Anerkendelse af udenlandske retsafgørelser og voldgiftskendelser i dansk ret

Transkript

1 Fogedret International ret 2 - Retspleje 26.9 og 28.5 Anerkendelse af udenlandske retsafgørelser og voldgiftskendelser i dansk ret Artiklen belyser retsstillingen vedrørende anerkendelse af udenlandske retsafgørelser hidrørende fra lande uden for EU/EFTA. Anerkender Danmark udenlandske retsafgørelser på ulovbestemt grundlag? Hvor meget er en ikke-anerkendt retsafgørelse værd som bevis? Hvilke konsekvenser har retsplejelovens 223a haft? På 80-året for bestemmelsens indførelse er det tid at gøre status. Udviklingen vedrørende anerkendelse af udenlandske voldgiftskendelser inddrages som kontrast og parallel. Af advokat Morten Frank, LL.M., New York Bar, LETT, og advokat Gregers Gam, LL.B., LL.M., Bruun & Hjejle 1. Indledning Spørgsmålet om anerkendelse af udenlandske retsafgørelser i Danmark»har i den seneste tid fået aktualitet på grund af det øgede handelssamkvem landene imellem og på grund af den begyndende økonomiske og politiske integration«, skrev professor Ole Lando i 1965.[1] Den dengang spirende integration har i mellemtiden fået globale vinger, og spørgsmålet om afgørelsers frie bevægelighed - eller mangel på samme - står mere centralt end nogensinde. Anerkendelse kontra ikke-anerkendelse af en udenlandsk afgørelse angår spørgsmålet om, hvorvidt denne har retskraft uden for oprindelseslandets grænser. Retsafgørelser har i udgangspunktet alene retskraft i det land, hvori de er afsagt (domslandet). Anerkendelse af en udenlandsk retsafgørelse i Danmark er udtryk for, at retsafgørelsen tillægges materiel retskraft her i landet[2] - fastsat efter dansk rets almindelige regler.[3] En anerkendt udenlandsk retsafgørelse medfører således, at ny sag om samme forhold afvises (afvisningsvirkning), og at retsafgørelsen skal lægges uprøvet til grund i nye sager, for så vidt angår de spørgsmål, den har afgjort (præjudicerende virkning).[4] Samme principper gælder for udenlandske voldgiftskendelser;[5] i det omfang en voldgiftskendelse anerkendes i Danmark, tillægges kendelsen materiel retskraft efter dansk rets almindelige regler.[6] Udenlandske retsafgørelser, der ikke anerkendes, har således ikke retsvirkninger i Danmark. Retsafgørelsen kan desuagtet dog få betydning som bevis under et efterfølgende søgsmål om samme forhold ved en dansk domstol, den såkaldte bevisvirkning. På baggrund af en gennemgang af udviklingen for anerkendelse af udenlandske voldgiftskendelser henholdsvis udenlandske retsafgørelser på det formueretlige område (afsnit 2 og 3)[7] analyseres seneste retspraksis for at fastslå, hvorvidt udenlandske retsafgørelser anerkendes på ulovbestemt grundlag (afsnit 4). Rækkevidden af ikke-anerkendte retsafgørelsers bevisværdi undersøges (afsnit 5), og det diskuteres, om bevæggrundene for indførelsen af retsplejelovens 223a fortsat er kurante (afsnit 6). Anerkendelse af retsafgørelser hidrørende fra et EU-/EFTA-land reguleres af fællesskabsretten og behandles ikke i nærværende artikel.»udenlandske retsafgørelser«anvendes i det følgende som betegnelse for retsafgørelser, der ikke er omfattet af denne regulering. 2. Udenlandske voldgiftskendelser Oprindeligt var voldgift i Danmark alene reguleret ved Danske Lov 1-6-1, og den hertil knyttede retspraksis; afgørelser truffet ved voldgift stod fast og kunne ikke underkendes 186 ved domstolene. Udenlandske voldgiftskendelser blev også som udgangspunkt tillagt materiel retskraft, men det var pålagt den, der anmodede om tvangsfuldbyrdelse, at bevise, at en række undtagelser hertil ikke fandt anvendelse.[8] I 1972 fik Danmark sin første voldgiftslov,[9] men grundet ønske om at afvente udviklingen af internationale regelsæt var lovens hovedformål alene indførelse af enkelte nye bestemmelser til styrkelse af voldgiftsfunktionen.[10] 1972-voldgiftslovens 10 bemyndigede justitsministeren til at fastsætte regler om udenlandske voldgiftskendelsers materielle retskraft i Danmark.[11] Bemyndigelsen blev udnyttet med 1973-voldgiftsbekendtgørelsen,[12] hvorefter udenlandske voldgiftskendelser fik materiel retskraft her i landet, hvis de angik en tvist, som efter dansk ret kunne afgøres ved voldgift, og anerkendelsen ikke var åbenbart uforenelig med landets retsorden. Bekendtgørelsen omfattede alle udenlandske voldgiftskendelser, uanset om oprindelseslandet havde tiltrådt New York-konventionen, og uanset om der var tale om et handelsforhold.[13] Bekendtgørelsens 3 fastsatte nægtelsesgrunde på linje med New York-konventionens art. V. I 2003 udarbejdede Advokatrådet en redegørelse om reform af voldgiftsloven, herunder med forslag til ny voldgiftslov.[14] Advokatrådet fandt, at modernisering af den - efter Advokatrådets opfattelse - forældede og utilstrækkelige voldgiftslov var nødvendig. Advokatrådet fremhævede blandt andet, at 1972-voldgiftsloven var udfærdiget som en»minimumslov«, og at den nødvendige internationale udvikling nu havde fundet sted, navnlig via modelloven,[15] der havde været ledestjerne for mere detaljeret og ensartet lovgivning i flere lande. Advokatrådet fandt, at en ny voldgiftslov burde være udformet i overensstemmelse med modelloven. Vedrørende spørgsmålet om anerkendelse (og fuldbyrdelse) foreslog Advokatrådet begrænsning i forhold til dagældende ret. Efter Advokatrådets opfattelse var bestemmelsen i 1973-voldgiftsbekendtgørelsens 1 vidtgående, idet den ikke sondrede, i forhold til om Danmark havde indgået konvention med oprindelseslandet.[16] Advokatrådet foreslog, at Danmark fremover kun anerkendte (og fuldbyrdede) voldgiftskendelser omfattet af New York-konventionen, samt at kun voldgiftskendelser i handelsforhold blev omfattet af loven. Advokatrådets redegørelse blev forelagt Retsplejerådet, der tiltrådte, at der var behov for modernisering af voldgiftsloven, og at moderniseringen burde foretages i lyset af den internationale udvikling.[17] Derimod tilsluttede Retsplejerådet sig ikke Advokatrådets forslag om indskrænkning af reglerne om anerkendelse af udenlandske voldgiftskendelser. Retsplejerådet fremhævede, at alle voldgiftskendelser i handelsforhold anerkendtes og blev fuldbyrdet under modelloven, uanset om oprindelseslandet havde tiltrådt New York-konventionen. Ligeledes henvistes til, at den internationale udvikling gik i retning af bredere national accept af anerkendelse og Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 1

2 fuldbyrdelse af udenlandske voldgiftskendelser, uden at dette var betinget af gensidighed.[18] Advokatrådet påpegede,[19] at dets forslag var udformet med henblik på at skabe parallelitet mellem reglerne for anerkendelse (og fuldbyrdelse) af henholdsvis udenlandske retsafgørelser og udenlandske voldgiftskendelser, men Retsplejerådet fandt ikke, at der var nogen nødvendig sammenhæng mellem de to. Hertil kom ifølge Retsplejerådet, at voldgiftskendelser»... kun kan sidestilles med et meget begrænset udsnit af udenlandske domme, nemlig domme, hvor parterne har aftalt værneting i det 187 pågældende land.«[20] Retsplejerådet henviste endvidere til,»at det i nyere retspraksis og teori er antaget, at danske domstole på ulovbestemt grundlag anerkender en udenlandsk dom afsagt ved et sådant aftalt værneting, særligt hvis parterne også har aftalt, at tvisten skal afgøres efter det pågældende lands materielle lovgivning.«[21] På baggrund af Advokatrådets redegørelse og Retsplejerådets udtalelse konkluderede Justitsministeriet, at der var behov for modernisering af voldgiftsloven. Den nye voldgiftslov, der bygger på modelloven, trådte i kraft i 2005.[22] Den præceptive bestemmelse i voldgiftslovens 38 fastsætter nu, at alle voldgiftskendelser som hovedregel anerkendes.[23] Loven sondrer ikke mellem handelsforhold og ikke-handelsforhold, eller om kendelsen er afsagt i et land, der ikke har tiltrådt New York-konventionen, idet der i lovbemærkningerne er lagt vægt på, at voldgift er en privat tvistløsning aftalt mellem parterne, og at det derfor anses som mindre afgørende, om voldgiftskendelsen er afsagt i et konventionsland.[24] Voldgiftslovens 39 angiver udtømmende, hvornår anerkendelse kan nægtes.[25] Således kan anerkendelse f.eks. ikke nægtes, under henvisning til at voldgiftsretten har anvendt retsreglerne forkert eller har fejlbedømt sagens faktiske omstændigheder. 3. Udenlandske retsafgørelser Frem til 1933 anerkendtes udenlandske retsafgørelser i dansk ret på ulovsbestemt grundlag, såfremt visse betingelser var opfyldt: (1) Den udenlandske domstol skulle have kompetence til at pådømme sagen, bedømt efter danske værnetingsregler, (2) retsafgørelsen måtte ikke stride mod dansk ordre public, og (3) domslandet skulle tilhøre anerkendte, civiliserede folkesamfund.[26] Det bærende synspunkt var, at den part, der var utilfreds med en udenlandsk retsafgørelse, måtte gøre brug af domslandets retsmidler. Den udenlandske retsafgørelses materielle rigtighed henstod uprøvet.[27] Indførslen af retsplejelovens 223a i 1933 medførte et markant sporskifte. Udenlandske retsafgørelser anerkendtes nu ikke længere, medmindre der forelå overenskomst eller anordning.[28] Begrænsningen tilskrives hensynet til de nordiske lande, med hvilke Danmark netop have indgået den Nordiske Domskonvention.[29] Udkastet til lovforslaget, der blev udarbejdet af samme kommission, som udarbejdede udkastet til den Nordiske Domskonvention, mødte kritik fra Retsplejeudvalget, der ønskede domstolenes skønsmæssige kompetence bibeholdt.[30] Retsplejeudvalget så ikke problemer i en bredere ramme for ulovbestemt anerkendelse sammenlignet med den Nordiske Domskonvention, idet denne gunstigere stilling ville være afhængig af enhver tids domsopfattelse. Kritikken vandt ikke gehør. Kommissionen, der havde udarbejdet udkastet til lovforslaget, anførte følgende modsynspunkter, som Justitsministeriet tilsluttede sig:[31] (i) Retsplejeudvalgets forslag ville medføre»stor usikkerhed og uklarhed over, i hvilket omfang udenlandske judicielle afgørelser anerkendes her i landet, en usikkerhed, som vil kunne true retsenheden i landet, idet domstolene vil savne enhver vejledning ved afgørelsen af, i hvilket omfang udenlandske domme skal anerkendes;«(ii) Lande, med hvilke der ikke foreligger nogen overenskomst, vil kunne få deres judicielle afgørelser anerkendt i videre omfang end konventionsstaterne, og (iii) Danmark vil komme til at stå i svag forhandlingsposition ved forhandlinger med fremmede lande, når Danmark i forvejen i princippet anerkendte udenlandske domme. 188 Den manglende anerkendelse af udenlandske retsafgørelser kom hurtigt til udtryk i retspraksis, hvor udenlandske domme nægtedes materiel retskraft med henvisning til manglende overenskomst eller anordning.[32] Derved opstod, som påpeget af Munch-Petersen,[33]»et beklageligt hul i retstilstanden over for de mange lande, hvis domme Danmark hidtil har anerkendt.«et hul, der»alene [vil] kunne udfyldes gennem positive retsakter... fra den danske stats side.«bestemmelsen byggede på den forudsætning, at hullet i retstilstanden gennem tiden skulle udfyldes via bilaterale aftaler, men anordningshjemlen har kun set dagens lys en enkelt gang.[34] De centrale EU-/EFTA-anerkendelseshjemler baserer sig på selvstændig lovgivning.[35] I 1976 udgik kravet om gensidighed af bestemmelsens ordlyd,[36] uden at dette medførte ændring i udgangspunktet om ikke-anerkendelse af udenlandske retsafgørelser.[37] Retsafgørelser hidrørende fra lande uden for EU/EFTA anerkendes således ikke i Danmark, og den part, der har vundet sagen for den udenlandske domstol, må begynde på ny ved de danske domstole. 4. Seneste retspraksis om anerkendelse af udenlandske retsafgørelser De liberale tanker bag 1973-voldgiftsbekendtgørelsen smittede således ikke af på lovgiver, da denne tre år senere reviderede retsplejelovens 223a. Den umiddelbare sammenhæng mellem retsstillingen vedrørende anerkendelse af udenlandske voldgiftskendelser kontra retsafgørelser kan måske være vanskelig at få øje på, og det er antageligt blandt andet i dette lys, at overvejelserne om mulig anerkendelse af udenlandske retsafgørelser på ulovbestemt grundlag skal ses. Østre Landsrets dom, gengivet i UfR Ø, er den første afgørelse, der i lyset af retsplejelovens 223a gøres til genstand for disse overvejelser i retslitteraturen.[38] En argentinsk part havde i to argentinske instanser fået dom for en fordring mod et dansk selskab, der efterfølgende blev erklæret konkurs.[39] Moderselskabet til det danske selskab (under konkurs) anlagde herefter sag i Danmark mod den argentinske part med påstand om, at fordringen ikke kunne anmeldes i konkursboet. Skifteretten og Østre Landsret konkluderede begge, at den argentinske dom kunne lægges til grund ved opgørelsen af den anmeldte fordring. Landsretten konstaterede indledningsvis, at parterne havde indgået en værnetingsaftale, der»tillige - også henset til aftalernes stærke tilknytning til Argentina - må anses for at være udtryk for en stiltiende lovvalgsaftale«. Det danske selskab var derfor»... som udgangspunkt... forpligtet til at rette sig efter afgørelser afsagt i overensstemmelse med argentinsk ret af argentinske domstole vedrørende betaling [af fordringen].«herefter udtalte landsretten, at det efter bevisførelsen måtte lægges til grund,»... at såvel appellanten under nærværende sag som den argentinske appelinstans ved afgørelsen var bekendt med de indstævntes aftale [vedrørende delbetaling fra en medskyldner...]. De argentinske domme er udførlige og begrundede, de synes at opfylde almindelige retsprincipper, og ankedommen er ikke tilladt indbragt for 3. instans. Under hensyn hertil, samt til at det ikke i øvrigt over for landsretten er påvist eller sandsynliggjort, at der skulle foreligge sådanne fejl eller mangler ved de argentinske domme, at dette skulle kunne bevirke en hel eller delvis tilsidesættelse af disse, finder landsretten, at den argentinske ankedom... skal lægges til grund ved opgørelsen af den anmeldte fordrings størrelse.«189 Fortolkningen af dommen må tage sit udgangspunkt i retsplejelovens 223a, hvorefter argentinske retsafgørelser ikke - da der hverken er lov- eller anordningshjemmel - anerkendes i Danmark. Østre Landsret har således ikke hjemmel til at anerkende den argentinske appeldom. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 2

3 Landsrettens konklusion om, at det danske selskab»som udgangspunkt er forpligtet«til at følge den argentinske dom, ses da heller ikke funderet på betragtninger om anerkendelse, men derimod håndhævelse af parternes værnetings- og lovvalgsaftale. Se også UfR SH, hvor Sø- og Handelsretten fandt, at»sagsøgte... ved den indgåede aftale om værneting var bundet til at underkaste sig afgørelser af schweizisk domstol og i henhold hertil har givet møde for sådan domstol...«. I UfR V fandt Vestre Landsret det omvendt»betænkeligt at statuere, at appellanten er bundet ved værnetingsbestemmelsen, og [den tyske dom] vil derfor ikke kunne danne grundlag for noget krav...«. I øvrigt udtalte landsretten, at da der»efter bevisførelsen«ikke var grundlag for at anfægte den argentinske dom,»... skal [dommen] lægges til grund ved opgørelsen af den anmeldte fordrings størrelse.«fordringen fastslået ved den argentinske dom havde således den nødvendige klarhed til at kunne anmeldes i konkursboet. Landsrettens præmisser er derfor udtryk for en konkret vurdering af den pågældende individuelle argentinske retsafgørelses enkeltstående værdi som bevis for fordringens eksistens. Spørgsmålet om anerkendelse af en udenlandsk retsafgørelse blev rejst igen 10 år senere i en kendelse fra Vestre Landsret, gengivet i UfR V. I kendelsen fandt Vestre Landsret, at en fordring mod en dansk skyldner, der var fastslået ved ikke-bindende voldgift i USA og efterfølgende bekræftet af en amerikansk domstol,[40] ikke havde den fornødne klarhed til at danne grundlag for afsigelse af konkursdekret mod den danske skyldner. Vestre Landsret konstaterede først, at der ikke forelå værnetingsaftale mellem parterne, og at den domstolsinitierede proces med»non binding arbitration«ikke var at anse som gyldig voldgiftsaftale i voldgiftslovens forstand. De amerikanske afgørelser havde derfor»ikke med retskraft i Danmark... afgjort parternes mellemværende.«herefter henviste landsretten til, at voldgiftsrettens afgørelser»udelukkende bygger på oplysninger modtaget fra [den amerikanske part]«, og voldgiftsretten»i det hele har set bort fra oplysninger modtaget fra [den danske part] og hans advokat under forberedelsen af»voldgiftssagen«... Allerede som følge heraf kan den fordring, der ligger til grund for konkursbegæringen, ikke anses at have en sådan klarhed, at den kan danne grundlag for afsigelse af konkursdekret.«landsretten begrundede manglende anerkendelse med, at der ikke forelå aftale om voldgift i voldgiftslovens forstand; voldgiftslovens 38 kunne derfor ikke bringes i anvendelse som grundlag for anerkendelse. Da der i øvrigt ikke mellem Danmark og USA eksisterer anerkendelseshjemmel for retsafgørelser, er landsretskendelsen - som i UfR Ø - herefter udtryk for en konkret, individuel og enkeltstående vurdering af den amerikanske afgørelses bevisværdi. Allerede fordi grundlaget for den amerikanske afgørelse var baseret på en ensidig fremstilling af sagen, var afgørelsen ikke et tilstrækkeligt sikkert bevis for fordringens eksistens. Det var derfor også i sig selv uinteressant for landsretten, om der faktisk var tale om en retskraftig afgørelse i USA.[41] 5. Anerkendelse kontra bevisværdi Det kan anføres, at det forhold, at en udenlandsk retsafgørelse efter omstændighederne kan have bevisværdi i Danmark, reelt er udtryk for, at retsafgørelsen anerkendes.[42] Sondringen mellem anerkendelse og bevisværdi er imidlertid central. Anerkendelse er udtryk for materiel retskraft uden materiel efterprøvelse. Anerkendes en udenlandsk retsafgørelse ikke, har afgørelsen - uanset graden af bevisværdi - hverken afvisningsvirkning eller præjudicerende virkning i Danmark. Ny retssag må anlægges ved dansk domstol, hvor den udenlandske retsafgørelse kan fremlægges som bevis, og de danske domstole har derved selvstændig og omfattende materiel prøvelsesret af den ikke-anerkendte udenlandske retsafgørelse.[43] Retsplejelovens 223a betyder, at domstolene ikke har hjemmel til at anerkende udenlandske retsafgørelser på ulovbestemt grundlag. I UfR Ø og UfR V forelå der en i domslandet retskraftig afgørelse, men på trods heraf søgte de danske domstole selv sagerne oplyst og traf herefter selvstændige afgørelser i sagerne. UfR Ø angiver momenter af mulig betydning for vurderingen af en udenlandsk retsafgørelses bevisværdi, men hverken denne eller den øvrige retspraksis kan tages til indtægt for anerkendelse på ulovbestemt grundlag. 190 Se i modsat retning Arnt Nielsen,[44] der på baggrund af UfR Ø opstiller fire ulovbestemte»anerkendelsesbetingelser«: (1) Den udenlandske domstol skal have kompetence til at pådømme sagen, bedømt efter danske værnetingsregler (indirekte international kompetence); (2) retsafgørelsen skal fremtræde i det væsentlige rigtig; (3) retsafgørelsen må ikke lide af sådanne fejl eller mangler, at dommen skal tilsidesættes helt eller delvist; (4) dommen må ikke stride imod ordre public. Uanset de tungtvejende argumenter om klarhed og åbenhed, der taler for anerkendelse af alle udenlandske retsafgørelser baseret på ovenstående betingelser, er der imidlertid ikke hjemmel hertil ved den nuværende formulering af retsplejelovens 223a. Hvor der ikke foreligger anerkendelseshjemmel i form af lov eller anordning, vil danske domstole alene forholde sig til den udenlandske retsafgørelses bevisværdi. Der sondres mellem bevisværdi i henholdsvis materiel og processuel henseende.[45] Materiel bevisværdi sigter til, i hvilket omfang den udenlandske retsafgørelse anses for overbevisende, og dermed vil blive lagt til grund for den danske domskonklusion. Processuel bevisværdi angår, i hvilket omfang parterne kan kræve fornyet bevisførelse under den danske retssag. 5.1 Materiel bevisværdi Da bevisbedømmelsen efter retsplejelovens 344, stk. 1, er fri, kan danske domstole utvivlsomt tillægge udenlandske retsafgørelser materiel betydning. Danske domstole kan lægge såvel den udenlandske domstols vurdering af bevisførelsen, herunder parts- og vidneforklaringer, som selve retsanvendelsen til grund for sin egen domskonklusion.[46] Derimod er retslitteraturen delt i spørgsmålet om, hvorvidt ikke-anerkendte udenlandske retsafgørelser rent faktisk tillægges særlig vægt.[47] To forhold synes at gå igen i forhold til bevisværdi: Hvorvidt domslandets retsregler skal anvendes ved afgørelse af tvisten, og om værnetingsaftale giver domslandet kompetence til at pådømme sagen.[48] Domstole er eksperter i anvendelse af dets eget lands retsregler. En udenlandsk retsafgørelse baseret på domslandets egne retsregler eller sædvaner tillægges derfor betydelig vægt af danske domstole, forudsat at anvendelse af domslandets retsregler følger af parternes aftale eller (tillige) af danske lovvalgsregler.[49] I disse tilfælde skal der noget særligt til for at overbevise den danske domstol om, at den udenlandske retsafgørelses resultat skal tilsidesættes.[50] Værnetingsaftalens centrale betydning bunder i, at gyldig værnetingsaftale håndhæves i Danmark.[51] Hvor en part har underkastet sig et udenlandsk retssystems kompetence, må den nødvendige følge være, at vedkommende ikke efterfølgende kan»krybe i skjul«i Danmark, hvis konsekvensen af aftalen - den udenlandske retsafgørelse - går ham imod. Aftaler, der ikke strider mod loven, er bindende og skal holdes. Hvor der ikke foreligger en udtrykkelig værnetingsaftale, må det efter omstændighederne tillægges betydning, om domfældte uden protest gav møde for den udenlandske domstol. Hvor parten ved uforbeholden handling har anerkendt den udenlandske domstols kompetence, forekommer det rigtigst, at parten ikke - efter at have konstateret, at retsafgørelsen ikke er til egen fordel - bør kunne Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 3

4 undslå sig resultatet, blot med henvisning til at der ikke foreligger en udtrykkelig værnetingsaftale.[52] En udenlandsk retsafgørelse afsagt med afsæt i gyldig værnetingsaftale, vil derfor være et tungtvejende udgangspunkt for den danske domstols bevisvurdering.[53] Foreligger der derimod hverken grundlag for 191 anvendelse af domslandets retsregler eller gyldig værnetingsaftale, er der ikke støtte for at antage, at den udenlandske retsafgørelse har særlig bevisværdi.[54] Der kan ikke gives en udtømmende opremsning af momenter, der kan styrke henholdsvis svække den udenlandske retsafgørelses materielle bevisværdi. Retsafgørelsen er et bevis, hvis vægt afhænger af dets evne til at overbevise retten om, at dets indhold skal lægges til grund; bevisvurderingen må altid tilpasses de konkrete omstændigheder.[55] I UfR Ø fremhævede landsretten bl.a., at den udenlandske retsafgørelse ikke var behæftet med»sådanne fejl eller mangler, at dette kunne bevirke en hel eller delvis tilsidesættelse...«. Såfremt afgørelsen er afsagt med henvisning til værnetings- og lovvalgsaftale, må sagsøgte fremføre argumenter, der begrunder, hvorfor den udenlandske retsafgørelse ikke skal tillægges bevisværdi, f.eks. at den udenlandske retsafgørelse er åbenbart forkert.[56] Hvis den udenlandske domstol med rette har anvendt egen ret, vil denne bevisbyrde være tung at løfte. Skyldes det»forkerte«resultat processuelle forhold, må en dansk domstols vurdering heraf forventes at afhænge af, om dette skyldes domslandets procesregler, parternes forhold eller manglende overholdelse af grundlæggende retsbeskyttelsesgarantier. Er et bevis eller vidne ikke blevet ført for den udenlandske domstol, fordi parten selvforskyldt f.eks. ikke overholdt tidsfristen, forekommer det rigtigst, at dette ikke tillægges særlig vægt ved den danske domstols vurdering af den udenlandske retsafgørelses bevisværdi.[57] Hvor det derimod er den udenlandske domstol, der ikke har overholdt grundlæggende retsbeskyttelsesgarantier, bør dette derimod efter omstændighederne påvirke bevisværdien. I sidstnævnte tilfælde er der intet at bebrejde parterne. 5.2 Processuel bevisværdi Da ikke-anerkendte udenlandske retsafgørelser ikke har materiel retskraft i Danmark, er udgangspunktet, at parterne kan kræve fuld bevisførelse for den danske domstol, uagtet om disse beviser tillige blev bedømt af den udenlandske domstol.[58] I modsat fald vil retsafgørelsen netop få en vis præjudicerende virkning. Indskrænkning i udgangspunktet følger af domstolenes almindelige skønsbeføjelse til at nægte overflødig bevisførelse, jf. retsplejelovens 341. Der argumenteres i retslitteraturen for, at eksistensen af en værnetingsaftale medfører, at adgang til at kræve fuld bevisførelse indskrænkes.[59] Synspunktet støttes ofte på UfR SH, hvor Sø- og Handelsretten med henvisning til en gyldig værnetingsaftale udtalte, at begæring om syn og skøn burde have været fremsat for den udenlandske domstol. Afvisningen af begæringen blev imidlertid også begrundet med, at de forhold, som skønstemaet omhandlede, henhørte under retten samt kunne tilvejebringes uden et tidskrævende skøn. Omvendt blev der i UfR Ø tilladt omfattende vidneførelse, til trods for at der fandtes indgået værnetings- og lovvalgsaftale. I UfR H og UfR Ø, hvor der ikke forelå en værnetingsaftale, blev i begge tilfælde tilladt omfattende bevisførelse. Retspraksis giver næppe grundlag for at antage, at eksistensen af en ikke-anerkendt udenlandsk retsafgørelse som bevis i sagen begrænser en parts adgang til at kræve bevisførelse. Er den udenlandske retsafgørelse imidlertid afsagt på baggrund af gyldig værnetingsaftale, og begærer en part f.eks. et særligt tidskrævende bevis, kan den danske domstol - ud fra almindelige betragtninger om overflødig bevisførelse - beslutte, at en sådan anmodning ikke imødekommes. Det tidsmæssige aspekt kan få betydning for den udenlandske retsafgørelses bevisværdi, da det efter omstændighederne kan være betænkeligt for den danske domstol flere år senere at forkaste parts- og vidneforklaringer, som den udenlandske domstol har lagt til grund.[60] 6. Retsplejelovens 223a - 80 år senere Ikke-anerkendelse af udenlandske retsafgørelser er traditionelt anset som udtryk for mistillid til fremmede retssystemer;»[m]an har ikke rigtig tiltro til hinanden.«[61] For Danmarks vedkommende blev indførelsen af retsplejelovens 223a i 1933 imidlertid begrundet i en hensyntagen til de nordiske konventionslande. I lyset af Domsforordningen og Luganokonventionen er der næppe længere grundlag for denne særlige internordiske forbrødring. For det andet skulle retsplejelovens 223a som nævnt sikre, at Danmark ikke kom til at stå i en svag forhandlingsposition med fremmede lande, når Danmark i forvejen anerkendte udenlandske retsafgørelser. Synspunktet er begrundet i en bilateral tilgang til forhandlinger mellem lande, der i lyset af den internationale udvikling - særligt på det supranationale niveau - i dag forekommer mindre gangbar. Domsforordningen er udtryk for denne 192 udvikling, hvor der i højere grad forhandles mellem grupper af lande. Herudover kan det, i tillæg til Retsplejeudvalgets kritik af lovudkastet, tilføjes, at intet er sket på det bilaterale plan siden Hensynet til bevarelse af forhandlingsposition forudsætter vel, at der faktisk forhandles. Sidst, men ikke mindst, fremførtes som grundlag for retsplejelovens 223a, at landets retsenhed stod på spil! Det må medgives, at en retsstilling, hvor ingen udenlandske retsafgørelser anerkendes, medmindre der foreligger konstaterbart anerkendelsesgrundlag i form af lov eller anordning - i hvert fald i forhold til spørgsmålet om anerkendelse - er klart og forudsigeligt. Omvendt er realiteten, at Danmark med retsplejelovens 223a gik fra en tilsyneladende operationel, liberal tilgang til anerkendelse af udenlandske retsafgørelser til en retsstilling, hvor den udenlandske vindende part må gentage domstolsprocessen i Danmark. Ud over den ofte unødvendigt processkabende effekt, dette har, kan der tillige sættes spørgsmålstegn ved, om en retstilstand, hvor ikke-anerkendte udenlandske retsafgørelsers værdi afhænger af et konkret bevisskøn fra de danske domstoles side, bidrager til at minimere retsusikkerheden og støtte effektiv tvistløsning i internationale sager. Siden 1972 har der eksisteret en klar hovedregel om anerkendelse af alle udenlandske voldgiftskendelser, mens der siden 1933 har eksisteret en tilsvarende klar hovedregel om ikke-anerkendelse af alle udenlandske retsafgørelser. Der synes ikke at være juridisk ræsonnement for denne forskelsbehandling, jf. også den præ-1933 liberale domstolsbestemte tilgang, såfremt få objektive»kvalitetskrav«var opfyldt, og hvis formål navnlig var at sikre overholdelse af grundlæggende retssikkerhedsgarantier. Forskelsbehandlingen er i stedet begrundet i politiske og institutionelle forhold. Voldgift er per definition aftalebaseret. Parterne nedsætter ved aftale et privat organ, der sammensættes og gives de kompetencer og procedureregler, som parterne finder egnede. Der er tale om et statsneutralt koncept, hvor det ikke (ideelt set) gør en forskel, om voldgiftsretten er sat i Danmark, Singapore eller Schweiz. Politiske og handelsmæssige interesser i at få voldgiftssager til landet var tillige et væsentligt incitament til at sikre, at den danske voldgiftslov i 1972 blev opdateret til de internationale standarder i New York-konventionen. Selvom parterne hver især helst vil have voldgift i deres»hjemland«, er det alt andet lige nemmere at overbevise en kommerciel aftalepart om at acceptere voldgift i medkontrahentens hjemland, hvis dennes voldgiftslov overholder internationale standarder. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 4

5 I kontrast hertil er domstolene et statsligt organ, hvis kompetence er fæstet i grundloven, og hvis afgørelser er udtryk for udøvelse af dømmende myndighed i Danmark. Havner tvisten på domstolenes bord, påtvinges parterne en samlet pakke af procedureregler mv. Tilsvarende er en retsafgørelse fra et andet lands domstole udtryk for dette lands udøvelse af dømmende magt. Anerkender Danmark en udenlandsk retsafgørelse, accepteres dermed også, at pågældende lands dømmende magt får virkning i Danmark, og Danmark fraskriver sig den ellers suveræne ret, som de danske domstole har, til inden for landets grænser at afgøre konkrete tvister. Det er således naturligt og forventeligt, at Danmark fra politisk side ikke blot giver carte blanche til anerkendelse af udenlandske retsafgørelser, som tilfældet er for voldgiftskendelser. Sker denne»suverænitetsafgivelse«som led i en gensidig anerkendelsesoverenskomst, og dermed ud fra et»noget for noget«-princip (som retsplejelovens 223a er udtryk for), og med de nødvendige mekanismer til sikring af overholdelse af grundlæggende retssikkerhedsmæssige rettigheder, er dette politisk mere acceptabelt. Udviklingen - eller mangel på samme (uden for EU/EFTA) - tyder dog på, at det ikke er ad denne vej, retsudviklingen skal foregå. I dag indtager udenlandsk domstolsafgørelse baseret på en gyldig værnetingsaftale vel nærmest en midterposition mellem anerkendelse og sædvanlig bevisvurdering. Netop det aftalebestemte forumvalg kan anføres til støtte for, at gyldig værnetingsaftale bør»anerkendes«som særligt grundlag på linje med lov og anordning, således at den udenlandske retsafgørelse på grundlag heraf får retsvirkninger på lige fod med udenlandske voldgiftskendelser. Dette gælder i endnu højere grad, hvor det aftalebestemte forumvalg er suppleret af en lovvalgsaftale. Hensynet til en klar og forudsigelig retstilstand tilsiger, at retsplejeloven bør afspejle, at gyldige værnetingsaftaler, eventuelt tillige suppleret af lovvalgsaftaler, kan danne grundlag for anerkendelse.[62] Den manglende anerkendelse af udenlandske retsafgørelser kan anvendes taktisk af den part, der accepterer at føre proces for en udenlandsk domstol; parten ved, at hvis han taber - i hvert fald hvis der ikke er indgået en lovvalgs- eller værnetingsaftale - vil modparten tillige skulle gennemføre retssag i Danmark. Ønsker parterne et sikkert instrument i forhold til anerkendelse, kan de blot vælge voldgift, hvilket formentligt er baggrunden for, at der kun foreligger relativt få danske retsafgørelser om anerkendelse af udenlandske retsafgørelser i tiden efter Retsplejelovens 223a har således promoveret voldgift, hvilket er i overensstemmelsen med Danmarks liberale tilgang til voldgift, men ikke nødvendigvis hensigtsmæssigt ud fra bredere samfundsmæssige hensyn til beskyttelse af den svage part, til offentlighed i processen og i retsudviklingen. Afgørelserne i UfR Ø og UfR V er utvivlsomt rigtige, men befinder sig i hver deres ende af spektret, og yder derfor kun begrænset vejledning om bevisværdien af ikke-anerkendte udenlandske retsafgørelser. 1. Lando, Ole: Anerkendelse af fremmede domme, TfR Lovgivningen anvender betegnelsen»bindende virkning«, se f.eks. retsplejelovens 223a og voldgiftslovens 38. Begrebsforvirring i retslitteraturen påpeges af Philip, Allan: Dansk international privat- og procesret, 3. udgave, 1976, s Retsvirkningerne af en udenlandsk afgørelse vurderes således selvstændigt efter dansk ret. Se Arnt Nielsen, Peter: International privat- og procesret, 1997, s. 308; Philip, a.st., s. 117; Munch-Petersen, H.: International og internordisk anerkendelse af domme, UfR , s. 2. Tilsvarende Nordiske Domskonvention art. 1 og New York-konventionen art. III, men modsat Domsforordningen art Også betegnet negativ henholdsvis positiv retskraftsvirkning. Se Iversen, Bent: International handelsret, 6. udgave, 2009, s. 67; Kommenteret Retsplejelov, Bind I, 8. udgave, 2008, s. 460; Gomard, Bernard og Kistrup, Michael: Civilprocessen, 6. udgave, 2007, s. 767 ff.; Svenné Smith: International formueret, 2. udgave, 2000, s. 169; Arnt Nielsen (1997), a.st., s Juul og Thommesen: Voldgiftsret, 2. udgave, 2008, s. 285; Arnt Nielsen, Peter: International handelsret, 2006, s Anerkendelse skal adskilles fra spørgsmålet om fuldbyrdelse. Udenlandske voldgiftskendelser kan - med forbehold for voldgiftslovens udtømmende nægtelsesgrunde - fuldbyrdes på lige fod med retskraftige domme (umiddelbar eksekutionskraft), hvorimod udenlandske retsafgørelser fuldbyrdes, efter at den er anerkendt i henhold til retsplejelovens 223a, og en dansk domstol har afsagt fuldbyrdelsesdom (middelbar eksekutionskraft). 7. Således behandles f.eks. ikke udenlandske konstitutive retsafgørelser, der antages i et vist omfang at ligge uden for retsplejelovens 223a, se nærmere Kommenteret Retsplejelov, a.st., s Genèveprotokollen vedrørende voldgiftsklausuler i handelskontrakter (1923), inkorporeret ved bkg. nr. 167 af 15. maj 1925, og Genèveoverenskomsten angående eksekution af voldgiftskendelser afsagt i udlandet (1927), inkorporeret ved bkg. nr. 150 af 28. juni New York-konventionen (1958) vendte bevisbyrdereglen således, at det blev pålagt rekvisitus at bevise, at nægtelsesgrunde forelå. 9. Lov nr. 181 af 24. maj 1972, der byggede på betænkning nr. 414/1966 vedrørende lovgivning om voldgift. 10. FT , Tillæg A, s. 89 ff. I betænkning 414/1966, s , fremhævede Voldgiftsudvalget,»... at det gennem århundreder ikke blot har været muligt at bilægge retstvister ved voldgift uden detaillerede lovregler herom, men at det netop på grund af den manglende lovgivning har været muligt på basis af bestemmelsen i Danske Lov og under domstolenes kontrol at etablere en smidig og hensigtsmæssig retstilstand på dette område. Betænkelighederne ved at foreslå en udførlig lovgivning skyldes derfor ikke blot ønsket om, at undgå upåkrævede lovregler, men også risikoen for at sådanne regler kan lægge utilsigtede hindringer i vejen for en fremtidig hensigtsmæssig udvikling i retspraksis.«11. Formålet med bemyndigelsen var at give mulighed for at tiltræde New Yorkkonventionen fra 1958, Genèvekonventionen fra 1961 om international handelsvoldgift samt Europarådskonventionen fra 1962 om anvendelse af Genèvekonventionen. 12. Bkg. nr. 117 af 7. marts Dette, til trods for at Danmark ved ratificeringen af New York-konventionen tog forbehold om, at anerkendelse var betinget af, at oprindelseslandet tillige havde ratificeret konventionen. 14. Advokatrådets Retsudvalg: Reform af Voldgiftsloven, 2003, s. 119 ff. 15. UNCITRAL Model Law on International Commercial Arbitration (1985), udarbejdet på baggrund af New York-konventionen. Anerkendelse (og fuldbyrdelse) af voldgiftskendelser er reguleret i modellovens kap. VIII, og som udgangspunkt skal voldgiftskendelser anerkendes (og fuldbyrdes), uanset i hvilket land de er afsagt. Nægtelsesgrundene til anerkendelse (og fuldbyrdelse) under modelloven svarer til New York-konventionens art. V. Modelloven blev i 2006 revideret, dog uden at ændre på de materielle krav til anerkendelse (og fuldbyrdelse). 16. Advokatrådets Retsudvalg, a.st., s. 140 og s Retsplejerådets udtalelse er optrykt som Bilag 1 til det efterfølgende lovforslag om voldgift, FT (2. samling), Tillæg A, L127, s. 59 ff. 18. FT (2. samling), Tillæg A, L127, s Ibid. 20. Ibid. 21. Ibid. Retsplejerådet henviste til UfR Ø samt Lookofsky, Joseph: International privatret på formuerettens område, 3. udgave 2004, s. 44, uden tilsyneladende at foretage yderligere selvstændig analyse. 22. Lov nr. 553 af 24. juni Voldgiftslovens 38 bygger på modellovens art. 35, dog med den udvidelse, at tillige voldgiftskendelser afsagt i ikke-handelsforhold omfattes. 24. FT (2. samling), Tillæg A, L127, s Nægtelsesgrundene i voldgiftslovens 39 svarer indholdsmæssigt til modellovens art. 36. Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 5

6 26. Sidstnævnte betingelse blev opstillet i retslitteraturen, men blev så vidt ses ikke bekræftet af domstolene. Om retsstillingen før 1933, se Hvidberg, Otto: Udenlandske Domme, Juristen ; Lando, a.st., s. 293 ff., og RT 1932/33, Tillæg A, sp Se eksempelvis UfR H, hvor Højesteret lagde en tysk retsafgørelse til grund, idet»landsretten i München har været kompetent til at pådømme den heromhandlende Tvist«, samt at det skyldes partens egne forhold, at alle bevisligheder ikke var kommet frem under den tyske domstolsproces. 28. Lov nr. 340 af 23. december Loven trådte i kraft 1. juli 1933, jf. anordning nr. 179 af 11. maj Anerkendelse skulle ske på baggrund af gensidighed. Derimod var det ikke et krav, at der forelå en egentlig traktatmæssig forpligtelse, jf. bestemmelsens stk. 2. Hvor der ikke forelå traktatgrundlag, skulle justitsministeren dog fortsat konstatere tilstedeværelse af gensidighed. 29. De øvrige nordiske lande var ikke så liberale i anerkendelsen af udenlandske retsafgørelser som Danmark, og konventionen måtte afspejle dette. Det fremhævedes som»uheldigt«, at andre udenlandske afgørelser»ville få en bedre stilling«i forhold til afgørelser fra de nordiske lande. RT 1932/33, Tillæg A, sp Retsplejeudvalget så ikke»... nogen grund til, at adgangen til ved dansk domstol at få lagt en fremmed retsafgørelse til grund som forbindende for parterne skal bero på, om der foreligger en udtrykkelig bestemmelse herom... Der vil ellers, indtil sådan særlig hjemmel er tilvejebragt, indtræde en suspension af hidtilværende domstolspraksis, der volder afbræk i vedkommende procesparters interesser, og hvortil der ikke i forslaget er påvist at være nogen trang.«retsplejeudvalgets udtalelse er optrykt i RT 1932/33, Tillæg A, sp (Bilag 1). 31. I anledning af Retsplejeudvalgets kritik indhentede Justitsministeriet udtalelse fra kommissionen, se RT 1932/33, Tillæg A, sp (Bilag 2). Se også Lando, a.st, s , der antager, at overvejelserne bag den norske lovændring i 1915 har haft indflydelse på udformningen af lovændringen:»hvis det var overladt til domstolene eller eventuelt til regeringen at udpege de lande, hvis domme man ikke ville anerkende, ville dette nemt kunne opfattes som en»tilsidesættelse af international høflighed«.«32. F.eks. UfR SH, UfR H, og UfR Ø. 33. Munch-Petersen, a.st., s Anordning nr. 148 af 13. april 1938 om anerkendelse af domme afsagt i Tyskland og cirk. nr. 118 af 28. august Da både Danmark og Tyskland i dag er omfattet af Domsforordningen, har anordningen stort set mistet sin betydning på det formueretlige område. 35. Efter Domsforordningen (forordning nr. 44/2001, jf. lov nr af 20. december 2006) skal retsafgørelser truffet i et EU-land som altovervejende hovedregel anerkendes i de øvrige EU-lande, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure. Luganokonventionen fastsætter parallelle regler i forholdet mellem EU- og EFTA-landene. Den Nordiske Domskonvention (bkg. nr. 39 af 11. oktober 1977) er fortsat gældende, men har i det væsentlige mistet sin betydning på grund af Domsforordningen (i forhold til Sverige og Finland) og Luganokonventionen (i forhold til Norge og Island). I øvrigt eksisterer en række specialhjemler og -konventioner, se Kommenteret Retsplejelov, a.st, s Lov nr. 258 af 26. maj 1976, baseret på betænkning 1971/634 om udlæg og udpantning (FT (1. samling), Tillæg A, L18). Baggrunden for afskaffelsen af gensidighedskravet var, at det på grund af retssystemernes forskelligartede udformning»... i mange tilfælde [vil] være umuligt at opnå fuldstændig gensidighed«(betænkningen, a.st., s. 41). Desuden fremgår det nu ikke længere, at der skal foreligge et traktatmæssigt grundlag for anerkendelsen. I lyset af 1933-bestemmelsens stk. 2 forekom kravet da også overflødigt. Betænkningen, a.st., forudsætter dog fortsat, at Justitsministeriet skønner over, om danske domme har eller vil få retskraft i vedkommende land. 37. Se fra retspraksis f.eks. UfR H, UfR SH, UfR H og UfR Ø. Fra retslitteraturen, se Gomard, a.st., s ; Arnt Nielsen (1997), a.st., s. 307; Philip, a.st., s. 118; Hvidberg, a.st., s. 398; Lando, a.st., s Arnt Nielsen (2006), a.st., anfører bl.a. s. 510:»I U Ø anerkendte landsretten således en argentinsk dom i et formueretligt forhold, selv om der ikke foreligger lovhjemmel hertil, jf. retsplejelovens 223a. Dommen kan derfor klart tages til indtægt for, at domstolene er begyndt at åbne op for fremmede domme...«. Samme forfatter, a.st., s. 509:»Uden iværksættelse af lovgivningsinitiativer vil det være op til domstolene at afgøre, hvorvidt og i givet fald i hvilket omfang, der skal ændres på Danmarks restriktive holdning over for udenlandske formueretlige domme.«se i samme retning Retsplejerådet, a.st., citeret ovenfor afsnit 2 og note 21. I samme retning som Retsplejerådet, se Lookofsky, Joseph og Ketilbjørn Hertz: International privatret på formuerettens område, 4. udgave, 2008, s Tredjeinstansbevilling i Argentina blev afslået. Konkursbegæringen blev indgivet ved den danske skifteret, hvor moderselskabet til det danske selskab bestred kravet som grundlag for konkurs. Under kære fastslog Østre Landsret, at fordringen havde den fornødne klarhed, og skifteretten afsagde konkursdekret. 40. Sagen blev oprindeligt anlagt ved domstolen i Florida, der henviste sagen til behandling ved»non binding arbitration«. Den danske part meddelte på et tidspunkt voldgiftsretten, at han ikke havde råd til at fortsætte sagen, hvorefter han forventede, at sagen var blevet sendt tilbage til domstolen. Voldgiftsretten afsagde imidlertid»decision and awards«, som pålagde den danske part at betale erstatning. Kendelsen blev ved efterfølgende domstolsafgørelse (»order«)»bekræftet«af domstolen i Florida. 41. Landsretten henviste ikke til retsplejelovens 223a, modsat skifteretten:»afgørelserne..., der efter amerikansk ret fik virkning som endelig dom ved kendelsen..., anerkendes ikke umiddelbart som en dom efter dansk ret, jf. herved retsplejelovens 223a og 479.«42. I denne retning Philip, a.st., s Arnt Nielsen (1997), a.st., s. 310; Philip, a.st., s Arnt Nielsen (2006), a.st., s Se Hvidberg, a.st., og Lando, a.st., idet sidstnævnte dog anvender betegnelsen»civilretlig virkning«i stedet for»materiel virkning«. 46. Gomard, a.st, s Blandt fortalerne for betydelig bevisværdi er Lando, a.st., s. 274 og s. 295; Kommenteret Retsplejelov, a.st., s. 460; Gomard, a.st., s. 781; Arnt Nielsen (1997), a.st., s , og samme (2006), s ; Philip, a.st., s. 121; Borum, O.A.: Lovkonflikter, 6. udgave, 1967, s. 201; Munch-Petersen, a.st., s. 14. Blandt de mere tilbageholdne, se Svenné Schmidt, a.st., s. 171, og Hvidberg, a.st., s. 398 ff. 48. Angående anvendelse af domslandets ret, se UfR Ø, UfR Ø, UfR H samt Iversen, a.st., s. 69; Hvidberg, a.st., s. 399; Borum, a.st., s Angående værnetingsaftale, se UfR Ø, UfR SH samt Arnt Nielsen (2006), a.st., s ; Hvidberg, a.st., s. 398; Arnt Nielsen (1997), a.st., s. 310; Borum, a.st., s I UfR Ø fremhævedes eksistensen af»stiltiende lovvalgsaftale«. I UfR H henviste Højesterets flertal - der fandt, at tysk ret skulle anvendes - til»... de i [den tyske dom] anførte grunde...«omvendt konkluderede landsretten i UfR Ø - modsat de hollandske domstole i to instanser - at sagen skulle afgøres efter dansk ret, og foretog herefter sin egen vurdering af beviserne. 50. Iversen, a.st., s. 69; Hvidberg, a.st., s. 399; Borum, a.st., s Den, der har hjemting i Danmark, kan ved værnetingsaftale udelukke danske domstoles kompetence og i stedet underkaste sig et udenlandsk værneting, se Gomard, a.st., s ; Lookofsky og Hertz, a.st., s ; Arnt Nielsen (2006), a.st., s Anlægges sagen alligevel i Danmark, afvises sagen ved påstand herom. 52. I UfR H mødte den danske part for den hollandske domstol under udtrykkelig protest og forbehold om at betragte den hollandske dom som uforbindende uden for Holland. Sø- og Handelsretten og efterfølgende Højesteret foretog tilsyneladende en omfattende materiel prøvelse. I en afgørelse fra 1860 udtaltes om en dom fra Riga, at det»må antages, at når ingen indsigelse fremsættes mod den udenlandske domstols kompetence eller imod dommens formelle gyldighed, må [den udenlandske retsafgørelse] anses Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 6

7 som endelig også her i landet.«(j.u s. 142). Sidstnævnte dom er omtalt af Hvidberg, a.st., s I UfR SH og UfR Ø udtalte retten, at sagsøgte var»bundet til at underkaste sig«henholdsvis»som udgangspunkt er forpligtet til at rette sig efter«den udenlandske retsafgørelse, afsagt i overensstemmelse med værnetingaftalen. Se også Borum, a.st., s I UfR H og UfR Ø forelå ikke værnetingsaftale, og der foretoges tilsyneladende omfattende materiel prøvelse i begge tilfælde. 55. Gomard, a.st., s. 563, og Hvidberg, a.st., s Domstolene må udvise tilbageholdenhed i den materielle prøvelse, da det ikke er i overensstemmelse med værnetingsaftalen, at danske domstole tager stilling som en art appelinstans for det aftalte udenlandske retssystem. 57. Sammenhold UfR H, se note Retslitteraturen er overordnet enig i dette udgangspunkt, se Gomard, a.st., s. 781, note 16; Hvidberg, a.st., s. 398; Lando, a.st., s. 295; Svenné Schmidt, a.st., s. 171; Arnt Nielsen (2006), a.st., s. 507; Arnt Nielsen (1997), a.st., s Tilsyneladende i modsat retning, se Philip, a.st., s. 121; og Munch-Petersen, a.st., s Philip, a.st., s. 121; Hvidberg, a.st., s. 398; Arnt Nielsen (2006), a.st., s. 508; Arnt Nielsen (1997), a.st., s Hvidberg, a.st., s Munch-Petersen, a.st., s En anden og mere vidtgående mulighed er at vende tilbage til retstilstanden præ-1933, se i denne retning Arnt Nielsen (2006), a.st., s Copyright 2013 Karnov Group Denmark A/S side 7