DANSKE BIDRAG TIL DEN TIDLIGE CELLEBIOLOGI: PERSONER OG BEGIVENHEDER

Transkript

1 DANSKE BIDRAG TIL DEN TIDLIGE CELLEBIOLOGI: PERSONER OG BEGIVENHEDER MED UDGANGSPUNKT I FILM BL.A. OM INDVIELSEN AF CARLSBERGFONDETS BIOLOGISKE INSTITUT DEN 19. OKTOBER 1932 LEIF RASMUSSEN (NOTE 1) Institut for Medicinsk Biologi Afdeling for Anatomi og Cytologi, Odense Universitet, Juni 1996.

2 2 Indholdsfortegnelse Forord 2 Indledning 3 Dyrkning af mikrober 4 Dyrkning af celler fra flercellede organismer 6 Filmene 10 Afslutning 12 Noter 15 Litteraturliste 36 Forord Denne oversigt bygger i høj grad på to kilder: Afdelingsleder Knud Max Møllers artikel om Albert Fischer og overlæge, dr. med. Simon Fischers om cytologkongressen i København i 1936 (se litteraturlisten). En stor del er "selvoplevet": Jeg har videregivet de kommentarer, jeg har modtaget, når jeg har vist filmen om "Indvielsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut i 1932". Jeg skylder Dr. scient. Helge A. Andersen, Carlsberg Laboratorium, min kollega på Carlsbergfondets Biologiske Institut gennem mange år, tak for utallige afbalancerende diskussioner. L.R.

3 3 Indledning Faget cellebiologi integrerer viden og synspunkter fra biologi, biokemi, cytologi, genetik, fysiologi, medicin, mikrobiologi etc. Dets primære mål er at beskrive, hvorledes cellen er opbygget, opretholder livet og formerer sig. Et resultat af sådanne studier bliver, at man også får indblik i samspillet mellem de enkelte celler i kulturer og i flercellede organismer. Et centralt led i faget er celledyrkning. Man dyrker alle typer af celler i kulturer: bakterier, encellede dyr og planter, og celler udtaget af flercellede organismer. Cellekulturer giver muligheder for at udsætte opstillede hypoteser for en afgørende prøve, fordi man kan udføre experimenter på levende celler. Celledyrkningens historie kan deles i flere afsnit. Først drejede dyrkningens problemer sig om meget basale forhold. Hvilke celler er lettest at dyrke? Hvilke teknikker giver de bedste resultater? Hvorledes kvantiterer man cellers vækst? Senere drejede det sig om mere komplicerede forhold og man ledtes til begreberne cellers næringskrav, cellecyklus, cellers genetiske regulering og cellers kommunikation. Og dermed begyndte man at få indblik i cellers styrende mekanismer. Det betød, at man efterhånden kom til at forstå omridsene af meget basale biologiske og medicinske problemer. Som følge af den menneskelige nysgerrighed, fantasi og intuition har man under hele forløbet filosoferet over alle de anede sammenhænge, korrekte såvel som forkerte. Udnyttelsen af celler i kultur går langt tilbage. Først benyttede man mikroorganismer til alkoholfremstilling og til bagning i årtusinder uden at have anelse om de underliggende årsagssammenhænge. I slutningen af det 19.de århundrede studerede læger mikrober bl.a. vha. farvemetoder. Senere udviklede de teknikker til at dyrke dem i renkultur.

4 4 Derefter dyrkede læger celler fra flercellede organismer i kultur, og senere deltog fysiologer, virologer og biokemikere i arbejdet. Dyrkning af bakterier begyndte i Tyskland. Dyrkning af celler fra flercellede organismer begyndte i USA. Forskere fra andre lande blev hurtigt inddraget i arbejdet i begge tilfælde. Jeg skal berette om eksempler på, at danskere kom til at sætte deres præg på cellebiologien fra 1920 og frem. Anden Verdenskrig afbrød specielt inden for celledyrkningen et forløb med stort potentiale. En dag i 1972 besluttede afdelingsleder Knud Max Møller (1922-), Carlsbergfondets Biologiske Institut, Tagensvej 16, København, at rydde op på instituttets loft. Han fandt tre film: én optaget på Rockefeller Instituttet i København efter 1928 og to andre optaget på Carlsbergfondets Biologiske Institut, en fra 1932 og en anden fra De var lagt væk, var glemt, men havde overlevet. Jeg understreger, at de overlevede, fordi det drejede sig om celluloidfilm. Celluloid er særdeles eksplosionsfarligt, men disse film havde ligget på et undertiden stegende hedt loft i henved 40 år uden at eksplodere. Max Møller fik dem overført til "Safety Film". (Note 2.) De viser alle, hvorledes man arbejdede med cellebiologiske problemer først i 30'erne. (Note 3.) Det vil være meningsløst at omtale filmene uden at nævne de personer og begivenheder, der gik forud for dem. Så hvornår og hvordan begyndte interessen for cellebiologi og celledyrkning? Dyrkning af "mikrober" Denne del af historien begynder i midten af det 19.de århundrede. Louis Pasteur ( ) dyrkede mikrober - bl.a. for at skaffe argumenter mod "selvskabelses"-synspunkter. I 1865 fandt han to, der fremkaldte sygdomme i silkeorm, den ene en bakterie, den anden en protozo. Han foreslog, at mikrober også kan fremkalde

5 5 sygdomme hos mennesker (note 4). Der udbrød kolera-epidemi i Marseille samme år. Han ønskede at finde den skyldige mikrobe. Det mislykkedes for ham og hans medarbejder, Claude Bernard ( ), fordi de havde opmærksomheden henvendt på smittekim i luften og på støvet i sygestuerne. Havde de ledt i patienternes afføring, havde de måske fremskyndet udviklingen med 20 år. I stedet opfattede mange deres negative resultat som tegn på, at Pasteurs ideer var forkerte. Der var én berømt undtagelse: John Lister ( ) fra Glasgow, kendt for at indføre aseptisk teknik omkring Nordmanden Gerhard Armauer Hansen ( ) blev den første, der så en forbindelse mellem en bakterie og en kendt sygdom hos mennesker. Han fandt spedalskshedbakterien i de syges knuder i (Note 5.) Men det var Robert Koch ( ) i Tyskland, der bedst knyttede sammenhængen mellem bakterier og smitsomme sygdomme fra midten af 1870'erne. Han arbejdede med miltbrandbakterier på faste substrater. Han fulgte bakterierne til sporeform, og fra sporeform tilbage til bakterieform. Han viste også, at podning af bakterier på dyr fremkalder sygdommen. Fra syge dyr kunne han igen isolere miltbrandbakterier. Hermed var forbindelsen mellem bakterier og sygdomme uigendriveligt etableret. Nu vaktes en varig interesse for at dyrke mikrober over hele verden, og der foregik en eksplosion i teknik og viden inden for mikrobiologien i de nærmest følgende år. Et næste skridt frem blev dyrkning af protozoer i renkultur. Rækkefølgen blev: flagellater, ciliater, amøber. Nu kunne man kombinere "simple" sterilteknikker fra dyrkning af bakterier med dyrkning af celler med næringskrav og reguleringer som pattedyrceller. De kunne oven i købet dyrkes som bakterier i reagensglas. Det blev franskmanden André Lwoff ( ), som i

6 dyrkede den første ciliat i renkultur, note 5B. Og det blev amerikaneren George W. Kidder ( ), der i 1951 dyrkede den samme ciliat, Tetrahymena pyriformis, på et næringsmedium med kendt kemisk sammensætning. T. pyriformis blev således den første dyriske celle, der dyrkedes i renkultur og i et syntetisk næringsmedium. Dyrkning af celler fra flercellede organismer Der må være udført mange forgæves forsøg på at holde celler fra flercellede organismer i kulturer efter succes'en med bakterier. Undertiden gik det godt, men hyppigst var vanskelighederne så store, at forskerne var ude af stand til at gentage deres eksperimenter, og dermed kunne deres resultater ikke bruges. Det var amerikaneren Ross Granville Harrison ( ), der udførte de første forsøg, der lykkedes, og som kunne gentages. Han publicerede dem i Han var sammenlignende anatom og arbejdede på det tidspunkt med embryologiske problemer. Han var specielt interesseret i nervecellers udvikling. Han havde held til at isolere ganglieceller fra haletudser og lægge dem på en klump af koaguleret lymfe i en hængende dråbe i et hulslebet objektglas under sterile forhold. Præparatet forsegledes og kunne holdes i live i mere end en uge. I løbet af denne tid udviklede nervecellerne samme type udløbere, som de ville have gjort i den levende frø. (Note 6.) Han havde dermed vist, hvordan nervetråde dannes. Han var samtidig den første, der kunne holde celler i live uden for den flercellede organisme. Han grundlagde dermed den egentlige celledyrkning. (Note 7.) Ross Harrison kom til Yale University Medical School, New Haven, CT, i 1907, samme år som hans resultater blev offentliggjort. Hans student,

7 7 Montrose T. Burrows, forbedrede dyrkningsteknikken ved at benytte koaguleret blodplasma, som indeholder mange flere vækstfaktorer end lymfe - véd vi nu. Han rejste til Alexis Carrel ( ), The Rockefeller Institute i New York. Carrel var kirurg og fik Nobelprisen i medicin i 1912 for sit arbejde med karsuturer og transplantation af blodkar og organer. Burrows og Carrel samarbejdede om celledyrkning og udvidede hurtigt teknikken til at omfatte andre celler end nerveceller. Rockefeller Institute blev nu centret for denne type undersøgelser gennem mange år. I Danmark studerede Albert Fischer ( ) til læge. Han var mere end almindeligt interesseret i biologiske eksperimenter. Han publicerede allerede i studietiden sine resultater (note 8) bl.a. om kvantitering af bakteriers vækst vha. respirationsmålinger. I 1916 var han på et halvt års kandidattjeneste på Haukeland Sykehus i Bergen. I denne by mødte han flere personer, der skulle påvirke ham for resten af livet, bl.a. svenskerne Olof Hammarsten ( ) og John Runnström ( ). Især den sidste drejede Fischers interesse væk fra bakterier og hen mod den egentlige cellebiologi. Desuden viste dr. Magnus Haaland ( ) ham en musestamme med 50 procent spontan svulstdannelse (note 9.) Alle disse personer blev bestemmende for resten af Fischers liv. I København forsøgte Fischer forgæves at dyrke celler i kultur. Vanskelighederne mht. næringsmedium og sterilitet var imidlertid for store. Han blev læge i 1919 og havde i nogen tid korresponderet med den kendte patolog og bakteriolog Simon Flexner ( ), direktør for The Rockefeller Institute, bl.a. med henblik på at komme til New York som gæst til Alexis Carrels laboratorium. Dr Flexner var afvisende, der fandtes ingen programmer for gæsteforskere på

8 8 Instituttet, og et medlem af hans stab bad i København Albert Fischer om at holde sig væk. Alligevel rejste han (nygift) til New York i 1920, opsøgte Alexis Carrel, og opnåede laboratorium, løn og laborant i to år. Under dette ophold lærte han endelig teknikkerne og viste som den første, at man også kan dyrke epithelceller i kultur. I dette tilfælde drejede det sig om celler fra iris fra en kat. Fordelen ved disse celler var, at man kunne identificere dem på deres pigment. Han rejste hjem til en stilling på Patologisk Institut i København i 1922, og skrev sin disputats: "Tissue Culture. Studies in Experimental Morphology and General Physiology of Tissue Cells in Vitro. A Textbook", som forsvaredes april Den blev en håndbog i vævsdyrkningens metode, og udkom bl.a. i to udgaver på tysk i løbet af tre år. Disputatsen fik mange konsekvenser. Otto Warburg ( ) fra Kaiser-Wilhelm-Institut für Zellphysiologie i Dahlem, Berlin, (note 10), havde netop set, at celler fra kræftsvulster havde en højere rate af glykolyse end normale celler. Han benyttede snit af svulster til disse undersøgelser, men ville gerne holde cellerne i vedvarende kultur. Han læste Albert Fischers værker og foreslog et samarbejde. Det kom til at foregå i Berlin og varede fra 1926 til En samtidig episode kaster lys over den "almindelige" opfattelse af arbejdet med vævsceller på dette tidspunkt. Et professorat i patologi ved Københavns Universitet blev ledigt i Albert Fischer havde været knyttet til instituttet i mange år og var en af ansøgerne, men han måtte trække sin ansøgning tilbage. Man lod ham vide, at man havde vanskeligt ved at forstå, at studiet af "døende" celler kunne være så interessant i medicinsk sammenhæng, at man skulle have en professor med ekspertise i dette felt. (Det skulle gå lettere for hans medarbejder, Dr Harald Okkels ( ), der blev professor i

9 9 anatomi i København i 1941.) Der indtraf to begivenheder i København 1929 og 1930 som skulle få langtrækkende virkninger for cellebiologiens udvikling. For det første gik professor i fysiologi, Valdemar Henriques ( ), formand for Carlsbergfondets bestyrelse, ind for forhandlinger mellem staten, The Rockefeller Foundation og Carlsbergfondet. Disse forhandlinger resulterede i bygningen af Carlsbergfondets Biologiske Institut, Tagensvej 16, København, finansieret af Fondet. Driften betaltes i de første mange år (indtil krigens mellemkomst) af Rockefeller Foundation, efter krigen af Carlsbergfondet selv. Albert Fischer udnævntes til instituttets forstander. Hans hovedinteresse blev forsøg på at forbedre dyrkningsomstændighederne for vævscellerne. På dette tidspunkt dyrkedes cellerne stadig på koaguleret blodplasma. Han kastede sig især over problemerne med et kemisk defineret næringsmedium. Der var i høj grad tale om pionerarbejde. Den sidste essentielle aminosyre, treonin, blev fundet så sent som 1935 af XX Rose, og mange vitaminer var endnu ukendte. For det andet fandt Valdemar Henriques assistent, Einar Lundsgaard ( ), kort før 1930 holdepunkter for opfattelsen, at Otto Meyerhofs ( ) herskende idéer om mekanismen i musklens kontraktion var forkerte. (Note 11.) Den unge dansker beskrev sine forsøg i et brev til Otto Meyerhof i Heidelberg. Her blev Einar Lundsgaards forsøg blev gentaget og bekræftet af Fritz Lipmann ( ). Herefter inviterede Otto Meyerhof den unge Einar Lundsgaard til tre måneders ophold i Tyskland til diskussion af resultaterne. Herunder blev Einar Lundsgaard og Fritz Lipmann særdeles gode venner. Senere rejste Lundsgaard tilbage til København, og Fritz Lipmann rejste til Institut für Zellphysiologie i Berlin. Fritz Lipmann havde tidligere arbejdet på Institut für Biologie i Berlin hos Otto Meyerhof men kom nu tilbage til Otto

10 10 Warburgs institut. Her indledte han bekendtskab med Albert Fischer, der opfordrede Fritz Lipmann til at rejse med sig til det nye Institut i København. Havde Fritz Lipmann haft tvivl om det fornuftige i at tage fra Berlin til det fjerne København, blev denne overvundet bl.a. af venskabet med Lundsgaard. Venskabet udstraktes til at omfatte Herman Kalckar ( ), Lundsgaards assistent. Fritz Lipmann beskriver i sin autobiografi et vigtigt forsøg udført i København. Han brugte acetone-ekstrakter af bakterier til at måle enzymatisk nedbrydning af glukose. Hertil benyttede han rutinemæssigt en fosfatbuffer. En dag var fosfatbufferen brugt op, og han anvendte i stedet en bikarbonatbuffer. Omsætningen blev kun ca. 1 procent af det forventede. Nu fik han travlt med at lave en ny fosfatopløsning og opnåede så resultater, der var 100 gange større. Han konkluderede, at fosfat fra bufferen (uventet!) indgik i reaktionerne, fosfat havde ikke blot buffervirkning. På venners opfordring rejste han til USA i 1939, fordi han var jøde. I 1941 gjorde han sammen med Herman Kalckar rede for hovedtrækkene i energiomsætningen i celler. Kalckar havde opdaget den oxidative fosforylering i 1939 og var kommet til USA kort før krigen. (Note 12.) Fritz Lipmann modtog Nobelprisen i (Note 13.) Filmene Filmen fra 1932 indledes med sekvenser fra Indvielsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut og viser datoen 19. oktober (men ikke året, som var 1932). Det oplyses, at Carlsbergfondet bekostede opførelsen af bygningen, Rockefeller Foundation sørgede for den daglige drift, og den danske Stat skænkede byggegrunden. Man ser den nye bygning udefra og dens arkitekt Christen Borch ( ). Bag hovedbygningen ser man

11 11 dyre"stalden" med indhegnede løbegårde til forsøgsdyr (fjernet omk. 1957). Derefter ankommer gæster til indvielsen: Carlsbergfondets formand, professor A. B. Drachmann ( ), Københavns borgmester Frederik Borgbjerg ( ), stats- og krigsminister Th. Stauning ( ), den tyske og den amerikanske ambassadør etc. Dernæst ser man sekvenser med formandens overrækkelsestale og Albert Fischers takketale. Derefter er der rundvisning på Instituttet: der vises rum med autoklaver; der er indlagt sekvenser med dagligt arbejde med vævsceller; man ser hulslebne objektglas dækket med petriskåle og Carrel-flasker med koaguleret plasma; man ser personalet i sorte kitler og man ser Fritz Lipmann måle respiration (med et van Slyke-apparat?). Til sidst samles gæster og værter på Instituttets balkon, og der panoreres over selskabet. Filmen fra 1936 eller senere viser igen bygningen udefra. Man ser sekvenser med dagligt arbejde; nu måler Fritz Lipmann respiration med et Warburg-apparat - manometrene rystes, stoppes og aflæses. (Note 14.) Man ser også (utydeligt) oberst Charles Lindberghs ( ) "kunstige hjerte", en pumpe, der cirkulerer næringsvæske gennem en udtaget skjoldbruskkirtel. Denne pumpe udvikledes i USA i et samarbejde mellem Alexis Carrel og Lindbergh og kom til Danmark i anledning af Den Fjerde Internationale Cytologkongres i København i august 1936 (note 15), hvilket giver holdepunkt for datering af filmens tilblivelse. Til sidst ser man Fischer arbejde med filmoptagelser af vævsceller. Man ser termostat og filmkamera af mærket "Askania". (Det anvendtes sidst af Kirsten Hamburger (1929- ) og Erik Zeuthen langt op i 70'erne til registrering af Cartesianske "dykkeres" placering i en vægtfyldegradient.) Endelig ses en reostat (?), der kontrollerede tidsintervallerne mellem to billeder i "time lapse"-optagelser.

12 12 Filmteksten siger, at intervallerne kan varieres fra 1/100 sekund til 10 timer. Til sidst vises en kræftcelle i deling ved stor forstørrelse. Begge film har - separat - været vist som forfilm i biografer i de den gang almindelige og vistnok højt værdsatte, "ugerevy'er". De varer ca. 10 minutter tilsammen. Filmen fra Rockefeller Instituttet. Den tredje film ligger tidsmæssigt forud for de to andre. Deres berøringspunkter er de to aspekter af den tidlige cellebiologi, celledyrkning og energiomsætning. Man ser Einar Lundsgaard udpræparere en muskel, hænge den op i et stativ og fastgøre den til armen på en kymograf til opskrivning af kontraktionerne. Efter tilsætning af monoiodeddikesyre forsætter sammmentrækningerne indtil musklen går i krampe. Man ser muligvis måling af reaktionen med lakmuspapir - der er ingen forklaringer givet i teksten. Denne sekvens varer ca. 2 minutter. Sekvenserne er fra optagelser af "dagligt arbejde" på Rockefeller Instituttet, Juliane Mariesvej, København. Afslutning Det store problem for celledyrkere er, var og vil altid være, infektionsfaren. På Carlsbergfondets Biologiske Institut spulede man sig til sterile operationsrum med en haveslange. Overgangene fra loft til væg og fra væg til gulv i rummene blev lavet med rundinger, således at vand let kunne løbe ned i en rist i rummets ene hjørne. Vinduerne var forsynet med et sæt af dobbelte ruder i metalrammer. Installationer til luft, vand og gas lå forsænket i væggene og blev lukket af med vandtætte låger. Intet under, at det var vanskeligt at holde kulturerne sterile. Man ser på filmene forskerne i deres sorte kitler. Disse kitler og den kendsgerning, at operationsrummenes vægge var forsynet med samme slags vægfliser,

13 13 som Alexis Carrel benyttede, vidner om, at man ikke på noget punkt fraveg den fremgangsmåde, der var angivet af mesteren fra New York. (Note 16.) Efter krigen indtraf to afgørende begivenheder i celledyrkningens historie. For det første fik man adgang til antibiotika, penicillin og streptomycin. Hermed blev det meget lettere at arbejde med celler i kultur. (Note 17.) For det andet genopdagede John Franklin Enders (1897- ) og hans medarbejdere omkring 1950, at virus kan formere sig i vævsceller. Den opdagelse fik de Nobelprisen for i 1954, og den betød, at man ikke længere behøvede at inficere levende dyr med virus for at opformere det. Disse to forhold gjorde celledyrkning uhyre interessant for virologer, og kendskabet til teknikken spredtes blandt dem som en eksplosion. I dag ser vi nye anvendelser for celledyrkning i forbindelse med bioteknologien. Og vi oplever en ny eksplosion i interessen for disse teknikker. Det er et karakteristisk træk ved aktive videnskabelige institutioner, at deres medarbejdere hyppigt påvirker hinanden på en sådan måde, at de positive konsekvenser er tydelige over lange tidsrum, måske hele livsforløb. Der dannes herved solide, uforudsete netværk af største betydning for fremtiden. Et godt eksempel herpå er oprettelsen af Rockefeller Instituttet i København med mange forbindelser til New York. Et andet er oprettelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut i København. De placerede dansk forskning centralt i den udvikling, der først førte til langt bedre biologisk indsigt og senere førte frem til molekylær biologi og bioteknologi. Biologisk Institut bidrog i høj grad til at skabe et forskningsmiljø med celledyrkning som en betydningsfuld del, og hvorfra en række banebrydende arbejder udsprang. Det er vigtigt at blive mindet om de personer, der har båret

14 14 udviklingen frem. I det daglige tager vi ofte resultaterne af deres arbejde som selvfølgelig baggrundsviden. (Noterne 18, 19 og 21.) Carlsbergfondets beslutning om at oprette et institut for celledyrkning i 1932 var i sandhed fremsynet. Det fremgår bl.a. af den kendsgerning, at celledyrkning på Københavns Universitet først blev taget op midt i 1950'erne (note 22), altså omkring 25 år efter oprettelsen af Carlsbergfondets Biologiske Institut.

15 15 Noter 1. Jeg (1931-) var specialestudent hos amanuensis, dr. phil. Erik Zeuthen ( ) på Zoofysiologisk Laboratorium, Rockefeller Instituttet, Juliane Mariesvej 32, fra 1954 til Jeg blev ansat først som videnskabelig assistent og senere som afdelingsleder på Carlsbergfondets Biologisk Institut, Tagensvej 16, fra 16. april 1958 til 31. august 1979 hos professor, dr. phil. Erik Zeuthen, forstander for Biologisk Institut fra august 1957 til februar En filmkopi i negativ er i følge Ole Brage arkiveret hos Danmarks Radio, Historisk Arkiv, TV-Byen, 2860 Søborg, under nr. H En kopi er endvidere deponeret i Det Danske Filmmuseum, St. Søndervoldstræde, 1419 København K. 3. Hvordan filmen fra Rockefeller Instituttet, Juliane Mariesvej 28-34, København, kom til Biologisk Institut er uvist. De handler begge om aspekter af cellebiologi og jeg har sat sekvenser fra Rockefeller-filmen ind i filmen fra Biologisk Institut og lagt resten til side. 4. Hos Louis Pasteur var der aldrig langt fra observation til udnyttelse: i 1865 havde han succes med pasteurisering af vin og i 1875 også af øl. 5. Ved min forevisning af filmen i marts 1992 på Zoologisk Laboratorium, Universitetet i Oslo, nævnte jeg Gerhard Armauer Hansens navn, hvilket fremkaldte fnisen i auditoriet. Det viste sig, at det stadig er kendt, at Armauer Hansen er den eneste læge i Norge, der er dømt for uetisk virksomhed. Han gik nemlig så vidt i sine bestræbelser for at knytte spedalskhedsbakterien til sygdommen, at han lod sin tjenestepige smitte med den. (Professor Lars Garby (1924-) Institut

16 16 for Fysiologi, O.U., husker fra sin studietid, at Armauer Hansens arbejde blev særdeles respektfuldt omtalt i 1940'erne i Sverige.) 5B. André Lwoff modtog (med Jacques Monod og Francois Jacob) Nobelprisen for André Lwoff fik sin del af prisen for undersøgelser over formering af virus, de to andre for undersøgelser over reguleringer af enzymsynteser i bakterier. Måske var det lige så vigtigt, at André Lwoff bragte orden i opfattelsen af ernæringslæren. Han formulerede i 1930'erne udsagnet, at hvis en organisme ikke kræver et givet vitamin, så skyldes det, at organismen selv danner dette stof - ikke at den ikke benytter denne kemiske forbindelse i sit stofskifte. Hermed indledtes opfattelsen om de kemiske omsætningers universelle natur. I mange årtier har man benyttet spektrofotometriske ("O.D." - optical density) målinger til at fastlægge celleformering. På Biologisk Institut tilpassede vi elektronisk udstyr til tælling af blodceller til tælling af de 1000 gange større ciliater. Dette pionerarbejde var en uomgængelig betingelse for mit og mine medarbejderes senere arbejde. Experimentelt arbejde med encellede eukaryoter er p.t. ikke værdsat efter fortjeneste. Lad mig nævne to eksempler på deres nytte. For det første kan et stativ med et halvthundrede reagensglas med Tetrahymena give oplysninger om foreliggende prøvers næringsværdi og erstatte et ukendt stort antal bure med rotter. For det andet har professor Arno Tiedtke i Münster beregnet, at udskilte lysosomale enzymer fra 1000 liter kultur af Tetrahymena på 24 timer udgør 20 mio. enheder. For at få samme mængde lysosomale enzymer fra pattedyr kræves nyrer fra rotter. Arno Tiedtke har allerede isoleret hundredvis af mutantceller med defekter i produktionen af lysosomale enzymer - i

17 17 Tetrahymena. Dette er ganske umuligt at gøre med rotteceller. (Gærceller er ganske vist simple at dyrke, men deres glykosyleringsmønster for lysosomale enzymer er anderledes (simplere) end hos både Tetrahymena og pattedyrceller.) 6. Harrison skrev, at nervetrådens fineste udløbere er i så hurtig amøboid bevægelse, at det var umuligt for ham at tegne dem på papiret. 7. Jeg viste filmen på The Albert Einstein College of Medicine i New York i juli på en rejse støttet af Carlsbergfondet. Her gjorde Peter Satir (ca ) mig opmærksom på, at han selv på Rockefeller University, New York, i midten af 1950'erne deltog i et studenterkursus, hvor de som øvelse udførte Harrisons forsøg, nu omtrent 50 år senere - som et centralt cellebiologisk eksperiment. 8. Artiklerne havde institutadresserne: "Aus dem Privat-Laboratorium für Biochemie" eller "From the Albert Fischer Laboratory for Biochemistry and Bacteriology", i begge tilfælde dækkede de: Moderens køkken. 9. Dr Magnus Haaland fødtes i 1876, arbejdede med Paul Ehrlich i Frankfurt, Ludwig Aschoff i Marburg og med Emile Roux på Pasteur Instituttet i Paris fra 1901 til 1905 og med Dr Erwin Bashford i London fra 1907 til 1911 støttet af The Imperial Cancer Research Fund. Jeg viste filmen om Albert Fischer for ph.d.-studerende interesseret i celledyrkning i juni 1993 i Oslo. Her oplyste en deltager fra Bergen, at man er opmærksom på Dr Haalands indsats og Universitetet i Bergen har indrettet en mindestue for ham på Haukeland Sykehus. 10. Institut für Zellphysiologie var et af Kaiser Wilhelm Institutterne under Kaiser Wilhelm Gesellschaft. Disse institutter blev foreslået af

18 18 Otto von Bismarcks ( ) mangeårige undervisningsminister, Friedrich T. Althoff ( ). Han organiserede al undervisning i Tyskland begyndende med pige- og drengeskoler, derefter fortsatte han med højere skoler og universiteter, og til sidst fik han ideen til rene forskningsinstitutter som afslutning på hele systemet. Dette forslag præsenterede han for Kejser Wilhelm II ( ) i Det første institut åbnedes i 1911 (efter Althoffs død). Cheferne havde frie hænder og ingen formelle forpligtelser. I sandhed en fremsynet politik af en prøjsisk junker omkring århundredskiftet! Når man idag taler om Kaiser Wilhelm Institutter i Tyskland, ved meget få, hvad det drejer sig om. Ældre herrer med historiske interesser har standset min talestrøm og gjort de øvrige tilhørere opmærksom på, at det var forløberne for Max Planck Institutterne, som de kom til at hedde efter Anden Verdenskrig. Nær Institut für Zellphysiologie lå Institut für Biochemie, Institut für Biologie og Institut für Chemie, og andre Kaiser Wilhelm Institutter, hvor Lise Meitner ( ), Otto Frisch (1904-), Otto Hahn ( ), og Fritz Strassmann (1902-), arbejdede med fissionsproblemer sidst i 1930'erne (specifikt med nukleære kædereaktioner). Dermed lagde de en af grundstenene til udnyttelsen af kerneenergi. Begge institutter ligger i Dahlem i Berlin. Professor, dr. phil. Hans Klenow besøgte i 1950 Institut für Zellphysiologie, der er bygget i Sans Souci-stil. Otto Warburg havde opholdt sig på Rügen i krigens sidste tid. Berlin lå stadig i ruiner, men instituttet var relativt uskadt. Det blev benyttet af den amerikanske besættelsesmagt som kvarter indtil 1950, hvor det blev tilbageleveret i renoveret tilstand (og med amerikansk udstyr, der dog ikke blev pakket ud). I dag er instituttet museum.

19 Otto Meyerhof havde fundet proportionalitet mellem muskelarbejde og produktion af mælkesyre under anaerobe forhold (Nobelpris for 1922, uddelt i 1923); han troede derfor, at mælkesyren var den kontrollerende faktor i muskelkontraktionen; vi ved nu, at mælkesyren mere korrekt kan opfattes som et "spildprodukt". Otto Meyerhofs opfattelse kunne ikke opretholdes efter Einar Lundsgaards påvisning af, at en muskel forgiftet med monoiodeddikesyre fortsætter kontraktion uden produktion af mælkesyre; man kendte på dette tidspunkt både ATP og kreatinfosfat, men først da Karl Lohmann ( ) i 1932 fandt enzymet, der transfosforylerer ADP, kunne man sætte tingene rigtigt sammen. (Dr Eigil Bojesen (1919-) fortalte ved møde i Biokemisk Forening, december 1992: Einar Lundsgaard foretog forsøg med monoiodeddikesyre i forbindelse med studier over thyroxins virkning (han ville afprøve virkningen af monoiodglycin, men kunne kun købe monoiodeddikesyre). Han injicerede stoffet i en kat, "der blev helt stiv", dens muskler gik i krampe (som følge af mangel på ATP, véd vi nu). Forsøgene gentoges i isolerede muskler, og også her var enderesultatet: stivkrampe. Eigil Bojesen fortalte, at Erik Warburg ( ) på et tidspunkt henkastet foreslog, at Einar Lundsgaard skulle se, hvad der skete med brintionkoncentrationen med et stykke lakmuspapir. Prøven viste, at reaktionen endte med at blive alkalisk, mens musklen kontraherede sig! Dermed var Otto Meyerhofs dengang velkendte ideer - om mælkesyrens rolle i kontraktionen - uholdbare. Einar Lundsgaard skulle aldrig tilgive Erik Warburg dette (yderst simple) forslag! Eigil Bojesen tilføjede: Lundsgaard frigjorde sig aldrig helt fra ideen om, at monoiodeddikesyre trods alt havde en giftvirkning, som var den primære årsag til forsøgsobjekternes krampetilstand. Monoiodeddikesyres virkning på glucoseomsætningen blev

20 20 altså opdaget af Einar Lundsgaard i kontrolforsøg, mens han studerede virkningen af thyroxin.) 12. Dr Herman Kalckar forblev i USA til Da han vendte hjem, fik han lokaler, Cytofysiologisk Laboratorium, på Fysiologisk Institut hos Lundsgaard. Her havde han Hans Klenow (1923-), professor i biokemi ved Københavns Universitet 1964, Paul Plesner ( ), professor i molekylær biologi ved Odense Universitet 1966, og Agnete Munch-Petersen (1917-) som medarbejdere. Efter Fischers død i 1956 blev Herman Kalckar og Erik Zeuthen (begge underviste på Marine Biological Laboratory, Woods Hole, MA.) af Kaj U. Linderstrøm-Lang ( ), forstander for Kemisk Afdeling, Carlsberg Laboratorium, spurgt om, hvordan de ville stille sig til et tilbud fra Carlsbergfondets Bestyrelse om at blive forstander for Carlsbergfondets Biologiske Institut. Kalckar svarede: "Jeg ønsker ikke Hertugdømmet på Tagensvej" med henvisning til Biologisk Instituts position ved siden af/uden for Universitetssystemet. Erik Zeuthen svarede i første omgang henholdende men overtaltes af Fritz Lipmann til at sige "Ja, tak". Han fremlagde et forskningsprogram og fik tilbudt forstanderskabet. Herman Kalckar er omtalt i J.D. Watsons bog: "The Double Helix". Den unge James Watson (1928-) var i København for at arbejde med Herman Kalckar og Ole Maaløe ( ) på Statens Seruminstitut. Ole Maaløe blev professor i mikrobiologi ved Københavns Universitet i I 1960 udnævntes Herman Kalckar til professor i biokemi ved Harvard University, i Boston. Denne stilling var blevet ledig, fordi den tidligere indehaver af professoratet, Fritz Lipmann, var rejst til Rockefeller University i New York.

21 Fritz Lipmann, Henrik Dam og Fritz Scønheyder var ansøgere til et professorat i biokemi ved Aarhus Universitet i Det tildeltes Fritz Schønheyder, der netop var vendt tilbage fra Rockefeller Instituttet i New York. Således blev Fritz Lipmann (Nobelpris i 1953) og Henrik Dam ( ), der modtog Nobelprisen i 1943 for opdagelsen af K-vitaminet - to kommende Nobelpristagere! - vraget til fordel for Fritz Schønheyder (1905- ). Både Fritz Lipmann og Henrik Dam rejste derefter til USA. Fritz Schønheyder, fra Biokemisk Institut, Rockefeller Instituttet, København, , var Fellow ved Rockefeller Institute for Medical Research, New York, Henrik Dam gør i Kraks Blå Bog fra 1970 opmærksom på, at han vragedes i Aarhus!) Fritz Lipmann modtog halvdelen af Nobelprisen i 1953 for opdagelsen af coenzym A og dets betydning for det intermediære stofskifte. Coenzym A indgår i det enzymsystem, der kobler glykolysen sammen med den oxidative fosforylering. Den anden halvdel af Prisen gik til Hans Krebs ( ) for opdagelsen af citronsyrecyklus. Begge havde begyndt deres karriere på Kaiser-Wilhelm-Institutterne i Dahlem. 14. Erik Zeuthen fortalte, at han på Marine Biological Laboratory, Woods Hole, MA, USA, i 1949 holdt foredrag om måling af respiration på enkeltceller med anvendelsen af de "cartesianske dykkere", som udvikledes på Carlsberg Laboratorium af Kaj U. Linderstrøm-Lang, Heinz Holter ( ), Erik Zeuthen og andre. Disse dykkere kunne bruges til måling af f.ex. iltoptagelse eller til vejning af objekter under vand. Det var meget små glasrør med celler. De flød lodret i vand, og deres bevægelse op og ned i et flydekammer iagttoges i mikroskoper. Dykkerne var så små, at konvektionsstrømme, der skyldtes temperaturforskelle på

22 22 hundreddelsgrader, kunne føre dem rundt og give anledning til fejlmålinger. (Warburg-teknikken beroede derimod på meget store prøver med millioner af celler, og for at få absorberet kuldioxid hurtigt nok rystedes de kraftigt med undtagelse af de øjeblikke, hvor manometrene aflæstes.) Blandt tilhørerne i Woods Hole var Otto Warburg selv, og efter foredraget spurgte han: "Sehr interessant, aber wie schütteln Sie Ihres Apparatur?" Øjensynligt havde han ikke forstået, at "dykkerne" havde korte diffusionsveje, og at enhver rysten ville have udelukket enhver fornuftig brug af dem. 15. Denne kongres er beskrevet meget indgående af Simon Fischer (1923- ), se litteraturlisten. 16. Jeg holdt dette foredrag og viste filmene i oktober 1992 på Panum Instituttet i København. Professor Niels A. Thorn (1924-), Fysiologisk Institut C, Københavns Universitet, kommenterede mit udsagn på følgende måde: hvad jeg havde sagt om ligheden mellem Albert Fischers Institut og Alexis Carrels laboratorium var korrekt; han havde selv opholdt sig på The Rockefeller Institute for Medical Research fra 1953 til Albert Fischer benyttede aldrig antibiotika. For det første vidste man jo ikke, hvilke uheldige virkninger, de kunne have. For det andet var de ikke nødvendige, når man bar sig korrekt ad. 18. Mit kendskab til Albert Fischers netværk og videnskabelige arbejdsområde er begrænset. I tiden før Anden Verdenskrig knyttede Fischer især forbindelser til Tyskland og Storbritanien. Hans tidlige forbindelser til Sverige benyttedes til at sende biologen Holger V. Brøndsted ( ) til Stockholms Högskola i på Rockefeller-penge. (Holger Brøndsted fungerede som professor i Almen zoologi ved Københavns

23 23 Universitet (fra 1948 til 1963.) Erik Zeuthen (nævnt flere gange allerede og Albert Fischers efterfølger som forstander fra august 1957 til februar 1980) var Brøndsteds nevø og var et halvt år hos onklen i Stockholm i Erik Zeuthen knyttede mange forbindelser med svenske biologer under dette ophold: med John Runnström (søpindsvine-æggets tidlige udvikling), med Tryggve Gustavson (samme arbejdsområde) og med Thorbjörn O. Caspersson (1910-). Caspersson var student af Olov Hammarsten og forsvarede - som 26-årig - en banebrydende disputats om kvantitativ bestemmelse af cellers RNA-indhold vha. UV-absorption. Disse resultater blev bekræftet af belgieren Jean Brachets (1910-) målinger af cellers RNA-indhold vha. RNA-farvning før og efter RNase-behandling. Disse to helt forskellige angrebsvinkler viste en nøje korrelation mellem cellers RNA-indhold og deres proteinsynteseaktivitet. Deres resultater blev benyttet som argument for det overraskende synspunkt, at RNA spiller en rolle for proteinsyntesen. Erik Zeuthen overværede Thorbjörn Casperssons disputatsforsvar og glemte det aldrig. Dr John Paul fra Glasgow viste i sin bog om Cell and Tissue Culture (se litteraturlisten) fra 1961 sammensætningen af Albert Fischers forslag til syntetisk medium fra midten af 1930'erne. Jeg mødte den norske Dr Audrey Fjelde, som besøgte Instituttet i 1962 fra USA. Hun var en af Albert Fischers medarbejdere. Hun må være rejst til Sloan-Kettering Instituttet in New York. Hendes navn er knyttet til to etablerede cellelinjer: Hep 1 og Hep 2 - humane epithelcells. Desuden kom Dr P.J. Gaillard (1907-) fra Holland. Han besøgte Albert Fischer på sin bryllupsrejse (i 1933). Han opbyggede et institut som Fischers i Holland. Endvidere fik vi besøg af Dr Harry Eagle (1905-) kendt for MEM, det minimale essentielle medium.

24 24 Han er nu pensioneret fra The Albert Einstein College of Medicine, Bronx, New York. Min hustru og jeg mødte Dr Charity Weymouth, UK, i samtale med ægteparret Drs Lettré, Tyskland, i Providence, R.I., ved en international cellebiologisk kongres i Alle tre kendte Albert Fischer særdeles godt. Albert Fischers assistent, cand. polyt., dr. phil. Tage Astrup (1908-), fjernede sig fra den egentlige celledyrkning. Han lagde i sine undersøgelser vægt på den observation, at vævscellerne (som ofte var kræftceller, der udskiller proteolytiske enzymer) danner huller i plasmakoagelet, hvorpå de dyrkes. Han interesserede sig især for processer i forbindelse med koagulation og fibrinproteolyse. I 1961 udnævntes han til chef for The James F. Mitchell Foundation's Institute for Medical Research, Washington Clinic, Washington, D.C., og fortsatte sine undersøgelser der med stor succes. Han vendte senere tilbage til Syd-Jysk Universitet og Esbjerg Centralsygehus. Flere læger kom fra hospitaler og forskede på Biologisk Institut hver dag efter kl. 14. Jeg husker bl.a. Dr Faarvang og Dr Storms navne. Dr Waldmann arbejdede med elektroforese. 19. Erik Zeuthen, magister i zoofysiologi (1939) og dr. phil. (1947), arbejdede først med respirationsproblemer. Han kombinerede tidligt Carlsberg Laboratoriets mikrometoder med måling af vægt og respiration af plankton og videre ned i størrelse til enkelte celler. Han var vel den første dansker, der relaterede sine målinger til cellens cyklus. For cellebiologer i 1957 var der intet mærkværdigt i den opfattelse, at man principielt kunne studere basale problemer som intermediært stofskifte og celledeling i alle celler (fraregnet celledeling i bakterier). Hvis pattedyrceller frembrød vanskeligheder mht. dyrkning, måtte

25 25 man se sig om efter andre celler, der var lettere at have med at gøre. (Aug. Krogh ( ) (note 20) støttede Claude Bernhards idé: "Benyt det forsøgsdyr, der mest tydeligt viser det fysiologiske fænomen, De er interesseret i" - og han satte ingen grænser ved de encellede.) Erik Zeuthen påpegede i sine planer for CBI i 1957, at det var celledyrkning og cancerproblemer som Albert Fischer havde studeret. Udviklingen havde imidlertid vist, at vort manglende kendskab til cellernes biologi i almindelighed og til mekanismerne i deres delingsprocesser i særdeleshed, i mange år ville være en uoverstigelig hindring for en forståelse af cancerproblemerne. Den centrale del af hans arbejdsområde ville derfor være den normale celledeling. Hermed sigtede han ikke blot til mitose/meiose, men til hele forløbet af processer og kontrolmekanismer, der leder frem til mitose/celledeling. Synspunktet var profetisk og blev godtaget af Carlsbergfondets bestyrelse (og dens rådgivere). Erik Zeuthen havde et trumfkort. Han havde med Otto Scherbaum (ca ) fra Østrig udarbejdet en simpel procedure, der inducerede "synkrone" celledelinger i en kultur af Tetrahymena-celler. Cellerne udsattes for et program af varmebehandlinger og delte sig samtidigt tre gange i løbet af fem timer. Dette system blev bl.a. brugt til at fastlægge et tidspunkt forud for celledelingen, hvor cellen skifter fra høj til ringe følsomhed - nemlig når cellens forberedelse til den forestående celledeling er gennemført. Tidspunktet indtræffer ca. 50 minutter før afslutningen af en celledeling. (Hos Tetrahymena pyriformis var cellecyklus under vore dyrkningsbetingelser ca. 145 minutter.) Tidspunktet blev indkredset vha. temperaturchok, kortvarige behandlinger med kemiske forbindelser, der hæmmer energiproduktionen (vha. 2,4-dinitrophenol eller en kvælstofatmosfære) og med

26 26 kortvarige blokader af proteinsyntese (cycloheximid, puromycin, p-fluor-fenylalanin). Resultaterne gav anledning til at tale om "divisionproteins", der var under opbygning, som udførte deres funktion på et bestemt tidspunkt, og som ingen virkning havde senere. Der blev foretaget forsøg i på at isolere og karakterisere disse forbindelser, men de mislykkedes - de nødvendige teknikker fandtes endnu ikke. Forsøgene genoptoges i på CBI, men resultaterne var langt fra gode. Senere har Norman Williams, gæst fra , separeret en proteinfraktion fra Tetrahymena, der opfører sig som man ville vente "delings-proteinerne" ville gøre (N. Williams and M.G. Macey: "Is cyclin Zeuthen's "division protein"? Experimental Cell Research 197, (1991)). I mellemtiden har arbejdet med gærceller andetsteds ført til forståelsen af, hvorledes cyklin-afhængige kinaser og cyklin regulerer cellens cyklus. Cyklin opbygges, udfører sin funktion og forsvinder igen. Dermed er en meget vigtig kontrolmekanisme i cellens cyklus karakteriseret. Cyklin er sandsynligvis identisk med vort "delings-protein". (Se iøvrigt litteraturlistens referencer til artikler om Erik Zeuthen af Jytte R. Nilsson (19xx-) og Carl Barker Jørgensen (1915-).) Først i 1960'erne havde mikrobiologer umådelig stor succes med forståelsen af proteinsyntesens problemer i bakterier. Det var vel uundgåeligt, at denne succes førte til et vist mål af overmod. Kunne man med Tetrahymena-celler ikke opnå de samme resultater, som mikrobiologerne kendte fra bakterier, så skulle man ikke have lov til at være i et laboratorium! De overså i deres begejstring muligheden for, at pro- og eukaryote celler har forskelle i opbygning, i synteseveje og i kontrolmekanismer - på trods af store ligheder. (Ole Maaløes afgørende begreb var "balanceret vækst". Han og andre havde fundet, at protein/rna-forholdet, og protein/dna-forholdet

27 27 var konstant i bakteriekulturer i vækstfasen. De forventede derfor, at også højerestående (eukaryote) skulle vise "balanceret vækst". Det har senere vist sig, at eukaryoter har mere raffinerede kontrolsystemer i makromolekylære synteser, og at de ikke nødvendigvis altid viser "balanceret vækst".) I fem disputatser samledes forsøgsresultaterne: Paul Plesner (1964) skrev om nukleotidomsætningen gennem Tetrahymenas cellecyklus; Vagn Leick (1939-) redegjorde i 1973 for ribosomsyntesen i Tetrahymena - et arbejde, der tog sit udgangspunkt på CBI; Jytte R. Nilsson (1976) opsummerede arbejder over struktur og funktion i Tetrahymena - i høj grad relateret til cellens cyklus; jeg (1976) gjorde rede for næringsoptagelse i Tetrahymena og viste at fagocytosen er dispensabel - selv for hurtig cellevækst og -formering; H.A. Andersen (1978) gjorde rede for sekvensen i DNA-syntesen fra cellecyklus til cellecyklus: i andre eukaryote celler findes en fast rækkefølge, hos Tetrahymena er rækkefølgen ny i hver generation, bortset fra, at gener for ribosomer altid replikeres først. Ole Westergaard, Molekylær Biologi, Aarhus Universitet, arbejdede i 20 år med topoisomeraserne I og II i Tetrahymena og gærceller; dette arbejde tog sit udgangspunkt på Biologisk Institut; Else Hoffmann, Københavns Universitet, skiftede fra cellers aminosyreoptagelse til volumenregulering i Tetrahymena og Ehrlich ascites celler; Peter Satir (1936-) Albert Einstein College of Medicine, New York, arbejder med cilieslagets regulering; Birgit H. Satir (1935?- ) også Albert Einstein, arbejder bl.a. med regulering af membranfusion; Joseph Frankel, State University of Iowa, arbejder med regulering af plasmamembranens morfologi og har i en stor monografi overført sine resultater bl.a. til ægceller; Norman Williams, State University of

28 28 Iowa, begyndte isolering af strukturer fra Tetrahymena i 1963 på Biologisk Institut og har med stort held fortsat disse undersøgelser i mere end 30 år. Mariko Ikeda (1935- ) fra Japan, gæst fra 1968 til 1970, blev en af de første kvindelige professorer i Japan - ved Department of Biology, Keio University, Yokohama. Hun fortalte i 1997 i Odense, at hun blev inviteret til et ophold i København af Erik Zeuthen på en rejse han foretog i 1964 eller (Jeg vidste ikke, at han havde været i Japan på dette tidspunkt, hvor min kone og jeg opholdt os i USA.) His Imperial Highness Prince Hitachi, den nygifte prins Masahito af Japan, foretog i 1965 en rundrejse i Europa med sin hustru. Danmark var første land, der besøgtes, og Biologisk Institut var andet punkt på prinsens program i Danmark. Han var interesseret i biologi, og hans lærer, professor Takashi Fujii, Zoologisk Institut, University of Tokyo, med interesse i cellebiologi (celledeling og cellevækst), må have kendt Erik Zeuthen fra dennes besøg i Japan. Vi viste Instituttet frem i en time. Formanden for Carlsbergfondets bestyrelse, professor Stig Iuul, boede i Instituttets lejlighed. Han kom ned og inspicerede forberedelsen til modtagelsen. Han insisterede på, at kronprinsen kom til at sidde på en stol FORAN de øvrige stolerækker. Erik Zeuthen anså mere besøget for et møde mellem videnskabelige kolleger end et besøg fra det kejserlige hus. Vi afsluttede med champagne og kransekager. Erik Zeuthen havde på et forberedende møde foreslået sherry - men en af laboranterne, Lise Saabye Petersen, insisterede på Champagne. Og derved blev det! (Prins Masahito blev født som søn af Solens Søn. Han lyttede til vore forklaringer, men måtte hverken stille spørgsmål eller komme med kommentarer.) Omkring 1975 rejste Erik Zeuthen til Japan igen i anledning af en kongres og besøgte

29 29 bl.a. prinsens laboratorium. Han havde hilsner med hjem til Dronning Margrethe. Der blev holdt 3 UNESCO-kurser på Biologisk Institut. Vi tog i 1971 initiativet til flere møder, bl.a. en europæisk cellecyklus-konference, der stadig lever, og der oprettedes en Scandinavian Section of Society of Protozoologists, der netop har holdt et velbesøgt 18. møde på Københavns Universitets Marinbiologiske Laboratorium i Helsingør d. 1. april Mine og mine medarbejderes eksperimenter gennem de sidste seks år har understreget, at Erik Zeuthens grundsynspunkt var korrekt. Alle eukaryote celler - også pattedyrceller - ser ud til at være underkastet de samme typer af kontrolmekanismer mht. lag-fase, overlevelse og død. Vi begyndte disse undersøgelser med Tetrahymena i 1990 (publ. 1992, review 1997) og har senere vist homologe mekanismer i gærceller og i flagellater. Så lighederne mellem forskellige eukaryote celler går fra fælles aminosyrer, fælles prosthetiske grupper, fælles nukleotider i RNA og DNA - til opbygning af fælles cellestrukturer og endelig - fælles kontrolmekanismer. 20. August Krogh modtog Nobelprisen for 1920 for sit arbejde om kontrol af iltforsyningen til den arbejdende muskel. I 1922 bragte han opdagelsen af insulin fra Canada til Danmark. Aug. Krogh var med til oprettelsen af Nordisk Insulinlaboratorium i Han samarbejdede med dr. med. Hans Christian Hagedorn ( ), der i 1936 fremstillede det langsomt resorberbare protamininsulin. Harald og Thorvald Pedersen brød ud af Nordisk Insulin og dannede Novo A/S i I 1989 forenedes de to virksomheder i Novo-Nordisk A/S. (Jeg boede på Elers Kollegium ( ) i St. Kannikestræde i København med stud. polit. (senere cand. polit. og ministerråd i udenrigsministeriet) Per Henrik Hagedorn (1930-),

30 30 søn af provst Hagedorn, Idestrup, Falster. Den senere provst drejede angiveligt kødhakkemaskinen for sin bror på et meget tidligt tidspunkt af hans karriere inden for insulinforskningen.) Aug. Krogh var Erik Zeuthens vejleder til magisterkonferensen. Der var 40 år mellem dem. Studentens opgave drejede sig om fugles respiration. Opgaven blev skrevet under krigen - til dels under dynen i Erik Zeuthens logi - knapheden på brændsel var stor. Da rapporten afleveredes, viste Aug. Krogh til gengæld en anden rapport til Erik Zeuthen. Den drejede sig også om fugles respiration og var skrevet af Aug. Krogh som "stor opgave" ca. 40 år tidligere! Note Personlige noter: Fritz Lipmann udnævntes til æresdoktor ved Københavns Universitet i 1972 på opfordring af professor Chr. Crone ( ), Fysiologisk Institut A, Københavns Universitet, og medlem af Carlsbergfondets bestyrelse. Det besluttedes i den anledning at afholde en middag for ham på Carlsbergfondets Biologiske Institut d. 24. november med deltagelse af æresdoktoren, hans kone, hans danske venner, fondets bestyrelse, og medlemmer af instituttet, ialt 40 personer. Vi ville vise ham den nyfundne film mellem hovedretten og desserten. Forevisningen skulle være en overraskelse: Fritz Lipmann og det øvrige selskab blev blot inviteret ned i stueetagen, hvor stole og forevisningsapparat stod parat. Det skulle vi ikke have gjort. Den 73-årige æresdoktors bevægelse over at se sig selv som 33-årig var så stor en belastning for ham, at vi nær havde taget livet af ham. Jeg viste filmen på Nencki Instituttet for Experimentel Biologi i Warszawa i 1988 og fik den spontane kommentar: de havde været meget

31 31 glade for at se den; i Polen mangler en generation af lærere; forskerne dér er i virkeligheden selvlærte, og har intet kendskab til cellebiologiens historie. I 1930'erne var J. N. Davidson ( ), senere Glasgow University, hos Albert Fischer for at lære celledyrkning. Senere, efter Anden Verdenskrig, kom hans medarbejder, Ian Leslie, senere Queen's University, Belfast, til Carlsberg Laboratorium. Ian Leslie havde i Belfast en student, Rosemary Crockett, der i 1961 kom til Biologisk Institut, støttet af Rask-Ørsted-fondet, som "tredie generation". Vi giftede os i Jeg har vist filmene følgende steder: I indland: Ved et samarbejdsmøde med Carlsbergfondets bestyrelse og tillidsfolk for Carlsberg A/S, januar 1979; i Naturvidenskabeligt Samfund, Fyn, 1980; på Klinisk Kemisk Institut, Odense Sygehus; på Biologisk Institut, Odense Universitet, 1982; på Institut for Anatomi og Cytologi, Odense Universitet, 1983; på fem celledyrkningskurser for laboranter i Odense, København, Roskilde, Foulum, Aarhus, i 1990 og Den er desuden vist et antal gange (omk. 10) for studenter i cellebiologi på Odense Universitet, og på Panum Instituttet, København, I Biokemisk Forening, Botanisk Laboratorium, København, december I udland: 17. juli 1984: The National Institute for Higher Education, Dublin, Eire. 3. juli 1987: Department of Pathology, University of Aberdeen, Scotland. 16. maj 1988: Zoologisches Institut, Westfälisches Universität, Münster, BRD. 4. oktober 1988: Nen_ki Institute of