Gruppe 15, hus 22.1 Marinaleda historien om et alternativ

Transkript

1 Interview med Angel Interviewer 1: Hvad er det præcist, du arbejder med? Angel: Jeg deltog i kampen her, hvor vi besatte hertugen af Infantados jord. Jeg deltog praktisk talt i mobiliseringsprocessen. Vi skabte et kooperativ, og i øjeblikket kommer den jord, som tidligere tilhørte hertugen af Infantado, som er i familie med kongen, arbejderne til gode. Det er blevet lavet om til et kooperativ. Da hertugen ejede jorden kom der ikke så meget arbejde ud af det. Der blev kun dyrket hvede og solsikker, og det krævede ikke så meget arbejde. I dag, takket være kooperativet, genererer jorden meget mere arbejde, som gør at vi kan trodse det her graverende problem, som krisen er. Interviewer 1: Du er grafiker, ikke sandt? Angel: Jeg arbejdede i kooperativet, men jeg må sige, at jeg havde nogle uoverensstemmelser med organisationen, så jeg besluttede mig for at melde mig ud, og i øjeblikket får jeg til dagen og vejen takket være min virksomhed; t-shirts med aftryk osv. Mere kunstnerisk. Kooperativet er jo også en smule Ikke så kreativt. Interviewer 1: Er det pålagt dig at betale en del af din indtjening til kooperativet? Angel: Nej, nej. Jeg er selvstændig. Jeg var med i kooperativet, men forlod det, og nu er jeg selvstændig. Jeg tjener til dagen og vejen som freelancer. Hvis kooperativet vil hyre mig, så laver jeg gerne noget til kooperativet. Interviewer 1: Som billedet af Che på sportskomplekset? Angel: Ja. De skrev kontrakt med mig for, at jeg skulle lave et billede af Che Sandheden er, at jeg er stolt af at få lov til at male noget til min by. Jeg gør det ikke med blikket stift rettet mod pengene. Jeg er ikke kapitalist. Det gør mig ikke noget at have en arbejdsdag på 12 timer, hvor jeg bare står og maler. Men før i tiden, dengang vi besatte, da malede jeg også; besættelse, denne jord bør tilhøre arbejderne Havde I været ude på landstedet? 1

2 Interviewere: Ja. Angel: Så må I have set det, de skrev for 30 år siden: Dette landsted tilhører Andaluciens arbejdsløse arbejdere. Det var jeg også med til at skrive. Da begyndte min interesse for at male at opstå. Men ja, nu har jeg meldt mig ud, nu arbejder jeg ikke længere i marken, jeg arbejder for mig selv. Jeg arbejder med grafisk design. Jeg tjener til dagen og vejen, som jeg kan. Interviewer 1: Hvilke uoverensstemmelser var der imellem dig og kooperativet? Angel: Uoverensstemmelserne er grundlæggende på organisationsplan. For ifølge min personlige holdning er det system som kooperativet fungerer efter en smule hierarkisk. Og jeg er ikke tilhænger af at være i et kooperativ, hvor der er én, som er uundværlig, en leder. Og jeg er ked af det, men jeg har mine mellemværender. Mine idealer er mere libertære, mindre kommunistiske. Jeg havde mine mellemværender, og jeg smuttede. Det er min personlige holdning. Jeg har bidraget meget. Jeg droppede studiet. Jeg boede her i denne her gade, i landsbyen, og så hver dag folk gå ud for at besætte jorden. Og som 18-årig droppede jeg studiet og sagde til min far: Jeg går med de her mennesker. Og jeg gik med de her mennesker, og vi endte med at få jorden. Jeg var den eneste, som havde studeret en smule. Her var ikke et særlig højt kulturelt niveau, det er her stadig ikke, her var ikke meget information, her var ikke så meget. Og jeg var en af de få som havde kunnet studere, ligesom jer. Jeg droppede studiet, og deltog i skabelsen af projektet Marinaleda. Senere skuffede det (projektet) mig pga. måden det fungerede på, pga. de ting jeg har sagt og Interviewer 1: Hvad synes du om måden hvorpå, der bliver taget politiske beslutninger i byen? Er den også for hierarkisk? Angel: Du sagde det. Jeg synes det hele afhænger for meget af én person. Vi klæber os til én personlig holdning. Jeg kæmpede mange år her og Her er megen messianisme. Hvor der er en messias, adlyder resten. Jeg bruger hovedet. Jeg kæmper, jeg deltager, og jeg tænker. Og jeg bliver nødt til at have en holdning. Det bør være paralleller i kampen og i stormødet. Jeg tror ikke på, at du kan skabe revolutionen ved blot at besætte og ikke andet. Vi må også respektere retten til 2

3 ytringsfrihed, og forskellene; de racemæssige, de seksuelle Jeg mener, at du er nødt til at tænke sådan for at tilhøre venstrefløjen, og for at skabe det nye menneske til den sociale transformation. Jeg gjorde det selv. For 23 år siden var jeg en af de første unge, som modsatte sig værnepligten. For 23 år siden, i Spanien, var der en obligatorisk militærtjeneste. Og takket være en gruppe unge erklærede jeg mig militærnægter. Jeg sagde: Ikke mig. Jeg behøver ikke at give et år af mit liv til dit system, til din regering, som opretholder monarkiet. Det er jeg imod. Så sendte myndighederne mig til Sevilla, hvor jeg også nægtede, og så blev jeg sat for en domstol. Jeg erklærede mig ulydig. Af ideologiske årsager er jeg imod at gribe til våben, og endnu mere imod at slå ihjel, eller at deltage i en krig der tjener kongehusets og politikernes interesser. Det er en historie, som jeg gerne ville fortælle, og Her er jeg så. Interviewer 2: Hvad tror du, der vil ske når Gordillo, ikke længere er i stand til at lede? Hvad vil der da ske med landsbyen? Angel: Hele verden stiller det spørgsmål. Jeg har allerede sagt, at det ikke kan fungere, når man skaber en person, som er uundværlig. For hvis denne person falder, som Jeg mener, han er syg og har det dårligt. Det er ikke noget der glæder mig, jeg har virkelig ondt af ham, men en dag vil det jo ske. Og stormødet har ikke bekymret sig om at skabe en aftager. En som, når han (Gordillo) ikke længere er der, kan sige: Her er jeg!. En sådan er der ikke. Der er de der siger ja og nej. For mig at se korrumperer magten. Med meget ansvar på alle områder Stormødet er godt. Der kommer jeg og siger: sådan, sådan og sådan. Alle har brug for at forklare sig, og jeg har mine uenigheder. Interviewer 1: Følte du, at livet blev sværere efter at du havde meldt dig ud af kooperativet? Angel: Ja! Ja, helt klart. Interviewer 1: Imellem dig og de andre indbyggere? Angel: Helt klart. De opførte sig som dyr. Hvis du holder dig til flokken, er det nemmere at overleve. Hvis du afviger fra flokken, må du hellere forsvare dig. Jeg har bidraget til det her. Jeg er bevidst om mine idéer, om mine problemer, og jeg lever et ærligt liv af mine t-shirts, af kunst. Jeg bliver nok ikke rig, men i det mindste kan jeg give min datter mad på bordet. 3

4 Interviewer 2: Føler du at du har indflydelse på stormøderne? Angel: Jeg er engageret, og jeg deltager, når jeg kan. Jeg deltager lidt mere i stilhed, og giver ikke min mening så meget til kende. Når jeg ikke kan klare mere siger jeg det Der er noget her, jeg ikke bryder mig om. Jeg er imod, at de bruger herbicider i parkerne, for det virker selvmodsigende. Vi kan ikke give os ud for at være økologiske, og så bruge herbicider. Så tier jeg ikke. Så siger jeg det. Og det fremprovokerer en konfrontation. Men det er mine idéer, og jeg vil altid forsvare dem. Og nogle gange er jeg lidt uforstående overfor de andre: Hvad sker der? Du har fået dit arbejde, og det var så det? Så er der ikke mere revolution? Vi har gennemlevet en proces, og nu er det slut? Du er nødt til at fortsætte. Give dine børn en uddannelse med værdier, fortsætte med at respektere jorden, respektere miljøet, konfrontere kapitalismen Fortsæt! For mig at se bør revolutionen fortsætte. Livet fortsætter. Du får ikke bare din historie, og så er det dét. For mig at se må du fortsætte. Og indimellem passer det ikke så godt med stormødet. Interviewer 1: Er Marinaleda efter din mening gået i stå? Er folk tilfredse med hvad de har nu? Angel: Ja, ja. Her er smule en konformisme. Det er igen min personlige holdning, men ja. Her kunne have været bedre. Der er kommet mange folk hertil for at lære Marinaleda at kende. Her skulle være flere som bød sig til at tale, kommunikere, lære (tilkommerne) om stedet: Hey, hvor fedt at I kom for at lære om et projekt på venstrefløjen. Her burde være et hostel, eller et residens til folk som kommer og er interesserede. Der burde være mange flere unge som deltog. Det er der heller ikke. Der burde være så mange ting, som ikke er. Det gør mig ondt. Vi bliver nødt til at forandre os. Og også vores kamp. Vi har opnået meget ved at besætte hertugens jord, men nu er vi nødt til at fortsætte. Det er min personlige holdning. Interviewer 1: Hvorfor tror du, at denne her type samfund opstod her i Marinaleda, og ikke i El Rubio eller Herrera eller Osuna? Angel: Der var nogle stærke omstændigheder, som jeg ville sige var enestående. Der var et meget højt arbejdsløshedsniveau. Og så var der en gruppe mennesker, som oprettede fagforeningen, hvor arbejderne kunne organisere sig. Og lidt efter lidt overtog de rådhuset. De oprettede de røde 4

5 søndage, hvor man arbejder gratis. Alle blev ført an. Vi arbejdede gratis alle søndagene, vi tog ud og besatte, vi tog ud og kæmpede. Og så opnåede vi det her. I andre landsbyer havde de ikke den slags folk, som sagde: Vi gør sådan! Vi besætter hertugens jord!. Men der var ikke vand til at vande jorden, og hvis det ikke er til stede, hvad gør man så? Så vi besatte et vandresevoir 20 kilometer herfra. Jeg var endnu ikke med på det her tidspunkt, men folk brugte en måned på at besætte et vandresevoir, for at fortælle regeringen at den skulle bygge en kanal, som kunne føre vandet derfra og over til deres marker. Det ville både hertugen og alle de små jordejere nyde godt af. Og det var en sejr for kampen. Hvis vi fik vand, kunne vi dyrke andre afgrøder, som gav mere arbejde, som artiskokker Så sår du artiskokkerne, og bringer det efterfølgende over til en fabrik, som bearbejder råvarerne. En konservesfabrik. Og derfra sælges de. Ingen mellemmand. Interviewer 1: Når jeg stiller andre spørgsmålet om hvorfor, de mener at Marinaleda udviklede sig sådan her, og de andre byer ikke gjorde, så svarer de som regel at hovedårsagen er Juan Manuel Sanchez Gordillo. Angel: Ja, ja. Han var meget god! Hårdtarbejdende, god til at opmuntre arbejderne Men! Efter lang tid på toppen Et år, et år til, et år til. Magten Han har gjort det godt så længe at Men nej Interviewer 1: Han har forandret sig? Angel: Ja. Magten korrumperer. Og absolut magt korrumperer absolut. Og nu ligger han der, og det gør mig ondt, men hvad kan jeg sige? Han har haft mange år. Fint nok. Vi er kammerater, ikke sandt? (Ham selv og Gordillo) Hvis vi er kammerater er der ikke nogen løgne. Og i politik er du nødt til at lyve. Politik er løgnens kunst. Hvis du er politiker og lyver, vil min relation til dig ikke være særlig god. Mit forhold til stormødet er, at det er en gang løgn. Jeg bliver nødt til at konfrontere den. Og når jeg gør det, bliver det altid lidt voldsomt. Så jeg søger at leve mit liv på en anden måde. Det er min situation. Men ok, jeg kan godt lide min landsby, og vi er her, tilfredse. Vi er her ved Palo Palo, spillestedet, alt er godt. Og jeg er stolt over at have gennemlevet en revolutionær proces, som den her i Marinaleda, og at kunne fortælle jer om den. Og at kunne fortælle min datter om den. Og sige: Hør her! Det er muligt at gøre en forskel. Den her proces kunne blive til noget. Jeg bor i et selvbyggerhus, takket være det system vi har her i Marinaleda. 5

6 Jeg betaler 15 euro om måneden. Det er virkelig godt! Jeg er super stolt. 15 euro betaler jeg for at bo i et selvbyggerhus. Forstår I mig? Det er virkelig godt! Det er et eksempel, man kan overføre. Til El Rubio. Til andre landsbyer. Til Danmark. Den her jord vil vi bo på. Dig. Er du arbejdsløs? Værsgo at arbejde. På lang afbetaling, ingen skal spekulere. For det at have et sted at bo er en ret. Det er en ret, som står i forfatningen, det må man ikke spekulere i sådan, som de gør nu. Folk er fortabte. Hvis du er ung nu og arbejder får du vel en euro, og så er du nødt til at gældsætte dig resten af livet for at betale af på dit hus. Det er enormt uretfærdigt. Den boligpolitik som vi har lavet, er jeg super stolt af. Jeg er super stolt over, hvad jeg har. Det er ikke et hus med swimmingpool, eller en herskabsvilla, men det er et hus. Det er et sted at bo. Interviewer 2: Tror du, at denne her model, som I har i Marinaleda, ville kunne eksporteres til andre landsbyer, som ikke centrerer sig om landbrug? Angel: Det tror jeg helt sikkert. Jeg tror at modellen let ville kunne eksporteres. Det er et spørgsmål om politisk vilje. Om at borgmestrene og de forskellige folkevalgte tager den mængde af tomme boliger, som findes i byerne i øjeblikket, fordi der i øjeblikket er en meget alvorlig krise, som gør at der er mange tomme boliger i bankernes hænder, og giver folket noget at bo i. Men det er et system, som er meget aggressivt og kapitalistisk. Det system vi har her kan eksporteres. Det er jeg sikker på. Det er nemt. Det handler om at lave et projekt. Hvad er vi? Seks? Seks ens huse. Seks som køber materialerne. Rådhuset bevilger grunden. For byrådet har brug for terræn til sine unge, ikke sandt? Det er sådan de ville være nødt til at gøre. Hvis jeg siger, at det at have tag over hoved er en rettighed, så er jeg nødt til at tage jord og bygge huse til mit folk, til de folk som måtte have brug for det. Og efterfølgende ville jeg som forvalter (gestór) sige Interviewere: Hvad betyder gestór? Angel: Ok. Jeg køber Jeg er byrådet, og jeg køber materialerne til at bygge seks huse. Så køber jeg måske ind til at lave alle dørene. Så bliver det billigere, end hvis du selv går ud og køber din dør, dine materialer, dit køkken Hver og en for egen regning. Hvis man køber det sammen står byrådet for forvaltningen. Så tager man det op på stormødet: Hvad for en dør kan I lide?, Denne her, Fint. Denne her til alle. Sådan går det. Alle ens. Husene er nødt til at være ens. Jeg vil måske have på én måde, og når jeg så får mit hus, kan jeg studere, og så lave det arbejde (på huset) 6

7 jeg vil. Som mig. Jeg har lavet en patio på én måde, andre har lavet et vaskerum. Hver og en, når man har fået sit sted, indretter det efter deres måde at leve på. Hvis du vil have et atelier, er der også plads nok til det. Boligerne her er på 78 kvadratmetre, og 10x10 til patioen. For her i Andalusien lever vi en stor del af livet i patioen. Der er masser af sol. Der er folk som har en køkkenhave. Jeg har for eksempel et hundehus til min hund Der er også folk, som bruger patioen til at lave en bolig til deres børn. Eksempelvis. Og vi har ingenting! Vi er arbejdere, som ingenting har. Så jeg tror, at vi kan eksportere vores model. Der mangler bare politisk vilje. Det kan overføres til hele verden. Jeg er stolt af at have deltaget, og at kunne fortælle jer om det. Interviewer 1: Hvordan ser du på Marinaledas fremtid? Angel: Tja, jeg ser lidt realistisk på det, og jeg bryder mig ikke om den. Jeg bryder mig ikke om den pga. det, jeg har sagt til jer. At vi fortsat er afhængige af én person, af en måde at leve på, af en måde at fungere på, som har givet resultater. Og vi har næsten ikke retten til at kritisere det. Vi der kritiserer det bliver ikke set så godt på. Jeg tror, at eftersom der er sejre, og ting vi har opnået, gode materialer, kulturhuset, sportsfaciliteter, boliger Det lader til at der ikke er plads til kritik. Og nogle gange pålægger stormødet sig ikke at være selvkritisk. Kritik bliver direkte afvist. Dig mod mig. Og det forhindrer os i at udvikle os. Interviewer 1: Er der opstået en afstand imellem indbyggerne og byrådet? (mig der havde misforstået ham, og troet at han snakkede om byrådet, når han snakkede om stormødet) Angel: Nej, nej. Det der sker er, at hvis vi har fungeret på én måde, er det praktisk talt umuligt at ændre på den fremgangsmåde. Jeg tror, at når folk vænner sig til at fungere på en bestemt måde For eksempel er I en gruppe. Du er oversætteren, du er den som stiller spørgsmålene. I kommer til en bar, stiller spørgsmål. Når det giver afkast kommunikerer I. Der kommer et tidspunkt hvor de (hentyder til resten af gruppen) ikke længere bekymrer sig. De stoler blindt på jer, eftersom at I taler bedst spansk. Så derfor: Hey! Dig! Lær, og stil dit spørgsmål. Dig! Lær, og stil dit spørgsmål. Og hver eneste vil så være selvstyrende. Men det er ikke nemt. Der mangler en ingrediens i den ellers gode mad. Vi mangler et fundament. At overlade til folket at stole på sig selv. Og ikke at følge efter nogen: Fortsæt du, fortsæt du!, men hvor går vi hen?, fortsæt, fortsæt, men hvor går vi hen? Og hvorfor bevæger vi os ikke?. Der er mange spørgsmål. Vi 7

8 bliver nødt til at overtale os selv. Der behøver ikke at være en leder, som overtaler os. For hvis ikke, så venter de på at du går. De går ikke, før de kan se dig gå. Det er min mening. Interviewer 1: Så tror jeg ikke, at vi har mere, men hvis du har noget, du gerne vil sige, så værsgo. Angel: Jamen jeg er stolt af de ting, som jeg har fortalt om i dag. Jeg siger min oprigtige mening, og nogle gange giver det én lidt mere end en hovedpine. Men jeg er kritisk. Jeg er kritisk, og jeg benytter mig af min ytringsfrihed. Jeg siger, hvad jeg tænker. Og jeg er stolt af, hvad der er blevet opnået, men jeg mener, at der er plads til forbedringer. Indimellem forstår grupper ikke selvkritik. Og nogle gange har det en pris. Jeg opfordrer alle til at brede budskabet fra Marinaleda ud vidt og bredt. Og at man siger, at her har de opnået meget, så kan det opnås mange steder. Men selvfølgelig skal der forbedringer til. Du skal ikke begå fejl der, hvor du kan se dem. Man er nødt til at fortsætte med at kæmpe, for vi har ikke andre muligheder. Arbejderne og de fattige er nødt til at fortsætte. Hver dag bliver der begået flere uretfærdigheder. Og som Che sagde Der var en sætning fra Che, som jeg virkelig godt kunne lide... Den er fra et brev, som han efterlod sin datter. Han sagde: Vær i stand til at gøre oprør imod en hvilken som helst uretfærdighed, begået mod en hvilken som helst person, et hvilket som helst sted på jorden. Det er virkelig godt. Det er en sand revolutionær. Men hvis jeg, for at skabe revolutionen, er nødt til at begå uretfærdigheder... Hmm. Der findes ikke et perfekt system. Ikke det kommunistiske, ikke det kapitalistiske... Det anarkistiske, libertære? Ok. I øjeblikket fungerer det fint nok. Men man vil altid blive nødt til at prøve, blive ved med at søge og forbedre. Interviewer 1: Man er også nødt til at se uretfærdighederne i ens eget samfund. Angel: Selvfølgelig. Vi er nødt til at være selvkritiske. Det kan godt være fedt. Men vi kan ikke gå i 30 år og sige hvor er her fedt. Nogen vil sige: Hør her! Slå dig ikke til tåls med fedt. Du skal være intelligent. Og du skal være god mod dine venner. Du skal ikke være som: Dig! Du gider ikke at!!!. Nej, nej. Lyt til mig. Og sig mig hvad du har at sige. Du må ikke bare blive som: Nu har vi opnået det hele. Interviewer 2: Og det er det der sker i Marinaleda i dag, efter din mening? 8

9 256 Angel: Det er jo en holdning. En meget personlig holdning. 9