Overgreb? Af Anne-Marie Harnum

Transkript

1 Overgreb? Af Anne-Marie Harnum ÍLLUSTRATIONER: LISBETH E. CHRISTENSEN 14

2 ERINDRING HYPNOSE Recovered memories: Der kan være forskel på historisk sandhed og narrativ sandhed og hverken hypnose er andre teknikker giver sikkerhed for, at terapien afdækker, hvad der virkelig fandt sted. I en kronik i Politiken 14. okto ber 2002 refererede psykiater Jytte Willadsen et tilfælde, hvor en far af sine to voksne døtre var blevet anklaget for incest. Han havde med nød og næppe undgået fængselsstraf, fordi en forsvarer efter flere måneders varetægtsfængsling blev opmærksom på bevismaterialet. Det bestod dels af genkaldte erindringer fremkaldt under terapi hos en autoriseret cand.psych., dels af lægeerklæringer fra psykiatriske specialafdelinger, hvor kvinderne havde været i behandling for incest. Lødigheden af disse beviser havde 15 dommere indtil da ikke sat spørgsmålstegn ved. I Philadelphia, USA, dannedes i 1992 The False Memory Syndrome Foundation, en institution, der indsamler viden om falske erindringer og hjælper forældre til at forholde sig til disse. Dengang blev der rapporteret sager om året, dette er nu reduceret til et par hundrede om året. Det amerikanske retssystem erstatter i vid udstrækning parlamentarisk lovgivning, som vi kender det. Derfor reguleres adfærd i høj grad gennem retssystemet. Dette har medført utallige retssager, hvor forældre og terapeuter er blevet idømt bøder i millioner af dollars. Dette bliver næppe tilfældet i Danmark, men det ændrer ikke ved, at fænomenet falske erindringer eksisterer også her, som det fx er blevet dokumenteret i flere indslag i DR- TV, og at de i høj grad bliver produceret i samvær med en villig terapeut med hårrejsende konsekvenser for klienten og dennes nære relationer. Dette handler således mere om terapeutens projek tioner end klientens historiske virkelighed. Denne stærkt følelsesladede debat rasede i USA for ti år siden, for tre-fire år siden i England og nu altså i Danmark. Debatten har sat fokus på bl.a. psykologers behandlingsetik, deres viden eller manglende viden om hukommelsens funktionsmåde, deres opfattelse af begrebet fortrængning samt deres spørgeteknik. Ikke et sandhedsserum Erindringer fremkaldt under hypnose er ikke mere historisk korrekte end andre erindringer, uanset at disse erindringer kan forekomme meget levende og troværdige i trancetilstanden. Der er mange teorier om, hvad hypnose er, for vi ved ikke nok om hjernen til at kunne give en fyldest gørende forklaring. Disse teorier spænder fra social psykologiske rollespilsteorier, biologiske og kognitive teorier til dissociationsteorier, for blot at nævne nogle. Hypnose har gennem de sidste 100 år været genstand for omfattende forskning, måske særligt i USA, hvor forskningen her i landet væsentligst forestås af psykolog, dr.med. Bobby Zachariae. Nogle teoretikere hævder, at hypnose er en ændret bevidsthedstilstand, som er forskellig fra søvn og vågen, hvilket underbygges af EEG-målinger. Andre hævder, at hypnose er en fokuseringsteknik, en evne til opslugthed, en tilstand, vi alle kender fra at dagdrømme, at falde i staver eller at være opslugt af en bog eller en film. Vi er alle påvirkelige eller suggestible, vi indgår i sociale sammenhænge, hvor vi hver på vores måde har behov for vished, for sikkerhed og accept. Tænk blot på Milgrams lydighedsforsøg. I alle former for asymmetriske relationer, som det er tilfældet med psykolog-klient-relationen, befinder klienten sig i en sårbar situation. Netop ved at opsøge en professionel har klienten accepteret sin egen manglende evne til i øjeblikket at løse sine problemer. Plaget af uhensigtsmæssig adfærd, dårligt selvværd eller ubehagelige symptomer leder man efter en forklaring eller en årsag til problemerne og er derfor åben og modtagelig for psykologens forklaringer eller teorier. Vi er jo branchen, fordi vi er venlige mennesker, der gerne vil hjælpe. Og efterhånden som den terapeutiske alliance opbygges, bliver klienten mere og mere åben og tillidsfuld. 15

3 Ikke godt, ikke dårligt Og så kan man spørge: Hvorfor overhovedet anvende hypnose, når det ikke gør nogen nævneværdig forskel på indhold eller troværdighed af klientens historie? Hypnose er et redskab, som i sig selv hverken er godt eller dårligt, det er måden dette redskab anvendes på, der er afgørende. På grund af uvidenhed og mange fordomme om hypnose også blandt psykologer og psykiatere er der mulighed for at anvende dette redskab på måder, som er manipulerende og mere til fordel for hypnotisøren end for klienten. Så det er nemt at forstå, hvorfor mange af vore kolleger har taget afstand fra det. Men det kan også anvendes blidt og effektivt og med stor respekt for klientens specielle behov. Når man har lært at arbejde med hypnose, bliver man netop meget bevidst om betydningen af kropssprog, mimik og de ord og formuleringer (suggestioner), man som læge, psykolog eller tandlæge anvender i samspillet med klienten. Det er ikke hypnoterapeuten, der er i besiddelse af magiske evner det er det, der foregår i klienten, der er det særlige. I behandlingsmæssige sammenhænge kan hypnose være et værdifuldt redskab til at genkalde og forstærke oplevelser af jeg-styrke, til at bearbejde tidligere traumer eller adfærdsregulere med hensyn til uhensigtsmæssige vaner som fx rygning, fordi klienten i den hypnotiske tilstand kan opleve sig dissocieret fra ydre stimuli og dermed være mere koncentreret om den indre oplevelse. Dette kan være hjælpsomt ved smertetilstande eller til at tackle bivirkninger ved fx kemoterapi, og kognitiv terapi kan i kombination med hypnose være særdeles effektivt i behandlingen af fx angst og depression. Der er ingen tvivl om, at overgreb som incest kan fortrænges eller fraspaltes bevidstheden (dissocieres), og at erindringer om sådanne overgreb kan dukke op i et terapeutisk forløb. Det helt afgørende for klienten og for behandlingsforløbet er, hvordan de dukker op, og hvordan terapeuten forholder sig til modoverføring, etik og menneskelivets eksistentielle grundvilkår. Hvordan fremkalder man så erindringer, der har mindst mulighed for at være forvrængede? De er opstået på baggrund af fri fortælling i en tvangfri atmosfære utilskyndet af ledende spørgsmål fra en terapeut, der indtager en neutral holdning, og som tillader både terapeut og klient friheden til ikke at vide, hvad der virkeligt skete. Erindringer, der stammer fra før to-treårsalderen er også vanskelige, da al forskning tyder på, at erindringer fra den helt tidlige barndom er udtryk for fantasi på grund af barnets endnu uudviklede evne til fastholdelse. En rekonstruktion Forleden dag sagde en klient, som er i hypnoterapeutisk behandling for incest begået af faderen, at det var, som om der stod en skygge bag hendes venstre skulder, og hun turde ikke vende sig om for at se, hvem det var, men hun havde en fornemmelse af, at det var en anden end faderen. Var der andre, der havde forgrebet sig på hende? Hvad skal man gøre i sådan et tilfælde? Der kunne jo teoretisk have været flere krænkere Der forskes fortsat i, hvordan hukommelsen er påvirkelig af mange forskellige faktorer. Vi rekonstruerer tidligere hændelser ved hjælp af erindringsglimt, billeder, lyde, dufte eller historier, der er blevet fortalt os. Hukommelseshuller bliver fyldt ud med gætterier, som vi derefter tror på. Men enhver, der har opsøgt sin barndoms gade, har oplevet, hvordan erindringen er forvrænget. Og vi kender jo alle det fænomen, at en historie eller en hvid løgn kan fortælles så mange gange, at man til sidst selv tror på den. Eller man har skændtes med manden eller konen om noget, man helt bestemt og ganske afgjort kan huske, for at blive forbavset over, at sådan var det alligevel ikke. Og er man af en eller grund motiveret for at lyve, at der intet, heller ikke hypnose, der kan forhindre dette. Hukommelsen virker altså ikke som et videobånd, hvor man kan bede hypnotisøren om hjælp til at spole tilbage til en given periode for at få et sandfærdigt og troværdigt indtryk af, hvad der skete dengang. 16

4 I et velkendt forsøg lavet af den amerikanske psykiater Martin Orne ( ) illustreres det, hvordan en falsk erindring kan fremkaldes ved hjælp af hypnose: En forsøgsperson blev udspurgt om, hvordan hun havde sovet en bestemt nat, hvortil hun svarede, at hun havde sovet fortræffeligt. Martin Orne hypnotiserede hende og gav hende en suggestion om, at hun ikke havde sovet godt, fordi hendes søvn på et bestemt tidspunkt var blevet afbrudt af en høj og skarp lyd som af et pistolskud. Ude af hypnosen beskrev kvinden, at hun var blevet forstyrret af en ubehagelig lyd på det tidspunkt, Orne havde foreslået. Da båndoptagelsen af det oprindelige interview blev afspillet for hende, blev hun forvirret, men insisterede på at hun havde sovet dårligt den pågældende nat på grund af en ubehagelig lyd. Andre har gentaget dette forsøg med samme resultat. I USA kan vidner, der har søgt et traume bearbejdet ved hjælp af hypnose, ikke afgive forklaring, da retten ikke kan vide, om bearbejdningen har ændret vidnets erindring Hvis jeg ikke troede på hende, ville det jo være forfærdeligt for hende, og hvis jeg troede på hende, ville det også være forfærdeligt. Jeg måtte udholde min uvished og være meget påpasselig med min reaktion både verbalt og nonverbalt. Uden intervention fra min side sagde klienten lidt efter, at det måske bare var hendes angst for faderen, hun fornemmede bag sin venstre skulder. Klienten besluttede sig for, at det var angsten, som vi derefter kunne bearbejde. Men den historiske sandhed kender vi ikke, der er ingen vidner til faderens overgreb. Baggrund Der har i de seneste måneder udspundet sig en offentlig debat om begrebet recovered memories (eller falske erindringer ), herunder også om anvendelsen af hypnose til at fremkalde disse. Nærværende artikel skal ses som et forsøg på at afklare begreberne med hensyn til hypnose og hukommelse, børn vs. voksne, historisk og narrativ sandhed, psykologisk behandling og retspleje, ligesom der fremsættes mulige retningslinjer for afdækning af fortrængte seksuelle overgreb (med eller uden hypnose)

5 Der er sjældent vidner Incest og andre seksuelle overgreb er kriminelle handlinger, der aldrig burde have fundet sted. Disse overgreb kan have omfattende og ødelæggende konsekvenser for hele familier og andre nære relationer. I modsætning til, hvad nogle behandlere mener, findes der ingen checkliste over typiske symptomer opstået som følge af incest. Det er ikke sådan, at spiseproblemer, seksuelle problemer, selvdestruktiv adfærd, dårligt selvværd etc. entydigt peger på begået incest. Her gælder det som behandler om at forholde sig åben over for andre diagnostiske muligheder. Ved mistanke om aktuelle seksuelle overgreb mod børn skal der naturligvis reageres i overensstemmelse med gældende regler. I tilfælde med voksne, som opsøger terapi på grund af begået incest eller ved mistanke om incest, er der sjældent vidnebeskrivelser, og der hersker således usikkerhed om omfanget af overgrebet. Er der tale om en pludseligt opstået erindring efter at have set en film eller læst en artikel, kan det videre hændelsesforløb præges afgørende af behandlerens spørgeteknik, viden om hukommelsens natur og øvrige indstilling til troværdighed og retfærdighed. Den behandler, der er overbevist om, at alt, hvad vi har oplevet, er fæstnet et eller andet sted indeni og kan genkaldes som en troværdig videofilm ved hjælp af de rette teknikker, har en anden spørgeteknik end den behandler, som er klar over, at vi ikke ved, om evnen til fortrængning mindsker eller øger nøjagtigheden af erindringer, som måske er 20 år gamle, og som er sig bevidst, at klienten i den sårbare situation, som en psykoterapi er, forsøger at leve op til behandlerens forventninger. Om et sådant overgreb har fundet sted, ved vi kun med absolut sikkerhed, hvis der foreligger faste beviser som billeder, lægejournaler eller vidnebeskrivelser. Erindringer er ikke nødvendigvis falske, fordi de har været fortrængte eller er fremkommet ved hjælp af hypnose eller andre suggestive teknikker, men disse erindringer kan naturligvis ikke fungere som beviser i en retssag. Manglen på eksterne beviser skal ikke forhindre psykologer i at tro på klienten, det er forfærdeligt ikke at blive troet, men det skal ikke hindre os i at vide, at der kan være forskel på historisk og narrativ sandhed. Som behandlere skal vi med andre ord turde være i den usikkerhed ikke at vide, men alligevel hjælpe klienten til at bearbejde det fremlagte materiale, give klienten mulighed for at lægge fortiden bag sig og styrke hende til at leve sit liv nu og her. Anne-Marie Harnum er privatpraktiserende psykolog og formand for Dansk Selskab for Klinisk Hypnose (en forening af læger, psykologer og tandlæger) 18

6 Retningslinjer I arbejdet med at afdække erindringer om seksuelle overgreb kan det være en hjælp at støtte sig til nedenstående retningslinjer. Disse retningslinjer er udarbejdet af professor i psykiatri Peter B. Bloom, Penn State University, Philadelphia, tidligere præsident for The International Society of Hypnosis: 1) Klienten må aldrig lide skade. 2) Terapeuten må aldrig hverken direkte eller indirekte foreslå, at seksuelt overgreb har fundet sted. 3) Terapeuten bør aldrig konkludere, at overgreb har fundet sted, selvom det er muligt, at det har. 4) Terapeuten bør aldrig antage, at en klient, som ikke husker ret meget fra sin barndom, fortrænger traumatisk materiale eller fornægter. 5) Husk, at klienten er mest åben og sårbar over for suggestioner og ledende spørgsmål, når terapien bevæger sig ind på vanskelige eller smertefulde oplevelser eller erindringer særligt fra barndommen. 6) Terapeuten skal være yderst varsom med at foreslå, at klienter afbryder forbindelsen til familien. 7) Terapeuten bør revurdere en eventuel opfattelse af, at helbredelse kun er mulig efter en grundig og detaljeret afdækning af hver eneste pinefulde erindring. 8) Der er forskel på historisk sandhed og narrativ sandhed. En historie fortalt med overbevisning og stærke følelser er ikke bevis for historisk sandhed, og hverken hypnose er andre teknikker giver sikkerhed for historisk korrekthed. Bruges klientens historie imidlertid i behandlingen til gavn for klienten og uden at skade eller anklage andre, behøver psykologen ikke skaffe bevismateriale. 9) Opsøg og respekter den aktuelle videnskabelige viden om hukommelsen. Når vi erkender at hukommelsen ikke kan frembringe en korrekt reproduktion af en begivenhed, kan vi forholde os til det fremkomne erindringsmateriale med passende forsigtighed. Referencer: Michael Yapko, Ph.D: Suggestions of Abuse True and False Memories of Childhood Sexual Trauma, Simon & Schuster, New York, N.Y., Peter Bloom, MD: Clinical Guidelines In Using Hypnosis In Uncovering Memories of Sexual. Abuse. International Journal of Clinical and Experimental Hypnosis, Vol. XLII, no.3, July 1994, p Gengivet med tilladelse fra Peter Bloom, Michael Yapko og IJCEH Psykologer på Aarhus Universitet har udarbejdet en litteraturliste om forskning i falske erindringer. Denne liste kan man hente på: research/ffeliste.html 19