Hvad er selvkærlighed?

Transkript

1 Hvad er selvkærlighed? Selvkærlighed og selvværd hænger sammen. Hvor selvtillid handler om, hvad du er i stand til at gøre og udrette, så handler selvværd om hvem du er, og hvad du tror du er værd. Det er helt normalt, at vi roser vores børn mere for det de gør, end for den de er. Ubevidst lærer vi dem, at deres værdi hænger sammen med det, de kan præstere. Med den podning bliver vi voksne, der næres af anerkendelse og ros for det vi gør, og det vi udretter. Bare kig dig omkring. Vi lever i et samfund, hvor vi hylder præstationer også selvom det sker på bekostning af helbredet, overskuddet, familielivet, sjælefreden og selvkærligheden. Samtidig har antallet af mennesker, der bliver ramt at stress, har aldrig været højere. Selvkærlighed handler om noget andet. Det er uløseligt forbundet med selvværdet følelsen af, at fortjene og være det værd. Eller ikke at fortjene og være det værd. Selvværd handler om hvem du er som menneske, og hvor værdifuld du føler dig. Overfor resten af verden og overfor dig selv. Mennesker med et højt selvværd, går i verden med en selvfølgelighed og en lethed. De ved bare dybt i deres system, at de fortjener det bedste. Jeg kan godt lide at definere selvkærlighed, som det niveau du har i dit liv for, hvad du finder dig i. Hvis du finder dig i et job, hvor du ikke trives et parforhold, der enten dræner dig eller er middelmådigt en økonomi, der er årsag til bekymringer relationer, der dræner dig en bolig, du ikke føler dig godt tilpas i selvkritik, selvbebrejdelser og dunken-sig-selv-oveni-hovedet manglende tid og overskud at dine grænser bliver overskredet kun at vise dine omgivelser % af hvem du er stress en følelse af, ikke at måtte fylde drama uærlighed småskavanker at have svært ved at tage imod hjælp at have svært ved at tage imod ros, anerkendelse og gaver en lav vibration rod, larm og ballade

2 så er det alt sammen et vink med en vognstang om, at der er nogle områder i dit liv, som trænger til et selvkærligt eftersyn. Det er min overbevisning, at vi selv skaber vores liv, og når vi har fået skabt os noget møg, så er det tid til at ændre kurs. Rigtig tit bliver vi ved med at gentage noget, der ikke fungerer. Og så undrer vi os over, at resultatet ikke bliver anderledes. Selvkærlighed er den perfekte kur. Faktisk tror jeg på, at det er den eneste kur vi har brug for imod alle ubalancer i vores liv. For hvis vi virkelig elskede os selv, så ville alle problemerne fordampe, og vi ville leve i en tilstand af glæde og tilfredshed. Når vi ikke gør det, så skyldes det alt vores bagage og alle vores historier om hvem vi er, og hvad sådan nogen som os fortjener her i tilværelsen. Eller må nøjes med. Måske tænker du, at du godt kan nikke genkendende til et par punkter på listen ovenfor. Eller mange. Måske føler dig lidt (eller meget) forkert over det. Lad være med det. Jeg har selv stor erfaring med samtlige punkter, og det er jo hele grunden til at jeg har kastet mig ud i det her projekt jeg havde virkelig brug for den kur!! I dag er meget transformeret og forandret, fordi jeg har brugt elementerne fra det Selvkærlige Kørekort til Overskud meget systematisk. Jeg kan faktisk ikke helt genkende mit liv i forhold til for 6 år siden, hvor jeg ved helt nede og vende med stress og depression. Derfor er det også sådan en kæmpe glæde for mig, at dele ud af de ting, der har virket i mit eget liv. Det er også vigtigt for mig at sige, at jeg på ingen måde er Fru Perfekt. Jeg har også stadig poster jeg ikke har fået løst. Og sådan skal de jo være, for jeg tror på, at livet handler om at lære og udvikle sig. Så bliver vi jo aldrig helt færdige. Så handler det om hele tiden at justere opad, og nyde turen undervejs. Skridt for skridt. ***** I denne mini E-bog giver jeg dig 3 forskellige bud og vinkler på selvkærlighed. Jeg håber, de kan være med til at inspirere dig, og give dig lyst til at skrue op for selvkærligheden i dit liv. Jeg kan kun anbefale det!

3 1. Når vi ikke selv flytter os, så bliver vi flyttet For nogle år siden havde jeg et job, som jeg ikke var rigtig glad for. Jo altså, det var da på mange måder et udemærket job, men jeg havde alt for tit den der følelse af, at tiden sneglede sig af sted. Opgaverne var kedelige og farveløse. Stemningen var tung. Kollegaerne var søde men også en smuuule triste. Her gjorde vi som vi plejede. Udsigten fra mit kontor var en grå og mørk baggård i det indre København. Turen op af trappen til 4. sal var laaaang, og jeg var helt tung i kroppen når jeg kom frem. Fredag eftermiddag var ugens højdepunkt. Det eneste. Jeg blev i mit job meget længe. For selvom min indre GPS fortalte mig igen og igen og igen, at jeg skulle make a U-turn, så kunne jeg bare ikke få mig selv over i forandringsgearet. Og som sagt, det var virkelig også et meget udemærket job. Opgaverne var nemme. Jeg var på deltid, hvilket passede godt med at jeg kunne hente og bringe min søn i rimelig tid. Jeg var alene med ham fra han var 4 år. Samme tidspunkt som jeg fik det her ganske udemærkede job. Og der var også mange andre, som havde det meget værre end mig. Meget. Og faktisk skulle jeg slet ikke klage, for de var også søde og rare, og der var ingen sure miner når sønnike gik ned med feber og snot. Og gode jobs hænger virkelig ikke på træerne. Og man ved hvad man har, men slet slet ikke hvad man får. Sagde jeg til mig selv. Igen og igen. Mit lille selv havde mega travlt med at køre frem med alt muligt frygt. Den frygt lammede mig. Den bedøvede mig. Men alligevel blev mit hjerte ved med at hviske om noget helt andet. Om et helt andet liv. Et sjovt liv. Med spændende mennesker og opgaver. Et liv hvor jeg kunne folde mine talenter ud. Åhhh ja, hvor spændende... bortset fra, at jeg ikke anede hvad mine talenter handlede om. Så jeg blev. Og blev. Og blev mere og mere trist og desillusioneret over min manglende evne til at handle. Mit hjerte blev ved med at hviske, men jeg hørte ikke efter. Livet skruede mere og mere op for balladen, men jeg hørte stadig ikke efter. Til sidst blev det gjort for mig. Jeg gik omkuld med stress og depression. Det var umuligt at vende tilbage. Jeg var blevet flyttet. Mit problem dengang var, at jeg ville regne det hele ud på forhånd. Det svarer til at køre i sin bil i mørke, og så ville kunne se hele vejen til målet på én gang. Det er en fysisk umulighed. Nu ved jeg, at jeg kun kan se det stykke af vejen, som lygterne lyser op. Men det gør ikke noget, for jeg kommer hele tiden fremad, og når jeg skal dreje eller stoppe, ser jeg det i tide. Når jeg skal flytte mig fra A til B, skal jeg faktisk kun tage hånd om det næste skridt. Jeg behøver ikke at kunne regne alting ud fra starten. Livet støtter mig, og når jeg kender målet gør det ikke så meget, at turen derhen bliver lidt zigzagget. For det er som regel omvejene, der er de smukkeste. Desuden har jeg forstået, at der ikke findes fejl. De er bare feedback, der hjælper mig med at justere kurs.

4 2. Taler du pænt til dig selv? Hjernen er en aktiv fætter. Den er i gang fra vi slår øjnene op om morgenen og til vi lukker dem igen om aftenen. Ja, faktisk er den jo også i gang når vi sover, og her bliver det nogle gange virkelig spøjst, hvad den fylder hovedet med. I vores vågne timer, har hjernen travlt med sit indre kommentator spor. Hvis du har prøvet at meditere på givslip-på-tankerne-og-tøm-hovedet måden, så har du sikkert også oplevet hvor fuldstændig umuligt det er. Det er i hvert fald min erfaring. Tanker lader sig ikke rigtig stoppe. De kommer i myriader, og når vi ikke er bevidste om det, er det som en lille abe, der sidder på skulderen og kommenterer det hele, spekulerer, bekymrer sig, undrer sig og så videre. Der findes flere bud på, hvor mange tanker vi tænker om dagen. Nogen mener andre og andre endnu flere. Jeg synes ikke, det er særlig interessant hvor mange tusinde tanker der er. Lad os bare nøjes med at konstatere, at der er mange! Det interessante er nærmere, at størstedelen af de tanker, du tænker i dag er magen til dem, du tænkte i går. Med de selvkærlige briller på, er det interessant fordi der kører en konstant indre dialog i dit hoved, men spørgsmålet er, hvad den snakker om? Er den støttende, opmuntrende, trøstende, optimistisk, lys og sjov? Er den kærlig i sin tone? Siger den noget, du kan lide at høre? Som gør dig glad? Eller er den frygtsom, kritisk, stresset, bebrejdende og ukærlig? Hvis du som jeg har tendens til at være lidt hård ved dig selv, gætter jeg på at dit indre kommentator spor godt kan være rimelig ukærligt at høre på. Jeg er selv perfektionist, og perfektionister har netop en hård indre dommer, som konstant er i gang med at vurdere, kritisere og dømme. Ofte er kvinder virkelig skrappe ved sig selv. Den mindste fejl eller ting der driller, og så går vi i gang med at slå os selv oveni hovedet med en stor tung hammer. Vi kritiserer os selv fra morgen til aften, og siger ting til os selv, som vi aldrig kunne finde på at sige til andre. Sådan har det i hvert fald været for mig. Hvis vi blev kritiseret meget som børn, eller hvis vores forældre kritiserede sig selv meget, overtager vi ofte mønsteret. Min egen kære Far var også perfektionist. Jeg kan tydelig huske, at have hørt ham sige ting til sig selv som Jeg store idiot! Hvorfor brugte jeg dog ikke den indvendige side af knolden?! og mere af samme skuffe. Så jeg lærte, at sådan taler man til sig selv. Det er helt normalt. Når det med tankerne overhovedet er så interessant, så skyldes det at tankerne giver os nogle følelser, som får os til at handle på en bestemt måde. Summen af alle vores handlinger og valg bliver vores liv. Det er jo enkelt. Så handler det jo bare om at tænke noget rart, så jeg kan føle mig godt tilpas for så handler jeg overskudsagtigt. Ja, det er enkelt. At forstå. Noget andet er at leve det. For når størstedelen af vores tanker er magen til dem fra i går, så bliver det svært at vende supertankeren, hvis dialogen er kritisk og ukærlig.

5 Jeg synes, det er en god investering at få vendt den indre kritiker til en omsorgsfuld og kærlig chef eller Mor der støtter mig i stedet for at sable mig ned, når jeg kludrer i det. Det har jeg arbejdet på i en del år efterhånden. Og det har virket. I dag er det virkelig sjældent, at jeg forfalder til selvbebrejdelser og kritik, for det er bare så ukærligt, og det giver mig altid nogle resultater, jeg ikke bryder mig om. Så derfor taler jeg pænt til mig selv. Også når der sker såkaldte fejl. Jeg roser mig selv. Siger noget pænt til mig selv, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg snakker om alt det, der går godt. Jeg fokuserer på løsningerne i stedet for problemerne. Jeg er meget tålmodig og overbærende med mig selv. Det vigtigste tidspunkt, at støtte sig selv og være selvkærlig er, når livet er svært. Min erfaring er, at det også er det tidspunkt, hvor det er sværest at gøre. Så det kræver træning og tilvænning. Det er en ny vane for de fleste, at tale meget pænt til selv sig, når udfordringerne hober sig op.

6 3. Selvkærlige omgivelser Før jeg fik min opvaskemaskine, havde jeg altid opvask stående. Selv når jeg vaskede op om aftenen, kunne jeg godt finde på at lade en gryde eller stege pande stå til næste morgen. Så var det rigtig skønt at komme ned til et køkken næste morgen, hvor der stod beskidt opvask. Faktisk var det overhovedet ikke skønt, det var drøn irriterende. Som en sten i skoen, der bliver ved med at gnave lidt. Når jeg så gik ind i min stue, var der også et par bunker hist og her. I soveværelset var der tit tøj, der ikke var blevet hængt på plads endnu, eller vasketøj, der hobede sig op. Samtidig havde jeg mange ufærdige projekter i mit hus, og da jeg er meget perfektionistisk irriterede de mit øje hver eneste dag. Min kælder, var et helt kapitel for sig selv. Det ydre spejler det indre, og det indre spejler det ydre. Dengang jeg havde meget rod og ikke var ok med det spejlede det en manglende omsorg for mig selv. Dybest set syntes jeg ikke, jeg var værd at bruge tid og kræfter på, og derfor var jeg heller ikke villig til at bruge tid og kræfter på mine omgivelser. Det ændrede sig, da jeg lærte Christine Eilvig at kende. Christine er (blandt meget andet) en sand oprydnings freak, og hun lærte mig, hvad det koster at rode og hvorfor vi gør det. Rod er dybest set en måde at holde sig selv nede på, fordi man hele tiden skal deale med de samme bunker, de samme ufærdige projekter og den samme irritation. Den tid jeg brugte på mit rod, brugte jeg ikke på at udvikle mig, være nærværende med min søn og have overskud til de andre ting, jeg ønskede i livet. Mit rodede og ufærdig hjem var heller ikke nogen støtte for mig, og jeg blev tit lidt små-stresset over det, fordi jeg godt kunne mærke, at jeg ikke var ok med det. Så jeg begyndte at rydde op. Stille og roligt. Jeg brugte formlen bruger jeg det? Og/eller elsker jeg det? Hvis nej, så blev tingen enten solgt, foræret væk eller smidt ud. Jeg startede i mit klædeskab. I guder!!! Hvad jeg havde liggende af tøj, som jeg måske-igenen-dag-ville-gå-med-men-bare-ikke-lige-nu. Jeg gik det hele igennem. Det hele. Da det var gjort, købte jeg træbøjler til mit tøj, fordi jeg bare synes det ser lækkert ud i stedet for de hvide, røde og blå plastikbøjler som tilfældigt hang der før. Så når jeg åbner mit klædeskab, så hænger der tøj som jeg bruger og elsker. Og det hænger helt pænt, på pæne bøjler. Det er nemt at vedligeholde denne orden, for jeg har nemlig også forstået, at oprydning skaber plads til det nye, så jeg sorterer jævnligt. For mig er det lidt som et få et lille kys, når jeg åbner det skab. I det hele taget er jeg blevet rigtig god til at holde orden omkring mig, fordi det giver mig sådan en fred og ro i mit hoved. Det er lidt som at få en lille krammer, at komme hjem til et hus, hvor der er ryddet op, hvor der er blomster og pæne ting, som jeg elsker at omgive mig med. Krammet starter allerede ved hoveddøren, hvor jeg hver dag fryder mig over det fine messingskilt og blomsterne foran døren. For mig er selvkærlighed mange ting, og lækre omgivelser er en af dem. Det skønne er også, at oprydning er gratis. Ja, faktisk kan det give penge i starten, hvis du sælger ud af

7 dit brugte happengut. Det koster lidt tid, men jeg plejer at sætte noget god musik på eller lytte til en audio imens, og så kan det blive helt hyggeligt. Jeg ved jo også, at jeg gør det som omsorg for mig selv, og så er oprydning og rengøring ikke nogen sur pligt. Og ja, jeg har stadig områder, der ikke er helt på plads endnu. Tidligere ville jeg have gjort mig selv forkert over det, og brugt tid og kræfter på at kritisere og bebrejde mig selv det. Når jeg mærker det gamle mønster snige sig ind, så tager jeg en dyb indånding og fokuserer først på alt det, der er fixet. Derefter beslutter jeg mig for ét (1!) område, der skal ryddes op. Og så gør jeg det. Når jeg er færdig, glæder jeg mig over det og roser mig selv for den gode indsats. Jeg kan også godt finde på at fejre det. Når alting snakker, og når det indre spejler det ydre og omvendt, så kan oprydning i det ydre være med til at rydde op i det indre. Så kommer der ting op til overfladen som kan støje lidt, men jeg ved heldigvis også hvordan det skal håndteres. Nu kan det jo godt være, at du slet ikke er til træbøjler, messingskilte og blomster. Det er lige meget. Du skal bare finde din version af selvkærlige omgivelser. Hvad skal der til for at du tænker; Nå, her bor da sandelig én, der synes hun fortjener at bo skønt! ***** Jeg håber, at du blev inspireret til at begynde at tænke i mere selvkærlige baner. I mine nyhedsbreve vil jeg holde dig opdateret om mine forskellige aktiviteter, og på min hjemmeside kan du finde blogindlæg, der alle sammen har en selvkærlig vinkel. Du er altid velkommen til at komme med dine kommentarer og input i kommentartråden under mine blogindlæg. Velkommen til og rigtig god fornøjelse. Jeg glæder mig til at inspirere dig! Kærlig hilsen Birgitte Hansen