svar overlades til læseren og dermed til diskussion i klassen, men i flere sammenhænge fremhæver forfatteren den bevidste sløringsstrategi: Taqiyya, dvs. retten til at fordreje eller lyve, hvis det kan beskytte umma, det islamiske samfund. Denne tvetungethed gør det meget vanskeligt at gennemskue broderskabets egentlige hensigter. Bogens første tre kapitler er viet til Det Muslimske Broderskabs udvikling i Ægypten fra 1928 til i 46

43 dag, herunder dets organisationsstruktur, ledelse og islamismens ideologi. Der tegnes et portræt af broderskabets grundlægger, skolelæreren Hasan al-banna, og hans plan for en re-islamisering af den ægyptiske befolkning. Det handlede ikke kun om forkyndelse, men også om oprettelse af skoler, sociale støtteordninger, sundhedsklinikker m.v. Alt sammen bundet op på en stærk og elitær organisation, der på ingen måde var demokratisk i vestlig forstand, men funderet på shura, rådslagning. Det gamle, feudale Ægypten skulle erstattes af et moderne samfund, baseret på islamisk solidaritet. Generelt en fredelig bevægelse, men hvis det muslimske samfund blev truet, kunne væbnet jihad blive nødvendigt. Derfor gik broderskabet også aktivt ind i kampen mod zionisterne i Palæstina. I 1950erne blev bevægelsen stærkt præget af den militante Sayid Qutb, der skabte den moderne jihadisme, læren om den væbnede kamp mod islams modstandere, ikke mindst de nationalistiske bevægelser i de arabiske samfund. En stærk gruppering inden for broderskabet, neobrødrene, har siden 1970erne tilsluttet sig tanken om almindelig valgret og demokrati. I den helt aktuelle magtsituation taler broderskabet gerne om demokrati, men det er uafklaret, om det er det vestlige demokrati eller den islamiske shura. Bogens øvrige kapitler, 4 14, rummer en indføring i Det Muslimske Broderskabs indflydelse i Jordan, Syrien og ikke mindst Palæstina. Her får man bl.a. en udmærket indsigt i den stærke Hamas-bevægelses baggrund. Desuden følges De Nye Europæiske Brødre og deres organisationer i en række europæiske lande, herunder Danmark. Disse er ikke en del af det ægyptiske broderskab, men ideologisk og økonomisk er denne euro-islam alligevel tæt forbundet med det, med den globale mufti, Yussuf Qaradawi, som den åndelige leder. Her vil man finde et glimrende udgangspunkt for at forstå Muhammedkrisen i De stærke islamiske organisationer i USA bliver også karakteriseret. Her er det arabiske befolkningselement modsat Europa udpræget middelklasse. Svend Lindhardts bog om de muslimske broderskaber åbner for en helt ny forståelse af det arabiske Mellemøsten og ikke mindst den brydning mellem islam og vestlig civilisation, der fortsat præger vor tid. Bogen giver ikke de endegyldige svar heldigvis men tilbyder viden og åbner for den diskussion som god undervisning ikke kan undvære. Den vil udgøre en udmærket platform for nutidsorienterede historiefaglige forløb, men vil også egne sig godt til mellemfagligt samarbejde med religion og samfundsfag eller et moderne fremmedsprog. nr. 196 / marts 2013 Knud Holch Andersen Grundtvig ANDERS HOLM: Grundtvig Introduktion og tekster. Systime sider, 210 kr. inkl. moms Universitetsundervisere og gymnasielærere har den samme uddannelse, det ved enhver. Alligevel er der ofte alt for vantætte skotter mellem de to institutioner det er på mange måder to forskellige verdner, og det er faktisk en anelse foruroligende, så lidt man gør for at skabe kontakt mellem universitetsunderviseren og gymnasielæreren, for det er jo selvsagt de samme unge mennesker begge parter har med at gøre. Ofte er man som gymnasielærer skeptisk over for gymnasieundervisningsbøger, som er skrevet af universitetsfolk, fordi disse mennesker tydeligvis ikke har fingrene nede i kagedejen på gymnasierne. Et godt eksempel herpå er 1700tals bogen (1700-tallet 47

44 sort på hvidt), som udkom sidste år. Den var smukt og indbydende sat op, men nærmest totalt ulæselig for den almindelige gymnasieelev. Anders Holm, som ikke er ansat i gymnasieskolen, men ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet har med denne bog om Grundtvig i høj grad brudt denne fordom. Det er en usædvanligt pædagogisk veltrimmet bog med rigtig mange forklarende noter og faktabokse, der tager fat i vanskelige og centrale begreber og gamle og tekniske ord. En anke ved bogen kunne faktisk være, at det næsten forstyrrer læsningen og opbryder teksten i unødig grad med de pædagogiske effekter på den anden side, vil det nok være for meget at beklage sig over det, når mange udgivelser faktisk lider under en mangel på eksempelvis noter og faktabokse. Sproget er også forsøgt gjort meget læsevenligt, om end der stadig fra tid til anden har sneget sig et par kancelli-prægede knudretheder ind. Bogen er en introduktion til Danmarks store digter, teolog og historiker N.F.S. Grundtvig ( ), med en række af hans væsentligste salmer m.m. i fuldtekst undervejs, og derved fungerer den også som en slags miniantologi. Bogen er komponeret omkring otte af Grundtvigs forfatterskabs kerneområder: romantikeren, mytologen, præsten, historikeren, folkeoplyseren, salmedigteren, politikeren og danskeren. Det er rigtigt godt tænkt, da det forenkler Grundtvigs ellers nærmest uendeligt store forfatterskab til nogle overskuelige kasser, som gør det lettere at forholde sig til. Samtidig kan man vælge som bogen også giver mulighed for at tage et enkelt eller to kapitler ud og læse dem for sig med eleverne. Det synes jeg er rigtigt smart og realistisk tænkt. Ulempen ved denne tilgang er dog selvsagt, at det kun vanskeligt giver eleven en fornemmelse af, hvor stort og komplekst et menneske han var. Bogen afsluttes med et kapitel om Grundtvigs betydning efter sin død, der sætter et tyk streg under den store betydning han har haft frem mod vores tid, og senest gendigtet af rockbandet Nephew. Herved kommer det afsluttende kapitel også til at virke som en slags begrundelse for hele bogen for hvorfor dog beskæftige sig med Grundtvig i dag, hvis han ikke har en relevans for nutidsmennesket? Bogen vil opsummeret være et godt udgangspunkt for en yderligere fordybelse i Grundtvigs tekster og forfatterskab fyldig og velkomponeret! Men om man så kan bruge den til noget i undervisningen er en anden sag. Jeg har i hvert fald umiddelbart svært ved at se, hvor den skulle bruges. Bogen foreslår selv en række fag (dansk, historie, religion, samfundsfag og filosofi) og det tværfaglige samarbejde. Det er formentlig i det sidstnævnte, at man primært vil finde anvendelse for bogen; personligt vil jeg nok have svært ved at tage den selvstændigt op i historieundervisningen. For det første fordi jeg ikke ville vælge at bruge så meget tid på Grundtvig i en i forvejen presset undervisningsplan, og for det andet fordi Grundtvig stadig, trods bogens meget pædagogiske indgang til stoffet, forekommer mig støvet og en anelse kedelig. Jeg er bange for, at eleverne ville kunne komme til at tænke det samme ikke mindst set i lyset af de mange andre meget spændende og aktuelle emner, vi tager op i historieundervisningen. Anders Bærholm Frikke 48

45 Athen HANNA LASSEN m.fl: Athen. Bog i serien Vide verden. Aarhus Universitetsforlag sider, ill. og med et kort over byen, 249,95 kr. Universitetsforlaget i Aarhus udgiver i disse år rejsebøger om, hvad man vel kan kalde verdens metropoler og nogle af de mest seværdige steder/ stæder; allerede udkommet er således bøger om bl.a. London, New York, Rom, Paris og Berlin. Og nye kommer til, i 2013 bøger om Madrid og Stockholm. Den bog i serien, som her skal anmeldes, drejer sig altså om det nuværende Grækenlands hovedstad, såvel dens nutidige liv og udseende som dens historie og kultur fra antikken over middelalderen og frem til i dag. Som man kan forstå, er der ikke tale om en videnskabelig publikation i snæver forstand, men faktisk om en bog, der henvender sig til alle også potentielt! interesserede. Bogen er veloplagt og i det hele taget vel skrevet af mennesker, der alle besidder viden om og lidenskab for det klassiske og/eller det nutidige Athen og Grækenland. Flere af forfatterne er forskere og undervisere inden for områder som klassisk filologi, klassisk arkæologi og historie, men alle har noget spændende på hjerte. Og selv om bogen altså ikke i strikt forstand er videnskabelig skønt den er udkommet på et universitetsforlag er den dog videnskabeligt funderet. Formen er rigtignok essayistisk; der er tale om subjektive fremstillinger, der imidlertid som sagt har den faglige basis i orden. Der er artikler om ret så forskelligartede emner som bl.a. Athen som hovedstad, Agora byens gamle torv om byens kirker, den aktuelle krise, folkelige kvarterer, middelalderen byzantinernes, frankernes og osmannernes by, naturligvis om Akropolis, om Marat(h)on stedet og løbet, om det oversete Athen og om byens første kirkegård. Det er rimeligt at kalde bogen en rejseguide; men den er mere end det, den er også sober og indsigtsfuld oplysning om Athen som polis og hovedstad på relativt populær, men seriøs facon. Og det rokker den gennemgående essayistiske, subjektive form ikke ved, tværtimod er den forfriskende og bringer utvivlsomt forfatterne til at vove at sige mere, til gavn for læseren. Meget stof gøres nærværende i bogen, også for denne anmelder, som ikke, i hvert fald indtil læsningen af denne bog, har haft noget særlig godt geografisk kendskab til byen og til fortidsmindernes placering og rolle i den. Således tager Bodil Due læseren med på Agora, torvet i det antikke Athen, sammen med de sportsfolk, der havde sejret ved de olympiske lege, og som blev hyldet behørigt her, og sammen med den Sokrates, der i 400-tallet f.kr. samtalede med sine medborgere her. I samme artikel får man i øvrigt et indtryk af de klassiske atheneres betragtelige demokratiske retsindighed, når det hedder: Angsten for bestikkelse og korruption ligger også bag det store antal dommere til hver sag: Der kunne være 201 eller 501 op til 2001, alt efter sagens art og vigtighed! I Tore Tvarnø Linds i det hele taget interessante artikel om byens kirker finder man følgende tankevækkende betragtning: Ikoner spiller en væsentlig rolle i den græskortodokse tradition, og det er vigtigt at huske, at ikonerne er levende. Det er måske en lidt uortodoks formulering, men pointen er, at ikoner ikke nr. 196 / marts

46 er noget, man blot kigger på for deres æstetiske skønhed. Man deltager i ikonerne. De er ikke kunstgenstande, i hvert fald ikke når de betragtes som ikoner hellige billeder. Min egen opfattelse af kunst overhovedet ligger tæt på det, som Tvarnø Lind her siger, er tilfældet for ikonernes vedkommende: Kunst er en 'samtalepartner', den er 'levende', man kan blive klogere af at 'tale med' den. Karsten Fledelius' artikel om middelalderen giver dette, i hvert fald for mig nye, historiske perspektiv på byen og landet og deres åndsliv: Athen, som hidtil havde været Grækenlands åndelige 'hovedstad', fortsatte imidlertid med at tiltrække både åndspersonligheder og turister, selv om den fra 400-tallet blev overhalet af Konstantinopel, og den heller ikke havde nogen politisk betydning. Platons gamle filosofiske akademi bestod dog fortsat, og samtidig fungerede Athen i 300-tallet som uddannelsessted for flere betydningsfulde kristne teologer (...) Samtidig opstod en veneration for 'hedenske vismænd' som Platon og Aristoteles, som man påstod havde forudsagt Jesu komme på samme måde som de jødiske profeter i Det Gamle Testamente af den grund har Platon næsten fået helgen-status hos de ortodokse grækere. Sådan kunne der altså også etableres kontinuitet i den athenske og græske (ånds)historie... Hvorfor ser Akropolis (der betyder 'byen på højen') i grunden i dag ud, som den gør? Det har sikkert ikke så lidt at gøre med en fremherskende klassicisme og klassisk humanisme i 1800-tallet, i hvert fald hos det, som Rune Frederiksen (RF) i sit essay om Akropolis kalder for det græske kulturpolitiske establishment fra midten af 1800-tallet. Man besluttede nemlig at fokusere på den store klassiske tid i selve rekonstruktionen af Akropolis. Konsekvensen blev bl.a., fortæller RF, at resterne af den byzantinske kirke, der blev bygget inden i Parthenon-templet, blev fjernet den tjente i øvrigt som kirke i længere tid, end templet fungerede som tempel... Også bygningsrester af den moské, som kirken var blevet omdannet til, samt et frankisk befæstningstårn og en del andet var blevet fjernet, for at resterne fra den 'vigtigste' periode kunne stå klarere. 'Klassisk athenocentrisme' kaldes dette fænomen i RF's essay. Den kan vi andre så tygge videre på. Bogen kan sikkert med fordel benyttes som læsestof for gymnasie- og HF-elever i fag som historie, oldtidskundskab, religion, samfundsfag samt græsk, og i hvert fald som informativ og underholdende! kilde for læreren. Og skal eleverne på studietur til Athen, så er bogen også anbefalelsesværdig. Poul Ferland Historier om politiske skandaler MARK BLACH-ØRSTEN: Skandalemaskinen. Politiske skandaler i Danmark, Columbus 2012, 92 sider, 190 kr., skolepris 109 kr. Alene den tvetydige overskrift på bogens titel rummer fint den dynamik bogen vil beskrive. For hvad menes der egentlig med maskinen? Er det politikerne, der i en senmoderne og global tidsalder har svært ved at orientere sig efter faste holdepunkter og derfor ender i den ene skandale efter den anden, eller er det medierne, der i samme verden puster politikeres jævne handlinger op til overdimensionerede sensationer i jagten på salgstal? Uanset hvad, er det ikke en problematik der behandles med særlig stor relevans for de historiefaglige mål. For vist bliver der fortalt spændende historier om politiske skandaler i Dan- 50

47 mark fra Ritt Bjerregaards Ritz -skandale i 1978, via Tamilsagen til den nylige skattesag vedrørende statsministergemalen. Men hverken fokus, problemfelter eller materiale er beregnet for historiefaget, hvilket dog heller ikke har været tanken med bogen. Forfatteren, ph.d. Mark Blach-Ørsten fra RUC, som jævnligt optræder i medierne om... ja, medierne, har omsat noget af sin omfattende viden om emnet til brug for samfundsfag, hvor forholdet mellem medier og politik er obligatorisk helt ned på C-niveau. Det giver sig selv, at den nok kunne finde anvendelse i fællesfaglige sammenhænge. Helt kort fortalt giver bogen et fint (men meget kort) overblik over mediernes udvikling fra slutningen af 1800-tallet og frem, om forskelle på mediekultur i henholdsvis Middelhavsområdet, Nordeuropa og i de angelsaksiske lande (USA og UK) samt nogle redskaber til at analysere forskellige politiske skandaler. Her opererer bogen med to hovedtyper, nemlig norm-skandaler (Ritz-sagen og skattesagen) og politik-skandaler (Tamilsagen), hvor fokus er på henholdsvis politikernes handlinger som privatpersoner overfor deres politiske handlinger. I den forbindelse kunne man sagtens tænke sig et fællesfagligt forløb, hvor historiefaget bruges til kildestudier af dokumenter og omtaler fra de forskellige skandaler, som så kobles til den samfundsfaglige analyse. Det kræver blot lidt arbejde fra historielærerens side, da bogen som nævnt ikke i sig selv rummer historiefagligt materiale. Sebastian Lang-Jensen Kærlighed på slottet ASSER AMDISEN: Struensee. Til nytte og fornøjelse. Lindhardt og Ringhoff sider, 259 kr. Genudgivelsen af Asser Amdisens anmelderroste værk om Johan Friedrich Struensee fra 2002 udspringer dels af, at det er en god bog og dels af dens aktualisering med filmen En kongelig affære, der bl.a. er indstillet til en Oscar. Asser Amdisen er en moderne historiefortæller, der udover at redegøre for en vigtig del af vores historie også gerne vil fortælle en god historie. Struensees person ses ud fra forskellige vinkler: som en dansk statsmand, som en europæer i en småstat og lægen, der fik magt og blev dronningens elsker. Struensee ses også i værket som en konsekvent idealist, livsnyder og fanatiker. Hvorimod nutiden ser ham som regenten, der i 1770`erne forsøgte at transformere den danske stat fra en konservativ, lidt langsommelig europæisk stat til et brutalt moderne oplyst mønstersamfund. Forfatteren fortæller historien om en sammensat person, der kun blev 34 år. Særlig interessant, for mange, er kapitler om Struensees forhold til dronningen og til hendes mand, kongen. Der er meget Se og hør i den historie, men fint at forfatteren forsøger at fortolke forholdet til dronningen ud fra samtidens syn på kærlighed og seksualitet. Gennemgangen af Struensees tilslutning til oplysningstiden tanker er også spændende læsning, og det er givende, at forfatteren begynder med Struensees barndom og ungdom. nr. 196 / marts 2013 Asser Amdisen forholder sig også til tidligere 51

48 fortolkninger af Struensees person, og mange har stillet spørgsmålet om Struensee blot var en skurk der tilranede sig magten i Danmark? Eller om Struensee var en helt der forelskede sig i dronningen Caroline Mathilde og kæmpede for oplysningsideerne i Danmark? Læs bogen og besvar selv spørgsmålet. Asser Amdisens bruger sine kilder godt, men til tider slutter han sin tolkning af historie på lidt tynd is. Forfatteren skriver ofte med stor sandsynlighed, måske, kan naturligvis skyldes, kan være osv. Og her havde det nok være bedre at holde sig til det vi ved fra kilderne, men så var fortællingen selvfølgelig ikke blevet så levende og underholdende. Alt i alt et anbefalelsesværdigt værk, der vil kunne finde god nytte i SRP-opgaver og andre tværfaglige projekter fx en analyse af filmen En kongelig affære sammenholdt med historiske fakta om tiden. Kim Beck Danielsen Fejde og magt JEPPE BÜCHERT NET- TERSTRØM: Fejde og magt i senmiddelalderen. Rosenkrantzernes fejder med biskop Jens Iversen og Lage Brok Landbohistorisk Selskab sider, 278 kr. Det er glædeligt at der er udkommet et banebrydende værk om dette vigtige emne. Det er den væsentligste udgivelse om dette emne siden Ole Fengers disputats fra 1970: Fejde og mandebod. Traditionelt har fejden, som en del af den middelalderlige overklasses kulturelle konstruktion, ikke fyldt meget i dansk historieskrivning. Denne bog er oprindeligt en Ph.d. afhandling, der er blevet omarbejdet. Det er lykkes til fulde, bogen har beholdt sit præg af forskning og nytænkning, men er også læsbar for en bred gruppe af befolkningen. Bogen består af 4 egentlige kapitler og en konklusion. I de to første kapitler behandles konflikterne som Rosenkrantzerne havde med Lage Brok og Jens Iversen. Det tredje kapitel ser på forholdene efter fejderne og i det fjerde kapitel - som forfatter kalder Fejde og magt i Danmarks senmiddelalder - er det forfatterens ambition, at sætte Rosenkrantzernes fejder ind i et større perspektiv og der igennem få en større forståelse for den senmiddelalderlige fejde som helhed. Sagt med det samme, det er lykkedes, dette er et fabelagtigt godt kapitel. I kapitlet Fejde og magt i Danmarks senmiddelalder opstiller Jeppe Büchert Netterstrøm en definition af hvad en fejde er i dansk senmiddelalderlig kontekst. Han opstiller 11 punkter, som 52

49 fortjener at nævnes her: 1. Fejde er fjendskab, 2. Fejde er en form for selvtægt, 3. Fejde er normalt voldelig, 4. Fejde er ofte en gensidig konflikt mellem to parter, 5. forløber efter tur, 6. hævn gengæld, 7. ære/stolthed, 8. eskalere, 9. langvarige, 10. moderation normer der begrænser hvor langt parterne kan gå i deres voldsanvendelse (p. 261ff). Grunden til at jeg fremhæver dette punkt er, at dette er et fint eksempel på bogens anvendelighed. I de konflikter som bogen grundigt og veloplagt beskriver, får man ikke kun en forståelse for de nævnte eksempler, men også en langt større viden om det senmiddelalderlige samfunds normer og koder, som i undervisningen kan sættes i relation med vor tids forhold. for samfundet, havde det været rimeligt, at forfatteren havde medtaget denne meget vigtige del af middelalderhistorien. Men på trods af dette, så er der ingen tvivl om, at Netterstrøms arbejde har ført historieforskningen af dansk middelalder et stort skridt videre. Fejde og magt er en god bog. Den er skrevet med en god sprogtone, der gør bogen let at læse. Ikke mindst kapitlet Fejde og magt i Danmarks senmiddelalder er oplagt at bruge i undervisningssammenhænge. Det er en bog jeg varmt kan anbefale. Torben Svendrup, ph.d. nr. 196 / marts 2013 En af de styrker bogen har, er at Netterstrøm undgår at falde i den fælde at afsige moralske domme over fortidens handlinger. Han søger virkelig at anskue samfundet, fejden, drabet ud fra datidens normer. Da adelsmanden Lage Brok dræber Niels Påske, har han påkaldt sig vor tids forargelse. Her går forfatteren ind og skriver at man bør overveje, om drabet var forkasteligt i samtiden. Det er godt set. Det er ganske tydeligt at forfatteren for alvor kender sit stof. Det er en fornøjelse, at læse de mange små historier, som bogen er bygget op af, blot for at nævne en enkelt; Erik Sørensen Myrt og Nøglepigen (p. 168 ff), denne Erik har ligget med en nøglepige derfor bliver han anklaget for tyveri og formodentligt hængt. Denne historie bruges til at vise Rosenkrantzernes manglede evne til at værne deres bønder. Det er bare god historieskrivning. Der er dog en afgørende mangel ved denne bog. Bogen har ikke medtaget den teologiske dimension ved fejder. Det er en mangel. Det middelalderlige samfund var på alle leder og kanter gennemsyret af religion. Ikke mindst i forbindelse med definitioner og af beskrivelser af fejders betydning Nyboder IDA HAUGSTED: Nyboder. Det frie folk Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck sider, 299,95 kr. Inden undertegnede anmelder fik bogen tilsendt, havde jeg læst en artikel i Weekendavisen, som drejede sig om Nyboder og denne bog. Jeg blev lidt tændt, fordi artiklen tog fat på livet i Nyboder, men der var på ingen måde overensstemmelse mellem artiklen og bogen, for dette værk er en bygningsbeskrivelse snarere end historien om Nyboder. Jeg har sommerhus på Fanø i Sønderho, og denne lille søfartsby fik for mange år siden et ypperligt bygningshistorisk værk. En sådan bog er Ida Haugsteds. Sådanne værker er ikke bøger, man læser fra A- Å, men sætter sig og bruger/nyder alt efter temperament. Den er primært et opslagsværk, og den er en nydelse at blade igennem takket være de meget smukke kort og fotografier, ja man kunne næsten fristes til at kalde den: Turen går til Nyboder. I øvrigt skal man ikke tro, at flådens 53

50 samlede mandskab boede i Nyboder. I krigene mobiliseredes provinsens søfolk også, idet der ikke var tilstrækkeligt mandskab til orlogsflåden. F. eks. mistede mange søfolk udskrevet fra Rudkøbing livet, da orlogsskibet Dannebrog under Huitfelts kommando i 1710 sprang i luften i søslaget i Køge bugt. I første afsnit giver Ida Haugsted en samlet oversigt over Nyboders bygmestre, som var de bedste i landet. Udmærket som opslag, men ikke noget man læser fra ende til anden. Det ville svare til at læse Dansk biografisk Leksikon. Fra 1804 placeres officershuse for enden af længerne som princip, og flådens hierarki ses således også i Nyboders byrum. Gammelholm og Nyholm, som skal ses i sammenhæng med Nyboder, får sit eget afsnit med Geddes kort som god støtte. Området var militært og derfor lukket for civile frem til 1850erne, og Holmens kanal blev fyldt op i Hvis læseren er interesseret i Nyboders ældste historie, henviser Ida Haugsted selv til Hans Daniel Linds bog fra 1882: Nyboder og dets Beboere, især i ældre Tid, som findes på nettet. I Skt. Pauls Gade ligger de eneste huse, der er bevaret fra Chr. d. IV.s tid, hvor husene var i én etage og hvide. Fra 1750erne opføres husene i to etager, men hvornår man gik over til at kalke husene gule, vides ikke. Ida Haugsted gør nøje rede for sine valg og sine kilder, som er meget omfattende. Et eksempel er et særligt kort tegnet efter en eksplosionsulykke i Og så starter gennemgangen ellers gade for gade med gennemgang af husenes indretning og bygninger som skoler, brændevinsgård, vagt, hospitaler etc. Jo, Nyboder var så sandelig en by i byen, selvom der aldrig var tale om en mur omkring området. Skal man have det fulde udbytte, må man kombinere de gode kort og plantegninger med beskrivelsen af de stadige udvidelser. Og så indbyder bogen jo til en vandretur på åstedet. Som historiker er vores vigtigste våben kronologien, men hér er det i højere grad topografien der er bærende. I historie vil man nok kunne bruge bogen til et lokalt projekt, hvor en eller to spændende gader udvælges, men så vidt jeg kan bedømme vil man ikke kunne nå rundt om hele Nyboders udvikling. Bagerst i bogen er noteapparat, oversigt over nedrevne og bevarede gadenavne, utrykte kilder, bibliografi og navneregister. Christian Bo Bojesen Revolutions-filosofi BERTEL NYGAARD: Revolution. Masser af modstand. Aarhus Universitetsforlag 2012, 214 sider, illustreret, 200 kr. Bogen er udgivet i serien Univers, som ifølge flapteksten formidler specialviden fra alle fagområder og gør frontforskningen tilgængelig for den interesserede lystlæser. Derved kan serien minde om Berlingske Leksikon Bibliotek fra 1960 erne og 1970 erne. Værket handler ikke om en bestemt revolution, men bringer systematiske overvejelser over revolutionen som fænomen og den vil stille skarpt på generelle kendetegn ved sociale og politiske revolutioner som historiske fænomener med gyldighed for vores egen tid (s. 13). Den franske revolution og den russiske revolution 1917 spiller naturligvis en stor rolle i bogen, men de bliver ikke gennemgået systematisk. De forudsættes bekendt, og der hentes mange eksempler på det ene og det andet fra dem. Det samme 54

51 gælder andre store og små revolutioner, helt frem til det arabiske forår I de første kapitler indkredser forfatteren begrebet revolution. Der lægges vægt på, at det er et moderne fænomen, der opstår samtidig med den kapitalistiske produktionsmåde. Englænderne regner Cromwell-tiden og dens følger for en revolution, men vi skal frem til 1789 før vi har den første rigtige revolution. Dernæst diskuteres hvor i verden revolutioner finder sted, og forfatteren gennemgår deres virkninger i lande uden revolution, f.eks. de skandinaviske. I et særligt kapitel analyseres revolutionens forhold til andre begreber: statskup, oprør, opstand, krig, reform, kontrarevolution. Så diskuteres hvem der skaber revolutionen, herunder forholdet mellem individ og masse og individets rolle i historien. Derpå kommer forfatteren ind på revolutionens karakter af brud, herunder dens forhold til fortid og fremtid. Synet på vold får også sit eget kapitel. Endelig analyseres forholdet til sprog, kultur og kunst. Som eksempel bruges bl.a. de forskellige brug af/syn på ordet demokrati i forskellige historiske perioder. Til sidst diskuteres de dybere årsager til revolutioner: materialisme, idealisme og diskursanalyse sættes over for hinanden, og det overvejes om revolutioner typisk bryder ud i perioder med fattigdom/tilbagegang eller i perioder med fremgang. Som afslutning diskuterer et kort kapitel mulighederne for revolution i det 21. århundrede. Bogen afsluttes med forslag til videre studier, hvor de vigtigste bøger om de store revolutioner omtales. Især er forfatteren glad for de bøger der forener det engagerede med det teoretisk betydelige (s. 199). Endelig er der noter og register. Kan bogen bruges i ungdomsuddannelserne? Ja, hvis man er ude på at analysere ordenes betydninger og de forskydninger heraf, der sker i tidens løb, så kommer denne bog ind i billedet. Måske kan den bruges til opgaveskrivning. Men dens analyser af begreber og deres forhold til hinanden er nok på et rigelig højt niveau for de fleste af vores elever. Den er mest lærerens bog. Som historielærer får man mange steder et nyt perspektiv på de historiske begivenheder, men jeg synes at der er for langt mellem snapsene. Måske er mit hoved ikke filosofisk nok. Jeg mistede flere gange interessen undervejs i analyserne af begrebernes betydning og hvordan den har ændret sig i tidens løb. Meget af det forekommer mig at være tørsvømning. Det er selvfølgelig vigtigt at analysere betydningen af de begreber vi bruger i faget historie, men i denne bog er der meget begrebsgymnastik og kun lidt historie. Egentlig er det prisværdigt at lave en videnskabelig bogserie, der henvender sig til den interesserede lystlæser. Som bekendt har menneskene de særeste lyster, men jeg har svært ved at forestille mig ret mange personer, der vil føle lyst ved læsningen af denne bog. Jørgen Krøigård Med kurs mod den universelle velfærdsstat JØRN HENRIK PETER- SEN, KLAUS PETERSEN, NIELS FINN CHRISTI- ANSEN (red): Dansk velfærdshistorie. Bind IV Velfærdsstatens storhedstid, perioden Syddansk Universitetsforlag sider, 498 kr. Når man diskuterer socialpolitik, henviser man her i landet med stor glæde, heraf utvivlsomt en stor del selvglæde, til den såkaldte danske model. Det har man altid gjort, i det mindste siden slutningen af 1800 tallet, hvor diskussionen for alvor nr. 196 / marts

52 kom i gang. Den kan man følge i de tidligere bind af Dansk velfærdshistorie, og det morsomme er at indholdet af denne danske model har ændret sig radikalt over tid, selv om man på de diskuterende nærmest kan forstå at den altid har været og altid vil forblive den samme så længe bøgen spejler sin top i bølgen blå, og er intimt forbundet med den danske nationalkarakter, der også er uforandret gennem seklerne. Ak ja. Dette bind af Dansk velfærdshistorie følger udviklingen hen imod den såkaldte universelle velfærdsmodel, selve opbygningsfasen af det vi nu til dags forstår ved den danske model i perioden , hvor en stor del af den uhørt stærke økonomiske vækst omsattes i stærkt forbedrede velfærdsordninger: Frivillighedsprincippet, som oprindelig blev betragtet som det kernedanske, men som allerede ved Steinckes reformer af 1933 havde fået nogle solide knæk, blev næsten helt forladt, og forsikringsprincippet blev stærkt udhulet. Principper som forebyggelse og revalidering blev styrket, og en ny klasse af eksperter og professionelle argumenterede for et individualiseret behovsprincip i stedet for det gammeldags retsprincip. Det siger sig selv at sociale klienters individuelle behov skulle vurderes af netop denne klasse af professionelle, og at behovsprincippet dermed blev fuldstændig lig det endnu ældre skønsprincip, som man ellers var gået væk fra for længe siden. En udbredt men meget mærkværdig tro på at når man finder på et nyt og pænere ord, så indfinder en ny og pænere virkelighed sig automatisk. Forskellige slags velfærdsstater kommer og går, øvrighedsstaten består. En ting er principperne, men bogen følger også de politiske aktører, først og fremmest partierne, i deres holdningsskift og i deres interne problemer med deres koblinger til veletablerede interesser inden for de eksisterende sociale ordninger. Perioden var ikke bare velfærdsstatens storhedstid, men var også en storhedstid for de korporative aktører- ikke mindst arbejdsmarkedets parter. Fuldstændig universalisme når man jo ikke, hverken den gang eller nu, fordi dette princip kommer i strid med andre principper, f.eks. økonomisk omfordeling for slet ikke at tale om problemer med den nationaløkonomiske balance. Bogens opbygning følger nøje mønsteret fra de tidligere bind, hvilket muliggør en anvendelse på langs, hvor man kan følge de enkelte politikområder over tid, og på tværs af politikområderne i en enkelt periode. Også på andre områder bevarer værket sit enhedspræg, men måske er der lidt flere personlige kommentarer end der var i de tidligere bind. Det skal forfatterne ikke kritiseres for, det må være svært at holde sig i skindet. Der er stadig plads til forbedring på et enkelt punkt, diagrammerne. Dem er der mange af, og det er dejligt. Mange undervisere vil med stor fornøjelse klippe og kopiere dem og anvende dem i deres undervisning. Men ofte er der ikke tilstrækkelige benævnelser på selve diagrammerne. For det meste kan man godt gætte, ud fra teksten, hvad de manglende oplysninger skal være, men måske skal man et par sider længere frem, og det at gætte er heller ikke helt så godt som at kunne se det på diagrammet direkte. Det kræver naturligvis en vis indlevelsesevne hos en forfatter at kunne sætte sig ind i en temmelig tumpet læsers problemer, men det er altså alfa og omega hos enhver formidler, at man ved det. Kort sagt, der er tale om et ekstremt anvendeligt opslagsværk. Bind 4 har yderligere styrket værkets position som noget man ikke kommer uden om hvis man vil beskæftige sig seriøst med dansk socialpolitiks historie. Axel Moos 56

53 ES GIBT EINEN WEG ZUR FREIHEIT PETER LANGWITHZ SMITH: Neuengamme koncentrationslejren Informations Forlag s. Illustreret. 399 kr. inkl. moms. Neuengamme-lejren opstod i december 1938 i landsbyen Neuengamme ca. 30 km sydøst for Hamburg, da et hundrede kriminelle fanger, som blev overført dertil fra KZ Sachsenhausen, blev installeret i et nedlagt teglværk. Det var SS oprindelige strategi at blive storleverandør af byggematerialer til det nazistiske Tysklands megalomaniske byggeplaner. Da det i løbet af vinteren blev klart, at den planlagte Blitzkrieg mod Sovjetunionen var slået fejl, blev fangelejrene underlagt Heinrich Himmlers almægtige WVHA (Wirtschaftsverwaltungshauptamt), og fangernes arbejdsindsats blev målrettet sat ind i krigsproduktionen. Indtil 1942 foregik alt i Neuengamme i SS-regi; derefter knyttedes private rustningsvirksomheder til lejren og dens Nebenlager, udekommandoer. I Hamburgområdet var der lejre for tvangsarbejdere og krigsfanger. Frem til begyndelsen af 1940 var Neuengamme et udekommando under KZ Sachsenhausen. Derpå blev den en selvstændig lejr, Stammlager, som hovedparten af tiden frem til rømningen i slutningen af april 1945 blev ledet af to berygtede kommandanter, Martin Weiss og senest Max Pauly. Fuldt udbygget dækkede lejren et areal på 50 ha. Schutzhaftlager, fangelejren, der havde en perimeter på 250x200 m, var dens kerne. Det anslås, at i alt mennesker passerede gennem lejren og dens udekommandoer. Af dem omkom , hvortil skal føjes tabene i forbindelse med evakueringen og dødsmarcherne op til og under sammenbruddet i foråret 1945 samt dødeligheden, som fortsatte længe efter kamphandlingernes ophør. Efter 1941 udviklede Neuengamme sig til en lejr med en fangepopulation, hvor 90 % var af udenlandsk herkomst. Næsten polske og ca russiske fanger samt et mindre antal jøder, som i 1942 overførtes til Auschwitz, udgjorde lejrhierarkiets bund. I det sidste krigsår blev hen imod jøder overført fra lejre i øst og registreret i Neuengamme. Blandt de vesteuropæiske fanger udgjorde franskmænd den største gruppe; derefter fulgte ca hollændere, belgiere og militærinternerede italienere, som var udsat for forfærdende forhold og havde en dødelighed på 43,2 %. Tilværelsen i Neuengamme og andre koncentrationslejre indledtes straks ved fangernes ankomst af en systematisk udslettelse af den enkeltes identitet. Dagligdagen forløb i en Stridens og Intrigemageriets Atmosfære, som var fuldstændig ruinerende for ethvert Kammeratskab... Man skulde ikke have været mange Dage i Lejren, før man opdagede, at man fra sine ældre Medfanger kun kunde vente det værste: Forfølgelse, Chikaneri, himmelråbende Uretfærdighed og oprørende, sadistisk Mishandling..., beretter en dansk fange (s. 113). Arbejdet var ofte et instrument i terroren. Mange arbejdspladser var rene dødskommandoer, bl.a. Klinkerwerk (teglværket og dets lergrav) og en række anlægs-, byggeog transportarbejder. Nedbrudte af arbejdet og af sult, kulde og sygdom formåede kun få at bevare sin menneskelighed og selvrespekt; mange mistede viljen til at leve. Hverken staten, SS eller industrien behøvede at bekymre sig om fangerne, da uarbejdsdygtige fanger blot erstattedes af nye. Hertil kom alskens mishandlinger, henrettelser efter eller uden domfældelse, vilkårlige drab og massemord. Retsopgøret efter krigen blev, mildt sagt, ufuldstændigt forrettede, ud over de privile- nr. 196 / marts

54 gerede fangers skare fra Lagerältester til hjælpekapoerne, SS er tjeneste i Neuengamme; deriblandt var ca. 10 % kvinder, der i øvrigt udviste en adfærd, som ikke adskilte sig fra deres mandlige kolleger. Talrige forbrydelser, som vagtmandskabet havde begået, forblev ustraffet. En tysk forsker påpeger, at det takket være den britiske besættelsesmagts indsats blev slået fast... at forbrydelser ikke må forblive ustraffede, heller ikke hvis gerningsmændene kan påberåbe sig umenneskelige love, bestemmelser og ordrer udstedt af et forbryderisk regime, de tjente aktivt... Det er beklageligt, at lovgivning og justits i Forbundsrepublikken Tyskland ikke var villige til at følge dette ophøjede princip og ikke overtog de allieredes retsgrundlag for strafforfølgelse af naziforbrydelser (s. 543). I de såkaldte Curiohaus-processer i Hamburg dødsdømtes 24 anklagede. Nitten af dødsdommene eksekveredes, mens otte fik fængselsdomme. Da retsforfølgelsen fra 1946 overgik til tyske myndigheder, iværksatte politi, anklagemyndighed og domstole, som endnu i mange år fremover prægedes af folk, som havde gjort karriere i det nazistiske Tyskland, et opgør med den såkaldte Siegerjustitz. I mundede således ¾ af retssager i den britiske besættelseszone ud i straffe, som ansås for at være udstået med de dømtes interneringstid, og blev der kun gennemført fem retssager (s. 515, 539 f.). Et specielt frastødende omdømme klæber til staden Hamburg, hvis bystyre i årtier udfoldede ihærdige bestræbelser for at nedtone sin nære tilknytning til KZ-systemet. Først i 2007 var det muligt at indvie et samlet Gedenkstätte Neuengamme. Peter Langwithz Smith (f. 1945) er cand.mag. med en karriere som gymnasielærer bag sig og er forfatter til et værk om Auschwitz fra Værket om Neuengamme er en usminket blotlæggelse af KZ-universets udspekulerede nederdrægtighed og afstumpethed, hvori lidelse og død var reduceret til ligegyldige statistiske størrelser. Redegørelsen for Neuengammes funktion og for lejrtilværelsen er rigt facetteret og afslører ondskabens banalitet. Neuengammes plads i den danske besættelsestids historie er markant og optager naturligt nok næsten 25 % af stoffet. Den første deportation fra Frøslevlejren i Danmark til Neuengamme afgik 15. september 1944 og omfattede 195 modstandsfolk. Derpå fulgte deportationerne af bl.a. politi og grænsegendarmeri. De fleste førtes videre til udekommandoer eller til andre lejre. Før den dansk-svenske redningsaktion i foråret 1945 opholdt ca danskere og nordmænd sig i tyske lejre, og Neuengamme blev deres samlingssted forud for deres hjemtransport. Fremstillingen udspringer af et omfattende opklaringsarbejde, da det meste kildemateriale blev destrueret af SS forud for lejrens rømning, og mange belastende spor blev slettet. Ikke desto mindre er dokumentationen overbevisende. Ole Halding Under Dannebrog ANN-MARI BORGELIN (red.): Hvor Dannebrog faldt ned. Kaptajn Richard Gustav Borgelins erindringer fra Den Estiske Frihedskrig, Frydenlund 2012, 192 sider, illustreret S/H, 249 kr. I denne bog følger man et lille, men interessant stykke Danmarkshistorie, nemlig deltagelsen af et dansk kompagni på 200 mand, som kæmpede for først Estlands og senere Letlands frihed under den russiske borgerkrig. Det specielle ved situationen er, at korpset ikke var udsendt af den danske stat, men i stedet blev finansieret af den danske forretningsmand Aage Westenholz. 58

55 Vi følger gennem den øverstbefalende Richard Borgelins øjne kompagniet gennem hele kampagnen i perioden fra Estland til Letland. Selv om de militære aspekter er med, fylder hele den lokale politiske situation en del. I takt med man læser bogen bliver det klart, at det i denne bog er en konservativ som taler og Borgelin omgås således både dronning Dagmar, hvide generaler, general Mannerheim og den lokale tyske adel. Selv om der i korte perioder ses med en smule sympati på Bolsjevikkerne er det beskrivelsen af deres barbari og grusomme behandling af baltiske borgere og specielt den tyske adel, som vækker harme hos Borgelin og får ham til at beskrive dem som barbarer og kujoner. Vil man have et fint læsbart værk om samtidens syn på revolutionen i praksis kan man hente god inspiration i bogen, som er velskrevet og klart sat op. Bogen anbefales til skolens bibliotek. Rasmus Østergaard Den sorte og triste historie om 68erne PETER ØVIG KNUDSEN: "Hippie 2 den sidste sommer", Gyldendal 2012, 647 sider, 349 kr. Der hersker ingen tvivl om at Peter Øvig Knudsen skriver medrivende og godt også bind 2 om hippierne er en fornøjelse at læse. Det har på mange måder været herligt at tilbringe julen i hippiernes selskab. Jeg sluttede min anmeldelse af bind 1 med et håb om, at undertitlen på bind 1 - "Dage der forandrede Danmark" - ville vise sig berettigede. Det er ikke sket. Tværtimod er hippie 2 faktisk forklaringen på, hvorfor Thylejren ikke forandrede Danmark. Hippie 2 er fortællingen om trakasserier, hashtåger og LSD trip. Om folk på egotrip og folk på politisk mission. Beretningen om at for mange stoffer skaber for mange syrehoveder, for mange problemer og nærmest ingen løsninger. Og derfor er undertitlen på hippie 2 langt mere dækkende for begge bøger. Faktisk sammenfatter en af initiativtagerne det forholdsvis præcist: "Leo Jespersgaard fastslog, at resultatet af lejren først vil vise sig, når hver enkelt kom hjem og måske begyndte at leve anderledes. Men han advarede mod at tro på mirakuløse forandringer:»når bedsteborgerne kom herop med hele habenguttet, er det meget ambitiøst at regne med, at de efter fjorten dage tager hjem og laver hele deres liv om. Og det kan jeg ikke tro, at selv de mest bibelstærke af os vil forlange.«"(s. 554) Det er muligvis et forbehold Øvig ikke deler jævnfør undertitlen, men som for mig at se er ganske naturligt. Selvfølgelig kom Thylejren til at betyde noget både for dem som var der, dem som hørte om det og dermed for hele samfundet, men derfra og til at hævde at det var dage som forandrede Danmark er der vel langt. Hovedpersonen i hippie 2 er Peter Louis-Jensen. Øvig får tegnet et billede af en kompliceret mand med store ambitioner om revolution, kunst og politik. Hans andel i lejrens "afslutning" i utryghed, dårligt naboskab og vold er anseelig i Øvigs udlægning. Kulminationen på hans tid i lejren er besættelsen af Hjardemål Kirke, der ender i voldsomme slåskampe med både de lokale thyboere og politiet. Og som i tillæg gør forholdet mellem lejrens beboere og de omkringboende fuld af mistro. Om det var en del af pointen med kirkebesættelsen er lidt utydeligt. Nogle udtalelser tyder på at Peter Louis-Jensen også har haft det for øje fordi han var utilfreds med den måde lejren udviklede sig på. Og fx utilfreds med at det initia- nr. 196 / marts

56 tiv han selv tog etablering af et økonomisk råd som øverste myndighed - nogle uger inden kirkebesættelsen ikke skabte de ønskede forbedringer. Også i hippie 2 kommer Øvig vidt omkring der er mange og lange afstikkere til fx hippiemiljøet i København, til navngivne personer, hvoraf nogle af dem kun er kort tid i lejren. De mange afstikkere tegner et tydelig billede af Peter Louis-Jensen og historierne gør på den måde hippie 2 til en helstøbt bog, fordi den røde tråd er manden og hans vision og kunst. Om hans andel i historien reelt kan bære så tung en byrde ved jeg ikke, det må en egentlig historiefaglig forskning eventuelt udfolde. Øvig bruger meget lang tid på også at komme helt rundt om Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard, måske også fordi de er kendt i den brede almindelige offentlighed? Og så selvfølgelig fordi er rundet af det samme miljø som Peter Louis- Jensen. De tre har gensidigt præget hinanden, deltaget i hinandens liv og kommenteret på hinandens kunst, politik og handlinger. Fx er flere af Per Kirkebys breve til Peter Louis-Jensen citeret i bogen ikke mindst i diskussionen af kirkebesættelsen i Hjardemål. Peter Øvig Knudsens dobbeltbind om Thylejren er slut. Og det fungerer fint at have et hvidt og optimistisk første bind, og et sort, hvor det meste egentlig går i, ja sort. Om den samtidige opdeling i hovedpersoner, Henning Prins i det hvide første bind og Peter Louis-Jensen i det sorte andet bind er jeg lidt mere skeptisk overfor. Fordi begge personer er gennemgående personer nogle gange væk fra lejren og dermed på sidelinjen, men alligevel igennem alle 73 dage aktive deltagere og kombattanter. Afslutningsvis så mangler der i mine øjne faktisk et tredje bind. Hvad med den Thylejr der siden har ligget netop der, hvor de 73 dage udspillede sig. De folk som overvintrede, de sommerlejre der de følgende år fandt sted. På den anden side, så ville det måske få karakter af en føljeton med lange kedelige passager om hverdagsliv og dermed ikke egnet til den mere journalistiske vinkel som Peter Øvig har valgt til sit Ying og Yang projekt. På en eller anden måde er det dog lidt specielt, at det kun er de 73 dage der er "med" - samt et efterskrift om hovedaktørernes videre skæbne. Hvad med lejrens videre skæbne? Katrine Vinther Scheibel Dansk politik og taler de sidste 40 år CLAUS FRIISBERG: Det ny Danmark. Danmarks politiske historie belyst gennem taler, Vestjysk Kulturforlag 2012, 648 sider, 428 inkl. moms Denne bog med 85 politiske taler fra den nyeste danske politiske historie er en fortsættelse af Taler til tiden. 100 danske taler , som Claus Friisberg tidligere har udgivet på sit eget forlag, Vestjysk Kulturforlag. Den nye bog indeholder samtidig en ganske grundig gennemgang af den danske politiske historie, som sætter talerne ind i den rette kontekst og samtidig giver et billede af den politiske udvikling i Danmark med fokus på begivenhederne i og omkring Christiansborg. Talerne er primært åbningstaler og nytårstaler fra de forskellige statsministre gennem perioden samt vigtige politiske taler som for eksempel Poul Schlüters herostratisk berømte gulvtæppetale, Søren Krarups opgør med kulturradikalisme og socialdemokratisme i en tale fra 2000, Anders Fogh Rasmussens tale 29. august 2003 (som er spændende for alle historikere!), Villy Søvndals angreb på muslimske fundamentalister fra De nyeste taler 60

57 er repræsenteret med Helle Thorning-Schmidts nytårstale fra 2012 samt Ellen Trane Nørbys (V) ordførertale ved Folketingets afslutningsdebat i samme år under overskriften. Regeringen har ikke fortjent magten. Talerne er i de fleste tilfælde hentet fra Folketingstidende samt fra hjemmesiden (som jeg ikke kendte), der indeholder en række taler fra de senere år hvilket en og anden kollega måske kunne bruge i opgavesammenhæng. Talerne er nænsomt beskåret, og i indledningen til nogle få af talerne angiver Claus Friisberg nogle af de retoriske virkemidler og figurer, som indgår i talerne. Dette er dog ikke gjort særlig konsekvent. Fremstillingen og analysen af den politiske udvikling fylder skønsmæssigt en tredjedel af siderne, og her øser Claus Friisberg af sin viden og sit grundige arbejde med stoffet. Om det er den økonomiske udvikling, Tamil-sagen eller større politiske tiltag og reformer, så får læseren en sober og gedigen gennemgang og analyse, selv om der enkelte steder er kommet nogle personlige vurderinger, eksempelvis omtales tidl. miljøminister Hans Christian Schmidt som indolent. Den politiske udvikling ses primært i et Christiansborg-perspektiv, og det bliver derfor en traditionel politisk historie, som forfatteren præsenterer læseren for. Der bliver dog også plads til dansk udenrigspolitik, herunder forholdet til EU. I indledningen og afslutningen af bogen er der ansatser til en bredere politisk analyse, når Claus Friisberg fremhæver, at Danmark i denne periode har bevæget sig fra wellfare-samfund til et workfare samfund. Dette betyder, at alt i dag i højere grad vurderes ud fra, hvad der gavner samfundsøkonomien frem for en mere traditionel velfærdstankegang, som prægede dansk politik frem til 1990 erne. Bogen er ikke tænkt som en undervisningsbog, men som en bog for den politisk interesserede. Det er vigtigt, at vi har fået en samlet præsentation af nogle vigtige elementer i den politiske udvikling og diskurs de seneste 40 år. På den anden side ville det utvivlsomt have været en fordel, hvis der havde været en redaktør med i udarbejdelsen af bogen og dens idé. Dels kunne man have fået begrænset bogens noget voldsomme omfang, og dels kunne fokus have været gjort tydeligere: Er det talerne eller er det den politiske udvikling, der skal være omdrejningspunktet? Bogen anbefales til indkøb til lærerbiblioteket. nr. 196 / marts 2013 Ulrik Grubb Myter og halve sandheder THOMAS OLDRUP & JAKOB SØRENSEN: 45 myter og halve sandheder om 2. verdenskrig, Informations Forlag, sider, 199 kr. Fortællingerne om vores historie er fuld af myter og halve sandheder, og netop punkteringen af myter er en af faghistorikernes mest centrale øvelser. Thomas Oldrup og Jakob Sørensen har samlet 45 myter og halve sandheder fra 2. verdenskrig og gået i gang med den ædle øvelse. Bogen er kort og let læselig, og den er absolut underholdende læsning. Der er ingen kilder inddraget direkte, og bogen er skrevet på baggrund af læsning af centrale historiske fremstillinger af perioden. Som forfatterne skriver, så er de ikke ude på at fremkomme med noget nyt, men derimod på at aflive nogle af de myter vi går rundt og fortæller videre. Myterne spænder fra de helt centrale spørgsmål, som berører historiens dybereliggende årsagsforklaringer (Invaderede Tyskland Østrig, eller ønskede østrigerne det selv? Kunne D-dagen være slået 61

58 fejl?) til de mere spøjse og uinteressante, men ikke mindre underholdende af slagsen (Havde Hitler kun én testikel? Var Simon Spies nazist? Var Hemingway den første soldat, der befriede Paris? Hvordan døde Glenn Miller?) Undervejs reflekterer forfatterne over, hvorfor myter opstår, hvilke formål de tjener, og hvem der kan have interesse i dem. Afsnittene er korte, og flere af afsnittene kan meget vel bruges i historieundervisningen i gymnasiet, særlig i forbindelse med afslutningen af et forløb om mellemkrigstiden og 2. verdenskrig. Når man som historiker går i gang med mytepunktering, løber man ofte den risiko at falde i den anden grøft og selv blive myteskaber. Der er to afsnit, hvor Thomas Oldrup og Jakob Sørensen i processen med at aflive en populær myte, kommer snublende tæt på at skabe en ny. Det er særlig disse afsnit, der vil være velegnede til opsamling og refleksion i en historietime. Den ene af disse myter lyder: Hitler havde kuppet sig magten. Forfatterne beskriver, hvordan Hitler efter ølstuekuppet satsede på at vinde magten med lovlige midler. Da Hitler blev udnævnt som rigskansler, var det helt i overensstemmelse med de demokratiske spilleregler, og det tyske folk havde selv bedt om et nazistisk regime gennem deres stemmeafgivning. Det er alt sammen rigtigt, men forfatterne undlader den helt centrale nødforordning i kølvandet på rigsdagsbranden. Dermed underspilles det forhold, at valget i marts 1933 ikke var helt frit, da pressefriheden var indskrænket og de kommunistiske rigsdagsmedlemmer ikke fik lov til at indfinde sig i Rigsdagen efter valget. Der omtales heller ikke den begyndende nazificering af embedsapparatet og SA s huseren i gaderne. Selvom nødforordningen var forfatningsmæssig lovlig, så havde den vel kuppets karakter, og den var en central forudsætning for vedtagelsen af bemyndigelsesloven, der reelt cementerede diktaturet. Afsnittet er et udmærket oplæg til refleksion over årsagerne til nazisternes magtovertagelse og reelle forvandling af den demokratiske tyske forfatning til et diktatur. Den anden myte, som kan forekomme oplagt til historieundervisningen er følgende: Anden verdenskrig begyndte 1. september Forfatterne vil gerne opbløde denne såkaldte myte. De hævder at krigen begyndte lang tid inden bl.a. i Asien med den japanske ekspansion. Det er selvfølgelig rigtig nok, men hvilke kriterier kan man bruge, når man skal bestemme, hvornår en krig starter? Formelt startede den vel 1/9 1939, da Tyskland angreb Polen, hvilket førte til den engelske og franske krigserklæring d. 3/9. Er der tale om en anakronistisk myteskabelse fra forfatternes side? I dag er magten jo mere bredt ud end den var dengang, hvor mange måske ude af trit med de reelle magtforhold - stadig opfattede de europæiske stormagter som dem, der bestemte verdenspolitikken. Det er en kendsgerning at historieskrivningen ofte bærer præg af samtidens problemstillinger. Måske er det ikke bare et udtryk for en selvcentreret eurocentrisk opfattelse at lade 2. verdenskrig starte d. 1. september Afsnittet kan meget vel bruges til at diskutere brugen af historien og den indflydelse samtiden altid har på historieskrivningen. Dette så meget mere som forfatterne selvfølgelig har en central pointe. Sten Jacobsen 62

59 Hemmeligheder KÅRE V. POULSEN (red.): Danskerne hemmeligheder. Informations Forlag, sider, 113 kr. På DR s site dr.dk/hemmeligt har danskerne i løbet af 2012 anonymt kunnet skrive deres hemmeligheder ind, og man har kunnet kommentere dem. Det har ført til denne udgivelse. Bogen er en lille kulørt sag, som er spækket med citater, hvoraf nogle få er forsynede med nogle af de indkomne reaktioner. Det er et stort spørgsmål, hvad denne bog kan bruges til i en faghistorisk sammenhæng. Ved læsningen fik undertegnede i hvert tilfælde trang til at reflektere over begrebet hemmelighed. Hemmeligheder er vel ikke bare hemmeligheder. Man kan forestille sig hemmeligheder, som den enkelte knap nok selv kender, fordi den hører til det kollektivt fortrængte, de livsformer, som er dømt ude i samtiden. Og så er der de hemmeligheder, som alle ved, at vi har, og som man kan snakke uforpligtende om ved middagsbordene, fordi vi jo alle anerkender dem. Det virker som om, det netop er disse almengyldige og artige hemmeligheder bogen er fuld af. I indledningen hævdes det at samlingen giver en unik indsigt i danskernes hemmeligheder anno Hvis det er tilfældet, så er der i hvert tilfælde ikke så meget, der kan overraske. En stor del af hemmelighederne handler helt i overensstemmelse med den herskende ideologi om upassende drømme om behovstilfredsstillelse. Personen, der råber sin ekskærestes navn under sexakten, hende, der kysser med en fremmed i toget, den hemmelige drøm om at give sin kollega et blow job, dagdrømmen om at kunne være en escort pige, den hemmelige viden om at have haft 3 kærester på en gang, og ham der ved, at han ikke er far til sit barn, men ikke kan sige det, da han aldrig har fortalt sin kone, at han er steril etc. Der er også lidt for gymnasielærere: der er en enkelt, der er forelsket i sin samfundsfagslærer, og en anden drømmer om at forføre en ældre intellektuel og kejtet professor (akademiker) imellem alle hans bøger og afhandlinger. Det er nok den eviggyldige menneskelige natur, der her kommer til udtryk. Indimellem truer ikke-samtidige livsformer dog også. En er pinlig over at være kristen og holder det derfor hemmeligt, en andens hemmelighed er at kunne læse andres tanker, og endnu en bilder sig godt nok ind, at hun foretrækker en karriere, men inderst inde ved hun godt, at hun bare ønsker at være en hjemmegående husmor. Der er også pudsige hemmeligheder om forholdet til gummistøvler, bøgeblade og ja, ham der skriver: I virkeligheden ville jeg gerne være bedemand. Endelig er der alle de hemmeligheder, der glimrer ved deres fravær. I en kultur, der bruger så megen energi på at finde incestuøse og pædofile, er det påfaldende, at fænomenet ikke optræder. Det ville selvfølgelig også være upassende, men det kunne jo også tænkes at italesættelsen mere er udtryk for angst end for realitet. I et land, hvor unge mænd frivilligt lader sig sende ud i krig, savnes også krigeriske fantasier. Bogen virker renset for usømmelige hemmeligheder, der strider mod vores dominerende kulturelle forestillinger. Kort og godt: bogen kan varmt anbefales som godnat litteratur. Danskernes hemmeligheder vil ikke forstyrre ens nattesøvn, den er en underholdende og humoristisk lille sag, og det er vel egentlig også sådan, den er tænkt. Sten Jacobsen nr. 196 / marts

60 Set fra hver sin side TINA ADELE HOFF: Danmark og Færøerne. Museum Tusculanums Forlag sider. 175 kr. Bogen er en viderebearbejdning af et historiespeciale fra 2008, med enkelte udvidelser og ajourføring. Kildegrundlaget er bøger, tidsskrift- og avisartikler, Folketingstidende og statsministeriets hjemmeside. Der er også benyttet nogle få utrykte kilder, og der er foretaget interviews med 2 danske og 2 færøske politikere. Endelig er der foretaget en spørgeskemaundersøgelse af 6 gymnasieklasser og to pensionistgrupper. Der er ikke benyttet materiale på færøsk. Det er unægtelig modigt at gå i gang med en bog om forholdet mellem Danmark og Færøerne, når man ikke kan læse færøsk. Der kunne ligge en tendens i hvilke kilder der er oversat til dansk og hvilke der ikke er. Redegørelsen for spørgeskemaundersøgelsen er ufuldstændig. Skemaerne er aftrykt i et bilag, og der er redegjort for hvem der er spurgt. Så vidt, så godt. Der står også hvor mange svar der kom ind, men bortfaldet skal hentes et helt andet (eller tredje) sted, og det er kun anført for pensionistgruppen. Det er ca. halvdelen. Forfatteren er naturligvis klar over at en sådan undersøgelse ikke på nogen måde er repræsentativ, men kan alligevel ikke afholde sig fra at drage slutninger på grundlag af den. Bogens undertitel er En historisk undersøgelse af udviklingen i relationen mellem Danmark og Færøerne , og det kunne måske få potentielle læsere til at tro at bogens sigte er noget bredere end det rent faktisk er. Bogen indeholder meget lidt om økonomiske relationer, intet om migration og mobilitet, familie- og andre netværk. Sigtet er udelukkende at belyse dels danskeres, dels færingers, verbalt udtrykte holdninger til hinanden og til Færøernes placering indenfor riget. Disse holdninger følges gennem tre tidsafsnit, 1850 erne, 1940 erne og det seneste tiår. Der er også en indledende teoripræsentation, men det er nu ikke noget der behøver at forskrække nogen. Teorierne dukker for det meste kun op i resten af bogen, når noget findes at være gode eksempler på deres begrebers anvendelighed. Og så er der det helt store spørgsmål: Hvad kan man slutte på grundlag af verbalt udtrykte holdninger? Er verbalt udtrykte holdninger et sandt udtryk for virkelige holdninger? Og stemmer disse holdninger med virkeligheden? I bogens afrunding s. 150 benægtes det, at der er et fællesskab mellem danskere og færinger, og den konklusion kan man let komme til når man kun ser på verbalt udtrykte holdninger. For den sags skyld kunne man på den måde også konkludere, at der er en dyb og afgørende forskel mellem jyder og københavnere. Jeg tror man ville komme til den stik modsatte konklusion hvis man testede og sammenlignede danskeres og færingers grundlæggende værdier, eller hvis man analyserede migration og mobilitet. Axel Moos Så, hvis man er interesseret i udvalgte personers verbalt udtrykte holdninger, kan man roligt læse bogen. Går ens interesse videre, er der et par ting man bør overveje: 64

61 Bornholms besættelse og befrielse JESPER GAARSKJÆR: Bornholm besat. Det glemte hjørne af Danmark under Anden Verdenskrig. Gyldendal sider, 300 kr. I de senere år er der udkommet en række bøger om historie, skrevet i en anden genre end den tidligere dominerende: En mere episk historieskrivning men karakteriseret ved at bygge loyalt og solidt på de historiske kilder. Tom Buk-Swienty mestrer som få genren, Peter Øvig Knudsen skriver også i denne stil og en forfatter som Ulrik Langen har i flere bøger vist sine evner på feltet. Fælles for forfatterne er, at de skriver god historie og forener det med også at skrive en god historie. Det har givet dem en stor læserskare, også blandt læsere, som normalt ikke interesserer sig for sådanne emner. Jesper Gaarskjær, som har skrevet om Bornholm under besættelsen, først den tyske, derefter den sovjetiske, placerer sig i denne tradition, og det er der kommet en engagerende og spændende bog ud af. Jesper Gaarskjær, som er cand.public. fra SDU, bygger på en omfattende litteratur om besættelsen generelt og om forholdene på Bornholm, på materiale fra en række bornholmske arkiver samt politisager, breve og erindringer, som opbevares i henholdsvis Rigsarkivet, Frihedsmuseets Arkiv og på Bornholms Museum. Derudover har han foretaget interviews med nogle af de få nulevende, som var aktive i den bornholmske modstandsbevægelse eller var involveret på anden vis i nogle tilfælde har der dog kun været efterkommere af disse at interviewe. I stedet for at give en kronologisk gennemgang af besættelsestiden på Bornholm er bogen bygget op tematisk. Den første del handler om de tre dage i maj 1945, hvor resten af landet fejrede tyskernes kapitulation, men hvor der på Bornholm ikke var noget at fejre. Sovjetiske bombeangreb ødelagde størstedelen af Rønne og en betragtelig del af Nexø med i alt 10 dødsofre blandt den bornholmske befolkning. Samtidig frygtede man på Bornholm, at politikerne havde opgivet Bornholm og accepteret, at øen skulle være en del af den sovjetiske besættelseszone. I en kildenær fremstilling belyses klart, hvor frustrerende disse dage blev oplevet af den bornholmske befolkning. Jesper Gaarskjær formår at foretage en nær kildelæsning og er i stand til at vurdere, hvor langt og hvor kort kildernes udsagn kan tolkes. Næste del handler om de tyske år, dernæst behandles forholdene, mens øen var i klemme mellem øst og vest, hvorefter der følger et afsnit om fraternisering mellem bornholmere og tyskere. Også Bornholm havde sit udisciplinerede opgør med tyskerpigerne: en række maskerede modstandsfolk fornøjede sig om natten den 23. maj på hotel Dana i Rønne med at klippe håret af 21 kvinder, som de i løbet af dagen havde hentet rundt på øen. Sidste del af bogen handler om den russiske besættelse og dækker det officielle forhold mellem de danske myndigheder og den sovjetiske overkommando, men også de uofficielle kontakter, hvor sovjetiske soldater opførte sig voldsomt udisciplineret overfor befolkningen, et emne, som i samtiden blev dysset ned for ikke at skabe politiske komplikationer i forhold til USSR. Bogen er særdeles velskrevet, og Jesper Gaarskjær har det journalistiske øje for at kombinere oplysninger fra forskellige kilder og forskellige tidspunkter. Derudover er den illustreret med et stort fotomateriale fra samtiden. På baggrund af de kvaliteter tilgiver man, at han skriver, at... Rigsdagen som Folketinget hed dengang (s. 112) og at en modstandsgruppe forsøgte at springe en møbelhandlers forretning i luften (s. 168). Bogen er både god historie og en god historie, og den kan varmt anbefales. Bente Thomsen nr. 196 / marts

62 Kildemateriale DANSKE MAGAZIN indeholdende bidrag til den danske histories oplysning, bd. 51 andet hæfte. Det Kongelige danske selskab for fædrelandets historie 2012, red. Erik Gøbel, årligt abonnement 250 kr., enkeltnumre 200 kr. Danske Magazin er udgivet siden 1745 og er således Danmarks ældste historiske tidsskrift. Tidligere udgivne hæfter sælges for mellem kr. se (se her en oversigt over indholdet af tidligere numre). Dette hæfte udgives med det formål at publicere kildemateriale hovedsagelig fra Rigsarkivet. Opbygningen er den samme i hele hæftet: en kort indledende artikel, hvor kildematerialet introduceres og sættes i sammenhæng. Herefter følger det uforkortede kildemateriale med forklarende noter. Emnerne er mange og i dette hæfte udgives materialer om dannelsesrejser i 1800-tallet, breve fra Carsten Niebuhr s arabiske rejse, den danske slavehandel, en oversigt over Caroline Mathildes efterladte bogsamling, breve fra Dansk Vestindien i 1848, David Monrads selvbiografiske skitser og Franz Ebners indberetninger til Berlin Som det ses er emnerne mange og her skal blot omtales nogle enkelte. til København og ikke mindst betalingen herfor samt financieringen af hans videre færd. Erik Gøbel, Dansk slavehandel på trekantruten. Guineisk Kompagnis Instrukser 1771 drejer sig om instrukserne til en dansk kaptajn, der skulle af sted med Kompagniets skib for at handle slaver i Afrika, sælge dem i Vestindien og bringe varer tilbage til Danmark. Artiklen og instrukserne er meget interessante og giver et rigtig godt indblik i livet om bord på slaveskibene. Den viser både forholdene for officererne og resten af besætningen. Naturligt nok præges kilden af at man skal tjene penge på sejladsen og der er taget højne for stort set alle situationer man kunne forestille sig opstå herunder ordrer i tilfælde af kaptajnens død, ulydighed og deraf følgende straf blandt besætningen, meget detaljerede forholdsregler for handlen i Afrika og Vestindien mm. Kilden egner sig nok ikke til brug i undervisningen da den vil være sprogligt for svær for eleverne. Poul Erik Olsen, Planter, kaptajn Hans Christian Knudsens breve om emancipationen på St. Croix juli-oktober 1848 drejer sig om frigivelsen af slaverne på De Vestindiske Øer og deres reaktion herpå. Den handler dog ikke mindst om Knudsens opfattelse af Peter von Scholten, der som forventet ikke havde nogen stor stjerne hos Knudsen og nærmest er beskrevet kujonagtigt. Brevene er stilet til embedsmænd, venner og medlemmer af Direktionen for Statsgæld og Den Synkende Fond. De giver et meget interessant indblik i slavernes reaktion på frigivelsen og kan bruges direkte i undervisningen eller opgaver. Asger Svane-Knudsen, Den Arabiske Rejse og Asiatisk Kompagni Fire breve og en veksel fra Carsten Niebuhr i Bombay til guvernør Abbestée i Trankebar drejer sig om Niebuhr s vanskeligheder som den eneste overlevende fra ekspeditionen og hans problemer med at få sendt resultaterne af det videnskabelige arbejde tilbage Peder Wiben 66

63 Arabisk forår LASSE ELLEGAARD: Det forrykte forår Revolterne i den arabiske verden. Informations Forlag sider, 249 kr. Det arabiske forår tog sin begyndelse, da gadehandleren Mohammed Bouazizis i afmagt og frustration d tog sit eget liv ved selvafbrænding i byen Sidi Bouzid, Tunis. Denne handling affødte begivenhederne, der går under navnet Jasminrevolutionen, dvs. det folkelige oprør, der fællede den nærmeste kreds omkring præsident Ben Ali. De videre begivenheder opfattede vi, som det vi først optimistisk forstod som det arabiske forår og de unges kamp for demokrati, og siden hen mere nøgternt har givet navne som det arabiske efterår og nu sågar den Islamistiske vinter. I dag kan vi have vores tvivl om, hvorvidt oprørene i de enkelte arabiske regeringsbyer fører til demokrati eller bare nye autoritære ledelseshierarkier. At vi betragter dette med et vist mismod skyldes måske vores etnocentriske og historisk betingede forestillinger om det gode samfund og den demokratiske stat. Måske handler det om store historiske processer, som vi sandsynligvis ikke vil se de endelige konsekvenser af lige foreløbig. Lasse Ellegaard har i en længere årrække haft Mellemøsten og Tyrkiet som arbejdsmark. Hans indsigtsfulde dækning af området kan læses i dagbladet Information. Nærværende bog indeholder en række samtaler og interviews, som Lasse Ellegaard har haft med personer knyttet til begivenhederne omkring det arabiske oprør i Tunis, Egypten og Syrien. Der er således tale om en bog bygget på en journalistisk arbejdsmetode og fremstillingsform. Via disse samtaler og interviews opruller han baggrunden og de nærmere omstændigheder omkring først Jasmin revolutionen og sidenhed omvæltningerne i Egypten og Syrien. Afsnittet om Egypten er overordnet disponeret ud fra de tidspunkter, hvor han har besøgt landet og byen Cairo, og hvor han så ud fra en række samtaler, han har haft med iagttagere og involverede, opruller begivenhederne og deres baggrund for os. Der er på den måde tale om stemningsbilleder fra perioder under transformationen af Egypten fra Hosni Mubaraks diktatur til Muhammed Morsis konsolidering som demokratisk valgt præsident suppleret med opsummering af baggrunden for kommentarerne mv. Ellegaards kontaktflade er relativt bred, men alligevel begrænset til personer med tilknytning til eliterne a la studerende, journalister og akademikere mfl. Der er ikke nogen almindelige egyptere, der giver deres meninger til kende. På den måde mangler dækningen af den egyptiske historie også synspunkter fra de befolkningsgrupper, der har stemt Frihed og retfærdighedspartiet til magten og vedtaget forfatningen. Syrienafsnittet dækkes også af interviews og baggrundhistorie. Alligevel befinder Ellegaard som journalist sig i en noget anden situation end i Tunis og Egypten sammenhængen. Adgangen til landet er ikke fri og uhindret som i tilfældet med Egypten, og konfliktniveauet sætter grænser for sandheden, der som man siger, er krigens første offer. Ellegaard ser sig derfor også nødsaget til at forholde sig meget kritisk til de informationer, som krigens parter og nyhedsmedierne formidler til vesten. Specielt har Ellegaard Qatar s TV-medie Al Jazeera i kikkerten som en nyhedskanal, der har taget parti i konflikten og som vælger at fremstille begivenhederne subjektivt overfor det arabiske publikum. Han kritiserer sager vedrørende videreformidling af videooptagelser der viste sig ikke at være ægte. Selv om Ellegaard ikke kan siges at have noget nr. 196 / marts

64 som helst tilovers for det syriske Assad-styre, så har han også sine store forbehold overfor modparten SNC (Syriens Nationale Råd), som Ellegaard opfatter som stærkt influeret af vestlige interesser mfl. Ifølge Ellegaard var borgerkrigen ikke uomgængelig, men den vestlige politiske involvering gjorde SNC afvisende overfor forhandlinger og gjorde FN-baserede mæglingsforsøg umulige. For vesten har interessen først og fremmest været at svække Iran. På den måde bliver Ellegaards historie om Syrienkonflikten en lidt anden, end den man forstår ved at følge analyserne og nyhederne i de danske medier. Hvor historien om Tunis fylder mindst i bogen (30 sider), er der afsat mere plads til de to sidste lande (Egypten 70 sider, og Syrien 85 sider). Der er kun plads til en yderst summarisk omtale af de øvrige arabiske stater. På den måde er der klare prioriteringer i Ellegaards bog. Ellegaard er altid til stede i fremstillingen enten som interviewer eller som formidler og fortolker af sammenhænge og baggrunde. Han har et stort kenskab til Syrien og Egypten, og det giver sig ofte udtryk i beske kommentarer samt passionerede og ret u-tilslørede holdningstilkendegivelser. Det kan give visse mindelser om The Independent s korrespondent Robert Fisks kritiske Mellemøsten journalistik. Selv om bogen godt kan virke lidt rodet at læse, er styrken ved Lasse Ellegaards bog, at den kommer i direkte berøring med fortolkninger af begivenheder og forløb, sådan som involverede mfl. opfatter dem. Journalistiske bøger har det med at miste deres aktualitet, men i dette tilfælde vil det desværre nok ikke blive tilfældet lige foreløbig. Bogen kan derfor med sindsro anskaffes og læses også i 2013 af såvel undervisere som elever. Jørgen Lassen Tyrannernes fald JENS NAUNTOFTE: En rejse i Det Arabiske Forår. Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien 2011/12. Tiderne Skifter sider, 299 kr. Jeg har slugt Jens Nauntoftes bog som en anden spændingsroman. Den er vedkommende, velskrevet og indimellem ganske overraskende. Bogen er ikke en historie- eller samfundsfagsbog, men i ordets bedste betydning en rejseskildring af den erfarne mellemøstenkorrespondents rejse i og møde med et forandret Mellemøsten, her Syrien, Egypten, Libyen og Tunesien. Bogen giver inspiration til at interessere sig for udviklingen i Mellemøsten, også dér, hvor andre begivenheder har flyttet nyhedspressens fokus væk. Helt centralt i bogen er samtaler med de mange øjenvidner til udviklingen og de overvejelser, de gør sig om, hvor landene er på vej hen. De mange interviews indrammes af længere fortællinger, ofte med et personligt tvist fra Nauntoftes livslange kendskab til regionen og kortere reportager, der kan understøtte eller stå i skarp modsætning til de interviewedes ord. Her er førstehåndskilder, det kunne være meget nyttigt at inddrage i undervisningen dog i bevidstheden om, at Nauntoftes udvalg nødvendigvis præges af, at han ikke er arabisktalende. Nauntofte møder blandt mange andre Assad-regimets daværende talsmand Jihad Makdissi, (følg hans karriere på nettet ) og får regimets syn på oprøret, den regionale udenrigspolitik og risikoen for udenlandsk involvering. Makdissis argumenter lyder indimellem forførende:..og jeg siger nej tak til nationalt harakiri og ja tak til et multi- 68

65 etnisk styre. Som modsætning interviewes Riad Seif, som er en stærk stemme i modstanden mod Assad. Hans kommentar lyder: Regimet skubber på for at udvikle konflikten til en sekterisk krig, et oprør mellem de forskellige religiøse grupper (kristne, muslimer, sunnier, alavitter etc) i håb om at de internationale magter så ikke blander sig direkte i kampen. At der er langt mellem, hvad regimet siger og regimet gør, fremgår af bogens reportager. Gennem hele bogen forfølger Nauntofte sin interesse for Det Muslimske Broderskab, og forsøger at tegne et billede af, at broderskabet ikke er et og det samme i de forskellige lande. Samtidig møder vi både broderskabets repræsentanters forklaringer og medborgere, der er utrygge ved, hvor islamistisk deres hverdag vil blive og hvor meget Sharia kan komme til at fylde i deres land. I kapitlet om Egypten er præsident Morsi, hans karriere og politik i centrum. Nauntofte mener grundlæggende, at præsidenten er blevet undervurderet, både af sine modstandere og af Vesten. Kapitlet om Libyen, med tilbageblik til Libyen under Gadaffi, er en øjenåbner i forhold til dansk krigsdeltagelse. Foruden en gennemgang af krigen og Libyens indre forskellighed får vi også uddrag af et interview fra 1973 med Gadaffi, og et interview med Alamin Belhaj fra Det Muslimske Broderskab, der giver følgende bud på udviklingen: Hvad med demokrati og pluralisme, Alamin, kan I gå fuldhjertet ind for det i det libyske Muslimske Broderskab? spørger Nauntofte. Ja, det kan vi bestemt. Vi tror på demokrati som et redskab, det er den bedste måde at styre et land på. Vi går også ind for pluralisme, og vi siger ja til menneskerettighederne, blot de ikke strider mod Sharia, svarer Alamin Belhaj. Azzous fra det islamiske Nada-parti, Selma Jabbes, der ser den tunesiske kultur som et mix af en lang og ikke udelukkende arabisk-muslimsk historie. Bogen slutter med en epilog, som jeg vil læse og diskutere med mine elever næste gang vi arbejder med det moderne Mellemøsten, eller skal perspektivere de store revolutioner. Lad mig slutte med et citat fra epilogen: Måske skal man i Vesten give disse islamistiske politikere mulighed for at finde deres ben. De kommer lige fra fængsel, eksil og undertrykkelse. Nu skal de bevise, at de kan gøre det rigtigere end forgængerne. Og det vil være en fejl at tro, at de overhovedet er interesseret i at stille op til en eksamen i demokrati hos os Den virkelige mening med revolutionen er for mange egyptere ikke at opnå demokrati, men derimod at sikre islams værdier. Det forsøger Det Muslimske Broderskab ganske drevent at skjule ved at spille demokratikortet, når det forekommer nødvendigt. Diskussionen handler ikke om, hvorvidt Egypten skal vælge demokrati eller islam. Det er en vestlig fejllæsning. Den handler i bedste fald om i hvilket omfang der er plads til demokratiet, når det skal forenes med de muslimske værdier. Demokratiet vil blive tålt eller tilpasset islam, ikke omvendt. Køb Tyrannernes fald til din egen bogsamling og til skolens bibliotek - der er meget inspiration at hente til undervisningen. Anne Melillo nr. 196 / marts 2013 Også i Tunesien høres forskellige stemmer: Mel 69

66 Den usynlige mur flugten fra DDR over Østersøen JESPER CLEMMMENSEN: Flugtrute Østersøen historien om den usynlige mur mellem DDR og Danmark under den kolde krig, Gyldendal, 2012, 368 sider, 299,95 kr. DDR-romantikere vil nok ikke hylde journalist og tilrettelægger af TV-dokumentarfilm Jesper Clemmensens gribende flygtningeberetninger i Flugtrute Østersøen. I hæsblæsende fart, med sproglig ekvilibrisme og nøgterne beretninger serveres talrige historier om både vellykkede og mislykkede flugtforsøg fra DDR over det ofte kolde Østersøen til Danmark. Danmarks sydligste punkt, Gedser, og ikke mindst fyrskibet Gedser Rev kan endda ende med at få en større placering i dansk kold krigshistorie efter Jesper Clemmensens fornemme gravearbejde i STASI-arkiver, interviews med flygtninge, disses familier og efterladte samt danske øjenvidner. Flugtforsøgene skildres fra de første DDR-borgere i 1961 hopper over rælingen fra et østtysk turistskib i Gedser havn, til brug af det ene mere fantasifulde flugtmiddel efter det andet, frem mod folkeinvasionen af Gedser i de første dage efter Murens fald og Østersøens åbning. Kvaliteten af denne bog kan ikke forklejnes: Flugtrute Østersøen er ganske enkelt noget af det bedste dansksprogede faglitteratur, denne anmelder har læst i årevis. Medrivende, thrilleragtig, sprogligt formfuldendt og en ægte page turner åd jeg mig ind på DDR-skæbnerne, levede mig ind i dilemmaerne og endte med at overveje, om DDR-romantikkerne efter læsning af denne bog nogensinde kan overbevise mig om, at der også var gode ting i DDR-staten. Jesper Clemmensen er klar i spyttet: Arbejder- og bondestatens diktatoriske jerngreb, der med marxistisk-leninistiske paroler indespærrede borgerne via militæret og maksimal overvågning af borgerne, skildres kritisk med flygtningenes mod for at komme ud af DDR. Skildringen af Honeckers og de øvrige genossers livsførelse i Wandlitz (toppolitikernes afsondrede by med eget supermarked) lægger en tydelig diskurs i bogen. Men der er som bekendt to sider af en mønt. Vi hører fx også om Hasso, der på få sekunder, da chancen byder sig, beslutter at flygte i 1970 efterladende sig kone og børn. Den dårlige samvittighed nager ham stadig trods forsoningen med eks-konen og sønnerne efter I alt forsøgte DDR-borgere efter murens opførelse i 1961 og rejseforbuddets indførelse at flygte ud af landet via Østersøen. Mindre end lykkedes det for og mindst 164 druknede. Til sammenligning mistede 136 livet ved forsøg på forcering af Berlinmuren. Hvor mange der var tilfredse med deres tilværelse i DDR, er svært at gøre op. Men Flugten over Østersøen dokumenterer under alle omstændigheder, hvor desperate DDR s borgere kunne blive. Om det var så var for at gense familie på den anden side af jerntæppet, eller om det var for at leve i et frit, demokratisk og økonomisk velstående land som Bundes republikken, så var det med livet som indsats, når de nådesløse bølger skulle forceres og overvindes. Brian Dupont Larsen 70

67 Titanic-bog lider skibbrud MICHAEL MÜLLER: Danskerne på Titanic. Skibskatastrofens skæbner. Gyldendal sider, 300 kr. Den unge journalist Michael Müller har skrevet en bog om de 14 danskere, som var passager på Titanics katastrofale jomfrurejse i april Kun de to kvindelige passager overlevede forliset; de 12 mænd var blandt de druknede. Der er jo kommet et utal af bøger og film om Titanic-katastrofen. Men Michael Müllers danske vinkel er ny, og den vækker på forhånd interesse. Hans ambition er ifølge forlagsmaterialet, at læserne skal kunne mærke og fornemme den rejse, de 14 danskere begav sig ud på. Under hele processen har målet været at opsluge læserne ved at give dem et unikt indblik i danskernes baggrund, liv om bord og drømme for fremtiden. Denne ambition forsøger Müller at realisere gennem teknikker fra den fortællende journalistik, idet han anvender fiktionskoder, således at han bygger både hele bogen og de enkelte kapitler op efter en suspense model, hvor afgørende begivenheder først gradvist afsløres. Og forfatteren anvender hyppigt indresyn, idet han gengiver, hvad nogle af personerne tænker og føler på givne tidspunkter i forløbet. selv om den ville være vanskelig at anvende i faget historie. Men desværre har Michael Müller en usalig hang til gentagelser. Alle de facts om skibet, sejladsen over Atlanten og de fjorten danskere, som han har læst eller researchet sig til, bliver gentaget i en uendelighed, Det er fx voldsomt trættende og irriterende gange i løbet af bogen at blive oplyst om, at der var 325 passagerer på første klasse, 285 på anden og 710 på tredje samt 899 besætningsmedlemmer på Titanics jomfrurejse især da det også er anført i et skema bag i bogen! (s. 224). Bogens sprog er et kapitel for sig selv: mange af de lidt længere sætninger går i fisk for forfatteren, og de bastante sproglige billeder står i kø, og en del af dem er ufrivilligt morsomme, som når Müller skriver, at passagerne på Titanic er om bord på oceanets moder (s. 23). Endelig er bogen faktisk fyldt med en hel del faktuelle fejl og besynderlige påstande, som fx at den danske økonomi omkring 1912 er i tilbagegang både hvad angår produktivitet og forbrug (s. 47) Kan ikke anbefales hverken til undervisning, AT, skolens studiecenter eller privat læsning. Henrik Bonne Larsen nr. 196 / marts 2013 Allerede ved denne form har Michael Müller gjort anvendelsen af Danskerne på Titanic problematisk i en historie sammenhæng, for han har fx ikke nogen som helst kildebelæg for sine tankereferater. De er, hvad Müller forestiller sig, at personerne kunne have tænkt og følt ikke andet. Hvis den fortællende journalistik så bare havde fungeret, så kunne der måske være kommet en interessant og læseværdig historie ud af bogen, 71

68 I hvert et slag var Hitler en af de tapreste THOMAS WEBER: Hitlers første verdenskrig. Informations Forlag, Oversat fra engelsk af Niels Ivar Larsen. 497 sider, ill. 399 kr. Hitler lagde ikke skjul på den betydning, som krigstjenesten under 1. Verdenskrig havde for ham. Han blev tildelt Jernkorset af Anden Klasse. I detaljer beskrev han i Mein Kampf frontlivet i Regiment List, RIR 16. Beskrivelsen har været et af eftertidens kildeskrifter til forståelsen af frontlivet og af Hitlers udvikling i en afgørende fase af hans liv. Det er faldet den engelske historiker Thomas Weber for brystet, at eftertidens historikere blindt har taget den mytomane selviscenesætter Hitlers fremstilling for pålydende. Med udgangspunkt i hidtil upåagtede kilder fra bl.a. Krigsarkivet i München har Weber detaljeret trævlet Hitlers billede op. Han har suppleret med yderligere arkivstudier og har fundet frem til et stort brevmateriale. Ned i mindste detalje er Hitler upålidelig som kilde. Lag for lag nedbryder Weber Hitlers selvportræt og redegør nuanceret for de faktiske forhold. Som fodordonnans og senere regimentsordonnans var Hitlers tilværelse ikke helt farefri, men i det mindste langt mere komfortabel end krigskammeraternes derude i skyttegravenes mudder, kulde og stank fra ugegamle lig. Faktisk kunne Hitler de fleste nætter sove indendøre i en utøjsfri seng og med ordentlig mad i maven. De andre kaldte folk at den type for baglandssvin. En anden del af Webers projekt går ud på at redegøre for Hitlers politiske og personlige udvikling under krigen for bedre at forstå hans holdninger i mellemkrigstiden. Hitler havde helt tydeligt ikke noget afklaret standpunkt i denne fase, men han var under afgørende indflydelse fra holdninger, der bl.a. blev fremført af protestantiske feltpræster. Den unge Hitler var erklæret irreligiøs og så derfor ikke krigen som f.eks. en straf fra Gud. Men han formulerede efterhånden et mål for skyttegravskrigens lidelser: et renere og mindre kosmopolitisk Tyskland. Her møder vi i stigende grad formuleringer fra det alleryderste højres propaganda. Breve til hans få bekendte underskrev han ofte Med sande tyske hilsner. Hitler blev udnævnt til Gefreiter og ikke korporal, som myten vil vide. En Gefreiter var en lavere rang uden befalingsansvar. Gefreiter Adolf Hitler var til det yderste ærbødig og loyal over for sine overordnede. Hans soldaterkammerater delte ikke i særlig grad hans politiske synspunkter. I deres øjne var han en særling. Når de i samlet flok drog til det besatte Lille, gik kammeraterne på værtshus og bordel, mens Hitler gik rundt i gaderne med sin skitseblok eller satte sig i en park med en bog. Det var i høj grad læsning frem for det sociale samvær i regimentshovedkvarteret, der dannede baggrund for Hitlers ret svingende anskuelser i krigens sidste år. Vi ved med sikkerhed kun, at han har luftet pantyske idéer, frustration over regimentets modstandere på slagmarken (som han stort set holdt sig i sikker afstand fra) og foragt for habsburgernes dumhed. I oktober 1916 blev regimentet sat ind ved Somme. Efter fire dage slog en britisk granat ned i ordonnansernes dækningsgrav to km bag fronten. En granatsplint ramte Hitler ret overfladisk i højre ankel. Den senere version var selvsagt langt mere heroisk og blodig. Såret var nok til at udløse en hjemsendelse på orlov. Inden betød det dog to måneder på et militærhospital nær Berlin. Det videre forløb med stillestående skyttegravskrig var den virkelighed, Hitler vendte tilbage til. Tabene var store og moralen lav trods Hitlers senere påstande om det modsatte. Kame- 72

69 ratschaft og Frontgemeinschaft var propagandaens og erindringernes smukke ord, men de passede fint ind i den nazistiske ideologi. Weber påpeger, at politisk stod Hitler ret alene i et regiment, som nøje afspejlede hjemmefronton, der overvældende støttede partierne bag Rigsdagens fredsresolution af 19. juli Efter den desperate og fejlslagne forårsoffensiv 1918 havde Rigsdagens flertal, befolkningens flertal, et flertal af soldater og Bayerns kronprins Rupprecht indset det umulige i en fortsat krigsførelse over for dem stod imidlertid kejser Wilhelm II, v. Hindenburg, v. Ludendorff og regimentsordonnans Adolf Hitler samt andre på den yderste højrefløj, hvor man var enige om at skyde skylden på socialdemokraterne, de strejkende ammunitionsarbejdere, jøderne m.fl. At Hitler i 1918 fik Jernkorset af Første Klasse, betød ifølge Weber først og fremmest, at han havde gode relationer til regimentshovedkvarterets officerer og støttepersonel. Faktisk blev de ikke bare hans daglige omgangsfæller, men efterhånden en slags Ersatzfamilie. Natten mellem den 13. og 14. oktober blev Hitler udsat for et britisk gasangreb. Han blev midlertidig blindet, men havde langtfra fået gas nok til længerevarende skader. Hans fortsatte blindhed blev diagnosticeret som psykosomatisk, og han blev sendt til et militærhospital i Pommern, hvor man præciserede diagnosen til psykopat med symptomer på hysteri. nedefra, der angiveligt skulle indvarsle nazismens Volksgemeinschaft, men USA s præsident Wilson krævede ubetinget monarkiets afskaffelse. Og det blev det så. Mændene fra Regiment List var nærmest apatiske. Som store dele af den øvrige tyske befolkning ville man frem for alt have fred og i anden række demokrati. I 1920 forsøgte Wolfgang Kapp et yderst højreorienteret statskup mod Weimarrepublikken. Det fusede ud, for embedsværket var systemloyalt og demokratisk konservativt. Ved det første valg efter krigen var støtten til de ekstremistiske grupper forsvindende lille. Der var massiv opbakning til partierne bag Weimarrepublikken. Hitler og de senere nazister havde et ganske andet billede. De efterfølgende bolsjevikiske revolutioner i bl.a. Berlin og München blev for Berlins vedkommende hurtigt nedkæmpet. I München trak det ud og gav næring til de nazistiske myter. Mange af tidens frikorps deltog aktivt i forsvaret af Weimarrepublikken. Heller ikke her holder myten. Forløbet omkring de revolutionære sovjetrepublikker betød imidlertid en radikalisering af de politiske miljøer i Bayern og Tyskland, og dannede dermed på langt sigt grobund for bl.a. nazismen. Med deltagelsen i nedkæmpningen af sovjetrepublikkerne fik frikorpsene og en del højreradikale grupperinger imidlertid en legitimitet, der skulle blive skæbnesvanger. Flere af Münchenrepublikkens ledere var af jødisk afstamning, hvad der bar ved til myten om revolutionen som et jødisk komplot, skønt langt hovedparten af jøderne støttede partierne bag Weimarrepublikken. nr. 196 / marts 2013 Det er sigende, at 100 % af regimentsstabens ordonnanser overlevede krigen. Mein Kampf og andre nazistiske kilder fortæller en noget anden dramatisk historie. Forløbet gentog sig så at sige i den revolutionære fase efter krigen. Monarkiet i Tyskland og de tyske lande som Bayern faldt - ikke efter et pres Tidligere i 1918 havde Kurt Eisner, leder af Bayerns Uafhængige Socialdemokrati, erklæret Bayern for en socialistisk republik. Han nægtede at anerkende det efterfølgende valgresultat og blev den 21. februar 1919 myrdet af en højreekstremistisk eksofficer. Hitler var på det tidspunkt soldat med base i München og medlem af soldaterrådet i sin enhed. Weber har fundet filmoptagelse fra 73

70 Eisners begravelse, der viser Hitler gående bag kisten. En Hitler med to armbind: et sort for at markere sorgen og et rødt for at vise tilslutning til den socialistiske revolution. Kort sagt viste Hitler i fem måneder efter tilbagekomsten til Bayern billedet af en dybt desorienteret mand uden mentalt kompas. I Mein Kampf gik han påfaldende let hen over perioden, som havde han noget at skjule og det havde han i den grad. Det nye regime lod afholde valg blandt byens soldaterråd. Hitler blev valgt til bataljonsrepræsentant og beholdt den position resten af republikkens levetid. Det var virkelig ikke noget at skrive om senere. Weber påpeger, at Hitler efterfølgende opfandt en revolutionsoplevelse, der stemte overens med hans senere radikalisering; men i månederne efter krigen var han ganske enkelt konfus. Hitlers valg afspejlede hans bekendtes valg og de var stort set identiske med det tidligere støttepersonel for Regiment Lists stab. Derefter gik Hitler i skred med højreekstremistisk kurs. Måske blev han anmelder for den anden part. Weber har kun fundet én ret upålidelig kilde. Vi ved, at han fuldførte et kursus som kontrarevolutionær uddannnelsesofficer uden at komme i arbejde som sådan. Han fik job i hærens propagandaenhed i München, hvor han mødte folk fra den modsatte ende af spektret. Han begyndte at kombinere en slags nationalisme med en slags kollektivisme. men med blandet held, på at fusionere den gamle og den nye familie. Selv da nazistpartiet fik kraftig fremgang, var det næsten kun hans nærmeste krigskammerater, der meldte sig ind. De fleste andre soldaterkammerater, herunder regimentets officerer, tog afstand fra baglandssvinet. I november 1923 følte sig han så sikker i sin sag, at han inspireret af Mussolini ville forsøge et statskup. Kuppet udviklede sig som bekendt til en ren farce, der sendte bl.a. von Ludendorff og Hitler i fængsel. Herefter er historien velkendt og myten om Regiment List, Frontgemeinschaft og Kameratschaft samt drømmen om et Volksgemeinschaft blev slagkraftige elementer i propagandaen. I regimentets officielle historie fra umiddelbart før julen 1931 blev Hitler næsten ikke nævnt. Gennem 20 erne og de første år af 30 erne forsøgte flere (bl.a. fra Regiment List) at fortælle sandheden om Hitler. De blev mødt med aggressive sagsanlæg og trusler. Og så var der altid et opportunistisk vidne, der var klar til at støtte Hitler. Efter magtovertagelsen synes Hitler tidligt at have sigtet mod en ny krig der skulle føres i den hensigt at undgå fejlene fra Første Verdenskrig. Allerede i 1933 formulerede han i overværelse af flere generaler målet som en udvidelse af det tyske folks livsrum med våben. Hitler fik i september 1919 ordre til at overvåge et møde i et obskurt lille parti: Det Tyske Arbejderparti. Her følte han sig hjemme og meldte sig hurtigt ind i partiet. Hans Ersatzfamilie var efterhånden gået i opløsning. Han blev den nye stjerne i partiet, der snart tog navneforandring til NSDAP. Under Hitlers effektive ledelse blev det lille parti i løbet af tre år til Bayerns førende højreorienterede protestparti. Han havde fundet sit kald. I de følgende år arbejdede han målrettet, Hitlers selvopfundne billede af sig selv og Første Verdenskrig skulle ende med at få fatal indflydelse på den tyske krigsindsats i sidste del af Anden Verdenskrig, idet han i stigende grad undlod at følge sine generaler og i stedet henholdt sig til sine egne, romantiserede frontoplevelser. Han blev fanget i sine egne selvopfundne og internaliserede løgne. Reelt var han et produkt af dem og mellemkrigstidens tyske problemer og ikke af en påstået forråelse under Første Verdenskrig. 74

71 Weber har haft endnu et mål med sit værk: Når demokratiet kunne afvikles i Mellemkrigstidens Tyskland, kan det i teorien afvikles overalt (s. 426). Desværre tillader foreningens økonomi næppe, at nærværende anmelder rejser til Krigsarkivet i München, arkiver i Wien m.m. for at tjekke Weber; men jeg tror ham. Hans arbejde er imponerende og dybt professionelt. Som en terrier, der har fået en fært, forfølger han sporet dybt kritisk, uhildet og med tæft. Systematisk søger han bagom myterne både Hitlers og andres. Fem stjerner til Thomas Weber. Værket er velskrevet og overbevisende oversat. Selv korrekturen er stort set på plads, så også Informations Forlag skal have tak. Udenomsværkerne er ligeledes i skønneste orden: et passende navneregister, fyldige og præcise noter samt en omfattende litteraturliste. Kun savner man, som bruger, et sagregister. Det er jo et særdeles komplekst forløb, vi har med at gøre; og Weber holder mange røde tråde i luften i form af mennesker, militære enheder, krigsforløb m.m. Martin Salmonsen Fra Hitler til Merkel PETER BENDER: Tysklands genkomst. Forlaget Ellekær sider, 295 kr. Gennem flere år har forlægger Jens Ellekær og hans hustru udgivet bøger oversatte fra de europæiske hovedsprog. Som følge af amerikaniseringen og dermed følgende overfladiskhed er de danske læsere i overvejende grad blevet afskåret fra især den tysksprogede litteratur. Det rådes der hermed bod på. Den tyske historiker og journalist Peter Bender har næsten gjort det umulige nemlig at skrive en fællestysk historie også om den periode, hvor landet var delt i to ret forskellige økonomisk-politiske dele med suveræniteten deponeret hos de to store sejrsmagter fra 2. Verdenskrig. Hvor europæerne gennem tiden havde domineret verden blev det i 1945 helt omvendt og mest tydeligt i det land som var den direkte årsag til den nye situation. nr. 196 / marts 2013 Traditionelt og lettere tilgængeligt ville det være at gennemgå udviklingen i Forbundsrepublikken og DDR hver for sig og så lave sammenligning og konklusion, men Peter Bender har især skrevet en bog om hvordan tyskerne levede med hinanden indenfor de rammer som USA og USSR gav dem. Det er han sluppet godt fra. Bogen giver mange overraskende oplysninger og tegner et billede af, at godt nok var de to tysklande delt men der var på mange måde et tæt samarbejde undertiden af surrealistisk art. Det er forfriskende at læse en tysklandshistorie hvor der fokuseres på det der er fælles og ikke det der skiller. Det kommer der mange nye og over- 75

72 raskende oplysninger ud af. Sammenligner man denne bog med Per Øhrgaards bog - Tysklands Europas hjerte. Et essay så vil forfatterne det samme men på to forskellige måder. Øhrgaard er pædagogisk og med polemiske synspunkter sået og høstet i Politikens urtehave. Det er her de har de rigtige humanistiske meninger med eller uden forankring i virkeligheden. Peter Bender derimod giver med tysk grundighed en masse oplysninger og præsenterer holdninger for og imod men på en næsten blodfattig måde. Når manden er så vidende må man vel have et eller andet der skal ud. Jeg sidder hele tiden med den følelse at danske historikere kan skrive hvad de vil, men vore tyske kollegaer stadig følger en indre censur som følge af afsløringen af Hitlers ugerninger. I et afsluttende essay skriver Bender om det svære ved at leve i nutiden med en erindring om fortiden. Igen et specielt forhold ved tyskerne. For store dele af befolkningen i Tyskland og i Danmark er det den nære hverdag med tilfredsstillelsen af de basale behov via maven og underlivet, der tæller, men der er også folk som tænker og derved bruger de øvre regioner. Et folks identitet er også den fælles fortid og skal man ikke forholde sig til den? Vi danskere er en stor gang socialdemokratisk leverpostej. Kniv og gaffel er vort kæreste eje. I Vesttyskland gjorde man på overfladen energisk op med nazismen medens man i DDR fralagde sig ethvert ansvar. De ledende kommunister var forfulgte af nazisterne. Dog oplyste man ikke, at Stalin havde udleveret flere af kammeraterne til Hitler under pagten og i hele perioden foretaget blodige udrensninger af troende kommunister. Den røde Hærs optræden i Tyskland 1945 og demonteringerne af det tyske produktionsapparat i DDR samt fordrivelsen af tyskerne fra østområderne var tabubelagte emner. Hvad med Stasi efter murens fald og hele det dermed forbundne terrorapparat og hele systemets magtudfoldelse og økonomiske klasseskel? Skal man slå en streg over det hele og komme videre eller skal man lade befolkningen i DDR lide videre med afsløringerne af de rådne elementer i befolkningen? Vil du som lærer vide hvem der blandt kollegaerne sladrede og om hvad? Hvad med medlemmer af din familie eller dine bedste venner? Min kone og hendes familie og venner østfra vil i dag komme videre. For de fleste gælder at de kæmper for dagligdagen. Kommunisterne ødelagde to generationer åndeligt og materielt og man har ikke lært af politikerne i Sydeuropa med hensyn til at stifte gæld. Der er konflikter nok i hverdagen. For mig må det være ulideligt at være sammen med mennesker, som måske har været stikkere. Så hellere sild og kartofler hver dag, som var fattigmands kost i gamle dage. Oplys i detaillen om det kommunistiske diktaturs tilstedeværelse både i det offentlige men også i privatrumssfæren og lad eleverne diskutere hvad de ville gøre og hvorfor? I radioen er der et program som hedder Spørg Monopolet. Det bliver nogle klogere af. Spørger man Peter Bender får man ikke noget klart svar. Det er nok det bedste for folkesundheden. Jeg holder ved mit og kan konstatere, at da vi ikke fik påtvunget det kommunistiske system og diktaturet, så fik vi heldigvis ikke chancen for at blive stikkere men kun slikkere. Og der er anderledes ufarligt. Jeg kan varmt anbefale bogen. For mig var det meget overraskende hvor meget de to tysklande havde til fælles og jeg genkender ikke dette billede fra historiebøgerne eller medierne. Enhver der vil undervise i Tysklands historie efter 1945 må læse bogen og øse af dens viden. Dens synteseprægede form kræver dog at man ved lidt om forholdene i forvejen. Det er ikke Wikipedia vi taler om her, men en neutral faktakrydret fremstilling på et højt fagligt niveau. Der er henvisninger, litteraturliste, register og kort hvad der vidner om 76

73 stor faglighed. Da det meste er på tysk kunne det måske spares væk ved at henvise til den tyske udgave. Bogen har jo sin berettigelse på dansk fordi vi ikke mere læser bøger på nabosproget. Køb bogen og skulle du have lyst til at læse om fordrivelsen af de 12 millioner tyskere så har Forlaget Ellekær også udgivet bogen herom: Thomas Urban: Tabet Klavs Verholt Folkelig Aarhus-fortælling om de mørke år HANS GREGERSEN: Krigsår. Aarhus , Højers Forlag sider (ill.), 298 kr. Den i Vendsyssel baserede forfatter, Hans Gregersen, har afsluttet sin trilogi om jyske byer under besættelsen. Efter Frederikshavn og Aalborg er det blevet til en skildring af Århus Der er tale om en aldeles nydelig bog. Hardback, ordentligt papir, fin opsætning og gode fotografier. Det er en let læst og underholdende bog (hvis besættelsen kan være det, al sin gru betragtning). Gregersen har anvendt et bredt udsnit af litteratur, som han trækker på i de respektive afsnit. Mestendels er der tale om solide, videnskabelige fremstillinger. En enkelt detalje undrer dog. Hvorfor forfatteren kun anvender Øvig Knudsens artikel om Ib Birkedal Hansen og ikke det større samlede værk om denne frygtede kollaboratør. Et væsentligt materiale er tillige de dagbøger, breve og avisudklip, som Gregersen har fundet på det lille Besættelsesmuseet, der ligger i hjertet af Århus, og hvor der før da har været rådhus og senere politistation. Det intime museum har sine arkivalier og genstande udstillet i kælderen, mens Kvindemuseet breder sig over fortovshøjde. Det var i øvrigt her mange østjyske modstandsfolk, der var faldet i Gestapos hænder, blev afhørt, oftest under brutal tortur. Der er ikke tale om et videnskabeligt værk i gængs forstand. Annoteringen er mangelfuld, men der henvises dog loyalt til de fremstillinger og kilder, Gregersen anvender. Kildekritikken er dog meget sparsom. Der citeres for det meste uden dikkedarer, og så må man ellers selv lægge fra eller til. Det er ikke, fordi Gregersen blot rider det nationale på den nationale begejstrings bølge. Han fremhæver flere gange, at Århus faktisk ikke havde meget at bryste sig af, men ofte faldt tilbage i passivitet og småborgerlig tilpasning i forhold til andre jyske provinsbyer, hvor modstanden var meget mere konsekvent. Gregersen har klogeligt valgt at bygge værket kronologisk op, men samtidig også tematisk. Det gør, at de to principper nu og da kløjs med tab af fokus og overskuelighed. Forfatteren kan heller ikke dy sig for sproglige blomster som herrefolket og øverste panserbasse. Hvad angår jernbanesabotagen og dens konsekvenser for det tyske militær, refererer Gregersen til Trommers arbejde, men, men. Det er ømtåleligt, og forfatteren hæfter sig ved, at der måtte bruges mange tyske soldater på at bevogte de jyske baner nævner Gregersen, ganske vist af 2.sortering. Så støder Gregersen ikke nogen! Men som lokalhistorie er der mange vinkler. Bombardementet, hvor mit gamle hus fik en granatsplint ind gennem de blyindfattede ruder, er også med. Og sådan vil mange århusianere finde hændelser og personer i deres velkendte omgivelser. Hans-Henrik Christensen nr. 196 / marts

74 Se alle anmeldelserne - også de, der ikke blev plads til her i bladet på Martin Schwarz Lausten: Jøder og kristne i Danmark - Fra middelalderen til nyere tid. Anis 2012 Ilan Pappe: Den etniske udrensning af Palæstina. Klim 2012 Jan T. Gross: Gylden høst ondskab i skyggen af holocaust. Kristeligt Dagblads Forlag 2012 Göran Rosenberg: Et kort ophold på vejen fra Auschwitz. Tiderne Skifter 2012 Søren Flott: Danskeren der ville dræbe Hitler - en biografi om Jens Peter Jessen. Gyldendal 2012 Thomas Urban: Tabet. Fordrivelsen af tyskere og polakker i det 20. århundrede. Ellekær 2012 Susanne H. Knudsen: Wienerbørn - Barndom i krigens skygge. Gad 2012 Christian Kock: Ordets magt. Retorisk tænkning der holder. Bd. 1: Før Samfundslitteratur 2012 Rune Lykkeberg: Alle har ret demokrati som princip og problem. Gyldendal 2012 Antony Beevor: Anden verdenskrig. Lindhardt og Ringhof 2012 Lars Albinus: Studium generale en bog om væren og viden. Klim 2012 Erik Larson: I ondskabens have. Forlaget Turbulenz 2012 Kaare R. Skou: Politik der forandrede Danmark. Sohn

75 Udviklingsprojekter og kurser Hjemmeside: nr. 196 / marts 2013 Dato Titel Sted Arrangør NATIONALE KURSER / / Europæiske udfordringer Fyn David, Lars Henriksen, Birgitte Thomassen, GL-E og FALS. 24./ Efterår 2013 SRP Fredericia Gymnasium Rasmus & Lene 7.-8./ Generalforsamlingskursus - Global historie Odense Rasmus, Jenny, Mikkel Februar Sønderjylland Burkhard og Christian REGIONALKURSER 6.-7/ Web 2.0 og historieundervisning lige nu 9. april 2013 Regionalkursus Sydjylland: Forår i Flensborg Mulernes Legatskole, Odense Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg Poul Heidi og Grænseforeningen 22/ Skriv historie! KVUC, København Birgitte 29/ Skriv historie! Rødkilde Gymnasium, Vejle Heidi REJSEKURSER marts 2013 Rejsekursus til Berlin Berlin Burkhard og Jenny / USA s østkyst, Boston, Philadelphia USA Allan og Christian Forår 2014 Rejsekursus til Baltikum Baltikum Peder og Rasmus Efterår 2014 Rejsekursus til Nordafrika / Mellemøsten Nordafrika / Mellemøsten Jenny og Mikkel 79

76 EUROCLIO Dato Titel Sted Arrangør marts 2013 Euroclios 20. årlige konference Erfurth, Tyskland Rasmus Se på nedenstående link om kurser/konferencer i Euroclioregi: joomla/index.php Forår 2014 Euroclios 21. årlige konference Ohrid, Makedonien Peder, Jenny Forår 2015 Euroclios 22. årlige konference Danmark Peder, Allan og Rasmus HISTORIELÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Øvrige bestyrelsesmedlemmer Formand Peder Jacob Ellehave Kragh Sadelmagervej 16, 2.th København NV Tlf: Mail: [email protected] Mikkel Elklit Olsen Vibyvej 49 A st. th Åbyhøj Tlf: Mail: [email protected] Kasserer Rasmus Thestrup Østergaard, Norgesgade 1C, 2.th, 7000 Fredericia. Tlf Mail: [email protected] Allan Ahle Fasanlunden Hinnerup Tlf Mail: [email protected] 80