Interview med Antonio

Transkript

1 Interview med Antonio Interviewer 1: Hvor mange personer arbejder her i alt? Antonio: Se, nu skal jeg forklare: Vi er i artiskoksæsonen, så i artiskoksæsonen arbejder vi cirka kvinder, og med forarbejdet med artiskokkerne er der 5-6 mænd. Der er to grupper på cirka 40 personer, en som kommer om morgen og en om eftermiddagen. Så i total er der 80 mennesker. Bagefter når september kommer begynder peberfrugtsæsonen. I denne sæson er der flere folk 60 kvinder og yderligere 60 personer i den anden gruppe, altså i gruppe A og gruppe B. Også begynder bønnesæsonen, og den varer cirka 15 dage. Denne sæson har brug for færre personer, cirka 20 personer. Interviewer 1: Så der er ikke altid arbejde for alle? Antonio: Nej, se her, for eksempel artiskoksæsonen begynder i december indtil maj. Det er ikke alle dage, fordi marken bliver overfyldt, og så bliver artiskokkerne overfyldt, også kan der gå 20 dage, hvor man ikke kan komme til at samle artiskokker. Men fra december til maj er artiskoksæsonen. Så i denne tid er der nogen gange mere eller mindre arbejde grundet vejret. Så i september, oktober og november peberfrugtsæsonen og det er tre måneders høst, og det er sommer, så det regner ikke meget. Derefter kommer bønnesæsonen som varer dage, hvilket er meget lidt tid, så kommer de til fabrikken, hvor vi arbejder seks til otte måneder, også kommer der nogen fra et firma og ønsker, at vi kommer med andre typer af produkter. Vi arbejder eksempelvis med artiskokker, peberfrugt og bønner, fordi vi kan plante det i jorden, som tilhører kooperativet, og derfor gør vi det. Hvis der kommer en herre, som ønsker, at vi kommer vedrørende et produkt eller sådan, skal han bare købe det, bringe udstyret her til, og så laver vi det. Interviewer 1: Så I sælger ikke altid til de samme firmaer? Antonio: Det er forskellige firmaer, ja. Interviewer 1: Men sælger I så til de samme priser? Antonio: Det ved jeg ikke, det er andres arbejde, men det er mere eller mindre den samme pris, tror jeg, men det kan være at en mand, som sælger, en dåse artiskokker til en euro, men til dig sælger han den for to euro. Men det er mere eller mindre det samme, der er ikke nogen forskel. Der er en forskel, nu skal jeg forklare: Hvis jeg bringer produktet i dag, og jeg betaler for det i morgen, det er ikke det samme, som hvis jeg bragte det til dig og først betalte 90 dage efter, hvis man betaler i dag er det meget billigere, det er markedet. Interviewer 1: Under en sæson eksempelvis under artiskoksæsonen, skifter grupperne hver uge eller hvordan? Antonio: Se, krisen har været slem alle steder, men vi har haft en mere yndefuld ankomst i den tid, der har været krisen. Alle havde arbejde og alle arbejdede, men selvfølgelig kom krisen også her. Her i Marinaleda var der folk, som arbejdede med konstruktion, mange arbejdede med konstruktion i Malaga, som ville få en karrier, men der skete tilbagegang, og vinduerne lukkede, og konstruktionen faldt. Så de folk som arbejdede i konstruktionen i Malaga eller andre steder er kommer tilbage, og derfor har vi flere folk end der er arbejde. Så hvad gør vi - vi har delt folk ind i 1

2 grupper, som jeg fortalte om før gruppe A og gruppe B. Hvilken afslutning, alle har arbejde! Så nu kan du arbejde to dage og jeg ligeså i stedet for, at du arbejder fire dage, og jeg sidder i mit hus. Det er den bedste løsningen, og den har vi fundet på for så kan vi alle sammen arbejde. Interviewer 2: Men under en måned hvordan fungere det der er to grupper som arbejde? Antonio: Her er der kun en gruppe. Fordi nu har vi artiskoksæson, og der er ikke nok artiskokker til at arbejde både om morgenen og om eftermiddagen. Så her kommer der nogle kvinder og arbejder, her i behandlingen. Så en gruppe kommer her i fem dage og så den anden gruppe de næste fem dage. Men når der er peberfrugter, så står man op klokken seks om morgen og begynder at arbejde og slutter klokken 14.30, også kommer den næste gruppe kl og arbejder til klokken otte om aftenen. Sådan er fabrikken. Interviewer 2: Så de skifter? Antonio: Ja. Interviewer 2: Er det altid de samme, som arbejder om eftermiddagen, og de samme som arbejder om morgen, eller skifter det i løbet af en måned? Antonio: Jeg er ikke sikker på jeg forstår, men lad os se om det er det her, du vil sige: Om morgen kommer en gruppe, og om eftermiddagen kommer en anden gruppe. Hvis du kommer om morgen, og hun kommer om eftermiddagen, ugen efter så skifter I, så hun kommer om morgen, og du kommer om eftermiddagen. Var det, det som I spurgte om? Der er ingen der vil arbejder om morgen altid. Hvorfor? Man vil ikke stå op klokken seks eller fem om morgen! Eller komme hjem klokken 23 om aften. Hvis man har en barn eller hvad det skulle være, og helst vil komme om morgen og intet andet, så kan man snakke med hende, som kun vil være her om eftermiddagen. Så siger de Jeg kommer klokken fem om morgen, og du kommer om eftermiddagen! De behøver ikke fortælle det til os ansvarshavende, det er intet problem. Interviewer 2: Men det er noget, der aftales blandt de to? Antonio: Ja, mellem de to. Interviewer 2: Hvad sker der med folk under peberfrugtsæsonen, hvor der ikke er så meget arbejde, får de stadig løn, når der ikke er arbejde, eller hvordan fungere det? Antonio: Når der ikke er arbejde, så er der en ordning for arbejdsløse fra marken, som ligger omkring 400 euro om måneden. Interviewer 1: Og er det det samme som folk, der arbejder eller lidt mindre? Antonio: Mindre. Mindre. Her arbejder man mange timer, og alle får det samme. Jeg er chef over produktionen, og jeg får det samme, som de andre der er her, det samme som (dårlig lyd), 1200 euros alle får det samme. Interviewer 1: Det er perfekt hvad er det du hedder? Antonio: Antonio Interviewer 2: Alle dem som arbejder her, bor de også i Marinaleda? 2

3 Antonio: Ja, men der er et tidspunkt i løbet af produktionen, hvor vi har brug for to mennesker udefra en fra den lille landsby ved siden af, som hedder El Rubio, og en fra den anden lille landsby, Herrera, så har vi ikke nok forsøg, og folk bliver nødt til at komme hertil - både folk fra fabrikker og fra marken, fordi vi ikke har mange folk her. Så er vi næsten i overflod. Interviewer 1: Men folk som bor uden for Marinaleda, men som arbejder i Marinaleda, får de den samme løn som de andre? Antonio: Ja, ja. Alle får det samme. Da jeg var i marken, da havde man brug for folk uden for Marinaleda. For eksempel med peberfrugterne bliver du nødt til at plukke og levere til fabrikken omkring kilo, derfor kan man ikke udelukkende have folk fra Marinaleda til at samle så mange kilo, så derfor er der også folk udefra, som arbejder her. Interviewer 2: I Marinaleda har i stormøder for at Antonio: I kooperativet er jeg en af de deltagende. I kooperativet er der en eller to gange om måneden generelle stormøder efterhånden. Bagefter dette er der en komiteen, som mødes hver uge, hvor der snakkes om, hvad der er blevet gjort og ikke gjort. Og i Marinaleda er der også stormøder for hele landsbyen. Hvis der skal diskuteres noget, som påvirker hele byen, så beslutter man det på stormøderne. Byrådsmedlemmerne, borgmesteren... Men hvis der skal bestemmes noget om byen, for eksempel; jeg siger til dig: plante træer eller hvad det skulle være. Så annonceres det i grammofonen igennem byen, som fortæller, at der er fællesmøde klokken 18 i eftermiddag. Også kommer næsten hele landsbyen, næsten hele landsbyen kommer og diskutere det, og hvis det kan prøves af, så prøves det af. Interviewer 2: Jeg tænkte på, at folk fra El Rubio og Herrera Antonio: Nej de har ikke lært el gracia (ynden) her. Interviewer 2: Men de er velkomne? Antonio: Ja, ja. Selvfølgelig. Jeg ved ikke hvorfor, jeg ved ikke, om det er fordi, at de ikke har haft en god leder. Erfaringen fra Marinaleda har de ikke været i stand til at bringe med til deres landsbyer. Men her er der huse, arbejde, fodboldbaner, sport, svømmebassin. Jeg lejer et hus her, og det koster 24 euros om måneden. Der er værelser, køkken, to stuer, to badeværelser, og der har jeg boet i 20 år. Interviewer 1: Og prisen har aldrig ændret sig? Antonio: Det har vi besluttet på stormøderne i byen, at det skal koste 24 euro om måneden, og det kan ikke ændres. Interviewer 1: For alle husene, eller er der forskellige niveauer? Antonio: Der er andre huse, hvor det er over 20 år siden, de blev bygget. Efter det er der kommet disse selvbyggerhuser, hvilket er det samme, men de er til leje. Selvbyggerhusene er (lyden er for dårlig her). Så først betaler du cirka 94 euro eller mere, men det bestemmes af selvbyggene. Derefter skal man betale omkring de 40 euro, og når man har betalt så er huset ens eget. Men ikke jeg: for jeg er lejer. Så hvis du er selvbyggeren, så har du den fordel, at huset en dag kan blive dit. 3

4 Interviewer 1: Så det er muligt i byen, at. Antonio: Hvad? Interviewer 1: Nej, det er ligemegt. Interviewer 2: Jeg tænkte på, det som du betaler for at bo, det var en beslutningen truffet til stormøderne? Antonio: Ja. Interviewer 2: Var husene før ejet af den spanske stat? Antonio: Nej, nej, det var privat eget. Så rådhuset købte terrænet. Det var ikke nogen huse, men et terræn. Så rådhuset købte terrænet for at skabe boliger. Interviewer 2: Men de huse har vel hele tiden været der? Antonio: Nej, nej. Interviewer 2: Hvis de hele tiden har været i byen, hvordan kan det så være, at I betaler det samme? Antonio: Jeg forstår det ikke helt. (dansk) Interviewer 2: Nå okay. Interviewer 1: Hvad så? Interviewer 2: Jeg tænkte på om det kun var selvbyggerhusene eller om det er de huse, som altid har været der, som man betaler det samme for. Interviewer 1: jamen han betaler ikke det sammen, det går an på, du kan leje og ikke leje Interviewer 2: Ja, det er klart nok, men de må have en gæld på en eller anden måde, det er det, som jeg prøver at få frem. Forstår du? Man kan jo ikke bare lige pludselig betale ingenting for at bo. Lige meget.. (dansk slut) Interviewer 1: Det koster penge at lave husene, og hvem betaler for huset, som du lejer? Antonio: Lad mig forklare. Rådhuset giver dig terrænet. De giver dig murstenene, (lyden er dårlig her) med regeringen, med administrationen, også sørger de for materialer; cement m.m. Så tager borgmesteren til Sevilla og siger, Jeg har brug for så og så mange tusinde euro for at bygge beboelse, og så siger de: Nej, nej, nej. Så smutter han tilbage til landsbyen, og vi råber: Vi vil have et sted at bo! Vi vil have et sted at bo!. Flere dage i træk for at give dem klø. Og så til sidst siger de: Så tag dem dog. Så rådhuset giver terrænet, administrationen giver materialerne, men de bygger det ikke op for en, så derfor siger de til en: Du skal arbejde på dit eget hus, for ellers bliver det aldrig konstrueret. Så de siger, at du skal arbejde et år på dit hus. Man må ikke sige: Antonio, tag denne lille sum penge, og arbejde for mig. Nej. Du skal arbejde på det! Og det er dit hus, så skal du arbejde på det. Interviewer 1: Hvad tænker du, at er det som motivere folk til at arbejde hårdt for den samme løn? Hvad er motivationen? 4

5 Antonio: Se, motivationen er meget nem. Jeg er en kooperativist, og jeg er ejer, men jeg er ikke ejeren. Så kooperativet er ikke mit, men byens, for det er byen der kæmper. Det der sker er, jeg meldte mig, og andre folk gjorde ikke Hvis vi to er brødre Du og jeg er brødre. Vi bor i det samme hus, og vi er ikke gift, men vi bor i det samme hus, så kan vi ikke begge to melde os. Det var én per hus, for at alle kunne få del i kooperativet. Men til det du spurgte om, kvinderne som arbejder her, ved hvad der er deres, så hvis du ikke tager dig sammen, så ryger du i møddingen, så jeg behøver ikke sige til kvinderne; Kom så, kom så. Kvinderne ved at de skal tage sig sammen, så de kan producere mere for deres datter, deres nabo, deres fætter, deres søster, og så kan de arbejde. Det er motivation. Vi arbejder ikke for nogen chef eller for nogen beskytter vi arbejder for hinanden. Interviewer 1: Jeg elsker det her sted! Antonio: Jeg kommer her til hver dag med glæde. Ikke altid, men de fleste gange står jeg op klokken fem om morgen, og jeg kommer for det gode humør og for folkets sundhed, og vi griner, hvorfor? Fordi til slut de penge, som jeg tjener og til slut af en sæson, de penge som er der, er meget få, og de bliver ikke fordelt til hver og en jeg kender, de går til byen for at skabe arbejdspladser. Og jeg tror det er sådan for alle folk. Interviewer 1: Så kan byen vel ikke udvide sig, da en del af motivationen er, at alle folk kender hinanden, da det er en lille by? Og det er en del af motivationen? Antonio: Ja, ja, jeg kender alle i byen! Bort set fra de små børn, dem kender jeg næsten ikke, men ellers kender jeg nærmest alle. Og ungdommen siger det samme. Jeg har eksempelvis to børn den ene er i Malaga og studere, og den anden er i landsby tæt på her, og jeg har altid tillagt det betydning som der er her. Inklusiv da de var små børn, jeg tog den med til kampen ; dit flag, dit lille flag, og kom! Det er sådan de har levet. For at sige sandheden, så er den bedste skole ikke universitetet eller i skolen, men at se hvad der er, og det skal du lære. Interviewer 1: Så skal dine børn bo i Marinaleda også? Antonio: Jeg ved det ikke. Mit ene barn er i sit hus i Malaga og studere, så jeg ved det ikke. Interviewer 2: Men har du tiltro til at de kommende generationer Antonio: Vi håber! Problemet er, at de ikke har opnået tingene. Men de må holde dem ved lige. Jeg er ikke tilfreds, fordi jeg har opnået at få jorden. Jeg er ikke tilfreds, fordi jeg har opnået det her. Jeg er tilfreds fordi det vedligeholdes. Vi fortsætter med den samme linje. Problemet er ikke at have opnået ting, det er at holder dem ved lige. For der er gode folk, og der er knap så gode folk. Der er folk som er ligeglade, og hvis alle er ligeglade så falder det hele. Og så ville vi bare være endnu en landsby. Interviewer 2: Efter din mening: Det samfund som I har skabt her, er det muligt at lave det samme et andet sted, hvor der ikke er landbrug på samme måde som her? Antonio: Ja, ja, ja, jeg tror det ja. Det der mangler er fællesskab og en god leder eller gode ledere, som kan finde en god vej. Også må der heller ikke være korruption. Hvis de er korrupte, så fungere det ikke. Hvis jeg for eksempel tager den dåse artiskokker og sælger for på egen regning, så går det i mod opløsning. Her i byen er der et godt fællesskab, en god leder og en god vej. Styrker ved dette 5

6 her er, at 99.9 af personerne som har penge er arbejderne, og vi vil ikke have politi og militæret også sådan er det. Arbejderklassen er i betydeligt overtal. Vi organiserer os bare ikke. Forestil dig bare hvis hele arbejderklassen organiserede sig. Hvor ville alle de store bankfolk, de store jordejere og den korrupte regering så gå hen? De ville ikke være der. Vi organiserer os bare ikke. Interviewer 2: Hvorfor tror du, at kooperativet i Marinaleda blev skabt her og ikke i El Rubio eller i Estepa? Antonio: Fordi vi havde en god leder, et godt hoved, ja. Gordillo og fællesskabet. Jeg kan huske, at da fagbevægelsen kom her til Marinaleda, da var Marinaleda ikke som nu. Her var der ikke noget arbejde, der var stor ledighed og sult efter tiden med diktatur. Selvom diktaturet næsten lige var overstået, så stod det stadig slemt til. Så lavede vi et projekt og ikke fordi Gordillo tænkte det, men fordi vi afholdte et fællesmøde først et, så et mere, og et mere: Vi skal det og vi skal det! Så derfor tror jeg ikke det skete i Rubio, selvom der er gode mennesker der, men de havde ikke det gode hoved og den leder, som sagde ja til folk. Det er, hvad der mangler. Som vi kan se, at man behøver det korrekte linje. For de ville sikkert kunne lide at have jord og fabrikker ejet af arbejderne. Interviewer 1: Hvad tror du der sker, når Gordillo ikke kan være Antonio: Vi fortsætter. Det håber jeg. Efter 30 år så kender vi linjen, som vi skal fortsætte i. Vi opnåede ikke det her, fordi regeringen gav os det. Ingen gav os noget. Vi fik tingene, fordi vi sloges. Jeg siger mange gange, at vi fortsætter for det hårde slæb. Vi går ud en dag, og en mere, og en mere. Det ser du for eksempel ikke med demonstrationerne i Madrid. Efter to timer tager du hjem til dit hus. Du læser i aviserne, at der har været demonstration i Madrid, men der står ikke noget om, hvor mange tusinde der deltog. Dagen efter er der ingen, der husker det. Nej. Du tager til Madrid i dag, forsætter den næste dag! Ved du, hvor mange år vi forsøgte at få jorden El Humoso? Interviewer 1+2: år? Antonio: Ved I hvor mange somre, vi gik ud gik El humoso? Har I set jorden? Interviewer 1: Ja, både i går og i dag skal vi der ud. Antonio: I dag arbejder folk i marken. Der er otte kilometre der ud. Ved I, hvor mange somre, i varmen, vi gik der ud mig og hele landsbyen. Så kom La Guardia Civil, med deres geværer osv.; I bliver nødt til at gå. Fint. Så går vi tilbage. I morgen kommer vi tilbage. En dag mere, en dag mere, en mere og en mere, et år mere, et mere, et mere. Så det jeg siger, at du opnår tingene, men ikke fordi du får dem foræret. Du bliver nødt til at være en paliza (en som giver prygl), ved I hvad det er? Un cansino. Det er et andalusisk ord. Det er en person som bliver ved og ved og ved. Til sidst skal det nok lykkes. Den skal lykkes når man slås. En dag, hvis ikke mange dage, hele livet. Hele livet må man slås, hvis noget skal lykkes. Fordi vi er født hverken som børn af konger eller som børn af store virksomhedsejere eller bankdirektører, som ikke behøver at kæmpe. Interviewer 1: Så du var altså en del af kampen for el Humoso, hvor længe har du boet.. Antonio: Jeg forstår ikke? (dansk) Interviewer 1: Hvis han har været en del af de der 11 år, hvor de er gået frem og tilbage til byen.. 6

7 Interviewer 2: Det har han. Interviewer 1: Så hvornår er han flyttet hertil? (dansk slut) Interviewer 2: Hvornår flyttede du hertil? Antonio: Hvornår hvad? Interviewer 2: Har du hele tiden boet i Marinaleda? Antonio: Jeg er født her, og det er længe siden! Interviewer 2: Før 1979 eller hvornår det var? Antonio: Fagbevægelsen kom hertil i 1978 og Interviewer 2: Boede du da her? Antonio: Ja, jeg har boet her siden Jeg er 53 år gammel. Så derfor er jeg en marinaleño! Det er hvad vi kalder os fra Marinaleda. Jeg er Marinaledas søn. (Interviewerne snakker lige sammen om at spørger indtil direkte demokrati, da han virker ret kvalificeret.) Interviewer 2: I har disse her stormødes, hvor i snakker om et demokrati mere direkte. Og I har også et byråd. Hvem har mest at skulle have sagt af disse to? Antonio: Byens stormøder. Interviewer 2: Hvad laver byrådet så? Antonio: De gør det, som de siger, de skal til stormøderne. Vi har og arbejder med byrådsmedlemmer, og byrådsmedlemmerne er naturligvis for stormøderne. Jeg tror at, det er en god kommunalbestyrelse. Og det går godt. Og ja, der er folk som ikke kommer, men størstedelen gør. Der er nogen, som ikke er interesseret i politik, men her er det byens religion, og du bliver nødt til at være på gaden for landsbyen. Byrådet er på en måde ansvarshavende for stormøderne. De er som en talsmand for at snakke i Sevilla eller i Madrid. De har deres magt, men den reelle magt ligger hos generalforsamlingen. Interviewer 2: Er der forskellige typer af beslutninger, som man træffer på stormøder i forhold til i byrådet? Antonio: Normalt nej. Kun hvis der er et lille problem, som de skal diskutere. Men hvis der skal gøres noget, så er det i generalforsamlingen, det bliver diskuteret. Og så gør politikerne hvad generalforsamlingen siger. Sådan er det. Bagefter inde i rådhuset har de deres funktion. Men når der skal træffes store beslutninger, så er det til stormøderne frem for i rådhuset. Interviewer 2: Så rådhuset foreslår de problemer, som I skal diskutere? Antonio: Ja, hvis det er store problemer, men hvis det er småting, så gør de det bare på rådhuset. Beslut det, og gør det. Men hvis det er store ting skal det til stormøderne. Her er der også folk til højre, og de er dårlige. Her er repræsentanter fra PP. Det er som, det var under diktaturet. De er dumme! Dem som stemmer til højre er dumme! Jeg ville stemme til højre, fordi de ville beskytte 7

8 mig, hvis jeg havde mange penge og havde mange ting, så ville man være til højre. Men jeg har intet, så de beskytter ikke mig. De sender mig en fra Guardia Civil, som slår mig med en stok. Det der vægter i dag er, at der er folk som er socialister, fordi deres far var socialist. I byrådet er der 11 byrådsmedlemmer. Ni er fra Izquierda Unida, selvom vi ikke bryder os om IU. Men nuvel, vi er nødt til at forme en gruppe, og IU vandt ni pladser. Interviewer 2: Men hvad betyder det om, de kommer fra IU, hvis de er her fra byen? Du siger, at du ikke bryder dig om IU. Antonio: Jeg kan personligt ikke lide IU. For jeg mener, at de burde overlade langt mere magt til arbejderen. Så derfor bryder jeg mig ikke om dem. De er ikke dårlige. Under det dårlige er der noget bedre. Men det er min personlige holdning, at de ville kunne gøre meget mere. (Interviewet afsluttes og genoptages) Antonio: tager vi et hus, eksempelvis mit hus, så er vi måske stykker, som gør alt sammen! Interviewer 1: I dit hus? Antonio: Når et hus laves, så gør man det ikke alene, man gør det med cirka personer. Så mange gange siger vi: Rød søndag, hvad skal vi arbejde med i dag? Lad os arbejde med et hus! Andre går i haven. For at arbejde for fællesskabet. Rød søndag er for arbejde til byen. Gaden er grim! Den mangler fliser, jeg lægger fliser! Grøn søndag er på landet. Vi skal samle porrer, vi skal samle artiskokker, vi skal samle oliven. Hvis vi samler 1000 kilo eksempelvis, de er gratis for kooperativet. Det er forskellen på grøn og rød søndag. Interviewer 1: Det er for alle i landbyen? Antonio: Alle. Interviewer 1: Også for dem, som normalt ikke arbejder i kooperativet? Antonio: Alle sammen! Til stormøderne aftaler vi, at der er en søndag, hvor vi eksempelvis laver mad også gør vi det hele byen samlet. Så er vi 60 personer, og alle vinder på det. Interviewer 2: Hvor mange grønne og røde søndage er der i løbet af et år? Antonio: På et år? Uh, mange! Interviewere: på en måned? Antonio: Mange! Det kommer an på tidspunktet. Der kan være to måneder, hvor vi ikke har rød søndag, pga. vandet og vejret. Hvor blev de af de røde søndage? Lad os tage til fagforeningens lokaler, nu hvor det regner, kom! Interviewe 1: Hvad sker der, hvis man ikke kan deltage til disse søndage, for eksempel hvis man er syg? Antonio: Der sker ingenting. Interviewer 1: Så det er kun, hvis man kan? 8

9 Antonio: Kun hvis man kan. Rød søndag er ikke obligatorisk, det er frivilligt. Men du ved, hvis du eksempelvis kan gøre noget ved parken. Parken er godt for dig og for landsbyen. Normalt i foråret, i april, er perioden hvor man planter træer. Så rød søndage hvor? Fint, vi planter træer. Så I to grupper: vi fem går til den side og planter træerne. Men de røde søndage er ikke som du siger det: de skal være gode for dig og for byen. Hvis badebassinet skal males så maler vi det på de røde søndage. Det er penge, som nu byrådets, som kan bruges til andre ting, som mangler. Rådhuset har store udfordringer. Så vi sparer penge op for rådhuset. Så vi samler skraldet gratis. Vi maler fodboldbanen gratis. Så vi færdiggøre arbejdet frivilligt. Jeg samler skrald. Vi samler en gruppe venner, en gruppe på syv personer. Så står vi op klokken fire om morgen og tager et mulddyr og en vogn. Det skifter hver uge, så næste uge er der andre folk, som gør det. Det gør vi fordi, rådhuset ikke har penge. Så vi arbejder frivilligt for at spare penge for rådhuset og for hele byen. Rød søndag er ikke mere end, at man arbejder frivilligt for sin landsbys bedste. Og man gør, som man vil med det frivillige arbejde. Grøn søndag. Til marken. Rød søndag. Til byen. Interviewer 1: Og byen er meget smuk. Der er ikke noget snavs eller noget. Antonio: Og meget rolig. Vi har ikke noget lokalpoliti. Vi havde en gang en lokal politimand. Det var min far. Men folk var meget gode. Interviewer 1: Så efter ham? Antonio: Nej, nej, han afsluttede kun nogle papirer fra rådhuset. Interviewer 1: Men der var intet at lave? Antonio: Nej, nej. Interviewer 2: Men er der ikke kriminalitet? Antonio: Nej. Ikke rigtigt. Interviewer 2: Men hvad sker der, hvis der kommer nogen udefra? Antonio: Guardia civil. Hvis der sker noget, et røveri eller sådan. Så er det Guardia Civil. Men i Marinaleda har vi klaret os 10 år uden kommunalt politi. Vi er den eneste by i Spanien, som ikke har lokalt politi. Interviewer 1: Det er meget godt! Antonio: Min far sagde altid, at folk var gode mennesker. Der var aldrig problemer, og han blev aldrig nødt til at sige noget. Og vi lavede heller ikke noget, så han behøvede sige noget til os. Da jeg var knægt lavede vi ikke ballade. Og hvis vi gjorde Nanna: Må vi tage nogle billeder? Antonio: Ja, af alt hvad der er. I er i jeres hus! 9