Digitalisering af koordinationsmekanismer

Transkript

1 Digitalisering af koordinationsmekanismer En etnografisk analyse af mulighederne for at digitalisere centrale artefakter brugt i samordningen mellem tre hospitalsafdelinger Af Kia Halvorsen og Katja Prause Specialeafhandling Vejleder: Kjeld Schmidt Tværfaglig IT-udvikling, IT-højskolen I København August 2002

2 Abstract In the design of technologies that support articulation work, it is interesting to focus upon the artifacts that are used in the work. This paper investigates coordinating artifacts within a hospital setting enabling us to examine and discuss how the artifacts play an important role in designing technologies that support cooperation. The study is based on ethnographic studies undertaken at three hospital wards at Rigshospitalet in Copenhagen. The wards, studied were an intensive care unit, an operating theatre and a standard unit. The operation theatre performs heart and lung operations on critical patients. When a patient is being admitted to the hospital they are hospitalized at the standard unit, where they spend a short amount of time before surgery. After surgery the patient is transferred to the intensive care unit where they stay for 24 hours or until they are well enough to return to the standard unit. The patients remain here until they are released. The three wards have to coordinate with each other in order to get the patient through the system. In the coordination work central artifacts are being used. The paper shows a sophisticated use of two central artifacts in the coordination process between the wards. The artifacts being the plan of operations and the 24-hour schedule over nurses and patients at the intensive care unit. We argue how both artifacts can bee seen as coordination mechanisms and how the plan of operations can be perceived of as a boundary object. Based upon the detailed analysis of the artifacts the paper argues how artifacts as coordination mechanisms play a vital role in designing CSCW-technologies. We discuss how a system will support the actors in some of their coordination tasks but also how it raises critical questions. Finally the thesis discusses the meaning of negotiation in articulation work. We would like to thank Kjeld Schmidt who has been an inspiring tutor throughout the study. Also we thank the staff at the wards for their participation in the project. 0

3 INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT INDLEDNING INTRODUKTION EMNEOMRÅDE OG FORMÅL PROBLEMFORMULERING AFGRÆNSNING INDHOLD OG OPBYGNING METODOLOGISKE OVERVEJELSER FOR SPECIALET ETNOGRAFISK METODE UDVIKLINGEN AF FOKUS FOR SPECIALET DATAINDSAMLING ETNOGRAFISKE UNDERSØGELSERS RELEVANS I SYSTEMUDVIKLING INTRODUKTION TIL AFDELINGERNE RESULTATER FRA PROJEKT, EFTERÅR AFDELING OPERATIONSGANGEN SENGEAFSNITTET DE TRE AFDELINGERS SAMMENHÆNG SAMARBEJDE OG SAMORDNING ARBEJDSARRANGEMENT OG ARBEJDSFELT FLASKEHALSE I PATIENTFLOW ET KOORDINATIONSMEKANISMER ANALYSE AF CENTRALE ARTEFAKTER BESKRIVELSE AF OPERATIONSPLANEN OPERATIONSPLANEN PÅ OP OP-planens form og placering på afdelingen OP-planens vandring Brugen af OP-planen Ændringer i OP-planen OP-PLANEN PÅ OP-planens form og vandring i afdelingen Brugen af OP-planen Ændringer i OP-planen OP-PLANEN PÅ SENGEAFSNITTET Brugen af OP-planen Ændringer i OP-planen BESKRIVELSE AF DØGNSKEMAET PÅ DØGNSKEMAET PÅ 4141 SOM KOORDINATIVT ARTEFAKT Symboler i døgnskemaet Sammenhængen mellem vagtskemaet, ugeplanen og døgnskemaet

4 5.6.3 Andre artefakter der har indflydelse på døgnskemaet Tavler DELKONKLUSION OP-planen og døgnskemaet Artefakterne som repræsentationer af arbejdsfelter Sammenhænge og forskelle i analyserne DIGITALISERING AF UDVALGTE ARTEFAKTER DIGITALISERING AF OP-PLANEN OG DØGNSKEMAET OP-planen Døgnskemaet OPSUMMERING OG KONKLUSION PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE FIGURLISTE FIGUR 1: UDGANGSPUNKT FOR EMPIRIINDSAMLING BASERET PÅ FORRIGE PROJEKT...12 FIGUR 2: VORES NYE FORSTÅELSE AF KOORDINATIONEN MELLEM AFDELINGERNE...13 FIGUR 3: SKITSE OVER DEN FYSISKE INDRETNING AF AFDELING FIGUR 4: ILLUSTRATION AF SAMMENHÆNGE MELLEM 4141, OP OG SENGEAFSNITTET...26 FIGUR 5: OP-PLANEN...39 FIGUR 6: OP-PLAN FRA OP TAGET VED 15-TIDEN...43 FIGUR 7: DØGNSKEMA PÅ FIGUR 8: KOPI AF DET ELEKTRONISKE VAGTSKEMA...64 FIGUR 9: UGEPLANEN PÅ FIGUR 10: ILLUSTRATION AF TAVLE I MEGAOBS PÅ FIGUR 11: SKITSE AF TAVLEN I FROKOSTSTUEN PÅ FIGUR 12: ILLUSTRATION AF SAMMENHÆNGE MELLEM 4141, OP OG SENGEAFSNITTET...78 FIGUR 13: ILLUSTRATION AF DIGITAL TAVLE INDEHOLDENDE DATA TIL DØGNSKEMAET...90 TABELLISTE TABEL 1: OVERSIGT OVER LOKALE PRIORITETER PÅ DE FORSKELLIGE AFDELINGER...86 TABEL 2: PLANLÆGNINGSPARAMETRE TIL DØGNSKEMAET

5 1 Indledning 1.1 Introduktion Dette speciale tager udgangspunkt i CSCW-feltet og har fokus rettet mod samordning inden for hospitalssektoren. Specialet er baseret på en etnografisk undersøgelse af en intensivafdeling, en operationsstue og et sengeafsnit på Rigshospitalet. På baggrund af indhentet empiri fra de udvalgte afdelinger vil vi diskutere koordinationsmekanismer og i den forbindelse se på, hvordan en eller flere mekanismer vil kunne digitaliseres. Sygehussektoren, og herunder hospitaler, er interessante organisationer, idet de sjældent kan ses som én samlet institution, men snarere må opfattes som en organisation bestående af mange enheder, der hver især har deres måder at gøre tingene på. Inden for de sidste 30 år har der været en tendens til, at sygehusene i Danmark er blevet større og mere specialiserede (Bardram, 1997). Det medfører nogle meget store hospitaler med afdelinger, der hver især er fokuserede på deres eget ekspertområde. Det betyder bl.a., at man ser nogle selvstændige enheder, der udvikler egne måder og forståelser for, hvordan tingene bør foretages og koordineres. Afdelingernes forskellighed og høje grad af autonomi betyder, at koordinering af opgaver, arbejde, samarbejde m.v. bliver meget kompliceret både mellem personalet på den enkelte afdeling, men også mellem forskellige afdelinger. Enkelte ændringer i koordinationen kan betyde, at en patient eksempelvis får aflyst sin operation, og det har da heller ikke skortet på kritik af sygehussektoren. Særligt ventelisterne og manglen på personale til udførelse af de enkelte opgaver er blevet påpeget. Der findes i dag ikke mange systemer, som faktisk understøtter articulation work, netop fordi koordinationen af arbejde mellem individer er en kompleks og oftest usagt adfærd, der er vanskelig at modellere i et computersystem. For at kunne diskutere en digitalisering af koordinationsmekanismer bør man som udgangspunkt prøve at forstå det arbejde og særligt samarbejde, som aktørerne i den valgte kontekst udfører. 1.2 Emneområde og formål Formålet med specialet er, på baggrund af en etnografisk undersøgelse foretaget på Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling på Rigshospitalet, at bidrage til CSCW-feltets diskussion af samordning og herunder særligt koordinationsmekanismer. Vores interesse for CSCWfeltet er fremkommet gennem læsning og diskussion af udvalgt litteratur. Vi er særligt 3

6 interesseret i begrebet koordinationsmekanisme (Schmidt and Simone, 1996), og de problematikker der er tilknyttet individernes koordination af deres arbejde. Et af hovedfelterne i CSCW er forståelsen af, hvordan folk samarbejder, dvs. hvordan folk koordinerer deres aktiviteter i forhold til løsning af opgaver, samt hvorledes IT kan understøtte samordningen, så der tages højde for de mange aspekter ved samarbejdet. Mennesker indgår i et samarbejde af mange forskellige årsager: omfanget af opgaven kan kræve flere personer for at blive løst, der kan være klare personlige fordele ved at indgå i samarbejdet, arbejdet kan være mere behageligt, hvis man er flere om det osv. Så snart flere personer skal samarbejde, vil der i større eller mindre grad være brug for samordning af opgaverne. Det, at samordne aktiviteter er nødvendigt, når flere aktører samarbejder, fordi aktørerne i deres samarbejde er gensidige afhængige, og derfor må deres aktiviteter passe sammen. Der forskes derfor intenst i prototyper på mulige samarbejdssystemer, og arbejdssituationer analyseres for dermed at opnå en forståelse for, hvordan individer samarbejder og koordinerer, samt hvordan de i dette arbejde gør brug af omgivelserne. I samordning gør mennesker ofte brug af objekter, såkaldte artefakter. Artefakter kan betegnes som de fysiske midler, der anvendes i individernes arbejde. Når artefakter bruges til at understøtte individers samordningsaktiviteter, taler man om, at der er udviklet en koordinationsmekanisme. Et centralt område, som der diskuteres, er artefakternes roller og deres betydninger i aktørers arbejde, og herunder særligt artefakternes fysiske form, hvilket vi bl.a. vil tage op i dette speciale. I sygehussektoren er brugen af artefakter mangfoldig. I behandlingen af en patient gøres der eksempelvis brug af en del teknologi og artefakter til at understøtte både selve behandlingen, men også koordinationen af personalets vagter. Det er essentielt, at man opnår en forståelse for, hvordan individerne gør brug af artefakter i deres arbejde, netop fordi de fysiske omgivelser, og herunder artefakternes brug og den mening de tillægges, fortæller noget om, hvordan individerne samarbejder. Analytiske og kritiske undersøgelser af artefakter og de tilhørende protokoller, samt hvordan koordinationsmekanismerne muligvis kan influere på hinanden, er derfor nødvendige. Forståelse for artefakterne må således ligge til grund for en diskussion af, hvordan CSCWsystemer skal se ud (Schmidt and Simone, 1996, Carstensen and Sørensen, 1996). Udfra en kortlægning af koordinationsmekanismer er det muligt at diskutere, hvordan man kan udvikle IT-systemer, der kan understøtte samarbejde. Med baggrund i vores undersøgelse af koordinationsmekanismer og herunder artefakter ønsker vi således at diskutere nogle af de problematikker og muligheder, der opstår i forbindelse med en digitalisering af en eller flere koordinationsmekanismer. En digitalisering af koordinationen i en arbejdskontekst er aldrig triviel, hvilket har vagt vores interesse for at fokusere på koordinerende artefakter og de problematikker, der er forbundet med disse. Idet 4

7 undersøgelsens fundament tager udgangspunkt i koordinationsmekanismer, antager vi, at individerne koordinerer og artikulerer deres aktiviteter og derigennem samarbejder for at nå frem til deres mål det være sig individuelle såvel som fælles mål. Vores speciale er empirisk funderet og er dels baseret på empiri fra et tidligere projekt på Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling 1 og dels baseret på ny empiri indsamlet i specialeperioden. Vores metodologiske indgangsvinkel er etnografisk, idet vi har været ude i feltet og observere. Empirien ligger til grund for vores analyse og diskussioner. Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling på Rigshospitalet, også kaldet afdeling 4141, behandler primært patienter, der har fået foretaget en operation i hjerte/lunge-regionen. Der er tale om en patientgruppe, der er kritisk i den forstand, at de kommer på afdelingen direkte fra operationsstuen, og de skal følges nøje under plejeforløbet. Der er en ansvarshavende sygeplejerske tilknyttet hver vagt på afdelingen. Hendes/hans hovedopgave er at fastholde det fulde overblik over afdelingen. I vores tidligere projekt var udgangspunktet at opnå en forståelse for sygeplejerskernes samordning af aktiviteter internt på afdeling Projektet omhandlede sygeplejerskernes samarbejde omkring den enkelte patient, sygeplejerskernes indbyrdes koordination på de enkelte stuer og endelig samordningen internt på afdelingen. Som led i forståelsen af sygeplejerskernes samordning fokuserede vi på brugen af artefakter, og med udgangspunkt i interviews og observationer indhentede vi empiri om sygeplejerskernes arbejde på afdelingen. Empirien fra forrige projekt har givet værdifuld indsigt i den kompleksitet, der hersker på afdelingen, og i hvordan sygeplejerskerne håndterer uforudsete hændelser gennem deres ekspertise, viden og erfaring. Vi fandt, at et egentligt CSCW-system til at understøtte arbejdet internt i de enkelte observationsrum på afdelingen næppe ville være af stor nytte, da arbejdet i høj grad var præget af mutual awareness (Heath and Luff, 1992), dvs. usagt koordination og synliggørelse af eget arbejde. Det viste sig imidlertid, at dele af det koordinationsarbejde, som den ansvarshavende sygeplejerske foretager, muligvis kunne digitalisere, hvorved der kunne spares en del dobbeltarbejde. Her tænkes på dele af kommunikationen mellem den ansvarshavende sygeplejerske og observationsrummene, planlægning af div. vagtskemaer, kommunikation med operationsgangen m.v. Denne erkendelse vakte vores interesse for at undersøge den ansvarshavendes koordinationsmekanismer nærmere, både internt på afdeling 4141, men også 1 Casestudie af kooperativt arbejde, en kvalitativ analyse af Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling på Rigshospitalet. Udarbejdet i efteråret

8 koordinationen mellem 4141 og andre afdelinger, og herunder hvordan koordinationsmekanismer mellem afdelingerne kan digitaliseres. Vi har valgt at inddrage henholdsvis operationsgangen (OP) og sengeafsnittet, fordi 4141 primært har kontakt til disse to afdelinger, og det er således interessant at undersøge, hvordan koordinationen mellem dem foregår. På OP foretages der operationer på såvel hjertepatienter som lungepatienter. Vores fokus er rettet mod koordinationen af hjertepatienterne, der efter en operation transporteres fra OP til Derfor vil vi primært se på koordinatoren på OP og den ansvarshavende på Disse to roller er nemlig centrale for samordningen mellem afdelingerne. Sengeafsnittet er den afdeling, som patienterne køres op til, efter de har været på intensivafdelingen. Fra sengeafsnittet udskrives patienterne nogle dage senere alt afhængig af, hvor hurtigt de kommer sig efter operationen. Samlet kan koordinationen mellem hhv. 4141, OP og sengeafsnittet opfattes som en koordination af et flow af patienter, hvilket vi vil benævne patientflow. Vi vil senere definere begrebet patientflow. Undersøgelser af koordinationsmekanismerne tilknyttet patientflow et udgør således den nye empiri indhentet til dette speciale. 1.3 Problemformulering Vores projekt fra forrige semester viste, at den ansvarshavende sygeplejerske på afdeling 4141 har udviklet komplicerede koordinationsmekanismer med det overordnede formål at koordinere patienter og sygeplejersker i forhold til hinanden både på den enkelte vagt og i forhold til en fremtidig vagtplanlægning. Målet med dette speciale er gennem nye empiriske studier dybdegående at undersøge koordinationsmekanismer udviklet på den enkelte afdeling. Ydermere vil vi se på, hvordan koordinationsmekanismerne er forbundet og derigennem analysere, hvordan de bruges i håndteringen af patientflow et mellem 4141, OP og sengeafsnittet. Det er vores overbevisning, at en undersøgelse af koordinationsmekanismerne udviklet mellem afdelingerne er interessant som baggrund for en diskussion af, hvordan disse kan understøttes digitalt. En digitalisering af koordinationsmekanismer vil medføre nogle problematikker, men også nogle muligheder for aktørerne. Særligt er det interessant at kigge på, hvordan en implementering af koordinationsmekanismer vil kunne håndtere den høje grad af kompleksitet og de mange uforudsete hændelser, der hersker på en hospitalsafdeling. Vores diskussioner af artefakterne og en digitalisering af disse skal samlet ses som et bidrag til den konceptuelle diskussion af begreber, der eksisterer inden for CSCW-feltet. 6

9 Vores emneområde og formål leder os derfor frem til følgende problemformulering: Hvordan skal centrale koordinationsmekanismer i samordningen mellem afdeling 4141, OP og sengeafsnittet på Rigshospitalet forstås, og hvilke problemer og muligheder medfører en digitalisering af koordinationsmekanismerne? For at kunne besvare vores problemformulering vil vi i det følgende stille nogle underspørgsmål, som løbende vil blive besvaret i specialet. 1. Hvordan kan sammenhængene mellem de tre udvalgte afdelinger forstås i relation til CSCW- feltet? 2. Hvordan kommer koordinationsmekanismer, herunder artefakter, til udtryk i samordningen internt på afdeling 4141, OP og sengeafsnittet, og hvilken rolle spiller artefakternes fysiske form for brugen af dem? 3. Hvordan kan en eller flere artefakter, der understøtter dele af samordningen mellem afdelingerne, udformes digitalt, og hvordan kan der i forlængelse heraf tages højde for artefakternes karakteristika? 1.4 Afgrænsning Idet vi fokuserer på koordinationen internt på afdeling 4141, samt koordinationen mellem 4141 og nævnte afdelinger, afgrænser vi os fra at undersøge resten af Rigshospitalet. En undersøgelse af koordinationen mellem mange afdelinger ville kræve adskillelige observationer på hver enkelt afdeling. Yderligere vil et ønske om en sådan tilgang kræve undersøgelser af eksisterende systemer som eksempelvis Det Grønne System 2. Endvidere vil vi gerne fra start slå fast, at denne undersøgelse ikke har til formål at evaluere sygeplejerskernes faglige arbejde i forhold til patientpleje. En sådan vurdering er ikke interessant, dels fordi vi ikke har mulighed for at evaluere det grundet vores manglende kompetence og viden om sygepleje, og dels fordi målet med specialet er at undersøge arbejdspraksisser i forhold til en digitalisering af koordinationsmekanismer. Endelig afgrænser vi os fra at se på lægernes og hjælpernes arbejde. 2 Det grønne system er primært et patientadministrationssystem, som bruges af 50% af det dansk sundhedsvæsen. 7

10 Koordinationsmekanismer er et centralt begreb i specialet, og vi vil i analysen se på koordinationsmekanismer udtrykt som fysiske artefakter. De artefakter, vi ser på, er henholdsvis OP-planen på alle tre afdelinger samt døgnskemaet på afdeling Begge artefakter vil blive uddybet senere. I analysen af døgnskemaet afgrænser vi os fra at se på døgnskemaerne for henholdsvis OP og sengeafsnittet. Vi samler interessen om døgnskemaet for 4141, da denne artefakt er meget central for koordinationen mellem alle tre afdelinger. Målet med vores speciale er, på baggrund af en etnografisk undersøgelse, at diskutere, hvordan koordinationsmekanismer kan digitaliseres. Vi inddrager i kapitlet om digitalisering af koordinationsmekanismer delvist en systemudviklingstilgang. Dog afgrænser vi os fra en analyse af organisationens mål og strategier med henblik på udarbejdelse af en kravspecifikation samt design og implementering af et IT-system. En sådan systemudviklingstilgang kunne eksempelvis inddrage MUST-metoden (Bødker et. al., 2000). I den sammenhæng har vi ligeledes valgt at afgrænse os fra udvikling, dvs. kodning af et samlet system. Der vil således ikke blive fokuseret på udvikling af en prototype på et system, eller en teknisk redegørelse for et system. Vi fravælger desuden en usabilitydiskussion. I stedet vægter vi modulering af dele af virkeligheden i diskussionen af digitalisering af artefakter. Med det menes, at vi ud fra vores analyse vil kunne se nogle centrale pointer i aktørernes brug af artefakter. Pointer som vil blive taget med i en diskussion af, hvordan en digitalisering af artefakterne kunne se ud, og herunder hvilke muligheder og konsekvenser digitaliseringen medfører for aktørerne. Det er vigtigt at pointere, at den ansvarshavende bruger megen tid på at koordinere vagtplanlægningen for sygeplejerskerne. Det kunne således være relevant at diskutere mulige vagtkoordineringssystemer, der kunne understøtte hendes funktion, men eftersom selve vagtplanlægningen ikke er direkte relateret til patientflow et, har vi valgt at se bort fra denne specifikke funktion. Hermed vælger vi yderligere at afskære os fra at undersøge, hvilke eksisterende systemer på markedet, der kunne bruges i forhold til koordineringen på afdelingen, og vi afgrænser os fra at undersøge det eksisterende vagtskema og lønsystem, der i dag bruges på afdeling Det skal nævnes, at der på Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling findes et PDM-system 3. Dette system bruges i dag i forhold til standardpatienter, 3 PDM (Patient Data Management) er et patientjournaliseringssystem indenfor sygehussektoren, der er taget i brug på 4141 for halvandet år siden. Systemet indeholder patientjournaler, dataregistreringsmoduler, arbejdsskemaer m.v. 8

11 og systemet må primært betegnes som dataregistreringssystem. Vi har valgt ikke at fokusere på systemet, og dermed afgrænser vi os fra at fokusere på en mulig udvidelse af systemet i forhold til digitaliseringsdiskussionen. Det er kun sygeplejerskerne, der i deres arbejde med den enkelte patient, gør brug af PDM. Den ansvarshavende sygeplejerske gør ikke i sin koordination af ressourcer på afdelingen brug af PDM. 1.5 Indhold og opbygning Specialet er opbygget i kapitler, der hver især besvarer vores delspørgsmål og dermed bidrager til en besvarelse af den samlede problemformulering. I kapitel 2 diskuterer vi vores metodologiske indgangsvinkel til specialet. Der redegøres for, hvordan empiriindsamlingen til specialet er blevet struktureret og udført, og herunder hvordan vi har udviklet vores forståelse af den empiri, vi har arbejdet med. Ydermere søger vi at positionere vores etnografiske metode i forhold til en systemudviklingstankegang, og i den forbindelse argumenterer vi for, at etnografiske studier er relevante, når man diskuterer udformningen af CSCW-systemer. Kapitel 3 indeholder dels en kort introduktion til vores tidligere projekt og dels beskrivelser de tre udvalgte afdelinger. Beskrivelserne skal give læseren et indblik i, hvordan afdelingerne fysisk ser ud, samt hvilke opgaver den enkelte afdeling varetager. Kapitel 4 redegør for de sammenhænge, der hersker mellem afdeling 4141, OP og sengeafsnittet, og herunder hvilke problematikker der hersker i samordningen mellem afdelingerne. Vi redegør for en figur, der illustrerer sammenhængene, og i forklaringen af figuren inddrages relevante teoretiske begreber inden for CSCW-litteraturen. Samlet skaber vi med dette kapitel et teoretisk fundament for den videre analyse af vores empiri. Kapitlet bidrager til besvarelse af vores første underspørgsmål i problemformuleringen. Kapitel 5, som er vores analyse, er opdelt i to underafsnit, der fokuserer på henholdsvis OP-planen og døgnskemaet. Disse artefakter er centrale for samordningen mellem afdelingerne, og analyserne er baseret på den empiri, vi har indhentet. Vi søger således at diskutere empirien i relation til vores teoretiske grundlag. Kapitlet bidrager til en besvarelse af det andet underspørgsmål i problemformuleringen, idet vi ser på, hvordan artefakterne bruges som koordinationsmekanismer. I den sammenhæng undersøges betydningen af artefakternes fysiske form. Kapitel 6 fokuserer på, hvordan en digitalisering af de analyserede koordinationsmekanismer kan komme til udtryk. I kapitlet søger vi at besvare det tredje og 9

12 sidste underspørgsmål, idet vi diskuterer, hvordan nogle funktioner, identificeret udfra analysen af artefakterne, kan udformes digitalt. I diskussionen inddrages artefakternes fysiske form, forskellene mellem artefakterne, og hvordan de muligvis kan kobles sammen. Kapitel 7 udgør vores samlede konklusion og vil forme sig som en opsummering og endelig besvarelse af specialets problemformulering. Vi konkluderer, at artefakterne, OPplanen og døgnskemaet, begge er centrale for patientflow et mellem afdelingerne, og en digitalisering af dem vil i nogle henseender kunne understøtte samordningen mellem afdelingerne, men også skabe nye problematikker. Kapitel 8 indeholder vores perspektivering og dermed afrunding af specialet. I perspektiveringen tager vi kort fat i en diskussion af forhandling, der et centralt aspekt i samordningen mellem individer. 2 Metodologiske overvejelser for specialet Vi har i dette speciale valgt at arbejde videre med vores case fra forrige semester, Casestudie af kooperativt arbejde. En kvalitativ analyse af Thoraxkirurgisk Intensiv afdeling på Rigshospitalet. En stor del af specialet er således baseret på empiriske fund indsamlet på afdelingen. Der er dog ikke udelukkende tale om et empirisk speciale, idet problemformuleringen i høj grad tager udgangspunkt i en teoretiske diskussion af koordinationsmekanismer. Målet er således at foretage en teoretisk diskussion af vores empiriske fund. Vores indgangsvinkel til empiriindsamlingen er den etnografiske metode, og i dette kapitel vil vi søge at positionere os i forhold til etnografien samt inddrage nogle af de kritikpunkter, der har været rejst i forbindelse med etnografiens indtog i systemudvikling. Grunden til, at vi vælger at inddrage den debat, er netop, at vi i dette speciale ønsker at gøre os overvejelser i forhold til digitalisering af koordinationsmekanismer ud fra den indhentede empiri og således delvist gør brug af en systemudviklingsvinkel. Det er derfor relevant at diskutere, hvordan udvalgte systemudviklingsteoretikere forholder sig til etnografiens betydning. 2.1 Etnografisk metode Vi ønsker at opnå en forståelse for, hvorfor aktørerne har udviklet deres koordinative praksisser og har derfor udført empiriske observationer. Det interessante for os er at opnå 10

13 en så detaljeret og nuanceret forståelse for de ansvarshavnendes koordinative praksisser på afdelingerne, særligt med fokus på den ansvarshavende fra afdeling For at kunne anskueliggøre vores etnografiske udgangspunkt er det nødvendigt kort at ridse nogle af etnografiens hovedlinjerne op. En af hovedstenene i etnografisk metode er ønsket om at undersøge den virkelige verden. Det betyder, at man går ud i det valgte felt og undersøger ud fra devisen: så vidt muligt ingen forudindtagede holdninger i forhold til et bestemt resultat. Som Huges beskriver det, så er etnografens opgave at: gain access to and knowledge of the social practices, knowledge, beliefs, attitudes and activities etc., as exhibited by participants in some natural setting, and to present these in terms of a sociological account of a way of life as organized by its participants (Huges, 1993, p. 127). Dette er en meget generel og overordnet karakteristik af, hvad man som sociologisk forsker har som mål i sine undersøgelser. I vores sammenhæng er der tale om etnografiske undersøgelser af arbejdspraksisser i en udvalgt kontekst. Det overordnede mål for mange etnografer inden for CSCW er at opnå en forståelse for arbejdspraksisser, samarbejde og sociale mekanismer for derigennem at få indsigt i, hvad det helt præcist er, en mulig teknologi bør understøtte. Men også hvorfor teknologi i nogle sammenhænge ikke kan understøtte arbejdet. For at forstå arbejdet og særligt samarbejdet er etnografen nødt til at tage del i det felt, hun/han undersøger for dermed at få en indsigt i de sociale processer og praksisser, der finder sted. Det betyder ikke, at etnografen eksempelvis skal deltage i aktørernes arbejde. Forskeren skal ikke go native, da etnografen dermed ville miste overblik og den skeptiske indgangsvinkel, som er nødvendig i forskningen (Huges, 1993). At go native vil der ikke være nogen risiko for i vores empiriindsamling. Vi er ganske enkelt ikke uddannede sygeplejersker og har ingen mulighed for at kunne deltage i deres arbejde, eller vurdere deres faglige kunnen. I etnografiske undersøgelser er der snarere tale om undersøgelser af og forståelse for komplekse mekanismer i det udvalgte felt. Derudover skal man så vidt muligt fastholde en åbenhed over for, at tingene ikke nødvendigvis er, som de ser ud til. Etnografer i CSCW sammenhænge søger ikke blot efter at klarlægge aktiviteter og deres indbyrdes afhængigheder, de har også fokus rettet mod konsekvenserne ved indførelse af et teknologisk system, samt hvordan disse konsekvenser kommer til udtryk i de sociale aktiviteter forbundet med arbejdet. Det vigtige er således, at etnografens arbejde kan give et billede af, hvordan verden opfattes, og hvordan der arbejdes set med den arbejdendes øjne (Huges, 1993). Typiske etnografiske undersøgelser tager som regel lang tid, de kan strækker sig over flere år, alt efter hvad forskeren ønsker at undersøge. Dette speciale er baseret dels på indsamlet 11

14 empiri fra forrige projekt og dels på ny empiri, vi har indsamlet i specialeperioden. Der er således ikke tale om en undersøgelse af så omfattende karakter, idet vores undersøgelse i alt baserer sig på ca. 175 timer på afdelingerne fordelt over i alt 4 måneder. Dette estimat er inklusiv de to måneder, vi brugte på empiriindsamling i forrige projekt. 2.2 Udviklingen af fokus for specialet Vi har fra starten søgt at lade empirien styre vores afgrænsning og indsamling. Med det menes, at vi har søgt at være åbne over for eventuelle nye problematikker, der kunne vise sig i empiriindsamlingen, og dermed har vi også søgt at lade virkeligheden vise os, hvad den indeholder. Den indgangsvinkel har vist sig frugtbar, idet vores fokus for specialet rent faktisk har rykket sig lidt, og vi har opnået nye forståelser for kompleksiteten og koordinationen mellem henholdsvis afdeling 4141, OP og sengeafsnittet. Udgangspunktet for vores empiriindsamling var en undersøgelse af den ansvarshavende på afdeling 4141 og hendes/hans koordination med OP og sengeafsnittet. Vores forståelse af koordinationen mellem afdelingerne var baseret på ideen om en kommunikationsvej mellem den ansvarshavende og OP og mellem den ansvarshavende og sengeafsnittet. Den ansvarshavende var således den centrale figur i koordinationen, og gennem denne rolle blev der koordineret med henholdsvis OP og sengeafsnittet. Figur 1 illustrerer vores første fokus for den ansvarshavendes koordinative funktion. Udgangspunktet var i høj grad baseret på vores forrige projekt, hvor fokus var rettet mod den interne koordination på afdeling OP Sengeafsnit Den ansvarshavende Figur 1: Udgangspunkt for empiriindsamling baseret på forrige projekt Som følge af vores nye empiriindsamling har vi imidlertid opnået en lidt mere nuanceret forståelse af koordinationen mellem de tre afdelinger. Det har nemlig vist sig, at der i højere grad er tale om et patientflow mellem alle tre afdelinger, hvor den ansvarshavende indgår som en del af koordinationen af flow et. Når patienterne indlægges på sengeafsnittet, bliver de senere overflyttet til OP og videre til 4141, for så igen at komme 12

15 tilbage til sengeafsnittet. Der er således tale om en form for cyklus, dog er det vigtigt at påpege sig, at cyklusen ikke kun flyder i én retning. Det punkt uddyber vi senere i specialet. Afdelingerne må hele tiden koordinere flow et af patienter med hinanden for dermed at opretholde en konstant produktion af patientoperationer og pleje på hver afdeling. En forståelse af den ansvarshavendes koordination mellem afdelingerne må derfor basere sig på en forståelse af koordinationen af det løbende flow af patienter mellem alle tre afdelinger. Den erkendelse har ført til en mere holistisk forståelse af koordinationen mellem afdelingerne, og vores fokus har således flyttet sig væk fra isoleret at anskue den ansvarshavnede som det primære omdrejningspunkt, til at se koordinationen som noget der foregår mellem alle tre afdelinger. Vores nye anskuelse af koordinationen og den ansvarshavendes rolle er illustreret i figur 2. OP 4141 Sengeafsnit Den ansvarshavende sygeplejerske Figur 2: Vores nye forståelse af koordinationen mellem afdelingerne Figur 2 er central for den videre forståelse af den ansvarshavnedes rolle. Den viser nemlig, at hun/han indgår i en større koordination mellem de tre afdelinger, og hendes/hans koordinative praksisser afspejler dette. Som led i at vi har bevæget os mod et fokus, der understreger en mere overordnet sammenhæng mellem afdelingerne, har vi omvendt også måtte erkende, at den ansvarshavende faktisk har en meget central rolle, idet der som led i patientflow et kan opstå flaskehalse, som den ansvarshavende må tage stilling til. Vi vil uddybe flaksehals-problematikkerne i et senere kapitel, som indledning til den egentlige analyse. Da den ansvarshavende spiller en central rolle, er det således stadig yderst relevant 13

16 at undersøge hendes koordinative funktioner, men samtidig er det nødvendigt at forholde dem til koordinationen af det samlede patientflow. Ud fra vores forrige projekt, hvor fokus var rettet mod koordinationen af sygeplejersker og patienter internt på afdeling 4141, fik vi det indtryk, at brugen af døgnskemaet var et centralt artefakt i koordinationen på afdelingen. Dette indtryk fik vi, fordi vi ud fra observationerne kunne se, at den ansvarshavende brugte dette skema utrolig meget i løbet af en vagt. Idet vi anskuer koordination som et flow, jf. figur 2, har vi observeret, at også operationsplanen (OP-planen) er et meget centralt artefakt. Vores mere nuancerede forståelse af koordinationen mellem afdelingerne har således medført, at fokus, på hvilke artefakter der spiller centrale roller, har rykket sig lidt. Empirien har altså vist os, at det er relevant at kigge på alle tre afdelinger og deres indbyrdes koordination. Vi har altså i høj grad prøvet at lade empirien styre vores fokus, og de områder vi videre skulle undersøge. Omvendt har vi også selv styret empirien, da vi er blevet opmærksomme på nuancer og dermed har justeret vores fokus. Der er derfor tale om en iterativ proces, idet empirien har styret vores erkendelsesproces, som så igen har styret den videre empiriindsamling. 2.3 Dataindsamling Vores metode har været at gå rundt i hælene på de ansvarshavende sygeplejersker på henholdsvis afdeling 4141, OP og sengeafsnittene. Med os har vi haft en blok, hvor vi så vidt muligt har noteret alt ned, vi har observeret på en vagt. Udover observationerne på de enkelte vagter har vi løbende haft interviews med den ansvarshavende sygeplejerske. Som led i vores observationer har vi været meget opmærksomme på brugen af artefakter, da netop artefakterne og deres betydning er et af hovedområderne for vores speciale. Vi har således fået lov til at tage kopier af de forskellige skemaer, der bruges i koordineringen på afdelingerne. Vi har i alt haft fire dagvagter på afdeling 4141, én dagvagt på henholdsvis sengeafsnittet og OP og endelig en parallelvagt, hvor den ene af os var på afdeling 4141, og den anden var på OP. Parallelvagten foregik samme dag og i samme tidsrum. Formålet med parallelvagten var primært at få en oplevelse af, hvornår der er travlt på de to afdelinger for derigennem at få et indblik i, om en meget travl vagt på den ene afdeling påvirker arbejdet og koordinationen på den anden afdeling. Denne måde at indhente data på er frugtbar, fordi det er temmelig vanskeligt at danne sig et overblik over den samlede koordination, når man kun observerer på én afdeling ad gangen. Grunden til, at vi har valgt at foretage en parallelvagt på 4141 og OP er, at disse afdelinger har mest kontakt med hinanden, og det er i koordinationen mellem disse to afdelinger, at flaskehalse kan opstå, og dermed påvirkes koordinationen af patientflow et samt koordinationen internt på de to afdelinger. 14

17 Sengeafsnittet kan i højere grad betragtes som aftager af patienter fra 4141, og det er yderst sjældent, at der her kan opstå flaskehalse. Dette vender vi tilbage til i analysen. Efter de første seks observationer søgte vi at kategorisere vores empiri for at se, hvor vi havde huller i vores forståelse af koordinationspraksisserne på de tre afdelinger. Måden, hvormed vi kategoriserede observationerne, var via farvekoder og opbrydning af tekst. Vi markerede teksten i de enkelte observationer med farver alt efter, hvilken kategori teksten tilhørte, og vi klippede yderligere teksten op i kategorier, således at vi havde alle observationer i én samlet kategori. Kategorierne blev dels skabt på baggrund af de mest centrale artefakter, f.eks. OP-planen, døgnskemaet, ugeplanen, vagtskemaet og tavler og dels på baggrund af den direkte kontakt i form af samtaler mellem de tre afdelinger. Derigennem var vi i stand til at danne os et overblik over, hvilke artefakter ansvarshavende brugte i løbet af en vagt, og samtidig fokusere på brugen af bestemte artefakter. Kategorierne har været med til at give os et billede af, hvad der videre skulle fokuseres på i de to sidste observationer. Her fokuserede vi på tidsaspektet mellem OP og 4141 ved præcist at notere tidspunkter for kontakten mellem de to afdelinger, således at vi efter observationen kunne sammensætte observationerne til en samlet kronologisk oversigt for hvornår, hvilke koordinative aktiviteter foregik mellem de to afdelinger. Vores kategorisering viste sig meget brugbar, da vi skulle strukturere vores analyse, eftersom empirien var organiseret og dermed let at overskue. Det viste sig nyttigt, at kategorierne kunne ses både i en tidsmæssig sammenhæng og opdelt efter artefakter, idet vi dels søgte konkrete facts og brugsmønstre i forhold til det enkelte artefakt, men samtidig havde brug for at se artefakterne i en større kontekstbestemt sammenhæng. Som skrevet i indledningen ønsker vi ud fra analyse at diskutere en digitalisering af koordinationsmekanismer, og vi inddrager dermed delvist en systemudviklingstilgang i vores speciale. Spørgsmålet er, om etnografiske metoder harmonerer med en systemudviklingstilgang, hvilket vi kort vil behandle i det følgende afsnit. 2.4 Etnografiske undersøgelsers relevans i systemudvikling Etnografiske undersøgelser spiller en vigtig rolle i systemdesign, men det har ikke altid været sådan. Tidligere var det ingeniører og systemdesignere, der selv foretog undersøgelser og baserede deres systemer på disse. Fokus var ikke rettet mod arbejdspraksiser og aktørernes sociale interaktion, men mod, hvordan systemer kunne gøre arbejdet nemmere og mere effektivt. Sommerville et. al. (1992) erkender, at mange systemer faktisk har haft significant usability problems (Sommerville et. al., 1992, p. 2). Det er altså erkendt i systemdesigner-kredse, at man er nødt til at have en forståelse for 15

18 arbejdsfeltet, og for hvordan individerne agerer i det, hvorfor også sociologerne/etnograferne tager del i systemudviklingssammenhænge. Indførelsen af etnografiske metoder og tankegange i systemdesign er ikke triviel. I mere end ti år har der hersket en forvirret diskussion af, hvad de etnografiske studier rent faktisk kan bidrage med. Dette har blandt andet medført mange kritiske artikler over for etnografernes arbejde, og særligt har kritikken rettet sig mod den manglende klarhed i forbindelse med kravspecifikationer på baggrund af undersøgelserne. Plowman et. al. (1995) har påpeget, at mange etnografiske artikler sjældent munder ud i konkrete designforslag, der relaterer sig til det felt, der er undersøgt. Derimod findes der mange artikler, der ender med det klassiske implications-for-design afsnit, der i generelle termer diskuterer de problematikker, forskerne er stødt på undervejs i studiet af mulige teknologiske løsninger. I forhold til vores undersøgelse er vi på linje med de forskere, som Plowman har inddelt i kategorien work studies and general design recommendations (Plowman et. al., 1995, p. 313) 4, idet vi har tænkt os at diskutere vores empiriske fund i forhold til generelle overvejelser om digitalisering, samt hvad digitaliseringen kan betyde. Vi kan således ikke med dette speciale påstå at gøre noget anderledes, eller med systemdesignerøjne bidrage væsentligt med overvejelser, der kan bruges som en kravspecifikation. Men dette er omvendt heller ikke vores intention. Vi erkender dog, at vores undersøgelse nødvendigvis vil komme til at indeholde nogle generelle diskussioner af koordinationsmekanismer, artefakter og protokoller. Spørgsmålet er da, hvad etnografiske studier kan bidrage med til CSCW-feltet generelt er det holdningen, at studierne faktisk kan bidrage med meget viden om feltet. Plowmann et. al. argumenterer eksempelvis for, at studierne har bidraget med værdifuld viden, om end dette bidrag er vanskeligt at vurdere. Man kan diskutere, om det er muligt at kvantificere værdien af de etnografiske studier, og om det overhovedet er relevant. Etnografiske studier giver viden om områder, som i sig selv er vanskelige at kvantificere, nemlig viden om arbejdspraksisser, sociale mønstre, måder at samarbejde på osv. En måde, hvorpå man alligevel kan se resultaterne fra de etnografiske undersøgelser inden for CSCW, er i systemudviklernes metoder. 4 Plowman et. al. har i deres artikel søgt at diskutere relevansen af studier af arbejdssituationer. Dette er gjort på baggrund af en kategorisering af 75 etnografiske artikler inden for CSCW og HCI. Artiklerne er opdelt i fire kategorier: Studier med specifikke designforslag, heraf var der stort set ingen artikler, studier med generelle designforslag, studier der bidrager til grundforskning og endelig evalueringer af CSCWsystemer. 16

19 Mange systemudviklere er begyndt at medtage begreber som awareness og seamlesness i deres overvejelser, når de skal designe et system. Det ses også i nyere systemudviklingsmetoder, f.eks. MUST-metoden 5, at de etnografiske teknikker er inddraget som metodeværktøj. Et stort problem ligger i, at det er vanskeligt at kombinere etnografiske studier med de mere tekniske og forklaringsorienterede systemdesigneres tilgang. Der er tale om to modsatrettede tilgange til et felt. Etnograferne søger mod forståelsen af feltet, mens system-designeren ønsker en håndgribelig forklaring, der kan bruges i systemudviklingsøjemed. Som eksempel på dette skisma påpeger Anderson (1997) den forskel, der ligger i, at etnografer som regel i deres forskning skriver sig ind i en tradition, de kan vedkende sig. Han mener, at etnografer i højere grad har fokus rettet mod selve processen, altså den erfaring/oplevelse de opnår gennem studiet frem for mod det egentlige resultat. Dette må siges at være vanskeligt at forene med systemdesigneren, der ønsker klare resultater til brug for udviklingen af et system. Yderligere ligger der et problem i den måde, hvormed undersøgelsesfeltet opfattes på. Etnografen ser feltet som en helhed, der ikke kan skilles ad, mens systemudvikleren ser feltet som et problemfelt, der kan deles op i delproblemer, der efterfølgende kan bruges i systemdesignprocessen.(anderson, 1997). Et andet område, som er værd kort at berøre, er forskellen i de to tilganges holdning til det felt og de relationer, de har fokus rettet mod. Ifølge Anderson er systemdesignere:...not motivated by what I will loosely call social engineering. By and large, they do not see their role as changing the fabric of working relations within which the technology they design is to be deployed (Anderson, 1997, p. 18). Dermed er holdning hos systemudviklere, at de gennem udvikling af systemer til organisationer ikke påvirker de arbejdsmæssige og socialrelationer, som systemet skal understøtte. I modsætning hertil mener Suchman 6, at det at designe teknologi reelt betyder, at man designer sociale relationer. Her er altså tale om en klar modsætning, som kan være vanskelig at håndtere, såfremt man ønsker at udvikle en generel ramme for, hvordan etnografien og systemdesign spiller sammen. Sommerville et. al. (1992), som har en klar systemdesign tilgang, har erkendt, at indførelsen af et system faktisk kan have store konsekvenser for organisationen. Derfor har de udviklet en model, som søger at tage højde for samarbejdet mellem hhv. etnografer og systemdesignere. Ved udarbejdelsen og indførelsen af et system er det således etnografernes opgave at foretage studier af 5 MUST-metoden fokuserer på brugerdeltagelse samt vigtigheden af, at systemudvikleren oplever den arbejdspraksis, som han/hun skal udvikle systemer til (Bødker et.al., 2000). 6 Suchman udgav i 1986 bogen Plans and situated action: The problem of Human-Machine action, som var en banebrydende bog. Hun baserede bogen på en undersøgelse af kontorarbejde og argumenterede for, at handlinger ikke er baserede på specifikke planer og instruktioner men i højere grad er situationsbestemte. 17

20 aktørernes arbejdspraksiser samt deres brug af systemet, for dermed at give systemdesignerne viden om mulige ændringer der skal foretages i systemet. Vi mener, at de kritiske røster til en vis grad er berettiget. Det er klart, at det er vanskeligt for systemdesignere at gøre brug af de generelle vendinger og teoretiske diskussioner, som etnograferne producerer. Omvendt kan vi spørge os selv, om etnografiske studier overhovedet bør bruges som kravspecifikationer, for der er tydeligvis store problemer i dette. Schmidt (2000) påpeger, at etnografiske studier i dag er med til at give forskerne en dybere forståelse for de meget komplekse mekanismer, der er en del af arbejdssituationen. Etnografiske studiers rolle kan ifølge Schmidt opdeles i to områder: studier, der udføres i arbejdsarrangementer med henblik på design af et specifikt CSCW-system, dvs. en metode til udarbejdelse af kravspecifikationer, og studier der udføres i arbejdsarrangementer med henblik på at bidrage til udviklingen af den konceptuelle grundlæggelse af CSCW, og dermed på længere sigt bidrage til udviklingen af CSCW-teknologier (Schmidt, 2000). Der er ingen tvivl om, at det første område er problematisk, som vi også har søgt at vise i det ovenstående, mens det andet område er meget centralt for feltet. De etnografiske studier har fokus rettet mod forståelsen af arbejdssammenhænge herunder samarbejde og koordination af aktiviteter, og de kompleksiteter der ligger heri. Forståelsen for kooperativt arbejde er absolut ikke triviel, og målet for forskeren må derfor være at søge at skille dette begreb ad og uddybe begrebet med eksempelvis forståelsen for "mutual-awareness", glidende overgange mellem individuelt og kooperativt arbejde m.v. Der er ingen tvivl om, at etnografiske studier har spillet, og stadig spiller, en stor rolle i CSCW-feltet: not in the form of a direct relationship of requirements specification with respect to the design of specific systems, but by contributing to the conceptual foundation of CSCW (Schmidt, 2000, p. 5). Desuden påpeger Schmidt, at vi er i the murky prehistory of CSCW, dvs. at der i dag ikke findes en CSCW-teknologi, der nemt og gnidningsløst kan understøtte samarbejde på tværs af grænser. Derfor er det heller ikke relevant at diskutere kravspecifikationer til CSCWsystemer, idet teknologien ikke er moden til det. Vores speciale vil søge at kaste lys over en specifik arbejdssituation for dermed at opnå en dybere forståelsen af kooperativt arbejde og samordning, og hvorledes forskellige koordinationsmekanismer reelt bruges i den specifikke arbejdssituation. Ud fra den forståelse ønsker vi at se på problematikker forbundet med en digitalisering af nogle af disse mekanismer for derigennem at søge at bidrage til en bredere forståelse af dele af den konceptuelle grundlæggelse inden for CSCW. Vi ønsker altså ikke at udvikle en kravspecifikation, men snarere at pointere nogle af de vigtige faktorer, der bør overvejes i relation til en digitalisering. 18

21 I spørgsmålet om, hvorvidt de etnografiske undersøgelser kan bidrage til systemudvikling, er det vores erfaring fra arbejdet med specialet, at de egenskaber, vi fandt ved artefakterne, i høj grad er brugbare oplysninger til design af mulige systemer. Med det menes, at vi har kunnet identificere områder, som en systemudvikler bør være ekstra opmærksom på. F.eks. viser vi, i analysen af symboler i forbindelse med brugen af artefakter, at der eksisterer lokale prioriteter, der har stor betydning for, hvorledes et system skal kunne understøtte den enkelte aktørs handlinger. Det etnografiske arbejde og den videre analyse har givet os en grundlæggende forståelse for, hvorledes samarbejdet mellem afdelingerne fungerer, samt hvilke koordinationsmekanismer der gøres brug af. På baggrund heraf har vi været i stand til at udpege nogle centrale artefakter, som ville kunne digitaliseres. Skulle vi videreudvikle et system, ville næste skridt formentligt være at indhente flere praktiske og konkrete oplysninger, bl.a. om eksisterende systemer, brugergrænseflader osv. Ved udvikling af nogle simple prototyper samt ved testning i feltet, dvs. scenarie-udvikling, ville vi yderligere få information, der kunne være relevant for systemets udformning. Efterfølgende ville det være relevant at påbegynde en egentlig datamodellering for så endelig at udvikle et system. Det skal dog påpeges, at udvikling af systemer sjældent er triviel, og processen er ofte iterativ og ikke så skridtvis, som vi her har skitseret. Fordelen ved den etnografiske tilgang er således, at den giver forståelse for feltet og et dybdegående kendskab til selve det arbejde, der udføres. En ulempe i forbindelse med den etnografiske tilgang er tidsaspektet. Det kan være tidskrævende at udføre undersøgelserne, og yderligere kan det være vanskeligt at definere, hvornår der er indsamlet nok empiri. Vi vil aldrig være i stand til at komme i besiddelse af alle de små nuancer, som aktørerne i arbejdsfeltet besidder, eftersom vi ikke er i aktørens sko. Det kan også være et problem, at den viden, der indhentes, ikke kan efterprøves, men dette er omvendt et generelt problem ved kvalitativ metode. Den viden, som eksempelvis den ansvarshavende på 4141 er i besiddelse af grundet flere års erfaring på afdelingen, er vanskelig at konkretisere og må nok betegnes som et lidt spinkelt grundlag for konklusioner, idet vi ikke har noget sammenligningsgrundlag for hendes viden. Samlet mener vi, at den etnografiske tilgang til feltet samt vores fremgangsmåder i indhentningen af empirien har været værdifulde i udviklingen af vores forståelse, men også værdifulde i forhold til diskussionen af et system, idet mange nuancer af arbejdet vil kunne medtages i diskussionen. 19