TERAPI AF. J.H. CARLOS

Transkript

1 TERAPI AF. J.H. CARLOS 18 PSYKOLOG NYT Nr

2 Det hypnoterapeutiske Et mål for hypnoterapi er en forandring hos klienten gennem dennes erkendelse af en eller flere tidligere fastlåste, uerkendte situationer og positive suggestioner. Denne erkendelse kan føre til nye følelser, handlinger, holdninger og identitet? ILLUSTRATIONER: HENNING CHRISTENSEN For nylig gennemførte jeg en hypnoseuddannelse. Gennem forskellige seancer,»live«, på video og gennem praktiske øvelser, havde jeg mulighed for at opleve det hypnoterapeutiske arbejde. Det er overraskende og opleves som mirakuløst, hvad det dog naturligvis ikke er. Der er blot tale om adgang til ukendte videnslager med kyndig vejledning. Nej, vi er ikke altid herrer i eget hus, men vi kan faktisk blive bedre til det. Denne artikel er koncentreret om enkelte af de aspekter ved hypnoseuddannelsen, jeg fandt mest givende, og et forsøg på at give psykologkolleger, som ikke allerede kender dette område, et indblik i hypnosens verden. Der er på ingen måde tale om en komplet redegørelse hverken for hypnosen eller for uddannelsen, ej heller en forholden sig til forskellige hypnoseskoler osv. Og mange relevante sider af hypnosen kommer jeg ikke ind på. Trance og terapi Hypnose kan defineres som en opbygning af mental forventning, hvor den kritiske sans modstand omgås med henblik på at skabe acceptabel selektiv tænkning. Det er dette værktøj, som hypnoterapeuten anvender i sin vej mod en dialog mellem klientens bevidsthed og underbevidsthed. Denne dialog er det hypnoterapeutiske arbejdes ydre side; den indre side leveres af klienten. Der er forskel på, hvad en hypnotisør kan lave, og hvad en hypnoterapeut kan lave. Førstnævnte kan inducere trance. Hypnoterapeuten lærer først at blive hypnotisør og altså at inducere trance og efterfølgende at arbejde som terapeut med klienten i trancetilstand. Dette arbejde følger den samme logik og det samme sprog som det, der bruges af hypnotisøren, en form for trance-logik. Til forskel fra hypnotisøren skal hypnoterapeuten også beherske følelsernes logik og følelsernes arkæologi (regression) og de tilsvarende signaler, veje og reaktionsmåder både bevidste og ubevidste, som klienten giver hypnoterapeuten. For at dette arbejde kan fungere optimalt, skal psykoterapeuten efter min mening ikke blot have tilegnet sig nogle hypnotiske og hypnoterapeutiske færdigheder, men også et minimum af personlig modenhed, der begunstiger en sikrere reaktion, når han står ansigt til ansigt med, hvad der kan være stærke følelsesmæssige reaktioner. Man skal Nr PSYKOLOG NYT 19

3 nemlig ikke handle personligt, men terapeutisk (fx ikke give et knus til en klient, når denne græder). Nej, man lader klienten gennemgå sin rejse og holder sig til sine værktøjer som hypnoterapeut. Personlig modenhed og faglig dygtighed er det, der skal sikre en korrekt administration af de hypnoterapeutiske værktøjer. Væsentlige faktorer, der sikrer hypnoterapeutens arbejde, er bl.a. klientens interesse for og vilje til ændring. Hertil modtagelighed for tranceinduktion, dybden af trancen og ikke mindst et vellykket interview, første gang klienten møder op. Dette interview skal tjene den funktion at afgrænse problemområdet og placere det i en sammenhæng. Men til forskel fra andre typer interview fungerer dette som en slags før-hypnose, hvor der allerede gives positive suggestioner ud over at fremskaffe informationer, som senere kan bruges under trancen som suggestioner, og som fungerer som kendte (positive, forstærkende) symboler for klienten. Ind at se : regression Når trancen har nået den hensigtsmæssige dybde som tjekkes med passende test kan den egentlige hypnoterapi foretages. Et grundlæggende mål for hypnoterapi er en forandring hos klienten gennem dennes erkendelse af en eller flere tidligere fastlåste, uerkendte situationer, styrket efterfølgende med positive suggestioner. Hypnoterapeutens udgangspunkt er klientens problembeskrivelse. Det er herfra, hypnoterapeuten fører klienten tilbage til den kritiske adfærd/følelse, da det dukkede op for allerførste gang (regression). Undervejs kan den oprindelige følelse (symptom) miste sin gyldighed, hvorpå en anden følelse eller situation træder frem som den bagvedliggende årsag. Når hypnoterapeuten/klienten er nået dybt nok til, at klienten har fået fat i den relevante følelse, sådan som klienten oplevede den for allerførste gang, beder hypnoterapeuten klienten om at se den fastlåste, ukendte situation fra den gang, men med klientens nuværende, voksenviden og erfaringer. Klienten kommer til bogstaveligt talt at»se«situationen i sin helhed,»objektivt«på en måde, der ikke havde mulighed for den gang. Det kan ske, at klienten til sin forundring ser, at der kun var uheldige og måske endda uskyldige omstændigheder, der fik ham til at frygte noget så meget, at han blev præget af denne begivenhed siden hen. I andre tilfælde kan det selvfølgelig godt være, at det ikke var uskyldige omstændigheder, men objektive og direkte skadelige omstændigheder. Men det kan klienten se nu, klart, og denne ny vinkel, dette overblik, denne indsigt, denne erkendelse, får den gamle følelse det, der en gang var en korrekt reaktion, men som på uhensigtsmæssig måde fulgte klienten op til det voksne liv til at blive opløst. Ud i det rene ingenting. Ganske på samme måde, som når man i det voksne liv og med fuld bevidsthed kommer til at opleve, at man har taget fejl af en eller anden situation, og et kort øjeblik senere erkender man den reelle situation, og med denne ny indsigt ændres den tidligere ukorrekte følelse, og den hensigtsmæssige følelse (adfærd) i den nye situation naturligt dukker op. No big deal. Det sker mange gange hos alle, det er en situation og en proces, vi alle kender. Når man gennemgår denne proces gennem det hypnoterapeutiske arbejde, foregår det på en meget mere dramatisk måde, for det kan være en forløsning af et helt livs følelser og uhensigtsmæssig adfærd, og der er ingen andre til at gøre 20 PSYKOLOG NYT Nr

4 det end klienten selv. Hypnoterapeuten er blot en kyndig vejleder. Klienten er selektivt opmærksom under trancen, og underbevidstheden vinder stemme og sprog, som klienten så at sige stiller til rådighed. Sådan som viljen og forestillingsevnen skal samarbejde, for at klienten gennemgår en succesfuld hypnoterapi, således skal der etableres et godt samarbejde mellem hypnoterapeuten og klienten. Partsterapi Det er dog ikke altid, at klienten under det terapeutiske arbejde kan se situationen objektivt, første gang han forsøger, og det kan ske, at man kun opnår en delvis forløsning. Det betyder, at der er andre faktorer, måske andre følelser, som ikke er sat fri, men som den ny forløsning nu giver klienten mulighed for at se og arbejde med. I denne situation kan hypnoterapeuten gå over til parts-terapi, hvor man henholdsvis spørger klientens ene part og anden part (evt. tredje etc.), og så er klienten i dialog med sig selv (eksempelvis en del, der stringent passer på klienten ved en bestemt reaktion og følelse nu uhensigtsmæssig og en anden, der gerne vil være fri for denne reaktion og følelse, men ved ikke, hvordan det kan frigøre sig). Hypnoterapeuten kan også bruge hypno-gestalt, hvor klienten i regressionstilstand bedes forestille sig værende i samtale med the significant other og en dialog finder sted. Er trancedybden passende dyb det, der svarer til at skabe positive hallucinationer, det, der tillader den egentlige regression ja, så taler klienten kun i nutid, da han for sit eget vedkommende befinder sig i situationen og ikke blot husker. Det er denne virkelighedsnære karakter af oplevelsen, der giver hypnoterapien sit vigtigste redskab og sikrer en permanent forløsning af den uhensigtsmæssige følelse, da det følelsesmæssige grundlag for den uhensigtsmæssige adfærd dermed er fjernet. Denne adfærd kan stadig dukke op, men nu mere som produkt af en slags automatisk hukommelse, der ikke forstærkes som før, fordi sammenhængen er fundamentalt ændret. Hypnoterapeuten fungerer så som en mægler, der skifter mellem de forskellige aktører: klienten i regressionstilstand, klienten i voksen tilstand, the significant other etc., og når denne dialog har fundet sted reelt har fundet sted er klienten sat fri med den nye erkendelse. Denne ny erkendelse bliver til og tillader nye følelser. Det kan klienten se, høre og føle, og reagere kongruent herom. Integration og progression Derpå skal hypnoterapeuten vejlede klientens forskellige aktører den regredierede og den voksne til at blive ét helt menneske; hvad man kalder en integrationsproces. Den voksne bedes forestille sig den regredierede selv som et fokus for omsorg og kærlighed, som den voksne nu kan og vil give det. Når Nr PSYKOLOG NYT 21

5 klienten har accepteret, bedes han placere denne vigtige, elskede lille»selv«i sin egen voksne krop, hvor de begge sammensmelter til en helhed. Det lyder måske meget skematisk, men opleves aldeles ikke sådan af klienten. Når det sker, når succesen er nået, er situationen dramatisk og glædelig. Og dette er åbenbart for alle, der overværer det. Uden diskussion. Der skabes dermed, i øjeblikket, en form for fællesskab af videnfølelse. Efterfølgende laves der en»progression«, hvor klienten bedes forestille sig den nye selv, den nye hele person i fremtidige situationer. Kan klienten gøre det, gives der ego-styrkende suggestioner; kan klienten ikke gøre det, går hypnoterapeuten tilbage til partsterapi eller hypnogestalt for at gennemføre de dialoger, der endnu ikke har fundet sted. Når de er gennemført, fortsættes der med»progressionen«. Og om igen, hvis det er nødvendigt. Herefter indledes opvågningen. Er hypnoterapien vellykket, oplever vi en overraskende reaktion fra klienten, der føler sig anderledes, tænker anderledes, mener at kunne handle anderledes og kan udtrykke sin umiddelbare undren over situationen ved at beklage, at andre måske ikke vil kunne tro på det,»for det kan ikke forklares med ord«. Det eneste der er sket, er, at klienten med kyndig vejledning har givet sig selv lov til at huske sig selv, tale med sig selv, se sig selv i de kritiske situationer, hvor det har befundet sig før, og med egen nuværende viden og erfaringer har hjulpet sig selv, følt sig selv, tilgivet sig selv: Erkendelsen bliver til følelser, holdninger, adfærd identitet? Overvejelser På uddannelsen mente kursuslederen, at de hypnoterapeutiske teknikker har udviklet sig meget i de seneste årtier, og nu kan tilbyde systematiske teknikker til følelsesforløsninger. Den katarsis, som grækerne forestillede sig, kan nutidig hypnoterapi gøre muligt, sådan som andre succesfulde terapiformer gør det, blot meget hurtigere (og billigere). Til underbygning af disse forestillinger og påstande ville en metodisk undersøgelse af sådanne personlige ændringer være et godt svar på tiltale. Jeg ville i hvert fald hilse metodiske forsøg velkommen, hvor man i overensstemmelse med videnskabelig praksis kan måle og følge hypnoterapeutens resultater. For mit eget vedkommende fandt jeg disse processer stimulerende og grænseudvidende. De satte også tanker i gang om, hvad indlæring er. Hvis en person havde lært at være en bestemt person hele sit liv, med tilsvarende tanker, følelser, minder, holdninger, og hvis alt dette kan på et øjeblik ændres, dvs. hvis personen på et øjeblik kan udvikle helt andre følelser, som erstatter, udvider, udvikler og tillader andre tanker og konstruktive adfærdsformer Hvis personen føler sig helt anderledes, fornyet og faktisk handler som sådan Hvordan skal vi da definere indlæring? Holdning? Ja, identitet? Én ting har jeg fået bekræftet: Reel viden er, i personlig udviklingssammenhæng, viden, der transformer den enkelte, viden, der bliver integreret i personen, der bliver en del af personen. Forandrer, udvikler indefra. Men hvad skal man sige om de tilfælde, hvor hypnoterapien ikke synes at virke? Ud fra en psykologs udgangspunkt er det lige så interessant og overraskende, når behandlingen mislykkes, som når den lykkes. Hypnoterapeuten selv kan til sit forsvar sige, at trancedybden ikke var den korrekte, at der var andre fastlåste mønstre, der ikke blev behandlet, og som altså kræver flere behandlinger. Eller at klienten kan være på et udviklingstrin, som nødvendiggør, at anden indlæring sker, før den fulde hypnoterapeutiske effekt kan realiseres. Men er det nok? Under alle omstændigheder er det hypnoterapeutiske arbejde hele tiden en proces og et arbejde med mennesker og subjektive parametre, som der konstant skal tages hensyn til på et bevidst og underbevidst plan. Og jeg gentager: Jeg ville hilse metodiske forsøg velkommen, hvor man i overensstemmelse med videnskabelig praksis, kan afgrænse, måle og følge hypnoterapeutens resultater. Vi ser, at hypnose/hypnoterapi vinder øget udbredelse i konkurrence med andre terapiformer. Det er glædeligt, hvis der er tale om vel udført, dygtigt og etisk gennemført hypnoterapi. Er der det, har det spændende, reelle og produktive muligheder for os alle. J.H. Carlos, cand.psych. 22 PSYKOLOG NYT Nr