Kapitel december - Overvågning.

Transkript

1 Kapitel december - Overvågning. Et sted i København At have Mikael på besøg, var normalt altid en fornøjelse. Han var en herlig mand, der havde en dejlig tør form for humor. Han var små 170 centimeter høj og var født i Spanien. En meget firskåret mand med en brystkasse som en tønde. Hans hår var med tiden blevet gråt, men var stadigvæk det stærkeste dragemenneske som jeg havde kendt i hele mit lange liv. At jeg ikke var begejstret for, at Mikael var på besøg, skyldes hans halssmykke. Et smykke der lignede en gammel borgmesterkæde. Det viste at han var på besøg hos os i embeds medføre, og ikke for at smage min gode mad og Svens gode vine. Mikael var dragemenneskernes præsident. Det var en post man bliver valgt til på demokratisk vis, ved at alle dragemennesker stemmer på den kandidat de ønsker. Valgperioden var dog hos os 8 år. Relativ kort tid betragtning af hvor lang tid vi lever. Sammenlagt har Mikael være præsident for os i 8 til 9 hundrede år. Med enkelte afbrud, hvor der blev valgt en anden kandidat, og så var Mikael valgt igen. Det der var hans styrke, var en fantastik evne til at gennemskue alle, og finde ud af hvem de virkelige var, hvad de kunne og hvad de ville. Dette, kombineret med hans vilje til at lytte til det der bliver sagt højt, men også det der lå bag ved det sagte det usagte - gjorde ham til en rigtig god leder. Mikael kunne med de evner spotte hvem der ville være god til at varetage de forskellige administrative og aktive poster som der var brug for, for at dragerådet kunne fungere. Når Mikael var her i sin egenskab af præsident, var der noget helt galt. Absolut ikke noget godt tegn. Der var altså ingen tvivl om at sagen var blevet forværret. 1.

2 Jeg startede med at hilse på alle gæsterne. Kasper var den ene af elverne, og ham kendte vi fra sidste jul, hvor Kasper og andre af elverfolket havde hjulpet os med at indfange de dårlige energier fra Vlads glaskugle. Den anden elver kendte jeg ikke. Kasper præsenterede mig for ham. Elverens kaldenavn var Lai. Et navn som var let at udtale for os, mens hans, og for den sags skyld også Kaspers navne, sagt på elversprog, var umulige at udtale for det menneskelige tungebånd. Lai var ligesom alle andre elvere høj og lidt landstragte i alle sine lemmer og i sin ansigtsform. Lai havde langt hår der var samlet i en hestehale. Jeg sad og blev helt misundelig på det flotte hår han havde, og ønsket at det var mit hår, i stedet for det sjaskede hår som jeg havde. Freja sad i det ene hjørne af sofaen og var krøllet helt sammen med et betuttet og lidt skræmt ansigtsudtryk. Det lovede ikke godt. Sven havde forsynet gæsterne med kaffe og småkager, masser af småkager, for elverne kunne spise forbløffende mængder af søde sager og småkager. Et stort krus the blev placeret i min hånd af en nisse. Ham havde jeg i første omgang overset, fordi han havde stået bag en af de højryggede stole ude fra køkkenet, som i dagens anledning var trukket ind i stuen. Jeg gav hastigt Næsetiptop, som nissen hedder, et kram som goddag, og håbede at han ville forstå at de lange hilseritualer, som nisser ellers bruger, ikke kunne blive udført den dag. Fordi jeg kendte Næsetiptop, kunne jeg tillade mig at springe den lange rituelle hilsen over, ellers havde det været en fornærmelse af de helt store. Næsetiptops 'job var normalt at være post nisse. Så når han var i nærheden og jobbet muliggjorde det, smuttede han altid lige forbi og besøgte os. Han var altid nydeligt klædt i ganske almindeligt menneske tøj. 2.

3 I dag var han iført et par smarte bukser og de Nike sko, som Torben noget så gerne også ville være ejer af. Sven og Freja havde kendt Næsetiptop i al den tid som de havde kendt mig. Men det var først ved sidste års begivenhed med Vlads glaskugle, at Sven, Freja, Torben og Viggo blev klar over at Næsetiptop var en nisse. Freja og Torben havde dog da de var små, spurgt hvorfor Næsetiptop ikke var højere, og jeg havde forklaret det med dværgvækst selvom det ikke er sandt, for nisser er nisser - hvorefter de ikke havde spurgt mere ind til det. Jeg fik klemt mig ned ved siden af Freja, og ventede så bare på hvad alt denne alvors stemning skulle resultere i. Præsidenten rømmede sig og tog ordet. Mikael fortalte som indledning, at alle der havde været involveret i sidste års mission hverken kæmperne, nisserne, elverne eller mosefolket - blev bebrejdet for noget af det der sket i øjeblikket. At der var opstået et problem var blot var et hændeligt uheld. Selv troldene eller kæmperne som de foretrækker at blive kaldet, der ellers var så dygtige til at lave årsags sammenhængskæder, havde ikke nogen kommentarer, andet end at den statistiske sandsynlighed for at sådan noget kunne ske, var ualmindelige lille. Det var en meget stor lettelse at vide, at jeg ikke blev bebrejdet af nogen. Præsidenten fortsatte, at så var der bare den stående anklage fra menneskerne omkring Svens og min såkaldte terroristaktivitet. Til den anklage kunne præsidenten tilføje, at det var lykkedes dem at få trukket Sven helt ud af billedet, så anklagen alene var på mig. Den anklage havde deres forhandlinger ind til videre ikke kunne forandre. Der var 8 dage, så skulle vi i retten med sagen. Vi havde 8 dage til at bevise, at der ikke var noget i anklagen. 3.

4 Ærgerligt, så der hang stadigvæk en anklage for terrorisme over mit hoved. Det var dog trods alt en meget stor lettelse at vide, at Sven nu ikke længere var en del af dette. De forskellige råd altså nisserådet, elverrådet dragerådet osv. havde besluttet, at den gruppe som havde løst sidste års mission., også skulle være den gruppe som var kernen i den nye mission som blev kaldt noget så enkelt som red julen. Det kunne måske undre dig at sådan en sag skulle kunne interessere så mange, men alle sager hvor offentlige myndigheder fra menneskeverden var indblandet, havde altid stor bevågenhed, og en terroristanklage var afgjort en slem anklage. Præsidenten og hans gruppe havde arrangeret en hel række ting som kunne hjælpe os. Der var f.eks. officielle forklaringer til Torben og Frejas skoler, med begrundelser for, at de ikke kunne være i skole i størstedelen af december måned. Der var en skriftlig bekræftelse fra skolernes side at det var ok, og så sandelig også fra Torbens forældre som gav tilladelse til dette. Så var det derfor, at Torbens mor havde lydt lidt spids i telefon i går, da vi talt sammen, nu kunne jeg forstå hvorfor. Det ville lige kræve, at jeg tog ud og snakkede med dem. Jeg var ikke uddelt tilfreds med, at jeg ikke havde været med inde over denne del af projektet. Men sådan kan det jo gå. Tilsvarende med Sven, Viggo og mig, som havde fået 1 måneds orlov med fuld løn. Jeg kunne se på Sven og Viggo, at der også her faldt nogle brikker på plads, overfor nogle chefers underlige adfærd. Præsidentens stab havde også sørget for et hus. Et hus hvorfra vi kunne have vores udgangspunkt. Med den overvågnings aktivitet der var for mig, var det usmart at kommandocentralen dette år skulle være vores hus. Den nye kommandocentral skulle være i et sommerhus i Jylland, nærmere bestemt i Blåvand. 4.

5 For dem som ikke lige ved hvor Blåvand ligger, så ligger byen til højre for Esbjerg, hvis du ser på Esbjerg fra københavnssiden. Blåvand er en lille turistby, hvor der er aktivitet hele året, så der var ingen der ville undre sig over, at der var mange ekstra folk. Alle fastboende ville bare tænke endnu flere mærkelige tyskere. Mikael fortsatte med at forklare, at vi havde alle de økonomiske ressourcer at trække på som vi overhovedet kunne ønske os. Det var en stor lettelse. Jeg havde ligesom brugt alle mine skjulte finansierings muligheder i sidste års mission. Herligt at vi ikke skulle tænke på det med økonomi denne gang. Den tanke der hele tiden spøgte i mit hoved var, hvordan Rådet fik iværksat så meget på så kort tid. Der var noget der ikke helt stemte. Jeg ringede i formiddag, hvordan kan I have nået alt det så hurtigt Præsidenten grinede: Alt det der er sket med anholdelsen og overvågningen, vidste vi. Det viste sig, at det hele var startet i begyndelsen af oktober, hvor politiet havde modtaget et anonymt brev. Da politiet startede med at undersøge vores gøren og laden, fulgte UFO gruppen med 14 dage efter. Der var vist noget med, at de havde aflyttet nogle politisamtaler. Politiet og UFO gruppen var så begyndt at følge efter mig. Det svarede til det tidspunkt, hvor jeg begyndte af få fornemmelsen af, at der var nogle der fulgte efter mig. Det havde så gjort, at præsidenten havde sendt dragemennesker ud, for at passe på os. Det var her, at jeg fik den eneste irettesættelse fra præsidenten. Nemlig den, at jeg skulle passe bedre på, når jeg transformerede mig om til drage. For ja, UFO gruppen havde været efter mig en af de aftener over i parken, og det var kun præsidentens mænd, der ved at lave en afledningsmanøvre, havde hindret dem i at se, at jeg havde taget mig en flyvetur. Den irettesættelse tog jeg til mig. Samtidigt var jeg glad for, at der ikke endnu var nogen der havde set mig ændre skikkelse. Jeg lovede mig selv - ved alle 5.

6 stjernerne - at jeg aldrig igen ville tilsidesætte mit instinkt for at føle mig overvåget. Det var så let at falde ned i magelighedens bløde puder. Det var med andre ord noget af en gruppe mennesker vi havde haft efter os. Politiet, UFO gruppen og præsidentens mænd. Ikke noget at sige til, at jeg havde følt mig overvåget. Jeg kunne fornemme, at de ikke var de eneste der havde været efter mig, for den måde som Kaspar sad og så meget uskyldig ud på, fortalt mig, at han helt sikkert også havde passet på os. Jeg sendte et hvast blik hen til Sven, som også kunne huske hvad han havde sagt om, at jeg var ved at bliv skør det kunne jeg se på hans blik hvorfor han hastigt havde travlt med at kigge et andet sted hen. Præsidenten løftende en stor mappe op fra gulvet, lagde den på bordet og åbnede den. Vi var vist alle sammen nysgerrige over, hvad der var i den store mappe. Han åbnede låget, så ingen af os kunne se det mindste af mappens indhold, selvom vi sad og strakte nok så meget hals. Fra mappens mørke dyb fremdrog han en række VisaDankort, selv til Torben og Freja. Præsidenten fortalte, at alle kunne hæve hvad der var brug for til missionen red julen. Jeg kunne godt se på Torbens ansigt, at han sad og tænkte over, om de sidste nye smarte moderigtige Nike sko, nu ikke på en eller anden måde kunne indgå som en del af mission red julen. Jeg vidste, at han havde ønsket sig skoene pænt længe, men at de var vildt dyre. Hans forældre havde sagt, at han selv måtte spare op til dem, for eksempel ved at tage et eller andet job. Jeg vidste med mig selv, at de sko skulle Torben have, for det her var et job. Der blev forklaret en helt masse andre ting og vi fik en hel masse kontakt navne som ville kunne hjælpe os på alle tider af døgnet og meget mere. Jeg skal lige love for at mission red julen havde international opmærksomhed i vore kredse. Men det var der jo ikke så meget at sige til, for hvis min eksistens 6.

7 blev kendt, kunne det med lethed medføre, at mange af de andre eksistenser også blev kendt. Præsidenten sluttede af med at fortælle, at vi havde til i morgen, til at pakke alt det med som vi mente vi ville for brug for. I morgen ville vi alle sammen, i det skjulte, blive transporteret til Blåvand. Der ville komme til at bo nogle personer i vores hus der lignede os. Dette, så alle der overvågede os, ville tro, at det var de rigtige de overvågede. Så måtte vi se hvor længe dette forsøg på at holde nysgerrige væk ville virke. Men det ville være temmelig katastrofalt, hvis politiet opdagede, at de andre ikke var os, for vi havde fået strenge ordre om, ikke at tage nogen steder hen. Stille og rolig begyndte gæsterne at forsvinde. Elvernes usynlighedsdragter blev flittigt anvendt, så ingen der eventuelt kunne finde på at stå udenfor - ville kunne undre sig over den samling af individer som huset havde været samlingspunkt for. Freja gik staks i gang med at pakke sine ting ned. Alle de ting som hun bestemt ikke kunne undvære. For Svens og mit vedkommende var det ikke så besværligt, for vi havde blot noget tøj. Pc og alt sådan noget var stadigvæk hos politiet. Det var egentlig utroligt så afhængig man var blevet af sådan noget elektronik. Det var næsten ikke til at lave noget uden. Det der klart bekymrede mig mest, var at få huset gjort rent, til de dragemennesker der skulle bo i det. Det var bestemt ikke fordi jeg led af rengøringsvanvid, for indrømmet, mit husmoderlige gen havde aldrig været særligt stort. Jeg gjorde rent når nulremændene nåede angrebsstørrelsen. Men alligevel, ville jeg gerne have, at der så bare lidt pænt ud, når nu andre skulle bo i vores hjem. 7.

8 Jeg afsluttede nedpakningen, med en lille kasse af vores ynglings julepynt, så huset i Blåvand også kunne blive pænt pyntet op, bare sådan lidt. En stak kageopskrifter fløj ned i kassen, hvis der skulle blive tid til det. Resten af aftenen brugte vi på at berolige Freja, der selvfølgelig var noget nervøst for at have en mor, der havde en politisag hængende over hovedet, med en potentiel risiko for at ende inde bage tremmer. Vi valgte at gå tidligt i seng, for vi ville blive afhentet allerede kl næste dag. På vej i seng, stødte jeg ind i en af de talrige glaskugler som hele huset var blevet pyntet op med. Netop denne glaskugle, havde vi købt i Tivoli da Freja var fire år, hvor Freja med store øjne havde kigget forelsket på den og dens flotte farvespil. Selvom denne glaskugle havde været alt for dyr, var det endt med, at vi havde købt den alligevel, bare for at se glæden i Frejas ansigt. Det var med en stor vemod i mit hjerte, at jeg så på kuglen, som for mig repræsenterede julehyggen og juleglæden. Ville vi og alle de væsner og mennesker som vi kendte, overhoved kunne holde en julefest i år. Det var nok ikke en af de mest blændende ideer vi havde fået at gå tidligt i seng - for jeg tror at vi alle lå længe og spekulerede. Jeg lå for mit vedkommende og lagde store planer, planer for hvordan vi kunne gribe hele denne mission an. Men jo mere jeg lå og tænkte, jo mere umulig så alle løsningsforslagene ud, og desto mere uoverskueligt syntes jeg det hele var. Panikken var ved at indfinde sig. Jeg drejede rundt i sengen, som var jeg en proptrækker på vej op eller ned i en prop. Hvordan skulle vi dog gribe dette an? 8.